5 minute read

Grøn innovation i Skive er kommet for at blive

”GRØN HANDLING I FÆLLESSKABER FOR EN EGN I BALANCE” Sådan lyder det slogan, der gjalder i Skive Kommune. Slogans kan dog til tider have det med at forstene til flotte ord og varm luft, men i Skive er der konkret handling bag ordene.

Tekst: Majbritt Mikkelsen / Foto: Elværket

Advertisement

Elev fra Krabbesholm Højskole har lavet modeller over studiemiljøet omkring Elværket for Energibyen Skive. Projektansvarlig Louise Vilsgaard.

GREEN INNOVATION WEEK

RENT LIV er et begreb, der giver genklang på Skiveegnen. Her har vi fat i en fælles egnsfortælling og et fælles udgangspunkt for uddannelser, erhverv, foreninger og kommune. Et af de konkrete, grønne tiltag med afsæt i RENT LIV er Green Innovation Week med projektansvarlig Louise Vilsgaard ved roret. Hun sætter lys på Skive Kommunes vedvarende indsats på området: ”Kommunen har i fire årtier været på forkant med den grønne omstilling, og netop nu er især to stærke bevægelser i gang; virksomhederne og de unge. De unge har set, at vi alle på tværs af fag og uddannelse bærer et personligt ansvar for fremtiden, og de fleste virksomheder har indstillet sig på, at fremtiden er såre simpel; grøn forretning eller ingen forretning.”

EN GRØN TRADITION ER SKABT

Green Innovation Week blev afholdt første gang i 2021 og går på at få elever og studerende til at udvikle håndgribelige løsninger på virksomheders konkrete, grønne udfordringer. Hele 11 virksomheder/organisationer har stillet deres reelle Green Challenges til rådighed for de 750 elever og studerende. Louise Vilsgaard fortæller: ”Virksomhederne er begejstrede for de unges ideer og løsningsforslag både fra ungdomsuddannelserne, de videregående uddannelser og fra de universitetsstuderende. De er i besiddelse af nyeste viden, laver konkrete løsninger og kommer med nye perspektiver, og vi har allerede set, hvordan de kan rykke virksomhederne i deres grønne omstilling.”

Planlægningen af Green Innovation Week 2022 er allerede i fuld gang: ”Interessen er stor, idet mange har fået øjnene op for Green Innovation Week som Skives metode til at styrke den grønne omstilling gennem frugtbare samarbejder mellem de unge og virksomhederne. Vi vil gerne udbrede Green Innovation Week som nationalt koncept, idet mange flere skal bidrage, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling,” lyder det fra Louise Vilsgaard.

SÆT STRØM TIL UDVIKLINGEN

Den fysiske ramme for Green Innovation Week er Elværket i Skive – et innovations- og iværksættermiljø, hvor iværksættere, Business Skive, Læringsambassaden og flere organisationer på tværs af erhverv, uddannelse og kommune har deres daglige gang. Under afholdelsen af Green Innovation Week var aktiviteten selvsagt endnu større end normalt. Her myldrede det ind og ud ad hoveddøren med erhvervsfolk og deres aktuelle, grønne udfordringer.

Og udfordringerne spænder vidt. Fra fremtidens brændstof til nutidens upcycling. Fra højteknologiske GreenLab som er i gang med udvikling af Power-to-X-processen, der omdanner grøn strøm fra vindmøller og solceller til brint, og til Salling Autogenbrug der efterspørger nyt liv til restmaterialer fra skrottede biler. Lise Korsgaard, partner i Salling Autogenbrug, har konkrete eksempler på behov: ”Allerede i dag bliver fx sikkerhedsseler genbrugt i tasker og knust bilglas i bordplader. Hos Salling Autogenbrug drømmer vi om at kunne sælge restmaterialer til store koncerner som LEGO og Bestseller. Vi vil være Danmarks grønneste autogenbrug, og der er de unges ideer inspirerende. Nu regner vi så på, hvordan ideerne bidrager til bundlinjen på økonomi og bæredygtighed.”

De unge har set, at vi alle på tværs af fag og uddannelse bærer et personligt ansvar for fremtiden, og de fleste virksomheder har indstillet sig på, at fremtiden er såre simpel; grøn forretning eller ingen forretning

"Erhvervsakademi Dania"-studerende i Elværket i Skive før pitch af idéer til virksomheden Cykelpartner. Bonnie Hvillum studerer plast fra billygter.

Krabbesholm Højskoles elever arbejder med Green Challenge fra virksomheden Salling Autogenbrug.

To elever i Skive Colleges laboratorium arbejder med at udvinde protein fra gras, der er en Green Challenge fra virksomheden Biomass Protein.

Erfaringerne viser, at der er stor efterspørgsel på kompetencer indenfor den grønne omstilling. Derfor arbejder vi på fonding til Green Innovation Week, så vi fremadrettet kan understøtte alle de gode ideer og samarbejder

En af de unge, som greb udfordringen fra Salling Autogenbrug, er Clara Voetmann Pedersen. Hun går på Krabbesholm Højskole og har udtænkt en måde at blæse nyt liv i kasserede airbags: ”Vi undersøgte materialet grundigt og fandt ud af, at der bag det syntetiske stof i en airbag er et lag af plastik. På en gåtur en regnvejrsdag fik jeg ideen om at sy kasserede airbags om til regnjakker. Det er virkelig spændende at sidde sammen med virksomheder og i praksis afprøve det, vi arbejder med på skolen. Salling Autogenbrug er med på ideen og vil hjælpe med at finde flere materialer, så vi kan videreudvikle regnjakken. Det er fedt!”

Louise Vilsgaard håber og tror på, at Green Innovation Week og hele tanken om RENT LIV kan tiltrække nye grønne iværksættere eller bidrage til at hjælpe endnu flere virksomheder i deres grønne omstilling: ”Der er et enormt potentiale, da erfaringerne viser, at der er stor efterspørgsel på kompetencer indenfor den grønne omstilling. Derfor arbejder vi på fonding til Green Innovation Week, så vi fremadrettet kan understøtte alle de gode ideer og samarbejder.”

Materialeundersøgelse af knuste bilruder.

Fakta

Green Innovation Week afholdes hvert år i uge 39:

Pitch:

Elever og studerendes kan præsentere deres ideer til løsninger til virksomheders og organisationers Green Challenges. Virksomheder kan pitche deres green challenge for studerende/kandidater

Showroom:

Virksomheder og elever/ studerende demonstrerer prototyper, produkter, teknologier og services indenfor grøn omstilling

Aktiviteter:

Oplæg, workshops, netværk, matchmaking, virksomhedsbesøg og grøn madbasar mm.

Green Challenges der er virksomheders/organisationers reelle grønne udfordringer er tilgængelig på hjemmesiden året rundt og kan tilgås, når det passer uddannelsesinstitutionerne https://giw.dk/green-challenges/

Se mere på hjemmeside giw.dk og på de sociale medier @greeninnovationweek

This article is from: