Udsyn 1 2010

T i d s s k r i f t

o m

J ø d i s k

2 5 .

å r g a n g

Udsyn n r .

1 ,

j u n i

2 0 1 0

T i d s s k r i f t

o m

J ø d i s k

l i v,

l i v,

I s r a e l

I s r a e l

o g

o g

M e l l e m ø s t e n

M e l l e m ø s t e n

INDHOLD Forsiden: Mod onde øjne. Ur Sviten

3 Religiøsitetens sejr De nye pionerer i Israel kommer ikke længere fra arbejderpartiets rækker, men fra den religiøse lejr. Hans Henrik Fafner analyserer udviklingen i Israel.

7 Et frit folk i sit eget land.

24

Nazi-litteratur i Amerika.

18 Ringen.

UDSYN præsenterer hermed læserne for den fransk-ungarske redaktør og forfatter Adam Birós lune novelle.

Gershon Baskin ser på udviklingstendenser i den nye palæstinensiske fredelige modstand og dets betydning for Israel

10

Og nu til noget helt andet:

UDSYN Redaktion: Eva Lehrer, Julie Besser Schmuhl, Thomas Rumph, Jacob Nørbjerg, John Saietz, Merete Næsbye Christensen, Birte Kont, Jonathan Schwartz

mmer: anu Tem

r o m Hu

Ansvarlig dette nummer: Anna Rebecca Kledal Tilknyttede skribenter: Hans Henrik Fafner, Heidi Laura, Stig Dalager, Daniel Direktor, Anne Kirstine Waage Beck, Mariluan P. Goldstein, Niko Rose-Henriksen Lay-out: bo-sørensen.dk

Redaktionens adresse: John Saietz. Lyngbakkevej 4, 2840 Holte.

Abonnement og adresse­ ændringer: Anatolio Kronik, mail: kronik@post4.tele.dk. tlf.

12 Dilemma-løsning i en klassisk jødisk vittighed.

Richard Raskin giver sit bud på dilemma løsninger i klassiske jødiske vittigheder

15 Næste år i Brooklyn,

45 86 44 48 Tryk: Nørrebros Bogtryk tlf. 35 39 61 33 Redaktionen af dette nummer ­afsluttet 8. maj 2010.

Udsyn udkommer 2 gange om året og sendes til medlemmer af New Outlook samt til bladets abonnenter. Artikler, der offent-

– eller hvorfor der ingen jødisk humor var i Detroit. Jonathan Schwartz viser os billeder fra sit fotoalbum fra sin ungdoms Detroit.

26 Jødisk humor i ­litteraturen Eva Lehrer introducerer jødisk humor fra redaktionens boghylder og ryster ikke mindst et par vittigheder ud af ærmet.

Det iranske paradoks – den kolde krig i Mellemøsten.

Udsyn fortsætter serien om Israel set fra naboen. David Jano analyserer det iranske paradoks.

Anna Rebecca Kledal anmelder den chilenske forfatter Roberto Boleanos humoristiske værk.

20 Skyggeteatret i Det Osmanniske Rige.

Anna Rebecca Kledal beretter om skyggeteatrets historie og de forandringer der udspillede sig på teatrets scene.

R

ØGE B R E G BØ

R E G Ø B

28 Kulturglimt - ser denne gang på Asimovs forfatterskab, mitzvah iphone og ikke mindst den årlige jødiske bogmesse i England

34

Dansk Jødiske historie: Hvem, hvad, hvor?

UDSYN præsenterer tredje del af Merete Næsbye Christensen Dansk Jødiske historie: Hvem, hvad, hvor?

37 Sebastian og skrivemaskinen

23 Golda Meir havde en arabisk elsker.

Anna Rebecca Kledal anmelder Nasim Salibs historiske-litterære roman om Golda Meir.

Nikoline Rose-Henriksen anmelder den filosofiske børnebog Sebastian og skrivemaskinen nys udkommet fra det Andersenske Forlag.

39 Kort og Godt - ved John Saietz.

40 Kommentar

liggøres, dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningen New Outlooks holdninger.

Eftertryk tilladt med tydelig kilde­angivelse.

ISSN: 0109-0585.

Udsyn udgives af Foreningen New Outlook.

2

Bagsiden afrunder Udsyns temanummer om humor og undersøger, hvorfor jøder og englændere skulle være sjovere end alle andre. Ved Lene Andersen Udsyn • 2/2009

Religiøsitetens

sejr Af Hans H en r i k Fafn er

Udsyn •1/2010

En historisk udvikling og skuffelsen over fredsprocessen har bragt religiøse synspunkter ind i en del af Israels befolkning, som tidligere betragtede sig som strengt sekulær TEL AVIV – Tidligt i foråret markerede kibbutz Deganya A hundredeåret for sin grundlæggelse på de sydlige bredder af Genesereth Sø. Ældre kibbutznikker samledes til en ceremoni, og veteraner fra den israelske arbejderbevægelse kom på besøg. Men ud over dette kunne jubilæet nok bedst betegnes som et non-event, der var meget langt fra at være forsidestof i aviserne. ”Jeg lagde knap nok mærke til, at det fandt sted,” siger Irit, som sidder på en cafe i bohemekvarteret omkring gaden Florentine i det sydlige Tel Aviv.

Hun læser medicin på Tel Avivs universitet og synes selv, hun

3

Men hvor israelsk nationalisme før i tiden var forbundet med socialisme og kollektivlandbrug, ligger religion og nationalisme i dag tæt op ad hinanden.

følger godt med i aktuelle udviklinger. Men hun indrømmer også, at kibbutzen og med den arbejderzionismen og klassisk venstrefløjsideologi er temmelig vage størrelser i dagens Israel. ”Jeg stemmer på (centrumpartiet) Kadima, og det betragter mange her i landet som dagens venstrefløj,” forklarer hun. ”Arbejderpartiet har for længst forladt den zionistiske venstrefløj, og Meretz sidder alene med 3 medlemmer i Knesset. Da mine forældre var unge, havde Israel en kibbutzbevægelse, som betød noget, og landet havde en ægte venstrefløj. I dag er det nogle andre, som sætter dagsordenen.”

Pionerer med kalot I februar 2006 skrev en israelsk kommentator, at det ville være så enkelt, hvis man bare kunne afskrive de unge bosætteraktivister fra Amona som en flok ekstremister. Talen var om udposten ved den store bosættelse Ofra, hvor daværende ministerpræsident Olmert lod hæren rømme 9 grundmurede bygninger som en del af sin valgkamp. Operationen endte som et voldeligt sammenstød mellem 4.000 bosættere og 3.000 soldater og politibetjente.

De ni huse blev bulldozet til murbrokker, men 80 medlemmer af ordensmagten samt 120 bosættere kom til skade. Det var flere end under hele rømningen af Gazastribens bosættelser året forinden.

Det, som fangede kommentatorens interesse, var ikke, hvor langt bosætterne befandt sig fra landets politiske hovedstrømninger, men i hvor høj grad disse 4.000 mennesker blev set som en integreret del af det israelske samfund. Blandt de tilskadekomne ved rømningen var to medlemmer af Knesset, om end fra den nationale højrefløj. Men i modstanden befandt sig også mennesker med stillingsbetegnelser som universitetslærer, advokat, læge og der var såmænd også en enkelt politibetjent udenfor tjeneste. Og nok vigtigst af alt, så befandt mere end halvdelen af mændene 4

fra de rømmede huse i Amona sig året efter som soldater i den israelske hær, da den rykkede ind i Libanon.

I påsken 1968, da Moshe Levinger og den første gruppe religiøse bosættere flyttede ind på Park Hotel i Hebron, blev de med god grund betragtet som en flok outsidere. Men sådan er det ikke længere. Selvom navnlig en del af udposternes befolkning er politisk og religiøst mere yderligtgående end Levinger og hans flok var dengang, finder de langt større accept i det brede israelske samfund. Og det hænger sammen med det skred, som Irit taler om.

Helt op i 70erne betragtede kibbutznikkerne sig stadig som pionerer. De var overrepræsenteret i Knesset som de var det i landets væbnede styrker. I dag er tyngdepunktet flyttet mod højre.

Ser man på den israelske hærs elitetropper, fylder de religiøse soldater langt mere end deres andel af befolkningen, og de religiøse bosættere betragter sig selv som arvtagere til den rolle, kibbutznikkerne havde før i tiden. De tager ud i landskabet og grundlægger nye ”samfund”, som bosættelserne hedder eufemistisk.

Dagens israelske pionerer går med kalot.

Supermarked med synagoge Ikke alle bosættere er religiøse, og ikke alle religiøse er bosættere.

Men hvor israelsk nationalisme før i tiden var forbundet med socialisme og kollektivlandbrug, ligger religion og nationalisme i dag tæt op ad hinanden. Det kan man blandt andet se ved, at tradition og religion nu spiller en større rolle i gennemsnitsisraelerens liv. En meningsmåling, som betragtes som kontroversiel, men som alligevel synes at give et fingerpeg, illustrerer situationen. I dag betragter 20 procent af Israels jødiske befolkning sig som sekulære. Det betyder ikke, at resten er ultraortodokse eller nationalreligiøse, men det fortæller, at mange israelere i dag ser sig selv som masorti – traditionelle, som overholder halacha i et Udsyn • 1/2010

vist omfang. For tyve år siden beskrev 40 procent af landets befolkning sig som sekulære.

Disse tyve år, eller lidt mere, har været kendetegnet af håbet om en fredsproces og en gradvis nedtoning af denne drøm. Den israelske befolkning har set den ene fredsplan efter den anden komme og gå, og i dag er udsigterne til en dialog med palæstinenserne nok ringere end nogensinde. Freden er noget, vi har prøvet, og det gik ikke, synes mange israelere at sige.

Gennemsnitsisraeleren har mistet troen på fred. Og det har fået ham eller hende til at kigge i andre retninger, efter noget nyt at tro på. Det såkaldte sikkerhedshegn på Vestbredden er således kommet til at spille en rolle, som går ud over det rent sikkerhedspolitiske. For nogle er det blevet en barriere, der skaber mulighed for at glemme, hvad der sker på den anden side. I en eller anden forstand eksisterer konflikten ikke længere, og israeleren kan rette opmærksomheden på forbrug, et godt liv, udlandsrejser og Udsyn • 1/2010

den nye bil. Det er blevet en art erstatning for troen på fred. Andre ser hegnet som symbol på en belejringstilstand. Israel er omgivet af fjender, hvilket følgerne af rømningen af Gazastriben kun understreger, og hegnet er et værn. Daværende ministerpræsident Ehud Baraks konklusion, da han vendte tilbage efter det sidste, desperate fredsmøde med selvstyreformand Arafat i USA i sommeren 2000, at der ikke var nogen fredspartner, har sat sig som et mantra i denne del af befolkningen. Det har sat sig i en tro på, at den jødiske stat står alene, som er blevet til en nationalisme parret med en tro, ikke på freden men på Gud. Israel er med andre ord gledet bort fra troen på fred med palæstinenserne, og idet besættelsen og en lignende mangel på fremtidstro også har drevet modparten i retning af religiøs fundamentalisme, er tendensen kun blevet stærkere på israelsk side. En del israelere forbinder religiøsiteten med en spartansk livsholdning, som vi ser det hos ideologiske bosættere. Men andre forbinder

5

uden vanskeligheder den materialistiske flugt med tradition og nationalisme, hvilket kommer næsten symbolsk til udtryk i et sted i dagligvarehandelen. Som et eksperiment indrettede en af landets supermarkedskæder en synagoge i en af sine forretninger. Initiativet viste sig vellykket. En del kunder ville tilsyneladende gerne kombinere et besøg i synagogen med det daglige indkøb, så nu overvejer kæden at indrette synagoger i samtlige forretninger.

Stuerene bosættere Dette ville have virket som en absurd tanke for nogle årtier siden, men ikke desto mindre skal udviklingen ses i et historisk perspektiv, der går ud over den aktuelle skuffelse over fredsprocessen.

Arbejderpartiet sad ved magten uafbrudt fra statens oprettelse i 1948 indtil skæbnevalget i 1977. Da kom Menacham Begin og Likud-partiet for første gang i stand til at danne regering, og det førte til store ændringer.

Begin gjorde op med mange af arbejderbevægelsens institutioner, og det blev begyndelsen på kibbutzbevægelsens lange nedtur, der i dag er endt i privatisering og ideologisk marginalisering.

Den nye regering satte også gang i en forbrugsfest, som landet vanskeligt havde råd til, men samtidig skabte den materialisme, som kendetegner det israelske samfund i dag.

Og som et tredje element satte Likud gang i et bosættelsesbyggeri af hidtil ukendt omfang. Fra Levingers tid i Hebron i 1968 bestod fænomenet af små grupper, og selv med den formelle grundlæggelse af bevægelsen Gush Emunim efter krigen i 1973, forblev det et strengt ideologisk foretagende.

Men Begin skabte en ny type bosætter. Han ville se bosættelserne som en ægte folkebevægelse og appellerede derfor til helt almindelige familier, der uden nogen stærk forankring i religionen valgte at flytte ud på Vestbredden. Der blev lokket med billige boliger, gode børnepasningsordninger og smukke omgivelser, og dermed opstod hvad man kunne kalde bekvemmelighedsbosætterne. Den jødiske befolkning på de besatte områder voksede nu hurtigt, så den i dag tæller godt en halv million mennesker, Østjerusalem medregnet, udviklingen har vist, at selv ikke fredsprocessen, da der endnu var tro på den, fik kurven til at knække. I 1992, altså året før underskrivelsen af Oslo-aftalen fandtes 105.000 bosættere, hvis man ser bort fra Jerusalem. I dag er det tilsvarende tal 304.000.

I mange israeleres øjne er det med andre ord ikke længere odiøst at have bopæl på Vestbredden. Det er næsten blevet main6

stream. Men fordi bosættelser som Ariel og Maaleh Adumim med store sekulære, eller måske snarere traditionelt indstillede befolkninger uomtvisteligt ligger i, hvad de ideologiske bosættere omtaler som det bibelske Israel, er denne tankegang også rykket tættere ind på livet af den ikke-religiøse del af befolkningen.

Synspunkter, som har rod i nationalreligiøse sammenhænge, har fået betydning for langt flere israelere end før. De er ikke blevet religiøse, men opfatter heller ikke sig selv som strengt sekulære længere. Dette er eksempelvis sket for Likud, der i Begins tid blev defineret som et strengt sekulært parti. I dag er grænsen flydende, og Likud taler et sprog, som tiltrækker religiøse vælgere; ved valget i 2006 stemte 12 pct. af den nationalreligiøse befolkning på Likud, og i 2009 var tallet 23. Ved primærvalget i Likud i 2007 vandt Moshe Feiglin, som er nationalreligiøs bosætter, 23 pct. af stemmerne.

En tydelig israelsk skuffelse over resultaterne af rømningen af Gush Katif, Gazastribens bosættelser, har ført udviklingen i samme retning. Flere og flere israelere accepterer Ehud Baraks mantra fra sommeren 2000 og mener i dag ikke, der kommer noget godt ud af at rømme Vestbredden. Det er blevet legitimt at mene, at med undtagelse af et beskedent antal isolerede bosættelser bør samtlige bosættelser forblive på israelske hænder. De religiøse argumenter er rykket tættere på, og dermed er fredsprocessen, som den så ud i Oslo-dagene, rykket tilsvarende i baggrunden.

Den amerikanske journalist Thomas L. Friedman skrev tidligere på året provokerende i New York Times, at den israelsk-palæstinensiske fredsproces, set med israelske øjne, har udviklet sig fra at være en nødvendighed til at være en hobby.

Alt dette siger noget om, hvad der foregår i Tel Aviv. I cafeerne på Florentine og andre lignende steder mødes det liberale Israel.

Her diskuteres billedkunst og litteratur, vestlige tanker, og selvom disse mennesker ikke nødvendigvis tilhører den typiske venstrefløj, er dette et sekulært miljø. Men tiden har også uddybet kløften mellem Tel Aviv og det tungt religiøse Jerusalem. Og ind imellem disse to modpoler ligger resten af Israel, hvor tendensen er klar. I Hadera, en provinsby med 60.000 indbyggere på kystsletten nord for Tel Aviv, lukkede den sidste biograf for et år siden, mens seneste optælling siger, at byens indbyggere har 72 synagoger at vælge imellem. Imens kan kibbutzerne i byens omegn nok bryste sig af at være del af en hundredårig bevægelse, men samtidig må de indse, at andre grupper giver den i rollen som landets pionerer.

Udsyn • 1/2010

Et frit folk i sit eget land Hvis vi ikke forhandler nu, vil palæstinenserne opgive at kæmpe for en palæstinensisk stat og i stedet kræve en fuldt demokratisk fælles stat.

Af Gershon Baskin

I virkeligheden handlede det ikke om ”timing”. Netanyahus undskyldning til Joseph Biden blev besvaret af ham i den tale på Tel Avivs universitet, der afsluttede hans besøg. Den isnende kulde fra Washington kom først efter, at Netanyahu troede, at han havde redet stormen af.

Netanyahus regering har udmærket sig ved at få bragt landet på kollisionskurs med resten af verden. Desværre har regeringen og medierne fokuseret på forholdet til USA og er gået helt uden om det virkelige problem. Det handler ikke om vores forhold til Washington, men om vores overlevelse i regionen og vores forhold til vores direkte naboer. Det er på tide at den israelske offentlighed vågner op af sin dvale efter et langt forår med fred og ro.

Den varme sommer nærmer sig sammen med et jordskælv.

Landet må træffe et valg; vi undgår ikke at tage nogle barske beslutninger. Uret tikker, og snart vil valget blive truffet for

Udsyn • 1/2010

os, hvis vi ikke selv gør det. Den nuværende tilstand af ”business as usual”, af en følelse af sikkerhed og illusionen om, at vi kan beholde områderne og alligevel slutte fred med vores naboer, er snart slut.

Siden Oslo-aftalen blev indgået i 1993, er antallet af jøder, der bor udenfor den grønne linie næsten tredoblet. Selv mens Netanyahu gentager mantraet ”to stater til to folk”, fortsætter vi med at bygge nye boliger udenfor den grønne linie. Det såkaldte ”settlement freeze” er ikke andet end et selvbedrag. Den binationale virkelighed udenfor den grønne linie er åbenlys for enhver, der krydser den.

Den palæstinensiske ledelse fastholder ønsket om en tostats-løsning, men også de ved, at chancen for en opdeling baseret på den grønne linie hurtigt svinder væk.

Ja, tilbagetrækningen fra Gaza beviste, at man kan fjerne bosættelser, men Israel er trængt så dybt ind over den grønne linie, at visionen om fred på basis af en selvstændig palæstinensisk i de hidtil besatte områder forekommer praktisk talt umulig.

Landet har tilsyneladende truffet sit valg – vi foretrækker landområder frem for fred. Med vores egne hænder tager vi livet af det zionistiske projekt. Et folk, der holder et andet folk besat og nægter det

7

Drusisk kvinde i Golan råber til slægtninge på den syriske side af grænsen

8

Udsyn • 1/2010

selvbestemmelse og frihed, kan ikke selv være et frit folk i sit eget land.

Den gennemsnitlige palæstinenser og i endnu højere grad de palæstinensiske intellektuelle giver udtryk for en ny holdning: det er ikke længere muligt at oprette en selvstændig palæstinensisk stat på Vestbredden og Gaza-striben med Østjerusalem som hovedstad. De udvikler en ny strategi, og vi israelere bør være bekymrede over, hvad denne strategi vil betyde for os.

Den første fase bliver det, der allerede betegnes som den ”hvide intifada”. Det bliver en strategi, der går ud på massiv civil ulydighed og en afvisning af at samarbejde med besætterne. Strategien er baseret på ikke-voldelig konfrontation med besættelsesmyndighederne. Vi har set tegn på dette i Bil’in, Ni’lin, Budrus, Masara og andre steder, som israelerne indtil nu ikke har været opmærksomme på. Det palæstinensiske selvstyre støtter aktivt boykot af israelske varer og vil snart opfordre de palæstinensiske arbejdere til at nægte at arbejde i bosættelserne.

Udfordringen bliver at fastholde ikke-volden og finjustere dens budskab.

Kampens politiske budskab bliver at give tostats-løsningen en sidste chance. Palæstinenserne vil forsøge at opnå international opbakning baseret på deres moralske overlegenhed. Verden vil se billeder af israelske soldater, der skyder imod ubevæbnede menneskemængder inklusive kvinder og børn ved konfrontationer ved vejspærringer og rundt omkring bosættelser.

Palæstinenserne vil arrangere symbolske fjernelser af vejspærringer, byggerier i det israelsk kontrollerede område C, etablering af vejspærringer på bosættereveje

Udsyn • 1/2010

for at standse og kontrollere israelske trafikanter m.m. Tusindvis af palæstinensere vil blive arresteret, mange af dem beskudt og muligvis dræbt. Enhver voldsanvendelse overfor palæstinensernes modstand vil føre til voksende støtte til dem verden over og fortsat aftagende støtte til Israel.

Hvis ikke-volds startegien slår fejl, hvis prisen for den er for høj, eller hvis – Gud forbyde det – den udvikler sig voldeligt, vil palæstinenserne opgive tanken om en uafhængig stat og vil åbent forlange fuldt demokrati i Israel med én stemme til én person. Denne strategi vil sandsynligvis blive støttet af det internationale samfund, og delegitimiseringen af Israel vil tiltage.

I år var der 40 universiteter verden over, hvor man deltog i den ”israelske apartheid uge”-kampagne; næste år kan det blive mindst 400. Hvis palæstinenserne først vedtager ”demokrati”-løsningen, kan de ikke tabe. Det vil kun blive et spørgsmål om tid, før verden behandler Israel, som den behandlede det hvide styre i Sydafrika.

Det meste af verden – og især den arabiske verden – har aldrig rigtig forstået, at staten Israel er det jødiske folks nationalstat. Det meste af verden betragter jødedom som en religion, og ikke jøderne som et folk. Lejligheden til at støtte en ”demokratisk” løsning af konflikten vil blive hilst varmt velkommen og vil blive støttet bredt, fordi den giver mere mening end en opdeling af landet, hvor palæstinenserne kun får 22% af det historiske Palæstina.

Israel vil tabe kampen. Det vil ikke længere være muligt at forhindre palæstinenserne i at blive et frit folk i deres eget land.

Den eneste mulighed for at sikre, at jøder-

ne vil forblive et frit folk i vores land er, at beslutte at afslutte besættelsen af det palæstinensiske folk. Alt byggeri i bosættelserne må standses nu, ikke på grund af vores relationer med USA, men fordi vi ikke kan fremme freden, før vi beslutter dette. Hvis vi ønsker at bygge i områder, der muligvis vil blive annekteret af Israel, må vi først aftale, hvor grænsen skal gå og udvekslinger af områder.

Unilateralismens dage er talte. Israel vil ikke kunne annektere mere end 3% af Vestbredden, hvilket vil imødekomme 80% af bosætterne. Det vil simpelthen være umuligt at udveksle større områder end dette. Jerusalem må blive en delt hovedstad – hvis vi ikke accepterer at dele den, vil vi med sikkerhed miste den som det jødiske folks evige hovedstad.

Behovet for et øjeblikkeligt kursskifte er så indlysende, at uden et sådant vil vores overlevelse som en jødisk og demokratisk stat med sikkerhed vil være umulig.

Gershon Baskin leder sammen med Hanna Siniora det israelsk-palæstinensiske center for forskning og oplysning, IPCRI. Oversat af John Saietz

9

Det Iranske Paradoks – den kolde krig i Mellemøsten Mange vesterlændinge har gennem årene forventet at det Iranske regime var på nippet til at kollapse.

I Israel har flere ”eksperter” hævdet dette i de sidste to årtier. Det er vigtigt at huske på, at Iran ikke længere blot er en Islamisk republik, men i dag fremstår som et Islamisk republik i skøn forening med et militært diktatur.

A f Dav i d Ja n o

10

Militæret, ”Revolutionsgarden” og Basij sikkerhedsstyrkerne er loyale overfor regimet, så længe de kan lukrere på væsentlige finansielle fordele i deres rolle som beskyttere af staten. Spørgsmålet er hvorvidt disse militære grupper er stærke nok hver for sig overfor Ahmedinejad og Khamenei. Kunne der for eksempel opstå et kupforsøg mod regimet i revolutionens navn uden at ødelægge den eksisterende magtstruktur?

De mange iranske demonstrationer vi oplevede i medierne omkring årsskiftet, kunne meget vel være startskuddet til en

kommende konflikt med Israel. Føler Ahmedinejad og resten af regimet sig truet, har de brug for en ydre fjende.

Tættere på Israel har Hamas brug for at holde tingene i ro, indtil forhandlingerne om den forhåbentligt snarlige fangeudveksling med Gilat Shalit løber af stabelen. Når dette er sket vil problemerne med genopbygningen af Gaza komme op til overfladen igen. Ydermere er det en stor hovedpine for Hamas, at Egypten nu endegyldigt har besluttet sig for at rejse en mur på den egyptiske side af Rafiah, der gør det endnu mere umuligt for Hamas at Udsyn • 1/2010

Strategien for Iran i Mellemøsten i dag er stadigvæk jagten på førertrøjen i magthierarkiet i regionen.

smugle ting ind gennem tunneller til Gaza-Striben. Det er indlysende, at det egentlige Israelsk-Egyptiske mål er at kvæle det islamiske styre i Gaza. I Libanon er Hezbollah blevet et minoritetsparti i regeringen.

Skal man styrke sin position, har man brug for en militær konflikt, enten rettet mod vestlige elementer i Libanon eller Israel.

Hezbollah har brug for en konflikt, hvis man skal bevare sin status som en faktor der skal regnes med i regionen.

Strategien for Iran i Mellemøsten i dag er stadigvæk jagten på førertrøjen i magthierarkiet i regionen. Denne tendens har været tydelig siden Ahmedinejad overtog magten fra den mere pro-vestlige Khatami i 2005.

Den konservative elite som alle bakker op om Præsident Ahmedinejad har også støtte fra Irans allerøverste leder, storayatollah Ali Khamenei.

Målet er en ny islamisk revolution, der igen kan tage gløden op fra den oprindelige revolution i 1979.

De konservative kræfter forsøger at legitimisere sig under beskyttelse af præstestyret, med en strømlinet, brutal politistat, under det forenede element af Islam.

At styrke og udvide Irans magt i hele Mellemøsten er en integreret del af strategien hos magthaverne i dagens Iran.

Det iranske atomprogram er endnu et aspekt i denne ambition.

Styrken ved at være en atommagt, skal give Iran det ultimative blåstempl, som en Udsyn • 1/2010

magtfaktor i Mellemøsten.

Denne position forsøger Iran at skabe ved at danne en blok af venligtsindede stater og organisationer, som støtter styret i Iran. Denne blok består iflg. Iran af autentiske Muslimske lande i regionen, som aktivt kæmper imod og tager afstand fra USA og dets lillebror Israel. Den pro-Iranske blok består af Syrien, Sudan, Hezbollah i Libanon, Hamas i det Palæstinensiske Selvstyre og regeringsfjendtlige grupperinger i det nordlige Yemen. Enkelte af disse lande ligger som bekendt faretruende nær Israel.

Modblokken har allerede dannet sig, bestående af stater der føler sig truet af Iran og dets allierede. Denne rivaliserende alliance består bl.a. af Egypten, Saudi Arabien, Bahrain og Kuwait.

Israel betragtes på trods af manglende officielle diplomatiske relationer med Saudi Arabien og Golf-staterne, også som et nøglemedlem af alliancen af lande, der opponerer mod Irans ambitioner.

Denne rivalisering mellem de to blokke i Mellemøsten, spiller efterhånden en rolle i alle vigtige begivenheder i regionen. Det er denne konflikt der ligger bag den fælles Israelsk-Egyptiske stræben efter at bevare kontrollen med Hamas i Gaza-striben. Det ligger bag kampene i det Nordlige Yemen, hvor tropper fra Saudi Arabien kæmper mod Shia-oprørsgrupper støttet og bevæbnet af Iran og den ligger også bag konflikterne i både Libanon, Afghanistan

og Irak. Alle steder har Iran støttet med våben og penge i kampen mod de vestlige styrker.

Hvem er ved at vinde denne kolde krig i Mellemøsten?

Desto mere flydende situationen bliver i Iran, desto mere urolig bliver situationen i hele Mellemøsten. Alle tre ovennævnte islamiske aktører, Iran, Hamas og Hezbollah, er stærkt bevæbnede og meget afhængige af at deres sikkerhedsstyrker bevarer magten. Føler det iranske regime sig svækket eller truet, kunne der meget vel opstå en situation for Iran der hedder ”alt eller intet” mod Israel, Vesten, de olieproducerende stater såsom Saudi-Arabien eller Kuwait. Man kunne også forestille sig et miks af alle ovennævnte scenarioer. På grund af deres afhængighed af Iran og deres egne regionale problemer, er både Hamas og Hezbollah fuldt ud knyttede til udviklingen i Iran. Både finansielt og som tro allierede har disse organisationer simpelthen ikke noget valg.

Paradoksalt, kan en deadline for en Iransk aggression mod Israel blive styret af reformbevægelsernes fremgang i Iran, snarere end hvor langt fremme Ahmedinejad og resten af regimet er med deres nukleare programmer.

David Jano er BA i Historie fra Københavns Universitet og læser MA i Mellemøstenstudier på Syddansk Universitet.

11

Jø

tema

disk humor

Dilemma-løsning i en klassisk jødisk vittighed A f R i ch a r d R a s k i n

D

e mest spændende jødiske

vittigheder kan fortolkes på to eller flere vidt forskellige måder. Og der er ikke bare tale om ordspil eller rent verbale tvetydigheder, men om bl.a. hvad man skal mene om handlingen skildret i vittighedens punchline (Raskin 1992). I dette perspektiv vil jeg gerne diskutere en vittighed, som Sigmund Freud fortæller i et brev til Wilhelm Fliess, dateret den 28. maj 1899 (Freud 1950: 299-301, min oversættelse): Et ægtepar, som ejer en hane og en høne, beslutter sig for at fejre en højtid ved at spise fjerkræ til middag, men de kan ikke beslutte sig for, hvilket af de to dyr de skal ofre, så de henvender sig til rabbineren. ”Rabbi, hvad skal vi gøre, vi har kun én hane og én høne. Hvis vi slagter hanen, vil hønen blive ked af det. Hvis vi slagter hønen, vil hanen blive ked af det. Men vi vil spise fjerkræ til en festmiddag; Rabbi, hvad skal vi gøre?” Rabbineren: ”Slagt dog hanen.” ”Men så vil hønen blive ked af det.” ”Ja, det er sandt, slagt så hønen.” ”Jamen, Rabbi, i så fald er det hanen, der vil være ked af det.” Rabbineren: ”Så lad den være ked af det!”

12

Og her er Jan Katlevs fremragende oversættelse af den lidt senere og videreudviklede jiddische udgave af vittigheden, der figurerer i Immanuel Olsvangers Rosinkess mit Mandlen (1921/1965: 137-138) og Röyte Pomerantsen (1935/1965: 167168):

En klog dom Vores rabbiner var ikke en af de helt store genier, men han var en klog jøde, en vis mand. Hør her en historie, I nu skal høre.

En gang kom en jøde til rabbineren med et spørgsmål. Han havde en hane og en høne. Hvis han slagtede hanen, vil hønen lave ballade, råbe op og skrige og ikke være til at holde ud. Hvis han slagtede hønen, vil hanen lave ballade. Hvad skal han nu gøre? Rabbineren siger til ham, at han skal komme om et par dage, så vil han få et svar.

Tre dage sidder rabbineren og læser i de hellige bøger og får rynker i panden – han kan ikke finde ud af det, han sveder bravt over spørgsmålet.

Den tredje dag kommer jøden og spørger rabbineren: ”Nå, hvad så, rabbi? Har De fundet på et råd til mig?” – ”Jo da, hvad så?” ”Nå, hvad skal jeg gøre?” ”Dommen går ud på, at du skal slagte hønen.” ”Jamen rabbi, hvad så, så skriger hanen jo dog!” –

”Lad den dog skrige!”

På grund af den dom blev vores rabbiner berømt.

I denne vittighed er der faktisk to dilemmaer på spil. Den ene drejer sig om, hvilket af de to dyr der skal slagtes. Den anden drejer sig om, hvad rabbineren skal stille op, når der forventes en afgørelse, som han tilsyneladende ikke har evner til at træffe. Og det er selvfølgelig rabbinerens dilemma og hvad vi formodes at mene om hans måde at løse den på, som er det mest interessante.

Stort set er der to overordnende fortolkningsmuligheder.

Den ene er at betragte rabbinerens afgørelse som hensigtsmæssig, selv om hans påpegning af, hvilket dyr der skal slagtes, virker tilfældig, arbitrær og kold over for det overlevende dyrs lidelse. I dette perspektiv kan man se det som vittighedens pointe, at det vigtigste er at kunne handle, at kunne overvinde lammelsen forårsaget af dilemmaet, ved simpelthen at feje det til side, der blokerer for handling. Eller for at fokusere mere direkte på rabbinerens dilemma, kan man sige at vittigheden giver rabbineren ret på trods af hans tilsyneladende mangler som dommer, idet han skaber en handlingsmulighed der, hvor der kun var lammelse. Det er Udsyn • 1/2010

Udsyn • 1/2010

13

i den forståelse af vittigheden, at Freud citerede historien i forbindelse med sit eget dilemma, angående ægteskab vs. arbejde, eller privatliv vs. en offentlig, videnskabelig tilværelse (Oring 1984: 29-30). Og den samme betydning kan aflæses i en anden vittighed (Berman 1974: 174-5, min oversættelse), hvor en kirkebetjent forsøger at hjælpe en enke til at overvinde hendes lammende dilemma, og hvor igen det er lige meget, hvilken af de to handlingsmuligheder der bliver valgt: En enke befandt sig i en alvorlig økonomisk knibe. Hun bestemte sig for at bage bagels, men efter to måneder konstaterede hun at kassen stadigvæk var tom.

Desperat tog hun hen til kirkegården for at konsultere sin afdøde mand, der lå dér i jorden.

Landsbyens shames (kirkebetjent) vidste godt, at kvinden ville tage derhen. Han skjulte sig bag den afdøde ægtemands gravsten.

Kvinden kastede sig over graven og hulkede og udøste sit hjerte for den afdøde mand. ”Oh, Isaac, Isaac. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke klare mig uden dig. Oh Isaac, jeg har bagt bagels, men kan ikke få tingene til at løbe rundt.”

Der lød en stemme bag gravstenen: ”Så bag dog ikke.” (”So don’t bake.”)

Kvinden råbte desperat: ”Men Isaac, oh min Isaac, hvis jeg ikke bager bagels, hvordan kan jeg så tjene til livet?”

Og stemmen svarede: “Så bag dog.” (”So bake.”)

Men tilbage til hanen og hønen og til en meget anderledes fortolkning af historiens pointe – denne gang med rabbinerens handling anset som skandaløs, idet han 14

løser sit eget dilemma ved at lade, som om han har forstand på problematikken, skønt han i virkeligheden er på herrens mark. I dette perspektiv er rabbinerens råd rent fup og bedrag, og historien skal forstås som en parodi på en salomonisk afgørelse. Set i den belysning er vittigheden beslægtet med fortællinger, der gør grin med en rabbiner ved til sidst og efter en omstændelig opbygning at lade ham afsløre sin uvidenhed og manglende evner til at spille den rolle, der forventes af ham – fx denne vittighed fra en fransk samling (Geiger 1925: 51, min oversættelse): To købmænd skændes. Den ene påstår, at den anden har solgt ham fordærvede oliven. Den anden forsvarer sig energisk. Efter en udveksling af fornærmelser beslutter de at bede rabbineren om at afgøre deres mellemværende.

Det er en aftale, siger rabbineren. Men hvordan forventer I, at jeg uden videre kan vide, om de pågældende oliven er gode eller ej? Lad mig se dem!

Købmændene tager af sted og kommer tilbage i en bil med en tønde oliven. Med store anstrengelser hejser de den ned til rabbineren. Låget bliver afmonteret.

– Nu skal vi se! siger rabbineren.

Han smøger ærmerne op, stikker hånden ned i tønden, tager en håndfuld oliven op, og mens han beskuer dem, siger rabbineren: Hvad fanden ved jeg om oliven?

formår at skære igennem og skabe plads til handling, ret. ”Lad den dog skrige” kan også virke som en skændsel, fundet på i sidste øjeblik af en rabbiner, som ikke evner at leve op til sin rolle og komme med et ordentligt råd. En vittighed, der egner sig til to så vidt forskellige fortolkninger, har en dybde, der kan gøre den mindst lige så tankevækkende, som den er sjov.

Referencer Berman, Henry B. Have I Got a Joke for You. New York: Hart, 1975.

Freud, Sigmund. Aus den Anfängen der Psychoanalyse. Brief an Wilhelm Fliess. London: Imago, 1950.

Geiger, Raymond. Nouvelles histoires juives. Paris: Gallimard, 1925.

Oring, Elliot. The Jokes of Sigmund Freud: A Study in Humor and Jewish Identity. Phila­ delphia: University of Pennsylvania Press, 1984.

Olsvanger, Immanuel. Rosinkess mit Mandlen. Zürich: Verlag der Arche, 1965, oprindelig publ. 1921; og: Röyte Pomerantsen.

New York: Schocken, 1965, oprindelig pub.

1935.

Raskin, Richard. Life Is Like a Glass of Tea: Studies of Classic Jewish Jokes. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 1992.

Pointen i hane-og-høne-vittigheden – ”Lad den dog skrige” – kan opleves nærmest som en åbenbaring, man kan tage til sig, i en historie, der giver rabbineren, som på trods af sine tilsyneladende mangler Udsyn • 1/2010

Fra mit fotoalbum A f J o n a th a n Schw a r t z

Jø

tema

disk humor

Næste år i Brooklyn – eller ’hvorfor der ingen jødisk humor var i Detroit’

1

Jeg har ofte spurgt mig selv, hvorfor

vi jøder, som blev født og voksede op i Detroit, aldrig fandt noget sjovt fra vores liv at fortælle andre om. Og det er ikke en joke. Jeg har lagt mærke til det igen og igen, så ofte at det begynder at ligne en forklaring. Livet i Detroit for jøder var ikke sjovt, ergo var der ikke noget sjovt at fortælle. Forestil dig en tv-serie som ’Seinfeld’ finde sted i Motown, Motor City, Murder capital, Arsenal of Democracy, ’Samlebåndets Fødested’, eller et hvilket som helst af de andre øgenavne, som Detroit har opnået i dens forholdsvis korte, historie i det tyvende århundrede.

Kan du huske hvordan Woody Allen i ’Radio days’ fortalte om sin barndom i en overfyldt lejlighed i Brooklyn, med lejlighedsvise udflugter til strandpromenaden i Coney Island.

Intet i Detroit, ikke engang Henry Fords samlebånd, kan måle sig med et simpelt fortov i New York, hvor næsten alt sjovt kunne ske - og faktisk gjorde det.

2

Nu hvor jeg nævner Henry

Ford: Måske kan han give et fingerpeg til det humorforladte, triste og overskyggede jødiske samfund i Detroit. Charlie Chaplin i Hollywood kunne karikere samlebåndet, hvor han blev fanget i tandhjulene i den store maskine og fortsatte sine vridende bevægelser uden for fabrikken og tog fejl af knapperne på en kvindes frakke og boltene på samlebåndet.

Udsyn • 1/2010

Forfatteren

i Detroit 19

40

15

I Detroits ’fordske’ smeltedigel var jøder så godt som ikke-eksisterende. Jøderne var der ikke, så der var ikke noget at tale om og gøre grin med. Vi forblev de mest fremmede af alle de fremmede. Man fandt os ikke ved fabrikkernes samlebånd, ej heller bag skrivebordene på chefkontorerne. Og alligevel, i arbejdernes øjne var vi ’beskidte kapitalister’, og i middelklassens øjne var vi ’beskidte kommunister’.

Henry Fords antisemitisme var velkendt, og den indbragte ham en pris fra selveste Adolf Hitler. Vi klarede os ved at forblive i fabrikkernes og chefkontorernes skygge.

Da Henry Ford døde i 1947, blev alle børnene på min skole befalet at stå op ved siden af deres skoleborde og holde to minutters stilhed i hans ære. Fordi min far havde svoret, at han aldrig ville købe en Ford-bil, husker jeg hvor flov jeg var over at stå ved mit bord og bøje mit hoved i ærbødighed for Henry Ford.

3

De fleste jøder i Detroit, som jeg kendte som barn, kom fra andre byer i Canada eller USA. Ikke mange kom direkte til Detroit fra Europa.

De fleste kom fra New York eller Chicago, måske fra Philadelphia eller Boston. Detroits jøder var derfor 2. generation i den amerikanske smeltedigel, og for mange 16

af dem forekom Detroit desuden at være et skridt ned ad den kulturelle stige.

Min mor for eksempel, kom fra Boston.

Hendes forældre var litauske jøder, immigranter fra et område tæt på Vilnius. Hun savnede Boston, ikke Vilnius. Hver søndag eftermiddag lyttede hun til Bostons Symfoniorkester på den store mahogniradio i stuen. Søndag aften lyttede hele familien til radio-komedierne fra New York. Mange af komikerne, som Jack Benny, var jøder, og vi børn fik ikke fat i så meget af humoren, mens vi spiste vores søndagsmiddag, bestående af kogte hotdogs og Boston Baked Beans.

4

Der var én meget berømt jødisk

mand i Detroit: Hank Greenberg, stjernespilleren og første base for baseballholdet Detroit Tigers. Han kom fra New York. Han var født og opvokset i Bronx, ikke så langt fra New York Yankees’ stadium, og det havde været naturligt for ham at spille for dette New York-hold.

Men i stedet spillede han fra 1933 for Detroit Tigers og vendte efter at have tjent i hæren under Anden Verdenskrig tilbage til Detroit. Detroit vandt mesterskabet i 1945, krigens sidste år. Han var også en meget høj mand, som kunne strække sig op og nå bolde, som blev kastet til ham.

Næsten alle de jødiske drenge jeg kendte, havde en første base-handske til ære for ham, selvom der kun er én første base på et hold. Handsken har ikke fem fingre, som andre baseball-handsker, men ligner nærmere en kæmpestor tyk hummerklo, som kan gribe en hvilken som helst bold, den kommer i nærheden af.

Selv tvivlede jeg på, om Hank Greenberg virkelig var jøde. Jeg luftede aldrig mine tvivl overfor mine venner, men jeg havde aldrig set nogen jøde være så høj. Vi var alle små. Hvordan kunne Hank Greenberg så være jøde?

5

Som nævnt optog den jødiske befolkning i Detroit mange nyankomne fra andre nordamerikanske storbyer. Udflytningen til de nordvestlige forstæder fra ca. 1950’erne til 1980’erne fandt sted i tre diasporalignende bølger. I mine voksne år boede min familie og jeg i Highland Park, den by hvor Ford byggede sit første samlebånd, i begyndelsen af den tyvende århundrede. Mine minder er fra 1960’erne, hvor behovet for varme friskbagte bagels søndag morgen blev uimodståeligt. Der var kun én bagelfabrik, som lå langt ude på Seven Mile Road og Wyoming, langt fra mine forældres kvarter. Fabrikken var placeret strateUdsyn • 1/2010

Min morfar og mormor med mine to fætre. Boston ca. 1930 (Tak til Mary Bille, min kusine i Danmark)

gisk mellem det gamle jødiske kvarter og de nye fjernere jødiske forstæder længere ude mod nordvest. En iskold vintersøndag blev bilernes motorer varmet op, og mens varm røg steg op fra udstødningsrørene, kørte de alle mod bagelfabrikken.

Der lå stakke af New York Times på gulvet ved siden af butiksvinduerne, hvor der løb kondensvand fra ovnene. Vi ventede til det blev vores tur, dusinvis af jødiske mænd, ventende på dusinvis af varme bagels. Og med en brændende varm brun Udsyn • 1/2010

papirspose i den ene hånd og en tung New York Times i den anden, satte vi os ind i vores biler og kørte i forskellige retninger, de ti eller tolv kilometer, hjem igen.

6

Humor, især jødisk humor,

trives med ironisk distance og varm intimitet. Bagelfabrikken i Detroits nordvestlige forstæder var den fabrik vi lærte at kende bedst. Og det er ikke en joke.

Oversat af Julie Schmuhl Henry Ford Motors opfandt idéen om samlebånd (Assembly Line) på bilfabrikkerne i Detroit, og udviklede dermed begrebet masseproduktion. Udtrykket Assembly Line er derfor på amerikansk blevet synonymt med byen (red.).

17

Ringen

P

Jø

tema

disk humor

novelle

Af Adam Biró

å markedet i Baghdad sad der for længe siden kort efter Shi’ismens fremkomst, i Abbassidernes tid, under Harun al-Rachids regeringsperiode, før Saddam Hussein ("Folkets Velgører"), før Hasan al Bakr ("Den Gode"), før marskal Aref ("Den Blide"), før general Kassem ( "Den Fredselskende"), før Abd Allah ("Den Vise"), før Rashid’Ali ("Den Elskede"), før Faysal den Anden ("Den Venlige"), før Rashi den Første ("Den Barmhjertige"), før Ghazi ("De Undertryktes Ven") og før Faysal den Første ("De Svages Beskytter") var der to butiksindehavere i Baghdads bazar. Den ene hed Ahmed, og var en from muslim. Den anden hed Moshe, og var en from jøde.

De var venner; i denne fjerne og usandsynlige fortid, før folkets velgører Saddam Hussein, Hasan al Bakr den gode, Aref den blide, den fredselskende Kassem, Abd Allah den vise og de andre elskede, venlige og barmhjertige havde ruineret, bortjaget, massakreret og udryddet jøderne. Før den tid kunne disse – selv om de kun var andenklasses borgere – leve, lave forretninger og trives i fred i solens, sandets og algebraens lande.

Moshes og Ahmeds respektive butikker lå i hver sin ende af bazaren i en afstand fra hinanden, som de begge satte pris på. På den ene side kunne de, eftersom de begge var juvelerer, konkurrere helt fair uden de mislyde imellem dem, som en for kort indbyrdes afstand let ville have forårsaget. På den anden side gav deres daglige besøg hos hinanden dem en undskyldning og en lejlighed til at tilbagelægge hele vejen fra den ene ende af bazaren til den anden, til at høre den seneste sladder, se på varer og priser og få et indtryk af den almindelige atmosfære.

Under et af sine morgenbesøg bemærkede Ahmed en sølvring i Moshes butik, en meget smuk ring med en safir. Han fængsles af ringen, næsten som kærlighed ved første blik overfor to sorte øjne i et tilsløret ansigt......Denne ring havde en magisk skønhed. "Åh, Moshe, denne ring er vidunderlig! Jeg elsker den. Jeg vil ger18

ne købe den af dig. Hvor meget vil du have for den?"

Moshe tror ikke sine egne ører. Gennem de mange år, de havde kendt hinanden, havde de aldrig nogensinde solgt noget til hinanden. Det var aldrig faldet dem ind. Men når alt kommer til alt, hvorfor ikke?

"Jeg vil bede dig om ti dirhams" svarer han. "Jeg er sikker på, at du er enig i, at den er meget mere værd, men eftersom den er til dig personligt, og siden du er som en bror for mig, giver jeg dig den for denne latterlige pris."

Uden at sige et ord betaler Ahmed de ti dirham, lægger ringen i sin pung, siger farvel til Moshe og går hurtigt tilbage til sin butik, hvor han låser sig inde for uforstyrret at beundre den smukke ring.

Moshe er forbavset. Ahmed, en købmand og en håndværker som ham selv, havde betalt den foreslåede pris uden at forhandle, prutte eller diskutere? Dette er uhørt på markedet i Baghdad.

"Jeg må have ladet mig tage ved næsen af Ahmed" tænker han.

"Denne ring er tusind gange mere værd end den pris, jeg forlangte, og det er han fuldstændig klar over. Det er ikke ærligt. Og han kalder sig min ven? Det må vi se, om han er!"

Og uden at spilde et minut, lukker han sin butik og går – eller snarere løber – hen til Ahmed.

"Ahmed, ringen" siger han forpustet, "ringen....."

"Hvad med ringen?"

"Jeg gjorde en fejl; Jeg glemte, at den ikke var til salg. Min svigerfar, som du jo kender........Jeg vil købe den tilbage fra dig. Hvor meget vil du have for den?"

Ahmed ser rødt og sort. "Utroligt!"

"Femten dirham".

Jøden åbner hurtigt sin pung, tager hurtigt ringen, gemmer den, og løber væk som en tyv.

Ahmed er nødt til at sidde ned. Verden må være af lave. En Udsyn • 1/2010

forlange et meget højt beløb. Så vil han se, om Ahmed er villig til købmand, og hvilken købmand, Moshe i egen person! Køber en at betale det – det vil betyde........... vare tilbage, han lige har solgt, med tab! Uden diskussion, uden "Et hundrede dirham". at prutte om prisen.

"Her er de," siger muslimen.

"Jeg havde ret. Denne ring er magisk. Den er uvurderlig. Moshe Og han går sin vej. solgte den til mig ved en fejl. Og jeg, som en idiot, selv om jeg havde Og de to fortsatte i uger og måneder. Ringen skiftede ejer den den i min besiddelse solgte jeg den tilbage til ham for en fortjeene gang efter hinanden..........Priserne, de betalte, nåede utrolige neste på kun fem dirham. Fem dirham! Hvordan kunne jeg være højder. Hele bazaren vidste besked om det. Den ring havde en sådan et æsel?" magisk kraft.

Ahmed besluttede ikke at forhaste sig. Ventetiden var frygtelig, En morgen er det Ahmeds tur til at spørge ubærlig. Men han var nødt til at være tålmodig, om ringen. vente til næste dag, og så tilfældigt komme forDen ungarsk-fødte i Frankrig "God morgen, Moshe......." bi Moshes butik og lade som om intet særligt boende redaktør og forfatter De udveksler de sædvanlige hilsner...........Og var på færde.

Adam Biró tager i værket Two så kommer de til sagen.....

Det gør han. Efter de sædvanlige hilsner og Jews on a Train udgangspunkt "Ringen......" gensidige spørgsmål og uden at lade sig mærke i øst-jødiske diaspora fortæl"OK, Ahmed, jeg har den ikke mere. Jeg har med noget, spørger han: linger, som han gen -og omsolgt den."

"Sig mig Moshe, husker du den ring i går?" fortæller, inddrager sig selv Det svimler for Ahmed. Han læner sig op ad (Som om Moshe ikke huskede den. Han havde og sin samtid, så hver genforbutikkens væg. Der er en stilhed, som varer en også ligget søvnløs hele natten på grund af talte fortælling indeholder evighed, to evigheder. den). "Jeg syntes virkelig godt om den. Ja, jeg flere lag bestående af histo"Solgte du den? Men Moshe, er du komplet syntes faktisk om den.........jeg ville meget gerne rie, filosofi, politik og naturskør? Solgte du en ring, som vore to familier har have den. Jeg vil gerne købe den tilbage af dig, ligvis – en god portion humor. levet af de sidste seks måneder?" sådan uden videre, som en grille. Du ved, en gang Udsyn bringer i anledning af imellem får man en grille..............Hvor meget vil dette temanummer om huOversat af John Saietz. du have for den? mor et uddrag fra Adam Birós Billede af Mariluán Yasmin.

Moshe svarer uden at spilde et sekund. Han omtalte værk er forberedt, han har planlagt det hele. Han vil Udsyn •1/2010

19

Skyggeteatret i Det Osmanniske Rige

Historien om skyggeteatret i Det Osmanniske Rige, giver os i dag et fascinerende indblik i politiske diskussioner og social opposition fra middelalderen og frem til moderniseringsprocesserne i midten af det 19. ĂĽrhundrede.

A f A n n a R e b e cc a Kledal

Billede: MariluĂĄn Yasmin

20

Udsyn • 1/2010

I samfund hvor størsteparten af befolkningen var analfabeter, og ikke havde adgang til bøger, blev skyggeteatret det forum hvor alle sociale klasser mødtes.

Lærde, ulemaer, sigøjnere, almindelige borgere alle, høj som lav, var tilskuere til skyggeteatrets sketches. I denne fantasiverden, hvor humor og latter var grundlæggende ingredienser, kunne en social kritik mod samfundets magthavere hermed finde vej.

Fra Europa kender vi til noget lignende fra karnevallets/maskeradens burleske form, hvor hæmninger i middelalder-hverdagen blev sluppet løs, og tabuer fik mulighed at blive brudt. Det blev for en kort stund muligt at gøre nar af magthavere, gejstlige og den sociale orden i et rum, hvor tingene kunne vendes på hovedet.

I Mellemøsten var skyggeteatret langt mere rodfæstet i hverdagslivet, og var fra den tidlige middelalder og frem en af samfundets ventiler, hvorfra politiske religiøse og sociale temaer kunne komme ud og magthavere kunne latterliggøres. Nogle gange blev teaterstykket først fremvist i sultanens paladser, andre gange udsprang de fra gaden og blev udspillet i de lokale kaffehuse. Utallige samfundsemner blev udspillet på skyggeteatrets scene og forestillingerne indgik som en del af forskellige magtkampe både mod europæiske kolonisatorer og internt i Mellemøsten imellem sociale bevægelser og religiøse magthavere.

Udsyn • 1/2010

Karagöz og Hacivat

Skyggeteatrets oprindelse

Spørg enhver person med oprindelse i Mellemøsten og de vil selv i dag få et saligt lys i øjnene, mens de nikker genkendende til navnene Karagöz og Hacivat. ”Karagöz” – sort-øjede – er den centrale figur i skyggeteatret sammen med makkeren Hacivat.

Karagöz er en art anti-helt, som via humor og ikke uden frækhed, klarer skærene og siger alle de forbudte ting. Hans ven Hacivat, er højere uddannet, er i konstant diskussion med Karagöz, men må, trods sit vid, underlægge sig Karagöz.

Karagöz repræsenterer folket, han er den ligefremme. Han er analfabet, arbejdsløs, og forsøger sig som alt-muligmand for at tjene til dagen og vejen, eller forsøger sig med alskens projekter som sjældent lykkes.

I jødiske sammenhænge er figuren vel tættest på at repræsentere schmiel’en.

Skyggeteatrets figurer, som stadig kan købes i basaren i Istanbul som fast inventar, er farverige og halvgennemsigtige, og er omtrent 40 cm lange. Kropsdelene er sat sammen med stifter, så de dingler, mens de bevæger sig hen over scenen.

Et hvidt tæppe udgør baggrunden og som kendt i skyggeteater til alle tider, kaster lyset fra en lampe bagved scenen de skygger, som bliver projekteret op på det hvide lærred/eller tæppe.

Historikerne er uenige om skyggeteatrets oprindelse. Nogle kilder hævder at skyggeteatret opstod blandt turkiciske stammer, med inspiration fra Kina, Indien og mongolske stammer, frem til græsk-byzantinske rødder.

Andre fremhæver det italienske islæt, sigøjnertraditioner eller de iberisk- jødiske rødder.

Men under alle omstændigheder var skyggeteatret ved starten af det 17. århundrede en velintegreret del af det osmanniske samfund.

Europæiske kilder fra det 17ende århundrede og frem har beskrevet rejsendes møde med sådanne teaterstykker og deres forargelse over den ligefremhed hvormed seksuelle emner og forhold beskrives på den osmanniske scene. Fra 1670erne og frem er forargelsen stor blandt de europæiske rejsende, og sprogbruget i stykkerne bliver af europæerne beskrevet som ’dyrisk brutalt’.

Magtkamp Den israelske historiker Dror Ze’evi (2006) gør opmærksom på, hvorledes skyggeteatret blev centrum for en magtkamp i det konservative præsteskab ulema’en, som krævede censurering af stykkerne, men også moralsk oprustning, så ærbare mænd ikke så slige forestillinger.

Efendier intervenerede i det 17ende år-

21

hundrede og der blev udråbt en fatwa som proklamerede en syntese mellem teatrets mere profane kunstform og den religiøse mere alvorlige tilgange til sagerne.

Orientalisme og occidentialisme I det 19ende århundrede blussede de moralske diskussioner endnu engang op.

Hvad der er en interessant tese i Ze’evis værk, er at det netop var under moderniseringen i Tanzimat perioden fra 1834 og frem, at skyggeteater produktionerne blev censureret efter europæisk forbillede, og alle referencer til direkte seksualitet blev udeladt.

For at følge i Ze’evis fodspor skete altså en borgerliggørelse i fremstillingen af seksuelle temaer samt censurering af politiske udtalelser, i takt med at moderniseringen efter europæisk forbillede blev fremherskende i det osmanniske sultanat.

De tidlige skyggeteater stykker forbandt ikke sex med skam. Der fandtes eksempelvis en figur, tegnet som en kæmpe penis, der gik hen over scenen, under stor fryd og jubel.

For Ze’evi var den præmoderne opfattelse af seksualitet i det islamiske Mellemøst meget ligetil og åben og opfattelser af seksualitet og køn ikke statiske.

Der eksisterede naturligvis den religiøse regulering af seksualiteten, og man havde ligeledes en ide om samme-køns teorier, ifølge hvilken kvinder blev anset for at være uperfekte mænd. Derfor fandtes ikke fastlåste kategorier, som vi kender det i dag i forhold til definitioner af heteroseksualitet og homoseksualitet.

Efterhånden som udvekslingen mellem ’Orienten’ og ’Vesten’ blev mere almindelig fra det 18. århundrede og frem, vendte de europæiske fortællinger om ’Orienten’ 22

også tilbage til Mellemøsten. Beskrivelser vendte, ifølge Ze’evi, tilbage til en verden under vestlig økonomisk og heraf følgende kulturelt hegemoni, og Vestens negative og moralsk forargede syn på Mellemøsten ramte derfor hårdt.

Som modvægt til den europæiske fortælling om Mellemøsten opstod lokale modfortællinger i, hvad man kan kalde en occidentalistiske form: Man hævdede at europæisk moral var mindst lige så meget på et skråplan. Fra 1799 efter Napoleons kortvarige eventyr i Egypten, herskede en kritik af vestlig promiskuitet. Ideen om unge prostituerede som løb rundt i de parisiske gader, børn som blev efterladt i Wiens gader, og unge vestlige kvinder som kom i fordærv, blev en del af den folkelige ide om ’Vesten’.

Herefter kom der (atter) fokus på kvinder, for netop at frelse dem fra deres europæiske modpart. Der skulle herske klare grænser i de osmanniske samfund, grænser som skulle baseres på hetero-normative samt konservative værdier.

Homoerotiske fortællinger blev herefter marginaliseret i teaterverdenen, og der forekom således ikke længere mere overeksponerede penis’er på scenen, og samleje blev nu mere fremstillet via hentydningens kunst og insinuationer. I den næste fase blev også brugen af bestemte ord på scenen forbudt.

sualitet og kønnet samt opposition mod magthaverne ikke har været entydige ej heller statiske igennem Mellemøstens lange og brogede historie.

Dror Ze’evi: Producing desire, changing sexual discourse in the Ottoman Middle East, 1500-1900.

UCLA 2006, 213 sider

Konklusion Skyggeteatrets historie og forandringerne i denne, giver et indblik i de sociale bevægelser, strømninger og modstrømninger, der gør sig gældende både i Øst og Vest, men ligeledes i mødet mellem de forskellige kulturer. Skyggeteatrets historie viser med al tydelighed at opfattelsen af sekUdsyn • 1/2010

Boganmeldelse A f A n n a R e b e cc a K l e d a l

Golda Meir havde en arabisk elsker.

Der har til alle tider verseret rygter eller vittigheder om enten præsidenters, statsministre eller de kongeliges sex og/eller kærlighedsliv.

Og ligeså i Mellemøsten. Her findes i folkemunde utallige vittigheder omhandlende sheiker, imamer, præsidenter og statsoverhoveders gøren og laden både inden og udenfor ægteskabets vægge.

Og israelske ledere går heller ikke ram forbi.

I både Israel og den arabiske verden findes blandt andet et sejlivet rygte om at Israels premierminister Golda Meir i sine unge år havde en arabisk elsker.

I herværende bog ”The Palestinian Lover” fra 2004 er den fransk- libanesiske forfatter Selim Nassib vedholdende overfor denne fortælling. Nassib insisterer overfor os, at han kender historien fra sin egen familie i Beirut, hvorfor romanen er baseret på virkelige hændelser: Golda Meir, daværende Golda Meyerson, skulle have haft en libanesisk-palæstinensisk elsker i 1930ernes Palæstina.

Sandt eller ej, så er det litterært set også lige meget, for romanen handler om meget mere end Golda Meirs kærlighedsliv.

Rammen er 1920erne; fascismen er beUdsyn • 1/2010

23

Boganmeldelse A f A n n a R e b e cc a K l e d a l

gyndt at gøre sit indtog i Europa, jødiske flygtninge strømmer ud af det europæiske kontinent.

Den libanesiske rigmand Albert, skibbrud i sit overklasse ægteskab, er som drivtømmer i et forlist og tomt ægteskab, fremmedgjort er han den betragtende outsider, hvor han frekventerer high society receptioner blandt den arabiske elite, som smægter sig med engelske og franske kolonialister.

Russiske Golda Meyerson bevæger sig i en anden sfære. Hun forsøger at elske sin mand Morris, hun forsøger at være en god hustru, en god mor, og hun er samtidig aktivisten, hun er idealisten, kibbutzniken, og hun er dybest set mentalt et andet sted. Ægteparret glider fra hinanden, Golda træffer Albert og de indleder et forrygende kærlighedsforhold.

Forfatteren tager os med til både overklasse arabiske receptioner, og til venstreorienterede jødiske kibbutnikkers møder, og beskriver de spændinger og modsætninger der eksisterer indenfor begge grupper.

Selim Nassib har forfattet en lille blændende roman, Margurite Duras’sk i sin form, med sin enkelhed, skarpe sætninger, nærmest dirrende sanseligt, hvor enkelte billedsekvenser fastholder helheder, og blænder sig fast.

Jeg ved ikke om der findes en lignende betegnelse på dansk, men sexual politics på engelsk må være det rammende begreb for romanens genre.

Udover at være en kærlighedsfortælling har Selim Nassib fat i den europæiske modernitets tveæggede sværd, når han på den ene side beskriver fremskridt, og frihedsidealer i Mellemøsten og på den anden side den død og destruktion som faldt 24

i kølvandet på de europæiske ideologiers slagmark.

Romanens slutning skal alligevel røbes her, fordi den både er overraskende og tankevækkende: Spændingerne mellem de to befolkningsgrupper tager til, og i sidste sekvens, mens Albert overvejer at flygte fra Palæstina, rejser Golda Meir efter ham. Deres sidste møde finder sted i Haifa og her tigger Golda Meir ham om ikke at forlade hende, ikke forlade Israel/Palæstina.

Alberts dom, da forholdet mellem de to er ved at slutte er at Golda tilhører landet, jorden, akkurat som han, palæstinenseren Albert gør det. De er uløseligt forbundet til hinanden.

Denne roman er et lille fantastisk unikum. Intet mere, intet mindre.

Bare frem med den på de danske hylder.

Nazi-litteratur i Latin-Amerika

Sélim Nassib: The Palestinian Lover. The love affair between Golda Meir and a Palestinian Aristocrat.

Europa Editions 2004 (2007) 164 sider (Sélim Nassib har ligeledes forfattet en roman om en anden stor dame: den egyptiske sangerinde Um Kulthum. Men den havde redaktionen i skrivende stund endnu ikke fået læst).

Udsyn • 1/2010

U

middelbart skulle man mene, at der er en vis uoverens-

litteratur a

stemmelse mellem anmeldelse af latinamerikansk nazi-litteratur og et temanummer af Udsyn om humor. Men redaktionen lover at det hænger fuldt ud sammen, især når den sydamerikanske afart af Det Tredje Riges kulturproducenter, præsenteres af den store chilenske forfatter Roberto Bolano. ”Nazi-literature in the Americas” er litteratur, forstået på den måde at værket er opbygget som en lang række sketches i encyklopædisk form, over imaginære syd- og nordamerikanske forfattere, som alle var dragede af, flirtede med, deltog aktivt i og støttede nazismen på det europæiske og/ eller det latinamerikanske kontinent.

At forfatterne er fri fantasi betyder mindre. De kunne lige så vel have eksisteret.

Fortællingerne om disse forfattere, eller snarere mytemagere, er morsomme, de er uartige, de er absurd-ironiske og er gennemgående skrevet med en knastør sort humor.

Vi bliver beriget med beretningen om Silvio Savatico, den argentinske poet, som ønsker alle jødiske borgere frataget deres argentinske statsborgerskab, men samtidig ønsker import af migranter fra de skandinaviske lande, for at kunne fremme den nationale hudfarve. Han mener nemlig, at den argentinske farve er blevet promiskuøst formørket i blandingen med den indfødte befolkning. Samtidig er Savatico fortaler for en stærk velfærdsstat for blandt andet (hvide) kunstnere og forfattere. Vi får fortællingen om “Tykke” Schiaffinos teaterstykke indeholdende 10 scener med statsoverhoveder, der danser tango, en scene indeholdende en onani-konkurrence mellem præsidenter, statsoverhove-

Udsyn • 1/2010

der og ambassadører, for blandt andet at se hvem der kan sprøjte sæd længst (den argentinske ambassador vinder dén konkurrence). Og så fremdeles.

Den chilenskfødte forfatter Roberto Bolano som herhjemme mest er kendt for sit mesterværk ”2666” som udkom 2005, 3 år efter forfatterens død, pendlede det meste af sit liv mellem Chile, Mexico og Spanien.

Bolano vendte for en kort bemærkning tilbage til Chile i 1970erne, efter at have tilbragt sin ungdom i Mexico, men forlod igen sit fødeland kort efter Pinochet-diktaturet kom til magten i 1973.

“Nazi-literature in the Americas” når, som al god litteratur, forbi vante forestillinger, bryder med stereotyper og lader os se individerne bag handlingerne. På den måde giver bogen en dyb forståelse og indsigt i, hvordan blandt andet de oplyste medlemmer af det bedre og kulturelle borgerskab samt den politiske elite, som i de fleste latinamerikanske lande havde sin storhedstid under skiftende militærdiktaturer siden 1930erne, blev fascinerede og forblændede af ekstreme ideologier.

Bolano er en stor humanist, og vi når på beundringsværdigvis bagom logikken bag bestialske handlinger, og ind til mennesket bag. Det ekstreme bliver fremstillet som noget, der ikke bare er fremmed for os selv, men snarere meget tæt på og genkendeligt, også her i Danmark.

Oplysningen om Bolanos forfatterskab er hermed videredelt til Udsyns læsere på baggrund af uforfalsket kærlighed til god litteratur.

Roberto Bolano: Nazi-literature in the Americas, Picador 2008 259 sider ca. 15 Euro.

25

Jødisk humor tema Jø

på boghylden

disk humor

R e d. Eva L e h r e r

1

The Big Book of Jewish Humor, red.

William Novak & Moshe Waldoks fra 1981. Amerikansk klassiker i storformat med vittighedstegninger, vittigheder og bidrag fra kendte og ukendte jødiske forfattere fra Scholem Aleichem til Woody Allen.

2

Rabbi Joseph Telushkin, som skriver ofte og meget om jødiske emner, udgav i 1992 bogen Jewish Humor og analyserer den jødiske humor gennem udvalgte vittigheder. Gennem humor mener han at finde de vigtigste jødiske karaktertræk: kærlighed og had til familien, forhold til Gud, antisemitismens frastødende kraft og assimilationens tiltrækning, chutzpah, selvironi, kærlighed for lærdom, lidenskab for skænderi, retfærdighedssans osv.

3

Nathan Ausubels klassiske samling af en moppedreng af jødiske vittigheder, satirer og humoristiske historier fra 1951: A Treasury of Jewish Humor, siden genoptrykt flere gange.

4

David Minkoff: The Ultimate Book of Jewish Jokes fra 2005 er en stor samling af vittigheder. Forfatteren er kendt fra sin Jewish Jokes hjemmeside awordinyoureye.com som ifølge ham er den bedste jødiske vittigheds-hjemmeside og indeholder over 2000 vittigheder som han konstant tilføjer nye til.

5

Klassikeren over alle klassikere:

Salcia Landmanns Der jüdische Witz fra 1961 er både et monografi over den jødiske vittigheds sociologi – og en omfattende samling af vittigheder fra den østrigske filosofs hånd. Her finder man svar på alt man gerne vil vide om den jødiske vittigheds fænomenologi, oprindelse, historie og geografiske præg. Bogen dukker op i antikvariater rundt omkring i Europa en gang i mellem. Mit eksemplar er indkøbt i London under Jewish Book Week sidste år, når alle boghandler med respekt for sig selv havde et lille udvalg af gamle og nye bøger om jødiske emner.

6

Abraham Hochwald: Und wenn der Rabbi lacht fra 1994 er en samling af vittigheder, inddelt kronologisk fra middelalderen til nazitiden og til israelsk humor. Hvert kapitel begynder med en kort introduktion.

7

La bible de l’humour juif er en fransk samling af vittigheder, udgivet af Marc-Alain Ouaknin, rabbiner og filosof, og Dory Rotnemer, som er videnskabsmand.

8

Fra vore breddegrader er der Direkte linie til himlen, Jødiske vitser og anekdoter genfortalt af Arne Melchior, som udkom sidste år.

9

Jødisk humor fra Polen og Rusland fortalt af Bronislaw Aleksandrowicz og illustreret af Alicja Fenigsen fra Gyldendal 1973.

Jødiske vittigheder Har du hørt den om den vagabond, der

Hvad er forskellen mellem en

gik hen til en jødisk mor på gaden og

Rottweiler og en jødisk mor?

sagde: “Jeg har ikke spist i tre dage.”

Rottweileren giver op til sidst.

“Du må tvinge dig selv,” svarede hun.

26

Udsyn • 1/2010

10

Michael Wex: Born to KvetchNow with more Kvetching fra 2005. Vidunderlig morsom indføring i jiddisch som samtidig er en indføring i østeuropæisk jødiskhed, traditioner, religiøse rødder og kultur, i hvad man kan kalde en art jødisk psyko-biografi. I bedste stil flabet, selvironisk og samtidig sprogligt indsigtsfuld. Man behøver ikke være propædeutisk interesseret for at falde for humoren. Yderst underholdende læsning.

11

Fred Kogos: 1001 Yiddish Proverbs fra Castle Books 1970 Fundet i en bogkasse i Haifa engang i begyndelsen af 1980erne. Mere tradtionelt opbygget med to-sprogede ordsprog på henholdsvis engelsk og jiddish.

En underholdende sag, som i glimt giver kulturelt indblik i jiddishkeits tankesæt.

En mand ringer til sin mor og siger, “Hvordan har du det?”

Jødisk telegram:

“Ikke alt for godt” siger moderen. “Jeg er meget svag.”

“Begynd at bekymre

“Hvorfor er du så svag?”

dig. Detaljer følger.”

“Fordi jeg ikke har spist i 38 dage.”

“Det er jo forfærdeligt, mor. Hvorfor har du ikke spist i 38 dage?”

“Fordi jeg ikke ville have munden fuld af mad, når du ringer.”

Udsyn • 1/2010

27

k u lt u r g l i mt A f eva l e h r e r

Barnet i midten bliver altid glemt: Baltimore Baltimore står af skyggen af sin glamourøse storebror New York fra den ene side og hovedstaden Washington på den anden side. Men der er mange gode grunde til at se på, hvad byen har at byde på.

På grund af sin beliggenhed har Baltimores Inner Harbour en gang været USA’s andenstørste havn for europæiske indvandrere og på denne måde blev byen til en stor industriby. Med sværindustriens tilbagegang blev havnen omdannet til shoppingcenter, underholdningsmekka og turistcentrum med det berømte National Acquarium. I dag er havnen turisternes første mål.

Baltimore spillede en vigtig rolle i den amerikanske historie og det var her i nærheden, på Fort McHenry at USA’s nationalhymne, Star Spangled Banner, blev komponeret under krigen mod England i 1812.

Byen har også mange museer, blandt andet kunstmuseer, industrimuseum, base-

28

ballmuseum og søfartsmuseum. Det særprægede American Visionary Art Museum tiltrækker også mange besøgende og her kan man se kunstværker af den sidste russiske tsars slægtninger, indianerkunst, kunstværker af Guantanamobugtens fanger eller af Holocaust-overlevende.

Det Jødiske Museum af Maryland befinder sig langs en 5 km lang vandresti viet til den amerikanske historie. De er meget stolte over at være det eneste amerikanske museum, som inkluderer to historiske synagoger. Museet befinder sig midt i Baltimores historiske jødiske kvarter.

De to synagoger, Lloyd Street synagogen er fra 1845, og B’nai Israel synagogen fra 1876, fortæller om de jødiske indvandreres historie i Baltimore. Blandt museets genstande er et håndskåret Toraskab, en matzah-ovn og flere mikvaer. www.jewishmuseummd.org Baltimores jødiske menighed er en af de

ældste i USA, og det skønnes, at ca. 100 000 jøder bor i Baltimore-området, som har ca. tre millioner indbyggere.

Menighederne er, efter amerikanske forhold ret gode til at samarbejde, i fælleskab finansierer de flere skoler og institutioner af forskellige observans, sørger for aftengudstjeneste for Baltimores baseballklub Orioles og bestyrer en kiosk med kosher snacks i stadion. Henrietta Szold, grundlæggeren af Hadassah blev født i Baltimore og det berømte skib Exodus blev sat i stand og bemandet af Baltimores jøder.

Læs mere www.shalombaltimore.org

Udsyn • 1/2010

Jewish Book Week London Jeg kan slet ikke undvære at tage til Londons Jødiske Bogmesse, som afholdes hvert år i første uge af marts.

I år har den oven i købet været udvidet til Open Jewish Culture – en paraplyorganisation af mange forskellige jødiske foreninger og institutioner som bød på varieret program i løbet af hele marts måned, med bogmessen som vigigste begivenhed www.openjewishculture.org Vi overværede åbningsaftenen d. 27.2. som i anledning af Purim bød på en kavalkade af kendte britiske, amerikanske og israelske kulturpersonligheder, som alle sammen gav deres fortolkning af personerne i Megilla Ester. Simon Schama var for eksempel Mordechai, som forsøgte at overbevise sin jiddishe mor i telefonen, at han skam havde fået et godt job hos kongen, han er en macher, selv om han ikke er blevet læge som sin fætter. Katy Lette gav en sjov, men samtidig alvorligt ment feministisk tale om kvindeundertrykkelse, personificeret som den forsmåede Vashti.

Dagen efter var der et velbesøgt møde med Anthony Julius, som har skrevet et vægtigt værk om antisemitismens historie i England, og mandagen bød på den Udsyn • 1/2010

ivrigt ventede samtale mellem den israelske forfatter Etgar Keret og Jonathan Safran Foer om hans sidste bog, som han også fortalte om i Danmark. Men lige da han skulle til at læse op fra sin bog, lød brandalarmen.

Royal National Hotel, Londons største, hvor bogmessen blev afholdt, blev evakueret. Man spekulerede på, om der var demonstrationer eller boykot mod bogmessen – vi så et stort Hamas-flag i et af vinduerne – men det var sikkert bare nogle skoleelever. Hotellet er nemlig et yndet opholdssted for skoleklasser.

Efter et kvarter og besøg af to brandbiler gik vi mageligt tilbage – uden panik, vi var jo blandt englændere – og samtalen fortsatte. Det var sjovt at se de to forfattere på slap line, to vegetarer og to gode venner.

Safran Foer bemærkede også, at for Keret var det intet problem at blive vegetar i en tidlig alder. Han har bare besluttet sig, at han ikke vil spise Bambi, det var det. Alt er meget mere enkelt for israelere, mens de neurotiske, amerikanske jøder tvivler længe, overvejer alt til højre og venstre…

Den efterfølgende samtale var anderledes food for thought. Overrabbineren

Jonathan Sachs diskuterede moralske pejlemærker med filosof Susan Neiman, som er leder af Einstein Forum i Potsdam. Det var en samtale mellem religionens meget intelligente repræsentant og ateisten som hævdede, at moral ikke er afhænger af religiøse påbud. Overrabbineren derimod sagde gentagne gange, at religion er det eneste, som kan give folk samhørighedsfornemmelse.

Det sidste og mest fornøjelige programpunkt vi overværede, handlede omThe Great American Songbook og deres jødiske komponister. Den levende foredragsholder, David Lehmann, illustrerede sit foredrag med både sjove anekdoter og filmklip fra berømte musicals.

Og lad os ikke glemme alle bøgerne… Et mekka for bogelskere, selv om krisen kradser også der. Udvalget var lidt mindre, og så var der også nogle bøger, som lynhurtigt blev udsolgt. Bogmessen foregik for fuldt udsolgte huse, og var hele besøget værd.

29

k u lt u r g l i mt A f eva l e h r e r

Intergalaktisk talmudist

Mitzvah mobil Hvordan kan man blive en frommere jøde? Hvis du er i tvivl, køb en Apple iPhone med mitzvah app.

Traditionelt har den ortodokse verden været ret mistænksom over for digitalteknologi, men nu har de ultraortodokse fundet en måde at anvende den digitale verden på – ved at indføre Big-Brotheris-watching-you for jøder.

Når systemet er færdigimplementeret, vil strategisk anbragte sensorer (forløbig kun i USA og ikke i Krystalgade) registrere, hvis man træder ind i en synagoge, et menighedscenter, et jødisk plejehjem eller en anden jødisk institution – og man vil blive belønnet efter et pointsystem.

For eksempel, hvis du deltager i en morgengudstjeneste, får du toppointtal. Du scorer også højt, hvis du træder ind i en yeshiva eller besøger den jødiske begravelsesplads.

Formålet med denne applikation er at fremme deltagelse i jødisk liv og højere observans. Pointtallet bliver så modreg30

net i ligningsbidrag eller begravelsesomkostninger.

Men pointer kan også reduceres, hvis man formaster sig til at betræde et fodboldstadium eller et indkøbscenter på shabbat. Man skal også være varsom hvis man nærmer sig McDonald’s eller Burger King!

Mitzvah-knappen vil også kunne sætte mobiltelefonen ud af funktion – bortset fra nødkald. Nogle ortodokse menigheder ønsker at gøre anvendelsen obligatorisk for deres medlemmer.

Denne app. har udløst store protester fra borgerrettighedsgrupper, fordi den krænker privatlivets fred – en spion i lommen på hver jøde!

Men Esther Tapuach fra mitzvahapp. com afviser kritikken. ”Hvis man lever et fromt liv, behøver man ikke at være bekymret. I sthetlen har venner og naboer holdt øje med hinanden for at sikre at man levede et kosher liv. Fra nu af kan din iPhone gøre det samme.”

Mellem 1950 og 1969 var den amerikanske science-fiction forfatter, Isaac Asimov (1920-1992) en institution. Hans populærvidenskabelige bøger, f.eks. Asimov’s World History, Asimov’s Guide to the Bible, Asimov’s Book of Facts, var bestsellere og forfatteren var ofte i publikums søgelys.

Han talte morsomt, intelligent – og gerne.

David Frost spurgte ham på åben skærm, om han troede på gud? ”Det er ikke noget jeg har tænkt meget over”, svarede dr. Asimov, biokemikeren fra Bostons universitet.

“Hvordan føles det at vide alt?”, blev han spurgt en anden gang. Han svarede, at han kun kan svare på, hvordan det føles at have ry for at vide alt. Og det gør ham urolig.

Næste år er det 60 år siden, at Asimovs første roman blev udgivet, og det er heller ikke længe siden, at vi fejrede den første månelandings 40 års jubilæum.

Det var i romanen, Pebble in the Sky, at læserne for første gang blev introduceret til Asimovs Intergalaktiske Imperium – hans science-fiction univers - og til den selvbevidste 29-årige forfatter. Romanen begynder med de følgende ord: ”To minutter før han for evigt forsvandt fra jordens overflade sådan som han kendte den, gik Joseph Schwartz tur i en nydelig forstad af Chicago og citerede Browning for sig selv.”

Schwartz, hovedpersonen i romanen, er pensioneret skrædder og Browning-digtet han citerer er tilfældigvis ”Rabbi Ben Ezra”.

Og et øjeblik senere bliver immigranten Schwartz indvandrer på ny: en voldsom Udsyn • 1/2010

kraft slynger ham 50 000 år frem – ikke til månen, men til en usikker fremtid på den selvsamme radioaktive jord, hvor alle 60-årige bliver henrettet, fordi den fattige planet ikke kan underholde de uarbejdsdygtige…

Isaac Asimov mere mitnaged end hasid var født nær Smolensk, i Petrovitji omkring Sovjetunionens fødsel, hans første sprog var jiddisch, senere engelsk – russisk lærte han aldrig. Hans havde blå øjne og selv om han altid var bevidst om sine jødiske rødder, tog han det hele meget afslappet: ”… det kan godt være, at mange østeuropæiske jøder stammer fra khazarerne og de folk de herskede over. Jeg kan godt være en af dem. Hvem ved? Er det ikke også ligegyldigt?” Han betegnede sig selv som humanist og var af den overbevisning, at det var menneskene som var ansvarlige for samfundets problemer, men også for historiens store landvindinger. Og løsningen ligger også i menneskets hænder, og ikke hos en overjordisk autoritet. Selv om han ikke var religiøs, nærede han stor respekt for Biblen som repræsenterede den jødiske mytologi for ham ligesom Iliaden den græske.

Han var tre år, da hans forældre emigrerede til New York. Og en karriere var begyndt: Unge Asimov kastede sig over bøgerne, læste græske myter og britiske klassikere på biblioteket og fortsatte på Columbia og skrev doktordisputats i biokemi om kinetik.

Hans interesse for science fiction stammer angiveligt fra Brooklyns Decatur Street, hvor hans forældre ejede en bolsjebutik og solgte blandt andet billige romanhæfter. SeUdsyn • 1/2010

nere ville han ofte gå i forsvar for den slags billig litteratur, som f. eks. Amazing Stories eller Astounding Science Fiction, hvor også hans første noveller udkom. Han mente, at ”pulp magazinernes æra var den sidste, hvor unge for at kunne få deres primitive materiale var tvunget til at læse.” Det er en tanke som siden er dukket op i forbindelse med debatten om Harry Potter-bøgerne.

Han læste ikke kun – han begyndte også at skrive og publicere, først korte historier og så romaner og skabte sine epokegørende serier: Foundation-bøgerne og det Intergalaktiske Imperium, som senere blev knyttet til Foundation. I dag kan vi tælle 515 værker i hans bibliografi, hvis man ser bort fra kortere noveller, essays og anmeldelser. Han selv markerede sine 100., 200. og 300. bog ved at kalde dem Opus 100, Opus 200 og Opus 300, men så holdt han op med at holde styr på dem. I en lang periode var han bestyrelsesmedlem i Mensa, gav navn til begrebene ”robotics”, ”positronic” og ”psychohistory”.

Selv om han kunne have levet af sin forfattergerning, blev han ved med at undervise i kemi, fordi det interesserede ham, samtidigt skrev han populærvidenskabelige bøger om emner som interesserede ham, som f. eks. Gilbert & Sullivan musicals, og arbejdede videre på Foundationuniverset om natten.

Under krigen var han sammen med to andre science-fiction forfattere ansat på Naval Air Experimental Station i Philadelphia og deltog i våbenudviklingen. Denne

31

k u lt u r g l i mt A f eva l e h r e r

tid bidrog sandsynligvis til hans overvejelser om etiske og eksistentielle problemstillinger der dukker op i hans værk: Hvad vil ske hvis menneskerne kommer til at hjælpe fjendtlige rumvæsner (i romanen ”Blind Alley”) eller hvad hvis Truman anvender atombomben (hans første roman ”Pebble in the Sky”). Eller hvad hvis computeren leger Gud (”The Last Question”), Mere litauisk end polsk – dvs. mere mitnaged (intellektuelle studier) end hasid (mysticisme), sådan karakteriseres science fiction forfatterne. De er enerådige herskere i et univers af deres eget design og skriver deres egen Lov om rumrejser og bizarre begivenheder og fantastiske hændelser – men baseret på vores verden og forfatternes egen samtid. Ligesom Asimov, som skriver om forviklinger for en 62-årige pensioneret skrædder, der vågner op i et mareridt af en verden hvor livet ender ved 60 – en skæbne som truede mange jævnaldrende under den store depression Asimov oplevede. I den virkelige verden har den rige godsejer i Asimovs fødeby vilkårligt ændret byens grænse fra vest til øst for byen, dermed tilsluttede han byen og dens indbyggere til Pale of Settlement, det tilladte område for jøder – og gjorde dermed sin egen ejendom jødefri.

Da han opfandt udtrykket ”robotics”, forfattede han også De Tre Love For Robotter, som den dag i dag påvirker sci-fi forfatternes etiske univers når de skriver om robotter.

En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade En robot skal adlyde ordrer givet af men32

nesker, så længe disse ikke er i konflikt med Den Første Lov En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med Den Første eller Anden lov.Disse Tre Love fungerer som en slags Ti Bud for robotter, et specifikt etisk system der ikke kan overtrædes ved robotproduktion. Vi hører rabbi Hillels stemme i baggrunden: ”Det der er hadefuldt for dig, skal du ikke gøre for andre. Det er hele Torahen, resten er forklaring, gå ud og lær.”

Asimovs mest populære sci-fi serie, Foun­ dation, er efter eget udsagn blevet inspireret af Europas skæbne i 1941: Asimov studerede Edward Gibbons klassiske fortælling om Romerriget: History of the Decline and Fall of the Roman Empire og begyndte på sin egen ”fremtidshistorie” i romanform. Foundation-serien betegnes ofte som den bedste, eller i hvert fald den mest indflydelsesrige sci-fi serie, der nogensinde er skrevet. Den geniale matematiker Hari Seldon har udviklet en ny slags matematik - kaldet psykohistorie - som kan forudsige fremtiden. Ved hjælp af denne nye matematik forudser han det galaktiske imperiums fald, efterfulgt af en formørket tid på 30.000 år, før et nyt imperium opstår. For at afkorte denne tid af barbari og formørkelse beslutter Seldon sig for at bruge sin psykohistoriske indsigt til at lave et nyt imperium viet til kunst, videnskab og teknologi ved at lave en alt-omspændende galaktisk encyklopedi. Han opretter så to stiftelser (Foundations) i hver sin ende af galaksen, der på hver deres måde skal arbejde for at barbari perioden forkortes til kun

1000 år. En stiftelse skal være centrum for det nye imperium viet til kunst, videnskab og teknologi - mens den anden stiftelse skal arbejde i det skjulte (ved hjælp af psykisk begavede individer) for at holde planen på sporet. Blandt de mange temaer som behandles i Foundation universet er diskussionen om individets betydning i det galaktiske imperium et af de væsentligste.

På den ene side beskriver Asimov historiens uafvendelighed, hvor individer kun er små ubetydelige tandhjul i det store hele.

Mange andre sci-fi serier har lånt fra Foundation serien. F.eks. ligner imperiets hovedsæde i StarWars serien hovedplaneten i Foundation og der er en del fællestræk mellem Asimovs robotter og figuren Data i StarTrek serien.Asimov skrev om rejser til fjerne galakser, men forfatteren selv var klaustrofil, dvs. foretrak små lukkede rum.

I første bind af sit selvbiografi fortæller han, at hans største ønske i barndommen var at eje en aviskiosk i en metrostation i New York, hvor han kunne lukke sig ind og lytte til togene mens han læste. Han havde også flyveskræk, lærte heller aldrig at svømme eller at cycle. Hans kritikere siger, at Asimovs stil er for kedelig, uden poesi og følelser. Der er heller ikke mange beskrivelser og handlingen udvikler sig gennem dialoger som kun har en bestemt funktion i historien .Han siger selv et sted, at han tidligt har besluttet sig at skrive klart, uden poesi, symboler eller eksperimenter.

Han vidste godt, at denne stil ikke vil bringe ham Pulitzer-prisen, men regner med, at ”klarheden vil skabe et varmt forhold til læserne” – og han er ligeglad med kritikerUdsyn • 1/2010

Isaac Asimov

ne.Han blev også kritiseret for mangel på sex og beskrivelse af rumvæsner. Dertil siger han, at i stedet for at skrive om svage rumvæsner, vil han helt udelade dem. Han er mere interesseret i samfundet, menneskets etiske problemstillinger og fortsatte eksistens. I dag kan hans beskrivelser af en fremtidig teknologi – skrevet i 1940-50-erne - virke latterlige, men hans problemstillinger er med os stadigvæk.I historien The Jokester fra en senere samling spørger Asimov uskyldigt hvor vittighederne kommer fra og konkluderer, at humorens prototype stammer fra et laboratorieforsøg på en fremmed planet. Men forsøget er afsluttet nu, ”Humorens gave er væk” sagde Trask trist.

”Ingen vil le igen.”Han skrev en lille samling om jiddisch humor i serien Azazel, den tocentimeter dæmon og gav nogle af sine figurer jødiske navne med futuristisk præg, som f.eks. Abram Trask, Pola Shekt, Bel Arvardan. Vi føler det jødiske bag historierne om supercomputeren Multivac, som er dømt til at bringe dårlige nyheder (Asimov døde af AIDS, som han fik gennem blodtransfusion). I novellens sidste sætning siger forfatteren: ”Og de forblev der, stirrede frem og følte universet skrumpe sammen til størrelsen af et bur til en forsøgsrotte – labyrinten blev fjernet og noget, noget er ved at blive sat på plads.

AKTIONSGRUPPEN for JØDERNE i SKT. PETERSBORG. Uden din hjælp kan vi ingenting gøre.

HVEM ER VI OG HVORFOR ?

Starten på Aktionsgruppen var at hjælpe refusniks under Sovjet-tideni det skjulte.

Med din hjælp kan vi gøre meget.

Efter Sovjets fald blev arbejdet koncentreret om at hjælpe de mange gamle, syge og fattige jøder i Skt. Petersborg. De sociale forhold for de svagt stillede er langt under hvad vi i Danmark vil kalde forsvarligt.

Giro konto : +01 427 67 79 - mrk. UDSYN.

Det er derfor vores hjælp er så vigtig.

Aktionsgruppen består af seks personer, som alle arbejder

På forhånd hjertelig tak.

Aktionsgruppen for Jøderne i Skt. Petersborg.

helt frivilligt. Derfor går alle indkomne beløb til Skt. Petersborg, hvor vores samarbejdspartner, Hesed Avraham, uddeler vores hjælp til de hårdest ramte familier.

Dansk jødisk historie III

Hvem Hvad Hvor?

A f M e r e t e Næ s by e C ­ hristensen.

Hvem forsker i dansk jødisk historie?

Hvor befinder de sig?

Hvad kunne vi ønskebehandlet?

HVEM? Når det gælder udforskningen af dansk jødisk historie, er der oftest tale om enkeltpersoner: historikere, religionshistorikere, slægtsforskere, judaister og minoritetsforskere.

Imponerende er Martin Schwarz Laustens 6-binds værk om forholdet mellem de danske jøder og det omgivne samfund – specielt i kirkelig henseende. En forrygende énmands-præstation!

Samarbejde har vi dog set tidligere hos blandt andre Julius Salomon og Josef Fischer samt David Simonsen.

Forleden udsendte undertegnede og ægtefælle et fælles lille skrift om Det Jødiske Begravelsesselskab af 1810. Det er sjovt og anbefalelsesværdigt, når forholdet ellers holder til det!

Teamwork ses måske oftere i formidlingssammenhæng, hvor f.eks. religionslærere som Hanne Følner er indgået i samarbejde med andre, og Heidi Laura og Sara Kviat Bloch har skrevet bogen om jødedom på dansk – ligeledes en religionsbog. ( Se decembernummeret af ”Udsyn”). Jeg har tidligere skrevet lidt om danske jøder i en religionssociologibog fra 1991.

34

HVOR? Mange fag ved universiteterne i Danmark har haft folk, der studerede sider af jødedom og jødisk historie, sprog og kultur i almindelighed, men de forskningsmiljøer, der har været omkring f.eks. Institut for Semitisk Filologi, som det hed engang, har mest handlet om det jødiske i større sammenhæng. Sjældent om noget specifikt dansk. Det samme gælder Judaistisk Afdeling på det Kongelige Bibliotek, som har varetaget og stadig varetager forskning i almene jødiske emner. Alle værker om dansk jødisk historie registreres – som bekendt – i Danske Afdeling på Biblioteket. Det har gennem årene undret mange, men sådan er det!

Man kan studere ved Lunds Universitet, som for snart mange år siden fik en dansk professor i Judaistik, Hanne Trautner- Kromann, men også hun har - så vidt jeg er orienteret - mest måttet varetage det alment jødiske og det specifikt sproglige. Hun har dog skrevet en del om dansk jødisk historie – men mest, før hun kom til Lund.

I mange år kom forskere fra Norden sammen i Nordisk Judaistiks regi. Dér blev dyrket de lokale emner side om side med de almene. Man savner dette forum samt tidsskriftet, som måtte gå ind af økonomiske årsager.

Der har ikke været udbudt specifik undervisning i dansk jødisk historie på noget

universitet, så vidt jeg er orienteret.

Der har til gengæld været optaget emner under Folkeuniversitetet og i de almene oplysningsforbund.

De mange besøg på de jødiske begravelsespladser samt byvandringer og omvisninger på Dansk Jødisk Museum viser den store interesse for dansk jødisk historie og ægger til videre studier.

I dag er der skabt udgangspunkt for forskning på Dansk Jødisk Museum, hvor vi spændt venter på Sofie L. Baks afhandling om danske jøders krigsoplevelser.

Artikler i Rambam, Goldberg, Udsyn, Jødisk Orientering samt Jødisk Genealogisk Selskabs nyhedsbrev viser, at der arbejdes intenst mange steder i arbejdsværelserne og på arkiver og biblioteker.

HVAD? I seneste nummer af ”Udsyn” forsøgte jeg at give et billede af, hvad der er udforsket i dansk jødisk historie.

Jeg har nu lovet at pege på, hvor vi kan sætte ind, selvom der ikke er skabt faste forskningsmiljøer ved universiteter, arkiver og biblioteker. Museet og de forskellige private foreninger samt enkeltpersoner står for tiden for undersøgelserne. Lad os håbe, disse ildsjæle bliver ved – både de få, det lykkes at få midler, samt de mange, der gør arbejdet i fritiden eller efter pensioneringen.

Udsyn • 1/2010

Hvad savner vi så: 1. En bog om det jødiske København.

2. En bog om jøderne i provinsen – evt. i flere bind (om jøderne på Sjælland og Lolland-Falster, Fyn og Jylland ).

3. En dansk jødisk encyklopædi. Erik Henriques Bing har lagt grunden med sit kronologiske værk, Hallelujah #4.

Vi er et par stykker, som har overvejet et 2-3 binds værk i encyklopædi-form, men tiden har ikke været til at realiUdsyn • 1/2010

sere det.

4. Biografier: M.L. Nathanson, David Simonsen, A.A. Wolff – sikkert mange flere!

5. Jøderne i Danmark i 1700-tallet. Per Katz og Arthur Arnheim har skrevet om 1600-tallet, Bent Blüdnikow har skrevet en del om 1700-tallet, men en samlet fremstilling, som inddrager også Schwarz Laustens resultater kunne være spændende.

6. En bog/ artikel om det store spørgs-

Ægteparret Hirschsprung, malet af P.S Krøyer.

35

mål, jeg rejste sidst: Hvorfor er dansk jødisk historie så overvejende en positiv fortælling? Passer det overhovedet? Skyldes det, at der har været så få, og at man har været gode til at integrere/assimilere sig? Er de danske jøder overhovedet integrerede?

Jeg har hørt en fremtrædende jøde selv sætte spørgsmål ved det ved en privat komsammen.

7. Er der tale om en re-judaisering efter Staten Israels genfødsel? Eller – hvis det er tilfældet - er Holocaust så årsagen?

8. 28. oktober i år fylder Carolineskolen 200 år. Her kunne skrives noget.

(Er det tema ikke grundigt udfyldt – ved sidste jubilæum blev der skrevet en del, samt lavet adskillige tv indslag??)

9. En bog med et nordisk jødisk perspektiv. Grunden er lagt ved et tidligere seminar i Uppsala, gennem Poul Hammerichs bog ”Undtagelsen”, og ved mange slægtsstudier.

Georg Simon havde et indlæg i Uppsala med titlen: ”De hænger sam-

men som ærtehalm”. Mon det passer stadig – og tidligere?

10. En stor begivenhed nærmer sig! Borgerrettigheder 1814 Det nærmer sig 200- året for den måske mest skelsættende begivenhed i dansk jødisk historie: Anordningen af 29. marts 1814, de danske jøders frihedsbrev. (Lidt mere om hvad anordningen indeholdt) Måske skulle man nedsætte et udvalg, der i tide kunne tage fat på denne vigtige opgave med at skabe et værk, der kan videreføre/ leve op til jubilæumsskrifterne fra 1914 og 1964. Jeg tror personligt ikke, at betydningen af dette dokument og dets følger kan undervurderes.

Som udgangspunkt for fredelig sameksistens uden totalt tab af identitet er 1814-Anordningen et lærestykke. Aktuel er den også stadig!

Synagogen i Randers

36

Boganmeldelse Af Nikoline Rose-Henriksen

Sebastian og "Hvem er vi? Har vi en fri vilje? Findes Gud? Hvad er intelligens? Hvem er den uhyggelige skikkelse i skoven? Hvem står bag www. metafysiskinstitut.dk? Og hvad er filosofi i det hele taget for noget?”

Hvad er filosofi egentlig? Og hvem er Sokrates og Aristoteles? Læs denne bog sammen med dine børn, og få et simplere svar end du troede muligt!

Sebastian og skrivemaskinen handler om drengen Sebastian der snart har fødselsdag. Han fylder 12år og som så mange andre drenge på sin alder, ønsker sig mere end noget andet den nyeste mobil med touch-screen. Han er enebarn og bor sammen med sine forældre, som aldrig rigtig har tid til ham. De arbejder altid og har meget travlt. Heldigvis har han sin bedste veninde Vigga og så selvfølgelig tante Ketty. Sebastians forældre synes at tante Ketty er mærkelig; hun bruger alt for meget tid på filosofi og ligegyldige spørgsmål, som ingen alligevel kan svare på, siger Sebastians far. Men selvom Sebastians forældre synes at tante Ketty er sær, holder Sebastian meget af hende, og de elsker at filosofere sammen.

Udsyn • 1/2010

skrivemaskinen Ikke så længe inden sin fødselsdag er Sebastian oppe at besøge tante Ketty fordi hans forældre skal på konference. Tante Ketty tager ham med hen for at besøge en af hendes gamle venner, Adam, der giver Sebastian en gammel skrivemaskine som tidlig fødselsdagsgave. Derfra tager historien hurtigt fart og Sebastian og tante Ketty bliver hvirvlet ind i en mærkelig sag med kutteklædte personer der gemmer sig i skoven, kort med filosofiske spørgsmål på fra Metafysisk Institut og en hjemmeside med en mærkelig person der kalder sig Sokrates. Mens Sebastian prøver at finde hoved og hale i det hele, begynder Vigga at opføre sig mærkeligt og stadig flere mærkelige, filosofiske kort dukker frem på underlige steder.

Christoffer Boserup Skov har formået at skrive en bog der kan underholde hele familien. Det er filosofi i børnehøjde hvor det fiktive og det faktuelle blandes og skaber en børnebog for alle.

Sebastian og skrivemaskinen kan bruges som oplæsning især for de yngre børn.

Men det er ikke kun en underholdene bog, den kan også bruges som springbræt Udsyn • 1/2010

til mere eller mindre filosofiske samtaler eller tanker. Hvad er sjælen? Må man lyve? Hvorfor griner man ikke, når man kilder sig selv? Og hvad sker der efter døden? Alle disse spørgsmål, og mange flere, lægger op til flere timers interessant samtale og diskussion i familien. Hvad ville far og mor spørge Gud om hvis de mødte ham? Og hvad mener lillesøster om at lyve? Fra allerførste linje får læseren stillet spørgsmålet: hvordan mon man bliver lykkelig? Dette spørgsmål lurer gennem hele bogen og Boserup formår fint at få samlet op på det og afslutter med en fin cirkel, dog uden en lukket slutning.

Efter at man er færdig med at læse Sebastian og skrivemaskinen hænger den stadig ved, og man kan ikke lade være med at tænke videre og inkludere sine omgivelser.

Selvom bogen koncentrerer sig om filosofiske spørgsmål er det smukt gjort i børns øjenhøjde. Man kunne frygte, at så stort et emne hurtigt ville blive meget flyvsk og tabe børns interesse, men det virker som om at Christoffer Boserup Skov ved hvad han taler om og ved, hvordan

han skal formidle det til et yngre publikum. Det filosofiske aspekt er godt inkorporeret i selve fortællingen og på intet tidspunkt virker det påtaget eller dårligt.

Det filosofiske aspekt og selve historien er skabt for hinanden og virker gennem alle bogens 170 sider.

Sebastian og skrivemaskinen er en bog for alle der elsker at undre sig over hvorfor ting er - eller ikke er - som de ser ud til.

Der er lagt op til familiehygge med denne filosofiske børnebog, der kan være med til at åbne øjnene ind til en helt ny verden af spørgsmål.

Christoffer Boserup Skov: Sebastian og skrivemaskinen Det Andersenske Forlag, 2009 170 sider 149,- DKK

37

N Y T FRA NE W OU T LOOK Af John Saietz

New Outlook er en dansk-jødisk fredsgruppe, der går ind for en uafhængig jødisk stat og en uafhængig palæstinensisk stat side om side i fredelig sameksistens.

Udnævnelse af Herbert Pundik til æresmedlem af New Outlook Ved et møde den 15. april udnævnte vi Herbert Pundik til æresmedlem af New Outlook.

Det skete med flg. motivering: ”Kære Herbert Pundik!

Som en oprigtig anerkendelse af din livslange utrættelige indsats for Israels og fredens sag og for at sikre Israels fremtidige eksistens som en jødisk demokratisk stat side om side med en selvstændig palæstinensisk stat i respekt for og samarbejde med det internationale samfund og som et trygt og sikkert hjemland for det jødiske folk med bevarelse af jødedommens etiske værdier ønsker vi hermed at udnævne dig til ÆRESMEDLEM AF NEW OUTLOOK” Som svar på udnævnelsen holdt Herbert Pundik et debatindlæg med titlen: ”Israels relationer til palæstinenserne og til det internationale samfund”.

38

Striden om Østjerusalems fremtid Striden om Østjerusalems fremtid, der på det seneste bl.a. har bragt forholdet mellem den israelske og den amerikanske regering nær frysepunktet har optaget os stærkt i New Outlook.

I en artikel i Weekendavisen skrev Martin Krasnik bl.a. herom: "Israels politikere tumler af sted som selvoptagede fordrukne teenagere. Netanyahu har købt sig et år eller to ved magten, støttet af national-religiøse partier, der synes at have landets undergang indskrevet i deres partiprogram".

Mere præcist kan det næppe udtrykkes.

Jødehadet i Malmø Under indtryk af den seneste tids oplysninger om et voldsomt jødehad i Malmø har New Outlooks bestyrelse vedtaget flg. udtalelse: ”I bestyrelsen for New Outlook er vi dybt chokerede over den seneste tids oplysninger om det voldsomme jødehad i Malmø, som vi hermed tager afstand fra på det allerskarpeste.

At ubesindige mennesker tilsyneladende lader Malmøs sagesløse jøder undgælde for deres modstand imod den israelske regerings politik overfor palæstinenserne, er naturligvis fuldstændig uacceptabelt, og vi opfordrer hermed alle, der har mulighed for det, til at gøre deres indflydelse gældende, således at der omgående kan blive sat en stopper for dette vanvid.

I stedet opfordrer vi til tolerance, dialog og forståelse – ikke mindst mellem jøder og muslimer.

Vores bekymring omfatter også det store antal "hatecrimes"

i Sverige, uanset om de rettes mod jøder, muslimer, homosexuelle eller andre minoriteter.

Man bør også i debatten om disse være opmærksom på, at ikke blot ekstreme grupper med mellemøstlig baggrund kan stå bag dem, men også ekstreme højrekræfter og nynazister.”

Hvis du tønsker yderligere oplysninger om New Outlook så tilmeld dig til vores mailingliste ved at sende en mail til: lyngbakkesaietz@mail.dk eller gå ind på vores hjemmeside: www.newoutlook.dk.

Oplysninger om vores aktiviteter kan også findes hver måned under ”Foreningsnyt” i Jødisk Orientering.

Medlemsskab af New Outlook koster 300 kr. pr. år og indbefatter abonnement på UDSYN. Abonnement på UDSYN alene koster 200 kr. pr. år. Medlemsskab eller abonne-ment kan tegnes hos Anatolio Kronik, tlf. 4586 4448, mailadr.: kronik@post4. tele.dk

Udsyn • 1/2010

Kort og godt Af John Saietz Den 300 år gamle Hurva synagoge i det jødiske kvarter i Jerusalems gamle bydel, som blev ødelagt under krigen i 1948, er nu blevet genåbnet. Hamas erklærede dagen efter for en ”vredens dag” på grund af. rygter om, at israelerne havde planer om, at synagogens genåbning skulle efterfølges af en opførelse af ”Det Tredje Tempel”.

FN kritiserer Gazablokaden.

Demonstration i Jeriko.

Under et besøg i Israel har FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon kritiseret blokaden af Gazastriben og betegnet den som uholdbar og skadelig for fredsbestræbelserne.

Hæren har arresteret 35 højreorienterede aktivister, som brød igennem hærens vejspærringer og låste sig inde i en synagoge i det palæstinesisk kontrollerede Jeriko og krævede fri adgang til stedet.

Kønsopdelte busser.

Varm februar i Israel.

Ca. 1000 demonstranter protesterede for nylig i Jerusalem imod, at transportministeriet har tilladt kønsopdelte busser i Jerusalems ortodokse Haredi bydele.

I februar i år oplevede Israel den længste hedebølge i 40 år med temperaturer i månedens første uge på op til 30 gr. Celsius.

To ulovlige bosættelser ryddet To ulovlige bosættelser på Vestbredden: Rekhes Sela nær Nablus og Mitzpe Avihai nær Hebron er for nylig blevet ryddet af den israelske hær. Under rydningen af Rekhes Sela blev otte bosættere arresteret.

Udsyn • 1/2010

FN omtaler israelsk undersøgelse af mulige krigsforbrydelser.

I Israel er man lettede over, at FN’s generalsekretær Ban Kimoon har udsendt en rapport, der indeholder Israels dokumentation af de skridt, man har taget for at undersøge Goldstone-rapportens beskyldninger om påståede israelske krigsforbrydelser under Gaza-krigen sidste vinter.

Sex-anklager mod populær rabbiner.

Et panel af rabbinere, som lytter til anklager om sex-overgreb i den national-religiøse sektor, har udsendt en advarsel om, at den populære rabbiner Mordechai (Motti) Elon er farlig for sine omgivelser og har forlangt, at han opgiver alle sine rabbinske, undervisningsmæssige og sociale aktiviteter. Politiet har nu meddelt, at man vil undersøge beskyldningerne imod rabbineren om sex-overgreb.

Barak kræver forhandlinger med Syrien.

I en tale til en gruppe ledende israelske officerer sagde Ehud Barak for nylig, at det var af vital betydning, at man nu genoptager fredsforhandlingerne med Syrien, for i modsat fald risikerer man, at der udbryder krig.

Den syriske præsident Bashar Asad svarede med at hævde, at Israel presser Mellemøsten mod en ny krig.

Russisk forsikring.

Den russiske præsident Dmitri Medveved har under et møde i Kreml med Netanyahu forsikret israelerne om, at Rusland vil holde op med at levere de avancerede S-300 luftforsvarsmissiler til Iran.

Amerikansk sympati for Israel.

Ifølge. en amerikansk gallupundersøgelse kom Israel ind på en femteplads blandt de lande, amerikanerne har størst sympati for.

Iran kom på sidstepladsen. Canada kom ind på førstepladsen.

Visdomsord:

Pessimisme er en luksus, vi ikke kan tillade os.

Golda Meïr

39

Afsender: Foreningen New Outlook Pile Allé 27, 2000 F.

B

KOMMEN T AR Af lene andersen

Jødisk humor Det er ikke 100 år siden, at videnskabsmænd i ramme alvor tvivlede på, om alle ”racer” havde humor. Det er der vist næppe nogen, der i dag er i tvivl om, at alle har.

Til gengæld er der mig bekendt kun to kulturer, som er direkte kendt for deres humor. Det er englændernes og jødernes. Og hvorfor mon?

Det kunne selvfølgelig skyldes, at de to folk bare er sjovere – eller måske mere latterlige – end andre folkeslag. I så fald burde de vel også selv grine mere end andre, og det har jeg ikke indtryk af, er tilfældet. Der er altså noget andet på spil.

Gjorde man det tankeeksperiment at lade de to grupper bytte humor, så ville man hurtigt se, at ét eller andet var galt. Monty Pythons gakkede gangarter ville nok være fornøjelige, hvis de var udført af en rabbiner, meeeen det ville ligesom ikke være det samme. Og spørgsmålet er, hvor mange vittigheder man ville kunne klemme ud af Magna Carta og Kong John. (”Så var der historien om Kong John, der træder frem foran adelen med Magna Carta i hånden og siger…” Nej, det fungerer ikke rigtigt vel? Om ikke andet, så fordi vi ikke kan huske, at det var adelen, der tvang Kong John til at underskrive Magna Carta. – Kong John er så til gengæld blevet kendt som slynglen i historien om Robin Hood.)

Der er altså et eller andet særligt engelsk over den engelske humor, og noget særligt jødisk over den jødiske, men hvad?

Det er min påstand, at de er unikke – og verdenskendte – fordi de gør grin med sig selv og egen kultur og alligevel rammer noget universelt, som alle kan grine med på.

Engelsk humor morer sig over englænderne, jødisk humor morer sig over jøderne. Netop ”morer sig over”, ikke griner af. Der er en væsentlig forskel. Der er en inkluderende selvrefleksivitet i de to former for humor, som man ikke finder andre steder. Det skulle da lige være i bøssehumor og blindehumor. Men hvor mange danskervittigheder, som danskerne selv fortæller om sig selv og danskheden, kan nogen komme på? Eller tyskervittigheder fortalt af tyskerne? Amerikanervittigheder af og om amerikanerne?

- Hov, jeg kan for resten en danskervittighed! Det er Sankt Peter, der har besluttet sig for brugerbetaling i Paradis. I køen står en amerikaner, en tysker og en dansker og venter på at komme ind. Sankt Peter til amerikaneren: Hvordan ønsker du at betale?

Amerikaneren: American Express. Sankt Peter til tyskeren: Hvordan ønsker du at betale? Tyskeren: Eurocard. Sankt Peter til danskeren: Hvordan ønsker du at betale? Danskeren: Det ved jeg virkelig ikke, det må kommunen tage sig af!

Engelsk og jødisk humor er altså et udtryk for en kollektiv selvironi. Men ve den udenforstående, som forsøger sig med jødevittigheder eller at eftergøre englænderne.

Så er der dét med det universelle.

For englændernes vedkommende handler det i høj grad om, at humoren fratager opstyltede stivstikkere deres status. Det er måske derfor, det i så høj grad er karakterbaseret humor? Eksempelvis de førnævnte gakkede gangarter, Monty Pythons Fish Slapping Dance (manden i tropehjelm på havnekajen, som slår en anden mand i vandet med en fisk), Mrs. Hyacinth eller Yes, Minister.

For jødernes vedkommende ligger det universelle i høj grad i de fælles bibelreferencer. En kineser ville næppe grine af historierne om Moses, og mange jødiske vittigheder refererer til så specifikke religiøse begreber, at man er nødt til at have et indgående kendskab til jødedommen for at forstå dem.

Tilbage er så spørgsmålet: Hvorfor er lige englænderne og jøderne kollektivt selvironiske? Jeg tror, det skyldes, at begge kulturer har været ”den anden”, og det har tvunget dem begge til at se på sig selv med andres øjne; en kulturel erkendelsesproces, som ingen andre kulturer har været igennem. For englænderne er det sket i rollen som kolonimagt, og for jøderne som kronisk mindretal. Englænderne kan godt selv se, at hvide bureaukrater i en afrikansk jungle er absurd, og jøderne… vi har faktisk en seriøs, talmudisk diskussion om, hvorvidt man må klatre i træer på shabbat…