3 minute read
THISTED BY GÅR IMOD STRØMMEN: FLERE OG FLERE
Handelsmuligheder
Mens mange byer i landets landdistrikter kæmper med tomme butikslokaler, er situationen den helt modsatte i Thisted i Thy. Her åbner flere og flere landsdækkende kæder butikker i byen ligesom byens handelsstrøg nærmest ingen ledige lokaler har. Det skyldes blandt andet en målrettet indsats fra erhvervs- og handelslivet samt kommunal opbakning.
- Vi har med glæde set, at store kæder som Biltema, Elgiganten, Change lingeri, ONLY, Sport24, Maxizoo, Harald Nyborg, Bygma og andre enten allerede har åbnet i Thisted eller er på vej til at gøre det. Det er med til at understrege Thisted som den by i Nordvestjylland, der har det bredeste udbud af både specialbutikker, men også landsdækkende kæder. Det trækker kunder til byen fordi man ganske enkelt kan finde alt på et sted, lyder det fra Handelschef Michael Vendelbo.
Vigtigt kommunalt fokus
Han står i spidsen for Thisted By, der samler 170 af byens butikker og serviceerhverv. Han er ikke i tvivl om, at udviklingen kommer til at fortsætte.
- Fra en aktør henvender sig og til, at kommunen reagerer og får givet tilladelser mv., går der utroligt kort tid og vi ved, at de store aktører er utroligt positive overfor den smidighed, hvormed kommunen er medspiller, når de skal etablere sig med nybyggerier mv. i Thisted. Det er vigtigt forn udviklingen af byens handelsliv, at kommunen er medspiller og bakker op og det gør de i Thy, påpeger Palle Jensen. Han er til daglig varehuschef i Føtex i J.P. Jacobsencentret og formand for Thy Detailforum, der samler Thys største handelsbyer.
Kloge events skaber folk
Netop den kommunale støtte til detailhandlen gennem et årligt tilskud, er med til at skabe de aktiviteter, der skal tiltrække gæster til Thisted men også resten af Thy.
- Vi har sammen med kunderne fundet en fælles forståelse for, hvad det er for en type events, man gerne vil have, når en handelsdag skal være noget specielt. Derfor skærer vi antallet af Open by Night arrangementer kraftigt ned i 2023 og laver flere større events, der trækker gæster til Thisted. Det kan både være events med rod i Thy, men også udefrakommende events. Man kan sige, at vi har taget bestik af udviklingen og rykker os sammen med vores medlemmer derhen, hvor kunderne gerne ser, vi er, forklarer Handelschef Michael Vendelbo, Thisted By.
J. P. Jacobsen Center udvikles og renoveres
Det ligger godt i tråd med, at det ikoniske J. P. Jacobsen Center netop har igangsat et udviklingsprojekt, der sammen med en renovering, skal danne grundlaget for fremtidens center midt i Thisted.
- Planen er, at det eksisterende J. P. Jacobsen Center transformeres fra et rent shoppingcenter til at blive et kombineret shopping- og erhvervscenter. Vi arbejder med en plan om at gøre førstesal til et kombineret shopping- og erhvervsområde, hvor vi bibeholder noget shopping samt cafeen ved trappeopgangen, mens vi i de øvrige arealer er ved at kigge på at anvende dem til blandt andet kontorer, serviceformål og lignende. På anden sal skal etableres yderligere et par lejligheder samt personale-faciliteter til erhvervslejerne. Der vil fortsat være fitness at finde på både første og anden sal, fortæller Per Overgaard fra J. P. Jacobsen Center A/S.
J. P. Jacobsen centret vil gennemgå en omfattende ydre renovering.
- De ydre facader opgraderes helt eller delvist således, at der opnås markant bedre lysindfald i hele bygningen samtidigt med, at hele bygningens visuelle udtryk løftes til et mere nutidigt udtryk. Her arbejder vi på at beklæde dele af facaden med lameller af træ eller trælignende materiale, fortæller Per Overgaard.
Det ligger allerede nu klart, at Herretøjsforretningen Mr. Oliver samt Skoringen flytter fra førstesalen og ned i H&M’s gamle lokaler i stueetagen.
- Om alt går vel forventer vi, at de første nye lejere rykker ind på førstesalen i løbet af efteråret 2023. Tidshorisonten er dog afhængigt af, hvornår der landes aftaler med nye lejere, og dernæst, hvornår håndværkerne har tid til at udføre opgaverne, fortæller Per Overgaard.
Hos Thisted By er der roser til J. P. Jacobsen Center for deres initiativ.
- Det er et godt eksempel på, at man ønsker at udvikle sig og følge med tiden. Jeg synes, at projektet ser sindssygt spændende ud og jeg glæder mig til at se de første nye lejere rykke ind til efteråret og dermed er med til at skubbe til den positive udvikling, vi har i Thisted By, slutter Handelschef Michael Vendelbo.