Punktum Sjælekisten - læseprøve

sjaelekisten_indh_repro.indd 1

09/09/10 12:19:53

Af samme forfatter Fyrmesterens datter

sjaelekisten_indh_repro.indd 2

09/09/10 12:19:53

P책 dansk ved Rikke Toft Kleemann

Forlaget Punktum

sjaelekisten_indh_repro.indd 3

09/09/10 12:19:53

Sjælekisten Copyright © Ann Rosman Copyright dansk udgave 2010 © Forlaget Punktum Originaltitel: Själakistan Først udgivet af Damm Förlag, Forma Publishing Group AB Oversat af Rikke Toft Kleemann Omslag: Nina Leino/Nic Oxby Sats: La Loba Design Tryk: Norhaven A/S Bogen er sat med Adobe Caslon Denne bog er fiktion, og bortset fra historiske fakta er enhver lighed med virkelige personer, levende eller døde, helt tilfældig.

ISBN: 978-87-92621-23-8 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark, 2010 Published in arrangement with Nordin Agency, Sweden Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlaget Punktum ApS Ny Østergade 10, 2. th 1101 København K www. forlagetpunktum.dk

sjaelekisten_indh_repro.indd 4

09/09/10 12:19:54

”Dørene til fortiden lader sig ikke åbne uden knirken.”

Alberto Moravia

sjaelekisten_indh_repro.indd 5

09/09/10 12:19:54

1 Carlstens Fæstning tronede højest oppe på Marstrandsön over det salte hav. De grå stenmure blev langsomt varmet op af septembersolen, og skyggerne begyndte igen at vandre hen over borggården. Vinrød, blomstrende lyng væltede op af alle sprækker i den bohuslänske klippegrund og dannede et uregelmæssigt mønster i det grå stenlandskab.

Ved Offerstenen i Offerlunden to hundrede halvtreds meter fra Port 23, der var indgangen til Carlstens Fæstning, knælede en kvinde iført en ankellang lærredsnederdel, en ærmeløs tunika og et læderbælte omkring taljen. Hun havde befundet sig i nøjagtig samme stilling i mere end otte timer nu. Den sydvestlige vind tog til og fik bøgetræernes løv til at rasle oven for det sted, hvor hendes hoved burde have siddet. Der havde ikke flydt blod på Offerstenen i flere hundrede år. Førend denne nat.

9.a fra Fiskebäckskolen i Västra Frölunda gik i nogenlunde samlet trop op ad fæstningsbakken i Marstrand. Bakken var stejl og tætpakket med træhuse til begge sider.

Klokken var blevet halv ti denne solrige fredag morgen den ottende september, om end det blæste en del. Fæstningen åbnede ikke før klokken elleve, men Rebecka og Mats havde planlagt tiden minutiøst. Uden en tidsplan kunne næsten hvad som helst ske med syvogtyve teenagere på slæb. ”Okay, alle sammen. Her er indgangen til fæstningen. Den hedder jo ikke Marstrands Fæstning, men Carlstens Fæstning.

7

sjaelekisten_indh_repro.indd 7

09/09/10 12:19:54

Navnet kommer af, at kong Karl X Gustav tog beslutningen om at påbegynde byggeriet af fæstningen. Carls sten, Carlsten. I husker måske, at Bohuslän blev svensk igen i 1658 …” ”Freden i Roskilde,” sagde en af eleverne. ”Præcis,” sagde Rebecka. ”Freden i Roskilde indebar, at Bohuslän og Marstrand blev svensk igen. Nu var det sådan, at Marstrands beliggenhed var og stadig er ret vigtig. Er der nogen af jer, der ved hvorfor?” Der blev helt stille blandt eleverne. ”Tænk på, at dengang bevægede man sig meget frem og tilbage til søs …” fortsatte Rebecka og pegede på den hånd, der nu blev rakt op mellem eleverne. ”Havnen?” sagde han tvivlende. ”Rigtigt. Havnen var meget vigtig. For det første har den to indløb, men den ligger også sådan, at strømmene i vandet gør, at den næsten aldrig fryser til. Fæstningen åbner klokken elleve, og på det tidspunkt forventer jeg, at I alle står herude foran Port 23.

Ingen går ind i forvejen.” ”Ja, men …” ”Ingen men. Alle venter, til enten Mats eller jeg kommer. Forstået?” Hun rømmede sig og fortsatte med sin bedste fortællerstemme: ”Kan I huske, at vi i går i timen talte om stenalderen og bopladser fra før den tid?”

Nogle af eleverne nikkede distræte. Rebecka begyndte malende at fortælle om gamle bopladser, riter og ritualer og de mennesker, der havde trampet rundt på jorden. Alle eleverne lyttede opmærksomt, nogle af dem løftede tilmed på fødderne for at se på den jord, de nu selv stod på. Langsomt bevægede hun sig frem gennem århundrederne indtil den tid, hvor fæstningen blev bygget. Der sluttede hun vel vidende, at løftet om hemmelige gange og fængselsceller ville få eleverne til at lytte ved samlingen klokken elleve.

Efter at have konsulteret listen med hensyn til, hvem der skulle arbejde sammen med hvem, pakkede hun tingene ud af sin grønne Fjällräven-rygsæk og delte eleverne op i grupper, alle med forskellige opgaver og udstyret med hver sin plasticmappe med varierende indhold. Hun havde spredt ballademagerne ud

8

sjaelekisten_indh_repro.indd 8

09/09/10 12:19:54

over grupperne, så det i hvert fald rent teoretisk burde kunne fungere.

Hver gruppe fik et almindeligt kort over området samt et forstørret kort over området mellem fæstningen og udkigsposten, der lå på højen ved siden af. Stedet var valgt med omhu. Her stødte de gamle stier sammen tæt ved gruppen af bøgetræer omkring den sagnomspundne Offersten.

Stemningen var løssluppen, da eleverne klatrede op ad græsplænen og forsvandt ude af syne. Rebecka havde lige præcis sat sig til rette og taget en bid af sin skinkesandwich, da hun hørte skriget fra en stemme i overgang. ”Jaså,” sagde hun henvendt til Mats. ”Hvor lang tid gik der?” ”Bliv siddende. Jeg skal nok gå op og tjekke.” Mats rejste sig og rakte Rebecka sin kaffekop, inden han forsvandt med lange skridt.

Rebecka skuede ud over omgivelserne. Hun sad på et af de højst beliggende steder på Marstrandsön, og udsigten var uovertruffen. Koön i øst, Albrektsunds Kanal et stykke syd for, en fri horisont i vest samt det nyrenoverede fyr, Paster Noster, skinnende rødt i sin rustning på øen Hamneskär i nord. ”Rebecka, det er bedst, hvis du kommer herop.” Skrækken i Mats’ stemme var ikke til at tage fejl af. Rebecka stillede begge kopperne fra sig i græsset og rejste sig hurtigt.

9

sjaelekisten_indh_repro.indd 9

09/09/10 12:19:54

Åkerström, Trollhättan, sensommeren 1958 En lille, afmagret dreng med beskidt hår og laset tøj sad på kældertrappens nederste trin. Døren bag ham var lukket, og det var længe siden, han var holdt op med at kigge på den i håb om, at den skulle åbne sig. Han stirrede ud i den tomme luft eller måske på den tykke stenvæg foran ham.

Der lugtede indelukket, og gennem de små, beskidte kældervinduer sivede et dæmpet dagslys ind. Vindueskarmene var dækket af et tykt lag støv på nær de steder, hvor vinden peb ind.

Der hang en nøgen glødelampe i en ledning i loftet.

Ovenpå kunne han høre søstrene skændes og grine. Fornøjede fødder sprang hen over gulvet fra entreen til køkkenet. Han kunne høre på fodtrinnene, hvem det var, og i hvilke rum, de befandt sig. Det var en anden verden. En verden af lys og klare farver. Der hvor han befandt sig, var det mest gråt og brunt. Tre dage tidligere var han fyldt seks år uden at vide det. To af de år havde han tilbragt i kælderen.

‫ﲂ‬

Gamle fru Wilson havde en af de mest velplejede haver inden for det hvidmalede plankeværk i krydset mellem Hospitalsgatan og Kyrkogatan på Marstrandsön. Som gammel haveentusiast og desuden tidligere ejer af en anset planteskole i Southampton på den engelske sydkyst sammen med sin ægtemand, der var død otteogtyve år tidligere, satte hun en ære i, at der altid var noget, der fik de forbipasserende til at stoppe op og kigge. Om foråret var det kirsebærtræet, der stjal al opmærksomheden med sine pragtfulde, rosa blomster, om sommeren var det alle pæonerne og de imponerende stokroser langs husvæggen. Om sensommeren og efteråret spredte roserne deres fortryllende duft ud over plankeværket og fik folk på gaden til at sukke af velbehag. Huset var et af øens mindste og ældste, allerede bygget i år 1701, men haven

10

sjaelekisten_indh_repro.indd 10

09/09/10 12:19:54

var stor. Den blev kaldt for ’Perlen’ i folkemunde og var desuden afbildet i turistbureauets brochure.

Der stod to stole i skyggen under et enormt æbletræ i den modsatte ende af haven. Naboerne i huset bag ved fru Wilson havde længe ønsket sig, at æbletræet blev fældet, da det dækkede for en stor del af deres udsigt over havnen. De havde talt med den gamle dame om det, men havde fået til svar: ”Det tager halvtreds år for et træ at vokse sig stort, men tyve minutter at save det ned.”

Dermed anså fru Wilson sagen for uddebatteret. En lille del af haven havde hun dog ladet være urørt, og det var den del, der lå op mod kirken. I middelalderen havde der ligget et franciskanerkloster i forbindelse med kirken, og munkene havde haft en urtegård med lægeplanter og krydderurter der. En gammel, stensat gang, hvor æbleduftende romersk kamille og sorte violer bredte sig ud mellem stenene, ledte derhen. Rød rudbeckia, alruner og natvioler bød de besøgende velkommen, som oftest sommerfugle eller naboens sorte kat, der med stort behag strakte sig, så lang den var, på de solvarme fliser.

På næsten mærkværdig vis havde ukrudtet holdt sig væk fra denne del af haven, og i kombination med at fru Wilson anså den som en arv fra de tidligere ejere, gjorde, at hun lod den være. Planterne havde været der, da hun og ægtemanden købte huset. Rosmarinplantens vedholdenhed, samt det at enblomstret fladbælg og basilikum trivedes så godt, var stadig noget, der forbløffede hende. Ganske vist var planterne placeret i havens sydlige ende og beskyttet af kirkegårdens mur, men alligevel. Den enblomstrede fladbælg havde været en botanisk sensation, da den blev opdaget så langt nordpå. Basilikummen krævede egentlig masser af varme og lys og burde have vantrivedes i den gamle klosterhave. I stedet satte den frø år efter år og klarede sig selv. Fru Wilson var bevidst om planternes historie, især basilikummen. I middelalderen var basilikummen blevet tillagt dystre egenskaber og havde repræsenteret ondskaben. Skorpioner kunne vokse i ens hjerne, hvis man lugtede til bladene, blev det sagt.

Almindeligvis plejede fru Wilson at hente avisen før morgenmaden, men denne morgen havde hun været tidligt oppe og

11

sjaelekisten_indh_repro.indd 11

09/09/10 12:19:54

blandet to af sine specielle cocktails efter morgenmaden. Den ene blanding var et næringsrigt afkog af nælder, den anden en giftig mikstur, der holdt bladlus og andre uhyrer væk fra roserne. Ingredienserne til den sidstnævnte havde længe været forbudte, og dødningehovederne på de gamle dunke i haveskuret signalerede, at indholdet skulle anvendes med stor forsigtighed.

Fru Wilson bandt det godt brugte forklæde rundt om livet og lagde havesaksen i lommen, inden hun tog stråhatten på og gik ud på stentrappen. Der stod hun lidt og nød det hele, i hvert fald indtil hun lagde mærke til det, der sad oven på det espalier, som ærteblomsterne og den prisbelønnede engelske rose klatrede op ad.

Et hoved med langt, gråsprængt hår vajede i vinden. Med et gabende hul der, hvor næsen havde siddet.

Kriminalassistent Karin Adler sad barfodet på en grå gnejsklippe og kiggede ud over den glitrende Marstrandsfjord. Vidunderlige Bohuslän, tænkte hun. Der fandtes ingenting, der berørte hende helt i samme grad som bølgernes brusen, det at mærke vinden i håret, de årtusindgamle slebne, solvarme klipper under sig og duften af salt og tang. Følelsen var overvældende, næsten religiøs.

Hun puttede høretelefonerne i ørerne og fandt frem til en af sine Taube-favoritter på mobilen.

Som gråblå dønninger bohusklippen ruller i ensom majestæt mod havets rand … … hvor vinden fejer ind fra Doggerbanken med duft af tang og salt og eventyr …

Lige præcis den verslinje med eventyr elskede hun. Hver gang hun startede motoren på sin båd Andante, fik hun følelsen af at være på vej mod noget nyt, mod nye muligheder. Det var ingen kapsejler, men en stabil båd, man kunne stole på i al slags vejr.

Stagene og vanterne, der holdt masten på plads, var en smule overdimensionerede, og det var egentlig gældende for alt på far-

12

sjaelekisten_indh_repro.indd 12

09/09/10 12:19:54

tøjet og alle løsningerne om bord. Andante ville altid kunne stå imod. Det var nærmere besætningen, der udgjorde det svageste led.

Karin havde sejlet over Nordsøen til Skotland flere gange og kendte alt til den følelse af frygtindgydende begejstring, det indimellem indebar. Når mørket faldt på og vinden tiltog, eller når en kuling var under anmarch, og hun håbede på, at vejrprognosen havde taget fejl, hvilket sjældent var tilfældet. Derude var man overladt til sine egne kundskaber og vejrets magter. Men dengang havde de været to om bord og havde skiftedes til at sejle og sove.

Karin plejede at lade den gamle motor, en dieseldrevet Volvo Penta MD2B, gå en stund og blive varm, mens hun gjorde klar til afgang. Var man to eller flere om bord, kunne man altid bede en anden om at kaste los og derefter tage fendere og tovværk ind.

Det krævede en anden forberedelse, når man var alene. Hun plejede at kigge på vindexen i mastens top, bedømme styrken på vinden og se, hvilken vej vandet strømmede. Det laminerede søkort lå opslået på den rigtige side på sin plads i cockpittet. GPS’en var tændt og VHF’en indstillet på kanal 16. Inde i båden var alt ryddet op og gemt af vejen. Der var intet, der kunne falde i dørken og gå i stykker, hvis der skulle blive høj søgang eller båden skulle få slagside. Køjen i forkahytten var redt, servicet i vasken i pantryet vasket af og stillet på plads bag skydelågerne af teak. Hver ting på sin plads, det var egentlig hele fidusen.

… Og kom til Långevik, til søkaptajnen hr. Johansson, der mæt af havets skum nu passer æbletræer og syrener og urtehaven omkring sit Tusculum.

Stroferne om søkaptajnen, der gik i land, fik hende næsten altid til at tænke på Göran, hendes ekskæreste. Han havde arbejdet som søkaptajn, og så vidt hun var orienteret, gjorde han det stadig.

Systemet med at være på arbejde i seks uger og derefter tilbringe seks uger i land havde til sidst taget livet af deres forhold. Karin

13

sjaelekisten_indh_repro.indd 13

09/09/10 12:19:54

havde gjort, hvad hun kunne, for at afspadsere og tage med på det store, hvide handelsfartøj, når chancen bød sig. Hver gang hun havde stået på skibsbroen, indså hun, at Göran havde det helt rigtige job, og det føltes som et urimeligt ønske, at han skulle stoppe med det erhverv, han trivedes så godt med. Men den konstante afskedtagen tog på kræfterne, og hun kunne mærke, hvordan den brændende kærlighed efterhånden døde lidt efter lidt. Det var, som om de havde to separate liv.

Da båden var hendes, blev det Karin som flyttede om bord på Andante, og Göran, der blev boende i lejligheden, der passende nok lå ved siden af Søfartsmuseet inde i Göteborg.

Passionen for at sejle havde de været fælles om. De havde sejlet sammen til Skotland, Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Somrene, hvor de begge havde fri i flere uger, var gået med disse langfartsture, mens de forår og efterår havde sejlet rundt til udvalgte steder i Bohuslän. Denne sommer havde Karin tilbragt i Bohuslän. I selskab med sin fars godt brugte søkort, der var fulde af røde markeringer og noter om steder, man egentlig godt kunne sejle til, selvom søkortet sagde noget andet, havde hun fundet nye, små paradissteder. Nu sad hun på sin sidste feriedag og følte sig vældig tilfreds. Fuld af nye indtryk og med en klædelig solbrun farve.

Forskellige gode venner havde påmønstret skibet undervejs og sejlet med en weekend. Karins eventyrlystne mormor, AnnaLisa, havde trodset sine næsten firs år, pakket og tilbragt en hel uge om bord, noget som Karins mor havde haft en del meninger om. Bortset fra vennernes og mormorens gæstevisit havde hun været alene om bord på Andante og trivedes godt med det. Det havde givet hende tid til at reflektere over den efterforskning, hun havde stået i spidsen for i foråret, og som på sin vis havde ført hende til Marstrand. Hun havde nærmest ved et tilfælde lagt til der og var kommet til at føle sig hjemme i den gamle badeby med dens brostensbelagte stræder og pittoreske træhuse. I en sådan grad at hun nu var på vej tilbage dertil for at have båden liggende der i efteråret og med den som base pendle ind til politistationen i Göteborg.

Damperen Bohusläns velkendte signal fik hende til at lukke

14

sjaelekisten_indh_repro.indd 14

09/09/10 12:19:54

øjnene og for et øjeblik drømme sig væk. Der måtte have set helt anderledes ud her for hundrede eller to hundrede år siden.

Landskabet Bohuslän havde sandelig forandret sig. Det var med sorg i hjertet, hun betragtede de velpolerede fartvidundere, der lå ved kajerne. Postkortsmukke huse, så langt øjet rakte, gardiner fra Tricia Guild og Laura Ashley, men ingen garn, tejner eller fiskekroge ved søboderne, andet end som ren dekoration.

Mobilens ringetone afbrød hendes tanker. Arbejdet, konstaterede hun, da hun så nummeret på displayet, men det føltes overraskende nok okay. ”Jeg ved godt, at du egentlig også har ferie i dag … men hvor er du?” begyndte hendes kollega Robert. ”Barfodet på en klippe og ser ud over havet. Og så ringer du selvfølgelig og forstyrrer.”

Robert rømmede sig. Han havde ikke ringet, hvis ikke det havde været vigtigt. ”Og så til det seriøse, Robban, hvad er der sket?” spurgte Karin. ”Vi har fået to opkald fra Marstrand. Det ene handler om en krop uden hoved, der er blevet fundet af en skoleklasse oppe ved fæstningen, og det andet kom fra en nabo til den ældre dame, der fandt selve hovedet i sin have. Jeg tænkte, at hvis du allerede var i Marstrand, du talte jo om at lægge båden til der igen …”

Robban tav, hvilket gav Karin mulighed for at høre nogen tale i baggrunden. ”… ikke var, men er. Hun er i Marstrand.” Stemmen i baggrunden tilhørte Folke, der havde udset sig selv til at være kollegaernes sprogkorrektionslærer, noget som yderst sjældent blev værdsat. Karin smilede. ”Er det Folke og dig, der kører ud til Marstrand?” spurgte Karin. ”Nej, Folke skal desværre til lægeundersøgelse, så det er bare mig.” Roberts stemme afslørede, at han var ganske tilfreds med, at Folke var forhindret. ”Giv lyd fra dig, når du passerer Kungälv, så kan vi mødes ved færgen,” sagde Karin og tog sine sko på.

15

sjaelekisten_indh_repro.indd 15

09/09/10 12:19:54

Hun var lige ved at snuble over en vindblæst enebærbusk, der klamrede sig til en klippesprække ved siden af hende. Den var overraskende grøn og så ud, som om den trivedes. Sej, tænkte Karin. Når efterårsstormene begyndte at rase, ville den få sin beskårne del af Marstrandsfjordens salte vand, der blev kastet op på klipperne. Mere salt end sød. Enebærbusken gav indtryk af at brede sig ud på jagt efter et sted, hvor rødderne kunne få bedre fæste. Som hun selv, tænkte Karin. Lidt rodløs, men i forholdsvis god stand. Mere salt end sød.

Hun vendte sig en sidste gang og så ud over Marstrandsfjordens legende sølvglimmer, førend hun gik tilbage til havnen.

Åkerström, Trollhättan, sensommeren 1958 Det var sent på eftermiddagen, men han havde endnu ikke fået mad. Han havde gemt en brødskorpe fra dagen før, eller også var det dagen inden. Han holdt den ned i vandet i koppen, indtil den hårde kant var opblødt.

Han havde ikke hørt trin ovenpå hele dagen. Hvor længe havde de været væk? De burde vel snart komme hjem? Så kom andre tanker krybende. Tænk, hvis der skete dem noget, så de ikke kom hjem. Der var ingen andre, der vidste, at der fandtes en dreng i kælderen, som havde behov for mad. Han ville dø hernede, hvis der skete dem noget. Måske ville han dø hernede under alle omstændigheder. Han gik op ad den stejle trappe og mærkede på døren. Allerede da han tog i håndtaget, vidste han, at den ville være låst. Perioderne, hvor han var spærret inde, var blevet længere og længere, men et eller andet sted håbede han stadig, at kvinden deroppe, han ikke måtte kalde mor, men frue, skulle slippe ham ud af hans fængsel.

Han tog en af bøgerne op, hvis billeder han for længst kunne udenad. Kassen med bøger var blevet glemt af husets tidligere

16

sjaelekisten_indh_repro.indd 16

09/09/10 12:19:54

ejere og var en skat for ham. En hel kasse med skolebøger, børnebøger og et læderindbundet opslagsværk fra A til P. Flere af bøgerne havde fået fugtpletter på siderne af kælderluften, men de var stadig til at læse. Han strøg sin hånd hen over Ole, der gik tur i skoven og plukkede blåbær. Bladrede en side og så ham komme hjem. Hans mor krammede ham. Han kiggede længe på billedet, på morens smil og Oles røde kinder. Langsomt lukkede han bogen sammen og lagde den fra sig. Det var begyndt at skumre udenfor. Han krøb sammen på feltsengens tynde madras og trak tæppet op om sin magre krop.

‫ﲂ‬ Stedet blev kaldt for Offerlunden og lå højt oppe på øen midt imellem fæstningen og udkigsposten. Offerstenen var en nærmest kvadratisk, grå sten med grågrønt lav på. Næsten en meter bred og lige så høj. Den lå lige ved siden af stien, der førte ned til vandet mod vest. Så tæt på, at man kunne strække hånden ud og røre ved stenen, når man gik forbi på stien. Stenen i sig selv var egentlig ret ubetydelig, hvis man ikke lagde mærke til den specielle fure, der løb tværs hen over oversiden. Som en overfladisk, v-formet rille.

Kvinden knælede med overkroppen støttet mod stenen. Hele stenens overside var blodig, og fra furen på stenen var blodet rendt i begge retninger og derefter ned langs stenens sider og ned på jorden. Det grågrønne lav dannede små øer i alt det røde. ”Af alle måder at dø på …” begyndte Karin uden at færdiggøre sætningen. ”Tøjet,” sagde Robban. ”Hun er åbenbart klædt på til et særligt formål. Som om måden, hun døde på, hænger sammen med tøjet.”

Karin betragtede den lange nederdel og den ærmeløse tunika udenpå. ”Vi må tjekke med nogen på fæstningen for at høre, hvordan deres guider går klædt. Kvinden er måske en af dem.” Hun så

17

sjaelekisten_indh_repro.indd 17

09/09/10 12:19:54

nærmere på tøjet. ”Materialet er lærred, vil jeg gætte på, men det må være specialsyet.”

Karin og Robert så sig omkring. Stedet var overraskende godt skjult bag det grønne løvværk, selv for den, der gik på den noget større sti mellem fæstningen og udkigsposten. Kvindekroppen syntes ikke at stamme derfra. Robert tog sit digitalkamera frem. ”Jerker bliver vanvittig over det her,” sagde Karin til Robban, der nikkede. ”Vi må se at få spærret af her og det sted, hvor hovedet blev fundet.” Normalt plejede de at være forsigtige med at betræde et gerningssted, inden teknikerne var kommet, men i dette tilfælde havde en hel skoleklasse allerede trampet rundt der.

Ti minutter senere kom politiets fotograf og teknikerne, tre stykker med Jerker i front. ”Jeg troede, du havde ferie,” sagde han, da han fik øje på Karin. ”Det troede jeg også,” svarede Karin og pegede med tommelfingeren på Robert.

Jerker kørte hånden gennem det tykke, røde hår og stønnede højlydt. Ikke kun over at skoleklassen havde ødelagt området, men også over det faktum, at al udrustningen skulle bæres derop ad flere omgange, da det ikke var muligt at køre hele vejen derop med bil. ”Vi har fået en adresse til herude,” sagde Jerker og bladrede i sin notesbog. ”Korrekt,” sagde Robert, inden Jerker havde fundet det, han ledte efter. ”Kvindens hoved blev fundet i en have. Karin og jeg går derned nu. I kommer vel, når I er færdige her.” ”Vi har jo …” begyndte Jerker som for at forklare, at det, han og kollegaerne skulle i gang med, ville tage et stykke tid. ”… Med præcisionsarbejde at gøre,” fuldførte Karin. Hun kunne efterhånden kommentaren udenad. ”Det ved vi, Jerker.

Robban og jeg drysser jo bare lidt rundt og gætter på, hvem der er gerningsmanden. Indimellem får vi ret.” Hun smilede, så bredt hun kunne. ”Du …” sagde Jerker og ledte forgæves efter et tilpas giftigt svar.

18

sjaelekisten_indh_repro.indd 18

09/09/10 12:19:54

”Nej, nej. Start ikke en diskussion, du ikke kan vinde. Tryk i stedet på knapperne, og drej på apparaterne.” ”Lyder, som om du har haft en god ferie,” sagde Jerker til sidst og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. ”Udkigsposten,” sagde Karin til Robert, da de gik tilbage ad stien til Carlstens Fæstning og Port 23, hvor skoleklassen og klasselærerne sad og ventede. ”Vi bliver nødt til at tjekke, om udkigsposten er bemandet. Derfra har man jo en fantastisk udsigt. Man kan garanteret se alle, der kommer og går på stien.” ”Det her bliver snart lækket,” sagde Robban og nikkede diskret mod de elever, der sad og sammenlignede deres mobiltelefoner. ”Hver anden teenager har kamera i sin telefon i dag, og det er muligt, at de har taget billeder af kroppen. Desuden har de sikkert allerede ringet og sladret til mor og far og vennerne. Og har de nået at ringe, har de garanteret også allerede sendt billeder.”

Karin gættede på, at han havde ret. De debatterede kortvarigt, hvilken taktik de skulle anvende, inden de med bestemte skridt og alvorlige ansigtsudtryk nærmede sig hoben af elever. Intet mindre end syvogtyve elever sad i græsset på fæstningsvolden, flere af dem talte i mobiltelefon. En kvinde med mørkt, kortklippet hår og en høj, tyndhåret mand rejste sig, da Karin og Robert præsenterede sig. ”Rebecka Ljungdahl, jeg er … vi er,” hun gjorde en bevægelse mod kollegaen, ”klasselærere for 9.a.”

Robban stillede sig med let spredte ben og bister mine foran eleverne, hvilket fik flokken til at forstumme. Han præsenterede sig og forklarede, at stedet var et gerningssted, og at kriminalpolitiet nu ville foretage en efterforskning for at finde ud af, hvad der var sket. Med de muskuløse arme krydset hen over brystet spurgte han, om nogen havde taget billeder af kroppen. Ingen af de unge svarede. Nogle af drengene kiggede på hinanden. Robban gik med lange skridt hen til dem og bad om at få deres mobiler at se.

Det tog fyrre minutter at gå alle telefonerne igennem samt at

19

sjaelekisten_indh_repro.indd 19

09/09/10 12:19:54

notere navnene på de elever, der stadig havde billeder på deres mobiler. ”Hovedet skal ifølge oplysningerne sidde oppe på et stålespalier,” sagde Robban, da de forlod fæstningen og begyndte at gå ned mellem træhusene mod havnen. ”Sat op, så det kan ses udefra?” spurgte Karin og læste det blåemaljerede gadeskilt, der fortalte, at de nu drejede ned ad Hospitalsgatan. ”Ingen anelse, men det virker sådan. Det lader ikke til, at gerningspersonen har ønsket at skjule det, men vi får se, hvad der møder os.” ”Gerningspersonen?” sagde Karin. ”Det udtryk har du aldrig brugt før. Du har vist været lidt for meget sammen med Folke.” ”Ja, på det punkt er vi i hvert fald enige,” sagde Robert. Han rømmede sig og forsøgte at efterligne Folkes stemme: ”Det der ’ligesom’, som du bruger ret ofte, hvad betyder det egentlig?”

Hospitalsgatans bakke var smal og stejl. Halvvejs nede ad det stejleste parti passerede de Marstrandsöns hvidmalede skole. ”Som en bedre sort pist,” sagde Karin med henblik på hældningen, ”ligesom.” Robban grinede højlydt, og de nåede at gå femoghalvfjerds meter længere ned, inden han pludselig stoppede brat op foran det hvide træhus, der lå på hjørnet af Hospitalsgatan og Kyrkogatan og var nabo til kirken. ”Men hvad i …?” Robert stod med blikket rettet stift mod noget på venstre side. Da Karin løftede blikket og kiggede over det upåklagelige, hvidmalede hegn, så hun et pænt espalier, som ærteblomster og roser klatrede på. Det, der fik Robert til at sukke og Karin til at ryste på hovedet, var, at nogen havde sat en papirpose fra butikken Feskarbröderna længst oppe. ”Vil du, eller skal jeg fortælle Jerker, at nogen har været så venlig at dække hovedet til for offentlighedens blikke?” spurgte Karin. ”Adressen stemmer.” Robert pegede på keramikskiltet, der var placeret ved siden af brevkassen. Wilson, stod der på den.

Døren blev åbnet, inden de nåede at banke på. Sandsynligvis havde den gamle dame stået bag gardinerne og set dem komme.

20

sjaelekisten_indh_repro.indd 20

09/09/10 12:19:54

”Ja?” sagde kvinden og så fra Karin til Robert. ”Er I fra Kungälvspolitiet?” ”Göteborg Politi,” sagde Robert. ”Kungälvspolitiet har bedt os om at overtage sagen.” ”Jaså,” sagde damen skeptisk.

Selvom det var fru Wilson, der havde gjort det makabre fund i sin have om morgenen, var det nabokonen, Hedvig Strandberg, der lukkede dem ind. Det var også nabokonen, der havde været foretagsom og placeret papirposen over det afhuggede hoved. ”Ja, for sådan kunne vi jo ganske enkelt ikke have det,” sagde hun, samtidig med at hun holdt øje med, at de tog både sko og jakke af, inden hun gik foran dem ind i dagligstuen. Fru Wilson sad i sofaen. I modsætning til nabokonen var hun tynd og spinkel.

På sin vis mindede de to kvinder om Gøg og Gokke, men helt uden det komiske indslag.

Der var lavt til loftet i huset, med synlige, malede loftsbjælker. I entreen hang et udskåret spejl i guld, der så både tungt og gammelt ud. Spejlfladen havde et spindelvævslignende mønster.

Væggene i dagligstuen var dækket af malerier og indrammede dokumenter med snirklet, gammeldags håndskrift og røde sejl, og i det ene hjørne stod der en brunglaseret kakkelovn med et grønt mønster af malerstænk. ”Ja …” begyndte Hedvig Strandberg. ”Jeg er født herude på øen, og jeg har da aldrig været med til noget lignende. Jeg kan huske et forår, eller var det et efterår, hvor …” Karin og Robert udvekslede blikke. Efter utallige forsøg lykkedes det Robert at få nabokonen med ud i køkkenet, så Karin fik mulighed for at tale alene med fru Wilson. ”Hvilken frækhed,” sagde fru Wilson til sidst. ”At ødelægge min have på den måde. Det er kun heldigt, at min ægtemand slap for at opleve dette.”

Jo, tænkte Karin, sådan kan man selvfølgelig også vælge at se på det. ”Har De nogen ide om, hvem der kan have gjort det her?” spurgte Karin, så forsigtigt hun kunne. Fru Wilson trak vejret ind for at svare, lige præcis da nabokonen, som Karin gættede var

21

sjaelekisten_indh_repro.indd 21

09/09/10 12:19:54

udrustet med en hørelse som en flagermus, stak hovedet ind fra rummet ved siden af og udbrød: ”Nej, så sandelig da ikke!” Hedvig Strandberg så på Karin hen over sine hornindfattede briller. ”Antyder I, at vi skulle vide, hvem der har … det her er jo ikke ligefrem en drengestreg.” ”Naturligvis ikke, men vi bliver alligevel nødt til at stille spørgsmålene,” sagde Robert, der fulgte efter den oprørte kvinde og nu løftede hænderne i en beroligende gestus. ”Hvornår gik De til ro i aftes?” spurgte Karin fru Wilson. ”Kvart over ti.” Svaret kom både skråsikkert og hurtigt. ”Nja, klokken var faktisk blevet tyve over ti, før du slukkede lyset,” sagde Hedvig Strandberg, der nu havde slået sig ned lige over for fru Wilson i en lænestol. Hun viste ingen tegn på at ville gå ud i køkkenet igen, og Robban, der havde givet op og var fulgt efter hende, satte sig på en trebenet stol, han tog frem fra et hjørne. ”Så siger vi det,” sagde fru Wilson med et overraskende strengt blik på naboen. ”Tyve over, så, jo, det stemmer vel. Jeg trak vækkeuret op.” ”Hørte De nogen ting i løbet af natten?” spurgte Karin. ”De der mennesker,” sagde hun eftertænksomt. ”Hvilke mennesker?” ”De var klædt ud. Sådan som man ser det i gamle film.” ”Kan De beskrive dem? Hvad tid så De dem, og hvor mange var de?” ”Ved syvtiden om aftenen,” svarede fru Wilson. ”De gik forbi ude på Kyrkogatan, ret mange … femten stykker, tror jeg. Jeg går ud fra, at de kom med færgen. De havde en hel del pakkenelliker med sig. En gammel kærre med træhjul. De så ud, som om de stammede fra en anden tid. Kærrer med træhjul ser man jo ikke ligefrem længere. Jeg tænkte, at det måske drejede sig om en filmindspilning.” Fru Wilson så på sin veninde. ”Filmindspilning?” sagde Hedvig Strandberg. ”Nej, det har jeg ikke hørt noget om. Derimod var der nogen på apoteket, der talte om … hvad var det nu, de kaldte det?” Hun ledte efter ordet. ”Larv,” sagde hun til sidst. ”Jo, jeg tror faktisk, at det hedder sådan.”

22

sjaelekisten_indh_repro.indd 22

09/09/10 12:19:54

”Larv?” Robert lignede et stort spørgsmålstegn. ”De mener måske ’laiv’, det er en form for rollespil, tror jeg nok.” Karin trak på skuldrene og gestikulerede, at det var noget, de skulle tjekke senere. ”De holder til i Sankt Eriks Park. Ja, egentlig ville de leje fæstningen, men det fik de ikke lov til. Kommunen virker ellers ikke, som om den siger nej til noget som helst nu om dage, se bare, hvordan de der hæslige byggefirmaer har fået lov til at boltre sig overalt herude. Og så påpeger de konstant, hvor besværlige vi indbyggere i Marstrand er.” ”Sankt Eriks Park, ligger den her på øen?” spurgte Robert. Karin kunne heller ikke komme i tanke om nogen park med det navn. ”Det er vel egentlig ikke nogen park,” sagde fru Wilson. ”Jeg mener en park, det, som jeg kalder en park, er jo en garden … hvad er det nu, det hedder på svensk …”

Fru Wilsons nabo overtog samtalen med korreksende stemme og en gul blyant som pegepind. ”Gustaf Edvard Widell, en gammel, haveinteresseret rektor, plantede en masse træer både på Marstrandsön og Koön. Bohuslän var jo dansk før i tiden og forsynede Skagens Fyr, der på det tidspunkt bare bestod af et stort brændende bål. Det er en af årsagerne til, at Bohuslän stort set er ryddet for skov. En anden er, at man også brugte træ, når man kogte tran under sildefiskeriet, hvilket blev det ’sidste dødsstød mod skovene i Bohuslän’, som historikeren Holmberg sagde det i 1800-tallet. Til sidst kom der et forbud mod at anvende træ, når der skulle koges tran, man skulle bruge tørv i stedet. Der har altså været skov her tidligere.

Man har fundet gamle stubbe i moser og lignende.”

Hun holdt en kunstpause. ”Efter rektor Widells død blev foreningen Sankt Erik stiftet til minde om ham og hans arbejde med at varetage beplantningen af Marstrandsön. Det er også den forening, der har anlagt stien rundt om øen, I måske har gået på tidligere?” Hun lod spørgsmålet hænge i luften, men da hverken Karin eller Robert svarede, fortsatte hun. ”Sankt Eriks Park ligger i dalsænkningen, man kommer til, når man vandrer ad nord.”

23

sjaelekisten_indh_repro.indd 23

09/09/10 12:19:54

”Ad nord?” spurgte Robert. ”Mod nord, ved Societetshuset og Båtellet. Den nordlige side af Marstrandsön,” indskød fru Wilson pludselig.

Karin og Robert stillede et par spørgsmål mere, inden de takkede for hjælpen og fortalte, at et kriminalteknisk team ville dukke op for at undersøge haven og derefter fjerne hovedet. Fru Wilson havde set forfærdet ud, da Robert forklarede, at hun ikke måtte gå ud i haven, førend teknikernes undersøgelse var afsluttet, og Hedvig Strandberg fremførte sine protester mod dette ’påfund’.

Begge damerne stod fuldt synlige i vinduet i stueetagen og kiggede efter Karin og Robert, da de gik derfra. ”Vi burde måske have sagt noget om …” begyndte Hedvig Strandberg, stadig med blyanten i hånden.

Fru Wilson vendte sig hurtigt om og så irriteret på hende med sine stålgrå øjne. ”Om hvad, Hedvig?” Fru Wilson ventede ikke på svar, men vendte om på hælen for at gå ud i køkkenet.

Hedvig rørte uroligt på sig, som hun stod der ved vinduet. ”Ja, du ved … om …” Fru Wilson afbrød hendes mumlen med fast stemme, der som en havesaks klippede det af, hun forsøgte at sige. ”Kære du, jeg er så træt af den der gamle historie, og det kan jo umuligt have noget med det her at gøre.”

24

sjaelekisten_indh_repro.indd 24

09/09/10 12:19:54

2 Åkerström, Trollhättan, efteråret 1958 Hvad havde hun tænkt på, pigebarnet? Ikke nok med at hendes uduelige mand røg i fængsel for tyveri, hun havde derudover haft en bastard i maven. Hun havde naturligvis aldrig sagt det, men alligevel vidste Kerstin, at det hang sådan sammen.

Drengen lignede ikke en eneste af de andre og måtte være blevet avlet, efter at Örjan var blevet hentet af politiet. Kerstin havde skam regnet efter. Hun rystede på hovedet. Hvad ville folk ikke sige, hvis de fik det at vide?

Pigerne legede på gårdspladsen, og Hjördis sad på en taburet og skrællede kartofler. Hovedet var bøjet, og det løse hår dækkede delvist ansigtet. Hun så misfornøjet ud, tænkte moren og rystede på hovedet, da hun hængte det første stykke tøj op på tørresnoren. Det havde sandelig ikke været en dans på roser, da hun boede hjemme, og det havde været en lettelse for dem alle, da hun giftede sig og flyttede. Naboerne var blevet overraskede over, at hun havde fået så succesrig en mand på krogen. En sælger. Måtte de aldrig blive klar over, at han var røget i fængsel for tyveri, og at det var derfor, Hjördis var tilbage i barndomshjemmet. Enke lød bedre. Løsningen var ikke god, men der fandtes ingen, der var bedre. Mad og tøj til tre børn. Hun hængte et par små, grå bukser op. Fire, hvis man regnede den uægte med. ”Se på mig, mormor!” råbte den yngste af pigerne. Kerstin svarede ikke, nikkede bare. Hun flyttede blikket fra den lille

25

sjaelekisten_indh_repro.indd 25

09/09/10 12:19:54

pige til kældervinduets beskidte rude. En lille dreng var lille og let at gemme af vejen. En større dreng krævede både mere mad og plads. En dag ville det lykkedes ham at få kælderdøren op, og Gud nåde dem da. De burde skaffe sig af med ham.

Kerstin bremsede sig selv, da hun stod med det sidste stykke tøj i hånden. Der var også en anden mulighed. De kunne sende ham op til den gård i Norge, hvor Hjördis havde hjulpet med at høste nogle somre. Gården lå helt for sig selv midt ude i Telemark. Der var rigeligt med griseunger på gården ude i fjeldet, men egne børn havde bonden og bondekonen aldrig fået. Og gratis arbejdskraft i form af et par ekstra hænder var altid velkomne. Det var en løsning, der ville gavne dem alle.

‫ﲂ‬

Karin vendte sig om og kiggede på huset, de lige havde været inde i. Det var hvidt og lå helt op til den smalle gade, så tæt på, at stentrappen snarere lå ude på gaden end ved siden af den. Vinduesruderne med sprosser i var gamle og sarte, ligesom de krystalkarafler med sølvhåndtag, der stod på række i vindueskarmen.

Karin så op ad gaden til toppen af den stejle bakke. Marstrand Skole lå et par huse højere oppe. Til den anden side lå den gamle præstegård og øens brandstation, inden man kom ned til kajen og færgen. Vandet glitrede blåt i havnen. ”Livlige damer,” sagde Robert. ”Hvad siger du til et besøg i den park, de talte om?” Karin nikkede. ”Det tager ikke mere end nogle minutter at gå fra huset og ned til færgen, hvis det var den vej, gerningsmanden tog. På den anden side plejer mennesker i små samfund at lægge mærke til, hvad hinanden gør. Gør de ikke?” Karin så spørgende på Robert, da de drejede til venstre ind på Kyrkogatan og forbi Salon Cut & Clean. ”Frisørsalonen har åbent til klokken otte om aftenen, hvis man skal tro åbningstiderne på døren,” sagde Robert.

26

sjaelekisten_indh_repro.indd 26

09/09/10 12:19:54

”På det tidspunkt var fru Wilson stadig vågen, og der var endnu ikke dukket et hoved op,” tilføjede Karin. ”Hun sagde, at sidste gang hun var udenfor, var lige før klokken ni. I så fald kan vi tale med frisøren senere.”

De fortsatte med at gå. Man kunne høre fornøjede børneråb fra legepladsen, der lå over for den hvidmalede, gamle kirke. Robert betragtede børnene, der rutsjede ned ad rutsjebanen. ”Nu begynder efterårsforkølelserne snart i institutionerne.”

Han lød bekymret. Karin kunne godt undre sig over, hvor hurtigt han kunne veksle mellem at tænke på sit arbejde og sit privatliv. Selv var hun hundrede procent fokuseret, når hun var midt i en efterforskning. Måske var det sådan, når man havde børn, tænkte hun bagefter. Uanset hvor mange modbydeligheder man blev konfronteret med i sin arbejdstid, var man først og fremmest forælder. Hun var over tredive, og der var lange udsigter til at få børn, som det så ud nu, faktisk kunne hun ikke engang se et fast forhold for sig. Det sved lidt. På kirkens indrammede opslagstavle sad der et billede af et smilende brudepar, der holdt hænderne op for at beskytte sig mod de riskorn, slægt og venner kastede på dem med et smil på læberne. Teksten med opfordringen ’Gift jer i Marstrand Kirke!’ føltes som en hån, og Karin forsøgte at ryste tankerne af sig. ”Ja, ja, tag det, når det kommer,” sagde Karin delvist til sig selv, men også til Robban. ”Det er godt nok en speciel følelse at gå på de her sten,” fortsatte hun efter et øjebliks tavshed og kiggede ned på de store, sorte skifersten, der udgjorde sin egen gangsti til venstre for Långgatans brosten. ”Du mener knoldet,” sagde Robert og snublede teatralsk midt på gaden. ”Nej, jeg mener, tænk på alle de mennesker, der har gået her før os. For hundrede, to hundrede eller tilmed tre hundrede år siden. Kig på den der gamle trædør. Forestil dig, hvad den ikke kunne fortælle. Om menneskene, der har boet i huset, deres liv og drømme.” ”Jo, jo, jeg forstår godt, hvad du mener. Den har måske set en mand, der lige har myrdet én og derefter koldblodigt hugget

27

sjaelekisten_indh_repro.indd 27

09/09/10 12:19:54

hovedet af for at sætte det op i en gammel dames have. Han har måske gået forbi lige præcis her.” ”Tror du, at stedet var tilfældigt valgt, eller har det en speciel betydning?” Karins øjne var fæstnet på det sølvblanke vand i Marstrands nordlige havneindløb. ”Godt spørgsmål. Man kan jo spørge sig selv, hvad fru Wilson har gjort, der får nogen til at sætte et hoved op i hendes have.

Ingen af damerne var decideret charmerende. Frøken Hedvig Strandberg … lad mig bare tilføje, at jeg godt forstår, hvorfor hun er forblevet frøken. Ud fra navnet virker Offerstenen ikke, som om den er tilfældigt valgt, men den gamle madammes have ved jeg ikke rigtig med.” ”Jeg tror, vi skal have styr på Offerstenens historie. Vent! Hundrede meter i den retning, vi kom fra, ligger biblioteket i rådhusets stueplan, det kan være et besøg værd.”

Tyve minutter senere havde Karin fået et lånerkort til Kungälv Kommunebiblioteker og kom ud gennem bibliotekets dør af eg og glas. Rygsækken vejede betydeligt mere nu, med fire bøger om Marstrand og yderligere tre om Bohuslän i. Bibliotekaren havde derudover fundet to cd-rom’er frem, som Marstrand Lokalforening havde udgivet. Den ene handlede om husene på Marstrandsön og den anden om husene på Koön med fotografier, historik samt oplysninger om tidligere og nuværende ejere af alle ejendomme. ”Hvilket held, at du også fik tre bøger om Bohuslän. Dem får vi helt sikkert brug for.” Robban grinede. ”Hvad vi rent faktisk har brug for at vide, er, at bibliotekarens mand har været lods. Hun fortalte, at udkigsposten er ubemandet nu til dags, så nu ved vi det.”

Lods, tænkte Karin lidt efter. Det var et job, Göran havde kunnet søge, hvis han havde valgt at gå i land.

Der var ingen problemer med at finde den sti, Hedvig Strandberg havde omtalt. De gik bag om Båtellet, det gamle, okkergule badehus, der lå ved siden af Societetshuset, som i folkemunde blev kaldt for Saucen. De fulgte kajen langs vandet, indtil stien

28

sjaelekisten_indh_repro.indd 28

09/09/10 12:19:54

drejede væk fra strandkanten og i stedet forsvandt ind i skoven.

Det gik stejlt opad, og stien lå i skygge af træerne, der omgav den på begge sider. På højre side fandtes flere afstikkere med bænke, hvor man kunne sidde en stund og beundre udsigten. Karin stillede sig ved siden af en af bænkene og vinkede til Robert, at han skulle komme derhen. Hun pegede på Andante, der lå fortøjet på ydersiden af Koöns flydebro. Sollyset blev reflekteret af bølgerne, der kastede lysreflekser på bådens sorte skrog. ”Mit hjem. Jeg er som en snegl med hus på ryggen. Alt, hvad man behøver, på nær brusebad og vaskemaskine. Konstant havudsigt, frisk luft, ingen ejendomsskat.” ”Jeg må vist hellere ringe til skattemyndighederne og tippe dem om folk, der bor i både. Det må være kriminelt eller i al fald skattepligtigt på en eller anden måde,” sagde Robert. ”Tænk,” sagde Karin, inden Robban afbrød. ”Nu begynder det igen. Forgangne slægters skridt … spritsmuglere og toldere, bydrenge og …” sagde Robban tilpas teatralsk og ødelagde stemningen.

Lugten af røg og ild strømmede imod dem, og en mand i middelalderdragt gjorde sig pludselig fri af klippens skygger. Robban fór sammen. ”Vær hilsede, fremmede,” sagde manden med hætte og kappe. ”Jeg er vagtpost fra en svunden tid,” fortsatte han. ”For fanden da, hvor du forskrækkede mig,” sagde Robban. ”Jeg beder ydmygt om undskyld. Hvem er I, der vil passere Sankt Eriks skov på en dag som denne?” Manden gjorde en gestus med det spyd, han holdt i højre hånd. I venstre hånd, tæt indtil kroppen, holdt han et smukt malet våbenskjold fyldt med hakker og mærker efter slag.

Karin så fascineret på ham. Det var Robert, der til sidst tog ordet efter at have bemærket Karins åbne mund og indset, at intet fornuftigt ville komme ud af den foreløbig.

Manden svarede ikke, da Robert præsenterede sig. Nikkede bare kort og gjorde derefter tegn til, at de skulle følge efter ham.

Stien førte brat nedad, og de kom ind i en lille skov, der var omgivet af klipper til alle sider, og som skabte en naturlig beskyttelse

29

sjaelekisten_indh_repro.indd 29

09/09/10 12:19:54

mod verden udenfor. Som en stor gryde, hvor der duftede af skov og forrige års løv, der var blevet til muld. Havet kunne man hverken høre eller se.

Mennesker i middelalderdragter bevægede sig rundt i området. Karin talte fjorten personer. Nogle geder, grise og hunde løb løst rundt. Der var tændt op to steder. Over det ene bål hang der en sort jernkedel, over det andet en stor stegepande, hvorfra det spruttede og sydede.

Hun så sig omkring, men kunne ikke få øje på nogen telte. ”Hvor tror du, de bor?” spurgte hun Robban. ”Grand Hotel,” hviskede Robert og smilede, da han så Karins skuffede ansigtsudtryk. ”Nej, selvfølgelig gør de ikke det. De bor her i skoven.” Han gjorde sin stemme så dyb som overhovedet muligt. ”De har boet her siden arilds tid og er egentlig usynlige, men hvert tre hundrede år, når det bliver fuldmåne på en fredag i september, bliver de synlige …”

Karin undlod at kommentere det. Vagtposten havde bedt dem vente, og Karin og Robert blev lydigt stående, mens han gik hen for at tale med en langhåret mand, der derefter kom imod dem med lange skridt. I hånden havde han noget, der lignede en hyrdestav. ”Her kommer Gandalf,” sagde Robert lavt til Karin. ”Jeg troede ikke, at du havde læst Tolkien?” sagde Karin overrasket. ”Det har jeg heller ikke. Men jeg har set filmene.”

Robban forklarede igen, hvem de var, inden han begyndte at spørge om, hvor længe gruppen havde været der. Karin syntes, det var godt, at han ventede med at fortælle om kroppen og om hovedet, der var blevet fundet om morgenen. Indimellem havde den slags oplysninger en hæmmende effekt på folks evne til at svare på spørgsmål. I stedet for at fortælle forudsætningsløst begyndte folk at overveje og tolke, hvad andre havde sagt og gjort, sikkert i bedste mening, men resultatet plejede desværre ofte at adskille sig fra virkeligheden. ”Vi har tilladelse til at være her,” begyndte manden, inden Robert beroligede ham og forklarede, at det ikke drejede sig om det.

30

sjaelekisten_indh_repro.indd 30

09/09/10 12:19:55

”Hvad betyder laiv egentlig?” spurgte Robert så afvæbnende, han kunne. ”Det er et levende rollespil,” forklarede manden, der præsenterede sig som Grimner. Karin spekulerede på, om han virkelig hed sådan under alt det hår, eller om det var en form for kunstnernavn. ”Til at begynde med hed det LARP eller LIVE, men det blev misforstået. LARP står for Live Action Role Playing. Det er mere som en form for totalteater, men uden et færdigskrevet manuskript. Der står en arrangør bag, der har bestemt retningslinjerne for det pågældende scenarie. Det kan i virkeligheden handle om hvad som helst, altså et hvilket som helst tema. Det vilde vesten, skræk, krig eller i vores tilfælde en kombination af middelalder og mytologi. Folk, der vil være med, må henvende sig til arrangøren og forelægge deres rollebeskrivelse.” ”Rollebeskrivelse?” spurgte Karin og gøs. Der var køligt i skyggen af trækronerne. ”Du kan være heks, Casanova, alf, eller hvad du vil. Lad os sige, at du vil være en bondekone fra middelalderen. Så fremlægger du din karakter, det vil sige bondekonens baggrundshistorie, for arrangøren og forklarer, hvordan du bliver inddraget i eventyret, altså grunden til, at du skal være med som bondekone. Du skal også forklare, hvad du har tænkt dig at gøre, og hvordan din karakter udvikler sig undervejs. Derefter bestemmer arrangøren, om du passer ind i scenariet eller ej. Hvis du får et ja, skal du betale en sum for at tilmelde dig, der ofte dækker lejen for området, visse rekvisitter, transport, forsikringer og eventuelt mad.” ”Hvor frie hænder har karaktererne?” spurgte Karin. ”Ofte har arrangøren bestemt rollerne i scenariet, men du har som rollefigur ret stor frihed til selv at bestemme og tolke, hvordan din karakter handler i forskellige situationer. Hvis bondekonen eksempelvis skylder fogeden penge, men ingen har, når fogeden kommer for at hente dem, kan fogeden selv bestemme, om han vil straffe bondekonen eller give hende en dags respit til at skaffe dem. Bondekonen har også frihed til for eksempel at foreslå at betale in natura.”

31

sjaelekisten_indh_repro.indd 31

09/09/10 12:19:55

”Så arrangøren har egentlig ikke helt tjek på, hvad der kommer til at ske,” sagde Karin. ”Det kommer an på, hvor strengt det er styret, men nej, det er sandt. Man kan altid håbe på, at godheden vil vinde, men der er ingen garanti for, at det går sådan. Skæbnen bestemmer altid, hvordan en fortælling ender, præcis som i det virkelige liv.” ”Hvor godt kender de forskellige karakterer hinanden?” spurgte Robert. ”Det er også op til arrangøren. Du udgiver dig måske for at være bondekone, men i virkeligheden er du magiker. I så fald er det kun dig og arrangøren, der ved det.” ”Hvem arrangerer scenariet?” spurgte Karin. ”Arrangøren kan være en virksomhed, en forening eller en privatperson.” ”Og det her scenarie, hvem har arrangeret det?” ”Arrangøren hedder Esus. Jeg har ikke mødt ham eller hende, så jeg ved ikke meget mere end det. Vi har udelukkende haft kontakt via internettet alle sammen. En måned inden scenariet fik vi reglerne via e-mail.”

Det var først nu, Robert afslørede, hvorfor de var der. Grimner blegnede og strøg sig med den ene hånd over det lange skæg, inden han satte sig tungt på en mosbegroet træstub. ”Nogle af deltagerne var nødt til at rejse hjem i går, men kommer tilbage i dag,” sagde han. ”Kan du få fat i dem på nogen måde? Via mobil?” spurgte Robert. ”Mobil? Nej, nej. Vi har ingen mobiler med herud. Her findes der kun de ting, der også fandtes i middelalderen. Intet andet er tilladt. Vi kender ikke engang hinandens rigtige navne, kun navnene på vores karakterer.”

Karin funderede i sit stille sind over, om der fandtes nogen knive eller sværd, der var skarpe nok til at skære et hoved af med.

Det burde der vel have været i middelalderen. Hun vendte sig mod Grimner. ”Undskyld os et øjeblik.” Hun tog nogle skridt til siden. Robban fulgte med. ”Vi bliver nødt til at tale med alle her for at høre,

32

sjaelekisten_indh_repro.indd 32

09/09/10 12:19:55

hvad de har foretaget sig fra i går og frem til nu. Kvinderne har jo de samme, eller i hvert fald næsten de samme, kjoler på som vores offer. Desuden er jeg interesseret i at se deres værktøj, knive og sværd, og hvad de ellers har med sig. Og hvor bor de, for resten?

Sover de under de der udspændte stykker stof?” ”Det kommer til at tage sin tid at tale med alle,” tænkte Robert højt. ”Jeg kender en, der vil elske at høre mennesker sidde og redegøre for deres handlinger på gammelsvensk, eller hvad det nu er for noget, de taler her. Han burde være færdig med sin lægeundersøgelse nu.” Robban så begejstret ud. ”Vil du, eller skal jeg ringe til Folke?” ”Du må gerne ringe, jeg har trods alt ferie. Havde i al fald,” sagde Karin.

Mens Robban ringede til Folke, samlede Karin rollespillerne.

Forsigtigt og med så få detaljer som muligt fortalte hun, hvad der var sket, og bad dem derefter sætte sig et stykke fra hinanden og lade være med at diskutere det, hun lige havde fortalt. Af alle steder hun havde stået og talt med mennesker, var dette nok et af de mest mærkværdige, tænkte hun. Træernes grønne løv dannede et tag højt oppe over deres hoveder, der hvor de sad. Stedet var smukt og stille og stod i stærk kontrast til den voldsomme handling, der var blevet begået i nattens løb. ”Hvordan gik det til?” spurgte en kvinde med tjavset hår, der stak frem under en hætte. Karin kunne ikke lade være med at stirre på hendes tænder eller de huller, hvor hendes tænder burde have siddet. Hun kunne ikke afgøre, om der faktisk var tænder dér, overmalet med teatersminke, eller om kvinden ganske enkelt manglede dem.

Karin svarede forsigtigt, at de ikke vidste, hvad der var sket, og understregede, at det, de havde at fortælle, derfor var uhyre vigtigt.

Folke kom en time senere og begyndte at notere alles personnumre og redegørelser ned. Robban havde haft ret. Folke virkede, som om han trivedes i det miljø. Da der var to tilbage, gik Robert og Karin videre for at tale med personalet på Carlstens Fæstning, samt for at høre, om frisøren på Kyrkogatan havde set noget.

33

sjaelekisten_indh_repro.indd 33

09/09/10 12:19:55

Karin sad foran computeren på stationen og skrev politirapport.

Det var fredag aften, og Robert havde netop stillet en kop nybrygget kaffe foran hende på skrivebordet. ”Det er sygt nok at halshugge én. Men oven i købet at skære næsen af, hvorfor gør man sådan noget?” ”Et trofæ?” sagde Karin spørgende. ”Du mener, at nogen har taget næsen med sig? Af alt det, man skulle kunne fjerne, så er næsen vel ikke det nemmeste. En finger er vel enklere, men næsen? Det er jo virkelig sygt.” Robert rystede på hovedet. ”Så en finger er mindre sygt?” spurgte Karin. ”Nu var det ikke rigtig det, jeg mente, og så alligevel, en finger er mindre sygt, eller endnu bedre en hårlok.”

Roberts mobil ringede. ”Skuld,” sagde han og kradsede nogle ting ned på ydersiden af den kollegieblok, der lå på Karins skrivebord. ”Og det skulle være et navn?” Han takkede og lagde på. ”Jerker har fotograferet hovedet og tøjet, og Folke har talt med de sidste laiv-spillere. Kvinden ved Offerstenen kaldte sig åbenbart Skuld. Ifølge Folke er det navnet på en af de tre norner i den nordiske mytologi. Ingen kender kvindens rigtige identitet, så det er, hvad vi har indtil videre.” ”Skuld? Vi bliver nødt til at få mere styr på hendes rolle, måske søge på nettet og tjekke, om navnet eventuelt kan havde flere betydninger. Og oven i det gennemgå alle de andre laiv-spilleres karakterer, er du enig?” spurgte Karin. ”Måske, det kan jo under ingen omstændigheder skade. Folke skulle til at tale med dem, der er kommet tilbage.” ”Håber, de har noget at komme med, måske var nogen af dem endda sammen med kvinden i aftes eller noget lignende. Nu skal vi se … hvad har vi været igennem indtil nu? Udsigtsposten er ubemandet i dag, fæstningens personale har intet set, og frisøren har heller ikke noget at komme med,” sagde Karin, imens hun tastede et par linjer mere ind i sin rapport. ”Obduktionen kommer til at ske i morgen eller på søndag, så får vi forhåbentlig noget mere at gå efter … Hvad kan vi tjekke

34

sjaelekisten_indh_repro.indd 34

09/09/10 12:19:55

op på indtil da?” Hun fortsatte med at tilføje oplysninger i rapporten med hjælp fra sin notesbog. ”Jeg kan tjekke op på laiv og rollespil og sådan noget, hvis du har lyst til at undersøge Offerstenens historie,” sagde Robban.

Karin nikkede og læste det igennem, hun havde skrevet. Spørgsmålet var, om det var et tilfælde, at hovedet var blevet placeret i fru Wilsons have, eller om den gamle dame havde fjender?

Åkerström, Trollhättan, efteråret 1958 Han sad på hug over plasticspanden i hjørnet, da han hørte den velkendte lyd. Han trak hurtigt bukserne op og lagde en gulnet avis over den halvfulde spand. Låsen skramlede, da nøglen blev drejet rundt. Derefter hørtes en piben fra de rustne hængsler, da døren til kælderen blev åbnet. Han blinkede uvant mod lyset oppefra og forsøgte at få rede på, hvem silhuetten deroppe tilhørte.

Det var med blandede følelser, han så Elisabet og Stina komme ned ad kældertrappen. Elisabet havde en skoletaske på ryggen. Stina balancerede med en bakke. Mad. Han kastede sig over den kolde fisk og kartoflerne. Søstrene så på. Han drak mælken i store slurke.

Elisabet åbnede tasken og tog en læsebog frem. ”Jeg går i skole nu,” sagde hun med vigtig mine. ”Der lærer man at læse og skrive.” ”Og regne,” tilføjede Stina. ”Jeg skulle lige til at sige det. Regne.” Elisabet så opfordrende på ham. ”Hører du efter?”

Han nikkede. ”Ja, men så sig det da, din dumpap.” ”Jeg hører efter.” ”Hør her, for eksempel. Vi bor i Sverige som er et … afl… afla…”

35

sjaelekisten_indh_repro.indd 35

09/09/10 12:19:55

”Aflangt. Der står aflangt,” sagde han. ”Det ved jeg godt. Det er faktisk mig, der har lært dig at læse. Aflangt land.” Elisabet så irriteret på ham. ”Hvis du er så klog, kan du vel læse, hvad der står der.” Elisabet bladrede frem til en af de sidste sider i bogen, hvor de sværeste tekster fandtes. ”Sveriges klimazoner.” Han sagde det uden at tænke sig om.

Uden andet selskab end bøger havde han hurtigt lært sig selv at læse, efter at Elisabet havde lært ham alfabetet.

Elisabet stirrede på ham, inden hun rejste sig, rykkede bogen til sig og slog ham oven i hovedet med den, alt hvad hun kunne. Slaget ramte ham med fuld kraft over det højre øre, og han sank sammen på gulvet.

‫ﲂ‬

Karin havde sagt nej tak til et lift fra både Robert og Folke og havde i stedet taget bussen til Marstrand. Hun fiskede bogen Marstrands historia frem fra rygsækken. Hverken Offerlunden eller Offerstenen var malende skildret, bare ’… der findes dog stadig en del fortidslevn på stedet, og disse udgør et nok så talende bevis på, hvor virkelystne de ældste beboere på Marstrandsön var.

Frem for alt øens fornemmeste fortidige seværdighed, den store Offersten, der blev brugt til rituelle ofringer af det hedenske folk.’

Det blev anført, at stenen var svær at finde for en udefrakommende. Karin var ganske enig i, at stenen på ingen måde lå noget iøjnefaldende sted. ’Fortidsforskere, der har gransket stedet nøje, vurderer, at den huggede rille i stenens flade overside ledte blodet bort fra stenen under offerhøjtideligheder.’

Rillen til at lede blodet bort fungerede stadig, tænkte Karin og mindedes morgenens uhyggelige syn. Indimellem funderede hun over sit valg af erhverv, men hun var aldrig kommet på noget andet, der føltes halvt så meningsfyldt som det, hun gjorde.

Arbejdet var sjældent så enkelt eller smart, som tv-serierne an-

36

sjaelekisten_indh_repro.indd 36

09/09/10 12:19:55

tydede. Det handlede ofte om at tygge sig igennem bunker af informationer på få timer og kontrollere alle mulige oplysninger for til sidst at få øje på den vej, der skulle fortsættes ad. Karins interesse for historie plejede sammen med hendes livlige fantasi og indlevelsesevne at være yderst anvendelig. Mens Folke med sin evige regelrethed og Robban, der sjældent tog nogen forhastede beslutninger, tilførte soliditet og sund fornuft. De tre kollegaer arbejdede på helt forskellig vis, og indimellem var det irriterende, men ofte frugtbart til sidst.

Hun var helt fordybet i sine tanker, da hun mærkede en hånd på sin skulder. ”Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men er det ikke kriminalassistent Adler?”

Karin så op og genkendte manden. ”Men hej, Bruno! Du forstyrrer slet ikke. Tværtimod, slå dig ned, og vær sød at sige Karin.”

Bruno Malmer var en kendt figur i Marstrand. Han var i halvfjerdsårsalderen med tykt, hvidt hår og et vejrbidt ansigt. Han lignede en gal eller i hvert fald en lettere forvirret videnskabsmand, men de grå celler var der så sandelig intet i vejen med.

Ingen kunne slå ham, når det gjaldt marinarkæologi.

Bruno slog sig ned på sædet ved siden af hende. ”Har du båden liggende i Marstrand? Andante, var det ikke det, hun hed?” ”Jo, hun ligger i Blekebugten,” sagde Karin. ”Det glæder mig, at du kom tilbage til trods for alle genvordighederne i foråret. Hvem havde kunnet gætte det?” Han rystede på hovedet. ”Nej,” sagde Karin og tænkte, at Bruno nok ikke havde hørt om fundet i Offerlunden endnu. ”Marstrands historia af Eskil Olàn.” Bruno kiggede på bogen i Karins skød. ”Jeg forsøger at finde informationer om Offerstenen og Offerlunden, men det står ikke særlig meget.” ”Nej, det er sandt. Jeg spekulerer på, hvem du skal tale med.

Tryggve, måske? Nej, nu ved jeg det! ’Hak i Buh’,” sagde Bruno

37

sjaelekisten_indh_repro.indd 37

09/09/10 12:19:55

og smilede. ”Du ser vel Lindbloms indimellem? Tal med en af dem. Lycke, Martin eller Johan.” ”Hak i Buh?” Karin rystede på hovedet. Det havde været en større hjælp at få et rigtigt navn, men det kunne vel ikke være så svært at finde den pågældende person. De talte hele vejen, indtil Vinga Fyrs blink fejede frem fra vest, da bussen kørte over toppen af Instöbroen.

Klokken var blevet kvart i otte, da de steg af bussen ved endestationen i Marstrand. Bruno vinkede, da han gik.

Karin slængte rygsækken op på skuldrene og gik hen til den lille Coop. Hun tog distræt en kurv og begyndte at overveje, hvad hun skulle spise til frokost, eller snarere aftensmad. Artiskokker, det var længe siden. De så desuden vældig fine ud. Et stort eksemplar røg ned i kurven. Bedst som hun stod der blandt grøntsagerne, hørte hun et muntert udråb. ”Karin! Fedt at se dig igen!” Det var helt sikkert Lyckes stemme. Hendes søn, Walter, kom løbende bag hende. Da han fik øje på Karin, udstødte han et skrig og snoede sig rundt om hendes ben. Karin bøjede sig ned og gav ham et kram. ”Unge herre, hvad laver du dog oppe så sent?” spurgte hun Walter. ”Hjælper mor. Jeg er en stor dreng.” Han nikkede, da han sagde det. ”Javist.” Lycke himlede med øjnene og sukkede. ”Alting går så meget hurtigere, når min lille assistent er med ude at handle.

Hvor gjorde du for resten af kurven, Walter?” ”Derhenne.” Walter pegede, og det lykkedes lige akkurat Lycke at nå frem og få kurven af vejen for en dame med mørkt pagehår og en dueblå jakke. Damen stirrede irriteret på Lycke. ”Sommerkællinger,” hvæsede Lycke til Karin. ”Tror, de ejer stedet. Førhen forsvandt alle i august, men nu om dage bliver de til langt ind i efteråret.”

Lycke så på den ensomme artiskok i Karins indkøbskurv. ”Den slanke linje, eller?” spurgte hun spøgefuldt. ”Snarere at jeg endnu ikke har fundet ud af, hvad jeg har lyst til at spise til aftensmad,” svarede Karin.

38

sjaelekisten_indh_repro.indd 38

09/09/10 12:19:55

”Tag med hjem og spis hos os. Maden er færdig lige om lidt. Jeg er bare nede for at handle nogle småting, Martin havde glemt.” ”Nja, jeg ved ikke …” begyndte Karin, mest af alt fordi hun ikke ville trænge sig på hos familien Lindblom. ”Hold da op, det ville være superhyggeligt. Kom nu med, og fortæl, hvordan sommeren er gået!” ”Jeg kommer ikke til at forstyrre fredagshyggen?” spurgte Karin. ”Martin har haft så meget at se til på arbejdet på det sidste, at han plejer at falde i søvn i sofaen, før fredagsfilmen starter klokken ni. Jeg ville sætte pris på vågent selskab.” ”I så fald går jeg gerne med. Hvis det eneste krav er at holde sig vågen, så er jeg mand for det.” ”Halløj da!” sagde Karin, da hun kom inden for døren hos Lycke og Martin på Fyrmästargången. ”Her er der da sket en hel del siden sidst. Hvor er det blevet fint!” Karin så sig om i den hyggelige glasveranda, der fungerede som entré. Den var nu beklædt med stengulv, og væggene havde fået monteret et gammeldags, højt træpanel malet i en lysegul farve. ”Martin brugte tre af sine ferieuger på huset,” forklarede Lycke. ”Hej med dig, hvor hyggeligt at se dig igen,” sagde Martin, der kom ud fra køkkenet iført et forklæde og forsøgte at skjule for Walter, at han tyggede på noget. Karin fik et stort kram. ”Velkommen til vores næsten færdige hus.” ”Næsten færdige hus er vel nok lidt optimistisk,” sagde Lycke, inden hun spurgte sin mand, hvad han tyggede på. ”Chips, jeg fandt en hel pose længst inde i fadeburet. Vidste du, at der lå en pose der?” spurgte Martin og så på Lycke. ”Jeg vil også have chips, far,” sagde Walter. ”Vovhunden med.”

Han holdt legetøjshunden op, der havde været med i supermarkedet. ”Flot,” sagde Lycke. ”Det er faktisk fredag,” sagde Martin og tog sønnen og legetøjshunden op. ”Kom, lad os kigge på det, Walter. Men vi

39

sjaelekisten_indh_repro.indd 39

09/09/10 12:19:55

skal nok skjule det lidt for mor.” Martin lagde fingeren over læben. ”Shh, sig ikke noget.” Walter fnisede fornøjet, da de fór af sted. ”Den mand er sygeligt glad for chips. Jeg bliver konstant nødt til at finde på nye gemmesteder.”

Walter stod på en skammel i køkkenet med en lille skål chips foran sig og var ved at massakrere agurken til salaten med en sløv kniv. Martin tog en papvin frem og hældte hvidvin op i en karaffel. Han rakte Karin og Lycke hvert sit glas. ”Skål, og superhyggeligt at se dig igen,” sagde Lycke. ”Nu bliver du nødt til at fortælle, hvad du har lavet hele sommeren. Er du lige ankommet til Marstrand?”

Karin skulle lige til at fortælle, da det bankede på døren. Et muntert ”Hallo” hørtes, inden Martins bror Johan trådte ind. ”Heldigt, at vi ikke har nogen sovende børn,” sagde Lycke. ”Åh for helvede, jeg tænkte ikke lige på Walter …” begyndte Johan, der livede op, da han fik øje på Karin. ”Det er okay, han er faktisk vågen,” sagde Lycke. ”Farbror Johan!” Walter kastede sig om halsen på Johan, der var ved at gå omkuld, som han sad der på hug og var ved at tage skoene af. Han stoppede gladelig det agurkestykke, Walter tilbød ham, i munden uden så meget som at stille spørgsmålstegn ved, hvor det havde været før. ”Hej, Karin! Jeg så båden. Har du været her længe?” Johan tog sin jakke af og hængte den op, inden han gik hen og gav først Karin og derefter Lycke et kram. ”Vi har lige stillet samme spørgsmål, men måske vi kan sætte os, inden vi fortsætter med at snakke,” sagde Martin.

Lycke dækkede op med tallerkner og hentede bestik. Martin tog fiskegratinen ud af ovnen og stillede den rygende varme anretning på bordet. ”Fiskegratin, så føles det ligesom efterår,” sagde Johan. ”Jeg synes, at det er hyggeligt med lidt mørkere aftener. Levende lys, og så har man en grund til at tænde op i pejsen,” sagde Lycke og stillede en trearmet lysestage i tin på bordets ternede dug. Johan nikkende bifaldende mod lysestagen.

40

sjaelekisten_indh_repro.indd 40

09/09/10 12:19:55

”Vi har fået den af Johan,” afslørede Lycke. ”Formodentlig vores hjems dyreste genstand.”

Johan kiggede på Karin tværs over bordet. ”Skål, mine skønne damer.”

Karin skålede og følte, hvordan hun slappede af igen. Overgangen fra ferie til arbejde havde været usædvanlig hurtig. Det var dejligt at sætte sig ved et dækket bord og få god, hjemmelavet mad og god vin og forsøge at fordøje dagens indtryk. ”Okay, Karin, business or pleasure?” spurgte Johan.

“Da jeg lagde til i aftes, troede jeg, at det var pleasure, men …”

Hun tav.

“Jeg har faktisk allerede hørt om den der stakkels kvinde, I har fundet. Jeg hentede Walter i børnehaven, og en af lærerinderne bor på samme gade som fru Wilson.” Martin lød næsten undskyldende, da han sagde det. ”Hvad for noget?” sagde Lycke. ”Jeg kommer endda direkte fra sladderens centrum og har ikke hørt noget som helst.” ”Coop-butikken,” tilføjede hun, da hun så Karins spørgende blik. ”Der er blevet fundet en krop i Offerlunden,” sagde Martin. ”Uden hoved. Hovedet blev nemlig fundet i Perlen, fru Wilsons have.” ”Åh gud, er det sandt? Undskyld, Karin, du må vel egentlig ikke tale om det her?” spurgte Lycke og samlede gaflen op, hun havde tabt på gulvet. ”Ingen grund til at benægte det. Det var en skoleklasse, der fandt kroppen.” Karin tænkte på de stakkels klasselærere, hvis mobiler ikke ville holde op med at ringe. ”Passer det, at hun lå på Offerstenen?” spurgte Martin. ”Jeg har faktisk brug for lidt hjælp,” sagde Karin uden at svare på spørgsmålet direkte. ”Offerlunden og Offerstenen. Jeg forsøger at finde noget historik om stederne, men jeg har ikke kunnet finde særlig meget.” ”Jeg tror ikke, at man ved så meget om den sten,” sagde Johan. ”Jeg mødte farbror Bruno i bussen på vej hjem fra byen,” fortsatte Karin.

41

sjaelekisten_indh_repro.indd 41

09/09/10 12:19:55

”Byen?” spurgte Lycke. ”Nu må du til at lære dig, at byen ikke betyder Göteborg herude. Herude er byen de femoghalvfjerds meter fra bussens vendeplads ved færgen og hen til Coop.”

Karin lo. Det føltes befriende, og hun kom til at tænke på, at hun ikke havde grinet hele dagen. ”Havde farbror Bruno nogen ideer om, hvem du kunne tale med?” spurgte Johan. ”En, der bliver kaldt Hak i Buh. Han sagde desuden, at I måske kunne formidle kontakten. Er det en, I kender?”

Martin begyndte at grine. ”Jo, det kan man godt sige. Jeg kan tale med ham, hvis du vil have det. En del af gutterne herude er lidt specielle. Eller hvad siger du, brormand?” sagde Martin. ”Rolig nu! Jeg ville mene, at han ikke er så slem, som folk siger,” sagde Johan, inden han rejste sig og lagde et tæppe over Walter, der var faldet i søvn på slagbænken. ”Det lyder jo ikke ligefrem betryggende,” sagde Karin.

Martins smil gik fra det ene øre til det andet. ”Hak i Buh, intet mindre. Husk at spørge ham, hvordan han fik det navn.” ”Medmindre I kan fortælle mig det,” sagde Karin. ”Nej, nej, lidt må du altså gøre selv,” smilede Martin og stillede en nybagt æbletærte frem og en lille keramikkande med vanillesovs.

Lycke rystede bare på hovedet, mens hun stod ved kaffemaskinen i fuld gang med at skumme mælk til den tredje og næstsidste latte. ”Godt så, okay,” sagde Karin. ”Måske jeg alligevel kan have lidt nytte af jer. Skoven, der kaldes Sankt Eriks Park. Der er et middelalderligt selskab, der camperer der lige nu.” ”Det er vi derimod ikke gået glip af. Diskussionerne er gået højt, skal du vide,” sagde Martin. ”Om hvad?” spurgte Karin. ”De ville i første omgang leje fæstningen, men fik nej. I stedet lod kommunen dem få adgang til Sankt Eriks Park. Der har været en vældig ballade om det. Fru Wilson var i den grad modstander af det, da hun mener, at det er et kulturhistorisk haveanlæg.”

42

sjaelekisten_indh_repro.indd 42

09/09/10 12:19:55

”Et hvad?” sagde Johan. ”Jeg vidste ikke en gang, at der fandtes sådan en betegnelse.” ”Det gør der sikkert heller ikke,” sagde Martin. ”Hun har formentlig fundet på den selv.” ”Kan du huske, da vi var yngre og overnattede i grotten?” spurgte Johan og så på sin bror. ”Hvilken grotte?” spurgte Lycke. ”I parken helt ude på venstre side bag en masse stenblokke findes der en grotte i klippen. Ret stor. Da vi var yngre, var Martin og jeg spejdere, og en gang om året overnattede vi inde i grotten.”

Johan tav og så ud, som om han spekulerede på noget, inden han fortsatte. ”Var I i Sankt Eriks Park i dag?” spurgte han. ”Det ved man aldrig,” sagde Karin undvigende.

Det var en hårfin balance ikke at sige for meget. På den ene side var hun trods alt midt i en efterforskning og vidste endnu ikke, hvem der kunne være involveret. På den anden side sad hun lige nu blandt venner, der måske kunne hjælpe hende. ”Jo,” sagde hun til sidst og følte sig lidt fjollet over ikke at have sagt det med det samme. ”Vi var i parken og talte med det middelalderlige selskab, eller ’laiv-spillerne’, som de kalder sig.” ”Gik I langs vandet eller ad stien over klippen?” ”Langs vandet. Jeg vidste ikke, at der var en sti over klippen,” sagde Karin overrasket og stillede sit vinglas fra sig. ”Jo,” sagde Johan. ”Der går faktisk en sti mellem Offerlunden og Sankt Eriks Park. Man kommer derned via en stentrappe præcis ved den store grotte.”

Karin funderede. En sti. Det betød jo, at turen fra laiv-spillerne i Sankt Eriks Park og hen til Offerstenen blev betydelig kortere. Desuden var det vel begrænset, hvor mange mennesker der gik der, især om natten. For den, der havde noget at skjule og ikke ville blive set, var det en ret god vej at tage.

En time efter midnat takkede Karin for godt selskab og gik ad Idrottsgatan ned til Blekebugten. Det var køligt i luften, og Karin gøs i den alt for tynde trøje. Efteråret var på vej, det kunne man

43

sjaelekisten_indh_repro.indd 43

09/09/10 12:19:55

tydeligt mærke om aftenen. Stjernerne blinkede klart fra den sorte nattehimmel. I nogle af husene på Marstrandsön på den anden side af det lille sund lyste det fra vinduerne, men i de fleste var lyset slukket. Sommergæsterne var taget hjem, på nær damen med den dueblå jakke i Coop, tænkte Karin.

Et ældre par kom gående ad Fredrik Bagges Gata og drejede op ad Bergsgatan. De lo lige så stille og virkede umiddelbart tilfredse med verden omkring dem. Karin ville gerne vide, om de havde kendt hinanden længe. Skulle hun gætte, ville hun tro, at de havde mødt hinanden, da de begge var unge og straks vidste, at de var ment for hinanden. Sådan gik det jo for en del mennesker.

Bare ikke for hende. Hun havde stoppet forholdet til Göran af en grund, og det var kort fortalt, at det aldrig ville fungere mellem dem i det lange løb. Karin gik med hurtige skridt hen over parkeringspladsen ved Blekebugtens strand. Rosenplanterne havde stadig grønne blade, mens den store birks løv var begyndt at blive gult og falde til jorden.

Længst ude på den lange flydebro lå Andante og ventede på hende. Bådehavnen på denne side af sundet var stille og rolig, til trods for at det var fredag aften. Her havde de bofaste deres pladser, og gæstende både plejede i første omgang at lægge til i havnen på Marstrandsön. Der var morild i vandet, og en selvlysende kontur blev dannet rundt om alt, der befandt sig i vandet og rørte på sig. Tovværk, bøjer og fendere blev dyppet, bådene gyngede. Smukt, ja, romantisk. Irriteret skubbede hun tanken fra sig og gik om bord. Andantes gedigne deplacement på otte ton gjorde, at båden ikke gyngede under hendes vægt. Den rørte sig overhovedet ikke. ”Hej, jeg er hjemme igen,” sagde hun stille og lagde hånden mod ståldækket, inden hun bevægede sig ned i cockpittet.

Teakdørken knirkede lidt under hendes fødder, og lænsepumpen gurglede, som for at byde hende velkommen. Hun strakte hånden frem mod hængelåsen, men i stedet for at låse op blev hun stående og så sig omkring. Saltvandet var stille og reflekterede stjernerne i skyerne i forsigtige og knap mærkbare bølgebevægelser. ”Havet ia,” som folk fra Bohuslän sagde. Et udtryk, der

44

sjaelekisten_indh_repro.indd 44

09/09/10 12:19:55

lød beroligende. Jeg er rig, tænkte hun, når hun så på havet og omgivelserne – de smukke træhuse på Marstrandsön og de røde bådehuse, der var placeret på Blekebugtens grå klipper på den modsatte side af sundet.

Hun løftede nedgangslugen af og kravlede ned ad træstigen.

Den svage, diskrete lugt af diesel omgav hende. Der var noget særligt ved duften om bord på Andante. Dette var hendes hjem, hendes element. Her var hun hel og mest af alt Karin.

Hun rakte ud efter fjernkontrollen til musikanlægget. Tonerne af Taubes ’Sjösala vals’, hvor ternen har fået unger og dykker i vigen, strømmede ud af højtalerne på det indbyggede bilanlæg.

Selvom den gode Rönnerdahl lå på østkysten og visen foregik om foråret, genkendte Karin det. Dette var hendes vig, eller tværtimod, det var hende, der hørte til vigen og klipperne.

Hun tændte petroleumslampen over navigationsbordet. Selvom klokken var mange, fandt hun den bærbare computer frem, der havde ligget pakket væk i skabet hele sommeren, og puttede cdrom’en med teksten ’Husene på Marstrandsön, version 2004’ i.

Efter at have læst om arbejdet med at indsamle materialet om ejendommene kom hun til gaderegisteret. Ifølge optegnelserne boede fru Wilson på Hospitalsgatan 7. Karin klikkede og fik et billede frem af huset. Det stemte, hun genkendte det, især grunden, der var så speciel. Yderligere et klik førte hende til listen over de tidligere ejere. Huset var gammelt, et af øens ældste.

Det var bygget tidligt i 1700-tallet, efter at den tidligere ejendom brændte ned i 1671. Allerede i 1600-tallet havde der altså ligget et hus der, tænkte Karin.

Hospitalsgatan 7

1685 1701

Ubeboet grund. køber K. Petter Ahlgren grunden af byen og bygger et hus bestående af to værelser og et køkken.

Der stod intet om, hvem K. Petter Ahlgren var, eller hvad hans arbejde havde været.

45

sjaelekisten_indh_repro.indd 45

09/09/10 12:19:55

1733 1775

overtager sønnen Inge, der er ffiifisker, huset. Der bygges en overetage, forældrene bliver boende i stueetagen.

Kro i stueetagen.

Optegnelserne skabte næsten flere spørgsmål, end de gav svar.

Karin kiggede på de tidligere ejere og springet til, at huset pludselig blev kro. Hvad var der sket derimellem?

1801 1813 1881 1913 1918 1930 1965

Byvægter Hugo Hedén.

Dommer Pettersson.

Lindbergs Isenkram, diverse handel.

Himler Wångdahl, urtekræmmer.

Frøken Gerda Tomasson, delikatesseforretning.

Skomager Jönsson. Han og hans hustru døde af kulmonoxidforgiftning i 1965.

Datteren Eva med familie overtager huset.

Kulmonoxidforgiftning, tænkte Karin. Hvad pokker er det for noget? Kulmonoxid? Hun skrev det ned i sin notesbog. Når hun fik tid, ville hun spørge retsmedicineren om, hvad det indebar.

1966 1983

Advokat Wirén med familie har huset som sommerbolig.

George Wilson med den svenskfødte hustru Helny køber huset efter at have solgt sin planteskole i Southampton, England. Den lille gård på husets bagside består af et betonelement, som skjuler et vandreservoir, der helt sikkert har haft betydning for vandforsyningen i området. Vandet fra tagrenderne bliver stadig ledt ned i reservoiret, der indeholderfl flere kubikmeter vand.fl

Så huset havde været i familien Wilsons eje lige siden, tænkte Karin, inden hun klikkede sig videre. Hun læste om nogle af de andre huse og betragtede de billeder, der var af hver ejendom.

Historierne var lige så varierende som underholdende. Som sildeeksportør Qvirists hus på Kvarngatan, for eksempel. ’Huset på Kvarngatan 6 blev bygget i år 1891 af sildeeksportør

46

sjaelekisten_indh_repro.indd 46

09/09/10 12:19:55

Qvirist, der skulle bruge det som bolig til sine arbejdere inden for sildeindustrien. Men han er uvenner med naboen Karl Olsson, Pyttekalle, og bygger huset, så dennes udsigt forsvinder helt.

Pyttekalle hævner sig, ved at Qvirist forhindres i at have vinduer mod nabogrunden, og endnu i dag har huset ingen vinduer mod syd.’

Karin smilede. En ting der slog hende, var, at fru Wilsons hus havde haft mange ejere, og at ingen af slægterne havde ejet ejendommen særlig længe.

Hun slukkede for computeren uden at lægge mærke til kvarterets gådefulde navn: Heksen.

47

sjaelekisten_indh_repro.indd 47

09/09/10 12:19:55