Fagbladet Billedkunstneren #3 2024

BILLED KUNSTNEREN NR3

Kunstskole | Håndværket i kunsten

Fri hånd

Som billedkunstnere bevæger vi os i et af de mest alsidige kunstneriske felter. Det ses såvel gennem de mange udtryksformer de studerende på landets kunstakademiers gør sig i, som gennem kunsthistorien, hvor billedkunstnere i lange tider har arbejdet frit med en stor vifte af medier, teknikker, processer og håndværksformer. Ligesom der hele tiden sker krydsninger med felter såsom litteratur, musik og filmskabelse i mange kunstneriske praksisser, der flydende bevæger sig i mange medier inden for samme virke.

Det at arbejde i fri hånd kan noget særligt – det at vi som kunstnere går til håndværket uden at skulle følge faste principper og kan rykke ved disciplinerne og rammerne for hvad det kunstneriske arbejde kan og gør, som kunstner Suada Ada Demirovic også siger i dette blad — hvor fokus er på mere materiale — og håndværksbaserede kunstneriske praksisser.

At billedkunsten er præget af meget alsidige kunstneriske udtryk og praksisser, betyder også, at BKF står med en særlig opgave med at imødekomme og repræsentere et stærkt mangfoldigt kunstnerisk felt. Jeg tænker, det er en fordel — at den definitionsfrihed vi har, er en styrke, både som individuelle kunstnere og som samlet felt. Men man skal ikke være blind for, hvordan det også kan skabe udfordringer – man kan som kunstner opleve at ’falde mellem stole’, for eksempel i et støttesystem der er indrettet til mere skarpt definerede fagområder og mere isolerede kunstformer. Ligesom forestillingen om, hvad en billedkunstner laver og er, kan virke snæver — her håber jeg på, at vi sammen kan udvide forestillinger og muligheder for hinanden.

AF Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF)

Et andet værktøj og tendens der lige nu er på manges tunger, er kunstig intelligens, eller AI, og i BKF følger vi også teknologiens udvikling. Vigtigt for os er at have øje for, hvordan AI er et værktøj, der bruges af kunstnere som så mange andre værktøjer — apropos

håndværk. Men også at vi har fokus på de ophavsretsmæssige udfordringer. Kunstig intelligens er et værktøj, der kommer med mange nye muligheder — også indenfor kunstneriske udtryksformer — ligesom det er et værktøj, der kommer med et ansvar. Et ansvar der både findes hos de udviklere, der står bag teknologien, såvel som hos dem der gør brug af den.

Som det er nu, er der uvished om, hvordan man som kunstner kan beskytte sig imod, at ens værker bliver brugt i udviklingen af AI. Vi har valgt at lægge os op ad VISDA — Visuelle Rettigheder Danmark, der anbefaler kunstnere, der ikke ønsker, at deres materiale indgår i AI, indsætter et forbehold for, hvordan deres værker må bruges, på deres web mv. Se mere på bkf.dk. Vi følger udviklingen og er opmærksomme på balancen mellem AI som værktøj og den uønskede brug, som man kan komme ud for gennem AI.

Sidst kan jeg hilse fra et veloverstået Kulturmøde, hvor vi trods stormen fredag aften kunne rulle det hidtil mest omfangsrige program ud i Kunstens Camp, som BKF står bag. Gennem de tre dage fik vi muligheden for at tale med relevante fagfolk, kunstnere og interessenter om kunstens rolle i infrastrukturen; ytringsfrihed; kunstens indflydelse på turismen; de kommunale billedkunstråds roller; kunst i ældreplejen; diversitet i kunstfondene og på scenen; kunstens betydning i det offentlige rum; kunstneratelier i byerne; kunst i folkeskolen og i livets skole; klima-bæredygtig kunstproduktion; kunstnerdrevne initiativer; kunst på arbejdspladsen; kunstnerforældreskab med mere — alt sammen gennem talks på scenen samt performance, workshop og kunstnerisk udsmykning af campen. En kæmpe tak til alle der bidrog til samtalerne og kunsten, og til jer der lyttede med ��

8

MAN ER JO EN SLAGS BASTARD

Som keramiker føler Gitte

Jungersen det som en frihed at befinde sig i et flydende rum mellem funktionalitet og salg og kunst og kreativitet.

12

GLASKUNST MED HAMMER

OG MEJSEL

Glaskunstner Lene Bødker oplever, at opdelingerne imellem kunst og håndværk i dag er mere flydende, og at de unge, der arbejder med glas, ikke er bange for at kalde sig kunstnere.

16

HÅNDVÆRK ER EN GAVE, MAN DELER OG GIVER VIDERE

Tekstilkunstner Signe Maria Friis forbinder sit materiale med nærvær og længslen efter et kollektivt udtryk.

24

KUNST SKABER ET FÆLLES RUM I ASYLCENTRE En gruppe af billedkunstnere har i en årrække arrangeret kunstskole for beboerne i udrejsecentrene i Sjælsmark og Avnstrup. ”Vi har en forpligtelse til at give andre mennesker en god oplevelse med det, vi kan,” siger de.

KUNSTNERENS VÆRKSTED

Hvordan indretter man sig som kunstner? Og hvordan ser der ud der, hvor værkerne skabes?

Christian Bang Jensen

Min kunstneriske praksis bevæger sig i høj grad omkring mit værksted, som et slags tyngdepunkt eller centrum, hvor jeg har prøvet at skabe et sted, hvor jeg kan fordybe mig i forskellige skabelsesprocesser.

Mit værksted er en del af Prag 61, et atelierfællesskab på Amager, hvor der arbejder mange andre professionelle billedkunstnere. Jeg har haft mit værksted i cirka seks år, hvor jeg i løbet af årene har opbygget en hule omkring mig med mine værker, værktøj og materialer. En slags hule, hvor lag på lag af meninger og indflydelser over tid aflejrer sig i værker som stalagmitter i en metafysisk grotte.

Værkets skabelsesproces, og hvordan denne giver mulighed for forskellige former for viden og erfaring, er central i min praksis. Konkret har jeg i mit værksted arbejdet med mange forskellige materialer og processer, som kræver forskelligt værktøj. Det har betydet, at jeg har indrettet flere stationer i mit lille værksted. Et sted, hvor jeg kan modellere i ler. Et sted, hvor jeg kan sidde med min computer og skrive, samt bruge bordpladsen til collager, akvareller, skitser og lidt voksarbejde også. Et sted, hvor jeg kan ciselere i bronze og arbejde i metal, skære gevind til fæstning af skulpturer og slibe og polere. Hvis jeg skal lave noget, som er lidt større i træ eller metal, må jeg gå ud i atelierfællesskabets gård eller op på loftet, hvor der også er noget plads.

For nylig havde jeg muligheden for at lave en større udsmykningsopgave i keramik på Statens Værksteder til en skole i Odense, og skalaændringen var en påskønnet udfordring, men pegede også på nogle af de benspænd, et mindre atelier i København giver. Som en del af min leje på mit værksted er der også opbevaringsplads, som dog er ret tætpakket, hvilket også har kompromitteret mine få kvadratmeter.

At arbejde med forskellige materialiteter og metoder var i lang tid noget, som jeg følte problematisk nok på grund af nogle selvforestillede ydre krav om kohærens og professionalisme, men jeg har lært at værdsætte de synergier, som opstår imellem de forskellige processer og i en grad affundet mig med, at nogle ting opstår i forskellige hastigheder og uden umiddelbart tydelige resultater. At lade rationelle tænkemåder og værkstedslogik blive forstyrret af rodet og associative processer åbner for mig portaler til andre erfaringer. Alt i alt er mit værksted det sted, hvor jeg føler mig mest hjemme, og hvorfra jeg kan prøve at dele nogle af mine tanker og univers.

Håndværket i kunsten

Detaljebillede. Her skulle de gå nu. Signe Maria Friis.

FOTO Malle Madsen.

Håndværket i kunsten oplever en renæssance i disse år. Der er en stigende længsel efter det håndgribelige og det taktile, og mange oplever, at håndværksbaseret kunst tilbyder en form for modvægt til det virtuelle og immaterielle ved at bringe fokus tilbage på det fysiske, skabte objekt. Tendensen er ikke blot en nostalgisk tilbøjelighed, men også et udtryk for en tid, hvor mange mennesker søger efter nærvær og mening i en verden, der ofte føles hastig og distanceret. I takt med at bæredygtighed og autenticitet bliver centrale værdier i samfundet, søger både kunstnere og publikum efter værker, der er skabt med omtanke og dygtighed. Håndværksbaseret kunst bliver et symbol på noget varigt og autentisk i en verden præget af forbrug og hurtige løsninger.

På de følgende sider har vi talt med fire kunstnere, der alle på den ene eller anden måde arbejder med håndværket i deres kunstneriske praksis.

Man er jo en slags bastard

Som keramiker føler Gitte Jungersen det som en frihed at befinde sig i et flydende rum mellem funktionalitet og salg og kunst og kreativitet.

Gitte Jungersen ville egentlig have været arkitekt, men søgte impulsivt også ind på Danmarks Designskole. Hun kom ind på begge uddannelser, men valgte keramiklinjen på Designskolen, fordi muligheden for at fordybe sig i et materiale og et håndværk trak mere i hende. Da hun dimitterede i 1993, var det materialebaserede håndværk dog totalt umoderne i forhold til en kunstscene, som var mere orienteret mod konceptog videokunst. Men efter nogle få afstikkere udenfor feltet valgte Gitte Jungersen alligevel keramikken, og siden har hun fordybet sig i en eksperimenterende undersøgelse af det ældgamle, verdensomspændende materiale.

— Hvorfor valgte du keramik som medie?

”Det bunder i en oprigtig interesse, som altid har været der. Det handler også om identitet, at hvis man gør noget, så skal det gøres så tydeligt for en selv, hvorfor man gør det, så man kan stå skarpt i forhold til omgivelserne. Som menneske skal man fungere på mange planer i sit liv, og der kan dét at kunne noget med sine hænder og at kende et materiale ind og ud noget. Det er ligesom at spise og sove,

Blue

#20

(2022), 23 x 12 x 13 cm. Clay and glazes. FOTO

Dorte

Krogh

der er noget væren i det. Jeg har et meget ’stort hoved’, jeg skriver og læser meget, og det kan let køre afsted med mig, men keramikken skal ikke forstås som terapi, det er mere dét, at det bliver meget konkret, at det er noget, der findes på et konkret plan. Det giver grounding,” siger Gitte Jungersen.

Hun fortæller, at studieretningen på Danmarks Designskole dengang var tydeligt defineret af materialet, eksempelvis tekstil eller keramik, i modsætning til på Kunsthøjskolen i Oslo (KHiO), hvor hun i dag er gæstelærer.

TALER ET ANDET SPROG

— Den skarpe opdeling af billedkunst og kunsthåndværk er måske så småt ved at blive udvisket?

”Kunsthøjskolen i Oslo er en fusion af kunsthåndværkeruddannelsen og kunstakademiet. På afdelingen for kunst og håndværk underviser jeg i ’materialebaseret kunst’, for generelt handler det ikke om problemløsning eller funktion. Det handler om fordybelse og helt lavpraktisk om at kunne noget så godt, at man kan sige det, man gerne vil sige. Dimittenderne derfra er kunstnere på lige fod med de andre.”

— Hvor vil du placere din egen praksis?

”Når jeg er sammen med designere, føler jeg mig ikke som en del af dem, for det har aldrig været mit udgangspunkt at skulle løse et funktionelt problem, gøre verden til et bedre sted eller være drevet af at sælge noget. Og når jeg er sammen med billedkunstnere, tænker jeg, at de ikke er min ’stamme’, fordi de taler et andet sprog. Det er som om, de taler hurtigt norsk, for jeg forstår, hvad de siger, men kan samtidig ikke helt være en del af det. Og så er der så min lille kollegagruppe af keramikere. Jeg befinder mig et eller andet sted midt imellem, som en bastard, der flyder rundt i fællesmængden. Det har jeg det helt fint med, det føles faktisk som en frihed at befinde sig i et mere flydende rum.”

— Du er en del af Peach Corner, som er et lille kunstnerdrevet galleri på Frederiksberg. Hvad giver det dig at være en del af det fællesskab?

”Først og fremmest giver det kollegaer. Det er pokkers ensomt og liberalt at klare sig som kunstner i den her jungle. Peach Corner er en platform, hvor vi mødes, udveksler og sætter udstillinger op sammen. Da de spurgte, om jeg ville være med, var min første reaktion, at jeg ikke rigtig kunne forholde mig til et udstillingssted, der udelukkende var defineret af keramik. Jeg var træt af den kategorisering, men der har jeg flyttet mig.”

KUNST ER DYRERE END VASER

— Hvad fik dig til at ændre holdning?

”Jeg læste ’Ceramic Art and Civilisation’ af Paul Greenhalgh, som handler om keramikkens historie. Han betragter det som et selvstændigt felt, og det blev jeg meget berørt af. Han forklarer meget fint, hvordan man i det gamle Kina, Rom og hos grækerne har haft værksteder, hvor keramikere har lavet kopper og tallerkener, fordi de skulle leve af det, men typisk har mange af dem også lavet objekter, vi i dag ville kalde kunst, fordi de ikke skulle løse et problem. Det er de samme mennesker,

der kan begge dele, og historisk set går det igen på hele kloden, at man har haft en produktion, som var en blanding af dagligdags varer og kunst. Det er en befriende måde at se det på. Det er sådan set den præmis Peach Corner er grundlagt på, selvom vi har haft svært ved at formulere det; at man ikke nødvendigvis kan skille det ad. Her er der plads til, at man kan være en hybrid.”

— Hvad tror du, at behovet for at skelne imellem kunsthåndværk og kunst handler om?

”Jeg oplever, at forsøget på at dele det op, ofte handler om hierarkier og måske også om markedet. Paul Greenhalgh kommer med et sjovt eksempel med de her gamle græske sort-hvide vaser med tegneserie-agtige billeder på, som alle kender. De er blevet gravet frem for mange år siden, men på et tidspunkt i slutningen af 1800-tallet kom nogle af vaserne til England, og her skulle der tjenes penge på dem, så de fik pludselig travlt med at forklare, hvorfor det var kunst. Der blev blandt andet skrevet artikler om dem, men det var ofte postulater, der var fulde af fejl og set igennem samtidens øjne. Det handler om markedsværdi. At selvom det er samme objekt, bliver det dyrere, når det er kunst og ikke bare en vase.”

— Hvordan forholder du dig selv til markedet?

”Livet som kunstner svinger jo op og ned i forhold til tendenser og trends. Markedet er i høj grad noget, der konstrueres ligesom i historien om den græske vase. Jeg arbejder nogle gange med kommercielle gallerier, som efterspørger værker, og det er godt for økonomien, men ikke kreativt fordrende. Jeg forsøger at blive stående og udtrykke mig dér, hvor det giver mening for mig selv.”

TOTALT ANAKRONISTISK

Gitte Jungersen er med egne ord ’en nørd’, der er inspireret af den keramiske proces og materialet fremfor en omfattende research af et felt forud for skabelsen af sine værker. Det handler om at forfølge en tydeliggørelse af fænomenet keramik og at balancere det kontrollerede med det uforudsigelige.

”Det er en ’kryben ned’ i materien. Det spændende ved den keramiske proces er for mig det kontroltab, som sker i brændingen. Jeg arbejder mig systematisk fremad i processen, hvor jeg tester alt ned til mindste detalje, indtil jeg opnår fuld kontrol over de enkelte glasurers reaktioner ved 1.280 grader i en computerstyret ovn. Og så bruger jeg bevidst glasurer, som opfører sig voldsomt og med maksimal bevægelse, når de smelter. Når de her glasurer med

Little

Hybrid #14 (2015), 42 x 14 x 12 cm. Clay and glazes.

FOTO

Dorte Krogh

helt forskellige egenskaber lægges lag på lag, opstår der et element af uforudsigelighed, hvor materialet tager over og udtrykket balancerer mellem rå naturkraft og menneskeskabt kulturelt objekt. Jeg er med årene blevet mere og mere interesseret i at slippe kontrollen og i stedet lade selve udsmeltningen være den formende proces. For det er her, der ligger en mulighed for at indgå i en ligeværdig dialog med materialiteten. Man kan sige, at der opstår en proces, hvor materialet svarer igen.”

— Når du selv har centreret din kunstneriske praksis omkring ét materiale og håndværk, hvordan oplever du så den interesse, der er hos billedkunstnere for at arbejde med keramik?

”Jeg ved jo for eksempel vildt meget om keramisk glasur, og det er helt essentielt i mit forhold til keramik. Det underviser jeg i på KHiO, så de studerende dér får den viden, men her i Danmark må de fleste billedkunstnere nøjes med at købe færdiglavede glasurer, og det kan der komme kæmpestor kunst ud af, men det er to meget forskellige tilgange. På en måde kan man sammenligne faget med det at spille et instrument, violin for eksempel, som man kun kan mestre, hvis man har øvet sig rigtig meget. Men derfor kan man jo godt bruge en violin i en anden sammenhæng og på en anden måde, men det er forskellige udtryk og forskellige indgangsvinkler.”

— Hvordan ser du fremtiden for keramik?

”Det er et af verdens ældste materialer og der er noget totalt anakronistisk over det, men det vil aldrig helt forsvinde. Det er ligesom romanen, som man ikke kan slå ihjel, fordi den grundlæggende er en god idé. Selvom det måske forsvinder i en periode, vil det vende tilbage, fordi det er så fundamentalt for mennesket. Jeg ved ikke, hvor det bevæger sig hen, men det betyder noget for mig, at vi er forbundet til noget, der går tusinder af år tilbage i tiden. Det er stort og smukt og ikke noget, vi vil være fri for.”

Glaskunst med hammer og mejsel

Glaskunstner Lene Bødker oplever, at opdelingerne imellem kunst og håndværk i dag er mere flydende, og at de unge, der arbejder med glas, ikke er bange for at kalde sig kunstnere.

Glaskunstner

Lene

Bødker. FOTO Ed Gumuchian

AF Helle Fagralid

Da Lene Bødker i 1980’erne gik på Skolen for Brugskunst (fra 1989 Danmarks Designskole) blev hun kaldt ”glas-Lene”, fordi hun i mange af pauserne hang ud i glasværkstedet, selvom hun var tilknyttet keramik. Fascinationen af glas som materiale og et realistisk syn på livet som kunstner gjorde, at hun efter fire år med keramik forlængede sin uddannelse med to år for at lære at arbejde med glas. ”Det klikkede imellem mig og glasset på en måde, jeg ikke havde oplevet med andre materialer. Jeg har også en uddannelse i håndarbejde, så jeg havde vævet og lavet stoftryk og afsøgt alle mulige materialer. Det var lidt sådan, at keramikken var min mand og glasset var min elsker. Sådan definerede jeg det dengang. Da jeg var færdig i 1992 vidste jeg, at jeg måtte vælge én af dem, hvis jeg ville blive rigtig god, fordi der ligger så meget håndværk i det. Selvom jeg på det tidspunkt vidste mere om det keramiske felt end om materialet glas, så valgte jeg alligevel elskeren.”

Derefter fulgte en lang periode med en form for videreuddannelse, som Lene Bødker selv tilrettelagde. På skolen havde hun lært at puste glas, men for hende var det at være glaspuster forbundet med at være håndværker og at skulle producere. Hun ville udtrykke sig og fortælle historier.

”Det betød, at jeg måtte tage et arbejde for at have til dagen og vejen, imens jeg udforskede, hvordan jeg kunne bruge glasset på min måde og finde mit eget kunstneriske sprog. I en artikel læste jeg om, hvordan man i Tjekkiet arbejdede med at støbe med glas, ligesom man støber bronze. Så det brugte jeg lang tid på at lære teknikken bag. Jeg havde ikke noget udstyr eller værktøj, men gik bare i gang med at eksperimentere.”

TÆMMER DET FORFØRENDE

Selvom det ifølge Lene Bødker havde været smartere at købe en flybillet til Tjekkiet end selv at skulle knække koden, blev hun på forholdsvis kort tid anerkendt for sin metode og blev en frontløber i dansk sammenhæng i forhold til at støbe med glas. Hun adskiller sig ydermere ved at anvende utraditionelle teknikker som at hugge i glasset med hammer og mejsel, og hendes værker har en tyngde og mathed, man ikke umiddelbart forbinder med det transparente, sfæriske materiale.

Lene Bødker, 2021. FOTO Ole Akhøj.

”Det der trigger mig i positiv forstand er, at glasset er så feminint og yndigt og charmerede. Det er vand og luft, hvor leret er jord og tyngde. Jeg sagde til glasset, dengang på skolen, da jeg så det ligge på gulvet som en flydende klat, der var tabt: ”Jeg ved, at du kan noget andet end at ligge dernede og være så bedårende og yndig.” Jeg vil gerne have, at det materiale også viser noget tyngde og dybde, at det er mere mystisk. Det bliver jo ofte brugt meget glamourøst, fordi det er et meget forførende materiale, og det udtryk, synes jeg, skal tæmmes. De får bare ikke det der yndige fra mig, for der er så mange andre sider, der skal beskrives.”

— Udover at ville udfordre de traditionelle forventninger til kunst i glas, hvad inspirerer dig så?

”Jeg er inspireret af myter og det psykologiske, Jung, drømmetydning, alt det man ikke kan se eller føle. Jo ældre jeg er blevet, står

jeg mere ved, at jeg er optaget af det spirituelle og trækker det over i mit udtryk. Mit afsæt er altid på baggrund af en spirituel praksis, en meditation eller en relation til naturen.”

— Vil du fortælle lidt om din proces og dine to værksteder henholdsvis i Roskilde og på Sjællands Odde?

”Jeg starter med leret, som en billedhugger, i mit lille atelier på Odden, hvor jeg modellerer mine skulpturer. Det er der, jeg tuner ind på opgaven og den fortælling, jeg vil formidle. Her bruger jeg en side af mig selv, som er mere indadvendt og kreativ. Rum gør jo noget ved os, og deroppe er jeg i naturen og er derfor til på en anden og mindre målrettet måde. Jeg sætter mig ind og mediterer, og så arbejder jeg derefter ud fra en fornemmelse eller et ord, der kommer til mig i meditationen. Og så fortæller leret mig, hvad jeg skal.”

”I Roskilde har jeg min ovn, hvor jeg smelter glasset. Jeg laver først en form hen over ler-modellen, og det er dér bronzestøberen kommer ind i billedet. Når skulpturen så er støbt, sliber og hugger jeg med hammer og mejsel som en stenhugger. Overordnet udfolder jeg alle mine håndværksmæssige kompetencer og løser de tekniske problemer. Det er der, jeg har kedeldragten på, og er håndværkeren. Jeg er vokset op i en håndværkerfamilie, og har stor respekt for alle, der kan et håndværk.”

NY ÅBENHED FRA GALLERIERNE

— Hvad gør du med dine modeller i ler, overvejer du ind imellem at få dem brændt og glaseret?

”Nej, jeg knuser dem og slemmer leret op igen. Jeg har ikke formuleret det før, men det er ligesom, hvis man skal ud på en rejse, og

Glaskunst af Lene Bødker. FOTO Ed Gumuchian.

måske går man noget af vejen, eller tager en båd eller en bus for at komme frem. På samme måde er leret min hjælper. Det er med mig på min første del af rejsen. Jeg tror jo, at ethvert materiale har sin egen sjæl. Leret har også sit eget tilstedevær, og vi svinger godt i denne første fase. Men glasset kan noget andet.”

I 1999 rejste Lene Bødker til USA og var gæstelærer på Illinois State University. Her mødte hun en anden tilgang til faget, blev introduceret til nye teknikker og fik kontakt til flere amerikanske gallerier. I dag er hun tilknyttet galleriet Hostler Burrows i New York.

— Oplever du, at der er forskel på, hvordan man betragter glaskunst herhjemme i forhold til eksempelvis i USA?

”Danmark er på mange områder et lille land, og det gør det svært at få en karriere herhjemme. Én ting er økonomi, som altid er et issue, men det at blive set og forstået som kunster, der arbejder med glas, er noget andet. Selvom det er et gammelt materiale, er det indenfor billedkunst jo relativt nyt at udtrykke sig skulpturelt i glas. Men det virker som om, der er ved at ske et skred, hvor der er flere danske billedkunstgallerier, der er åbne for at repræsentere kunstnere, der anvender glas som materiale.”

— Hvorfor tror du, at glas har haft svært ved at opnå samme anerkendelse som andre medier og materialer?

”Jeg tror, at det kommer fra uddannelsesinstitutionerne, at man ikke har undervist i det på akademiet. Der er en skelnen imellem kunst og kunsthåndværk, som kommer fra måden, man har undervist på på de forskellige skoler. Og så er det i øvrigt også omkostningstungt og dyrt at arbejde med glas. Jeg startede jo med at klunse termoruder, som jeg skilte ad, og så smeltede jeg glasset, fordi det dengang ikke var til at få fat på støbeglas herhjemme. Det handler også om, at der skal være nogle forbilleder, og der er der sket meget, siden jeg var ung. Bjørn Nørgaard har for eksempel været en foregangsmand i forhold til at sætte fokus på glaskunst, fordi han som billedkunstner er interesseret i materialer og håndværk. Og jeg oplever også, at der er en stigende interesse blandt yngre billedkunstnere i forhold til at fordybe sig i et materiale og lære et håndværk, når de for eksempel ringer til mig og spørger om råd.”

— Hvordan ser feltet for glaskunst ud i dag?

”Da jeg blev uddannet, lærte jeg at puste et vinglas og støbe i en sandform, og det er jo helt anderledes i dag, hvor de studerende på Bornholm får alle mulige kurser. De unge bliver mere og mere konceptuelle, hvilket jeg synes er skønt. Da jeg blev uddannet, følte jeg, at jeg var placeret imellem to stole. Jeg var uddannet formgiver og ikke billedkunstner, men jeg ville fortælle historier. Så jeg måtte uddanne mig selv for at finde mit udtryk.”

”Jeg oplever, at opdelingerne imellem fagområderne i dag er mere flydende, og at de unge, der arbejder med glas, ikke er bange for at kalde sig kunstnere. Det turde jeg jo ikke. Jeg havde og har stadig problemer med at definere min titel. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal præsentere mig selv, og det skyldes nok min uddannelsesbaggrund. Det kom også virkelig bag på mig, at BKF var interesseret i mit felt. Og det har jo noget at gøre med mit selvbillede, så der har jeg også selv et ansvar for ikke at holde fast i nogle forældede forestillinger.”

Glas. Separatudstilling af Lene Bødker, 2022. FOTO Ole Akhøj.

Håndværk er en gave, man deler og giver videre

Tekstilkunstner Signe Maria Friis forbinder sit materiale med nærvær og længslen efter et kollektivt udtryk.

AF Helle Fagralid

Signe Maria Friis er nyuddannet fra det Fynske Kunstakademi her i 2024 og arbejder primært med værker i tekstil. Hun er fascineret af modsætningerne i et materiale, som indgår naturligt i vores hverdag og samtidig bærer på et væld af kunst- og kulturhistoriske referencer.

— Har du altid haft en forkærlighed for at arbejde med tekstil?

”Ja, min bedstemor var syerske, så håndværk har været en naturlig del af min opvækst. At man for eksempel reparerede tøjet i stedet for at købe nyt, for det var der ikke nødvendigvis penge til. Det er en meget praktisk holdning til tekstil, jeg har fået med mig. Jeg fik min første symaskine som 12-13-årig af mine bedsteforældre og gik så i gang med at splitte mit tøj op og sy det sammen på ny. Jeg ville undersøge teknikken bag; hvad en søm er, eller hvad det betyder at lægge noget op.”

— Det lyder, som om dit udgangspunkt har været håndværksmæssigt og konkret. Hvordan forener du det med det kunstneriske udtryk?

”I min verden er håndværket og billedkunsten så sammensmeltet, at jeg ikke ville kunne det ene uden det andet. Værket stiller krav til min kunnen, som om det forventer, at jeg kan et håndværk, før jeg kan producere det,

Installationsbillede. Her skulle de gå nu. Signe Maria Friis. FOTO Malle Madsen.

så derfor er jeg også hele tiden nødt til at lære undervejs. Det ville føles begrænsende for mig, hvis jeg udelukkende skulle kategorisere mig selv som kunsthåndværker. Der er en frihed i at være billedkunstner, som jeg ikke vil være foruden. Og samtidig er jeg inspireret af kunsthåndværkere, fordi jeg ved, hvor meget tid, viden og erfaring, der ligger i deres arbejde. Jeg går til det med en vis ærefrygt, fordi jeg godt ved, at jeg måske ikke altid gør det ”korrekt”.”

MÆRKES I FINGRENE

— Overvejede du at søge ind på Designskolen?

”Da jeg var i starten af 20’erne, vidste jeg ikke at kunstakademierne fandtes, så jeg søgte ind på Designskolen i Kolding, og efter at have været igennem hele optagelsesprocessen, spurgte de så, om jeg havde overvejet at søge ind på kunstakademiet, fordi de syntes, at det ville passe mig bedre. Derfor tog jeg i første omgang på Holbæk Kunsthøjskole, hvor en helt ny verden af mennesker, der tænkte lidt på samme måde som mig, åbnede sig for mig. Og derefter kom jeg så ind på Kunstakademiet.”

— Modtog du undervisning på Kunstakademiet, som knytter sig til tekstilhåndværk?

”Jeg har selvfølgelig fået sparring af undervisere og medstuderende. Men langt hen ad vejen har det været selvstudie på eget initiativ med kurser ved siden af skolen. For eksempel tog jeg et aftenkursus på Hørvævsmuseet, fordi jeg havde brug for at lære nogle ældre teknikker og høre historien om vævning. Selvom det er en hård læring, er det jo også en slags forberedelse til, hvordan livet ser ud, nu hvor jeg er færdig på skolen. At jeg ikke bare har været vant til at blive givet de materialer eller faciliteter, jeg havde brug for, men har været presset til selv at opsøge viden og samarbejder. Det giver rygrad og har hjulpet mig til at blive bevidst om, hvad det er, jeg vil. I virkeligheden er det jo præmissen for billedkunst; hvorfor laver jeg det? Det er en drivkraft.”

— Har du nogle forbilleder?

”Jeg er draget af gammel kunst, som ikke nødvendigvis bliver kategoriseret som kunst, men som jeg synes er det; gobeliner, vægbeklædning, tøj, særlige sting eller knytteteknikker. Mit forbillede er selve håndværket.

Detaljebillede/procesbillede

Fordi der ligger en viden og en menneskelig og kropslig erfaring i den videregivelse af, hvordan lige præcis den her søm eksempelvis er foldet. Du kan høre om det eller læse om det i en bog, men for rigtigt at forstå det, er du nødt til at mærke det i dine fingre, hvordan det føles for dig. Det er en viden, der bliver givet igennem fysik.”

FULD AF SYMBOLIK

— Er der en feministisk vinkel i din praksis?

”Da du spurgte til mine forbilleder, var min første impuls faktisk at svare ”kvinder”. En stor del af min fascination har bund i, at tekstilet relaterer til kvinders arbejde og historie. Det er ikke noget, der nødvendigvis kommer til udtryk i mine værker, men det er noget, man implicit må forholde sig til, når man har med tekstil at gøre, fordi det er så stor en del af primært kvinders kunst- og kulturhistorie.

Det er væsentligt at fremhæve, fordi tekstil-håndværk ikke altid er blevet betragtet som kunst, men det er det i mine øjne.”

— Hvad betyder forbindelsen til kunst- og kulturhistorien for dig? ”Tekstil som materiale og håndværk er spændende, fordi det rammer noget i os alle på tværs af tid, kultur og geografi. Det bliver meningsfuldt for mig, fordi det er kollektivt, og et motiv eller en teknik kan have forskellige betydninger alt efter tiden eller kulturen, det er lavet i. Så er der også det helt grundlæggende, at vi allesammen har brug for det. Når vi bliver født, er klædet det første, vi møder udover hud. Også i bibelhistorien spiller det en rolle. Det indeholder så meget symbolik. Som billedkunstner er det spændende at trække på nogle af de referencer. Tekstilet giver så meget i sig selv i kraft af de indlejrede associationer.”

— Oplever du en opblomstring af interesse for tekstil og det traditionelle kunsthåndværk?

”Jeg oplever, at flere og flere kunstnere og designere begynder at fremhæve tekstilet på ny. At det får et nyt sjæleliv, der også handler om tidsligheden og processen, om det taktile og sanselige. Vi taler om tekstil på en måde, som tidligere har hørt til måden, vi talte om

Thomas Skovgaard

maleriet på. Det har helt klart fået en anden relevans i dag. Jeg er jo heller ikke den eneste, som arbejder med tekstil, der nævner nærværet og længslen efter et kollektivt udtryk, så der sker helt sikkert noget nyt på den front.”

GENERØS DELING AF VIDEN

— Hvilke udfordringer knytter sig til tekstil som materiale?

”Den største udfordring er nok, at det ikke går hurtigt nok. Det er lidt en udholdenhedstest, fordi jeg er meget utålmodig og altid har været det. Så paradoksalt passer det godt til min personlighed, fordi tekstilet kræver fokus og tvinger mig til at være i en proces, der bare tager lang tid. Jeg kan godt lide at arbejde i store formater, fordi det føles som om, de omslutter en, men de kan være svære at placere i en udstilling eller i forhold til salg, så det er også en udfordring.”

— Hvordan oplever du markedet for tekstilkunst?

”Mit indtryk er, at der er en stigende interesse især i udlandet. Egentlig er der jo ikke noget, der vedrører tekstil, som er nyt. Vægtæpper er jo for eksempel en gammel ting. Jeg tror, at vi har brug for en påmindelse om, at der er noget, som går længere tilbage, og som folk har dyrket over hele jorden længe før os. Og så at tage det op igen. Alt går så hurtigt i dag, så måske har vi brug for det rituelle, der ligger i gentagelsen. Tekstil kræver en vedholdenhed. Det er ikke en kritik af andre medier, men mere et udtryk for, at der er et savn efter noget andet. Måske savner vi helt overordnet håb. Jeg kommer til at tænke på mit afgangsværk, som netop handler om, hvor vi mennesker bevæger os hen, og hvordan vi bevæger os sammen.”

— Dit afgangsværk var udstillet, så man kunne se både for- og bagsiden af det enorme stykke stof med broderede menneskeskikkelser i uldgarn. Hvad lå til grund for den beslutning?

”For mig er det vigtigt også at vise selve mediet og processen, fordi der ligger så mange beslutninger og åndedræt bag, at det i sig selv

er fascinerende. Bagsiden af et tekstilværk indeholder så meget information, som bliver givet videre fra kunsthåndværkeren eller billedkunstneren. Jeg holder selv meget af at se bagsiden og få et indblik i tilblivelsen af andres værker. Det giver en transparens i forhold til processen, og der er noget enormt generøst ved den deling af viden. Jeg er dybt afhængig af at kunne tage ved lære af andres viden og kunnen, så jeg synes, at det er smukt, når den bliver gjort tilgængelig, for det har den været imellem kvinder igennem flere hundrede år. På den måde bliver det en kollektiv omsorg og en gave, man deler og giver videre.”

Suada Ada Demirović er opvokset med håndarbejde, som hun mener, der er kommet større fokus på i de senere år, fordi vi vil ned i tempo og søger nærvær.

HÅNDARBEJDET FORTÆLLER HISTORIER

Suada Ada Demirovics søster og mor (Ljutva Demirović og Murveta Bačevac) under produktionen af Home — the terrible beauty of unbelonging til udstillingen Forbindelser –Danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien på SMK i 2022. FOTO Suada Ada Demirovic.

Ved dette års Kulturmøde her sidst i august arrangerede billedkunstner Suada Ada Demirović sammen med sin mor, Murveta Bačevac, en hækleworkshop for medbragte dedikerede borgere fra Lundtoftegade på Nørrebro i København og for alle interesserede Kulturmøde-deltagere. Opgaven var at færdiggøre sidste fase af et stort fælles hæklet værk, som vi gerne have bragt et billede af her, men hvis vi skal være helt ærlige, så er denne artikel blevet til adskillige uger, før Kulturmødet startede. Det skal dog ikke forhindre os i at spørge Suada Ada Demirović, hvad det hele handler om. Så hvad er en hæklende workshop?

”Ja, hvad er det? Det startede som et huskunstnerforløb hos Til Vægs, der er en udstillingsplatform for kunst i det offentlige rum. De vil gerne forankre deres aktiviteter i Lundtoftegade på Nørrebro og gøre det borgerinddragende. Af praktiske grunde kom projektet til at foregå hos naboen I Tråd Med Verden (ITMV), der er en socialøkonomisk virksomhed, der driver sy- og designværksteder i udsatte boligområder, og derfor har et godt netværk, man kunne trække på.:

”De har jo allerede rammerne, og jeg fremlagde mit hækleprojekt, for dem. De er meget produktorienterede, og løser opgaver for mange kunder. I min praksis er jeg generelt meget procesorienteret, og de syntes, at det var rigtig dejligt at få noget ind, som ikke handlede om produkt, men mere handlede om processen. Så jeg passede godt ind,” siger hun.

Suada Demirović, Home — the terrible beauty of unbelonging , 2021. FOTO Suada Demirović.

VIDENSDELING

”Heldigvis dukkede mange op, heriblandt en del kvinder med deres døtre. Jeg har selv arbejdet med håndarbejde sammen med min mor, så jeg ville også gerne have, at projektet gik på tværs af generationer. Min mors generation er vokset op med en stærk tradition for håndarbejde, og alt det jeg har lært, er noget, som jeg har lært af min mor, som jo har lært det af sin mor. Det er gået i arv, og jeg er vokset op med det som barn længe før, jeg tænkte på at blive kunstner.”

”Mine forældre kommer fra Ex-Jugoslavien, så når jeg var på ferie der, så var der mange kvinder, som havde håndarbejdet som en sidebeskæftigelse, hvor de tjente penge på deres broderi. Det var sådan noget  high end som for eksempel broderede brudekjoler, og de sad dér på altanerne og røg cigaretter og drak kaffe og broderede, og så blev jeg også sat i gang med at brodere blomster.”

”Hos ITMV mødtes vi hver uge og hæklede. Mest mindre emner, og mange var virkelig dygtige. Nogen hæklede noget, der lignede kniplinger, det var på et meget højt niveau, og jeg havde tit min mor med, så der blev virkelig lavet et rum for vidensdeling. Det var meget smukt at se det, der opstod. Og det var dejligt, at der også var så mange yngre, der kom og kiggede på og blev meget interesserede.”

”På Mors tager vi så nogle af deltagerne med i en bus for at genskabe miljøet i en åben workshop, og så kan folk ellers koble sig på. Vores arbejde er en ongoing proces”

BRYDER MØNSTRE

Hækleworkshop i Lundtoftegade i København for lokale borgere.

Interessen for håndværk er dog intakt, og det samme er en livslang interesse i kortlægning og mapping, som man blandt andet kunne se på udstillingen Forbindelser–DanskekunstnerefradettidligereJugoslavien på SMK i 2022.

”Jeg har lavet abstrakte kort over metrosystemer uden stationer og verdenskort lavet ud fra, hvordan jeg husker vores verdenskort, en slags indre psykologisk kort, så det fik nogle mærkelige proportioner. På Forbindelser lavede jeg sammen med min mor et verdenskort, der er hæklet og spændt ud omkring en metalcirkel, hvor vi kortlægger tre generationers migrationsruter. Jeg har altid været interesseret i de her fortællinger, fordi jeg kom fra et migranthjem, hvor man var meget optaget af geografi og historie.”

”Min mor har jo været vant til at hækle ud fra mønstre, hvor der er en balance i motivet, så det her verdenskort udfordrede hende. Når man arbejder håndværksbaseret, er det ud fra nogle principper, som man helst ikke skal bryde, men i billedkunst skal de helst brydes. Det er min mor ikke glad for, men jeg bestemte, at det skulle vi. Kunsten kan rykke de her discipliner, der er så forankrede i traditionen, at alting altid skal gøres på en bestemt måde. Man skal følge en skabelon, for at noget går op, og det der med at arbejde i fri hånd, det er altså noget andet. Det kan noget, at man sprænger rammerne for noget traditionelt. Og min mor syntes jo alligevel, at det var stort at komme til åbning på SMK.”

ARBEJDET BEROLIGER

Suada Ada Demirović har også arbejdet sammen med både sin søster og bror, og hun føler, at ’håndværk’, ’familie’, ’det kollektive’, ’erindringer’ og ’hjem’ hænger sammen på en eller anden måde.

”Da jeg søgte på akademiet i 2004, kom jeg også ind på håndarbejde, som jeg allerede var interesseret i den gang. Jeg kommer fra et miljø, hvor der ikke var meget kunst, så akademiet var en helt ny verden, og da jeg kom ind, forlod jeg faktisk håndarbejdet i flere år. Vores årgang lærte ikke meget om håndværk. Værkstederne var ikke spændende for os, det var mest konceptkunst, der var populært, og jeg begyndte at arbejde mere med især video, men også andre medier.”

”Det håndværksmæssige tager afsæt i det her med familien og traditionerne og overleveringerne på tværs. Erindringen ligger et eller andet sted i materialet. Jeg er født i Danmark, men min mor kom til Danmark i halvfjerdserne. Når man er barn af migranter, så arver man en fortælling, som man ikke selv har oplevet. Den fortælling vil jeg gerne fortælle, og hvis jeg skal kortlægge tre generationers migrationsruter, så bliver jeg nødt til at have min mor med. Man tror, man kender sin egen

FOTO Suada Ada Demirovic.

historie i detaljer, men det opdagede jeg under produktionen af værket, at jeg ikke gjorde. Under arbejdet til SMK mødte jeg op hver dag hos min mor, hvor vi fik skabt et rum, et rum for fortælling, et rum for erindring, hvor der var en ro og et helt andet slags fokus.”

”Det oplevede jeg også selv i den udveksling, der var i det åbne værksted i ITMV, hvor man kom ned i et helt andet tempo, mens man sidder og hækler sammen. Jeg skal ikke gøre mig klog på craftpsychology, men det handler blandt andet om, hvordan broderi og hækling og håndarbejde i det hele taget beroliger nervebanesystemet og for eksempel kan behandle traumer. Det er superinteressant, for der opstår noget helt magisk. Jeg tror, at der er kommet større fokus på håndværket i de senere år, fordi vi vil ned i tempo, og at vi søger nærvær og ro.”

GLEM REGLERNE

På Kulturværftet i Helsingør underviser Suada Ada Demirović unge mennesker, og det er først og fremmest hendes håb, at de nyder processen.

”De unge er vokset op med at være meget resultatorienterede, og de har svært ved at tåle, hvis de ikke kan løse en opgave på samme måde, som de ser det på et billede. Jeg bruger meget tid på at afmontere ideen om, at der er et facit, og jeg tror faktisk, at undervisningen i håndarbejde hjælper dem. Jeg har lige haft afslutning med et hold, hvor forældrene sagde

til mig, at man skulle tro, at de unge ville være slukkede, når de kom hjem, men at de i stedet fortsatte med at sy og hækle derhjemme. Det er ikke fordi, de bliver sindssygt dygtige til det, men de får et forhold til det, og det kræver øvelse. Jeg fokuserer meget på de processer. Man skal ikke være bange for materialer og om man nu kan finde ud af det. Der er ikke så mange regler.”

Suada Ada Demirović har også oplevet fra både kuratorer og samlere, at det er håndarbejdet, der er interesse for.

”Hvorfor? Det må man spørge markedskræfterne om. Det er altid spændende at følge de tendenser – også historisk. Men i forhold til samarbejdet med min mor om håndarbejde, har jeg gerne villet give det en værdi. Det er jo tit bare set på som noget, kvinder gør derhjemme, og dermed ikke var særlig værdifuldt. De kvinder, jeg er vokset op med, har jo været sindssygt dygtige teknisk, men det blev ikke tillagt nogen værdi og var lavt betalt. Og der har jeg syntes, at det var spændende at putte det ind i en anden kontekst, hvor det fik en værdi. Og så har det fået sit eget liv med tråden og erindringen og min familiehistorie osv. Det har fundet sit eget leje, det er ikke noget, jeg har forceret, det har været meget organisk og har udviklet sit eget sprog.”

Home

terrible beauty

Kunst skaber et fælles rum i asylcentre

Alle billeder. Værker fra kunstskolens workshops på udrejsecentrene i Sjælsmark og Avnstrup

En gruppe af billedkunstnere har i en årrække arrangeret kunstskole for beboerne i udrejsecentrene i Sjælsmark og Avnstrup.

”Som kunstnere ønsker vi at bruge vores praksis og videreformidle indgange og brug af kunsten til beboerne,” siger de.

FOTO Privat

I 2015 blev Sjælsmark Kaserne i Nordsjælland omdannet til et udrejsecenter, hvor afviste asylansøgere, herunder børnefamilier, skulle opholde sig, mens de ventede på at blive sendt ud af Danmark. Forholdene for beboerne på centret blev fra starten udsat for hård kritik, og især børnenes psykiske problemer som følge af at leve i konstant uvished fik kritikerne til at kræve, at børnefamilier blev flyttet til mere humane forhold.

Nogle af dem, der fulgte debatten og var stærkt berørt af beboernes vanskelige forhold, var billedkunstnerne Tine Hecht-Pedersen, Hanne Ravn Hermansen, Tine Jakobsen og Karen Land Hansen, der tog kontakt til Røde Kors’ frivilligkoordinator i Sjælsmark for at høre, om der var behov for en kunstskole. Det var der, og siden har kunstnergruppen afholdt kunstworkshops hver anden onsdag for beboerne på frivillig basis.

Selvom der var stor interesse for det frivillige initiativ i Røde Kors tog det lang tid at etablere et rum for kunstskolen, som dog nu er godt etableret i begge udrejsecentre.

”Det var vigtigt for os fra starten, at det var et fast tilbud til beboerne. Vi vidste, at det kun ville fungere, hvis det var et kontinuerligt tilbud, og i Sjælsmark er det så blevet hver fjortende dag. Det måtte hellere ikke være vores eget kunstprojekt, som folk kom og deltog i; det skulle være på beboernes præmisser og et trygt tilbud, de kunne regne med. Vi aflyser heller ikke, hvis vi overhovedet kan undgå det,” siger Karen Land Hansen og Hanne Ravn Hermansen.

Ved siden af kunstworkshopsene i Sjælsmark fik gruppen et par fondsstøttede sociale kunstprojekter op at stå i samarbejde med beboerne. I første omgang ‘Ceramic Reliefs/Imprints in Clay’, der bestod af fælles ler-workshops og efterfølgende udstilling på Hørsholm Bibliotek. Og derefter ‘Ceramics for Tea and Dialogue’, hvor beboerne lavede platter/bordskånere både til eget brug og til projektet. Platterne blev givet til udvalgte politikere og andre, der arbejder for menneske- og borgerrettigheder med en opfordring om at bruge dem ved møder, hvor bordskåneren skal minde mødedeltagerne om både Sjælsmark og det enkelte menneske bag keramikken.

ØGEDE AKTIVITETERNE

Som følge af mange års debat og stigende pres fra kritikerne blev alle familier med børn dog flyttet fra Udrejsecenter Sjælsmark til Udrejsecenter Avnstrup på Midtsjælland i 2020.

”Vi kunstnere blev i Sjælsmark, hvor der herefter kun har boet voksne, afviste asylansøgere, men vi havde længe et ønske om også at lave en kunstskole for familierne i Udrejsecenter Avnstrup og udvide vores aktiviteter”, fortæller de.

Gruppen, der hen ad vejen var blevet udvidet med flere medlemmer, søgte i 2023 Statens Kunstfonds huskunstnerordning om støtte til kunstneriske workshops hver uge i et år i Avnstrup.

”Dermed kunne vi skabe en stabil kunstskole for familierne, for det er begrænset hvor mange timer om ugen, vi ville kunne være frivillige, når vi også skulle tjene penge. Vi

startede kunstskolen med workshops på Avnstrup i januar 2023 og har indtil videre også fået mulighed for at fortsætte kunstskolen her i 2024,” siger Karen Land Hansen.

”Vi har søgt som gruppe og fået til 40 ugers workshop. Huskunstnerordningen har haft et ønske om at nå bredere ud i samfundet og har udviklet deres kriterier, så de passer til flere ting. Traditionelt har man rettet den mod børn og unge, men det giver ikke mening i et asylcenter, hvor vi har med hele familier at gøre, man siger ikke nej til nogen,” siger hun.

Selvom aktiviteterne er frivillige i Sjælsmark og betalt af Huskunstnerordningen i Avnstrup og med bidrag også fra Røde Kors og Sankt Joseph Søstrene, er der ikke forskel på tilgangen til arbejdet, forsikrer Karen Land Hansen og Hanne Ravn Hermansen:

”Vi kommer lige glade begge steder, og man kan da heller ikke være med i vores gruppe, hvis man kun vil det ene,” siger de.

IKKE POLITISK

Karen Land Hansen lægger ikke skjul på, at initiativet til kunstskolen bunder i en kritisk holdning til de daværende forhold i Sjælsmark, men også til den danske asylpolitik både dengang og i dag. Hvilket ovennævnte sociale kunstprojekter da også afspejler.

”Vi synes grundlæggende allesammen i gruppen, at vi har en alt for stram udlændingelov. Jeg betragter mig selv som et politisk menneske, men kunstskolen er ikke en politisk aktivitet, og vi har da heller ikke afstemt vores politiske holdninger på området med hinanden. I selve aktiviteten er vi mere sociale end politiske,” siger hun:

”Vi skal ikke have det politiske rum ind i vores aktivitet, men vi kan fortælle om mennesker, der bliver nedbrudt af det her system, og det har vi også gjort. Det synes jeg, at vi har en forpligtelse til at fortælle om. Det er hårdt at se, at nogen man kender, får det mere og mere skidt, men man skal ikke gå ind i rummet og sige, at verden ser ud på en bestemt måde.”

Som udgangspunkt har ambitionen været at skabe en meningsfuld aktivitet for mennesker, der er i en svær situation. Og til det er kunsten velegnet.

”Kunst kan noget andet end politik. Vi kan skabe noget sammen og gribe mennesker, dér hvor de er. Jeg synes, at vi har en forpligtelse til at give andre mennesker en god oplevelse med det, vi kan. Og kunst kan sætte tanker i gang og bringe ro, og det har mange af beboerne og især børnene brug for” siger Hanne Ravn Hermansen.

Samtidig har billedkunstnerne en ambition om, at kunstskolen skal være en ’skole’ i ordets egentlige forstand. Deltagerne skal meget gerne lære noget uanset, hvilke forudsætninger de kommer med.

”Vi vil gerne styrke deltagernes færdigheder. Det er en kunstskole, hvor man lærer nogle basale ting, som farvelære og forskellige teknikker, og hvis vi har arbejdet med maleri

tre gange, går vi videre til noget andet. Langt de fleste vil gerne have et konkret oplæg fra os, men der er også nogle, der har deres egne projekter med – og mange færdigheder allerede – og det fungerer fint.” siger Karen Land Hansen.

UD

AF BOBLEN

Det handler naturligvis ikke kun om at styrke beboernes færdigheder, men også om at skabe et fælles rum, hvor man er sammen på en meningsfuld måde.

”Processen er også vigtig. Det kan noget at arbejde med for eksempel en meget fysisk ting som linoleum sammen. Man behøver ikke at have et fælles sprog, men man får etableret et arbejdsrum, hvor man føler sig godt tilpas: ’This is good for my body and soul’, som en mandlig beboer skrev via hans telefons oversættelses-app,” siger Hanne Ravn Hermansen. Indimellem kan kunstskolen dog også være et intenst rum. Billedkunstnerne er altid mindst to om en workshop, både for at være to til stede i situationen, hvis der skulle ske noget særligt, og for at kunne vende dagens workshop med en anden, når man kører hjem bagefter.

”Der er aldrig sket noget voldsommere end, at nogen har rejst sig og er gået ud ad døren under undervisningen, men beboerne har jo ofte en voldsom fortid, dér hvor de kommer fra – eller har opholdt sig mange år i den usikre udrejseposition – og man bliver fortalt mange ting. Og selvom vi er ligeværdige i rummet, går vi jo bare hjem, mens beboerne er nødt til at blive, så vi går tankefulde hjem,” siger Karen Land Hansen.

Hverken Hanne Ravn Hermansen eller Karen Land Hansen vil tale om, at man som kunstner har en forpligtelse til at engagere sig; det må være op til den enkelte:

”Det kræver, at man har lyst, og det giver mening for den enkelte. Vi har heller ikke brudt os om at iscenesætte os som ’kunstnere med et kunstprojekt for flygtninge’. Men vi synes, at det er vigtigt, at kunsten og de kunstneriske processer kommer længst muligt ud. Kunsten må ikke forblive inde i en boble. Og det her er en del af vores aktivitet, som vi vægter meget højt, og det kommer vi helt sikkert til at fortsætte med,” siger Karen Land Hansen.

Udstillingen VORES JORD på Roskilde Bibliotek

Gruppen bag kunstskolen på udrejsecentrene i Sjælsmark og Avnstrup består i dag af billedkunstnere Tine Hecht-Pedersen, Hanne Ravn Hermansen, Tina Kallehave, Gitte Ladegaard, Marie Flarup Kristensen, Karen Land Hansen og kunsthistoriestuderende Rau Flyvbjerg Nielsen.

GRUPPENS AKTIVITETER ER STØTTET AF Huskunstnerordningen (Statens Kunstfond), Røde Kors, Sankt Joseph Søstrene. Fonde og virksomheder der har støttet os tidligere: 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond, BUPL Solidaritets- og Kulturfond, Silica Nordic, Cerama. Endvidere hjælp fra andre frivillige: Red Barnet Ungdom, Røde Kors Ungdom og Maya Höjer.

OM UDREJSECENTER AVNSTRUP

I Avnstrup bor familier, der enten har fået afslag på asyl eller fået tilbagetrukket deres opholdstilladelse. I august 2024 er der 154 beboere af dem er 79 børn (0-17 år). Her er 47 kvinder og 28 mænd.

Børnene går enten i lokale folkeskoler eller i Røde Kors-skole eller -børnehave i Avnstrup. De unge har siden Hjemrejseloven blev indført i 2021 ikke haft adgang til uddannelse, og det har de voksne heller ikke.

OM UDREJSECENTER SJÆLSMARK

I den nedlagte Sjælsmark kaserne bor voksne, der enten har fået afslag på asyl eller fået tilbagetrukket deres opholdstilladelse. Her bor i august 2024 90 mænd og 10 kvinder. Beboerne kommer i begge centre fra mange forskellige konfliktramte lande: Afghanistan, Syrien, Tjetjenien, Rusland, Iran, Irak, Eritrea, Algeriet mfl. Nogle er statsløse. I Sjælsmark er det Kriminalforsorgen der står for driften og Røde Kors, der står for det sociale arbejde.

You are all invited to / I er alle inviteret til

ART SCHOOL IN AVNSTRUP KUNSTKOLEN I AVNSTRUP

Wednesday at 4-6 pm / Onsdage kl. 16-18

In the activity room beside the café / I aktivitetsrummet ved siden af caféen

Kh Karen, Gitte, Hanne, Tina, Marie, Tine & Rau

Jeg bliver selv klogere på noget, jeg ellers ikke ville vide så meget om

Vi prøver først og fremmest at være sammen om det, vi står og arbejder med, siger Marie Flarup Kristensen, der det seneste halvandet år har været med til at arrangere kunstworkshops for flygtninge.

Der er høj sol denne onsdag sidst i juni, hvor den sidste kunstworkshop før sommerferien finder sted på Sjælsmark Udrejsecenter. Derfor flyttes arbejdsbordet fra det mørke lokale — der fungerer som både kunst- og syværksted – ud på den solbeskinnede plæne mellem de lave bygninger, der udgør udrejsecenteret. Det er ikke kun for det gode vejrs skyld. Marie Flarup Kristensen og Rau Flyvbjerg Nielsen, der står for denne workshop, ved, at det gælder om at være synlig for centerets beboere, så eventuelle nye beboere opdager Kunstskolen.

”Vi er på Sjælsmark hver anden onsdag, og der er jo en vis udskiftning blandt beboerne, så man kan ikke

bare forvente, at de ved, at vi afholder workshops,” siger Marie Flarup Kristensen, der til daglig er studerende ved Det Fynske Kunstakademi. Hun og Rau, der er kunsthistoriestuderende ved Københavns Universitet, har medbragt kartet uld, skabeloner, bambusrullemåtte, brun sæbe, vandkande mm., der

skal bruges til vådfiltning i dagens workshop. Dels fordi filtning er noget, Marie er optaget af i sin egen praksis, dels fordi det er meget velegnet til at skabe et fælles værk.

”I mit arbejde er jeg blandt andet interesseret i håndværk, som man historisk set har forbundet med kvinden og med hjemmet. Til denne

Beboere på Sjælsmark Udrejsecenter vådfilter i kunstworkshoppen i juni 2024.

workshop valgte vi at arbejde med vådfiltningen for at skabe et fælles værk med den meget kropslige proces, som filtningen er. Man bruger hænderne og der skal tålmodighed og styrke til at blive ved med at rulle og glatte ud, rulle og glatte ud. Vi arbejder med forskellige udgangspunkter fra gang til gang, og når vi er på Sjælsmark med de voksne beboere, så synes jeg, det er givende at lave de her fælles værker engang imellem.” siger hun.

ARBEJDSFÆLLESSKAB

Der er ikke øjeblikkelig kø ved bordet på plænen, men dog stor nysgerrighed fra de forbipasserende efter, hvad den store bunke farvestrålende uld og de andre remedier skal bruges til. Men da en meget udadvendt og kommunikerende kvinde efterhånden nærmer sig bordet, får hun snart følgeskab af andre og mere tilbageholdende kvinder, og der udvikler sig hurtigt et velfungerende arbejdsfællesskab, der trods indbyrdes sprogvanskeligheder præges af en fælles forståelse af, hvordan værket skal blive til, og hvor det bevæger sig hen – naturligvis under vejledning fra Marie og Rau.

”Jeg var virkelig glad for at få nogle kvinder med,” siger Marie Flarup Kristensen:

”For tiden er der flere mandlige beboere. Kvinderne har deres egen barak, og vi prøver tit at gå derover og banke på, når vi kommer, men det er ikke altid, de kommer ud. Så jeg synes, at det var virkelig dejligt, at kvinderne fik lidt plads denne gang. Det er som regel

mænd, også når vi filter.”

Dog dukker en yngre mand op undervejs og går meget determineret i gang med sit eget smukke motiv. Da han glippede de indledende anvisninger, truer værket med at falde fra hinanden, og kvinderne hjælper så godt de kan med at redde det. Manden taber dog hurtigt interessen og går igen, og derfor ender workshoppen med at have produceret to fælles værker.

Arbejdet foregår mest i tavshed. Måske først og fremmest på grund af sprogvanskelighederne, men det er klart, at

det er arbejdet med vådfiltningen, der samler deltagerne.

”Det er meget forskelligt, hvor meget der bliver talt, men jeg tror, at vi først og fremmest prøver at være sammen om det, vi står og arbejder med, og lade det være samtaleemnet.,” siger Marie Flarup Kristensen.

”Der må naturligvis være de samtaler, der vil, men det er mennesker, der står i en vanskelig situation, og vi kan nemt komme ud i samtaler, som vi ikke har forudsætninger for at føre. Det er forhåbentlig også rart, at rummet ikke

nødvendigvis kræver, at beboerne skal forholde sig til deres øvrige situation” siger hun.

Marie Flarup Kristensen har arbejdet med kunstworkshops i halvandet års tid, siden hun deltog i et frivilligmøde i Røde Kors og fik øje på den allerede oprettede kunstskole, som hun tog kontakt til:

”Det viste sig at være et spændende arbejde, og jeg er nu blevet del af en lille enhed, hvor jeg også er heldig at blive klog på et system og nogle mennesker, som jeg ellers ikke ville vide så meget om,” siger Marie Flarup Kristensen.

Dagbogsnotater

I løbet af året har gruppen bag kunstskolen delt deres oplevelser med hinanden. Disse optegnelser blev bearbejdet til formidling af udstillingen VORES JORD på Roskilde Bibliotek i januar 2024:

OKTOBER

“En stille dag i Avnstrup. Arbejde med graduering af farver. Og påfuglefjer. Og et landskab.”

APRIL

”Solskinsdag i Avnstrup. Workshop med skulptur i pap og limpistol. Først var der to børn. En pige på næsten 4 år, veltalende og glad. Hun fortalte om gåturen i skoven, hvor hun havde spist skovsyre. Og en dreng, som vi har mødt før. Han var mere tryg denne gang og arbejdede længe med limpistol. Han brugte også koncentreret tid på at male tårnet, der var højere end mit, hvilket han tydeligt nød. Så kom to kurdiske piger på 7 og 8 år. De begyndte at tale med mig på engelsk og havde masser at fortælle og spørge mig om, rigtig hyggeligt. Den yngstes yndlingsfag i skolen var matematik, og den ældste kunne lide at danse. De snakkede om hemmeligheder og en masse andet. Begge byggede huse med store swimmingpools med turkisblåt vand.”

JUNI

”Vi havde en varm og solrig dag i går. Vi havde ler med til at lave små kopper og kander i bl.a. pølseteknik og pladeteknik. Der blev banket flade bunde, rullet pølser og modelleret. Vi snakkede om det danske fodboldhold, om myg og fluer. En kvinde kom også ned og sad med i et stykke tid. Hun var ny på Avnstrup. To større piger

kom, den ene kender vi rigtig godt. Vi snakkede om skole, sprog, nationalitet og om, at de snart havde fødselsdag og blev 11 og 12 år.”

MARTS

”Vi havde et kæmpe projekt. Jeg havde klippet skabeloner til 3 forskellige huse. De blev hurtigt overført til kardus og klippet ud. Alle valgte et hus, som skulle males, og tjep tjep blev der malet. Efter pausen var papiret på plads og så skulle der males veje o.a. Fantasien sprudlede. Det blev til skole, ishus, børnehave, parkeringsplads, sø, blomster og græs. Alle farver i brug, hyggeligt fællesarbejde med udveksling af idéer.”

MARTS

”En pige på 4 år og to drenge på 6 og 8 år. De går i en lokal skole og børnehave. Vi introducerede workshoppen. Vi blandede farver og vi snakkede om, hvilke farver man kan få, når man bare har blå, gul og rød. Pigen kastede sig ud i at blande farver og male firkanter og var meget fordybet. Vi rullede papir ud over hele bordet, og med farvekridt tegnede vi, mens vi gik rundt om bordet og sang ”se min kjole”. En rigtig fin workshop og dejlige børn.”

ANDEN DAG

I MARTS

”Efter børnene kom også cykelsmeden og hans to venner. De sad alle tre resten af tiden og blandede farver efter egne

systemer. Vi talte sammen gennem cykelsmeden og der var en rar stemning. Til sidst kom også en af drengenes mødre. Hun malede blomster og viste billeder fra sit tidligere arbejde. Fine farveundersøgelser.”

SEPTEMBER

”Vi havde en rigtig god og livfuld workshop. Der kom ca. 40 beboere - børn og voksne. Temaet var ’Skovens Liv’. Vi fik lavet en serie sekskantede platter i ler og nogle runde. De skal brændes og op på muren. Kaffe, te og kage og god stemning også.”

DECEMBER

”Vi fik hjælp til at sætte de sekskantede keramikplatter op på væggen ved hovedindgangen. I værkstedet var der en rigtig god stemning. Vi fik sagt farvel til nogle af vores meget engagerede deltagere, der har fået ophold.”

JUNI

”Vi havde en skøn lørdagsworkshop i Avnstrup. I alt kom ca. 35 deltagere - seks til syv voksne, der nød at nålefilte og adskillige børn. Mange var med fra start slut. Andre kom bare forbi til en snak. Mars, Jorden og Skovbunden blev alle færdige med mange detaljer, og deltagerne tog det virkelig på sig med de fælles billeder. De forrige onsdagsworkshops var gået med at lave de tre billeders grundstruktur: to farverige cirkler og en oval med vådfilte-teknikken. En ni-årig pige navngav cirklerne ’Mars’ og ’Jorden’.”

AUGUST

“Der var stille, da vi ankom, og vi troede, at vi måske skulle være tålmodige her efter sommerferien. Vi riggede til for at arbejde med pulp, små landskaber bygget op over et skelet af pap/æggebakker. Nogle af børnene ville hellere lave mennesker. Vi mødte flere vi kender. Men der var også mange nye ansigter.”

ANDEN DAG

I AUGUST

“To unge kvinder fandt vej til os, den ene var meget glad for kunst. Hun ville gerne gå i skole, hvis det havde været muligt. Vi tog de sekskantede platter frem, og de unge kvinder arbejdede længe med bl.a. ansigter. Hurtigt kom mor og søn, og jeg gik i gang med pulpen med ham, at blende pulpen og bygge skelet med limpistol. Så kom en familie, der talte russisk sammen. Og så kom en pige, som vi også kender godt, med en hel flok andre. ”

JUNI

“Vi havde en rigtig god dag med tryk og vinduesmotiver: ‘Hvad er der i vinduet’. En familie med fire børn kom, kun den yngste lavede ikke noget. De andre nød processen og drog afsted med en serie fine tryk af far, mor og tre børn. De talte russisk, ukrainsk og polsk. En anden ukrainsk- eller russisktalende familie kom også, og et par andre. Samlet var vi ca. ni udenfor i det milde vejr. Dejlig dag. Vi satte trykpladerne op på pap-legehuset. Vi så to velkendte børn, som vi ved skal flytte, de er åbenbart ikke flyttet endnu.”

NOVEMBER

“Vi rullede kardus ud på gulvet og tegnede omrids og tøj, ingen betænkeligheder ved at lægge sig. Dybt koncentrerede voksne og børn/unge knælende på gulvet, optaget af at male selvportrætter i helfigur. Farveblandinger, sammenligne med tøj, kæmpe billeder voksede på gulvet. Mødre samarbejdede med deres børn, to søstre hjalp hinanden, 3-årig pige optaget af at male sig selv, indenfor stregerne!, synge fingersangen mens hun malede sine fingre, og mor som arbejdede videre sammen med hende. Et enkelt legebarn, ville ikke male, så han gik igen med sin mor. Stor tillid og skøn koncentration. Kvinden fra Afghanistan blev ikke færdig, hendes påklædning krævede stor farveblandings-kompetence, som hun straks fangede. Glæd jer til at se dem hænge i lokalet.”

NOVEMBER

“Vi havde en hyggelig dag på Avnstrup i går med både store og små. I alt tre kvinder og 4-5 børn ved bordet. Vi byggede lygter af æble/ kvæde-grene, malertape og bagepapir og pyntede med silkepapir og tegninger. Selvom det var lidt svært for de mindste, virkede det til at være en god udfordring og en god aktivitet mellem forældre og børn. Vi sluttede af med en lille ‘lys-ceremoni’ udenfor.”

SEPTEMBER

“En livfuld og sanselig workshop. Der kom rigtig mange i alle aldre – små og større børn, unge, voksne-unge og voksne med deres børn.

Vores workshop var udendørs. Ud af pinde og gips konstruerede vi gips-fantasiheste. Vi tog et langt bord udenfor, lagde plastik på. Vi havde klippet strimler af sækkevæv. På jorden havde vi to spande med vand og en sæk gips og masser af gummikopper. Når børn og voksne kom, var opgaven at hente 4 store blade fra træerne og 5 nedfaldsgrene. Derefter lærte alle at lave gipsen. Med gipsen og sækkevæv kunne man forme noget, der havde 4 ben - sjovt og frit. Og alle kunne være med, der hvor deres interesse er.”

JANUAR

“Det var en rigtig god workshop, vi arbejdede i to timer ca. om skumtryk. Der var forskellige stationer, med forskellige dele af trykprocessen.”

NYT MEDLEM

The Talk: Kanye West & Elon Musk . Video af Jonas Hollerup Helle

The Talk: Cher & David Lynch. Video af Jonas Hollerup Helle

Jonas Hollerup Helle

Billedkunstnernes Forbund får heldigvis hele tiden mange nye medlemmer. På denne plads præsenterer

Billedkunstneren et af dem. Denne gang møder vi:

Hvor er du født og vokset op?

Jeg er født i København, men er vokset op i Lynge, en lille landsby uden for Sorø. De sidste ti år har jeg boet og arbejdet i København.

Hvor har du taget din uddannelse?

Jeg studerede pa Det Fynske Kunstakademi fra 2018 til 2023, hvor jeg mest beskæftigede mig med video.

Desuden arbejdede jeg som klipper og fotograf, hvilket gav mig den tekniske kunnen og det håndværk, som jeg bruger i min kunst.

Hvordan vil du beskrive din praksis?

Jeg arbejder primært med appropriation af eksisterende videomateriale, for eksempel klip fra internettet og scener fra spillefilm. Jeg er interesseret i at skabe videoer, der får fiktive situationer til at fremstå ægte samtidig med, at man fornemmer, at der er noget galt. Videoer, der balancerer på punktet mellem det konstruerede og det autentiske. Et eksempel på dette er mit ongoing værk The Talk; et talkshow, der består af samtaler, der aldrig har fundet sted mellem offentlige personer, som vi alle kender, men som aldrig har mødtes: billedkunstnere, skuespillere, musikere og politikere. Det har jeg opnået ved at klippe separate interviews fra det amerikanske talkshow Charlie Rosesammen og fjerne værten. Tilsyneladende sidder gæsterne fra to forskellige afsnit over for hinanden og har en samtale, der grundet det formelle greb, ofte er morsomme og absurde. Det er indtil videre blevet til tyve ”afsnit”, der findes på YouTube, og som flere gange er gået viralt på tværs af sociale medier. Her diskuterer brugerne, der ofte er fans af den ene eller den anden af gæsterne, hvorvidt samtalerne har fundet sted, og hvorfor deres idol i givet fald lyder så mærkelig. Deres umiddelbare konklusion er ofte, at videoen må være AI-genereret. Dog er mit ”benspænd” det komplet modsatte: at konstruere dialogen udelukkende ud fra, hvad det oprindelige arkivmateriale tillader. At finde frem til præcis de øjeblikke (et spørgsmål, et blik, en fysisk gestus etc.), som skal til for at situationen fremstår troværdig, og alligevel ikke rigtig går op.

På den måde handler værket The Talk også om internetbrugernes medialiteracy– deres evne til at ’læse’ og analysere medier – samt de parasociale relationer, der opstår mellem kendte mennesker og deres følgere. Lige nu arbejder jeg på et meget omfattende projekt, som blandt andet kan lade sig gøre, fordi jeg har været så heldig at få et arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Med titlen Psychoslaver jeg en halvanden time lang video, hvor jeg klipper hele Alfred Hitchcocks Psycho sammen med Gus Van Sants shot-for-shot genindspilning af filmen fra 1998. Rent teknisk fungerer det sådan, at hver gang, der i de oprindelige film er et klip, skifter jeg film: fra Hitchcocks stilrene, sort-hvide univers til den nyere films farverige 90’er-look – og tilbage igen. De to hovedpersoner bliver nu spillet af fire forskellige skuespillere, hvilket ikke gør filmen mindre uhyggelig. Jeg vil gerne skabe en oplevelse af, at man både oplever Psycho, som man kender den og lader sig rive med af historien, samtidig med at man har en bevidsthed om det gennemgående kunstneriske greb: ’clashet’ mellem de to film.

Hvorfor har du meldt dig ind i Billedkunstnernes Forbund?

Jeg meldte mig ind i BKF efter anbefaling fra venner/ kollegaer, og for at søge rådgivning til nogle af de situationer, man kan befinde sig i som nyuddannet kunstner. Og så er det nice at kunne gå gratis på museum.

Jonas Hollerup Helle

BKF KURSER

KUNSTKONSULENTER FOR KUNST I DET OFFENTLIGE RUM –PROJEKTLEDELSE FOR KUNSTNERE

TID 26. oktober, 2. november, 16. november, 23. november 2024, alle dage kl. 10.30-16.30  STED København

Arbejder du med udsmykningsopgaver eller facilitering af processer, hvor der bruges kunstnere? Så er dette kursus i projektledelse og rådgiverrollen måske noget for dig. Arbejder du som kunstkonsulent eller overvejer du det, kan kurset tilmed give dig en bedre forståelse for de sammenhænge, du arbejder i. På kurset får du styrket dine projektlederevner som kunstner og bliver mere bevidst om dine kompetencer og rolle som kunstkonsulent eller rådgiver. Vi skal også arbejde med, hvordan du kan lede dig selv og dine egne ressourcer samt se på, hvordan du kan arbejde med at oprette partnerskaber og hvad partnerskaber egentlig er. Kurset er tilrettelagt som en vekselvirkning mellem faglige oplæg, dialogbaserede øvelser og selvstændigt arbejde. Der arbejdes casebaseret og med konkrete værktøjer således, at den enkelte opnår ny viden, inspiration og bedre indsigt i processerne og aktørerne i offentlig kunst og udsmykningsopgaver.

UNDERVISER Camilla Hedegaard Møller, Christina Prip + gæsteundervisere

EGENBETALING 800 kr. inkl. forplejning + Billetto-gebyr

TILMELDINGSFRIST 16. september 2024

KARRIERE-TJEK

TID 31. oktober 2024, i tidsrummet kl. 9.30-15.30

STED København

Få sparring på din kunstneriske forretning med identifikation af, hvor du kan sætte ind og arbejde videre med at få et bæredygtigt arbejdsliv. Med udgangspunkt i din aktuelle problemstilling kan vi komme omkring og opstille en kort handleplan inden for emner som kompetencer, ydelser, finansiering, målgrupper, budskaber, website, SoMe og kommunikation. Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om din konkrete problemstilling, og et eventuelt område, du særligt gerne vil fokusere på.

UNDERVISER Helene Øllgaard

EGENBETALING 200 kr. + Billetto-gebyr

TILMELDINGSFRIST 25. september 2024

ATELIERSAMTALER – ET PANEL AF KUNSTFAGLIGE KOLLEGAER STÅR KLAR!

Mere end 30 udvalgte billedkunstnere, kuratorer og kunstformidlere står klar som sparringspartnere til din næste ateliersamtale. I ateliersamtalerne er det kunsten, udstillingen og værket, der er i centrum. Ateliersamtalerne kan bruges i forbindelse med en kommende udstilling eller et projekt. Du bestemmer selv, hvor i processen du vil have sparring – det kan være til afprøvning af de første idéer, midt i processen eller i installations- og ophængningsfasen. Ateliersamtalen varer samlet 3 timer og afholdes løbende. Bemærk du kan højest have én årlig ateliersamtale. Du kan læse mere om ordningen på BKF’s hjemmeside under kurser.

TILMELDING

Skriftligt via mail på kmfp@bkf.dk. Kurserne gennemføres ikke ved for få tilmeldinger.

HAR DU FORSLAG

TIL KURSER?

Kontakt BKF’s kursus- og projektleder, Karen Mette Fog Pedersen, på kmfp@bkf.dk

ANDRE KURSER

KOBBERÆTSNING VED TRINE

ANDERSCHOU

TID 11.-13. oktober 2024, kl. 10-16 alle dage

STED Odense

Kurset henvender sig primært til lidt øvede, men du vil blive mødt på dit individuelle niveau. Der bliver arbejdet i kobberplader, først og fremmest med stregætsning og gråtonerne i almindelig akvatinte. De grundlæggende ætseteknikker og trykning bliver demonstreret og afprøvet.

UNDERVISER Trine Anderschou

ARRANGØR Fynsk Grafiske Værksteder

EGENBETALING 1.800 kr. Der kan købes klargjorte kobberplader, tarlatan og papir på kurset. Koldnåle og pensler kan lånes af Trine.

TILMELDINGSFRIST For tilmelding besøg venligst Fyns Grafiske Værksteds hjemmeside: fynsgv.dk under ”kurser”

EKSPERIMENTER MED AEROPLAN KRYDSFINÉR

TID 21.-25. oktober 2024, kl. 9.00-15.30 alle dage

STED København

I grænselandet mellem Origami og papkasse-design, mellem finsnedkeri og industrielt design, mellem ’flat-pack’ og volumen skal vi udforske mulighederne i at anvende tynde, plane skiver og plader til at skabe rumlige former. Vi fræser pladerne på CNC-fræseren eller skærer dem ud med en løvsav eller saks. Vi limer, bøjer, folder, vi syr i finer, vi eksperimenterer med forskellige materialesammensætninger og rumlige udtryk.

UNDERVISER Nils-Ole Zib

ARRANGØR Statens Værksteder for Kunst

EGENBETALING 3.700 kr. Prisen er inklusiv materialer, kaffe og te. Du bedes selv medbringe frokost. Er du medlem af BKF kan du få 25% rabat – gælder for de første 30 tilmeldte i SVFK’s kursusrække ’24/’25.

TILMEDLINGSFRIST Send et kort CV og en beskrivelse af din motivation for og dine forventninger til workshoppen i en samlet mail til  kursus@svfk.dk senest d. 22. september 2024.

GRUNDKURSUS I OPHAVSRET

TID 25. oktober eller 29. november 2024

Ophavsretten får større og større betydning i disse år. Det gælder ikke mindst for undervisere og forskere og deres tillidsrepræsentanter. Og det gælder også for andre, herunder sagsbehandlere i faglige organisationer og private virksomheder.

ARRANGØR UBVA – Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde

EGENBETALING Gratis

TILMELDINGSFRIST For tilmelding besøg venligst UBVA’s hjemmeside: ubva.dk under ”gratis kurser”

OPHAVSRET FOR ARKITEKTER OG DESIGNERE

TID 1. november 2024, kl. 9.00-16.00

STED København

Arkitektur og design har juridisk beskyttelse efter ophavs- og designretten m.m. Det er blandt andet derfor, det kan lade sig gøre at udnytte arkitektur og design kommercielt. Samtidig er juraen med til at sørge for, at mennesker, der brænder for arkitektur og design, kan få en betaling for deres arbejde. Uden beskyttelsen måtte arkitekter og designere i vidt omfang overlade det til andre at tjene penge på deres værker og selv nøjes med æren. Det er også på grund af juraen, at det er ulovligt at plagiere andres værker, og at man, når man bruger andres ting inden for lovens rammer, i vidt omfang skal huske at kreditere. Beskyttelsen af arkitektur og design skaber en lang række juridiske spørgsmål. Og det er vigtigt, at man er klædt ordentligt på til at svare på dem.

ARRANGØR UBVA – Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde og Forbundet for Arkitekter og Designere

EGENBETALING Det er gratis at deltage på kurset.

TILMELDINGSFRIST For tilmelding besøg venligst UVBA’s hjemmeside: ubva.dk under ”gratis kurser”

Hold i øvrigt øje med kursuskalenderen på BKF’s hjemmeside, der samler alle relevante kurser for professionelle billedkunstnere fra hele branchen over hele landet.

Øvrige kursusrabataftaler kan også med fordel nævnes — alle kan findes under Kurser på bkf.dk.

F.eks. giver BKF 25% rabat til BKF-medlemmers deltagelse i kurser på Statens Værksteder for Kunst i 2024. Tilbuddet gælder de første 30 tilmeldte på kurser i 2024.

Runde fødselsdage

25

Studerende Victoria Bøhm 12-10-1999

Studerende Janus Wraae Rytter 06-11-1999

Studerende Josefine Alma Bundgaard 06-11-1999

30

Studerende Tjelle Esrom Raunkjær 01-10-1994

Billedkunstner Anna Rebecca Villefrance Lerke 30-10-1994

Studerende Frederik Tøt Godsk 04-11-1994

40

Billedkunstner Anna Ulrika Marieke Moderato 11-10-1984

Billedkunstner Scott William Raby 11-10-1984

Skulptør Danilo Krstajic 16-10-1984

Ph.D Alexandra Jönsson 22-10-1984

Billedkunstner Peter Larsen 31-10-1984

Billedhugger Hilda Hellström 29-11-1984

50

Billedkunstner Mette Moeslund Broberg 01-10-1974

Billedkunstner Stine Juul 02-10-1974

Billedkunstner Vibe Bredahl 06-10-1974

Kunstner Karoline H. Larsen 09-10-1974

Billedkunstner Rikke Hostrup 24-10-1974

Billedkunstner Malene Hartmann 04-11-1974

Billedkunstner Maren Marie Mathiesen 06-11-1974

Billedkunstner Kristina Elisabeth Steinbock 11-11-1974

Billedkunstner Hanne Arberg 11-11-1974

Billedhugger Thomas Hallas Øvlisen 16-11-1974

60

Maler Gitte Winther 04-10-1964

Billedkunstner Ion Sørvin 07-10-1964

Billedkunstner Lene S. Olldag 18-10-1964

Billedkunstner Lise M.F. Autogena 24-10-1964

Billedkunstner Kirsten Schauser 27-10-1964

Billedkunstner Søren Taaning 20-11-1964

Billedkunstner Sine Lewis 30-11-1964

70

Keramiker Bent Skytte-Rasmussen 05-10-1954

Billedkunstner Morten Skriver 08-10-1954

Billedkunstner Margit Rosenmeier 31-10-1954

Maler Peter Holck 22-11-1954

Billedhugger/Grafiker Finn Naur Petersen 29-11-1954

75

Grafiker Susanne Helweg 03-10-1949

Maler Niels Reumert 08-11-1949

Billedkunstner Sanne Moe 08-11-1949

Keramiker Anne Nielsen 29-11-1949

Billedhugger Margrete Sørensen 30-11-1949

80

Billedhugger Jørn Rønnau 08-10-1944

Maler Niels Strøbek 14-10-1944

Maler Svend Boe Haugaard-Nielsen 26-11-1944

85

Billedkunstner Inge-Lise Koefoed 10-11-1939

Billedkunstner Linnea Imlau 27-11-1939

DØDE:

Frodo Mikkelsen † februar 2024

Inge Lise Westman † april 2024

Bo Thobo-Carlsen † april 2024

Ronald Burns † maj 2024

Ole Holgersen † juni 2024

NYE MEDLEMMER

OG GENINDMELDELSER

Algoritmisk kunstner Ada Hyldahl Fogh

Studerende Agnes Karl Åxman

Keramisk kunstner Amalie Vöge Jensen

Billedkunstner Anna Rettl

Billedkunstner Anna Hyldeborg

Billedkunstner Anne Gammelgaard Kristensen

Billedkunstner Anne Marie Ploug

Studerende Anne Malling

Maler Annette Olesen

Studerende Barbara Marstrand

Studerende Carl Otto Linde

Studerende Carla Liv Madelung Petersen

Billedkunstner Christina Meldgaard

Studerende Didde Borup Larsen

Billedhugger Dorthe Dencker

Billedkunstner tekstildesigner Elisabeth F.V.S Kiss

Billedkunstner Emma Kathleen

Studerende Ezra Shami

Billedkunstner Hanne Arberg

Billedhugger Helle Rask Crawford

Studerende Ida Mariboe Nielsen

Studerende Ida Winkel Svendsen

Studerende Io Florentin Rosendal

Studerende Jacob Møller Matthiesen

Studerende Janus Wraae Rytter

Studerende Jens Klitte Mogensen

Billedkunstner Jesper Palm

Billedkunstner Jessie Kleemann

Studerende Jonas Aae Jeppesen

Billedkunstner Jonas Hollerup Helle

Billedkunstner Karin Lykke

Keramiker Karina Præstegaard

Studerende Karoline Franka Foldager

Studerende Klara Benedikte Jensen De Lopez

Billedkunstner Kristine Karlshøj Leopold

Billedkunstner Laura Højvang Degn

Billedkunstner Leah Robb

Billedkunstner Line Toftsø

Billedkunstner Lotte Kejser

Kunstner Louise Vind Nielsen

Studerende Mads Mehlum

Studerende Malte Frej Linnebjerg

Billedkunstner Mathieu J. H. Hansen

Studerende Matias Albert Noppenaug Nikolajsen

Fotograf & billedkunstner Michael Abel

Billedkunstner Miriam Kongstad

Kunstner Morten Bencke

Studerende My Tellerup Helms

Studerende Nana Lohmann

Billedkunstner Paul Enøe Johansson

Billedkunstner Peter Larsen

Billedkunstner Ragna Lykke Wehding

Billedkunstner Rasmus Søndergaard

Johannsen

Billedkunstner Ruta Mockute

Billedkunstner Sara Mirkhani

Billedkunstner Sarah Trahan

Studerede Sasha Lindegaard

Billedkunstner Selini Marie Halvadaki

Billedkunstner Sofie Holck Thorhauge

Billedkunstner Sol Hallset

Billedkunstner Stine Juul

Studerende Tilda Lundbohm

Studerende Tringa Gashi

Billedkunstner Vagnur Dam

Studerende Zida Bruun

Kontakt BKFs sekretariat min. tre måneder inden din runde fødselsdag, hvis du ikke ønsker den offentliggjort her.

AKTUELLE ANSØGNINGSFRISTER

RECIDENCY: DET DANSKE INSTITUT I ROM

Forskere indenfor alle grene af videnskaben, kunstnere indenfor alle kunstarter, arkitekter, musikere og forfattere kan nu søge studieophold på Det Danske Institut i Rom i foråret 2025. Instituttet har til huse i Kay Fiskers fornemme bygning fra 1967 og ligger i Borghese-parken, få minutters gang fra Piazza del Popolo og Roms centrum (se acdan.it)

Frist for indsendelse af ansøgninger er: mandag d. 16. september 2024

OPHOLD PÅ DET DANSKE INSTITUT I ATHEN

DIA tilbyder ophold af 1 til 3 måneders varighed med fokus på kunstnerisk fordybelse, research og udveksling. Grækenlands rige kultur og historie suppleres af en levende samtidskunstscene, og DIA hjælper aktivt med at skabe møder mellem danske stipendiater og lokale kunstnere og kunstinstitutioner.

Ansøgningsfristen for ophold til foråret 2025 (1. februar - 31. juli) er 20. september 2024. Læs mere på instituttets hjemmeside: diathens.gr

KLITGAARDEN

REFUGIUM

Der kan søges legater til arbejdsophold for kunstnere på Klitgaarden.

Næste ansøgningsfrist er den 30. september 2024. Klitgaarden er et refugium for bl.a. kunstnere, som er medlemmer af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer – herunder BKF - og har brug for at kunne koncentrere sig om et projekt eller et værk. Den enkelte gæst får et værelse med arbejdsbord og adgang til fælles rum. Derudover er der tre atelierer – hvoraf det ene nu er blevet forsynet med keramikovn på 100 liter og en elektrisk drejeskive. Tre daglige måltider bliver serveret.

Klitgaardfonden kan søges om legat, der dækker opholdsudgifterne i 2 uger, på nær en egenbetaling på 150 kr./dag. mere information: klitgaarden.dk

SAN CATALDO

Klostret San Cataldo ved Amalfikysten i Syditalien er et studiehjem for videnskabsmænd, kunstnere og andre åndsarbejdere. Stipendiet består i 2-4 ugers ophold med fuld forplejning inden for tidsrummet 1.-28. i den pågældende måned – dog skal stipendiater betale 35 Euro pr. uge til kost og logi, samt skat til den italienske stat. Ubemidlede kunstnere kan samtidig med ansøgning om ophold ansøge om en

portion af Arne Meyers Legat på 3.000 kroner som tilskud til rejseudgifter.

Ansøgningsskema: Der skal udfyldes elektronisk ansøgningsskema på sancataldo.dk

Ansøgere uden adgang til internettet kan kontakte Anita Møller på telefon: 99 68 70 41

Ansøgningsperiode: 1.-30. november 2024 for ophold i forår-sommersæsonen (marts-juli 2025).

Bemærk registrering af ansøgere skal ske inden 28. november.

Mere information: sancataldo.dk

STATENS LEGATBOLIG I PARIS

Næste deadline for ophold i 2025 er 1. oktober 2024.

Danske kunstnere og forskere har nu mulighed for at ansøge om ophold i Statens legatbolig i Paris i 2024. Ansøgere, hvis projekt har en konkret tilknytning til Paris og/eller Frankrig, vil blive prioriteret. For at tilgodese flest mulige ansøgere tildeles ophold som regel kun for én måned

Lejligheden ligger 3, rue de la Perle – midt i Marais-kvarteret. Den er i to etager (ikke handicapvenlig) og er møbleret og udstyret til 2 personer. Huslejen er 1400 Euro pr. måned inkl. varme, lys, telefon- og internetabonnement.

Læs mere og find ansøgningsskema her: frankrig.um.dk/da/om-os/statens-legatbolig-i-frankrig/

STATENS KUNSTFOND

KOMMENDE FRISTER:

26. SEPTEMBER

Kunst i det offentlige rum

Bemærk! Denne pulje kan kunstnere ikke søge på egen hånd. Er puljen relevant bør kunstner søge i samarbejde med institutioner)

1. OKTOBER

— Huskunstnerordningen

— Artist in Residence under Huskunstnerordningen

Se mere på kunst.dk/for-ansoegere/soeg-tilskud for nye puljer og mere info.

NORDISK KULTURFOND

2.SEPTEMBER

Projektstøtte – Støtter projekter, der bygger på og udvikler samarbejder på tværs af Norden

15. NOVEMBER

— Opstart: Støtte til at give samarbejdsprojekter inden for kunst og kultur en god begyndelse.

— Globus Opstart: Støtter etablering af nordisk-globale samarbejder med langsigtede ambitioner

Mere info på nordiskkulturfond.org eller tlf. 33 96 02 42.

NORDISK KULTURKONTAKT

12. SEPTEMBER

Kultur- og kunstprogrammet

26. SEPTEMBER

Kortvarig netværksstøtte

20. SEPTEMBER

Mobilitetsstøtte (rejser)

9. OKTOBER

Støtteprogrammet Norden 0-30 (børn og unge)

Mere info på nordiskkulturkontakt.org

LEGATER OG FONDE

BKF’s medlemmer kan gratis rekvi rere forbundets liste over legater og fonde ved at skrive til → stud@bkf.dk

BKF’S TILGÆNGELIGHEDSPULJE

BKF’s Tilgængelighedspulje giver billedkunstnere med handicap mulighed for at søge økonomisk støtte til værkproduktion, ansøgninger, udstillingsforberedelser mv.  Det kan fx være: En billedkunstner med ordblindhed, der søger et mindre beløb til at kunne betale en tekstfaglig for assistance ifm. fondsansøgninger.

En billedkunstner med funktionsnedsættelse, der søger til at kunne betale en assistents med-deltagelse på et residency eller researchrejse, fx i form af tilskud til rejse og ophold.

En billedkunstner med handicap der søger midler til en værkstedsassistent ifm. nye værkproduktioner og udstilling.

Beløbsstørrelse:

Der kan ansøges om kr. 2.000 – 10.000 pr. projekt.

Ansøgningsfrist:

4. gange årligt; 1.9 / 1.12 / 1.3 / 1.6

Ansøgning:

Send en kortfattet ansøgning på max 200 ord, der beskriver, hvad der søges støtte til, samt kort hvad dit handicap består af og om det er en lægelig diagnose.

Ansøgningen, samt cv sendes via ansøgningsskemaet på BKF’s hjemmeside: bkf.dk

ABONNER PÅ OPSLAGSTAVLEN

Opslagstavlen er en af de allermest besøgte sider på bkf.dk. Nu kan du – som mange allerede har opdaget – tegne abonnement på siden og hver fredag få tilsendt en mail om de nyeste opslag inden for open calls, events, residencies, jobopslag, atelierpladser og meget mere.

Du

skriver dig op på bkf.dk/opslagstavlen

OPDATERET LISTE OVER KUNSTFORENINGER

BKF har opdateret listen over kunstforeninger i hele landet.vBemærk venligst at listen herfra opdateres ved tilbagemeldinger fra medlemmer.

Medlemmer kan skrive til bkf@bkf.dk med deres medlemsnummer for at få listen og må meget gerne skrive tilbage ift. opdateringer af listen.

NYE RABATAFTALER

BKF indgår løbende nye rabataftaler og samarbejder med forhandlere af kunstnerartikler.

For flere aftaler er det nu muligt også at bruge rabatten ved køb online. Se rabataftalerne på bkf.dk under “Medlemsfordele”.

BKF’S GENERALFORSAMLING 2024

Generalforsamlingen afholdes i år lørdag d. 9. november i København.

Dagsorden samt information om program sendes til alle medlemmer i oktober.

Forslag, der ønskes optaget på den ordinære generalforsamlings dagsorden, skal være forbundets sekretariat i hænde senest den 1. oktober.

BRUG IKKE GAMLE GIROKORT, NÅR DU INDBETALER

DIT KONTINGENT

Vi har problemer med at se, hvem der har betalt, hvis du bruger et gammelt girokort eller har glemt at opdatere informationerne i din Netbank.

BKF’S BESTYRELSE 2024

FORPERSON/BILLEDKUNSTNER Marie Thams

NÆSTFORPERSON/BILLEDKUNSTNER Jóhan Martin Christiansen

BILLEDKUNSTNER Mette Kit Jensen

STUDERENDE Agnes Schyberg

BILLEDKUNSTNER Ditte Lyngkær Pedersen

BILLEDKUNSTNER Anette Højlund

BILLEDKUNSTNER Morten Modin

BILLEDKUNSTNER Søren Thilo Funder

BILLEDKUNSTNER Troels Aagaard

BKF’S REGIONER 2024 KONTAKTPERSONER

BORNHOLM/BILLEDKUNSTNER Anne Sofie Meldgaard

FYN/BILLEDKUNSTNER Lone Vivian Petersen

KØBENHAVN/BILLEDKUNSTNER Lise Seier Petersen

MIDTJYLLAND/BILLEDKUNSTNER Mette Skriver

MIDT- OG VESTSJÆLLLAND

NORDJYLLAND/ BILLEDKUNSTNER OG FOTOGRAF Rikke Ehlers Nilsson

NORDSJÆLLAND/BILLEDKUNSTNER Gert Brask

STORSTRØM/INSTALLATIONS- OG BILLEDKUNSTNER Parul Modha

SYDJYLLAND/MALER Nils Vollertsen

REDAKTØR

Steen Bruun Jensen sbj@bkf.dk

BKF’S REDAKTIONSUDVALG

Marie Thams

Mette Kit Jensen

Søren Thilo Funder Anette Højlund

DEADLINE

Billedkunstneren nr. 4, 2024 6. november

ANNONCER

Billedkunstnernes Forbund

ABONNEMENT

300 kr. for 4 årlige udgivelser ISSN 1902-3618 ISSM elektronisk publikation TL901-7596

TRYK

BUCHS A/S

DESIGN OG LAYOUT Mai Boline Bjerre og Laura Silke

UDGIVER

Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vingårdsstræde 21, 1 th. 1070 København K. T 33 12 81 70 Åbent man-tors kl. 10-15

SEKRETARIATSLEDER

Klaus Pedersen

KOORDINATOR

Annarosa Krøyer Holm

KOMMUNIKATIONSANSVARLIG

Steen Bruun Jensen

KURSUS- OG PROJEKTLEDER

Karen Mette Fog Pedersen

STUDENTERMEDHJÆLPERE

Maria Bendixen og Clara Sidor

AFSENDER

Billedkunstnernes Forbund

Vingårdstræde 21, 1.th.

1070 København K

ID-NR. 46798