Rush – en introduktion til verdens største kultband Nogle bands lever et udsvævende, skandaleombrust liv og kommer på alverdens musikmagasiners forsider år efter år. Ikke den canadiske power trio Rush! De opfører sig ordentligt overfor medierne og deres fans. De er ikke krukkede. De smadrer ikke deres instrumenter eller raserer deres hotelværelser. De dyrker ikke hvad der er ”in”. De er ikke ude i et misbrug. De har derfor aldrig været ”media darlings”. De har været ”working men”. Også da tragedien rammer i 1997. Rush har spillet sammen siden 70'erne, men har altid forstået at forny sig og ikke gå i stå. Bedst illustreret ved en anmeldelse af det kommende 19. studiealbum, Clockwork Angels der fik disse ord med på vejen fra den amerikanske anmelder som fik lov at høre hele albummet før udgivelsen: "won’t somebody please tell these guys that groups that have been together for 38 years are supposed to suck? They’re not meant to have breakthroughs and keep getting better and better." Clockwork Angels udkommer 12. juni 2012 og ”Rushians” verden over glæder sig!
Tekst: Helen Bruus, Lejrebibliotekerne Redaktion og Layout: Helen Bruus
Starten Rush blev dannet i Toronto i 1968 af Alex Lifeson (guitar), Jeff Jones (bas, sang), og John Rutsey (trommer). Før deres andet show blev Jeff Jones udskiftet med Alex Lifesons skolekammerat Geddy Lee (bas, keyboards, sang). Med stor flid, grænsende til det nørdede, øvede bandet i timevis og de optrådte jævnligt på lokale spillesteder. Bandet og dets manager Ray Daniels stiftede pladeselskabet ”Moon Records”. De første par sange i 1973 vakte dog ikke den store opmærksomhed.
Inspiration Siden 1974 har de udgivet opfindsom, veludført, ofte progressiv rockmusik først med inspiration fra den engelske bluesrock (f.eks. den første rigtige power trio Cream) og den lidt tungere klassiske rock (f.eks. Led Zeppelin og The Who) siden fra den mere progressive rock (f.eks. King Crimson og Yes) og den mere poppede rock (f.eks. The Police). Rush selv har inspireret mange musikere f.eks. prog rock bandet Marillion, thrash metal bandet Metallica, det progressive metal band Dream Theater, grunge bandet Smashing Pumpkins og hybrid multigenre bandet 3.
Musiske kendetegn Rush er kendt for at have en meget karakteristisk lyd pga. af deres tekniske innovative stil og komplekse kompositioner med mange ændringer i takt og tempo. Guitaristen Alex Lifeson anslår hyppige akkord - og temposkift på guitaren, Geddy Lee spiller en særdeles dynamisk bas og er nem at genkende på sin høje let nasale vokal. Trommeslager Neil Peart udforsker konstant trommesættets rytmiske og soniske muligheder til det yderste, ligesom den glasklare produktion får alle nuancer frem i lyset.
Teksterne Tekstuniverset er abstrakt, personligt og episk på samme tid. Teksterne beskæftiger sig ofte med mytiske og fantasifulde væsener lige fra hekse til græske guder pga. Pearts hang til fantasy og science-fiction litteratur. Med årene har en mere social tilgang og tidsbegrebet sneget sig ind.
Turneer Rush turnerer stadig. Vores svenske naboer har flere gange haft besøg af Rush, bl.a. på de to seneste turneer; ”Snakes & Arrows” turneen i 2007 hvor de spillede i en næsten udsolgt Globen i Stockholm og senest i 2011, hvor de spillede både i Stockholm og Malmø på ”Time Machine” turneen. Her kunne man høre dem spille en fuld gengivelse af en af deres største salgssucceser Moving Pictures.
Anerkendelser Rush er det band med tredie flest fortløbende salg af plader til guld/platin status, kun overgået af Beatles og Rolling Stones (iht. RIAA). Hver især har bandmedlemmerne modtaget talrige anerkendelser for deres musiske kunnen og er anset som værende blandt de bedste på hver deres instrument. Utallige gange, og så sent som i 2008 i Drum! Magazine, blev Neil Peart kåret som ”Drummer of the year”. I 2010 blev bandet optaget i ”The Canadian Songwriters Hall og Fame”. Her er en lytteguide til et udvalg af deres studioalbums.
Halvfjerdserne / De tidlige hardrock, bluesrock og progrock Rush (1974) Fly by Night (1975) Caress of Steel (1975) 2112 (1976) A farewell to Kings (1977) Hemispheres (1978)
I 1977 drog Rush til England for at indspille A Farewell to Kings og Hemispheres I 1978. Disse to albums fremstår meget komplekse og progressive pga. nogle lange kompositioner med brug af mange ændringer i takt og tempo og eksperimenter mht. instrumenteringen, f.eks. benyttes tolv strengede guitars, bas-pedal synthesizers, en minimoog, foruden triangler, glockenspiel og andet slagtøj. At f.eks. Hemispheres fremstår som et koncept album skyldes også Pearts lyrik.
Rush havde begrænset lokal popularitet med debutalbummet Rush indtil albummet blev brugt af DJ Donna Halper på VMMS rock radiostationen i Ohio. ”Working man” blev jævnligt spillet og dens arbejdertema blev vel modtaget af rock fans og førte til en album kontrakt med Mercury Records i USA. Trommeslageren Rutsey nåede kun at spille på Rush. Han stoppede pga. sukkersyge. Det ville være for hårdt at turnere. Lee og Geddy havde fået nys om Neil Pearts trommetalent, så Peart erstattede Rutsey i 1974. Lee og Geddy driller ofte Peart med at han er den nye, selvom de alle tre har været sammen i en menneskealder. I august 1974 drog bandet på deres første USA turne som opvarmning for Uriah Heep og Manfred Mann. Hemispheres er en af progrockens fineste udspil.
De første albums var ikke de store kommercielle succeser. Pladeselskabet lagde derfor voldsomt pres på bandet for at skifte stil, hvis de skulle have en ny kontrakt efter 2112. Pladeselskabets pres for at få Rush til at blive mere kommercielle fik dem til at lave en titelsang på 20 minutter inddelt i 7 sektioner. På dette ”make or break” album holdt de fast i deres egne ideer og 2112 gav Rush den første smag af kommerciel succes. Anmelderne sagde om Hemispheres: ”Fans will doubtless find Hemispheres another good, solid Rush album. And it's time to apprise the nonfans as well, because this power trio uniquely bridges the gap between heavy metal and sterile technology” 22. Marts 1979 (Kilde: Rolling Stone)
Firserne / Synthesizers, reggae og new wave elementer Permanent Waves (1980) Moving Pictures (1981) Signals (1982) Grace under Pressure (1984) Power Windows (1985) Hold your Fire (1987) Presto (1989)
Med Permanent Waves lagde Rush stilen voldsomt om. De introducerede både reggae og new wave elementer samt ny teknologi i form af f.eks. flere forskellige synthesizers. Numrene var nu også meget kortere og mere radiovenlige. Sangene ”The Spirit of the Radio” og ”Freewill” gav da også bandet deres første Top 5 album I USA. Teksterne blev mere humanistiske fremfor fantasifulde.
Hvor Firserne blev bemærket som det årti hvor guitaristen Lifeson trak lidt i baggrunden, så eksperimenterede han dog med teknik der reducerede hans instrument til ekko akkorder og barberbladskarpe udbrud. Grace Under Pressure kan man checke ud, hvis man ønsker at lytte til et album med elektronisk percussion og godt guitararbejde der bygger bro mellem "heavy" Rush og "light" Rush. Generelt blev det et årti hvor nye fans kom til og gamle holdt ved og bandet fik status af noget nær den hellige treenighed. I 1989 skiftede Rush pladeselskab fra Mercury Records til Atlantic Records.
Moving Pictures fulgte året efter og blev bandets helt store kommercielle gennembrud og den dag i dag er åbningsnummeret ”Tom Sawyer” nok bandets bedst kendte sang. Den 11 minutter lange ”Camera eye” faldt lidt uden for reglen, men bandet havde bevist de magtede mange genrer og korte såvel som lange kompositioner. Herefter fulgte en produktiv periode hvor Signals skal nævnes fordi bandet her undergik en ny musisk retning ud i ska, reggae og funk. På dvd’en ”Beyond the lighted stage” (2010) nævner Rush selv engelske The Police som inspiration. De luftige produktioner kunne også minde om f.eks. Simple Minds.
Moving Pictures er spækket med radiovenlige hits.
Anmelderne sagde om Moving Pictures: ”Probably the most refreshing aspect of Moving Pictures is that this album continues the band's direction towards being a little more commercially assessible without compromising the esthetic values of their cerebral lyrical imagery and instrumental prowess”. Januar 1981 (Kilde: 2112.net)
Halvfemserne / Tilbage til en mere guitar orienteret lyd Roll the Bones (1991) Counterparts (1993) Test for Echo (1996) Fra 1989 og op gennem halvfemserne bidrog producer Rupert Hine til at det firseragtige keyboard/ synthesizer lydbillede blev nedtonet som centrum i kompositionerne til fordel for en mere guitarorienteret lyd. De forrige årtiers progrock og mere poppede lyd blev til en mere hard rock/alternative stil påvirket af bla. tidens grunge lyd, og med en snert af funk, hip -hop og jazz foruden et par enkelte ballader. Indimellem er der stadig progressive elementer såsom ændringer i takt og temposkift. Lifesons guitarer mikses af Andy Wallace med en mere dominant og rå lyd og Lee eksperimenterer med at stemme sin bas ned så den får en anden klang og mere volumen. Peart begynder at inkorporere jazz og swing elementer efter et møde med jazz trommeslager Freddie Gruber. Nedtoningen af synthesizers høres tydeligt på Roll the Bones. Counterparts har en særlig rå og organisk lyd. Test for Echos ”Driven” og ”Virtuality” er to af de hårdeste sange bandet har komponeret i 15-20 år. Lyrisk er de filosofiske og fantasifulde betragtninger udskiftet med nogle konkrete kulturelle bemærkninger lige fra ”Nobody´s Hero” (om homoseksuelle) til ”Alien Shore” (om raceforskelle). Efter en promotion turne for Test for Echo i 1997 holder bandet en lang pause pga. personlige tragedier i Pearts liv. Hans datter omkommer i et biluheld i august 1997, og året efter dør hans kone af kræft.
På en længere motorcykeltur gennem Amerika beskriver Peart nogle af sine tanker og refleksioner i bogen ”Ghost rider: Travels on the healing road”. Lifeson og Lee venter på deres bandkammerat, men først 5 år senere er Peart klar til at lave musik igen. Fans udtrykte bekymring for om Test for Echo ville blive Rush svanesang. Det blev den heldigvis ikke. Triple Live Cd’en Different Stages udgives i 1998 til minde for de to døde. Den anses af mange for at være en rigtig god repræsentation af Rush når de spiller live.
Counterparts er lyden af Rush i halvfemserne
Anmelderne sagde om Counterparts: ”If you want a heavy, intelligent and fun-to-listen-to album by an amazing artist, pick up Counterparts. Every song is amazing, every lyrics is well thought out, every guitar part is unique, every bass part is something you've never heard before and the drumming is Neil, what more do i have to say?” (Kilde: Ultimate-Guitar.com)
Nullerne / Pause og modent comeback I 2006 påbegyndte Lifeson og Lee at skrive på melodier ne til Snakes & Arrows. Peart skrev teksterne. Man hyrede den amerikanske producer Nick Raskulinecz til at være co-producer og i New York i november startede indspilningerne. Bandet fik en ny website til at marI 2001, efter en lang sorgperiode og efter at have mødt kedsføre album og der var planer om en ny tour og et dobbelt live album fulgte. sin kommende kone, meddelte Peart sine band kammerater at han var klar til at gå i studiet igen. Det guitardrevne album Vapor Trails tog hele 14 måneder at lave. På åbningsnummeret "One Little Victory" fortæller sangens hurtige tempo med tunge dobbelt bas trommer helt bevidst at her er en trommeslager der er klar til at tage fat igen. Vapor Trails (2002) Feedback (2004) - obs. cover sange Snakes & Arrows (2007)
Herefter fulgte et cover album med yndlingssange samt nogle år med meget velbesøgte turneer, hvoraf flere er udkommet som live albums.
Snakes & Arrows er fængende rocklyd
Anmelderne sagde om Snakes & Arrows: Gaffas anmelder i maj 2007 giver den 5 stjerner og beskriver Snakes & Arrows som moden og tankevækkende rock, der hører til I toppen af bandets imponerende bagkatalog. ”Læg hertil en nuanceret, varm produktion og en af guitarist Alex Lifesons til dato bedste præstationer, og du står med et rockalbum af virkelig høj kvalitet”.
Tierne / Still going strong Den 12. juni udgiver Rush deres 19 studie album Clockwork Angels. En turne er planlagt september 2012. To sange på det nye album ”BU2B” og ”Caravan” blev allerede introduceret på den nyligt afsluttede Time Machine tour.
Clockwork Angels (2012)
Clockwork Angels er seneste album fra Rush
Clockwork Angels – anmeldelserne lyder lovende Efter over 40 år sammen skiftede bandet i august 2011 fra Atlantic Records til Warner Brothers metal label, Roadrunner Records.
Anmelderne siger om Clockwork Angels: A modern-day classic from Canada's finest. Joe Bosso, Mon 7 May 2012, www.musicradar.com “Produced by the band and Nick Raskulinecz (the same team that yielded 2007’s Snakes & Arrows), the album is built around a narrative of a young man’s journey towards his dreams, and fittingly, the music comes at you in a nonrepetitive succession of images, textures and moods, many of them strikingly abrupt – the band never hammers a point for too long; they make a case quickly and move on……won’t somebody please tell these guys that groups that have been together for 38 years are supposed to suck? They’re not meant to have breakthroughs and keep getting better and better”.