BIBZOOM LYTTEGUIDE
NICK DRAKE
BIBZOOM LYTTEGUIDE Bibzoom er bibliotekernes platform for musikformidling Her kan du lade dig inspirere af anmeldelser, artikler og lytteguides
Tekst: Søren Nørregaard Redaktion: Niels Mark - Layout: Jens Hjørne
NICK DRAKE Natten mellem den 24. og 25. november 1974 skulle blive Nick Drakes sidste. 26 år gammel forlod han, efter en overdosis nervemedicin, denne verden på førstesalsværelset hjemme hos sine forældre, træt, fjern og deprimeret. Der var ikke mere tilbage. Ikke flere sange, ikke flere håb eller drømme. Intet ægte indre landskab, kun den tomme korridor frem mod det, der muligvis lå i kortene lang tid før, nogen anede det. Den uundgåelige vej ud - over på den anden side. Det 3. album, Pink Moon, fra to år tidligere havde allerede antydet, at noget var begyndt at halte. Skuffet over forgængeren, Bryter Layters, manglende gennemslagskraft, besluttede Drake sig for denne gang udelukkende at indspille alene med sin guitar. Men numrene drejede underligt indad, og flere af dem viste tydelige tegn på den fortvivlelse, der nu alt for ofte prægede hans sind og forhold til omgivelserne. Lytter man efter, fornemmes det, at Pink Moon, der blev lagt på bånd over to nætter i en tavs og introvert atmosfære, mere ligner et punktum end et behov for pause. Efter denne plade blev frekvenser og facts, som på alle rigtige måner, overtaget af stilhed … og uendelig mytologi.
Uden at kunne kaldes decideret rock, var debuten, Five Leaves Left (1969), men især toeren, Bryter Layter (1970), alt andet end stille. Den første fremstod som et spændende folk-udspil med strygerarrangementer, solo-cello og congas omkring Drakes akustiske guitar og blødt diffuse, men signifikante stemme. Den anden var ambitiøst tænkt med fuldt elektrisk orkester, hornsektion, cembalo og funky sangerinder. Ingen af dem formåede imidlertid at nå ud over rampen. Problemet var, at artisten befandt sig fanget i et skyggeland, hvorfra han ikke magtede at promovere sine egne udgivelser. Nick Drake var komponist, tekstforfatter og studie-performer, ikke showman, og ethvert forsøg på at sætte ham foran journalister eller publikum kollapsede nærmest, før det kom i gang. Søn af Rodney og Molly Drake, født i Burma i 1948, men få år senere hjemvendt til den engelske country-side, voksede Nick op i en solid middelklassefamilie. Faderen ingeniør, moderen kompetent musiker og storesøsteren Gabrielle på vej mod en skuespillerkarriere. Nick selv en glimrende
sportsmand, der som 10.000 vis af jævnaldrende, pludseligt fik øje på guitaren … og lyst til at prøve sig af. Ligesindede kammerater, men ikke mindst en rejse til Marokko, må have inspireret, og det viste sig hurtigt, at han kunne noget særligt. Uden problemer skrev den flyvefærdige folkie pladekontrakt, og med et godt lille selskab i ryggen forlod han snart universitetet i Cambridge for at hellige sig musikken. Trods dette held er der, bortset fra indspilningerne, kun få lyspunkter i perioden. Et møde med den ultrahippe franske sangerinde, Françoise Hardy, resulterede i en bestillingsopgave, der dog blindt løb ud i sandet. Det samme gjorde jobbet som opvarmnings-act på en stort anlagt turne med Fairport Convention. Men sådan skulle det vise sig så tit at være med Drake. Det meste syntes at krølle sammen i et hjørne. Hvordan det kunne udvikle sig så mørkt, er svært at sige. Der kan spekuleres til Rangoon og tilbage. Men det var ikke opdragelsen, ikke lærerne på de forskellige skoler ikke svigt fra det modsatte køn eller de mange joints dybt i kunstkredsenes megalomane studerekamre. I virkeligheden heller ikke manglende anerkendelse. Man kan måske påstå, at samtlige faktorer plus en kombination af hyper følsomhed, juvenilt ophøjet selvperception og mandens næsten demonstrative ’antivæsen’ spillede ind, men kendsgerningen er primært, at tidligt opståede sværere og sværere psykiske problemer lukkede ham inde i en tærende tilstand, der langsomt tog over, indtil han omsider slukkede og bukkede under. Visnede hen netop som frøene så småt var begyndt at sætte blomster. Hvor trist og umådeligt svært at acceptere. Ubærligt at se så unikt et talent tabt, inden det nåede at fylde 30. Hvilken synd, hvilket spild. Men alle kræfter blev sat i værk for at redde denne sjæl, det må ikke glemmes. Folk var fra start opmærksomme på faldet ind i psykosen, og både kollegaer, venner og familie gjorde, hvad de kunne. Det kan lyde kontroversielt, men sommetider er det på sin plads at acceptere, at livet ikke går op eller kan rettes efter en snor. Og
nødvendigt at forstå der muligvis findes eksempler på, at noget er så problematisk og så meget på vrangen, at netop disse vilkår kaster ting af sig, verden ellers aldrig ville have haft glæde af at lære at kende. Hvis dette er sandt, hører Nick Drake på foruroligende, men også grandios, vis til i denne kategori. Det er som om hans bane blev tegnet på forhånd, og han blot fulgte stregerne til de ikke længere kunne ses. Ak og ve. Høres kan de dog stadig, og det er på alle måder fantas tisk at opleve, hvordan denne kunstner med årene har fået sin fortjente hyldest og fanbase. Siden 80’erne er ikke kun nye årgange af unge, men folk i alle lag og aldersgrupper gået på opdagelse i trilogien. Pladerne står i samlingerne. Sangene har bevæget sig ud i den almene sfære. Uden at være blevet mainstream høres de på film, i teatret, i fjernsynsudsendelser og radioen. Radioen! Time has told us … ja, den har … you’re a rare rare sign. Man må inderligt håbe, hr. Drake sidder et eller andet sted og følger med.
Five Leaves Left - Nick Drake 1969 I DET VAKLENDE SKUR
Den 1. september 1969 udsender pladeselskabet Island et album med en stort set ukendt ung mand ved navn Nick Drake. Det er lidt af en chance, men branchen lever af chancer, og maskinen kalder ustandseligt på nye håb og ideer. Det interessante er dog, at denne artist ikke rigtig for alvor byder på nogen af delene - og slet ikke kan forbindes med begrebet maskine. Talent er der i tydelige mængder, men fyrens folk-musik lyder som om den kom sent til 1965/66-bølgen og har slet ikke den pop-fernis, som kendetegner andre gennembrydende singer/songwritere på dette tidspunkt. Teksterne er melankolske og livstvivlende musikken dunkel, introvert og fersk. Blandt musikerne høres Richard og Danny Thompson, og hvilken plade de får lavet. Hvilken uvurderlig kunstner han i det hele tager er, denne nye underdrejede Drake. ”Time Has Told Me” viser det indenfor det første minut. En spansk guitar blødes op af kontrabas, mens et klaver sniger
sig ind under sangerens vage stemme. Da en let ulden, men distinkt elguitar væves frem mellem linjerne, er stemningen etableret. Og den holder hele vejen til sidste rille løber ud små 40 minutter senere. Time has told me - you’re a rare rare find A troubled cure - for a troubled mind
I næste skæring kaster holdet bag artisten sig ud i en landvinding. På ”Riverman” fortsætter den karakteristiske højrehånd nylonstrengenes bløde vuggen, men får tidligt selskab af et strygerensemble, der nærmest giver fornemmelse af at åbne en afgrund under sangeren. Det er underspillet og alternativt dragende - et eget lille skæbnesymfonisk forløb, som forsikrer, at denne musik menes alvorligt. Ingen tvivl om at ”Three Hours” understreger dette signal. I det suspense-fyldte tri-felt mellem omstemt stålstrengs-guitar, kontrabas og congas, udfoldes en eskapisme, der efterlader lytteren undrende. Hvad er det, der foregår i dette nummer, hvem er Jeremy og Jacomo … og hvor er det egentlig, de ta’r hen … Three hours from sundown Jeremy flies Hoping to keep the sun from his eyes East from the city and down to the cave In search of a master In search of a slave
Man kunne savne tværfløjten fra den alternative version, der først blev udgivet mange år senere. Var den for lys og impressionistisk - for let simpelthen. Måske eksisterer den slet ikke på det valgte take. Strygerne genintroduceres på ”Way To Blue” og ”Day Is Done”. På den sidste som akkompagnement til et rastløst fingerspil og en vokal, der blot konstaterer, at dagen er gået, og intet vigtigt blev nået. På en sådan sang fremstår Drake lidt uhyggelig. Fordi desillusionen i forbindelse med den melankoli, som i forvejen findes i hans stemme, blotter et moment af håbløshed - og fordi der opstår en anelse om, at
manden ikke rummer drivkraft til andet end netop at sidde og spille guitar. Det gør han så i høj grad på ”Cello Song”, der viderefører det ulastelige fingerspil, igen støttet af congas og kontrabas plus sprød tematisk … cello. Strange face with your eyes so pale and sincere Underneath you know well you have nothing to fear For the dreams that came to you when so young Told of a life where spring is sprung.
En subtil, meget vellydende indspilning, kvintessentiel for N.D. og en hel stil i 60’ernes folk. Man bemærker, at sangen på en egen Drake’sk måde virker ladet med understrøm og fremdrift. En stemning, der udvikler sig og decideret sætter lys på impressionistiske ”The Thoughts of Mary Jane”. Her pudses fløjten omsider op til stjerne-trek … eller måske bare en melodisk tur ud i regnen, hvor klavertoner fra et lille ydmygt skur omkring en lille ydmyg mand lyder som om de triller ned af en bakke. Hvem er nu han? Og hvem er pigen i det kæmpestore nabopalæ, som det lykkes at få i tale? Det er Nick og den drømmekæreste, han tilsyneladende alligevel aldrig rigtig får inviteret hjem. ”Du må finde dig en ven” siger hun og kigger den anden vej. Hvor synd og ærgerligt når man nu fornemmer, at noget vigtigt glippes i denne afvisning But the man is me yes and the girl is you So leave your house come into my shed Please stop my world from raining through my head Please don’t think I’m not your sort You’ll find that sheds are nicer than you thought
Hvis der står et træ i haven, får det digteren til at tænke. Gennem næsten gammelkloge betragtninger prøver ”Fruit Tree” at indkredse begreber som berømmelse, anerkendelse, tomhed og timing i livet. Med en foruroligende præcision når han faktisk ind og strejfe en forudsigelse af sin egen skæbne.
Nick Drake, født i sommeren 1948, var omkring 20 år da denne debut blev indspillet. Fem år senere var han ikke længere iblandt os. Udbrændt, skuffet og deprim døde han natten til den 25. november 1974 af en overdosis piller. Om det var selvmord vides ikke, men der er ingen tvivl, om at hans sindstilstand var i bund. Endnu en kvinde havde vendt ham ryggen, LP’erne solgte ikke, og betalingerne fra pladeselskabet var stoppet. Mentalt ustabil flyttede han hjem til sine forældre, trak sig tilbage fra omverdenen og gik ned. ”Fruit Tree” - men også andre sange i kataloget – fortæller os at noget sådant kunne ske før eller senere. Temaet lå gemt mellem linjerne overalt i Drakes sange. På en måde også i ”Saturday Sun”, som med den mest formfuldendte lille intro slutter Five Leaves Left. Piano, vibrafon, bas, trommer fører en bluesy vokal igennem en lørdagssolskinsstemning, der, hvor gerne den end vil, ikke holder længere end til søndag morgen. For sådan er det med Drake - han KAN ikke blive oppe i lyset. Har ganske rigtigt fem blade tilbage i cigaretpapirpakken på dette tidspunkt - der er muligvis stadig fem blade tilbage på grenene udenfor. Men efteråret kom tidligt til denne hypersensitive sanger, og snart stod træet nøgent sort. Forladt af en sjæl, som ikke passede ind nogen steder på planeten.
BRYTER LAYTER – NICK DRAKE 1970 LYSERE TIDER?
Med den anden udgivelse fra britiske Nick Drake er det som om, alle sejl sættes til. Debuten fra året inden. Five Leaves Left gjorde ikke meget væsen af sig, og nu skal det være. Pladen åbner med 93 mystiske sekunders strygermusik. Det er slet ikke dårligt. Herefter glider man over i rytmisk easy listening med vokal og hornsektion. Et udmærket melodisk nummer, der, trods sit musikalske let-fjed, ikke kan skjule, at Drake og hans ofte omstemte guitar bliver ferskere, jo mere de backes op. ”Hazey Jane II” virker både sløret og klar – dens vaghed står tydeligt. Tekstens collage har øjne og ører, og bliver alligevel til et eller andet. Men hvad … i den unge mands forsøg på at skrive sig ind på virkeligheden, ender det modsatte med at ske. Subjekt forsvinder bag et filter af røg og tilbage svæver en række løsrevne sansninger, der på dette stadie i og for sig er nok. Det samme sker faktisk på den ambitiøse ”At The Chime of a City Clock”, hvor en saxofon heldigvis dukker op i tide. I et
fortravlet storbymiljø blandt hustlere og godtfolk er Drake igen til stede som den anonyme betragter. Skønt uden egentlig agenda må han ud og være med. For bedre end nogen ved han, hvor nødvendigt det er med passende mellemrum at komme i kredsløb. Stay indoors beneath the floors - Talk with neighbours only The games you play make people say you’re either weird or lonely
Men det er for sent. Den gode Nick ER jo semi-sær fra start og med sin semi-sære hjerne funderer han i selskab med lifligt klaver og flakkende kantslag på lilletrommen lidt over eventuelle tidligere inkarnationer. ”One of These Things First” I could have been a sailor - Could have been a cook A real live lover - Could have been a book I could have been a signpost - Could have been a clock As simple as a kettle - Steady as a rock I could have been your pillar - Could have been your door I could have stayed beside you - Could have stayed for more I could have been your statue - Could have been your friend A whole long lifetime - Could have been the end I could have been a whistle - could have been a flute A real live giver - could have been a boot
Og så går vi pludseligt fra ”Hazey Jane II” til ”Hazey Jane I” … eminent arrangeret mellem guitar, bas, Robert Kirbys strygere samt Dave Mattacks bækken og mesterlige køller på trommerne. I dette selskab er intet konkret begribeligt – og måske derfor bliver man gerne hængende til ud på natten. Side 2 startes af titelnummeret. Igen et filmisk stykke instrumentalmusik båret af en lethed, der mest af alt peger lige ud i luften. Man sidder faktisk med en fornemmelse af, at disse instrumentalnumre kunne være tænkt som film-scores. Ikke uklogt ud fra en økonomisk vinkel, når man har med non-hit-artister som N.D. at gøre. Hans titler er da også blevet flittigt benyttet i biograferne gennem årene. Men lyt så til ”Fly”. Et pragtfuldt eksempel på artistens melodiske tæft og originale skaberkraft. Og her træder ingen ringere end John Cale ind i studiet med et forslag.
Simpelthen at lade et cembalo følge guitarens dykkende ni toner, mens en viola spinder sin egen melodi på toppen. Dette enkle akkompagnement danner en næsten forhistorisk salon for Drakes vokal, der pr. henholdsvis lav og høj oktav skifter mellem de fortryllede vers. Det er et meget, meget smukt punkt – ikke alene på pladen, men i hele det rockhistoriske katalog. Trist, at der skulle gå så mange år, før dette gik op for noget der kunne kaldes et publikum. På ”Poor Boy” bekender den stakkels dreng sine kvaler. De er ikke få. Det er pudsigt at høre så modløst et statement sunget foran så spillevende et ensemble. Trommer, bas, klaver og højst vital alt-saxofon nærmest danser sig vej, mens Drake folder sig sammen, som gik han efter et først70’er-championship i disciplinen ’blød mand’. Så svær
at rubricere som sanger. Så transparent og anæmisk. Så sanselig uden rigtig at præstere kropslig tilstedeværelse. Så skyggeagtig, skrøbelig og sky. Brillant set at sende to saftige soul-piger til undsætning med lidt selvironi. Man sidder og håber, det var Nick selv, der fik ideen … Oh poor boy so sorry for himself Oh poor boy so worried for his health Oh poor boy so worried for his life Oh poor boy so keen to take a wife
Og derefter den uovertrufne ”Northern Sky”. Gemt som næstsidste nummer sniger den sig stille og roligt frem, igen med bas, tromme og klaver … nu tilført orgel. Det hele virker så enkelt og lige til. Kompositionen, orkesterets dynamiske symbiose, sangeren, hans tekst og hans guitar. Men alle tilstedeværende må have fundet sig underfuldt bestøvet i berøringen med denne sang. De må have kunnet mærke, at der var hul igennem til himlen. Deroppe løfter ”Northern Sky” en lysende stjerne over lytteren – og fra én af dens takker stråler artisten af noget, vi næsten tør kalde håb. I never felt magic crazy as this I never saw moons knew the meaning of the sea I never held emotion in the palm of my hand or felt sweet breezes in the top of a tree But now you’re here - Brighten my northern sky
Pladens titel kan diskuteres. Refereres der til vejrudsigten, eller menes der brighter/lighter – underforstået i forhold til forgængeren Five Leaves Left. Meningen er den samme, og hvis det her på toeren lysner, er det ikke meget. Jo, instrumentalnumrene trækker i den retning, men bortset fra det, er melankolien og den underliggende modløshed uforandret. Drake har stadig store vanskeligheder ved at navigere i denne verden, og det kunne virke, som om han søger et sted, som muligvis slet ikke findes. Trods de vigende odds bliver han ved med at lede. Den stort opsatte og imponerende Bryter Layter havde ikke engang nået butikkerne, før han udpegede sig sit næste mål : Ham alene … med en tekniker og sin akustiske guitar.
BIBZOOM NYHEDER
Anmeldelser, nyheder, anbefalinger, guides og meget andet godt fra Bibzoom direkte på din telefon eller i din mailboks
FÅ BIBZOOM NYHEDSBREV TILMELD DIG BIBZOOM NYHEDSBREV
PINK MOON – NICK DRAKE 1972 DEN SIDSTE UDVEJ
Det må have været nedslående at konstatere, hvordan den stort anlagte Bryter Layter skød forbi. Man må antage, at holdet har ment, de gjorde alt, der stod i deres magt, men kendsgerningen er, at den i et land med over 55 millioner indbyggere ikke engang solgte første oplags 3000 eksemplarer ud. Selve artisten kan næppe heller have siddet upåvirket tilbage. Ikke desto mindre siger historien, at Drake, allerede inden Bryter Layter forlod fabrikken, havde besluttet sig for at lave den næste plade alene. Det tog ham et år at få det nye materiale klar og yderligere fire måneder før resultatet var på gaden. Igen til næsten ingen opmærksomhed. Hele PR-budgettet blev brugt på helsidesannoncer i tidens musikmagasiner, men med en hovedperson, der nu var for sjæleligt svag til at spille live, klappede udgivelsen sammen stort set i samme moment, som den blev præsenteret. Produceren Joe Boyd var væk, det samme var i realiteten pladeselskabets interesse. Nick Drake var for vanskelig en artist - han kunne ikke håndteres.
Sådan var situationen omkring Pink Moon, og det må ses som noget af et mirakel, at ulykkesfuglen Drake alligevel havde kræfterne til at tage tråden op efter Bryter. Der forelå ingen rigtig plan om en 3. udgivelse, men Sound Techniques-studiet stod ledigt om aftenen og sangskriveren fik en aftale i stand. Velforberedt ankom han ved 22-23tiden, stemte sine guitarer om og gik i gang. Til stede var kun teknikeren John Wood. De to kendte hinanden fra de tidligere plader, og Nick følte sig tryg ved deres samvær. Ikke desto mindre blev der stort set ikke sagt et ord. Alt, hvad der på dette tidspunkt måtte være tilbage i manden, lå indfældet i de 11 numre, som i løbet af to late-nite-sessions blev lagt på bånd. Mindre end 30 minutters spilletid, der trods materialets glødetråde skulle gå hen og blive et af de mærkværdigste og mørkeste punktummer i beatmusikkens historie.
Et par af numrene har fylde, men de fleste kan ikke beskrives som mere end løse udkast og skitser. Alle tekster foldes ud omkring Drakes sirlige guitarspil, og de fleste taler i koder. Titelnummerets lille fine melodi gentager sit kald på månen, men forsvinder før den er begyndt. Man spørger, hvilke hemmeligheder der repræsenteres af denne rosafarvede klode. Den endelige destination - flugtmuligheden til landet hinsides…? I første og eneste overdub tripper Nicks fingre infantilt hen over
klavertangenterne, ud til kanten for at kigge efter. Svaret er ikke enkelt – man må selv søge videre i sangkredsens kroge. Her gives der på Pink Moon direkte adgang til værkets uforstilte kerne. Hvor ”Place To Be” indrømmer, at noget er ladt tilbage uden rigtigt at være blevet erstattet. Og ”Road”s stærke akustiske tema cementerer Drakes evige understatus i forhold til pigen, han aldrig lærer at kende. Hvor ”Which Will” på en lige så fremragende guitar alligevel spørger, hvem hun nu tænker at vælge. Mens ”Horn”s nylonstrenge lyder som den ordløse elegi over hendes ubønhørlige svar. (Jo, den kunne faktisk godt være skrevet for trompet) Og ”Things Behind The Sun” afslører en basal perception, som prøver at åbne noget vigtigt, men ikke desto mindre sender sit signal på en bølgelængde, han selv må have vidst, kun meget få er i stand til at modtage Yes be what you’ll be Please beware of them that stare - They’ll only smile to see you while your time away And once you’ve seen what they have been to win the earth just won’t seem worth your night or your day Who’ll hear what I say.
Herefter ekstreme ”Know”. Så minimal en blues, at den næsten bliver væk. I modsætning til ”Parasite”, der med sit ekko af John Lennons ”Dear Prudence”, tager masken af klovnen for i samme bevægelse at afsløre N.D. som intet mindre end ’kafkask kryb’. Den hvide klovn, som ses svæve om månen på omslaget, hvis surrealisme prøver, men ikke rigtigt formår at illustrere dette særlige sæt sange. Måske fordi maleriet blev valgt som nødløsning, efter den erfarne cover-fotograf, som var indkaldt til jobbet måtte konstatere at intet … simpelthen
intet kunne hentes ud af artistens besøg i atelieret. And changing a rope for a size too small people all get hung
Ret utroligt, at der alligevel er plads til humor på det tidspunkt i forløbet, der fortsætter med ”Free Ride”s forskudte forlængelse af ”Three Hours” (fra Five Leaves Left). Den kunne drømme om en tilsvarende congas/kontrabas-combo, men må klare sig uden. Og gør det så glimrende - igen grundet den blændende guitar og sangerens magnetiske stemme. ”Harvest Breed”s ode til det store fald – med blomsterkysset på vejen ned … Og til sidst underfulde ”From The Morning”s indviede viden om det, der kun for alvor kendes, når man efter en vågen nat har passeret mørkets dybeste tone og vægtløs oplever en ny dags lys vokse sig stærkere, sekund for sekund for sekund … And now we rise And we are everywhere
BIBZOOM LYTTEGUIDES Bibzoom guider dig kyndigt gennem festivaler, begivenheder, bands og musikgenrer. Med Bibzoom som redaktion skriver en gruppe musikfaglige ildsjĂŚle fra de danske biblioteker dig vej gennem musikjunglen og giver dig tips til godbidder, nyskabelser, sikre satsninger, og meget mere fra musikkens forunderlige verden.