Händel
Georg Friedrich Händel — en kort introduktion Händel blev født i 1685, samme år som Bach, den anden af barokmusikkens to giganter. De kunne ikke have været mere forskellige: Bach var et hjemmemenneske, Händel kosmopolit. Hovedparten af Bachs musik var til brug i kirken, inderlig og med en kerne af mystik. Händels musik var udadvendt, festlig og pompøs, og hans foretrukne genre var opera. Da Händel var 21 rejste han til Italien for at dygtiggøre sig i tidens musik. Det var i Venedig og Firenze, han blev inspireret til at skrive operaer. Efter nogle år i Italien blev han ansat som kapelmester hos kurfyrsten i Hannover, men inden længe tog han orlov og drog til England for at se, om der var et marked for hans operaer. Det var der. ”Rinaldo”, som han skrev på kun 15 dage, blev en bragende succes på Haymarket Theatre. Det hjalp også på omtalen, at Händel slap en flok spurve løs under en af arierne. Da han i 1711 besøgte England for anden gang, besluttede han at blive boende. Händel blev engelsk statsborger og skiftede navn til George Frideric Handel. Den store tyske barokkomponist var faktisk englænder i halvdelen af sit liv. Den vare, Händel havde at tilbyde, var den italienske opera seria, som blev et sikkert hit hos det engelske publikum. I 30 år komponerede han en lang række operaer, og det gik rasende hurtigt - på et enkelt år præsterede han at skrive tre. Men publikums smag skifter, og pludselig var der ikke længere interesse for italiensk opera. Händel fik en pension fra kongehuset på 600 pund om året, men det var ikke nok til hans ekstravagante livsstil. I sin søgen efter nye indtægtskilder faldt han over en genre, som var
Tekst: Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard
næsten ukendt i England: oratoriet, et syngestykke med handling fra Bibelens fortællinger. Oprindelig blev et oratorium sunget på latin i kirken, men Händel gav sine oratorier engelsk tekst og gjorde dem dramatiske, så de passede til koncertsalen og et protestantisk middelklassepublikum. Han ramte plet, og snart var han igen i gang med at komponere en række succesfulde titler. Det mest elskede af hans oratorier er ”Messias”, som alle kender, da det hvert år op til jul opføres mange steder, ligesom Bachs Juleoratorium. Noget af Händels bedste musik blev skrevet til særlige lejligheder. I sommeren 1717 havde kong George 1. arrangeret en udflugt på Themsen for hof, adel og overklasse, og blandt bådene i kongens følge var der én med 50 musikere, som spillede tre nyskrevne suiter af Händel. Kongen var så fornøjet med musikken, at han forlangte det hele spillet om igen. De tre suiter blev senere trykt som ”The celebrated Water-Musick”. Händels måske mest iørefaldende værk er ”Music for the royal fireworks”. Denne orkestersuite med masser af blæsere skulle ledsage et storslået fyrværkeri i Londons Green Park i anledning af afslutningen på den østrigske arvefølgekrig. Fyrværkeriet blev desværre en tam affære, og der gik oven i købet ild i en af de kunstfærdige kulisser. Men Händels musik blev stående for eftertiden. De sidste år af sit liv var Händel blind efter en operation for grå stær - i øvrigt udført af den samme klamphugger, som ødelagde synet hos Bach. Händel døde i London i 1759. I det følgende ser vi nærmere på nogle af hans vigtige og typiske værker.
Händels operaer er mere statelige end fængende, men nogle af dem bliver stadig opført, f.eks. ”Julius Cæsar” fra 1724. Handlingen foregår i Ægypten og skildrer forholdet mellem Cæsar og Kleopatra. Der er mange arier - de to hovedpersoner har otte hver, og især Kleopatras hører til det smukkeste vokalmusik, Händel har skrevet. Opsætningen her er fra Det Kongelige Teater med Andreas Scholl som Cæsar, et parti, der ellers oprindelig var skrevet til en kastrat og derfor ofte synges af en kvinde nu til dags.
Så flytter vi til middelalderens Skotland, hvor lumske magter prøver at ødelægge forholdet mellem prins Ariodante og prinsesse Ginevra. Der følger både duel, vanvid og et mislykket selvmord, inden de unge elskende kan forenes. Dramaet byder på virtuose arier og musik i monumentalt format. Oveni har Händel eksperimenteret med at indlægge balletoptrin, der giver en ekstra dimension i det samlede udtryk. Det helt specielle ved Ariodante er, at de mandlige hovedpartier skal synges af kvinder, så de fleste arier og duetter er kræs for dem, der elsker kvindelige sopraner.
Operaen ”Xerxes”, der tager udgangspunkt i den persiske konges felttog mod Grækenland, var en overraskelse for Händels stampublikum: den havde komiske indslag, og det var noget helt nyt i rækken af dybt seriøse operaer. Igen er hovedpartiet skrevet til en kastratsanger (ja, de havde deres egne meninger om køn og klang dengang i barokken). Kong Xerxes synger bl.a. den skønne arie ”Ombra mai fú”, senere kendt som ”Händels largo”. Christophe Rousset styrer et hold stærke barokspecialister i denne udgave, hvor scenografi og kostumer er flyttet op i begyndelsen af 1900-tallet.
Kristi liv og budskab er emnet for Messias, der står som et af barokkens største værker. Händel har fyldt al sin melodiske kunnen, sin smag for pomp og pragt og sin stærke tro over i dette oratorium. Og det blev endda skrevet på et tidspunkt, hvor han skrabede bunden økonomisk og mentalt. Opera var ude i kulden i England - men Händel flyttede operaformen med recitativ, arie og kor over i koncertsalen og tilsatte den mest dramatiske tekst, han kendte: Det Nye Testamente. ”Messias” var en øjeblikkelig succes, som bare blev ved. Har man én gang hørt det jordrystende ”Halleluja”-kor, glemmer man det aldrig. Her trykker Händel og Bach hænder.
Rækken af oratorier viser Händels modne skaberkraft: ”Saul”, ”Israel i Ægypten”, ”Samson”, Jephta” med flere. De henter alle deres stof i Det Gamle Testamente, men afspejler af og til aktuelle begivenheder. Et eksempel er ”Judas Maccabæus” (1747) om en jødisk helt, der banker syrerne: det var tilegnet hertugen af Cumberland, som netop havde slagtet de skotske oprørere ved Culloden. Blandt værkets imponerende kor er det mest berømte ”See the conqu’ring hero comes”. Lyt til en ren og raffineret indspilning med et lille ensemble under ledelse af Nicholas McGegan.
”Solomon” er et af Händels fineste oratorier, ikke så meget på grund af handlingen, der viser scener fra kong Salomons liv, som på grund af musikken. Den eneste dramatik i stykket er de to skøger, der skændes om spædbarnet. Til gengæld er musikken varm og medrivende lyrisk, og der bliver også plads til nogle pragtfulde dobbelte kor - samt det populære orkestermellemspil ”Arrival of the Queen of Sheba”. John Eliot Gardiners prisbelønnede version med Monteverdi-koret og skøn sang fra Carolyn Watkinson og Barbara Hendricks er et must.
Händel var kendt for sin evne til at improvisere på orgel, og han opdagede, at der kom ekstra meget publikum til hans oratorier, hvis han spillede orgel mellem akterne. Tolv af disse koncerter for orgel og orkester blev udgivet som opus 4 og 7, og der er næppe skrevet bedre pausemusik nogensinde. Der er rigelig tom plads i noderne, når der kommer et soloafsnit, for her skulle Händels frodige opfindsomhed rulle frit over tasterne. Det kræver en solist med viden og flair at genskabe stemningen fra dengang, men sagen er i bedste hænder hos Ton Koopman og hans Amsterdam Baroque Orchestra.
De to sæt concerti grossi er ligesom Bachs Brandenburgerkoncerter en håndfuld solister i spidsen for et strygeorkester. Disse stykker var ligesom orgelkoncerterne tænkt som mellemspil i oratorierne. De fleste regner de 12 koncerter i opus 6 for Händels fineste (og et højdepunkt i barokkens orkestermusik), men de seks opus 3-koncerter er mere umiddelbart spændende at lytte til, fordi der her også indgår træblæsere. Lyt til opus 3 på originalinstrumenter serveret af Concerto Copenhagen med Lars Ulrik Mortensen ved cembaloet.
Under sit ophold i Rom duellerede Händel på cembalo med Domenico Scarlatti. Ifølge nogle blev det uafgjort, mens andre siger, at Scarlatti vandt på hurtighed. Under alle omstændigheder var Händel en af tidens dygtigste tastaturspillere, og hans 24 suiter for cembalo er fejende flot musik, metallisk gnistrende som en påfugl, der bryster sig. Sophie Yates giver musikken al den livlighed, den skal have, serveret i et klart og naturligt lydbillede.
The English Concert med Trevor Pinnock som dirigent var et af de ensembler, som gjorde ”autentisk opførelsespraksis” og musik på originalinstrumenter spiseligt og populært. Og få steder har de været så sprudlende og elegante som på denne udgave af Händels Water music. De tre orkestersuiter har forskellig besætning: i den første suppleres strygerne af obo, fagot og horn; i den anden kommer der trompeter og pauker til, hvilket giver en mere krigerisk tone. Den tredje suite med fløjte, blokfløjte og strygere er den mest intime og har nok været spillet, da det kongelige selskab spiste til middag i lord Raleighs villa.
Musikken til det store fyrværkeri i foråret 1749 skulle efter kongens ordre være med ”militære instrumenter”, altså en masse blæsere, trommer og pauker. Det lykkedes dog Händel at snige nogle strygere med ind, og det blev musikken ikke ringere af. Det er pompøs og festlig musik, umiddelbart iørefaldende og oplagt signaturmusik til en klassisk tv-quiz. Der findes utallige indspilninger af ”Music for the royal fireworks”. Hør den her i italiensk aftapning med Zefiro-Barokorkestret.
I 1727 blev Händel bedt om at levere musik til George 2.s kroning. Han skrev fire hymner, og den ene af dem, ”Zadok the priest” med orkestrets lange opbygning til det eksplosive kor, blev så populær, at den siden har været anvendt ved alle engelske kroninger. Händel havde 40 sangere og et orkester på over 100 til sin rådighed, men mindre kan også gøre det. Lyt f.eks. til indspilningen her med King’s College Choir og Academy of Ancient Music. Der er en stor, flot lyd, og både de intime passager og de dramatiske korsatser kommer rigtig til deres ret.