Guide til Phil Collins og albummet "Face value"

Guide til Phil Collins

Phil Collins—70 år De fleste kender jo nok bedst Phil Collins som 1980’ernes store hitsnedker, der med sine ligefremme tekster, fængende melodier, kække blæserarrangementer og lyse tenor var nærmest allestedsnærværende i dét årti.

En del ved nok også, at en del af hans voldsomme profilering skyldtes, at han tilmed var forsanger i det populære band Genesis, som ikke havde problemer med at fylde stadions, når de drog på deres verdensturnéer.

I denne her guide kigger vi nærmere på Phil Collins og hans imponerende karriere.

Tekst: Jakob Wandam Redaktion og Layout: Niels Mark

Dét trommebreak Det er ikke nogen hemmelighed, at Phil Collins ud over at være sanger også er trommeslager og naturligvis selv spillede dét break i In the air tonight.

Men Phil Collins er ikke bare en kendt sanger, der også spiller trommer (eller spillede – helbredsproblemer har gjort ham ude af stand til rigtigt at spille længere). Og han er ikke bare en eksponent for en for længst overstået og hos mange forkætret popmusikalsk æra. Billedet er mere sammensat end som så.

Det er på tide at gøre op med denne forsimplede opfattelse af Mr. Su-su-ssudio og genfinde respekten ikke blot for det popmusikalske håndværk, som Phil Collins ubestrideligt mestrede nærmest uden sidestykke i sin storhedstid, men også for den innovative og indflydelsesrige musiker, han gennem adskillige årtier var.

En åbenbaring I september 2018 udkom 4cd-udgivelsen ”Plays well with others”, en antologi primært med numre, hvor Phil Collins spiller trommer for andre. Selv for en nørdet Phil Collins-fan som undertegnede var der et par overraskelser, og for ikke-kendere bør denne udgivelse være en åbenbaring. ”Plays well with others” dokumenterer, at Phil Collins igennem hele karrieren har været en efterspurgt session-trommeslager, også før han blev en verdensstjerne.

Freehold og Flaming Youth Phil Collins lavede sine første indspilninger som medlem af gruppen Freehold, der i 1968 indspillede singlen ”Lying crying dying”/”The sandman”. Collins havde skrevet A-siden, som han også var forsanger på.

Herefter var han med til at danne Hickory, der udgav en enkelt rhythm & blues-single i 1969 (”Green light”/”The key”), inden de skiftede stil og navn.

Som Flaming Youth udsendte de samme år det psykedelisk-progressive album Ark 2, hvor Collins spillede trommer og sang sporadiske leadvokaler.

Flaming Youth

Ud over Phil Collins bestod Flaming Youth af “Flash” Gordon Smith (bas), Ronnie Caryl (guitar) og Brian Chatton (keyboards). Collins spillede senere på plader med både Caryl (Leave a light on (1994) og One step at a time (2003)) og Chatton (Playing for time (1981)) samt Chattons band Boys Don’t Cry (singlen ”We got the magic” (1987)).

Genesis I 1970 stod det engelske progressive rockband Genesis uden en trommeslager. Taburetten bag trommerne havde været lidt af en svingdørsposition med tre forskellige trommeslagere siden bandets debut i 1967 med singlen ”The silent sun”.

Phil Collins tog til audition og blev trommeslager nummer fire; han skulle vise sig at have væsentlig længere holdbarhed end forgængerne.

Fra gruppens tredje album, Nursery cryme (1971), var Phil Collins fast mand bag trommerne, og han beholdt denne position frem til 1993. Fra begyndelsen var Collins’ bidrag centralt; selv om han dengang ikke deltog meget i sangskrivningen, var han kraftigt involveret i at arrangere numrene, og teknisk var han nok den mest kapable af Genesis’ medlemmer.

Desuden farvede hans korsang bag Peter Gabriel bandets lyd, og et par leadvokaler blev det også til fra Phil Collins’ side i Gabriel-årene, ”For absent friends” (1971) og ”More fool me” (1973).

Prog og fusion Først og fremmest var det dog hans formidable trommespil, der vækkede opsigt især i de britiske prog- og fusionsmiljøer, og Phil Collins begyndte at dukke op på andre folks plader.

Yes-guitaristen Peter Banks, den fremtidige Genesis-producer David Hentschel og guitaristen Tommy Bolin gjorde alle brug af hans talenter i 1970’erne.

Det samme gjorde små og store progressive bands som Argent (og Rod Argent solo), Nova, Café Jacques og Camel samt Colosseums Dave Greenslade og notabiliteter som John Cale, Robert Fripp og Brian Eno. Eno havde hjulpet Genesis en smule med albummet The lamb lies down on Broadway (1974), og som gengæld herfor "lånte" han Phil Collins til sin Taking Tiger Mountain (by strategy) (1974). Brian Eno benyttede sig af Phil Collins’ sans for det uortodokse på hele fire plader mellem 1974 og 1978. Collins havde håbet, at det også kunne føre til et samarbejde med David Bowie, men det kom aldrig til at ske (han spillede dog ganske kort bag Bowie ved en velgørenhedskoncert i 1986).

Brand X Det var ikke kun den progressive del af rockscenen, som Phil Collins færdedes på. Han var trommeslageren, der aldrig sagde nej, og indspillede desuden med f.eks. skotske Colin Scot, Eddie Howell, William Lyall og såmænd Thin Lizzy.

Ved siden af Genesis- og session-arbejdet fandt Phil Collins tid til at slutte sig til fusionsgruppen Brand X, hvor han var kommende og gående medlem fra 1974 til 1979. Han var med både i studiet og på turné, og han kan høres på fem af gruppens studieplader samt diverse live-optagelser og opsamlinger.

Flere af Brand X’s medlemmer, inklusive Phil Collins, indspillede desuden flere gange med Blodwyn Pig-stifteren Jack Lancaster. Blandt dennes projekter var en progressiv rock-udgave af Prokofievs Peter og ulven (1975). Også duoen Wilding/Bonus fik hjælp af Brand X-folkene på pladen Pleasure signals (1978).

Trommelyd Desuden kunne Phil Collins’ trommespil høres på plader med de andre Genesis-alumner Anthony Phillips, Steve Hackett og Peter Gabriel (og senere med bandets live-guitarist Daryl Stuermer).

Det var i forbindelse med indspilningerne af Peter Gabriels tredje soloalbum Peter Gabriel (1980), at Phil Collins’ karakteristiske trommelyd ved et tilfælde blev opfundet.

Teknikken, der kaldes ”gated reverb”, kom til at præge 1980’ernes pop/rock-lyd enormt og er uløseligt forbundet med Phil Collins. Det førte til flere session-jobs, for der var mange, der gerne ville have del i succesen (se mere om "gated reverb" her).

Stjerne!

Phil Collins var nu gået fra at være en højt respekteret musiker til også at være en stjerne. I 1975 forlod Peter Gabriel nemlig Genesis, og efter et audition-forløb, hvor mange sangere blev afprøvet, besluttede bandet, at Phil Collins skulle forsøge sig som forsanger.

Fra A trick of the tail (1976) og frem til The way we walk, vol. 2 (1993) var Collins frontfigur i et band, hvis popularitet bare steg og steg.

Genesis’ popularitet blev bestemt også hjulpet fremad af den solokarriere, som Phil Collins påbegyndte i 1981.

I Genesis-sammenhæng havde Phil Collins fået stadig større indflydelse – bandet var blevet reduceret til en trio med Steve Hacketts afgang i 1977 – men hovedsangskriverne var stadigvæk Tony Banks (keyboards) og Mike Rutherford (guitar og bas). Phil Collins var dog ene ophavsmand til f.eks. sangen "Misunderstanding", som i 1980 blev gruppens hidtil største hitsingle.

Skilsmisse Inspireret af en svær skilsmisse stod Phil Collins nu med en flok sange, som han havde skrevet alene. Både Banks og Rutherford havde allerede gang i mere eller mindre succesrige solokarrierer, så en plade i eget navn virkede som den rette ventil.

Det udmøntede sig i albummet Face value (1981), der til Collins’ store overraskelse blev en kæmpesucces, båret frem af singlen ”In the air tonight”, som skulle blive hans signatursang. ”In the air tonight” og især sangens karakteristiske trommebreak var et skoleeksempel på ”gated reverb”. Phil Collins’ lyd var nu mere genkendelig end nogensinde, og da han samtidig var et kendt navn, stod andre kunstnere i kø for at få ham med på deres plader.

Hits Navne som Chaka Khan, Mike Oldfield, Al di Meola og Paul McCartney indforskrev Phil Collins, og han kan høres på hits som Tears for Fears’ “Woman in chains” og Tina Turners ”Typical male”.

Et venskab med Robert Plant førte til, at Phil Collins spillede på to af dennes plader, Pictures at eleven (1982) og The principle of moments (1983). Collins turnerede også som trommeslager i Plants band, og da Led Zeppelin lod sig genforene til kæmpekoncerten Live Aid i 1985, sad Phil Collins bag det ene trommesæt.

Led Zeppelins optræden var lidt af en rodebutik, men Live Aid blev ikke desto mindre et højdepunkt i Phil Collins’ karriere. Han havde netop udsendt sit tredje soloalbum, No jacket required (1985), bl.a. med megahittet ”Sussudio”, og det var kommet i hælene på hans titelnummer fra filmen Against all odds.

Sidstnævnte single havde vundet en Grammy, toppet den amerikanske Billboard Hot 100 og været nomineret til såvel en Oscar som en Golden Globe.

Overeksponeret Faktisk var Phil Collins’ management bange for, at han simpelthen skulle blive overeksponeret, så da Bob Geldof bad ham medvirke på velgørenhedssinglen ”Do they know it’s Christmas?” (1984) – som var startskuddet til det, der skulle blive til Live Aid - nedlagde Collins’ bagland forbud mod, at han sang. Phil Collins endte dog med at spille trommer på nummeret.

På No jacket required havde Phil Collins bl.a. fået hjælp af Sting, og de to spillede et fælles sæt på Wembley ved London-afdelingen af Live Aid. Herefter sprang Collins på en Concorde og landede i Philadelphia tidsnok til at spille trommer bag Eric Clapton ved den amerikanske del af Live Aid. Han spillede derefter et solosæt ved klaveret og kunne så byde velkommen til Jimmy Page, Robert Plant og John Paul Jones.

Producer Sideløbende med Genesis, solokarrieren og jobbet som session-musiker havde Phil Collins påbegyndt endnu en karriere, nemlig som producer. Han producerede allerede sine egne plader (sammen med Hugh Padgham), men nu var han blevet bedt om at tage hånd om vennen John Martyns album Glorious fool (1981).

De to havde allerede arbejdet sammen på den fremragende Grace & danger (1980), og de fortsatte parløbet med sporadiske kollaborationer frem til Martyns død i 2009.

Abba-sangerinden Frida overtalte nu Phil Collins til at producere hendes første engelsksprogede soloplade. Something’s going on (1982) kastede hittet ”I know there’s something going on” af sig – med umiskendelige Phil Collins-trommer - og nu blev Collins omtrent lige så efterspurgt som producer, som han var som musiker (oftest fik man da også musikeren Phil Collins med, når man hyrede produceren Phil Collins).

Duet Something’s going on indeholdt også sangen ”Here we’ll stay”, hvor Frida sang duet med Phil Collins. Det var nu ikke et specielt vellykket nummer, men anderledes stod det til med hans næste duet, som var en del af Philip Bailey-albummet Chinese wall (1984).

Phil Collins havde produceret Earth Wind & Fire-sangerens plade, og sammen sang de fælleskompositionen Easy lover ind på en førsteplads på den engelske hitliste og en andenplads på Billboard Hot 100.

To år senere spillede Collins på Philip Baileys Inside out (1986), dog uden at producere.

Phil Collins producerede også hits for Adam Ant (Puss’n boots og Strip (1983)), Howard Jones (No one is to blame (1986)) og The Four Tops (Loco in Acapulco (1988)).

Sidstnævnte blev indspillet som en del af soundtracket til filmen Buster (1988), der også indeholdt tre Phil Collins-numre, hitsinglerne ”Two hearts” og ”A groovy kind of love” samt ”Big noise”.

Skuespil I forbindelse med Buster kunne Collins føje endnu en stillingsbetegnelse til sit cv, idet han genoptog barndommens skuespilambitioner og landede hovedrollen som togrøveren Buster Edwards.

Phil Collins’ talent for skuespillet var blevet opdaget, da han havde en markant birolle i et afsnit af den populære tv-serie Miami Vice (1984-89, dansk titel: Miamipatruljen). Præstationen havde høstet en del roser, og rollen som den joviale arbejderklassefyr Buster virkede som et perfekt match med Collins’ offentlige persona.

Der kom senere endnu en hovedrolle til i den mindre succesrige Frauds (1993, dansk titel: Slyngler) samt en mindre birolle i Steven Spielbergs Hook (1991).

Hitpotentiale Musikalsk var Phil Collins garant for en tidssvarende, pågående produktion med stort hitpotentiale, så da vennen Eric Clapton var på jagt efter en opdatering af sin lyd, bad han Phil Collins producere det, der skulle blive til Behind the sun (1985).

De to havde allerede kendt hinanden i mange år og løb jævnligt på hinanden i det engelske musikmiljø.

Blandt andet havde de indspillet til de samme plader med George Harrison All things must pass (1970)), John Martyn (Glorious fool (1980)), Stephen Bishop (Red cab to Manhattan (1980)) og Gary Brooker (Lead me to the water (1982)), ligesom Clapton havde spillet på Face value.

Clapton og Collins testede vandene med duet-singlen ”You don’t know like I know” (1984), som dog kun blev udsendt i Australien.

Overraskende Højst overraskende afviste Eric Claptons pladeselskab efterfølgende det færdige album og sendte Clapton tilbage i studiet med nye sange, nye musikere og nye producere. Da Behind the sun endelig blev udgivet, var de Phil Collins-producerede sange blandet med nye numre.

Samarbejdet blev dog fortsat på Claptons efterfølgende August (1986). Det blev hans indtil da bedst sælgende album, og alle numre på nær ét var Phil Collins-produktioner (I wanna make love to you blev i sidste øjeblik skiftet ud med It’s in the way that you use it, der var aktuel i filmen The color of money (1986, dansk titel: Det handler om penge). Førstnævnte sang blev siden et hit herhjemme med Hanne Boel).

Collins tog også på flere turneer som trommeslager i Eric Claptons band – de spillede blandt andet på Roskilde Festival i 1987 – og medvirkede på Claptons plader Journeyman (1989) og live-albummet 24 nights (1991).

Stephen Bishop En anden ven var Stephen Bishop, den amerikanske West Coast-sanger, blandt hvis største hits man fandt Save it for a rainy day (1977) – med Clapton på guitar – og It might be you fra filmen Tootsie (1983). Bishop havde skrevet sangen ”Separate lives”, som blev et stort hit for Phil Collins & Marilyn Martin i 1985, og han havde også leveret en sang til Frida-albummet.

Som solist var Stephen Bishop dog ikke længere så kendt. Phil Collins, der jo allerede havde spillet på Red cab to Manhattan, satte sig for at genrejse Bishops falmende karriere og indtog en prominent rolle på albummet Bowling in Paris (1989). Her var Collins producer på flere numre og havde desuden Clapton og Sting med sig på sangen ”Hall light”.

Stephen Bishop sang til gengæld på Phil Collins’ næste album, … but seriously (1989), der ligesom forgængeren blev en enorm succes.

Pladen havde også Eric Clapton og Steve Winwood på rollelisten og indeholdt blandt andet megahittet ”Another day in paradise” med David Crosby på kor. Den efterfølgende turné blev en gigantsucces og affødte live-albummet (og filmen) Serious hits live! (1990).

Høj rotation Genesis’ popularitet kulminerede i samme periode med de hitspækkede album Invisible touch (1986) og We can’t dance (1991) og de dertil hørende udsolgte verdensturnéer samt musikvideoer, som var i høj rotation på MTV. Phil Collins måtte følgelig skrue ned for sessionarbejdet, men fandt dog tid til at hjælpe et par venner.

Ud over Clapton og Bishop drejede det sig for eksempel om Motown-sangskriveren Lamont Dozier, som havde skrevet et par numre til August og hjulpet Phil Collins med at skrive og producere hittene ”Loco in Acapulco” og ”Two hearts” til Bustersoundtracket.

Sidstnævnte sang vandt en Golden Globe og blev nomineret til en Oscar, og Collins gengældte tjenesten ved at co-producere og spille og synge på Lamont Doziers single ”The quiet’s too loud” (1991).

Også David Crosby engagerede Phil Collins til sit album Thousand roads (1993), der indeholdt det mindre hit ”Hero” med Collins på kor, slagtøj og tangenter.

Allstar-band Som en af de få trommeslagere, der også var solister på superstjerne-niveau, var Phil Collins fast inventar, når der skulle samles et allstar-band. Han elskede at spille med andre og sagde aldrig nej, så man kunne blandt andet se ham i husorkesteret ved den store fejring af Nelson Mandelas 70-års fødselsdag på Wembley i 1988, hvor han spillede bag Marti Pellow (Wet Wet Wet), Tony Hadley (Spandau Ballet), Joan Armatrading, Midge Ure, Paul Carrack, Fish, Paul Young, Curt Smith (Tears for Fears), Bryan Adams og Bee Gees.

Desuden sad Phil Collins gentagne gange bag trommerne ved de årligt tilbagevendende velgørenhedskoncerter for The Prince’s Trust. I 1982 spillede han således for bl.a. Pete Townshend, Gary Brooker, Robert Plant, Kate Bush og Jethro Tull. I 1986 trommede han bag bl.a. Eric Clapton, Tina Turner, Paul McCartney, Mark Knopfler, George Michael og Rod Stewart. Året efter var han igen med, denne gang sammen med bl.a. Ben E. King, Elton John, George Harrison og Ringo Starr, og i 1988 så man ham spille for f.eks. Joe Cocker, Rick Astley, Howard Jones og Peter Gabriel.

Negative historier Phil Collins’ stjerne skulle dog snart dale, for ikke at sige falde brat. En kombination af negative historier i sladderpressen, personlig krise og drastiske forandringer i den brede offentligheds musiksmag fik store konsekvenser for hans karriere.

Collins havde hidtil haft et image som den hyggelige, helt almindelige fyr, der ikke havde stjernenykker, men altid var klar med en hjælpende hånd og en afvæbnende bemærkning. Nu skrev formiddagsaviserne pludselig om en hidsigprop, der informerede sin kone om den forestående skilsmisse via fax!

Historien holdt naturligvis ikke helt vand, men det var, som om offentligheden var mere end klar til at vende sig mod den eviggode popstjerne.

Arbejdsbyrde Skilsmissen var da også reel nok, og den enorme arbejdsbyrde, Phil Collins påtog sig, var ved at kræve sin pris. Han reagerede bl.a. ved at skrue ned for aktiviteterne og ved at indspille det stærkt personlige, introspektive og minimalistiske album Both sides (1993), hvor han ud over at skrive og producere sangene også selv spillede samtlige instrumenter (læs mere her).

Samtidig kom Nirvana buldrende fra Seattle i spidsen for den grunge-bølge, der vendte op og ned på musikindustrien, for nu skulle det støje for at være fedt.

I England lagde britpoppens nye stjerner en ironisk distance til 80’ernes topnavne. Ikke ulig punkens heyday var fokus nu på bands snarere end solister, og de vrængede deres arbejderklasse-attitude ud med cockneyaccent.

Denne lyd og britpoppernes 1970’er-antiæstetik stod lige som grunge-folkenes skovmandsskjorter og fedtede hår i skarp kontrast til de nyrige rocklegender, som nu sad på deres godser i de engelske landdistrikter eller optrådte i bredskuldrede Armani-jakkesæt i Royal Albert Hall.

Phil Collins stod nu nærmest som et symbol på alt det, den nye generation af musikere højtråbende lagde afstand til.

Forlod Genesis I 1996 blev det meldt ud, at Phil Collins forlod Genesis. Reelt havde han gjort det tre år tidligere, men det var et venskabeligt brud, og han havde givet gruppen tid at finde en ny forsanger.

Collins skulle selv have tid til sine børn, men også til at lave albummet Dance into the light (1996). Denne gang havde han atter fuldt band og blæsere med, men de store hits udeblev.

Både Both sides- og Dance into the light-turnéen havde været succeser. Der var et pengestærkt, midaldrende publikum, som gerne ville høre Phil Collins synge sine hits, men de nye sange havde svært ved at finde fodfæste.

Hit-kandidater Det var nu heller ikke så mærkeligt, for der var ikke mange hit-kandidater på de to plader.

Both sides var et stærkt og bevægende album, som eftertiden har behandlet mere nådigt, end samtiden gjorde det, men det kneb med ørehængerne.

Den mere lystige Dance into the light havde musikalsk interessante momenter, men det var, som om Phil Collins havde mistet sin muse – de fængende melodier kom bare ikke.

Telefonen ringede heller ikke længere så ofte med session-opgaver. Bruce Hornsby – en af Phil Collins’ yndlingskunstnere - engagerede ham dog til at spille på sin Harbor lights (1993), og Collins spillede på et par numre for sangskriveren Martin Page på dennes In the house of stone and light (1994).

Jazz Han var featured sanger for en anden af sine helte, Quincy Jones, og for The Manhattan Transfer, George Martin og jazzkvartetten Fourplay, hvor Collins’ bassist Nathan East slog sine folder.

På Fourplays album Elixir (1994) sang Phil Collins således en smooth jazz-nyindspilning af sin egen ”Why can’t it wait ’til morning?”, og fremdeles skulle mange af hans gæsteoptrædener være af denne type.

Det var hans star power og katalog af hits, der var i høj kurs, ikke hans instrumentale kunnen.

I samme stil var f.eks. L.A. Jazz Syndicates version af ”Another day in paradise” (1999) med vokal af Collins.

Redningen Bedst som det så ud til, at Phil Collins’ kreative brønd var ved at være udtørret, kom redningen fra en uventet side. Disney havde sikret sig rettighederne til Tarzan-figuren, og efter succesen med Elton Johns sange til The lion king var underholdningsgiganten opsat på endnu en gang at parre tegnefilm og pop-ikon.

Phil Collins indvilgede i ikke blot at skrive en række sange til Disneys Tarzan-film, men også selv indsynge dem og sågar spille slagtøj på filmens underlægningsmusik. Resultatet blev nogle af hans stærkeste sange og bedste studie-performances i årevis.

Singlerne ”Strangers like me”, ”Son of man” og ”Two worlds” optrådte på diverse hitlister, og mesterværket ”You’ll be in my heart” toppede f.eks. Adult Contemporary-hitlisterne i USA og Canada.

Oscar Ikke mindst indbragte ”You’ll be in my heart” Phil Collins endnu en Oscar-nominering, og tredje gang var lykkens gang: Collins løb både med Oscar’en og dét års Golden Globe.

Soundtrack-albummet Tarzan (1999) vandt en Grammy (”Best Soundtrack Album”), nåede femtepladsen på Billboard 200-hitlisten og er solgt i mere end 2,5 millioner eksemplarer alene i USA. Phil Collins lagde også alle kræfter i Disney-projektet. Normalt blev sangene i Disneys film sunget af filmenes karakterer, men i Tarzan valgte man for første gang at bruge sangskriverens egne versioner. Da filmen jo blev indtalt på de lokale sprog verden over, indsang Collins ydermere sine vokaler på fransk, tysk, spansk, italiensk og naturligvis engelsk (de danske versioner blev sunget af Stig Rossen).

Bigband Phil Collins’ næste pladeprojekt var A hot night in Paris (1999), et live-album med hans Phil Collins Big Band. Collins var vokset op med trommeledede bigbands som Buddy Rich’s, og efter sin medvirken på Quincy Jones’ Q’s jook joint (1995) havde han fået blod på tanden.

Op igennem sidste halvdel af 1990’erne turnerede han med forskellige sammensætninger af The Phil Collins Big Band, i begyndelsen med Quincy Jones som dirigent og Tony Bennett som sanger og navne som George Duke og Gerald Albright i orkestret.

Repertoiret var instrumentale bigband-arrangementer af numre fra Phil Collins- og Genesisbagkataloget samt jazzstandarder af Miles Davis, Joe Zawinul m.fl.

I 1996 var Phil Collins gæst hos Quincy Jones på den hæderkronede Montreux Jazz Festival (hvor han også spillede med sit eget bigband og ti år tidligere havde spillet med Eric Clapton), og to år senere optrådte han såmænd med selve The Buddy Rich Big Band ved en hyldestkoncert til den afdøde kapelmester.

Mindre godt A hot night in Paris klarede sig rigtig godt på jazz-hitlisterne – dog næppe takket være inkarnerede jazzlyttere – men mindre godt gik det, da han vendte tilbage til popmusikken med albummet Testify (2002). Pladen var en kommerciel og kunstnerisk skuffelse, og det var påfaldende, at dens største hit og mest vellykkede sang var et cover-nummer, Leo Sayers ”Can’t stop loving you”.

Det gik væsentlig bedre med Phil Collins’ efterfølgende turné, som blev dokumenteret på en forbilledligt redigeret dvdudgivelse med titlen Finally ... the first farewell tour (2004).

Phil Collins kunne også stadig strø stjernestøv ud over vennernes plader, og det gjaldt ikke mindst medlemmerne af hans eget band. I årtusindets første par år kunne man således høre Collins på album med Ricky Lawson (trommeslager), Arnold McCuller (korsanger) og Ronnie Caryl (guitarist).

Violinisten Lakshminarayana Shankar, der havde spillet på Phil Collins' debutplade, havde ham med på albummet One in a million (2001), som Shankar indspillede sammen med sin niece som Shankar & Gingger.

Sønnen Også sønnen Simon Collins fik hjælp af sin kendte far. Phil Collins kan høres scatte på Simons debutsingle "Pride" (1999) (om end han blot er krediteret som "Pops"), og på Simon Collins' tredje album U-catastrophe (2008) er der en trommeduet mellem de to på nummeret "The big bang".

Ingen af disse venner og familiemedlemmer kunne selvfølgelig siges at være pop- eller rockstjerner fra øverste hylde. Dem var der til gengæld masser af ved Party at the Palace, en koncert, som blev afholdt i 2002 i anledning af den engelske dronning Elizabeth II’s 50-års jubilæum som regent.

Her var Phil Collins atter i allstar-bandet og trommede bag tidens unge popstjerner som S Club 7, Atomic Kitten, Blue og Emma Bunton samt for koryfæer som Tom Jones, Cliff Richard, Ozzy Osbourne, Annie Lennox og naturligvis Eric Clapton.

Tegnefilm Disney havde været så begejstrede for succesen med Tarzan, at de endnu en gang hyrede Phil Collins til at skrive sange til en tegnefilm. Denne gang gjaldt det Brother bear (2003), og også denne gang lod det til at inspirere Collins til at spille med sangskrivermusklen.

Selv om Brother bear (dansk titel: Bjørnebrødre [sic]) ingenlunde nåede Tarzans popularitetshøjder, hverken hvad angik film eller soundtrack, fik Phil Collins vist, at han stadig kunne skrive ørehængere. Særligt singlen ”Look through my eyes” havde hitpotentiale, om end det ikke rigtig blev forløst; sangen nåede en femteplads på Billboards Adult Contemporary-liste, men gjorde ellers ikke stort væsen af sig.

Fem sprog Igen indspillede Phil Collins sangene på fem sprog – vel at mærke sprog, som han for de flestes vedkommende hverken talte eller forstod, så han skrev de oversatte tekster ned med en slags hjemmelavet lydskrift.

Samarbejdet med Disney fortsatte, da Phil Collins blev involveret i processen med at omskrive Tarzan til en Broadway-musical. Phil Collins bidrog med ni yderligere sange og indspillede selv ”Everything that I am” til cast-albummet (2006).

Genesis havde i mellemtiden smidt håndklædet i ringen. En enkelt plade og en turné med den nye forsanger Ray Wilson havde ikke været den succes, som Tony Banks og Mike Rutherford havde håbet, og selv om bandet aldrig officielt blev opløst, undlod de at ringe til Ray Wilson igen. I stedet stedte de Genesis til hvile uden den store hurlumhej.

Genesis songbook Hverken de to grundlæggere eller Phil Collins var imidlertid i stand til at slippe Genesis helt.

De mødtes blandt andet igen i forbindelse med musikdokumentaren Genesis songbook (2001) og spillede et par numre sammen.

Allerede to år tidligere havde bandet – inklusive Peter Gabriel og Steve Hackett, men påfaldende nok uden Ray Wilson – lavet en genindspilning af den 25 år gamle sang ”Carpet crawlers”, hvor Gabriel og Collins deltes om at synge lead.

Herefter gik der løbende rygter om en gendannelse af bandet, enten som trio (Banks, Collins, Rutherford) eller som kvintet (med Gabriel og Hackett). I 2006 kom så endelig annonceringen af en turné med trioen plus deres mangeårige tour-musikere Daryl Stuermer og Chester Thompson.

Turnéen blev den forventede sejrsgang og besøgte blandt andet Herning, inden den sluttede med en kæmpekoncert i Rom, som blev optaget og udgivet på dvd'en When in Rome (2008).

Fortidens bedrifter Det var dog symptomatisk for denne seneste del af Phil Collins’ karriere, at turnéen hvilede på fortidens bedrifter. Genesis lavede ingen nye studieindspilninger og havde ingen planer om at gøre det. De nøjedes med at genudgive bagkataloget, både de remasterede album enkeltvis med bonusmateriale og i fem flotte bokssæt. I 2015-16 gav Phil Collins sine soloalbum den samme behandling. Ét af dem var Going back (2010), som ellers ikke havde mange år på bagen. Måske i erkendelse af, at de nye sange ikke tilflød ham med samme lethed som førhen, havde Phil Collins indspillet dette album med Motown-sange og andre soul-klassikere i samme stil.

Konceptet var ikke så desperat, som det måske ved første øjekast kunne virke. Phil Collins havde altid været kraftigt inspireret af soul og r&b, hvilket blandt andet kunne høres i hans fraseringer og arrangementer. Lamont Dozier, som var en del af Motowns store sangskrivertrio Holland/Dozier/Holland, var en ven og samarbejdspartner, og et af Collins’ største singlehits havde været The Supremes’ ”You can’t hurry love”.

Nervelidelse Collins havde jævnligt sunget enkelte Motown-sange ved sine koncerter, og materialet lå da også godt til ham. Ikke desto mindre stod det efterhånden klart, at Phil Collins ikke længere var, hvad han havde været. Under indspilningerne af Going back havde han måttet tape trommestikkerne fast til sine hænder, da en nervelidelse ellers forhindrede ham i at holde på dem, og nu led han tilmed af dropfod. Trommeslageren Phil Collins’ dage var forbi.

Synge kunne Phil Collins naturligvis stadigvæk, men hans arbejdsnarkomani var ikke længere til stede.

Han koncentrerede sig om sin familie og sine hobbies og skrev for eksempel en bog om slaget ved The Alamo, eller rettere om de artefakter derfra, som han samlede på.

Phil Collins havde slået sig ned i Schweiz, hvor hans tredje hustru kom fra. Her indspillede han en efterhånden sjælden gæsteoptræden med The Silvano Bazan Trio, en schweizisk jazzgruppe, med hvem han sang ”Teach me tonight” på deres album I wish I knew (2003).

Pensioneret I 2011 bekendtgjorde Phil Collins, at han nu betragtede sig selv som pensioneret. Han følte ikke længere trangen til at skrive sange, og da slet ikke til at indspille og udgive dem. Samtidig lagde han ikke skjul på, at han ikke følte sig tilpas i samtidens musikindustri.

Helbredet gav også nogle naturlige begrænsninger for Phil Collins’ muligheder for at spille og turnere. En forskudt ryghvirvel, dropfoden og nedsat hørelse var noget af det, han døjede med.

Vinden var ellers så småt ved at vende, for så vidt angik hans anerkendelse blandt yngre musikere. Den nye generation delte ikke forgængernes berøringsangst med hensyn til utilsløret følsomhed, og ikke mindst blandt r&b- og hiphop-kunstnere var hans tæft for sangskrivning omgærdet med respekt.

Fortolkninger Allerede i 2001 var hyldestpladen Urban renewal blevet udgivet med r&b- og hiphopfortolkninger af Phil Collins’ sange. Albummet blev næsten enstemmigt mødt med negative anmeldelser, men det vidnede om den genklang, sangene vandt i det sorte musikmiljø.

Spekulationerne om Genesis’ fremtid var fortsat efter den midlertidige genforening i 20062007. Ingen af medlemmerne havde villet afvise en ny turné, heller ikke Peter Gabriel, hvilket holdt liv i drømmene om en gendannelse af den ”klassiske” opstilling med Banks, Gabriel, Rutherford, Collins og Hackett. Efterhånden som det stod klart, at Phil Collins ikke kunne spille trommer længere – og da slet ikke en hel koncert, endsige en turné – blev denne drøm dog mindre og mindre realistisk.

Til gengæld kunne Phil Collins i 2016 overraskende nok bekendtgøre en soloturné. Det var svært at tro på, når man så pressemødet, for det var en synligt gangbesværet og ærligt talt gammel udseende Collins, der annoncerede en række med fem koncerter i hver af byerne London, Köln og Paris.

Selvbiografi Turnéen blev kaldt The Not Dead Yet Tour, en humoristisk henvisning til den nu aflyste pensionering og Collins’ fremskredne alder og ikke mindst til titlen på hans netop udgivne selvbiografi, Not dead yet (2016, dansk titel: Ikke død endnu). I denne beskrev Phil Collins sine succeser, men skrev også med stor ærlighed om sine kriser og mindre beundringsværdige handlinger.

Arbejdet med erindringerne var det, der havde givet Phil Collins lyst til at spille musik igen, og hans turné blev forlænget, blandt andet med koncerten i Aarhus i år. Med vanlig humor kalder han nu turnéen for ”Still Not Dead Yet – Live!”

40 år med Phil Collins’ solo-debutalbum ”Face value” Af Jakob Wandam, DBC Phil Collins var ikke noget ukendt navn, da han for 40 år siden – den 13. februar 1981 – udgav sit første soloalbum, Face value. Collins havde været en højt respekteret trommeslager på den progressive rock-scene, siden han satte sig i trommestolen hos Genesis i 1971, og mod alle odds havde gruppen ikke bare overlevet, men nået nye kommercielle højder, efter at Phil Collins erstattede den stærkt karismatiske forsanger Peter Gabriel i 1975.

Hvad selve sangene angik, havde Phil Collins’ primære bidrag til Genesis imidlertid været på arrangementssiden. Sangskrivningen havde han i det store hele overladt til stifterne Gabriel, Tony Banks og Mike Rutherford, og det var ikke noget, Phil Collins havde haft den store interesse for.

Det ændrede sig omkring 1979, hvor flere års heftigt turnéliv betød, at Phil Collins’ ægteskab var ved at gå i opløsning. Hans hustru Andrea flyttede til Vancouver i Canada med parrets børn, og Collins fulgte efter i et forsøg på at redde forholdet. Det medførte en pause hos Genesis, da de andre bandmedlemmer havde hjemme i England, så Banks og Rutherford gik i gang med respektive soloprojekter.

Da Phil Collins efter få måneder vendte tilbage til England – ægteskabet havde ikke kunnet reddes – stod han uden et aktivt band. Han fik rudimentære studiefaciliteter installeret i sit hus og begyndte at skrive de sange, som snart skulle danne basis for hans bud på en rockkliché: skilsmissealbummet.

Ganske vist forelagde Phil Collins sangene for Genesis-kollegerne, da de påbegyndte arbejdet på deres næste album, og to af dem – ”Misunderstanding” og ”Please don’t ask” – fandt da også vej til Duke. Men der var naturligvis alt for mange sange til at klemme ind på et album med tre produktive sangskrivere, så Banks og Rutherford sagde pænt nej tak til de resterende kompositioner.

I stedet samlede Phil Collins et hold, der afspejlede hans egne musikalske inspirationskilder.

Hvor Genesis tydeligt var et produkt af den engelske prog-scene – og kostskolemiljøet - elskede arbejderklasse-knægten Phil Collins amerikansk rhythm & blues, og han indforskrev blæsersektionen fra Earth Wind & Fire til at tilføre musikken noget svedig R&B-energi.

Fra Phil Collins’ egen baggrund i jazzrocken kom bassisterne John Giblin, der også spillede sammen med Collins i fusionsbandet Brand X, og Alphonso Johnson fra Weather Report.

Den amerikanske West Coast-singer/songwriter Stephen Bishop gæstede på kor på den skrøbelige kærlighedsballade ”This must be love”, og vennen Eric Clapton spillede diskret guitar på ”If leaving me is easy”.

Resultatet blev et album, som i sin lyd og udtryk lå et pænt stykke fra Genesis’ progressive og symfoniske rock. Face value var umiddelbar og ærlig, grænsende til det intime. Phil Collins havde altid sunget om knuste hjerter og uforløst passion, men nu pakkede han det ikke ind i græsk mytologi eller andet billedsprog. Hans tekster var direkte, og smerten var næsten til at føle på, når han sang ”If leaving me is easy” eller ”You know what I mean”.

Det var noget, det pladekøbende publikum kunne forstå, og Face value nåede førstepladsen på albumhitlisterne i mange lande, herunder Storbritannien, Canada og Sverige. Drivkraften var nu nok først og fremmest debutsinglen ”In the air tonight”.

Mike Rutherford kan ikke huske, om Collins spillede ”In the air tonight”-demoen for Genesisvennerne, og Tony Banks kan ikke forestille sig, at han skulle have afslået den. Men Phil Collins insisterer på, at han spillede alt, hvad han havde skrevet, og at Genesis altså sagde nej tak til ”In the air tonight”.

I stedet blev nummeret til Phil Collins’ signatursang, og dets hjemsøgende atmosfære og især brugen af ”gated reverb” på trommerne – og et tordnende tromme-break – skulle danne skole ikke blot for Phil Collins’ fremtidige produktion, men for rockproduktion i firserne i det hele taget.

Singlen, der nåede en andenplads i både England og USA, var også et typisk produkt af Phil Collins’ måde at skrive på. Han havde erhvervet sig en af de første Roland-trommemaskiner, og efter at have programmeret et beat på denne, improviserede han sig frem til teksten. Herefter blev der naturligvis lagt flere instrumenter på, men trods hans senere ry som perfektionist var arrangementerne på Face value faktisk ret nedbarberede.

Det gjaldt også numre som andensinglen, den mere tempofyldte ”I missed again”, som nok fik punch af Earth Wind & Fire-blæserne, men som stadig fremstod spartansk i forhold til samtidens amerikanske R&B. Selv om Phil Collins havde valgt en mere direkte vej til publikums hjerter, end man havde været vant til fra Genesis’ side, var Face value ikke uden grænsesøgende momenter.

Den ordløse ”Droned” og Beatles-fortolkningen ”Tomorrow never knows” blev skabt på grundlag af Phil Collins’ eksperimenter med Prophet-synthesizere og vægtige bidrag fra den indiske mesterviolinist og vokalist Lakshminarayana Shankar.

Numrene stak ikke ud på Face value; snarere cementerede de albummets rå, insisterende natur.

For Face value er en plade, som man ikke kan sidde overhørig. Phil Collins blotter sig som vokalist, sangskriver og producer på et album, der går helt tæt på og med Collins’ uskolede, nasale tenor flår i nervestrengene.

Om man så bryder sig om det, er naturligvis en smagssag. I 1981 var der mange, der brød sig om det – og Face value indledte en solokarriere, som i det efterfølgende årti nærmest var uden sidestykke. Senere skulle Phil Collins blive udskældt for, at hans lyd var for poleret, og hans tekster for banale – måske ikke helt uforskyldt. Men lytter man til Face value i dag, fyrre år efter udgivelsen, er det stadig pladens håndholdte tilvirkning og sangenes umiddelbarhed, der gør det største indtryk.

Biografier om Phil Collins på