Mozart Schubert
Franz Schubert - en kort introduktion Schuberts liv minder på mange måder om Mozarts. En musikalsk begavet dreng, som lærer klaver og violin af sin far, begynder at komponere i tidlig alder og som voksen skriver det ene mesterværk efter det andet, og dør i fattigdom, alt for tidligt. Men der er også forskelle. Schubert var ikke et vidunderbarn, der spillede klaver for konger og fyrster. Han blev korsanger ved Wiens hofkapel som 11-årig og passede sin sang der i al ubemærkethed, indtil han blev smidt ud, fordi hans stemme gik i overgang. Hans karriere som voksen var heller ikke en bølgegang mellem glemsel og succeser, sådan som Mozarts var. Han var musiklærer hos familien Esterházy (der tidligere havde haft Haydn ansat), og i sin fritid sad han ved skrivebordet og komponerede fra tidlig morgen til hen på eftermiddagen. Han havde en kreds af venner, unge kunstnere og intellektuelle, som han hyggede sig med på værtshuset eller ved aftenselskaber, hvor han spillede klaver til sine nye kompositioner. Disse aftener blev kaldt ”schubertiader”. Men han blev ikke kendt af det brede publikum før mange år efter sin død. Schuberts død ligner Mozarts ved, at den faldt så tidligt. Mozart blev 35 år, Schubert kun 31. Til gengæld blev Schubert ikke syg og døde i løbet af en måneds tid, hans død var undervejs i mange år. Han fik syfilis i en alder af 25, og behandlingen (kviksølv indvortes og udvortes) var næsten lige så dødelig som sygdommen selv. Schubert vidste, at han skulle dø tidligt, og det satte pres på hans produktion. I sit sidste leveår komponerede han en stribe af værker, som nu er standardrepertoire.
Tekst: Jens Laigaard Redaktion og Layout: Niels Mark og Jens Laigaard
Med lidt held var Schubert blevet populær, endnu mens han levede. Han havde skabt noget, der blev efterspørgsel på: lieden, solosang med lyrisk tekst og klaverledsagelse. Efter Napoleonskrigene voksede der i Wien såvel som i resten af Europa en velstående middelklasse frem, som ikke havde noget højere ønske end fred og hjemlig hygge. Det var Bidermeier-tiden, der bankede på. Man læste romantiske digte og sang omkring klaveret i de pæne dagligstuer. Her ville Schuberts sange være kommet som en gave fra himlen. Han øste fra et tilsyneladende bundløst væld af iørefaldende melodier, og teksterne, der var digte af tidens fineste lyrikere, var som skabt til aftenhyggen: ulykkelig kærlighed, den vilde natur, ensomhed, død og genfærd. Schubert opnåede dog anerkendelse fra højeste sted. På sit dødsleje havde Beethoven fået en håndfuld noder med Schuberts sange; han blev imponeret og bad om at få besøg af den unge mand. De mødtes og udvekslede anerkendelse og respekt. Kort tid efter var Schubert en af fakkelbærerne ved Beethovens begravelse. Schubert skrev ingen koncerter, men ellers bredte han sig over hele spektret: kirkemusik, klaverstykker, kammermusik, symfonier, operaer, syngespil og korværker. Hans største bedrift er dog de mere end 600 lieder. Det første gedigne mesterværk i denne nye genre skrev han allerede som 17-årig, nemlig den psykologisk indfølende melodi til Goethes tekst ”Gretchen am Spinnrade”. En østrigsk musikkritiker har sagt om ”Gretchen”, at med den skabte Schubert ”noget nyt af uhørt kraft, den første komposition i en hidtil ukendt form, den første moderne tyske sang”. I det følgende ser vi på et udvalg af sangene og Schuberts øvrige musik.
De fleste af Schuberts symfonier peger tilbage til Mozart, især den funklende, optimistiske nr. 5. De to sidste er mere ambitiøse. Nr. 8 begynder med en dyster mumlen i basserne, der glider over i en lys dans for obo og klarinet - en start, man ikke før havde hørt mage til. Den kaldes ”den ufuldendte”, da den kun har to satser (Schubert efterlod et væld af ufærdige stykker), men den virker stærkt nok, som den står. Nr. 9, ”den store”, er Schuberts længste symfoni og lyder med sin energiske rytme som et ridt gennem et storslået landskab. Med denne symfoni og forgængeren skrev Schubert sig ind i romantikken.
”Forellekvintetten” er måske Schuberts mest elskede værk. Den har en usædvanlig instrumentering: en klaverkvintet, hvor andenviolinen er skiftet ud med en kontrabas. Det frigør klaveret fra basspillet, så det i stedet kan bidrage til melodierne. Stykket er hele vejen igennem enkel, perlende og munter musik. Navnet kommer af fjerde sats, som er en række variationer over Schuberts sang ”Die Forelle”. Hør det perfekte stykke kammermusik i en perfekt udgave med tre medlemmer af Hagen-Kvartetten, Andras Schiff på klaver og Alois Posch på kontrabas.
De to klavertrioer blev formentlig skrevet lige efter hinanden i 1827, og nr. 1 havde offentlig premiere samme år. Her var violin og cello i hænderne på to medlemmer af den berømte Schuppanzig-kvartet, der også uropførte Beethovens sene kvartetter. Den første trio står som et lys i Schuberts mørke år, lyrisk, let og himmelstræbende melodisk, mens nr. 2 er fuld af vemod og inderlig længsel. Måske genkender man den langsomme sats fra trio nr. 2, som blev brugt i filmen Barry Lyndon.
Af de 15 strygekvartetter bør man i hvert fald høre de sidste tre. Schubert skrev dem i 1824-26, hvor hans syfilis for alvor begyndte at slå igennem, så det er ikke uden grund, at de tre kvartetter er en barsk oplevelse. Melodierne er smukke, men triste sange, og pludselig skriger de fire instrumenter i anfald af manisk energi. Det giver en spænding, som vokser til det næsten uudholdelige i andensatsen af 14. kvartet, et sæt variationer over Schuberts sang ”Der Tod und das Mädchen” - som også har givet dette værk sit tilnavn. Takács-Kvartetten har helt styr på virkemidlerne og giver et intimt, direkte bud på kvartet nr. 13 og 14.
Strygekvintetten blev færdig kun to måneder før Schuberts død. I stedet for den almindelige besætning med strygekvartet plus en ekstra bratsch valgte Schubert at tilføje en ekstra cello, og det uddyber den mørke tone i det tragisk skønne værk. Man undgår ikke at blive grebet af de blottede følelser, der udgår fra de fem strygere. Et værk som varer det meste af en time, uden tvivl Schuberts største stykke kammermusik, og et, der kan måle sig med Beethovens sidste kvartetter. Alban Berg og Lindsays har lavet reference-indspilninger, og hertil kan man roligt føje Pavel Haas-Kvartettens version fra 2013, rå, ung og meget overbevisende.
Vil man lære Schuberts sange at kende, kan man lige så godt starte i toppen med dette udvalg på 24 stykker sunget af den tyske sopran Elisabeth Schwarzkopf. Det er en af de fineste samlinger af Schubert-lieder, der findes. Optagelserne er fra 1948 til 1966, men lyden er ikke desto mindre glimrende. Schwarzkopfs fremfølelse er udtryksfuld, til tider dramatisk og altid med gylden klang. ”An die Musik”, ”Gretchen am Spinnrade”, ”Heidenröslein”, ”Die Forelle”, ”Erlkönig”. Mit hjerte, hvad vil du mer?
En ung møllersvend bliver forelsket i møllerens datter, men da han indser, at hun foretrækker en jæger, bliver han ramt af depression og drukner sig. Så enkel er handlingen i Die schöne Müllerin, Schuberts første store sangcyklus. Han har udvalgt 20 digte af den samtidige Wilhelm Müller og sat dem i musik, der på overfladen er lige så simpel og rørende som fortællingen, men som også rummer iskolde dybder. Hør blot, hvordan musikken helt umærkeligt skifter fra munter til bitter gennem de tre vers i ”Die liebe Farbe”. Eller den følelsesløse, milde ro i den sidste sang, mølleåens vuggevise til den unge mand.
Ingen Schubert uden Dietrich Fischer-Dieskau! Han og den engelske pianist Gerald Moore var i årtier et uovertruffet makkerpar, når det gjaldt Schubert. Fischer-Dieskau indspillede næsten alle Schuberts sange, og et af højdepunkterne er 1971-indspilningen af Winterreise, Schuberts mest gribende sangcyklus. I 24 digte (igen af Müller) følger vi en afvist elsker, som strejfer om i et snedækket landskab, uden retning, på kanten af sammenbrud. I modsætning til den forrige cyklus er der her ingen trøst at hente i naturen, og sangeren må vende al sin smerte indad. Men også isblomster har deres skønhed.
Tredje og sidste sangcyklus, ”Schwanengesang”, blev ikke sammensat af Schubert selv, men af en forlægger, som købte nogle af Schuberts efterladte noder. Der er ingen gennemgående historie i disse tekster af tre digtere, men musikken kaster et samlende og temmelig dystert skær over det hele. Man får et gys i næstsidste sang, ”Der Doppelgänger”, hvor en mand møder sit eget spøgelse i et nattemørkt hus, og endnu et chok, da denne følges af den venlige, charmerende ”Die Taubenpost”, som kærtegn efter slag. Matthias Goerne og Alfred Brendel fanger al poesien i denne liveoptagelse.
Schubet skrev over hundrede sange for mandskor, måske med henblik på fremtiden, for på hans tid fandtes der ingen kor i Østrig: alt, hvad der mindede om foreninger, var forbudt af det repressive styre. Selv om der er tale om sange, der ikke er til brug i kirken, har mange af dem alligevel et dybt åndeligt præg. Det gælder bl.a. juvelen i denne samling, ”Gesang der Geister über den Wassern”, en tonesætning af Goethes poetiske allegori over menneskelivet. Stemmer og strygere stiger, falder, buldrer og fordamper, ganske som vandet, der synges om. Et lille mesterværk på tolv minutter. Det og de 14 andre korstykker på pladen forvaltes fint af svenske Orphei Drängar.
Et impromptu er et kort klaverstykke, som virker improviseret uden nødvendigvis at være det. De to sæt impromptus på fire stykker hver, som Schubert skrev i 1827, er i hvert fald uhyre gennemtænkte - og det ironiske er, at det grundige arbejde har resulteret i musik, der virker spontan, udsprunget af øjeblikkets stemninger. Det første sæt er indadvendt, næsten som noget, Schubert har skrevet for sig selv. De sidste fire stykker har større armbevægelser og er i passager ligefrem virtuose. Men hele vejen igennem er det klar og lyrisk musik, der peger frem mod Chopin og Schumann.
Schuberts klaversonater ligner strygekvartetterne ved det, at de første ikke er noget at skrive hjem om, mens de sidste tre, nr. 19, 20 og 21, er monumentale udsagn. Det er massive værker på 30-40 minutter, med et væld af stemninger, men en underliggende tone af stille desperation. Undervejs er der små nik til Beethovens sene værker, og Schubert udruller alt, hvad han har lært af motivisk og harmonisk praksis. De tre sonater kom først for alvor på plakaten et stykke op i 1900tallet, men nu regnes de blandt de fineste i klaverlitteraturen. Hør dem i Maurizio Pollinis krystalklare udlægning.