Fagbladet Billedkunstneren #4 2024

BILLED KUNSTNEREN NR4

Fagblad for

Kunstnerliv | Kunststøtte | Kunsten og Forsvaret

Undtagelser eller fællesskab?

Som det nok vil være de fleste bekendt, har partierne bag forsvarsforliget besluttet at undtage Forsvaret i den nuværende budgetperiode frem til 2033 fra kunstcirkulæret, som ellers forpligter statsligt byggeri til at bruge mindst 1,5 procent af de samlede håndværkerudgifter på kunstnerisk udsmykning ved nybygning og større ombygninger af statens ejendomme. Når et flertal i Folketinget har taget en beslutning står den ikke til at ændre, men det har ikke afholdt os fra at beklage beslutningen på både vores egne og andres kanaler. Og det vil vi fortsætte med at gøre fremover, for at undtagelserne ikke bliver permanente eller breder sig til andre områder.

Jeg skal ikke her gentage alle vores argumenter for at kunsten også har en rolle at spille på Forsvarets kaserner, der tilsammen udgør en af Danmarks allerstørste arbejdspladser – for det har vi fået tre dygtige billedkunstnere til at gøre i dette årets sidste nummer af Billedkunstneren, og de har alle gjort sig – rigtig gode – erfaringer med at samarbejde med Forsvaret. Men som jeg sagde på Billedkunstnernes Forbunds generalforsamling i november, så ser vi kunsten som en essentiel kraft i vores samfund, der er med til at skabe fællesskab og refleksion, der bidrager til udvikling og beriger det enkelte menneske og det store samfund. Også i statslige institutioner såsom

Forsvaret. Og derfor kæmper vi for at kunstens rolle styrkes, at billedkunstnerens vilkår forbedres, og at billedkunstneres stemmer høres; i nu 55 år har Billedkunstnernes Forbund arbejdet for at fremme og beskytte kunstens interesser og billedkunstneres vilkår. Dét agter vi at fortsætte med på samme utrættelige vis som Danmarks førende fagforbund og interesseorganisation for billedkunstnere.

I dette nummer af Billedkunstneren bringer vi også en artikel af tidligere enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen og ansvarlig for Statens Kunstfond, Anette Østerby, som giver et overblik over kunststøttens historie. Hun kan berolige os med, at kunststøtten næppe vil komme i farezonen de næste mange år, men at kunstsynet hele tiden er i udvikling, og at kunststøttens indretning løbende tilpasser sig sin tid. Og så har vi en samtale med billedhugger Gerda Thune Andersen, der med sine 92 år stadig er aktiv som billedhugger og så sent som i sommer tildeltes hædersprisen af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Hun har om nogen været vidne til et kunstsyn i udvikling.

En anden udvikling, der præger kunstsynet i disse år, står de sociale medier for. Ikke nødvendigvis til det bedre, for selvom kunstnere, gallerier, auktionshuse, museer m.fl. er flittige til at benytte sig af de sociale medier, har disse medier temmelig svært ved at genkende kunst, når de ser det, og lukker rask væk konti, når de identificerer værker, der udfordrer ideer om kroppen, erotik og seksualitet: De sociale mediers censur af kunst er med til at fremstille både vores kunst og kultur som mere puritansk, end den rent faktisk er, og vi ender langsomt med at internalisere en ny digital victoriansk tidsalder – billedkunstner Augusta Atla deler sit perspektiv på den sag her i bladet.

AF Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF)

Året går på hæld, og som jeg også sagde på generalforsamlingen: Jeg ser frem til endnu et år, hvor vi også kan være med til at skabe et kulturelt blomstrende, rigere og mere inkluderende kunstfelt og samfund. Tak til alle jer medlemmer for at være del af det fællesskab som BKF udgør! Tak til bestyrelsen og udvalgene for godt samarbejde, og tak til sekretariatet for jeres uvurderlige arbejde!

God læselyst!

6

KVINDEKUNST SÅ MAN NED PÅ

Atelieret har en helbredende virkning på billedhugger Gerda Thune Andersen, der har taget sin gamle professors råd til sig: ”Gå over i dit atelier hver dag, kan du ikke finde på andet, kan du feje gulvet”.

14

KUNSTEN OG FORSVARET

Forsvaret undtages fra kunstcirkulæret. Tre billedkunstnere, der tidligere har samarbejdet med Forsvaret, deler deres erfaringer.

23

TRADITIONER OG MAGTKAMPE

Kunstsynet er hele tiden i udvikling, og kunststøttens indretning tilpasser sig løbende sin tid.

28

LET’S TALK ABOUT SEX

De sociale mediers censur af kunst er med til at fremstille kunsten og kulturen som mere puritansk, end den er.

KUNSTNERENS VÆRKSTED

Hvordan indretter man sig som kunstner? Og hvordan ser der ud der, hvor værkerne skabes?

FOTO

Ábel

Nyerges

Parul Modha

Jeg føler mig meget heldig, når jeg har tid i mit atelier. At træde ind i mit rum, hvor intet er skrevet i sten –hvor alt er muligt! Når jeg går derind, omslutter stilheden mig, og jeg oplever mig selv trække vejret og tænke på en måde, der er så anderledes end det ’normale liv’ uden for dette rum.

Min familie og jeg flyttede fra København til Maribo på Lolland i 2013. Mit første atelier her var i den gamle sukker fabrik i Sakskøbing –der havde jeg et enormt åbent rum, hvor jeg virkelig kunne sprede mine vinger – men om vinteren var det meget koldt, og på trods af det store rum med højt til loftet og godt lys, var dørene af standardstørrelse, og det lå på første sal, hvilket gav nogle begrænsninger.

I 2015 besluttede vi at ombygge og lave et atelier i et af vores udhuse.

Vi har to andre udhuse; det ene blev et værksted med maskiner, værktøj og en trykpresse, og det tredje bruges til opbevaring.

Jeg må indrømme, at jeg nogle gange har et had-/ kærlighedsforhold til mit atelier, for det er lidt småt og opdelt i tre rum. Men om sommeren har jeg hele haven og det overdækkede område under carporten til rådighed, og samlet set kan jeg lave relativt store kunstværker, når jeg ønsker det og har brug for det.

At have et atelier hjemme har sine fordele – jeg er god til at skærme mig fra hverdagens gøremål. Nogle gange finder jeg faktisk disse små pauser, som at hænge vasketøj

op eller tømme opvaske maskinen, som gode pusterum; mens jeg udfører disse hverdagsopgaver, kan mine tanker stadig være i arbejdsprocessen, og jeg vender tilbage med friske øjne og tanker.

Det, jeg virkelig sætter pris på ved mit atelier, er, at jeg er alene. Indtil vi flyttede til Lolland, var jeg altid en del af et atelierfællesskab, hvilket dengang også var meget vigtigt for mig, og jeg har opbygget fantastiske forbindelser, mange af dem er stadig relevante i dag. Nu nyder jeg virkelig at kunne udtrykke mine tanker i mit eget rum, hvor ingen behøver at se mit arbejde, før jeg er klar til at vise det frem.

Når det er sagt, er det virkelig vigtigt at få feedback og råd udefra. Det handler om at finde en balance, hvor man bliver mere sikker på, at de valg, man træffer om sine værker, er rigtige, og samtidig undgår at sidde fast – eller gøre som en hund der jager sin egen hale.

Jeg kan kun råbe “halleluja” til internettet og mobiltelefoner. Ikke nok med at man kan få alle de materialer, man ikke kan finde lokalt, med et klik, men det bliver også (mod betaling) sendt til døren! Det er også dejligt, at jeg kan tage et billede eller foretage et videoopkald med en kunstkollega, det være sig i Danmark eller i udlandet, for at spørge til råds. Med Femern-tunnelen under opførelse og de muligheder, den bringer, ved jeg, at der kommer flere professionelle kunstnere til Lolland. Det var en af grundene til, at vi

valgte at flytte hertil, så det er godt at se, når planerne begynder at give mening. Jeg har også skabt mange forbindelser til tyske kunstnere, især i Slesvig-Holsten.

Jeg kan godt lide at arbejde på flere ting i mit arbejdsområde (det er her, mit atelier kan virke småt og rodet, når jeg er i flow), men jeg kan lide at arbejde med både 2Dog 3D-værker samtidig. Jeg er også noget af en samler og elsker ready mades. Jeg lavede engang et selvportræt, hvor jeg var et egern.

En god dag i atelieret er, når jeg kommer ud med en følelse af vægtløshed og glæder mig til at fortsætte.

Der har altid været noget, man skulle passe

ved siden af

AF Helle Fagralid

I Gerda Thune Andersens have i Tisvilde dukker hendes skulpturer op af græsset og står som små væsener blandt efterårsbladene. Jeg genkender flere af dem fra sommerens udstilling på Den Frie i anledning af Carl Nielsen og Anne Marie CarlNielsens Legat 2024, hvor den 92-årige billedhugger var en af de fem modtagere af hædersprisen.

Da vi træder ind i Gerda Thune Andersens atelier, undskylder hun: ”Ja, jeg har ryddet op, for der er kulturnat og så holder jeg åbent hus her i morgen. Gør det noget?” Overalt på hylder og borde står skulpturer, voksmodeller og skitser, som vidner om en fortløbende undersøgelse af former og materialer igennem et langt kunstnerliv.

— Hvordan fandt du ud af, at du ville være kunstner?

”Det har jeg vidst stort set hele livet. Jeg gik på Zahles skole og var et af de børn, der var ordblinde. Dengang vidste de ikke noget om ordblindhed, så jeg fik at vide, at jeg var åndsvag i middelsvær grad. Gudskelov var min far læge, og han ville ikke acceptere den dom, så min intelligens blev testet og den var ganske udmærket. Men hele min skoletid var én stor katastrofe fra day one og jeg blev mobbet, så hvis ikke jeg havde været så stærk og havde en solid baggrund, kunne det være gået helt galt.”

”Min mor var kunstner, uddannet fra Akademiet, og vidste, at det kreative var værd at dyrke, og pludselig en dag

gav hun mig en klump plastilina. Det var sådan en grå masse på størrelse med en mursten, ikke de små farvede pølser man bruger i dag. Da jeg fik det ler i hånden, var min lykke gjort. Jeg blev så begejstret for at modellere, og allerede fra barnsben af var jeg optaget af ansigter, så jeg modellerede portrætter. Efter at have set ’Hvem ringer klokkerne for?’ i biografen, modellerede jeg et portræt af den gudindeagtige Ingrid Bergman i en mindre størrelse, for det var det, jeg kunne håndtere dengang. Det sad jeg og arbejdede med ved min pult i skolen. Alt med skriftlige opgaver var fuldstændig håbløst. Jeg fik den ene dårlige karakter efter den anden, men da lærerne opdagede, at jeg kunne modellere, begyndte de at interessere sig for mig. Så det har jeg gjort, lige siden jeg var 13-14 år.”

Uinspirerende Akademi

Gerda Thune Andersens far syntes imidlertid, at det var nok med én kunstner i familien, så han tilmeldte hende en sygeplejehøjskole. Men et besøg hos billedhuggeren Einar UtzonFrank blev afgørende.

Atelieret har en helbredende virkning på billedhugger

Gerda Thune Andersen, der har taget sin gamle professors råd til sig: ”Gå over i dit

atelier hver dag, kan du ikke finde på andet, kan du feje gulvet”.

”Han sagde de forløsende ord, at det ville være vanvittigt, hvis jeg blev sygeplejerske, for jeg skulle da absolut på Akademiet med det samme. Så vi sendte et telegram med den besked til min far, som var i London på lægekonference. Han svarede ”Accepted, far”. I 1953 kom jeg på Teknisk Skole som forberedelse til Akademiet, hvor jeg kom ind i 1954 og samme år debuterede jeg

på Forårsudstillingen på Charlottenborg med de to portrætter, jeg havde vist Utzon-Frank.”

Årene på Kunstakademiet bød på opøvelse af håndværket, men var dog ikke videre inspirerende for Gerda Thune Andersen:

”Vi var sidste generation af billedhuggerelever, som blev trænet i den klassiske tradition, hvor man i oktober stillede en model op, der roterede hvert tyvende minut. Ved juletid havde vi alle lavet en skulptur i fuld størrelse, der så skulle støbes i gips, og i januar kom der en ny model, som også roterede. Da jeg havde gjort det i fire år, havde jeg fået nok. Der er stor forskel på den måde, jeg modellerede, inden jeg lærte noget og efter, at jeg havde været igennem møllen på Akademiet. På det tidspunkt skulle alt ligne Astrid Noacks stil. Det lå i skolens ånd, at alt skulle være så stramt og uden detaljer. Mit udtryk før Akademiet var meget mere ekspressivt. Jeg synes faktisk, at de første portrætter, jeg lavede, er skidegode.”

— Hvem har så inspireret dig?

”Man har jo sine helte undervejs. Jeg startede med Kai Nielsen og så Rodin. I dag er Louise Bourgeois en stor inspirationskilde og det sjove er, at hun var 80 år, før hun slog igennem. Jeg skulle også blive 92 og stå med det ene ben i graven, før jeg fik det her store legat. Det kunne jeg godt have brugt noget tidligere, selvom jeg jo stadig er i gang.”

— Er du tilknyttet et galleri?

”Nej, vor herre bevares, jeg hader gallerister. Det gør tingene endnu dyrere, og det er i forvejen svært. Jeg har altid klaret det selv og via mund-til-mund-metoden. Jeg har jo altid levet i udkanten af den danske kunstscene, dels fordi jeg har boet meget i Nordjylland og rejst meget i kraft af min mands arbejde, så jeg har aldrig siddet inde på Kongens Nytorv og drukket bajere med de rigtige. Hver gang jeg kom hjem fra udlandet, var det som om, jeg havde været død og skulle begynde forfra. Det gav mig samtidig også en vis frihed, for min ambition som kunstner har først og fremmest været at lave noget, som jeg selv brændte for og mente var vigtigt. Om det så kunne sælges, skænkede jeg ikke en tanke og der har jeg også været privilegeret, for jeg har været gift med en mand, som langt hen ad vejen har sørget for, at vi fik mad på bordet. I dag kan jeg leve af det, men jeg skulle så også blive næsten 100 år, før det lykkedes.”

Elsk din næste

Det er tydeligt at mærke, at selvom Gerda Thune Andersen er drevet af en indre skabertrang og at finde sin egen mening med arbejdet, er hendes blik nysgerrigt vendt udad mod verden. Hun fortæller engageret om sin kunstneriske udvikling, mens hun peger rundt på værkerne i atelieret:

”Når jeg kom hjem fra den tredje verden til nogle halvfærdige skulpturer, jeg havde efterladt, så kunne jeg ikke fortsætte, hvor jeg slap, for jeg var blevet et andet menneske. Jeg havde flyttet mig. Det gav så muligheden for at eksperimentere med andre materialer. Efter at have været i Laos, fik jeg for eksempel ideen til at lave sådan nogle små huse, som indgår i

de buddhistiske begravelsesritualer – stupaer. Og til dét skulle jeg lære at lodde, for det havde jeg jo ikke lært på Akademiet, men det fungerede ikke, så jeg fik fat i en bukkemaskine, som man bruger til at lave tagrender, og den teknik har jeg så brugt til flere værker.”

”Jeg har arbejdet meget i serier, som HousesofMemory II, der er parafraser over bygninger fra Afrika. De er jo meget stramme og symmetriske med arkitektur som reference, men da vi nærmede os årtusindskiftet og verden gik af lave, tænkte jeg: ”Nu kan jeg ikke lave de pæne skulpturer længere, nu sætter jeg en bombe under lortet” og så begyndte jeg at arbejde på en helt anden måde. Det kan man se i Metastaser I-III, hvor jeg arbejder med opløsningen af menneskeskabte bygningsformer, samt hvad jeg kalder kaotiske og stabile områders samtidige eksistens.” →

Udstilling på Den Frie i forbindelse med tildelingen af hædersprisen fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2024. FOTO David Stjernholm

”Min ambition som kunstner har først og fremmest været at lave noget, som jeg selv brændte for og mente var vigtigt. Om det så kunne sælges, skænkede jeg ikke en tanke.”

Gerda Thune Andersen. FOTO

Birgit Tengberg

”Og så er der kuplerne. Den serie handler om de tre monoteistiske religioners evige strid med hinanden. De fokuserer udelukkende på forskellighederne, selvom de har så meget tankegods til fælles. Det tema kan man også se i min installation Skriften på væggen. Det startede med, at en veninde mindede mig om kærlighedsbudskabet; at du skal elske din næste, som du elsker dig selv. Det er stort set enslydende for alle de store religioner i verden. Ordstillingen er forskellig, men meningen er den samme. Derefter ville jeg prøve at finde flere sammenfald og lavede research sammen med en jøde, en kristen og en muslim. Det var et billede på, at vi skal prøve på at samarbejde uanset, at vi er forskellige.”

Samarbejde og fællesskab er essentielt for Gerda Thune Andersen, der i 2015 startede kunstnergruppen Efterkommere, som desuden består af Vibe Bredahl, Tine Kjølsen, Pernelle Maegaard, Nina Maria Kleivan og Annette Skov.

”Jeg samlede seks kunstnere, som jeg forestillede mig kunne arbejde godt sammen, og som kunne gå ud af deres daglige rutinemæssige produktion og ind i en ny fælles kontekst. Ideen er, at vi står på skuldrene af kvinder, der kom før os. Vi er en tæt gruppe, der er kærlige og trygge ved hinanden, og derfor kan vi arbejde sammen.”

Har altid skullet slås

Kunstnergruppen Efterkommere har skabt flere udstillinger om fortidens stærke kvindefigurer og pionerer som blandt andre Tycho Brahes begavede lillesøster adelskvinden Sophie Brahe, Marie Toft, der ejede Rønnebæksholm og forfatteren Amalie Skram. Om udstillingen Taletid på Rønnebæksholm i 2019 fortæller Gerda Thune Andersen:

”Der på Rønnebæksholm ligger dna’et for kvindernes frigørelse i kraft af de dygtige og stærke kvinder, som kom der. Derfor lavede vi også et ’Solidaritetsrum’, hvor vi til åbningen havde inviteret 100 kvindelige kunstnere til hver at medbringe et værk og udstille sammen. Det gav genlyd i kunstnerkredse, for er der noget mænd aldrig kunne finde på, så er det at lave sådan et solidaritetsrum, men det kan vi kvinder.”

— Hvordan vil du beskrive udviklingen for kvindelige kunstnere, fra da du startede og til i dag?

”Jeg er vokset op i den tid, hvor man talte om ’kvindekunst’ og det var noget, man så ned på. Det har ændret sig. I lang tid var det jo mændene, der dominerede det hele.”

”I 1973 blev jeg medlem af Vrå-udstillingen, og samtidig var der nogle af de der frække drenge fra Grønningen, som også blev medlemmer, så jeg inviterede dem til middag. Året før havde jeg været indlagt med livmoderkræft og som 40-årig med fire små børn, troede jeg, at jeg skulle dø, men da jeg var færdig med behandlingen, sagde jeg til mig selv, at nu laver jeg et kæmpe værk, om det så bliver det sidste. Så gutterne kom over i mit atelier og så mit store relief Ekko af en drøm og blev meget begejstrede og inviterede mig med som gæst på Grønningens udstilling på Charlottenborg i 1974.”

”Den daværende direktør på Statens Museum for Kunst gik rundt på hele udstillingen, men det eneste han købte var

Gerda Thune Andersen skabte i 1994 skulpturen Koglen, som med sine 32 meter er blevet et vartegn for Skagen. Koglen er udført i kobber, og står placeret på en gammel betonsokkel fra en vindmølle. FOTO Thomas Ravn

mit relief, og så blev der ballade. Mændene var rasende, og jeg kom aldrig til at udstille der mere. Det handlede jo om de alfahanner der. Det var også altid dem, der fik de store bestillingsopgaver. Du kan nærmest ikke besøge en by i Danmark, uden at der står en Børge Jørgensen-skulptur i rustfrit stål. Jeg fik nogle store opgaver, da jeg boede i Nordjylland, men det var nok fordi, jeg var den eneste billedhugger på egnen, og det var altid noget med, at det skulle være i samarbejde med en professionsskole eller lignende. Jeg har altid skullet slås med de mænd, der troede, at man var idiot, fordi man var kvinde. Man skulle hele tiden kridte banen op.” →

Udstilling på Den Frie i forbindelse med tildelingen af hædersprisen fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2024. FOTO David Stjernholm

Man kan altid feje gulvet

”I dag er der så mange dygtige kvindelige kunstnere, så vi fejer mændene af banen. Og vi drikker os ikke ihjel. Det er gået galt for mange mandlige kunstnere, men vi kvinder har altid et eller andet, vi skal passe ved siden af; børn og så videre.”

— Hvordan har du selv balanceret familieog arbejdslivet?

”Det ligger i mine gener. Jeg er kvinde med stort Q, og jeg har altid gerne villet have børn. Nu har jeg fire børn, elleve børnebørn og fem oldebørn, så det er en stor familie og jeg elsker dem alle sammen. Det er den baggrund, der gør, at jeg fungerer så godt, for jeg har al den kærlighed i ryggen. Det er en guds gave at være så privilegeret.”

Gerda Thune Andersen er tydeligvis et socialt væsen og åbner gerne dørene for besøgende, men værdsætter i ligeså høj grad sin tid alene i atelieret:

”Der får jeg renset min hjerne, og det er i dét univers, hvor jeg fungerer bedst. Det har også en helbredende virkning, for jeg har haft forskellige brud og vaklet rundt med rollator, men ligeså snart jeg kunne komme herover i atelieret, så blev jeg rask. Der er så meget energi og helbredende kraft i det her rum. Her er jeg kommet oven vande, selvom jeg tre gange har haft så meget uheld, at folk sagde til mig, at ”det her er noget man dør af i din alder”. Men jeg har ikke tænkt mig at dø foreløbig.”

— Har du nogensinde haft lyst til at arbejde med andet end kunst?

”Nej. Jo, da jeg var i Afrika lavede jeg noget andet, for jeg kunne jo godt se, at jeg ikke kunne sidde og lave følsomme akvareller dernede, når der var brug for handlekraft. Så jeg hjalp World Health Organisation med at tegne manualer til deres barfodslæger i felten. Jeg lærte også børnene at lave legetøj af det, man finder i naturen, med alle de her gamle tricks, der findes. Sideløbende lavede jeg også nogle skulpturer i træ, som nu ligger herude i græsset.”

— Har du et godt råd til unge kunstnere?

”I sin tid fik jeg et godt råd af min professor, Gottfred Eickhoff, der sagde: ”Gå over i dit atelier hver dag, kan du ikke finde på andet, kan du feje gulvet”. Det råd er der en dyb sandhed i.”

GERDA THUNE ANDERSEN var i år en af modtagerne af hædersprisen fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Hædersprisen er en af de største kulturpriser i Danmark. Udover æren hædres hver kunstner med 750.000 kr.

Gerda Thune Andersen ler og tilføjer ”Og så hold ud!”. På bordet står nogle skulpturer i voks, der snart skal støbes i bronze til Vrå-udstillingen. Der står også en model af en hjerne, som er forlæg til et værk i Efterkommeres udstilling på Augustenborg til februar 2025. Og så er der planer om endnu en udstilling på Arbejdermuseet i 2026, men som Gerda Thune Andersen siger: ”det er så langt ude i fremtiden, så vi tager det første først.”

Gerda Thune Andersen: Pagoder . Aluminium. Værk og værksted II, Munkeruphus 2017. FOTO David Stjernholm

”Vi drikker os ikke ihjel. Det er gået galt for mange mandlige kunstnere, men vi kvinder har altid et eller andet, vi skal passe ved siden af; børn og så videre.”

Kunsten

I en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet 25. september meddelte forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at partierne bag forsvarsforliget var blevet enige om, at forsvarsområdet i forligsperioden 2024-2033 ikke vil være omfattet af statens cirkulære om kunstnerisk udsmykning af statsligt byggeri. Kunstcirkulæret forpligter statsligt byggeri til at bruge mindst 1,5 procent af de samlede håndværkerudgifter på kunstnerisk udsmykning ved nybygning og større ombygninger af statens ejendomme.

”Forsvarets bygninger skal være en god ramme for soldaternes løsning af opgaverne og trivsel. Men jeg har forståelse for den kritik, der har været rejst blandt soldaterne om hellere at prioritere midler til bedre bygninger frem for ekstra kunstnerisk udsmykning”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Beslutningen har naturligvis ikke den store opbakning blandt billedkunstnere. Og især ikke blandt dem, der har samarbejdet med Forsvaret, og som har oplevet stor åbenhed over for kunsten og kunstnerne. På de følgende sider deler tre af dem deres erfaringer.

AF Steen Bruun Jensen

Soldater har også brug for trygge hjem

RUTH CAMPAU, billedkunstner:

”Det er dybt kritisabelt, at Forsvaret nu udelukkes fra kunstcirkulærets krav om kunstnerisk udsmykning i nybyggeri. At fritage Forsvaret fra ordningen afskærer soldaternes adgang til rum, der kunne skabe menneskelig varme og mentalt frirum i en ellers presset hverdag. I stedet prioriteres funktionalitet og materiel over de menneskelige behov, som kunsten hjælper med at dække – en beslutning, der rammer både den enkelte soldat og vores samfundsværdier.”

”Da jeg i 2006 bidrog som kunstner til de nye indkvarteringsbygninger i Oksbøllejren, oplevede jeg, hvordan kunsten kunne give stedet liv og betydning. Projektet var skabt med omtanke, og arkitekterne fra Arkitema havde designet fem runde huse, der diskret smeltede sammen med det omkringliggende landskab. Indenfor mødtes man af lys og en

og

åben atmosfære – her var kunst, gårdhaver og små fællesområder, der gjorde stedet indbydende og hjemligt. Soldaterne fik et sted, hvor de kunne finde ro og genoplade i et mere frit og åbent miljø præget af æstetik og omsorg.”

”Oksbøllejren er karakteriseret ved mange mørkerøde træbarakker, som ligger spredt i landskabet mellem buske og fyrretræer. Lavmælt og næsten camoufleret i terrænet. De nye stenhuse var mørke og skjulte sig på lignende måde. Jeg tænkte at jeg udenfor ville placere en mørkerød lys-skulptur ved indgangen, så husene integreredes med de andre Oksbøl-røde træhuse, men samtidig lyste diskret op for at byde soldaten velkommen hjem efter natøvelserne. Indenfor ville jeg tillade farver og lys. Dette skulle være et hjem og kunne noget andet end det derude. Her skulle man kunne regenerere og få tanken hen på noget andet.” →

Forsvaret

FOTO Torben Elliot Meyer

OksbølColorCamp, 2007.

Fem indkvarteringshuse til Oksbøl Kaserne. Silketryk på glas. Arkitekt: Arkitema. Bygherre: Forsvarets Bygningstjeneste.

FOTOS Torben Elliot Meyer

På slagmarken er der ingen farver

”Jeg bidrog derfor til de ringformede huse ved at indsætte farvede glas i udvalgte vinduesrammer således, at det både var synligt indendørs og udendørs. Farvespillet, som opstod her i det runde cirkelslag, påvirkede lyset og atmosfæren i hele gårdrummet. Når man gik rundt i vandregangen, kom man forbi nye farver, mens andre forsvandt. Farverne blandede sig med det grønne udenfor i gårdhaven, og det gav en positiv og nærværende atmosfære til dagligdagen. Man vidste også, hvor man boede, for farverne gav identitet til den cirkelformede gård.”

”Farver påvirker os. Uanset om vi er bevidste om det eller ej. På slagmarken er der ingen farver – alt skal skjules og alt der bevæger sig eller lyser op er en trussel. Fra mine arbejder på hospitaler har jeg erfaret, hvor meget et menneske har brug for noget, der kan aflede opmærksomheden fra det triste og skæbnesvangre, som måske pludselig truer os. Vi har brug for det irrationelle, som farver kan give os. Og alle farver har et budskab – de kommer med styrke, energi, mildhed, ro, glæde, varme, kulde, uendelighed, klarhed og meget, meget mere.

”Det nye fravalg af kunst i Forsvaret sender et uheldigt signal om, at soldaters trivsel og behov for æstetiske pauser er underordnet effektivitet og materiel. Fjerner vi kunsten, fjerner vi også muligheden for refleksion og menneskelig forankring i en ellers krævende

arbejdsdag. Forsvaret mister det mentalt helende element, kunsten kan tilbyde, og som er essentielt i soldaters hverdag, hvor de ofte skal bearbejde tunge oplevelser. Det er uundgåeligt, at dette fravær vil kunne mærkes, og at soldaternes mentale sundhed risikerer at lide under beslutningen.”

”Fravalget af kunst skader ikke blot de enkelte soldater, men går også ud over den bærende sammenhængskraft i vores demokrati. Kunst og kultur er grundlæggende byggesten i vores samfund, og deres tilstedeværelse minder os om, at vi som mennesker er en del af noget større. Soldater er ikke blot funktioner i en krigsmaskine; de er borgere, der forsvarer demokratiske værdier og frihed. Ved at fjerne kunsten fratager vi dem noget af det, der gør vores samfund værd at forsvare.”

RUTH CAMPAU er billedkunstner og har arbejdet med Forsvarets Bygningstjeneste omkring kunst til fem indkvarteringshuse på Oksbøl Kaserne i 2007. Hun er kendt for sine mange udsmykninger til det offentlige rum. Både bygningsintegrerede som den til Oksbøllejren, men også large- scale maleriinstallationer, som er stedsspecifikke og identitetsskabende. Hun har netop afsluttet et stort kunstprojekt til Hvidovre Hospital 2016-2024 og er i gang med en større mobil kunstintervention i Københavns Lufthavn, hvor der bygges en ny terminal.

Husk hvad vi kæmper for

SIMONE AABERG KÆRN, billedkunstner og pilot:

”Det er chokerende, at kulturministeren kan acceptere, at Forsvaret fritages fra cirkulæret om kunstnerisk udsmykning af statsligt byggeri. Den beslutning afspejler ikke kun kortsigtet krisetænkning, men skaber også en farlig præcedens med alvorlige konsekvenser for fremtidige statslige byggerier og for adgangen til kunst. Kunst og kultur er ikke en luksus, vi kan skære væk i trange tider – det er en grundlæggende del af vores demokrati. Uden kunst mister vi en vigtig del af den kollektive identitet, der binder os sammen som samfund.”

Flyvevåbenpiloten KOS taler foran Simone Aaberg Kærns maleri Batalje på Kunsten i Aalborg i 2017. FOTO Niels Fabæk/Kunsten

”At fjerne kunsten fra Forsvaret skaber en opsplitning og risikerer at styrke skel mellem centrum og periferi, by og land. Skellet mellem dem, der har adgang til kulturens livgivende næring, og dem, der ikke har, er kunstigt og uhensigtsmæssigt. Kunst er en nødvendighed, en livline for vores fælles værdier.”

”Men beslutningen overser især, hvad kunsten gør for vores soldater. Som billedkunstner med 30 års erfaring i krigstemaer og samarbejde med Flyvevåbnet har jeg set, hvordan kunst kan skabe refleksion og normalitet

Simone Aaberg Kærn i helikopter med medicinsk personel ved Sirte i Libyen i 2011. FOTO Simone Aaberg Kærn

i en hverdag præget af pres og risiko. Kunsten giver soldater et rum til at bearbejde voldsomme oplevelser, hvilket kan være afgørende for deres mentale sundhed.”

”Mine kunstneriske projekter med Forsvaret har ofte været selvinitierede og mulige på grund af de tillidsfulde relationer, jeg har opbygget over tid. Min performative flyvning til Afghanistan havde for eksempel ikke været mulig uden et smukt transnationalt, militært og kunstnerisk samarbejde, der også gik på tværs af generationer.

Jeg har set, hvordan forsvarets personel modigt og med skarpe visuelle kompetencer har bidraget til de kunstneriske processer, opbygget nye relationer og åbnet for svære samtaler. Det har været stærkt at opleve, hvordan mennesker, der politisk og fagligt er meget forskellige, respekterer og lærer af hinanden. Jeg har med mine samarbejdspartnere i Forsvaret gennem

årene haft en meget fri og kritisk åben diskussion af både fred, kunst og krig. Det har været en stor glæde at kunne bringe mennesker sammen omkring kunst, mennesker, som ellers stod på hver sin side ad demarkationslinjen og ellers ikke ville have kunnet mødes og opleve kunst eller tale sammen. Et eksempel er de kunstneriske og musiske saloner den rumænske instruktør Laura Beldiman og jeg holdt i Kabul i 2003, hvor vi inviterede militærpersonel fra den vestlige koalition til at mødes med afghanske kunstnere under uformelle former. Selskaber som nedbrød fordomme og skabte en dybere forståelse.”

”Flyvevåbenpiloten KOS har eksempelvis i Statens Kunstfond fortalt om vores samarbejde, som han først var imod, men endte med at se som værdifuldt. Under Libyen-krigen fungerede jeg som en huskunstner på basen som anker i en kaotisk situation. Her blev kunst

Simone Aaberg Kærns maleri Batalje på Kunsten i Aalborg i 2017. FOTO Niels Fabæk/Kunsten

”Kunsten sikrer, at soldater bevarer deres menneskelighed.”

et redskab til mental overlevelse og menneskelig forståelse, ikke blot æstetik. Flere soldater har fortalt mig, at de kom bedre igennem krigen, fordi en kunstner hjalp dem med at finde et andet perspektiv. Jeg har endda sammen med piloter besøgt skoler og museer til samtaler om det maleri, der udsprang af samarbejdet.”

Et farligt vakuum

”Når vi fjerner kunsten fra Forsvaret, skaber vi et farligt vakuum. Historien viser, at isolerede soldatergrupper kan udvikle destruktive subkulturer uden forbindelse til de værdier, de forsvarer. Skandaler som Abu Ghraib har vist, hvad der sker, når en gruppe soldater afkobles fra humanistisk tænkning og demokratiske værdier. Uden kunst og kultur risikerer vi, at deres arbejdsmiljø præges af en lukket kultur, hvor machotænkning og korpsånd overtager, og humanismen forsvinder.”

”Kunsten sikrer, at soldater bevarer deres menneskelighed under uddannelse og i krigens brutalitet. I et demokrati er soldater ikke kun krigere; de er hele mennesker, der tjener et fælles mål, forankret i demokrati, frihed og retfærdighed. Kunsten hjælper dem med at huske, hvorfor de kæmper, og forhindrer dem i at blive fanget i en ensidig militær tankegang.”

”Militære miljøer uden kunst og kultur risikerer at udvikle egne fortællinger om forventet adfærd, der let kan blive skadelige, især under pres og isolation. Uden kunst til at minde om demokratiske værdier kan soldater udvikle en snæver opfattelse af deres mission, hvor eksterne værdier forkastes. Flere lande har isolerede militærenklaver med egne normer –det fører sjældent noget godt med sig.”

”Kunsten er en vigtig modvægt til denne udvikling. Den åbner op for nuancer og minder soldaterne om, at de er borgere i et frit samfund, ikke kun en del af en krigsmaskine. Kunsten sikrer, at de forbliver forankrede i de værdier, der binder os sammen, og at de forstår, hvad de forsvarer.”

”Forsvaret herhjemme har fortsat udfordringer med inklusion og må forandre kulturen for at tiltrække kvalificeret personel i den nuværende sikkerhedssituation. Under de moderne ledelsesprincipper ligger en oldgammel maskulin kultur, der gør det svært for Forsvaret at skabe et sundt og inkluderende arbejdsmiljø for sammensatte personalegrupper. Derfor er øget samarbejde med for eksempel kunstnere afgørende for at løse kerneopgaverne og skabe en sund atmosfære.”

”At undlade kunst i Forsvaret skader ikke kun soldaterne, men hele demokratiet. Vi har brug for soldater, der forstår deres opgave i et bredere perspektiv, og som ved, at deres mission handler om mere end at vinde kampe – den handler om at beskytte vores samfund. Hvis vi fjerner kunsten, fjerner vi også en vigtig del af det, som vores forsvar skal beskytte.”

Simone Aaberg Kærn og crew i Bani Wallid i Libyen, 2011. FOTO Privat

SIMONE AABERG KÆRN er billedkunstner og pilot og har siden 1996 som kunstner interageret i mere eller mindre formaliserede samarbejder med militære enheder om kunstneriske projekter i både Danmark, Italien, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Tyrkiet, USA, Libyen og Afghanistan. Har blandt andet også instruereret dokumentarfilmen Smiling in a Warzone (2006), hvor hun rejser til Kabul i et enmotors piper-propelfly for at finde en pige, hvis største ønske det er at blive pilot, og give hende luft under vingerne.

Jeg har oplevet glimt

af et ømt Forsvar

PETER VOSS-KNUDE, billedkunstner og sangskriver:

”Det kan være deprimerende svært at se både vold og krig som noget, der fuldstændig kan undgås i en global virkelighed, og pacifismen som en absolut størrelse er også et betændt emne, mener jeg. Men for hver krone, der investeres i bomber, bør der investeres i fredshandlinger – det vidste man allerede i 1971, da kunstcirkulæret blev født. Hvorfor ved vi det ikke længere? Hvis vi forstår, at krig er noget, vi tjener penge på, må vi ikke handle med vold uden også at handle med fred. Som samfund vil jeg gerne have, at vi har flere samtaler, hvor vi sammen italesætter og definerer: Hvad er langsigtede, inkluderende, præventive investeringer? Hvilke er fredsskabende?”

Asoldierwritingtheword‘LOYALTY’onmyback.

Dokumentation af performance. Overgaden © Peter Voss-Knude 2017

”For de soldater, jeg har lært at kende, er kunst ikke fremmed, men velkomment. De har et naturligt sprog, en tilgang, relation, forståelse og respekt for kunstens væsen. Gensidigheden mellem soldat og kunstner har længe været en dyb fascination, et prisme og et omdrejningspunkt for mit virke som både musiker og billedkunstner. Heri gemmer sig en fortælling om et uventet slægtskab mellem – på overfladen – meget forskellige mennesker. Min musik er skabt inde i dybet af den opdagelse, og det er en fortælling, som inspirerer mig, når majoriteten af historierne, vi bliver fortalt i dag, handler om splittelse og had.”

”Fortællingen om stor afstand mellem soldat og kunst med afskaffelsen af kunstcirkulæret er, som jeg ser det, et udtryk for et politisk spin, som ligger langt fra den virkelighed, jeg kender fra mit mangeårige kunstneriske samarbejde med Forsvaret. I 2014 fik jeg godkendelse til at etablere et unikt samarbejde med Forsvaret, hvor jeg gennem samtaler med udvalgte soldater skrev og komponerede to album med sange, der var inspireret af vores samtaler. Musikken og værkerne udgiver jeg under kunstnernavnet Peter & the Danish Defence, et band, der opstår, når behovet viser sig. Både kunstnerisk og menneskeligt var jeg interesseret i at finde de steder, hvor vi har ting til fælles, og skrive sange om de eksistentielle vilkår for mænd, der både kender den bløde og den brutale virkelighed. Den måde, vi er sammen på, de sprog, vi kan udvikle sammen – især dem, der ikke kan udtales – det er de sprog, der er mulige, når konventionerne for vores indre liv ikke begrænses af imperialistisk moral.” →

Portræt af gamle bedste ven fra drengekoret i Al-Asad Airbase, Irak. Fra udstillingen Peter & the Danish Defence, Overgaden 2017. FOTO Anders Sune Berg

Kunst er værdsat

”Mit arbejde i militært-kunstnerisk engagerede spørgsmål har ført til store udstillinger både i Danmark og udlandet. Når jeg viser billederne og musikken, som henvender sig til både forsvarsminister og fredsaktivister, er et af de spørgsmål, jeg elsker mest at få: Kan man virkelig skrive musik med en hær? Hvis en fe kan finde en vej gennem systemet, så tror jeg også, freden kan, plejer jeg at svare.”

”Min oplevelse har været, at kunst er højt værdsat af det militære personel i Forsvaret. Måske endda værdsat højere og forstået bedre end i den generelle befolkning. Om det er, fordi de, der har været i krig, lærer kunstens væsen at kende gennem ekstreme oplevelser, eller om det skyldes, at disse erfaringer leder efter et sansende sprog, ved jeg ikke. Men jeg har set det igen og igen. I over et årti har jeg været taknemmelig for de dybe, nærværende og smukke samtaler med mennesker i det militære samfund og føler mig forpligtet til at udtrykke min uenighed med politikere, der beretter om et fattigt kunstsyn blandt soldater. Det må stå for politikernes egen regning, og skal ikke tørres af på soldaternes frustration over at arbejde i en nedslidt organisation.”

”Kultur er det modsatte af krig. Vi kan forsvare os ved at gå dybere, ved at forstå fredens væsen bedre. At lytte, være nysgerrig og være åben for det anderledes og fremmede; at være nysgerrig på os selv og stille spørgsmål, når frygtens fordømmelse viser sig. At undgå at sætte sin egen kultur, normer og opvækst højere end andres – ydmyghed og glæde ved at opdage, lade sig inspirere og finde andre livsformer – det er fredsskabende. Det er en afvæbnende livsindstilling, en prioritering, et fokus, et valg og en vision som det fredsskabende regnbuefolk jeg lever iblandt, og som har overlevet århundreders vold og undertrykkelse, er eksperter i at etablere”

”Når vi går i krig, skal vi vide, hvornår vi vil forlade den. Vi skal kunne definere, hvad vi kæmper for, og hvilke forandringer vi vil se. Alle skal kunne beskrive, hvordan freden ser ud. Når politikerne ikke kan formulere denne grundlæggende kulturelle dannelse, bliver unge soldater dårligere rustede til deres kerneopgave – at skabe fred.”

”Vi må ikke blindt acceptere udsagnet om, at man ikke kan forstå det, man ikke selv har oplevet. Det er en retorik og et identitetspolitisk fængsel, et sprogligt spil, som kun efterlader tabere. Det kræver arbejde fra alle involverede, men gennem tålmodighed, litteratur, kunst og musik er det muligt at transcendere mit og dit spejlbillede ind i en større helhed. Dette er soldatens og minoritetens martyrie, vores fælles skæbne.”

”Vi må ikke blindt acceptere udsagnet om, at man ikke kan forstå det, man ikke selv har oplevet”

PETER VOSS-KNUDE er billedkunstner og musiker i Peter & The Danish Defence. Han har arbejdet med at udforske det danske forsvar og Danmarks rolle som krigsførende nation gennem sin kunst. Efter aftale med Forsvaret fik han i 2014 et unikt og fortroligt indblik i soldaternes liv på Gardehusarregimentet på Slagelse Kaserne, hvilket blandt andet blev til to popplader baseret på samtaler med soldaterne.

Krigshistorier (56x76cm), akryl på MDF, 2024

Kunststøttens eksistens vil næppe komme i farezonen de næste mange år. Men kunstsynet er hele tiden i udvikling, og kunststøttens indretning tilpasser sig løbende sin tid, skriver tidligere enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen og ansvarlig for

Statens Kunstfond, Anette Østerby, i dette overblik over kunststøttens historie.

KUNSTSTØTTEN: Ældgamle traditioner og tilbagevendende magtkampe

Hvornår fik vi kunststøtte? I 1964 med Statens Kunstfond, vil de fleste nok sige. Med Julius Bomholts lov. Den fremsynede socialdemokratiske kulturminister, som tænkte kunststøtten ind som en del af velfærdsstaten. Der begyndte staten at støtte kunstnerne. Der fik vi det kunststøttesystem, som vi har i dag, og som er kendetegnet af, at der er armslængde, det vil sige kunstkyndige udvalg, der uafhængigt fordeler de midler, som politikerne afsætter på finansloven. Men ser man tilbage – og også langt tilbage – tegner der sig et andet billede. Og man kan konstatere, at statens støtte til kunstnerne har flere hundrede år på bagen. Selv i den form hvor støtten blev givet uden at giveren forventede en konkret modydelse. Altså simpelthen fordi det blev anset som gavnligt og godt for samfundet, at kunstnerne blev støttet. Den idé kan spores tilbage til de enevældige konger, den vandrede med ind i det første folkestyre i 1848 og var fortsat tilstede ved velfærdsstatens

etablering i starten af 1960’erne. Der er med andre ord en både lang og solid tradition for at støtte kunstnerne i Danmark – også længe før Statens Kunstfond.

Det startede med rejselegater

Det ben, som går længst ned gennem historien, er rejselegaterne. Det første man kender til er fra 1549, hvor Christian den 3. gav Melchior Lorck et 4-årigt legat, så han kunne rejse til Tyskland og Italien. Målet var blandt andet at besøge Nürnberg for at studere Dürers værker, for han var tidens mest interessante nordeuropæiske kunstner. At sende billedkunstnere og arkitekter udenlands finansieret af kongens pengekasse er den tidligste form for kunststøtte, man kender. Formålet – også dengang - var at videreuddanne de mest talentfulde unge kunstnere ved at lade dem møde de AF A nette Østerby

mest avancerede internationale kunstmiljøer. For kongen drejede det sig om at fremdyrke dygtige danske kunstnere, så han ikke behøvede at importere udenlandske kunstnere til at stå for hoffets bygninger og udsmykninger. Det var også i hans interesse, at den kunst som omgav ham var på så højt internationalt niveau som muligt, for det gav status.

Rejselegater var et effektivt middel i forhold til at sikre et højt uddannelsesniveau nationalt. Det blev også rationalet bag den vigtige fond ad usus publicos (’til offentlige formål’) (1765-1842). Med tiden og efterhånden som dens midler voksede kom rejselegater til at udgøre størstedelen af dens uddelinger. Legaterne blev givet bredt til videnskabsmænd, præster, læger m.fl., men kunstnerne udgjorde en væsentlig andel. På den måde var fonden helt central for mange af de danske guldalderkunstnere. Den gav nemlig rundhåndede to- og tre-årige rejselegater ikke alene til billedkunstnere, kunsthåndværkere og arkitekter, men også mange andre både skabende og udøvende kunstnere. Fonden gav også projektstøtte og andre engangsbeløb. Derfor er den blevet kaldt den første kunstfond. Formålet var dog en generel opkvalificering af et væld af forskellige professioner - heriblandt kunstnerne. Men det var en uafhængig fond, der skulle gavne nationen i mere generel forstand, og ikke kun kongen.

Kigger man ned i fondens praksis, er der også rigtig meget, der er genkendeligt. Man indsendte en ansøgning, og i behandlingen blev der lagt vægt på, om de relevante faglige institutioner som for eksempel Kunstakademiet anbefalede kandidaten. Der kom faste ansøgningsfrister og samlede uddelinger. Rejselegaterne blev uddelt i foråret. Det er helt tilbage herfra, at begrebet og traditionen med Statens Kunstfonds ’forårsuddelinger’ stammer. Fonden havde også fastsatte kriterier for hvem, der fortjente at blive støttet. Det skulle være kunstnere, man vurderede, var til nytte for samfundet (jf. fondens navn), de skulle være unge og have talent – og så skulle der også være et økonomisk behov.

Hele kunstner-karrieren

Et særligt træk ved den danske kunststøtte i dag er, at den både hjælper talentet på vej, støtter de allerede etablerede og holder en

HVILKE KUNSTNERE FIK STØTTE

Historisk var billedkunstnerne de første, der fik kunststøtte, men også arkitekter var tidligt modtagere af rejselegater. Fra 1780’erne støttede fonden ad usus publicos (til offentlige formål) et meget bredt spekter af kunstnere: forfattere, digtere, dramatikere, musikere, komponister, skuespillere og balletdansere. Både de såkaldte skabende og udøvende kunstnere. I perioden med politiker-støtte blev forfatterne den største gruppe og i 1880’erne gik hele 75-80 % af midlerne til forfattere. Med lov om Statens Kunstfond i 1964 blev støtten opdelt i kvoter, for at sikre en form for ligestilling mellem kunstarterne. Dog var det til at starte med kun billedkunstnerne, forfatterne og komponisterne, som kunne modtage kunststøtte. I 1969 kom kunsthåndværk og design med, arkitekturen i 1978, og film og scenekunsten fra 1993. Så man kan ikke tale om, at kunstbegrebet er blevet gradvist udvidet gennem tid, men snarere at det har bevæget sig ind og ud som en harmonika.

økonomisk hånd under de kunstnere, hvis produktion ligger bag dem. Ideelt set er det en måde, samfundet kan sikre hele den kunstneriske løbebane på. Måden, støtten bliver givet på, er gennem midlertidige bevillinger i de unge år - og permanente ydelser i den senere livsfase. Den tænkning går også langt tilbage. For i midten af 1800-tallet blev talentplejen suppleret med faste personlige ydelser til allerede anerkendte kunstnere. Til at begynde med var det forfatterne som fik. H.C. Andersen var den første, der i 1837 fik en livsvarig ydelse. Billedkunstnerne kom med fra 1850, da både Eckersberg, J.L. Lund og J.P. Møller fik. Senere fulgte komponisterne. De livsvarige ydelser blev i 1875 opdelt i både faste årlige bevillinger og det man kaldte ’livsvarige hædersgaver’. Det var lidt højere beløb givet til de kunstnere, som fortjente en særlig anerkendelse fra staten for det, som de allerede havde bidraget med. Så de støtteformer som Statens Kunstfond giver til billedkunstnere i dag kan praktisk talt alle spores 175 år tilbage. Undtagelsen er støtten til kunst i det offentlige rum. Den kom først i 1956 med den første Statens Kunstfond, som kun gjaldt billedkunstnerne.

Politikerne

giver kunststøtte

I lidt over 100 år var det politikere og embedsmænd i ministeriet, der tildelte kunststøtte. Helt præcist fra 1848 til 1964. Arbejdsdelingen var, at politikerne besluttede de permanente ydelser og ministeriet de midlertidige. Perioden er præget af, at der på den ene side skete forbløffende lidt: Der var overvejende politisk opbakning til, at det var statens ansvar at støtte kunstnerne - og som nævnt videreførte man enevældens støtteformer. Dog i et væsentligt reduceret omfang. På den anden side var det kunststøttens mest tumultariske periode. Hvor der kunne være meget stor uenighed om hvem, der skulle støttes. Hvor de enkelte kunstneres støtteegnethed blev drøftet offentligt på folketingets talerstol – debatter, der kunne strække sig over flere dage. Nu kom midlerne jo heller ikke længere fra kongens kasse, eller fra en uafhængig fond, men direkte fra den fælles statskasse, der på en anden måde er underlagt parlamentarisk kontrol.

Constantin Hansen (1804-1880): Et selskab af danske kunstnere i Rom, 1837. Constantin Hansen, fik i 1835 et rejsestipendie. Han opfyldte ifølge indstillingen kriteriet om økonomisk behov fuldt ud: ”Hans totale uformuenhed gør det til en nødvendighed for ham at producere for at ernære sig; også af den grund vil en rejseunderstøttelse, hvorved han løsrives fra trykkende økonomiske sorger, bidrage til at udvikle hans talent.”

Med det rykkede kunststøtten ind i en tydeligere politisk arena. Grundlæggende handler kunststøtten jo om at fordele offentlige goder. Derfor vil der altid være kamp om hvem, der skal have. Og der vil være kamp om, hvem der skal træffe beslutningen. Begge dele er afhængige af hvilket kunststyn, man lægger til grund og hvilken forståelse man har af, hvordan kunststøtten skal komme samfundet til gavn. Det er kunststøttens iboende konflikter til enhver tid.

Nu var magten ikke længere centraliseret, men der var flere politiske partier, der hver havde deres interesser og vælgergrupper, der skulle tilgodeses. Og da der i perioden var en udbredt forståelse af, at samfundsgavnligheden, altså nytten, overtrumfede kunstnerisk kvalitet var det også helt accepteret at beslutningen om, hvem der skulle støttes, lå hos politikerne. Det havde de bedst forstand på. Derfor var der også en tendens til at vurdere kunstnerne – især forfatterne – ud fra hvilke værdier og livssyn, de repræsenterede.

Det betød, at en række af de moderne forfattere som I.P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan og Agnes Henningsen enten helt eller i perioder ikke fik støtte, da der var et flertal af politiske stemmer, som mente at den statsstøttede kunst skulle være samfundsbevarende og et moralsk forbillede. Konsekvensen var også, at støtten gik til et meget bredt segment af kunstnere, hvor finkultur og mere folkelig kunst blev støttet side om side.

Fra modtager til beslutningstager

De stemmer, der var fortalere for, at kunst alene skulle vurderes ud fra kunstnerisk kvalitet, blev stærkere og stærkere – selv blandt politikerne. Og med det blev der sat alvorligt spørgsmålstegn ved, om politikerne havde den indsigt, som var krævet. Det blev en tilbagevendende diskussion og grundlæggende uenighed i Folketinget langt ind i starten af det 20. århundrede. I et vist omfang havde man altid støttet sig til faglig rådgivning, for eksempel gennem anbefalinger fra Kunstakademiet. Så småt begyndte man i ministeriet at få egentlig sagkyndig bistand. Det sker omkring 1900 samtidig med at kunstnerne begynder at organisere sig. For billedkunstens vedkommende dannes Dansk Billedhuggersamfund i 1905, Malende Kunstneres Sammenslutning i 1909 og Kvindelige Kunstneres Samfund i 1916. →

en af de første billedkunstnere, der fik

Kunstnerorganisationerne får tilkæmpet sig mere og mere magt; først som rådgivende, senere som indstillende part. De var også helt afgørende i forhold til at få sat fokus på billedkunstnernes vilkår og på at få gennemført den første lov om Statens Kunstfond, der kun omfattede billedkunsten, i 1956. Organisationernes betydning og indflydelse blev hjulpet på vej af, at ideen om kunstnerisk frihed blev dominerende. Altså et modernistisk kunstsyn, der forstår kunsten som autonom og derfor skal være uafhængig af politiske hensyn. Det er også på den baggrund, at Statens Kunstfond kommer til verden i 1964. Loven skræller både den meget konkrete forståelse af samfundsnytten og de økonomiske hensyn bort som kriterier. Nu var det alene den kunstneriske kvalitet og talentet, som skulle vurderes.

Med loven blev kunstnerne en del af beslutningstagerne; for nu var det faglige kvalifikationer, der afgjorde hvem, der kunne træffe afgørelserne. Samfundsværdien blev forstået mere abstrakt, som det gode, der lå i at kunst af høj kvalitet blev produceret.

”Kunststøtten er stadig et sted, hvor politik og kunst skal komme overens. I dag har politikerne ikke længere indflydelse på de enkelte beslutninger, men de fastlægger stadig rammerne.”

C.W. Eckersberg (1783-1853). Selvportræt , 1807-10: Eckersberg var

livsvarig ydelse.

Kunst og politik

Kunststøtten er stadig et sted, hvor politik og kunst skal komme overens. I dag har politikerne ikke længere indflydelse på de enkelte beslutninger, men de fastlægger stadig rammerne. De kan skrue op og ned for bevillingerne på finansloven – og de beslutter indretningen af kunststøtten. Bevillingerne rører de sjældent. Men der er både i 2003 og 2013 gennemført ændringer i loven, fordi man fra politisk side ønskede forandringer. Forandringer, der begge gange mødte modstand blandt kunstnerorganisationerne.

En tilbagevendende konflikt handler om indflydelse på Statens Kunstfonds udvalg. Den kamp startede allerede med loven i 1964. Her fik billedkunstnerne lobbyet for, at der skulle være to billedkunstneriske udvalg – og ikke som politisk foreslået ét. Og de fik gennemført, at kunstnerne fik majoritet i Statens Kunstfonds repræsentantskab, som udpeger medlemmer til udvalgene. De forsøgte også at ændre i udvalgssammensætningen, så det alene var kunstnere, som kunne sidde dér. Det fik de ikke igennem.

Det var den samme kamp, man kæmpede i 2003, hvor stridspunktet især var magtfordelingen mellem minister og repræsentantskab. Det blev en symbolsk kamp om, hvorvidt armslængde skulle forstås som selvforvaltning, det vil sige, i hvor høj grad kunststøtten skulle være kunstnerstyret - eller hvorvidt armslængde betyder en uddelegering af beslutningskompetencen til sagkyndige i mere bred forstand. Her blev det den sidste fortolkning, som sejrede.

Disse armlægninger er naturlige nok. De to parter har hver deres interesser, som de ønsker tilgodeset. For kunstnerorganisationerne handler det om indflydelse og for politikerne handler det om, at kunststøtten bliver forvaltet på en måde, de kan stå inde for. Det var et afgørende element i 2013-lovændringerne, hvor debatten om indspisthed og københavneri igen var blusset op i pressen og blandt andet førte til, at der i loven blev stillet krav om mere åbenhed og transparens i forhold til hvem der fik – og ikke fik – støtte fra Statens Kunstfond. Her kunne man se, at noget havde ændret sig og at offentligheden og også den folkelige opbakning til kunststøtten er noget, der fra politisk hold bliver lagt mere vægt på i dag.

Hvad kan vi lære af historien?

Den danske kunststøttes nuværende form er et resultat af en lang historisk udvikling. Den udvikling kan blandt andet forklare, hvorfor hædersydelserne som de eneste skal godkendes i repræsentantskabet. Det er rester af en gammel struktur fra dengang politikerne var den besluttende magt.

Den historiske viden kan også sige noget om fremtiden. Det lange blik viser, hvad der har været stabilt og hvad der løbende er blevet ændret. Den helt overordnede forståelse af, at kunsten bidrager med noget væsentligt til samfundet synes stærkt grundfæstet. Så støttens eksistens kommer næppe i farezonen. Det som har forandret sig er kunststøttens indretning. Den vil løbende skulle tilpasse sig sin tid. Kunstsynet er hele tiden i udvikling, ligesom hvordan vi forstår kunstnerisk kvalitet. Det vil være med til at skubbe til hvordan fordelingskriterier og beslutningsprocesser skal udformes. Kunststøttens legitimitet i offentligheden er også en faktor, som kan sætte politisk initierede reformer af støtten i gang. Så også fremadrettet vil der utvivlsomt være kamp – både om hvem, der skal støttes og om hvem, der skal beslutte det.

KILDER Rasch, Aage (1968). Statenogkunstnerne. Aarhus: Jysk selskab for historie Østerby, Anette (2019). ”Kunststøttelovene som kampplads”. NordiskKulturpolitiskTidsskrift, årg. 22, nr. 1, s. 110-133. Østerby, Anette (2024). ”Den danske kunststøttes historiske arv”. NordiskKulturpolitiskTidsskrift, årg. 27, nr. 1, s. 101-121.

ANETTE ØSTERBY er tidligere enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen og ansvarlig for Statens Kunstfond. Hun er kunsthistoriker og arbejder nu med at undersøge kunstnernes rolle i kulturpolitikken.

”I wanna visit.”Augusta Atla postede sit ønske om at besøge udstillingen ”Sex. Jüdische Positionen” på Jüdisches Museum Berlin i dette efterår og fik lukket sin konto hos LinkedIn.

De sociale mediers censur af kunst er med til at fremstille både vores kulturliv i Danmark og formidlingen af kunst og kultur fra udlandet som mere puritansk, end den rent faktisk er; ved at acceptere de nye digitale vilkår for kunst ender vi langsomt med at internalisere en ny digital victoriansk tidsalder, mener billedkunstner Augusta Atla.

Let’s talk about sex

AF Augusta Atla

Ordet metá kommer fra græsk og betyder oprindeligt ’bag ved, blandt, efter, ud over’, men snart kan vi indføre en ‘Before Meta’ og ‘After Meta’, lidt à la BC og AD. Og her taler jeg desværre ikke om metaforer, men om Mark Zuckerbergs verdensomspændende tech- firma Meta. Et firma, der styrer både Facebook og Instagram, hvoraf sidstnævnte i udpræget grad bliver brugt af kunstnere, musikere, gallerier, teatre, spillesteder, koncerthuse, auktionshuse, tv-stationer og museer til at sprede deres kunst, udstillinger, events, koncerter, kulturprogrammer og musik på.

I min kunstpraksis arbejder jeg med min egen krop i min kunst, både i form af fotoværker og performance, og ydermere laver jeg altid kunsthistorisk research om kunstnere, der også arbejder sådan, eller jeg leder efter kunstværker, der udfordrer ideer om kroppen, erotik og seksualitet i værket. Eller støver blot de værker op fra kunst- og litteraturhistorien, der som bølger i historien fik et samfund til at bevæge sig mod noget friere i perioder. Alting i historien går i bølger, også her i Vesten; i perioder er vi puritanske, og i andre perioder er vi mere frie. Vi synes at ride på en nypuritansk bølge igen.

Identificerer ikke kunst

Fordi jeg ikke tænkte over, hvor restriktiv Facebook var, lagde jeg noget af denne research op på min FB-profil. Jeg brugte nemlig min FB-profil som en offentlig blog og reklame-/ influencer-søjle om min kunstresearch og mine artikler, debatter, værker, foredrag og udstillinger. Langsomt, i løbet af starten af 2024, begyndte de opslag, jeg postede på Facebook og Instagram af egne værker og andre kunstneres kunstværker, at blive fjernet fra min Facebook-profil af Facebook med begrundelsen “nøgenhed eller seksuel aktivitet”.

I starten tænkte jeg ikke over det som et særligt problem, men langsomt begyndte jeg at forstå, at det slet ikke kun drejede sig om mine egne værker, men også om anerkendte kunstværker opkøbt af museer som Guggenheim, MOMA, Harvard Art Museums, TATE, Centre Pompidou – eller kunstværker tilstede på online-profiler for kunstmesser eller auktionshuse som Art Basel, Sotheby’s og Christies. Da jeg forstod, at kunstværker fra offentlige museumssamlinger eller de store internationale auktionshuse kunne ligge online på et museums eller et auktionshus’ egen hjemmeside, men derimod ikke på Facebook, så besluttede jeg at lave et eksperiment: Hvor mange kunstværker af andre kunstnere skulle jeg uploade på min Facebook-profil (med cirka 1.500 FB-venner), før jeg blev suspenderet eller fjernet helt? Der gik tre-fire måneder. Værker, der var med til at få mig suspenderet, var af kunstnere som blandt andre Man Ray, Lee Miller, Henri Cartier-Bresson, Rebecca Horn, Hannah Wilke, Marina Abramovic, Sophie Calle, Brassaï, Vito Acconci, Francesca Woodman, Nan Goldin, Helmut Newton, Vanessa Beecroft og Robert Mapplethorpe.

Selvfølgelig var det ikke overraskende, at det mest var foto- eller performance-værker, som AI ikke kunne identificere som kunst. Det mest overraskende billede, der blev fjernet, var et billede af forsiden af en akademisk bog af Allan A. Lund, der hedder: Isengmedromerne.

Det blev dog gendannet af FB, da jeg appellerede det. Men jeg nåede at være suspenderet i 24 timer pga. den bogforside.

Den 11. september 2024 var jeg i DR P1 Kulturen og talte om kunstneren Rebecca Horns værker, og et af de værker, vi omtalte – Unicorn (1970) – var blandt de værker, jeg var blevet suspenderet for af Facebook. Ja, det er ikke lang tid siden, at DR valgte at træde helt ud af X (Twitter) og hovedsagelig have Facebook som deres sociale digitale platform. Det ironiske er, at det værk, Unicorn af Rebecca Horn (1970), som vi talte om i P1, kan DR ikke lægge op på deres egen Facebook-profil. Ja, hvilke konsekvenser har det rent faktisk for dansk kulturliv, at Meta ikke kan identificere kunst?

Værket Unicorn af Rebecca Horn kan dog heller ikke lægges op på LinkedIn, det testede jeg også. Det blev fjernet omgående af LinkedIn. Og desværre gælder det også for Instagram, hvor jeg har prøvet at lægge kunstværker af Man Ray fra 1929 op.

Det efterlader mig med et kæmpe spørgsmål: Hvis hverken LinkedIn, Instagram eller Facebook er egnet til og ikke tolererer kunst, hvad gør alle vi kunstnere så? Hvor stiller det museumsledere, ja, ledere af tv-stationer? Sågar avisernes egne SoMe-konti?

Hvor er vi rent faktisk på vej hen som samfund? Det ligner ikke noget, der ligefrem gavner kunstnerisk forskning, historieforståelse, feminismen, seksuel frigørelse, ligestilling, kunstnerisk frihed, ytringsfrihed eller sågar fri abort.

”Lad os i det mindste have øjnene åbne, når gardinerne rulles ned.”

Lukker for udfordringer

LinkedIns og Metas censur af kunst bliver en usynlig hinde, der langsomt fremstiller både vores kulturliv i Danmark og formidlingen af kunst og kultur fra udlandet som mere puritansk, end den rent faktisk er. Ja, ved at acceptere de nye digitale vilkår for kunst ender vi langsomt med at internalisere en ny digital victoriansk tidsalder.

Jeg er bekymret. Især hvis vi ikke italesætter det og ikke identificerer, hvad denne mekanisme lægger låg på af kunst og kultur. Det er det, jeg prøver her: Lad os i det mindste have øjnene åbne, når gardinerne rulles ned.

Derfor undrer det mig, at ledende redaktionschef Anders Emil Møller i DR i Deadline den 5. august 2024 udtaler sig om DR’s begrundelse for at forlade X (Twitter): ”Vi er der for at engagere danskere i vores indhold. Vi er sat i verden for at lave indhold til alle danskere”, men glemmer at italesætte, at Meta censurerer kunst ved ikke at kunne identificere kunst. Dermed kan DR jo rent faktisk ikke engagere danskerne ’en til en’ i dansk kultur. Hvad med en dansk klassiker, filmen Idioterne af Lars von Trier? Scenen, hvor personerne laller nøgne rundt, kan DR nu ikke vise stillbilleder fra på deres sociale medie (FB) som promovering for filmen, hvis man nu vælger at lave en tv-kavalkade om dansk dogmefilm. På trods af at selve filmen og hele Dogme-genren paradoksalt nok var skabt som led i den samme debat, nemlig: ‘Hvad er en kulturs normer?’

Det får mig til at tænke på og mindes alle de kunstnere, der gennem tiden har udfordret en tidsånds seksualitet. Hvor ville vi være uden dem i dag? Hvor ville vi være uden kunstnere, der tryktester et samfunds frihed? Alle de værker, vi stadig lever højt på, værker som Ovids litterære værk Elskovskunsten, der beskriver forførelsens kunst i den romerske antik. Casanovas dagbøger om sit vilde liv, som bragte ham i fængsel. Bram Stokers horror-bog Dracula, der viser de dyriske sider ved mennesker lavet om til en fantastisk roman, som har gjort vampyrskikkelsen til en hel myte i sig selv. Federico García Lorca, hvis digte også omtalte homoseksuel erotik og hans seksualitet, og hvis seksualitet og poesi endte med at koste ham livet. Federico García Lorca blev henrettet ved skydning af nationalfascister i 1936. Under Francisco Francos diktatur i Spanien (1939-1975) var García Lorcas værker forbudt. Anaïs Nins udgivelser af sine dagbøger og erotiske noveller, der beskrev en kvindelig seksuel frihed i en tid (1934-66), hvor det ellers stadig var uhørt at være ugift kvinde eller leve sammen ugift. Pier Paolo Pasolini og hans filmiske mesterværker over homoseksualitet og seksuelle tabuer, film som Salòellerde120dageiSodoma(1975) fra 60-70’ernes katolske og anti-feministiske Italien. Man er sågar stadig den dag i dag i tvivl om hans dødsfald: Hvem slog Pasolini ihjel? Eller Luis Bunuels gudesmukke filmværk Viridiana,en beretning om en smuk nonne, seksualiseret og begæret af en mand. Myriader af mesterværker, der holder lyset stærkt, mens vi i perioder som nu slukker det. Spørgsmålet er: Hvor meget slukkes lyset nu? Sociale medier er trods alt verdensomspændende. Det ser mørkt ud.

Tja, Taylor Swift ville nok ikke lægge sig ned på en seng på sin koncertscene og lade, som om hun onanerede, som Madonna gjorde på sin Blond Ambition tour i 1990.

Efter sigende har vi mennesker allerede opfundet al den teknologi, der skal gøre os CO2-neutrale i 2050. Problemet er bare, at vi er for langsomme til at udbrede den, til at mobilisere til handling og til at skabe forståelse for krisens store konsekvenser på tværs af kloden såvel som for den enkelte.

NY PUBLIKATION: Fordringer for forandring. Kunsten i klimaarbejdet

de fællesarealer, hvor forskerne skal videndele og bibringe nye vinkler og idéer på hinandens forskningsmetoder. Greenforts værker er ikke alene billeder, der gør det komplekse nærværende og begribeligt. De er prototyper på en bæredygtig værkproduktion, hvor Greenfort udforsker genbrugsmaterialers æstetiske potentiale og afprøver nye teknologier. Helios er skabt kompositmaterialet glass-ceramics, hvor glas fra udtjente solcellepaneler bliver bagt til en sammenhængende flade. Photosythesis 3D-printer han de indre, celle-lignende strukturer en additiv teknologi, der lægger lag på lag af genbrugsplast, blandt andet fra DTU. Cellerne bliver omkranset af en lysende membran vævet af optiske fibre. Greenfort er en pioner inden for såkaldt økoog klimakunst. Han er optaget af at synliggøre mere usynlige processer menneskets bearbejdelse af naturen, og hans værker er ofte repræsentationer, der forholder sig kritisk til specifikke udvekslinger mellem natur,

Billedkunsten som relationelt fag og arbejdsform kan skabe relevans og forståelse samt udfordre menneskers forestillinger og vaner. Derfor har kunsten og billedkunstneren sin naturlige rolle i klimaarbejdet. Billedkunstnernes Forbund ønsker med publikationen Kunsten i klimaarbejdet: Fordringer for forandringat synliggøre billedkunstneres kompetencer og styrke kunstens udfoldelse som medspiller i konkrete klimaprojekter i behandlingen af nutidens klimamæssige udfordringer og i udviklingen af fremtidens løsninger. Det sker som naturligt led i BKF's arbejde som fagforbund og interesseorganisation – hvor det at forbedre billedkunstneres arbejdsvilkår og -muligheder, sammen med at styrke kunstens rolle i samfundet, er centralt.

Til kortlægningen og analysen har BKF allieret sig med kunsthistoriker Stenka Hellfach og arkitekt MAA og journalist Tyra Dokkedahl. Sammen står de bag den kuratoriske platform Empathic Environments og har stor indsigt i området og erfaring med at skabe samarbejder med kunstnere i byggeprojekter, byudvikling og landskab.

Publikationen præsenterer et kurateret udvalg af danske og udenlandske værker og projekter, der tager livtag med klimaudfordringen og bringer kunsten i spil som en del af løsningen. Eksemplerne spænder fra kunst som direkte del af infrastruktur og udfordringer med økosystem og klimaforandringer. Over kunst der gentænker materialer og arbejdsgange. Kunst der bidrager til berigelse af biodiversitet og livskvalitet i by og på land. Kunst der skaber rum for ny væren i og med naturen. Kunst der nytænker energiforbrug og finder holistiske løsninger på for eksempel oversvømmelsesproblemer. Til kunst der fordrer forandring i vores forbrugsvaner og etiske kompas.

Med de udvalgte værker og projekter er ønsket at give indblik i meget forskellige måder, som kunstnere allerede arbejder med klima og grøn bæredygtighed på, for hermed at åbne for nye projekter og kontekster, hvor billedkunsten og billedkunstnere kan komme i spil, og sammen med forskere, arkitekter, ingeniører, virksomheder mv., skabe holdbare, hele projekter.

Publikationen er trykt i et begrænset antal eksemplarer, men kan downloades og læses på bkf.dk.

GENERALFORSAMLING 2024

Lørdag den 9. november afholdt Billedkunstnernes

Forbund sin årlige generalforsamling på Statens

Værksteder for Kunst i København.

Udover beretning om året, der gik, valg til bestyrelse, godkendelse af regnskab og vedtagelse af budget bød dagen på oplæg ved billedkunstner Kristoffer Ørum om hans nyligt udkomne bog Jeg er en mislykket kunstner som generøst blev foræret til de fremmødte. Herefter var der Skillset-bingo med billedkunstnerne Lotte Bækgaard og Anna Walther, som undersøgte dissonansen mellem kunstnerens identitet, hverdagens manglende poesi og branchens forpustede, glamourøse overflade. Alle medlemmer har fået tilsendt en e-mail med oplysninger om valg til bestyrelsen, som udelukkende foregår digitalt. Otte medlemmer opstiller til tre ledige bestyrelsesposter. Resultatet vil blive offentliggjort i midten af december.

Forperson Marie Thams aflagde beretning. FOTO BKF

NYT MEDLEM

Billedkunstner Nickie Sigurdsson i dokumentation af Thisstrangetaste,thispotentsmell, Stödvarfjordur, Island, 2022. FOTO Kristina Stallvik

Nickie Sigurdsson

Billedkunstnernes Forbund får heldigvis hele tiden mange nye medlemmer. På denne plads præsenterer

Billedkunstneren et af dem. Denne gang møder vi:

Hvor er du født og vokset op?

Jeg er født i Næstved i 1990 og er vokset op i den nærliggende by Holmegaard. Byen er vist kun kendt for det gamle glasværk, som i sin tid brugte tørv fra mosen til at producere det renommerede Holmegaard-glas. I dag er glasværket lukket ned og omdannet til et museum.

Hvor har du taget din uddannelse?

I 2011 flyttede jeg til København for at begynde på Kunstakademiets Designskole. Kort tid efter stak jeg af på et udvekslingsophold på Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, hvor jeg også afsluttede min bachelor. På Rietveld var grænserne mellem kunst og design mindre definerede, hvilket gav mig mulighed for at udforske værker med et mere konceptuelt og kunstnerisk præg. Efter Rietveld besluttede jeg at starte på en økologisk landbrugsskole på

Mols. Siden hen har jeg gået på to postgraduat uddannelser; i 2020-21 blev jeg optaget ved Jan

Van Eyck Academie i Maastricht, og i 2021-22 var jeg en del af Inland Academy organiseret af hyrde- og kunst kollektivet INLAND, der er baseret i Nordspanien. Nu er jeg igen bosat i København og arbejder herfra.

Hvordan vil du beskrive din praksis?

Mit kunstneriske arbejde er i store træk optaget af forviklingerne mellem land, hukommelse og stedsforankret viden. Værkerne er ofte tværæstetiske og spænder over forskellige medier og formater. Jeg anvender materialer, der i høj grad arbejder med tiden og indgår i en slags metabolisme, hvor de enten nedbrydes, fordøjes eller genereres. Jeg er interesseret i, hvordan genstande og materialer indgår i et netværk med deres omgivelser og påvirker større eller mindre fortællinger. Samtidig er jeg optaget af, hvordan fællesskaber dannes gennem delte erfaringer og viden, som udspringer af steder, situationer eller kroppe. For mig bliver samarbejder med forskellige aktører og andre kunstnere en måde at udforske de støttestrukturer, som opstår i fælles tænkning, og en mulighed for at undersøge, hvordan vores idéer kan strømme sammen og skabe en større tankestrøm, der rækker ud over individet.

Hvorfor har du meldt dig ind i Billedkunstnernes Forbund? Jeg er meldt ind i BKF, fordi jeg mener, det er vigtigt at organisere sig, altid, men særligt i en branche hvor arbejdsforholdene er præget af at være meget prekære. Derudover synes jeg, det er rart at være en del af et fagligt fællesskab, og jeg er da heller ikke bleg for at nævne, at det jo også kun er dejligt med de fordele, som BKF tilbyder deres medlemmer, såsom gratis adgang til museer, forsikring og mulighed for at låne en bil.

NightSweeper på udstillingen Jægere og samlere, Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2024. FOTO Brian Kure.

Renovering af Malerhuset i Sønderho

Det fredede, stråtækte hus fra 1797 var oprindeligt beboet af en skipperfamilie, men i 1915 købte maleren Carl Forsberg huset. Forsberg ombyggede husets nordlige del, som oprindeligt var stald og lo, til et stort atelier. Han fjernede bærende loftsbjælker for at skabe et åbent rum, der strakte op til kip, og som tillod lyset at komme ind gennem gavlvinduerne. Dette har sat sit præg på huset, og i årenes løb har murværket i nordenden af huset langsomt bevæget sig ud ad.

Malerhuset – også kaldet Forsbergs hus – i Sønderho på Fanø har gennemgået en omfattende renovering her i efteråret. Renoveringen har hovedsageligt omfattet tag og fag, og de opgaver der lå i naturlig forlængelse heraf.

Renoveringen af Malerhuset i 2024 har derfor fokuseret på at stabilisere atelierets konstruktion og således bremse yderligere skred i murværket i nordenden af huset. Renoveringen omfattede desuden udskiftning af stråtaget på husets østside, og de arbejder, der lå i forlængelse af tagudskiftningen.

AF Annarosa Krøyer Holm, sekretær for Malerhus-udvalget i Billedkunstnernes Forbund

Arbejdet er udført nænsomt med respekt for husets mange fine detaljer, og genbrug af materialer har været en prioritet. I atelieret er Forsbergs originale træbeklædning genopsat, og gulvet er lakeret, så spor af tidligere tiders atelierarbejde bevares. Atelierets karakteristiske åbne loftshøjde er ligeledes bevaret.

Det har desværre ikke været muligt at opnå støtte til i istandsættelse af husets indvendige værelser – selvom disse i høj grad også trænger til at blive renoveret og moderniseret. Foreløbig er der lavet forudgående undersøgelser af arbejdets omfang, og vi har haft en konservator til at undersøge stuernes oprindelig farveholdning. Et nyt renoveringsprojekt er defineret, men vi afventer finansiering af projektet.

Vi forventer, at den nuværende fase af renoveringen endeligt afsluttes i foråret 2025. Vi beklager meget, at flere medlemmer har oplevet at få deres ophold aflyst i efteråret 2024. Vi forventer, at ophold i Malerhuset igen er muligt fra december 2024 – med undtagelse af to uger i januar.

Næste ansøgningsfrist for ophold er d. 15. marts for ophold i perioden november 2025 til og med januar 2026.

Renoveringen er udført af Arkitekt Anker Ravn Knudsens Tegnestue, og træarbejdet er blevet varetaget af tømrer-mester Niels Brink, som også er tilsynsførende for huset.

Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Claus Sørensens Fond, Hoffmann og Husmans Fond, Lizzi og Mogens Staal Fonden.

BKF KURSER

PÆDAGOGISK SEMINAR

TID 9/1 og 10/1 2025, begge dage fra kl. 10.30-15.30

STED Vera – Skole for Kunst og Design

Deltag i et pædagogisk seminar, der særligt fokuserer på underviseres vejledning af unge i kunstundervisningen. Seminaret henvender sig til mentorer, vejledere og undervisere af voksne og unge på kunstakademierne, høj- og daghøjskolerne, samt andre undervisningsinstitutioner, hvor der undervises i billedkunst. Selve kurset vil være i form af et seminar, hvor der løbende vil være tid til sparring og samtaler indbyrdes mellem deltagerne. Kurset er et samarbejde mellem Billedkunstnernes

Forbund og Vera – Skole for Kunst og Design.

UNDERVISER Anne Mette W. Nielsen og Kristina Mariager-Anderson

EGENBETALING 1.500 kr. inkl. forplejning begge mødegange

TILMELDINGSFRIST 14. december 2024. Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om, hvad du håber at få ud af at deltage i seminaret på stud@bkf.dk

ANSØGNINGSTJEK

TID 16/1 2025, 45 min. i tidsrummet kl. 9.30-15.30

STED København

Brug for hjælp til at skærpe din fonds- eller jobansøgning?

Få individuel feedback på din ansøgning fra en erfaren kurator. En session varer 45 min., og der er kun jer to til stede. Bemærk venligst, at en forudsætning for at kunne få en session er, at man forud for samtalen kan fremsende så færdiggjort ansøgningsmateriale som muligt. Dette for at kunne give så kvalificeret sparring som muligt.

UNDERVISER Stine Hebert

EGENBETALING 220 kr.

TILMELDINGSFRIST 10. december 2024.

Tilmelding foretages hos BKF på stud@bkf.dk

NETVÆRK

BÆREDYGTIGT ARBEJDSLIV

TID 21/1, 4/2, 18/2 og 4/3 2025, alle dage fra kl. 9.00-16.00

STED København hos Dansk Musiker Forbund Et gratis udviklingsforløb for dig, der ønsker at skabe grobund for nye handlemuligheder gennem et balanceret og bæredygtigt kunstnerliv. At arbejde som freelancer byder på kreativ frihed, fleksibilitet og diversitet i opgaverne. Men det kan også være en stor udfordring at skulle balancere og prioritere mængden af arbejdsopgaver alene, at skabe en sund økonomi og samtidig skabe tid og overskud i dit privat- og familieliv, og hvor går grænsen i øvrigt imellem arbejdsliv og privatliv? Forløbet udbydes i samarbejde med Dansk Musiker Forbund

UNDERVISER Helene Simonsen

EGENBETALING GRATIS for BKF-medlemmer. Bemærk venligst at der opkræves et no-show fee på 300 kr. per gang.

TILMELDINGSFRIST 18. december 2024.

Tilmelding foretages hos BKF på stud@bkf.dk

GRUNDLÆGGENDE REGNSKABSFORSTÅELSE

TID 20/3 2025, kl. 10.30-14.30

STED Høje Taastrup

Med udgangspunkt i regnskabsprogrammet Dinero går vi igennem de grundlæggende elementer ved et regnskab. Vi kommer blandt andet ind på forskudsregistrering og herunder B-skat, moms, fradrag, kunstnermoms samt krav til bogføring jvf. bogføringsloven.

UNDERVISER Christian Hjort Andreasen

EGENBETALING 300 kr. ekskl. frokost

TILMELDINGSFRIST 15. februar 2025. Tilmelding foretages hos BKF på stud@bkf.dk

TILMELDING

Skriftligt via mail på stud@bkf.dk. Kurserne gennemføres ikke ved for få tilmeldinger.

HAR DU FORSLAG TIL KURSER?

Kontakt BKF’s kursus- og projektleder, Karen Mette Fog Pedersen, på kmfp@bkf.dk

Hold i øvrigt øje med kursuskalenderen på BKF’s hjemmeside, der samler alle relevante kurser for professionelle billedkunstnere fra hele branchen over hele landet.

BOGFØRING I DINERO SÅDAN GØR DU

TID 3/4 2025, kl. 1030-14.30

STED Høje Taastrup

Lær at lave dit regnskab i Dinero. Du introduceres til programmets brugerflade og opsætning, fakturering, finansposter, leverandørfaktura og årsafslutning.

UNDERVISER Christian Hjort Andreasen

EGENBETALING 300 kr. ekskl. frokost

TILMEDLINGSFRIST 20. februar 2025. Tilmelding foretages hos BKF på stud@bkf.dk

REVISORKONSULTATION

TID 10/4 2025, 60 min. i tidsrummet kl. 11-15

STED København

Som medlem af BKF kan du søge om at få en individuel konsultationstime med revisor Bent Malinovsky og få svar på spørgsmål omkring dit regnskab, selvangivelse herunder fradrag, opstart af virksomhed, moms, status som lønmodtager/ selvstændig i a-kasse, gennemgang af skattesager mm. Bemærk venligst at der ikke kan ydes hjælp til individuel udfyldelse af selvangivelsen. Hver konsultation varer 60 min. og afholdes i BKF’s sekretariat.

UNDERVISER Bent Malinovsky

EGENBETALING 220 kr. + Billetto-gebyr

TILMEDLINGSFRIST 10. marts 2025. Tilmelding foretages hos BKF på stud@bkf.dk

SELVANGIVELSE, SKAT OG MOMS

TID 23/4 2025, fra kl. 10-15

STED København

Vi gennemgår skatte- og momsreglerne og taler om de særlige forhold, som gælder for en kunstnervirksomhed. Hvordan griber man selvangivelsen an? Hvad kan man trække fra i skat? Og hvordan fungerer kunstnermoms?

UNDERVISER Bent Malinovsky

EGENBETALING 420 kr. inkl. frokost

TILMEDLINGSFRIST 20. marts 2025

Tilmelding foretages hos BKF på stud@bkf.dk

ATELIERSAMTALER ET PANEL AF KUNSTFAGLIGE KOLLEGAER STÅR KLAR!

Mere end 30 udvalgte billedkunstnere, kuratorer og kunstformidlere står klar som sparringspartnere til din næste ateliersamtale. I ateliersamtalerne er det kunsten, udstillingen og værket, der er i centrum. Ateliersamtalerne kan bruges i forbindelse med en kommende udstilling eller et projekt. Du bestemmer selv hvor i processen, du vil have sparring – det kan være til afprøvning af de første idéer, midt i processen eller i installations- og ophængningsfasen. Ateliersamtalen varer samlet 3 timer og afholdes løbende. Bemærk du kan højest have én årlig ateliersamtale.

→ Du kan læse mere om ordningen på BKF’s hjemmeside under kurser.

ANDRE KURSER

Her kan du se et udpluk af øvrige relevante kurser for billedkunstnere. Bemærk venligst at tilmelding ikke sker hos BKF, men hos arrangørerne direkte samt at der ikke er rabat for BKF-medlemmer ved deltagelse.

SKRIV OM DIN PRAKSIS

TID 8/1. og 10/1 2025, begge dage kl. 10-14.30

STED Valby

På kurset får du hjælp, sparring, metoder og inspiration til at skrive den korte og præcise tekst til en ansøgning eller et artist statement. Vi indleder med en serie skriveøvelser og fælles nærlæsninger af tekster, andre kunstnere har skrevet. Derefter går du hurtigt videre med at skrive på den type tekst, du har valgt. Målet er, at du kommer til at skrive ubesværet, og at du finder egne – og måske nye – ord om din praksis. Når kurset er slut, har du en kort og brugbar tekst. Undervisningen kører over to dage med en dags mellemrum, og det er meningen, at man bruger den mellemliggende dag til at arbejde med sin tekst.

UNDERVISER Anette Højlund

EGENBETALING 1400 kr. inkl. kaffe, te og snacks. Medbring selv madpakke. TILMEDLINGSFRIST sker per mail på ahojlund@me.com

Runde fødselsdage

25

Studerende Stine Victoria Kobæk Pedersen 31/12

Studerende Jamilla Mahmud Henriques 31/12

Studerende Nuka Marstrand 06/01

Studerende Asta Bøg Hansen Hoeck 11/01

Studerende Nana Lohmann 22/01

Studerende Gunvor Lind Balslev 26/02

30

Billedkunstner Marie Louise Hvidman 05/12

Billedkunstner Aske Thiberg 06/12

Billedkunstner Nellie Lindquist 10/12

Studerende Clara Olivia Kristoffersen 16/12

Billedkunstner Victor Chakravarty 11/01

Billedkunstner Mathilde Borsholt 22/01

Studerende Anastasia Sif Karkazis Rasmussen 05/02

Billedkunstner Emma Vestergaard Kallan 11/02

40

Billedkunstner Tine Tvergaard 01/12

Billedkunstner Jacob Alrø 07/12

Billedkunstner Markus von Platen 18/12

Billedkunstner Rhoda Ting 15/01

Kunstner Stine Linnemann 28/01

Billedkunstner Simon Ganshorn 30/01

50

Billedkunstner Jenny Bilberg 11/12

Billedkunstner Tina Uhrskov 05/01

Kunstner Gry Bagøien 12/01

Billedkunstner Bettina Camilla Havskov Vestergaard 12/01

Billedkunstner Kirstine Lund 16/01

Billedkunstner Nanna Debois Buhl 22/01

Maler Signe Hougaard Hansen 25/01

Billedkunstner Kristoffer Ørum 04/02

Billedkunstner Svend-Allan Sørensen 06/02

Grafiker Lene Jelling Holm 16/02

Billedkunstner Jakob Hunosøe 18/02

Billedkunstner Henrik Godsk 19/02

Billedkunstner Birgitte Søvsø 26/02

60

Billedkunstner og kurator Thomas Wolsing 22/12

Billedkunstner Bjørn Ignatius Øckenholt 03/01

Grafiker Tine Læbo Svendsen 04/01

Billedkunstner Jakob Jakobsen 09/01

Billedkunstner Crispin Gurholt 18/01

Billedkunstner Anders Werdelin 26/01

Mix/mediakunstner Frans Peter Valbjørn Knudsen 12/02

Grafiker Inge Louw Tranter 26/02

70

Maler Hanne Beate Enger 05/12

Billedhugger Jørgen Carlo Larsen 10/12

Grafiker/væver Annemette Heltoft 11/12

Maler Max Parylewicz 27/12

Billedkunstner Knud Odde 25/01

Maler Ruth Campau 04/02

Billedkunstner Gitte Flint 05/02

Væver Helle Baslund 09/02

75

Grafiker Eskil Hauchrog 20/12

Maler Bente Olesen Nyström 11/01

Tatovør Erik Reime 20/01

Billedkunstner Joanna Persson 04/02

80

Maler Else S. Mortensen 08/12

Maler og billedhugger Vivian Rose 11/01

Fotograf Kirsten Klein 18/01

Maler Anita Houvenaeghel 19/01

Billedhugger Lotte Olsen 30/01

Billedkunstner Bjarne v. H. H. Solberg 07/02

Billedkunstner Ole Holm 15/02

Multimediekunstner Karin Mohrdieck 23/02

85

Maler Gunnar Bay 12/12

Væver Birgit Andersen 04/01

Keramiker Lene Regius 27/02

Maler og grafiker Annelise Kalbak 29/02

90

Maler/keramiker/designer Signe Christina Præstgaard 19/02

DØDE:

Maler Else Korn † 27/3-24

Maler Anders Kirkegaard † juni 2024

Billedkunstner Edel J. E. Hartvig

Willerup † juni 2024

Billedkunstner Jan Hartvig Jensen † 26/8-24

Maler Inge Reusch † 1/10-24

Væver Ruth Malinowski † 29/10-24

Grafiker Peter Tang Engelund † 16/11-24

Studerende Alia Nura

Studerende Alvilda Krogh Thomasen

Billedkunstner Amalie Risom Nyrup

Billedkunstner Amanda Frøslev Koch-Nielsen

Studerende Amelia Skelmose Fischer Ellingsgaard

Billedhugger Anna Borgman

Studerende Anna Andersen Zargham

Studerende Anna Karoline Hvidtfeldt Andersen

Studerende Anna-Dea Fredensborg

Studerende Aske Krogh Trillingsgaard

Maler Aspasia Mikalef

Studerende Billie Meiniche

Billedkunstner og grafiker Bo Palet Christensen

Studerende Caroline Have

Billedkunstner Cecilie Beck Gordon

Studerende Clara Olivia Kristoffersen

Studerende Clara Rinø Thorsen

Billedkunstner David Dellagi

Billedkunstner Davide Hjort Di Fabio

Visuel kunstner Ea Verdoner

Billedkunstner Eigil Bakdal Jørgensen

Studerende Elli Ånndrake

Studerende Emil Hedegaard

Studerende Gabriel Sergio Nigri

Studerende Gustav Haugaard Bay Jensen

Studerende Hannah Rebecca Raskin Teplin

Billedkunstner Hanne Skjold Knudsen

Studerende Helena Lindegaard Starup

Studerende Ida Braae

Studerende Ida Budde Kjær

Studerende Ida Cecilie Medlgaard Fisker

Studerende Isil Kurmus Atakan

Tekstilkunstner Janne Mikkelsen

Studerende Janus Cens Jensen

Studerende Jesper Thonke

Billedkunstner Jette Dalsgaard

Kunstner Josephine Sommer

Student Katinka Klinge Albrectsen

Studerende Laura Kristine Graham Anderson

Studerende Lee Lund

Studerende Linus Hübell Salic

Billedkunstner Louise Frank

Billedkunstner Louise Hammer

Studerende Louise Götke Rasmussen

Billedkunstner Magnus Fuhr

Studerende Magnus Gitt Henderson

Billedkunstner Maj Horn

Billedkunstner Maja Helene Vestergaard

Billedkunstner Maja Johanne Lauesen

Studerende Maja Munksgaard Meedom

Studerende Maria Storm-Gran

Billedkunstner Marie Koch Kjærgård

Billedkunstner Marie Louise Hvidman

Studerende Markus Lipsø

Billedkunstner og skulptør Mikala Valeur

Billedkunstner Nickie Sigurdsson

Billedkunstner Nilas Dumstrei

Studerende Noa Lachmi

Billedkunstner Oksana Vysotska-Krutieva

Billedkunstner Oleksandr Krutiev

Studerende Sarah Folker Kappel

Studerende Sidse Ambrosine Holst Schytte

Billedkunstner Sidsel Bonde

NYE MEDLEMMER OG GENINDMELDELSER

Studerende Sigrid Anna Refsgaard Duus

Studerende Siri Christine Wahlberg Feil

Studerende Sofie Keller

Billedkunstner Stine Linnemann

Billedkunstner Stine Hedegaard Andersen

Billedkunstner Sunniva Hestenes

Studerende Sø Skinnebach

Billedkunstner Tina Birch Chimenti

Billedkunstner Tine Bay Lührssen

Billedkunstner Unn AurellHansson

Skulptør og billedkunstner Vivi Linnemann

Student William Nielsen

Kontakt BKFs sekretariat min. tre måneder inden din runde fødselsdag, hvis du ikke ønsker den offentliggjort her.

AKTUELLE ANSØGNINGSFRISTER

Legatboliger / residencies

20. FEBRUAR

DET DANSKE INSTITUT I ATHEN

→ diathens.gr

JANUAR: ANSØGNINGSFRIST ANNONCERES

DET DANSKE INSTITUT I ROM

→ acdan.it

1. MARTS

RÆVESKIFTET HORNBÆK

→ olehaslundskunstnerfond.dk/ raeveskiftet/

NB! NYE ANSØGNINGSFRISTER FOR OPHOLD I BERLIN-LEJLIGHEDEN OG FANØ-HUSET

→ 15. marts for ophold i perioden 1. september til 31. januar og

→ 15. september for ophold i perioden 1. februar til 31. august kommende år

STATENS KUNSTFOND

4.FEBRUAR

Arbejdslegater for billedkunst

18. MARTS

Ophold på udenlandske residencies

Værkproduktion og udstillinger

Ophold via Statens Kunstfonds særlige residencyaftaler: Nuuk, Seoul & New York

Kunstkritik, viden & debat

Børn og unges møde med billedkunst

Opstart af nye

udstillingsplatforme

Mere info på → kunst.dk eller kontakt Statens Kunstfond på tlf. 33 95 42 00.

NORDISK KULTURKONTAKT

Nordisk kulturkontakt støtter nordisk samarbejde inden for kunst og kultur rejser residenser netværk mm.

MOBILITETSSTØTTE

→ Ansøgningsfrist 31. januar

NORDEN 0-30

→ Ansøgningsfrist 9. februar

NETVÆRKSSTØTTE

→ Ansøgningsfrist: 10. februar

KULTUR- OG KUNSTPROGRAM

→ Ansøgningsfrist: 3. marts

Mere information på → nkk.org

STATENS VÆRKSTEDER FOR KUNST

Der er ansøgningsfrist fire gange om året: Start februar, maj, august og november.

Næste ansøgningsfrist: 3. februar 2025 kl. 24:00

OPEN CALLS

MIDLERTIDIG UDSMYKNING

OG UDSTILLING I POLITIKENS FORHAL

→ Ansøgningsfrist: 15. december

UDSTILLING I GAMMELGAARD 2026

→ Ansøgningsfrist: 16. december

EUROPEAN MEDIA ART FESTIVAL

→ Ansøgsningsfrist: 10. januar

UDSTILLING I MØSTINGS 2026

→ Ansøgningsfrist: 16. januar

Find disse og mange andre spændende opslag på bkf.dk/opslagstavlen!

FRISTER FOR LEGATER OG FONDE

BKFs medlemmer kan gratis rekvirere forbundets liste over legater og fonde relevante for billedkunstnere samt billedkunststuderende ved at sende en mail til → stud@bkf.dk

BKF’S UDVALG TIL FORDELING AF KULTURELLE MIDLER

Udvalget yder støtte til følgende formål:

OPEN CALL:

UDSMYKNING AF BKF’S CAMP PÅ KULTURMØDET MORS 2025

BKF inviterer billedkunstnere til at indsende idéer til en udsmykning af BKF’s stand på Kulturmødet Mors d. 21.-23. august 2025.

OM PROJEKTET: BKF har siden 2015 deltaget på Kulturmødet Mors, der i 48 timer er samlingssted for samtaler om kunst og kultur med kunstnere, magthavere, meningsdannere og borgere.

Igen i år vil BKF bruge sin stand til at skabe en scene/ramme for forskellige talks og samtaler om relevante kunstpolitiske emner.

Der ønskes ideer til en installation, der i år også skal være BKF’s Camps udeområde foran scenen i form af for eksempel siddepladser, solsejl mm. Campen er placeret centralt på Kulturpladsen med stor synlighed.

→ Læs mere om deadline, honorar, hvad BKF stiller til rådighed mm. på bkf.dk.

Billedkunstnerne Ida Retz Wessberg og Myne Søe-Pedersen stod i år for at udsmykke BKF’s Camp med værket Åndedrætsmaskinen FOTO Per Bille

Styrkelse af billedkunstnernes juridiske og økonomiske rettigheder

Advokat- og revisorbistand i sager der fagligt vedrører billedkunstnere

Støtte til aktiviteter der fremmer billedkunstneriske ophavsrettigheder nationalt og internationalt (for eksempel høringsmøder konferencer pjecer information om Copydans ophavsretslige arbejde etc.)

Støtte til faglige og uddannelsesmæssige formål som vedrører flere billedkunstnere

Støtte til sociale og kulturelle formål som vedrører billedkunstnere

Tiltag der fremmer og tilgodeser aktiviteter hvori rettighedshavere er engageret og som efter fondens skøn bør modtage støtte

Der ydes ikke støtte til enkeltpersoners udstillinger/ projekter/uddannelse og studierejser.

Der anvendes ikke ansøgningsskemaer, men ansøgninger skal være på max fire sider og indeholde:

En begrundelse for ansøgningen

Et budget for både indtægter og udgifter (finansieringsplan)

Andre relevante oplysninger og eventuelle bilag

Ansøgningen bedes sendt til bkf@bkf.dk.

Ansøgningsfrist den 1. marts 2024.

BKF’S TILGÆNGELIGHEDSPULJE

Billedkunstnere med handicap har mulighed for at søge midler til assistenttimer i forbindelse med værkproduktion, ansøgninger, udstillingsforberedelser mv.

Det kan for eksempel være:

En billedkunstner med funktionsnedsættelse, der søger midler til at kunne betale en assistents deltagelse på et residency eller researchrejse for eksempel i form af tilskud til rejse og ophold. En billedkunstner med handicap, der søger midler til en værkstedsassistent ifm. nye værkproduktioner og udstilling.

Beløbsstørrelse:

Der kan ansøges om kr. 2.000 – 6.000 pr. projekt.

Ansøgningsfrist:

Fire. gange årligt; 1.12 / 1.3 / 1.6/ 1.9

Ansøgning:

På BKF’s hjemmeside under kan du udfylde et ansøgningsskema. Skemaet indeholder en kortfattet ansøgning på max 200 ord der beskriver hvad der søges støtte til samt kort hvad dit handicap består af og om det er en lægelig diagnose.

JULELUKKET I SEKRETARIATET

Kontoret i Vingårdstræde holder lukket i perioden 20. december – 5. januar begge dage inkl.

Vi ønsker alle en god jul og et godt nytår!

BKF’S BESTYRELSE 2024

FORPERSON/BILLEDKUNSTNER Marie Thams

NÆSTFORPERSON/BILLEDKUNSTNER Jóhan Martin Christiansen

BILLEDKUNSTNER Mette Kit Jensen

STUDERENDE Agnes Schyberg

BILLEDKUNSTNER Ditte Lyngkær Pedersen

BILLEDKUNSTNER Anette Højlund

BILLEDKUNSTNER Morten Modin

BILLEDKUNSTNER Søren Thilo Funder

BILLEDKUNSTNER Troels Aagaard

BKF’S REGIONER 2024 KONTAKTPERSONER

BORNHOLM/BILLEDKUNSTNER Anne Sofie Meldgaard

FYN/BILLEDKUNSTNER Lone Vivian Petersen

KØBENHAVN/BILLEDKUNSTNER Lise Seier Petersen

MIDTJYLLAND/BILLEDKUNSTNER Mette Skriver

MIDT- OG VESTSJÆLLLAND

NORDJYLLAND/ BILLEDKUNSTNER OG FOTOGRAF Rikke Ehlers Nilsson

NORDSJÆLLAND/BILLEDKUNSTNER Gert Brask

STORSTRØM/INSTALLATIONS- OG BILLEDKUNSTNER Parul Modha

SYDJYLLAND/MALER Nils Vollertsen

REDAKTØR

Steen Bruun Jensen sbj@bkf.dk

BKF’S REDAKTIONSUDVALG

Marie Thams

Mette Kit Jensen

Søren Thilo Funder

Anette Højlund

DEADLINE

Billedkunstneren nr. 1, 2025 10. februar

ANNONCER

Billedkunstnernes Forbund

ABONNEMENT

300 kr. for 4 årlige udgivelser ISSN 1902-3618 ISSM elektronisk publikation TL901-7596

TRYK

BUCHS A/S

DESIGN OG LAYOUT Mai Boline Bjerre og Laura Silke

UDGIVER

Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vingårdsstræde 21, 1 th. 1070 København K. T 33 12 81 70 Åbent man-tors kl. 10-15

SEKRETARIATSLEDER

Klaus Pedersen

KOORDINATOR

Annarosa Krøyer Holm

KOMMUNIKATIONSANSVARLIG

Steen Bruun Jensen

KURSUS- OG PROJEKTLEDER

Karen Mette Fog Pedersen

STUDENTERMEDHJÆLPERE

Maria Bendixen og Clara Sidor

AFSENDER

Billedkunstnernes Forbund

Vingårdstræde 21, 1.th.

1070 København K

ID-NR. 46798