Punktum Mytteri - læseprøve

Punktum-Mytteri.indd 1

19-04-2010 14:59:23

Punktum-Mytteri.indd 2

19-04-2010 14:59:23

Joh n Boy n e

En rom a n om

H MS B oun t ys

s k ĂŚ b n e s va n g r e r e js e

PĂĽ dansk ved Lars Rosenkvist

Forlaget Punktum

Punktum-Mytteri.indd 3

19-04-2010 14:59:23

– en roman om HMS Bountys skæbnesvangre rejse Copyright © 2008 John Boyne Copyright dansk udgave © 2010: Forlaget Punktum Originaltitel: Mutiny on the Bounty First published by Doubleday, an imprint of Transworld Publishers Oversat af Lars Rosenkvist Omslag: Nic Oxby Bogen er sat med ITC Giovanni hos Pamperin & Bech og trykt hos Norhaven A/S Denne bog er fiktion, og bortset fra historiske fakta er enhver lighed med virkelige personer, levende eller døde, helt tilfældig.

ISBN: 978-87-92621-08-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark, 2010 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Tak til Ireland Literature Exchange for økonomisk støtte til oversættelsen af denne bog.

Forlaget Punktum Ny Østergade 10, 2. th.

1101 København K www.forlagetpunktum.dk

Punktum-Mytteri.indd 4

19-04-2010 14:59:23

Til Con

Punktum-Mytteri.indd 5

19-04-2010 14:59:23

Punktum-Mytteri.indd 6

19-04-2010 14:59:24

Indhold 1. del T I L B U DDET 9 2. del RE J SEN 45 3. del ØEN 201 4. del B A L J EN 307 5. del T I L B AGE 415

Punktum-Mytteri.indd 7

19-04-2010 14:59:24

Punktum-Mytteri.indd 8

19-04-2010 14:59:24

1. de l

Tilbuddet

P o r t s m o u t h , 2 3.

Punktum-Mytteri.indd 9

december

1787

19-04-2010 14:59:24

1 DER VAR ENGANG EN F I N HERRE , en høj fyr med en lidt overlegen holdning, der yndede at komme ned på markedet i Portsmouth den første søndag i hver måned for at fylde sit bibliotek op.

Jeg blev først opmærksom på ham på grund af den vogn, hans kusk kørte ham i. Den var holdt i den mørkeste sorte farve, man kan tænke sig, men på taget var den spættet af en række sølvstjerner, som havde han en interesse i en verden uden for vor egen. Han tilbragte altid en stor del af formiddagen med at gå på opdagelse i de bogkasser, der var stillet ud foran butikkerne, eller han lod fingrene løbe langs bøgernes rygge på hylderne indenfor, trak nogle af dem ud for at kaste et blik på ordene i dem og vejede andre i hænderne, mens han undersøgte indbindingen. Jeg tør sværge på, at han var lige ved at lugte til blækket på siderne, så tæt kom han på dem. Nogle gange tog han derfra med kassevis af bøger, der måtte surres fast på taget af hans vogn med en stump hampereb, så de ikke faldt af. Andre gange måtte han prise sig lykkelig, hvis han fandt et enkelt bind, som interesserede ham. Og mens han således søgte efter lejligheder til at lette sin tegnebog med sine indkøb, søgte jeg efter muligheder for at lette hans lommer for hans ejendele, for dengang var det min levevej. Eller i hvert fald en af dem. Jeg fik af og til nogle lommetørklæder fra ham, og en pige jeg kendte, Floss Mackey, pillede monogrammet MZ ud for en kvartpenny, så jeg kunne sælge dem videre til en vaskekone for en penny, og hun ville så på sin side finde en køber til dem og skaffe sig et net udbytte, som kunne holde hende med gin og saltmad. Andre gange lagde han sin hat på en kærre uden for en klædesforretning, og det lykkedes mig at få fat på den og sælge den for en pose marmorkugler og fjeren af en krage. Jeg forsøgte ved flere lejligheder at få fat i hans tegnebog, men han holdt den tæt ind til livet, som fine herrer gør, og da jeg så den dukke frem for at betale boghandleren, kunne jeg se, at 10

Punktum-Mytteri.indd 10

19-04-2010 14:59:24

han var en mand, der holdt af at have sine penge på sig, og jeg besluttede, at de en dag skulle blive mine.

Jeg nævner ham her i begyndelsen af denne beretning for at kunne fortælle om en begivenhed, der udspillede sig en sådan søndag morgen på markedet, da luften var usædvanligt varm for juletiden, og gaderne usædvanligt stille. Jeg var noget skuffet over, at der ikke var flere fine herrer og fruer på indkøb, da jeg så frem til en særlig frokost for at markere Jesu fødsel to dage senere og behøvede et par shilling til at betale for den. Men dér var han så, min særlige fine herre, klædt i sin fineste stads og med en duft af kølnervand, og jeg lurede i baggrunden og ventede på det øjeblik, jeg kunne slå til. Normalt ville det have krævet en flok elefanter i løb gennem markedet at aflede hans opmærksomhed, men denne decembermorgen fandt han anledning til at kaste et blik i min retning, og et øjeblik troede jeg, at han havde gennemskuet mig, og at jeg var færdig, selv om jeg endnu ikke havde begået min udåd.

“God morgen, min dreng,” sagde han, tog brillerne af og kiggede over på mig med et lille smil og en skidtvigtig mine. “En smuk morgen, ikke sandt?”

“Hvis man holder af sol ved juletid, hvilket jeg ikke gør,” sagde jeg sådan hen i vejret.

Den fine herre tænkte lidt over dette og kneb så øjnene sammen, lagde hovedet lidt på skrå og kiggede op og ned ad mig. “Tja, det er jo også et svar,” sagde han og lød, som om han ikke var sikker på, om han var enig eller ej. “Du så måske hellere, at det sneede, hvad? Det gør drenge jo som regel.”

“Drenge, måske,” svarede jeg og rettede mig op i fuld højde, hvilket ikke var nær så højt som den fine herre, men dog højere end mange.

“Men ikke mænd.”

Han smilede lidt og betragtede mig nærmere. “Jeg undskylder,” sagde han, og jeg syntes, jeg kunne høre en svag accent. Fransk, måske, selv om han skjulte det godt, hvilket også kun var rimeligt. “Jeg havde ikke til hensigt at fornærme Dem. De er tydeligvis af en ærværdig alder.”

“Det er helt i orden,” sagde jeg og bukkede let. Jeg var fyldt 14 ved solhverv to dage tidligere og havde besluttet mig for, at jeg ikke længere ville finde mig i at blive talt ned til fra nogen.

11

Punktum-Mytteri.indd 11

19-04-2010 14:59:24

“Jeg har set Dem her før, ikke sandt?” spurgte han så, og jeg overvejede at gå min vej uden at svare, da jeg hverken havde tid eller lyst til at indlede en samtale, men jeg blev stående. Hvis han var fransk, som jeg troede, så var det her mit sted, og ikke hans. Altså, fordi jeg er engelsk, mener jeg.

“Kan gerne være,” sagde jeg. “Jeg bor ikke så langt herfra.”

“Og turde jeg spørge, om jeg har æren af at tale med en ligesindet ynder af de fine kunster?” fortsatte han. Jeg grundede lidt over det, pirkede til hans ord som til kødet på et ben og stak tungen ind i hjørnet af munden, så den bulede ud på den måde, der får Jenny Dunston til at kalde mig vanskabt og lige til at sende til hesteslagteren. Det er nu en særegen ting ved fine herrer, de bruger aldrig fem ord, hvor de kan slippe af sted med halvtreds. “Det er måske kærlighed til litteraturen, der bringer Dem hertil?” spurgte han så, og jeg tænkte fanden tage det og var på nippet til at udstøde en ed og dreje om på hælen for at finde mig et andet lommedyr, da han slap denne kolossale latter løs, som om jeg var en eller anden noksagt, og han øgede lydstyrken og så over mod mig. “Kan du lide bøger?” sagde han endelig og kom direkte til sagen. “Kan du lide at læse?”

“Ja,” indrømmede jeg og tænkte efter. “Selv om jeg sjældent har nogen bøger at læse.”

“Nej, det kan jeg forestille mig,” sagde han stille og betragtede mit tøj, sådan op og ned, og jeg tænker, at han ud fra de noget sammenstykkede klæder, jeg havde på, kunne udlede, at jeg ikke var velsignet med overvældende mange penge lige for øjeblikket. “Men en ung knøs som dig burde altid have adgang til bøger. De beriger ånden, skal jeg sige dig. De rejser spørgsmål om universet og hjælper os til lidt bedre at forstå vores plads i det.”

Jeg nikkede og så væk. Jeg havde ikke sådan for vane at give mig i kast med samtaler med fine herrer, og jeg havde sandt for dyden ikke tænkt mig at begynde på en morgen som denne.

“Jeg spørger kun …” fortsatte han, som om han var ærkebiskop af Canterbury og i færd med at prædike for en menighed på en enkelt person, men ikke havde tænkt sig at lade sig gå på af manglen på tilhørere. “Jeg spørger kun, fordi jeg føler mig overbevist om, at jeg har set dig her før. På markedet, mener jeg. Og ikke mindst her ved 12

Punktum-Mytteri.indd 12

19-04-2010 14:59:24

bogkasserne. Og jeg nærer tilfældigvis stor agtelse for unge læsere. Min egen nevø, for nu at tage ham – jeg kan ikke få ham til at åbne en bog eller blot så meget som kaste et blik på omslaget.”

Det var sandt, at bogkasserne var det område, hvor jeg sædvanligvis drev mit hverv, men kun fordi det var et godt sted at fange et lommedyr, det var det hele, for hvem har ellers råd til at købe bøger – det er kun for dem med penge. Men selv om der ikke var tale om en anklage, gjorde hans spørgsmål mig lidt knotten, så jeg besluttede, at jeg ville spille med en tid og så se, om jeg kunne dreje ham en knap.

“Nå, men jeg kan altså godt lide en god historie,” sagde jeg så, gned hænderne mod hinanden og lød sgu som selveste hertugen af Devonshires duksedreng af en søn, stadset op i sit søndagstøj med rene ører og polerede tænder. “Det gør jeg skam. Faktisk har jeg tænkt mig at besøge Kina en skønne dag, hvis mine nuværende gøremål tillader mig at afse tiden.”

“Kina?” sagde den fine herre og kiggede indgående på mig, som havde jeg tyve hoveder. “Ja, undskyld, men sagde du Kina?”

“Det gjorde jeg rigtignok,” svarede jeg og bukkede let for ham, idet jeg et øjeblik forestillede mig, at han måske ville hyre mig som sin dreng og holde mig med fint kluns, hvis han troede, jeg var belæst.

Det ville være noget af en forandring for mig, selvfølgelig, men måske ikke af den ubehagelige slags.

Han blev ved med at kigge, og jeg overvejede, om jeg var gået galt i byen, for han virkede temmelig forvirret over det, jeg havde sagt. Men hvis sandheden skal frem, havde hr. Lewis – altså ham, der tog sig af mig dengang, og i hvis etablissement jeg havde boet lige så længe, jeg kunne huske – kun givet mig to bøger i hele mit liv, og de udspillede sig tilfældigvis begge to i dette fjerne land. Den første handlede om en mand, der var sejlet dertil i et gammelt, rustent badekar, blot for at blive udsat for en hel masse opgaver af selveste kejseren, før han fik lov til at gifte sig med hans datter. Den anden var en vovet historie med billeder i, og hr. Lewis viste mig den fra tid til anden og spurgte mig, om den satte noget i gang i mig.

“Faktisk, sir,” sagde jeg så og trådte hen imod ham, mens jeg kiggede på hans lommer for at se, om der var et løst lommetørklæde eller to, der stak op og søgte friheden og en ny ejer, “hvis jeg må være så 13

Punktum-Mytteri.indd 13

19-04-2010 14:59:24

fri, så har jeg et ønske om selv at skrive bøger, når jeg engang er blevet noget ældre.”

“Skrive bøger,” sagde han leende, og jeg standsede op med et ansigt som hugget i granit. Fine herrer som ham, det er sådan, de opfører sig. De virker venlige nok, når de taler til en, men prøv engang at give udtryk for et ønske om at blive til noget, måske en fin herre selv en skønne dag, og de regner dig for at være et fjols.

“Ja, undskyld,” sagde han så, idet han bemærkede det misbilligende udtryk i mit ansigt. “Det var ikke min mening at gøre nar, kan jeg forsikre dig. Jeg bifalder skam din ambition. De overraskede mig blot, det er alt. Skrive bøger,” gentog han, da jeg ikke svarede og således hverken accepterede eller afviste hans undskyldning, “jamen, jeg vil ønske dig held til, hr. –?”

“Turnstile, sir,” sagde jeg og bukkede let af gammel vane – en vane, jeg i øvrigt agtede at gøre op med, vil jeg gerne tilføje, for min ryg havde lige så lidt brug for denne øvelse, som gentlemen havde brug for smigeren, “John Jacob Turnstile.”

“Så vil jeg ønske dig held til, hr. John Jacob Turnstile,” sagde han med noget, der kunne lyde som et elskværdigt tonefald. “For kunsten er en prisværdig stræben for enhver ung mand, der ønsker at komme frem i verden. Faktisk har jeg viet mit eget liv til at studere og støtte den. Jeg indrømmer gerne, at jeg har været bibliofil lige fra fødslen, og det har beriget mit liv og mine aftner med det mest udsøgte selskab. Verden har brug for gode historiefortællere, og måske vil du blive en af dem, hvis du forfølger dine mål. Er De bekendt med skriftsproget?” spurgte han og drejede hovedet let til siden som en skolelærer, der afventer svar.

“A, B, C,” sagde jeg i så afmålt en tone, jeg formåede. “Efterfulgt af D og så videre hele vejen til Å.”

“Og du har en rimelig håndskrift?”

“Ham, der har opsynet med mig, siger, at mine bogstaver minder ham om hans mors, og hun var amme.”

“Jamen, så vil jeg foreslå, at du anskaffer dig så meget papir og blæk, som du har råd til, unge mand,” sagde den fine herre. “Og så kaster du dig ud i det med det samme, for det er en langsommelig kunstart, der kræver megen koncentration og redigering. Du håber at skaffe dig en levevej på denne vis, antager jeg?”

14

Punktum-Mytteri.indd 14

19-04-2010 14:59:24

“Det gør jeg, ja,” sagde jeg … og så skete det mærkelige! Jeg opdagede, at jeg ikke længere gjorde nar af ham, men at jeg i mine egne tanker tværtimod overvejede, hvor fint dette vitterligt ville være. For jeg havde nydt de historier, som jeg havde læst om Kina, og jeg brugte faktisk det meste af min tid ved bogkasserne på markedet, selv om enhver vidste, at lommedyrene i højere grad opholdt sig ved klædesbutikkerne og udskænkningsstederne.

Den fine herre syntes nu at være færdig med mig, og han havde igen anbragt sine briller på næsen, men inden han vendte sig, dristede jeg mig til at stille ham et spørgsmål.

“Sir,” sagde jeg, og nervøsiteten kunne nu høres i min stemme, selv om jeg forsøgte at få kontrol over den ved at gøre den dybere. “Sir, med forlov?”

“Ja?” sagde han.

“Hvis jeg skulle gå hen og skrive bøger,” sagde jeg og valgte mine ord med omhu, for jeg ønskede et fornuftigt svar fra ham. “Hvis jeg ville forsøge mig med noget sådant, altså fordi jeg skriver pænt og dannet, hvor skulle jeg så begynde?”

Den fine herre lo lidt og trak så på skulderen. “Tja, jeg har aldrig selv haft en kunstnerisk åre, det indrømmer jeg gerne,” svarede han endelig. “Jeg er snarere en velynder end en kunstner. Men hvis jeg skulle fortælle en historie, så ville jeg vel forsøge at finde frem til den allerførste begivenhed, det ene punkt i historien, der sætter hele fortællingen i skred. Jeg ville finde det øjeblik og så begynde min historie derfra.”

Så nikkede han og afsluttede samtalen og vendte tilbage til sine gøremål, og overlod mig til mine egne tanker.

Den allerførste begivenhed. Det øjeblik, der sætter hele fortællingen i skred.

Jeg nævner dette nu og her, fordi det øjeblik, der satte min historie i skred, netop var dette møde med den fine franske herre to dage før jul, uden hvilket jeg måske aldrig havde oplevet hverken de lyse eller de mørke stunder, der skulle følge. Havde han ikke været der den morgen i Portsmouth, og havde han ikke ladet sit lommeur stikke op af vesten, så det tittede så fristende frem fra overfrakken, havde jeg måske aldrig taget skridtet til at befordre det fra den herlige varme i hans frakkefor til 15

Punktum-Mytteri.indd 15

19-04-2010 14:59:24

den mere kølige kontakt med mit eget. Og det er ligeledes usandsynligt, at jeg ville have fjernet mig fra ham på den måde, jeg var blevet oplært i, fløjtende en simpel melodi som en uforknyt fyr, der ikke har noget udestående med verden, men blot passer sit. Og jeg ville helt sikkert aldrig have begivet mig hen imod indgangen til markedet i sikker forvisning om, at jeg allerede havde tjent min dagløn, så jeg kunne betale hr. Lewis og med sindsro bestille mig en julemiddag to dage senere.

Og havde jeg ikke gjort det, ville jeg utvivlsomt være gået glip af fornøjelsen af at høre den gennemtrængende lyd af panserens fløjte og af at se menneskemængden vende sig mod mig med vrede blikke og hævede knytnæver, ligesom jeg aldrig ville have mærket smerten i mit hoved, da det ramte brostenene, fordi et eller andet stort dydsiret drog kastede sig over mig og naglede mig til jorden.

Intet af alt dette ville være sket, og jeg havde måske aldrig haft en historie at fortælle.

Men det gjorde det. Og det har jeg. Og her er den.

2 JEG B L EV FANGET ! Fanget som en gal hund og pryglet lige så eftertrykkeligt. Der er øjeblikke, hvor livet ikke rigtig tilhører en selv; når andre tager fat i en og tvinger en til at gøre ting, man ikke har nogen interesse i at gøre. Og jeg burde vide det, for jeg har været udsat for mere end min del af den slags øjeblikke i mine 14 år. Men når fløjten lyder, og folkemængden vender sig og retter deres ondskabsfulde øjne mod en, parate til at anklage og dømme en, kan man lige så godt knæle og bede til at forsvinde op i den blå luft, som man kan håbe på at slippe fra det uden blodtud eller blåt øje.

“Stands!” blev der råbt fra et sted uden for menneskemylderet, men jeg havde ingen anelse om, hvem det var, eftersom jeg var tynget ned af vægten af fire købmænd og et tåbeligt kvindemenneske, der havde anbragt sig øverst på rakket og nu skreg af grin og klappede i hæn16

Punktum-Mytteri.indd 16

19-04-2010 14:59:24

derne, som om det var topmålet af underholdning. “Stands! Pas på, eller drengen bliver mast!”

Det var ejendommeligt at høre en fyr vælge side til fordel for en tyveknægt som mig, og jeg svor at rette en passende tak til den, der havde råbt disse ord, hvis jeg nogensinde skulle se dagens lys igen. Da jeg vidste, hvilke bryderier der efter al sandsynlighed ventede forude, var jeg i det øjeblik tilfreds med at tilbringe et par minutter udstrakt på brolægningen med skrællen af en appelsin presset mod mine næsebor, et råddent æbleskrog mod læberne og en umådelig stor og fed bagdel solidt plantet på mit højre øre.

Lidt efter trængte der imidlertid lidt lys ind mellem de mange kroppe over mig, og de rejste sig en efter en, så vægten på mig langsomt aftog, og da ham med den store, fede bagdel rejste sig fra mit hoved, blev jeg liggende tungt på jorden lidt og kiggede op, mens jeg forsøgte at vurdere mine muligheder, blot for at se panserens hånd række ned og gribe mig i reversen.

“Op at stå, knægt,” sagde han og hev mig op, men jeg må med skam melde, at jeg vaklede lidt, da jeg forsøgte at genvinde balancen, og tilskuerne rundt om grinede ad det.

“Han er fuld,” råbte en af dem, men det var løgn, for jeg drikker aldrig før frokost.

“En ung tyv, hvad?” spurgte panseren idet han ignorerede løgn­ halsen.

“Der var en ung tyv,” sagde jeg og forsøgte at børste mig af. Jeg spekulerede over, hvor langt jeg ville nå, hvis han løsnede grebet et øjeblik, og jeg forsøgte at løbe min vej. “Han prøvede at slippe væk med den fine herres lommeur, gjorde han, og hvis jeg ikke havde nappet ham og kaldt på en af panserne, ville han også have haft held til det.

En helt, det er, hvad jeg er, men så kastede denne gemene hob sig over mig og havde fanden gale mig nær taget livet af mig. Tyven,” sagde jeg og pegede i en retning, der fik alle til at vende sig om et øjeblik, før de igen så på mig, “løb den vej.”

Jeg så mig omkring og prøvede at fornemme folkemængdens reaktion, for jeg vidste kun alt for godt, at de ikke var tåbelige nok til at hoppe på sådan en historie. Men jeg forsøgte at stampe en forklaring op, og det var, hvad der lige faldt mig ind.

17

Punktum-Mytteri.indd 17

19-04-2010 14:59:24

“En irsk fyr var det,” tilføjede jeg, for irerne var hadede i Portsmouth på grund af deres skidne levned og beskidte opførsel og deres vane med at ligge i med deres søstre, så det var let at give dem skylden for noget, der lå uden for lovens bogstav. “Han kaglede løs på et sprog, jeg ikke forstod, ham med hans røde hår og store, udstående øjne.”

“Men hvis det er tilfældet,” sagde panseren, der stod på tæer og tårnede sig op ved siden af mig, så jeg troede, han var på nippet til at stige til vejrs, “hvad er så det her?” Han stak hånden i min lomme og fremdrog den franske gentlemans ur, og jeg stirrede forbløffet på det, som om øjnene var ved at trille ud af hovedet på mig.

“Den sjover,” udbrød jeg bestyrtet. “Den usling og køter! Åh nej, nu er det ude med mig! Jeg sværger, at han har anbragt det der, inden han stak af. Det er det, de gør, skal jeg sige jer, når de ved, at de ikke kan slippe væk. Så forsøger de at give en anden skylden. Hvad skulle jeg dog med et ur? Min tid er min egen!”

“Du kan spare dig dine løgne,” sagde panseren og rystede mig for god ordens skyld, inden han greb om mig på en sådan måde, at jeg sværger det satte noget i gang i ham. “Lad os se, hvad du ellers har stukket til dig, din slyngel. Jeg vil vædde med, at du har været ude og rapse hele morgenen.”

“Aldeles ikke,” råbte jeg. “Det er jo uhørt! Jeg beder Dem!” Jeg henvendte mig til folkemængden omkring mig, og vil I så ikke tro, at det næste, der skete, var, at det tåbelige kvindemenneske kom hen til mig og stak sin tunge ind i mit øre! Jeg sprang væk fra hende, for Herren kan alene vide, hvor den tunge har været før, og jeg havde ikke lyst til at få en “dårlig” af hende.

“Hold op, Nancy,” sagde panseren, og hun trak sig tilbage og rakte i trods den samme beskidte tunge ad mig. Hvad ville jeg ikke have givet for en nysleben kniv i det øjeblik, for så ville jeg i en håndevending have skåret hendes tunge af.

“Han skal op og dingle,” råbte en mand, som jeg med sikkerhed vidste brugte hver en penny, han tjente i sin frugtbod, på gin og derfor ikke havde noget at lade mig høre.

“Overlad ham til os, sir,” råbte en anden, en fyr, der selv havde siddet inde en gang eller to og derfor burde have taget mit parti, når man 18

Punktum-Mytteri.indd 18

19-04-2010 14:59:24

tænker over det. “Overlad ham til os, så skal vi nok lære ham et og andet om, hvad der tilhører ham, og hvad der tilhører os andre.”

“Hr. betjent, med forlov,” sagde en mere dannet stemme, og hvem andre end den franske gentleman trængte sig så gennem mængden.

Ham, der havde al mulig grund til at fordømme min sjæl til evig fortabelse, men som jeg nu genkendte som den, der havde forsøgt at redde mig fra at gå til under dyngen af stinkende kadavere kun fem minutter tidligere. Pøblen anede en gentleman og delte sig, som var han Moses, og de Det Røde Hav. Selv panseren løsnede grebet om mig og gloede.

Det er, hvad en fin stemme og en elegant frakke kan gøre ved folk, og jeg besluttede mig på stedet for at blive indehaver af begge dele en skønne dag.

“Godmorgen, sir,” sagde panseren og lagde sin stemme om i et fornemmere leje, den beskidte hund, for at mænge sig med den fine herre. “Er De denne skurks offer?”

“Hr. betjent, jeg tror, jeg kan stå inde for drengen,” svarede han og lød, som om hele redeligheden var hans skyld snarere end min. “Mit lommeur var uheldigt anbragt på min person og i overhængende fare for at falde på jorden, hvor ingen nok så dygtig urmager ville have kunnet reparere skaderne. Jeg tror, drengen blot tog det for at levere det tilbage. Vi havde netop været optaget af en samtale om litteratur.”

Der var stille et øjeblik, og jeg må indrømme, at jeg næsten selv troede hans ord. Kunne det tænkes, at jeg faktisk bare var offer for et ulykkeligt tilfælde? Burde jeg frigives uden yderligere overlast på min person og gode navn og måske med en anbefaling fra en myndighedsperson? Jeg så hen på panseren, der så ud til at overveje situationen, men folkene omkring fornemmede nok, at underholdningen var ved at være forbi, og sagens rette gang og rimelige straf blev dem nægtet, og jeg greb derfor af egen indskydelse ind i stedet for ham.

“Det er svindel, hr. betjent,” råbte en, der spyttede ordene ud, så jeg måtte dukke mig for at undgå hans ækle slim. “Jeg så ham selv med mine egne øjne stikke uret i sin egen lomme.”

“Så du ham, siger du?”

“Og det er heller ikke første gang,” istemte en anden. “Han tog fem æbler fra mig for fire dage siden, og jeg fik aldrig så meget som en penny for dem.”

19

Punktum-Mytteri.indd 19

19-04-2010 14:59:24

“Jeg ville aldrig spise dine æbler,” råbte jeg ad ham, for det var en skrækkelig løgn. Jeg havde kun taget fire æbler og et granatæble ved siden af som dessert. “Der er snudebiller i dem alle sammen.”

“Nej, det skal han ikke slippe godt fra at påstå!” udbrød kvinden ved siden af ham, hans gamle heks af en kone, der havde et ansigt, så man måtte forbarme sig. “Vi driver en anstændig forretning,” tilføjede hun og rakte i appel armene frem mod pøblen. “En anstændig forretning!”

“Den dreng er en skarnsknægt,” sagde en anden, og de lugtede blod, det var sikkert og vist. Det gælder om ikke at få pøblen imod sig i sådan en situation. Faktisk var jeg nærmest glad for, at panseren var der, for havde han ikke været der, ville de måske have flået mig i stumper og stykker, fransk gentleman eller ej.

“Med forlov, hr. betjent,” sagde denne nu og trådte et skridt nærmere, og jeg lagde mærke til, at han tog uret tilbage, som panseren ellers hellere end gerne ville have stukket i sin egen lomme, hvis muligheden havde budt sig. “Jeg er sikker på, at drengen kan frigives til sin egen varetægt. Fortryder du dine handlinger, barn?” spurgte han, og denne gang skulle jeg nok vare mig for at rette hans brug af ordet.

“Om jeg fortryder dem?” spurgte jeg tilbage. “Som Gud er mit vidne, ja, jeg fortryder dem alle. Jeg ved oprigtigt talt ikke, hvad der for i mig. Djævelen, utvivlsomt. Men jeg angrer for at ære julens højtid. Jeg angrer alle mine synder og sværger, at jeg vil gå herfra og aldrig synde igen. Hvad Gud har sammenføjet, skal mennesker ikke adskille,” tilføjede jeg, idet jeg kom i tanke om de få hellige ord, jeg kendte til, og benyttede mig af dem for at vise min gudfrygtighed.

“Han angrer, hr. betjent,” appellerede den franske gentleman og bredte armene ud i en storsindet gestus.

“Men han indrømmer tyveriet!” brølede en mand med en mave så stor, at en kat kunne have lagt sig til rette på den og fået sig en god lur.

“Før ham bort! Lås ham inde! Giv ham en god gang prygl! Han har indrømmet forbrydelsen!”

Panseren rystede på hovedet og så på mig. Mellem hans fortænder var der rester af noget, jeg mente var en gryderet, og det vendte sig i mig bare ved synet. “Du er anholdt,” sagde han så til mig i et alvorligt tonefald. “Og du må sone din vederstyggelige brøde.”

20

Punktum-Mytteri.indd 20

19-04-2010 14:59:24

Folkemængden hujede og opmuntrede deres nye helt, og de vendte sig alle som en, da de hørte en vogn trække op bag den franske herres køretøj, og det var såmænd ikke andet end panserens landauer. Jeg blev temmelig nedslået, da jeg så en anden panser ved tømmen. I en håndevending var han nede af bukken og i færd med at låse bagdøren op.

“Kom så her,” sagde den første panser med tordenrøst, så alle kunne høre ham. “Din dommer venter på dig for enden af rejsen, så du kan godt begynde at ryste for Hans Velærværdighed.” Jeg sværger, han burde have været skuespiller i en omrejsende trup.

Men spillet var ude, og jeg vidste det. Alligevel stemte jeg hælene godt og grundigt ned i mellemrummene mellem brostenene. For første gang fortrød jeg vitterligt mine handlinger, men ikke fordi jeg havde begået en fejl efter min personlige moral, slet ikke. Det var snarere, fordi jeg havde begået for mange af dem før dette, og selv om den her panser måske ikke kendte mig, var der andre, der kun alt for godt gjorde, der hvor jeg skulle hen, og jeg havde en stærk mistanke om, at straffen ikke ville stå helt mål med forseelsen. Jeg havde kun én udvej tilbage.

“Sir,” råbte jeg og vendte mig mod franskmanden, mens vagt­ manden begyndte at trække mig hen imod vognen. “Sir, hjælp mig.

Vis barmhjertighed. Det var et uheld, det sværger jeg. Jeg fik for meget sukker her til morgen, det er det hele, og det satte griller i hovedet på mig.”

Han så på mig, og jeg kunne se, at han overvejede det. På den ene side må han have erindret sig den behagelige samtale, han havde været involveret i blot ti minutter forinden, og min righoldige viden om landet Kina for ikke at nævne mine ambitioner om at skrive bøger, som han fuldt ud billigede. På den anden side var han blevet bestjålet, slet og ret, og hvad der er forkert er nu engang forkert.

“Hr. betjent, jeg afstår fra at forfølge sagen,” råbte han endelig, og jeg jublede højt, som en kristen må have jublet, når Caligula, den beskidte hedning, gav en opadvendt tommelfinger i Colosseum og lod ham leve, så han kunne kæmpe endnu en gang.

“Jeg er frelst!” råbte jeg og vristede mig et øjeblik fri af panseren, men han greb hurtigt fat i mig igen.

21

Punktum-Mytteri.indd 21

19-04-2010 14:59:25

“Ikke tale om,” sagde han. “Du er taget på fersk gerning og må bøde for det, ellers vil du bare vende tilbage hertil og stjæle videre.”

“Men, hr. betjent,” udbrød den franske herre, “jeg forlader ham hans skyld!”

“Og hvem er så du, Vorherre, Jesus Kristus?” spurgte panseren, hvilket fik pøblen til at bryde ud i latter, og han vendte sig overrasket over deres reaktion, hans øjne skinnede, og han var fornøjet over sig selv, sådan at blive anset for en fin fyr og en spøgefugl. “Han skal stilles for en dommer og smides i tugthuset, ja, han skal, så han kan bøde for sin skændige handling, den lille løjser.”

“Det er jo vanvittigt,” lød svaret, men panseren var hverken til at hugge eller stikke i.

“Hvis De har noget at sige, kan De sige det til dommeren,” sagde han til afsked og gik hen imod vognen med mig på slæb.

Jeg faldt om på jorden for at gøre det hele lidt mere besværligt for ham, men han fortsatte blot med at slæbe mig gennem den beskidte gade, og jeg kan endnu se det for mig i dag, hvordan min bagdel bumpede hen over brostenene, mens jeg blev trukket i retning af vognen.

Det gjorde ondt. Jeg vidste ikke, hvorfor fanden jeg gjorde det, men jeg vidste, at jeg ikke ville rejse mig og gøre hans arbejde lettere. Jeg ville hellere have spist søm.

“Hjælp mig, sir,” råbte jeg, da jeg blev smidt ind i vognen, og døren blev hamret i for næsen af mig, så den nær var blevet kappet af. Jeg ruskede i tremmerne foran mig og satte det mest bedende ansigt op, jeg magtede – et billede på misforstået uskyld. “Hjælp mig. Jeg vil gøre hvad som helst. Jeg vil pudse Deres støvler hver dag i en måned! Jeg vil polere Deres knapper, så de skinner!”

“Af sted med ham!” råbte pøblen, og nogle af dem dristede sig endog til at kaste rådne grøntsager efter mig, de tølpere. Hestene satte i gang, og så var vi godt på vej, og jeg kunne sidde bagest i vognen og grunde over, hvilken skæbne der ventede mig, når jeg nåede frem til dommeren, der kun kendte mig alt for godt fra tidligere lejligheder til at vise nogen medfølelse.

Det sidste, jeg så, da vi drejede om hjørnet, var den franske gentleman, der strøg sig over hagen, som om han tænkte på, hvad der nu kunne gøres, nu da jeg var i lovens hænder. Han holdt sit lommeur 22

Punktum-Mytteri.indd 22

19-04-2010 14:59:25

frem for at se, hvad klokken var … og hvad tror I så der skete? Det smuttede ud af hænderne på ham og faldt til jorden. Det var let at se, at glasset ville smadres af stødet. Jeg strakte fortvivlet hænderne i vejret og slog mig så til ro og forsøgte, om jeg i det mindste kunne gøre mig det lidt behageligt på rejsen, men der var ikke megen komfort bag i en sådan galej.

De er ikke skabt for at bringe trøst.

3 MI DE H I MME L ! Som om livet ikke var svært nok i forvejen, sørgede panserne for at drive hestene hen over hver eneste hul i jorden på vejen til dommeren, så vognen hoppede op og ned som særken på en brud fra det øjeblik, vi forlod Portsmouth. Det var helt fint for dem, for de havde en blød pude under bagdelen, men hvad havde jeg? Ikke andet end det hårde metal, der tjente som sæde for dem, der var blevet taget med mod deres vilje (og hvad med de uretfærdigt anklagede, tænkte jeg. De tvinges til at lide disse fortrædeligheder!). Jeg begravede mig i hjørnet af vognen og forsøgte at holde fast i tremmerne i håbet om, at de kunne holde mig stille, for alternativet var, at man var ude af stand til at sidde ned i den følgende uge, men det var nyttesløst. De gjorde det blot for at pine mig, det sværger jeg, de tølpere. Og da vi omsider nåede centrum af Portsmouth, og jeg troede, denne prøvelse omsider var ved at være overstået, så fanden tage mig om ikke vognen kørte lige forbi domhusets lukkede døre og videre ud ad den hullede vej.

“Hov,” råbte jeg og bankede som en vanvittig på vognens tag. “Hov, I deroppe!”

“Stille dernede, ellers vanker der,” råbte den anden panser, der holdt tømmen, altså ikke ham, der havde taget mig i mit hæderlige tyveri samme formiddag.

“Men I kører for langt,” råbte jeg tilbage til ham. “I er kørt lige forbi domhuset.”

23

Punktum-Mytteri.indd 23

19-04-2010 14:59:25

“Nå, så du kender det godt, hvad?” råbte han tilbage og lo. “Jeg kunne have sagt mig selv, at du allerede havde set domhuset indefra mange gange.”

“Og skal jeg ikke se det i dag?” spurgte jeg, og jeg er ikke for stolt til at indrømme, at jeg var begyndt at blive lidt nervøs, da jeg indså, at vi var på vej helt ud af byen. Jeg havde hørt historier om drenge, der var blevet taget med af panserne for aldrig at blive set igen, der skete alt muligt med dem. Unævnelige ting. Men jeg var ikke så slem en dreng, tænkte jeg. Jeg havde ikke gjort noget for at fortjene en sådan skæbne.

Og hertil kom, at jeg vidste, hr. Lewis snart ventede mig hjem med formiddagens udbytte, og hvis jeg ikke dukkede op, ville fanden være løs.

“Portsmouths dommer er væk i denne uge,” lød svaret, og denne gang lød han venlig nok, og jeg tænkte, at de måske bare ville køre mig ud af byen og hælde mig af i en grøft med hovedet først og opfordre mig til at varetage min bestilling et andet sted langt væk fra deres område – et forslag, jeg principielt ikke var utilbøjelig til at følge.

“Oppe i London, hvad gi’r du mig? Han modtager en æresbevisning af kongen. For at tjene landets love.”

“Gale Jack?” spurgte jeg, for jeg var kun alt for bekendt med den gamle tølper af en dommer fra tidligere omgang med ham. “Hvad har kongen fundet på det for? Er der ikke andre, der har fortjent en medalje?”

“Hold din mund dernede,” sagde panseren afmålt. “Ellers kommer der en ekstra anklage på listen.”

Jeg lænede mig tilbage og besluttede at holde mine tanker for mig selv. I betragtning af, hvilken vej vi var slået ind på, forestillede jeg mig, at vi måtte være på vej til Spithead. Ved min forrige anholdelse et år forinden (endnu en anklage for tyveri må jeg beskæmmet erkende) blev jeg ført til Spithead for at få min straf. Ved den lejlighed blev jeg stillet for et ondskabsfuldt væsen ved navn Henderson med et modermærke midt på panden og en mundfuld rådne tænder, og han kom med bemærkninger om opførslen blandt drenge på min alder, som om jeg var repræsentant for hele den ulyksalige bande. Han dømte mig til riset for min ulejlighed, og min røv sved som en mark fuld af nælder en uge efter, og jeg bad til, at jeg aldrig skulle møde ham igen.

24

Punktum-Mytteri.indd 24

19-04-2010 14:59:25

Men når jeg nu så ud af vognen, var jeg sikker på, at det netop var i den retning, vi kørte, og da det for alvor gik op for mig, blev jeg noget bekymret, men også helt glad for, at jeg havde ladet mig fragte bumpende over brolægningen og siden var blevet kastet rundt i vognen, da der så var gode muligheder for, at min røv ville være så følelsesløs, når jeg engang nåede frem til domhuset, at jeg ikke ville kunne mærke noget, når de trak mine bukser ned og gav mig det glatte lag.

“Hov,” råbte jeg, idet jeg rykkede over i den anden side af vognen og kaldte på den første panser, siden vi nu havde fået sådan et fint forhold til hinanden under anholdelsen. “Hov, panser,” sagde jeg. “Vi skal ikke til Spithead, vel? Lov mig, at vi ikke skal.”

“Hvordan kan jeg love det, når det nu engang er, hvad vi skal?” spurgte han med et brøl af latter, som om han havde fortalt en sjov historie. “Åh nej,” sagde jeg med lidt lavere stemme, mens jeg overvejede konsekvenserne af dette, men han hørte mig alligevel. “Åh jo, min fine ven, og der vil de tage sig af dig på en måde, der passer sig for tyveknægte som dig. Er du klar over, at der er visse lande i verden, hvor den, der tager en andens ejendele uden tilladelse, får hånden hugget af ved håndleddet? Er det en ikke straf, du synes, du fortjener?”

“Men ikke her,” råbte jeg trodsigt. “Ikke her! Prøver du at skræmme mig? Den slags ting foregår ikke her. Det her er et civiliseret land, og vi behandler vores ærlige og redelige tyve med respekt.”

“Hvor ellers så?”

“I udlandet,” sagde jeg og lænede mig tilbage i vognen fast besluttet på ikke at indlade mig i yderligere samtale med nogen af dem, de uvidende stude. “Kina, for eksempel.”

Der blev ikke sagt meget efter dette, men under resten af turen kunne jeg høre de to tåber kagle løs som et par gamle høns, og jeg er sikker på, at jeg hørte en kande øl skifte mellem deres grimede næver, hvilket også kan forklare, at vi sænkede farten, da vi var kommet halvvejs til Spithead, og en af panserne, nemlig kusken, standsede vognen og steg ned for at tømme blæren i vejkanten. Han havde ingen skam i livet, for han vendte sig i min retning, mens han var i gang, og prøvede at ramme mig gennem tremmerne, hvad der næsten fik den anden 25

Punktum-Mytteri.indd 25

19-04-2010 14:59:25

panser til at falde ned fra bukken af latter. Jeg ønskede, han havde gjort det, da han i så fald ville have hamret skallen i jorden, og det havde været et kønt syn.

“Gå din vej, din beskidte tølper,” råbte jeg ad ham og trak mig længere tilbage i vognen uden for hans skudlinje, men han grinede bare og gjorde sig færdig, inden han stuvede sin fløjte af vejen og dryppede resten ned ad bukserne; så lidt respekt havde han for sig selv og sin uniform. Panserne er altid noget for sig selv. Jeg har aldrig mødt en, jeg ikke havde lyst til at sparke.

Vi nåede Spithead i løbet af en time, og de nød tydeligvis at hale mig ud ved armene, som om jeg var en baby, der vægrede sig ved at forlade sin mors skød ved fødslen. Jeg sværger, at knoglerne nær var gået af led, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der i så fald var sket mig.

“Kom her, knægt,” sagde den første panser, ham der havde fanget mig, og overhørte mine protester over deres usle vold. “Nok snak nu.

Så er der afgang.”

Spitheads domhus var ikke nær så storslået som det i Portsmouth, og dommerne, der arbejdede her, var en bitter forsamling. De ønskede alle som en at komme til grevskabets hovedstad for at gøre deres lykke, for som alle og enhver jo ved, får man kriminelle af meget bedre kvalitet i en hovedstad end i en lille by. I Spithead var der aldrig meget at lægge øre til, bortset fra enkelte sager om drukkenskab eller lidt smårapseri. Et år forinden havde der været meget postyr over en mand, der havde taget en pige imod hendes vilje, men dommeren havde ladet ham slippe, eftersom han var en mand med tyve hektarer, mens hun bare var en fattig tøs. Hun burde have været taknemmelig for hans opmærksomhed, havde dommeren ladet hende forstå, men det var ikke blevet særlig nådigt modtaget af hendes familie, og en uge senere hændte det hverken værre eller bedre, end at selvsamme dommer blev fundet død i en grøft med et hul i hovedet på størrelse med en mursten (og murstenen var nydeligt anbragt ved siden af vejen).

Alle vidste, hvem der havde gjort det, men der blev ikke sagt noget, og ham med de tyve hektarer flyttede straks til London, inden han kunne nå at lide samme skæbne, og han solgte jorden til en sigøjnerfamilie, der kunne spå i kort og avle kartofler, som lignede stude.

Panseren trak mig gennem en lang gang, som jeg kun huskede alt 26

Punktum-Mytteri.indd 26

19-04-2010 14:59:25

for godt fra mit tidligere besøg, og vi havde en sådan fart på, at jeg ved flere lejligheder troede, at jeg skulle falde, hvilket ville have været min undergang, da gulvet var af massiv granit. Det ville nok være for meget for et blødt hoved som mit, hvis det ramlede imod det. Mine fødder formelig dansede hen over gulvet bag mig, mens han halede mig efter sig.

“Sæt farten ned,” råbte jeg. “Vi har vel ikke så travlt?”

“Sæt farten ned, siger han,” mumlede panseren grinende, velsagtens til sig selv. “Sæt farten ned! Har man hørt mage?”

Pludselig drejede han skarpt til højre og åbnede en dør, og jeg blev så overrasket over den bratte ændring af retning, at jeg omsider mistede fodfæstet på gulvet og snublede, så jeg røg på røv og albuer ind i retslokalet og derved bragte mig selv i vanære. Og inden jeg kunne nå at komme på benene, blev der stille i lokalet, mens alle hoveder og parykker vendte sig om for at glo på mig.

“Kan han så være stille!” brølede dommeren på bænken – og hvem andre var det end gode gamle hr. Henderson igen, den grånende skabning, men han var heldigvis så oldgammel med sine fyrre eller femogfyrre år, at han med sikkerhed havde influenza i hjernen og næppe ville kunne huske mig fra sidste gang. Jeg havde trods alt kun været der én gang før. De ville næppe antage mig for en professionel vaneforbryder.

“Undskyld, Deres Nåde,” sagde panseren, inden han satte sig og tvang mig ned på bænken ved siden af sig. “En sag mere på falderebet er jeg bange for. Portsmouth er lukket.”

“Det er jeg klar over,” sagde Henderson og skar en grimasse, som om han netop havde taget en bid af en inficeret fritte og slugt den i én mundfuld. “Det ser ud til, at retten dér er mere interesseret i at samle på æresbevisninger og flitterstads end i den rette udøvelse af loven, er jeg bange for. Det er ikke som her i Spithead.”

“Visselig ikke,” sagde panseren og nikkede så ivrigt, at jeg troede, hans hoved ville falde af, og hans hovedløse tilstand måske give mig lejlighed til at stikke af. Sikkerheden ved dørene var, som jeg med en vis tilfredsstillelse havde bemærket, ikke, hvad den kunne have været.

“Nå, men for at vende tilbage til den verserende sag,” sagde hr.

Henderson og vendte sig væk fra os for at se på den mand, der stod 27

Punktum-Mytteri.indd 27

19-04-2010 14:59:25

foran ham og så ussel ud, meget ussel faktisk. Han stod med sin hue mellem hænderne og et udtryk af fuldkommen modløshed i alle sine hesteagtige træk. “De er, hr. Wilberforce, en skændsel for samfundet, og jeg finder, at det ville tjene os alle bedst, hvis De blev fjernet fra det for en tid.” Han sørgede for, at hvert eneste ord var gennemsyret af afsky og nedladenhed, den pjalt.

“Hvis det behager Dem, Deres Nåde” sagde fyren pibende og forsøgte at rette sig op, men måske havde han vrøvl med ryggen, for han syntes ude af stand til at præsentere sig selv i lodret form. “Jeg var ikke ved mine fulde fem, da begivenheden indtraf, og det er sandheden. Min kære, salige moder, som blev taget fra mig blot et par få, korte uger før mit fejltrin, viste sig for mig i et syn og sagde ...”

“Hold op med det sludder!” brølede hr. Henderson og bankede sin hammer i bordet. “Jeg sværger ved den almægtige Gud Fader, at hvis jeg hører ét ord mere om din kære, salige moder, vil jeg straks dømme dig til at gøre hende selskab. Og tro ikke, at jeg vil holde igen!”

“En skændsel!” sagde en kvinde, og dommeren stirrede ud mod forsamlingen med det ene øje knebet sammen og det andet så opspilet, at jeg var sikker på, at et enkelt klap i ryggen ville få hans øjen­ æble til at springe ud af sit leje og rulle hen ad gulvet som en marmorkugle.

“Hvem sagde det?” brølede han, og selv panseren ved siden af mig gav et spjæt ved lyden. “Hvem sagde det? spurgte jeg,” gentog han endnu højere, men der kom ikke noget svar, og han rystede blot på hovedet og så på os alle sammen med et udtryk som hos en mand, der for nylig er blevet åreladet med igler og havde nydt oplevelsen.

“Foged,” sagde han til en rædselsslagen vagtmand, der stod ved siden af ham. “Et eneste ord mere fra disse folk” – og han udtalte ordet, som var de det laveste afskum, hvad de meget vel kan have været, men alligevel er det nu en forbandet nederdrægtighed – “et eneste ord fra en hvilken som helst af dem, og de vil alle hver især blive anklaget for foragt for retten. Er det forstået?”

“Javist,” sagde fogeden og nikkede hurtigt. “Det er det bestemt.”

“Og hvad dig angår,” fortsatte dommeren og så på den stakkels ulyksalige, gudsforladte skygge af en mand, der ventede på anklage28

Punktum-Mytteri.indd 28

19-04-2010 14:59:25

bænken foran ham, “tre måneder i tugthuset til dig – det kan nok lære dig en lektie, du ikke glemmer lige med det første.”

Til sin ære genvandt manden sin værdighed og nikkede, som om han var ganske indforstået med dommen, og han blev straks ført ned og blev næsten klemt ihjel af en kvinde, som jeg gætter på var hans kone, inden fogeden skrællede hende af ham. Jeg så til på afstand og ville ikke have haft noget imod at blive klemt lidt selv, for hun var køn som bare pokker, selv med tårerne strømmende ned ad kinderne, og trods det alvorlige, der ventede mig, satte hun noget i gang i mig.

“Og nu, foged,” sagde dommeren og samlede sin kappe om sig for at rejse sig. “Var det alt for i dag?”

“Det ville det have været,” lød svaret, men det lød noget beklemt, som om fogeden var bange for, at han selv ville blive sendt i tugthuset, hvis han opholdt sin overordnede længere, “hvis det ikke lige havde været for den fyr der, altså.” “Åh, ja,” sagde dommeren, idet han kom i tanke om mig. Han satte sig ned igen og så på mig. “Kom herop, dreng,” sagde han lavmælt og så ud, som om han var glad for, at han endnu ikke var færdig med at dele ulykker ud. “Op på anklagebænken, hvor du hører hjemme.”

Jeg rejste mig og trådte væk fra panseren, og en anden førte mig op til anklagebænken med et fast greb om knoglen i min arm, og han anbragte mig, hvor gamle Henderson bedre kunne se mig, den pjalt. Jeg kiggede tilbage og tænkte, at hans modermærke var blevet større siden vores sidste sammenkomst.

“Dig kender jeg, gør jeg ikke?” sagde han lavmælt, men inden jeg kunne nå at svare, var panseren – min panser kommet på benene og rømmede sig for at få opmærksomheden, og fanden tage mig om ikke hvert et ansigt i salen vendte sig om for at se på ham. Jeg sværger, at manden havde forpasset sit egentlige kald, for han skulle have været skuespiller, det tøsebarn.

“Det kan måske tjene retten …” begyndte han og anvendte igen den skidtvigtige stemme, der ikke kunne narre nogen. “Det kan måske tjene retten at vide, at jeg denne morgen pågreb det ynkelige bæst, De her ser for Deres øjne, i færd med slyngelagtigt og ulovligt at tilegne sig et ur, som ikke havde noget med ham at skaffe, og som rettelig tilhørte en anden.”

29

Punktum-Mytteri.indd 29

19-04-2010 14:59:25

“Stjæle det, mener De?” spurgte dommeren og skar igennem alle omsvøbene som en ragekniv.

“Som De siger, høje dommer,” sagde panseren lidt nedslået over sammendraget.

“Udmærket?” sagde hr. Henderson så og lænede sig frem og gloede på mig. “Hvad siger du, knægt? Gjorde du det? Er du skyldig i denne afskyelige forbrydelse?”

“Det er en skrækkelig misforståelse,” sagde jeg bønfaldende. “Jeg havde fået for meget sukker til morgenmad, det er sagen kort fortalt.”

“Sukker?” sagde dommeren lidt forvirret. “Foged, sagde drengen, at han var offer for en overmættelse af sukker?”

“Det tror jeg, Deres nåde,” sagde fogeden.

“Jaså, det er da et ærligt svar i det mindste,” sagde han og kradsede sig i håret, så en byge af skæl faldt fra hans hårsække ned på hans kappe, så den blev som spættet med sne. “Sukker har ikke noget at gøre i en dreng. Det giver dem bare idéer.”

“Jeg kunne ikke være mere enig, Deres Visdomshed,” sagde jeg. “Jeg agter også at undgå det i fremtiden og i stedet indtage en slikkepind med honning, når det kommer over mig.”

“En slikkepind med honning?” udbrød han og så på mig, som om jeg havde foreslået at give Prinsen af Wales et par rap med pisken for at fordrive tiden. “Min dreng, det er endnu værre. Hvad du har brug for er grød. Grød vil gøre dig godt. Grød har gjort mangen en dreng godt, som ellers var kommet på gale veje.”

Grød, min bare! Jeg ville med glæde have nydt en skål grød til morgenmad hver dag, hvis han blot ville give mig de to pence, jeg skulle bruge til det. Grød! Dommere som ham lever i uvidenhed om den verden, sådan en som mig færdes i, hvis I vil høre sandheden. Og alligevel sidder de til doms over os. Nå, ingen snak om politik ...

“Jamen, så skal jeg spise grød fra nu af,” lovede jeg og bøjede hovedet en smule. “Morgen, middag og aften, hvis jeg kan skrabe de fornødne pennies sammen.”

Han lænede sig igen frem og gentog et tidligere spørgsmål, jeg havde håbet, han havde glemt. “Jeg kender dig, gør jeg ikke?” sagde han.

“Det ved jeg ikke,” svarede jeg og bekæmpede en trang til at trække 30

Punktum-Mytteri.indd 30

19-04-2010 14:59:25

på skuldrene, for dommere hader, når man gør det. De hævder, det er et tegn på dårlig opdragelse. “Gør De?” “Hvad er dit navn, dreng?”

Jeg overvejede at sige noget usandt, men panseren kendte mig, så jeg sagde sandheden, da en løgn kun ville have skadet mig yderligere.

“Turnstile,” sagde jeg. “John Jacob Turnstile. En englænder, seneste bopæl Portsmouth.”

“Ha!” råbte han og spyttede på gulvet – en stor klat i savsmuldet, det beskidte svin. “Portsmouth, fanden tage det!”

“Det skal ske, Deres Excellence,” sagde jeg for at behage ham. “På dommens dag. Det er jeg ikke i tvivl om.”

“Hvor gammel er du, dreng?”

“14, sir.”

Han slikkede sine læber et øjeblik, og jeg var sikker på, at jeg kunne se nogle af de ækle sorte tænder bevæge sig rundt i den mørke hule af en mund på nippet til at løsne sig fra gummerne og forsøge at stikke af. “Du stod her foran mig for et år siden,” sagde han og rettede en voksagtig finger mod mig af den slags, man ser på et nyopgravet lig.

“Jeg husker det nu. Endnu en sag om tyveri, hvis jeg husker ret.”

“En misforståelse,” sagde jeg henkastet. “En spøg, der faldt ilde ud, intet andet.”

“Du fik med riset for det, ikke sandt? Jeg glemmer aldrig et ansigt fra min retssal eller en bagdel fra min tugtekælder. Fortæl mig nu sandheden, og Gud kunne vise dig barmhjertighed.”

Jeg overvejede det. Der ligger en verden af betydning i ordet ‘kunne’, men det betød ikke det store for mig. Der var dog ingen fordel i at blive taget i at lyve, for dombøgerne kunne hentes frem i en håndevending. “De husker rigtigt,” sagde jeg. “Jeg blev tugtet med tolv slag.”

“Og ikke et eneste for meget,” sagde han og så ned for at gøre et notat på et stykke papir. “Jeg kender dig skyldig i den skændige gerning, John Jacob Turnstile,” sagde han så i et mere roligt toneleje, der kunne synes at antyde, at han ganske havde mistet interessen for mig og nu kun ønskede at få sin middagsmad. “Skyldig i anklagen, din slemme dreng. Før ham væk, foged. Til tugthuset, tolv måneder.”

Jeg spærrede øjnene op, og jeg tilstår, at mit hjerte sprang et slag over i rædsel. Tugthuset i tolv måneder? Jeg ville ikke være den samme 31

Punktum-Mytteri.indd 31

19-04-2010 14:59:25

dreng, når jeg kom ud, så meget vidste jeg. Jeg vendte mig om mod panseren, min panser, og til hans fortjeneste skal siges, at han så på mig med et udtryk, der antydede, at han var ked af at have slæbt mig med, for der var ikke en eneste i hele retssalen, der anså det for en rimelig straf. En omgang med riset havde været passende.

“Deres nåde,” sagde panseren, min panser, men hr. Henderson var allerede væk, stormet af sted til sine private gemakker, utvivlsomt for at modtage sine ordrer fra underverdenens herrer, og fogeden lagde hånden på mig og trak af med mig.

“Sket er sket,” sagde han med beklagelse i stemmen. “Du må være tapper, knægt. Du må være standhaftig.”

“Tapper?” udbrød jeg vantro. “Standhaftig? I tugthuset i tolv måneder?”

Der er en tid til tapperhed og en tid til at række en fyr en ladt pistol og lade ham forlade verden med æren i behold, og dette var et sådant tidspunkt. Mine ben gav efter under mig, og inden jeg vidste af det, blev jeg slæbt ud gennem døren – til hvad? Til et års pine og fortræd?

Sult og grusomhed? Jeg vovede næppe at tænke tanken til ende.

4 HV I L KET

F OR B AN DET UHE L D ! Jeg er ikke bleg for at indrømme,

at det var med tungt hjerte og ringe fortrøstning, jeg gik ned ad domhusets trappe til cellerne i kælderen. Dagen var ellers begyndt så lovende, men i løbet af få timer havde den antaget så dystre udsigter, at jeg ikke kunne lade være med at spekulere over, hvilke yderligere fortrædeligheder, skæbnen havde i vente til mig. Jeg havde ellers kunnet glæde mig over en morgenmad bestående af en halv spegesild med en æggeblomme til hos hr. Lewis og var siden sorgløst gået til markedspladsen. Samtalen med den franske herre havde været en intellektuel adspredelse, og jeg for min part holder af en lille intellektuel snak fra tid til anden. Og hans lommeur, der så ubesværet var kommet i min 32

Punktum-Mytteri.indd 32

19-04-2010 14:59:25

besiddelse, kunne let have gjort min lykke, for det var et fint værk med en solid strop og en gylden lød, der må have kostet ham et par pund hos juveleren. Havde jeg bevaret det i min besiddelse, ville jeg have taget det med til en enøjet mand af mit bekendtskab, som lever af at handle med stjålne genstande, og havde fået to en halv shilling for det. Men nu var alt tabt. Jeg var på vej til tugthuset og forberedte mig på at lide Gud ved hvor mange ydmygelser og plager.

Er jeg for stolt til at genkalde mig de tårer, der samlede sig i mine øjne, mens jeg sad der og ventede? Nej, jeg er ej.

Fogeden havde ført mig nedenunder, hvor jeg skulle afvente min transport til Hades, og jeg fandt mig selv indespærret i et koldt lokale med kun stengulvet at sidde på. Panseren havde smidt mig derind uden et ord til undskyldning, og hvem andre skulle jeg dele logi med end hr. Wilberforce, ham, der blev dømt lige før mig. Da jeg trådte ind, sad den store drønnert på potten, og hans udtømmelser afgav en stank af en anden verden, der fik mig til at trække mig så langt væk fra ham som muligt, men døren var smækket i bag mig, og jeg havde ikke andet valg end at affinde mig med hans giftige luftarter med sjælestyrke. Det kunne jo meget vel være, at han blev min følgesvend i den kommende tid.

“Det gamle svin har også ladet hammeren falde over dig, hvad?” spurgte han grinende, eftersom elendighed søger mage. Som svar fandt jeg det fjerneste hjørne af cellen og satte mig med knæene bøjet op under hagen og armene om dem. En fæstning omkring mig. Jeg så ned på mine fødder og grundede over, hvor længe de sko, jeg havde på, ville forblive mine, når først jeg var transporteret til mit nye hjem.

Og jeg tænkte på hr. Lewis og den ballade, jeg ville få, når han opdagede, hvad der var sket mig. Jeg havde set ham tæve drenge halvt ihjel for mindre.

“Det gjorde han,” vedgik jeg. “Det er meget uretfærdigt.”

“Hvad havde han så på dig?”

“Jeg stjal et ur,” sagde jeg ude af stand til at se på ham, for han havde rejst sig og stod nu og undersøgte indholdet af potten som en mediciner eller apoteker. “Men ham, jeg stjal det fra, fik det igen, så der var ingen skade sket. Og hvor er forbrydelsen så, om jeg må spørge?”

33

Punktum-Mytteri.indd 33

19-04-2010 14:59:25

“Og det fortalte du det gamle svin så?” spurgte hr. Wilberforce, og jeg rystede på hovedet. “Hvor lang tid fik du?” fulgte han op.

“Tolv måneder,” sagde jeg.

Han hvislede mellem tænderne og rystede på hovedet. “Det er en rum tid,” sagde han. “åh ja, det kan der ikke være to meninger om, det er i sandhed en rum tid. Hvor gammel er du, dreng?”

“14,” sagde jeg.

“Du vil være ældre end dine år, når du kommer ud om et år fra nu,” fortalte han mig med en vis fornøjelse – en glædelig nyhed for mig tør man sige. “Jeg sad selv inde, da jeg ikke var mere end et eller to år ældre, end du er nu, og jeg vil nødigt fortælle dig om de ting, der overgik mig. Du ville ikke kunne sove, hvis jeg gjorde.”

“Så lad være,” sagde jeg og skulede over mod ham. “Hold dine råd for dig selv og pas dig selv, din gamle drukkenbolt.”

Han kiggede på mig og smilede hånligt. Hvis vi skulle transporteres sammen og huses sammen, måtte jeg indlede vores bekendtskab med en tvær indstilling, så han forstod, at jeg ikke var en af den slags drenge, der lader sig hundse rundt med blot på grund af min unge alder.

“Kalder du mig en drukkenbolt, din lille lort?” spurgte han og rejste sig op og satte hænderne i siderne, som om han poserede for en statue af sig selv, der skulle opstilles i Pall Mall. “Det er løgn og latin, det er sikkert og vist.”

“Jeg hørte ellers gamle Henderson sige nogenlunde det samme,” sagde jeg så og begyndte at få munden på gled. “Han sendte dig i fængsel i tre måneder for det, mig bekendt. Og hende udenfor, der græd øjnene ud af hovedet, var det din kone, måske?”

“Ja, min kone,” sagde han, og hans øjne blev smalle, da jeg bragte hende på bane. “Hvad er der med hende?”

“Hun stod ellers rigtig og kroede sig med en anden fyr, da jeg blev ført væk. Kurrede i hans øre, så det var en skændsel at høre på, og sendte ham øjne, der lod ham forstå, at hun ikke havde tænkt sig at lide afsavn, selv om du skulle.”

“Hvad satan, din lille horeunge,” sagde han og kom hen imod mig, og jeg tænkte, at jeg måske havde begået en fejl ved at provokere ham, for da han kom nærmere, kunne jeg se, at han var en større mand, end jeg først havde taget ham for, og hans grabber var nu blevet til næver, 34

Punktum-Mytteri.indd 34

19-04-2010 14:59:25

der var klar til at gøre alvorlig skade på mig. Men heldigvis for mig blev en nøgle sat i døren, netop som han rakte ned og trak mig op fra mit hvilested på stengulvet. Den blev åbnet, og hvem andre end fogeden kom tilbage til os. Han kastede et hurtigt blik på os i vores beklagelige stilling – jeg hang i luften ved et fast greb om min hals, så mine fødder dinglede en håndsbredde fra gulvet, mens mandens næve var klar til at slå mig.

“Et øjeblik til, og han ville have haft dig,” sagde fogeden henkastet, som om han ikke kerede sig det mindste om, hvad der skete med nogen af os, og var ganske indstillet på at stå og se til, mens overgrebet fandt sted.

“Ud med dig, panser, og lad mig gøre arbejdet færdigt her,” sagde hr. Wilberforce. “Han løber med sladder om min kone, og jeg skal fandeme nok få oprejsning.”

“Fanden tage dig,” sagde fogeden, idet han trådte frem og skubbede ham væk. Hans hånd løsnedes fra min hals, og jeg faldt til jorden, og det var sandt for dyden ikke første gang den dag. Mine fingre søgte op til mit strubehoved for at sikre sig, at det stadig var intakt, og jeg stadig ville kunne synge. Det slog mig, at min krop måtte være en regnbue af blå og sort efter alle de ydmygelser, jeg havde været udsat for i løbet af de seneste timer.

“Op at stå, dreng,” sagde fogeden og nikkede hen imod mig, og jeg trak langsomt mig selv op.

“Jeg kan ikke stå,” gentog jeg med svag stemme. “Jeg er kommet til skade.”

“Se at komme på benene,” gentog han, men denne gang lød det mere alvorligt, og han tog et truende skridt hen imod mig, så jeg genvandt balancen og kom op i stående positur.

“Skal vi allerede af sted til tugthuset?” spurgte jeg, for selv om jeg ikke var begejstret ved tanken om at tilbringe mere tid med min voldelige følgesvend, var jeg endnu mindre fornøjet ved udsigten til min langvarige indespærring. “Er der ikke flere retssager, der skal høres, inden vi tager af sted? Er Spithead renset for syndere?”

“Du skal med mig,” sagde fogeden, greb mig i armen og trak mig ud af cellen. “Og du bliver foreløbig, hvor du er,” sagde han til hr. Wilberforce. “Jeg kommer tilbage efter dig, så snart vognen er ankommet.”

35

Punktum-Mytteri.indd 35

19-04-2010 14:59:25

“I lader ham vel ikke slippe?” sagde min forhenværende ven, der nu ganske uventet måtte se mig fjernet fra sit greb. “Den knægt er en svøbe for samfundet, det sværger jeg på. Hvis der kun er plads til en af os i fængslet, så burde det være ham, da han har tolv måneder at betale, mens jeg kun har en fjerdedel af den tid.”

“Hold din mund,” sagde fogeden og smækkede døren i. “Han skal nok betale for sin forbrydelse, det lover jeg dig.”

“Jeg skal nok hilse fruen fra dig,” råbte jeg tilbage, da døren lukkede i, og et øjeblik senere kunne jeg høre hr. Wilberforce løbe ind i den og hamre på karmen med sine næver.

“Hvad er der nu i vente for mig, panser?” spurgte jeg, da han vendte sig om og begyndte at marchere ned ad gangen med mig halsende efter. Han var den første fyr den dag, der ikke havde følt anledning til at trække mig efter sig som en hund i snor.

“Bare følg efter mig, knægt, og spar på spørgsmålene,” sagde han.

“Hr. Henderson ønsker en samtale.”

Hjertet sank i livet på mig, da han sagde det. Jeg spekulerede over, om den gamle mand havde forhørt sig yderligere hos politikorpset i Portsmouth og så afgjort med sig selv, at jeg var en skarnsknægt hele vejen igennem, og at tolv måneder ikke var straf nok. Måske ville jeg få flere måneder eller blive pisket først.

“Men om hvad?” spurgte jeg ivrig efter at vide det, så jeg kunne forberede mine argumenter på vejen.

“Det må Herren vide,” svarede han med et skuldertræk. “Tror du måske, han betror sig til sådan en som mig?”

“Nej,” indrømmede jeg. “Du er ikke højt nok oppe.”

Han stoppede op og gloede på mig, men rystede så blot på hovedet og fortsatte. Jeg fik det indtryk, at han ikke havde så let til vrede som visse andre heromkring. “Kom nu bare med, knægt,” sagde han. “Og ikke noget smøleri, hvis du ellers ved, hvad der er godt for dig.”

Jeg vidste udmærket, hvad der var godt for mig, og ville have sat pris på at fortælle ham om det. Hvad der ville være godt for mig, var min umiddelbare løsladelse til Spitheads gader uden andet end en advarsel og et løfte fra min side om fremover at vie mit liv til at hjælpe de fattige og de syge og aldrig mere så meget som se på ting, der ikke var mine. Men jeg sagde ingenting. I stedet gjorde jeg, som han sagde, og 36

Punktum-Mytteri.indd 36

19-04-2010 14:59:25

fulgte efter ham, indtil vi nåede til en stor egetræsdør. Han bankede lydeligt på, og det slog mig, at bag den dør lå enten min frelse eller min forbandelse. Jeg tog en dyb indånding og forberedte mig på det værste.

“Kom ind!” lød råbet indefra, og fogeden åbnede døren og trådte til side, så jeg kunne gå ind. Det var ingen overraskelse, at dommerens stue var en streg pænere end nogen af de andre lokaler, jeg indtil videre havde set i domhuset. Der var ild i kaminen, og en bakke med sulemad stod på bordet ved siden af en skål suppe til den gamle sjufts middag. Hr. Henderson sad ved bordet med en serviet stukket ind under kraven, og han gjorde godt indhug i maden. Ved synet vågnede min mave til live og krævede sin ret. Jeg huskede, at jeg ikke havde spist siden morgenen og havde lidt usigelige kvaler siden.

“Der er han jo, drengen,” sagde hr. Henderson og så op på mig.

“Kom ind, kom ind, min knægt, og ret ryggen, når jeg taler til dig. Tak, foged,” tilføjede han med lidt højere stemme og så hen på panseren.

“Det er alt for nu. De kan lukke døren efter Dem.” Han gjorde, som han havde fået besked på, og dommeren tog endnu en ordentlig slurk af sin suppe, inden han tørrede munden med servietten og fjernede den fra sin krave. Han lænede sig tilbage, kneb øjnene sammen og så på mig, mens han satte fingerspidserne mod hinanden som et kirketårn og slikkede sig om munden. Jeg spekulerede på, om jeg var næste ret på hans menu.

“John Jacob Turnstile,” sagde han efter en lang pause og udtalte hver enkelt stavelse af mit navn, som var det et stykke poesi. “Du er dog en værre slyngel.”

Jeg skulle lige til at besvare anklagen med en heftig afvisning, men så løb det mig koldt ned ad ryggen, som det kan ske, når et spøgelse opholder sig i lokalet, eller nogen træder på ens kommende grav. Jeg fornemmede en anden persons tilstedeværelse. Jeg drejede lynhurtigt hovedet, og hvem så jeg sidde i en lænestol bag mig, andre end den franske gentleman, som havde været ude af mit synsfelt, da jeg først var trådt ind – altså ham, jeg tog uret fra tidligere på dagen. Jeg var så overrasket over at se ham der, at jeg udstødte en kraftig ed. Han smilede og rystede på hovedet, men hr. Henderson ville ikke høre den slags udtryk i sine private gemakker.

37

Punktum-Mytteri.indd 37

19-04-2010 14:59:25

“Du har at vare din mund, knægt,” udbrød han, og jeg vendte mig igen mod ham og sænkede blikket mod gulvet.

“Jeg undskylder på det inderligste, Deres Hellighed,” sagde jeg.

“Det var ikke udtryk for manglende respekt. Ordene var ude af min mund, inden jeg kunne nå at skille de slibrige af dem fra.”

“Dette er et lovens sted,” sagde han så. “Kongens lov. Og jeg vil ikke have den tilsmudset af den beskidte tunge hos sådan nogle som dig.”

Jeg nikkede, men sagde ingenting. Lokalet henfaldt igen i tavshed, og jeg grundede over, om den franske gentleman ville tage ordet, men han sagde ingenting, så det var overladt til hr. Henderson at indlede en samtale.

“Unge hr. Turnstile,” sagde han endelig til mig. “Du er bekendt med den herre, der sidder bag dig?”

Jeg vendte mig for at se på ham igen, for at sikre mig at mine øjne ikke havde bedraget mig, og vendte så igen blikket mod dommeren og nikkede skamfuldt. “Til min ubodelige skam – ja, det er jeg,” sagde jeg. “Han er en fin gentleman, overfor hvem jeg har bragt mig selv i vanære her til formiddag. Jeg står her som en skændig fyr.”

“Skændsel er for lille et ord, unge hr. Turnstile,” sagde dommeren.

“I sandhed for lille et ord. Du opførte dig som et uhyre, en slyngelagtig knægt, der ikke er bedre end den elendigste lommetyv.”

Det strejfede mig, at jeg burde påpege, at det netop var, hvad jeg var – at det var den verden, jeg var blevet opdraget i, eftersom jeg aldrig havde kendt til støtte fra hverken mor eller far, men fornuften fik overtaget, og jeg holdt munden lukket vel vidende, at det næppe var de ord, han ønskede at høre.

“Jeg må indtrængende beklage mine handlinger,” sagde jeg i stedet, og idet jeg vendte mig mod franskmanden, talte jeg med noget, der nærmede sig oprigtighed. “De var venlig over for mig tidligere, sir,” sagde jeg. “Og De talte til mig på en måde, der fik mig til at føle mig bedre, end jeg er. Jeg undskylder at have skuffet dem. Hvis jeg kunne ændre mine handlinger, ville jeg gøre det.”

Den franske herre nikkede, og jeg mente, at mine ord nok havde berørt ham, og til min egen overraskelse opdagede jeg, at jeg også havde ment dem. Han havde været venlig over for mig, da vores samtale var begyndt. Og han havde talt til mig, som om der var andet og mere end 38

Punktum-Mytteri.indd 38

19-04-2010 14:59:25

blot et edderkoppespind mellem mine ører, hvilket var en sjælden gunst for mig.

“Hvad siger De så, hr. Zulu,” sagde dommeren og så hen på franskmanden. “Er han en passende dreng?”

“Det er Zéla,” sagde herren med en træt stemme, og jeg gættede, at han havde rettet den fejlagtige udtale mere end én gang, siden han trådte ind i lokalet før mig. “Jeg er ikke af afrikansk afstamning, hr.

Henderson. Jeg er født i Paris.”

“Jeg undskylder, sir,” sagde dommeren.

Jeg kunne høre på hans tonefald, at han var fuldstændig ligeglad og blot ønskede, at samtalen skulle nå et lykkeligt udkomme så hurtigt som muligt. Jeg så på herren og undrede mig over, hvem han kunne være, siden han havde sådan en magt over en gal hund som hr. Henderson.

“Men han synes mig nu at passe storartet,” sagde hr. Zéla så. “Hvor høj er du, dreng?” spurgte han.

“Lidt mere end fem fod, sir,” sagde jeg og rødmede lidt, for der er dem, der siger, at jeg er lidt klejn i det, og det var en byrde, jeg havde båret på hele livet.

“Og din alder er 14, er det ikke rigtigt?”

“14 år præcis,” sagde jeg. “Og to dage,” tilføjede jeg.

“En perfekt alder,” sagde han og rejste sig og gik hen til mig. Han gjorde en fin figur, det må man lade ham. Høj, tynd og elegant, men med et imødekommende blik, som om han ikke var den type, der gjorde livet surt for andre. “Ville du have noget imod at åbne munden for mig?” spurgte han.

“Om han ville have noget imod det?” brølede hr. Henderson med en latter. “Betyder det noget, om han har noget imod det eller ej? Åbn din mund, dreng, og gør som herren siger!”

Jeg overhørte skrigeriet til venstre for mig og besluttede mig for at fæstne min opmærksomhed på den franske gentleman i stedet. Han kan hjælpe mig, tænkte jeg. Han ønsker at hjælpe mig. Jeg åbnede munden, og han lagde hånden om min hage – den omsluttede den helt – og kiggede på mine tænder. Jeg følte mig som en hest.

“Meget sunde,” sagde han efter et øjeblik. “Hvordan bærer en knægt som dig sig ad med at holde sine tænder i så fin stand?”

39

Punktum-Mytteri.indd 39

19-04-2010 14:59:25

“Jeg spiser æbler,” sagde jeg i en selvsikker tone. “Så mange jeg nu kan finde. De skulle være særdeles gode for pløkkerne, eller det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle.”

“Tja, de har i hvert fald levet op til det i dit tilfælde, det er helt sikkert,” sagde han med et smil til mig. “Ræk armene frem, dreng.”

Jeg strakte dem frem foran mig, og han pressede hænderne ind mod mine sider og mod mit bryst, men han gjorde det på samme måde, som en læge ville have gjort og ikke for at sætte noget i gang i sig selv. Han virkede slet ikke som den type.

“Du er en rask fyr, tror jeg,” sagde han. “Veludviklet, med gode knogler. Lidt klejn i det, men det gør ikke noget.”

“Mange tak, sir,” sagde jeg og valgte at overhøre den sidste bemærkning. “Det er meget venligt af Dem at sige det.”

Hr. Zéla nikkede og så hen på hr. Henderson. “Jeg tror, han kan bruges,” sagde han muntert. “Jeg tror, han vil passe helt fint.”

Passe til hvad? Umiddelbar løsladelse? Jeg så fra den ene til den anden og undrede mig over, hvad der var i vente.

“Så er du en heldig knøs,” sagde hr. Henderson, der samlede et ben op fra sin tallerken og gav sig til at sutte på det på en måde, så det vendte sig i mig. “Hvad ville du sige til at slippe for tolv måneder i tugthuset, hvad?”

“Det ville jeg synes vældig godt om,” sagde jeg. “Jeg har angret mine synder, det sværger jeg.”

“Det er sagen helt uvedkommende, om du har eller ikke har,” sagde han og udvalgte sig endnu et ben, som han først undersøgte for de mere saftige stykker. “Hr. Zéla, vil De lade drengen vide, hvad der venter ham?”

Den franske gentleman vendte tilbage til sin stol og så et øjeblik op og ned ad mig, som om han overvejede et eller andet, men nikkede så, som om han havde besluttet sig. “Ja, jeg har truffet min beslutning,” sagde han mere til sig selv end til nogen anden. “Har du nogensinde været til søs, dreng?” spurgte han.

“Til søs?” sagde jeg med et grin. “Aldrig.”

“Men ville du gerne prøve det, tror du?”

Jeg overvejede et øjeblik tanken. “Det kunne godt tænkes, sir,” sagde jeg forsigtigt. “Hvordan mener De?” 40

Punktum-Mytteri.indd 40

19-04-2010 14:59:25

“Der ligger et skib for anker ikke langt herfra,” fortalte han så. “Et skib med en ganske særlig mission af stor betydning for Hans Majestæt.”

“Kender De kongen, sir?” spurgte jeg og gjorde store øjne over at være i selskab med en, der måske havde været i selskab med de kongelige.

“Jeg har haft den store glæde,” svarede han stilfærdigt, men ikke på en måde, som fik en til at tro, at han ønskede at blive betragtet som en fin fyr af den grund.

Jeg udstødte en ed af bar befippelse, og hr. Henderson slog i bordet og gav igen med en af sine egne.

“Dette skib,” fortsatte hr. Zéla og ignorerede os begge, “skal påbegynde sin mission i dag, men der er opstået et mindre problem, som vi tror, at du, unge hr. Turnstile, kan hjælpe os med at løse.”

Jeg nikkede og forsøgte at gennemgå hans historie i hovedet for at få overblik over, hvad der blev krævet af mig.

“En ung fyr,” fortsatte han, “en ung fyr på din alder faktisk, der havde en plads om bord på skibet som kaptajnens tjener, var i går eftermiddag på vej ned ad landgangen i en fart, som ikke stod i et rimeligt forhold til det våde og slimede træværk, og det korte af det lange er, at han har brækket benene og derfor ikke vil være i stand til at gå for slet ikke at tale om at sejle. Det har været antydet, at han havde drukket, men det er ikke relevant for vores samtale. En erstatning skal findes, og det skal gå lidt rapt, da skibet allerede er blevet rigeligt forsinket af vejret og skal afsejle i dag. Hvad siger du, unge hr. Turnstile, er du klar til et eventyr?”

Jeg tænkte over det. Et skib. Kaptajnens tjener. Det skulle jeg nok mene.

“Og tugthuset?” spurgte jeg. “Slipper jeg for det?”

“Hvis du opfører dig ordentligt om bord,” sagde hr. Henderson, den dumme, gamle elefant. “Hvis ikke, vil du komme til at sone din straf trefold, når du vender tilbage.”

Jeg rynkede panden. Det var noget af en studehandel, turde jeg mene. “Og rejsen?” spurgte jeg hr. Zéla. “Må jeg spørge, hvor længe den vil vare?”

“To år, vil jeg tro,” svarede han med et skuldertræk, som var et så41

Punktum-Mytteri.indd 41

19-04-2010 14:59:25

dant tidsrum uden betydning for ham. “Har du hørt om Otaheite?” spurgte han. Jeg tænkte efter og rystede så på hovedet. “Tahiti, så?” fortsatte han. “Det omtales ofte under det navn.” Igen rystede jeg på hovedet. “Nå, men det betyder heller ikke noget. Din uvidenhed vil snart nok blive afhjulpet. Skibets destination er Otaheite,” sagde han.

“Der er tale om en helt særlig mission. Og når den mission er ovre, vil skibet vende tilbage til England. Du vil ved tilbagekomsten få en løn svarende til seks shillings for hver uge, du har været væk, og oveni vil du blive tilgivet din forbrydelse. Hvordan lyder det, min fine ven? Er vi enige?”

Jeg forsøgte at regne mig frem til, hvor mange penge seks shillings om ugen i to år løb op i, men jeg havde ikke forstand til det. Jeg vidste bare, at jeg ville være rig. Jeg kunne have omfavnet den franske gentleman på trods af hans herkomst.

“Jeg ville være meget taknemmelig,” sagde jeg, og ordene kom tumlende ud af min mund, så nervøs var jeg for, at tilbuddet skulle blive trukket tilbage. “Jeg ville være meget taknemmelig for at kunne tage imod det tilbud, De har stillet mig, og jeg kan forsikre Dem om, at min tjeneste til alle tider vil være af den højeste standard.”

“Så er det afgjort,” sagde han med et smil, rejste sig og lagde en hånd på min skulder. “Men jeg er bange for, at der ikke er nogen tid at spilde. Skibet sætter sejl klokken fire.” Han rakte ned i sin lomme og trak sit ur frem, men rynkede så panden, da han så det knuste glas og de knækkede visere. Han så et øjeblik på mig, før han lagde det tilbage i lommen uden kommentarer. “Hr. Henderson?” sagde han så, “har De et ur?”

“Kvarter over tre,” svarede dommeren, der nu kedede sig over os begge to og alene koncentrerede sig om sine madvarer.

“Så må vi skynde os,” sagde hr. Zéla. “Kan jeg tage drengen med mig, sir?”

“Tag ham, tag ham,” lød svaret. “Og sørg for, at jeg ikke ser dig for mine øjne igen, din lille slyngel, hører du? Ellers vil du komme til at fortryde det.”

“Naturligvis, Deres Excellence. Og mange tak for Deres storsind,” tilføjede jeg og fulgte efter hr. Zéla ud af døren og videre ud i mit nye liv. Selvfølgelig satte han gennem gangene med den samme hast som 42

Punktum-Mytteri.indd 42

19-04-2010 14:59:25

alle andre, og jeg var tvunget til at løbe efter ham. Endelig var vi dog ude, hvor hans vogn ventede. Jeg steg ind efter ham, og mit hjerte dansede over igen at kunne indånde frihed og frisk luft. Jeg skulle forlade England og ud på et eventyr. Hvis der nogensinde havde været en heldigere dreng, havde jeg i hvert fald ikke hørt om ham.

“Undskyld, jeg spørger, sir,” sagde jeg, da vi satte i gang, “men måtte jeg spørge til navnet på skibet og kaptajnen, ham, som jeg skal tjene, altså?”

“Fik jeg ikke nævnt det?” sagde han og lød overrasket. “Skibet er Hans Majestæts fregat Bounty, og det føres af en særdeles kyndig herre og i øvrigt en nær ven af mig, løjtnant William Bligh.”

Jeg nikkede og lejrede navnene i min hukommelse. De sagde mig, som han havde antaget, ikke det fjerneste dengang. Vi drejede om et hjørne og kørte ned mod havet, og jeg så mig ikke tilbage en eneste gang, vendte ikke hovedet for at få et sidste glimt af de brosten, jeg kendte så godt. Jeg tøvede ikke et øjeblik for en sidste gang at kigge på de gader, hvor jeg havde stjålet og plyndret i ti år eller mere – ja, skænkede end ikke det etablissement, hvor jeg var vokset op, og hvor min uskyld var blevet mig berøvet ved hundrede lejligheder, en tanke.

I stedet skuede jeg mod fremtiden og de spændende tildragelser, der ventede mig.

Ak, tåbelige dreng, hvor vidste jeg dog lidt om, hvad der lå forude.

43

Punktum-Mytteri.indd 43

19-04-2010 14:59:26