2 minute read

VEJEN TIL HJERTET GÅR GENNEM SMAGEN AF THY

Thy har de senere år markeret sig markant på restaurantscenen. Innovative kokke har sat nye standarder for udbuddet af spisesteder, der i den grad mestrer noget for enhver smag. Det er en skrøne, at det er dyrt at gå ud at spise. Check indkøbssedlen og når alt kommer til alt, kunne man lige så godt have spist ude. Og det er der al mulig grund til at gøre i Thy. Dette er min personlige aktuelle liste over favoritsteder, jeg gerne spiser i Thy:

Restaurant TRI i Agger er et must. Thys eneste restaurant med international klasse, og skulle Michelin komme på afveje og besøge Thy, finder man her områdets eneste kandidat til en plads i den franske spiseguide. Men hvilken kandidat. Høj høj klasse. Søsterrestauranten Agger Darling har et højt niveau til rimelige priser. Nede ved vandet finder man Signalmasten , hvor man får god mad, som mormor lavede den. Her taler vi sovs – og ikke det finere sauce.

Af en eller anden grund synes mange, at der er underligt at gå ind på et hotel og spise i deres restaurant. Det er i mine øjne noget vås. Restauranterne på Ruths Hotel og Brøndums Hotel i Skagen er jo legendariske. I Thy er restauranten på Hotel Thinggaard i Hurup, Stenbjerg Kro og Hotel Thisted virkeligt et besøg værd. Med en forkærlighed for lokale råvarer, det thyske gode værtskab og ikke mindst det gode håndværk, er man sikret en god frokost eller middag.

Vorupør er virkeligt kommet med på den kulinariske vogn. Og vi taler ikke en Lada eller Skoda model. Her er der ikke den madmæssige præference, der næsten ikke kan opfyldes indenfor byskiltet: lokalt fisk af højt kvalitet, møre bøffer fra hele verden, vegetar eller veganske retter – eller en tur ned af pomfrit-strasse. Cafe Break, Vesterhavscafeen, Hotel Havbadet, det nye Vorupør Badehotel med fransk bistro, VØ Pizza og Amalie Restaurant & Steakhouse er nogle af mine vandhuller i en by, der har et hav af tilbud. Hanstholm Madbar er noget helt specielt. Stedet har i årevis formået at udfordre mig med et konstant flow af nye innovative retter og en fornuftigt vinkort. Her er plads til hele familien. Stemningen, maden, værtskabet og ikke mindst beliggenheden gør, at jeg bare kommer tilbage til det sted igen og igen og …

Thisted er knapt så innovativt, som byerne på vestkysten. Byen har stadig meget at byde på. Restaurant Bryggen er lige nu nok byens bedste bud på en hel aften i byen med et afvekslende kort på højt niveau. Amalie på Store Torv er det mere afslappede valg med god og velsmagende mad. Men en tidligt aftenservice på Baghuset kan i den grad også noget sammen med restauranten på Hotel Thisted . Jeg elsker at spise brunch og det gør jeg på Baghuset og Cafe Bryggen (søster til Restaurant Bryggen).

Og så går man altså ALDRIG galt i byen med et besøg hos “Burgerfri” på Havnen – Thys bedste pølsevogn!

Velbekomme.

VI HAR ALT I HAVE- OG PARKMASKINER

This article is from: