Klassisk filmmusik - Helt klassisk!

Filmmusik – helt klassisk!

Filmmusik – helt klassisk!

Når filmmusikken bliver en klassiker Hvornår har du sidst været i biografen? Lagde du mærke til musikken? Det er ikke sikkert, men den har påvirket dig. For musik er et vigtigt filmisk virkemiddel, som er med til at skabe stemninger og følelser hos tilskueren og understøtte filmens handling og personbeskrivelse. Musik er et uundværligt fortælleredskab, derfor er der musik i de fleste spillefilm.

Men hvad er god filmmusik? DR foranstaltede i efteråret 2014 en afstemning blandt flere tusinde lyttere om alle tiders bedste filmmusik og fandt frem til de halvtreds mest populære stykker filmmusik. Listen finder du i denne guide - og på nettet - under ”Klassisk Top 50 Filmmusik”, og vi har udvalgt de ti øverste på listen til en nærmere præsentation i ”De 10 bedste soundtracks” .

I begyndelsen var filmmusikken ”Det lyder som filmmusik”, siger vi somme tider, og mener ofte storladen, symfonisk musik, som vi har lært at kende i de gamle Hollywoodfilm fra 30’erne og 40’erne. Men filmmusikken har en historie både før og efter Hollywood. Læs om udviklingen af filmmusikken i ”Filmmusik fra violin til computer” og bliv klogere på filmmusikkens historie.

Klassisk på lydsporet Næsten al den kårede filmmusik i DR’s ”KlassiskTop 50 Filmmusik” er nykomponeret musik, skabt af filmkomponisten til den konkrete film. Men der findes også masser af film, som bruger allerede eksisterende musik som underlægning til filmen. I ”Klassisk på lydsporet” finder du et udvalg af film, som benytter kendte og mindre kendte klassiske musikstykker som filmisk virkemiddel. Det sker på forskellige måder og med forskelligt formål.

Læs om klassisk musik som filmisk virkemiddel i ”Klassisk på lydsporet”.

Lån film og filmmusik på biblioteket Mange af de musik- og filmtitler, som er nævnt i guiden, har du adgang til på biblioteket. Du kan låne soundtracks på cd og spillefilm på dvd og blu ray. Du kan også hente musikken på Bibzoom, og nogle af filmene kan du se på Filmstriben.

God fornøjelse!

Guiden er produceret i et samarbejde mellem DR og musikbibliotekarer fra landets biblioteker.

Tekst: Jens Cornelius, Jens Laigaard, Marianne Ljungberg og Katrine Nordland Redaktion og layout: Niels Mark

DR Klassisk Top 50 Filmmusik

I efteråret 2014 havde DR P2 inviteret lytterne til at være med til at kåre danskernes favoritfilmmusik.

Mellem to og tre tusinde deltog i afstemningen. Her er de 50 film, der fik flest stemmer: 1. Once upon a time in the West / Ennio Morricone 2. Star Wars / John Williams 3. Ringenes herre / Howard Shore 4. Deer Hunter (Cavatina) / Stanley Myers 5. Schindlers liste / John Williams 6. The Mission (Gabriels obo) / Ennio Morricone 7. Godfather / Nino Rota 8. Mit Afrika / John Barry, Mozart 9. Mine aftener i Paradis / Ennio Morricone 10. Den gode, den onde og den grusomme / E. Morricone 11. Harry Potter / John Williams 12. Dr.Zhivago (Somewhere my love) / Maurice Jarre 13. Den tredje mand / Anton Karas 14. Forrest Gump / Alan Silvestri 15. Den sidste mohikaner / Trevor Jones 16. Inception / Hans Zimmer 17. Jurassic Park / John Williams 18. Titanic (My heart will go on) / James Horner (C. Dion) 19. Amélie / Yann Tiersen 20. Blade Runner / Vangelis 21. Pirates of the Caribbean / Hans Zimmer m.fl.

22. Pulp fiction / Forskellige komponister 23. Døden i Venedig / Gustav Mahler 24. Top Gun / Forskellige komponister 25. Løvernes konge / Hans Zimmer, Elton John

26 The Piano / Michael Nyman 27 Twin Peaks / Angelo Badalamenti 28 Once upon a Time in America / Ennio Morricone 29 Bagdad Café (Calling you) / Bob Telson (Jevetta Steele) 30 Blå / Zbigniew Preisner 31 Postbudet / Luis Bacalov 32 Rumrejsen år 2001 (Also sprach Zarathustra) / R. Strauss 33 Danser med ulve / James Horner 34 American Beauty / Thomas Newman 35 Gladiator / Hans Zimmer, Enya m.fl.

36 La Strada / Nino Rota 37 Braveheart / James Horner 38 De urørlige / Ludovico Einaudi 39 Casablanca (As time goes by) / Max Steiner, H. Hupfeld 40 Limelight (Rampelys) / Charlie Chaplin 41 Dødens gab (Jaws) / John Williams 42 The Hours / Philip Glass 43 Indiana Jones / John Williams 44 Moderne tider (Smile) / Charlie Chaplin 45 Sheriffen (High noon) / Dmitri Tiomkin 46 Lawrence of Arabia / Maurice Jarre 47 Highlander / Forskellige komponister (bl.a. Queen) 48 Paris,Texas / Ry Cooder 49 Tal til hende / Forskellige komponister 50 Fiskerne / Hans-Erik Philip

De 10 bedste soundtracks 1. Vestens hårde halse Once upon a time in the West. 1968. Instruktør: Sergio Leone. Komponist: Ennio Morricone.

Da toget kører og de tre pistolmænd i lange frakker vil forlade stationen, lyder en ensom, klagende mundharmonika bag dem. De vender sig – og dér står Charles Bronson. Hævneren. De langtrukne toner følger hans person fra filmens start til den afsluttende duel, hvor melodien blandes med huggende twang-guitar, og den tragiske betydning af mundharmonikaen afsløres. Et lysende eksempel på samarbejdet mellem Sergio Leone og Ennio Morricone.

Sammen skabte de den nye genre ”spaghetti-western”, hvor billede og lyd fik et udtryk, som på en gang var asketisk og melodramatisk. Musikken var aktiv medspiller i fortællingen, ganske anderledes end i de amerikanske westerns.

Den anden ørehænger i Once upon a time in the West er mere traditionel filmmusik for strygeorkester. Det er ”Jills tema”, som får de sentimentale scener i filmen til at bruse ekstra voldsomt.

2. Stjernekrigen Star Wars. 1977. Instruktør: George Lucas. Komponist: John Williams.

Med musikken til den originale ”Star Wars”-trilogi fik John Williams for alvor genplaceret den storladne, senromantiske, symfoniske filmmusik på det filmmusikalske landkort, efter at den klassiske filmmusik i en periode i 60’erne havde været skubbet ud i periferien til fordel for rytmiske scores (som fx i ”The Graduate” og ”Easy Rider”). Star Wars-temaerne benytter sig af Wagners ledemotivteknik og er sandsynligvis filmmusikhistoriens mest genkendelige og populære temaer, der forbilledligt demonstrerer, hvordan man i musikken kan underbygge fx helt (det fanfareagtige hovedtema), heltinde (horntemaet, der følger Prinsesse Leia), skurk (Darth Vaders faretruende ”Imperial march”, der først dukker op i ”The Empire Strikes Back”) og magi (temaet, der følger Yoda og ”The Force”).

3. Ringenes Herre Lord of the Rings. Filmtrilogi. 2001-. Instruktør: Peter Jackson. Komponist: Howard Shore.

Canadieren Howard Shore er især kendt for sin musik til David Cronenbergs dystre psykologiske portrætter af menneskelig angst, ofte i gyser- og science fiction genren. Det overraskede derfor mange, da Howard Shore blev valgt til et så episk og bredtfavnende projekt som ”Lord of the rings”. Resten er dog, som man siger, historie: Shore har vundet tre Oscars for sin musik til Peters Jacksons tre film baseret på J. R. R: Tolkiens bøger om Ringenes Herre – de to for sine ’scores’ til den første og den tredje film, og én for den originale sang, ”Into the west”, som blev brugt i ”Return of the King”. Musikken er storladen og benytter sig af både ledemotiver, der knytter sig til Midgårds forskellige figurer og kulturer, folkemusikinstrumentation i den musikalske beskrivelse af især hobbitterne, og sågar vokale indslag på Tolkiens selvopfundne sprog.

4. The Deer Hunter 1978. Instruktør: Michael Cimino. Komponist (Cavatina): Stanley Meyers.

Sjældent har en filmmelodi stået i så grel kontrast til de scener, vi forbinder den med. En øm, skrøbelig og melankolsk melodi spillet på akustisk guitar.

Man hører den i radioen, og hvad ser man for sig? Russisk roulette. Junglekrig.

Stålværket. Pennsylvanias bjerge. Små menneskeskæbner knust af skæbnens tilfældigheder. Egentlig blev den engelske komponist Stanley Myers’ lille ”Cavatina” skrevet til en anden film i 1970 – og for klaver. Senere fik den klassiske guitarist John Williams den omarrangeret til sit eget instrument. Og det var i den skikkelse, den indgik i The Deer Hunter, Michael Ciminos rå og tvetydige Vietnamfilm fra 1978. Der er meget andet musik i filmen, men det er de tre minutters inderlig guitar, man husker.

5. Schindlers liste Schindler’s List. 1993. Instruktør: Steven Spielberg. Komponist: John Williams.

Schindlers liste er historien om nazisten og opportunisten Oskar Schindler, som kynisk udnytter billig jødisk arbejdskraft, og hans forvandling til et medmenneske, som redder mere end tusind jøder fra gaskamrene. Hvordan lægger man musik til sådan en film? Komponisten John Williams er kendt for sine symfoniske scores til storfilm som Star Wars og Dødens gab. Men i en fortælling fra virkeligheden om så ufattelige rædsler er der ikke brug for dramatisk underlægningsmusik. Så John Williams valgte det stik modsatte: en helt enkel melodi, som kommenterer handlingen på centrale steder i filmen. Melodien låner sin begyndelse fra 1.satsen af jødiske Mahlers 8. symfoni og har mindelser om jødisk klezmermusik. Et stilfærdigt, musikalsk udsagn om menneskelig afmagt og håb.

6. The Mission 1986. Instruktør: Roland Joffé. Komponist: Ennio Morricone.

Jesuiterpræsten Gabriel drager ind i Amazonjunglen for at missionere blandt indianerne, men fanges i et politisk spil mellem kirke og kolonimagt med katastrofale følger. Der er både kirkesang og indiansk trommemusik på filmens lydspor, men det er hovedtemaet Gabriels obo, som griber tilskueren. En lille melodi baseret på få toner, men med stor effekt. Vi hører den første gang, da Gabriel spiller den på sin obo for at invitere de indfødte til dialog, men snart forvandles den til en overvældende orkesterversion. Gabriels obo har fået sit eget liv uden for filmen og er blevet brugt til alt fra sportsbegivenheder til begravelser. Den findes også i en vokal udgave, Nella Fantasia, første gang lanceret af Sarah Brightman. Men et godt råd: hør Gabriels obo for obo og oplev dens klare, nasale klang, gribende, men fri for sentimentalitet.

7. The Godfather 1972. Instruktør: Francis Coppola. Komponist: Nino Rota.

Nino Rota (Giovanni Rota Rinaldi) var ligesom Morricone uddannet klassisk komponist og huskes ligesom han kun for sin filmmusik. Han skrev musikken til nogle af Fellinis bedste film, og i 1972 nåede han sit kommercielle – og måske også kunstneriske – højdepunkt med sit bidrag til mafia-eposet The Godfather.

I filmens indledning hører man en enkelt sølvtrompet ud af mørket – langsomme, dystre og højtidelige toner. Begravelsesmusik. Der følger en lang række musikalske stemningsbilleder, fra fest til dommedag. Rigtig folkloristisk bliver det under Michael Corleones landflygtighed på Sicilien – først en ”Siciliansk pastorale” for lyrisk klarinet, derefter et væld af rislende mandoliner i ”Kærlighedstemaet fra Godfather”. Den blev en landeplage på verdensplan. Og den holder.

8. Mit Afrika Out of Africa. 1985. Instruktør: Sidney Pollack. Komponist: John Barry.

Mit Afrika er filmen om Karen Blixens tid i Kenya, delvis baseret på hendes bog Den afrikanske farm, men her omsat til et storslået, romantisk drama.

Den melodiske 2. sats fra Mozarts klarinetkoncert ledsager hovedpersonens erindringer helt fra filmens åbningsscene, men det er John Barrys musik, som fortæller historien videre frem. John Barry er den musikalske storyteller par excellence, og hans larger-than-life filmscore indeholder det hele: den dramatiske fortælling, kærligheden, smerten og ikke mindst den formidable afrikanske natur, når Karen og Denys flyver hen over savannen og ser ”et glimt af verden gennem Guds øjne”. Mozart og John Barry har samme musikalske grundtone i filmen og matcher hinanden fint, og musik og billeder spiller så overbevisende sammen, at de næsten ikke kan tænkes adskilt.

9. Mine aftener i Paradis Nuovo Cinema Paradiso. 1988. Instruktør: Giuseppe Tornatore. Komponist: Ennio (og Andrea) Morricone.

Paradiset i Tornatores film er den lokale biograf i en landsby på Sicilien. Her, i årene efter anden verdenskrig, mødes høj og lav i det lille samfund for at opleve sidste nyt fra Hollywood. Og her bliver drengen Salvatore oplært til filmoperatør af den aldrende Alfredo. De tos venskab er kernen i den poetiske, hjertevarme og humoristiske film. Ennio Morricones musik underbygger den nostalgiske stemning – den minder om en svunden tids palmehavemusik, ofte med et klaver eller en violin i spotlyset foran strygerne. I det svulmende kærlighedstema (som i øvrigt er skrevet af Morricones søn Andrea) høres også en bittersød fløjte. Og læg lige mærke til de små, hidsige strygerhvirvler, da Cinema Paradiso brænder. Et skoleeksempel på musik, som mimer og forstærker billederne.

10. Den gode, den onde og den grusomme The Good, the Bad and the Ugly. 1966. Instruktør: Sergio Leone. Komponist: Ennio Morricone Endnu en Morricone. Han fylder pænt blandt de øverste ti på listen, og med god ret, for hans filmmusik er både flot og nyskabende. Især bør man bemærke hans evne til at skabe et riff, som borer sig ind i lytterens hjerne og bliver siddende. Stjerneeksemplet er det prærieulve-hyl, der indleder temaet fra ”Den gode, den onde og den grusomme”. Egentlig kun to toner i hurtig vekslen og med lang udtrækning af den sidste. Så lidt skal der til for at signalere ”showdown” eller – for ganske mange – slet og ret ”western”. Man glemmer næsten, at der hører en halv times ekstra musik til filmens soundtrack, musik, som spænder fra gribende skønhed til ophidset drama. Morricone bruger alle sine spaghettiwestern-kneb, militæriske trommer, rytmisk råbekor, guitar a la Shadows, mundharmonika etc. Og får en klassisk helhed ud af det.

Fra violin til computer Af: Jens Cornelius, DR I begyndelsen var filmen. Så kom lyden, men ikke filmens egen lyd. I stedet for stemmer hørte man musikere i biografen, der spillede, mens de levende billeder rullede på lærredet. Ikke kun for at understøtte filmens handling, men også for at overdøve støjen fra filmprojektoren, der larmede meget i gamle dage. Den nemmeste løsning var at få en pianist til at sørge for musikken. Allerede ved verdens første filmforevisning, som brødrene Lumière chokerede publikum med i 1895, havde man engageret en pianist til at stå for musikken.

Et orkester i biografen Skulle det lyde af lidt mere, supplerede man med en violinist. At spille i et biografteater var et musikerjob ligesom at spille på en restaurant eller i en palmehave. Der var jobs til rigtig mange musikere, før radioen og grammofonen var udbredt.

I den Oscar-belønnede moderne stumfilm ”The Artist” ser man i åbningsscenen anno 1927 et helt orkester på 30 mand med dirigent, som spiller foran lærredet. Biografen er prangende som et tempel. Sådan et orkester havde man også i Palads biografen i København. Det blev dirigeret af Jacob Gade, der i 1919 havde arbejdet i New Yorks biografpalæer. Da han efter nogle få år vendte hjem til Danmark, tog han sine erfaringer med sig.

Palads orkestret spillede ikke kun under filmen, men gav også koncert før og efter. Jacob Gades berømte Tango Jalousie blev skrevet i 1925 som ledsagelse af Douglas Fairbanks-filmen ”Don Q, Son of Zorro”.

Klassisk grundrepertoire Hvad spillede man ellers til en stumfilm? En liste fra Nordisk Film i 1917 kommer med detaljerede forslag. Her anbefaler man til det svenske drama ”Terje Vigen” en typisk blanding af populærmusik, salonnumre og kendte klassiske temaer. ”Frühlingsrauschen”, ”Erlkönig” og 1. sats fra Tjajkovskijs Patétique-symfoni, naturligt kædet sammen af improvisationer, som enhver god klassisk pianist i gamle dage mestrede. Tænk over det næste gang du ser stumfilm i tv, hvor man altid lægger amerikansk ragtime fra 1890'erne på, om så det gælder en film af kong Christian d. 9. til hest. ”Original soundtrack” I de mest udviklede tilfælde leverede filmselskabet et komplet node-soundtrack til biograforkestrene, nogle gange komponeret af en enkelt komponist. Altså original, fortløbende filmmusik, som vi kender det i dag, blot spillet live. I Tyskland skrev klassiske komponister orkestermusik til de største filmproduktioner af Murnau og Fritz Lang. En af de første film der på den måde fik et ”original soundtrack” var den franske ”Hertug Guises død”, som i 1908 fik musik af ingen ringere end den store komponist og nationalhelt Camille Saint-Saëns.

De første tonefilm Man kunne optage lyd på valser eller grammofon allerede omkring 1890, men lyd på tonefilm kom først til i 1920’erne. De tidlige forsøg er uforglemmeligt parodieret i ”Singin’ in the rain”.

Så snart teknikken faldt på plads, blev det muligt at lave de ultimative tonefilm - filmmusicalen var født. I 1927 blev filmen ”The Jazz Singer” en sensation, fordi der var indlagte sange. Handlingen om en ortodoks jøde, der bryder med familien for at blive minstrelsanger, var mildt sagt også hot stuff i tiden.

Europæere i Hollywood Hollywood-musikkens guldalder begynder for alvor i 1934, da Erich Wolfgang Korngold ankommer fra Wien.

Han er Østrigs mest succesfulde klassiske komponist, men er jaget på flugt af nazisterne. Korngold medbringer en raffineret kompositionsteknik og erfaringer fra både opera og lettere genrer, og han skriver musik til nogle af Hollywoods mest overdådige produktioner. Højdepunkter er ”Robin Hood ”(1938) og ”The Sea Hawk” (1943).

Sammen med Korngold blev Hollywood-lyden udviklet af flere andre immigrerede europæiske komponister.

Stilens musikalske rødder er derfor europæisk senromantisk musik med dens brede format, store melodier og følelsesmæssige udsving.

Nye toner Filmmusikkens guldalder holdt sig til 1950’erne, da den var blandt de mange musikgenrer, der blev skudt i sænk af rocken. Også andre nye udtryk begyndte at komme til, og jazz og avantgardemusik blander sig bl.a. i Hitchcocks film. Perleeksemplet er ”Vertigo” (1958) og ”Psycho” (1960) med musik af Bernard Herrmann. Efterhånden som første generation af filmkomponister uddøde, blev den gamle stil henlagt til "storfilm" som Lawrence of ”Arabia” (1962) og ”Dr. Zhivago” (1965). Og cirka samtidig begyndte ”filmmusik” at blive et skældsord – især som nedvurdering af anden musik end filmmusik!

Ud med symfoniorkestret Pop, rock og jazz præger filmmusikken fra 1960’erne og gav absolut god mening i film som ”Fagre voksne verden”, hvor Simon & Garfunkels sange associerede sig til det unge pars oprør mod forældregenerationen. Her hørte symfonisk musik naturligvis ikke hjemme. I Europa gik italienske komponister som Ennio Morricone og Nino Rota andre veje, inspireret af både moderne kompositionsmusik og populærmusik. Morricones musik til spaghettiwesterns som ”Once upon a time in the West” bliver med meget små midler den røde tråd i filmen, og Nino Rota bruger ironisk den gammeldags filmmusikstil som kitsch i ”Leoparden”.

Renæssance i rumfilm Den symfoniske filmmusik fik en vældig renæssance i 1977, da Star Wars tog verden med storm. En gevaldig andel af filmens sansebombardement skyldes John Williams’ musik, der utilsløret bygger på den gamle Hollywood-stil. John Williams har i snart 40 år været afgørende for hvordan filmmusik igen defineres af symfonisk musik, og udbredelsen har været enorm, fordi han har været huskomponist for Steven Spielberg. Williams har aldrig skjult sin beundring for Korngold, og flere af hans temaer er nærmest mutationer af Korngolds musik.

Computermusik og minimalisme Man kan altså godt kalde John Williams’ musik for retro. En modbevægelse er kommet fra computerspillenes verden. Det gælder i høj grad for Howard Shores musik til ”Ringenes Herre”-trilogien. Den består af ret få brokker, der næsten endeløst kædes sammen i pompøse forløb og på samme måde som computerspilmusikken kører i ring. I dag er der også afsmitning i filmmusikken fra vor tids klassiske stilretning minimalismen - hør f.eks. Thomas Newmans musik til ”American Beauty”, Hans Zimmers musik fra ”Inception” og Ludovico Einaudis musik til ”De Urørlige”.

En agtet genre Ser man på de nomineringer, P2’s Klassisk Top 50 Filmmusik har modtaget, har filmmusik virkelig lang levetid.

1960’er-lyden i James Bond musikken og de italiensk spaghettiwesterns har overraskende undgået kitschstemplet.

Musikken fra den gyldne Hollywood-æra er derimod overgået til den klassiske musik og spilles i dag af klassiske musikere i koncertsalene. Jo længere væk filmene kommer fra vor tid (hvem har sidst set en Errol Flynn-film?), desto nemmere kan musikken stå på egne ben. I USA påberåber man sig Hollywood-stilen som Amerikas bidrag til den klassiske kultur, og i Europa er filmmusik ikke længere et skældsord. Tværtimod er det en højt agtet genre med et meget større publikum end den klassiske musik længe har haft. Er filmmusikken vor tids egentlige klassiske musik?

Klassisk på lydsporet Mange moderne spillefilm bruger allerede eksisterende klassiske musikstykker som filmisk fortælleredskab, ofte omarrangeret og beskåret, så de passer til filmens scener, og lige så ofte i kombination med nykomponeret filmmusik. Den klassiske musik skaber stemninger og påvirker vores følelser ligesom original filmmusik gør det, men musikken anvendes som filmisk virkemiddel på mange forskellige måder, som ikke altid er skarpt adskilte. Her er nogle indfaldsvinkler:

1. Åbningsscener 2. Underlægningsmusik og ledemotiver

3. Medspil og modspil 4. Musik som handlingselement

1. Åbningsscener En åbningsscene i en film kan sammenlignes med en ouverture i en opera. Den rummer kimen til filmens univers, fanger stemningen og personerne i filmen og gør os forventningsfulde. Vi husker ofte åbningsscener - nogle gange fordi de har filmisk kvalitet, andre gange på grund af den musik, der er tilknyttet scenen.

I bedste fald fordi musik og billede spiller optimalt sammen. Musikken begynder ofte under forteksterne (opening credits).

Raging bull 1980. Instruktør: Martin Scorsese.

Raging Bull – Tyren fra Bronx er et portræt af fyrrernes bokserlegende Jake LaMotta, som blev verdensmester, men tabte kampen for at få liv og karriere til at hænge sammen. Det smukke Intermezzo fra operaen Cavalleria Rusticana danner lydspor til filmens åbningsscene, hvor det akkompagnerer manden i ringen som skyggebokser, kun med konturerne af sit publikum. Det hele foregår i slow motion og uden andre lyde, næsten som om musikken lyder inde fra Jakes eget indre.

Musik: Pietro Mascagni: Intermezzo fra operaen Cavalleria Rusticana

Værelse med udsigt A Room with a View. 1985. Instruktør: James Ivory. Filmkomponist: Richard Robbins.

Unge Lucy er på dannelsesrejse i Italien i begyndelsen af 1900-tallet og møder George, som ikke er et passende parti. Det skaber konflikt mellem følelser og konvention. Filmens åbningsscene er ledsaget af en tidstypisk arie og anslår både tematik og stemning i filmen. Arien lyder allerede under forteksterne og fortsætter i instrumental udgave lidt inde i filmen, og vi får den igen i filmens slutscene, hvor de elskende sidder i vinduet- i værelset med udsigt.

Musik: Giaccomo Puccini: O mio babbino caro fra operaen Gianni Schicchi

Antichrist 2009. Instruktør: Lars von Trier. Filmkomponist: Kristian Eidnes Andersen.

Et forældrepar dyrker sex, mens deres lille dreng falder ud ad vinduet og dør.

For at komme sig over sorgen og skyldfølelsen flytter de ud i en hytte i skoven, hvor der sker foruroligende ting. Åbningsscenen gennemspiller tragedien i stiliseret form, mens vi hører Händels arie Lascia chi’io pianga. Musikkens skønhed og dens samspil med billedet gør indtryk i sig selv, men ariens tekst indeholder samtidig noget af filmens symbolik med dens tale om grusom skæbne, sorg og en bøn om at blive befriet for sine lænker.

Musik: Georg Friedrich Händel: Rinaldo (Lascia chi’io pianga)

2. Underlægningsmusik og ledemotiver Et klassisk musikstykke kan være med til at sætte grundstemningen i hele filmen og understrege filmens ide, eller det kan være en musikalsk kommentar til enkeltstående scener. Hvis der er tale om (et brudstykke af) en melodi, som gentages, og som konsekvent er knyttet til bestemte personer eller handlinger, kalder man det ofte et ledemotiv. Men grænserne mellem almindelig underlægningsmusik og ledemotiv kan være flydende.

Det korte møde Brief Encounter. 1945. Instruktør: David Lean.

Et tilfældigt møde mellem to mennesker, som begge er gift, udvikler sig til en voldsom forelskelse. Rachmaninovs romantiske klaverkoncert er på lydsporet filmen igennem som effektfuld underlægning til de lidenskabelige og konfliktfyldte følelser. Et stilfærdigt melodrama i kontrolleret, britisk form, men med en musik, som fortæller om indestængte lidenskaber.

Musik: Sergej Rachmaninov: Koncert for klaver og orkester nr. 2, c-mol, opus 18

Døden i Venedig Morte a Venezia. 1971. Instruktør: Luchino Visconti.

Komponisten Gustav von Aschenbach betages af en ung dreng under sit ophold i det kolerahærgede Venedig. Filmens temaer, herunder konflikten mellem forbudte følelser og søgen efter skønhed, understøttes filmen igennem af Mahlers langsomme Adagietto, der i lange passager er den eneste kommentar til filmens billedside. Musikken er den røde tråd i filmfortællingen og følger vores hovedperson fra hans ankomst til han dør.

Musik: Gustav Mahler: Symfoni nr. 5 (Adagietto)

Barry Lyndon Barry Lyndon. 1975. Instruktør: Stanley Kubrick. Filmkomponist: Leonard Rosenman.

I Barry Lyndon, som foregår i 1700-tallet, bruges den højtidelige Sarabande fra en af Händels cembalosuiter, omarrangeret for orkester, som markant ledemotiv for hovedpersonen, især i skæbnesvangre situationer. I scenen, hvor hovedpersonens søn ligger for døden, akkompagneres sygelejet af en dæmpet strygerversion af sarabanden, som folder sig ud i fuldt orkesterornat med dybtstemte pauker i det efterfølgende begravelsesoptog.

Musik: Georg Friedrich Händel: Sarabande fra Suite for cembalo, d-mol, HWV 437

3. Medspil og modspil Musikken kan understøtte filmens handling og scener – eller den kan stå i kontrast til det vi ser. Man taler om parafraserende eller kontrapunktisk filmmusik. På den måde kan man bruge musik som et filmisk virkemiddel til at forstærke en stemning – eller til eksempelvis at varsle kommende, dramatiske begivenheder. Det gælder også klassiske musikstykker.

Den enfoldige morder Den enfaldige mördaren. 1981. Instruktør: Hans Alfredson. Filmkomponist: Rolf Sersam.

Sven har hareskår og bliver betragtet som idiot. Han bliver udnyttet og ydmyget, men får til sidst - med englenes hjælp! - hævn over ydmygelserne og ram på den onde fabrikant. Sjældent har musik og billedside spillet så overbevisende og originalt sammen, som da vi følger Svens blodige hævntogt gennem gaderne sammen med englene, indtil han når sit mål. Alt sammen til de mægtige toner af Dies Irae – Vredens Dag – fra Verdis Requiem.

Musik: Giuseppe Verdi: Dies Irae fra Requiem

Kongens store tale The King’s Speech. 2010. Instruktør: Tom Hooper. Filmkomponist: Alexandre Desplat.

Biografisk film om den stærkt stammende Prins Albert (Bertie), som mod sin vilje bliver gjort til kong George d.6. Med hjælp fra den uortodokse talepædagog Lionel Logue overvinder han sit handicap og gennemfører en skelsættende tale til befolkningen i anledning af den forestående 2.verdenskrig. 2. satsen fra Beethovens 7.symfoni understreger situationens alvor.

Musik: Ludwig van Beethoven: Symfoni nr. 7, A-dur, opus 92 (2.sats : Allegretto)

A Clockwork Orange 1971. Instruktør: Stanley Kubrick. Filmkomponist: Walter Carlos.

Det er ikke så tit, at klassisk musik bliver brugt til at illustrere vold, men det sker i science fiction-filmen om den utilpassede Alex og hans bandes voldelige adfærd i et autoritært samfund. Beethovens 9. symfoni er hovedpersonens yndlingsmusik og omdrejningspunktet i filmen, men der bruges også andre klassiske musikstykker i filmen, som i scenen, hvor Alex manifesterer sit lederskab (A Real Leader). Her er volden nærmest koreograferet – med den lystige ouverture til Rossinis opera Den tyvagtige skade som modspil til den rå handling.

Musik: Gioacchino Rossini: Den tyvagtige skade (Ouverture)

Godfather 1972. Instruktør: Francis Coppola. Filmkomponist: Nino Rota.

Godfather-trilogien følger en siciliansk mafiafamilie i USA over flere generationer. I en scene i Godfather 1, hvor hovedpersonens nevø døbes, krydsklippes mellem dåbshandlingen og trosbekendelsen i kirken – og likvideringen af Michael Corleones rivaler. Alt sammen til lyden af Bachs orgelmusik, som således både spiller med og imod handlingen.

Musik: Johann Sebastian Bach: Passacaglia og fuga for orgel, c-mol, BWV 582

Rumrejsen år 2001 2001: A Space Odyssey. 1968. Instruktør: Stanley Kubrick. Oprindelig filmkomponist: Alex North Til sin berømte science fiction film Rumrejsen år 2001 havde Stanley Kubrick allerede sat filmkomponisten Alex North til at skrive musikken, men udskiftede den med kendte klassiske musikstykker af blandt andet Richard Strauss og Johann Strauss. ”Hvorfor bruge mindre god filmmusik, når der er masser af fantastisk orkestermusik til rådighed fra fortiden og vores egen tid?”, var Kubricks filosofi. Siden har det været debatteret, hvilket lydspor der passer bedst til filmens billedside. Spiller musikken med eller imod handlingen? Find klip på nettet og døm selv!

Musik: Alex North: Dawn of Man og Space Docking (filmscore) Musik: Richard Strauss: Also sprach Zarathustra, opus 30 (Solopgang) Musik: Johann Strauss: An der schönen blauen Donau, opus 314

4. Musik som handlingselement I nogle film indgår et stykke (klassisk) musik som et element i handlingen på en sådan måde, at vi og personerne i filmen oplever musikken synkront, fx via en radio eller nogle musikere, der spiller. Dette begreb kaldes også diegetisk musik. Men der er ikke altid skarpe skel mellem det, man kalder synkron og asynkron filmmusik. Somme tider hører vi musikken, før vi ser lydkilden, eller musikken bliver omdannet til underlægningsmusik i en efterfølgende scene.

En verden udenfor The Shawshank Redemption. 1994. Instruktør: Frank Darabont. Filmkomponist: Thomas Newman.

Andy Dufresne er uskyldigt fængslet og i stærk opposition til fængselsledelsen.

Da han pludselig får adgang til en pladesamling i fængslet, benytter han lejligheden til at sætte en smuk duet fra verden udenfor på grammofonen og spille den ud over højttalerne til fangerne i fængselsgården - vel vidende, at det får konsekvenser for ham selv. Musikkens vemodige skønhed rammer ned i hver enkelt fanges sårede sjæl og giver ham et øjebliks fornemmelse af frihed.

Musik: Wolfgang A. Mozart: Sull'aria...duet fra operaen Figaros bryllup

Driving Miss Daisy 1989. Instruktør: Bruce Beresford. Filmkomponist: Hans Zimmer.

Den sorte chauffør Hoke er ansat hos den rige sydstatsskvinde Miss Daisy. Alt ånder idyl, mens Miss Daisy lytter til arien Sang til månen, som spilles i stuens radio. Hoke hører også musikken, mens han går frem og tilbage og opvarter Miss Daisy, og vi hører med – både inden for i huset og udenfor, hvor billedsiden bl.a. viser blomstrende frugttræer. Et godt eksempel på, at der ikke er skarpe grænser mellem synkron og asynkron musik.

Musik: Antonin Dvorak: Sangen til månen (Mesicku na nebi hlubokém) fra operaen Rusalka

Shine 1996. Instruktør: Scott Hicks. Filmkomponist: David Hirschfelder.

Biografiske film om komponister eller musikere er logisk nok tit fyldt med musik, som indgår i filmens handling, og filmen om den mentalt syge pianist David Helfgott er ingen undtagelse. I en scene i filmen hopper David i trampolin, mens han har musik af Vivaldi i ørerne. Vi hører musikken både før og samtidig med hovedpersonen – han via hovedtelefonerne, vi udenfor. Scenen indledes med lyden af Beethovens 9.symfoni, som strømmer ud fra en radio, som slukkes.

Musik: Antonio Vivaldi: Motet, RV 630 : Nulla in mundo pax sincera