Dagbog fra Rhan by birthe jason

6.câ&#x20AC;&#x2122;s Dagbog Fra Rhans Diamant 1844

I årets 1844 sejlede Skibet Rhans Diamant fra Esbjerg Havn, med kurs mod Barcelona, og derefter videre til Sydøstasien. Skibet blev aldrig set igen. Her kan du læse om hvad der skete for skibet og livet om bord på denne sidste rejse. Vi har plukket i flere af besætningens og passagerers dagbøger, og kan her genskabe flere hændelser fra turen. 2

Om bord var 430 sjæle. De dagbøger vi har fundet, har fortrinsvis været dagbøger skrevet af passagerer, officerer og enkelte af mandskabet. Skibet var et krigsskib, men blev brugt til transport af værdifuldt gods fra Norge til Fjerneøsten. Ikke mindre end 44 kanoner havde skibet, og 100 bevæbnede mænd, der var parate til at ofre deres liv, for at beskytte skibets værdifulde last. Derudover havde skibet en gruppe videnskabsmænd, der som passagerer deltog aktivt i livet om bord, og også havde indflydelse på, hvilken kurs skibet satte sig, da skibets redder også var meget interesseret i videnskabens fremskridt. Skibet blev beskyttet af havets gudinde Ran, der også havde en stor indflydelse på hvad der foregik om bord på rejsen. 3

Fra Vladimir Medvedev’s dagbog: Dag 1 11/22/1844 Kære Dagbog Mit navn er Vladimir, jeg er på skibet Rhans Diamant, og jeg er overkanonér. Og jeg har været på skibet mange gange, før så jeg ved lige hvordan man bruger kanonerne. Jeg har 44 kanoner og 750 kugler. Før jeg kom på skibet, var jeg overkanonér i militæret. Det var en dejlig dag i Esbjerg der var helt skyfri himmel og solen skinnede. Vi var på en rejse til Barcelona, men vi skulle stoppe i flere havne inden. Vi var alle sammen på skibet, vi var 430 mennesker ialt. Jeg tog hjemme fra en måned før vi skulle af sted. Jeg sagde farvel til min familie i USA. Vores første stop var i Bremerhave. Vi så et skib på vejen, vi bemandede kanonerne og var klar til kamp. Men pludselig hængte de deres signal flag op, for at vise os det, så vi vidste at de var venlige. Og vi sejlede videre til Bremerhaven.

Fra Vladimir Medvedev’s dagbog: 11/23/1844

Kære Dagbog, Næste dag vågnede jeg i min kahyt, ved at en mand fra besætningen bankede på min dør og sagde vi var ankommen til Bremerhaven. Jeg tog mit tøj på og tog mine pistoler med og sværd i bæltet. Jeg gik ud på dækket og solen skinnede og det var lidt skyer på himlen men ikke meget. De fleste af besætningen var gået ind i byen i mens resten holdte vagt ved skibet. Jeg gik også ind i byen sammen med de andre. Jeg sagde til min del af besætning at de ikke måtte drikke sig fulde, fordi vis der kom angrib på skibet skulle vi være klar. Jeg kiggede på pistoler men mine var meget bedre, selvom de er ved at blive lidt slidte. Jeg købte et par småting til min familie derhjemme. Vi var alle sammen tilbage på skibet og var klar til at tage af sted til Rotterdam. Jeg gik tilbage til min kahyt for at rydde lidt op, fordi mange af mine ting smed jeg på gulvet da jeg sov. Da jeg var færdig, gik jeg ud på dækket og spurgte kaptajnen hvornår vi tog af sted, og han svarede at vi tog af sted lige om lidt til Rotterdam. Vi lagde fra kaj og jeg kunne mærke vinden i mit ansigt og på mit skaldede hoved. 5

Fra Vladimir Medvedev’s dagbog: 11/24/1844 Kære Dagbog, Jeg vågnede af mig selv og mine ting havde jeg ikke smidt ned på gulvet i nat, så det må betyde jeg har sovet roligt i nat. Jeg tog mit tøj på og min pistol og sværd med. Jeg kom lige til tiden til morgenmaden, og imens jeg spiste min morgenmad så jeg noget løbe rundt på gulvet, men jeg var stadig lidt træt så det var sikkert bare mine øjne som ikke var helt vågne endnu. Efter jeg havde spist gik ud på dækket igen. Der var den samme vind som i går, men den var bare ikke så kraftig i dag som den var i går. Jeg gik ind til min del af besætningen, for at sige til dem at de skulle ned og pudse kanonerne, måske er det ikke nødvendigt, men de skal ikke bare sidde inden for og lave ingenting. Jeg gik forbi kaptejnens værelse med vilje fordi jeg ville se hvad han lavede, men jeg kunne ikke se ham fordi døren var lukket, men jeg kunne høre ham og hans datter og hans papegøje. Hans papegøje var så irriterende, fordi den altid sagde det samme på en dum måde, jeg får bare lyst til at tage min pistol pløkke den i fjæset, men vis jeg gjorde det ville kaptajnen dræbe mig.

Det var ved at blive sendt jeg skulle snart til at sove, men før skulle jeg lige ud på dækket igen og mærke vinden, der var næsten ikke nogen vind men man kunne godt mærke en lille smule. Der var skyfri himmel og jeg kunne se masser af stjerne, man kunne se fiskene springe lidt over vandet engang i mellem. Jeg gik i seng og jeg kunne se der var nogle huller i min dyne, det var sikkert en rotte! Vis jeg ser den pløkker jeg den, for den er kaptejnen ligeglad med men jeg skal være forsigtig hvor jeg skyder. Og her er jeg nu og skriver de sidste ord i min dagbog for i dag. 5

Fra Vladimir Medvedev’s dagbog: 11/25/1844 Kære Dagbog Jeg er lige vågnet, denne gang har jeg smidt lidt ned på gulvet da jeg sov. Jeg tog mit tøj på og pistol og sværd i bæltet. Og så Jeg gik ud på dækket det støv regnede, og der var grå skyer på himlen og lidt sol. Skibet var tæt på Rotterdam, det varer kun et par minutter til vi er ved havnen. Jeg går ind igen og spiser min morgenmad. Vi er ankommet til Rotterdam, jeg gik af skibet og ud på gaderne. Og brugte min tid på det fordi vi skal først rejse se videre til La Rochelle senere på dagen. Jeg gik bare rundt i gaderne for at få tiden til at gå, imens jeg gik rundt i byen tænkte jeg på min fortid. Da var hårdt at være i militæret men jeg var bestemt ikke svag, jeg har altid været lidt foran de andre. Jeg tror det er fordi jeg voksede op uden en far så jeg har aldrig fået maden saveret uden at skulle hjælpe, selvfølgelig skal jeg også hjælpe til hvis min far boede hos os, men så ville det ikke være ligeså hårdt. Så jeg skulle med ud at arbejde, jeg arbejde hos en køb mand men det varede ikke særlig længe, fordi jeg har jo ikke gået i skole så jeg er ikke så god til at regne. Jeg prøvede også at finde nogen der skulle have et eller andet gjort, det gik fint men det var ikke meget jeg fik i løn, når man er så lille kan man ikke bare sige jeg vil have mere i løn, for så finder de bare en anden der kan hjælpe dem, som gider arbejde for deres pris. Så Jeg arbejde for en pris de bestemte. Der må have gået nok tid nu, jeg gik tilbage til skibet men jeg skulle skyde mig fordi jeg havde gået langt ind i byen. Jeg så nogle små drenge arbejde, helt ligesom mig da’ jeg var lille, men jeg tror jeg havde det lidt bedre end de havde. Jeg er tilbage på skibet, og vi er klar til at tage af sted til La Rochelle.

Fra Vladimir Medvedev’s dagbog: 11/28/1844 Kære Dagbog,

Desværre har jeg ikke fået skrevet så meget, jeg har haft så mange ting at se til. Men jeg synes faktisk jeg så noget i går aftes, jeg ved ikke hvad det var men jeg tror ikke det var helt normalt. Det linede en kvinde der sad på en sten helt alene i tågen. Hun havde rødt hår, og røde øjne, hun havde en hale som en fisk og som ben og overkrop som et menneske. Jeg tror der var en havfrue! Hun bevægede sig slet ikke hun kiggede bare på mig, og forsvandt ud i tågen. Der var vi snart ved La Rochelle, jeg kunne se byen. Der var solskin, himlen var blå, der var hvide skyer på himlen.

Fra Vladimir Medvedev’s dagbog: 11/29/1844 Kære Dagbog, Vi tog af sted i går, men jeg havde ikke tid til at skrive dagbogen færdig i går. Så jeg var nød til at ende den med det. Jeg skulle ordne det med den dumme rotte med kaptajnen. Vi skulle til Lissabon, men jeg har hørt meget om at der kan være en stærk storm lige i de farvande. Så vi skulle være meget forsigtige. Der var ikke så slemt starten, men det blev det. Vi kom ud i en enorm storm! Den var så heftig at kanoner rullede from og tilbage sammen med kullerne. Vi kunne ikke gøre noget ved det fordi de var alt for tunge, og hvis vi prøvede at tage kuglerne så kom kanonerne, og så ville vi sikkert vælte og blive skadet. Men vi tog de kugler som var rullet væk fra kanonerne, jeg sagde til min del af besætningen at de skulle få styr på kuglerne og kanonerne, men vær forsigtig, imens jeg gik ud på dækket. Det sprøjtede med vand og nogle gange fisk op på dækket som bare gled ned i havet igen. Besætningen skulle styrer seglene, det så hårdt ud, lidt efter kom en mand fra besætningen og sagde jeg ikke bare skulle stå der og glor. Jeg fik lyst til at bare gi’ ham igen men han havde jo ret. Jeg løb med ham hen til seglene og gjorde det bedste jeg kunne for at hjælpe. Det var faktisk lige så hårdt som jeg troede det ville være, måske var det lidt hårer. Vi fik styr på sejlene. Jeg skyndte mig ned til kanonerne, de havde fået styr på kanonerne. Vi var ved at bevægede os ud af stormen uden helt vildt mange skrammer, Vores skib har fået nogle skrammer hist og her. Efter det gik jeg i seng, jeg var blevet mega træt efter stormen, heldigvis har rotten ikke været inde og gnave i mine ting.

Fra Vladimir Medvedev’s dagbog: 11/30/1844 Kære Dagbog, Jeg vågnede midt om natten fordi jeg bare kunne ikke falde i søvn igen, jeg aner ikke hvorfor jeg var bare ikke træt mere. Jeg gik op af min seng for at gå en lille runde på skibet, for at se om alt er vel. Jeg skulle være meget forsigtig fordi det jo var midt om natten og alle folk sov. Jeg gik forbi kaptejnens værelse, Man kunne høre at han snorkede og gryntede, meget højt. Jeg gik forbi køkkenet, men inden jeg gik videre, jeg kunne se der var et stykke brød på bordet jeg tog et lille stykke af det, så bageren ikke skulle blive mistænksom, men jeg tog et lille stykke mere for at få ham til at tro det var en rotte der har spist af det, så er vi nemlig lidt flere der leder efter de små bæster. Jeg gik forbi hængekøjerne hvor næsten alle sov, der var en hæslig stank i det rum, Jeg så en fjer på et af bordene og begyndte at kilde dem på næsen med den, men det ville have været bedre hvis jeg havde et eller andet jeg kunne putte i deres hænder og så kilede dem, så får de det smurt ud over hele ansigtet. Jeg skyndte mig ud af rummet igen fordi jeg var lige ved at begynde at hoste af stanken, og jeg ville ikke larme og blive opdaget. Jeg gik tilbage i seng og så faldt jeg nemt i søvn. Næste morgen tog jeg mit tøj på og gik ud på dækket, der var en let vind og ingen skyer på himlen, Jeg gik ind til bageren og spurgte hvad der var sket med hans brød, som havde spist af i nat, men det sagde jeg selvfølgelig ikke. Han sagde at en rotte har været inde og af hans brød, men det lindt ikke rotte bid, så han var lidt i tvivl hvad det var. Der var ikke så meget at lave på skibet den dag så, der var ikke så meget at skrive om.

DAGBOG d. 22/11 1844 Kære dagbog velkommen om bor på Rhans diamant. Jeg er en skibskat. Mit navne er Minou. jeg er 6 år gammel. Jeg har boet her hele mit liv og det vil jeg gerne blive ved med. For det meste sover jeg og spiser fisk men når musen er ude for at finde mad, så kommer jeg med det samme. Der er også mange andre her på skibet. Dder er fx min kaptajn og hans fugl. Dder er også hans datter og deres lille hund Fifi. I dag sejler vi til Bremerhaven. Wow!! Nu er der kommet mange mennesker om bord på skibet. AVVV, der var en mand der gik lige ind i mig. Nu er det tid til at vi skal til at sejle til Bremerhave. Der er også mad, så jeg slutter nu. Vi ses.

Günters dagbog: 22/11 1844 Kære dagbog: I morges gik jeg ombord på skibet: Rahns diamant. Nøj.. hvor var det flot det skib. Da jeg gik om bord var jeg lige ved at blive trampet ned af nogle fulde matroser. Men sådan nogle er der vel på alle skibe. Jeg startede med at hilse på kaptajnen. Han virkede som en rigtig flink guttermand. Han startede med at vise mig rundt på hele skibet, hvilket tog ret lang tid eftersom at skibet er ganske stort. Derefter fortalte han mig om reglerne her på skibet og om hvor dan det hele kommer til at foregå i de næste par dage. Som banjermester har jeg jo fået den himmelske opgave at holde styr på alle de fordrukne bavianer ned på dørk. Det bliver værken en særlig rar eller nem opgave. Jeg kan ikke huske at der har været en bager på nogle af de andre skibe jeg her sejlet på. Men det er der altså på det her. Hans brød skulle være noget af det bedste (Og dyreste!). Jeg havde tænkt mig at købe noget til frokost i dag men så skulle jeg vist have haft nogle flere penge med hjemmefra. Skumsprøjt og saltvand de brød må være gode. Jeg har haft nogle problemer med køjefordelingen i dag. Alle vil selvfølgelig sove i en køje. Men jeg kan ærlig talt godt forstå det. Når alt kommer til alt må det siges at være de bedste pladser på skibet. Iser når det er stormvejr. Men aftensmaden var ikke lige den bedste jeg har fået. Den var udmærket men især lugten var virkelig ingen fornøjelse. Jeg måtte holde mig for næsen imens jeg spiste. Nej.. så slemt var der nu ikke. Men jeg tror nu at den kok har nogle problemer. For efter maden bed jeg mærke i en kat der jagtede en rotte hen over dækket. Jeg spurgte kokken om dette og det viste sig at det var en forfærdelig plage for ham at den rotte (Som han sagde hed Ratatouille) stjal hans krydderier.

Günters dagbog: 23/11 1844 Kære dagbog: I dag stævnede vi så ud fra den store havn: Bremerhavnen. Vi har medvind i sejlene lige fra start. De ildelugtende bavianer er uforbederlige. De gør ikke som man siger og der har stadig været problemer med køjepladserne. Det bliver vist en meget lang tur. Der er altid nogle der vil sove i en anden køje end den jeg har givet dem. Altid bøvl. I morges gik jeg mig en tur på dækket, for at orientere mig lidt mere på skibet. Altså kaptajnen er da flink nok men ham skibslægen giver mig altså gåsehud. Jeg tror ikke at det er en forandring til det bedre, når han har haft en patient. Jeg har haft det lidt skidt hele dagen i dag. Jeg håber ikke at jeg allerede er blevet smittet. Ondt i maven og kvalme er ikke det bedste når man skal have styr på så mange matroser. I dag hilste jeg også på skibets over-kanonør. Han virkede som en flink gut, men han havde vist ikke helt styr på alle sine kanonører, efter som der var to matroser der var lige ved at miste hovedet i dag. Senere modtog vi et brev fra to videnskabs mænd som skulle om bord på vores skib, i nogle af de havne vi skulle lægge til kaj. Jeg har ikke selv læst brevet endnu men han er vist lidt skør den ene af videnskabsmændene, for han tror at man kan komme ind til jordens indre ved at hoppe ned i vulkaner. Ha ha! Det skal nok blive sjovt at få de to kuleskøre landkrabber med på det her skib. Nu har vi lige lagt til kaj i Rotterdam og i morgen skal vi ud og se på byen. Forhåbentlig skal vores skibskok købe nogle bedre kartofler i morgen. Maden i dag var ikke ligefrem velsmagende. Den smagte underligt nok lidt af rotte. Det kunne måske have noget at gøre med den rotte som jeg så i går aftes. 13

Esther Sølvstjernes dagbog Kære dagbog d.22/11 1844 Jeg er bare så sur på min far, vi var nede i byen og jeg så den sødeste kyse, den var rød med blonder på, han sagde at jeg ikke måtte få den, fordi jeg ikke er gammel nok``Faar.. jeg er altså 13 år så jeg er gammel nok´´ sagde jeg meget surt til ham og kiggede, som om jeg var en lille hundehvalp med store brune øjne. Da vi kom hjem fra byen så skulle vi pakke, for vi skulle sejle klokken 12.00 fra Esbjerg til Bremerhaven. ``Skynd dig nu Esther, vi skal snart af sted´´ sagde min far irriteret til mig, men jeg var ikke så hurtig som min far ville have mig til, fordi jeg gerne ville have meget tøj med, og det tager jo lang tid at lægge sammen, så jeg blev nødt til at stoppe det ned, selv om jeg ikke ville det. Da vi var kommet ned til skibet gik vi om bord og jeg følte at jeg havde glemt noget, så skulle jeg til at pakke ud og så kom jeg i tanke om hvad jeg havde glemt, det var min gamle kyse, jeg løb ud til min far på dækket og sagde det til ham og først troede han ikke på mig, men så da ham også havde kigget mine ting igennem så sagde ham ``okay du har glemt din kyse men vi kan ikke nå hjem efter den sååå ´´ ``såååå hvad´´ sagde jeg spændt og håbet på at han ville sige at vi lige kunne nå at gå ned i byen og købe den røde kyse med blonder på, og det sagde han, så jeg løb ind efter mig frakke så vi kunne komme hurtig af sted. Kære dagbog d.23/11 1844 I dag vågnede jeg tidligt, det var fint for jeg skulle huske at bede min morgen bøn til Ran. Jeg fik en god grød med syltetøj på til morgenmad. Efter vi havde spist gik jeg ud på dækket og kiggede ud over det flotte mørke blå vand, hvor den skinnende sol spejlet sig i. ``så er det frokost tid ,Esther´´ sagde mig far glad til mig. Efter vi havde spist gik jeg ud på øverste dæk for at se udsigten over det mørke blå hav og pludselig så jeg noget i vandet, først troede jeg at det var hajer, men da de kom tættere på så jeg at det var delfiner, det var bare så flot. Da det blev aften, og vi havde fået mad var vi næsten i havn,. Da vi kom i havn, skulle min far noget. Efter min far var gået, sneg jeg mig ind på land og kiggede mig omkring. Efter jeg havde kigget lidt, gik jeg tilbage til skibet, eller Rans diamant som den hedder. Jeg var kommet om bord igen, og jeg sneg mig langsomt ind til mit sovekammer. Jeg tog mit tøj af og fandt min natkjole og tog den på, jeg satte mig på sengekanten og foldede mine hænder, så jeg kunne bede min aftenbøn til Ran. 12

Ratatouilles tur fra Esbjerg til Bremerhaven fra den 22. til 23 november 1844

Jeg vågnede da bølgerne hamrede mod skibet. Mændene kiggede rundt, så jeg kunne ikke sove. Jeg ville ligge nede i fodenden ved en af mændene. Jeg ved at han har sure tæer. Jeg synes også at jeg er begynd at blive sulten. De havde også lige fået nyt mad og jeg kan bare lugte madduften. Dejlig ost, så jeg gik ned i skibet og ville ned for at spise noget, så jeg zigzaggede mellem benene. Jeg fik sneget mig derned, og spiste godt og længe. Så kom en af mændene og jeg skyndte mig at gemme mig i et lille hul. Jeg blev derinde og ville prøve at snige mig over til køkkenet. Jeg ville drille nogen, og snige mig ned til hønsene. Jeg så skibs kaptajnen, men der er ikke nogle små huller jeg kan komme ind i, og gemme mig i, så jeg skynder mig og løber alt det jeg kan. Han vender lige hovedet, men da er jeg på den anden side af ham. Jeg går ind og driller hønen, der ligger og sover. Jeg rasler i høet og larmer. Så hørte jeg kokken vælte noget, så jeg skynder mig tilbage. Men det var ikke ham det var overstyremanden. Og så er vi i Bremerhaven. 13

Rosa’s Dagbog 20. November 1844. Mit navn er Rosa Luxemburg. Jeg er 15 år. Min mor hedder Tina Luxemburg, og min far hedder Frederik Luxemburg. Jeg er stukket af hjemmefra, fordi min mor og far ville have jeg skulle være fin og veludannet. Men sådan skulle jeg ikke være, jeg skulle være på et skib. Så i havnen, Rio de Janeiro fandt jeg nogle folk, som jeg sejlede til Tyskland med. vi gjorde holdt i Esbjerg og der fik jeg at vide vi skulle sejle skibet og være fine og veludannet folk. Det skul jeg bare ikke være, så jeg blev smidt af skibet, og min ting med. jeg hade ingen penge eller noget sted at sove, så jeg måtte sove på jorden.

21. november 1844. Solen er lige stået op, og jeg leder efter mad, og finder intet. Kl. er nu ved at være 8, og folk begynder at gå rundt i haven. Så begyndte jeg at tikke, om at få penge. Lidt efter hørte jeg nogle tale om et skib, Navnet hørte jeg ikke, men det sejlede rundt om jorden. Jeg sne mig om bord på skibet mens ingen så mig. Ned af nogle trapper, og ind i et sted med masser af reb. Der gik ikke lang tid før skibet sejlede, og heller ikke lang tid før jeg sagde ”forsvind med dig dumme mus” og der kom en stor mand ned og lige med et, kom musen pilene hen over gulvet, og manden gik igen ”phh” tænkte jeg, det var tæt på. Da det gik hen og blev aften og der ikke var mere lam og sang, listede jeg mig ind i mad rummet og fandt mad, jeg kunne spise. jeg blev mæt og gik tilbage, og fald i søvn. 15

Rosa’s Dagbog 23 november 1844 Jeg vågnede ved en larm om morgenen. Der var en papegøje der skreg ”Grr i dovne hunde op af fjerene sømænd”. Jeg forstod ingenting. Da der blev ro igen listede jeg mig ud fra mit skjulested og hen for at finde noget mad og der kom en mand og tog min arm og sagde” hvad fanden laver du her om bor på dette skib.” jeg, jeg leder efter et skib som jeg kan være om bord på, men ikke som blind passager”.” når så det men jeg vil ikke gøre dig noget jeg tager dig med op til kaptajnen”. ”for resten mellem os to så er jeg faktisk en pige”. Jeg for stod ingenting. Hvad nu hvis jeg blev smidt ud. Imens jeg tænkte hvad jeg skulle gøre. Kom kaptajnen hen til mig. ”hvem er det spurte han”. og hun svarede” en blind passager hvad ellers”. ”vi sætter hende af ved næste stop”.” jamen jeg kunne arbejde her, har I ikke et eller andet som I kunne bruge mig til”. ”hmm”. ”har du gået i skole”. ”ja”. ”Hvis du vil undervise min datter, kan vi vel sige du må blive”. Og sådan blev det jeg fik en seng, mad, skrive materiale og skrivebord. Og jeg fik at vide hvornår jeg skulle være lærer. Efter det blev jeg vist hen til det sted jeg skulle sove. Jeg pakkede de ting jeg havde ud og gik igen. Jeg gik rundt på båden og lærte folk og kende. Der var mange mennesker om bord og jeg blev rigtig gode venner med hende alle gik og troede var en dreng. Men jeg lærte mange at kende og det var et godt sted jeg var kommet hen. Dagen gik og der blev mørkt. Da vi skulle spise fik jeg maden serveret. Da jeg var færdig gik jeg i gang med de ting der skulle forberedes til jeg skulle være lære. Det tog lang tid. Fra kl. 9 til halv 10 lavede jeg dansk. Fra halv10 til 10 minutter over 10 var det matematik. Og fra ti minutter over 10 til 11 lavede jeg engelsk. Når vi gik i land så skulle jeg finde de gode materialer jeg kunne få brug. Efter det var jeg simpelthen så træt at jeg ikke kunne hænge sammen, og med et fald jeg i søvn. 16

Rosa’s Dagbog

24. november 1844 I dag, var jeg første gang lærer for nogen, altså kaptajnens datter. Jeg blev helt overrasket, fordi hun aldrig havde gået i skole før. Men jeg fandt ud af i første time, hvordan det stod til. Hun havde aldrig fået hjemme undervisning, eller gået på en almindelig skole. Så det blev en lang dag, for os begge. Jeg brugte alle timerne på at fortælle om ord, og stavning. Og vi blev enige om, at hun fik få lektier for til i morgen. Da jeg gik hen til mit soveværelse, begyndte jeg at forberede mig til i morgen. Det tog ikke så lang tid som i går, men der var der jo også andre ting, jeg troede vi kunne nå. Så da jeg var færdig, vidste jeg ikke hvad jeg skulle lave. Jeg gik op på dækket, kiggede lidt ud på vandet. Der var ikke meget at se, end nogle måger og noget vand, så gik jeg ned, og fandt Francois og snakkede lidt med hende. Vi snakkede om de ting hun lavede, og de ting jeg lavede, det var ikke ret meget hun havde lavet, men ved mig, var der var til gengæld meget at kunne for tale om. Og imens jeg kikkede rundt, fik jeg en god ide. Min ide var, at jeg kunne gå rundt på dækket med hende og sige nogle ting hun kunne stave. Efter jeg og Francois var færdige med at snakke, gik jeg op på dækket igen. Og der var også ved at blive mørkt. Min mave rumlede og det betød at, jeg var sulten. Og der var lang tid i nu til vi skulle spise, og jeg var bare så træt at, jeg fald i søvn, uden aftensmad. 17

La Rochelle

Papegøjens Dagbog

Grr kære dagbog 22/11 1844 Jeg hedder papegøje Søstjerne og kommer fra Sydamerika. Jeg er kaptajn på skibet Rhans Diamant. Min assistent og jeg var nede i byen. Vi skulle til at drikke en øl sammen, og da vi havde drukket den, gik vi om bord. Så blev det aften og de andre gik i seng. Det er morgen og jeg står op og kigger op. Der er mange der er vågne. Og jeg vækkede min assistent, fordi han snorkede bobler og derfor kan man ikke sove. Men da jeg prøver at vække min assistent vil han ikke vågne. Min assistent går rundt tror at det er ham der er kaptajn, men folket ved det er mig der giver ordrer. Vi sejler fra Esbjerg til Bremerhaven i Tyskland og mange andre steder hen. Jeg flyver rundt på skibet og driller menneskerne, fordi jeg ikke har andet at lave. Jeg så at min assistent ikke lavede noge,t så jeg fløj derhen, og sagde det samme som ham ” grr haha” til sidst blev han sgu sur, og råbte til mig. Så sur han kan blive på mig, når jeg laver noget jeg ikke må.

Grr kære dagbog den 23/11-1844 Vi er nu i Rotterdam bliver der sagt over højtalerne. Jeg tænker på om vi skal gå ned i byen og få en fisk eller to. ”Undskyld vil du med ned i byen?” min assistent svarer ” Det vil jeg genre.” Vi går ned i byen for at få en øl eller to. Jeg flyver rundt og rundt og så ser jeg en lille hat. Jeg spørger min assistent, om jeg må købe den. Det siger han jeg må, så jeg køber den af en dame. Damen siger at den koster 20 kr. og vi betaler. Vi går og flyver videre. Vi kommer til en øl bar. Min assistent bestiller to øl til os så vi kan få noget indenbords. Da vi havde drukket den øl gik vi fulde hen til skibet. Der vi kom op bord, gik vi hen for at få noget at spise. Da vi havde spist gik vi i seng og sov, fordi vi var ved at falde i søvne. 19

Papegøjens Dagbog Da vi stod op var kl. 9.30 så vi vaskede os og fik morgenmad. Min assistent havde det stadig dårlig fra i går. Han er nok syg af at få 3 øl med 9.4 %. Så kan man godt blive lidt syg og han kastede også op. Men heldigvis valgte han at kaste op ud over kanten. Det syntes jeg var en god ide.

Jeg synes ikke man kan lave så meget når men bare er på et skib. Jeg går op få at tage noget at spise. Jeg har ikke fået noget at spise i længe, så jeg kan spise en hel ko. Kokken gav mig det mad som han havde på menuen. Der jeg havde spiste min mad var jeg stadig sulten, men man kunne ikke få mere mad . Man må kun få en gang. Så jeg tog en flyve tur hen til fiskemanden. Heldigvis havde han mange fisk, så jeg tog lige 5 fisk til middag. Fiskemanden blev sur og så grinede jeg af ham. Da jeg kom op på skibet spørger min assistent: ” Hvor har du været?”Sså siger jeg at jeg har været hos fiskemanden for at stjæle nogen fisk. assistent siger det må man ikke, men det gør jeg alligevel og det kan han ikke lave om.

Fra Luigi Mussolinis Dagbog

Vi skriver året 1844, tirsdag d.22. november. Mit navn er Luigi Mussolini og jeg stammer fra havnebyen Genova. Jeg er 32 år og matros. Jeg er i den uheldige situation at være strandet i Esbjerg, efter skibet Antonia, hvor jeg arbejdede som matros, forliste. Min bedste ven Fabio Koussoum var om bord på Antonia sammen med mig. Det lykkedes os at blive reddet af en lille fiskerbåd. Lige siden har vi boet hos familien Jensen i et halvt år. Jeg længes efter at komme ud at sejle igen.

Onsdag d. 23. november 1844 Jeg er så glad! Et stort handels og passager skib har lagt til kajen i Esbjerg havn og Fabio og mig selv er blevet ansat som matroser. Vi har lige sagt farvel til den kære familie Jensen, som så gavmildt har ladet os bo på deres loft i al den tid. Vi er meget taknemmelige for al deres hjælp, og jeg ved ikke hvordan vi nogensinde kan gengælde deres gavmildhed. Tusind tak, kære venner i vil have en plads i vore hjerter altid. Addio og grazie. Jeg er kommet om bord på Rans Diamant og er blevet indkvarteret. Turen går fra Esbjerg til Bremerhaven. Lad Ran være med os alle sammen. Hyren er ikke den bedste men jeg får endelig fortsat min rejse. Mit helbred har ikke været det bedste på det seneste, en slem hoste driller mig. Hvis alt går efter planen lægger vi til i havnen i Rotterdam d.24. november 1844 Nå jeg når ikke mere i dag. Pligten kalder, Addio til en anden dag.

Fra Luigi Mussolinis Dagbog

Fredag den 25. november 1844

Kursen var sat mod La Rochelle, Frankrig lasten var om bord.

Det trak op til storm og det blev mørkt og meget tåget. Man kunne næsten ikke se noget og lyden af ting der fløj rundt var helt frygteligt. Minderne fra min tid på Antonia vendte tilbage. Bølgerne var sky høje og jeg turde slet ikke gå op på dækket. Køjerne svajede så de var ved at gå i stykker. Vi ofrede noget af vores kostbare mad til Ran for at det skulle gå os bedre. Stormen har efterladt et frygteligt rod og der er mange skader på skibet. Værst er det gået ud over sejlene så sejlmageren for travlt nu. Lad os håbe at han er hurtig færdig, for ellers bliver kaptajnen vred. For han er en rigtig slave pisker. Jeg har aldrig i mit liv mødt et så forfærdeligt menneske. Vi arbejder uafbrudt uden meget søvn eller mad. Matroserne er utilfredse og taler om mytteri.

Mandag d. 28. november 1844

Vi har haft så travlt med at reparere skibet at jeg ikke har haft tid til at skrive men nu har jeg pause. Kaptajnen lover at være venligere og det har han også gjort. Vi får længere pauser og mere søvn, så det blev bedre da vi sagde at han var lidt af en slavepisker. Vi skulle arbejde to timer mindre og den tid kan vi selv bestemme hvornår vi bruger, med mindre man for eksempel er sejlmager måtte man kun have en halv time. Da vi var færdige var det sent om aftenen og vi skulle gå til køjs. Da vi blev vækket lå jeg med kraftig hoste og ondt i halsen. Det var frygteligt. 22

Fra Luigi Mussolinis Dagbog Tirsdag d.29. november 1844 Jeg har det ikke godt kaster op og har høj feber, men det skal nok gå. Jeg tror jeg kan arbejde igen i morgen. Det bliver uvejr så vi ikke kan nå til Lissabon i tide. Skibet gyngede fra side til side, så vi fik kvalme. Jeg prøvede at falde i søvn men den kvalmende fornemmelse gjorde det svært. Jeg gik op til Ran for at ofre noget af min mad, som jeg nu havde fået mere af, men da jeg var på vej i seng faldt jeg over en spand der stod og flød midt på gangen. Jeg brækkede det ene ben og måtte til lægen. Stormen havde lagt sig og vi var ankommet til Lissabon, hvor jeg kom til en læge. Han sagde at jeg nok skulle ligge i min seng nogle få timer og så ville jeg kunne arbejde igen. Vi er nu på vej til Tanger håber at vejret holder. Mit ben har det godt og jeg er klar til at arbejde igen. Undskyld at jeg ikke har skrevet nået før jeg skulle svabe dækket sammen med min gode ven Fabio. Dagen gik hurtigt og vi blev hurtigt færdige med vores arbejde. Bagefter havde fri i lidt tid og det brugte vi på at spise og drikke lidt vand. Derefter skulle Fabio skulle hjælpe kokken med at fange rotten og jeg skulle hjælpe sejlmageren med at holde sejlene ved lige. Her til morgen blev kaptajnen sur jeg ved ikke hvorfor men det gik ud over alle os matroser. Det var ikke kun ham der er sur for jeg er sur på den dumme rotte fordi den har ødelagt min køje og spist min sidste mad. Den rotte skal dræbes og det vil jeg sørge for sker. Jeg spurgte kaptajnen om jeg måtte prøve på at fange rotten og slå den ihjel, jeg at prøve. Jeg kan ikke skrive mere i dag for jeg skal nemlig ud for at fange den irriterende rotte.

Fra Luigi Mussolinis Dagbog Onsdag d.30. november 1844 Jeg skriver først nu fordi katten var for doven til at jagte rotten. Så jeg måtte jo gøre dens job. Da jeg fandt ud af hvor den boede, stoppede jeg hurtigt hullet til med havregrød som jeg puttede rottegift i. så råbte topgasten at han kunne se et piratskib, vi skulle alle sammen op på dækket fordi topgasten troede han så et piratskib men det var bare et Engelsk handelsskib så han skulle give alle kaptajnens dyr mad og gøre hele skibet rent resten af dagen. Sidst på dagen havde jeg stadig ikke fanget rotten, jeg håber på at jeg fanger den i morgen.

Torsdag d.1.december 184 Her til morgen fangede jeg endelig rotten i min fælde, som belønning fik jeg mad og drikke. Vi ankommer snart til Tanger hvor der er en rigtig flot by som jeg rigtig gerne vil se. Vi er nu i Tanger og jeg skal ind og se byen. Det var en rigtig smuk by med flotte huse og tårne. Jeg købte meget rom og mad som jeg delte med Fabio. Vi skal arbejde nu så vi ses. 24

Fra en Sejlmagers Dag bog : Tirsdag den 29. november Det var en hård dag i dag. vi sejlede til Lissabon og vi skulle have mere mad til kokken og flere ting til at lave sejlet med. Jeg fandt ud ad at sejlet ikke kunne klare en storm til, og det var ikke så godt da vi skulle ud i et sted med mange storme. Da vi skulle til at sejle, kom det til at blæse meget. Jjeg ville ikke have det til at blive en storm. 10 min senere var vi lige kommet ud på havet hvor en stor storm og det var lidt et problem for os. Det blev hårdere og hårdere at arbejde udenfor, men sejlet holdet fint

Rorgængerens dagbog

Dato: 23. nov. 1844

Hej seje dagbog Lige pludselig vågnede jeg og skulle tisse så meget at jeg ikke fik nået at tage tøj på. Så der løb jeg kun med underbukser ud på dækket og videre hen til toilettet men der var kø så jeg kunne stå der i 30 min. Så jeg blev nød til at finde på noget andet. Det var lige ved at jeg ikke havde mine underbukser tørre mere. Men det jeg gjorde var at jeg tissede ud over galenere og ned i vandet. Da jeg begyndte at gå tilbage til min kahyt så jeg at der var lige så meget kø som før. Så da jeg kom tilbage til min kahyt og lagde mig i min køje så jeg lige på uret og det var kun tre om natten. Jeg begyndte at sove igen. Da jeg vågnede igen var jeg lidt sen på den. Jeg skulle nå at tage tøj på, spise og sige til kaptajnen at jeg var klar til at tage over og det skulle jeg gøre på ti min. Da jeg havde taget tøj på var der fem min. Tilbage til at jeg skulle være på min plads ved roret. Jeg tog et par beskøjter med i hånden og gik hen til kaptejnen og sagde jeg var klar til at tage over. Han sagde at jeg godt kunne tage over i stedet for Christopher som var en af mine rigtig gode venner. Hilste lige på ham og han viste godt at jeg skulle tage over så han gik og sagde at jeg skulle holde øjnene åbne fordi han havde hørt at der var nogle efter dem.

Rorgængerens dagbog

Dato:22. nov. 1844 Hej seje dagbog ”Så er det nu” tænkte jeg. Endelig ankommet til Esbjerg kl. 11:00. Det var en lang rigtig lang

tur. Det var min første tur på Rahn’s diamant. Min mor havde givet mig noget mad til frokost og nogle mellem madder med leverpostej til senere. Jeg hilste på kaptajnen efter jeg havde spist min frokost. Han var meget flink men lugtede lidt a’ rom.

Kaptajnen kaldte alle op til dækket ca. kl. 12:30. Han sagde nogle fine ord til os alle sammen. Derefter gik vi alle sammen op på dækket. Det tog i hvert fald en time at alle kom op på dækket og fandt sine pladser. Kl. 13:00 sejlede vi af sted til Bremerhaven. Da jeg satte mig ved et bord og skulle til at spise mine leverpostejsmadder kom der nogle damer og satte sig ved siden af mig. De spurgte hvad jeg var ansat som på Rahn’s Diamant. Jeg srarede at jeg var rormand. De gispede og kiggede mærkeligt på mig. Jeg spurgte om der var noget galt men de sagde at de aldrig havde haft det så godt. Jeg løb hurtigt væk og ind i min kahyt. Jeg sad og tænkte lidt på hvad de kunne have ment med at de aldrig havde haft det så godt lige på det tidspunkt. Skibet vippede meget . 27

Isaac Newtons dagbog

22.november 1844

Kære Dagbog Dette er starten på min flotte dagbog. Mit navn er Isaac Newton og jeg kommer fra England. I dag skal jeg af sted til Esbjerg havn sammen med Jules Verne og Alexander von Humboldt. Vi mødes i Hamburg for at kunne følges til Esbjerg havn. Vi skal om bord på et stort skib. Vi skal af sted til Bremerhagen. Det bliver en spændende tur, fordi jeg skal afprøve nogle af mine teorier som jeg har regnet mig frem til hjemme i mit videnskabslaboratorium i England. Men hjemme i England lige nu er der en stor krig så er nødt til at flygte til det her skib for at kunne arbejde med mine teorier. Så nu jeg skal om bord på skibet der er rigtig mange matroser om bord på skibet. Der er en som er såret han ved at få amputeret et ben af. Jeg kan ikke lide synet. Han skriger og græder. Jeg går bare pænt forbi og begynder at gå op mod mit værelse. Mit værelse ligger oppe ved kaptajnens kahyt. Kaptajnens tjenestefolk viser mig og mine to venner hvor vi skal bo. Mit værelse er et meget fint værelse det har: en seng, et skrivebord og et skab. Nu ligger vi fra kaj og sejler jeg glæder mig til at se hvad der sker i morgen. 29

Isaac Newtons dagbog

Den. 24. november 1844

Kære dagbog Vi er nu ankommet til Bremerhaven. Jeg har fået købt noget papir til at skrive notater på om mine teorier. Nu skal vi videre på vores rute med det store skib jeg er ombord på. Skibet hedder: "Rhans diamant" opkaldt efter skibs gudinden Rhan der sidder ude i den forreste ende af skibet. Jeg har fået at vide en hemmelighed af kaptajnen den lyder på at skibet sejler med noget meget værdigfuldt men jeg ved ikke hvad det er? Men det skal jeg nok finde ud af. Jeg har også hørt af nogle på skibet at der var listet en blind passager om bord på skibet fra Esbjerg havn. Jeg syndes også jeg har hørt nogle pusle rundt på skibet om natten. Men jeg ved ikke om det var hende eller på en mus. Men nu har kaptajnen ansat hende som kaptajnens datters skolelærer. Jeg har snakket lide med Jules Verne og han siger at det går godt med hans nye bog. Som sagt tidligere i denne her dagbog skal bogen handle om livet på et stort skib. Så derfor går han rundt på skibet og kigger så han kan få inspiration til hans bog. Og Alexander von Humboldt går bare rundt og får frisk luft. Så skal jeg videre med skibet så det glæder jeg mig til.

Isaac Newtons dagbog

Den 25. november 1844 Kære dagbog. Vi er nu på vej mod La Rochellle. Vi var lige et smut forbi Rotterdam på vej men nu skal vi videre. Rejsen kommer til at tage tre dag før vi ankommer til La Rochellle. I dag skal jeg i gang med at af prøve min teorier. Jeg har alt det jeg skal bruge så det er perfekt. Den første teori er at Aktion= Reaktion Dvs. Ting A. der påvirker Ting B. med en kraft, vil blive påvirket med en lige stor modsat rettet kraft. Men er det mon rigtig? Jeg prøver lige at sætte mig på en rulle dims man kører stole rund på skibet med. Også sitter jeg mig på den og kaster en sten frem og jeg ryger tilbage! Yes min teori er rigtig. Men nu er jeg blevet så sulten jeg går lige ned til skibskokken og ser om han har lavet noget frokost. Arhh det var dejligt at få noget mad. Nu vil jeg lige kigge ned forbi Jules Verne. Han sidder og skriver på sin nye bog så jeg skal nok være lidt stille. Jeg kigger også lige til Alexander von Humboldt han går bare rundt og kigger på skibet. Og så er der den "blinde passager" som er lærer for Kaptajnens datter. Og Kaptajnens selv han er lide rundt på gulvet han har drukket sig helt fuld da vi var i Rotterdam. Men nu har han det OK siger han mens han styrer skibet til La Rochellle.

Isaac Newtons dagbog

Den. 26 november 1844 Kære dagbog Vi er nu ankommet til La Rochelle. Turen har taget 3 dage fra Rotterdam og Hertil. Jeg har jo under sejlturen har jeg jo afprøvet mine teorier. Jeg har fået noget at spise af skibskokken. Ummmmmmmdet smagte godt. Nu skal vi være i La Rochelle i nogle dage. Det bliver dejligt at sætte fødderne på land igen. Kaptajnen skal nok også ud at drikke sig fuld igen sammen med hans kammerater. Som sagt tidligere i denne dag sejler skibet med noget meget værdigfuldt men jeg vidste ikke hvad det var? Men jeg hørte nogle stå og snakke om at det er noget med et meget ædelt metal men hvilket ved jeg hvad er men skal prøve at undersøge det. Alexander von Humboldt skriver stadig på sin bog. Men jeg snakkede lide med ham i går og jeg fortalte lidt om min teori jeg afprøvede i går. Han synes det lød spændende. Kaptajnen fortalte at vi også skal til Barcelona det glæder jeg mig til. Men nu skal jeg af skibet for jeg skal ud og se byen La Rocchelle. De har et stort fort ude på vandet det sejlede vi lige forbi da vi sejlede ind. Mnen nu må i have mig undskyldt for nu skal jeg ud og se byen. Jeg vågnede op i dag på skibet vi er stadig i La Rochelle. Jeg startede dagen med at gå på toilettet. Da vi sejlede ind til Kysten så jeg "Fort Boyard" Det var rigtig flot. Der stod mange vagter på fortet for at passe på det. i Byen bor der omkring 75.000 indbyggere. Jeg ved at en meget kendt forfatter (IKKE Alexander von Humboldt) men en der hedder: Alexandre Dumas. han er i gang med at skrive en historie der hedder: De tre musketerer. Men jeg synes byen er rigtig flot og jeg tager mig tid til at se byen. Nu har jeg kigget mig lidt omkring i byen og den er meget flot. Men nu skal jeg fortælle lidt vore næste destination vi skal til: Lissabon og Bagefter til Tangere Jeg har jo lovet at finde ud af hvorfor et ædelt metal skibet sejler med og jeg har svaret skibet sejler med: SØLV. Jeg overhørte en samtale mellem kaptajnen og en af tjeneste folkene. Men det er TOP hemmeligt. for ingen må finde ud af det for så kan det være at der kommer nogle for at stjæle det. Jeg tror kaptajnen tjener mange penge på det. Det var alt for i dag dagbog vi ses i morgen til en ny dag.

Isaac Newtons dagbog

Fredag den. 28 november 1844

Billede fra tsunami og jordskælv i Lissabon i 1755, der dræbte 90.000 mennesker Kære dagbog Vi er nu på vej til Lissabon. Jeg har snakket lidt med kaptajnen og han siger at det trækker op til stormvejr det tegner ikke godt. For når der er stormvejr kan man risikere at en mast knækker og falder ned i skibet også er vi færdige. Men heldigvis har vi et rigtigt god mandskab om bord på skibet som hjælper med at sørge for alt går godt. Så jeg håber alt går godt. Vi skal af sted mod Lissabon. Byen ligger i Portugal. Den er ældre end Rom der er lidt vildt at tænke på. Den er faktisk ældre end alle andre hovedstader i hele Vesteuropa. Byen har omkring 560.000 indbyggere. For nogle år siden var der et kæmpe jordskælv i Lissabon der dræbte 1/3 af byens indbyggere. Nu ved du dagbog lidt mere om vores næste destination. I dag tror jeg vil kigge lidt rundt på skibet indtil nu har jeg bare været på dækket. Så det kunne være spændende at komme under dækket og kigge lidt. Så jeg prøver lige af tage trappen ned under dækket. Det første syn jeg møder er at ser en masse matroser der enten gør rent under dækket eller passer kanonerne. Nu vil jeg kigge lidt mere hernede, men mere om det i min næste dagbog.

Philip Thomsons, topgast fortæller i sin dagbog:

Dag. 3 24/11/1844 Vi skal nu til La Rochelle. Og det kommer til at tage noget tid, men så er det jo godt at vi har kokken, og bageren til at lave mad og det er de rigtig gode til, så vi er godt forsynet. Mig og Harry var oppe i hvert vores mast, vi skulle kikke efter om der var pirater, fjendtlige skibe og den slags. Jeg kiggede til bagbord, han kikkede til styrbord. Pludselig så jeg et andet skib, og jeg skyndte mig at kravle ned af nettet, og løbe hen til Harald. Jeg fortalte at der var nogle pirater ved siden af vores skib. Han skyndte sig ned til overkanoneren, og sagde til ham at han skulle gøre kanonerne klar. Det hele ente med at det andet skib var et norsk fragt skib på vej til Irland. Jeg blev til grin over hele skibet, og Harald blev meget sur på mig. Jeg skulle gøre alle kanonerne rene, og der er rigtig mange kanoner. Endelig færdig, efter tre timer langt arbejde kunne jeg endelig lægge mig til at sove.

Philip Thomsons, topgast fortæller i sin dagbog:

Dag. 6 27/11/1844 Nu skal vi til Lissabon, og det bliver en hård tur. Vi skal nemlig sejle hvor der næsten altid er stormvejer. Da vi havde spist morgenmad så jeg, at det nu var Harry der var oppe at slås. Det var overkanoneren. Gad vide hvad de slås om? Men jeg løb i hvert fald ned og hjalp Harry. Jeg slog overkanoneren i maven, og Harry trådte ham over tæernde. Men der gik ikke længe før mig og Harry lå på gulvet ved siden af hinanden. ”Så kan du måske lære ikke at skubbe til mig!” råbte han og gik. ”Er det bare derfor i slås!” Sagde jeg. ”Det var sku da ham der slog mig fordi jeg kom til at gå ind i ham” sagde Harry. ”Jeg tror ham overkanoneren er blevet skør” sagde jeg. Pludselig så jeg rotten og spurte Harry om vi skulle fange den og smide den ud i vandet. Det ville han heldigvis godt. Vi listede hen til den stille og roligt, tættere og tættere. Men da vi kom helt tæt på så løb den ind i et hul. ”Satans rotte!” råbte jeg. Vi opgav jagten, men vi skulle alligevel til at spise. Vi skulle have røget flæsk og vandgrød. Det smagte rigtig godt, og vi skovlede i os. Det er snart jul og jeg glæder mig til den gode julemad her på skibet.

Philip Thomsons, topgast fortæller i sin dagbog:

Dag. 5 26/11/1844 Vi havde fået af vide, at det var i dag at vi skulle være i La Rochelle, men der var stadig et stykke vej. I det mindste var min søsyge ovre. Om morgenen sad jeg oppe i masten, og kiggede ud over det flotte hav. Jeg så nogle marsvin, ikke så langt fra skibet. De hoppede ved siden af hinanden op og ned i havet. Solen skinnede og der var rigtig dejligt stille. Pludselig hørte jeg nogen nede på dækket der slås. Det var to matroser, det kan man se på deres hvide og blå uniformer. De har nok stjålet noget af kaptajnens rom, for man kunne se at de bække to var skide fulde. Den ene af matroserne slog den anden lige i hovedet så han faldt bag over. Men han rejste sig lyn hurtigt op igen, og gjorde gengæld med et horet slag i maven. Der gik ikke ret lang tid før der kom rigtig mange folk for at se slåskampen, for der er jo intet som et godt slagsmål. Lige pludselig kom kaptajnen, men ikke for at se på. Det var for at stanse det. For vis man tager noget af kaptajnens rom uden tilladelse, så falder der brænde ned. De to matroser skulle skrubbe dækket helt alene, og vis de ikke blev færdige inden aftensmaden, ville de ikke få noget at spise. Den aften skulle vi havde kartoffelsuppe med beskøjter til. Jeg kunne ikke se de to matroser nogen steder så de havde nok ikke nået det. Senere hen kom vi i land ved La Rochelle. 35

Philip Thomsons, topgast fortæller i sin dagbog:

26/11/1844 Det var en hæslig nat. Båden vippede hele natten jeg vågnede mindst 10 gange, og hver gang blev jeg nødt til at kaste op. Den morgen var jeg helt svimmel, og helt slap. Vi skulle have havregrød til morgenmad alle sammen. Bare tanken om det gav mig kvalme, og jeg blev nødt til at løbe hen til kanten af skibet og brække mig. Man kunne se at det ikke kun var mig der var blevet søsyg. Vandet var helt grønt af bræk. Jeg lå i min køje hele dagen, for Harald så at jeg ikke havde det så godt, så jeg blev nødt til at tage en fridag. Jeg havde en drøm, nej faktisk et mareridt. Jeg var oppe i masten men det var Harry ikke, og jeg kom til at falde i søvn. Og der kom en kæmpe haj. Jeg vågnede også ved at alle var ved at gøre modstand, bortset fra mig. De to andre master var knækket, det var kun den mast jeg sad i der var tilbage. Hajen der havde gjort det må havde været mindst 10 meter lang. Pludselig knækkede masten, og jeg var lige ved at falde ned i hajens gab, men så vågnede jeg med et sæt ved at der var en rotte der bed mig i storetåen. Hold kæft det gjorde ondt! Den lorte rotte vækker folk, bider folk, stjæler fra folk og den bider fanme også alle mulige reb over, men nu vil jeg slå den ihjel. Jeg rakte hånden ud efter den, skulle lige til at slå den, men så løb den væk. Det var ikke første gang at jeg havde misset den men jeg prøver stadig. Måske skal jeg spørge Harald om vi kunne få rottefælder. Men på den anden side burde jeg ikke, for så ville han bare tro at den var blevet helt gal med mig. 36

Tanger

237 10

Don Camillo’s dagbog, fredag den 24. november 1844 Kære Dagbog Jeg fandt ud af at der var et hotel som jeg så kunne overnatte på og jeg havde ikke så mange penge men jeg havde lige præcist råd så jeg sov så på det hotel og det var et godt et. Næste dag står jeg op fordi jeg bliver smidt ud. Jjeg aner ikke hvorfor jeg bliver bare smidt ud og det er lige før jeg heller ikke får mine ting med så jeg bliver nødt til at spørge om det. Nå så sidder jeg her ved havnen og venter på skibet det tager godt nok lang tid for det at komme. Desværre er der også næsten hele tiden optaget på toiletterne så det er næsten lige ved at min blære sprænger fordi jeg skal holde mig så meget. Men så 5 timer senere endelig så kommer det det var også på tide det kom. Men jeg må nok også skynde mig om bord hurtigt ellers når det jo at sejle uden mig og det er ikke godt. Lørdag den 25. november 1844 Kære dagbog. Jeg hilste på hele besætningen i går og der var også nogle som ikke kunne lide mig men jeg ligger på mit værelse lige nu og tænker på hvis der nu lige pludselig kommer et piratskib og prøver at stjæle alt om bord og dræber os. Men så efter at det kommer nærmere finder vi ud af at det bare er et passager skib. Nå men nu er vi også på vej til Rotterdam og det bliver virkeligt skægt og bagefter skal vi så til La Rochelle. Nå men vi skal nok også snart have morgenmad. Så jeg går ned til resten af besætningen og tager så noget morgenmad jeg får noget brød og øl og det smager enormt godt. Men jeg bliver hurtigt færdigt med morgen maden og skynder mig ind på mit værelse og beder til sø- gudinden for alt godt. 38

Don Camillo’s dagbog mandag den 27. november 1844 Kære dagbog. Jeg har ikke haft tid til at skrive i går fordi der var en enorm stor storm og så måtte alle jo hjælpe til. Jeg skyndte at gøre hvad jeg fik besked på og stormen rasede op må siden af skibet og bølgerne fløj om ørene på os. Der var rent faktisk to matroser der røg om bord og den ene druknede desværre men den anden overlevede. Men så lettede skyerne og forsvandt, vi jublede og var glade over det men senere holdte vi mindehøjtid for den faldne matros. Nå så gik vi ned efter noget aftensmad der var godt nok ikke så meget mad så vi fik kun en halv portion fordi kokken var blevet syg så det var kun hjælperen der kunne lave maden. Men i det mindste smagte det da bare lidt godt og vi måtte alle sammen gå sultne i seng. Det minder mig om at jeg skal nok også have noget morgenmad nu.

Tirsdag den 28. november 1844 Kære dagbog Så er vi endelig ankommet til Rotterdam og vi kommer hurtigt til havn. Jeg går ikke af med det samme fordi jeg lige skal læse noget. Matroserne læsser masser af ting om bord og jeg aner ikke hvad det er men så går jeg af båden og ind i byen. Nogle andre matroser spørger mig om jeg vil med ud og drikke mig fuld og jeg springer over for jeg er ikke vild med sådan noget. Jeg skal bare lige handle lidt ind sådan noget frugt og grønt ikke andet også lige lidt øl kun to flasker eller tre det viser tiden sig jo.

Don Camillo’s dagbog onsdag den 22. november 1844 Kære dagbog Nå lad mig starte med at fortælle lidt om mig selv. Jeg hedder Don Camillo og jeg er 37 år. Jeg gik i skole i Italien og voksede op der. Jeg havde en hård barndom fordi mine forældre hele tiden skændtes og til sidst blev de skilt. Så jeg blev rykket fra min mor til min far hver anden uge. Men ellers var min barndom da god jeg klarede mig godt i skolen og fik et godt job. Jeg blev præst og blev meget glad for det job og mine nye venner.

Torsdag den 23. november 1844 Kære dagbog Jeg har hørt at der kommer et skib helt over fra Bergen/Norge til Esbjerg/Danmark og så hertil Bremerhaven. Så jeg pakker altså mine ting og kan ikke komme hurtigere af sted for jeg skal nå skibet. Så jeg tager en hestevogn og køre ned til havnen så hurtigt som muligt. Jeg kan bare ikke vente til komme på dette skib, og så da jeg kom til havnen spurgte jeg nogle par om hvad skibet egentlig hedder og det vidste de ikke, men den sidste jeg spurgte vidste nemlig godt hvad det hedder og det hedder Rahns diamant. Nå man nu kan jeg heller ikke andet end at vente på det kommer, og orv man jeg skulle godt nok tisse få min blære var lige ved at sprænge. Nu begynder det også at blive aften så jeg fandt et hotel og overnattede på det jeg havde knap nok penge nok.

Dagbog d.27/11 1844 fra sygepasseren Francois

Hej dagbog det er mig igen. Det må jeg nok sige det har været en sindssyg dag i dag. Det startede som sædvanelig med at jeg vågnede. Så gik jeg lige hurtig ned til byen i La Rochel for lige at handle ting til stuen/sygekabinen. Så gik jeg om bord igen. Vi sejlede fra land. Og da vi var kommet langt ud på havet og var på vej til Lissabon begyndte det at storme helt vildt. Jeg skyndte mig ned i sygekabinen for at se om de syge var kommet mere til. En af dem var faldet ud af sengen og lå på gulvet og forblødte. Det var den der havde slået sig mest. Han hed Peter Brochelle som var faldet ned af udsigtstønden så jeg skyndte mig hen til ham for at hjælpe ham op. Jeg gav ham noget smertestillede som var det sidste af det jeg havde. For jeg glemte at handle det da jeg var i byen så bare der ikke sker noget indtil vi er i Lissabon. Men så blev stormvejeret endnu værre. Og en af de andre faldt ned af sengen med hovedet først så han brækkede halsen og døde. Præsten (Don Camillo) kom så han kunne sige nogle ord og derefter smed vi den døde ned i vandet. 41

Fifis Dagbog

Fredag d.22 november 1844 Kære VUF dagbog. Det her er starten på min fantastiske dagbog VUF. Jeg er en lille puddel hund ved navn Fifi og jeg kommer fra en kendt fransk havneby ved navn Marseille. Min ejer det er kaptajnen på skibet og han hedder Harald Sølvstjerne. Han købte mig for nogle år siden hvor han var sejlet til Marseille i Frankrig. Nå men i dag tog vi tidligt af sted fra Esbjerg i Danmark og sejlede til Bremerhaven i Tyskland, hvor vi skulle overnatte til dagen efter og have nogle nye passager med. På vej der ned fes jeg rundt over det hele på skibet som en gal, så jeg fik af vide op til flere gange, at jeg skulle lade være med at fise sådan rundt, og skulle tage at æde noget af min mad. Da vi næsten var der, blev jeg lidt søsyg, så jeg skyndte mig at løbe ud på toilettet. Da vi ankom til Bremerhaven faldt jeg lidt til ro, jeg lå bare og kiggede på de nye passager der kom om bord på skibet. Nå det var alt for i dag, så nu vil jeg gå i seng og jeg håber virkelig kaptajnen har vasket sine tæer så de ikke stinker for jeg elsker nemlig at ligge i fodenden. Godnat VUF. 42

Fifi’s dagbog lørdag 23 november 1844 VUF Kære Dagbog Kaptajnen havde heldigvis vasket sine fødder i går aftes, så jeg kunne ligge i fodenden. Nå men i dag var kaptajnen, papegøjen og jeg inde i Bremerhaven for at besøge nogle som kaptajnen kendte, men det var ikke det eneste, for vi skulle også ind at drikke whisky og se på smukke damer et sted, eller det skulle kaptajnen og papegøjen. Da vi var inde at drikke whisky, var kaptajnen og papegøjen helt optaget af de smukke damer, så de lagde slet ikke mærke til, at jeg drak alt deres whisky. Jeg blev da virkelig også mega stiv af det, for jeg gik i ring i ca. en time men derefter faldt jeg så til ro igen. Bagefter tog vi ud til en havnebutik i Bremerhaven for at se om, der var noget vi kunne bruge. Kaptajnen fandt nogle underbukser og strømper der matcher, med et anker på og i alle ugens dage. Papegøjen fandt en skjorte og en sømands hat, mens jeg fandt fem sløjfer, i hver deres farve til min pjuskede hale. Efter alt det vi havde lavet tog vi tilbage på skibet for få noget at spise for det var frokost tid. Jeg håbede virkelig på, at de havde lavet risengrød til mig med kanel og smørklat, men det havde de desværre ikke så jeg måtte nøjes med flæskesteg med karrysalat, men det smagte nu også godt. Da vi sad og spiste begyndte vi at sejle til Rotterdam i Holland og det ville ca. tag 2 Dage Men vi havde ekstremt meget medvind hele vejen så det tog ca. en halv dag. Vuf

Fifi’s dagbog

Senere samme dag. I dag sejlede vi ved frokosttid fra Bremerhaven til Rotterdam, som ligger i Holland. Det meste af tiden sov jeg, fordi jeg havde lavet så meget tidligere i dag, men da jeg så vågnede løb jeg rundt over det hele på skibet, for at finde et spejl så jeg kunne gøre mig fin. Det første sted jeg stødte på et spejl var, i en af mændenes værelser. Så det lånte jeg lige så jeg kunne gøre mig rigtig fin, og sætte en af mine sløjfer i min pjuskede hale. Bagefter gik jeg ud i køkkenet fordi jeg håbede på, at de ville give mig min livret til middagsmad, som er risengrød med smørklat og kanelsukker, nu hvor jeg havde gjort mig så fin. Men der var ikke nogen i køkkenet der hørte eller så mig, fordi de havde så travlt med at lave morgenmad til alle på skibet. Jeg fik kun havregrød med leverpostej, så derfor blev jeg lidt muggen over det. Vi ankom til Rotterdam om aftenen, og da vi lige var ankommet fik jeg serveret min livret til aftensmad og det var risengrød med kanelsukker og smørklat. Det var jeg godt tilfreds med så jeg gik glad i seng. Nu håber jeg at kaptajnen har vasket sine fødder igen, og at papegøjen har vasket sin krop, nu hvor vi skal sove i samme rum, fordi den anden nat stank papegøjen virkelig af rådden fisk. 44

Fifi’s dagbog Mandag d.25 november 1844 VUF Kære Dagbog Nu har vi sejlet i ca. to dage siden vi var i Rotterdam for vi sejlede d. 24 november klokken fem om morgenen. Så det vil sige vi faktisk ligger til kaj i La Rochelle i Frankrig lige nu. På vej til La Rochelle var der meget medvind, så derfor gik det meget hurtigt. Og så troede vi derfor at det kun ville ta` halvanden dag at sejle til La Rochelle. Men da vi så var ved Belgien fik vi så meget modvind så vi ikke kunne komme nogle steder. Det var ikke det eneste, for skibet vippede også en hel, så næsten alle passagererne blev søsyge. Og der var jo kun otte toiletter på skibet, og de havde ingen pose så der lå bræk over det hele. Selv i min pink hundekurv ad. Da vi var der var det aften og klokken var ti. Men jeg var frisk som en havørn og kunne ikke sove. Jeg gik ind og tog kaptajnens snaps, så jeg kunne falde til ro. Der var et problem for jeg var bange for at falde i søvn ude i køkkenet uden jeg ville opdage det. For der var dejlig varmt derude, men det var jo også klart fordi kokken havde jo lavet mad hele dagen så ovnen var stadig dejlig varm. Godnat VUF

Fifi’s dagbog Dagbog fredag d.29. november 1844 VUF Kære Dagbog. Der er gået ca. 4 dage og nu ligger vi til kaj i Lissabon som ligger i Portugal. Skibet sejlede tirsdag d. 26. november klokken halv fem om morgenen, men næsten alle på skibet sov. Og vi var i Lissabon fredag d. 29. november klokken fem om eftermiddagen. Da klokken var kvart over fem gik kaptajnen og jeg hen til en spiritus butik, for kaptajnen skulle have noget specielt whisky, som de kun lavede i Portugal. Jeg skulle have en lakrids pibe med lyserød krymmel for sådan en fik jeg altid når vi var i Portugal. Vi skulle lige et smut forbi en oste butik, og have nogle specielle oste med hjem til kokken, fordi hvis vi ville gøre det for ham, ville han lave vores livret til os til aftensmad, så det var en aftale. Da vi kom hjem, skulle jeg lave pølser, så jeg gik rundt for at se om der var et toilet ledigt, for jeg ville helst gøre det på toilettet. I stedet for at gøre det i en spand. Det var det mest spændende jeg havde lavet i dag. VUF

Fifi’s dagbog Tirsdag d.30 november 1844 VUF Kære Dagbog Nu har vi sejlet i en dag og vi mangler at sejle i en dag til inden vi er i Tanger der ligger i Marokko. Vi skulle gerne være der d.1 december efter planen. Det er morgen og klokken er 7.00, de fleste på skibet er stået op og er ved at få morgen. Jeg fik morgen klokken 6.00, så nu går jeg bare lidt rundt og snuser indtil klokken er 7.30. Til morgenmad fik jeg havregryn med laks, som nogle på skibet selv havde fanget. Nu stod jeg og kiggede ud over havet, jeg havde allerede set to havfruer og en hval, der lavede pølser. Lige pludselig så vi et skib der lignede et piratskib, så de råbte ud over skibet at alle passagerer skulle gå ind i deres kahyt, og at der var nogle der skulle stille sig klar ved kanonerne. Jeg blev så bange at jeg tissede i min pels, så jeg skyndte mig i bad og vaske mig. Da vi kom tættere på det andet skib fandt kaptajnen ud af at det faktisk var et skib oppe fra Norge, så han kendte rent faktisk kaptajnen på det andet skib. De råbte så igen på vores skib, at det var falsk alarm, så alle passegerende godt kunne komme ud, af deres kahytter. Da jeg havde været i bad blev jeg virkelig søvnig så jeg faldt i søvn ude på et af de otte toiletter, men så fandt en af passagererne mig, og jagede mig ud derfra. Det var alt for i dag. VUF

Min dagbog 22. november 1844. Kære dagbog, Mit navn er Jules Verne .Jeg kom med en diligence fra Frankrig og rejste til Hamborg som ligger i Tyskland og der steg der to personer op i diligencen. Jeg fandt snart ud hvem disse to personer var, de begge var videnskabsmænd som hed Alexander von Humboldt og Isaac Newton. Vi snakkede meget sammen i løbet af dagen så spurgte 12 tiden kom de hjem og de var ordentlig fulde men der var jeg også på vej i seng. de om jeg var i gang med en ny bog og jeg sagde ja det var jeg og den hed ”livet på en stor flåde”. Vi skulle op til Esbjerg som ligger i Danmark for vi skulle ud at sejle på Rahns diamant som var et stort skib. Vi skulle sejle til Bremerhaven som ligger i Tyskland og der var nogle af besætning som gik på druk, og så ved 12-tiden kom de hjem, og der var jeg på vej i seng.

Dagbog 23 november 1844 Kl. 8 om morgenen vågnede jeg ved duften af kaffe, så jeg gik ud og så at kaptajnen var vågen. Han spurgte om jeg ville sidde ned og jeg sagde ja det ville jeg gerne. Efter morgenmaden gik jeg uden for. Vejret var dårlig. Det regnede lidt så jeg gik indenfor igen og spurgte kaptajnen om hvor vi skulle sejle hen. Han sagde at vi skulle til Rotterdam som ligger i Holland. Jeg så at Isaac Newton var ved at eksperimentere med noget som jeg ikke vidste hvad var. Ved 12.30 tiden var der frokost hvor vi fik fisk, kød og lidt suppe. Jeg synes det smagte godt. Så sagde kaptajnen at der var nogle der havde fundet ud af at der var en blind passerger med på skibet. Nå, da der kan man bare se. Der er vist nogen der gerne vil ud at sejle. Alexander von Humboldt spurgte kaptajnen om hvornår vi skulle ligge ud for kaj og han svarede at det skulle vi nu. Det gav et ryk i os da vi begyndte at sejle. Da vi kom længere ud på dagen var det holdt op med at regne så jeg kunne gå ud. Der hørte jeg nogen af besætningen taler om en hemmelig last.

Fra gudinden Rans dagbog KÆRE DAGBOG d.22/11 1844 I dag var det min store dag, alle mine elever kom om bord og skulle arbejde på min lille diamant. Jeg håber at når jeg bringer skibet til Barcelona vil jeg møde min elskede mand Ægir og mine 9 dejlige døtre. Kokken og hans hjælper skulle bære al maden om bord på skibet, men i stedet begyndte hjælperen at spise 2 kasser sild og en flaske rom. Det syntes jeg ikke var i orden, så jeg gav en ham en smitsom sygedom som kaldes ”at være forkølet” og så skal jeg nok love for at der kom lyd i ham. Han snøftede, hostede og nøs. Nu var vi klar til at sejle og alle dem der skulle tidligt op i morgen gik i seng.

KÆRE DAGBOG d.23/11 1844 I dag var det min store dag, alle mine elever kom om bord og skulle arbejde på min lille diamant. Jeg håber at når jeg bringer skibet til Barcelona vil jeg møde min elskede mand Ægir og mine 9 dejlige døtre. Kokken og hans hjælper skulle bære al maden om bord på skibet, men i stedet begyndte hjælperen at spise 2 kasser sild og en flaske rom. Det syntes jeg ikke var i orden, så jeg gav en ham en smitsom sygedom som kaldes ”at være forkølet” og så skal jeg nok love for at der kom lyd i ham. Han snøftede, hostede og nøs. Nu var vi klar til at sejle og alle dem der skulle tidligt op i morgen gik i seng. Om en time er vi i Bremerhaven og kokke-hjælperen var stadig syg, men desværre nyste han ned i maden som skal serveres her til aften. Sådan går det når man trodser gudinden… Det var dejligt at mærke at alle bad til mig i går, ingen glemte det på den første dag på havet… så jeg må jo nok være søde ved dem i dag. Så må vi jo se om der er flere der laver ulykker i dag… 49

Fra gudinden Rans dagbog I dag skal vi fra La Rochel til Lissabon. Der er ikke rigtig så meget at lave så jeg tog et lille dyk i det varme vand. Da jeg var dernede så jeg en flok hvaler, tryllede mig om til en havfrue og svømmede så hen til dem og legede så med dem. De sang da de kom op af vandet og det var ubeskrivelig højt, så jeg dykkede ned i vandet igen. Delfinerne svømmede rundt om en stor sort ting. Det ville jeg selvfølgelig gerne se nærmere på. Det var et kæmpe skibsvrag men der var godt nok meget tang på.

Da jeg kom op var der ikke så meget at lave, så jeg satte en storm i gang. Det blæste helt vildt, og alle mændene kom i gang med at lægge sejldue over de ting der lå deroppe og ikke måtte blive våde. Det kom jo så pludseligt for dem så jeg tror også der var nogle der blev meget bange. Stormen stoppede jeg efter 2 timer, da jeg syntes de havde arbejdet godt sammen og

Jeg har ikke lavet andet end det så jeg vil nok bare lade skibet sejle lidt alene og lade mændene gøre rent efter stormen, selv vil jeg bare falde lidt til ro for jeg har jo haft lidt meget og se til med mændene og sådan

Fra gudinden Rans dagbog I dag skal vi fra Lissabon til Tanger. En af mine bedste venner havde engang en grotte ikke så langt fra byen. Han var meget stor og ubeskrivelig stærk. H ans navn er Herkules. hans ånd er der stadig og fordi jeg jo også er en slags ånd, ville jeg så gerne snakke med ham siden det jo er tusinde år siden vi sidst sås. jeg ved godt det lyder lidt overdrevet med tusind år men sidst vi sås det var der han kom sammen med min mand Ægir og mine dejlige døtre for at sige farvel til mig da jeg blev forbundet til mit elskede skib Ran´s Diamant. Nå men det var lidt kedeligt på skibet, og ældre damer som mig skal også have det lidt sjovt engang imellem, så jeg tog på udflugt tog en tærte fra bageren og smuttede over i Herkules´ grotte. Der var helt mørkt, men så kom den lysende sjæl ud fra et lille hul. vi krammede hinanden, spiste tærte og snakkede lidt om hvordan min familie havde det og omvendt. Da jeg kom tilbage til skibet havde der været et lille problem som jeg plejede at advare dem om ved at få bølgerne til at slå op mod skibet. Topgasterne der næsten altid sover på arbejdet havde glemt at se efter store sten i vandet og vi var stødt på grund. Nogle timer efter havde vi fårt tømt skibet for vand og skibet var blevet labbet med lidt trylleri fra mig. Og sådan fik jeg min dag til at gå.

Matros Philip Thomson fortæller: Dag 7 27/11/1844 Jeg vågnede sent om natten frodig jeg hørte en mærkelig og skummel lyd. Det var som om at der var en der gik frem og tilbage ude foran døren, det var meget uhyggeligt. Jeg åbnede døren, men der var ikke nogen. Jeg gik ind og sov igen, men lyden var der stadig. Dunk! Dunk! Dunk! Det blev højere og højere. Og lige pludselig blev døren flået op! Jeg var meget skræmt, men der var ingen ved døren. Den var åbnet af sig selv. Jeg blev liggende i min køje, for jeg var så skræmt at jeg ikke turde gøre det. Så stoppede lyden, men jeg så noget mærkeligt blåt lys ude på gangen som kom tættere, og tættere på døren. Jeg tænkte, ”jeg dør, jeg dør, jeg dør.” pludselig kom der et spøgelse! Det var en gammel mand som næsten havde det samme tøj på som vores kaptajn. Han stoppede foran døren til min køje og kikkede på mig. Det begyndte at blive koldt og nu savlede med en eller anden form for slim som løb ned af hans blå gennemsigtige jakke. ”Du skal døøøø!” råbte han. Jeg blev meget forskrækket og gik i panik. Jeg hoppede ud af køjen, løb ud af døren og forbi spøgelset, hen til Harrys køje. Han vågnede med et set, og jeg fortalte om spøgelset som råbte at jeg skulle dø. Jeg trak ham med ud på gangen, men der var ikke noget spøgelse mere. Det var sikkert kun en drøm sagde Harry og gik i seng igen. Jeg gik langsomt hen til min køje igen, men der var det heller ikke, så jeg lage mig også til at sove, men jeg var stadig rædselsslagen. 49

Matros Philip Thomson fortæller: Dag 8 28/11/1844 Det var tidligt om morgenen. Igor var jeg bange for at spøgelset igen skulle komme. Men det gjorde det ikke. I dag har det heller ikke vist sig, så jeg tror ikke at jeg ser ham mere, måske var det bare en drøm. Jeg satte mig ned og spiste morgenmad. Pludselig begyndte båden at tippe lidt og det begyndte også at blæse lidt mere end det plagede. Jeg kom i tanke om der var en chance for at det blev storm vejr. Nu blev bølgerne også meget støre, så båden svingede frem og tilbage hele tiden. Det blev meget voldsomt, og der mange der begyndte at gå i panik. Pludselig kom der et kæmpe smæld, og jeg hoppede af forskrækkelse. Det var en af masterne der knækkede, men heldigvis ikke hel over, så man kunne godt reparer den jeg løb hen efter mit værktøj, og så hen til masten. Harry gjorde det samme, og vi gik i gang med at fikse masten. Pludselig gik sejlet også i stykker, der var kommet en stor flænge, så jeg måtte kravle op og lappe det imens Harry fortsatte med masten. Harry var nemlig ikke så god til det med at sy.