Mozart Mozart
Wolfgang Amadeus Mozart — en kort introduktion Mozart er den mest populære af alle klassiske komponister. Han var også populær, mens han levede, men kun i perioder, og slet ikke i det omfang, han er i dag. Mozarts første periode som berømthed var fra seksårsalderen til han blev teenager. Han var sammen med sin musikalske far og storesøster på turnéer rundt i Europa, hvor de optrådte for konger og fyrster. Midtpunkt for koncerterne var den lille Wolfgang, det musikalske geni. Drengen spillede blændende på pianoforte, og han komponerede også. Det havde han gjort, siden han var fem. Han var indbegrebet af et vidunderbarn. Men som halvvoksen kunne han ikke længere imponere med sine færdigheder. Mozart gled ud af spotlightet og tilbragte en række triste år som musiker hos ærkebiskoppen i Salzburg. I en alder af 25 flyttede Mozart til Wien for at prøve lykken som freelance-komponist. Mens han snart var snart glemt i fødebyen Salzburg, blev han feteret og tjente gode penge i Wien og senere også i Prag. Han giftede sig og fik børn. Desværre var han aldeles uøkonomisk og brugte konstant mere end de honorarer, der kom ind, og han måtte skrive masser af regulære tiggerbreve til sine rige bekendte. Og så måtte han skrive musik! De sidste ti år af sit liv, fra 25 til 35, skrev han næsten alle de værker, han er kendt og elsket for i dag. Han komponerede fra tidlig morgen, underviste og gav koncerter i Wien og omegnens palæer, undertiden til sent om aftenen. Og når han kom hjem, plejede han at sætte sig og komponere videre, til det var efter midnat. Der er forbløffende få rettelser i hans nodemanuskripter. Mozart komponerede sin musik
Tekst: Jens Laigaard Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard
helt færdig i hovedet og skrev den ned uden kladde eller ændringer. Han var en stensikker håndværker og vidste præcis, hvad der skulle til, hvad enten han arbejde på en lille sonate eller en to timer lang opera. Mozart havde en særlig evne til at huske den musik, han hørte. Under rejserne i sin barndom opsugede han det bedste fra italiensk, fransk og tysk musik, og som voksen bearbejdede han disse indtryk til noget helt personligt. Han holdt musikken inden for de givne former, men var ikke bange for at krydre med noget nyt. Han indførte nye harmonier, blandede opera seria og opera buffa i samme forestilling og udvidede orkesterets lyd med flere blæsere. Mozart levede af bestillingsarbejder og var leveringsdygtig i alle genrer, der var på mode sidst i 1700-tallet. Særligt populære var hans værker i stort format som operaerne og ikke mindst klaverkoncerterne, hvor han selv optrådte som solist. Mozarts musik blev ikke solgt som kunst, men som underholdning til brug i parken, ved middagen eller i balsalen. Alligevel giver den ofte langt mere end ren underholdning. Man oplever dybe menneskelige følelser og hører melodier, man aldrig glemmer. Der er skrevet lige så mange bøger om Mozart som om Shakespeare. Hvorfor er han blevet så umådeligt populær? Er det fordi hans musik virker så fuldkommen og afrundet? Man kan diskutere, indtil køerne kommer hjem. Men man kan også bare lytte. I det følgende ser vi på nogle af Mozarts fineste og mest typiske værker.
Sammen med tekstforfatteren Lorenzo da Ponte skabte Mozart tre af verdens bedste operaer: ”Figaros bryllup”, ”Don Juan” og ”Cosi fan tutte”. Alle tre havde italiensk tekst og serverede erotiske intriger med vittig, medrivende musik. ”Figaros bryllup” fra 1786 er en komedie om herskab og tjenestefolk, og den har masser af sjov og forviklinger - men også alvorlige øjeblikke. ”Figaro” slog ikke an i Wien, men tog Prag med storm - og derefter resten af verden. Oplev den i en elegant opsætning, hvor Robin Ticciati dirigerer Orchestra of the Age of Enlightenment, Glyndenbourne Festivals Kor og en håndfuld førsteklasses solister.
”Don Juan” blev bestilt til operaen i Prag efter ”Figaro”s store succes. Her er de muntre indslag blandet med dramatiske og uhyggelige effekter, og der er mere tragedie end komedie over stykket. Det er historien om den spanske levemand Don Giovanni, der kynisk og rastløs forfører kvinder på stribe, slår en mand ihjel og til sidst trækkes ned i helvede. Mozart har fyldt fortællingen med musik af overvældende kraft, og hans karakteristik af personerne gennem toner er sublim. Mange regner dette for at være operaen over alle andre. Se og hør den selv med Bryn Terfel i hovedrollen som afskyelig skørtejæger.
”Tryllefløjten” blev skrevet i 1791, Mozarts sidste leveår. Den er et eventyr om en prins og en prinsesse, om kærlighed og visdom, om lysets og mørkets magter. Der synges på tysk, og Mozarts vildt iørefaldende melodier går fra fuglefængeren Papagenos muntre viser til de to isnende arier, der er lagt i munden på Nattens Dronning. ”Tryllefløjten” var en succes lige fra starten, og fuldt fortjent, for her har Mozart forenet folkelig underholdning med det sofistikerede på en måde, som er helt - ja, eventyrlig. Anbefalet indspilning: Ivan Fischer i spidsen for Paris-Operaens Kor og Orkester. Fine sangere og en charmerende iscenesættelse.
Mozart skrev ikke lutter mesterværker, f.eks. er meget af hans kirkemusik ikke videre inspireret. Men han leverede et par pletskud, først og fremmest den store Messe i c-mol. Et mægtigt stykke musik, som formentlig var beregnet til fejring af hans bryllup med Constanze Weber. Af ukendte årsager fuldførte han det aldrig, men selv uden slutning er det en smuk og intens oplevelse. Det bevidst ”gammeldags” præg i musikken viser Mozarts interesse for barokkens store mestre, Bach og Händel. Karajans 1982-indspilning er fornem, ikke mindst på grund af Barbara Hendricks’ varme sopran.
Det andet af Mozarts store vokalværker, Requiem, er også ufuldendt, men her kender vi grunden: Mozart blev syg og døde, mens han arbejdede på værket. En af hans elever, Franz Süssmayer, skrev den sidste halvdel ud fra de efterladte skitser, og det gjorde han så godt, at de lærde stadig strides om, hvor mesteren slipper og eleven begynder. Al denne snak skal dog ikke skygge for, at der er tale om et gribende stykke musik. Sammen med Verdis requiem er Mozarts det, der oftest er blevet opført og indspillet. Og Gardiners udgave med Monteverdi Choir og et orkester på originalinstrumenter hører til de bedste.
Den første snes symfonier er muntre letvægtsting, som egentlig kun er bemærkelsesværdige ved, at de er skrevet af en dreng. Men Mozarts evner i orkestermusikken voksede dramatisk, og som 17-årig gav han sit svendestykke, symfoni nr. 25. De sidste tre symfonier, nr. 39, 40 og 41, blev skrevet i løbet af seks uger, hvor Mozart også var optaget af andre opgaver. Ikke desto mindre er de imponerende på hver sin måde, et højdepunkt inden for den klassiske symfoni. Hør dem i en slank og gennemsigtig indspilning med Det Skotske Kammerorkester dirigeret af Charles Mackerras.
Flere pianister har indspillet samtlige 27 klaverkoncerter, og Murray Perahia med Det Engelske Kammerorkester befinder sig tæt på toppen. Det er dejlig musik hele vejen igennem, men hvis man ikke orker alle koncerterne, bør man i hvert fald høre de sidste ti. De svinger fra det dæmonisk truende til det poetisk svævende og kan ikke undgå at rive lytteren med. Mest betagende er andanten i koncert nr. 21, der lyder som et besøg fra en anden dimension. Bo Widerberg brugte den i sin romantiske film fra 1967, og siden har koncerten ikke heddet andet end ”Elvira Madigan”.
Skal man høre det bedste af Mozart, kommer man ikke uden om klarinetkoncerten. Den er kort og godt det smukkeste, der er skrevet for instrumentet. Ophøjet lyrisk, blød som silke og gennemstrømmet af melankoli. Igen må vi have Det Engelske Kammerorkester på banen, denne gang med Emma Johnson som veloplagt solist. I tilgift får vi koncerten for fløjte og harpe, en lille himmerigsmundfuld af den reneste rokoko.
Klaveret var Mozarts instrument, men han beherskede også violinen, og det satte han streg under, da han som 19-årig skrev hele fem violinkoncerter. Det er charmerende musik uden overdrevent virtuoseri, og koncerterne bliver bedre som rækken skrider frem. Finest er nr. 5, hvor balancen mellem solist og orkester er helt på plads. Den kan dog ikke måle sig med Sinfonia concertante for violin og bratsch, som Mozart komponerede fire år senere. Her væver de to solostemmer et spind af udsøgte toner og dybe følelser rundt om hinanden. Helt sikkert et af Mozarts skønneste stykker musik.
De første klaverstykker, Mozart skrev, var for fire hænder, beregnet på at blive opført af ham selv og hans søster. Da han var 19, kastede han sig over sonater for solo klaver, uden tvivl inspireret af Haydn. Det blev til 18 sonater, og selv om de alle er så teknisk enkle, at de kan bruges til undervisning, er de sene sonater klart de mest originale. I Mozarts levetid blev cembaloet afløst af pianofortet, og man kan høre en livlig version af solo klaverstykkerne med Ronald Brautigam på fortepiano. Ellers bliver Mozart nu til dags spillet på flygel. Maria Joao Pires har samlet noget af det bedste på denne cd - en smagsprøve, som råber på mere.
Mozart skrev masser af kammermusik, både i almindelige formater som strygekvartet, violinsonate eller klavertrio, og i mere finurlige kombinationer som en trio for klarinet, bratsch og klaver. Man kan roligt gå på opdagelse, for der er mange højdepunkter i kammermusikken. Et par af dem kan høres på pladen her, nemlig strygekvintet nr. 3 og 4. De er komponeret lige efter hinanden, men kunne ikke være mere forskellige. Nr. 3 er lys og udadvendt, nr. 4 i mol er dyster og dramatisk. Tilsammen giver de to værker et blik ind i de store udsving i Mozarts følelsesliv.
Alle har hørt begyndelsen af Eine kleine Nachtmusik, et af de mest iørefaldende temaer, der findes i klassisk musik. Efter den sprudlende indledning følger et kvarter med flere dejlige melodier, enkelt og elegant serveret. Mozart fik ofte bestilling på denne slags små værker - serenader, divertimenti og danse - som skulle være baggrundsmusik ved adelens og de riges sammenkomster. Mærkeligt at tænke på, at den unge komponist har sat dette stykke lejlighedsmusik sammen (sikkert i en vældig fart) uden at vide, at han skabte en evergreen.