6 minute read

Gang i Garagen i Gubsø

Tekst: Majbritt Mikkelsen / Foto: Preben Stentoft

Gruset knitrer, og bildøre smækker i bag folk, som skutter sig i morgenkulden og sætter kurs mod den åbne dør til restauranten, hvor der er tændt lys og dækket op. Denne morgen er det turismebranchen, der har lagt billet ind på de unikke omgivelser i Gubsø Garage for at afholde konference for deres aktører.

Advertisement

Vild med Bugatti biler

Jeg hilser på et par ansigter, jeg kender og følger med Marc hen til køkkenet for at tage imod den kop brandvarme kaffe, han har budt på forud for vores snak om, hvad det vilde sted lidt nord for Silkeborg har at byde på. Marc Vogel er ejer af Gubsø Garage. Og idémand. Og iværksætter. Og vild med Bugatti biler.

”Jeg ville bygge et Bugatti værksted, fordi det var dét, jeg drømte om!” Marc tager en bøtte snus op af lommen og åbner den. ”Da jeg satte i værk, anede jeg ikke, hvor dyrt det ville blive. Jeg sov temmelig uroligt om natten og vågnede pludselig op med tanken; hvad skal jeg egentlig betale huslejen med? Det anede jeg ikke, men det måtte jeg så i gang med at tænke lidt over.”

Det hele startede med en passion

… for franske Bugatti biler. Marc er ivrig samler, og den oprindelige drøm var et åbent værksted til renovering af gamle Bugatti’er og et museum stærkt inspireret af Bugattis første fabrik i Alsace. Drømmen resulterede i et imponerende 3.000 kvadratmeter stort byggeri få kilometer nord for Silkeborg, som også rummer toptunede møde-, konference- og eventfaciliteter, restaurant og selskabslokaler. Her kan gæsterne stille deres automobile nysgerrighed – eller måske opdage at de har én – og samtidig få en oplevelse i omgivelser, der ikke findes lige noget andet sted i verden. Og præcis det med nysgerrigheden blev efter flere søvnløse nætter til Gubsø Garages forretningsmodel: ”Gennem årene har folk altid været interesserede i mit værksted, som tidligere lå et andet sted. Så fremfor at de kom til fyraften og drak vores kaffe, kunne de lige så godt komme og få en helstøbt oplevelse – og betale lidt for det,” fortæller Marc og putter bøtten med snus tilbage i lommen.

Food is Fuel.

Second to none

Vi har sat os på Marcs kontor. Her er ikke mange blå ringbind eller clipsemaskiner. En hvid Panthella bordlampe sender sit afdæmpede lys ud i det store rum, og på den rå bagvæg hænger et stort sort-hvidt foto af en… Bugatti. Marc fortæller, at hans forretningsmodel ser ud til at fungere: ”Virksomheder har fået øje på os, og folk begynder også at komme igen. Hos os kan man holde sit arrangement, få en rundtur i værkstedet og nyde mødelokaler, man normalt ikke ser. Vi vil være alt andet end et klassisk konferencested, som der jo findes masser af over hele landet.”

Lige som alt andet ved det gennemførte byggeri skal maden også spille. ”Food is fuel” står der på hjemmesiden om Restaurant Gubsø, der fungerer som eventrestaurant for de mange erhvervsgæster. Her skal en madoplevelse både pirre øjet og mætte maven. Er man minimum 20 personer, kan restauranten bookes og samtidigt fungere som mødelokale. De øvrige mødelokaler har navne som blandt andet ”The Ferrari Room”, ”The Aston Martin Room” og ”Gubsø Street”.

Fakta

| Gubsø Garage ligger nord for Silkeborg og åbnede i sommeren 2021 | | Ejes en Marc Vogel, som er tidligere stifter og medejer af V2 Tobacco | | Byggeriet har kostet 90 millioner kroner | | Her er plads til 700 personer ad gangen | | Gubsø hedder området, hvor det 3.000 kvadratmeter store byggeri ligger |

Se mere på www.gubsoe.dk

Bugattier på besøg

Gubsø Garage tiltrækker opmærksomhed ikke bare fra Danmark, men også fra andre steder i verden. Hvert år afholdes et internationalt Bugatti-rally, hvor Danmark senest var vært tilbage i 1966. Rallyet afholdes af et lands Bugatti-klub, men siden 1966 har Danmark slet ikke haft en Bugatti-klub. Det er der lavet om på nu. Marc har været med til at genstarte klubben, som har trukket rally’et til Danmark og Gubsø Garage i 2026. Her kan man opleve omtrent 100 Bugattier fra hele verden, når entusiaster kommer på besøg for at trille rundt i Danmark og besøge restauranter og seværdigheder. ”Der er ikke tale om et væddeløb, men nok nærmere en slags luksus sightseeing,” siger Marc med et stille smil.

Møderummene kan rumme op til 24 personer.

Hold dit møde i eksklusive omgivelser. Der kælet for den mindste detalje.

I restauranten er der plads til 80 gæster.

Hvor skal vi sove I nat?

Jeg tænker ved mig selv, at der på et sted som dette burde være mulighed for overnatning, og jeg når kun lige at nævne det, før Marc fortæller, at det er der skam allerede planer om: ”Jeg har enkelte gange oplevet, at vi bliver valgt fra, fordi vi ikke kan tilbyde overnatning. Det giver ikke mening, at folk efter en lang dag til møder eller på konference skal transportere sig herfra og ind til byen for at sove. Så det skal vi have gjort noget ved,” siger han og kigger ud gennem det store vindue, hvor der på nogle af grundens 60.000 kvadratmeter uden problemer er plads til et hotel. ”Vi ligger i passende afstand til motorvejen, hvor man lynhurtigt er forbundet til resten af Danmark, så jeg håber, at vi kan gå i gang med etableringen inden alt for længe.”

Et besøg i Gubsø Garage er (også) en rejse tilbage i tiden. Mad til både øjet og maven.

Det handler om at handle

Gubsø Garage var sandsynligvis aldrig blevet til virkelighed, hvis ikke Marc Vogel havde et par kroner med sig i baglommen – foruden drømmen om at gøre noget vildt. I 2017 solgte han sammen med sin bror virksomheden V2 Tobacco – et salg, der udløste et trecifret millionbeløb og senere Marcs endegyldige farvel til snusbranchen. Men ifølge Marc er mængden af penge ikke afgørende: ”En drøm om at gøre noget vildt kan have mange former og være alt fra at spare sammen til en jordomsejling eller tage orlov for at skrive en roman. Det hér er jo bare min drøm. Derfra tror jeg, at det handler om at handle fremfor at tænke sine drømme og ideer til døde. For mit eget vedkommende var konceptet her jo ikke specielt gennemtænkt fra starten, men formede sig henad vejen. Men en dag havde jeg hugget spaden i jorden, og der var ingen vej tilbage. Og når der ingen vej er tilbage, løser tingene sig som regel. Nu er det bare helt fantastisk, at andre også kan se værdien af at komme til Gubsø Garage og køre herfra igen med et smil.”

This article is from: