Hr. Ferdinand Under jorden 16 sider by Arnold Busck

Under jorden

Originaltitel: Ordinary Thunderstorms Under jorden 2009 © William Boyd Dansk udgave: © Forlaget Hr. Ferdinand Oversat af © Claus Bech, 2010 Omslag: Jon Asgeir Trykt hos Bookwell Printed in Finland 1. udgave, 1. oplag   ISBN 978-87-92639-14-1

HR. FERDINAND · København · 2010 www.hrferdinand.dk Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at bringe korte uddrag i forbindelse med anmeldelser.

William Boyd

Under jorden På dansk ved Claus Bech

HR. FERDINAND |

oslo

københavn

reykjavik

vico

del

gargano

Lad

os begynde med floden

– alt begynder med floden, som sikkert

også er det sted, vi kommer til at ende – men lad os lige vente lidt og se, hvad der sker inden da. Snart, om et par minutter, kommer der en ung mand gående og stiller sig ved bredden her ved Chelsea Bridge i London. Der kommer han – se – han står forsigtigt ud af en taxa, betaler chaufføren, ser sig åndsfraværende om, kaster et blik ud over det blanke vand (det er højvande, og vandstanden er højere end normalt). Det er en høj, bleg ung mand i begyndelsen af trediverne med regelmæssige træk og trætte øjne, og hans mørke hår er kortklippet med skarpe grænser, som om han lige har været hos frisøren. Han er ny i byen, en fremmed, og han hedder Adam Kindred. Han har lige været til jobsamtale og har lyst til at se på floden (samtalen var anspændt, som den slags samtaler er, fordi der står så meget på spil) og behov for at trække lidt frisk luft. Jobsamtalen er forklaringen på, at han under en dyr trenchcoat er klædt i et koksgråt jakkesæt, hvid skjorte og rødbrunt slips og bærer på en skinnende, solidt udseende sort attachetaske med messinglås og forstærkninger i hjørnerne. Han skrår over gaden uden at vide – uden at have den ringeste anelse om – hvordan

hans liv vil forandre sig omfattende og uigenkaldeligt i løbet af de kommende timer. Adam gik over til den høje stenbalustrade, der fulgte fortovets kurve ud på Chelsea Bridge, og støttede sig til den, mens han kiggede ned på Themsen. Tidevandet stod højt og kom stadig ind, kunne han se, vandets normale strømretning var vendt, og drivgods bevægede sig forbavsende hurtigt op mod strømmen på vej ind i landet, som om havet skaffede sig af med sit affald i floden og ikke omvendt, som det plejede at være. Adam gik hen ad broens brede fortov for at komme ud midt på den, mens han lod blikket glide hen over de fire skorstene på kraftværket i Battersea (den ene delvis skjult bag stilladser) mod vest og videre forbi guldudsmykningen i tårnet på The Peace Pagoda, indtil han endte ved de to skorstene på Lots Road Power Station. Platantræerne i Battersea Park på den modsatte bred var endnu ikke sprunget helt ud – kun hestekastanjerne var tidligt, tæt grønne. De første majdage i London ... Han vendte sig om og så tilbage på Chelsea-bredden – flere træer – han havde glemt hvor grønt, hvor næsten skovbevokset der var i visse kvarterer i London. Tagene på de fornemme victorianske lejlighedskomplekser af røde mursten langs floden hævede sig over platanalleen på The Embankment. Hvor høje var de? Tyve meter? Femogtyve? Bortset fra den konstante støj fra trafikken og en gang imellem et bilhorn eller en hylende sirene havde han ikke fornemmelsen af at han befandt sig midt i en storby – og træerne, den rolige kraft i den strømmende tidevandsflod under hans fødder og det særlige lys, som et vandspejl kaster tilbage, havde en beroligende virkning – han havde gjort ret i at tage herned til floden – sært som den slags instinkter bestemmer, hvad man gør, tænkte han. Han gik tilbage med blikket rettet mod en tydeligt aftegnet trekant af ubebygget jord på den vestlige side af Chelsea Bridge dannet af broen, flodbredden og The Embankment med dens fire kørebaner. Den var fuld af vegetation, højt græs og ubeskårne buske og træer. Han tænkte vagt, at en grund på et sådant sted måtte være en mindre formue værd, selv om det

kun var en smal aflang trekant, og i tankerne byggede han et kileformet hus i tre etager med altaner og en halv snes luksuslejligheder. Men så opdagede han, at det ville være nødvendigt at fælde et kæmpemæssigt figentræ, der stod tæt ved broen – årtier gammelt, skønnede han, da han kom nærmere, og med store blanke blade, der stadig voksede, stive og friske. Et ærværdigt figentræ ved Themsen, tænkte han – mærkeligt – hvordan var det blevet plantet her, og hvad var der sket med frugterne? Han så for sit indre blik en tallerken med parmaskinke og overskårne friske figner. Hvor havde han spist det? På bryllupsrejsen til Portofino med Alexa? Eller tidligere? Måske på en studenterferie ... Det havde været en fejltagelse at tænke på Alexa, indså han, for den rolige sindsstemning han netop havde befundet sig i, blev straks afløst af bedrøvelse og vrede, så han koncentrerede sig i stedet for om de små jag af sult, han mærkede, og efter at have tænkt på figner og parmaskinke fik han en pludselig lyst til italiensk mad – simpel, ærlig, basal mad – insalata tricolore, pasta alle vongole, scallopine al limone, torta di nonna. Det kunne være skønt. Han vandrede ind i Chelsea og fandt til sin store forbavselse næsten med det samme en italiensk restaurant i en af de stille gader bag Royal Hospital – som om han gik rundt i et eventyr. Den lå med gule markiser dekoreret med venetianske løver i en smal gade med London-rækkehuse, hvidpudsede eller af beige mursten – det var besynderligt, en fantasi. Der var hverken butikker, en pub eller andre restauranter i nærheden – hvordan i alverden var det lykkedes at etablere den her midt i et beboelseskvarter? Adam så på sit ur – 18.20 – lidt tidligt at spise aftensmad, men han var rigtig sulten nu, og han kunne se at der allerede var et par andre gæster derinde. Så kom en smilende, solbrændt mand hen til døren og åbnede den for ham, mens han sagde: ”Kom endelig indenfor, sir, kom ind, jo, vi har skam åbent, kom ind, kom ind.” Han tog hans frakke, hængte den op på en knage og viste ham gennem en lille bar og ind i et lyst L-formet lokale, mens han råbte venlige instrukser og bebrejdelser til de andre tjenere, som om Adam var hans foretrukne stamgæst og på en eller anden måde blev generet af deres manglende effektivitet.

Han gav Adam plads ved et bord for to med ryggen til gaden udenfor. Han tilbød at tage sig af attachetasken, men Adam besluttede at lade den blive stående ved siden af stolen, mens han tog imod menuen og så sig om. Otte turister – fire mænd og fire kvinder – sad omkring et stort rundt bord og spiste i tavshed, alle sammen klædt i blåt og med ens blå bæreposer stående ved stolene, og to borde væk fra ham sad der en anden enlig mand, som havde taget brillerne af og duppede sig i ansigtet med et papirlommetørklæde. Han så oprevet ud, dårligt tilpas på en eller anden måde, og han så på Adam idet han tog brillerne på igen. Da deres blikke mødtes nikkede manden en anelse og smilede ganske svagt til hilsen – den ensomme restaurationsgæsts solidariske smil, der sagde noget i retning af: Jeg er ikke trist eller ensom, men har tværtimod med glæde valgt at gøre, hvad jeg gør, præcis som du. På bordet foran ham lå der et par foldere og andre papirer. Adam smilede tilbage. Adam spiste husets salat – spinat, bacon og parmesanflager med fløde dressing – og da han var halvvejs gennem sin scallopine al vitello (med grønne bønner og stegte kartofler til), bøjede den anden enlige mid dagsgæst sig frem og spurgte, om han vidste hvad klokken var. Han talte med amerikansk accent, men i øvrigt fejlfrit engelsk. Adam sagde det – 18.52 – og manden stillede omhyggeligt sit ur, hvorefter de begyndte at tale sammen. Han præsenterede sig som dr. Philip Wang. Også Adam præsenterede sig og supplerede med at sige, at det var første gang han var i London, siden han var barn. Dr. Wang var heller ikke særlig godt kendt med London. Han boede og arbejdede i Oxford – kom kun en sjælden gang kortvarigt til London et par dage ad gangen, når han skulle tale med patienterne i et forskningsprojekt, han var leder af. Adam sagde, at han var kommet til London fra USA, og at han havde ansøgt om en stilling i England, fordi han gerne ville flytte hjem. ”En stilling?” spurgte dr. Wang og kiggede på hans elegante jakkesæt. ”Arbejder De i finanssektoren?” Der var en undertone af misbilligelse i tonefaldet. ”Nej, en universitetsstilling – et forskningsstipendiat – ved Imperial

College,” tilføjede Adam og spekulerede på, om det ikke rettede op på sagen. ”Jeg er her kun for jobsamtalens skyld.” ”Det er en god læreanstalt,” sagde Wang lidt uinteresseret, men så: ”Jo ...” som om han havde tankerne andre steder, men tog sig så pludselig sammen igen og spurgte høfligt: ”Hvordan gik det så?” Adam trak på skulderen og svarede, at han var dårlig til at forudsige resultatet af den slags samtaler. De tre personer, der havde interviewet ham – to mænd og en kvinde med næsten glatraget hoved – havde ikke røbet noget, men været overdrevent høflige og formelle – meget anderledes end hans tidligere amerikanske kolleger, havde Adam tænkt, mens han sad der. ”Imperial College. Så er De altså naturvidenskabsmand,” sagde Wang. ”Det er jeg også. Hvad er Deres fag?” ”Klimatologi,” svarede Adam. ”Hvad er Deres?” Wang tænkte sig om et øjeblik, som om han ikke var sikker på svaret. ”Immunologi, må man vist sige, ja ... man kan måske også sige, at jeg er allergiforsker,” fortsatte han, hvorefter han kastede et blik på sit nystillede ur og sagde at han hellere måtte gå, arbejdet ventede, og han skulle ringe til folk. Han betalte kontant og samlede klodset papirerne sammen, så nogle af dem faldt på gulvet, og han måtte bukke sig for at samle dem op, mens han mumlede for sig selv – pludselig virkede han temmelig åndsfraværende igen, som om hans virkelige liv med dets mange pres og bekymringer var begyndt igen, nu da måltidet var forbi. Til sidst rejste han sig og gav Adam hånden, ønskede ham held og lykke og udtrykte håb om, at han fik det job, han søgte. ”Jeg har på fornemmelsen, det går godt,” tilføjede han ulogisk, ”endda en stærk fornemmelse.” Adam var halvvejs igennem sin tiramisu før han lagde mærke til, at Wang havde glemt noget – en gennemsigtig lynlåslukket plasticfolder der lå under stolen mellem de to borde, halvt skjult bag den nedhængende dug. Han rakte hånden ud efter den og så, at der på forsiden var en lille lomme med Wangs visitkort. Adam tog det ud og læste det: ”Læge Philip Wang, Ph.D. (Yale), FBSI, MAAI,” og nedenunder stod der ”Chef for

forskning og udvikling, Calenture-Deutz plc”. På bagsiden var der adresser med telefonnumre, det ene i Cherwell Business Park, Oxford (Unit 10), det andet i London – Anne Boleyn House, Sloane Avenue, SW3. Mens han betalte regningen og glædede sig over at han kunne huske sin nye pinkode, som han uden betænkning tastede ind på terminalen, spurgte han, om dr. Wang var stamgæst, og fik at vide, at han aldrig havde været på restauranten før i aften. Adam besluttede at aflevere folderen personligt – det forekom ham at være passende hjælpsomt og venligt, især i betragtning af at Wang havde været så begejstret for hans karrieremuligheder – og spurgte om vej til Sloane Avenue. Mens Adam gik hen ad King’s Road, hvor der stadig var mange mennesker på indkøb (næsten udelukkende spaniere og franskmænd, syntes han), faldt det ham pludselig ind, at Wang måske med vilje havde ladet folderen blive liggende, for at han skulle finde den. Han spekulerede på, om det var en måde at møde ham på igen – to enlige mænd i den store by, der måske gerne ville være sammen med nogen ... var det måske ligefrem et bøssetrick? Adam havde fra tid til anden reflekteret over, om der var et eller andet ved ham, som bøsser blev tiltrukket af. Han kunne tydeligt huske tre situationer, hvor mænd havde flirtet med ham, og en fjerde, hvor en mand havde ventet på ham uden for et toilet i Tuscon i Arizona og påtvunget ham et kys. Adam troede ikke Wang var bøsse – nej, det var absurd – men fandt det alligevel bedst at ringe i forvejen, så han lempede visitkortet ud af den stramme plasticlomme, satte sig på en træbænk foran en pub, fiskede mobiltelefonen frem og tastede nummeret. ”Det er Philip Wang.” ”Dr. Wang, det er Adam Kindred. Vi har lige talt sammen på restauranten -” ”Ja, ja – og De har min folder. Mange tak skal De have. Jeg har lige ringet og fik at vide, at De havde taget den.” ”Jeg tænkte, det ville gå hurtigere, hvis jeg selv afleverede den.” ”Hvor er det venligt af Dem. Kom endelig op og lad mig byde på en drink – hov, der er nogen ved døren. Det er da ikke Dem, vel?”

Adam lo, svarede at han var omkring fem minutter væk og smækkede mobilen i. Kom op og få en drink – ren og skær venlighed, ikke antydning af seksuelle undertoner – men måske var det den amerikanske accent, det klangløst faglige tonefald, som ikke røbede noget, der fik Adam til at mene, at Wang ikke havde været tilstrækkeligt overrasket over at få at vide, at han på vej hjem til ham ... Anne Boleyn House var en imposant, nærmest fæstningsagtig beboelses karré i art déco-stil fra 1930’erne med en lille halvcirkel af buksbomhække i indkørslen og en uniformeret portner, der sad bag en lang skranke med marmorbordplade. Adam skrev sit navn ind i en gæstebog og blev dirigeret op til lejlighed G14 på syvende etage. Efter telefonsamtalen havde han tænkt på, om det nu også var nødvendigt at mødes med Wang igen – han kunne jo med sindsro have afleveret folderen til portneren, indså han nu – men han havde ikke andet at tage sig til og ikke lyst til at gå hjem til sit beskedne hotel i Pimlico – et par drinks med Wang ville slå tiden ihjel, og desuden var han en interessant og dannet mand. Adam gik ud af elevatoren og befandt sig i en lang gang uden kendetegn af nogen art – mørkt parketgulv, pistaciegrønne vægge og ens døre, der kun adskilte sig ved at have forskellige numre. De lignede celler, tænkte han, og hvis det havde været en film, kunne det have været en doven instruktørs gengivelse af et Kafka-mareridt. Der var en ubehagelig prikkende lugt af bonevoks blandet med stærk klorinholdig toiletrens. Nogle små skarpe lamper monteret i loftet oplyste vejen hen til lejlighed G14, hvor gangen drejede skarpt til højre og afslørede endnu en lang række upersonlige døre ind til lejlighederne. For enden af gangen var der en nødudgang med en grøn lampe over. Adam kunne se, at Wang havde ladet døren stå på klem – et velkomst tegn? – men ringede alligevel på, da han ikke bare ville gå indenfor. Han hørte Wang komme ud ad en dør og hørte ham lukke den efter sig, men han kaldte ikke ”Adam? Kom endelig indenfor.” Adam ringede på en gang til. ”Hallo?” Han skubbede døren lidt op. ”Dr. Wang? Philip?”

Han åbnede døren helt og trådte ind i en lille boks af en dagligstue. Der stod to lænestole tæt ved et sofabord, og der var en stor fladskærm og nogle tørrede blomster i stilkvaser. Bag to lamelskydedøre var der et lille tekøkken. Adam stillede tasken fra sig ved sofabordet og lagde Wangs folder ved siden af en vifte af golfblade med smilende, køllesvingende mænd klædt i pastelfarver på forsiderne. Et øjeblik efter hørte han Wangs stemme sige noget sagte og indtrængende. ”Adam? Jeg er herinde …” Værelset ved siden af. Forhåbentlig ikke soveværelset, vel? sagde Adam til sig selv med voldsom ærgrelse over, at han var gået herop; han gik hen til døren og skubbede den op. ”Jeg kan kun blive fem min –” Philip Wang lå på sengen i en pøl af blod, der blev større og større. Han var i live, ved fuld bevidsthed, og med den ene hånd vinkende som en luffe gestikulerede han til Adam om at komme nærmere. Værelset var blevet hærget, to små arkivskabe var blevet endevendt og tømt, skufferne i et sengebord gennemrodet og et klædeskab fejet tomt med en armbevægelse eller to, så tøj og bøjler lå spredt ud over gulvet. Wang pegede på sin venstre side. Adam havde ikke set det – skæftet på en dolk ragede frem fra den gennemblødte sweater. ”Træk den ud,” sagde Wang. Han havde mærker efter slag i ansigtet – brillerne var slået skæve, men stellet var ikke brækket, blodet sivede ud fra det ene næsebor, en læbe var flækket, og der var et rødt slagmærke på det ene kindben. ”Er De sikker?” spurgte Adam. ”Ja, kom nu …” Med dirrende hænder forsøgte han at styre Adams højre hånd hen til knivskæftet. Adam greb løst fat om det. ”Jeg tror ikke, det er noget, jeg er –” ”Bare en hurtig bevægelse,” sagde Wang og hostede. Lidt blod sivede ud af munden og ned på hagen. ”Er De nu helt sikker?” gentog Adam. ”Jeg ved ikke om det er den rigtige –”

”Nu!” Uden yderligere betænkeligheder tog Adam fat om skæftet og trak kniven ud så nemt som af en skede. Det var en brødkniv, bemærkede han, mens en strøm af det pludselig ikke længere blokerede blod løb hen ad knivsbladet og gjorde hans knoer klæbrigt varme. ”Jeg ringer efter politiet,” sagde Adam og lagde kniven fra sig for at tørre sine dryppende fingre af i sengetæppet. ”Folderen,” sagde Wang med dirrende, spillende fingre, som om han tastede på et usynligt tastatur. ”Jeg har den.” ”Hvad De end gør, må De ikke –” I det øjeblik døde han med en kort gispen, der lød som et suk af ærgrelse. Adam trådte forfærdet, rædselsslagen baglæns og snublede i en bunke af Wangs jakker og bukser, inden han gik tilbage til dagligstuen for at finde telefonen. Han så den stå på en nydelig hjemmelavet lille hylde ved siden af dørkarmen, og idet han rakte ud efter røret, opdagede han, at der stadig var blod på hånden, og at det dryppede fra en finger, han åbenbart ikke havde tørret ordentligt. Nogle af dråberne faldt ned på telefonen. ”Shit …” udbrød han og erkendte i det samme, at det var hans første artikulerede udtryk for chok. Hvad fanden foregik der egentlig? Så hørte han vinduet i Wangs soveværelse blive åbnet og straks efter lyden af nogen, der satte en fod tungt mod gulvet. Den rædsel, der havde fyldt ham, forsvandt omgående. Han troede i hvert fald, at det var vinduet – måske kom lyden ude fra badeværelset – men han havde med sikkerhed hørt en haspe blive åbnet med et klunk, en af den slags messinghasper der lukkede de masseproducerede flerfagede stålvinduer, der gav Anne Boleyn House dets lettere deprimerende, institutionelle præg. Adam tog sin attachetaske og Wangs folder, skred hurtigt ud af lejlig heden og smækkede døren efter sig med et brag. Han kiggede hen på elevatorerne, men besluttede sig for ikke at bruge dem, hvorefter han drejede om hjørnet og i normal fart, ikke løbende, ikke alt for hurtigt, fortsatte hen til det grønne lys over nødudgangen og brandtrappen.

Han gik derpå de syv etager ned ad en svagt oplyst stentrappe uden at møde en sjæl og endte i en sidegade bag Anne Boleyn House ved siden af fire høje grå affaldscontainere på solide gummihjul. De udsendte en stærk lugt af halvrådne fødevarer, der fik det til at vende sig i ham, og han måtte spytte, idet han satte sig på hug for at åbne sin taske og lægge Wangs folder ned i den. Da han løftede hovedet, så han to unge kokke i hvide jakker og blåternede bukser, som stod i en døråbning et par meter væk i færd med at tænde hver sin cigaret. ”Det stinker, hva?” sagde den ene af dem med et grin. Adam stak en tommelfinger i vejret og gik videre, stadig i et roligt tempo, mente han, i den modsatte retning. En tid lang vandrede han planløst rundt i Chelseas gader og forsøgte at få klarhed over sine tanker og måske finde en forklaring på det, han havde overværet, så han kunne forstå hvad der var sket. Hans tanker var et kaos, en chokerende, splintret mosaik af indtryk – Wangs forslåede ansigt, skæftet på brødkniven, hans sitrende, bankende håndbevægelser – men han var ikke så forvirret, at han ikke var klar over, hvad han lige havde gjort, eller hvad konsekvenserne af hans overilede naturlige reaktioner kunne blive. Han skulle aldrig have rettet sig efter Wangs anvisninger, indså han nu. Han skulle aldrig have trukket kniven ud – han skulle ganske enkelt være gået hen til telefonen og have drejet 911 – eller 999, var det jo. Nu havde han rester af Wangs blod på hænderne og under neglene, og værre endnu var det, at hans fingeraftryk også var på den forbandede kniv. Men hvad skulle han ellers have gjort i den situation? råbte hans anden hjernehalvdel vredt og frustreret til ham. Du havde ikke noget valg – det var en døende, lidende mands sidste bøn. Wang havde praktisk taget klemt hans fingre fast om skæftet og bedt ham om at trække kniven ud, tryglet ham om det – Han holdt op med at gå et øjeblik og sagde til sig selv, at han skulle falde til ro. Han var våd af sved i ansigtet, og hans brystkasse hævede og sænkede sig, som om han lige havde løbet en kilometer. Han pustede støjende luften ud af lungerne, tag det nu roligt, rolig nu. Tænk, tilbage, tænk … han gik videre. Havde han afbrudt et mord på Wang? Eller var

det et indbrud, der var gået uhyggeligt skævt? Han tænkte: den dør, han havde hørt blive lukket, da han kom ind i lejligheden, måtte have været gerningsmanden, der gik ud af soveværelset – og lyden, da han kom ind igen, måtte også have været gerningsmanden, morderen, en gang til. Han måtte være kommet ind fra en altan, indså Adam, idet han pludselig kom i tanker om, at der var smalle altaner til nogle af lejlighederne på de øverste etager i Anne Boleyn House. Manden var listet ud, da han hørte Adam komme ind ad gangdøren, og havde ventet ude på altanen, og da han så hørte Adam gå ud af soveværelset for at ringe … ja, politiet, han måtte ringe til politiet, sagde Adam til sig selv. Måske, tænkte han pludselig, havde det været en frygtelig, tåbelig fejltagelse at styrte ud af lejligheden og løbe ned ad trappen … men hvis manden havde indhentet ham, hvad var der så sket? Nej – det var helt forståeligt, han måtte ud, måtte skynde sig, ellers kunne han selv have været død nu, gode Gud … han stak hånden ind i jakkens inderlomme for at tage sin mobiltelefon og fik øje på Wangs blod, der nu var tørret ind på knoerne. Det måtte han først have vasket af. Han gik ud på et åbent areal, en slags stor plads i tilknytning til en boldbane og, sært nok, et kunstgalleri, hvor små springvand samlet i klynger sendte søjler op i luften fra huller i stenfliserne, og hvor mænd og kvinder sad hist og her på de lave mure, og børn susede frem og tilbage på dyre løbehjul. Han satte sig på hug ved et af springvandene og vaskede den højre hånd i det kolde vand, en slingrende, lodret vandsøjle der skød i vejret som for at tilsidesætte tyngdekraften. Nu var hans højre hånd ren – og den rystede, så han – han trængte til en drink, til at falde til ro, få skik på sine tanker, og bagefter ville han så ringe til politiet – der var noget, der blev ved med at nage ham, et eller andet i baghovedet, noget han havde gjort eller ikke havde gjort, og han måtte have tid til at tænke det igennem. Adam spurgte om vej til Pimlico og begav sig af sted, så snart han var sikker på vejen. Lidt efter fik han øje på en pub, der så betryggende middel mådig ud – ja, som om ordet ”normalt” rummede alle dens ambitioner: et normalt plettet, mønstret væg-til-væg-tæppe, normalt banal muzak på

anlægget, tre spilleautomater der sagde pling og gong uafbrudt, men ikke for højt, et lidt lurvet snusket publikum, et acceptabelt antal ølmærker på hanerne og lidet bemærkelsesværdig pubmad på menuen – pier, sandwicher og dagens ret (halvt udvisket). Adam følte sig underligt beroliget af denne tydelige beslutning om at holde sig til den accepterede norm og ikke stræbe efter noget højere end den tålelige middelvej. Han ville huske stedet. Han bestilte en stor whisky med is og en pose peanuts, gik hen til et bord i et hjørne med glasset og satte sig til at tænke. Han følte sig skyldig. Hvorfor – han havde jo ikke gjort noget forkert? Var det fordi han var stukket af? … Men enhver ville være stukket af i den situation, sagde han til sig selv – chokket, drabsmandens tilstedeværelse i værelset ved siden af … det var en primitiv frygt, en irrationel ansvarsfølelse – en følelse ethvert uskyldigt barn i en faretruende situation var bekendt med. Det havde været den mest nærliggende og naturlige reaktion at løbe sin vej hurtigst muligt og bringe sig i sikkerhed. Han havde brug for en smule tid, en smule plads … Han nippede til whiskyen og nød den brændende fornemmelse i svælget. Han gumlede peanuts, slikkede saltet af fingrene og fjernede de små stumper fra mellemrummet mellem tænderne med en negl. Hvad var det, der plagede ham? Var det de ord Wang havde sagt, hans sidste ord? ”Hvad De end gør, må De ikke –” Ikke hvad? Ikke tage folderen? Ikke efterlade folderen? Så kom han til at tænke på, at Wang faktisk var død, og begyndte igen at ryste af forsinket chok. Han gik hen til baren og bestilte endnu en whisky og også en pose peanuts til. Adam drak sin whisky og spiste peanuts med en hastighed og sult, der kom bag på ham – han tømte posen ud i sin hule hånd og proppede dem skødesløst i munden på en nærmest abeagtig måde (et par af dem faldt ned på bordet foran ham og trillede videre). Posen var tømt på sekunder og blev derefter krøllet sammen og smidt på bordet, hvor den dog straks i endnu nogle sekunder knitrende forsøgte at krølle sig ud igen, mens Adam tog de enkelte nødder, der var undsluppet hans første, rasende sult, og spiste dem.

Mens han nød smagen af de salte, voksagtige peanuts, spekulerede han på, om der overhovedet fandtes et mere nærende og tilfredsstillede fødeemne på hele jorden – sommetider var salte peanuts alt, hvad et menneske havde brug for. Han gik ud på herretoilettet og dukkede nakken på vej ned ad en smal, snoet trappe – der så ud til engang at have drømt om at være en vindeltrappe, men havde mistet illusionerne på halvvejen – og endte i en ildelugtende kælder, hvor stanken af øl og urin kæmpede om overtaget. Da han vaskede hænder igen under det ubarmhjertige lys fra en pære over håndvasken, så han, at hans skjorte og slips var fuldt af små mørke prikker – pletter af blod, gik han ud fra, dr. Wangs blod … Han følte sig pludselig svimmel ved tanken om Wangs lejlighed, brødkniven han måtte trække ud af såret og den strøm af blod der fulgte med. Det forsinkede chok over det, han havde gjort og set, vendte pludselig tilbage – han ville gå hjem til hotellet, besluttede han nu, og skifte skjorte (men beholde den plettede som bevis) og derefter ringe til politiet. Ingen kunne bebrejde ham, at han havde forladt gerningsstedet – der stod jo en mand, en morder, ude på altanen og ventede på at komme ind igen. Det var umuligt at forholde sig rolig og klarhjernet i en sådan situation – nej, nej, nej – der var intet at bebrejde ham, ikke det mindste. Han repeterede sin historie på vejen tilbage til Pimlico og Grafton Lodge – hans beskedne hotel – og standsede et par gange for at tjekke kursen i de næsten identiske gader med hvidpudsede London-rækkehuse, og når han var sikker på at han gik i den rigtige retning, fortsatte han med fornyet selvtillid, glad for at føle sig sikker i sin beslutning og tilfreds med, at denne grufulde aften – de frygtelige ting han havde overværet – snart kunne få deres legale afslutning. Grafton Lodge bestod af to rækkehuse, der var slået sammen til et lille hotel med atten værelser. Trods det prætentiøse navn havde indehaverne – Seamus og Donal – anbragt et lyserødt neonskilt med kursivbogstaver i et af vinduerne i stueetagen, hvor der blinkende stod ”Ledige værelser” på bedste B-film-manér, og indgangsdøren var klistret til med logoer fra internationale

rejsebureauer, turarrangører og hotelguider – en skinnende blank collage af klistermærker, overførselsbilleder og plastichædersbevisninger. Fra Vancouver til Osaka var Grafton Lodge åbenbart kendt som et andet hjem for sine gæster. Adam havde sådan set heller ikke grund til at klage over sit rene lille værelse med udsigt til en række restaurerede staldbygninger på husenes bagside. Alt fungerede – Teasmade-maskinen, bruseren, minibaren og tv’et med otteoghalvfems kanaler. Seamus og Donal var venlige og hjælpsomme og opmærksomme på alle hans ønsker, men da han drejede om hjørnet og så det lyserøde neonskilt med ”Ledige værelser” blinke længere henne ad gaden, gik der en lille gysen af skræk igennem ham. Han standsede og tvang sig til at tænke roligt – det var nu over en time, ja næsten to timer siden, han var flygtet fra Anne Boleyn House. Men han havde skrevet sit navn ind i den gæstebog, portneren havde haft liggende – Adam Kindred – og også anført Grafton Lodge, SW1 som sin adresse. Det var denne enorme, katastrofale bommert, der havde gjorde ham nervøs, og som havde naget ham … den sidste, der havde talt med Philip Wang, inden han døde, havde meget hjælpsomt skrevet sig ind i gæstebogen. Han blev brat overvældet af kvalme ved tanken om de mulige konsekvenser af denne frivillige identifikation, da han nærmede sig Grafton Lodge. Alt så ud til at være i orden – trods klistermærkerne på dørens glasruder kunne han se Seamus sidde bag receptionsskranken og tale med en af stuepigerne – Branca, mente han hun hed – og der sad også et par gæster i opholdsstuens bar der var forbeholdt gæsterne. I den modsatte side af gaden holdt en sort taxa med lyset i ”Fri”-skiltet slukket; chaufføren sad og døsede ved rattet – han ventede sikkert på at en af de svirende forretningsmænd i opholdsstuen skulle komme ud. Adam tvang sig til at gå videre: gå indenfor, gå op på dit værelse, skift dit blodplettede tøj, ring til politiet og tag hen på politistationen – få en ordentlig afslutning på hele den uhyggelige sag. Det var den eneste fornuftige vej frem, den eneste fuldt ud normale måde at opføre sig på, og derfor undrede han sig også over, at han pludselig valgte at gå hen

til passagen for enden af gaden for at komme om til de restaurerede staldlænger bag ved og se op på sit vindue. Nu var der noget andet, som nagede ham, noget andet han havde eller ikke havde gjort, og denne handling eller ikke-handling bekymrede ham. Hvis han bare kunne komme i tanker om, hvad det var og kunne rationalisere det lidt, ville han måske føle sig roligere. Han stod i den mørke staldgård bag Grafton Lodge og kiggede op på bagsiden af hotellet for at finde vinduet i sit værelse og fandt det til sidst – mørkt, gardinerne halvt trukket for, som han havde forladt dem om formiddagen for at gå til jobsamtalen på Imperial College. Hvad var det for en verden? tænkte han. Alt var stadig i orden, der var overhovedet ikke noget usædvanligt. Det var tåbeligt at opføre sig så mistænkel ”Adam Kindred?” Bagefter havde Adam svært ved at forklare, hvorfor han havde reageret så voldsomt på at høre sit navn. Måske var han mere traumatiseret, end han forestillede sig; måske havde det stress, han havde været udsat for det sidste par timer, fået ham til i højere grad at reagere med reflekser end med rationel tankevirksomhed. Hvorom alting er, da han hørte mandens stemme så tæt på og sit eget navn udtalt, greb han fat om håndtaget i den nye, solide attachetaske og svingede den af al kraft bagud i en stor bue. Det usynlige sammenstød med noget bag ham gav ham et stød i hele armen og skulderen. Manden udstødte en lyd midt mellem et suk og en klage og segnede om på jorden med et dunk og en skramlen. Adam snurrede rundt – nu grebet af en absurd bølge af ængstelse – hvad i himlens navn havde han gjort? – og satte sig på hug ved siden af mandens mere eller mindre bevidstløse krop. Han bevægede sig – en anelse – blodet sivede ud af munden og næsen. Det retvinklede solide messinghjørne i bunden af Adams attachetaske havde ramt ham i højre tinding, og i det svage lysskær fra gadelygterne i gården kunne han se at en tydelig rød, L-formet strime var ved at tage form, som om manden var blevet brændemærket. Han stønnede og rørte på sig og rakte hænderne ud som for at få fat i et eller andet. Adam fulgte hans hånd og så, at han

forsøgte at nå en pistol (med lyddæmper, så han et millisekund senere), der lå på brostenene ved siden af ham. Adam rejste sig op; nu var hans brødebetyngede bekymring afløst af frygt og foruroligelse, og i næsten samme øjeblik hørte han en hujende, hvinende politisirene. Manden, der lå ved hans fødder, var ikke nogen politimand, det var han klar over. Så vidt han vidste, udleverede politiet ikke automatpistoler med lyddæmpere til civilklædte betjente. Han forsøgte at bevare roen, mens hans logiske tankeprocesser tog styringen – der var andre, der var ude efter ham – denne mand var blevet sendt ud for at finde ham og slå ham ihjel. Adam mærkede en kugle af kvalme der steg op i halsen på ham. Han var fuldstændig i frygtens vold, erkendte han, som et dyr fanget i en fælde. Da han kiggede ned, havde manden usikkert kæmpet sig op i siddende stilling og kunne lige akkurat blive siddende, men svajede fra side til side som et spædbarn og spyttede en tand ud. Adam sparkede pistolen væk, så den kurede og skramlede hen over den brolagte gårdsplads, hvorefter han trådte et par skridt væk. Manden var ikke fra politiet, men politiet var på vej – han kunne høre en anden sirene et par gader væk, som hylede i skærende dissonans med den første. Manden var begyndt at kravle klodset hen mod sin pistol. Okay – denne mand ledte efter ham og det gjorde politiet også – han hørte den første patruljevogn standse foran hotellet og et par bildøre, der blev smækket i – aftenen var tydeligvis gået helt skævt på måder, som ikke engang han kunne forestille sig. Da han drejede hovedet, kunne han se, at den kravlende mand var nået næsten helt hen til pistolen og usikkert rakte hånden frem for at tage den, som om hans syn var defekt i så kritisk en grad at han knap nok kunne fokusere. Han drattede om på siden og fik med besvær rejst sig op igen. Adam var klar over, at han måtte tage en beslutning nu i løbet af et par sekunder, og med denne erkendelse fulgte den uvelkomne indsigt, at det sandsynligvis blev en af hans livs vigtigste beslutninger. Skulle han melde sig til politiet nu – eller lade være? En ubestemt frygt i ham skreg – NEJ! NEJ! LØB! Og han vidste samtidig, at hans liv ville tage en vending, der aldrig kunne laves om igen – han kunne ikke melde sig nu, han ville ikke

melde sig – han havde brug for tid. Han var rædselsslagen, indså han, ved tanken om hvor håbløs situationen var, og hvor katastrofalt han ville rode sig ind i alle mulige indviklede selvmodsigelser, når han først begyndte at fortælle sin historie – den sande historie. Tiden var hans redning, tiden var hans eneste ven og forbundsfælle lige nu. Hvis bare han fik lidt tid, kunne sagen udredes på en ordentlig måde. Altså tog han en beslutning, en af de vigtigste beslutninger i sit liv. Det var ikke et spørgsmål om at vælge den rigtige eller forkerte kurs. Han var simpelthen nødt til at rette sig efter sine instinkter – han måtte være sand mod sig selv. Han vendte sig om og begyndte at løbe væk i et roligt tempo hen gennem staldgården og ud i Pimlicos anonyme gader. Hvad var det, der lokkede ham tilbage til Chelsea? tænkte han. Var det figentræet og hans flygtige drøm om de dyre lejligheder langs floden, der fik ham til at tro, at den lille ubebyggede trekant ved siden af Chelsea Bridge kunne give ham et sikkert tilflugtssted i fireogtyve timer, indtil den forrykte aften og nat var glemt? Han ventede, til der ikke var nogen biler på The Embankment, før han klatrede over spydrækværket rundt om trekanten. Han skubbede sig gennem buskadset og krattet og væk fra broen og dens guirlander af lygter som var hængt op på kablerne og fremhævede deres linjer. Han fandt en plet jord mellem tre tætte buske og bredte sin regnfrakke ud. En tid sad han på den med armene knuget om knæene og forsøgte at tømme bevidstheden, alt imens en uovervindelig trang til at sove lidt efter lidt tog magten fra ham. Han slukkede mobiltelefonen og lagde sig ned med hovedet på attachetasken og lagde armene over kors. For en gangs skyld tænkte han ikke på noget, forsøgte ikke at analysere eller forstå, men lod bare dagens og aftenens indtryk flimre gennem hovedet som et løbsk diasshow. Hvil dig, sagde hans krop, du er i sikkerhed, du har skaffet dig lidt dyrebar ekstra tid, men nu trænger du til at hvile dig – hold op med at tænke. Det gjorde han, og kort efter faldt han i søvn.

Netop

Rita Nashe

forsøgte

at forklare Vikram, hvorfor hun

ikke kunne fordrage cricket, hvorfor cricket i enhver form, klassisk eller moderne, bød hende imod på alle tænkelige måder, ringede telefonen. De holdt i en sidegade til King’s Road lige rundt om hjørnet fra en Starbucks, hvor de havde nået at få en kop kaffe hver, inden de lukkede. Rita tog opkaldet – de var på vej til et ”cocktailparty” i Anne Boleyn House på Sloane Avenue. Hun noterede detaljerne i sin notesbog, inden hun startede bilen. ”Cocktailparty,” sagde hun til Vikram. ”Hvad?” ”Husspektakler. Det kalder vi det i Chelsea.” ”Fedt. Det skal jeg huske – cocktailparty.” Hun kørte roligt hen til Sloane Avenue – der var ingen grund til at bruge blinklys eller sirene. En kvinde havde ringet til stationen og anmeldt høje dunk og slaglyde i lejligheden ovenover samt små pletter i loftet. Rita parkerede over for hovedindgangen og gik over til vestibulen med Vikram et par skridt bagefter – han havde åbenbart haft svært ved at komme fri

af sikkerhedsselen – og var ikke nogen særlig adræt ung mand. Hendes mobiltelefon ringede. ”Rita, jeg kan ikke finde mine briller.” ”Jeg er på arbejde, far. Hvad med reservebrillerne?” ”Jeg har sgu ikke nogen reservebriller, det er det der er problemet. Hvis jeg havde, ringede jeg ikke til dig.” Hun ventede et øjeblik foran døren, så Vikram kunne indhente hende. ”Har du set efter i skabet i forskoddet, hvor vi opbevarer dåserne?” spurgte hun sin far i et tonefald fuldt af improviserede spekulationer. Hun kunne næsten høre hans hjerne rotere. ”Hvorfor,” spurgte han vredt, ”hvorfor i alverden skulle de være i skabet i forskoddet med dåserne …?” ”Der har du lagt dem en gang før, husker du nok.” ”Har jeg det? Nå … okay, jeg ser efter.” Hun lukkede telefonen med et smil – hun havde selv gemt hans briller i skabet i forskoddet for at straffe ham for hans almindelige uforskammethed og egoistiske opførsel. Halvfems procent af de irritationsmomenter, der plagede hans liv, kunne han takke hende for – uden at han anede det – og han havde aldrig lagt mærke til, at der var færre irritamenter når han var i bedre humør. Han var en intelligent mand, sagde hun til sig selv, idet hun og Vikram skubbede glasdørene op og gik ind i vestibulen – han burde efterhånden have regnet det ud, Portneren bag den brede marmorskranke så forbavset ud ved synet af de to politifolk – en kvindelig og en mandlig betjent – der stillede sig over for ham, og da han hørte den banale årsag til at de var kommet, forstod han ikke, hvorfor den besværlige gamle dame, der havde tilkaldt dem, ikke bare havde ringet ned til ham i stedet for – det var jo det han var der for. Rita sagde, at hun havde sagt noget om pletter i loftet – og så efter i sin notesbog. Lejlighed F14. ”Hvad hedder lejligheden over F14?” ”G14.” Hun og Vikram kørte op i elevatoren.

”Jeg ville ikke have noget imod at have en lille lejlighed her,” sagde Vikram. ”Atelierlejlighed, Chelsea, King’s Road ...” ”Hvem ville ikke gerne have det, Vik.” Døren til G14 stod på klem – det syntes Rita var mærkeligt. Hun gav Vikram besked på at vente udenfor og gik ind – der var tændt lys, og lejligheden var blevet grundigt gennemrodet. Indbrud, var hendes første tanke, men de mange væltede og endevendte ting og skuffer tydede på, at indbrudstyven havde ledt efter noget bestemt og ikke havde fundet det. Tv’et var der stadig, ligeledes dvd-afspilleren. Måske var det ikke … Da hun så den døde mand i soveværelset, hvor han lå på sengen i gennemblødte røde lagner, var hun klar over, hvor pletterne i loftet nedenunder kom fra – hun havde set en hel del døde og lemlæstede kroppe i sin tid i politiet og blev altid overrasket over, hvor meget blod der kunne være i en almindelig menneskekrop. Hun holdt sig for næsen og svælgede, da hun mærkede en lille bølge af svimmelhed. Hun trak vejret hurtigt og blev stående i døråbningen, mens den pludselige skælven i hendes krop gik over, og hun så sig om – også her lå alting med bunden i vejret, og glasdøren ud til altanen stod åben – hun kunne høre trafikken nede på Sloane Avenue, og spandgardinerne bølgede og fyldtes med luft som sejl i aftenbrisen. Hun gik forsigtigt tilbage gennem lejligheden og ud til hoveddøren, hvor hun trykkede på sin radiotelefon og ringede til den vagthavende på stationen i Chelsea. ”Er der noget interessant?” spurgte Vikram.