KeltiKeltiske ske
kvinder
Kvinder i keltisk musik - en kort intro Keltisk musik spilles især i Irland og Skotland, men også andre steder, hvor keltisk kultur og sprog har overlevet: Wales, Cornwall, Bretagne, Nordspanien og - medbragt af immigranter - på Canadas Atlanterhavskyst. Det er folkemusik med vægt på rytme og melodi. Der spilles på guitar, violin, fløjte, sækkepibe og harpe, og undertiden synges der på tungebrækkende keltiske sprog som gælisk og walisisk. Siden 1960’ernes boom i folkemusikken har den keltiske variant opnået enorm popularitet og udbredelse. Alle kender den. Scenen er ikke længere pubben i Dublin, men hele verden. Keltisk musik har altid været hovedretten på Tønder Festival. Og i årenes løb har musikken blandet sig med andre genrer og taget farve fra bl.a. pop, rock og New Age. Kvindelige kunstnere har en stor andel i den keltiske succes. De er over hele landkortet. De har bidraget både som forsangere i bands, som solister og som skrappe instrumentalister. Deres stemmer har holdt liv i rødderne, og samtidig har de skrevet musik, der viser nye veje for traditionen. På de følgende sider præsenteres et udvalg på femten navne. Nogle har været med længe, andre er nye stjerneskud. Alle har bidraget til at gøre keltisk musik til allemandseje. Forhåbentlig kan udvalget lokke én og anden til at gå på musikalsk opdagelse.
Tekst: Jens Laigaard Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard
Máire Brennan er kendt som ”keltisk musiks førstedame”. Hun synger, komponerer og spiller harpe, og det har hun gjort siden 1970, da hun og familien dannede Clannad. Gruppen blev et verdensnavn og har udgivet op mod tyve album. Ud over at synge for i Clannad, der blander traditionel irsk musik med rock, pop og filmmusik af den blødt svulmende slags, har Brennan også lavet plader i eget navn - og de lyder ganske meget som Clannad. Brennan har en flot sopran og synger både på engelsk og gælisk, som det bl.a. kan høres på Whisper to the wild water.
Kvintetten Calan ser sig selv som ambassadører for traditionel walisisk musik. De tre kvinder og to mænd er ganske unge, og det kan høres i deres friske tilgang til de gamle jigs, reels og hornpipes. De trakterer violin, harpe, guitar, kohornsfløjte, sækkepibe og klaver, og ved deres energiske koncerter kan harmonikaspiller og forsanger Bethan Rhiannon supplere med walisisk stepdans. Man kan ikke andet end blive i godt humør. Calan har lavet fire album, senest Solomon i 2017.
Cara Dillon spillede violin og fløjte som barn, men det er som sanger, hun er kendt og elsket. Hun lærte folkesange af sine lærere i fødebyen Dungiven i Nordirland. Efter at have sunget i et par grupper gik hun solo i 2001 med hjælp fra sin mand og producer Sam Lakeman. Det er blevet til en række album og en endnu længere stribe priser og udmærkelser inden for folkemusik. Dillons vokal er blevet sammenlignet med Kate Bush, og smuk er den, selv om hun arbejder i en noget anden boldgade. Hun synger mest på engelsk, men går ikke af vejen for gælisk. Nyeste udspil er Wanderer fra 2017.
Enya (Eithne Brennan) tegner grænserne for keltisk musik. Både med hensyn til, hvor langt den kan strækkes uden at slippe rødderne, og med hensyn til popularitet. Enya har solgt 75 millioner plader. Det begyndte forsigtigt i 1980’erne, hvor hun sang i familiebandet Clannad. Så gik hun solo og miksede keltisk med kirkemusik, New Age og masser af keyboards. Hendes krystallinske sang blev ledsaget af tunge rytmer og enorme kor, der var multitracks af hendes egen stemme. Hele verden elskede det. Har du endnu ikke hørt Enya, så kom hjem fra Mars og prøv The very best.
De fire barndomsveninder i Fara kommer fra Orkneyøerne, og de har ild i instrumenterne (violiner og klaver) og følelse i sangen, når de stormer frem som et af de nye spændende navne i skotsk folkemusik. Deres debutalbum Cross the line udkom via crowdfunding i 2017, og det åbnede vejen til et væld af liveoptrædener, lige fra Royal Albert Hall til Tønder Festival. De spiller en ret forrygende blanding af nyskrevne og gamle numre, nogle instrumentale, andre med sang.
Den walisiske kvartet Fernhill har haft en del udskiftninger i sin tyve års levetid. Lige nu er Fernhill de tre sangerinder Julie Murphy, Ceri Rhys Matthews og Christine Cooper, der også spiller henholdsvis sruti (et indisk drone-instrument), guitar og fløjte, samt Tomos Williams på trompet. Gruppen har lavet syv album og turneret verden over, Østasien, Afrika, Sydamerika og selvfølgelig i Wales, hvor de er højt respekterede. Det er akustisk folkemusik, som går fra romantiske ballader til danse fra før vor tidsregning. Anbefalet skive: Canu rhydd.
Julie Fowlis med band fik lov at varme op ved Runrigs to sidste koncerter - en understregning af, hvor langt hun er nået i den skotske musikverden. Fowlis kommer fra et lille fiskersamfund på North Uist, en ø i de Ydre Hebrider, og hun adskiller sig fra andre keltiske stemmer ved at have en universitetsgrad i musik. Lige fra barnsben har hun været musikalsk nysgerrig, så ud over at synge (selvfølgelig på gælisk) spiller hun også obo, harmonika, sækkepibe og diverse fløjter. Alle hendes seks plader er dejlige. Start f.eks. med Gach sgeul fra 2014.
I Bretagne har folkemusikken i årtier været domineret af to mænd: Alan Stivell og Dan Ar Braz. Der er dog også klingende kvindestemmer, som synger på bretonsk og kunne fortjene at blive hørt her i landet. Bl.a. Cécile Corbel og den produktive Nolwenn Leroy. Sidstnævnte kan høres på pladen Bretonne, hvor hun med fin backing synger traditionelle keltiske sange, bretonske perler som ”Bro gozh va zadou” og ”Karantez vro” samt mere specielle stykker som ”Whiskey in the jar” og ”Moonlight shadow”.
Det er Søren Ryges skyld, at canadiske Loreena McKennitt har så mange fans her i landet. Gennembruddet kom, da han brugte hendes stykke ”Dante’s prayer” i et par udsendelser fra Skotland. McKennitt lader sig inspirere af både keltisk og mellemøstlig tradition. På hendes plader flettes guitar og bas sammen med drejelire, nøgleharpe, sækkepibe, kanoun, oud og bouzouki. Selv spiller hun harpe og har sat musik til digte af Yeats og Shakespeare. Hør Live in Paris and Toronto, måske det bedste sted at møde hendes skønne stemme båret frem af storladen, sfærisk, drømmende musik.
De skotter, som i 1800-tallet udvandrede til Canada, tog musikken med sig, og den er stadig spillevende, ikke mindst i provinsen Nova Scotia (Ny Skotland). Herfra stammer den højt profilerede sanger og violinist Natalie MacMaster. Hun producerede selv sit debutalbum i en alder af 16, og siden er det blevet til yderlige ti - og en lang række priser. MacMaster kan som få andre i keltisk musik få violinen til at tale, hør blot My roots are showing, hvor hun spiller traditionelle numre fra fødeøen Cape Breton.
Catherine-Ann MacPhee blev født på den skotske ø Barra, før der kom elektricitet. Som femårig begyndte hun at synge i det lokale forsamlingshus - i petroleumslampens skær og på gælisk. Sangen blev holdt ved lige, da hun som ung kom med i et par teatergrupper. Hun blev opdaget af Ian Green, grundlægger af det legendariske Greentrax Recordings, og hendes debut ”Cánan nan gaidheal” (Gælernes sprog) fra 1987 regnes i dag for en klassiker. Siden er der kommet en håndfuld album med flere traditionelle gæliske sange. Prøv Sùil air ais (2004) og nyd den klare stemme fra et naturtalent.
Næst efter Runrig er Capercaille den største folkrock-gruppe fra Skotland. Gruppen har hele vejen haft Karen Matheson som forsanger. Capercaille lagde ud med traditionelle gæliske sange, men i 1990’erne satte de strøm og kraftige rytmer til musikken, og det gav succes. Senere vendte gruppen tilbage til en mere jordnær og traditionel stil. Sideløbende har Matheson udsendt fire soloalbum, og de er værd at lytte til, for som Sean Connery siger, har hun ”en strube, som ganske givet er rørt af Guds hånd”. Hør f.eks. Urram fra 2015.
Donegal i Irland har både givet os søstrene Brennan og Mairéad Ni Mhaonaigh, himmelsk forsanger og fænomenal violinist i gruppen Altan. Hun dannede Altan i 1987 sammen med sin mand, fløjtenist Frank Kennedy, og de indspillede en håndfuld fine album, hvor der var fokus på en traditionel lyd. Senere blev musikken mere kommerciel. I det nye årtusind har Ni Mhaonaigh også optrådt solo, i trio, som en fjerdedel af folk-supergruppen T with the Maggies og i et familieband. Hør hende på Harvest storm fra Altans storhedstid.
Susana Seivane spiller gaita, en spansk variant af sækkepibe. Hun kommer fra Galicien, en del af det nordvestlige Spanien, som er præget af keltisk kultur, og fra en musikalsk familie, som i generationer har fremstillet sækkepiber. Karrieren lå lige for, og hun startede helt bogstaveligt som ”bagpipe babe” i treårsalderen. Hun synger også og har gjort indtryk som en nyskabende komponist. Hun er kendt for at levere et show med drive og humør, som det kunne opleves ved Tønder Festival i 2005. Anbefalet skive: Mares de tempo.
Sharon Shannon har været en flittig gæst på Tønder Festival. Hun er kendt som en fremragende harmonikaspiller, men spiller også violin, koncertina og fløjte. I 1989 kom hun med i den irske gruppe The Waterboys, og to år senere udgav hun sit solo-debutalbum. Det endte med at blive det bedst sælgende folk-album i Irland nogensinde. Siden har hun arbejdet med bl.a. Steve Earle, Alison Krauss og den klassiske violinist Nigel Kennedy. Og begået yderligere 14 album og et par opsamlinger. Hør Sacred earth, der blander traditionel irsk musik med klange fra Afrika og Mellemøsten.