November 2015 Kraftwerk
Månedens tema på DR P6 Beat Hør udsendelsen "P6 Beat elsker Kraftwerk" på DR P6 Beat (Udsendelsens varighed: 359 min.)
Månedens tema i GAFFA PLUS GAFFA, nordens største musikmagasin, har tidligere bragt anmeldelser og artikler om Kraftwerk, som du kan læse på GAFFA.dk. Find mere om Kraftwerk på GAFFA.dk samt tilbud på musik og merchandise i GAFFAs medlemsklub GAFFA Plus.
Månedens tema på Bibzoom Læs artikler om månedens tema og lyt til musikken.
Redaktion: Niels Mark
Kraftwerk (Kilde: Wikipedia)
Kraftwerk er en tysk musikgruppe, der bl.a. er kendt for sin indflydelse på elektronisk musik. Gruppen anses for pionerer inden for den elektroniske musik, og de er tillagt stor betydning for både hiphop, techno, 1980'ernes popmusik og electronica. Kraftwerks musik er hovedsageligt bygget op om elektroniske instrumenter som synthesizere, og til vokaldelen af deres numre er ofte anvendt vocodere. Stilen er minimalistisk, og deres tekster omhandler i høj grad teknologi, f.eks. computere, robotter og tog- og bilrejser. Gruppen blev dannet under navnet Organisation, hvilket blev ændret til Kraftwerk efter udgivelsen af albummet Tone Float. Deres gennembrud kom i 1974 med Autobahn, der fulgtes af album som Trans Europe Express, Radioaktivität (Radio-Activity), Die Mensch-Maschine (The Man-Machine) og Computerwelt (Computer world). Efter mange år næsten uden nyt materiale udkom Tour de France Soundtracks i 2003, og i 2004 er Kraftwerk draget på en ny verdensturné. Kraftwerk har foruden stifterne og kernemedlemmerne, Ralf Hütter og Florian Schneider, omfattet Karl Bartos, Wolfgang Flür og Emil Schult. Pr. 2004 udgøres Kraftwerk af Hütter og Schneider samt Fritz Hilpert og Henning Schmitz. Kraftwerk holder til i Düsseldorf; deres musik er produceret i Kling Klang-studierne dér. Gruppen er kendt for sin ringe kontakt med omverdenen og er omgærdet af mystik. Historie Kraftwerk blev startet i 1968 (under navnet Organisation, der i 1970 blev til Kraftwerk) af Florian Schneider-Esleben (tværfløjte) og Ralf Hütter (keyboard, synthesizer) i Düsseldorf hvor de opstillede deres Kling Klang studie. De to mødtes som studenter på Düsseldorf Konservatorium sidst i 1960'erne, hvor de var aktive på den eksperimenterende musikscene man dengang kaldte 'Krautrock'. De tidlige Kraftwerk line-ups (1970-1974) var skiftende. Hütter og Schneider arbejdede med en hel del musikere under optagelserne af de fire første albums og en del liveoptrædener. Det der betegnes som det 'klassiske' Kraftwerk line-up opstod i 1975 under turnéen Autobahn Tour. Her var bandet præsenteret som en elektronisk kvartet med Hütter og Schneider som frontfigurer og Wolfgang Flür og Karl Bartos som elektroniske trommeslagere. Flür startede i bandet i 1973 som trommeslager under forberedelsen til en TV-optræden der skulle reklamere for deres tredje album. I showet sås Flür spille på et hjemmebygget elektronisk trommesæt. Det blev vist i TV-programmet Aspekte, 10 Oktober 1973, hvor de spillede nummeret Tanzmusik.
Efter flere års tilbagetrækning fra live shows, begyndte de at spille igen sidst i 1990'erne. Hütter ville gerne have spillet flere shows i løbet af årene, men transporten af deres store mængde analoge udstyr hindrede verdens-turnéer og rejser uden for Europa. Den voksende tid mellem optagelser, sjældenheden af live-optrædener og den langsommelige pladeindspilning var den største grund til at Flür, og specielt Bartos, hvis improvisationer var en stor del af de tidligere Kraftwerk plader, forlod bandet. Efter de forlod bandet, overtog de to Kling Klang studiefolk Fritz Hilpert og Henning Schmitz deres plads. I sommeren 1999 blev de oprindelige optagelser af Tour de France endelig udgivet på CD, hvilket også signalerede liv i bandet igen. I december 1999 udkom deres første udspil i 13 år, singlen Expo 2000, der blev udgivet i forbindelse med verdensudstillingen i Hannover i år 2000. I 2003 udgav de albummet Tour de France Soundtracks i forbindelse med med 100-års dagen for Tour de France. Roskilde Festival 2013 blev lukket med en 2 timer lang koncert af Kraftwerk, der fik fine anmeldelser. Live shows Live optræden har altid spillet en stor rolle i Kraftwerks aktiviteter. Selvom deres liveshows generelt består af de traditionelle sange, sker det tit at de også improviserer. Dette kan ses helt tilbage til gruppens rødder i den eksperimentelle krautrock stil fra sidst i 1960erne, men er fortsat blevet en del af deres liveshows. Ved nogle af bandets kendte kompositioner kan der drages paralleller fra live improviseringer og lydprøver.
Om Kraftwerk og albummet ”Computerwelt” (1981) Af Mikkel Arre, Undertoner Ingen har flyttet den elektroniske musik så langt fremad som Düsseldorf-pionererne Kraftwerk. Den kølige og afmålte synthesizer-lyd på 1978-albummet Die Mensch-Maschine og Computerwelt, der udkom i 1981 efter tre års tavshed fra gruppen, var afgørende for den engelske new romantics-bølge med navne som Human League og Orchestral Manoeuvres in the Dark. Samtidig inspirerede Kraftwerk såvel house-musikerne i Detroit som hiphopperne i New York. Forbindelsen mellem den tyske kvartet og hiphop-miljøet røg direkte ind i historiebøgerne, da Afrika Bambaata & Soul Sonic Force fik stor succes med nummeret “Planet Rock” efter at have samplet titelnummeret fra Kraftwerks Trans Europa Express samt “Nummern” fra denne klassiker – uden at spørge om lov. Det førte til en af de første retssager nogen sinde om ulovlige samplinger, men standsede ikke hiphoppernes beundring af Kraftwerk. Herhjemme sender sangen “Det sårt’ bælt’ er en livsstil” fra Malk de Koijns frydefuldt skævvinklede debutalbum til eksempel en kort hilsen til Kraftwerk via de japanske ord »ichi, ni, san, chi« (1-2-3-4), som også optræder i “Nummern”. Musik = ren matematik I slutningen af 70’erne og starten af 80’erne var det bestemt ikke alle musikskribenter, der var begejstrede for Kraftwerks mildt sagt distancerede computer-musik. Mange mente, at Kraftwerk nærmede sig afgrunden med deres flirt med det maskinelle; for tænk bare, hvor forfærdeligt det ville være, hvis maskinerne endte med at automatisere musikken og aflive det personlige præg… Den tankegang var på ingen måde fremmed for Kraftwerk. Tværtimod legede gruppen yderst bevidst med et robotimage og kørte det så langt ud, at flere journalister oplevede at blive spist af med interviews med robotter, mens bandet kunne sidde på deres hotelværelser eller gå rundt i byen. På Computerwelt kommenterer bandet (teknologi-)angsten for bandets musik via den tvetydigt selvironiske “Taschenrechner”, hvor Ralf Hütters totalt udtryksløse stemme forklarer, at det kun kræver et par tryk på lommeregneren at komponere musik: »Ich addiere und subtrahiere / Kontrolliere und komponiere.« Truslen mod den traditionelle musik kommer altså ikke kun fra fuldautomatiske robotter, men også fra små lommeregnere og menneskets egen stringent matematiske logik. Tallene og de mest elementære regneregler gør os med andre ord i stand til komponere som maskiner. Faren ved den nye teknologi kommer dermed ikke kun udefra, men også indefra, hvis blot vi selv har viljestyrke nok til at kontrollere vores følelser og skæve idéer. Samtidig med at Hütter leverer sin på overfladen glædesløse selvparodi, blipper og myldrer synthesizer-tonerne rundt omkring ham med en helt anderledes livlig energi. En livlighed, der endte med at gøre “Taschenrechner” til en publikumsfavorit – ikke mindst fordi Kraftwerk fik lavet fire lommeregner-lignende mini-synths, som bandet spillede på, når de optrådte med sangen live.
Mindre kraut og mere pop Det flertydige er en meget vigtig del af Kraftwerks udtryk på Computerwelt, hvilket er helt tydeligt i både musikken og teksterne. Musikalsk forfiner albummet tendenserne fra Die Mensch-Maschine: korte numre omtrent i pop-længde og generelt mere poppede kompositioner med iørefaldende melodier og færre krautrock-inspirerede passager. Alligevel får både “Computer Liebe” og “Heimcomputer” lov at flyde ud til seks-syv minutters længde. Førstnævnte starter endda som et traditionelt popnummer med vers og omkvæd, men mens det spinkle beat fortsætter taktfast derudaf, forgrener den følsomme melodi sig hen mod slutningen ude i alle hjørner og afkroge i både lyse og mørke nuancer. “Heimcomputer” veksler mellem electro-agtige passager med talende vokal og mere udflydende stykker, hvor opstigende synth-skalaer med en bismag af sci-fi-æstetik flakser let omkring og varsler om lyden hos så forskellige navne som Heaven 17, Chemical Brothers og Mouse on Mars (blandt mange, mange andre). Fagre nye computerverden Men det er samspillet mellem teksterne og musikken, der løfter Computerwelt op over de øvrige Kraftwerk-albums. Samtidig med at numrene er nærmest instinktivt fængende og har det førnævnte pop-præg, beskæftiger albummet sig med den teknologiske udvikling. Det er egentlig ikke noget særligt for Computerwelt – et kig på titlen Die MenschMaschine er nok til at se en hilsen til industriens (eller bioteknologiens?) automatisering. Men på 1981-albummet har Kraftwerk mere end noget andet sted fat i problematikker, der nu er så aktuelle, at Hütter, Schneider, Flür og Bartos ikke kunne have forestillet sig det dengang. Åbningsnummeret peger – uden at beskrive konkrete problemstillinger eller at udtrykke nogen holdning til sagen – på den mulige udvikling hen mod et overvågningssamfund. Teksten fortæller, at offentlige myndigheder og banker ligger inde med et væld af personlige oplysninger om os. Men hvad det er, det kan føre til – ja, de billeder må lytteren selv levere. Næsten lige så subtil er kritikken af, hvor hårfin balancen er mellem at bruge computeren til noget nyttigt og at blive ødelagt af den. En computerstemme remser forskellige anvendelsesmuligheder op: »Reisen, Zeit, Medizin, Unterhaltung« – og alt efter hvordan man er skruet sammen, kan man opfatte det som et plus eller som vejen ud på et skråplan. Sammenkoblingen af medicin og underholdning sender i hvert fald mine tanker tilbage til Aldous Huxleys bog Fagre nye verden, hvor magthaverne slet ikke behøver at tæmme folket, fordi folket selv sløver sig med lykkefremkaldende stoffer. Er computerne blevet vores euforiserende stof, eller er det bare med Kraftwerk-trommeslageren Wolfgang Flürs ord “elektroniske tjenere, der udfører vores ordrer” og intet andet? Vi er ikke andet end tal “Nummern” når i løbet af tre minutter at lege med robotstemmer, at pege på den øgede globalisering – symboliseret i stiliseret form ved at der tælles til fire på seks sprog – og at problematisere det faktum, at alt og alle over hele verden i dag er tal i statistikker og regnskaber. All right, det sidste kan godt være en overfortolkning, men hvis man tænker lidt over temaet i titelnummeret, er det oplagt at tænke det budskab ind i “Nummern”. Det efterfølgende nummer, som samler op på hele første halvdel af pladen ved at have åbningsnummerets melodi og beatet fra “Nummern”, støtter også pointen fra før, idet robotstemmer på ny tæller højt på flere sprog. Denne gang taler de bare ikke i rytmiske mønstre, men ukontrolleret i munden på hinanden, og pludselig bliver det hele totalt uoverskueligt – præcis som dét at forholde sig til udviklingen i verden omkring os kan være, når alt fra sultkatastrofer til selvmordsstatistikker blot er tal på tal på tal. Den bedste band-præstation Mens vi tager stilling til det digitale samfund og dets goder og onder, kan vi nyde, hvordan Computerwelt endte med at blive det album, hvor Kraftwerk virkede mest sammenspillede som band. Trommesporene er elastisk svuppende, og beatet i “Nummern” er så eventyrligt detaljeret, at man ikke fatter, at det kunne lade sig gøre i 1981. Synthesizerne er som oftest distancerede, men får eksempelvis i titelnummeret noget manende over sig i omkvædet, hvor de ligesom bliver hængende i luften og får én til at holde vejret. Computersamfundet er noget, vi skal måbe over – men om det er af begejstring eller rædsel, er altså op til os selv.
Afslutningsnummeret “It’s More Fun to Compute” opsummerer pladen på glimrende vis. En computer-stemme fortæller, hvad den synes er sjovt med en komplet følelsesforladt stemme – og hentyder dermed til tanken om robotter, der bliver i stand til at tænke selv – mens den musikalske underlægning er både helt minimalistisk funky og techno-poppet. Der er på én gang noget fredfyldt og dunkelt over musikken; de lyse synths svæver ubesværet, mens bastonerne brummer og vrider sig. Men da beatet stopper, og den luftige synth-melodi får lov at køre en enkelt takt mere, er der med ét et umiskendeligt skær af melankoli over den.
Overblik
Diskografi
Om Kraftwerk
All Music <Link>
Kraftwerk - hjemmeside <Link> Engelsk Wikipedia <Link> All Music <Link>
Uddybende information
Inspiration
Bøger
Udvalgte YouTube videoer
Henrik Marstal; Henriette Moos Filtreringer : elektronisk musik fra tonegeneratorer til samplere 1898-2001 Om den elektroniske musiks historie. Indholdet spænder fra de tidligste erfaringer begået af opfindere og ingeniører (ca. 1898-1940), over avantgardemiljøerne (ca. [...] 1948-1970) og frem til den progressive populærmusik (ca. 1955-2001).- BOG: 1. udgave, 1. oplag. - Kbh., Høst, 2001. - 347 sider, illustreret FAUSTNR.: 2 345 553 6
Kraftwerk Pop Art How a group of reclusive Rhineland experimentalists became a hugely influential pop group, featuring live footage, analysis, newsreel and cinematic evocations of their obsessions.With contributions from techno pioneer Derrick May, Can founder Holger Czukay, DJ and remixer Francois Kevorkian, graphic design guru Neville Brody, writer Paul Morley, band photographer Peter Boettcher, Tate Modern curator Caroline Wood and others. <Link>
DVD
Kraftwerk: The Krautrock footage The Kraftwerk sections from the BBC Four documentary "Krautrock: The Rebirth of Germany" originally aired Friday 23 October 2009. <Link>
Kraftwerk and the electronic revolution DVD (film): Limited collector's edition. - New Malden, Surrey, Sexy Intellectual, 2008. - 1 dvd-video, farve med sort-hvide sekvenser.- narrated by Thomas Arnold ; translator Erica Gohdes FAUSTNR.: 4 458 984 2
Pop I Fokus: Kraftwerk In 2001 the swedish TV Show "POP I FOKUS" ( SVT2 ) have produced this brilliant docu about Kraftwerk. It contains interviews with Karl Bartos and Wolfgang Fluer in english. It´s a view on the career of Kraftwerk until Fluer/Bartos have left the band. <Link>