De fire strenges mestre
Tj ajkovskij Tjajkovskij
Peter Tjajkovskij - en kort introduktion ”Hvad er en digter? Et ulykkeligt menneske, der gemmer dybe kvaler i sit hjerte, men hvis læber er dannede således, at idet sukket og skriget strømmer ud over dem, lyder de som en skøn musik.” Søren Kierkegaards ord handler ikke om Tjajkovskij - men de passer perfekt. Tjajkovskij kæmpede livet igennem med et usikkert og depressivt sind. Samtidig skrev han vidunderlig musik, der går direkte i hjertet hos lyttere verden over. Nogle af hans værker er mørke og alvorlige, men mange steder, specielt i balletmusikken, hører man melodier, der er fødte evergreens klassisk popmusik af samme kaliber som ”De fire årstider” og ”Für Elise”. Peter Iljitj Tjajkovskij er et skoleeksempel på den plagede, romantiske komponist. Han er også den mest russiske af alle Ruslands komponister, selv om han fulgte helt sin egen vej. Inde bag det overspændte gemyt må Tjajkovskij have haft en sej kerne, som kunne modstå kritik og modgang. Flere gange blev hans musik angrebet på en måde, som man må ryste på hovedet af i dag. Da han ville dedikere sin første klaverkoncert til pianisten Nikolaj Rubinstein, svarede denne, at koncerten var ”værdiløs, uspillelig og vulgær”. Og efter premieren på hans violinkoncert skrev Europas mest berømte musikkritiker, Eduard Hanslick, at det var ”stinkende musik”. Nu hører de to koncerter til kernerepertoiret. Tjajkovskij gjorde det heller ikke nemt for sig selv. Han ville helst leve et regelmæssigt hjemmeliv med faste rutiner. Alligevel tog han ustandselig ud på anstrengende koncertturneer i Europa, ja helt til USA, hvor han med tiden fik et stort publikum.
Tekst: Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard
En anden kilde til uro var hans homoseksualitet. I datidens Rusland var dette endnu mere ildeset end i dag, så havde man karrieren og livet kært, måtte man træde forsigtigt. Da Tjajkovskij var 37, begyndte han at få kærlighedsbreve fra en kvinde, som var forgabt i ham, selv om de ikke kendte hinanden. Han greb muligheden for at dække over sin ”pinagtige tilbøjelighed” og giftede sig med kvinden. En katastrofal fejltagelse. Efter to måneders ægteskab brød Tjajkovskij sammen, forsøgte selvmord og flyttede fra sin kone, som han aldrig så mere. Hans død er et mysterium. Den officielle forklaring er, at han døde af kolera. Men i nyere tid har der cirkuleret en vild teori om, at han blev dømt til at tage arsenik af en hemmelig gruppe betydningsfulde herrer. Hvad sandheden er, kommer næppe nogensinde frem. Det stod ikke i kortene, at Tjajkovskij skulle leve et så kaotisk og kulørt liv. Han voksede op i en overklassefamilie, og efter jurastudier i Sankt Petersborg blev han ansat i justitsministeriet. Musikken var kun en hobby. Men den voksede til et kald, og som 22-årig begyndte han på konservatoriet og opgav sit kontorjob. Herefter sørgede skæbnen og hans overspændte sind for, at resten af hans liv forgik på kanten. Tjajkovskij levede fra 1840 til 1893 og efterlod knap 150 værker. Som komponist stod han mellem Øst og Vest. Han lærte en del af Brahms, og Mozart var hans yndlingskomponist. Samtidig brugte han russisk folkemusik i mange af sine værker. Tjajkovskijs musik er ikke nyskabende eller præget af kompositorisk stramhed. Men det er kraftfuld musik med store følelser og forførende melodier, og et greb om orkesterets klangfarver, som man kun oplever hos få andre komponister. I det følgende ser vi på nogle af hovedværkerne i Tjajkovskijs produktion.
Af Tjajkovskijs symfonier bør man høre nr. 4, 5 og 6, der er blandt hans fineste og mest personlige værker. Der er tryk på følelserne, og stemningerne veksler fra sats til sats. Snart knuges man af en sørgemarch, snart lyder en munter folkedans eller en skæv vals. Som helhed er symfonierne alvorlige, ikke mindst den mørke, fortvivlede nr. 6, som Tjajkovskij gav tilnavnet ”Pathétique” (og det betyder her ikke patetisk, men følelsesfuld). Hør de tre symfonier i Evgenij Mravinskijs vilde, glødende og samtidig stramme fortolkning med Leningrad Filharmonikerne. Mange regner denne indspilning for at være en af de bedste. Og der er mange at vælge imellem!
Ved siden af symfonierne skrev Tjajkovskij en håndfuld tonedigte. Orkesterværker på 10-20 minutter, som skildrer eller fantaserer over et skuespil, et digt, et sted eller en historisk begivenhed. De fleste kender 1812-ouverturen, som beskriver slagene mellem Napoleon og russerne, et uhyre populært stykke musik, men komponisten selv syntes ikke om det. Der er da også mere musikalsk gods og ægte drama i ”Hamlet”, ”Stormen”, ”Romeo og Julie” (efter Shakespeare), ”Francesca da Rimini” (efter Dante) og ”Capriccio italien” (rejseindtryk). Alle værkerne er med på dette dobbeltalbum med Ruslands Symfoniorkester under ledelse af Veronika Dudarova.
Er det en cellokoncert af Haydn? Nej, det er Tjajkovskij, som prøver at efterligne stilen fra sidst i 1700-tallet. Forsøget lykkes kun halvt, for Tjajkovskij er fuldblods romantiker, og det kan høres. ”Rokokovariationerne” for cello og orkester er dog skøn musik i sin egen ret. De indledes med et kønt lille tema, som kan minde om en gavotte, og herefter følger syv udsøgte og elegante variationer over temaet. Vi føres gennem nogle dybt melankolske passager, men slutter i et brus af glæde. Undervejs kræves der ikke så lidt af både cello og solist. Det klarer Rostropovitj heldigvis flot, med støtte fra Karajan og Berlinerne.
Samtidig med, at Tjajkovskij skrev den bralrende 1812ouverture, komponerede han et andet værk, som også er blevet et af hans mest populære, selv om det lyder ganske anderledes. Serenaden for strygeorkester er let, dansende og munter, den minder om Tjajkovskijs balletmusik og hans forelskelse i Mozart-stilen. Kort sagt, en halv times melodisk vellyd. Serenaden kan spilles af både stort og lille orkester. Camerata de Lausanne er et ensemble på 13, hvilket er en slags gylden middelvej, hvor man både får gennemsigtighed og fylde i strygerklangen.
Dette er ikke blot en kendt klaverkoncert, men en af de oftest opførte og indspillede koncerter overhovedet. Og det skyldes især de dundrende akkorder og den svulmende melodi, der vælter lytteren omkuld i begyndelsen af første sats. Det er et af de steder i klassisk musik, alle kender. Tjajkovskijs 1. klaverkoncert havde premiere i Boston i 1875 og var en øjeblikkelig succes. Det skal siges, at koncerten som helhed nok har flotte melodier og romantisk sving, men ikke noget, der nærmer sig de første minutters magi.
Violinkoncerten blev skrevet på mindre end en måned og havde premiere i 1881 i Wien. Ligesom klaverkoncert nr. 1 åbner den med en smægtende melodi, og ligesom den har den en førstesats, der er længere end anden og tredje sats tilsammen. Violinkoncerten har betydelig mere struktur og gør et overvejende lyrisk indtryk, bortset fra den viltre, folkloristiske finale. Violinen synger sig ubesværet gennem de smukke melodier. Hør koncerten med Sarah Chang, David Oistrakh eller som her med den imponerende Julia Fischer, der har overskud af både kraft og ynde. Hun får fint modspil af Det Russiske Nationalorkester, og lyden er førsteklasses.
Tjajkovskij lavede suiter af sine tre balletpartiturer, ”Svanesøen”, ”Tornerose” og ”Nøddeknækkeren”, så man kan høre højdepunkterne på en enkelt cd. Men det er værd at fordybe sig i hele musikken til de tre stykker og nyde sammenhængen i et langt åndedrag. Russisk balletmusik skylder Tjajkovskij alt. Han løftede den fra akkompagnement til kunst, gav den symfonisk vingefang og melodier, man straks genkender. Sæt en aften af til at høre Svanesøen i en fornem russisk produktion: Sovjetunionens Symfoniorkester under ledelse af Jevgénij Svetlánov .
Prøv at lytte til ”Blomstervalsen” uden at komme til at tænke på kunstskøjteløb! Et eksempel på, hvordan musikken til Nøddeknækkeren synes at bestå af lutter melodier, man har hørt før. Balletten bygger på E.T.A. Hoffmanns fortælling om en lille pige og hendes julegaver, der bliver levende, og musikken viser Tjajkovskij i hans allermest iørefaldende hjørne. Instrumenteringen er opfindsom, hør f.eks. harpen og blæserne i ”Blomstervalsen” eller celesten i ”Bolsjefeens dans”. Nogle finder musikken alt for sukkersød, mens den for andre er selve indbegrebet af elegance.
Af Tjajkovskijs ti operaer har de otte overlevet, og af dem bliver kun ”Eugen Onegin” og ”Spader dame” regelmæssigt opført. Her hører man komponistens evne til at beskrive personer og stemninger gennem melodier, uanset om de fremføres af stemme eller instrumenter. Eugen Onegin er en versroman af Pusjkin, og da den både byder på flirt og forelskelse, aristokrati og bønder, kynisme, duel og død, er den oplagt stof for en opera. Trods den dystre handling rummer stykket noget af Tjajkovskijs mest lyriske, ubekymrede musik. Mest berømt er ”Tatjanas brevscene” i første akt, en bevægende solo for operaens egentlige hovedperson.
I ”Spader dame”, som er skrevet 12 år efter ”Eugen Onegin”, fortsætter Tjajkovskij sin heldige parring af Bizet og Mozart med russisk tungsind og et forlæg af Pusjkin. Denne gang handler det om hasardspil og kærlighed i 1700-tallets Sankt Petersborg. En uhyggelig historie med en person, der dør af skræk, et spøgelse og to selvmord. Musikken har en duft af rokoko, og stykket er mere raffineret end ”Onegin”, selv om det aldrig er blevet helt så populært. Hør det alligevel i denne pragtfulde indspilning med Gegam Grigorjan og Irina Arkhipova i hovedrollerne .
Ligesom balletmusikken var russisk kammermusik heller ikke noget at skrive hjem om, før Tjajkovskij kom til. De få værker, han komponerede i denne genre, lyser op i et stort mørke. Der er den monumentale klavertrio og den solbeskinnede sekstet ”Souvenir de Florence”, og der er ikke mindst den 1. strygekvartet. Dens Andante cantabile-sats er voldsomt gribende og højt elsket og høres ofte i orkesterarrangement. Ved en koncert i 1877 sad Tjajkovskij ved siden af Leo Tolstoj, og bagefter skrev han i sin dagbog: ”Aldrig har jeg følt mig så smigret og stolt, som da tårerne løb ned ad kinderne på Tolstoj under Andanten.”
Siden 1990’erne har Mikhail Pletnev haft en central plads i russisk musik. Han dannede Det Russiske Nationalorkester og dirigerede dem i nogle af de bedste udgaver af Tjajkovskijs symfonier i nyere tid. Pletnev er også en dygtig pianist, hvilket man kan forvisse sig om på denne indspilning af Årstiderne. Det er 12 stykker for solo klaver, hvor hvert stykke skildrer en stemning, som er typisk for en af årets måneder. Her kommer Tjajkovskij ganske tæt på Schumanns klavermusik og strør om sig med charme, glæde og romantisk eftertænksomhed. Pletnev giver en smuk fortolkning og følger musikken helt ned i de dybeste stemninger.