Elforsyning i Slagelse

Elforsyning i Slagelse Slagelse kommunale elværks 100 års jubilæum 2009

Elforsyning i Slagelse

1

2

Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen

Elforsyning i Slagelse Slagelse kommunale elværks 100 års jubilæum 2009

SK Forsyning A/S 2009 3

Tryk og layout: Burchardt A/S, Korsør Copyright: SK Forsyning A/S og forfatterne, 2009 Omslagsbillede: Slagelse elværks 440 HK dieselmotor fra 1921.

Akvarel af N.O. Høeg hos SK Forsyning A/S ISBN 978-87-993294-0-3 Der rettes en tak til bibliotekar Folmer Luther Christensen på Slagelse Stadsarkiv og bibliotekar Gitte Strange Hansen på Slagelse Lokalarkiv for stor hjælp ved fremskaffelse af materiale. Desuden takkes direktionssekretær Henning Christensen på SK Forsyning for koordination, oplysninger og anden hjælp. Endvidere har driftschef Jørn Bach og fhv. driftsleder Tage Petersen bidraget med oplysninger, hvorfor de takkes. Økonom Lisbeth Petersson, Dansk Energi, takkes for statistisk materiale.

4

Forord Det er interessant at læse beretningen om elektricitetens indtog og udvikling i Slagelse.

Det hele startede med en privat el-forsyning etableret af P.M. Galschiøt, der var bogholder på Spritfabrikken. Han søgte byrådet om koncession og fik den på visse betingelser i 1892. Dermed blev Slagelse den tredje provinsby i Danmark, der fik el-forsyning, og det havde naturligvis stor betydning for udviklingen. Den private el-forsyning løb imidlertid ind i tekniske og økonomiske problemer, og efter forhandling overtog Slagelse kommune elforsyningen. Der skulle bygges et nyt el-værk, som er det nuværende Musikhus, og den 25. september 1909 kunne der for første gang leveres strøm til byen fra det kommunale værk.

Det beskrives, hvordan der er truffet mange rigtige beslutninger. I 1923 gik man fra gasbelysning til elektrisk vejbelysning, i 1936 begyndte man at bruge kølevand fra dieselmaskinerne til fjernvarme, i 1953 aftaltes medejerskab til el-produktion sammen med NVE og NESA, i 1959 gik man fra jævnstrøm til vekselstrøm. I 1987 besluttede byrådet at indgå i kraftvarmeværket baseret på affald og halm og med produktion af el og varme.

Der har i tidens løb været forslag om at sælge vores el-forsyning; men hver gang har et flertal i byrådet kunnet se værdien i selv at eje virksomheden. Efter en ny el-lov i 2000 besluttede byrådet at udskille el-forsyningen i et aktieselskab, og netop derfor blev værdierne tydeliggjort, og fx værdien af medejerskab til el-produktion gav ved aktieslag 146 mio. kr.

Allerede i 1948 blev der stiftet en personaleforening. Og det er mit indtryk, at medarbejderne gennem mange år har haft et godt sammenhold og et socialt netværk, der rækker ud over arbejdspladsen. Dygtige om kompetente medarbejdere har gennem alle årene været med til at sikre et højt serviceniveau og forsyningssikkerhed for forbrugerne i vores forsyningsområde.

Forbrugere, medarbejdere og Slagelse byråd ønskes tillykke med 100-års jubilæet.

Bodil Knudsen Bestyrelsesformand

5

6

Indhold Privat elforsyning 1892-1909 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Overgang til kommunal drift 1907-1910 . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

9 16

I krigens skygge 1910-1925 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Fra jævnstrøm til vekselstrøm 1925-1939 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 Samarbejde med NVE 1939-1953 . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

73

Den store vækst 1953-1970 . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

99

Forsyningsselskab 1970-2009 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 114 Formænd og ledere . . . . . . . . . . . . 129 Statistik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 130 Materiale . . . . . . . . . . . . . . . . .

133

7

8

Privat elforsyning 1892-1909 Næppe var året 1892 begyndt, før Slagelse byråd mærkede et pust ude fra den store verden. Rådet blev præsenteret for en sag, der fik store konsekvenser for byen. Den 21.1. behandlede byrådet en ansøgning fra P.M. Galschiøt, bogholder på spritfabrikken i Slagelse. Han, der ikke selv havde nogen videre teknisk kunnen, men var levende interesseret i den teknologiske udvikling, havde fået den ide, at han ville anlægge et elektricitetsværk i Slagelse eller en lysstation, som det hed i samtiden – en meget dækkende betegnelse, da man i første omgang regnede med strøm til belysning, men ikke til motorbrug, der ville kræve langt mere energi.

Elektricitetsforsyningen var endnu i sin vorden i Danmark. Verdens første elværk til forsyning af offentligheden blev åbnet på Manhattan i 1882.

Nogle fabrikker havde da allerede haft elektrisk lysanlæg. Det gjaldt også i Danmark, hvor B&W fik installeret elektrisk lysanlæg i 1879. En offentlig elforsyning kendes først i Danmark i 1891.

Dette år oprettede en privatmand, en urmager, en lysstation i Køge. Da Odense samme år fik elværk, stod et københavnsk aktieselskab bag, mens det første større elværk i København, i Gothersgade, fra 1892 var kommunalt.

I hjemmene, på institutioner og i butikker klaredes belysningen decentralt med petroleumslamper o.lign. eller centralt, idet det lokale gasværk leverede gas til lamperne, ligesom det stod for gadebelysningen. Der var ikke udelt tilfredshed med gaslyset, og Slagelse Handelsforening sendte den 2.3.1892 en støtteerklæring til Galschiøts ansøgning. Man ønskede bedre belysning i forretningerne.

Slagelse var inde i en rivende udvikling. Mellem 1890 og 1896 voksede byens befolkning med ca. 1.000 fra 6.816 til 7.869. Der var godt 300 huse i selve byen. Jernbanestationen flyttede i 1892 fra sin hidtidige placering nord for byen længere mod syd til den nuværende beliggenhed, og det betød, at området mellem den gamle bydel omkring byens fire torve og pladser og stationen begyndte at

blive bebygget. Også i 1892 blev det store Casinokompleks med hotel og teater på Jernbanegade opført. Industrialiseringen tog fart, og Slagelse var en vigtig handels- og industriby med bl.a. spritfabrik og andelssvineslagteri.

Galschiøts ansøgning Slagelse blev den tredje provinsby, der fik elværk, men det skete ikke uden lange forhandlinger og mange genvordigheder. Galschiøt søgte i et kort brev fra 5.1.1892 om eneret for et tidsrum af 30 år til at drive en elektrisk belysningsanstalt. Byrådet og Galschiøt skulle finde hinanden. Galschiøt var idemanden uden den helt store tekniske indsigt og uden den store kapital. Han var noget af en projektmager. Da det i foråret 1893 rygtedes, at et københavnsk firma ville forpagte det kommunale gasværk i Slagelse, opført 1857, ville han da også gerne give et tilbud på forpagtningen.

Over for ham stod byrådet, der slet ikke havde noget kendskab til den nye energikilde, bortset fra at man havde hørt om dens farlighed. Det skulle tage stilling til, hvilke økonomiske konsekvenser et elektrisk anlæg ville få for byen. Det måtte også tages med i overvejelserne, at Slagelse gasværk, som elværket ville blive konkurrent til, stod foran en udvidelse, hvis det skulle kunne klare den fremtidige forsyning. Til alt held fandtes en række ingeniører, først og fremmest fra København, der havde kendskab til drift af elektriske centralstationer. Man var mere eller mindre i deres hænder, og de fik afgørende indflydelse på de tidlige anlægs udformning.

Byrådet overdrog Galschiøts ansøgning til gasværksudvalget, og hertil sendte han den 11.2. en længere redegørelse for sine planer. Hans motiver var hensynet til forbrugernes ønsker, muligheden for at gøre Slagelse mere attraktiv end nabobyerne og endelig egen økonomisk vinding. Netop af hensyn til det sidste ønskede han at få monopol, så ublu konkurrence ikke ville resultere i, at han led 9

et betydeligt tab. Han ville begynde i det små med elektrisk lys til den indre by i en størrelsesorden af 200 glødelamper à 16 normallys. 1 normallys eller lys svarer i lysstyrke til ca. 1 W. Hans tanke var at udvide anlægget til hele byen, når først det elektriske lys havde vundet indpas. Hvis byrådet ville kræve, at han leverede drivkraft til motorer, ville han gerne gøre det, forudsat at efterspørgslen var så stor, at de større driftsudgifter ville kunne dækkes.

Han havde ikke taget endelig stilling til anlæggets placering. Hvis han kunne få jernbanen som kunde, ville det være ønskeligt med en placering i nærheden heraf ved gangstien fra Schweizerpladsen til Løvegade. Kunne jernbanen ikke overtales, ville den naturlige placering være i byens centrum.

Selv om vekselstrøm allerede var kendt, byggede de første danske elværker på jævnstrøm, hvis rækkevidde er ret begrænset, medmindre kablerne gøres meget tykke. En placering midt i forsyningsområdet var derfor optimal.

Galschiøt regnede med damp som kraftkilde, og han var indstillet på at have én dampmaskine, én dampkedel og én dynamo stående i reserve i tilfælde af nedbrud. Han ønskede, at kommunen antog en sagkyndig til at sige god for planen og følge dens realisering.

Overjordiske kontra underjordiske ledninger Gasværksudvalget var indstillet på at give Galschiøt koncession, og den 29.2.1892 sendte det til byrådet et forslag til overenskomst, der bl.a. indeholdt en bemærkning om, at overjordiske ledninger normalt ikke ville blive tolereret, en tiltrædelsesskrivelse fra Galschiøt fra samme dag, hvor han dog kviede sig ved kravet om de underjordiske ledninger, samt trykte ”Foreløbige Betingelser, paa hvilke den projekterede Station for elektrisk Lys i Slagelse vil kunne afgive elektrisk Strøm til privat Forbrug”, dateret februar 1892.

Det var Galschiøt meget magtpåliggende, formentlig af økonomiske grunde, at få lov til at trække ledninger over jorden. Han kontaktede to ingeniører fra den elektriske station i København for at høre deres mening om overjordiske ledninger.

De gjorde begge opmærksom på, at jævnstrømsledninger med 110 V spænding, som Galschiøts anlæg skulle have, var ganske ufarlige. Den ene 10

frarådede dog overjordiske ledninger i byer, da de kunne komme i karambolage med telefon- og telegrafledninger. Den anden tilrådede underjordiske hovedledninger og overjordiske fordelingsledninger. Den eneste reelle prisforskel var opgravningsarbejdet. Hovedledningerne var bedre beskyttet i jorden, og de skæmmende master i hovedgaderne kunne undgås.

Mens sagen om lysstationen gik gennem flere byrådsbehandlinger, var Galschiøt nu så sikker på, at han ville få koncessionen, at han sendte en skrivelse, dateret 16.4., ud til de kommende forbrugere om at tegne sig for et vist antal lamper og med tilbud om gratis stikledning, hvis de svarede inden 1.5. De fik desuden tilsendt betingelserne for levering af strøm.

Inden sagen var færdigbehandlet i byrådet, kom Galschiøt med et nyt tilbud, som måske oven i købet kunne redde hans overjordiske ledninger.

Han havde gennem dagspressen erfaret, at byrådet den 6.4. havde besluttet at høre ham om prisen for, at han overtog en del af byens gadebelysning.

Han gav 18.4. byrådet et tilbud på et anlæg med fire 500 normallys buelamper på de tre torve og 34 16 lys glødelamper i byens centrale gader til erstatning for de 49 gaslygter, der hver afgav lys, der svarede til 12 normallys. Han ville stille lysmasterne gratis til rådighed, hvis han fik tilladelse til på masterne at føre overjordiske ledninger til sit lysanlæg. Han forestillede sig, at gadelamperne skulle tændes manuelt hver for sig med en nøgle.

Galschiøts finansielle problemer I byrådsmødet den 5.5.1892 vedtog man at give Galschiøt koncession på et elektrisk lysanlæg på de vilkår, gasværksudvalget havde opstillet, dvs. med underjordiske ledninger. Hans tilbud på gadelys blev overgivet til gasværksudvalgets erklæring.

Den 27.11.1892 måtte Galschiøt meddele byrådet, at han ikke havde kunnet skaffe den fornødne kapital til at etablere lysanlægget, og han foreslog efter en længere redegørelse for elektricitetens store fordele frem for gassen, at byen overtog garantien for, at anlægssummen forrentedes med 4 % p.a. i de år, Galschiøt havde koncessionen. Han mente, at byen ville være bedre tjent med dette end at udvide og eventuelt flytte gasværket, som

gasværksudvalget havde foreslået. Da han så godt som var sikker på, at byrådet ikke ville acceptere hans forslag, ville han tilbyde at levere gadebelysning meget fordelagtigt, når driftsoverskuddet nåede en vis størrelse. Et andet tilbud til byrådet var, at byen kunne overtage lysstationen, når den ønskede det, for det beløb, lysstationen til enhver tid stod Galschiøt i, i stedet for først i 1908, som koncessionen bestemte. Galschiøt regnede så med at blive ansat som lønnet tilsynsførende ved lysstationen af kommunen.

Han kom nærmere ind på lysstationens kraftkilde. De oprindelige planer om dampmaskiner var nu ændret til et Dowsongasanlæg. Det havde hidtil kun været anvendt ved private anlæg i Danmark, men var meget brugt i mindre udenlandske byers elektriske stationer. Et Dowsonanlæg producerede selv den gas, som gasmaskinerne brugte. Gassen fremstilledes ved, at en dampinjektor indsugede

en blanding af luft og vanddamp, der blev sendt gennem et lag glødende koks eller gasfrie kul i en generator. Den derved producerede halvvandgas blev renset, afkølet og oplagret i en gasbeholder, der var tilsluttet gasmotorerne. Da et sådan anlæg i høj grad passede sig selv, ville det ifølge Galschiøt kun være nødvendigt at ansætte én maskinmester og én fyrbøder.

Byrådet besluttede den 1.12, at Galschiøt måtte fremsende planer og overslag inden 15.1.1893, før der kunne træffes nærmere bestemmelse. Han henvendte sig derfor til ingeniørfirmaet Kemp & Lauritzen, der 13.1. kom med forslag til en elektrisk centralstation i Slagelse baseret på Dowsongasværk og fire gasmaskiner på hver 20 HK med dynamoer og akkumulatorer. Ledningsnettet skulle være et treledersystem med 2 × 110 V spænding med underjordiske fødeledninger til tre fødepunkter og overjordisk fødeledning til jernbanens føde-

Den private lysstation set fra Sdr. Stationsvej med Jernbanegade i baggrunden. Foto hos SK Forsyning A/S.

11

punkt samt overjordiske fordelingsledninger. Anlæggets maksimumbelastning var 1.100 samtidigt brændende 16 lys lamper eller 1.800-2.000 lamper ved normal anvendelse. Overslagsprisen for hele anlægget med bygning mv. var 130.000 kr.

Da Galschiøt den 14.1. sendte Kemp & Lauritzens projekt til byrådet, kom han igen ind på finansieringen. Han havde på fornemmelsen, at firmaet ville påtage sig anlægget, hvis kommunen ville give en vis rentegaranti. Han rådede kommunen til at få en sagkyndig til at gennemgå projektet, men ikke et konkurrerende firma. Han foreslog en ingeniør fra den elektriske lysstation i København.

Byrådet så åbenbart seriøst på projektet og nedsatte i februar et udvalg bestående af gasværksudvalget og to yderligere personer. Udvalget skulle både se på anlæg af en elektrisk lysstation og udvidelse eller flytning af gasværket. Som teknisk assistance antog man ingeniør Ib WindfeldHansen fra den elektriske station i København.

Han skulle især se på gasværkets fremtid i lyset af anlæggelse af en lysstation. Udvalget ville desuden spørge jernbanen og andelssvineslagteriet, om man kunne regne med dem som kunder hos lysstationen.

Den 1.5.1893 meddelte Galschiøt, at han havde skaffet den fornødne kapital til at udnytte den koncession, han havde fået 5.5.1892, så kommunen behøvede ikke stille rentegaranti. Man kan så spekulere på, om det betød noget for Galschiøts finansieringsvillighed, at han havde hørt rygter om, at et københavnsk firma søgte koncession på en elektrisk lysstation i Slagelse. Han ønskede dog fristen for påbegyndelse og afslutning af anlægget udsat i forhold til koncessionens bestemmelser, og han bad om tilladelse til eventuelt at overdrage koncessionen til et aktieselskab, der var hjemmehørende i Slagelse.

Koncessionen endelig på plads I maj besluttede udvalget at indstille, at Galschiøts forslag accepteredes, dog med fristen 1.11. for anlæggets fuldførelse i stedet for 1.12, som Galschiøt havde foreslået. Desuden foresloges det at udsætte beslutningen om gasværkets fremtid til det følgende år, når man kendte lysstationens indflydelse på gasforbruget. Byrådet vedtog indstillingen, og 12

Galschiøt indgik på de stillede betingelser, dog ønskede han fristen forlænget en måned; men byrådet stod fast, og den 29.5 underskrev han og den 1.6. byrådet koncessionen. Den gjaldt til 1.1.1918 og forhindrede ikke, at kommunen gav andre tilladelse til eller selv etablerede lignende anlæg.

Byrådet kunne 1.1.1908 efter opsigelse et halvt år før og derefter til enhver tid med seks måneders varsel overtage hele anlægget for en betaling, der blev fastsat ved taksation. Der skulle udarbejdes maksimaltakster for betaling for forbrug, som byrådet skulle approbere og regulere hvert år.

Byrådet konstituerede sig som udvalg, og der rettedes en henvendelse til Windfeld-Hansen, om han ville være teknisk sagkyndig ved etableringen af lysstationen. Han holdt møde med udvalget den 26.6., hvor man drøftede nye planer og forslag, som Galschiøt havde indsendt, og hvor han stadig opererede med overjordiske ledninger. Det vedtoges, at overjordiske ledninger som regel ikke ville blive tilladt, med andre ord Galschiøts plan kunne ikke accepteres. I juli indsendte han en ny plan, hvor alle ledninger var underjordiske undtagen en eventuel ledning til svineslagteriet. Han ville desuden gerne have frie hænder med hensyn til ledningen til jernbanens fødepunkt.

Galschiøts nye planer blev forelagt WindfeldHansen, der i samme forbindelse accepterede at blive teknisk konsulent ved anlægget af stationen.

Han prøvede i den følgende tid at få en nøjagtig beskrivelse af anlægget bl.a. fra Kemp & Lauritzen, der på et tidspunkt spekulerede i dampkraft i stedet for gas. Firmaet besluttede på WindfeldHansens råd at lægge ledningen til jernbanen under jorden.

Samtidig blev ingeniøren presset af borgmesteren, der var formand for udvalget, for et svar angående ledningernes anbringelse. Han fik gentagne breve fra borgmesteren med spørgsmål, om byrådet kunne approbere dele af Galschiøts anlæg, og i et brev 25.8.1893 så han sig nødsaget til venligt men bestemt at sætte byrådet på plads ved at meddele, at det var ham, der forhandlede med entreprenørerne inden for de afstukne rammer og approberede alt vedrørende maskiner og konstruktion i anlægget. Byrådet skulle kun indblandes ved uenigheder eller fravigelser fra kontrakten. Når entreprenøren meldte anlægget færdigt, ville han

give en indstilling til byrådet, som så skulle træffe den endelige afgørelse. Alt andet end denne fremgangsmåde ville gøre sagen overordentlig besværlig og omstændelig for alle involverede parter.

8.8.1893 gjorde Galschiøt brug af byrådets tilladelse fra 13.6. om, at han kunne overdrage koncessionen til et aktieselskab. Dette selskab med navnet Aktieselskabet Slagelse ElektricitetsKompagni havde ham selv som administrator.

Koncessionshaveren skulle ifølge koncessionen udarbejde takster mv., som byrådet skulle godkende, og i august forelå ”Betingelser paa hvilke Aktieselskabet Slagelse Elektricitets-Kompagnis elektriske Centralstation i Slagelse vil kunne afgive elektrisk Strøm til privat Forbrug”.

De blev straks sendt til udtalelse hos WindfeldHansen, som fandt, at forslaget for meget lignede de københavnske, og der var den væsentlige forskel på anlæggene, at det københavnske var kommunalt, det slagelseanske privat. Mens forbrugerne i København via borgerrepræsentationen kunne

få en uheldig bestemmelse ændret, var det samme ikke muligt med et privat anlæg. Her skulle alle misteltene være taget i ed fra starten af. Han kom med en række ændringsforslag til de enkelte punkter, og de blev alle fulgt i de endelige betingelser, der blev stadfæstet af byrådet i november.

En af de ændringer, Windfeld-Hansen fik indført, var, at det ikke kun var elektricitetskompagniet, der kunne foretage arbejde med de private installationer. Arbejder efter måleren måtte også udføres af installatører. Han medsendte et regulativ for udførelse af elektriske anlæg, som han i sin tid havde udarbejdet for Odense, og som autoriserede installatører skulle følge. Et sådant regulativ blev da også stadfæstet af Slagelse byråd i november 1893. Prisen for strømmen blev 60 øre pr. kWh. Lysstationen i gang Den 31.10.1893 kunne Galschiøt meddele byrådet, at kablerne nu var færdignedgravet, at den første

Maskinsalen i den private lysstation. Foto hos SK Forsyning A/S.

13

Gasværket til den private lysstation. Foto hos SK Forsyning A/S.

maskine ville blive sat i gang den 1.11, at opladningen af akkumulatorerne så ville begynde, og at der derefter kunne sættes spænding på kablerne.

Som i de oprindelige planer var spændingen 2 × 110 V. Den 10.11. begyndte værket at levere strøm til forbrugerne. Jernbanen var endnu ikke tilsluttet; men sagen var stort set afgjort, selv om man manglede at underskrive den endelige overenskomst.

Lysstationen, der lå på det nordlige hjørne af Sdr. Stationsvej og Jernbanegade, var projekteret af Kemp & Lauritzen. Placeringen i byens udkant skyldtes formentlig, at jernbanen, som var en stor forbruger, ønskede at være kunde. Bygningen bestod af en maskinsal med fire gasmaskiner, tre på hver 20 HK og en fjerde på 40 HK, en maskinkraft, der var langt større end nødvendigt for at forsyne de kunder, der havde tegnet sig fra starten. Den store maskine og en af de små havde tilknyttet hver én dynamo, mens de to sidste hver havde to dynamoer. Derved kunne maskinerne klare for14

syningen, selv om belastningen var skævt fordelt over døgnet og over året, uden brug af akkumulatorerne, der stod i et selvstændigt rum og udgjorde en komplet reserve for maskinkraften. Bygningen indeholdt desuden vagtstue og rum til mesteren.

Vinkelret på bygningen lå gasværket med kulrum og udenfor gasbeholder og kølevandsanlæg. Endnu i slutningen af 1800-tallet var der grøft ud for værket på Sdr. Stationsvej.

Windfeld-Hansen accepterede i februar 1894 at blive kommunens tilsynsførende med lysstationen for et år ad gangen. Han beholdt dette tilsyn til udgangen af 1899, hvorefter det overgik til stadsingeniøren. I juli 1894 sagde Windfeld-Hansen god for såvel anlæg som ledninger og installationer.

Der var dog ikke udelt tilfredshed overalt. Allerede kort efter værkets igangsætning indløb der klager over støj og lugt. I april 1894 kunne landinspektør Otto Madsen underhånden meddele Galschiøt, at reparationsarbejdet af brolægningen efter nedlægningen af de elektriske kabler i hovedgaden, der skulle være afsluttet den 1.4., ville blive kasseret.

Brolæggeren havde standset arbejdet, fordi han ikke havde kunnet få penge af den entreprenør, der havde fået opgaven.

Gadebelysning Elektrisk gadebelysning var ikke blevet en del af projektet. I september 1893 kom Galschiøt med reviderede priser for etablering af gadelys. De var betydeligt højere end de oprindelige, fordi de underjordiske kabler medførte, at det blev temmelig dyrt at forbinde hver enkelt gadelampe med kablet, og fordi der nu måtte rejses standere til lamperne.

I november kom kompagniet med et nyt tilbud på gadebelysning, der kun omfattede den centrale del af byen, og som kun skulle baseres på buelamper, der gav et stærkt lys. Windfeld-Hansen, der fik forslaget til udtalelse, havde ikke noget egentligt at indvende mod selve anlægget, men rådede kommunen til at overveje, om der var behov for en stærk belysning, og om nytten heraf stod i rimeligt forhold til de forøgede udgifter. Han mente ikke, at den reduktion i gasproduktionen, man ville opnå, ville betyde noget for spørgsmålet, om gasværket burde udvides. Gasværksudvalgets formand havde lavet en beregning, der viste, at driftsudgiften

ved den elektriske gadebelysning ville blive meget større end ved gaslysene. Det skulle også tages i betragtning, at gaslysene stadig skulle tændes om natten de steder, hvor der var elektriske gadelamper, for disse blev slukket om natten. Byrådet vedtog 1.2.1894 ikke at acceptere tilbudet.

Tilfredsheden med gasbelysningen var i nogle tilfælde beskeden. I oktober 1894 ansøgte beboere i Smedegade om at måtte anbringe to opstandere med elektriske buelamper og overjordisk ledning i gaden. Ansøgningen blev ikke bevilget formentlig på grund af en række betænkeligheder fra Windfeld-Hansens side. Han påpegede, at en tilladelse kunne få konsekvenser for kommunen. Hvis ansøgerne ikke længere ville stå for anlægget, ville det blive vanskeligt at gå tilbage til lavere lys i kvarteret, og kommunen måtte være indstillet på at overtage udgiften til lyset. Den stærkere belysning i Smedegade ville formentlig også medføre krav om mere lys andre steder i byen.

Elektricitetskompagniet havde før 1899 selv anbragt en elektrisk buelampe på hjørnet af Sdr. Stationsvej og Jernbanegade. Placeringen skyldtes æstetiske hensyn, for kompagniet ville have mere gavn af den på lysstationens gårdsplads.

kitekt Thomsen og Sønners ejendom ved Valbyvej.

Ledningsnettet bestod i 1909 af 1,4 km fødeledninger og 1,7 km fordelingsledninger. Der var tilsluttet 142 målere for lys og 33 for kraft. Personalet synes samme år at have bestået af to assistenter og to fyrbødere.

Da lysstationen havde kørt nogle år, var flere forbrugere kommet til, og det var givet, at efterspørgslen i fremtiden ville stige endnu mere. Elektricitetskompagniet måtte tage under overvejelse, om det ville kunne betale sig at udvide, da man jo ikke var sikker på at få koncessionen forlænget. I 1900 fik kompagniet nej fra byrådet på et spørgsmål, om kommunen ville overtage stationen nu, og svaret var også nej, da kompagniet i 1901 ønskede at få forlænget koncessionen til 1.1.1927.

Den videre udvikling Lysstationen fik efterhånden flere kunder, i begyndelsen dog mest virksomheder og forretninger. Elektrisk lys var endnu en for kostbar sag for mange almindelige forbrugere. Stationen begyndte også at levere strøm til motorer efter særlig tarif, 20 øre pr. kWh mod de 60 øre for lys. I 1907 blev taksterne efter henstilling fra og forhandling med byrådet nedsat til maksimum 45 øre for lys, mens de 20 øre for motorer bibeholdtes. I 1908 forespurgte bogtrykker Olsen byrådet, om elektricitetskompagniet havde ret til at forlange samme betaling for el til motorbrug som til lys efter mørkets frembrud. Svaret var nej; maksimalprisen for strøm til motorbrug var 20 øre, medmindre der forelå en særlig aftale.

I 1909 var der til stationen sluttet 2.900 glødelamper, 62 buelamper og motorer med tilsammen 103,5 HK. Byrådet opgav med tiden sin modstand mod overjordiske ledninger. I 1899 fik kompagniet tilladelse til at etablere en sådan ledning af isoleret tråd fra værket nord på over jernbanen til ar-

Tavleanlægget på den private lysstation. Foto hos SK Forsyning A/S.

15

Overgang til kommunal drift 1907-1910 Slagelses befolkningstal steg stadig kraftigt. I de ti år mellem 1896 og 1906 steg det med næsten 2.000 til 9.768 i 1906. Byen kunne mønstre en række større virksomheder som træskofabrik, spritfabrik, tobaksfabrik, to jernstøberier og maskinfabrikker, forgylderi, cikorietørreri, andelssvineslagteri, tarmskraberi, gødningsfabrik, kamgarnsspinderi, to bryggerier og to garverier.

Den foretrukne kraftkilde i de større fabrikker var dampmaskinen. En fabrik som Vilh. Langes tobaksfabrik, byens største virksomhed med over 100 ansatte, fik i 1890’erne installeret en dampmaskine, der trak forskellige maskiner via en drivaksel. Fra 1903 leverede dampmaskinen via en tilkoblet dynamo også elektrisk lys i fabrikken.

Dampmaskinen var dyr for mindre virksomheder både i anlæg og drift; de foretrak elektromotoren, typisk en 3-4 HK motor. I 1906 var 21 % af maskinerne i danske industri- og håndværksvirksomheder elektriske, og interessen for elektrisk kraft var stigende.

Interessen for elektrisk lys voksede, ikke mindst fordi pærerne blev bedre og billigere. Gassen som belysningskilde var dog langt fra udkonkurreret.

Elektrisk lys betragtedes stadig som en luksus, og det var ikke ualmindeligt, at man kun havde elektrisk lys i stuen og gas- eller petroleumslys i de andre rum. I 1904 regnede elektronikfabrikant Laur.

Knudsen med 15 elektriske lamper i en treværelses lejlighed. En oversigt over antal glødelamper, der ønskedes installeret i forskellige boliger i Slagelse i 1909-10, viser, at man her ikke kom op på dette antal. Om det så skyldes, at man ville kombinere elektricitet med andre belysningskilder, at Laur. Knudsens skøn var for optimistisk for en by som Slagelse, eller om Laur. Knudsen ville kapre kunder, vides ikke. I en treværelses lejlighed i Valdemarsgade 4 ønskede man at få installeret ca. ti glødelamper, i en lejlighed på seks værelser på Jernbanegade 3 det samme antal. På Herluf Trollesvej 11 boede snedker Hansen i en fireværelses lejlighed. Han ønskede ca. ti glødelamper. På sam16

me gade i nr. 5 boede banearbejder Haarløv også i en fireværelses lejlighed. Hans ønske var kun ca.

5 glødelamper. Økonomiske og sociale forhold har givet spillet ind, når det drejede sig om at få installeret elektricitet.

Kommunal interesse for elforsyningen I denne brydningstid mellem de forskellige energiformer blev kommunen stillet over for spørgsmålet, om den var interesseret i at bygge et elværk selv. Situationen var den, at elektricitetskompagniet måtte erkende, at det ikke kunne klare stigningen i elektricitetsforbruget uden væsentlige investeringer.

I et byrådsmøde den 10.1.1907 tog kasse- og regnskabsudvalget fat på elværkssagen med den begrundelse, at et kommunalt elværk ville give kommunen indtægter, og at den eksisterende lysstation ikke længere var en tilfredsstillende leverandør. Borgmesteren talte varmt for et kommunalt elværk, og byrådet vedtog enstemmigt at arbejde videre med sagen og nedsatte et femmands udvalg bestående af kasse- og regnskabsudvalget suppleret med to andre byrådsmedlemmer.

Det må have rygtedes, hvad der var i gang i Slagelse, for der gik ikke lang tid, før der indløb to forslag fra københavnske ingeniører om et kommunalt elværk i Slagelse, det ene fra ingeniørerne Schmidt og Walther og det andet fra ingeniør P.A. Pedersen.

Stadsingeniør Kerstens blev inddraget som assistance for udvalget, hvis første skridt var at indhente oplysninger om udgifter ved anlæg og drift af elværker i nogle byer. Udvalgets næste skridt var at få takseret lysstationen. Til at besigtige og vurdere denne valgte man P.A. Pedersen (1869-1937).

Han havde i 1906 etableret sig med eget rådgivende ingeniørfirma i København, efter at han i fire år havde været underbestyrer ved elektrisk station i København. Han blev midt i juli 1908 ved kontrakt antaget som anlægsingeniør ved elværkets opførelse, og hans ingeniørfirma blev kommunens

Den private lysstations akkumulatorbatteri, som kommunen købte. Foto hos SK Forsyning A/S.

faste rådgiver i elværksspørgsmål gennem mange år. Taksationen fandt sted den 15.2.1907; denne var kun til brug for udvalget, hvilket også blev meddelt elektricitetskompagniet, der ønskede at se den.

I slutningen af april talte man om at spørge kompagniet om prisen for lysstationen. Det svar, man fik i begyndelsen af maj, var så ukonkret, at man måtte bede om en bestemt salgspris. Samtidig gjorde man det klart, at kommunen kun ønskede at købe batteriet, ledningsnettet og kundekredsen.

I januar 1908 forhandlede udvalget og bestyrelsen for elektricitetskompagniet sig frem til en overtagelsespris på 80.000 kr. ved overtagelse 1.4.1909 og på 70.000 ved overtagelse et år senere. Prisen var næsten halvdelen af, hvad kompagniet oprindelig havde forlangt, 151.180 kr., og også meget lavere end P.A. Pedersens taksation på 114.000 kr.

Udvalget benyttede sig af, at kompagniet var presset af sine kreditorer.

En generalforsamling i kompagniet forkastede imidlertid forhandlingsresultatet, og kreditorerne truede med at retsforfølge kompagniet. De tilbød dog for at undgå at gå rettens vej hovedaktionæren 2.000 kr. Han ville imidlertid have 4.000 kr. for at modtage kommunens tilbud, og på kreditorernes anmodning gik kommunen med til at forhøje sit købstilbud med 2.000 kr. En ny generalforsamling i elektricitetskompagniet 7.3.1908 accepterede tilbudet. Åmoseprojektet Foruden de to projekter, udvalget havde modtaget, var der i begyndelsen af februar 1907 indkommet endnu et projekt fra Schmidt og Walther af noget større omfang end det første. Projektet gik ud på at opføre et højspændingsværk ved Åmosen, baseret på tørv. Det var led i en større plan om elektrificering af hele Sjælland ved hjælp af højspændingsværker i Skovshoved, i Åmosen og i Broksø 17

mose. Udvalget gik ind i projektet sammen med Kalundborg og Holbæk, og det var til udtalelse hos P.A. Pedersen.

Byrådet blev præsenteret for de forskellige indkomne projekter i et møde den 25.4., og der blev nærmere redegjort for Åmoseprojektet, der nu forelå i forskellige udformninger og til forskellige priser. Efter at forslagene havde cirkuleret mellem byrådsmedlemmerne i tre uger, besluttede rådet 14.5. enstemmigt på et lukket møde, at der skulle arbejdes videre med Åmoseprojektet, og det skulle undersøges, hvordan man forholdt sig til projektet i oplandet. Et fællesudvalg, der var nedsat for de tre købstæder, fik Holbæk amtsråd med i forhandlingerne på oplandets vegne. De tre byer lagde dog vægt på, at de skulle tegne mindst halvdelen af anlægskapitalen i et eventuelt andelsselskab, og at udbyttet skulle fordeles i forhold til anlægskapitalen. Man drøftede også muligheden for at gøre værket kommunalt, ejet af de tre bykommuner og amtskommunen. Schmidt og Walther ændrede deres projekt tre gange, og et af projekterne regnede også med deltagelse af Nykøbing Sjælland. Åmoseprojektet faldt den 3.3.1908 på uenighed mellem de delegerede fra byrådene og amtsrådet om fordeling af et eventuelt overskud fra højspændingsværket. Det var også forbundet med nogen risiko at gå ind i projektet, da der skulle bindes en meget stor kapital, uden at der var garanti for gevinst. De store tabere i projektet var Schmidt og Walther. De sendte en regning på 6.080 kr. den 4.4.1908. Efter en længere korrespondance mellem dem og fællesudvalget, bestemte dette den 16.6., at ingeniørerne ikke havde krav på betaling for deres arbejde, der måtte være udført i deres egen interesse for at få deres forslag gennemført. I juli var man dog indstillet på at give ingeniørerne 1.000 kr. til dækning af direkte udlæg. Af de planlagte tre store sjællandske værker blev kun Skovshoved elværk en realitet.

Beslutning om kommunalt elværk Samtidig med forhandlingerne om Åmoseprojektet arbejdede man fortsat med planer om et kommunalt elværk. Det var spørgsmålet, om et elværk og en kommunal badeanstalt, der var under etablering, skulle kombineres. P.A. Pedersen blev taget med på råd, og den endelige afgørelse den 5.4.1907 18

blev, at de to anlæg ikke skulle forenes, dels var der næppe økonomisk gevinst ved det, dels ville det udskyde fuldførelsen af badeanstalten i længere tid.

Byrådet vedtog i november 1907 at købe den gamle gasværksgrund på hjørnet af Jernbanegade og Sdr. Stationsvej lige over for lysstationen af kapellanembedet ved Sct. Mikkels kirke. Gasværket var i 1901 flyttet nordpå til Kvægtorvsvej. Der var ikke udelt tilfredshed med tanken om eventuelt at placere et elværk på dette sted. På et tidspunkt bad grundejerne på Sdr. Stationsvej og Jernbanegade om, at kommunen fandt en anden plads til værket. Man var trætte af støjen og lugten fra den private lysstation og imødeså, at miljøproblemerne fortsatte.

Da Åmoseprojektet kuldsejlede, var man nået nogle måneder ind i 1908. Man stod med en byggegrund og reelt også med en kundekreds, et ledningsnet og et batteri fra det private værk. P.A. Pedersen var indkaldt til udvalgsmødet den 6.3., og han blev bedt om inden 14 dage at komme med beregninger og overslag for et kommunalt elværk.

Disse forelå den 20.3., og udvalget besluttede at indstille til byrådet, at der blev anlagt et kommunalt elværk på det gamle gasværks grund. Sam­ tidig indstilledes forhandlingsresultatet med elektricitetskompagniet til vedtagelse.

Den 30.4. vedtog byrådet at anlægge et kommunalt værk, og udvalget fik bemyndigelse til at indhente tilbud på maskinanlægget, dels med diesel, dels med damp. Rådet vedtog ligeledes at købe det private værk, dog forudsat at ledningsnet og batteri ved overtagelsen var i god stand. Udvalget fik bemyndigelse til at oprette købekontrakt med kompagniet. En sådan blev drøftet og underskrevet på et møde med elektricitetskompagniets sagfører den 6.6. Overtagelsestidspunktet ændredes efter udvalgets ønske til mellem 1.4. og 1.9.1909.

Kompagniet forpligtede sig til mod visse vederlag at holde værket i forsvarlig stand til overtagelsestidspunktet. Byrådet approberede udkastet den 11.6.1908.

Projekterings- og anlæggelsesfasen Udvalget regnede med, at det nye værk skulle stå færdigt til brug 1.6.1909. P.A. Pedersen udarbejdede beskrivelse og betingelser for levering af

kraftmaskinanlæg med dynamoer. Et dampanlæg skulle omfatte to dampmaskiner, to dampkedler, en economiser (en fødevandsforvarmer, der udnytter spildvarmen), et kondensationsanlæg med pumper, graderværk (køletårn) mv. Et dieselanlæg skulle bestå af to opretstående firetakts dieselmotorer hver med to cylindre og hver på 180 HK. Til begge anlæg skulle kobles dynamoer, hver med shuntreguleringsmodstand.

Der indkom seks tilbud, hvoraf det ene kun var på dynamoer. Fire af tilbudene var på dampanlæg, det ene med lokomobiler i stedet for stationære maskiner. Kun B&W havde givet tilbud på et dieselanlæg. Dette tilbud var sammen med et tilbud fra Atlas på dampanlæg langt billigst. Efter indstilling fra P.A. Pedersen indhentede man nærmere oplysninger om brændselsforbrug hos de to virksomheder. Dieselanlægget var en smule billigere; men alligevel indstillede udvalget undtagen socialdemokraten H.P. Hansen, at man antog Atlas’ tilbud, da denne virksomhed ville udstrække

garantiperioden til ti år for gratis reparation af stempler og cylindre, der blev slidt eller beskadiget ved normal drift. H.P. Hansen stemte for diesel, som han mente var billigere både i anlæg og i drift. P.A. Pedersen støttede ham og fremhævede desuden driftssikkerheden. Stempeldampmaskinen var den almindeligste kraftmaskine på elværkerne, især de større byværker. Den fyldte imidlertid meget med kedler, rør, pumper, kondensatorer, køleværk og skorsten, dens pasning var mandskabskrævende, og den krævede megen energi at starte og standse. B&W havde i 1903 udviklet en dieselmotor til elproduktion, der var økonomisk at anlægge og drive og var ret driftssikker.

Byrådet fulgte udvalget og vedtog 1.7.1908 efter et fire timer langt møde med otte stemmer for og fire imod Atlas’ tilbud. Ikke alene garantien gjorde udslaget, frygten for svingninger i olieprisen spillede også ind. Da man havde fået fabrikkens garanti for kulforbruget, meddeltes det midt i juli, at tilbudet var antaget. De to dampmaskiner

Kort over den private lysstations ledningsnet 1900 med fødepunkter, fødeledninger (blå) og fordelingsledninger (røde).

Kommunen overtog nettet. SK Forsyning A/S.

19

var på 180 HK hver og de to dynamoer på hver ca.

120 kW. Det blev overdraget den lokale arkitekt Knud Larsen at udarbejde planer og overslag for bygningsarbejderne. Knud Larsen var arkitekt på en række markante bygninger i Slagelse, f.eks.

Sparekassen for Slagelse og Omegns bygning i Bredegade i 1903, alderdomshjemmet på Sorøvej (nu Smedegade) i 1906-07, badeanstalten i 1907, garnisonssygehuset i 1911-12, den kommunale kaserne i 1912-13 og det nye sygehus i 1920. Et byrådsmøde 24.9.1908 vedtog, at maskinhallen skulle opføres med buet tag.

Arbejdet gik nu slag i slag, såvel projektering og vurderinger ved ingeniøren og arkitekten som selve anlægsarbejderne. Murermestrene Ehlers, Henriksen og Larsen stod for fundamenter, murermestrene Mads Nielsen og Anders Nielsen lavede bygningsarbejderne inklusive skorstenen.

Københavnerfirmaet Christiani & Nielsen tog sig dog af det buede tag over maskinhallen i armeret beton. I december 1908 var man nået så vidt, at man kunne give hver af bygningsarbejderne 5 kr. i anledning af bygningens rejsning i stedet for at holde rejsegilde.

Siemens-Schuckert fik blandt 13 tilbudsgivere leverancen af lademaskine, tavleanlæg mv. En betingelse var, at arbejdet med lademaskinen skulle udføres i Danmark. Blandt ti tilbud fik samme firma overdraget ledningsnettet, igen med en betingelse om dansk arbejde hvad angik de blanke kobberledninger og gittermasterne. Endelig fik firmaet leverancen af et nyt akkumulatorbatteri mod overtagelse af det gamle batteri fra lysstationen. Slagelsefabrikken Alliance leverede løbekranen til maskinhallen. Den skulle have en normal løfteevne på 5 t, men skulle kunne klare 7 t. Kranen blev betjent med håndkraft fra gulvet via et kædetræk.

Ledningsnettet Man valgte at forblive ved en driftsspænding på 2 × 110 V, bl.a. fordi glødelamperne holdt bedre og var mere økonomiske i brug ved denne spænding. Fordelingsledningsnettet blev en blanding af jordkabler og luftledninger, jordkabler i den indre bys hovedgader. Luftledningerne blev ophængt i moniermaster (jernbetonmaster) de steder inde i 20

byen, hvor det ikke var nødvendigt at bruge gittermaster på grund af stærkt træk. I byens udkanter brugtes træmaster.

Udvalget fik byrådets tilladelse til at foretage mindre ændringer i forhold til det vedtagne. De underjordiske ledninger måtte dog ikke ombyttes med luftledninger uden byrådets sanktion. Denne blev f.eks. allerede indhentet i marts 1909, da det blev vedtaget at lægge fordelingsledningerne i hele Smedegade som luftledninger. I Løvegade måtte man gå den modsatte vej på stykket fra Schweizerpladsen til nuværende H.P. Hansens Plads. De planlagte luftledninger kunne kun vanskelligt anbringes med ophæng, så der blev lagt jordkabler.

Allerede inden strømforsyningen kom i gang, blev det vedtaget at udvide ledningsnettet i en række gader uden for den centrale bydel. Udvalget fik bemyndigelse til at udvide fordelingsledningsnettet, når der var tegnet mindst 20 lamper pr. 100 løbende meter vej eller gade.

De stikledninger, der blev ført til ejendommene, var for hovedpartens vedkommende luftledninger.

I den indre by brugtes dog normalt jordkabler. Det gjaldt Gl. Torv, Fisketorvet, Nytorv, Nygade, Rosengade, Schweizerpladsen og Sct. Mikkelsgade samt de ejendomme på Bredegade, Slotsgade, Skovsøgade, Løvegade, Jernbanegade og Sdr. Stationsvej, der lå nærmest bykernen.

For at øge tilslutningen blev der lagt stikledning gratis til de ejendomme, der blev taget i brug, samtidig med at elværket kom i gang. Som en overgangsordning blev det i januar 1910 vedtaget, at fra 1.1. til 1.7.1910 skulle nye forbrugere betale halvdelen af stikledningen for luftledninger på op til 25 m og for jordkabler på op til 10 m, elværket resten. Det var forbundet med nogle udgifter at få installeret elektricitet, og for at få slagelseanerne til at vove springet vedtog byrådet i marts 1909, at kommunen som kautionist ville garantere for lån, som Sparekassen for Slagelse og Omegn ydede til installation af strømmen eller anskaffelse af mindre motorer til næringsdrivende. Lånene forrentedes med 5 % p.a. og skulle afdrages i fire eller ti år.

Proceduren var, at sparekassen betalte installatørens regning for installationsarbejdet, og kommunen udstedte et garantibevis til sparekassen på, at forbrugerne betalte afdrag og renter på beløbet.

Installationerne efter måleren tog installatø-

Slagelse kommunale elværk under opførelse 1909. Foto i Slagelse Lokalarkiv.

rer sig af. De selv eller en montør, de havde ansat, skulle have underkastet sig Københavns kommunes prøve for autoriserede installatører og være i besiddelse af tilstrækkelig praktisk uddannelse.

De måtte ikke repræsentere eller være i forbindelse med udenbys firmaer, og de skulle bo i Slagelse og have borgerskab her. I marts 1909 udstedte byrådet en særlig instruks for de autoriserede installatører, hvorefter de bl.a. forpligtede sig til nøje at overholde bestemmelserne i ”Regulativ for Udførelsen af elektriske Anlæg, som ønskes sat i Forbindelse med Ledningerne fra Slagelse kommunale Elektricitetsværk”. Dette regulativ var underskrevet 13.5.1909 og indeholdt ned til mindste detalje fremgangmåden ved installationerne.

Kommunen gav i første omgang otte autorisationer. Elværket forhandlede elektriske pærer. Prisen fastsattes efter aftale med installatørerne.

Ledningsnettet udvidedes hele tiden, også uden for kommunegrænsen. Højskoleforstander Niels Eggert på Antvorskov højskole og ejeren af Ant-

vorskov teglværk søgte allerede omkring årsskiftet 1908/09 om at få leveret strøm. Det var en leverance ud over kommunegrænsen. Byrådet vedtog at levere strømmen, hvis der kunne tegnes mindst 150 lamper af forbrugere uden for Slotsporten.

Prisen for strømmen blev lidt højere end for kommunens beboere, da kommunen bekostede hovedledningen langs Slotsalléen. For lys var taksten 45 øre pr. kWh, for kraft 20 øre. I slutningen af 1909 besluttedes det at udvide ledningsnettet til Ny Holmstrup, hvor der havde tegnet sig nok kunder.

Disse skulle som boende uden for kommunen også betale den forhøjede pris.

Takster og særlige forbrugere I december 1908 havde byrådet vedtaget, at strøm til lys skulle betales med 40 øre pr. kWh. For strøm til motorer, kemisk brug o.lign. var taksten gradueret, således at der skulle betales 20 øre pr. kWh for 0-300 timers benyttelsestid (årsforbruget i kWh divideret med de installerede kW), 18 øre 21

for 300-600 timer, 16 øre for 600-900 timer og 15 øre for mere end 900 timer. For bygninger, der lå uden for kommunen og havde særskilte målere, skulle som nævnt betales en overpris på 5 øre pr. kWh for lys.

Disse takster indgik i ”Betingelser paa hvilke Slagelse kommunale Elektricitetsværk afgiver strøm til private Forbrugere” fra januar 1909.

Disse betingelser havde også bestemmelser for særlige forbrugere. Forsamlingslokaler som kirker, forsamlingshuse, teatre o.lign., hvor der kun brugtes meget lidt strøm og kun på særlige tidspunkter, kunne betale et årligt minimumsbeløb svarende til 100 timers benyttelsestid på et år, eller de kunne forpligte sig til ikke at bruge installationen i november og december på de tidspunkter, hvor elværket var særligt belastet. Sct. Mikkels kirke fik stikledning allerede i 1909. Byens anden kirke, Sct. Peders, fik først stikledning i 1924, men dens præstebolig allerede i 1909. Biograferne, både den i Slotsgade og Kosmorama, der selv havde transformatorer, fik i 1910 en strømpris på 20 øre pr. kWh, altså prisen på motorstrøm.

Fabriksanlæg med motorer på over 10 HK kunne tegne en særlig kontrakt, hvorefter strømmen til motorerne leveredes til 10 øre pr. kWh, når anlægget bestod af flere små motorer, og en væsentlig del af disse ikke benyttedes i perioden 15.10.– 15.2. i de timer på dagen, hvor elværkets daglige belastning var stor. Da det kommunale gasværk ønskede at få leveret strøm til både lys og kraft til 10 øre pr. kWh, fandt elværksudvalget det uheldigt, at et kommunalt foretagende fik strømmen billigere end private forbrugere. Udvalget foreslog en pris på 15 øre, forudsat at benyttelsestiden var over 900 timer. Der skulle bruges så lidt strøm til belysning, at den kunne leveres til samme pris.

Byrådet fulgte i september 1909 elektricitetsudvalgets indstilling.

Statsbanerne havde været kunde hos det private værk, og det kommunale elværk var interesseret i at få banerne som kunde. I december 1908 vedtog elektricitetsudvalget at henvende sig til Stats­ banerne. Disse kom den 30.1.1909 med et tilbud om at aftage strøm i 20 år til følgende priser: 35 øre pr. kWh de første fem år og derefter 30 øre for strøm til lys og 15 øre for strøm til motorer og opladning af togbelysningsbatterier, dog således at strøm, der 22

blev aftaget kl. 16-21 i oktober til februar betaltes med samme pris som strøm til belysning. Udvalget kunne ikke acceptere tilbudet, fordi det stod i misforhold til den pris, Statsbanerne hidtil havde betalt, og til den pris, de private forbrugere skulle betale, til værkets rentabilitet og til byens størrelse.

Udvalget stillede et forslag, der for lys startede ved 37,5 øre og først efter 15 år nåede ned på de 30 øre.

Efter lidt finpudsning fra begge sider vedtoges en overenskomst gældende for 20 år, som blev underskrevet den 22.4. og den 1.5.1909. Herefter forpligtede elværket sig til at levere den mængde strøm, Statsbanerne til enhver tid forlangte til belysning ude og inde, til kraft og til opladning af togbelysningsbatteier. Statsbanerne var så til gengæld forpligtet til at aftage al sin strøm til de stationære anlæg fra elværket. Taksterne var følgende: For belysning 35 øre pr. kWh i de første ti år, 32,5 øre i de næste fem år og derefter 30 øre, for strøm til motorbrug og opladning 15 øre pr. kWh, dog for opladning i tidsrummet kl. 16-21 fra oktober til og med februar samme pris som for belysning.

Forsinkelse og færdiggørelse Vinteren 1908/09 var streng og forsinkede byggearbejderne. Værket var ikke færdigt som planlagt den 1.6.1909, og i juli måtte man erkende, at det heller ikke blev færdigt til den 1.9., den sidste frist, der var sat for overtagelsen i kontrakten med elektricitetskompagniet. Man sluttede 24.7. en tillægskontrakt med kompagniet, hvorefter kommunen fra 1.9. til 1.10. lejede kompagniets bygninger, maskiner mv. for 2.000 kr. og overtog kompagniets forpligtelser over for kunderne. Lysstationens personale, to assistenter og to fyrbødere, blev antaget af kommunen for september måned, den ene assistent som bestyrer.

Det nye værk havde da allerede ansat sine medarbejdere. Man havde besluttet, at personalet skulle bestå af en bestyrer og en assistent. Stillingerne blev opslået ved udgangen af 1908, ligesom der blev udarbejdet en instruks for dem. De sorterede begge direkte under elektricitetsudvalget.

Bestyreren havde ledelse og ansvar for hele elværkets drift inklusive ledningsnet, installationer og målere. Han skulle sørge for en så økonomisk drift som muligt, samtidig med at forbrugernes interesser blev tilgodeset. Han havde ansvaret for, at alle

lokaler og omgivelser på værket blev holdt i orden og i forsvarlig stand, og for at materiellet blev vedligeholdt. Desuden påhvilede papirarbejdet ham inklusive budgetforslag og den årlige driftsberetning. Han kunne ansætte hjælpearbejdere efter samråd med udvalget.

Assistenten skulle stå til rådighed for bestyreren og være behjælpelig med forefaldende arbejde ved værkets drift. Både bestyrer og assistent skulle være til rådighed for elværket døgnet rundt og måtte ikke uden udvalgets tilladelse forlade byens grund. Ved sygdom, uopsættelige reparationsarbejder o.lign. skulle de stå til tjeneste ud over den fastsatte tjenestetid og uden særligt vederlag. Den gennemsnitlige tjenestetid fastsattes til ti timer i døgnet, eventuelt 12 timer om vinteren og tilsvarende mindre om sommeren. Under almindelige forhold havde de skiftevis hver tredje helligdag helt fri.

Der var indkommet 70 ansøgninger til besty-

rerpladsen. Efter at udvalget havde indhentet underhåndsoplysninger, vedtoges det at indstille maskinmester R. Hallenberg, København, som nummer ét, og byrådet sanktionerede dette valg den 28.12.1908. Han tiltrådte 1.4.1909. Hallenberg, der var født i 1879, havde i sin hidtidige karriere været tilknyttet flåden og firmaet Atlas.

Maskinassistenten tiltrådte 1.7.1909, og til det grovere arbejde blev 1.9. ansat en fyrbøder med kedelpasserprøve og erfaring som maskinarbejder.

I slutningen af 1909 kom en arbejdsmand til som ekstraarbejder for en kortere tid, som det pointeredes. Man skulle også have en opkræver. Hans honorar blev i januar 1910 fastsat til 300 kr. om året.

Den 25.9.1909 leveredes for første gang strøm til byen fra det kommunale værk. Elektricitetsudvalget havde samlet Atlas’ og Siemens-Schuckerts montører og værkets funktionærer til en lille festlighed i maskinhallen. En af direktørerne fra Atlas

Maskinhallen på det nye elværk 1909 med de to første dampmaskiner. Foto hos SK Forsyning A/S.

23

var også til stede. Udvalgsformanden takkede de to firmaer og deres arbejdere.

Da værket kom i gang, var der tilsluttet ca.

8.000 glødelamper, 65 buelamper og 167 HK i motorer. Nok var strømleverancen kommet i gang; men værket var ikke helt færdigt, der manglede f.eks. en del malerarbejde.

Det færdige anlæg Det nye elværk var en imponerende bygning, især set fra nord med facaden mod Sdr. Stationsvej.

Facaden var i flugt med badeanstaltens facade.

Bygningen i røde sten var prydet med gesimser og bånd i kalkmørtel. Midterbygningen med det buede tag rummede maskinhallen, der var ét stort rum fra gulv til loft. Mod midterbygningens øst- og vestside lå de to sidebygninger, der var i to etager og beklædt med tagpap. Der var kælder under dele af bygningskomplekset. Dette rummede foruden maskinhallen rørkælder, kabelkælder, forstue, to kontorer, værksted, lager, akkumulatorrum, pumperum, justerrum, fordelingsrum, kedelhus, oliebeholderrum, fyrplads og loftsrum. Endelig var der en skorsten og et kulhus, der lå i hjørnet mellem træskofabrikken og elværket.

Inde i bygningen var der heller ikke sparet på detaljerne. Kedlerne var indmuret i brunglaserede sten. Gulvet i maskinhallen var af sorte og hvide mettlacher fliser, og væggene var i 1,4 meters højde beklædt med glaserede grønne vægfliser, hvorover der var et pudset bånd og en muret frise af røde sten i mønsterværk. Lamperne var et kapital for sig. I rørkælder og kabelkælder samt overalt i kedelbygningen klarede man sig med emaljerede blikskærme. Ellers var den foretrukne lampetype pendellampen med mælkeglasskærm.

I maskinhallen skulle der foruden tre buelamper anbringes tre lampetter i særlig smuk udformning af messing med støbte fødder og tulipanskærme.

Der blev desuden opsat en udvendig buelampe på mast uden for maskinhallen.

Møblementet i bestyrerens kontor blev specialfremstillet af en snedkermester og en sadelmagermester. Kontoret var udstyret med kakkelovn, telefon og kopipresse med tilbehør. Til maskinmesterkontoret blev anskaffet et bord, to stole, en polstret vagtbænk og tre fag trækgardiner, i 1911 desuden et klædeskab. Til folkerummet og juster24

rummet kunne man nøjes med inventar fremstillet af en tømrermester. I justerkammeret installeredes også en lille kakkelovn, og man købte et ”Væddeløbsuhr” (stopur) til brug ved målerjusteringer.

Til lagerrummet købtes en reol til pakninger mv., til fyrpladsen en spildevandsbakke og til værkstedet en vask. Her blev også anbragt to værktøjsskabe og en filebænk, som blev fremstillet hos en tømrer. Bestyrer Hallenberg fik til opgave at købe det nødvendige værktøj hos byens isenkræmmere.

Blandt det materiel, det nye elværk var udstyret med, var en trækvogn. I august 1909 forelå et tilbud fra en smedemester på en trækvogn med bæreevne på 300 kg til 70 kr. Hvis der skulle navn på den, kostede det 3 kr. ekstra. I samme måned besluttede elektricitetsudvalget at købe tre stiger fra et firma i Horsens, nemlig en 6,5 m wienerstige, en 7 m patentstige og en 7 m mastestige. Senere anskaffedes tre mindre stiger til brug i maskinhallen.

I september 1909 vedtog udvalget at indhente tilbud på et hegn langs Sdr. Stationsvej som hegnet foran badeanstalten med egetræsstolper og med samme maling. Der skulle være en enkelt- og en dobbeltlåge i hegnet. I foråret 1910 besluttede man, at pladsen øst for værket indtil videre skulle henlægges til dette og anlægges med græsplæne, buskads og hegn svarende til hegnet mod Sdr. Stationsvej. Mod naboejendommen i Jernbanegade 9 besluttede man om nødvendigt at opsætte en betonmur langs beboelsesbygningen for at forhindre den opfyldte jord i at skride ind på denne ejendom.

Det nye elværk var nabo til træskofabrikken, der ejedes af fabrikant Carl Kierulff. Den 2.9.1909 blev der udstedt en deklaration på en aftale mellem elektricitetsudvalget og Kierulff om en fælles godt 7,5 m bred vej ind fra Jernbanegade syd for elværkets grund. Kierulff havde allerede haft en noget smallere vej ind til fabrikken her. Elværket skulle have mulighed for at vende med et par heste på vejen. Den skulle i sydsiden have fortov med kantsten og rendesten, og den skulle brolægges eller makadamiseres. Kommunen satte hegn op mod vejen i nordsiden.

Afleveringsprøverne Inden værket kunne erklæres færdigt, skulle ma-

Det færdige elværk 1912 med graderværk og skorsten samt buelampe foran facaden. Foto Olga Johansen i Slagelse Lokalarkiv.

skinerne prøves. I november 1909 blev akkumulatorbatteriet prøvet, og det overholdt de stillede garantier. De arbejder, Siemens-Schuckert havde lavet, var også tilfredsstillende. For maskinanlægget fandt afleveringsprøven sted 29.-31.3.1910.

Anlægget var beregnet på og konstrueret til, at fødevandet skulle tages direkte fra vandværket. Det viste sig imidlertid, at Atlas ikke kunne overholde sine garantier med hensyn til nettokulforbruget. Professor Bache fra Polyteknisk Læreanstalt, som skulle prøve anlægget, foranledigede nu sammen med direktør Schou fra Atlas, at fødevandet blev taget fra cirkulationspumpens trykledning, altså som olieholdigt vand. Derved kunne Atlas’ garantiforpligtelse opfyldes. Problemet var, at dette arrangement kunne medføre overkogning ved igangsætningen. Atlas skulle også have forsøgt at overtale værkets personale til at sætte maskinerne i gang uden forudgående opvarmning.

Dette kunne ødelægge maskinerne og i værste fald koste menneskeliv.

P.A. Pedersen gjorde opmærksom på disse forhold i et brev i maj 1910, og udvalget kunne meddele ham, at anlægget var ændret tilbage, så fødevandet blev taget direkte fra vandværket, og maskinerne ikke blev sat i gang uden forudgående opvarmning, desuden at man ikke ville anvise Atlas dets resttilgodehavende uden en udtalelse fra fabrikken om, at dets årsgaranti for kulforbruget også gjaldt ved den drift af anlægget, som var aftalt. Atlas fik alligevel udbetalt resttilgodehavendet en måned senere, selv om der ikke var modtaget nogen erklæring angående driftsmåden.

Enden på sagen blev, at Atlas fik sin vilje med hensyn til fødevandet. På et møde den 27.9.1910 aftaltes en række forholdsregler for måling af kulforbrug i garantiåret 1.10.1910 til 30.9.1911.

Desuden enedes man om, at hvis en aftale om fødevandet ikke var truffet inden en uge, skulle en voldgift afgøre spørgsmålet. Med hensyn til igangsætningen af maskinerne blev aftalen, at den skete med opvarmning af maskinerne, dog på den mest 25

økonomiske måde. Atlas kom inden ugen var gået med et tilbud om i fem år, regnet fra 1.10.1909, at påtage sig en yderligere garanti for kedelanlægget, således at fabrikken uden betaling ville reparere eller erstatte alle dele, der måtte tage skade ved, at der til kedelfødning brugtes det varme afgangsvand fra maskinernes pumpe. Atlas ville desuden opstille et kobberfilter til første rensning af vandet. Udvalget vedtog at modtage tilbudet, så længe det varme afgangsvand benyttedes - i hvert fald foreløbig i garantiåret.

På trods af de uafklarede forhold omkring maskinanlægget vedtog udvalget at indbyde byrådet og pressen til at bese værket 1.6.1910. Arrangementet startede kl. 16 med en times rundvisning i hele bygningen ved driftsbestyrer Hallenberg.

Der var almindelig enighed om, at værket var smukt og godt indrettet. Man samledes derefter i maskinhallen til vin og kage samt en redegørelse fra udvalgsformanden, borgmester Feddersen, for værkets tilblivelse og en tak til funktionærerne.

Værket var åbent den efterfølgende uge, så byens befolkning kunne bese det.

26

Da man i november 1910 kunne opgøre de samlede udgifter ved det nye elværks anlæg inklusive køb af det private værk, beløb de sig til 452.706,10 kr. Det var en overskridelse på næsten 40.000 kr. af den anslåede anlægssum. Overskridelsen skyldtes ikke mindst den store tilslutning, der havde betydet en stærk udvidelse af ledningsnettet og anskaffelse af flere målere. Værket havde det første regnskabsår 3,7 km fødeledninger og 11,5 km fordelingsledninger, og 670 målere var tilsluttet. Fra værket gik i drift den 25.9.1909 og til 31.3.1910 var produceret 157.853 kWh og solgt 119.261 kWh. Den store tilslutning betød, at værket let kunne forrente sig, og der kunne henlægges penge til fornyelsesfonden. Selv om værkets maskinkraft var planlagt, så den ene maskine kunne stå i reserve, kunne man forudse, at dette nok ikke kunne opretholdes i lang tid, og så var man nødt til at udvide.

Heldigvis var bygningerne projekteret med fremtidig udvidelse for øje.

I krigens skygge 1910-1925 I 1911 boede der i Slagelse købstad 10.463 personer. I 1925 var befolkningstallet steget til 13.804.

Befolkningstilvæksten fra de foregående årtier fortsatte således.

I 1913 blev Slagelse igen garnisonsby med nyopført kaserne og administrationsbygning. Nye kvarterer skød op. Udbygningen nord og syd for stationen fortsatte, der byggedes i Poulsbjergområdet og omkring kasernen. Da første verdenskrig var forbi i 1918, opførtes mange huse, navnlig tofamilie boliger, og kvarteret nord og øst for Sct. Peders kirkegård blev udbygget.

I 1914 havde byen 487 håndværks- og industriforetagender, de fleste ganske vist små med højst fem ansatte arbejdere; men 25 havde mere end 20 arbejdere ansat.

For lille kapacitet Elværket måtte i sommeren 1912 forudse, at begge værkets dampmaskiner ville blive fuldt belastede, når de mørke vintermåneder kom. I 1912/13 var der tilsluttet 1.138 målere, en stigning på næsten 500 siden 1909/10. På to år, fra 1910/11 til 1912/13, var produktionen steget med næsten 29 %.

Elektricitetsudvalget drøftede derfor en udvidelse af anlægget til sommeren 1913 med P.A. Pedersen. I oktober 1912 fremlagde han et forslag med fire muligheder for udvidelse. Første mulighed var en udvidelse med en 250-320 HK dampmaskine og kedel som de eksisterende. Anden mulighed var en større dampmaskine, og tredje og fjerde mulighed var en dieselmotor henholdsvis stående og liggende. Han tilrådede selv første

Maskinhallen 1913 med de tre dampmaskiner.

Foto i Slagelse Lokalarkiv.

27

mulighed, men anbefalede, at der indhentedes tilbud på både damp og diesel. Han regnede med, at udvidelsen ville dække behovet langt ud i fremtiden, da elværket ville kunne levere til motorer med et samlet forbrug på 200 HK og 8.000 samtidigt brændende 25 lys pærer eller 25.000-30.000 installerede lamper.

Byrådet vedtog på møder i oktober og november 1912 at udvide maskinanlægget og indhente tilbud på en dampmaskine på 250-300 HK og kedel som de eksisterende og på en dieselmotor af samme størrelse. Der indkom fire tilbud, to på damp og to på diesel. Et dampanlæg fra Atlas og et dieselanlæg fra Frichs kostede næsten det samme. P.A. Pedersen anbefalede at vælge dampanlægget, da det var lidt større end dieselanlægget, da det passede bedre ind i elværkets eksisterende anlæg, og da olieprisen var steget meget. Der forelå tre tilbud på en jævnstrømsshuntdynamo, hvoraf Pedersen pegede på en Titan dynamo på 210 kW. Endelig skulle Akkumulatorfabrikken udvide batteriet fra 78 kW i tre timer til 96 kW i tre timer. Byrådet vedtog i december 1912 det anbefalede.

Elværkets nabo, den kommunale badeanstalt, havde brug for en del varmt vand. Anstalten producerede det varme vand i et dampkedelanlæg, som dog i 1912 var ved at være for lille. Elektricitetsudvalget foreslog derfor udvalget for badeanstalten, at værket leverede damp og varmt vand til badeanstalten, og Hallenberg havde allerede udformet et projekt. Udvalget for badeanstalten besluttede dog i 1913 at indhente tilbud på en udvidelse af anstaltens eget kedelanlæg. Dette tilbud var imidlertid ikke så fordelagtigt som et nyt tilbud fra elektricitetsudvalget, som man da vedtog at acceptere, og som byrådet godkendte 24.4.1913.

Der blev opstillet to varmtvandsbeholdere i elværkets kælderetage, i en nygravet kælder langs maskinhallens sydlige gavl. Denne kælder forbandt værkets rørkælder og kabelkælder. Fra beholderne, hvor vandet var opvarmet ved damp, kunne badeanstalten tage sit varme vand på ca.

70º. Desuden lagdes en dampledning fra elværket til badeanstaltens radiatorer og damprum.

Murermester Ehlers fik arbejdet med fundamenter til den nye maskine, udgravning af kælder mv.

28

Ændringer for forbrugerne Fra 1.7.1910 ophørte kommunens garanti for elinstallationer i nyopførte ejendomme, og fra 1.1.1912 stoppede kommunens tilbud om garanti for lån til elinstallationer. Denne ændring var en af årsagerne til, at ”Betingelser paa hvilke Slagelse kommunale Elektricitetsværk afgiver Strøm til private Forbrugere” måtte revideres. Der skete samtidig en stramning i betalingsbetingelserne i forhold til de hidtidige betingelser fra 1909 og en takstændring for strøm til motorer, kemisk brug o.lign. De nye betingelser blev underskrevet af byrådet den 14.9.1911. Fra 1.4.1912 var prisen for strøm til belysning fortsat 40 øre pr. kWh, for strøm til motorer mv. blev den 20 øre for en benyttelsestid på 0-300 timer, 14 øre for 300-600 timer og 12 øre for over 600 timers benyttelsestid. De nye betingelser blev omdelt til forbrugerne mod kvittering.

I 1908 var fra ministeriet for offentlige arbejder udstedt et reglement for udførelse og drift af elektriske stærkstrømsanlæg i henhold til lov nr. 77 af 1907 om elektriske stærkstrømsanlæg, og det blev fulgt op af forskrifter fra Elektricitetskommissionen. Kommunen udførte tilsynet med installationerne via elværket. Dette havde i 1911 konstateret at Casinoetablissementets installationer ikke overholdt forskrifterne i stærkstrømsreglementet og havde pålagt det at få ændret installationerne.

Casino havde imidlertid søgt Elektricitetskommissionen om fritagelse for at få foretaget ændringen.

Byrådet bad, da sagen var sendt til erklæring hos rådet, Elektricitetskommissionen afgøre sagen.

Casino blev pålagt at udføre nogle ændringer og Hallenberg at konstatere, om de var udført inden for den givne frist.

Der var åbenbart problemer med at inddrive betaling for strøm hos hotel- og restaurationsbranchen. I 1914 måtte elværksudvalget vedtage at forlange kaution for elforbruget af værterne i Casino, Landmandshotellet, Industriforeningen o.lign. Fra 5.10.1918 sattes det elektriske anlæg i Casinoteatret under Elektricitetskommissionens tilsyn efter kommissionens egen beslutning.

1. verdenskrig 1. verdenskrig brød ud i august 1914. Glødelampen var på dette tidspunkt nået ned på en pris og en holdbarhed, der gjorde elektricitet til en relativ

Bjergbygade ca. 1910 med overjordisk fordelingsnet på moniermaster. Postkort i Slagelse Lokalarkiv.

billig belysningskilde; men der var stadig mange, der tyede til gas og petroleum til belysning. Forsyningssituationen under verdenskrigen gav imidlertid elværkerne flere kunder.

Med krigsudbruddet ændredes forsyningssituationen radikalt. Som krigen skred frem, kneb det for elværket at skaffe kul, og priserne steg enormt. Man kunne så glæde sig over, at man ikke havde dieselmotorer, for forsyningssituationen, hvad angik olie og petroleum, var helt katastrofal.

Den smøreolie, Slagelse elværk skulle bruge, blev det efterhånden uhyre svært at skaffe. Allerede i august 1914 måtte man henstille, at forbruget af elektricitet indskrænkedes så meget som muligt, da værket ellers vanskeligt kunne klare forsyningen længere end nogle få måneder.

Indtil marts 1916 var det lykkedes elværket at skaffe kul; men da købte man forsøgsvis en vognladning tørv. I den følgende tid blev kul, koks og cinders suppleret med kulstøv, cinderssmuld, røgkammersmuld, tørv, tørvesmuld, briketter, brænde, høvlspåner, kultjære, brunkul, og hvad der ellers

kunne brænde. I 1916 måtte man forhøje prisen på strøm til motorer.

1.2.1917 erklærede Tyskland uindskrænket ubådskrig, og den gjorde forsyningssituationen katastrofal. Byrådet måtte den 8.3. indføre en række forholdsregler for at begrænse forbruget. Efter kl.

22.30 var der ingen strøm bortset fra til jernbanen og bagerne. Vinduesbelysning og udvendig reklamebelysning blev forbudt. I forretninger og restaurationer måtte der ikke bruges mere strøm end 16 lys i gennemsnit pr. lampested, i lagerlokaler kun i gennemsnit 5 lys pr. lampested, dog ingen steder mere end 10 lys og på trappegange og i entréer højst 5 lys lamper. Der måtte kun bruges el til motorer i tidsrummene 9-12 og 13-18. Biograferne skulle holdes lukket om mandagen, de øvrige dage måtte der spilles 2½ time, dog 5 timer om søn­dagen. El til badeovne blev forbudt. Ydermere tog elværket ikke imod nye kunder, og ældre anlæg måtte ikke udvides. Desuden blev strømforbruget reguleret ved ministerielle anordninger, bl.a. bekendtgørelse af 9.5.1917, der forbød elværker at 29

etablere nye tilslutninger uden samtykke i hvert enkelt tilfælde fra indenrigsministeriet. Da f.eks. det nye ting- og arresthus i Slagelse skulle have strøm i 1917, måtte man indhente tilladelse fra ministeriet Der blev dog ret hurtigt dispenseret fra reglen om tilslutning, så nye anlæg kunne etableres, hvor der var sygdom, eller hvor firmaer krævede strøm. I perioden fra 12.3. til 10.10.1917 behandlede elektricitetsudvalget ca. 170 ansøgninger om dispensation både fra byrådets og fra indenrigsministeriets begrænsninger i installation af lamper og motorer. Mange ansøgninger blev efterkommet, men normalt med begrænsninger. I marts behandlede udvalget en ansøgning fra biografejer Klein, der ønskede at give én forestilling om eftermiddagen og to om aftenen af en film, der viste slaget ved Somme, og som var dyr at leje. Hver forestilling varede halvanden time. Han fik tilladelse til at bruge strøm tre timer hver dag og lørdag fire en halv time. En måned senere søgte biograferne om tilladelse til at spille om mandagen. Elektricitetsudvalget fik byrådets bemyndigelse til at give tilladelsen, når det skønnede, at kulforsyningen kunne klare det.

I juli 1917 strammedes yderligere, så overforbrug ud over et fastsat normalforbrug afregnedes med overpris. Desuden forhøjedes prisen på el til motorer klækkeligt. Spørgsmålet om forhøjelse af priserne havde givet anledning til megen debat og mange forhandlinger i udvalget og byrådet. Ved behandlingen af sagen havde et byrådsmedlem bedt driftsbestyrer Hallenberg om at udarbejde en oversigt over de økonomiske konsekvenser af en forhøjelse. Dette fik formanden for elektricitetsudvalget H. Anker til i september 1917 at bede byrådet udtale, at oplysninger, som byrådsmedlemmer ønskede fra kommunale institutioner ved sagers behandling i byrådet, skulle afkræves gennem det udvalg, som vedkommende institution hørte under.

Anker trak dog sin henstilling tilbage ved sagens andenbehandling.

Den 9.8.1917 ophævede byrådet bestemmelsen om, at elværket ikke tog nye kunder, og at ældre anlæg ikke måtte udvides. Derved kunne værket levere lys til alle de lejligheder, hvor der allerede var installation. De hidtidige restriktioner havde medført, at der ikke kunne leveres strøm til folk, 30

der ikke havde haft strøm i en fraflyttet lejlighed, selv om de var flyttet til en bolig med installa­ tion. Nye tilslutninger, hvor indenrigsministeriets bekendtgørelse fra 9.5.1917 stadig gjaldt, skulle forelægges byrådet i hvert enkelt tilfælde, og rådet behandlede mange ansøgninger om nyinstallationer, som blev ekspederet videre til indenrigsministeriet. Der måtte ikke ske udvidelse af bestående installationer uden elektricitetsudvalgets samtykke.

Restriktionerne betød, at elforbruget blev reduceret. Fra 1916/17 til 1917/18 faldt salget fra 421.118 til 311.536 kWh. Fra omkring 1915 blev der på landsbasis brugt mere elektricitet til kraft end til lys. Denne tendens mærkedes ikke i Slagelse, bortset fra de sidste år under verdenskrigen og årene lige efter.

Vanskelige efterkrigsår I november 1918 sluttede verdenskrigen; men forsyningssituationen var stadig vanskelig nogle år, og prisstigningerne fortsatte. I begyndelsen af december 1918 måtte Slagelse Handelsforening bede kommunen om tilladelse til at have lys i forretningsvinduerne de sidste 14 dage før jul. Byrådet gav tilladelsen dog inden for rammerne af indenrigsministeriets bestemmelser. Dagen før juleaften ophævedes byrådets restriktioner fra 8.3.1917, så kun de ministerielle begrænsninger gjaldt.

Krisen var dog ikke drevet over. Overpris for merforbrug eksisterede stadig, og fra 1.10.1919 forhøjedes kWh prisen for lys til 60 øre for almindeligt forbrug og 80 øre for merforbrug. I 1920 indskrænkede regeringen ved bekendtgørelse 23.2. forbruget af gas og elektricitet mere end nogensinde før. Elværkerne skulle sørge for, at elforbruget blev reduceret til to tredjedele af forbruget i februar 1913. Elektricitetsudvalget foreslog at genindføre restriktionerne fra 8.3.1917 for reklamebelysning, vinduesbelysning, lys i forretningsog restaurationslokaler, lagerlokaler, trappegange og entréer samt at forbyde elektricitet til opvarmning. Byrådet vedtog forslaget 8.3.1920.

Indenrigsministeriet krævede dog yderligere indskrænkninger, og fra 1.4.1920 forhøjedes priserne for lyselektricitet til 75 øre og 1 kr. for merforbrug. Kraftprisen blev 60 øre, for kontraktkunder med dobbelttarifmåler dog 50 øre. Kraftpriserne

Købmand Axelsens forretning på Slotsgade i begyndelsen af 1900-tallet med elektrisk lys. Foto i Slagelse Lokalarkiv.

beregnedes nu ikke længere efter benyttelsestid.

Priserne fik yderligere en tak opad fra 1.10. med 10, 15 og 20 øre. Fra den 8.12 1920 tillod elektricitetsudvalget efter bemyndigelse fra indenrigsministeriet, at de handlende i forretningernes åbningstid måtte have lys i deres forretningsvinduer eller i højst to udhængsskabe, dog med omtanke.

I 1917 gik Statsbanerne med til at yde en efter deres eget skøn og efter forhandling med byrådet passende merbetaling for strøm ved finansårets udløb. Merbetalingen blev på halvdelen af forskellen mellem produktionsprisen og den pris, Statsbanerne skulle betale efter kontrakten. Samme aftale blev indgået for det følgende finansår. For årene 1919/20-1922/23 gik Statsbanerne med til at refundere hele forskellen mellem produktionsprisen og den kontraktmæssige pris på grund af elværkets store udgifter til brændsel, lønninger mv.; men i 1924 krævede banerne at få det meste af det efterbetalte beløb fra 1922/23 tilbage. Byrådet kunne ikke anerkende den tilgrundliggende

beregning, men tilbagebetalte alligevel.

Fra 1921 var situationen bedret så meget, at værket kunne begynde at nedsætte priserne. Første nedsættelse trådte i kraft 1.3.1921, og priserne fik yderligere et dyk 1.1.1922 og 1.1.1924. Fra 1.1.1922 bortfaldt ordningen med forhøjet pris for merforbrug. Man havde følgende takster: Lys til byen 70 øre pr. kWh, lys uden for byen 75 øre, lys til forbrugere med eget elværk 80 øre, kraft med almindelig takst 40 øre, kraft med særlig kontrakt og dobbelttarifmåler 30 øre, kraft til forbrugere med eget værk 50 øre. Fra 1924 indførtes en gradueret skala for strøm til motorer efter forbrugte kWh. Lysprisen var nu nede på niveauet fra 1.12.1919.

Landboerne og krigen Allerede i 1912 havde fire beboere i Landsgrav spurgt, om Slagelse kommune ville levere strøm til dem. De fik det svar, at elværket ikke kunne levere strøm så langt med den spænding, værket havde, medmindre der blev lagt en meget kostbar 31

ledning, og beboerne måtte betale en væsentlig del af denne ledning.

I begyndelsen af 1914 fik byrådet en forespørgsel fra en mand i Næsby ved Stranden. Han var medlem af et udvalg for Stillinge og Hejninge sogne, hvis formål var at undersøge, om der var basis for at oprette et elværk for de to sogne. Han ville høre, om man var interesseret i at omdanne Slagelse elværk til et højspændingsværk, der også kunne levere til oplandet. Byrådet var ikke interesseret i sagen.

Da landområderne, også i Slagelses opland, under 1. verdenskrig havde problemer med at skaffe brændsel, vågnede tanken om at oprette elværker.

Manglen på petroleum fik i begyndelsen af 1918 beboerne i Hejninge, Næsby, Holmstrup og Landsgrav til at arbejde med planer om at etablere et elværk baseret på sugegas, udvundet af tørv, i en bygning i Hejninge, som Kobberdal mejeri var flyttet fra. Projektet viste sig imidlertid at ville blive dyrt.

Da beboerne på Strandvejen begyndte at vise interesse for planerne, fik det elektricitetsudvalget i Slagelse til at spekulere på en forsyning til oplandet med højspændt strøm. Slagelse elværk var i den situation, at den ene af de to 180 HK dampmaskiner stod i reserve og aldrig havde været taget i brug i den daglige drift. Man ville altså let have kapacitet til at forsyne oplandet, også med mere end reservekapaciteten, nemlig til landboernes motorbrug om dagen med den kapacitet, man på vinteraftener brugte til at lave lys til byen.

Den 23.2.1918 holdtes et møde med landboerne, som fik at vide, at Slagelse elværk havde tilstrækkelig kapacitet til at forsyne oplandet, hvortil regnedes Hyllerup, Holmstrup, Hejninge, Landsgrav og evt. Slotsbjergby. Elektricitetsudvalget stillede som betingelse for samarbejde, at landboerne dannede et selskab, og at de antog ingeniør P.A. Pedersen som sagkyndig. Denne fik bl.a. til opgave at lave beregninger og at udarbejde et forslag til overenskomst.

P.A. Pedersens projekt blev forelagt i marts 1918, og 11.3. behandlede byrådet en indstilling fra elektricitetsudvalget om bemyndigelse til at slutte overenskomst på det grundlag, at Slagelse bekostede og udførte det nødvendige anlæg på værket til produktion af vekselstrøm og lagde ka32

bel fra værket til et punkt uden for den bebyggede del af byen til en samlet anslået pris på 55.000 kr.

Landboerne skulle bekoste højspændingsluftledningen derfra, transformatoranlæg og lavspændingsledninger. Prisen for strømmen sattes til 15 øre pr. kWh, dog eventuelt med kultillæg, afhængig af kulprisen. Prisen var så relativt lav, fordi man gik ud fra, at fire femtedele af den leverede strøm ville gå til kraft. Udvalget indstillede også, at det fik bemyndigelse til at anskaffe omformeranlæg, kabel mv., når en endelig overenskomst var underskrevet. Byrådet lod sagen overgå til andenbehandling.

Den 14.3. holdt repræsentanter for landboerne, elektricitetsudvalget og borgmesteren møde, hvor man udformede en overenskomst. Landboerne forelagde sagen for en stiftende generalforsamling to dage efter, og man dannede et andelsselskab, Slagelse Oplands Elektricitetsforsyning (SOE). By­ rådet godkendte udkastet til overenskomst på betingelse af, at selskabet forpligtede sig til ikke at bruge strøm fra noget andet værk, så længe overenskomsten var gældende. Overenskomsten blev underskrevet af SOE og elektricitetsudvalget den 4.5.1918.

Den bestemte ud over selve anlægget og taksterne, som fulgte udkastet, at SOE ikke måtte udvide forsyningsområdet, der omfattede Holmstrup, Hyllerup, Hejninge, Landsgrav, Landsgravmark, Slotsbjergby og Idagård, mere end at forsyningen uden ulemper kunne ske via en 75 kW omformer.

Hvis det viste sig, at motorbelastningen oversteg omformerens ydeevne, måtte SOE fordele tærskning o.lign. efter distrikter på forskellige ugedage.

SOE måtte ikke tilslutte større industriforetagender og nye forsyningsområder uden forhandling med Slagelse kommune. På grund af de svære forsyningsforhold under krigen leveredes der ikke strøm om natten, og om søndagen tændtes strømmen først ved solnedgang i tiden 1.4. til 1.10. I den øvrige del af året var der ingen strøm om søndagen fra kl. 9 til solnedgang. Hvis der forekom maskinhavari eller andre større uheld, havde værket ret til at afbryde forsyningen til SOE før end til byen.

Beboere på Strandvejen inden for kommunegrænsen og beboere i andre lignende områder kunne vælge enten at slutte sig til SOE eller at få strøm fra Slagelse kommune via jævnstrømsnet-

tet eller via SOE’s transformerstationer uden at være medlemmer af SOE. De betalte strømprisen i byen. Slagelse elværk førte tilsyn med og foretog reparationer mv. af selskabets ledningsnet efter regning. Overenskomsten var bindende i 30 år med opsigelse et år før. Derefter løb den i 5 års perioder med opsigelse et år før udløb af en periode.

SOE modtog strømmen fra værket som en trefaset vekselstrøm med en spænding på 6 kV. Da man havde søgt Elektricitetskommissionen om godkendelse af anlægget, ønskede den en begrundelse for, at man valgte 6 kV, når de fleste andre højspændingsværker på Sjælland arbejdede med en spænding på 10 kV. Kommissionen anså det for uheldigt for et eventuelt senere samarbejde mellem forskellige værker, at der var denne spændingsforskel. Kommissionen fik den begrundelse, at det var så godt som umuligt at skaffe materialer til 10 kV spænding, og den accepterede.

Højspændingsanlægget Omformeren, der var på 60 kW, leveredes af Titan, og installationerne stod E. Rasmussens Fabrikker, Fredericia, for. Dette firma etablerede også hele

anlægget for SOE bl.a. syv transformerstationer.

Etableringsfasen var præget af de vanskelige forsyningsforhold under krigen. Midt i september 1918 fik Slagelse elværk meddelelse fra Titan om, at omformeren ikke kunne leveres foreløbig. Værket besluttede derfor at leje en omformer hos Frederiksberg elværk. I forbindelsen med leverancen til SOE blev der indrettet et højspændingsrum i den vestlige sidebygning på elværket.

Endelig kunne der sendes strøm gennem ledningsnettet for første gang den 19.10.1918. Den første tid var strømmen, som det også var indføjet i overenskomsten, afbrudt om natten og om søndagen i dagtimerne. I oktober 1919 tiltrådte byrådet en indstilling fra elektricitetsudvalget om, at der leveredes strøm til SOE også om natten på visse betingelser. Først i 1923 fik selskabet leveret strøm om søndagen. Byrådet efterkom en anmodning om leverance fra kl. 10 til 12 og fra kl.

14, dog gjaldt ordningen kun indtil videre, og SOE skulle dække halvdelen af de forøgede udgifter til arbejdslønninger.

I marts 1919 ønskede SOE en udvidelse af forsyningen, da beboerne i en hel række byer havde

I forgrunden dampmaskinen fra 1913 og omformeren fra 1918. Efter Johs. Jacobsen og R. Hallenberg: Slagelse kommunale Elektricitetsværk 1909-1934, 1934, s. 47.

33

tegnet sig eller var ved at tegne sig som forbrugere. Forsyningen skulle øges til mindst det dobbelte.

Udvidelsen af SOE skete ikke uden konkurrence fra de to store højspændingsværker NVE og SEAS. P.A. Pedersen havde allerede ved sine beregninger i 1918 forudset yderligere tilslutning og havde kun regnet med omformeren som en midlertidig løsning. Han kalkulerede med, at en udvidelse med en 350 kVA vekselstrømssvinghjulsgenerator ville koste ca. 72.000 kr. Elektricitetsudvalget anbefalede udvidelsen, og den blev vedtaget af byrådet.

Mens omformeren bestod af en jævnstrømsmotor, der drev en vekselstrømsdynamo, producerede vek­ selstrømsgeneratoren vekselstrømmen direkte. Den blev koblet på 250 HK dampmaskinen, der allerede havde tilkoblet en jævnstrømsdynamo til forsyning af Slagelse by.

Thomas B. Thrige fik leverancen på generatoren, installationen stod E. Rasmussen for. Leverancen blev dog forsinket. P.A. Pedersen havde anbefalet Thrige, fortrinsvis fordi firmaet lovede at levere generatoren inden 1.9.1919. Tidsfristen var vigtig, for dampmaskinen måtte tages ud af drift, mens generator og dynamo skulle tilkobles, og den skulle være klar igen, inden den mørke tid satte ind. I september stod det klart, at generatoren tidligst ville kunne leveres midt i december måned. Thrige begrundede forsinkelsen med leveringsproblemer i forbindelse med de urolige arbejdsforhold, bl.a. havnestrejken i København. Den 31.1.1920 kunne P.A. Pedersen meddele Thrige: ”Det vil være ganske frugtesløst at henvende sig til Udvalget om yderligere a Kontoudbetalinger, idet Stemningen er Dem alt andet end venlig paa Grund af Deres Forsinkelser med Hensyn til denne Leverance.” Elværket havde til sidst ikke kunnet undvære jævnstrømsdynamoen på grund af den store belastning hen imod jul. Generatoren var endnu ikke færdig, og ”De kan være sikker paa, at Kontraktens Bødebestemmelser med Hensyn til forsinket Levering vil blive effektueret”.

Thrige forsvarede sig med, at alle firmaer var ramt af problemer med varetilførsel, og de havde ikke været til at forudse. Da han var klar til montage i november 1919, fik han af Slagelse elværk besked på, at man ikke ønskede montagen påbegyndt nu. Han havde lidt et stort tab på leverancen, da maskinen på grund af lønstigninger var blevet 34

meget dyrere end tilbudsprisen. Han ville anse det for kontraktbrud, hvis han ikke fik sine penge, og han ville som følge deraf standse arbejdet, indtil sagen var bragt i orden. P.A. Pedersen mente derimod, at elektricitetsudvalget måtte tage juridiske skridt, hvilket tilsyneladende ikke skete.

I 1919 valgte elværket at få lagt yderligere et højspændingskabel fra værket, denne gang i østlig retning. Det første kabel gik mod vest. Ønsket om at have to kabler var et spørgsmål om forsyningssikkerhed.

SOE’s forsyningsområde øgedes stadig, og i slutningen af 1922 havde selskabet 28 transformerstationer. Mens Slagelse elværk i 1919/20, SOE’s første hele driftsår, solgte 158.704 kWh til selskabet, steg salget allerede året efter til 391.805, og i 1925/26 købte SOE 627.460 kWh. P.A. Pedersen konkluderede i august 1919 på sine beregninger, at en voksende tilslutning til SOE ville være en økonomisk fordel for Slagelse elværk, så længe tilslutningen ikke blev så stor, at det var denne tilslutning, der nødvendiggjorde en udvidelse af værkets maskinanlæg.

Den første dieselmotor P.A. Pedersen havde været alt for optimistisk, da han i 1912 påstod, at elværket med sin daværende udvidelse ville kunne dække behovet langt ud i fremtiden. Fra 1912/13 til 1918/19 blev antallet af tilsluttede målere i byen mere end fordoblet, fra 1.138 til 2.449, og i samme periode steg produktionen med 70 %.

Allerede før udvidelsen af forsyningen til SOE var aktuel i 1919, havde en udvidelse af værket været drøftet. P.A. Pedersen foreslog i marts en udvidelse med en dampturbine på 600-800 kW. Den ville kunne anbringes i kedelhuset, når værkstedet blev flyttet. Den samlede udgift til et sådant anlæg beregnede han til 580.000 kr. Hvis man fandt dette projekt for dyrt, ville man kunne købe en 450 HK dieselmotor fra Görlitzer Maschinenbau-Anstalt.

Den samlede udgift for et sådant anlæg ville være 270.000 kr. Han mente dog, at der burde bygges en tilbygning til maskinhallen til den nye maskine, så prisen ville blive 300.000.

P.A. Pedersen følte, det var hans pligt at gøre opmærksom på denne maskine, da den kun kostede det halve af en tilsvarende B&W motor. Han

syntes, man kunne overveje at starte med denne maskine og vente med dampanlægget, til der var oparbejdet en kundekreds, der svarede til forøgelsen af maskinkraften. Man kunne da til den tid formentlig købe et dampanlæg billigere end nu.

Et yderligere argument for dieselanlægget var, at brændstoffet til dampanlægget, kul, i en årrække formentlig ville blive dyrere end olie.

Byrådet behandlede kort forslaget den 24.3.­ 1919. I et brev fra juli samme år gjorde P.A. Pedersen det klart, at der som disponibel maskinkraft til brug for byen var godt 400 kW plus ca. 150 kW i reserve, som dog beslaglagdes af forsyningen til SOE. Belastningen skønnedes den kommende vinter at blive ca. 400 kW, og i løbet af et par år formentlig mellem 500 og 600 kW. En udvidelse af værket var altså nødvendig alene af hensyn til byens forbrug. Han tilrådede, som han havde gjort det på møder med udvalget, at man som mellemled mellem det nuværende anlæg og videre udvidelse af dampanlægget indskød en dieselmotor på ca. 450 HK. Man ville så i en årrække kunne lægge hoveddelen af værkets produktion over på den del af maskinanlægget, der arbejdede mest økonomisk.

11.8.1919 vedtog byrådet principielt at udvide værket, men at indhente tilbud på både dampturbine og dieselmotoranlæg, før man traf bestemmelse om udvidelsens art. Tidligere i samme måned havde man fået en henvendelse fra Korsør elværk, der på foranledning af P.A. Pedersen ønskede et møde for at undersøge, om de to værker kunne etablere et samarbejde, så de gensidigt kunne være reserve for hinanden. Man havde endnu kontakt om sagen i november, uden at den dog blev til noget.

Også andre forsyninger kom ind i billedet. I oktober 1919 vedtog byrådet at indlede forhandlinger med SEAS, der havde påpeget, at man kunne undgå at udvide Slagelse elværk, hvis man indledte et samarbejde. Også NVE havde følere ude. Der blev holdt flere møder, og sagen var til høring hos P.A. Pedersen. Til byrådsmødet 13.2.1920 havde elektricitetsudvalget og kasse- og regnskabsudvalget, der udgjorde et fællesudvalg i udvidelsessagen, imidlertid indstillet, at man ikke for tiden modtog de store selskabers tilbud. Forhandlingerne med de to selskaber var trukket ud, fordi Slagelse kommune på grund af de almindelige pengevanskeligheder ikke havde kunnet få tilsagn om at kunne

Til højre dieselmotoren fra 1921 og i baggrunden dieselmotoren fra 1925. Efter Johs. Jacobsen og R. Hallenberg: Slagelse kommunale Elektricitetsværk 1909-1934, 1934, s. 45.

35

optage lån i pengeinstitutterne til selv at udvide.

Man var nået frem til, at der i stedet ville kunne tegnes et kommunalt obligationslån, og fællesudvalget ønskede bemyndigelse til at indhente bindende tilbud på en 600 HK dieselmotor. Udvidelsen, der også omfattede en tilbygning til værket, ville komme til at koste ca. 440.000 kr.

Byrådet fulgte udvalgets indstilling, men bad det om foruden at indhente tilbud på en dieselmotor at forhandle med Svendborg elværk om overtagelse af en 440 HK firecylindret dieselmotor fra Görlitz, som dette værk havde bestilt. Borgmesteren kunne på mødet endvidere oplyse, at to lokale pengeinstitutter nu havde tilbudt lån, som udvalget dog skulle forsøge at få på billigere vilkår.

Resultatet blev, at man købte maskinen fra Svendborg. Beslutningen om købet var allerede truffet, inden der kom en henvendelse fra Landsforeningen Dansk Arbejdes Slagelse afdeling om at købe dieselmotoren fra en dansk fabrik. Man indhentede desuden to tilbud på en 450 kVA vekselstrømssvinghjulsgenerator og en 240 kW jævnstrømsshuntdynamo, der skulle kobles til den nye maskine. De skulle være færdigopstillet til drift 1.12.1920. Man valgte Thriges tilbud blot en måned efter, at P.A. Pedersen havde truet firmaet med bål og brand på grund af forsinkelsen i leverancen af generatoren til oplandsforsyningen.

Endvidere blev det overdraget arkitekt Knud Larsen at udarbejde plan og tegning til bygningsudvidelsen. Murerarbejdet blev udført af J. Chr. Jensen og N. Henriksen og tømrerarbejdet af H.V. Christensen. Det buede tag over maskinhallen tog Christiani og Nielsen sig igen af. Maskinhallens sydgavl blev nedbrudt, og bygningen med kælder blev forlænget mod syd en halv gang dens oprindelige længde. Tilbygningen skulle både udvendig og indvendig ligne det allerede eksisterende. Porten i hallens sydside blev flyttet til tilbygningens østside. Endvidere blev der bygget til i den vestlige sidebygnings sydende. Her blev højspændingsrummet forlænget ud i, og ved siden af dette indrettedes et olierum med en oliebeholder.

Nyanlægget omfattede også en udvidelse og en forandring af tavle- og fordelingsanlægget. Dette arbejde blev udbudt i januar 1921, og samme år anbragte man to nyindkøbte brændselsolietanke mellem elværket og badeanstalten.

36

Görlitzmotoren blev elværkets hovedmaskine; dampanlægget kom kun i funktion i spidsbelastningssituationer.

Udnyttelsen af vandkraft i elværkets forsyning spøgte igen i 1920. Værket bad Det danske Hedeselskabs kulturtekniske afdeling om at undersøge og give et skøn over størrelsen af vandkraften ved Havrebjerg vandmølle ved Tude å og Halkevad vandmølle ved Lindesåen. Og fra Møller & Jochumsen bad Hallenberg om oplysninger om turbineanlægget, som firmaet havde etableret ved Havrebjerg mølle i form af en tvillingeturbine.

Atter mangel på maskinkraft I 1924, hvor produktionen siden sidste maskinudvidelse i 1921 var steget med 41 % og antallet af tilsluttede målere i byen med næsten 24 %, manglede elværket igen maskinkapacitet. Elektricitetsudvalget bad Hallenberg om at udarbejde planer og overslag for en udvidelse enten med dampturbineanlæg eller med dieselmotoranlæg. I begyndelsen af 1920’erne var det Hallenberg, der tog sig af det arbejde, der ellers varetoges af P.A. Pedersen.

I juni 1924 sendte Hallenberg udvalget en oversigt over elværkets belastningsforhold og maskinkraft. Denne bestod af de to oprindelige dampmaskiner på hver 180 HK med en tilkoblet 120 kW jævnstrømsdynamo til hver, dampmaskinen fra 1913 på 250 HK med tilkoblet 210 kW jævnstrømsdynamo og 350 kVA svinghjulsgenerator, dieselmotoren fra 1921 på 440 HK med 240 kW jævnstrømsdynamo og 450 kVA vekselstrømsgenerator samt omformeren. Hvis dieselmotoren svigtede, måtte hele belastningen klares af de tre dampmaskiner med udnyttelse af deres overbelastningsevne samt akkumulatorbatteriet. Kapaciteten ville ikke være tilstrækkelig i den kommende vinter, og der var i beregningen ikke taget hensyn til forsyningen til SOE, som så helt måtte afbrydes.

Hallenberg opstillede to alternativer for udvidelse. Man kunne vælge et dampturbineanlæg på 1.200 HK til 570.000 kr. Det ville kræve omflytninger at få plads til dette anlæg, og anskaffelsen ville næppe kunne klares uden stigende elpriser. Alternativt kunne man installere en 600 HK ottecylindret dieselmotor med jævnstrømsdynamo og tavleanlæg fra en engelsk ubåd til en pris af 102.000 kr. Skulle den forsynes med omformeranlæg til

Mast ved hjørnet af Bredegade og Herrestræde 1919. På masten er monteret en gaslygte.

Foto Hugo Matthiessen i Slagelse Lokalarkiv.

vekselstrøm af hensyn til leverancen til SOE, ville prisen blive 135.000. Dieselanlægget ville kunne anbringes i kulhuset. Hallenberg foreslog ligesom P.A. Pedersen i 1919, at man købte en billig dieselmotor nu og lod den oparbejde en belastning, der var stor nok til, at man lettere kunne klare anskaffelsen af det dyre turbineanlæg.

Elektricitetsudvalget fulgte Hallenbergs forslag, også selv om turbineanlægget uden kedler kunne fås til ca. 280.000 kr. Man kunne så vente nogle år med at anskaffe kedlerne. Byrådet behandlede udvidelsesplanerne første gang den 16.6.1924. Som så ofte før, når der skulle træffes afgørelse om udvidelse af maskinanlægget, kom andre tilbud ind i billedet. SEAS meldte sig 20.6. med et tilbud, som blev uddybet de følgende dage.

Selskabet tilbød at føre en højspændingsledning til en transformerstation i Gimlinge, hvor strømmen skulle transformeres fra 10 til 6 kV og føres gennem SOE’s ledningsnet til Slagelse. Slagelse skulle betale alt andet end ledningen til Gimlinge.

For strømmen skulle betales en fast afgift og en kWh pris plus kultillæg. Desuden skulle værket aftage mindst 90.000 kWh årligt efter to år.

Hallenberg beregnede, at det ville være billigere for Slagelse kommune selv at udvide med ubådsmotoren. Han havde desuden undersøgt prisen for en B&W dieselmotor af samme størrelse og med samme tilbehør som ubådsmotoren. Den ville være mere end dobbelt så høj. Desuden ville B&W motoren fylde så meget, at der måtte bygges til værket.

Byrådet besluttede den 30.6. med én stemme imod og to blanke at købe ubådsmotoren, som leveredes og opstilledes af E. Rasmussen, Fredericia. Leverancen synes ikke at have indbefattet tavleanlæg.

Den blev installeret i maskinhallen, og samtidig blev varmtvandsbeholderne flyttet til badeanstaltens kælder.

Anlægget var færdigt til drift i januar 1925 og blev fortrinsvis brugt på de tidspunkter, hvor belastningen var stor.

37

Ledningsnettet og tilslutningen I takt med byens udvikling og den voksende interesse for at få elektricitet måtte ledningsnettet udvides. Siemens-Schuckerts arbejde var færdigt, da det første net var lagt, og arbejdet overgik herefter til elværket selv. Visse steder måtte ledningsnettet forstærkes. Fødekabelnettet til den indre by var allerede hårdt belastet i 1911, og der måtte ske en ret kraftig forstærkning. Der blev lagt et kabel fra værket til Schweizerpladsen, herfra et kabel til Gl. Torv og videre herfra ad Slotsgade til Hestemøllestræde. I 1923 blev fødeledningen fra elværket til Schweizerpladsen forstærket.

Efterhånden som der kom ønsker om tilslutning fra et passende antal beboere i en gade, eller nye kvarterer opstod, måtte der trækkes yderligere fordelingsledninger. I 1910 fik dele af Slagelse-Kalundborg landevej, Slagelse-Mullerup landevej og Slagelse-Korsør landevej (stykket fra Sct. Peders kirkegård til Mariendals mølle) strøm. I 1918 ønskede beboerne på de dele af Slagelse-Korsør landevejen og Strandvejen, der lå inden for bygrænsen at få strøm. De havde dannet et interessentskab, som elektricitetsudvalget sluttede overenskomst med. Kommunen forlængede ledningen fra Mariendals mølle ad Korsørvejen og Strandvejen, mod at interessentskabet betalte en del af anlægsudgiften. Samme år dannede beboerne på Skælskørvejen uden for bygrænsen et interessentskab, der ønskede at få elektricitet. Mod at interessentskabet betalte et nærmere fastsat beløb til anlægsudgiften, forlængede kommunen ledningen fra Slagelse Ny Kloster til landevejen til Landsgrav. Første del af forlængelsen lå inden for bygrænsen og uden for interessentskabets område. Denne del havde kommunen frit råderum over. For begge aftaler med de to interessentskaber gjaldt, at efter ti år kunne kommunen tilslutte nye forbrugere til ledningen, uden at de skulle betale bidrag til selskaberne. Kommunen måtte forstærke ledningsnettet i Bjergbygade-Skælskørvej i 1923.

Fødeledningsnettet havde frem til og med 1910/11 en længde på 3,7 km. I 1911/12 forlængedes nettet til 4,1 km og i 1923/24 til 4,5 km. Fordelingsnettets længde øgedes støt bortset fra under 1. verdenskrig fra 11,5 km i 1909/10 til 22,6 km. i 1925/26.

Det gik relativt langsomt med tilslutningen. I 38

en gammel gade som Løvegade fordelte etableringen af stikledninger sig frem til 1925 således: 1909 26, 1910 2, 1911 6, 1912 4, 1913 3, 1914 6, 1915 3, 1916 3, 1917 6, 1918 6, 1919 3, 1920 4, 1921 4, 1922 4, 1923 4, 1924 4 og 1925 2. I en ny gade som Nyvej var mønstret: 3 i 1913, 4 i 1914, 1 i hvert af årene 1915, 1916 og 1917, 3 i 1918, 1 i 1919, igen 3 i 1920 og 1 i hvert af årene 1921 til og med 1924.

Nogle husejere fik afslag på installation af elektricitet, fordi der ikke var fordelingsledning i deres gade, andre fik en særlig ordning, så de, mod at kommunen lagde ledning til deres ejendom, måtte binde sig til forbrug for et vist beløb om året. Var forbruget mindre, måtte de betale differencen mellem det aftalte beløb og det rent faktiske forbrug.

Mange virksomheder fik lagt stikledning ind i disse år. Maskinfabrikken Alliance fik stikledning i 1911, dampmøllen i 1912, Arbejdernes Fællesbageri på Bredegade i 1913, jernstøberiet på Møllevej, margarinefabrikken og sølvvarefabrikken i 1916 og andelssvineslagteriet i 1918. Svineslagteriet ansøgte allerede i 1919 om at få udskiftet den eksisterende jerntrådsledning med en kobberledning og få forstærket gadeledningen i Nørregade.

I 1919 fik brødfabrikken og konservesfabrikken Danica lagt stikledning ind og i 1922 ægpakkeriet i Hestemøllestræde.

Da Danica blev bygget på Ndr. Stationsvej i 1918, overvejede man, om man skulle bruge damp eller elektricitet, og om man selv ville fremstille elektriciteten. Energien skulle først og fremmest bruges til motorer, men også lidt til belysning. Fabrikken skulle i første omgang kun bruge strøm til et par motorer på 3-5 HK, og denne strøm ønskede man at få fra elværket. Der fandtes imidlertid ikke en ledning i Ndr. Stationsvej, så fabrikken måtte selv dække en del af udgiften til ledningen, der ville blive dyr på grund af de høje priser på kobber. Fabrikken valgte så åbenbart at få installeret elektricitet i både fabrikken og villaen ved siden af. Installationen på fabrikken blev på ca. 90 HK og ca. 120 lamper med et maksimalt forbrug på ca.

50 HK og strøm til 60 lamper.

Nogle virksomheder som f.eks. dampmøllen, spritfabrikken, træskofabrikken og margarinefabrikken fik kun leveret strøm fra elværket til reservebelysning. Taksten for denne strøm var højere end normaltariffen. Hvis årsforbruget androg

mere end et mindstebeløb brugtes dog den normale takst.

Installerede virksomhederne for store motorer, kunne det give problemer med belastningen. Da Sorø Amtstidende i 1912 spurgte om betingelserne for at få leveret strøm til en 20 HK motor, fik avisen bl.a. at vide, at motoren, der om vinteren skulle benyttes i timer med stort lysforbrug i byen, måtte forsynes med et svinghjul for at modvirke, at dens varierende belastning gav strømsvingninger på lysnettet. Elværket skulle desuden underrettes et par minutter før motorens igangsætning og afbrydelse, så man på værket kunne være klar til at regulere spændingen i byen.

For fabriksanlæg med flere små motorer på tilsammen over 10 HK kunne der sluttes en særlig kontrakt, så strømmen leveredes billigt, til 10 øre pr. kWh fra 1912. I perioden fra 15.10. til 15.2. måtte en væsentlig del af motorerne ikke bruges under elværkets største belastning. Maskinfabrikant Philipsen fik en sådan kontrakt i 1915. Han fik opstillet en dobbelttarifmåler, således at han betalte 10 øre bortset fra perioden 15.10. til 15.2., hvor han betalte 40 øre. Til almindelig motorpris

kunne han installere en motor på en særlig måler, den måtte dog ikke være større end en fjerdedel af de samlede installerede HK. I 1921 fik Slagelse Bryghus rabat som storforbruger, mod at bryggeriet deltog i omkostningerne ved anskaffelse af en dobbelttarifmåler.

Offentlige anlæg og institutioner fik også strøm i disse år. Gasværket fik stikledning i 1910 og teknisk skole i 1911. Det nye kaserneanlægs bygninger på Kastanievej fik elektricitet i 1913. Der var dog områder i anlægget, der måtte klare sig med petroleumslamper. Da det var vanskeligt at skaffe petroleum under 1. verdenskrig, søgte garnisonskommandanten i 1917 om at få indlagt elektrisk lys på de ugifte befalingsmænds kvarter. Det blev afslået. Sygehuskomplekset fik strøm 1912-24, Vestre Skole 1914, Østre Skole 1916, ting- og arresthuset 1917, Sct. Mikkels kapel 1918 og ridehuset i 1921.

Det kommunale vandværk ønskede i 1914 strøm på fordelagtigere vilkår end de øvrige forbrugere til en 10 HK motor. Elektricitetsudvalget tilbød at levere til 10 øre kr. kWh på den betingelse, at elektromotordriften kun blev minimal i elværkets

Handelsmesse i Casino ca. 1920 i skæret fra lysekroner. Foto Kjærgaard Madsen i Slagelse Lokalarkiv.

39

største daglige belastningstid i perioden fra 15.10. til 15.2. Vandværksudvalget henvendte sig straks til byrådet og bad om, at prisen blev på 7 øre, svarende til elværkets egen produktionspris. Med lige mange stemmer for og imod blev det besluttet at fastholde prisen på 10 øre, dog ville elværket bekoste ledningerne til vandværket.

I 1910 ønskede Statsbanerne at få leveret strøm til motorer til maskinafdelingen. De fik tilbudt strømmen til 12,5 øre pr. kWh med den begrænsning, at strømmen ikke måtte bruges kl. 16-21 i perioden 15.10.-15.2. Samme velvillighed kunne elektricitetsudvalget ikke udvise, da Statsbanerne ville have leveret el til sine funktionærer i tjenesteboliger til samme pris som til banerne. De måtte som elværkets kunder betale samme pris som byens andre forbrugere. Det ville dog være muligt og ikke stride mod kontrakten, at Statsbanerne koblede dem på en af banernes egne hovedmålere

og derved selv blev leverandør til funktionærerne.

Da Statsbanerne i 1914 troede, at de kunne bruge samme fremgangsmåde med told- og postvæsenets forbrug af el på banegården, således at de to etater aftog strømmen gennem Statsbanernes hovedmåler og afregnede med dem, gik den ikke. De var særskilte kunder hos elværket.

Statsbanernes køb af strøm var jævnt stigende fra 28.711 kWh i 1910/11, det første hele afregningsår, til 46.479 i 1915/16. Stigningen lå hovedsagelig på motorstrøm. Det følgende år stagnerede købet, hvorefter det faldt drastisk på grund af krigen til 24.732 kWh i 1917/18. Derefter svingede det omkring de 30.000.

Institutioner og foreninger med velgørende og almennyttige formål mødte ofte velvilje i elektricitetsudvalg og byråd. I 1913 fik asylbestyrelsen et tilskud til installation af elektrisk lys i asylbygningen. I 1921 fik bestyrelsen for Sct. Mikkels kirke 131,44 kr. tilbage, som kirken havde betalt for el til belysning af kirkens urskiver og blev fritaget for denne udgift fremover. I 1912 kunne elektricitetsudvalget ikke efterkomme en ansøgning fra parkanlæggets festudvalg om gratis strøm til belysning af lokalerne i Industriforeningen ved festen til fordel for parkanlæggets fuldførelse, da udvalget tidligere havde sagt nej til lignende ansøgninger. Udvalget indstillede dog til byrådet, at kommunen betalte elforbruget. I 1919 fik Landsforeningen Dansk Arbejdes Slagelse afdeling afslag på en ansøgning om gratis strøm til belysning ved et arrangement.

På byrådsmøde 22.12.1924 vedtoges et nyt regulativ for udførelse af elektriske installationer, et regulativ for udførelse af målerledningsarbejde og almindelige reglementariske bestemmelser om anmeldelse, tilslutning mv. af elektriske installationer, som ønskedes tilsluttet.

Gadelys

Ansøgning fra beboere på Sorøvej om elektrisk lys 1918.

Slagelse Stadsarkiv.

40

Vejene belystes stadig ved gaslygter, i 1910 247 stk. Da gasværksudvalget i 1909 ikke ville levere gadelys på Rosenkildevej, foreslog socialdemokraten H.P. Hansen i byrådet, at spørgsmål om vejbelysning henvistes til elektricitetsudvalget; men forslaget forkastedes. Da boghandler Madsen og herreekviperingshandler Valeur i 1915 ansøgte om forbedring af belysningen i Skovsøgade even-

tuelt ved anbringelse af en elektrisk lygte midt i gaden, fik de som svar, at tidligere beregninger havde vist, at det blev dyrere for kommunen at bruge el frem for gas til gadebelysning, når det ikke brugtes i så stor udstrækning, at der kunne spares en lygtetænder. Gasudvalget var villig til, når situationen blev roligere, at foretage forsøg med kraftigere brændere i gaslygterne på de mest befærdede gader.

Da spørgsmålet om elektrisk lys i gaderne blev taget op i 1922, var det igen H.P. Hansen, der stod bag. Han var blevet borgmester i 1917, da socialdemokraterne fik flertal i byrådet. Den 1.6.1922 afleverede bestyrer Hallenberg et projekt over elektrisk gadebelysning i Slagelse til elektricitetsudvalget med 25 bilag og to tegninger. P.A. Pedersen var heller ikke inddraget i dette projekt.

Projektet omfattede både Slagelse by og Slagelse Mark. Hallenberg regnede med tre typer installationer: I gader med jordkabler til elforsyningen skulle gadelamperne hænge midt over vejbanen,

og der skulle etableres overjordiske ledninger til gadelyset. På Schweizerpladsen, Nytorv, Banegårdspladsen og Sdr. Stationsvej, hvor der var for bredt til tværophæng, skulle lamperne anbringes på buelampemaster, og der skulle lægges jordkabler. Hvor der i forvejen var master til elforsyningen, skulle gadelamperne anbringes på disse master. Afstanden mellem lygterne blev 40-42 m.

Anlægget skulle fordeles på 23 grupper, og for hver gruppe skulle anbringes et kontaktur til automatisk tænding og slukning. Hallenberg regnede med i alt 493 lamper, hvoraf de 330 kun skulle tændes om aftenen, mens de øvrige 163 skulle brænde både aften og nat. Langt de fleste lamper skulle være på 75 W, i hovedgader og stærkt befærdede gader 150 W og enkelte steder 300 W. Der regnedes med et årligt elforbrug på 97.911 kWh., og den anslåede anlægsudgift var på 49.962,83 kr.

Den samlede årlige udgift med forbrug, forrentning og tilbagebetaling af anlægsudgift samt vedligeholdelse og tilsyn ville blive 39.306,91 kr.

Fruegade med gaslygter og elmaster ca. 1910. Foto Knackstedt og Co., Hamburg, i Slagelse Lokalarkiv.

41

Hallenberg gjorde opmærksom på, at man kunne vælge kun at lade mindre dele af anlægget udføre. Det var den løsning, elektricitetsudvalget i første omgang valgte, da det et års tid efter, at det var blevet præsenteret for Hallenbergs projekt, sendte tegning og overslag til gadebelysning i Slagelse til byrådet. Udvalget regnede med anlægsudgifter på ca. 15.000 kr. Byrådet behandlede sagen 11.6. og 25.6.1923 og vedtog forslaget med 11 stemmer mod tre.

Valg af standere havde byens interesse. I september 1923 henstillede Forskønnelsesselskabet, at der blev taget skønhedsmæssige hensyn ved valg af standere og master. Armaturerne var med glaskuppel og leveret af K.V. Micheelsen, Slagelse.

Det første år blev anbragt 132 lamper. Anlægget medtog Korsørvej til bygrænsen, og her besluttedes det efter ønske fra beboerne at hænge lamperne midt over kørebanen, da træerne i vejsiden ville gøre belysningen mindre effektiv.

I februar 1924 besluttede byrådet at udvide anlægget. Denne anden etape omfattede 197 lamper.

Udvidelsen omfattede bl.a. Sdr. Stationsvej fra Banegårdspladsen og vest på. Fordelingsledningerne til elektriciteten til husene var her overjordiske, trukket på master i gadens sydside. Nordsiden var ubebygget bortset fra Statsbanernes varehus.

Lamperne her ville give mest lys, hvis de blev anbragt midt i gaden. Dertil måtte trækkes tråde til ophæng fra masterne i syd til fire nye master i nord på Statsbanernes grund og til to ophæng på varehuset. Statsbanerne skulle give tilladelse.

For at få det bedste lys på stationspladsen foreslog udvalget Statsbanerne, at der rejstes tre buelampemaster ved vejsiden ind mod pladsen. Da et sådant anlæg var dyrt, blev Statsbanerne spurgt, om de ville bidrage til anlægsudgifterne. Det ønskede man ikke, derimod havde man ikke noget at indvende mod anbringelse af master og ophæng. En del af Skælskørvejen og Slotsalléen faldt også ind under anden etape. Lamperne blev her som på Korsørvejen ophængt midt i gaden og af samme årsag.

Tredje og sidste etape af gadebelysningen, 97 lamper, blev udført i 1925, og på byrådsmødet den 17.8.1925 forelå en skrivelse fra elektricitetsudvalget om, at anlægget var færdigt, og at alle byens gader var forsynet med elektrisk lys. Den samlede pris var blevet på 46.507,48 kr., dvs. mere 42

end 3.000 kr. billigere end Hallenbergs overslag.

Anlægget omfattede i alt 426 lamper på mellem 75 og 300 W, altså noget færre lamper end Hallenbergs projekt fra 1922. Man havde også fra­veget Hallenbergs plan om opdeling i 23 grupper og havde inddelt byen i 11 grupper.

Som eksempel på lysstyrken i en centralt placeret gruppe kan vælges gruppe 2, der omfattede Løvegade fra nr. 14 og 15 til Schweizerpladsen, Schweizerpladsen, Nygade, Nytorv, Rosengade og Frederiksgade 1-3. Gruppen oplystes om aftenen af tre 75 W pærer, fire 100 W pærer, en 150 W pære, fem 200 W pærer og seks buelamper på 300 W. Natlyset bestod af to 75 W pærer og fire 200 W pærer. Gruppe 5 var en mere perifer gruppe.

Den omfattede Bjergbygade, Skælskørvej, Rytterstaldstræde, Sct. Jørgensgade og Klostergade. Om aftenen oplystes gruppen af 31 75 W pærer og om natten af bare tre pærer af samme styrke. Natlamperne var typisk hjørnelamper, placeret hvor to eller flere gader stødte sammen.

Flere folk og tekniske hjælpemidler Personalet udvidedes gradvist. I slutningen af 1910 ansattes en hjælpefyrbøder og en kabelmontør. Begge blev fastansat i 1912. I 1911 blev det nødvendigt at ansætte endnu en assistent, da arbejdet med tilsyn af ledningsnettet, især stikledninger og målere, var så arbejdskrævende, at det forhåndenværende mandskab ikke kunne udføre det betryggende. Frem til 1916 bestod personalet således af bestyreren, 1. og 2. maskinassistent, to fyrbødere, en kabelmontør og ekstraarbejdere. Dette år ansattes en 3. maskinassistent. Fra 1918/19 havde maskinassistenterne titel af maskinmester, undermaskinmester og maskinassistent, senere kaldtes alle andre end 1. maskinmesteren for undermaskinmestre.

Da værket i 1918 ansatte en 3. fyrbøder, ændredes arbejdsforholdene for fyrbøderne således, at alle arbejdsdage uanset længde blev delt i to vagter. De fik en hel fridag om ugen, en søndagsvagt på under seks timer gav dog kun ret til en halv fridag. Hver af de tre fyrbødere fik skiftevis hver tredje uge en arbejdsvagt på 11 timer med halvanden times middag med alt forefaldende arbejde.

Hvis SOE i vintertiden krævede strøm før kl. 6, betaltes overarbejdspenge efter timetal.

I 1920 antog man en 3. undermester. Det var nødvendigt, efter at arbejdstiden var nedsat til otte timer i 1919. Værkets personale bestod i 1925 af bestyreren, maskinmesteren, tre undermaskinmestre, tre fyrbødere, kabelmontøren og ekstraarbejdere. Foruden det tekniske personale var der ansat kontorpersonale.

Arbejdsrelaterede sygdomme slap man ikke for, og der opstod formentlig en del, eftertiden ikke længere har kendskab til. I 1917 blev værkets arbejdsmand syg af akut mave- og tarmkatar, der sandsynligvis var fremkaldt ved forgiftning med mønje på elværket.

Krigen berørte også personalet. I 1914 blev 1. maskinassistenten indkaldt til at møde ved mobiliseringen. Byrådet bad om fritagelse; men marineministeriet kunne ikke bevilge det ønskede, men lovede dog, at man muligvis kunne hjemsende ham, hvis der mødte et tilstrækkeligt antal af hans kategori til at dække flådens behov. Bestyreren blev nogenlunde samtidig indkaldt til militærtjeneste, men var dog ret hurtigt tilbage igen. Man bestemte i den situation, at 1. maskinassistenten skulle forestå driften, den ene fyrbøder skulle uddannes til at passe maskiner og tavleanlæg, og lygtetænderen blev reservefyrbøder. I 1916 var en af fyrbøderne indkaldt til sikringsstyrken, og i 1917 var værkets arbejdsmand mødt til militærtjeneste.

Tid efter anden blev der anskaffet forskellige tekniske hjælpemidler, der skulle lette arbejdet og øge forsyningssikkerheden. I 1911 indkøbte man to voltmetre til Hallenbergs lejlighed, og i 1915 blev der etableret telefonforbindelse mellem elværket og driftsbestyrerens bolig. For at gøre det lettere, når der skete fejl på ledningsnettet, fik kabelmontøren installeret telefon på sin bopæl i 1925. I 1915 besluttede elektricitetsudvalget, at elværket skulle leje en cykel for en årlig leje på 50 kr. inklusive vedligeholdelse. Om den lejede cykel var til brug for bestyreren vides ikke; men i 1923 købte man en cykel til brug for ham. I 1920 vedtoges det at lade en snedkermester fremstille et tegnings- og dokumentskab til værkets kontor.

Køb af grund Der foregik et par mindre bygningsudvidelser i elværkets første år. I 1911 opførte man et skur til opbevaring af værkets stiger, og året efter indhen-

Elværket set fra Sdr. Stationsvej med gadebelysning.

Foto i Slagelse Lokalarkiv.

tedes tilbud på opførelse af en ny muret retiradebygning og et åbent pissoir af brædder.

Med henblik på senere udvidelser af elværkets bygningskompleks besluttede byrådet i 1919 for 51.000 kr. at købe fotograf Worms ejendom, Jernbanegade 9, der grænsede op til fællesadgangsvejen for træskofabrikken og elværket. Atelier og lejligheder i ejendommen udlejedes. I 1925 mageskiftede elværket et areal fra ejendommen med et areal tilhørende træskofabrikken. Samme år udlejede elektricitetsudvalget et stykke af grunden ud mod Jernbanegade til tømrermester H.V. Christensen og murermester J. Chr. Jensen. Førstnævnte opførte en kiosk med salg af aviser o.lign.

Elværket kunne efter april flyttedag 1926 kræve kiosken fjernet med tre måneders varsel.

43

Fra jævnstrøm til vekselstrøm 1925-1939 I 1929/30 var der installeret 4.495 målere hos forbrugerne. I 1939/40 var tallet steget til 6.569, en stigning på 46 %. Elværket solgte 1929/30 ca. 1,1 mio. kWh til byen, i 1939/40 ca. 2,7 mio. kWh, en stigning på 138 %. I samme periode steg Slagelses befolkningstal fra ca. 14.400 til ca. 16.800, en beskeden stigning på 17 %. I perioden opstod det nye kvarter omkring Østerbro.

Mellemkrigstiden var, som udviklingen i Slagelse viser, præget af en markant stigning i elforbruget. Flere blev forbrugere, og den enkelte husstand og virksomhed brugte mere strøm. Elektriciteten var blevet en integrerende del af dagligdagen; men i hjemmene var det stadig lyset, man forbandt med elektriciteten, og man frådsede ikke med strømmen. I 1935 havde Slagelse elværks forbrugere i Slotsalléen typisk mellem 20 og 30 lamper i deres boliger; men spredningen var stor, og antallet af lamper var stadig socialt bestemt og vel ikke uafhængigt heraf bestemt af boligens størrelse. Bygmester Olsen i nr. 26 havde i privaten ikke mindre end 53 lamper, mens fru Hansen, der boede i samme hus, havde fire lamper. Ingeniør Spandet havde 69 lamper, arbejdsmand Larsen 7.

Selv om flere og flere virksomheder gik over til elektrisk drift, havde nogle stadig deres eget kraftproducerende anlæg. Ejler Worsøe, en nevø af direktør P. Axelsen, fortæller i sine barndomserindringer fra besøg i Slagelse i begyndelsen af 1930’erne, at alt, hvad der drejede rundt på margarinefabrikken, i sidste ende blev trukket af en dampmaskine, der stod i en særlig bygning ved fabrikkens vestende. Maskinen havde et stort svinghjul, hvorfra der gik remtræk op til loftet. Maskinen trak også en elgenerator, der leverede lys.

Samme Worsøe huskede også elværket som en markant bygning i bybilledet. ”Det var en underlig tøndeformet bygning. Men foran og ud mod gaden stod et underligt trætårn af betydelig størrelse.

Det var kondensatoren, sagde onklen – hvad det ellers var for noget?”

44

De første tanker om udvidelse Elværkets maskinpark bestod i 1925 af tre dampmaskiner og to dieselmotorer på tilsammen 1.650 HK, af fem jævnstrømsdynamoer og to vekselstrømsgeneratorer med en samlet effekt på 1.890 kVA samt af en omformer på 60 kW, endvidere havde værket et akkumulatorbatteri med en ydeevne på 96 kW i tre timer. Maskinanlægget producerede ca. 1,8 mio. kWh om året.

I 1924, da værket anskaffede 600 HK dieselmotoren, havde man udskudt at købe et vekselstrømsanlæg med omformer, fordi belastningen til oplandet endnu ikke nødvendiggjorde det. I 1927 havde elværket ikke længere tilstrækkelig maskinkraft til forsyningen af SOE, og teknisk udvalg, et fællesudvalg for forsyningsvirksomhederne, der fra 1925 erstattede elektricitetsudvalget, indstillede til byrådet, at der indkøbtes en motorgenerator, og at tavleanlægget udvidedes. Omformeren skulle både kunne omforme jævnstrøm til vekselstrøm og omvendt, og den skulle kunne arbejde parallelt med de eksisterende vekselstrømsgeneratorer. Det billigste tilbud, som man også antog, var Titans på 300 kW til 19.895 kr. eksklusive tavleanlæg. Omformeren bestod af en 450 HK jævnstrømsshuntmotor og en 450 kVA vekselstrømsgenerator. Byrådet vedtog anskaffelsen på møde 28.3.1927. Prisen på tavle- og højspændingsanlægget, som Siemens-Schuckert udførte, var på 8.875 kr.

Allerede 30.1.1928, da det var rygtedes, at Slagelse elværk tænkte på en maskinudvidelse, rettede ingeniør S.A. Faber, København, på vegne af NVE og SEAS henvendelse til Slagelse byråd om en forhandling for at undersøge, om det ville være gunstigere for Slagelse at tilslutte sig de to højspændingscentralers fælles 50 kV net, hvor igennem der overførtes billig vandkraftelektricitet fra Sydsverige til størstedelen af Sjælland, og som også var tilknyttet Københavns kommunes elværker. Byrådet svarede Faber i marts, efter at det havde indhentet erklæring fra teknisk udvalg og kasse- og regnskabsudvalget.

Elværkskomplekset 1934. Desuden ses elværkets ejendom Jernbanegade 9 med boliger og aviskiosk. Foto hos SK Forsyning A/S.

Driftsbestyrer Hallenberg havde herefter tre samtaler med Faber og regnede den 30.4. med, at denne snart ville sende forslag til og tilbud om strømforsyning. Hallenberg sendte denne dag et brev til teknisk udvalg, hvor han redegjorde for sine egne tanker, specielt om forholdet mellem Slagelse kommune og SOE. Spørgsmålet om forsyning til SOE blev kædet sammen med udvidelsessagen, men var allerede startet nogle år før.

Utilfredshed i SOE I 1926 begyndte dårlige tider i landbruget at vise sig i SOE’s økonomi. Restancerne voksede. Selskabet ønskede en lavere pris på strømmen fra Slagelse.

Forhandlinger i 1926 førte ikke til noget, og i 1927, hvor SOE’s regnskab viste underskud, reagerede Slagelse stadig ikke. Selskabet var ved at fortryde, at det var bundet til Slagelse ved kontrakt. Det ville formentlig kunne få billigere strøm hos de sjællandske højspændingsværker, og i sidste halvdel af 1927 forhandlede lederne af SOE med NVE og SEAS.

Der var stærke røster fremme om at bryde samarbejdet med Slagelse, og der var tanker oppe blandt SOE’s andelshavere om at holde et protestmøde mod Slagelse byråd; men dette blev stillet i bero, da man afsendte en skrivelse til byrådet 1.2.1928 med opfordring til forhandling om elprisen og ændring af kontrakten. Man mente, at elpriserne var så høje, at selskabet ikke kunne få kunderne til at udnytte elektriciteten i så høj grad, som det var ønskeligt. F.eks. anskaffede de større gårde i stigende grad traktor til tærskning. På SOE’s generalforsamling i februar 1928 meddelte formanden, at man snart ventede tilbud fra de store værker om meget billig svensk strøm. Kasseog regnskabsudvalget og teknisk udvalg, der fik overdraget henvendelsen fra SOE, ville imidlertid vente med en forhandling, til spørgsmålet om elværkets udvidelse var afklaret.

Andelshaverne i SOE blev mere og mere utilfredse, og Hallenberg forstod dem. I sit brev 30.4. redegjorde han for, hvorledes udvidelsen af SOE’s 45

forsyningsområde havde mødt modstand både i NVE og i SEAS, for hvorledes SOE’s andelshavere efterhånden var begyndt at sammenligne de priser, de måtte betale, med de priser, andre, der hørte under andre højspændingsværker, kunne slippe med, og for hvorledes de store centraler var begyndt at levere strøm til særligt fordelagtige tariffer. Han brød sig ikke om den misfornøjelse, ja nærmest mistænkeliggørelse mod Slagelse byråd, der var oparbejdet i SOE på grund af begivenhederne det sidste års tid. Han havde nogle gange forsøgt over for teknisk udvalg at komme ind på, om Slagelse elværk ikke kunne levere en del af strømmen til billigere pris. Han kunne ikke lide utilfredse kunder og forventede, at både SOE og Slagelse kommune ville have økonomisk fordel af lavere priser.

Hallenberg var ikke alene frustreret over behandlingen af SOE, men også over det ansvar, han følte, der blev lagt på ham i udvidelsessagen.

Han nævnte selvfølgelig ikke dette direkte, men påpegede, at der stod store kræfter bag. Faber repræsenterede så stærke værker som NVE, SEAS, NESA og de samlede københavnske elværker. Når der skulle tages stilling til, om Slagelse var bedst tjent med at købe strømmen udefra eller udvide værkets maskinkraft, krævede det så omfattende undersøgelser, og vanskelighederne, der skulle overvindes, var så store, at han gerne ville høre andres mening. Han spurgte derfor udvalget, om det kunne tænke sig at bede værkets tidligere rådgiver P.A. Pedersen om en samtale. P.A. Pedersen blev inddraget i sagen, men først mange måneder senere, og indtil da stod Hallenberg alene.

Fabers projekt Efter at Faber havde fået oplysninger fra Hallenberg om Slagelse elværks driftsforhold, sendte han i maj nogle hovedpunkter til en kontrakt mellem Slagelse og højspændingscentralerne. Disse ville på egen bekostning føre en 10 kV ledning til Slagelses bygrænse fra en 50 kV transformerstation, der skulle bygges ved Havrebjerg. De ville også eta­ blere to reserveforbindelser. Fra bygrænsen skulle Slagelse elværk bekoste et underjordisk kabel til elværket samt opstille de nødvendige ensrettere og omformere på elværket til at ændre den leverede vekselstrøm til jævnstrøm samt en transformator.

46

Værkets maskinanlæg skulle forblive uændret og holdes i driftsmæssig stand, så det kunne tages i brug ved driftsuheld o.lign.

For den leverede strøm skulle Slagelse betale en effektafgift af maksimalbelastningen dog med et fradrag for værkets egen maskineffekt samt betale for den leverede strøm, 3,75 øre pr. kWh for den første million kWh, 3,50 øre for den næste million og 3,25 øre for resten af årsforbruget. Hertil kunne komme kultillæg. Desuden skulle betales ledningsbidrag og bidrag til faste driftsudgifter.

Faber og Hallenberg havde udarbejdet forskellige løsningsmodeller, dateret 25.5.1928. Faber kom ind på økonomien i disse modeller, hvor der også var taget hensyn til de nødvendige bygningsændringer. Der opstilledes fire muligheder for udvidelse, og udgangspunktet for dem alle var, at elværkets maksimalbelastning i 1928/29 ville være 1.150 kW, dvs. værkets samlede forhåndenværende maskinkraft. Eneste reserve var batteriet på ca.

100 kW. Forsyningen til SOE var også inkluderet i projektet. De fire muligheder var reelt to; men for hver af dem opereredes med to udvidelsesstadier.

Der kunne ske en tilslutning til højspændingsværker, eller Slagelse kunne udvide med to dampturbiner. I første stadium opstilledes kun halvdelen af den nødvendige effekt, så en maksimalbelastning på indtil 1.600 kW kunne klares. Efter andet stadium var udvidelsen komplet og en maksimalbelastning på ca. 2.800 ville kunne klares.

Beregningerne viste, at en udvidelse ved køb af strømmen udefra ville give en betragtelig kapitalbesparelse og en årlig besparelse både for første og andet stadium. Faber påpegede, at det hastede med at træffe en beslutning på grund af den forventede belastning, og han lokkede med, at højspændingscentralerne allerede til vinter ville kunne levere et par hundrede kW til aflastning for Slagelse.

Da byrådet 5.6. behandlede Fabers brev, havde udvalgene været på studietur til sjællandske højspændingsværker. Byrådet bemyndigede dem til at fortsætte undersøgelserne og forhandlingerne med højspændingsværkerne samt til at antage fornøden teknisk assistance. Hallenberg foretog i den næste halvanden måned nogle supplerende beregninger, der betød rettelser til hans egne og Fabers tidligere beregninger.

Intermezzo med Korsør og Sorø To nye medspillere eller modspillere dukkede nu op på arenaen. Korsør elværk henvendte sig 28.6.1928 angående samarbejde, og teknisk udvalg var til møde i Skovhuset i Korsør. Man enedes her om, at bestyrelsen for Korsør elværk, der var et privat aktieselskab, skulle udarbejde forslag til et eventuelt samarbejde mellem værkerne i Korsør og Slagelse. Nogen tid efter mødet i Korsør fik Hallenberg besøg af den rådgivende ingeniør for Sorø elværk og værkets driftsbestyrer. De meddelte, at Sorø i løbet af nogle år enten selv måtte udvide eller købe strøm udefra eventuelt fra Slagelse.

Hallenberg sendte den 14.8., da han endnu ikke havde hørt fra Korsør, et kontraktforslag til teknisk udvalg til et samarbejde mellem værkerne i Slagelse, Sorø og Korsør. Hans begrundelse var, at så kunne han selv og udvalget være lidt forberedte, når man hørte fra Korsør. Hallenberg foreslog, at ingen af de tre værker måtte udvide deres maskinanlæg, førend værkernes samlede tilslutning

krævede udvidelse. Slagelse skulle foretage første udvidelse, Korsør den anden og Sorø den tredje, hvis man ønskede udvidelse, og således videre. Betalingen for den leverede strøm skulle bestå af en afgift for maskineffekt, en betaling for kWh på 3 øre plus brændselsudgift samt eventuelt et brændselstillæg.

Man hørte fra Korsør 24.8.1928. Selv om Korsør ikke var så tæt på at nå maskinernes maksimalbelastning som Slagelse, havde man alligevel besluttet sig for at udvide maskinkraften. Hvis både Slagelse og Korsør anskaffede en ny maskine, ville begge byer i mange år stå med for store anlæg. Korsør foreslog derfor, at kun det ene værk udvidede næste år, og at det blev Korsør med en dampturbine på 1.000-1.600 kW. Slagelse skulle så aftage strøm fra Korsør gennem en højspændingsledning mellem de to byer, som værkerne betalte halvdelen af hver. Leverancen kunne muligvis også udstrækkes til Sorø. Et samarbejde ville også være gavnligt i den stille periode om sommeren,

Dieselmotoren fra 1930. Efter Johs. Jacobsen og R. Hallenberg: Slagelse kommunale Elektricitetsværk 1909-1934, 1934, s. 51.

47

når ferie skulle afvikles og maskinerne efterses; man kunne så gå ind og være reserve for hinanden. Korsør regnede med en betaling værkerne imellem for leveret strøm på 26,75 øre pr. kWh for en leverance på 200.000 kWh og med en faldende skala til 5,95 øre for 1,5 mio. kWh plus eventuelt kultillæg. Slagelse måtte dog forpligte sig til i otte år at aftage mindst 600.000 kWh årligt. Korsør mente, at de foreslåede priser nok kunne stå for en sammenligning med de priser, højspændingsværkerne krævede.

Hallenberg var ikke begejstret for Korsørs forslag. I et notat til teknisk udvalg var hans hovedkonklusion, at mens det var Slagelse, der trængte mest til en maskinudvidelse, ville det blive Korsør, der udvidede stort, og Slagelse, der dels kørte videre med sit gamle, umoderne anlæg, dels forrentede og amortiserede et maskinanlæg i Korsør, som man ikke havde nogen ejendomsret til. Han havde troet, at samarbejdet skulle foregå ved, at det ene værk først udvidede i mindre omfang, og når belastningsgrænsen for de to værker var ved at være nået, at det andet værk så udvidede. For 150.000 kr. mere end de 400.000 kr., samarbejdet med Korsør ville kræve i anlægsudgift, ville Slagelse kunne få et moderne dampturbineanlæg som værkets hovedmaskine.

P.A. Pedersens udvidelsesprojekter I oktober 1928 holdt udvalgene møde med Slagelse elværks tidligere rådgivende ingeniør P.A. Pedersen. 8.12. sendte han et projekt til teknisk udvalg, som havde bedt ham gennemgå Fabers forslag. Pedersen mente ikke, at Fabers projekt til udvidelse med et turbineanlæg kunne udføres på Slagelse elværk. Han udkastede derefter selv et projekt til et dampturbineanlæg, der bestod af en 1.000-1.400 kW turbine, dynamoer/generatorer og en ny kedel. Som en senere etape kunne man udvide med yderligere en kedel, og som tredje etape med en ny turbine, en ny kedel og en ny skorsten. Anlægget ville kræve en del bygningsændringer og fjernelse af de to mindste dampmaskiner og en af de gamle kedler. Han regnede med en pris på 560.000 kr. for turbineanlæg med en kedel, economiser, graderværk, bygningsudvidelse etc. For de tre etaper ville den samlede pris blive 1,5 mio. kr. Faber havde givet et overslag på 1,175 mio., men med mindre 48

kedelanlæg. Pedersen kalkulerede med, således som det allerede var tilfældet, at værkets reserver i de sidste år før en udvidelse, skulle bruges til vekselstrømsforsyningen, og ved uheld på værket skulle denne afbrydes, og man skulle koncentrere sig om byens forsyning med lys.

Fabers projekt for levering af strøm fra højspændingsværkerne mente Pedersen ville blive langt dyrere i anlæg end den pris, Faber havde givet. Hvad driftsudgifterne angik, viste Pedersens beregninger, at det ville blive billigere at udvide med dampturbine end at købe strømmen fra højspændingsværkerne. Et samarbejde med Korsør afviste han med den begrundelse, at hvis Slagelse skulle købe strømmen udefra, skulle det være fra et så stort værk, at tilslutningen af Slagelses belastning kun havde ringe betydning for vedkommende værks største belastning. Størrelsesforholdet mellem Korsørs og Slagelses elværker ville gøre arrangementet unaturligt, og ”vil kun føre til at Slagelse Elektricitetsværk vil komme til at ligge i Korsør”. Et andet argument mod samarbejdet var, at Korsør elværk var privat og kun havde koncession for et begrænset åremål. ”Det tilbud, der er fremsendt, er i øvrigt saa ubilligt overfor Slagelse, at det maa fremkalde Forundring, at det kan fremsættes i den foreliggende Form”. Pedersen frarådede at gå videre ind på Korsørs tilbud.

I januar 1929 var Faber i Slagelse sammen med direktørerne og nogle bestyrelsesmedlemmer fra højspændingsværkerne, og han tilbød herefter en overenskomst om supplerende strømleverance gældende for en kortere periode f.eks. fem år.

Der skulle så ikke anskaffes et nyt omformer- og ensretteranlæg på grund af de mindre mængder strøm, der skulle modtages. Han tilbød desuden en lavere kWh pris og et lavere ledningsbidrag.

Faber mente, at den gennemsnitlige samlede årlige besparelse kunne anslås til mindst 30.000 kr. i forhold til, hvis Slagelse selv udvidede. Efter fem år ville en udvidelse med en dampturbine måske bedre kunne svare sig, da værkets belastning til den tid var steget til et niveau, der bedre svarede til en turbine. Forbindelsen til højspændingscentralerne kunne da anvendes som reserve og eventuelt om natten.

Baggrunden for mødet med Faber var, at udvalgene var noget betænkelige ved de ret store an-

Tegning af P.A. Pedersen af reyrolleanlæg til Slagelse elværk 1933. SK Forsyning A/S.

lægsudgifter til et dampturbineanlæg og gerne ville udskyde spørgsmålet om maskinudvidelsen nogle år. P.A. Pedersen fik Fabers nye tilbud til gennemsyn. Pedersen fandt det betænkeligt at bruge det gamle anlæg, indtil det var fuldstændigt nedslidt.

Han foretog derfor beregninger for udvidelse med dieselmotorer, udvidelse med dampturbiner, fuldstændig forsyning fra højspændingsværkerne og delvis forsyning herfra. Han havde i sit første projekt ikke medtaget dieselmotorer, fordi det havde ligget i luften, at man fortsat ønskede dampkraft.

Endvidere havde B&W først nu udviklet en type dieselmotor, der var velegnet. Pedersen forestillede sig, at der efterhånden blev installeret tre af disse 1.500 HK maskiner. Det ville ikke som ved dampanlægget kræve bygningsudvidelser, men gradvis kassation af dampmaskinerne og kedlerne. Kedelhuset ville så oven i købet kunne indrettes til lokaler for folkene, værksteder mv. Overslagssummen for en udvidelse med en 1.500 HK dieselmotor med

generator, jævnstrømsdynamo, tavleanlæg, kabler, bygningsarbejder mv. var 335.000 kr.

Driften med dieselanlægget ville være betydeligt billigere end højspændingsværkernes tilbud for fem år. B&W havde oven i løbet tilbudt, at Slagelse i stedet for at optage et stort lån kunne betale samme beløb til B&W i syv år, som man skulle betale i faste afgifter til højspændingscentralerne.

Dieselmotoren og de to generatorer ville efter de syv år være forrentet og betalt. Til den tid kunne Slagelse så forhandle med de store centraler, for da ville man stå med et anlæg, der ikke var helt nedslidt, for den nye dieselmotor skulle jo tage størstedelen af driften. Man kunne også udvide med flere dieselmotorer. Pedersen henstillede til udvalgene alvorligt at overveje B&W’s tilbud.

Efter at B&W’s direktør og overingeniør havde været til møde i Slagelse, sendte firmaet 7.2.1929 et tilbud, hvoraf det fremgik, at man havde givet Slagelse de yderst favorable betingelser, fordi det 49

var af betydning for firmaet ikke langt fra København at have opstillet en stor dieselmotor af den nye type, som ville kunne forevises for udenlandske købere. Ud over det økonomisk fordelagtige i tilbudet fremhævedes det også, at kommunen måtte tage i betragtning, at B&W beskæftigede 8.000-9.000 mand og altså havde betydning for hele Danmarks arbejderstand – man spillede på, at det var en socialdemokratisk kommune, man skulle handle med.

B&W ville kunne have leveret maskinen i november 1929; men Slagelse ville gerne vente til forsommeren 1930, hvorfor B&W tilbød gratis at opstille en 100-150 HK dieselmotor med dynamo fra august, og indtil den nye maskine kom i drift.

I begyndelsen af februar 1929 var P.A. Pedersen til møde i Slagelse, hvor han af borgmester Melgaard blev bebrejdet, at han ikke tidligere havde nævnt en delvis forsyning fra højspændingsværkerne. Han undlod ikke at gøre opmærksom på, at den mulighed havde været omtalt flere gange under forhandlingerne. Problemet ved denne delvise forsyning var, at den ikke kunne betale sig, da Slagelse, uanset hvad man aftog, skulle betale de fulde faste afgifter. Hvis Slagelse skulle aftage strøm fra centralerne, ville det være tåbeligt ikke at udnytte forbindelsen fuldt ud. Derved ville man også spare sit eget anlæg til reserveforsyning ved afbrydelser i leverancen. Højspændingsværkerne havde ikke været til at rokke i spørgsmålet om nedsættelse af den faste afgift. Pedersen pegede på, at kommunen burde tage hensyn til, at den måtte afskedige folk, hvis den gik helt over til forsyning udefra. Han rådede igen til at tage imod B&W’s tilbud, da højspændingsværkerne ikke havde vist nogen forhandlingsvilje, men snarere var kommet med et diktat.

Et dieselanlæg vedtages I februar 1929 var udvalgene på tur til København for at se på dieselmotoranlæg af den nye type. På et møde kort efter kom højspændingscentralerne med endnu et tilbud. De opfordrede Slagelse til at udskyde udvidelsesspørgsmålet et år, da centralerne næste år skulle mødes og drøfte muligheder for ændringer i deres kontrakter. Derefter kunne de muligvis give Slagelse et bedre tilbud. I den kommende vinter ville de uden udgift for Slagelse 50

etablere en forbindelse og levere strøm til 3,5 øre pr. kWh uden fast afgift. Slagelse skulle frit kunne vælge udvidelsesform næste år.

Udvalgene indstillede til byrådet, at et samarbejde med Korsør på nuværende tidspunkt ikke var frugtbart, at en fuldstændig forsyning fra højspændingscentralerne ikke kunne anbefales, da de årlige udgifter ville blive betydeligt højere end ved selv at udvide, at en delvis forsyning fra centralerne, som ellers tiltalte udvalgene, ville blive for dyr på grund af de faste udgifter, og anlægget ville blive slidt ned, at en udvidelse med dampturbine ville kræve dyre bygningsændringer, og at en udvidelse med dieselmotoranlæg som tilbudt af B&W anbefaledes, da det var langt den billigste løsning.

Det tilbud, højspændingscentralerne havde givet i elvte time, kunne udvalgene ikke anbefale, da tilbudet om forsyning i vinter ikke var mere fordelagtigt end B&W’s opsætning af den foreløbige, lille dieselmotor, og desuden ville Slagelse være tvunget til næste år at antage højspændingsværkernes tilbud, da man til den tid ellers skulle til at starte helt forfra med udvidelsessagen. Byrådet vedtog enstemmigt at lade sagen overgå til andenbehandling, der fandt sted 27.3., og her blev en udvidelse med dieselmotor vedtaget enstemmigt.

Korsør fik ikke noget svar, ud over hvad man i dagspressen kunne læse om Slagelses beslutning om udvidelse. I oktober 1929 skrev Hallenberg et privat brev til en Due Jeppesen om tilbudene fra højspændingsværkerne og P.A. Pedersens beregninger mv. Han konkluderede: ”Da vi begyndte at forhandle med Oplandscentralerne, var jeg paa forhaand indforstaaet med, at Slagelse Elektricitetsværk ikke længere kunde vedblive at bestaa som selvstændigt arbejdende Værk; men efter­haanden som jeg fik mere og mere med Sagen at gøre, er jeg kommen til den Opfattelse, at der endnu mangler en hel Del i, at Oplandscentralerne kan fremkomme med Tilbud, som kan konkurrere med selvstændig Drift af de ældre Købstadværker.” Han bad til sidst Due Jeppesen om at behandle sagen fortroligt, da højspændingsværkerne ikke havde omtalt noget i Elektroteknikeren, og Slagelse ville helst lade det gå så stille som muligt.

Der blev i 1929 indgået kontrakt med B&W om levering og opstilling af en 1.500 HK firecylindret totakts dieselmotor med 1.000 kVA svinghjuls-

generator og 600 kW jævnstrømsdynamo. For at klare belastningstilvæksten i vinteren 1929/30 opstilledes den lille 100 HK totakts dieselmotor med jævnstrømsdynamo fra B&W i et lille hus uden for værkets sydgavl.

I 1930 fik Siemens og Laur. Knudsen leverancen af tavleinstrumenter, mens E. Rasmussen, Fredericia, udførte arbejdet med udvidelse og ændring af tavle- og fordelingsanlægget. Ingeniørfirmaet I. Krüger leverede graderværket. Murermester Chr. Jensen stod for bygningsarbejder som maskinfundament, udstødningsgrube og graderværksbassin.

Der måtte brydes hul fra maskinhallen ind i den østlige sidebygning for at få plads til jævnstrømsdynamoen til den nye maskine.

I 1929 skete en omfattende reparation af akkumulatorbatteriet. Akkumulatorrummet og kontoret blev udvidet, og der blev gravet kælder ud under kontorerne. I februar 1930 blev en af dampmaskinerne fra 1909 demonteret, og elværket satte den sammen med den tilkoblede dynamo, en

dampkedel og en overheder til salg på den salgsliste, som Chr. Nørgaards maskinforretning i København havde. Anlægget fik det skudsmål med på vejen, at det var passet godt, var i god stand, arbejdede lige så godt som nyt og aldrig havde haft fejl af betydning. Stemplet i maskinen var dog slidt noget.

Atlas overtog dampmaskinen, og den blev senere installeret i Ringsted Andelssvineslagteri.

Dampkedlen blev ikke solgt; den kom til at indgå i varmeforsyningen til badeanstalten. Den blev placeret i kælderen under værkstedet som varmtvandskedel. Dens ildkanal gennemstrømmedes af en del af udstødningsgassen fra den nye dieselmotor, hvorved kedlens vandindhold opvarmedes.

1931 blev værkets løbekran ombygget, og næste år blev to nye underjordiske olietanke på hver 62,5 m3 nedgravet. Det nye maskinanlæg, der blev sat i drift 6.11.1930, blev afleveringsprøvet 13.2.1932, og alt blev fundet i orden.

Dieselmotoren fra 1935. Foto i Slagelse Lokalarkiv.

51

Revision af SOE’s kontrakt Da udvidelsessagen var vedtaget, påbegyndtes forhandlinger med SOE, og de resulterede i, at udvalgene indstillede, at der indførtes en rabatskala for SOE, og at der skete tilføjelser og ændringer til kontrakten fra 1918 som følge af udviklingen.

Bestyrelsen for SOE og udvalgene var nået til enighed om ordlyden i en revision af kontrakten.

SOE blev fritaget for at bruge samme projekterende ingeniør som kommunen. Bestemmelsen i den oprindelige kontrakt om afbrydelse af strømmen på bestemte tidspunkter var for størstedelens vedkommende allerede ophævet og udgik nu. Der skulle nu også leveres strøm på søn- og helligdage mellem kl. 10 og kl. 14, uden at SOE skulle betale vederlag.

Prisen fastsattes således, at der for de første 300.000 kWh betaltes 15 øre pr. kWh, for de næste 200.000 12 øre, for de efterfølgende 200.000 11 øre og for et forbrug over 700.000 kWh 10 øre. I de tilfælde, hvor beboere inden for bygrænsen forsynedes fra SOE’s ledninger, betalte kommunen den laveste takst, som SOE i årets løb betalte Slagelse.

Bestemmelsen om brændselstillæg ændredes, så der kunne refunderes penge til SOE, hvis brændselsprisen faldt under et fastsat beløb. Kommunen blev endelig fritaget for tilsynet med og udførelse af reparationer af selskabets ledningsnet. I januar 1930 blev driftsbestyrer Hallenberg ved befuldmægtiget, nemlig værkets kabelmester, antaget af SOE til mod betaling at føre det tilsyn med højspændingsanlæggets ledningsnet, som var påbudt af Elektricitetskommissionen. 14.10.1929 vedtog byrådet ændringerne og tilføjelserne, og 11.11 tiltrådtes de af SOE. De gjaldt fra 1.7.1929.

Selskabet var da allerede indstillet på, at der skulle føres yderligere forhandlinger, og man henvendte sig til byrådet i efteråret 1931. Forhandlinger kom i gang i marts 1932, og her luftede SOE tanken om at blive løst fra kontrakten. Der forhandledes i et underudvalg med repræsentanter for begge parter, og 20.6.1932 kunne Slagelse byråd tiltræde forhandlingsresultatet, der betød en ny afregningsmåde. Fra 1.4.1932 skulle SOE betale en fast årlig afgift på 55 kr. pr. kW af det antal kW maskinkraft, som selskabet maksimalt beslaglagde i årets løb, samt 7 øre pr kWh med brændselstillæg eller -godtgørelse. Der var dog en toårig overgangsbestemmelse.

52

Dette blev ikke sidste ændring af afregningsmåden. SOE pressede hele tiden for nedsættelse af betalingen for at kunne konkurrere med anden drivkraft. Teknisk udvalg anbefalede nedsættelsen, da en lavere pris ville betyde større forbrug og dermed ikke en indtægtsnedgang for Slagelse kommune. Salget til SOE var da også stigende. I 1933/34 solgtes 915.495 kWh, i 1938/39 1.358.630.

SOE havde i 1933/34 32 transformerstationer, i 1938/39 41. I 1936 godkendte byrådet en ny leveringspris fra 1.4.1936. Den faste afgift sattes ned til 45 kr., og strømprisen på de 7 øre gjaldt nu kun for de første 800.000 kWh, for resten af årsforbruget betaltes 6 øre.

I 1938 tiltrådte byrådet teknisk udvalgs indstilling om en fast afgift på 40 kr. pr. kW for de første 500 kW og 20 kr. for resten og en strømpris på 5,5 øre pr. kWh for de første 800.000 kWh og 4,5 øre for resten, stadig med brændselstillæg eller –godtgørelse. Priserne gjaldt fra 1.4.1938. SOE havde også ønsket at blive mere frit stillet ved forhandling med kunder med særligt forbrug, så selskabet kunne afgive tilbud på levering af strøm til dem.

Dette ønske var ikke med i udvalgets indstilling til byrådet. Fremgangsmåden var den, at Slagelse byråd bestemte prisen, som SOE skulle betale pr. kWh for leverance til særlige forbrugere under SOE, der skulle have strøm til reduceret pris; det gjaldt f.eks. mejeriet Landsogn, Svenstrup teglværk og Halseby pumpelag i 1931.

I december 1936 blev der sluttet kontrakt mellem Korsør og Slagelse kommuner om, at Slagelse elværk skulle levere strøm til Korsørs nye vandværk ved Kyllingegården. Kontrakten kunne tidligst opsiges pr. 1.8.1948 med et års forudgående varsel. Hvis den ikke opsagdes, fortsatte den i femårs perioder. Korsør kommune kunne dog til enhver tid selv overtage forsyningen til vandværket. Strømmen skulle leveres gennem SOE’s ledningsnet til transformerstationen på Landsgrav Mark, herfra skulle Korsør kommune bekoste en 3 × 6 kV højspændingsledning til vandværket og en transformerstation der. Ledningen og stationen skulle være Korsørs ejendom. Afregning skulle ske med Slagelse kommune, som skulle betale et mindre vederlag til SOE for brugen af og tabet i højspændingsnettet. Slagelse tjente 1,5 øre pr. kWh ved leveringen. SOE var først meget betænkelig

ved sagen, da man var inde i Vemmelev elværks forsyningsområde.

Sorø bliver kunde Efter at have sonderet hos Slagelse om strømleverance i 1929 havde Sorø elværk selv udvidet med en 160 HK gasmaskine. I 1933 stod Sorø igen over for at skulle udvide, og man havde forhørt sig hos højspændingscentralerne. I marts 1933 spurgte man Slagelse elværk, om det ville give tilbud på strømleverance. Teknisk udvalg fik byrådets bemyndigelse til at gå videre med sagen. Af et notat fra 23.3.1933 fremgår, at det var en udvidelse af Sorøs egen maskinkraft og ikke højspændingscentralerne, man skulle regne med som konkurrent, da Sorø næppe ville gå med til at betale centralernes høje faste afgifter. Prisen uden tillæg af fast afgift måtte derfor ikke sættes højere end 5,5 øre pr. kWh. Hvis der indgik fast afgift, kunne kWh prisen sættes lavere.

Slagelse og Sorø var enige om, at andre vestsjællandske købstæder skulle spørges, om de nu

eller senere ville være med i et samarbejde. Byerne ville som et samlet hele komme til at stå ret stærkt over for højspændingscentralerne. Ringsted blev indbudt til et møde i Slagelse 22.4. Til dette møde havde P.A. Pedersen udarbejdet et projekt til en højspændingsledning mellem Slagelse, Sorø og Ringsted. Han åbnede mulighed for, at Korsør også kunne deltage i samarbejdet. Ringsted kunne imidlertid meddele, at man i første omgang ikke kunne gå med, da værket havde udvidet sin maskinkraft for nylig.

Sorø og Slagelse forhandlede videre alene. Man var især uenig om prisen. Teknisk udvalg i Slagelse havde foreslået en ret høj ledningsafgift, 1.500 kr. årligt de første fem år, fordi Sorø eventuelt selv ønskede at udvide efter fem år. Sorøs modspil på 1.000 kr. ville Slagelse kun acceptere, hvis Sorø ikke udvidede maskinkraften i ti år. Sorø gik nu en anden vej og foreslog, at man skulle kunne udvide maskinkraften, når byens årlige køb hos Slagelse var vokset til f.eks. 200.000 kWh. Dette tilbud fandt Slagelse for usikkert og foreslog 1.000

Generatoren til dieselmotoren fra 1935. Foto i Slagelse Lokalarkiv.

53

kr. i afgift årligt i hele overenskomstperioden, og at Sorø fik ret til at udvide maskinkraften efter otte år. Sorø skulle aftage mindst 100.000 kWh det første år, stigende med 10.000 kWh hvert år til 180.000.

Parterne nåede frem til en aftale på dette grundlag. Byerne skulle forbindes med en højspændingsledning med en driftsspænding på 20 kV; foreløbig skulle man dog arbejde med en spænding på 6 kV. Forbindelsesledningen lagdes som 25 kV jordkabler i de to byer til opføringsmaster uden for de bebyggede dele. Mellem opføringsmasterne blev trukket en luftledning, der dog gennem skoven ved Store Frederikslund lagdes som jordkabel.

Slagelse elværk leverede foreløbig strøm især til Sorøs natforbrug og forbruget på søn- og helligdage. Desuden leveredes den effekt, som Sorø eventuelt ville komme til at mangle i at kunne bestride

sin maksimalbelastning. Hver af parterne betalte halvdelen af ledningen mellem de to opføringsmaster, de nødvendige anlæg på eget værk samt jordkablet i byen.

Sorø skulle betale en fast årlig ledningsafgift, en årlig effektafgift og en strømpris gradueret efter forbrug og afhængig af brændselsolieprisen.

Forsyningen skulle begynde 1.11.1933, og overenskomsten var bindende til 1.4.1954 med et års opsigelsesvarsel. Blev den ikke opsagt, løb den videre med et års opsigelsesvarsel. Efter otte år kunne Sorø udvide sin maskinkraft. Byen skulle dog aftage mindst 100.000 kWh det første år, stigende med 10.000 kWh årligt til 180.000 om året i resten af kontraktperioden.

Sorø og Slagelse byråd godkendte overenskomsten henholdsvis 17. og 22.5.1933. De samlede anlægsudgifter blev på 114.783,66 kr. herunder 20 kr. til tømrermester Chr. Larsen for fire advarselstavler med teksten Rabatten er blød til landevejen ved Frederikslund. I anledning af leverancen blev der på Slagelse elværk anbragt et reyrolleanlæg.

NVE blandede sig også i aftalen mellem Sorø og Slagelse. I juli 1933 holdtes et møde i Slagelse mellem byernes tekniske udvalg og direktøren for NVE. NVE tilbød, at i stedet for at lægge ledningen mellem byerne kunne de benytte NVE’s 10 kV ledning fra Havrebjerg til Pedersborg. NVE mente, at det var en billigere løsning end selv at bygge en ledning. Selskabet ville også gerne tilbyde Slagelse at levere natstrømmen. Sorø og Slagelse afslog tilbudet, dels var projektet så langt fremme, at det ikke kunne standses, dels var der sikkerhedsmæssige fordele ved en direkte luftledning mellem de to byer. Slagelse solgte i 1937/38 148.775 kWh til Sorø.

Korsør igen på banen

Regning fra elværket til karusselejer Winther 1935. Slagelse Stadsarkiv.

54

I januar 1934 foreslog Korsør elværk Slagelse elværk, at de to værker skulle sikre sig mastepladser til en højspændingsledning. Slagelse kunne ikke se, at det hastede, men erklærede sig dog villig til at forhandle for at se, om der kunne findes en plan for en elforsyning, der kunne tilfredsstille begge parter. Man enedes om at lade P.A. Pedersens firma udarbejde et projekt til samarbejde, og firmaet kom med en længere betænkning, udarbejdet af ingeniør Stenild Hjorth (1886-1964). Han

havde været ansat i firmaet siden 1914 og overtog det i 1937.

Hallenberg kom med en foreløbig kommentar til betænkningen I marts 1934. Bortset fra at han kunne se den fordel ved samarbejdet, at Slagelse elværk kunne komme af med sit dampanlæg, havde han ikke store forventninger til et samarbejde. Han tilskrev Korsør skumle hensigter. Mens det kommunale værk i Slagelse brugte en eventuel fortjeneste til gavn for byens borgere, var det målet for det korsoranske aktieselskabs bestyrelse at tjene så meget som muligt. Hvis overskuddet blev større end forsvarligt, købte man nye maskiner, selv om belastningen ikke nødvendiggjorde det. Selskabet fik derved et anlæg, der var meget værd, når det skulle sælges til Korsør kommune. Hallenberg mindedes endnu, hvordan bestyrelsesformand Jepsen i 1928 to gange sagde til ham: ”Vi vil udvide!”

I Hjorths betænkning var der antydet en stor udvidelse af maskinkraften i Korsør. Hallenbergs mening var, at når Korsør havde udvidet meget mere, end kundekredsen i Korsør berettigede til, kastede man sin kærlighed på Slagelse som kundekreds. I Slagelse udvidede man derimod aldrig, før end det var tvingende nødvendigt. Hallenberg forudså, at Korsør ville fortsætte sin udvidelsespolitik, og når der først var lagt en forbindelsesledning, ville Slagelse hænge på strøm fra Korsør, medmindre Korsør blev bastet og bundet i en overenskomst. Samarbejdet ville ikke blive loyalt, og han kunne ikke forestille sig, at Slagelse byråd gik med til et samarbejde, hvis der var den mindste udsigt til diktatur fra en af siderne. Han mente, at holdningen i Slagelse ligesom i 1928 var, hvorfor skulle man forrente og amortisere en stor maskine, som ikke engang var ens egen.

Efter at have foretaget nærmere beregninger kom Hallenberg frem til væsentligt anderledes anlægssummer, kapitaludgifter og restgæld end Hjorth og derved også til anderledes besparelser ved samarbejdet. Hjorth omarbejdede sit projekt et par gange i maj, og Hallenberg havde ikke noget at indvende mod selve beregningerne. Hjorth foreslog et møde mellem ham selv, Hallenberg og direktør Krause Thomsen fra Korsør elværk, før end projektet blev sendt til udvalg og bestyrelse.

Krause Thomsen og Hallenberg gav grønt lys for, at projektet blev sendt videre.

Skitse vedhæftet udbudsmateriale om nedlægning af jordkabler i Rosengade, Bredegade og Slotsgade 1929.

SK Forsyning A/S.

24.5.1934 sendte Hjorth et forslag til samarbejde til teknisk udvalg i Slagelse og bestyrelsen for Korsør elværk. Kørte de to værker videre hver for sig, måtte Korsør frem til 1950 udvide i 1945 med en 1.100 HK dieselmotor, mens Slagelse måtte udvide 1936 og 1943, begge gange med en 1.500 HK dieselmotor. Blev de to værker forbundet med en højspændingsledning, kunne de klare sig til 1940 uden udvidelser, ved at Korsør gik ind som reserve for Slagelse, der foruden for strømmen betalte en fast effektafgift til Korsør. I 1940 måtte et af værkerne udvide, helst Slagelse, der var det største og mest manglede maskinkraft. En udvidelse med en 2.250 HK maskine ville række til 1950. Når Slagelse havde udvidet, ville de to værker være ligeværdige, og der skulle kun betales for leverede kWh. Hjorths konklusion var, at hvis der blev oprettet en 25 årig overenskomst mellem de to værker om et udvidet samarbejde, ville fortjenesten for de to værker blive forholdsvis ringe.

55

Hallenberg gav sin egen kommentar til Hjorths forslag i et brev til teknisk udvalg. Han gentog sine bemærkninger til Hjorth om de to værkers vidt forskellige formål med deres indtjening og Jepsens diktum. Han videreudviklede sine angreb på Korsør elværk ved at påstå, at det ikke kunne drømme om at afgive en eneste kunde til et andet værk, hvilket var bevist ved, at det havde været nødt til at forsyne gennem spændingsforhøjer for at nå de yderste kunder. Han forudså, at Korsør pønsede på at indføre højspænding for at nå en meget større kundekreds end nu. Hallenberg gentog sin frygt for, at Slagelse ville sidde i saksen, hvis man indledte en forbindelse, så man kom til at forrente og amortisere Korsørs stadige udvidelser. Krause Thomsen havde på mødet meddelt, at Korsørs næste udvidelse ville blive en maskine på 2.200 HK. Hallenberg havde forlangt, at der skulle foreligge bestemte aftaler om fremtidige udvidelser i forbindelse med en overenskomst; men Hjorth havde hævdet, at dette ikke kunne gøres.

Endvidere mente Hallenberg, at en 2.250 HK dieselmotor ikke ville kunne være i Slagelse elværks maskinhal. Endelig stillede han spørgsmålstegn ved nogle af Hjorths beregninger over økonomien ved samarbejde frem for selvstændig drift. Han sluttede af med at skrive, at han ikke kunne se, at samarbejdet kunne give Slagelse en så meget mere økonomisk drift. Teknisk udvalg takkede i august 1934 nej til en forbindelseslinje med den begrundelse, at fortjenesten var for lille i forhold til anlægsudgiften.

I maj 1935 kom spørgsmålet om samarbejde op igen, da margarinefabrikken i Korsør ønskede at få leveret natstrøm. Da Slagelse gik med tanker om at udvide, kunne man tænke sig en strømleverance til Korsør by; men Korsør var ikke interesseret i at investere i et omformeranlæg og havde tidligst brug for at aftage noget fra Slagelse i 1947/48. Korsør ville derimod gerne levere til Slagelse, så man her kunne udskyde maskinudvidelsen nogle år. Stenild Hjorth, der atter blev sat på sagen, konkluderede, at en forbindelseslinje ikke ville give Slagelse nogen besparelse.

1.7.1935 svarede teknisk udvalg Korsør elværks bestyrelsesformand V. Kähler, at udvalget på basis af beregninger af Hjorth og Hallenberg ikke mente, at Slagelse kunne have fordel og navnlig 56

ikke nogen økonomisk fordel af at gå ind i et samarbejde nu. Efter at der var udvekslet forskellige høflighedsbreve frem og tilbage, havde Korsør elværk den frækhed at meddele, at margarinefabrikken havde sagt nej til strømleverance, så Korsør elværk havde de 300 kW, der var beregnet til fabrikken, yderligere til disposition. Hvis det havde Slagelses interesse, hørte man gerne.

Projekt til udvidelse 1935-36 Efter udvidelsen i 1930 var værkets maskinkraft med de to dampmaskiner og de tre dieselmotorer på tilsammen 1.930 kW. Akkumulatorbatteriet kunne præstere 96 kW i tre timer. Hvis den nye store dieselmotor på 1.000 kW, der kørte med en gennemsnitlig driftstid på ca. 17 timer i døgnet, havarerede, kunne værket ikke præstere maksimum.

Maksimalbelastningen var i vinteren 1934/35 på 1.520 kW, hvoraf byen beslaglagde de 1.220 og SOE og Sorø de 300. Hvis man ikke ville indføre restriktioner, var en udvidelse påtrængende. Dette var P.A. Pedersens konklusion i et projekt fra 24.11.1934 til teknisk udvalg. Dette havde bedt Pedersen komme med planer og beregninger til en udvidelse.

P.A. Pedersen foreslog med henvisning til sit projekt fra 1929, at værket anskaffede endnu en 1.500 HK dieselmotor med 1.000 kVA vekselstrømsgenerator og 600 kW jævnstrømsdynamo. Den sidste gamle 180 HK dampmaskine skulle fjernes og den nye maskine anbringes på dens plads. I forbindelse med maskinudvidelsen kunne der foretages en del større bygningsændringer. Det var selvfølgelig også muligt at udvide med et dampturbineanlæg; men Pedersen rådede til at fortsætte med diesel.

Han pegede på, at det eksisterende højspændingsfordelingsanlæg var blevet for lille, så man ved en kraftig kortslutning kunne risikere en olieafbrydereksplosion med fare for personalet og ødelæggelse af en større eller mindre del af fordelingsanlægget. Han foreslog derfor at erstatte anlægget med et reyrolleanlæg.

Projektet blev drøftet med teknisk udvalg, og P.A. Pedersen fremsendte et nyt projekt 16.2.1935, der i det store og hele lignede det første. Højspændingsfordelingsanlægget skulle dog bevares i sin nuværende form, medmindre Elektricitetskommissionen krævede det ombygget. Et nyt anlæg kunne indrettes i en tilbygning.

Teknisk udvalg indstillede Pedersens projekt til udvidelse med en 1.500 HK dieselmotor for byrådet. Anlægsudgifterne ansloges til 380.000 kr. Udvalget ønskede i første omgang kun bemyndigelse til at foretage de forberedende arbejder, hvilken det fik 25.2. Man skulle bl.a. have Elektricitetskommissionens godkendelse af projektet. Denne fik man, og udvalget bad byrådet om bemyndigelse til at indhente bindende tilbud på de dele af anlægget, hvor der ikke allerede forelå tilbud. Byrådet gav bemyndigelsen 8.7.

Til samme byrådsmøde indstillede teknisk udvalg en anden sag. Under arbejdet med dieselmotorprojektet havde man indset, at spildvarmen fra maskinen kunne udnyttes til produktion af fjernvarme. Man havde fået Århusfirmaet Bruun & Sørensen til at udarbejde et projekt til forsyning af de nærmeste gader med varme. Fjernvarmeforsyningen gik i gang i 1936.

NVE’ emsighed Som det efterhånden var blevet almindeligt, kom der en henvendelse fra højspændingsværkerne, så snart de havde fået nys om udvidelsesplaner i Slagelse. Byrådsmødet 8.7. var refereret i dagspressen dagen efter, og den 10.7. udfoldede NVE en livlig aktivitet. Det sendte en henvendelse til teknisk udvalg om samarbejde via NVE’s koblingsstation i Havrebjerg. NVE argumenterede for samarbejdet med, at Slagelse ville have stor økonomisk fordel af det, og at det ville blive en større fordel for en eventuel varmecentral end anskaffelse af en reservemaskine. NVE ville gerne komme med et tilbud.

Samme dag dukkede ingeniør Hasselbalch-Larsen fra NVE op hos formanden for teknisk udvalg, Lindberg. Denne skulle ifølge et brev fra Hallenberg til P.A. Pedersen have udtalt: ”Nu maa jeg vel være lidt forsigtig med, hvad jeg siger, for det er vel Meningen, at det skal bruges.” Dette benægtede Hasselbalch-Larsen selvfølgelig.

Arbejdernes Fællesbageri 1934 med belysning. Foto i Slagelse Lokalarkiv.

57

NVE nåede også samme dag at sende et brev til Elektricitetsrådet, der ved den nye stærkstrømslovs ikrafttræden maj 1935 havde afløst Elektricitetskommissionen. Dette råd, der arbejdede for en centralisering af elproduktionen, skulle godkende alle ændringer af produktionsanlæg. I sit brev henviste NVE til et vedlagt referat af byrådsmødet 8.7. i Sorø Amtstidende 9.7., og man bad rådet ved sin behandling af sagen at tage hensyn til de økonomiske fordele, en anslået kapitalbesparelse på ca. 300.000 kr., som et samarbejde mellem NVE og Slagelse ville have for Slagelse. NVE formodede ud fra, hvad der stod i byrådsreferatet, at Slagelse ville hævde, at sagen om udvidelse var anmeldt, inden den nye lov var trådt i kraft; men byrådet havde først på mødet den 8.7. besluttet at fremme sagen. Endelig påpegede NVE, at det ikke havde fået nogen henvendelse fra Slagelse, men selv havde skrevet til kommunen samme dag.

En uge efter bad Elektricitetsrådet om en udtalelse fra Slagelse byråd i sagen, og teknisk udvalg foreslog byrådet at svare, at udvidelsessagen første gang blev omtalt ved budgetbehandlingen i byrådet i marts 1934, at udvidelsen blev vedtaget af byrådet i februar 1935, at planerne, der var udarbejdet af P.A. Pedersen, blev indsendt og anmeldt til Elektricitetskommissionen, da en del af de forberedende arbejder blev udført i løbet af sommeren, at spørgsmålet om udnyttelse af spildvarmen til fjernvarme blev taget op efter byrådsmødet i februar, og at byrådet på mødet 8.7. vedtog den samlede plan. Det påpegedes desuden, at der allerede i 1930 var sket en bygningsudvidelse, der også skulle rumme senere udvidelser af anlægget. I en kladde til brevet nævntes desuden, at man i Slagelse ikke troede på NVE’s beregning af en kapitalbesparelse på 300.000 kr., da tidligere førte forhandlinger med NVE havde vist, at forskellen i anlægsudgifter ved køb af strøm og ved egen udvidelse ikke tilnærmelsesvis ville komme op på det beløb, NVE fremkom med.

Hallenberg bemærkede i brevet til P.A. Pedersen, at ”Nordvestsjælland har ialfald i høj Grad lettet os Besvarelsen af Brevet” fra Elektricitetsrådet. NVE fik det meget afmålte svar, at efter at byrådet havde fået henvendelsen fra Elektricitetsrådet med afskrift af NVE’s skrivelse til rådet, ”synes der ikke at være Grund til Fremsendelse af Tilbud paa nuværende Tidspunkt”.

58

Udvidelse 1935-36 I sommeren 1935 indhentedes tilbud på de store maskiner. På den 1.500 HK dieselmotor kom kun B&W’s tilbud, som blev antaget. Maskinen var af samme type som maskinen fra 1930, en firecylindret totakts motor. Den skulle være klar til drift senest 20.6.1936. På en 1.000 kVA svinghjulsgenerator og en 600 kW jævnstrømsshuntdynamo forelå tilbud fra både Thrige og Titan. Thriges var billigst og blev antaget. Begge tilbudene havde ligget over overslagssummen på grund af prisforhøjelser, og Thrige var gået med til uden ekstra betaling at levere generatoren med magnetiseringsdynamo i stedet for magnetreguleringsmodstand. Både dieselmotoren til en pris af 195.000 kr. og generatoren og dynamoen til en pris af 84.850 skulle betales i 14 lige store halvårlige rater med en forrentning på 5 % p.a. Restbetaling ville til enhver tid kunne ske.

P.A. Pedersen fik bemyndigelse til at oprette kontrakter mellem Slagelse kommune og de to firmaer. I det brev fra august 1935, hvor Hallenberg gav denne besked til Pedersen, bemærkede han, at teknisk udvalg havde bedt om, at der blev taget et ganske lille forbehold, eventuelt kun mundtligt.

Byrådet havde ikke fået svar fra Elektricitetsrådet på den skrivelse, hvor man forklarede udvidelsessagen efter NVE’s henvendelse til rådet. Man gik ud fra, at svaret var taget til efterretning, men ville gerne være på den sikre side.

Maskinudvidelsen i 1935-36 medførte omfattende byggearbejder. Dynamorummet ved maskinhallen måtte af pladshensyn bygges ud i det eksisterende kedelhus. Der var allerede sket en udbygning ved den foregående maskinudvidelse.

Der blev gravet kælder under dynamorummet, og på første sal over rummet blev indrettet rum for døgnforbrugsbeholdere.

De to dampkedler blev flyttet fra kedelhuset, der lå i den østlige sidebygning uden etageadskillelse. Der blev bygget et nyt kedelhus i form af en tilbygning mod syd til den østlige sidebygning. Det nye kedelhus skulle udvendigt ligne det øvrige bygningskompleks med samme mursten, sokkelfremspring, vinduer, piller, sålbænke, stik over døre mv.

I det nye kedelhus anbragtes de to gamle dampkedler fra 1909, idet den ene af dem, der havde stået i kælderen siden 1930, var bedre end kedlen

fra 1913. Denne blev i 1937 ombygget til varmtvandskedel og installeret i badeanstaltens kælder.

Badeanstalten fik sin egen lavtryksdampkedel til fremstilling af damp til damprummet. Dette indebar, at elværket ikke længere behøvede at holde sit kedelanlæg i drift af hensyn til badeanstalten.

Indretning af den østlige sidebygning Det eksisterende pumperum med economiseranlæg i den østlige sidebygnings stueetage mod syd forblev uforandret. Der var kælder under dette rum. I bygningens nordende også i stueplan lå et værksted. Også her var der kælder under. På første sal lå over værkstedet rum for fyrbøderne og rum for maskinmestrene med bad og WC. Over pumperummet var rum for oliefiltre.

Tømningen af kedelhuset gav rige muligheder for en forbedring af lokaleforholdene. Der blev gravet kælder under det, hvor rørkedlerne til fjernvarmeforsyningen blev anbragt. Rørkedlerne installeredes i de to 1.500 HK dieselmotorers ud-

stødningsledninger. I stueetagen blev indrettet to wc’er med flisegulv, vægfliser og afløb, et omklædningsværelse med bræddegulv, et vaskerum med cementgulv og afløb og to baderum med cementgulv og afløb samt vægfliser. Baderummene blev adskilt med en spansk væg. Endvidere blev indrettet lagerrum for maskinanlægget med cementgulv.

I det sydvestlige hjørne af det nye lagerrum blev bygget en ny trappe til kælder og til første sal. Her indrettedes spisestue og arkiv med bræddegulv og lagerrum med cementgulv.

Der måtte ifølge lovgivningen ikke installeres andet i bygninger, der var i forbindelse med kedelrum, end kraftmaskiner. Det var således problematisk at indrette folkerum i den østlige sidebygning.

Ydermere havde muren mellem den gamle og den nye bygning ikke den forskriftsmæssige tykkelse.

Der måtte søges dispensation hos Direktoratet for Arbejds- og Fabriktilsynet. Man argumenterede med, at der ikke var plads til folkerummene andre steder. Værket havde hidtil haft folkerum i en

Klasselokale på Østre Skole i begyndelsen af 1930’erne med belysning. Foto i privateje.

59

forsynet med radiatorer og inventar. Da de samlede udgifter ved udvidelsen blev opgjort i oktober 1937, var de på 337.515,82 kr.

Elværket havde efter ombygningen et anlæg, der foruden fjernvarmeanlægget bestod af to 1.500 HK dieselmotorer hver med 1.000 kVA vekselstrømsgenerator og 600 kW jævnstrømdynamo, en 600 HK dieselmotor med en 400 kW jævnstrømsdynamo, en 440 HK dieselmotor med en 450 kVA vekselstrømsgenerator og en 240 kW jævnstrømsdynamo samt en dampmaskine på 250 HK med en 350 kVA vekselstrømsgenerator og en 210 kW jævnstrømsdynamo. Der var desuden to dampkedler, en 300 kW omformer (motorgenerator) og et akkumulatorbatteri med en kapacitet på 96 kW i tre timer. Anlægget producerede i 1935/36 ca. 3,6 mio. kWh. De sidste brikker på plads

Transformerstation på Ndr. Stationsvej fra 1937.

Foto hos SK Forsyning A/S.

tilbygning til den vestlige sidebygning; men man planlagde at nedrive bygningen snart for at skaffe plads til en udvidelse af højspændingsrummet.

Murerarbejdet ved bygningsudvidelsen og -ændringen gik til murermestrene Einar Jensen og N. Henriksen og tømrerarbejdet til tømrermester Chr. Larsen. Det eksisterende kulhus blev nedrevet, og der blev støbt betonmur omkring kulpladsen. I februar 1936 indhentede man tilbud på ændring af tavle-, pult- og fordelingsanlægget. I forbindelse med ændringen blev 100 kVA omformeren demonteret.

Udvidelses- og ombygningsarbejdet, der var påbegyndt i efteråret 1935, var afsluttet i 1937. Det sidste, der blev udført, var monteringen i de nye lagerrum og personalerum. Spisestue, omklædningsrum, vaskerum, badeværelse mv. var blevet 60

Næppe var Slagelse færdig med udvidelsen, før der kom endnu en henvendelse fra Korsør elværk, der nu stod over for at skulle udvide. Korsør elværk var overtaget af kommunen 1.7. 1937. Korsørs rådgivende ingeniør R. Johs. Jensen havde blandt fire muligheder for Korsørs udvidelse foreslået et samarbejde med Slagelse, og han forhørte sig i juli 1937, dels om Slagelse ville stille maskinkapacitet til rådighed for forsyning af Korsør, dels om Slagelse i tilfælde af samarbejde ville deltage i opstilling af ny maskineffekt i Korsør og aftage strøm herfra.

Teknisk udvalg i Slagelse svarede bl.a., at en forhandling nu, hvor kommunen havde overtaget Korsør elværk, bedst kunne føres mundtligt; man ville herved have bedre udsigt til at nå til en forståelse. Slagelses konsulent havde dog senere ringet til Jensen og meddelt, at Slagelses planer ikke gik i retning af direkte samarbejde med Korsør, og det var ikke muligt at få Slagelse til at deltage i anlæg af en dampcentral i Korsør.

I november 1937 måtte teknisk udvalg skrive til Købstadforeningens Tidsskrift, da der i hæfte 15 fra 1.11. var optaget et referat af behandlingen af sagen om udvidelse af Korsør elværk i Korsør byråds møde 21.10., hvor de fire alternativer blev fremlagt. Hvad angik samarbejdet med Slagelse, var der angivet årlige driftsudgifter for begge byerne. Slagelse gjorde opmærksom på, at tallene

helt stod for Korsørs egen regning; de var ikke, selv om de blev præsenteret som sådan, resultat af en forhandling.

I 1939 var de to underjordiske brændselsolietanke fra 1931 blevet for små, og der blev nedgravet to tanke mere nord for de eksisterende. De nye tanke kunne rumme ca. 100 m3 hver, ca. 50 % mere end de gamle.

Værkets akkumulatorbatteri blev hovedrepareret i 1939. Batteriet var ikke udvidet siden 1913, og dets ydeevne var for lille i forhold til de installerede maskiner. Det ville ikke kunne være momentan reserve for maskinanlægget, således at det ved maskinhavari automatisk overtog den havarerede maskines jævnstrømsbelastning, indtil en anden maskine var sat i gang. Det blev derfor udbygget til 131 kW i tre timer samtidig med hovedreparationen. Ydermere blev det ændret til et bufferbatteri, hvorved det i 15 minutter ville kunne belastes med 646 kW, hvilket skulle være nok til at få en anden maskine i gang.

Batteriet havde været placeret i værkets vestlige sidebygning, dels i den kælder, der i 1929 blev gravet ud under kontorerne, dels i stueetagen i et rum syd for kontorerne. Der blev nu gravet kælder under dette rum, og batteriet blev flyttet dertil i forbindelse med udvidelsen og reparationen.

Spænding Hovedparten af Slagelses lamper brændte ved 110 V. Denne spænding var indført af lysstationen og videreført af det kommunale værk. Man havde valgt denne spænding, fordi pærerne herved havde mere modstandskraft mod rystelser og mod at brænde i stykker; de fik med andre ord en længere levetid.

Ledningsnettet var bygget som et treleder anlæg med nulledning i midten og på de ene side af denne en plusledning på + 110 V og på den anden en minusledning på − 110 V. Omkring halvdelen af lamperne i byen var tilsluttet mellem nul og plus og den anden halvdel mellem nul og minus. Spændingen mellem plus og minus var 220 V, og alle mo-

Transformerstation på Sdr. Stationsvej fra 1938.

Foto hos SK Forsyning A/S.

torer på mere end 0,25 HK var installeret på 220 V. Lamperne ville også sagtens kunne installeres på denne spænding, og nettet ville derved blive et toleder anlæg. Pærerne var efterhånden udviklet, så de lige så godt kunne brænde ved 220 som ved 110 V. Af tekniske grunde ville Slagelse let kunne gå over til en spænding på 220 V for byens lysanlæg. Ulempen var den store udgift, omlægningen ville medføre, idet alle lamper, strygejern, støvsugere mv. skulle udskiftes eller ombygges.

Hallenberg pegede i et brev til teknisk udvalg 9.3.1929 på, at flere forbrugere havde efterlyst 220 V, bl.a. radiolyttere med eliminatorer på 220 V. Eliminatoren var en nyopfindelse, der gjorde det muligt at tilkoble radioen til lysnettet. Hvis Slagelse, som det var sket i mange andre byer, ville tilbyde forbrugerne strøm til varmeformål fra lysinstallationen, var det nødvendigt at overgå til 220 V. Forretningsdrivende kunne også have glæde af 220 V, for de kunne med denne spænding installere flere lamper på én gruppe end ved 110 V. Hallenberg ville foreslå, at de forbrugere, der ønskede ændring til 220 V, selv betalte ændringen af målerledningen og apparater og udskiftning af pærer, mens værket gratis forandrede stikledningen og udskiftede måleren. Da udviklingen ville gå mod 61

de 220 V, kunne installationer, der var ændret til 220 V, ikke føres tilbage til 110 V, og nye installationer ville blive på 220 V. En anden mulighed var at gå systematisk til værks og hvert år forandre alle lysinstallationer i bestemte gader til 220 V. I sin indstilling til byrådet fulgte teknisk udvalg Hallenbergs forslag om den frivillige overgang, og man ønskede tilføjet, at husejeren skriftligt skulle give tilladelse til ændringen og erklære, at han var indforstået med, at installationen ikke senere måtte ændres til 110 V. Byrådet vedtog forslaget 22.4.1929.

Da man i begyndelsen af 1935 drøftede muligheder for bedre elforsyning til yderdistrikterne, var en af de muligheder, der blev opstillet, en ombygning af elværket og byens ca. 4.500 installationer til 2 × 220 V jævnstrøm. Muligheden afvistes kategorisk som alt for dyr og ikke langsigtet nok.

Forstærkning af ledningsnettet I årene 1927-29 blev ledningsnettet kraftigt forstærket. Fødeledningen fra værket til en kabelkasse på hjørnet af Valbyvej og Ndr. Stationsvej forstærkedes i 1927. Fra kassen lagdes et kabel til Valbyvej ved hjørnet af Hellig Andersvej og et kabel til en opføringsmast ved valsemøllen på Ndr. Stationsvej. Året efter lagdes to sæt kabler fra værket til en ny kabelkasse ved sydkanten af plænen på Schweizerpladsen og et sæt fra værket til en ny kabelkasse på hjørnet af Frederiksgade og Schweizerpladsen. Fra denne kabelkasse lagdes et sæt kabler til de to ældre kabelkasser på hjørnet af Løvegade og Rosengade. Til den ene af disse to kasser havde der hidtil gået et kabel fra elværket.

Det blev taget op, dog således at den sydlige ende af kablet svingedes over til den nye kabelkasse ved sydkanten af plænen.

I 1929 blev der lagt en fødeledning fra kabelkassen ved sydenden af plænen på Schweizerpladsen ad Rosengade til en ny kabelkasse ved Bredegade nr. 2.

Fra denne kabelkasse førtes et fødekabel ad Bredegade til opføringsmasten ud for Herrestræde og et føde­kabel ad Slotsgade til opføringsmasten ved Ridehuspladsen. Fra den ældre kabelkasse på hjørnet af Løvegade og Rosengade førtes en fordelingsledning ad Rosengade til en ældre kabelkasse ud for Bredegade 2. Herfra førtes fordelingsledningen videre ad Bredegade til opføringsmasten ved Herrestræde.

62

Der var nærmere forskrifter for lægning af kabler. Når de lagdes i fortov, skulle dybden være 0,5 m. Hvor de lagdes på langs ad kørebanen var dybden 0,75 m, hvor de krydsede den, skulle de lægges i en dybde på 1 m. Kablerne skulle omgives med et lag rent, syrefrit, fedt ler med en tykkelse uden for kablerne på mindst 10 cm. Leret skulle stampes fast om kablerne, og over leret skulle lægges 10 cm fyld, herover et lag mursten på fladen og med stenenes længderetning på tværs af kablerne. Murstenene skulle fuldstændigt dække kablerne. Hvor de krydsede kørebanen, skulle der over murstenene lægges et 15 cm lag fyld og derpå en halvanden tomme tyk imprægneret og tjæret planke. Brolægningen skulle selvfølgelig retableres til sidst.

De kraftige forstærkninger af ledningsnettet var ikke uden sammenhæng med spændingen på 2 × 110 V. Et net med en sådan spænding måtte bygges med betydeligt større ledningsdimensioner end et net på 2 × 220 V, hvis spændingsvariationerne under driften skulle holdes inden for rimelige grænser. Problemet var ikke alene den øgede belastning i den indre by, men også at nå yderdistrikterne.

Højspændingskabler Slagelse elværk havde to højspændingskabler til forsyning af SOE, et vestgående til en opføringsmast ved Tordenskjoldsgade og et østgående til en opføringsmast ved Rosenkildevej. Elværket havde ifølge overenskomsten med SOE lov til at aftage strøm fra kablerne og bygge transformerstationer til at forsyne yderdistrikterne mod øst og vest.

I 1926 gjorde værket brug af denne ret, da der blev anlagt en transformerstation på Slagelse Mark. En del beboere i området havde sendt en anmodning til byrådet i 1925. Efter at folk havde tegnet sig for lamper og motorer, fandt teknisk udvalg det i 1926 rentabelt at etablere anlægget, der skulle bestå af en transformerstation og ledningsnet. Kommunen skulle købe strømmen af SOE. Forbrugerne på Slagelse Mark blev plaget af strømafbrydelser, når SOE havde fejl eller ledningsarbejder på nettet. For at undgå afbrydelserne satte elværket i 1934 en linjeafbryder på den første mast øst for transformerhuset på Slagelse Mark.

Jævnstrømsledningsnettet i den nordlige bydel

blev aflastet 1934. Dette år tog man kommunens nye vandværk ved Valbygården i brug. Det var i modsætning til hovedvandværket på Nordvej bygget til elektricitet. For at det nye vandværk ikke skulle have strøm fra SOE, blev der ført et højspændingskabel fra elværket til en transformerstation på hovedvandværket og videre til Valbygårdsværket, hvor der også etableredes en transformerstation, ligesom der undervejs byggedes en station ved højdebeholderen. Hovedvandværket blev drevet med damp til 1949; men da transformerstationen her blev anlagt, overgik dets dybtvandspumper til vekselstrøm, og de eksisterende elektromotorer måtte udskiftes til vekselstrømsmotorer. På elværket blev anbragt et reyrolleanlæg. Kablet til hovedvandværket gjorde det muligt at forsyne større industrivirksomheder, og på sigt kunne dele af jævnstrømsforsyningen til den nordlige bydel overgå til vekselstrøm.

Mens der i den vestlige, østlige og nordlige del af byen var truffet foranstaltninger til at imødegå

de store spændingsfald i jævnstrømsnettet ved, at man kunne lade kvarterer overgå til vekselstrøm, var situationen noget anderledes i den sydlige bydel, dvs. kvarteret omkring Slotsalléen, Korsørvej og Skælskørvej. Midt i 1930’erne var det påkrævet, at der skete en forstærkning af kabelnettet her. Spændingsforholdene havde aldrig været rigtigt gode i området, og elværket havde fået mange klager både over mindre godt lys og over, at større motoranlæg generede andre forbrugeres motorer, ja faktisk fotograferne helt ind til Gl. Torv. En tilfredsstillende løsning af problemet ville kræve flere års arbejde, og først måtte man koncentrere sig om at få de største ulemper fjernet.

Der var forskellige løsninger. Det eksisterende kabelnet med en driftsspænding på 2 × 110 V kunne forstærkes. Der kunne lægges et højspændingskabel fra elværket, opføres tre transformerstationer og området omlægges til vekselstrøm.

Der kunne lægges højspændingsnet og opføres transformerstationer; men strømmen skulle ens-

Julebelysning på hjørnet af Stenstuegade og Rosengade i 1930’erne. Foto Helge Sigfred Olsen i Slagelse Lokalarkiv.

63

rettes til enten 2 × 110 V jævnstrøm eller 2 × 220 V jævnstrøm. Endelig kunne elværket og alle installationer i byen ombygges til 2 × 220 V jævnstrøm.

Teknisk udvalg indstillede i januar 1935 en firetrins plan til byrådet. Meget hurtigt skulle der lægges et højspændingskabel fra elværket, hvor et nyt reyrollefelt skulle etableres, via Nygade, Nytorv, Fisketorvet, Skovsøgade og Fruegade til Slotsalléen, hvor der skulle opføres en transformerstation ved Slotsvænget, og de mest generende motoranlæg ombygges til vekselstrøm.

Straks efter skulle lavspændingsnet og installationer i Slotsalléen syd for transformerstationen ombygges til vekselstrøm. På et senere tidspunkt skulle højspændingskablet fra Slotsalléen føres til Skælskørvej, hvor der skulle opføres en transformerstation over for Hansensvej. Ledningsnet og installationer fra Det nye Kloster og sydpå samt på sidevejene skulle ændres til vekselstrøm. Endelig skulle højspændingskablet fra Skælskørvej føres ad Hans Tausensgade til Korsørvej, hvor der skulle bygges en transformerstation ved Marievej, og ledningsnet og installationer fra Marievej til bygrænsen samt på Vestervang og Strandvej forandres til vekselstrøm. Som reservekabel skulle højspændingskablet fortsættes og forbindes med højspændingskablet fra elværket vestpå.

Byrådet vedtog ved andenbehandling 28.1.1935 udvalgets indstilling, og man gik i gang med omlægningen af den sydlige del af Slotsalléen til vekselstrøm. Højspændingsledningen blev lagt, og transformerstationen bygget. 14 jævnstrømsmotorer blev udskiftet med vekselstrømsmotorer, og husholdningsapparater blev ombyttet.

Transformerstationernes vækst Skælskørvejskvarterets overgang til vekselstrøm kom ikke til at foregå helt som planlagt. Det viste sig nemlig i 1936, at selv om man i 1927-29 havde forstærket jævnstrømsfødekabelnettet med mere end 100 %, og fordelingsnettet også var blevet forstærket, var nettet i den indre by nu så hårdt belastet, at en forstærkning var nødvendig. Denne var dyr, og på teknisk udvalgs forslag blev Skælskørvejskvarteret foreløbigt forsynet fra transformerstationen i Slotsalléen, ved at der fra denne station blev lagt en midlertidig lavspændingsluftledning til Hansensvejs udmunding i Skælskørvej, 64

hvorefter net og installationer i området syd herfor blev ombygget til vekselstrøm.

Kabelnettet i den indre by blev forstærket ved en fødeledning fra elværket til hjørnet af Rosengade og Stenstuegade. Der blev lagt fordelingskabler fra hjørnet af Sdr. Stationsvej-Jernbanegade til Schweizerpladsen og derfra videre til Nytorv ved hjørnet af Smedegade. Et fordelingskabel blev ført fra sydkanten af plænen på Schweizerpladsen til hjørnet af Rosengade og Stenstuegade.

I 1937 blev der til højspændingskablet fra elværket til hovedvandværket sluttet en transformerstation på Ndr. Stationsvej med navnet Slagelse Valsemølle. Transformerhusets opførelse stod murermester Ehlers for. De udvendige mure blev udført i første sorterings røde, håndstrøgne sten, de indvendige mure af almindelige helbrændte, flammede mursten. Væggene berappedes, og loft og vægge blev hvidtet to gange. I vinduerne indsattes monierglas (glas med indstøbt jerntrådsnet). Der var afløb fra bygningens gulv for olie fra transformeren. Dette afløb og afløbet fra taget, blev ikke ført i kloak, men i en sivebrønd. Ligeledes i 1937 blev der indrettet en transformerstation i en tilbygning til elværket, hvorfra der blev ført et kabel til jernbanestationen til forsyning af Statsbanernes signalanlæg.

I 1938 var spændingsforholdene i Korsørvejskvarteret så problematiske, at det alvorligt måtte overvejes at omlægge kvarteret til vekselstrøm.

Der blev lagt et højspændingskabel fra transformerstationen i Slotsalléen til Skælskørvej, hvor en ny transformerstation opførtes og Skælskørvejskvarteret blev forbundet med den nye station. Den midlertidige lavspændingsluftledning, der hidtil havde forsynet dette kvarter, blev anvendt til at skabe forbindelse mellem transformeren på Skælskørvej og Korsørvejskvarteret, hvor der ikke som oprindeligt planlagt blev opført en transformerstation. Omlægningen til vekselstrøm omfattede Mariendals Allé fra Marievej, Vestervang, Strandvejen og Marievej.

Der blev fra transformerstationen i Slotsalléen lagt endnu et højspændingskabel i 1938. Det førte ad Parkvej og Skovstien til en transformerstation, der blev etableret i sygehuskomplekset, der herved delvis blev forsynet med vekselstrøm.

I 1938 blev trukket et højspændingskabel fra

Gl. Torv med gadebelysning i 1930’erne. Postkort i Slagelse Lokalarkiv.

transformerstationen ved hovedvandværket til en ny transformerstation ved spritfabrikken med navnet Spritfabrikken. Normalt om søndagen, når virksomhedens eget anlæg ikke var i gang, havde elværket i mange år leveret strøm til fabrikken til lys og en 15 HK elektromotor. Fabrikken led under spændingstabet på grund af den lange afstand og ønskede spændingen forbedret. Elværket valgte en vekselstrømsforsyning, der samtidig ville forbedre spændingsforholdene i Valbyvejskvarteret.

Fra elværket udgik nu fire højspændingskabler til alle fire verdenshjørner. Ved at lægge et højspændingskabel som en ring omkring byen i dennes periferi og forbinde det med de fire kabler, kunne man opretholde forsyningen, selv om der indtrådte fejl på et af de fire kabler. Alle de tre udvidelser i 1938 gjorde det muligt senere at etablere ringforbindelsen. Hertil bidrog endnu en transformerstation, der så dagens lys i september 1938. Det var en station på Sdr. Stationsvej, opført af murermester Ehlers. Den direkte årsag til etab-

leringen var, at Dansk Cykleindustri på Løvegade 67 ville udvide sit elektromotoranlæg. Da jævnstrømsnettet i kvarteret var hårdt belastet, valgte man at forsyne de nye motorer med vekselstrøm. Åndsvageanstalten Andersvænge begyndte sin virksomhed i 1940. Allerede i 1939 blev der etableret vekselstrømsforsyning til anstalten. Fra transformerstationen ved spritfabrikken blev ført et højspændingskabel til en transformerstation i et garagehus på institutionen.

I 1938/39 havde elværket i byen et jævnstrømsnet med 13 fødepunkter og et vekselstrømsnet med 12 transformerstationer. Der var sket en kraftig vækst i disses antal. Den første station, der blev anlagt 1926, stod alene helt frem til 1934/35, hvor tallet steg til fire. I 1937/38 var der 8 stationer. Der skete en tilsvarende forøgelse af højspændingsnettets længde i byen, især mellem 1934/35 og 1935/36, hvor det forøgedes fra ca. 8 km til ca.

25 km. Vekselstrømsnettet med lavspændt strøm holdt sig på 13 km.

65

Væksten i ledningsnettets længde var forholdsvis større for vekselstrømsnettet end for jævnstrømsnettet. I 1927/28 var det samlede vekselstrømsnet ca. 13 km mod jævnstrømsnettets ca. 28 km. I 1935/36 var tallene henholdsvis ca. 38 km og ca. 32 km.

Takster og tariffer Elprisernes fald fortsatte. Pr. 1.4.1926 nedsattes kWh prisen for strøm til lys fra 60 til 55 øre og for motorstrøm fra 35 til 30 øre. 1.4.1927 og 1.4.1929 nedsattes prisen yderligere.

Elværket havde hidtil givet rabat på motorstrøm til særligt store kunder. I 1927 kom der en anmodning fra Casino, der havde et meget stort lysforbrug, om der kunne ydes rabat på dette, ellers ville etablissementet selv producere strømmen. Fra Hotel Postgården kom en lignende anmodning. Da der ikke tidligere var givet rabat på lyselektricitet, lavede teknisk udvalg en beregning af, hvilke økonomiske konsekvenser, det ville få for værket, hvis 17 større forbrugere af el til belysning fik strømmen til den pris, Casino havde foreslået.

Herefter foreslog udvalget, at der fra 1.10.1927 blev givet rabat på el til belysning således, at der for de første 1.500 kWh i årets løb betaltes 50 øre pr. kWh, for de næste 1.500 45 øre, for de næste 1.500 40 øre og for resten af årsforbruget 35 øre.

Forbruget kunne godt være fordelt på flere målere, bare der var tale om samme ejendom eller samme bygningskompleks. Byrådet bifaldt indstillingen 24.10.1927.

Rabatten på motorstrøm til store kunder gjaldt kun forbrugere inden for bygrænsen. I 1928 indførtes samme rabatordning for store kraftkunder uden for byen. Den direkte anledning var en forespørgsel fra Antvorskov teglværk. Teglværket havde hidtil fået strøm til en 1,4 HK motor til en pumpe i en lergrav, en 1,25 HK motor til en pumpe i kedelrummet og en 1 HK motor, der drev blæseren til kedelfyret, alt betalt med den almindelige takst for motorstrøm. Teglværket planlagde at anskaffe en 7 HK elektromotor til drift af en mørtelblandemaskine. Man var interesseret i at vide, hvad pris man skulle betale for strømmen efter denne anskaffelse.

Kommunen var ikke blot indstillet på at give

66

generelle lempelser, men også lempelser til enkelte forbrugere. Spritfabrikken, der havde eget elværk og kun fik reservestrøm, betalte 10 øre mere pr. kWh end normale forbrugere og fik ikke rabat på strøm til kraft. Da fabrikken kun brugte strømmen om søndagen, hvor elværkets belastning var lille, ønskede den i 1932 at få strømmen til almindelig pris. Kommunen besluttede i marts 1932 at levere strømmen til en pris på 5 øre over de almindelige priser i byen med rabat på el til både lys og kraft. Allerede i september samme år forelå en ny anmodning fra spritfabrikken om, at merprisen på 5 øre måtte bortfalde. Byrådet accepterede ønsket, dog forudsat at strømmen kun blev aftaget på sønog helligdage.

I 1932 fik teknisk udvalg byrådets bemyndigelse til at levere strøm til særlige anlæg til 8 øre pr. kWh fra kl. 12 til kl. 13.30 og fra kl. 22 til kl.

7. Den strøm, der brugtes uden for disse perioder ville blive afregnet med taksten for motorstrøm.

Anledningen til ordningen var en anmodning fra sygekassernes tandklinik, der skulle bruge strøm til opvarmning af vand i klinikkens varmtvandskedel. I 1933 fik installatør Herbst Jensen strøm på lignende vilkår til tre varmtvandsakkumulatorer. Derimod kunne hans køleskab ikke falde ind under ordningen.

I 1932, underskrevet af byrådet 11.4., blev de hidtidige ”Betingelser paa hvilke Slagelse kommunale Elektricitetsværk afgiver Strøm til private Forbrugere” fra 1911 revideret, da de på flere punkter var forældede. Samtidig revideredes takstsystemet. I den graduerede skala for motorstrøm var der et interval på 6.000 kWh, det ændredes nu til 1.500 ligesom ved lyselektricitet. Taksterne pr.

1.4.1932 blev for motorstrøm for forbrugere inden for bygrænsen således, at de første 1.500 kWh betaltes med 25 øre pr. kWh, de næste 1.500 med 20 øre, de følgende 1.500 med 15 øre og resten med 12 øre. Taksterne for lyselektricitet var 45 øre for de første 1.500 kWh, 40 øre for de næste 1.500, 35 øre for de følgende 1.500 og 30 øre for resten. Der skulle stadig træffes aftale i hvert enkelt tilfælde med forbrugere, der kun modtog reservestrøm fra elværket, og med kunder med særlige forbrug som f.eks. biografer. Meget små forbrug var som hidtil undergivet nogle særlige betalingsbetingelser.

Boligtarif, maksimaltarif og dobbelttarif Med de nye betingelser indførte man også to nye tariffer for lyselektricitet, som allerede fandtes i flere andre byer, en boligtarif for beboelseslejligheder og en maksimaltarif for butikker, værksteder, lagre mv. Installationerne for disse tariffer skulle være udført for 220 V. Ved boligtariffen, der også var beregnet til varmeformål, betalte forbrugerne en fast årlig afgift på 12 kr. pr. opholdsværelse og en kWh pris på 15 øre. Opholdsværelser omfattede ikke køkken, entré, toilet mv. De apparater, der skulle tilsluttes installationen, skulle være godkendt af elværket. Elværkerne var interesserede i at få folk til at bruge elektriske husholdningsapparater, fordi de især blev brugt om dagen, hvor værkerne havde strøm i overskud. Med maksimaltariffen, der var beregnet på lys- og varmeformål samt lysskilte, betaltes 20 kr. pr. installeret påbegyndt hektowatt og en kWh pris på 15 øre.

En del forbrugere gik over til bolig- og maksimaltarif. Det første år, 1932/33, blev 10,9 % af den lyselektricitet, der solgtes, afregnet til bolig- og

maksimaltarif, i 1935/36 var andelen 15,3 %, og i 1938/39 var den faldet til 12,6 %.

I juni 1932 ønskede Hotel Postgården at få leveret strøm til maksimaltarif. En beregning viste, at det for indeværende år ikke kunne betale sig for hotellet at gå over til den nye tarif på grund af et for lille forbrug. Elværket var imidlertid interesseret i at få en så stor installation som Postgårdens over på 220 V i stedet for de 110 V, og teknisk udvalg vedtog derfor at give hotellet rabat på maksimaltariffen i to år. Hotelejeren var derefter villig til at ændre hele lysanlægget til 220 V. Med det andet store hotelkompleks, Casino, indgik elværket en lignende aftale om maksimaltarif i august-september 1932, hvorefter den faste afgift på installationer i teater- og kongressal nedsattes.

Selv om det med Casinos forbrug ville kunne betale sig at overgå til maksimaltarif, gav man rabat med begrundelsen, at det ville være ønskeligt at få installationen ændret til 220 V. Strømmen ville desuden i det væsentligste blive aftaget uden for værkets højeste belastning. I 1937 gik Casino væk

Nytorv med belysning omkring springvandet i 1920’erne. Postkort i Slagelse Lokalarkiv.

67

fra maksimaltariffen. Efter aftale med teknisk udvalg skulle det betale sin lyselektricitet efter en gradueret skala begyndende med 45 øre for de først forbrugte kWh og sluttende med 22 øre.

I 1934 blev den laveste takst, 12 øre, i den graduerede skala for motorstrøm delt i to, så der blev et yderligere trin på 1.500 kWh til 12 øre, mens restforbruget kostede 10 øre. 10.12.1934 vedtog byrådet at lade de gældende regulativer fra 1924 erstatte med ”Regulativ for Udførelse af elektriske Installationer” og ”Regulativ for Udførelse af Maalerledningsarbejder”, udarbejdet af Danske Elektricitetsværkers Forening m.fl.

1.10.1936 indførtes et nyt tarifsystem. Det havde vist sig, at installationer med stor benyttelsestid i mange tilfælde havde stor gavn af maksimaltariffen; men en del butikker, der ikke havde fordel af denne tarif, ville gerne kunne oplyse deres udstillingsvinduer, have tændte reklamelysskilte o.lign. efter lukketid til en billigere elektricitetspris. Det vedtoges derfor, at de forbrugere, der ønskede det, kunne få deres elforbrug til butiks- og reklamebelysning afregnet efter et såkaldt dobbelttarifsystem, hvorved forbrug fra kl. 6 til kl. 19 afregnedes efter almindelig lystakst, og forbruget resten af døgnet afregnedes med 20 øre pr. kWh. Disse forbrugere skulle have installeret en dobbelttarifmåler, der kostede noget mere i leje end andre målere. Også for dobbelttarifsystemet krævedes installationerne udført for 220 V spænding.

I 1936 indførtes nye regler for aflæsning og opkrævning af forbrugsafgifter. Der ville nu blive opkrævet skiftevis gas og el for to måneder ad gangen.

Kontraktkunder Kontrakten med Statsbanerne udløb 30.9.1929, og et år før opsagde kommunen kontrakten til udløbsdato. Statsbanerne havde hidtil betalt 30 øre for el til belysning og 15 øre for strøm til motorer og opladning. Kommunens udspil var, at hvis Statsbanerne fortsat ønskede at være kunde, fik de strømmen til den pris, der var gældende for almindelige forbrugere både til lys og kraft, for opladning af batterier fra kl. 16 til kl. 21 i månederne oktober til februar skulle dog betales lysprisen.

Statsbanerne og teknisk udvalg enedes i et møde 9.1.1929 om at forlænge kontrakten, dog således 68

at den kunne opsiges af begge parter med et års varsel. Priserne blev som foreslået af kommunen.

Kontraktændringerne blev underskrevet af Statsbanerne 28.6. og af byrådet 1.7.

I februar 1937 fik elværket Slagelse Valsemølle som kontraktkunde. Møllen, der kørte i døgndrift, skulle overgå fra dieselmotordrift til elektrisk drift med fem elektromotorer. Kontrakten, der trådte i kraft 15.5.1937, løb til 1.4.1947, hvorefter den kunne opsiges med et års varsel. Under særlige forudsætninger kunne der dog forhandles om prisen efter seks år. Strømmen skulle leveres som trefaset vekselstrøm med en spænding på 3 × 380 V til den nyopførte transformerstation på Ndr. Stationsvej. Strømmen betaltes med en fast årlig tilslutningsafgift på 1.000 kr., en fast årlig afgift på 40 kr. pr. maksimal beslaglagt kVA samt 5 øre pr. kWh forbrugt strøm, eventuelt reguleret med brændselsprisen. Kommunen betalte anlægget indtil møllens målere. Møllen betalte anlæg til forsyningen på virksomheden. Hvis elværket krævede det, var møllen forpligtet til at formindske sit kraftforbrug kl. 15.30-18 i dagene 12.-16.12. og standse sine motorer kl. 15.30-20 i dagene 17.23.12. Valsemøllen skulle også aftage jævnstrøm på 2 × 110 V spænding til lys og mindre motorer.

I 1938 blev spritfabrikken kontraktkunde hos elværket med en kontrakt gående til 1948. Strømmen leveredes til den nyopførte transformerstation ved fabrikken. Samme år indledte kommunen kontraktforhandlinger om strømleverance til Andersvænge. I 1939/40 havde værket fire kontraktkunder.

1.4.1938 skete igen en takstændring med nedsættelse af priserne. Den graduerede skala for el til motorer startede nu ved 25 øre og sluttede ved 8 øre. For lyselektricitet var skalaen reduceret til tre trin. De første 3.000 kWh betaltes med 40 øre pr. kWh, de næste 1.500 med 35 øre og resten af årsforbruget med 30 øre. Boligtariffens faste årlige afgift pr. opholdsværelse blev 12 kr. og taksten 12 øre pr. kWh. Maksimaltariffen opererede med en fast årlig afgift på 16 kr. pr. påbegyndt installeret hektowatt og en kWh pris som hidtil på 15 øre.

Forbrugsapparater Radioens tidsalder var så småt begyndt, og lytterne havde problemer med støj forårsaget af

motorer. Radioklubben for Slagelse og Omegn og Arbejdernes Radioforbund, Slagelse Afdeling bad i 1928 byrådet om, at der måtte blive indføjet en bestemmelse i betingelserne for levering af strøm om, at motorer, der modtog strøm fra elværket, blev indrettet, så de ikke forstyrrede de omkringboende radiolyttere. Teknisk udvalg tilsluttede sig anmodningen og foreslog, at der også skete en tilføjelse i regulativet for udførelse af elinstallationer.

Installatørerne havde ansvaret for, at de motorer, der installeredes, opfyldte kravet, og ejerne af motorerne havde ansvaret, efter at motorerne var sat i drift. Byrådet fulgte udvalget.

Flere radiolyttere anskaffede sig 220 V eliminatorer, og de ønskede derfor i 1929 at ændre lys­ installationerne fra 110 til 220 V. Byrådet havde som tidligere nævnt ikke noget imod dette og traf en generel bestemmelse om regler for overgang til 220 V. En af grundene til, at kommunen var så forhandlingsvillig, var, at man forudså, at elværket senere skulle levere strøm til husholdningsbrug

gennem lysinstallationerne, og det krævede en ændring til 220 V. Der skete i mellemkrigstiden en udvikling af de elektriske apparater. Frem til 1920 havde kun strygejern og støvsugere oplevet en vis popularitet. Nu fik man elektriske stege- og bageovne, vandvarmere, køleskabe og kogeplader. Apparaterne var stadig meget dyre. Det mest udbredte ”husholdningsapparat” var i 1938 radioapparatet.

37 % af husholdningsapparaterne var radioer, på andenpladsen kom strygejern med 28 %.

Man kan få et lille indtryk af, hvilke husholdningsapparater folk i Slagelse havde, ved at se på, hvilke apparater forbrugere i den sydlige del af Slotsalléen fik ombyttet i forbindelse med overgang til vekselstrøm i 1935. Foruden radioapparater var der tale om 13 støvsugere, en hårtørrer, en brødrister og en Vitalux bordmodel. Strygejern synes ikke at have indgået i opgørelsen. Installatørerne havde ellers frarådet, at andre end ejerne selv ombyttede radioapparaterne, for selv om en

Radioudstilling i Hotel Postgårdens pavillon ca. 1936. Foto i Slagelse Lokalarkiv.

69

ejer fik en ny og bedre radio med bedre højttaler, ville han altid være mere tilfreds med sin gamle modtager, da han havde vænnet sig til den. Installatørerne tilrådede, at teknisk udvalg ydede tilskud, og folk selv foretog ombytningen.

I 1937 fik installatør Rybak strøm til 10 øre pr. kWh til kogebrug, fordi han i sit køkken anstillede forsøg med nye forbrugsapparater for muligvis at få sat gang i indførelsen af elektriske køkkener i oplandet. Der var hverken hos forbrugerne i Slagelse by eller i byrådet særlig stor interesse for elektriske køkkener.

tiet med anmodning om at finde synderen bag en ulovlig installation. Ulovligheden blev ved et målereftersyn fundet hos en elektriker, der var i restance med betaling for sit strømforbrug, og som derfor havde fået afbrudt strømforsyningen.

Installationen var blevet tilsluttet ved, at en trådbøjle var anbragt i målerens klemmekasse. Kassen var plomberet, men plombetråden klippet over i den ene side, så plomben havde kunnet fjernes og trådbøjlen sættes ind. Bøjlen førte strømmen uden om måleren, og denne registrerede ikke noget forbrug.

Frivillige og ufrivillige gaver

Projektørbelysning

I de økonomisk svære tider var der brug for hjælp, og elværket bidrog også. I december 1928 ansøgte Komitéen for Juleindsamlingen for arbejdsløse og syge Familieforsørgere i Slagelse om at få stikledning og gratis strøm til det juletræ, man havde fået tilladelse til at opstille på Schweizerpladsen.

Det bevilgedes. Fra 1929 stod Arbejdernes Fællesorganisation for juletræet på Schweizerpladsen til fordel for juleindsamlingen, og den søgte hvert år om gratis ledning og lys til træet og fik det.

I 1931 fik en del forretningsdrivende i Nygade, Rosengade, Skovsøgade og på Schweizerpladsen rabat på strømforbruget til illumination af gaderne i december måned. Derimod blev en ansøgning om gratis strøm til illumination i gaderne fra handelsstandsforeningen og andre lignende foreninger afslået. Da de forretningsdrivende i Nygade mv. de næste år søgte om gratis strøm til samme formål som i 1931, måtte de betale 15 øre pr. kWh. Slagelses forskønnelsesselskab fik hvert år fra 1929 gratis installation og strøm til anlægsfesten.

Selskabet blev desuden i januar 1929 fritaget for at betale for stikledning til den gamle accisebod fra Smedegades port, som var flyttet til Anlægget, og fik gratis strøm. I 1934 stod SBI for anlægsfesten, næste år igen forskønnelsesselskabet. Foreningerne fik nu gratis strøm, men ikke gratis installation.

Nogle forbrugere var lidt for initiativrige. En fabrikant tilsluttede i 1926 selv elektricitetsmåleren i sin lejlighed på Akacievej uden elværkets vidende. Han indvilgede i som en slags bøde at betale 20 kr. til Slagelse hjælpekasse.

I 1936 henvendte teknisk udvalg sig til poli-

Stadig flere gader fik vejbelysning. Det var i mange tilfælde en henvendelse fra beboerne i en gade, der forårsagede, at der kom lys, eller at der etableredes natbelysning. De 426 lamper i 1925/26 var i 1934/35 blevet til 440. Herefter skete en stor stigning, så der i 1938/39 var 618 lamper.

Mange gader uden for centrum havde endnu i 1938 ikke lys om natten, og pærerne i lamperne der lyste om aftenen, var kun 75 W. Lyset var anderledes stærkt i den indre by. Som eksempel kan tages området omkring Sct. Mikkels kirke. Det belystes i 1938 af en 200 W lampe ved hjørnet af Stenstuegade og Rosengade, som brændte både aften og nat. Ved kirkens indgangsdøre i nord og syd var der hvert sted to lamper à 150 W. På kirkepladsens nordvestlige, nordøstlige og sydvestlige hjørne stod en 200 W PH lampe, hvoraf den ene også lyste om natten. På pladsen ved springvandet var der i hvert hjørne en 200 W PH lampe.

En af disse lamper brændte også om natten. Der var også to 200 W PH lamper på det nærliggende Fisketorv. I søjlegangen ved kirkepladsen var der otte 25 W pærer, hvoraf de fire også var natlamper.

Ved toiletterne på pladsen var der tre 25 W pærer og to 150 W pærer, de to sidste og den ene 25 W pære brændte også om natten. Endelig var der to projektører à 300 W på Sct. Michaels Plads.

I 1936 havde byrådet fået en henvendelse fra direktør J. Chr. Fass, Slagelse Bryghus, på flere interesseredes vegne. De ønskede spiret på Sct. Mikkels kirke belyst. De ville selv bekoste anlægget, men ønskede gratis strøm fra kommunen.

Man havde tænkt sig fire eller otte projektører.

Teknisk udvalg foretog nogle beregninger af det

70

årlige strømforbrug. I disse forudsattes det, at projektørerne kun skulle være tændt i vinterhalvåret fra 1.10. til 31.3. og kun skulle brænde fra en time efter, at gadelyset blev tændt, til kl. 22. Udvalget indstillede, at ansøgningen bevilgedes, mod at udvalget fik indseende med lampernes størrelse og brændetid. Byrådet tiltrådte indstillingen, og resultatet blev tilsyneladende to projektører i 1937.

Forholdene for personalet Personalet bestod i 1926 af bestyreren, maskinmesteren, tre undermestre, tre fyrbødere, en kabelmontør og ekstraarbejdere, der omfattede maskinarbejdere, arbejdsmænd og en elektriker.

Elektricitetskommissionen krævede, at elværkerne hvert år efterså alle vanskelige installationer f.eks. i fugtige, våde, brandfarlige og eksplosionsfarlige rum, teatre mv. Desuden skulle alle nyanlæg samt udvidelser og forandringer af ældre anlæg efterses af elværket. Efterhånden som Slagelse elværks kundekreds voksede, blev dette eftersynsarbejde mere og mere uoverkommeligt, og teknisk udvalg indstillede i april 1926 til byrådet,

at der blev oprettet en stilling som kabelmester, en stilling som fandtes i mange andre, også mindre byer end Slagelse. Kabelmesteren skulle også føre tilsyn med SOE’s ledninger og installationer, et tilsyn der ifølge overenskomsten påhvilede Slagelse elværk. Lønningsudgiften ville ikke blive det store problem, da man regnede med, at kabelmesteren også skulle foretage det årlige eftersyn med rensning og justering af elmålerne både i byen og i oplandet, et arbejde man hidtil havde betalt Laur.

Knudsen for at udføre. Byrådet vedtog at oprette stillingen.

Der blev senere ansat en fjerde fyrbøder; men i 1936 fandt man det på grund af den noget ændrede drift på værket mere formålstjenligt, at maskinpersonalet kom til at bestå af maskinmesteren, fire undermestre og tre fyrbødere. Ved denne ændring kunne maskinmesteren bruge hele sin tjenestetid til ledelse af driften i stedet for som nu at skulle deltage i vagttjenesten og kun forestå ledelsen på halv tid.

De ydre rammer var tilsyneladende ikke helt tilfredsstillende for personalet. I maskinsynsbo-

Sct. Michaels springvand med belysning i midten af 1930’erne. Postkort i Slagelse Lokalarkiv.

71

gen bemærkedes for 1925, at der burde indrettes en passende garderobe for arbejdsmændene. Et halvt år senere manglede garderoben stadig. I december 1926 vedtog teknisk udvalg imidlertid at købe to sæt ti styks jernklædeskabe hos Bang & Pingel, København, til arbejdsmændenes omklædningslokale. Prisen var 23 kr. pr. skab. I 1931 afgav en snedkermester tilbud på levering af fire klædeskabe til maskinmestrenes omklædningslokale til en pris af 70 kr. stykket.

I 1929 henstilledes i maskinsynsbogen, at der noget tiere burde fejes gulv i spisestuen, og i 1932, at folkerummet burde kalkes. I 1930 indhentede man tilbud på indretning af to wc’er ved arbejdsmændenes og maskinarbejdernes omklædningslokaler og på etablering af wc og baderum ved maskinmestrenes og fyrbødernes omklædningsværelser. I 1926 var der blevet indrettet kontor på første sal i værkets lagerrum med snedkerfremstillede kontormøbler.

Materiellet blev udvidet med en elektrisk håndboremaskine i 1926, indkøbt hos Siemens-Schuckert til en pris af 240 kr. En endnu dyrere anskaffelse var en skrivemaskine i 1928 til 543 kr. Så var

72

en cykel billigere; man købte en sådan i 1929 til 136 kr. Om den gamle cykel var slidt, eller værket havde flere cykler vides ikke. I 1932 anskaffedes i hvert fald en ny cykel til brug for den, der arbejdede i byen under kabelmesteren.

I 1935 blev værket motoriseret. Til brug ved eftersyn og vedligeholdelse af ledningsnettet og gadebelysningsanlægget købtes en 2,8 t Fordson lastvogn med lad, førerhus, reservehjul, spejl og vinduesvisker.

Den 25.9.1934 havde Slagelse kommunale elværk eksisteret i 25 år. Jubilæet fejredes på behørig vis. Om formiddagen samledes teknisk udvalg med personalet, som havde fået overrakt et gratiale og et festskrift, der var udarbejdet i dagens anledning. Der var vin og takketaler. Derefter mødte repræsentanter for forskellige samarbejdspartnere frem og gratulerede, bl.a. var NVE og Korsør elværk repræsenteret. Næste trin i programmet var frokost på Hotel Postgården for gratulanter og andre særligt indbudte. Talerrækken var lang. Efter frokosten varede det selskabelige samvær endnu et par timer.

Samarbejde med NVE 1939-1953 Ved krigsudbruddet 1.9.1939 måtte man forudse problemer med at skaffe olie til maskinerne. For at skaffe ekstra lagerkapacitet blev fjernvarmeanlæggets varmtvandsakkumulatortank indrettet til olie i februar 1940. Det krævede en særlig pumpe, og den blev købt så stor, at den efter krigen ville kunne bruges til at pumpe olie fra jernbanestationen op til elværket. Tanken kunne rumme 225 t; men den blev ikke fyldt. Først kunne olien ikke komme til landet på grund af isvinter, og da isen var væk, blev olien rationeret. Efter besættelsen blev det bestemt, at der næsten ikke måtte bruges olie til elektricitetsfremstilling. Spørgsmål om elforsyning blev i maj 1940 lagt under Elektricitets-

udvalget af 1940, der først og fremmest ville sikre elforsyningen ved hjælp af de store dampdrevne kraftværker.

I slutningen af foråret 1940 havde værket kun olie tilbage til midten af august måned, idet en olieladning var blevet torpederet, og der kunne ikke forventes yderligere olietildeling. Teknisk udvalg opstillede flere mulige løsninger. Man kunne standse elværkets maskiner helt og købe al strømmen udefra. Det var imidlertid ikke sikkert, at de nødvendige ledninger, transformere og omformere kunne skaffes hurtigt nok, og der var ingen garanti for, at de store højspændingsværker kunne få kul nok.

Ejendommen Jernbanegade 9 under nedrivning 1940. Foto i Slagelse Lokalarkiv.

73

En anden mulighed var at lade B&W bygge et tørvegasværk på 2.000 HK og ombygge to af dieselmotorerne til drift med sugegas. Det ville være billigere end den første mulighed, og når maskinerne blev holdt i gang, ville de stadig kunne levere fjernvarme til badeanstalten og de 35 ejendomme, der var kunder. Bestyrelsen for SOE havde imidlertid været bekymret for driftssikkerheden ved denne løsning, og desuden kunne det forventes, at elværket ville få tilsluttet nye store kunder.

Der var derfor blevet forhandlet med NVE om muligheden for at få supplerende forsyning herfra gennem en forbindelse fra NVE’s 50 kV transformer i Havrebjerg til SOE’s højspændingsnet ved Brorupgård.

Byrådet vedtog i maj at bygge et tørvegasanlæg og samtidig at fortsætte forhandlingerne med NVE for at få supplerende forsyning herfra. Elværket fik hurtigt anmodning om at levere strøm til større og mindre anlæg, der ikke længere kunne få olie til deres dieselmotorer. De største var Vemmelev elværk, der havde rettet henvendelse til SOE, og Slagelse Dampmølle. De udgjorde tilsammen en ekstra belastning på 325 kW, og det kunne de ombyggede dieselmotorer ikke klare.

I juni gav byrådet derfor teknisk udvalg bemyndigelse til at afslutte en overenskomst med NVE om supplerende leverance. Forbindelsesledningen mellem Havrebjerg og Brorupgård skulle betales af SOE. Slagelses løsning på forsyningsproblemet var i god overensstemmelse med Elektricitetsudvalgets politik, og i slutningen af juli fik elværket dette udvalgs godkendelse.

Tørvegasværket Tørvegasværket krævede plads. Den kunne skaffes syd for elværksbygningen ved at rive materialebygningen, lagerbygningen og beboelsesbygningen Jernbanegade 9 ned. Beboelsesbygningen blev ledig i april 1940, og nedrivningen af den blev udbudt i licitation i juli. To støbejernsvinduer skulle genbruges i gasværksbygningen, og stenene skulle muligvis også bruges. Bygningen blev opført i træ, beklædt ud- og indvendig med eternitplader og med tag af bølgeeternit.

Dieselmotoren fra 1930 kunne ikke køre på sugegas uden at blive ændret til en firetakts motor.

Det ville imidlertid halvere dens ydeevne. Deri74

mod kunne man bruge sugegas til totakts dieselmotoren fra 1936 og til Görlitzmotoren, der var en firetakts motor. Anlægget kom i gang omkring 1.11.1940, og dets drift krævede syv ekstra mand.

Der var tre store gasgeneratorer. Herfra passerede gassen en skrubber, en tjæreudskiller og en tørrenser, inden den blev anvendt i maskinerne. Gassen blev renset i skrubberen ved hjælp af koks. De blev senere erstattet af en trærist. Skrubberen afgav spildevand, som blev ledt gennem byens kloaksystem til renseanlægget. For at undgå at få dette forurenet med tjære, måtte der bygges et cementbassin på værket, hvor tjæren kunne bundfældes.

Mens gassen i Görlitzmotoren blev tændt med en elektrisk gnist, blev der anvendt brændselsolie til at tænde totaktsmotoren med. Beholdningen af olie var imidlertid begrænset, og da det ikke kunne lade sig gøre at anvende elektrisk tænding, foreslog B&W at ændre motoren til en firetaktsmotor og så forsyne den med elektrisk tænding. Det ville i øvrigt give en bedre udnyttelse af spildvarmen til fjernvarmeforsyningen. Ombygningen blev vedtaget af byrådet i oktober 1941 og sat i værk i foråret 1942. Herefter kørte maskinerne nogenlunde tilfredsstillende; men generelt var det dyrere at lave strøm ved sugegas end at købe den fra NVE. Fra 1941/42 til 1944/45 kom næsten 90 % af den strøm, der var til rådighed, fra NVE. Der blev indkøbt et parti tjæreolie til at bruge som tændingsolie; men det var uanvendeligt til dette formål, hvorimod ubådsmotoren kunne arbejde med denne olie. Denne maskine ville da kunne bruges i nødstilfælde.

Tørveleverancerne Der skulle anvendes mange tørv, ca. 3 kg pr. produceret kWh. For året 1943/44 havde man 11.200 t tørv til disposition, og heraf blev de 3.681 t anvendt til gasfremstilling. Til opbevaring af tørvene blev der bygget otte lader på i alt 450 meters længde ved Østerbro. Da Torvegade skulle anlægges, lå laderne i vejen, og de 300 m måtte flyttes til kommunens areal syd for Østre Allé.

Fremskaffelsen af tørv var et kapitel for sig. I 1940 havde man afsluttet kontrakt med grosserer Fode i København. Det blev et besværligt bekendtskab. Fodes underentreprenører leverede tørv af

langt ringere kvalitet end aftalt, og vandprocenten var alt for høj, over 50 %, hvor den kun måtte være 30. Elværket måtte afvise flere læs. En naiv chauffør meddelte, at prøven skulle tages et bestemt sted i læsset, ellers kom den udelukkende til at bestå af våde tørv. En anden læssede af efter fyraften. ”Tørvene var af den Beskaffenhed, at vi maa gaa ud fra, at Chaufføren har ment det bedst at faa det læsset af, medens ingen saa det”, som teknisk udvalg bemærkede.

Grossereren var i en slem knibe. På den ene side havde han elværket, hvis klager han søgte at afvise, så godt han kunne, og på den anden side blev han presset med trusler om sagsanlæg fra vognmænd og tørvefabrikanter. Helt galt var det, da en leverandør havde sat sig i forbindelse ”med en Sagfører Thisted Knudsen, Ringsted, som er Folketingsmand og meget rapkæftet…”

I sæsonen 1942/43 var tørvene våde, året efter var de ret gode. Af otte leverandører, var der kun én, automobilhandler Schouw, der leverede alt det, han skulle, og til tiden. I 1944/45 sluttede man kun kontrakt med denne leverandør. Han opfyldte stort set aftalen, og tørvene var gennemgående gode.

Tørvegasværket blev allerede taget ud af drift 1.5.1945, og hurtigt efter befrielsen blev de to dieselmotorer bygget om til oliedrift. De var klar i september. Selve gasanlægget blev hugget op, og i 1947 blev bygningen flyttet. Ubådsmotoren, der var installeret i 1925, blev også hugget op, da den var i meget dårlig stand. Den brugte dog først det parti tjæreolie op, som værket havde liggende i reserve.

Skønt tørvegasværket var stoppet, stod elværket alligevel for indkøb af et betydeligt kvantum tørv. Værket havde aftalt, at Schouw skulle levere 8.000 t. Samarbejdet med ham blev fuldt af vanskeligheder, så værket til sidst selv måtte administrere køb og levering. Det blev et særligt problem at skaffe lastbiler og dæk til tørvetransporten. I juni kunne dagspressen meddele, at Korsør og Roskilde havde fået overdraget lastbiler fra lageret af beslaglagte værnemagtseffekter i Korsør. Ad omveje blev det klart, at det var det allierede hovedkvarter, SHAEF, der udleverede bilerne; men Forslag til beholdertårn på elværket 1940.

Tegning i Slagelse Stadsarkiv.

75

Udsnit af kort over SOE’s og Slagelses højspændingsnet og transformerstationer 1944. Udsnittet viser Slagelses net (stiplede linjer) og en lille del af SOE’s net (fuldt optrukne linjer) samt forbindelsen til NVE’s station i Havrebjerg. Tegning hos SK Forsyning A/S.

inden værket fik forbindelse med det, havde Direktoratet for Vareforsyning overtaget lageret af vogne. Direktoratets tilladelse til at få udleveret to lastvogne i Korsør kom først i juli, og da var der ikke flere anvendelige vogne tilbage her. Ved forskellige ombytninger, som Korsør politi hjalp med, fik værket fat i en stor diesellastvogn med anhænger. De blev overdraget til henholdsvis Slagelse Kulkompagni og vognmand Laur. Christensen.

Der blev fundet nogle mere eller mindre defekte lastbiler på kasernen i Slagelse, og fra modstandsbevægelsens bykommando kom der yderligere to vogne. En overgang kørte værkets personale selv tørv med en tysk lastbil med påhængsvogn; men den måtte klodses op, da der blev problemer med indregistreringen. Alt i alt blev der skaffet syv lastbiler og to anhængere samt 45 dæk, der kunne stilles til rådighed for vognmændene.

Af de ca. 8.200 t tørv, der var til rådighed, brugte værket selv de 700, resten blev overdraget til kommunens brændselsudvalg.

Andre planer Krigen bragte flere elforsyningsplaner frem. I foråret 1940 vækkede Stenild Hjorth det gamle Åmoseprojekt til live igen. Han foreslog, at der blev 76

placeret en central med en 5.000 kW dampturbine med tilhørende kedel nord for Bodal ved Stenlille.

Eventuelt kunne man opføre en mindre central, der kunne genanvende turbine og kedel fra SEAS’ gamle central i Haslev. Der skulle føres luftledninger fra centralen til Holbæk, Kalundborg og Slagelse. Som brændsel skulle man anvende tørv fra et område på godt 500 ha af mosen, ejet af et engelsk aktieselskab. Planen blev aldrig ført ud i livet, og tørven blev i stedet udnyttet af et konsortium af større københavnske virksomheder.

To københavnske ingeniører, Nimskov og Møller, foreslog i april 1941 Slagelse at anlægge et vandkraftværk ved Hallebyore, der skulle udnytte vandet fra Hallebyå. Værket skulle bestå af to 800 HK turbiner med tilkoblede 550 kW generatorer.

Anlægsudgiften ville blive ca. 1,5 mio. kr., hvoraf de ca. 430.000 kunne dækkes af statstilskud til arbejdsløshedsbekæmpelse. Produktionsprisen ville blive ca. 5,75 øre pr. kWh. Stenild Hjorth, der fik projektet til udtalelse, havde flere indvendinger.

Det ville blive næsten umuligt at skaffe materialerne til den højspændingsledning, der skulle forbinde værket med Slagelse. Desuden ville elektriciteten blive væsentlig dyrere end den strøm, der kunne købes fra NVE, eller som kunne produceres på Slagelse elværks egne maskiner. Den eneste fordel for Slagelse ville være muligheden for at beskæftige sine arbejdsløse.

De to initiativtagere fremsendte et revideret projekt i oktober 1941. Nu regnede de med en turbine på 1.600 HK og en generator på 1.100 kW. Strømmen skulle føres direkte til Slagelse gennem en ca. 24 km lang luftledning. Anlægssummen var nu på 1,7 mio. kr., og forudsat at man fik statstilskud kunne kWh prisen holdes på 4,7 øre. Teknisk udvalg nåede imidlertid frem til, at udgifter til afdrag og renter på forbindelsesledningen til Slagelse ville bringe prisen op på 6,32 øre, hvilket næsten svarede til, hvad strømmen kunne produceres til eller købes for fra andre værker, og så var der endda ikke regnet med afdrag på de nødvendige lån til anlægget. Byrådet afviste da også at gå videre med sagen. Året efter fremsatte en anden ingeniør, Jørgen Müller et tilsvarende projekt til Slagelse gennem Stenild Hjorth. Denne mente, at muligheden for at gennemføre projektet ville være endnu mindre nu

end året før, og teknisk udvalg var af samme mening.

Forbindelsen til NVE Slagelse elværk og SOE blev sat i forbindelse med NVE i 1940 gennem en 10 kV forbindelse fra 50 kV stationen i Havrebjerg til en ny 10/6 kV transformerstation ved Holmstrup (Gangebjerg). De fire eksisterende transformerstationer på denne linje blev ombygget til 10 kV. Forbindelsen, der skulle betales af SOE, blev sat i drift i september 1940. Fra Gangebjerg blev strømmen dels fordelt til SOE’s kunder, dels sendt til Slagelse gennem SOE’s net.

I 1941 blev der bygget endnu en 10/6 kV station (Jernbjerg), fordi Gangebjergtransformeren var overbelastet. Den nye station lå på en sidegren til SOE’s 10 kV ledning. Den blev sat i forbindelse med elværkets højspændingskabel til vandværket.

Udgiften blev delt mellem Slagelse elværk og SOE. Endelig i 1944 blev forbindelsen til NVE sikret

yderligere med en højspændingsforbindelse fra Havrebjerg til Jernbjerg. Den kunne bygges, fordi Elektricitetsudvalget af 1940 bevilgede det fornødne kobber, ca. 3 t. Udgiften til linjen blev ligeledes delt mellem SOE og Slagelse elværk; men Slagelse fik forkøbsret til linjen og til transformeren i Jernbjerg.

Leverancen fra NVE skete efter en overenskomst, der gjaldt fra 1.10.1940 og først kunne opsiges pr. 1.4.1945, forudsat at opsigelsen var sket et år før. Såfremt opsigelse ikke skete, løb overenskomsten videre ét år ad gangen. Slagelse skulle betale for den effekt, NVE stillede til rådighed, ca.

1.500 kW, samt for den energi, der blev forbrugt fra NVE, efter at eventuelle leverancer fra Slagelse til NVE var trukket fra. Effekten blev betalt i forhold til elværkets maksimale belastning. Der blev dels betalt en ledningsafgift på 15 kr. pr. kW, dels en effektafgift på 30 kr. pr. kW, idet den effekt, elværkets egne maskiner repræsenterede, blev trukket fra. Energibetalingen pr. kWh udgjordes

Reyrolleanlæg på elværket ca. 1940. Foto i Slagelse Lokalarkiv.

77

af summen af kulprisen og driftsudgifterne pr. kWh med et tillæg på 25 % til tab og fortjeneste.

Hvis kulprisen ændrede sig, fulgte kWh prisen med.

Anlæg og drift under besættelsen Bortset fra tørvegasværket skete der kun begrænsede ændringer i lednings- og maskinanlæggene under krigen. 1940/41 blev der bygget en transformer til forsyning af Slagelse Dampmølle samt installeret et nyt højspændingsanlæg på værket med fem felter til forbindelse med maskinerne og seks felter til udgående kabler. Højspændingsanlægget fik plads i det tidligere akkumulatorrum.

1943/44 blev fjernvarmeanlægget ændret, så badeanstalten og værket kunne få varmt vand, selv om der var lukket for varmen til de øvrige forbrugere. Året efter blev den lille 60 kW omformer, der kun kunne anvendes fra jævn- til vekselstrøm, hugget op for at skaffe kompensationsmateriale.

De store strømkøb hos NVE gav behov for øget omformerkapacitet. I december 1944 blev det muligt at skaffe en 300 kW omformer fra fabrikken Titan. Byrådet bevilgede pengene så hurtigt, at Slagelse kom først med sin ordre, mens Ringsted var nummer to. Der var kun materiale i landet til én omformer, og Elektricitetsudvalget af 1940 pålagde Stenild Hjorth at afgøre, hvilken af de to byer, der trængte mest til omformeren. Ved et fælles møde i april mellem udvalgene fra de to byer og Stenild Hjorth nåede man ikke til enighed, og sagen blev sendt til afgørelse i Elektricitetsudvalget.

Den løste imidlertid sig selv efter fredslutningen.

Der kunne nu skaffes materiale til to omformere.

Slagelses blev sat i drift i november 1945.

Krigsårene forløb uden større afbrydelser i driften. 6.9.1942 brændte transformeren ved Jernbjerg sammen på grund af et lynnedslag. Det var midt i tærsketiden, så SOE måtte rationere landmændenes kraftforbrug. Elværket måtte køre med en dieselmotor, selv om der kun var en sparsom mængde brændselsolie tilbage. Først den 16.10. var transformeren repareret. Tyskernes afbrydelse af strømmen til København under folkestrejken i juni 1944 ramte også NVE; men det lykkedes NVE og SEAS at arrangere det således, at der kom strøm fra SEAS. Som kunde var den tyske værnemagt ikke uden 78

betydning. Den brugte 1943/44 tilsammen 53.279 kWh på kasernen, Antvorskov højskole og Byskovvej 76 a. Der måtte tages forholdsregler mod de skader, der kunne opstå på ledningsnettet ved luftangreb. Stadsingeniøren udarbejdede i 1942 en plan for en ledningstjeneste, der skulle møde på elværket ved luftalarm. Der blev etableret et udrykningshold bestående af kabelmesteren som leder og fire elværksfolk samt en civilbetjent. De fire fra elværket fik udleveret hjelm og armbind. Udrykning, der kun måtte ske efter ordre fra kommandocentralen, skulle foretages i værkets lastbil.

Der var en frihedskæmpergruppe på værket.

Kontraktforhandlinger med NVE I slutningen af 1943 var kulprisen nået op på 90 kr. pr. t. Nogle beregninger, Stenild Hjorth foretog, viste, at set i forhold til den normale kulpris på 20 kr. pr. t, var NVE’s tillæg til administration og fortjeneste tredoblet. Det var for meget, og da kulforbruget pr. kWh var sat for højt i kontrakten, havde Slagelse i 1942/43 betalt ca. 120.000 kr. for meget.

Leo Mogensen, der var blevet driftsbestyrer efter Hallenbergs død i 1942, tog spørgsmålet om overenskomstens forlængelse op over for NVE i januar 1944. På et møde med direktør Buhl fra NVE i marts, afviste denne at binde sig til noget bestemt for fremtiden under de gældende forhold, men var villig til at lade kontrakten løbe videre for et år ad gangen. Buhl ville ikke komme ind på Stenild Hjorths beregninger, og han anførte, at den gennemsnitspris, Slagelse havde betalt pr. kWh var på niveau med andre byers betaling. Endelig anbefalede Buhl, at forbindelsen til Havrebjerg blev forstærket.

Slagelse spurgte, om NVE ville aftage overskudsproduktionen fra en varmeturbine. En sådan, der både producerede el og fjernvarme, havde været under overvejelse siden efteråret, idet man kunne forvente en fortsat stigning i elektricitetssalget. Man var nået frem til, at en udvidelse med en varmeturbine på 1.500-2.000 kW ville give den mest økonomiske drift af fjernvarmeanlægget. Udvidelsen kunne først komme på tale, når der var blevet fred; men det ville være en fordel at begynde på forarbejderne, og teknisk udvalg fik derfor den 3.4. byrådets bemyndigelse til at forelægge planerne for Elektricitetsrådet. Samtidig skulle der ar-

bejdes på en ekstra forbindelse til Havrebjerg med tilhørende omformeranlæg.

I maj 1944 sendte Stenild Hjorth en anmeldelse til Elektricitetsrådet af en udvidelse af elværket med en 1.500 kW dampturbine med tilhørende kedelanlæg. Ud fra de priser på kul og olie, der måtte antages at gælde i 1950/51, nåede han frem til, at produktionen med dampturbinen suppleret med køb fra NVE ville give en produktionspris på 6,1 øre pr. kWh. Køb af al strøm fra NVE suppleret med produktion med det eksisterende anlæg af hensyn til fjernvarmen ville derimod koste 7,15 øre.

Det næste skridt i kontraktforhandlingerne var et forslag, som NESA, SEAS og NVE udarbejdede i fællesskab i midten af 1944. Det bar præg af krigsårene, så det medregnede udgifter til sabotageværn, og det havde en tendens til at ville standse de små værkers egenproduktion. En gennemregning af forslaget gav en kWh pris på 9,5 øre ved en kulpris på 100 kr. pr. t, mens prisen ifølge den nugældende kontrakt ville være 10,57 øre.

Elektricitetsrådet svarede først på anmeldelsen i december 1944. Rådet havde opstillet et alternativ til anmeldelsens 1.500 kW turbine. Det ville være mere fordelagtigt at anskaffe en 2.000 kVA transformer, etablere en direkte kabelforbindelse til Havrebjerg og købe elektriciteten fra NVE efter det nye tilbud herfra. Der refereredes her til et kontraktforslag, som NVE havde sendt til rådet uden at informere Slagelse. Elektricitetsrådet anførte endelig, at Slagelse burde optage forhandlinger med NVE om fremtidig elektricitetslevering, hvis man anså en udvidelse af fjernvarmeanlægget for det vigtigste.

Stenild Hjorth foreslog nu, at der skulle åbnes kontraktforhandlinger med NVE. Det skulle undersøges, hvilke vilkår der kunne opnås, hvis Slagelse opstillede den påtænkte 1.500 kW turbine, der skulle være en udtagsturbine, eller en 1.000 kW modtryksturbine. I en modtryksturbine trækkes al dampen ud til opvarmning af fjernvarmevandet, hvorimod kun noget af dampen trækkes

Maskinhallen i 1950’erne med dampturbinen i forgrunden, skjult af denne 300 kW omformeren, bag denne 600 kW omformeren og bagest en af 1500 HK dieselmotorerne. Foto i Slagelse Lokalarkiv.

79

ud i en udtagsturbine, mens resten går til en kondensator. NVE fandt stadig ikke tiden moden til at afslutte nye overenskomster på længere åremål, da selskabet fremsendte et kontraktforslag i marts 1945. Forslaget, der byggede på de tre selskabers fællesforslag, regnede med, at totalbelastningen i 1947/48 ville blive 3.800 kW, og at forbruget ville blive 7,5 mio. kWh. Det ville med en kulpris på 25 kr. pr. t give en kWh pris på 4,4 øre. Der var ikke regnet med, at Slagelse ville foretage en maskinudvidelse; men forslaget kunne også anvendes, hvis der blev anskaffet en turbine. Maskiner, der blev installeret efter afslutningen af kontrakten, ville ikke blive trukket fra i beregningen af effektafgiften, og de eksisterende maskiner kunne højst fradrages med 70 % af deres effekt. Da NVE’s forslag ikke bød på væsentlige fordele, blev sagen stillet i bero.

Udvidelsessagen Spørgsmålet om udvidelse kom nu atter for i byrådet, idet teknisk udvalg ville have opbakning til at fastholde udvidelsen over for Elektricitetsrådet og til at begynde projekteringen. På byrådsmødet 23.4.1945 rejste venstremedlemmet T.F. Olsen tvivl om projektet. Han mente, at en så bekostelig sag burde overvejes nærmere, særlig da der kunne komme en ny krig. Desuden var det et spørgsmål, om der skulle udvides, når Masnedøværket og Kyndbyværket hver for sig kunne forsyne hele Sjælland.

Udvidelsessagen blev sendt til andenbehandling den 14.5., hvor den blev enstemmigt vedtaget.

Elektricitetsrådet anerkendte nu, at det var berettiget, at Slagelse ville udvide fjernvarmeforsyningen; men det skulle kombineres med elektricitetsforsyning på den mest rationelle måde. Rådet bad derfor NVE komme med et tilbud, så det kunne realiseres. 23.7. havde NVE udarbejdet et nyt forslag, hvor maskiner installeret med Elektricitetsrådets godkendelse ville blive godskrevet ved beregning af effektafgiften.

Nu rykkede T.F. Olsen ud med et indlæg mod udvidelsen i Sorø Amtstidende 27.6. Han havde fundet en udtalelse af Stenild Hjorth fra 1944, hvor denne mente, at byerne skulle gå ind for de store elværker. Olsen kunne derfor ikke forstå, at

80

Hjorth ville anbefale en udvidelse i Slagelse. Han mente endvidere, at det måtte være hensynet til fjernvarmen, der var det egentlige motiv bag udvidelsen, og han var ikke sikker på, at fjernvarmen kunne betale sig. Endelig fandt han det ikke bevist, at Slagelse elværk kunne producere elektricitet lige så billigt som de store værker. I et nyt indlæg fra 21.8. gentog han, at vejen frem var at købe elektriciteten udefra, og han kunne i sin argumentation endda henvise til Socialdemokratiets efterkrigsprogram ”Fremtidens Danmark”.

Et egentligt svar på T.F. Olsens indlæg kom der ikke. Sagens akter viser, at elværksbestyrer Leo Mogensen havde udarbejdet et modindlæg med titlen ”Elektricitetsværkets Fjende Nr. 1 – rider igen sin Kæphest”. Stenild Hjorth, der havde fået tilsendt Olsens angreb, havde også skrevet et svar; men han mente, at teknisk udvalg skulle tage stilling til, om det skulle sættes i avisen. Udvalget har åbenbart ikke ment, at der skulle svares; men Vestsjællands Social-Demokrat bragte dog 29.8. et lille interview med Mogensen. Han udtalte, at der ikke var grund til at diskutere sagen nu, da forhandlingerne med Elektricitetsrådet og de nødvendige forundersøgelser ikke var afsluttet endnu.

I mellemtiden havde Elektricitetsrådet foretaget nye beregninger, der viste, at en udvidelse med en 1.000 kW modtryksturbine ville være det mest økonomiske, og det var også det, rådet anbefalede i et brev 29.9.1945. Inden da havde NVE kategorisk afvist at der blev opsat en udtagssturbine, hvor der blev anvendt spildedamp til elproduktion.

I september 1945 forelå endnu et kontraktforslag. Kontrakten skulle løbe fem år fra 1.4.1947.

Der skulle betales effektafgift, ledningsafgift og energiafgift samt kul- og konjunkturtillæg. Ved beregningen af effektafgiften skulle fradrages de to nuværende dieselmotorer, hver på 1.000 kW, og den projekterede 1.000 kW modtryksturbine, når den var driftsklar. Disse tre maskiner skulle fradrages med 70 %. Endelig forbeholdt NVE sig ret til at afslutte overenskomst med SOE efter 1.8.1948. Kontrakten blev godkendt af byrådet i maj 1946. I forhold til den gamle kontrakt ville den give en besparelse på 0,4 øre pr. kWh.

Endelig vedtagelse af udvidelsen Efter at Elektricitetsrådet havde godkendt udvidelsen af elværket, rykkede Mogensen teknisk udvalg for, at der nu blev taget fat på projekteringen. Det havde tidligt stået klart, at det ikke kunne lade sig gøre at udvide værket så meget, at samarbejde med NVE kunne undgås. Dette ville også have været mod myndighedernes centraliseringspolitik. Ved at anskaffe en varmeturbine ville byen sikre sig en delvis elektrisk forsyning og et effektivt fjernvarmeanlæg, og man ville have de to dieselmotorer som reserve. Hvis man derimod udelukkende ville producere fjernvarme med dieselmotorerne, ville disse hurtigt blive slidt op.

Stenild Hjorths oprindelige beregninger var baseret på, at turbinen skulle producere overskudselektricitet, der skulle sælges til NVE. Denne mulighed blev afvist af både NVE og Elektricitetsrådet, og i februar 1946 foretog Hjorth nye beregninger.

Han opstillede tre muligheder: Fjernvarmeleveringen udvidedes, og der anskaffedes en 1.000 kW modtryksturbine med tilhørende kedel og en 600

kW omformer. Med denne mulighed ville værkets kapacitet sammen med den eksisterende forbindelse til Havrebjerg være tilstrækkelig til begyndelsen af 1950’erne. Anlægsudgiften ville blive ca.

1,5 mio. kr., og det ville kræve en udvidelse af fjernvarmesalget med 65 %, for at investeringen kunne udnyttes.

Den anden mulighed var at anskaffe en 300 kW modtryksturbine, der skulle drives af det eksisterende kedelanlæg, og en 600 kW omformer. Desuden skulle der lægges et direkte 10 kV kabel til Havrebjerg og installeres en 2.000 kVA transformer på værket. Det ville koste 480.000 kr. Fjernvarme­ leveringen skulle fastholdes på samme niveau; men ved at tage dieselmotorerne til hjælp om vinteren kunne salget udvides med knap 30 %. Den sidste mulighed var at nedlægge fjernvarmen og at lægge et 10 kV kabel til Havrebjerg samt installere en 600 kW omformer og en 2.000 kVA transformer på værket. Det ville koste 345.000 kr. Omformeren, der indgik i alle tre muligheder, var nødvendig, fordi elværket manglede jævnstrømskapacitet.

Omformeren fra 1949.

Foto i Slagelse Lokal­ arkiv.

81

nye byråd trådte til 1.4. Ved andenbehandlingen fremhævede Aage Olsen, hvor meget billigere man kunne få strømmen fra SEAS eller NVE, og T.F. Olsen talte atter mod fjernvarme. Det hjalp dog ikke, forslaget blev vedtaget med alle stemmer mod Venstres to.

Udvidelsen

2.000 kVA transformeren køres fra borde i Korsør 1949.

Foto i Slagelse Lokalarkiv.

Udgiften til elektriciteten var stort set ens i de tre muligheder; men mulighed to gav dog den laveste pris. Den første mulighed fandt Hjorth temmelig usikker, og da det ville være vanskeligt at nedlægge fjernvarmen, mulighed tre, anbefalede han forslag to. Så kunne man altid senere købe en større turbine, hvis fjernvarmesalget udviklede sig yderligere. I sin indstilling til byrådet fulgte teknisk udvalg Stenild Hjorths anbefalinger. Byrådets førstebehandling af forslaget fandt sted 25.3.

Her var kun Venstres to byrådsmedlemmer, T.F. Olsen og Aage Olsen, skeptiske. T.F. Olsen mente, at forslaget var en lappeløsning, hvis formål var at producere fjernvarme. Fjernvarmen var imidlertid en dårlig forretning; det afgørende var at skaffe billig strøm, og den fik man fra de store højspændingsværker.

Sagen overgik nu til andenbehandling, der allerede fandt sted 29.3. Sorø Amtstidende, der var T.F. Olsens ivrige støtte, forklarede hastværket med, at sagen åbenbart skulle afgøres, inden det 82

I løbet af foråret 1946 blev der indhentet tilbud, som byrådet tog stilling til 19.7. Det blev besluttet, at Titan skulle levere en 600 kW omformer, Thrige en 2.000 kVA 10/6 kV transformer og Svenska Turbinfabrik Aktiebolaget Ljungström (Stal) turbinen. Man bestemte sig for en dobbeltrotationsturbine på 840 kW. Denne turbines maksimale ydelse kunne ikke blive væsentlig større end en 300 kW turbines på grund af den begrænsning, kedelanlægget udgjorde; men dens brændselsøkonomi var bedre. Til gengæld ville der blive en merpris. Til turbinen skulle købes en veksel­strømsgenerator.

Der skulle ansøges om valuta, før der kunne afsluttes kontrakt med Stal, og den sag gik først i orden efter et møde med handelsministeriets departementschef i november og en brevveksling mellem denne og borgmesteren. I november 1946 blev der bestilt en ændring af reyrolleanlægget på elværket, som var nødvendiggjort af det 10 kV kabel, der skulle føres til Havrebjerg.

Da Mogensen gjorde status i november 1946, forventede han, at udbygningen ville være færdig i 1948, og han forventede en merudgift på knap 200.000 kr. hovedsagelig på grund af turbinen.

Samtidig stillede han forslag om, at der skulle købes en kedel på 1.000 kW til den nye turbine, så man slap for at benytte de gamle kedler fra 1909, hvis levetid snart var forbi, og som ikke havde kapacitet til, at turbinen kunne udnyttes optimalt.

Med en ny kedel kunne fjernvarmeforbruget dækkes af turbinen, og man ville kun være nødt til at benytte dieselmotorerne som reserve og ved spidsbelastning. Uden en ny kedel måtte man dække fjernvarmeforbruget ved at lade dieselmaskinerne køre det meste af året, hvilket hurtigt ville slide dem op.

Spørgsmålet om overskridelsen blev behandlet af byrådet i oktober 1947. Det godkendte, at der ville blive en overskridelse på mindst 175.000 kr., inden anlægget var fuldført i slutningen af 1948.

Anskaffelsen af en ny kedel med en kapacitet på 6 t damp i timen blev godkendt af byrådet i juni 1948. Den skulle leveres af B&W til en pris af ca.

400.000 kr. Kedelanlægget forventedes færdigt 1.6.1950; men på grund af de vanskelige materiale- og arbejdsforhold kunne B&W ikke idømmes bod ved forsinkelse.

Arbejdet med udvidelsen var gået i gang sideløbende. Det blev præget af forsinkelser og materialemangel. Görlitzmotoren blev demonteret sammen med dynamo og generator i efteråret 1946; den endte i Venezuela. 1947/48 blev det nye gulv i maskinhallen færdigt. I løbet af det følgende regnskabsår blev der etableret en kulplads til 400 t til dels på et areal, købt af træskofabrikken. Pladsen blev taget i brug 1.6.1949. Den sidste dampmaskine med generator og dynamo blev solgt til Stålvalseværket i april 1948.

10 kV kablet fra Havrebjerg til værket blev lagt i 1948, og i januar 1949 blev den nye omformer monteret og sat i drift. Måneden efter blev 2.000 kVA transformeren installeret. Den kom på blokvogn fra Odense og var så stor, at den ikke kunne komme i land i bilfærgelejet i Korsør, men måtte trækkes fra borde af et lokomotiv i et af togfærgelejerne. Da den ikke kunne passere viadukten på Mariendals Allé, måtte den dirigeres ad Strandvejen og Vestergade. Såvel kablet fra Havrebjerg som den store transformer kunne først sættes i drift i april 1949, fordi de skulle afvente, at reyrolleanlægget blev færdigt. Foruden denne hovedtransformer blev den 1.500 kVA transformer, der havde stået i Jernbjerg, også installeret på værket. Den blev sat i drift i august 1950.

Bygningen af det nye kedelhus blev påbegyndt i maj 1949 med nedbrydning af den gamle kulgård.

Kedelhuset var projekteret af ingeniørfirmaet P.A. Pedersen, tegnet af arkitekt O. Gundlach-Pedersen, og den bærende konstruktion stod civilingeniør O. Brødsgaard for. Efter licitation blev jord-, funderings- og betonarbejdet overdraget til Ejner Jensen og Søn, murer-, tømrer-, blikkenslager- og kloakarbejdet til Slagelse kooperative Byggeselskab og jernkonstruktionen til Maskinfabrikken Slagelse.

Der blev bygget et højt kedelhus i mursten, nu kaldet ”Det røde tårn”, og en 26 m høj hvid kulsilo støbt i beton; den kunne rumme 150 t. Til kedelhu-

set hørte en 36 m høj stålskorsten. Håndværkerne sluttede arbejdet af med at placere en hjemmelavet reklame for Stjerneøl på toppen af skorstenen.

Det faldt en del Slagelseborgere for brystet, og de kimede elværksbestyreren ned. Reklamen måtte selvfølgelig fjernes; men inden da havde den lokale depotbestyrer fra Stjernen kvitteret med en omgang.

B&W begyndte at montere kedlen i januar 1950, og i marts startede arbejdet med turbinen.

Den var blevet lovet færdig til maj 1949, dvs. en forsinkelse på ti måneder i forhold til kontrakten, og delene kom først til Slagelse i januar 1950. Turbinen var klar i løbet af foråret, men kedlen og dermed turbinen kunne først sættes i drift 8.11. med et halvt års forsinkelse. Kedlen led imidlertid mange havarier, fordi economiseren var utæt.

Kedelanlægget fra 1950. Foto Mette Gunnar i Slagelse Lokalarkiv.

83

Endnu to og et halvt år efter var kedlen i realiteten ikke afleveret.

Kulsiloen var blevet fyldt i god tid; men forsinkelsen af starten og de mange kedelstop gav selvantændelse i kullene. En dag blev det nødvendigt at bryde hul i bunden af siloen og tømme den. Elværkets driftsberetning fortæller malende: ”Ingen, der ikke har set det, kan danne sig et begreb om, hvilket svineri denne tømning forårsagede. Vort pæne, nykalkede kedelhus fik her en bekomst, som vil være vanskelig at rette op, før der bliver anledning til at foretage en rengøring fra øverst til nederst og en gang kalkning eller to. Når kedelhuset fik en sådan omgang, kan enhver tænke sig, hvorledes personalet så ud, men her var der jo noget, der hedder sæbe og vand, som udrettede underværker.”

Det samlede anlæg kom til at koste 2,5 mio. kr.

Som en afslutning på udvidelsen blev de to dampkedler fra 1909 solgt i 1951, og der blev indkøbt et par nye kedler til fjernvarmen.

Hjemmelavet reklame for Stjerneøl på det øverste element til kedelanlæggets skorsten 1950. Foto hos SK Forsyning A/S.

84

Værket fik også et nødbelysningsanlæg i 1951.

Det bestod af en motorgenerator, der satte i gang automatisk, hvis vekselstrømsforsyningen svigtede. Motorgeneratoren blev drevet af jævnstrøm fra batteriet, og den havde en effekt på 7 kW. I 1952 blev der indrettet nye kontorlokaler, tegnestue og arkivrum i de tidligere lagerlokaler på 1. sal i den vestlige sidebygning.

Karetmager Svend Jensen havde købt træskofabrikken. Heraf købte elværket i 1950 en lagerbygning og lejede en nyere lagerbygning samt et areal op mod kulpladsen. Der blev truffet aftale med firmaet Poll & Burgdorff i Horsens om oprettelse af et målerjusteringsværksted i det lejede lagerlokale. Firmaet begyndte justeringsarbejdet i september 1950.

Sammenslutningen af Elektricitetsværker indenfor Nordvestsjællands Elektricitetsværks For­ syningsområde Strøm fra Sverige var en gammelkendt sag. NESA havde fra 1915 importeret svensk elektricitet, og fra 1917 havde NESA, NVE, SEAS og Københavns Belysningsvæsen været forbundet i et højspændingsnet, der muliggjorde, at den svenske strøm kunne nyttiggøres over hele Sjælland. I midten af 1940’erne begyndte man at overveje at få strøm fra Norge. Den skulle føres til Helsingborg og derfra i et søkabel til Helsingør og videre til NESA’s net. I januar 1948 nedsatte ministeriet for offentlige arbejder et udvalg, Norgesudvalget, der skulle arbejde med sagen. Der kunne først leveres strøm i 1954, og den første opgave var at lægge et 120 kV prøvekabel under Øresund.

Den 31.1.1948 afholdt vest- og nordsjællandske købstadselværker et møde i Holbæk. Mødets emne var egentlig, om man kunne få større tildeling af brændselsolie. Man drøftede imidlertid også strømleverance fra Norge, og der var enighed om at stifte en sammenslutning af elektricitetsværker inden for NVE’s område. Der blev nu arbejdet på at danne en forening, og der blev udarbejdet forslag til love på grundlag af lovene for den sammenslutning, der eksisterede under SEAS. Byrådet gav 12.4.1948 teknisk udvalg bemyndigelse til at træde ind i foreningen, der skulle ”medvirke ved fremtidige Forhandlinger med Højspændingsværkerne, hvor en Fællesoptræden sik-

kert ville have Betydning”. 22.4. stiftede Holbæk, Kalundborg, Sorø og Slagelse Sammenslutningen af Elektricitetsværker indenfor Nordvestsjællands Elektricitetsværks Forsyningsområde. Ved formuleringen af lovene havde Slagelse sikret sig, at de enkelte medlemmer stadig måtte forhandle direkte med højspændingsværkerne, og at eventuelle kontraktforslag skulle godkendes af det berørte elværk.

Stenild Hjorth udtalte i februar 1949 på et møde i Elektroteknisk Forening, at det i løbet af de kommende ti år ville blive nødvendigt at bygge et nyt sjællandsk højspændingsværk, og at det burde placeres ved Storebælt mellem Korsør og Kalundborg.

I den efterfølgende diskussion blev de sjællandske købstæders plads i elektricitetsproduktionen taget op. Det blev fremhævet, at det var utilfredsstillende at glide over til at blive rene strømkøbere.

Byerne måtte være med i produktionen enten som interessenter eller ved at være med til at bygge og drive det kommende storværk. Både i sammenslutningen af NVE værker og i Foreningen af Købstadkommunale Elværker var der enighed om at arbejde for en medejendomsret, og i Slagelse var udvalgsformand Lindberg i en avisudtalelse helt med på tanken om medejerskab for at få indflydelse, således som det var en realitet i Jylland. For Slagelse var det mest oplagte at deltage i interessentskabet Isefjordsværket, IFV, som blev dannet i 1937 af NESA, NVE og Frederiksberg kommune, og som drev Kyndbyværket fra 1940.

NVE måtte have været klar over, hvad der var på vej. Allerede i november 1948 tilbød selskabet, at kontrakten med Slagelse kunne løbe videre til 31.3.1954. Det tilbud tog teknisk udvalg imod.

Repræsentanter for Foreningen af Købstadkommunale Elværker, for købstæderne under NVE og elværkerne under NESA nedsatte i juli 1949 et udvalg, Det lille Norgesudvalg. Dets opgaver var overførslen af strøm fra Norge over Sverige og købstæ-­ d­ernes medejerskab af storcentralerne. Dette udvalg blev med Stenild Hjorth som rådgiver det centrale element i forhandlingerne med de store elværker.

Driftsbestyrer Mogensen var bekymret over tilrettelæggelsen af forhandlingerne. I et brev til udvalgsformanden fra september 1949 skrev han: ”Jeg kan ikke nægte, at som forholdene ligger i øje-

blikket, hvor vi kun bliver orienteret om sagen gennem antagelig ufyldestgørende referater, der over Holbæk når os over en måned efter møderne er afholdt og nye i mellemtiden har fundet sted, og hvor såvel formanden for vor egen sammenslutning som købstædernes repræsentant – formanden for udvalget hr. Bagge - ikke så vidt mig bekendt har nogen teknisk bistand ved møderne eller i øvrigt benytter den tekniske assistance, der er til rådighed igennem alle de fire værkers driftsbestyrere, må der tages meget forbehold overfor de fremkomne resultater.”

Kraftimport I/S Forhandlingerne om prøvekablet blev hurtigt bragt til ende. Der forelå et overenskomstforslag i november, og i samme måned besluttede Slagelse byråd at deltage i udgifterne, fordi man forventede, at medejerskabet ville medføre en nedsættelse af strømprisen. Overenskomsten blev afsluttet 2.5.1950 mellem IFV, Københavns kommune, SEAS og købstæderne på Sjælland og LollandFalster. Formålet var dels at afprøve 120 kV kablet, dels at aftage og fordele svensk strøm, indtil NESA’s koncession på strømimporten udløb 1.4.1954. Drifts- og anlægsudgifterne blev hovedsagelig fordelt mellem parterne efter deres energiforbrug. Den importerede vandkraftenergi blev også fordelt efter energiforbrug, dog fik NESA halvdelen, inden fordelingen skete.

Da NESA’s koncession udløb, blev der i 1954 dannet et interessentskab, Kraftimport, der skulle overtage NESA’s rettigheder til import af elektricitet til Sjælland og Lolland-Falster. Desuden skulle selskabet overtage 120 kV prøvekablet og straks bygge en ny 120 kV forbindelse under Øresund. Interessentskabet bestod af Københavns kommune, IFV, SEAS, sammenslutningen af elværker på Lolland-Falster og sammenslutningerne af elværker i de sjællandske købstæder. De sidstnævnte fik én plads i den otte mand store bestyrelse. Indskuddet blev fordelt på interessenterne i forhold til de sidste tre års energiforbrug, og det samme gjaldt for fordelingen af vandkraftimporten.

Vedtægterne for Kraftimport var da allerede, i marts 1953, blevet behandlet og godkendt af Slagelse byråd. Hvis NVE købstæderne blev optaget i Isefjordsværket, ville dette selskab overtage byer85

nes rettigheder i Kraftimport, og de ville få deres indskud tilbage. Det skete også, da Slagelse var blevet optaget.

Medejerskabet Forhandlingerne om medejerskabet gik derimod mere trægt. Man indledte med at lade Stenild Hjorth orientere NVE, NESA og SEAS om nedsættelsen af Det lille Norgesudvalg. Næste skridt blev en skrivelse til de tre selskaber, som Hjorth også formulerede. Han opstillede to argumenter for medejerskab. Købstæderne på Sjælland og Lolland-Falster stod over for at skulle afgøre, om de skulle udbygge deres egne anlæg, eller om de skulle gå helt over til at blive strømkøbere. Desuden var byerne i Jylland og på Fyn interessenter i de sammenslutninger, der byggede og drev de store kraftcentraler.

Hjorths brev blev godkendt på et møde i Det lille Norgesudvalg 18.7.1950. Repræsentanter for sammenslutningen af elværker under NVE kunne her meddele, at der på sammenslutningens generalforsamling for en halv snes dage siden havde været utilfredshed over, at det gik så langsomt med at få forhandlinger i gang. Borgmester Mel­ gaard fra Slagelse havde udtalt, at sammenslutningen skulle gå uden om udvalget og i stedet optage forhandlinger direkte med NVE. Formanden for Det lille Norgesudvalg kunne i november meddele, at Stenild Hjorth under hånden havde fået at vide, at NVE og NESA formentlig snart ville tage sagen op til realitetsbehandling, hvorimod Frederiksbergs medejerskab kunne give vanskeligheder. Et udkast fra NVE og NESA forelå dog først i april 1951. Formålet med aftalen var at videreføre samarbejdet med købstadskommunerne, således ”at der på rationel og permanent måde gives elektricitetsforbrugerne i de købstadskommunale områder adgang til at deltage i de økonomiske fordele, der opnås ved centralisering af elektricitetsproduktionen på store kraftværker og ved import af vandkraftelektricitet”.

Ifølge udkastet ville NVE og NESA optage købstæderne som medinteressenter i IFV, og de to selskaber ville afgive to bestyrelsesposter, hvoraf NVE købstæderne ville få den ene. Byerne fik ret til at aftage el fra IFV til samme priser som de øvrige forbrugere hos NVE og NESA; men de måt86

te ikke købe el andre steder eller producere selv, dog undtaget produktion med varmeturbiner. Købstæderne skulle betale en forholdsmæssig andel af tidligere eller kommende indskud i IFV. Dette indskud ville blive forrentet med 5 %. Byerne skulle også ekstraordinært betale en forholdsmæssig andel af IFV’s ekstraordinære afskrivning og værdistigning, og endelig skulle de betale en forholdsmæssig andel til NVE’s og NESA’s 50 kV net.

Driftsudgifterne skulle fordeles efter strømforbruget og de øvrige udgifter i forhold til maksimalbelastningen. For Slagelse ville indskuddet ved indtræden blive på 1,5 mio. kr.

Sammenslutningen af elværker under NVE nedsatte derefter et teknisk arbejdsudvalg, bestående af Stenild Hjorth og driftsbestyrerne. Nærmere beregninger viste, at det ville være billigst for Slagelse at fortsætte som strømkøber hos NVE, hvis den gældende kontrakt fortsatte, og hvis kulprisen var 60 kr. pr. t. Man måtte imidlertid forvente, at kontrakten skulle ændres, og en forhøjelse af elprisen ville gøre det dyrere at fortsætte som køber end at blive medinteressent. En kulpris på 60 kr. ville i 1953/54 give en merudgift på 36.000 kr., mens en kulpris på 105 kr. ville betyde en besparelse på 75.000 kr.

Elværksbestyreren anbefalede i februar 1952 at optage nærmere forhandlinger på grundlag af forslaget. Man skulle dog nærmere have drøftet værkernes ret til at køre med dieselmotor til varme- og jævnstrømsforsyning. Ligeledes skulle man have behandlet ejendomsretten til 50 kV ledningerne og 50 kV transformerstationerne samt spørgsmålet om etablering af nye 50 kV stationer.

Af forslaget fremgik det nemlig, at NVE beholdt ejendomsretten, og at NVE afgjorde, om nye stationer skulle bygges. Samme måned vedtog sammenslutningen af NVE købstæder at forhandle på det foreliggende grundlag. Mødet, hvor byernes værkudvalg, kasse- og regnskabsudvalg og driftsbestyrere også deltog, bekymrede sig mest om finansieringen af indskuddene. I Det lille Norgesudvalg overvejede man at bruge den Marshallhjælp, der var stillet til rådighed for elværkerne.

Et nyt forslag, der skulle træde i kraft 1.4.1953, blev udsendt i september 1952. Det gav den lempelse, at værkerne måtte benytte dieselmotorer i indtil fem år til jævnstrømsproduktion og i indtil

Dampturbinen fra 1950. Foto i Slagelse Lokalarkiv.

to år til varmeproduktion. Der var derimod ingen ændringer med hensyn til ejendomsretten til 50 kV anlæggene eller til medbestemmelse over udvidelse af 50 kV anlæggene. Desuden bestod forslaget af en nærmere præcisering af de kapitalindskud, byerne skulle præstere, og deres udgifter til effekt og energi.

Som optakt til et afgørende møde 10.3.1953 mellem parterne opsummerede Stenild Hjorth stillingen i forhandlingerne i et notat. Der var enighed i Det lille Norgesudvalg om, at de tekniske forhold og afregningen for effekt og energi ikke bød på problemer. Hovedproblemet var finansieringen. Der skulle betales en andel af de indskud, NVE og NESA hidtil havde betalt til IFV. Her var holdningen, at kommunerne skulle optage et fælleslån, og at IFV’s finansieringsform skulle ændres, så der kunne udbetales refusion til dækning af renter og afdrag. Desuden skulle købstæderne betale en andel af værdistigning og ekstraordinær afskrivning; dette beløb var blevet reduceret tak-

ket være et Marshalllån. Udvalget havde betvivlet det rimelige i at skulle betale dette beløb; men NVE og NESA havde stået fast. Man skulle her sikre sig de bedst mulige afdragsvilkår. Slagelses andel i de to poster var henholdsvis 998.000 og 447.000 kr. Endelig skulle man drøfte medejerskab til 50 kV anlæggene og afviklingen af dieselproduktionen.

Den 10.3 indledtes med et formøde mellem repræsentanter for byerne og for Det lille Norges­ udvalg. Her blev man enige om ikke at rejse krav om medejerskab af 50 kV nettet, for det ville blive for dyrt. Desuden besluttede man, at købstæderne skulle optage et fælleslån, og at sagen skulle rejses over for samtlige byråd.

Herefter blev der holdt møde med repræsentanter for NVE og NESA. En lempeligere afdragsordning for det ekstraordinære indskud blev afvist.

Derimod skulle IFV’s vedtægter søges ændret, så der kunne udbetales 5 % rente og 5 % afskrivning årligt, der kunne anvendes til renter og afdrag på 87

købstædernes fælleslån. Det ville til gengæld kræve hyppigere indskud fra interessenterne. Endelig blev der givet tilsagn om en smidig afvikling af dieseldriften, og der var enighed om at lade overenskomsten gælde fra 1.4.1953.

Byrådet vedtog herefter på sine møder 8.6. og 22.6. at deltage i optagelse af fælleslånet og godkendte dermed overenskomsten, der først var klar til underskrift i marts 1954. I den endelige udformning måtte interessenterne benytte egne maskiner i det omfang, det var nødvendigt for at fuldføre omlægningen til vekselstrøm.

Oplandsforsyningen Den strøm, SOE modtog fra 1940, kunne ikke afregnes efter den gældende kontrakt ved Slagelse, da denne var baseret på brændselsolieprisen. I stedet betalte SOE det samme som Slagelse betalte til NVE, dog uden fradrag for egen maskinkraft, og der blev derved et overskud til elværket. Da Slagelse sluttede ny overenskomst med NVE i 1946, var det klart, at SOE også ville have del i prisnedsættelsen, og NVE havde da også betinget sig ret til at fremsætte tilbud til oplandsforsyningen.

SOE’s rådgiver, direktør J. Lund fra Falsters højspændingsværk, havde følere ude hos SEAS og NVE, og herefter fremsendte Slagelse 25.1.1948 tilbud om at levere strøm til den samme gennemsnitspris pr. kWh, som Slagelse selv skulle betale, hvis det ingen egenproduktion havde. Dertil skulle lægges for det første et tillæg på 15 % til tab, administrationsudgifter og udgifter til SOE’s målerlager, og for det andet et brændselstillæg, der fulgte kulprisen. Det ville for 1947/48 give en gennemsnitspris på 11,16 øre pr. kWh. Året før ville tilbuddet have givet 9,93 øre; men da blev prisen kun 8,82 øre, fordi Slagelse og SOE havde aftalt en fast pris, hvor SOE fik fordel af de lave oliepriser.

På et møde mellem teknisk udvalg og bestyrelsen for SOE i maj 1948 blev man enige om, at overenskomsten skulle forlænges til 31.3.1953, men med afregning praktiseret som angivet i forslaget af 25.1. Desuden skulle der i løbet af et år være foretaget de nødvendige undersøgelser om et eventuelt samarbejde, når overenskomsten udløb. Denne aftale blev vedtaget af byrådet.

På generalforsamlingen i SOE i maj 1950 blev det meddelt, at driftsspændingen skulle ændres til 88

10 kV, og at bestyrelsen regnede med at fastholde Slagelse som leverandør efter 1.4.1953. Der var imidlertid utilfredshed over, at der kun var indhentet tilbud fra Slagelse. Ved en ekstraordinær generalforsamling i juli blev det mod bestyrelsens vilje bestemt, at det skulle undersøges, hvad man kunne opnå ved at opløse selskabet og lade SEAS og NVE overtage forsyningen. Selskabets opløsning og overgang til SEAS og NVE blev vedtaget på en generalforsamling i marts 1952 med 200 stemmer mod 14. Det ville give en besparelse på 2 øre pr. kWh. Kontrakten med Slagelse blev derefter sagt op pr. 31.3.1953.

Salget til SOE var steget jævnt siden krigen fra knap 2,6 mio. kWh i 1945/46 til 5,9 mio. i 1952/53.

Det havde konstant ligget på ca. en tredjedel af det samlede salg. I april 1952 var SOE nået op på et antal transformere på 63, heraf én ejet af Korsør vandværk, én af Antvorskov teglværk og to af Vemmelev elværk. Selskabets net strakte sig fra Kruusesminde ved Korsør til Kindertofte og fra Lille Valby til Snekkerup.

Ved opløsningen kom de vestlige dele under SEAS, mens området omkring Slagelse kom under NVE. Højspændingsledningerne fra Havrebjerg til Jernbjerg og fra Havrebjerg til Gangebjerg blev overtaget af NVE. NVE ville nyanlægge en linje fra Havrebjerg til Slagelse Mark for at kunne forsyne SOE’s kunder i området. Det blev her aftalt, at kablet blev ført til Slagelses transformerstation Slagelse Mark, hvor NVE købte to felter. Denne station var blevet sat i drift i juli 1950, og der var blevet lagt et højspændingskabel fra værket til stationen. Der blev etableret en forbindelse til Slagelses felter i stationen, og hermed fik Slagelse elværk en reserveforbindelse til Havrebjerg.

Forbindelsen med Sorø Slagelses salg til Sorø lå i de sidste år før krigen under de 180.000 kWh, kontrakten lød på. Gennem krigen steg salget stærkt, og det var oppe på 1,4 mio. kWh i 1944/45. I de første efterkrigsår faldt salget bortset fra i 1947/48, hvor det lå højt.

1949/50 var det på 0,7 mio., og herefter steg det til 1,5 mio. i 1952/53. Da Slagelse begyndte at aftage strøm fra NVE under krigen, blev kontrakten ændret, så den kom i overensstemmelse med Slagelses aftale med NVE. Der blev indført en led-

Transformerstation på Østerbro fra 1948.

Foto H. Blytsgaard hos SK Forsyning A/S.

ningsafgift; men til gengæld blev prisen pr. kWh sat ned.

Umiddelbart efter krigen havde Sorø planer om at udvide sit anlæg med en dieselmotor på 600 HK. Ifølge beregninger, som driftsbestyreren i Sorø havde foretaget, ville det give den laveste kWh pris, hvis Sorø producerede al sin strøm selv. Hvis al elektriciteten blev købt i Slagelse, ville man få den højeste kWh pris. Man kan spekulere på, om motivet til udvidelsesplanerne ikke var at presse Slagelse. Driftsbestyrer Mogensen kunne i en betænkning fra 30.11.1945 ikke helt godkende Sorøs kalkulationer. Han nåede dog også frem til, at det ville være dyrest for Sorø at købe al strømmen i Slagelse. Derimod fandt han ikke, at egenproduktion var så stor en fordel, at det kunne betale sig at udvide.

En nærmere gennemgang af den oprindelige kontrakt viste, at indtjeningen var hæderlig for Slagelse, når salget var oppe omkring 500.000 kWh om året, hvorimod den gav underskud, hvis Sorøs forbrug kom under 200.000 kWh. Det var uheldigt, da Sorø kun skulle aftage 180.000 kWh. Efter at kontrakten var blevet ændret, var der underskud på leverancen under alle forhold. Det gjaldt derfor om at få forbedret den ændrede kontrakt og at få stillet et kontraktforslag op, der forhindrede en udvidelse i Sorø.

Slagelse fremsatte i februar 1946 et forslag, der bl.a. indeholdt en fast årlig afgift på 6.000 kr. og en energiafgift på 2,5 øre pr. kWh. Dette forslag ville i dårligste tilfælde give en fortjeneste på 9,5 %, og hvis Sorø ikke aftog så meget som antaget, ville den faste afgift give dækning for Slagelses faste udgifter ved leverancen.

Den endelige kontraktændring fulgte disse principper. Der skulle betales effektafgift, ledningsafgift, energiafgift, tillæg for stigende kulpriser og konjunkturafgift. Kontrakten skulle gælde fra 1.4.1946, og den blev godkendt af byrådet i maj 1946. Året efter spurgte Sorø, om man måtte købe strøm hos NVE til et nyt fællesmejeri ved Sorø.

Det var Slagelse ikke særligt velvilligt stemt overfor.

Sorø blev ligesom Slagelse optaget som medinteressent i Isefjordsværket med virkning fra 1.4.1953, og i den forbindelse skulle byen overgå til direkte forsyning fra NVE. Slagelse accepterede, at kontrakten med Sorø blev bragt til ophør et år før tiden. Højspændingsledningen til Sorø, som de to byer havde anlagt i fællesskab, havde Slagelse ikke brug for. Sorø skulle overtage Slagelses andel, og ud fra en vurdering af dagsprisen nåede Slagelses forhandlere frem til en pris på ca. 56.000 kr. Sorø svarede: ”Vi er ikke vant til at regne med så store tal.” I stedet tilbød Sorøs forhandlere 89

30.000 kr., og de fremhævede, at Slagelse havde haft en god fortjeneste på leverancen til Sorø. Man endte med et kompromis på 40.000 kr.

Produktion, salg og distribution efter 2. verdenskrig Da krigen var hørt op, blev der atter mulighed for at producere strøm. Tiden frem til oktober 1945 var dog stadig svær for elforsyningen. De første år var der forholdsvis rigelig tilførsel af olie og lave priser; men i 1947 begyndte olieprisen at stige, og tildelingerne blev formindsket.

I 1946/47 var bruttoproduktionen 6 mio. kWh, og den holdt sig på dette niveau, som blev bestemt af behovet for fjernvarme. Den store stigning i elsalget blev således båret af leverancen fra NVE, der steg fra 3,6 mio. kWh i 1946/47 til 13,3 mio. i 1952/53.

Driften foregik uden nævneværdige forstyrrelser. I juli 1946 var vekselstrømsforsyningen afbrudt en enkelt gang som følge af problemer med leverancen fra Sverige. Der var i marts 1947 gentagne gange ild i den ene dieselmotors skylleluftrum, og en nat gik der ild i maskinens udstødningsgrube. Det fik patruljerende betjente til at alarmere brandvæsenet, der mødte med fuld udrykning. En storm væltede natten til den 6.1.1948 konservesfabrikken Danicas flagstang, så hovedledningen på Ndr. Stationsvej kortsluttede. Det

mørklagde hele kvarteret nord for banen; men skaden kunne udbedres i løbet af natten, så der atter var strøm kl. 4. Der var atter bud efter kvarteret i november 1950, hvor nogle drenge kastede en cykelfælg op over jævnstrømsledningen til gasværket, så den kortsluttede. 24.12.1950 var det atter galt med vekselstrømmen fra Sverige; men dieselanlægget kunne overtage forsyningen i løbet af kort tid. I 1952 gik det ud over anlægsfesten, som fik lyset afbrudt på grund af overbelastning. Det tog nogen tid at få skaden repareret, og der var megen utilfredshed med afbrydelsen.

Udbygningen af højspændingsnettet, der havde ligget stille under krigen, blev taget op igen. Der var efter krigen 14 transformerstationer, og i de næste syv år blev der bygget 11. I november 1945 blev der sat en transformerstation i gang i Brdr.

Albertsens lakfabrik i Bredegade. 1946/47 blev der bygget to stationer til byens forsyning i Hestemøllestræde og på Rosenkildevej. Det var murede transformerhuse, hvor arbejdet blev udbudt i licitation. Fra værket blev der i samme periode lagt vekselstrøm til Grønvold & Schous bloksav på Jernbanegade og til Lindeskovs konditori på Schweizerpladsen, hvor strømmen skulle bruges til en elektrisk bageovn.

Det var ofte besværligt at skaffe arealer til at anlægge transformerstationer på. Man måtte betale cementstøber Jørgensen for 50 m2 mod Køb-

Transformerstation ved spritfabrikkens pumpestation fra 1950. Foto hos SK Forsyning A/S.

90

magergade i 1948, fordi grunden havde en fordelagtig beliggenhed. Til gengæld kunne der i 1951 indgås aftale med ham om, at han vedligeholdt arealet omkring stationen, mod at han fik lov at bygge en garage op mod den. Stationen på Mariendals Allé, der var klar i 1951, var tegnet af arkitektfirmaet Steudel & Knudsen Pedersen. Elværket købte tegningerne én gang for alle, så de frit kunne anvendes til andre stationer.

Ringforbindelsen omkring byen blev gjort færdig i 1948 med et kabel fra Andersvænge til Holbækvej. Forbindelsen gav større forsyningssikkerhed. Vekselstrømsledningsnettet var i 1952/53 nået op på 60 km. I årene omkring 1950 blev højspændingsnettet ændret til en driftsspænding på 10 kV. Det gjaldt også linjen til Sorø. Denne ændring var naturlig, efterhånden som hovedparten af strøm blev leveret fra NVE med en spænding på 10 kV. Omlægningen var afsluttet i 1953/54.

Jævnstrømsnettet nåede sit maksimum i

1945/46. Da var der 7 km fødeledninger, 27 km fordelingsledninger og 6.509 jævnstrømsmålere. Byrådet godkendte i august 1946 et forslag fra teknisk udvalg om, at alle nye installationer skulle udføres for vekselstrømstilslutning, at elektriciteten til alle nybygninger blev leveret som vekselstrøm på 380/220 V, hvis det var muligt, og at spændingen blev ændret til 220 V ved alle større om- og tilbygninger.

I de følgende år tog omlægningen til vekselstrøm fart. Yderområderne blev omlagt først, og der sigtedes mod at tage en tiendedel af installationerne hvert år. I 1952/53 var der kun 3.893 jævnstrømsmålere tilbage. Det samlede antal målere var siden 1945/46 steget fra 7.664 til 8.307.

Forbruget under 2. verdenskrig Handelsministeriet begrænsede allerede i efteråret 1939 brugen af lys til reklamer, og det blev fulgt op med andre restriktioner. Efter tyskernes

Cigarmagere på Vilh. Langes tobaksfabrik i 1940’erne arbejder ved lys, produceret af fabrikkens eget anlæg.

Foto i Slagelse Lokalarkiv.

91

besættelse af Danmark blev elvandvarmere forbudt, og der måtte kun anvendes 25 W pærer til belysning i hjemmene, én pr. 5 m2. I entreer og opgange måtte der kun bruges 15 W pærer. I oktober 1940 fik elværkerne ret til at nægte tilladelse til elektriske komfurer og varmeovne, og i 1942 blev salg af elektriske komfurer, varmeovne og kogeplader forbudt.

Slagelse byråd bestemte 15.9.1939, at elektricitetsforbruget skulle rationeres fra 1.10.1939, for at elværket kunne spare brændselsolie. Al reklamebelysning blev forbudt, og forretningerne måtte højst anbringe en 25 W lampe i hvert vindue, og den skulle slukkes ved lukketid. Forbrugsfremmende tariffer, f.eks. boligtariffen, bortfaldt, og elpriserne blev sat op, normalt med 5 øre pr. kWh. Prisen for lys til almindelige boliger blev således hævet fra 40 til 45 øre pr. kWh for de første 90 kWh om året, de næste 90 kostede 90 øre og forbrug herover 150 øre. Det blev dog allerede 2.10. besluttet, at husstande på tre personer kunne få 100 kWh til de 45 øre, husstande på fire 110 kWh og større husstande 120 kWh. Priserne steg atter pr. 1.4.1940. Grundprisen for lys blev hævet til 55 øre pr. kWh og de andre takster tilsvarende. Prisen for kraft steg med 5 øre pr. kWh. Da tørvegasværket kom i drift, var brændselssituationen ikke længere kritisk, og bestemmelsen om ekstrabetaling for merforbrug blev derfor ophævet pr. 1.11.1940. Samtidig blev prisen sat op med 10 øre pr. kWh for lys og 3 øre for kraft som modvægt mod elværkets faldende indtægter.

Grundprisen for lys var nu 65 øre. Herefter blev taksterne ikke ændret resten af krigen.

Rationeringen i 1939 medførte et fald i forbruget, især lysforbruget, der blev halveret mellem 1938/39 og 1940/41. I samme periode faldt salget pr. lysmåler fra 211 til 87 kWh. Fra 1940/41 begyndte salget atter at stige, både samlet og specielt lyssalget. Forbruget pr. lysmåler var i 1944/45 kommet op på 140 kWh. Det samlede elsalg, hvoraf ca. en tredjedel under hele krigen gik til SOE, blev mere end fordoblet fra 4,3 mio. kWh i 1939/40 til 9,1 mio. i 1944/45. Samtidig steg antallet af elmålere fra 6.569 til 7.506. Omkring fire femtedele af salget i Slagelse var kraft.

Tyskland lukkede for tilførslen af kul i januar 1945, og i februar blev der indført landsdækkende 92

rationering. Private husstande kunne nu kun få 2 kWh pr. måned plus 1 kWh pr. person i husstanden. I Slagelse faldt elsalget til 7,9 mio. kWh i 1945/46, en nedgang på 13 %.

Forbruget efter 2. verdenskrig Den statslige elrationering blev ophævet i februar 1946, og elsalget steg atter, selv om det tog nogle år, før de sidste restriktioner forsvandt. Salget fra Slagelse elværk steg 120 % frem til 1952/53, hvor det nåede 17,3 mio. kWh. Året efter, hvor forsyningen til SOE og Sorø var hørt op, faldt salget med en lille tredjedel til 12,3 mio.

Elsalget i selve Slagelse voksede fra 4,3 mio. kWh i 1945/46 til 13,4 mio. i 1955/56, dvs. en tredobling. Det var langt mere end befolkningstilvæksten. I 1945 havde Slagelse 18.073 indbyggere og i 1955 20.224, en vækst på 12 %. Fra 1938/39 til 1950/51 steg elforbruget i hele landet med 150 %, mens det steg med 180 % i Slagelse. Alligevel havde Slagelse i 1950 mindre elforbrug pr. indbygger end hele landet, 426 kWh mod 484 kWh. Slagelse havde i 1948 686 håndværks- og industrivirksomheder med 4.382 beskæftigede og 7.564 HK, der hovedsagelig skulle dækkes af elværket.

Byen var Vestsjællands vigtigste industriby med mange store virksomheder, hvoraf de største i 1954 var maskinfabrikken Alliance med 150 arbejdere, Vilhelm Langes tobaksfabrik med 134 arbejdere, Dansk Cykle Industri med 125, spritfabrikken med ca. 90, konservesfabrikken Danica med 75 og møbelfabrikken Jofa med 70 arbejdere.

Elprisen blev sat ned fra 1.12.1945 med 10 øre pr. kWh for lys på alle satser, 3 øre for kraft og 3 øre for varme. Grundprisen for lys var nu 55 øre pr. kWh. Tarifferne blev ændret med virkning fra 1.7.1946 til et system med faste afgifter og lav energipris. Ændringen, der skulle fremme forbruget, havde baggrund i en betænkning fra foreningen af elværksbestyrere. Alle skulle betale 12 øre pr. kWh i energiafgift. Desuden skulle der betales en grundafgift på 10 kr. pr. måler om året og en tillægsafgift. Den var for lys til boliger 10 kr. pr. værelse pr. år, for lys til erhverv 40 øre pr. afgiftspligtig m2 om året og for kraft 25 kr. pr. installeret HK om året. Ved varmeinstallationer skulle der betales 25 kr. pr. installeret kW om året; men der kunne under boligtariffen medtages op til 7 kW for

varmeapparater o.lign. og op til 2 HK motorer.

Man kunne således få oliefyr og elektrisk vandpumpe uden særskilt installation.

Der blev også indført en særlig landbrugstarif, hvor f.eks. tillægsafgiften for lys var afhængig af bygningsskylden. Landbrugstariffen blev afskaffet i 1955, og de 19 forbrugere, der benyttede den, blev overført til almindelige tariffer. Den fælles pris pr. kWh betød, at forbrugere med flere målere nu kunne nøjes med én og derved spare grundafgift. Tillægsafgiften for kraft havde den ulempe, at den straffede de virksomheder, der moderniserede ved at forsyne de enkelte maskiner med elektromotor i stedet for at have en central kraftkilde. I sådanne tilfælde skulle der findes individuelle løsninger. Endelig blev der indført et særligt tarifsystem uden faste afgifter til brug for midlertidige installationer, småforbrug o.lign. Priserne var her sat ned, grundprisen for lys således til 50 øre pr. kWh. Det nye system favoriserede et stort strømforbrug, hvorimod et lille forbrug blev dyrere, hvilket

typisk ville ramme enlige og pensionister. Da tarifsystemet var obligatorisk, blev der lagt et loft ind for såvel lys som kraft. Ingen kunne f.eks. komme til at betale mere for lys end 10 kr. i målerleje plus 50 øre pr. kWh. For kraft var maksimumprisen på det laveste trin 30 øre, ved større forbrug faldt prisen. Ændringen af tariffen gav en stigning i salget, og allerede i 1947/48 var 82 % af de almindelige forbrugere flyttet over til at betale med fast afgift.

Den stigende afsætning gjorde det muligt at sætte tillægsafgiften for kraft ned til 15 kr. pr. HK fra 1.4.1948. Samtidig kom maksimumprisen på 30 øre til at gælde for alt forbrug, idet den gældende skala gav en fordel til forbrugere med store motorer og lille elforbrug. Prisen pr. kWh kunne fra 1.12.1949 sættes ned til 10 øre. Råstofprisen steg fra 1949 og særlig efter Koreakrigens udbrud i sommeren 1950. Elprisen måtte derfor sættes op med 2 øre pr. kWh fra 1.4.1950 og igen med 2 øre fra 1.7.1954, hvor prisen nåede op på 15 øre pr. kWh.

Nytorv med lysrør i 1950’erne. Postkort i privateje.

93

Betingelserne for levering af strøm fra 1932 var efterhånden blevet forældede. De tog således ikke hensyn til indførelsen af vekselstrøm. Byrådet vedtog derfor et nyt Regulativ for elektricitetsforsyning fra Slagelse kommunale Elektricitetsværk, der trådte i kraft 1.1.1953. Regulativet inkorporerede de bestemmelser om overgang til vekselstrøm, byrådet havde vedtaget tidligere. Elinstallatørerne havde allerede fået en ny instruks i 1945, hvori loven fra 1937 om tekniske installationer var indarbejdet.

Måleraflæsningen foregik fem gange om året, hvor der blev sendt to mand ud i ca. tre uger. Det blev ændret i begyndelsen af 1952, således at såvel gas- som elmålerne blev aflæst seks gange om året af en af elværkets ansatte, der aflæste målere, ca.

275 om dagen, året rundt. I perioder fik han hjælp af en løst ansat 15-26 dage pr. aflæsning. Aflæsningen og opkrævningen foregik kontinuerligt, således at regningerne ikke dækkede samme periode for alle forbrugere. Der blev indført hulkort i forbrugsafregningen i oktober 1952. Aflæsningerne blev indsendt til ophulning i Kommunernes Hulkortcentral, og fejlmarkeringer kunne give overraskende regninger. En kunde i Klokkestøbergade var således blevet sat til et forbrug på 9.937 kWh i 1956/57.

Forbrugerne Der kunne søges om dispensation fra krigsreguleringerne. Ansøgninger om at måtte købe elektriske komfurer, kogeapparater o.lign. fik teknisk udvalg bemyndigelse til at afgøre. En syerske i Herrestræde, der omsyede og reparerede tøj for fremmede, søgte i januar 1945 om mere strøm til presning. Hun skrev: ”Det er mig om at gøre at faa min Ansøgning bevilget da jeg er Medforsørger idet min Mand er slaaet ud og for Tiden kun faar sin Aldersrente.” Hun synes at have fået tildelt 18 kWh om måneden. En mand i Torvegade synes også at have fået sin ansøgning imødekommet. Han søgte 4.4.1945 om 2 kWh ekstra i maj, fordi han den 11.5. i al beskedenhed ville forsøge at fejre sin 70 års fødselsdag med venner, familie og bekendte.

En dame på Mågevej fik derimod afslag på sin anmodning i maj 1945 om at måtte købe en dypkoger. Det kunne ikke bevilges, da der var gas i lejligheden. I sin ansøgning skrev hun, at det var ”me94

get vanskeligt for mig at faa min Gasration til at slaa til, hvorimod jeg ikke har Vanskeligheder ved at faa Elektricitetsrationen til at slaa til”. Det havde sin forklaring, for det viste sig, at hendes fingernemme søn havde erstattet en sikring med et stykke metal og havde ført en ledning uden om måleren, så forbruget ikke blev registreret. Værket delte ikke hendes ”Opfattelse, at dette er en Forseelse, der er begaaet i Tankeløshed” af sønnen. Man lod dog nåde gå for ret.

Så let slap familien ikke ti år senere. Da havde sønnen ført en ledning uden om måleren, selv lavet installation med ulovligt materiale og repareret en sikring med stanniol. Forseelsen blev ved byretten takseret til fire måneders betinget fængsel og en efterbetaling til elværket på 240,40 kr.

En mekaniker i Jernbanegade slap i 1949 for tiltale på grund af bevisets stilling. Hans måler var defekt, formentlig fordi den var blevet overbelastet af en ulovlig varmeovn. Derefter var den blevet kortsluttet, så strømmen gik uden om måleren til en meget hjemmelavet installation. Elværket havde øjeblikkeligt afbrudt installationen, men måtte åbne den igen. Ordren om åbningen havde påskriften: ”Saa vidt muligt sikres mod fiduser!”

Hos en malermester i Sct. Knudsgade var sagen derimod klar. Nogle reparerede sikringer kom til at koste ham en bøde på 30 kr. i 1952. En ostehandler på Schweizerpladsen slap med et påbud i 1950. I hans kælder fandtes en 1 HK motor installeret, som ikke var anmeldt til elværket og ikke udført i overensstemmelse med kravene til fugtige rum. Han fik pålæg om at bringe installationen i orden og kunne forvente at skulle efterbetale den faste afgift.

Det var stadig nødvendigt at søge dispensation i de første år efter krigen. En række forretninger søgte således om tilladelse til at opsætte en udendørs lampe ved indgangspartiet. Det fik f.eks. Magasin du Nord lov til i december 1946, dog kun til en pære på 25 W. En pensioneret lærerinde søgte i oktober 1947 om lov til at benytte en varmeovn, hun havde stående, da hun havde gigt og ikke tålte at stå op i et helt koldt værelse om morgenen. Hun fik tilladelse på grund af sin helbredstilstand. Der blev givet tilladelse til i 1948, at en dyrlæge indkøbte og brugte en elektrisk varmeovn på grund af forestående fødsel i hjemmet. Ansøgningen var bi-

lagt en lægeerklæring om, at soveværelset i lejligheden var koldt og fugtigt og uden kakkelovn.

Virksomheder og institutioner Sygehusledelsen var bekymret for elektricitetsforsyningen, hvis elværket blev sat ud af drift. Der blev derfor i 1939 bygget et nødelektricitetsværk på sygehuset. Det bestod af en 60 HK dieselmotor, der stammede fra et væveri i København, en jævnstrømsdynamo og en vekselstrømsgenerator.

Slagelse elværk byggede og ejede dette nødstrømsanlæg.

Slagelse Dampmølle kom til som en stor kunde i 1940. Møllen betalte selv en transformerstation, mens elværket stod for et højspændingskabel fra transformerstationen ved valsemøllen. En forsyning af dampmøllen havde allerede været under overvejelse i 1937, hvor firmaet havde planer om at installere en 40 HK elektromotor til at trække renseriet.

Kontrakten mellem Korsør og Slagelse byråd om elektricitet til vandværket ved Kyllingegården

måtte tages op til overvejelse, da den byggede på, at strømmen blev produceret med olie. Aftalen blev ændret midlertidigt, så Korsør fra 1.1.1941 skulle betale 7,2 øre pr. kWh samt et tillæg for de ekstra udgifter, Slagelse havde fået, dels ved at få strøm fra NVE, dels ved at anvende tørv. Som tilskud til sugegasværket skulle der desuden indtil videre betales 2,5 øre pr. kWh. Korsør ønskede i 1949 at få taget prisen for strøm til værket op til forhandling. Teknisk udvalg mente ikke, at der kunne gives nedslag i prisen. I stedet anbefalede udvalget, at forsyningen til vandværket blev afstået til SOE, der ”tilsyneladende er i stand til at give den ønskede nedsættelse af prisen”.

Handelsministeriet bestemte 17.12.1942, at virksomheder, hvis forbrug var over 1.000 kWh om måneden, ikke måtte bruge mere strøm i en aflæsningsperiode end i den tilsvarende periode i 1941.

Der kunne dog søges om dispensation i Direktoratet for Vareforsyning. Overskydende forbrug skulle trækkes fra i næste aflæsningsperiode, og hvis det tilladte forbrug så blev overskredet, skulle der luk-

Gl. Torv med lysrør i 1950’erne. Postkort i privateje.

95

kes for strømmen i en periode. Direktoratet skulle fastsætte det tilladte forbrug for virksomheder, der brugte mere end 100.000 kWh om året. Af sådanne kunder opregnede Slagelse elværk i december 1942 kun SOE, Sorø, Slagelse Dampmølle, Slagelse Valsemølle, Alliance og det kommunale vandværk; men det viste sig, at kun SOE nåede over de 100.000 i 1942/43.

Danske Landboforeningers Frøforsyning på Kalundborgvej overskred i vinteren 1943 det tilladte forbrug med 1.533 kWh; men virksomhedens produktion blev anset for så vigtig, at direktoratet gav tilladelse til et forbrug på 10.500 kWh i kvartalet. Valsemøllen fik ligeledes dispensation til 185.000 kWh i kvartalet, hvorimod Slagelse Møbelværk fik afslag på en ansøgning om 60.000 kWh om året, næsten det dobbelte af forbruget i 1941.

Virksomheden kunne ellers påberåbe sig, at den beskæftigede 51 mand og lå inde med mange ordrer; men den måtte spare på elektriciteten.

Der var i 1945/46 18 kunder på kontrakt med et samlet forbrug på 2,3 mio. kWh, 54 % af salget.

1952/53 var der 20 kontraktkunder. Deres forbrug var steget til 3,6 mio. kWh; men det udgjorde nu kun 36 % af elsalget. Brdr. Albertsens farve- og tapetfabrik i Bredegade blev kontraktkunde i 1945.

Fabrikken skulle forsynes med vekselstrøm, og der skulle for fabrikkens regning indrettes en transformerstation i et rum på fabrikken. Da der ikke kunne garanteres et bestemt forbrug, skulle der betales en fast årlig afgift på 1.000 kr. foruden effektafgift og energiafgift, der var afhængig af kulprisen. 1950 var grænsen for at blive kontraktkunde et forbrug på 200.000 kWh. Kunden skulle betale en effektafgift på 60 kr. pr. kW og en energipris på 4,5 øre pr. kWh for de første 300.000 kWh, derefter 4,0 øre. Desuden var der et brændselstillæg og et konjunkturtillæg.

Der blev søgt om hjælp fra elværket og billig strøm til forskellige gode formål, og der var gerne lydhørhed i byrådet og teknisk udvalg. Frihedsfonden søgte således i 1947 bl.a. om gratis strøm til illumination, højtalere og projektørbelysning på årsdagen for befrielsen, og i 1950 blev der bevilget gratis lys til børnehjælpsdagens fest på Nytorv i maj måned. Det blev der også givet de følgende år.

Anlægsfesten skulle også have strøm. 1952 blev der opsat ni målere, der kostede 5 kr. pr. stk. For96

bruget på 890 kWh gik bl.a. til Lilleputteltet, Hvirvelvinden, Fair Play Sportsautomaten, Rodeobanen, Casinohallen og Sølvboden. 1948 kom julebelysningen igen, dog kun hvor den kunne sluttes til vekselstrøm, og den måtte først tændes kl.17. Butiksbelysningen måtte ske efter behag fra 10. til 24.12.

Mørklægning Gadelysets styresystem blev ændret i 1939/40.

Alle tænd- og slukure blev erstattet med relæer, og det blev indrettet således, at både aften- og natlamperne kunne tændes og slukkes på værket.

Krigstidens rationeringer og påbud om mørklægning fik stor virkning på gadebelysningen. Allerede i september 1939 blev pærerne i gadelygterne skiftet ud til pærer med mindre lysstyrke. Der blev i 1938/39 brugt knap 105.000 kWh til gadebelysning, og i 1940/41 var forbruget nede på godt 12.500. Antallet af gadelygter faldt i samme tidsrum fra over 600 til 147. I vinteren 1942 spurgte luftværnschefen, om byen ville være interesseret i at forøge gadebelysningens styrke fra 10 til 25 millilux dog under forudsætning af, at belysningen øjeblikkeligt kunne nedsættes til de 10 millilux. Den forudsætning opfyldte den nye regulering af gadelyset. Byrådet sagde da også ja til tilbuddet. Forøgelse af belysningsstyrken ville kræve, at der foruden de 128 gadelamper med mørklægningsarmatur, der var i brug, skulle anvendes op til 192 lamper mere fra mørkets frembrud til kl. 23.

Disse lamper skulle forsynes med mørklægningsarmatur og 27 W pære.

Tilladelsen til at sætte belysningsstyrken op blev givet af luftværnskontoret i juni 1942. Selv efter at de nye armaturer var sat op, var belysningen begrænset. Bredegade f.eks., der før krigen havde fået lys fra fem lygter med tilsammen 600 W, måtte i august 1942 nøjes med 135 W. Bjergbygades syv lygter à 75 W var blevet til fire à 27 W, og Hans Tausensgades ni lygter på hver 75 W var også blevet reduceret til fire på hver 27 W. Myndighederne lempede efterhånden væsentligt på begrænsningerne, og i 1944/45 var der 618 gadelygter, og der blev brugt godt 42.000 kWh. Bredegade fik nu 16 lygter på i alt 398 W, Bjergbygade ni på 178 W og Hans Tausensgade ni på 162 W. Efter krigen kom der 75 W eller kraftigere pærer i alle lygterne.

Ny belysning og nye anlæg I de sidste krigsår blev der sat nye relæer i gadelysanlægget, så det kunne klare den forøgede belastning, der ville komme med freden. Der blev også indkøbt en ny manøvretavle, hvor tændingen skete ved astronomiske ure. Denne tavle blev i 1947 udbygget med en fotocelle på værkets tag.

Den skulle regulere tænding og slukning.

Schweizerpladsen havde fra 1947 været belyst med blandingslys, dvs. armaturer med en kviksølvlampe og en glødelampe. 1949 blev man enige med firmaet Philips om, at der i Bredegade fra Slotsgade til Herrestræde som forsøg skulle ophænges fire armaturer med blandingslys og fire med lysrør. Der var enighed om, at lysrørene var bedst, og i april 1950 besluttede byrådet, at erstatte gadebelysningen på Hovedvej 1 fra Herrestræde til Smedegades port samt på Rosengade, Nygade og Nytorv med lysrør. Det nye gadelys blev indviet 1.11.1950, og dermed blev Slagelse den anden by i Danmark, der fik lysrør. Esbjerg kom først i 1948.

En enkelt Slagelseborger kritiserede det skarpe gadelys som frådseri, og i de nærliggende gader som Slotsgade, Skovsøgade, Stenstuegade og Løvegade krævede de næringsdrivende også at få bedre gadelys. Det blev klaret ved at montere blandingslys på de eksisterende lampers plads, hvilket var langt billigere.

Gadebelysningen blev 1943/44 udvidet med det nye kvarter mellem Østerbro og banen. Efter krigen fortsatte udbygningen af gadebelysningen.

1946-48 blev der etableret gadelys på Teglværksvej i samarbejde med Sct. Peders landsogn, der kom gadelys på Slagelse Mark på Sorø Landevej, Pantholmvej og Nørreås, og der blev ført gadebelysning fra Rosenkildevej til Andersvænge. 1950 blev der bevilget gadelys videre ad Sorøvej til Skovsøviadukten.

Derimod måtte kommunen 1947-48 på grund af materialemangel afslå en ansøgning om belysning af Skovstien til Arnehavehus og af den beboede del af Holbækvej. Beboerne her havde anmodet om lys ved en underskriftsindsamling, og de havde påberåbt sig, at det var vanskeligt at færdes på vejen efter mørkets frembrud, og at Andersvænge havde fået gadelys. Ansøgningen blev gentaget i 1950, og denne gang fik beboerne løfte om, at sagen ville komme med i budgetdrøftelserne. Restauratøren

på Arnehavehus søgte igen i 1951 og i 1955 om lys helt ud til skoven, og begge gange blev det afvist.

Antallet af gadelamper var i 1952/53 nået op på 856, og der blev anvendt godt 260.000 kWh til vejbelysningen.

Personale og materiel Driftsbestyrer Hallenberg døde i november 1942.

Han blev 1.4.1943 afløst af ingeniør Leo Mogensen, der blev valgt blandt 64 ansøgere. Han var født i 1909 og kom fra en stilling som driftsassistent på Fredericia elværk. Han fratrådte 15.10.1953 for at overtage en stilling ved Kolding elværk. Hans efterfølger blev teknikumingeniør Sven Skaarup, der var 38 år. Han havde været ved NESA’s ledningsafdeling til 1949, hvorefter han blev driftsbestyrer for Frederikssunds el-, gas- og vandværk.

Under sig havde driftsbestyreren i 1947 et personale på 27. Der var to kontorassistenter, et maskinpersonale på 18, deriblandt fem maskinmestre og fire fyrbødere, samt kabelmesteren, fem ledningsarbejdere og måleraflæseren. 1953 var antallet steget til 33. Der var kommet en maskinmester og en måleraflæser mere, og antallet af ledningsarbejdere var steget til otte.

Der blev stiftet en personaleforening 12.10.1948 bl.a. på initiativ af driftsbestyreren. Formålet var gennem kontingentet at dække udgifter til opmærksomheder ved bryllupper, jubilæer, konfirmationer og begravelser samt til udflugter og selskabelige sammenkomster for personalet. Lovene understregede, at foreningen var absolut upolitisk.

Personaleforeningens udflugt til Møn 1951. Fra afslutningen på Turistcaféen i Slagelse. Foto hos SK Forsyning A/S.

97

Elværkets kombinerede last- og stigevogn samt dets varevogn i 1950’erne. Foto hos SK Forsyning A/S.

Foreningen gav f.eks. 75 kr. og blomster til et bryllup, til et barns konfirmation et telegram med 20 kr. Til begravelser, ”hvor foreningen repræsenteres, sendes en signeret krans, der til enhver årstid er Personaleforeningen værdig, uanset pris”. Der kunne også sendes opmærksomhed til udvalgsformændenes mærkedage. Personaleforeningen var som nævnt også en selskabelig forening. 1950 var den på udflugt til H.C. Ørstedværket og Kastrup Lufthavn, og udflugten sluttede med fest på Turistcaféen i Slagelse.

Der var også alvorligere sider af arbejdslivet.

Tørvegasværket var ikke ufarligt. Det tegnede sig for nogle mindre kulilteforgiftninger, og ved rensning af fyrene kom der ofte stikflammer. Arbejderne skulle derfor være iført imprægneret arbejdstøj, eventuelt asbesttøj. Det var værre, at der var alvorlig eksplosionsfare, når man rensede de rørledninger, der forbandt gasgeneratoren med skrubberen. Arbejds- og fabrikstilsynet indskærpede derfor, at såvel skrubber som ledningsstykker skulle udluftes inden rensningen.

3.3.1947 skete et mere spektakulært uheld. En arbejdsmand skulle rense isolatorer i transformer98

station Jernbjerg for sne og jord, der var kommet ind ved en snestorm. Af uforklarlige grunde kom han til at røre med en støvkost ved det eneste lille sted, der stadig var spændingsførende, og som følge deraf fik han forbrændinger på hænderne og hjernerystelse, da han faldt ned på cementgulvet.

Sagen kom i avisen, og Sorø Amtstidende kunne meddele, at en arbejdsmand var blevet ”ramt af Strøm paa 10.000 Volt”. Vestsjællands Social-Demokrat ville ikke stå tilbage for konkurrenten, så den doblede op: ”Fik 20.000 Volt gennem sig.”

Elværket havde i 1947 en kombineret last- og stigevogn. Hele stigearrangementet kunne let løftes af, hvis der skulle transporteres dele, der fyldte meget. Stigen gik senere i stykker og blev erstattet af en Mastastige, der kunne skydes ud til 9,5 m.

SOE havde købt en personbil, der senere blev solgt til Slagelse elværk, som så atter solgte den videre til elværksbestyrer Mogensen i 1949. Han fik en kørselsgodtgørelse på 125 kr. hver måned. Ellers blev transporten som hidtil klaret på cykel. 1952 stillede værket cykler til rådighed for 11 personer bl.a. bestyreren, kabelmesteren og de to aflæsere.

Maskinafdelingen havde én cykel i fællesskab.

Den store vækst 1953-1970 Gennem 1950’erne og 1960’erne steg elforbruget stærkt parallelt med, at den danske økonomi gennemløb en lang opgangsperiode, og med at elpriserne faldt i forhold til lønningerne. For landet som helhed blev elforbruget ni gange større fra 1950/51 til 1970, hvor det nåede 19.301 mio. kWh. Set pr. indbygger voksede forbruget i samme periode fra 484 til 2.648 kWh. I hjemmene blev de elektriske apparater mere og mere udbredte. Stort set alle landets boliger havde elektrisk lys ved midten af 1950’erne, og i 1970 var der køleskab og vaskemaskine i henholdsvis 80 og 40 % af landets hjem. Hertil kom, at beboerne i de store udlejningsejendomme normalt havde adgang til elektrisk fællesvaskeri. Elektrisk køkken vandt langsommere frem. I 1950 havde kun 2 % af provinsbyernes boliger elektrisk komfur, i 1965 var det 32 %. Fjernsynet var det elektriske apparat, der bredte sig hurtigst. Der var 65.000 seere i 1956, i 1970 var der 1,3 mio.

Elsalg og forsyningsområde Slagelses befolkning voksede fra 22.911 i 1955 til 26.851 i 1970, og samtidig steg antallet af boliger fra 7.851 til 10.512. Byen gled ind i en rivende industriel udvikling, og der blev sat store boligbyggerier i gang i 1960’erne, parcelhusområdet omkring Marievangskolen og blokkene på Kierulffsvej og på Skovvejen. Et stigende antal af byens boliger fik elkøkken. I 1966 var der 1.681 elkøkkener, i 1970 2.782, dvs. et elkøkken i hver fjerde bolig.

Samtidig var der registreret 708 vaskemaskiner.

Udviklingen trak et forøget elforbrug med sig.

Det voksede fra 12,3 mio. kWh i 1953/54 til 60,6 mio. i 1970/71. I 1950’erne steg forbruget som i slutningen af 1940’erne med 6 % om året; men efter 1960 var den årlige stigning 13 %. Forbruget pr. indbygger steg til 2.591 kWh i 1970/71.

Tarifsystemet blev i 1956 udvidet med en særlig takst for bagere og andre med et stort forbrug om natten. Inden for en spærretid fra kl. 6.30 til

22.00 betaltes den almindelige kraftpris; men uden for spærretiden kun 10 øre pr. kWh. Spærretiden blev ændret i 1959 til perioderne 7.00-9.30 og 15.30-22.00. En særlig tarif for elvarme blev indført i 1966. Der skulle betales effektafgift, 60 kr. pr. kW pr. år, for apparater, der blev installeret til rumopvarmning, samt i energiafgift det samme som betaltes i fællestarif.

Slagelse elværks forsyningsområde var tidligere filtret ind i SOE’s område; men da NVE overtog oplandsforsyningen i 1953, blev der afsluttet en grænseoverenskomst. Herefter var kommunegrænsen, dvs. grænsen før kommunalreformen i 1970, også grænse for forsyningsområdet. Denne grænse er blevet fastholdt siden, selv om der er sket mindre justeringer. I 1967 accepterede NVE således, at kollegiet i Bredahlsgade blev forsynet af Slagelse elværk, skønt det lå i NVE’s område.

Kommunalreformen i 1970 gav ikke anledning til ændringer. I 1971 blev det diskuteret, om det planlagte byggeri på Idagårds jord skulle flyttes ind under Slagelses område, således at motorvejen kom til at danne grænse. 1974 blev det aftalt, at NVE beholdt sine forbrugere i Gækkelundskvarteret og i kvarteret omkring Slotsalléen, hvorved NVE fik forsyningsretten til svømmehallen og den nye Antvorskov skole. Desuden fik NVE det planlagte parcelhuskvarter vest for Skælskørvej. Til gengæld fik Slagelse elværk hele det nye etagebyggeri i Sydbyen. I 1978, 1982 og 1990 blev der atter foretaget revisioner.

Af praktiske årsager hjalp NVE og Slagelse elværk hinanden med at forsyne enkelte forbrugere. Slagelse havde således i en årrække frem til 1959 otte kunder, især på Sorøvej, der fik strøm leveret i transit gennem NVE’s ledningsnet. I 1962 blev 17 transitforbrugere på Herluf Trollesvej flyttet over til direkte forsyning fra NVE, mens Slagelse fortsat leverede strøm til fem forbrugere på Tværvejen, der egentlig lå uden for kommunegrænsen. Da man nåede frem til 1965, var der i alt kun fire transitforbrugere tilbage.

99

Store forbrugere Der var i 1950’erne omkring 36 storforbrugere ifølge elværksstatistikken, der satte grænsen ved et forbrug på 50.000 kWh om året. Tilsammen tegnede de sig for en god tredjedel af det samlede elsalg.

I 1960’erne, hvor grænsen lå ved 1 mio. kWh, var der to til tre storforbrugere, der brugte knap 15 % af strømmen. I 1970/71 brugte de ca. 20 %.

Der var i 1956/57 ti af storforbrugerne, der var kontraktkunder. Det var dampmøllen, lamelfabrikken, andelssvineslagteriet, spritfabrikken, Andersvænge, kasernen, finer- og møbelværket Jofa, Dansk Cykleindustri, Slagelse mælkekompagni og maskinfabrikken Alliance. Af disse var spritfabrikken langt den største med et forbrug på 1,3 mio. kWh, eller 9 % af det samlede elsalg. Herefter fulgte dampmøllen, lamelfabrikken og Dansk Cykleindustri, der alle lå omkring en halv mio. kWh. Kasernen var den mindste med kun 23.000 kWh. Tilsammen købte kontraktkunderne 27 % af strømmen.

Forholdet til de store kunder var ikke problemfrit; men kommunen var ikke uvillig til at give erhvervsstøtte over elregningen. Lamelfabrikken kom i vanskeligheder i 1955, og den fik tilbudt en afdragsordning for sin gæld for de transformere, der var installeret, og for den strøm, der var forbrugt. I 1958 blev der givet bemyndigelse til at forhandle om billig strøm med en, der var interesseret i at overtage fabrikken. Lamelfabrikken gik over til Botved Boats i 1959, og da denne virksomhed i 1967 ville bygge en ny fabrik nord for Ndr. Ringgade, blev der etableret en ny transformerstation, som fabrikken betalte tilskud til.

Direktøren for Dansk Cykleindustri klagede i 1956 over elregningen. Gennemsnitsprisen var oppe på 16,3 øre pr. kWh eller ca. 25 % mere end den pris, der var aftalt med elværket. Problemet var, at fabrikkens produktion på dette tidspunkt lå på et lavt niveau, og så slog den faste effektafgift hårdt igennem. Ifølge direktøren var de egent­ lige syndere politikerne Lis Groes, dr. Starcke og Bertel Dahlgaard, fordi de ikke ville beskytte den danske industri mod konkurrence fra udlandet med en høj told. Det havde medført, at han havde måttet afskedige seks-syv gode og socialdemokratiske medarbejdere i Slagelse. Løsningen blev en variabel effektafgift, der blev sat ned, når fabrik100

ken ikke havde så meget at lave. Helt tilfreds blev direktøren aldrig. I 1958 sluttede han et brev til Skaarup med denne salut: ”Jeg har altid haft det indtryk, at vi er blevet ”taget” med elektriciteten, og dette indtryk blev i øvrigt bekræftet ved de sidste samtaler, vi to havde, og også ved min samtale med borgmesteren, hvor en ny lejer af fabrikken næsten kunne få det, som han selv vilde, med andre ord, bedre end jeg har haft det før.”

Spritfabrikken påtænkte i 1957 en ændring af sit elektriske anlæg, der ville forøge fabrikkens køb af strøm betydeligt. Det ville imidlertid ikke blive tilstrækkeligt fordelagtigt for fabrikken, hvis den eksisterende kontrakt fra 1948 skulle benyttes. Den gav en gennemsnitspris pr. kWh på 11,22 øre. Teknisk udvalg tilbød derfor en ny kontrakt udarbejdet af Stenild Hjorth. Forslaget tillod fabrikken at installere og benytte et vekselstrømsanlæg med en 300 kW dieselmotor, og priserne i forslaget var nøje baseret på de priser, elværket selv skulle betale for strømmen fra NVE. Der var dog et tillæg på 2,3 øre pr. kWh ved fabrikkens daværende forbrug. Kontraktforslaget havde den fordel, at det kun kunne betale sig for spritfabrikken, hvis dens forbrug blev fordoblet. Prisen ville da blive 11,14 øre pr. kWh, mens den løbende kontrakt ville give 12,06 øre. Samtidig kunne det ikke betale sig for de andre kontraktforbrugere at benytte den nye kontrakt.

Vestsjællandscentret ville blive en stor kunde.

Der regnedes med et samlet årligt elektricitetsforbrug på 3,5 mio. kWh. Forsyningen skulle ske gennem to transformerstationer til fire hovedafsnit, HB, Schou-Epa, fællesfaciliteter og ca. 20 individuelle lejepartier. De tre førstnævnte var store nok til hver for sig at blive kontraktforbrugere, og de skulle som sådanne selv betale transformerstationer og fordelingskabler. For at undgå besværet med separat forsyning til de mindre lejepartier, blev det foreslået at lade det samlede center stå som én storforbruger. Det blev godkendt af byrådet 8.4.1968. Da centrets maksimalbelastning, der lå på årets mørkeste tid, ville falde sammen med værkets maksimumbelastning, måtte centret betale større effektafgift end de øvrige storkunder.

Strømprisen ville stadig blive meget lav, 9,7 øre pr. kWh.

Vejbelysning Efter at der var indført lysrør på hovedstrøgene, begyndte man at eksperimentere med bedre belysning til de sekundære gader. I 1959 satte man som forsøg kviksølvlamper op på Østerbro. De kunne bruges i de eksisterende armaturer.

I 1959 havde byen 880 gadelys med glødelamper, 40 med blandingslys og 201 med lysrør. Det var langt fra tilfredsstillende, særlig trængte udfaldsvejene mod Sorø, Korsør og Skælskør til bedre lys. I december 1960 havde værket en restbevilling til at lave lysrørsbelysning med i syv gader, og ved en ekstrabevilling blev der mulighed for at tage 11 gader mere med. De følgende år fortsatte moderniseringen af gadebelysningen. 1966/67 f.eks. fik alle nye veje lysrørsbelysning, og der kom desuden ny belysning på seks gader, og i 1968/69 blev lyset ændret på syv gader.

Der blev også arbejdet med at få lysrør på Hovedvej 1. T. F. Olsen fra Venstre rejste sagen på et byrådsmøde i november 1960. Han mente, at tek-

nisk udvalg skulle have moderniseret ”den søvnige belysning på hovedvejen”, før lyset blev ændret på de sekundære gader. Udvalgsformanden Egon Jensen, der var socialdemokrat, ”glædede sig over, at T.F. Olsen mente at have bedre evner end udvalget”, og han beroligede ham med, at der om kort tid ville komme et projekt om sagen. T.F. Olsens partifælle, Hans Bagge, tilføjede, at teknisk udvalg håbede på tilskud fra Vejfonden, og han fortsatte: ”Mere travlt, end at vi vil tage disse penge med, har vi vel ikke?”

Byrådet traf herefter beslutning i januar 1961 om, at der snarest skulle etableres en tidssvarende belysning på Hovedvej 1 fra Teknisk skole på Sorøvej mod øst og fra Herrestræde mod vest i alt ca. 2 km. Der blev desuden givet bemyndigelse til at forhandle med Vejdirektoratet og Sorø amt om tilskud. Vejdirektoratet ville imidlertid kun overveje et tilskud, hvis projektet blev udvidet, så det gik fra bygrænse til bygrænse. På grundlag af drøftelser med Sorø amts vejinspektorat blev der udar-

Schweizerpladsen med blandingsarmaturer i slutningen af 1950’erne. Postkort i privateje.

101

bejdet et nyt projekt i oktober 1961. Hovedvejsstrækningen fra Herrestræde til Sct. Knudsgade var faldet bort, fordi der ikke kunne gives tilskud til den; men dette stykke ville byen selv modernisere. Derimod var strækningen nu oppe på 4,2 km, idet der blev planlagt gadelys til kommunens grænse og ca. 600 m ind i henholdsvis Sct. Peders og Sct. Mikkels landsogne. Disse 1.200 m skulle Slagelse ikke være med til at betale.

Det nye projekt blev behandlet af byrådet 27.11.1961, og der var efter en livlig debat enighed om, at der skulle søges om tilskud fra Vejfonden.

Tilskuddet kunne måske komme op på 85 %; men der kunne ikke forventes penge de første par år.

T.F. Olsen og et andet af Venstres medlemmer var indstillet på, at Slagelse selv skulle betale, og kommunisten Viggo Marker rettede et skarpt angreb på Vejdirektoratet for at sinke kommunernes dispositioner. Det kom meget bag på ham, da det viste sig, at ansøgningen ikke var afsendt endnu. Projektet kom først i gang i midten af 1960’erne.

Der blev stadig bevilget gratis strøm til almennyttige formål. Sct. Mikkels kirke fik 1959 gratis strøm til ny projektørbelysning af kirken, men skulle dog betale 1.500 kr. i fast afgift, og samme år blev strømmen til Børnehjælpsdagen leveret uden beregning. Slagelse Firma-Sport blev 1966 fritaget for at betale strøm til Slagelse Firma-Hal. Julebelysningen bekymrede elværksbestyreren.

I december 1960 beregnede han, at den gav et tab på godt 12.000 kr. Det skyldtes, at elværket i forvejen havde sin maksimale belastning i december, og når julebelysningen blev lagt oven i, betød det en elektrisk effektafgift på ca. 13.500 kr., og så hjalp det kun lidt, at der var et overskud på salget af ca.

20.000 kWh til julebelysning på ca. 1.400 kr.

Den store belastning lå på den egentlige julebelysning af gaderne med guirlander o.lign., hvor der var opsat midlertidige målere. Desuden havde forretningerne selv juleudsmykning, der var sluttet til deres egen måler, og endelig var der juletræerne, hvor der ikke var opsat målere. Belastningen fra juletræerne var ikke særlig stor. I 1965 blev der truffet en aftale med handelsstandsforeningen om, at der for den førstnævnte type udsmykning skulle betales 50 kr. pr. kW for de ophængte pærer, mens strømmen blev leveret gratis. For 1965 kom det til at betyde, at værkets underskud på julebe102

lysningen blev reduceret med ca. 3.000 kr. I 1967 blev det indført, at der desuden skulle betales effektafgift for den julebelysning, der var sluttet til forretningernes egne målere. Der skulle stadig betales for den forbrugte strøm.

Andre opgaver Elværket tog sig af mange opgaver ved siden af sit primære formål. I september 1956 gav det kasernen en udførlig vejledning i, hvorledes elektricitetsforsyningen til kasernen kunne afbrydes ”under ekstraordinære forhold”, således at den let kunne reetableres. Ser man her et udslag af den kolde krig?

Værket var med til at udbrede kendskabet til elektricitet. I 1954 indkøbte det et antal eksemplarer af pjecen “Elektricitet kan være farlig” til uddeling som klassesæt, og i 1958 fik værket en bevilling på 3.500 kr., så det kunne deltage i foreningen Elra’s udstillings- og demonstrationsarrangement på Slagelseudstillingen samme år.

Det var en betingelse, at NVE gav et tilsvarende beløb.

Strømforsyningen til sygehuset var et særligt problem. I 1953 var sygehuset helt gået over til vekselstrøm, og ved strømafbrydelser udefra var muligheden for nødforsyning dels sygehusets nødelværk fra 1939, der allerede var for lille i 1952, dels elværkets to dieselmotorer, der altid blev startet, når der var strømafbrydelse. Når byens overgang til vekselstrøm var afsluttet, ville dieselmotorerne blive solgt, og sygehusets nødforsyning ville da udelukkende være nødelværket. Teknisk udvalg forslog derfor 2.6.1959, at der blev lagt planer for en tidssvarende nødforsyning. I august 1960 var der blevet foretaget nærmere undersøgelser, og Skaarup foreslog, at der blev indkøbt et nødstrømsdieselaggregat fra Titan på 180 kVA med tilhørende olietanke. Et nødelværk var først under levering i september 1964.

Eftersyn og registrering af installationer var en vigtig del af elværkets arbejde. Her kunne der komme mærkelige ting for dagen. I 1958 blev der klaget over et unormalt stort elektricitetsforbrug til trappelys på Valbyvej 29. Det viste sig, at der var foretaget en ureglementeret udvidelse af trappelyset med lampesteder i kældergang, vaskerum og to kælderrum. En færdigmelding i 1965 fra in-

Kalundborgvej med lysrør 1974. Foto Anker Pedersen i Slagelse Lokalarkiv.

stallatøren for Westrups tidligere virksomhed på Sorøvej lød på kun 3kVA lys i beboelse; men det dækkede over en hel fabriksinstallation med ca.

20 motorer. Her blev installatøren anmodet om, at fremkomme med en forklaring ved et personligt møde hos bestyreren.

Instruksen for de autoriserede installatører fra 1945 blev i 1962 erstattet af de bestemmelser, der var blevet udarbejdet af Danske Elværkers Forening.

Overgangen til vekselstrøm Omlægningen fra jævnstrøm til vekselstrøm fortsatte efter 1953, hvor 1,5 mio. kWh eller 12 % af salget stadig var jævnstrøm. I 1959 var omlægningen fuldført, og jævnstrømsledningerne kunne fjernes. Det foranledigede kabelmester Schrøder til et lille hjertesuk i et afskedsinterview i 1957: ”Ogsaa maa man se i øjnene, at alle disse kabler nu igen, hvor man gaar over til vekselstrøm, skal pilles op. Det er trods alt ikke uden vemod, for det

er, som om alt det arbejde, vi har udført hidtil, har været spildt.”

Overgangen til vekselstrøm var et omstændeligt og kostbart arbejde, der ikke var særlig populært. I beretningen for 1949/50 anførte driftsbestyreren, at forbrugerne kun vanskeligt forstod nødvendigheden af forandringen, og Schrøder udtalte i det ovennævnte interview. ”Det kan nok være, man i mange tilfælde fik brug for overtalelsesevnerne.”

Driftsbestyreren konkluderede i 1960, at forretninger og industri havde haft et stort ønske om omlægningen. Det gjaldt sikkert også kasernen, der endnu delvis havde jævnstrøm i april 1958.

Midt under et foredrag i denne måned om psykologisk krigsførelse forsvandt lyset, så resten af mødet måtte foregå med lys fra stearinlys. Garnisonskommandanten udtalte til pressen, at det ikke var usædvanligt, at jævnstrømsforsyningen svigtede, når der var ekstra belastning. De almindelige forbrugere havde derimod ikke været særligt interes103

serede i strømændringen, formentlig på grund af de påtvungne udgifter til ændringen. Omlægningen havde den sidegevinst, at den blev en god anledning til at få en hel masse ulovlige installationer og andet elarbejde gjort forskriftsmæssigt.

Hovedreglerne for værkets deltagelse i udgifterne til ændringen var følgende. Forbrugere, der selv ønskede en omlægning, havde to muligheder.

Enten blev hele installationen og alle brugsgenstande inklusive radioer ændret til vekselstrøm uden udgift for værket, og forbrugeren fik da gratis stikledning og hovedsikring samtidig med, at jævnstrømsstikledningen blev fjernet. Eller også betalte forbrugeren et beløb på 1.500 til 2.000 kr. og fik så monteret stikledning og hovedsikring.

Han kunne så selv bestemme, hvor meget eller hvor lidt, der skulle ændres til vekselstrøm. I 1956 blev det bestemt, at værket også i sådanne tilfælde betalte hele stikledningen.

I de tilfælde, hvor elværket forlangte et kvarter, en gade eller en ejendom overført til vekselstrøm, betalte værket stikledningen samt en større eller mindre del af udgiften ved selve omlægningen.

Installationer i private hjem Hvad angik private hjem, blev arbejdet fordelt mellem installatørerne, der hver fik lister over installationer, som de skulle efterse, og hvor de skulle foretage de fornødne ændringer, for at installationerne kunne anvendes til vekselstrøm.

Elværket betalte for omlægning af installation og ændring fra 110 til 220 V. Rettelse af eventuel afledning samt af ulovlig eller mangelfuld installation måtte ejeren eller brugeren selv betale, og elværket dækkede ikke installationer udført efter 1.1.1947. Almindelige brugsgenstande som lamper, støvsugere, strygejern og radioapparater blev ændret eller ombyttet på værkets regning, hvilket f.eks. ikke gjaldt for varmepuder, speciallamper og medicinske apparater.

Oprindelig blev jævnstrømsradiomodtagere, der ikke kunne anvendes til vekselstrøm, ombyttet med en tilsvarende vekselstrømsmodtager, og modtagere af universaltypen, der var forberedt til vekselstrøm, blev omstillet på værkets regning.

Der blev kun udskiftet eller omstillet ét apparat pr. installation, og hvis apparaterne blev defekte på grund af omstillingen, betalte elværket for re104

parationen. Det blev dyrt, for det viste sig, at ca. halvdelen af universalmodtagerne ikke tålte vekselstrømmen. Senere blev det almindeligt at betale 75 kr. i erstatning for radiomodtagere, der ikke kunne omstilles, i stedet for at ombytte dem.

Efter at overgangen var tilendebragt, blev installatørernes arbejde kontrolleret, og de fik tilsendt lister over fejl, der skulle udbedres. F.eks. blev der skrevet til en installatør i 1952 om tre lejligheder på Valbyvej, at messingafbryderen i stuen ved radiatoren i nr. 16 stuen skulle udskiftes, at installationen i nr. 16 første sal var meget mangelfuldt faserettet, og at installationen i køkken, entré og trappegang i nr. 33 første sal skulle bringes i forskriftsmæssig stand. Den sidste fejl skulle ikke betales af elværket. Desuden fik han at vide, at hans fejlprocent lå på 60 %, hvilket var alt for meget, så man måtte forlange ”noget bedre service i fremtiden”. Der blev således ikke alene gjort opmærksom på fejl, der direkte vedrørte omlægningen til vekselstrøm, ulovlige installationer blev også påtalt.

En anden installatør fik samme år en klage fra elværket over, at han havde udstedt en faktura, hvor der stod, at elværket nægtede at betale. Elværkets brev fortsatte: ”Såfremt vi opdager, at Deres firma på den måde modarbejder elektricitetsværket og foranlediger unødig trætte med forbrugerne, ser vi os nødsaget til at afbryde forbindelsen med deres firma, og i fremtiden overdrage byens øvrige installatører, der arbejder loyalt sammen med værket, de forekommende omlægningsarbejder.”

Erhvervsinstallationer Hos mindre erhvervsdrivende, institutioner o.lign. blev der foretaget en inspektion, hvorefter der blev truffet aftale om, at elværket omlagde motorinstallationen og udskiftede motorer mod betaling af halvdelen af udgiften. F.eks. skulle fru Pedersen, der havde en rulleforretning på Hellig Andersvej, i 1950 betale halvdelen af omkostningerne, dog højst 150 kr., for omlægning og udskiftning af en motor til rullen. Beløbet fik hun lov til at afdrage i ti rater à 15 kr. i forbindelse med betalingen for strøm.

Tilsvarende blev det i 1953 aftalt med Slagelse Ægforretning i Svendsgade, at installationen skul-

le omlægges og fem jævnstrømsmotorer udskiftes for ca. 7.450 kr., hvoraf ejeren skulle betale halvdelen, dog højst 3.725 kr. Det blev indskærpet, at elværket ikke betalte for ændring af defekte eller ulovlige installationer. På Aage Erslevs foderblandingsfabrik i Slotsgade udskiftede elværket i 1958 otte elektromotorer, mens Erslev selv betalte for at få kraftinstallationen ændret, hvilket blev ca.

7.600 kr. til hver part. Derimod måtte han selv sørge for ændring af lysinstallationen, der var totalt kassabel.

Der blev truffet separate aftaler med de virksomheder, der havde større motorinstallationer.

Vilh. Langes tobaksfabrik indledte en gradvis frivillig overgang til vekselstrøm i 1948. I alt havde fabrikken 33 elektromotorer, der var sluttet til byens net. To af disse hørte til dampmaskinen, der stadig leverede kraft til fabrikkens eget lysanlæg.

Først i 1950 blev lyset koblet til byens elforsyning.

Svineslagteriet ønskede også at få vekselstrøm; men der var ventetid på den nødvendige transfor-

mer til virksomheden. I stedet blev der i august 1949 anlagt en midlertidig vekselstrømsforsyning med en lavspændings kabel- og luftledningsforbindelse fra transformerstationen ved valsemøllen.

En permanent forsyning med en transformer på slagteriet blev først etableret året efter. Margarinefabrikken sagde derimod flere gange nej tak til at få vekselstrøm, og da fabrikken endelig havde fået ændret strømmen i 1952, var det kun som supplement til dens eget anlæg.

Ved omlægninger, der var krævet af elværket, betalte dette for de nye motorer, mens virksomheden selv betalte for installationsarbejdet. Ombytningen af motorer kunne give vanskeligheder. Frørenseriet på Kalundborgvej havde ved omlægningen i 1951 12 elektromotorer af forskellig størrelse og fabrikat, og der kunne ikke skaffes erstatning af samme størrelse og med samme omdrejningstal.

En 20 HK motor måtte erstattes af to på 7,5 HK, otte remskiver måtte ændres, og der måtte leveres fire nye remskiver.

Reyrolleanlæg på elværket 1969. Foto Anker Pedersen i Slagelse Lokalarkiv.

105

Der skulle ofte ombyttes mange motorer, og omlægningen til vekselstrøm viser, hvorledes de tidligere centrale kraftanlæg var blevet erstattet af små elektromotorer, placeret ved maskinerne.

Danske Guldsmedes Sølvvarefabrik i Svendsgade fik udskiftet 16 motorer, bryggeriet på Ingemannsvej 38 og Arbejdernes Fællesbageri i Oehlenschlägersgade 15.

Forbindelsen til Havrebjerg Driftsbestyrer Skaarup tog i december 1956 spørgsmålet op om forsyningssikkerheden. Efter at oplandsforsyningen var ophørt i 1953, var kablet til Havrebjerg fra 1949 reelt den eneste forbindelse til NVE. Kablet havde været havareret i 1953. Det brændte sammen ved 19-tiden den 10.3., og dagen efter måtte elværket gennem dagbladsannoncer og løbesedler opfordre til at spare på strømmen.

Fejlen, vand i en samlemuffe, blev først lokaliseret kl. 14.30, og der kunne først sættes strøm på kl.

21.30.

Mens man i 1953 havde haft næsten fuld reserve i sit eget maskineri, var dette ikke længere tilfældet. Der lå en detaljeret instruks klar, hvis forbindelsen til Havrebjerg blev afbrudt. Alle højspændingsforbindelser ud fra værket skulle straks kobles fra, og dieselmotorerne skulle startes, så der kunne leveres jævnstrøm til byen og værket selv. Hvis det var muligt, kunne der leveres vekselstrøm fra værket til vandværk og sygehus. Samtidig skulle man i samarbejde med NVE koble Slagelses net til NVE’s luftledning fra Havrebjerg til Slagelse Mark i transformerstationen Slagelse Mark. NVE ville herefter foretage en omkobling, for at så stor effekt som muligt kunne blive stillet til rådighed for Slagelse, så det blev muligt gradvis at koble højspændingsdistrikterne til igen. Endelig skulle der, eventuelt med taxa, hentes hjælp hos Nordisk Kabel- og Trådfabrikker til hurtigst muligt at få lokaliseret kabelfejlen.

Skaarup mente, der var tre muligheder for at få en sikrere forbindelse til NVE. Det nemmeste ville være at lægge endnu et kabel til Havrebjerg. Et sådant langt kabel, 6,5 km, ville give et betydeligt strømtab, og det ville allerede skulle suppleres med et nyt i 1964. Det ville være en bedre løsning at få bygget en ny 50 kV transformerstation i nærheden af Slagelse. En sådan station skulle under 106

alle omstændigheder anlægges før eller siden, og NVE havde allerede lavet forberedelser til den ved Holmstrup, da man i sin tid anlagde en 50 kV ledning fra Havrebjerg til Hulby.

Blev stationen placeret her, skulle der kun lægges 2,7 km kabel for at kunne udnytte strømmen.

Stationen ville få en endnu bedre placering i forhold til Slagelses 10 kV net, hvis man anlagde den ved vandværket og trak en 50 kV ledning herind.

Stationen skulle bekostes af NVE og købstæderne under NVE. I en senere skrivelse beregnede Skaarup det samlede tab ved en forbindelse til Havrebjerg til en lille halv million kr. frem til 1966.

Sagen blev nu rejst over for NVE, hvis holdning lå fast fra starten. Set fra NVE og NVE-købstædernes side var det mest økonomiske at lægge endnu et kabel til Havrebjerg. Når dette kabel blev for lille, formentlig i 1964, skulle der bygges en 50 kV station ved Holmstrup. Hvis Slagelse af driftsmæssige årsager ønskede stationen bygget før, måtte byen yde et tilskud, der blev beregnet til 280.000 kr.

Slagelses rådgiver, ingeniør Guldberg fra ingeniørfirmaet P.A. Pedersen, fandt det rigtigt i september 1957, at bygningen af en 50 kV station i 1958 ville give en økonomisk fordel, som Slagelse burde dele med sine partnere. Det beløb, Guldberg nåede frem til, var imidlertid langt lavere end 280.000 kr., og det ville stort set koste det samme at lægge stationen ved vandværket. I begyndelsen af november bevilgede byrådet pengene til en hovedtransformerstation ved Holmstrup med tilhørende kabelforbindelse. Slagelses tilskud til stationen blev sat til 280.000 kr.; men teknisk udvalg anførte i sin indstilling, at dette beløb måske kunne reduceres.

Kort efter indløb et nyt tilbud fra NVE. Det blev fastholdt, at man ikke var forpligtet til at bygge en 50 kV station, blot fordi Slagelse ønskede det. Men da Slagelse imidlertid meget gerne ville have en station bygget nu, tilbød NVE at bygge en station ved Holmstrup mod et tilskud på 280.000 kr. Hvis stationen skulle bygges ved vandværket, ville Slagelses tilskud blive på 500.000 kr. Eventuelt kunne denne station blive bygget og drevet for Slagelses regning, indtil Slagelses belastning nåede op på 7.500 kW. Så ville NVE overtage stationen, og Slagelse ville få sine udgifter refunderet dog med

NVE’s 50 kV station ved vandværket på Nordvej fra 1959. Foto hos SK Forsyning A/S.

fradrag af 4 % pr. år. Senere blev fradraget sat ned til 3 % pr. år.

Guldberg mente i januar 1958 stadig, at NVE’s krav var alt for højt. Han skrev: ”Jeg ser derfor ikke rettere, end at NVE ved at fastholde kravet om et tilskud på 500.000 kr. udnytter sin monopolstilling og Slagelses tvangssituation.” Han anbefalede imidlertid at gå ind på kravet, da et nyt kabel til Havrebjerg på langt sigt ikke ville være billigere.

Slagelse tilbød 350.000 kr., men var villig til at lade sagen sende til voldgift. I juni 1958 skulle første rate betales på transformeren, og NVE krævede derfor en afgørelse, ellers ville den blive afbestilt. Det satte skub i sagen. 23.6. fik teknisk udvalg byrådets bemyndigelse til at afslutte kontrakt med NVE om en transformerstation ved vandværket; aftalen blev underskrevet 24.6., og i juli bevilgede byrådet den sidste del af beløbet. I et følgebrev til NVE, der delvis var udformet af Guldberg, gav teknisk udvalg udtryk for det håb, at

NVE ville undlade at benytte sig af den tvangssituation, Slagelse elektricitetsværk befandt sig i, men ville lade en voldgiftsret afgøre tilskuddets størrelse. Hertil svarede NVE blot, at sagen nu var afgjort.

Hovedtransformerstationen blev bygget på et areal, Slagelse kommune havde solgt til NVE. Stationen blev officielt sat i drift 21.9.1959. Kablet fra Havrebjerg blev ført til den nye station, og fra stationen blev det sat i forbindelse med transformerstationen på Sdr. Stationsvej, mens dets forbindelse til elværket blev afbrudt. Den nye station blev desuden sat i forbindelse med transformerstationerne ved vandværket, spritfabrikken og slagteriet. Som det var aftalt med NVE, blev stationen ret hurtigt udvidet med endnu en 50 kV transformer.

I byggeregnskabet indgik også en træbro over Skidenrenden til 450 kr. Den var blevet anlagt, for at gartner Madsen, der var blevet ansat af NVE som tilsynsførende, let kunne komme til stationen.

107

Under arbejdet med transformerstationens indretning, aflagde T.F. Olsen besøg på byggepladsen og talte med montørerne. Samtalens indhold blev åbenbart refereret for Skaarup, der gjorde sig den ulejlighed at skrive et notat om sagen. Han har åbenbart frygtet politiske initiativer fra Olsens side. Denne havde bl.a. spurgt, om det var det rigtige, der blev stillet op, og om transformeren var stor nok. Han havde også udtalt, at elværket ikke havde brug for så mange folk, og at strømmen var så dyr i Slagelse, fordi man havde store investeringer.

Jubilæet 1959 50 års jubilæet 25.9.1959 blev fejret med manér.

Der udkom et lille jubilæumsskrift, få dage forinden var den nye 50 kV station blevet indviet, og jubilæumsdagen blev brugt til at markere den endelige overgang til vekselstrøm. Selve dagen blev indledt med, at flaget blev hejst, mens man sang ”Der er ingen ting der maner”. Både flagstang og flag var gaver. Om formiddagen var der reception på værket, og under receptionen blev den sidste jævnstrømsforbruger koblet fra. Til denne ære havde man symbolsk valgt bagermester Berner, hvis bageri lå i den gamle lysstations bygning, og han fik bagefter overrakt en buket blomster af teknisk udvalg, kabelmesteren og driftsbestyreren.

Der var derefter frokost på Postgården for byråds- og udvalgsmedlemmer samt forretningsforbindelser. Bordpynten var et minigadebelysningsanlæg, hvilket fik byrådsmedlem og gartner Viggo Marker til at protestere: ”Der skal blomster paa bordene. Hvad kunne det ellers ikke føre til naar murerne, skolerne eller renovationsmændene har jubilæum.” Om aftenen var der fest på Postgården for værkets ansatte med damer.

10 kV nettet Antallet af transformerstationer steg fra 23 i 1953 til 31 i 1960/61 som følge af overgangen til vekselstrøm og det voksende elforbrug. Fra 1960/61 til 1970/71, hvor elforbruget steg meget stærkt, blev antallet af transformerstationer mere end fordoblet, så det nåede op på 69 ved periodens slutning.

Højspændingsnettet, der var på 24 km i 1953/54, blev forøget med ti km op til 1960/61 og med 25 km frem til 1970/71, hvor det nåede 59 km. Jævn108

strømsnettet var på fire km fødeledning og fem km fordelingsledning, da det blev nedlagt. Lavspændingsnettet til vekselstrøm var på 42 km i 1953/54, 56 km i 1960/61 og 89 km 1970/71.

Blandt transformerstationerne bemærkes, at der i 1957 blev bygget en underjordisk station på Nytorv, og at der i 1963 stod en station færdig ved det underjordiske garageanlæg på Rådhuspladsen. En stor del af transformerne havde primært til formål at forsyne en bestemt virksomhed eller institution. Der var 1948-52 bygget transformerstationer til lamelfabrikken, svineslagteriet og kasernen foruden en station, der var ejet af spritfabrikken. 1958-60 kom der stationer ved Danatryk, Alliance og møbelfabrikken Jofa. Fra 1960’erne kan bl.a. nævnes en station i 1963 hos købmand Anton Petersen, Sorøvej, i 1965 på sygehuset og i 1966 på den nye tekniske skole på Vestre Ringgade. Udgiften på 120.000 kr. til sidstnævnte ville for en privat virksomhed være blevet betragtet som en tilslutningsafgift, som virksomheden skulle betale for at få elektricitet; men da kommunen havde overdraget grunden til skolen inklusive tilslutningsafgifter, bestemte byrådet, at kommunen skulle betale. Strømforsyningen til kollegiet i Bredahlsgade blev også taget fra skolens transformer.

Ved siden af de murede transformerstationer blev der i begyndelsen af 1950’erne anvendt transformertårne af metal, og i 1960’erne dukkede præfabrikerede stålpladehuse og transformerkiosker af betonelementer op.

Udviklingen gik så stærkt, at det kneb med at udbygge hurtigt nok. En række forbrugere på Nordre og Søndre Mark beklagede i 1950’erne, at spændingen var så lav, at det kneb med at kværne og tærske. I januar 1965 klagede en beboer på Bagervej over, at spændingen var så dårlig, at hans fjernsynsbillede var på størrelse med et postkort.

Han måtte vente, til en ny transformerstation blev sat i drift om foråret. Det var også galt i Rosenvangkvarteret ved den senere Nørrevangsskole.

Her var en forbruger på Magnoliavej i november 1965 utilfreds med, at spændingen var så lav, at hans oliefyr svigtede hver dag ca. kl. 17.30, når det store strømforbrug satte ind. Løsningen kom med transformerstationen Rosenvang, der kom i gang i 1966.

Koblingsskema over Slagelse elvĂŚrks 10 kV net 1963. Tegning hos SK Forsyning A/S.

109

Forsyningsikkerheden blev forøget i begyndelsen af 1960’erne, da der blev trukket et reservekabel til vandværket fra NVE’s luftledningsnet. 1964 blev det besluttet at lægge et 10 kV kabel fra 50 kV stationen via Kjerulffsvej til transformersta­ tionen på hjørnet af Østerbro og Rosenkildevej for at kunne forsyne kommende transformerstationer i Kjerulffsvejkvarteret og støtte højspændingsnettet i den østlige del af byen. 1967 blev der lagt et 10 kV kabel direkte fra 50 kV stationen til elværket.

Driftsuheld Et stort område i det indre Slagelse fik afbrudt strømmen 3.8.1953 om formiddagen. Det startede ved nitiden, da der pludselig stod en meterlang stikflamme ud fra et kabel i Sydfrugtkælderen på Gl. Torv. Det medførte en del skade på et jævnstrømshovedkabel, så strømmen til hovedgaderne blev afbrudt kl. godt 11. Da skaden var udbedret, og der blev sat strøm på igen, opstod en hel serie kabelbrud. I alt var kablet brændt igennem ca. 75 steder på 100 m. Den sidste nødforbindelse var først sluttet kl. 22, og dagen efter begyndte man at lægge et nyt kabel. Det gjorde et alvorligt indhug i elværkets reservebeholdning af jævnstrømskabel, der var vanskelig at skaffe.

Det udvidede samarbejde om strømproduktion i Norden gjorde Slagelse sårbar over for begivenheder langt borte. I sommeren 1954 forårsagede et kuglelyn i Sverige en strømafbrydelse i Slagelse. I dette tilfælde kunne elværket selv dække hele jævnstrømsforsyningen og den vigtigste del af vekselstrømsforsyningen, f.eks. på sygehuset.

Vekselstrømskablerne kunne også give problemer. 8.2.1955 brød et hovedkabel sammen på grund af fugt, så ca. 2.000 beboere på Østerbro, bl.a. i boligblokkene på Klokkestøbergade, var uden lys og varme i kortere eller længere tid. Skaden var først repareret dagen efter.

En gravemaskine fik i april 1960 fat i NVE’s 10 kV kabel, der løb fra 50 kV stationen og videre til Slagelse Mark og Sorø. Kablet blev revet over, og et stort bål stod op i luften. Uheldet, der medførte brud på tre af Slagelses 10 kV kabler, skete kl. halv tre, og først efter to timer var der skabt nødtørftig strømforsyning. I mellemtiden måtte virksomheder og forretninger lukke, og elværket blev kimet ned af vrede radiolyttere, der gik glip af 110

”Musik til arbejdet”. Der måtte etableres en nødforsyning til sygehuset, hvis nødstrømsanlæg ikke længere var stort nok. Uheldet var så spektakulært, at det ikke alene kom i den lokale presse, men også nåede frem til Politiken.

Et hærværk på transformerstationen Mønsterkolonien i 1963 medførte en skarp påtale til moderen til den knægt, der havde været på spil. Hun slap dog for at betale udgifterne til reparationen. Elværket var mere positiv over for Leif Eyvind året efter.

Han havde skrevet nummeret op på en bil, der havde ødelagt en elmast. Det var desværre ikke det rigtige nummer; men værket kvitterede for initiativet ved at sende ham ti kr. til sommerferien.

Egenproduktion Egenproduktionen med turbinen og de to dieselmotorer lå i gennemsnit på ca. 2,8 mio. kWh om året. Under normale omstændigheder havde værket tilstrækkelig omformerkapacitet til at klare efterspørgslen efter jævnstrøm. I månederne oktober til februar var det dog nødvendigt at køre med den ene dieselmotor som supplement, i f.eks.

1954 ca. 1.000 timer. Efterhånden som flere og flere jævnstrømsinstallationer blev omlagt, blev der mindre og mindre brug for dieselmotorerne.

1955/56 producerede de 320.000 kWh. I 1958/59, der var det sidste år, de blev anvendt, fremstillede de 39.000 kWh. Maskinerne blev repareret så sent som i foråret 1958. De havde begge været udsat for havari, og de skulle være fuldt køreklare, så længe der ikke var kommet en ekstra forbindelse til NVE. Efter 1960 blev en af omformerne udrangeret. I 1962 blev omformeren fra 1949 købt af Frederikshavn Værft og Flydedok. Den sidste omformer og de to dieselmotorer med tilhørende generatorer og dynamoer blev solgt i 1967 til et Odensefirma og demonteret i juli måned.

Dampturbinen var svær at styre. Den prøvede at yde mere strøm, end den skulle, og så faldt den ud. Turbinen havde den fordel, at den tog toppen af maksimalbelastningen, der skulle betales afgift af. Det samme kunne senere opnås ved at koble nødstrømsanlægget til nettet og lade det køre den fredag sidst i november, hvor maksimalbelastningen gerne indtraf. Kedlen til dampturbinen blev ændret til fyring med svær fuelolie i 1955. Det sid-

Elværkets tegnestue i 1960’erne. Foto hos SK Forsyning A/S.

ste år, der blev produceret strøm med turbinen, var 1970/71. På det tidspunkt var der installeret et stort kedelanlæg i en ny bygning mod Jernbanegade og bygget to fjernvarmecentraler ude i byen.

Affaldsforbrændingsanlægget blev sat i drift i 1971. Turbinen blev hugget op efter få år, maskinhallen blev ryddet, og den blev herefter anvendt som lager og garage.

Bygninger og materiel Det havde i 1950 været vanskeligt at få en aftale i stand med karetmager Jensen om køb og leje af bygninger og arealer, der tidligere havde hørt til træskofabrikken. Det fremgår af et brev fra Leo Mogensen til Skaarup fra december 1953, at det havde været afgørende for karetmageren at få ret til at anbringe en reklame ud mod Jernbanegade.

Samtidig havde elværket fået lov til at anbringe en port, som spærrede for elværkets og Jensens fælles udkørsel til Jernbanegade.

Mogensen fortsatte: ”Vi traf den mundtlige af-

tale at han fik nøgle til porten og så skulle vagten lukke om aftenen ved vagtskifte. Hvorledes dette gik, kan Karlsen fortælle dig om. En skønne nat blev resultatet at karetmageren i en ”salig kæfert” lod Falck fjerne porten og senere skar han hængslerne af.” Elværket lod sagen hvile for det gode naboskabs skyld; men i 1953 var karetmager Jensen åbenbart interesseret i en løsning. Han ønskede at sælge til kommunen, som havde forkøbsret.

Det areal og den bygning, man hidtil havde lejet, blev vurderet til 75.000 kontant, hvilket også blev prisen.

Der lå stadig en kiosk på Jernbanegade 9. Ved en forretningsoverdragelse i 1960 var det en betingelse, at kiosken blev sat i stand, og at den blev vedligeholdt for fremtiden. Ekstraordinær skiltning skulle godkendes af teknisk udvalg.

Elværkets bilpark bestod i september 1954 af en stigevogn og en varevogn. Skaarup arbejdede på at få samme ordning som Mogensen, dvs. at han selv købte en bil og fik kørepenge af kommu111

nen. Det krævede en bevilling fra Direktoratet for Vareforsyning, før der kunne købes en bil. Kommunen støttede Skaarup ivrigt, og i februar 1955 fik han sin vogn.

1958 købte værket en påhængsvogn og en varevogn, og i 1960/61 blev der købt en ny stigevogn.

Der blev også foretaget henlæggelser til istandsættelse af den gamle stigevogn og til en ny varevogn. I 1963 havde værket fire biler, nemlig to stigevogne, en servicevogn og kabelmesterens bil.

Der blev købt et radioanlæg af Storno i 1962. Det skulle skabe forbindelse mellem værket og dets vogne. En yderligere forøgelse af transportmidlerne skete i 1966, hvor man fik forsikret en ”uindregistreret cykel med hjælpemotor” model Velo Solex 1964. Den blev brugt af kontorbudet. Af mindre indkøb fra perioden kan nævnes en Pfisterer teleskopstang med pærekløer til 100 og 200 W pærer og tilhørende spændenøgle i 1954, samt i 1955 seks polsøgere med skruetrækker, tre kabelknive, tre trekvart tomme stemmejern og 20 metalspiralbor i størrelse 3½ og 5 mm.

Kontoret blev også moderniseret. Der blev indkøbt en rex-rotary-duplikator i 1964 og et Kodak kopiapparat i 1965. I 1967 blev der indhentet tilbud på en elektrisk Facitskrivemaskine, hvor elværkets manuelle Facitmaskine skulle gives i bytte. Der blev anskaffet tre alarmmodtagere med tilbehør i 1969. Man valgte den særlige tonepult, der ikke var designet af Bernadotte, og sparede hermed værket for 1.100 kr. eller 15 % af tilbudsprisen.

Elforsyningen fik sin første liftvogn i 1971. Dette var blevet nødvendigt, bl.a. fordi den generede trafikken mindre, end stigevognen gjorde. Der blev valgt en Ruthmannlift monteret på et Mercedes Benz chassis. Samtidig besluttede byrådet at købe et mobilt nødstrømsanlæg på 242 kVA, drevet af en lydisoleret dieselmotor.

Forbrugsafregning Varmeforsyningen og elværket blev adskilt regnskabsmæssigt fra 1.4.1955. Det betød, at strømmen fra turbinen kom til at figurere som indkøb

Personale og udvalgsmedlemmer samlet i maskinhallen i 1962. Foto hos SK Forsyning A/S.

112

på regnskabet. I 1959 blev konsekvensen taget af fjernvarmens stigende betydning. Fra 1.12. ændredes navnet fra Slagelse kommunale Elektricitetsværk til Slagelse Kommunes El- og Varmeværk.

Efter vandværksbestyrerens død blev Skaarup tillige driftsbestyrer for vandværket fra 1.4.1956, vandværkets rørledninger kom dog under gasværket.

Afregningen med forbrugerne var elværksadministrationens store arbejdsopgave, selv om der blev anvendt hulkort. Der var tre ansatte på kontoret, og desuden anvendtes ekstrahjælp. Fra 1.1.1964 blev forbruget kun aflæst én gang om året, og i 1967 omfattede éngangsaflæsningen 99 % af målerne; kun kontraktforbrugere og enkelte andre med stort forbrug fik stadig aflæst seks gange årligt. Til aflæsningen blev der brugt knap 800 arbejdstimer. Udregningen og udskrivningen af årsopgørelserne blev foretaget af en edb-central, der også foretog ophulningen på grundlag af værkets markeringer. Edb-centralen udskrev også à conto opkrævningerne, ti rater om året. Til at behandle aflæsningerne samt forberede og kontrollere centralens arbejde blev der anvendt godt 3.000 arbejdstimer. To tredjedele af indbetalingerne blev foretaget til kommunekassen og resten til et pengeinstitut. Arbejdet med indbetalingerne, rykkere osv. tog ca. 1.100 timer Forbrugsafregningen kunne dog også medføre situtationer, der kaldte smilet frem. 12.11.1958 skrev Hanna Rasmine Margrethe Nielsen opbragt til elværket: ”Ja undskyld, undertegnede hænger sig ellers ikke i Bagateller; men at udsættes for at Deres Maaleraflæser af Gas-Lys laver Grin med det, beder jeg Dem om, at faa tilstillet Deres Regning i mit eget Navn, ikke Rasmus.” I 1965 sendte en forbruger en omtegning af aflæsningskortet, da ”vor lille hund har læst lidt rigelig på kortet”.

Arbejdsforhold Overenskomsten med IFV forpligtede elværket til at bruge dieselmotorerne mindst muligt, og det gjorde det naturligt at reducere maskinpersonalet.

Da én af maskinmestrene skulle gå af i september 1954, blev spørgsmålet taget op; men Skaarup mente ikke, at en nedskæring af det vagthavende personale var mulig, så længe der blev produceret fjernvarme med højtryksdamp, og der skulle

holdes to til tre omformere i gang. Efter at have forhørt sig på andre værker forslog han at ansætte en maskinmester løst uden pensionsret.

Byrådet fulgte driftsbestyrerens indstilling, og man ansatte en yngre maskinmester, der lige var blevet gift. Han søgte straks teknisk udvalg om et lån til indskud og huslejeforskud i et almennyttigt boligselskab, og han fik tilbud om at få sin løn udbetalt forud indtil videre. Han takkede for velvilligheden; men en lille måned senere sagde han nej tak til stillingen, da han havde fået tilbud om en mere vellønnet stilling i udlandet med større udviklingsmuligheder.

Elværket havde i alt 36 personer ansat i maj 1956, i september 1959 var der 31. 1965/66 havde i alt 46 forskellige personer været ansat ved el- og varmeværket. Det gennemsnitlige antal ansatte blev dette år opgivet til 41, heraf otte i administrationen, 17 i produktionen og 16 i distributionen.

Værket var blevet så stort, at der måtte faste regler til. En ”huskeseddel” for tegnestuen gav bl.a. instrukser for nummereringen af tegningerne, og den understregede, at man skulle huske nordpilen på alle tegninger. Der skulle desuden ryddes op hver dag ti minutter før fyraften.

Der blev også tænkt på personalets vel. Det tekniske udvalg, der trådte til i 1958, ville efterhånden gerne hilse på alle ansatte. Indtil da lod formanden 1.5. som en foreløbig hilsen udlevere en cigar og en pilsner pr. mand. Det var unægtelig før alkohol- og rygepolitikkens tid. Elværket ruttede dog ikke med arbejdstiden. Arbejdsmændenes og Specialarbejdernes Fagforening klagede i 1966 over, at ledelsen ikke ville acceptere, at medarbejderne vaskede sig før middagspausen og før arbejdstidens ophør. Driftsbestyreren mente, at arbejderne i mange tilfælde gik for tidligt hen og vaskede sig. Der fandtes efter hans mening ingen kutymemæssig vasketid; men det var rimeligt, at folk, der havde haft meget snavset arbejde, vaskede sig før arbejdstids ophør, men kun i sådanne tilfælde. Det gav teknisk udvalg ham ret i.

En egentlig vagtordning for elektrikerne fandtes oprindelig ikke. Hvis der opstod driftsforstyrrelser, samlede man det mandskab sammen, man kunne få fat på. En hjemmevagtordning blev etableret i 1965. Den omfattede for elværkets vedkommende fem mand i 1972.

113

Forsyningsselskab 1970-2009 Den kraftige stigning i elforbruget i 1960’erne slog over i en mindre vækst efter de to oliekriser i 1970’erne. Det samlede elsalg i hele landet lå på 19.301 mio. kWh i 1970, og det var i 2007 vokset til 35.704 mio. kWh, en forøgelse på godt 80 %. I samme periode voksede forbruget pr. indbygger fra 2.648 til godt 6.500 kWh. En stor del af stigningen skyldtes et forøget elforbrug i hjemmene. Her brugtes i 1977 ca. en tiendedel af elektriciteten. Andelen var ved århundredets slutning oppe på ca. en tredjedel. Baggrunden for denne vækst var de forskellige elektriske apparater og maskiner, der vandt indpas i hjemmene.

I 1970 havde 80 % af danske hjem et køleskab, og i 1990 var dækningen 100 %. Samtidig havde alle hjem fået dybfryser. Vaskemaskinen fandtes i 40 % af husstandene i 1970, i 2000 var andelen vokset til 74 %, og samtidig havde 42 % fået opvaskemaskine. Elektriske komfurer fandtes allerede i 1980 i 75 % af hjemmene. Fjernsynets hastige spredning i 1960’erne fortsatte. I slutningen af 1980’erne havde stort set alle farvefjernsyn, og i 2001 var der i gennemsnit halvandet farvefjernsyn pr. husstand. Samme år stod der en computer i 70 % af hjemmene.

Væksten i husholdningernes elforbrug var ledsaget af en betydelig ændring af elforbrugets sammensætning. I 1970 blev 22 % brugt til lys, 36 % til opvarmning, vask og madlavning, 30 % til køling og frysning og 12 % til andet. Lysets andel var i 2007 12 %, opvarmning, vask og madlavning tog 39 %, køling og frysning tegnede sig for 20 %, tv, video og computer for 17 % og andet for 12 %.

Udviklingen i Slagelse Slagelses folketal voksede jævnt efter 1970 med ca. en halv procent om året. Det nåede op på 31.879 i 2008. Byen fik nye kvarterer. Boligblokkene ved Ærøvej og Byskov Allé kom til i 1970’erne, og efter 1970 kom også musikkvarteret, Afrikakvarteret og Amerikakvarteret. Senere udbyggede man 114

Nordbyen omkring Skanderborgvej og omkring 2000 ved Randersvej. I 1990’erne anlagdes H.C. Andersenkvarteret. Udviklingen gav et øget behov for elektricitet, som skulle dækkes af NVE eller Slagelse elværk.

Slagelses elforbrug steg fra 60,6 mio. kWh i 1970/71 til 135,3 mio. i 2005, dvs. mere end en fordobling. Set under ét var det en stigning på 2 % om året. Oliekrisen i 1973 medførte et fald i strømforbruget, samtidig med at prisen steg. Forbruget begyndte imidlertid at vokse igen, og det var allerede i 1976 højere end niveauet før oliekrisen. Prisen var for en forbruger på fællestarif fra 1973/74 til 1.4.1976 steget fra 13,3 øre til 25,6 øre pr. kWh. Der var nu grundlag for en prissænkning; men den blev modvirket af en statsafgift på 2 øre pr. kWh, der blev indført i 1977. Elafgiften blev et instrument i folketingets energipolitik, og den blev siden forhøjet flere gange. Forsøgene på at begrænse strømforbruget rettede sig bl.a. mod elvarmen. Slagelse byråd vedtog i november 1977, at elvarme principielt ikke kunne godkendes i områder, hvor der var etableret fjernvarme eller naturgas. Bestemmelsen blev skærpet i 1986, således at der ikke ville blive givet tilladelse til elvarme i områder, der umiddelbart kunne forsynes med fjernvarme eller naturgas. Allerede i 1981 havde man med udgangspunkt i varmeforsyningsloven bestemt, at alt nybyggeri i Slagelse skulle have varmeanlæg, der kunne ombygges til fjernvarme eller naturgas. Endelig blev der i 1994 nedlagt forbud mod elopvarmning såvel i eksisterende som i nye bebyggelser i områder, der var eller ville blive udlagt til naturgas eller fjernvarme.

Prisstigningen som følge af oliekrisen i 1979 blev fulgt op med øgede statsafgifter og en momsforhøjelse, og det medførte også fald i salget. Fra 1981 begyndte salget fra Slagelse elværk atter at vokse, og i midten af 1980’erne faldt olieprisen stærkt. Af energipolitiske årsager blev elafgiften forhøjet til 29,5 øre pr. kWh, så prisfaldet ikke slog

Transformerstationen på svineslagteriet demonteres 1997. Foto hos SK Forsyning A/S.

igennem. Med statsafgift kostede en kWh for en normal forbruger i Slagelse 78,1 øre i 1989.

Gennem 1980’erne og 1990’erne voksede elsalget, men mindre stærkt end i 1970’erne Efter århundredskiftet blev stigningen kraftigere. Elafgiften blev suppleret med en CO2 afgift på 10 øre i 1992, og senere kom en svovlafgift og en distributionsafgift. Med moms og afgifter betalte Slagelses forbrugere 98,88 øre pr. kWh i 1996.

Elforsyningen fik en ny kundegruppe i midten af 1980’erne. Bygasforsyningen blev afviklet i løbet af 1985-86, og Slagelse gasværk blev nedlagt i oktober 1986. Det affødte protester, da ca. 2.400 husstande fik pålagt udgifter til at skaffe en ny energikilde. En undersøgelse viste, at tre femtedele af de berørte ønskede at skifte til elektricitet eller allerede havde gjort det. Kommunen betalte, hvis stikledningen skulle forstærkes, og den gav garanti for lån til komfurer. Desuden havde socialudvalget mulighed for at støtte dårligt stillede pensionister. El- og varmeforsyningen skønnede,

at udgiften ville blive 1,4 mio. kr. Et flertal i værkudvalget, som det gamle tekniske udvalg i 1970 ændrede navn til, ville finansiere ændringen over skatterne, mens udvalgets formand og økonomiudvalget ville lade elværket og skatteyderne betale halvdelen hver. Dette blev vedtaget af byrådet med 13 stemmer mod otte.

De almindelige bestemmelser for levering af strøm, der stammede fra 1952, blev erstattet med nye i 1998. De var udarbejdet efter Danske Elværkers Forenings vejledning.

Tariffer Inden for landets elforsyning, især øst for Storebælt, blev bloktarifsystemet efterhånden almindeligt. Her betalte kunden en mindre abonnementsafgift samt én pris pr. kWh i første blok, dvs. for forbrug op til en bestemt grænse. Forbruget i næste blok betaltes med en lavere pris pr. kWh osv.

Dette system blev senere afløst af enhedstariffer, der havde en mindre fast afgift samt en kWh pris, 115

Elforsyningens to liftvogne i færd med at montere lys ved den nye busstation på Ndr. Stationsvej i 1993. Foto hos SK Forsyning A/S.

der var uafhængig af forbrugets størrelse. Efter slutningen af 1980’erne vandt tidsdifferentierede tariffer frem hos de store kunder, dvs. et tarifsystem hvor kWh prisen varierede med tidspunktet på dagen.

Fra 1.4.1974 betalte kontraktkunderne i Slagelse 900 kr. pr. måler pr. år, i ledningsafgift 4 øre pr. kWh og i effektafgift 218 kr. om året frem til 30.6.1974, derefter 350 kr. I energiafgift betaltes det samme, som elværket betalte til IFV med et tillæg på 6 %. Der var i 1974/75 15 kontraktkunder (industrikunder), hvoraf fem havde et forbrug på over 1 mio. kWh om året. Det var spritfabrikken, slagteriet, Vestsjællandscentret, Danapak og Andersvænge. Året efter tegnede kontraktkunderne sig for 28 % af elforbruget.

Bloktariffen blev indført i Slagelse fra 1.1.1977.

116

Der skulle betales en abonnementsafgift, der voksede med forbrugets størrelse, samt en energiafgift, der faldt med størrelsen af forbruget. For blok 1, et forbrug på 0-5.000 kWh, var abonnementsafgiften 45 kr. og kWh prisen 25,5 øre. Der var tre blokke samt en industritarif og fra 1.1.1978 også en særlig takst for forbrugere, der brugte 2 mio. kWh og derover.

Ved budgetbehandlingen for 1979 blev det vedtaget at omlægge Slagelses tarifsystem, så det svarede til NVE’s. Det ville betyde, at abonnementsafgiften blev sat op, og at der kom fire blokke mod tidligere tre. Da NVE imidlertid ville omlægge sit tarifsystem til enhedstakst i 1979, lod Slagelse sit tarifsystem for 1978 også gælde i 1979.

Fra 1.1.1980 blev systemet ændret, så der kun var to blokke samt en industritarif. Den første blok gik helt op til et forbrug på 100.000 kWh. Abonnementsafgiften var her 240 kr. og kWh prisen 37,3 øre inklusive 8 øre i statsafgift.

NVE ændrede atter sit tarifsystem fra 1.1.1983, og Slagelse fulgte med. Der kom nu en treleddet industriafgift og en enleddet bloktarif kaldet normaltarif. Her blev for 1983 abonnementsafgiften 408 kr. og kWh prisen 43 øre, med moms og elafgift 71,37 øre. Systemet blev modificeret fra 1.1.1984, således at det nederste led i industritariffen faldt væk, og der blev indført en effektafgift for det øverste led.

Tidstarifsystemet blev indført med virkning fra 1.1.1991, idet industritariffens to trin bortfaldt, og der i stedet kom tre pristrin, hvor en kWh på det laveste trin kostede 24,5 øre og på det højeste 71,5 øre. Den var beregnet til forbrug over 100.000 kWh. Fra 1993 blev systemet udbygget yderligere, da der blev indført skalaer for forbrug på 100.000 kWh og derover og for forbrug på 50.000-100.000 kWh. I forbindelse med en stigning i indkøbsprisen fra NVE i 1998 blev tarifferne reguleret således, at de svarede til NVE’ tariffer.

Elloven indførte, at der skulle skelnes mellem handel med el og transport af el, og desuden skulle forbrugerne aftage en vis mængde miljøvenligt produceret strøm. Afregningssystemet måtte derfor laves om. Efter normaltariffen, som ca. 96 % af elværkets kunder brugte, var abonnementsafgiften til netselskabet 608 kr. plus moms 152 kr.

Energiafgiften var 101,33 øre pr. kWh plus 25,333

øre i moms. Denne pris lå 1,9 øre under SEAS’ og NVE’s takster. Af de 101,33 øre var 3 % transmissionsafgift til Elkraft, 9 % afgift for benyttelse af nettet, 8 % tillægspris for miljøvenlig elproduk­ tion, 17 % betaling for ordinær elproduktion og 63 % diverse miljø- og elafgifter til staten.

Energiforliget i folketinget 29.3.2004 afskaffede systemet med den prioriterede elektricitet. I foråret 2009 var elprisen eksklusive moms for en normal forbruger i Slagelse sammensat således, at der betaltes abonnementsafgift til netselskabet og elsalgsselskabet på tilsammen 820 kr. En kWh kostede 1,43 kr., heraf var 32 % energipris, 20 % prisen for transport til måleren og 48 % afgifter.

Kraftvarme Regeringen og Socialdemokratiet enedes i 1986 om, at decentral kraftvarme skulle udbygges. Varmeforsyningsloven fra 1990 bestemte, at eksisterende fjernvarmeanlæg så vidt muligt skulle æn-

dres til kraftvarmeværker, og at ejendomme med varmeanlæg på over 3.000 kW skulle bygge eget kraftvarmeanlæg eller tilsluttes kraftvarme på anden måde. Denne energipolitik betød, at der atter blev produceret elektricitet i Slagelse.

I overensstemmelse med aftalen fra 1986 arbejdede de sjællandske kraftværker på at etablere et kraftvarmeværk som forsøgsanlæg på Assensvej i Slagelse. Selve værket skulle IFV stå for, mens Slagelse kommune skulle have ansvar for fordelingsnettet til varmen og ombygningen af varmecentralen. Desuden skulle det fælleskommunale affaldsselskab KAVO sammen med Slagelse kommune ombygge forbrændingscentralen, så den kunne producere damp til kraftvarmeværket. Byrådet besluttede i marts 1987 at gå ind i dette arbejde.

De fornødne samarbejdsaftaler blev godkendt af byrådet i februar 1988. 1988-90 skulle IFV bygge et kraftvarmeværk baseret på halm og affald

Maskinhallen på elværket i brug som lager og garage i 1980’erne. Foto hos SK Forsyning A/S.

117

samt etablere forbindelse for fjernvarmen herfra til Slagelses fjernvarmenet. Slagelse skulle ombygge forbrændingscentralen med en ny ovn med produktion af damp, der skulle leveres til kraftvarmeværket. Endelig skulle al affaldsforbrænding fra de 12 kommuner i KAVO samles i Slagelse. Kraftvarmeværket stod klar i 1990.

Efterhånden som mindre elproducerende anlæg, normalt decentrale kraftvarmeværker ejet og drevet af elforbrugere, blev en realitet, måtte man overveje, hvorledes de kunne sluttes til elnettet.

NVE og de fire kommunale elforsyninger udarbejdede derfor i 1991 aftaler om afregning for strøm fra decentrale kraftværker større end 1 mio. kW samt for tilslutning og afregning af elektricitet fra privatejede anlæg mindre end denne grænse. Der blev også fra årsskiftet indført en tidsopdelt tarif for egenproducenter.

Mindre kraftvarmeværker opstod også i Slagelse. Andersvænge fik 1990 tilladelse til et minikraftvarmeværk på sin blokvarmecentral, hvorimod Skovsøparkens grundejerforening 1992 fik dispensation fra at ombygge sin varmecentral.

I medfør af varmeforsyningsloven pålagde Slagelse kommune i november 1992 Byskovparkens ejerforening at etablere et kraftvarmeanlæg i sin varmecentral. Ejerforeningen fik tilbud fra NVE på anlægget. Strømmen skulle leveres til elforsyningen i Slagelse, og kraftvarmeværket skulle bygges og drives af NVE. Aftalen mellem NVE og de kommunale elselskaber fra 1991 tillod ikke NVE at indgå en sådan ordning uden Slagelse elværks tilladelse. I denne sag indstillede værkudvalget, at kraftvarmeanlægget i stedet blev etableret og drevet af elværket i samarbejde med NVE. I økonomiudvalget havde de to konservative medlemmer stemt for, at NVE fik tilladelsen, og i byrådsmødet 14.12.1992 blev værkudvalgets indstilling vedtaget med 11 stemmer mod syv. Det blev imidlertid opgivet at lade elforsyningen drive dette værk, og i sommeren 1993 godkendte byrådet efter værkudvalgets indstilling et projekt til et minikraftvarmeværk i Byskovparken, udarbejdet af Sjællandske Kraftværker for NVE. I dag aftager elforsyningen strøm fra fire selvproducerende anlæg. Det er foruden Andersvænge og Byskovparken, der begge drives af naturgas, to biogasgeneratorer på renseanlægget.

118

Udflytningen til Nordvej og Fabriksvej El- og varmeværket havde i 1985 40 ansatte, heraf fire i administrationen, 13 i kabelafdelingen og seks i installationsafdelingen. Elværkets naboejendom i Jernbanegade brændte i 1988, og da ejerne af grunden, I/S SIM, ville genopføre ejendommen, tillod byrådet dem i januar 1989 at købe 1.000 m2 af elværkets grund. Det krævede, at der senere skulle udarbejdes lokalplan for området, at den transformerstation, der lå på grunden, uden udgift for kommunen skulle have plads i nybyggeriet, at der skulle gives bevilling til nedrivning af garager, og at bygning af en koldhal ved Nordvej, der var på budgettet for 1990, blev fremskyndet.

Nedrivning af elværkets garager mv. blev vedtaget i maj 1989, og der blev nu arbejdet med planer om en ny garage- og lagerbygning ved Sdr. Stationsvej, kaldet Bananen på grund af sin krumme form. Den nye hal ved Nordvej blev udvidet med et opvarmet lager, og i februar 1990 var der rejsegilde på byggeriet.

Lokalplan nr. 134 for området ved elværket forelå i vinteren 1990. Det stod klart, at planen ikke levnede plads nok til forsyningsvirksomhederne. Løsningen blev at udflytte værkerne, så der kun var en fjernvarmecentral og en højspændingskoblingsstation tilbage. Den løsning gik værkudvalget ind for, mens medarbejderne helst ville være blevet på Sdr. Stationsvej. Udflytningen blev vedtaget på byrådsmøde 26.2.1990, hvor der samtidig var bred tilslutning til tanken om at etablere et kulturcenter på elværksområdet.

Elforsyningen kom i fare 1990. Den konservative byrådsgruppe, der på forhånd havde sikret sig støtte fra Venstre og Fremskridtspartiet, ville stille forslag om at lade NVE overtage elværket, hvilket ville spare udgifterne til udflytningen til Nordvej. I forvejen havde man haft kontakt til NVE, der ville optage Slagelses forbrugere som andelshavere uden den sædvanlige betaling på 8.000 kr. til gengæld for at få forsyningsnettet. Strømmen ville blive 3 øre billigere pr. kWh, og NVE ville overtage personalet. Endelig skulle kommunen have sit indskud på 2,3 mio. kr. i IFV tilbage, og forbrugerne skulle have de penge tilbage, der var betalt for meget i elafgift. Det beløb sig til ca. 1.000 kr. pr. forbruger.

Hverken borgmesteren eller driftsbestyreren var umiddelbart overbevist om fordelene ved at komme under NVE. I byrådsmødet den 28.5.1990 blev det konservative forslag nedstemt af Social­ demokratiet, SF og DKP med 11 stemmer mod ni.

Inden da havde SF ønsket en undersøgelse af økonomien i det konservative forslag; men SF trak sit forslag, efter at byrådsmødet havde været afbrudt. Under debatten fremhævede den konser­ vative Karin Tellerup, at det ikke var en kommunal opgave at forsyne med elektricitet, mens DKP’s repræsentant, Ulla Døj, på den anden side ville bevare den politiske indflydelse på forsynings­ virksomheden. Borgmesteren mente, at de konser­ vatives forslag mest var af ideologisk art, og at den billige strøm, der blev markedsført, var en grov forenkling.

28.5.1990 besluttede byrådet også at købe vindmøllevirksomheden Alternegys ejendomme Nordvej 6 og Fabriksvej 3 til værkerne. Kabelafdelin-

gen, 18 mand, flyttede i september 1990 ud til kabel- og mastepladsen på Nordvej 11, hvor den fik midlertidigt lokale i den nybyggede hal og i skurvogne. Tilbage på Sdr. Stationsvej var stadig 30 ansatte i varmeafdelingen, installationsaf­ delingen, driftskontoret og den fælles administration.

1992 blev kabelafdelingens hal forlænget med en garage-, kontor- og mandskabsbygning. Samme år blev det gamle elværk solgt til kulturudvalget, og der blev sat byggeri i gang på Nordvej 6/Fabriksvej 3. I oktober 1993 flyttede resten af elektricitetsforsyningen til Nordvej 6. Varmeforsyningen flyttede ind dels i Nordvej 6, dels i nyopførte lager- og garagebygninger på Fabriksvej 3.

Administration Byrådets udvalgsstruktur blev ændret efter kommunalreformen 1.4.1970. Elværket kom sammen med de andre forsyninger under det nyoprettede

Kabelafdelingen flytter fra elværket til Nordvej 11 i 1990. Som demonstration mod flytningen køres i kortege.

Foto hos SK Forsyning A/S.

119

Elforsyningens bygning på Nordvej 11. Foto hos SK Forsyning A/S.

værkudvalg. Det blev nedlagt fra 1.1.1994 og dets opgaver overtaget af teknisk udvalg. El-, varmeog vandforsyningernes organisationsstruktur blev ændret i 1976. Der blev udnævnt en driftsingeniør, der samtidig var stedfortræder, souschef, for driftsbestyreren. 1980 blev en anden del af den nye struktur realiseret, idet elforsyningen blev opdelt i en kabelafdeling og en installationsafdeling, og der blev ansat både en kabelmester og en installationsmester. Sven Skaarup gik af som driftsbestyrer på grund af alder 30.9.1982, og Helge Rasmussen blev fra 1.10. ansat i stillingen. Han havde siden 1976 haft stillingen som driftsingeniør og souschef. Han havde en baggrund som elektriker og teknikumingeniør, da han i 1967 kom til Slagelse kommune.

El- og gasafregningen blev overtaget af rådhuset i begyndelsen af 1970’erne, mens fjernvarmeafregningen forblev på el- og varmeværket. De to forbrugsafgiftsafdelinger blev fra 1.4.1989 samlet på el- og varmeværkets driftskontor. Værkernes forvaltning og teknisk forvaltning blev lagt sammen 1.6.1991 i forbindelse med indførelsen af en ny administrativ struktur. Den nye forvaltnings 120

forsyningsafdeling fik hjemsted på Nordvej 6. Hertil flyttede forbrugsafdelingen også. Ved sammenlægningen blev driftsbestyrerstillingen afskaffet, og Helge Rasmussen blev afdelingsingeniør. Han beholdt denne stilling til 2001. Under sig havde han el, vand, varme, forbrændingsanlæg og renseanlæg.

I spidsen for elforsyningen kom en driftsleder.

Energiministeriets handlingsplan “Energi 2000” fra 1990 ville have elforbruget til at falde med 15 % og CO2 udslippet med 20 % i perioden 19882005. Senere vedtog folketinget, at elselskaberne skulle opstille konkrete sparemål. Som et led i besparelsesarbejdet ansatte elselskaberne særlige energirådgivere. I Slagelse forhandlede teknisk forvaltning med NVE, antenneselskabet STOFA og Vestsjællands energikontor om et fælles miljøog energikontor i Slagelse. Kontoret skulle ligge centralt i Slagelse i en bygning ejet af NVE. Det skulle have hovedvægt på rådgivning, information og almindelig kundebetjening. Fra teknisk forvaltning skulle centret bemandes med tre personer fra Nordvej og en nyansat energirådgiver. Byrådet godkendte planen i december 1993; men en endelig samarbejdsaftale forelå først i 1995, hvor planen

Gadelys udskiftes på Østerbro 1998. Foto Tage Petersen hos SK Forsyning A/S.

var blevet accepteret af tilsynsrådet. Energicenter Slagelse åbnede i Jernbanegade 6 B 20.4.1995. Elforsyningens energi- og målerafdeling flyttede til energicentret. Herfra blev der tilbudt energirådgivning, og desuden varetog centret elafregning, ændring af forbrug, almindelig kunderådgivning, måleraflæsning og –opsætning og installationsspørgsmål samt udlån af prøvemålere og sparepærekufferter.

Elloven 2000 Der var et ønske i EU om at skabe et frit elmarked, hvor der var fri ret til at transportere strøm gennem andres net og fri ret til at købe og sælge strøm overalt. Ministerrådet vedtog i december 1996 et direktiv om åbning af markedet, der skulle træde i kraft i februar og være bragt til udførelse senest to år efter.

I Danmark blev der frit leverandørvalg for de allerstørste virksomheder og flertallet af eldistributører i 1998. 3.3.1999 sluttede Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre, Det konservative Folkeparti, SF og Kristeligt Folkeparti forlig om en gennemgribende reform af elsektoren. Dette

forlig blev grundlaget for elloven, der trådte i kraft 1.1.2000. Elektricitetsmarkedet skulle åbnes for konkurrence, idet adgangen til at købe el på markedsvilkår skulle åbnes gradvis. 1.4.2000 skulle forbrugere af over 10 mio. kWh årligt have markedsadgang, fra 1.1.2001 gjaldt det forbrugere af over 1 mio. kWh, og fra 1.1.2003 havde alle forbrugere adgang. De eksisterende elselskaber skulle opdeles. Driften af elnettene skulle varetages af særlige netselskaber, der stadig havde monopolstilling. Alle handelsaktiviteter skulle placeres i kommercielle selskaber. Blandt disse skulle særlige forsyningspligtselskaber tilbyde elektricitet til alle i et forsyningsområde. Priserne skulle kontrolleres af en nyoprettet instans, Energitilsynet.

Der blev udarbejdet en konsulentrapport af Danske Energiselskabers Forening i efteråret 1999, der skitserede tre muligheder for et netselskab i Slagelse. Det kunne drives som en afdeling af kommunen, det kunne udskilles som et selvstændigt, hundrede procent kommunalt ejet aktieselskab, eller der kunne dannes et netselskab fælles med NVE. Forsyningspligtvirksomheden skulle udskilles 121

Kabelarbejde 1997. Foto hos SK Forsyning A/S.

fra kommunen. Det kunne ske ved at danne et selvstændigt selskab, ved at stifte et fælleskommunalt selskab eller ved at etablere et fælles forsyningspligtselskab sammen med NVE. De sideordnede aktiviteter, typisk gadebelysningen, kunne blive en del af den kommunale forvaltning eller et kommunalt aktieselskab. Det var også en mulighed at drive de sideordnede aktiviteter i fællesskab med NVE. Konsulentrapporten anbefalede, at Slagelse fastholdt sit ejerskab til elforsyningen. En model for elforsyningen ville da være, at netselskabet skulle udskilles som et selvstændigt aktieselskab.

Et forsyningspligtselskab skulle dannes i fællesskab med NVE, da Slagelse havde for få forbrugere til et selvstændigt selskab. Slagelses indskud i dette selskab, Nordvestsjællands Forsyningsselskab (NVF) ville blive på 10 %. Den sideordnede virksomhed, dvs. gadebelysningen og lysreguleringen, skulle foreløbig fastholdes i Slagelse kommune, og der skulle først senere tages stilling til dens fremtid.

Denne model blev principgodkendt af byrådet 17.1.2000. Elforsyningen søgte i februar. Energi122

styrelsen om bevilling til at drive netvirksomhed og forsyningspligtvirksomhed i sit hidtidige forsyningsområde. Samtidig blev Energistyrelsen orienteret om planerne om et fælles nordvestsjællandsk forsyningsselskab. Mens man afventede styrelsens afgørelse, blev den nye struktur fastlagt.

Afgørelsen forelå 27.11.2000, og den stiftende generalforsamling i netselskabet fandt sted 18.12.

Netselskabet, SKE Net A/S, blev oprettet med virkning fra 1.1.2000. Generalforsamlingen udgjordes af Slagelse byråd, der udpegede en bestyrelse på fem medlemmer, hvoraf kun tre skulle være byrådsmedlemmer. Foreløbig kom teknisk udvalg til at udgøre bestyrelsen, og udvalgets formand blev også formand for bestyrelsen, der skulle ansætte selskabets direktør. Borgmesteren fik bemyndigelse til at sætte ansættelsesproceduren i gang. Som direktør blev fra 2001 ansat Mogens Bach Nielsen. Varmeforsyningen fik bygningerne på Nordvej 6 og Fabriksvej 3, mens netselskabet skulle benytte Nordvej 11.

Forsyningspligtselskabet, NVF A/S, blev også dannet med virkning fra 1.1.2000. Aktionærerne

var NVE Net med 88 % af aktiekapitalen, SKE Net med 10 % og Nykøbing Sjælland Net med 2 %.

Slagelse byråd var repræsenteret i bestyrelsen.

Selskabets opgave var kunderegistrering og –afregning samt afgiftsopkrævning, og medarbejdere fra elforsyningen blev flyttet over i NVF. Der blev ikke truffet nogen afgørelse om den sideordnede virksomhed, der ikke måtte udføres af SKE Net. Muligheden var at placere virksomheden i teknisk forvaltnings vejsektion eller i et sideordnet aktieselskab. Opgaven kunne eventuelt udliciteres eller placeres i NVE Industri, som kommunen så skulle søge medejerskab af.

Elforsyningen havde i 1998 ca. 26 ansatte. Der forventedes indskrænkninger og rationaliseringer i forbindelse med selskabsdannelsen. Normen blev ved selskabsoprettelsen sat til 20 i netselskabet, 3,6 i NVF og 3,0 i den sideordnede virksomhed. I 2004 var der ansat 20 i elforsyningen.

SK-Forsyning Driften af gadelyset og lysreguleringerne blev lagt under kommunens park- og vejafdeling, og 1.1.2001 blev medarbejdere og materiel overflyttet. I efteråret 2002 blev det besluttet at danne

et nyt selskab, SK-Teknik A/S, der skulle tage sig af opgaverne. Borgerlisten, Venstre og Dansk Folkeparti havde ønsket dem udliciteret, men blev stemt ned. SK-Teknik blev stiftet med virkning fra 1.1.2002, og samtidig blev der dannet et holdingselskab, SK-FORSYNING A/S, der samlede de to selskaber. Vandforsyningen og varmeforsyningen blev udskilt af kommunen som aktieselskaber fra 1.1.2004, og strukturen på forsyningsområdet var herefter, at holdingselskabet SK-FORSYNING A/S, der var ejet af Slagelse kommune, under sig havde datterselskaberne SK-VARME A/S, SKTEKNIK A/S og SK-EL A/S, idet SK-Net havde ændret navn. Desuden var der direkte kommunalt ejerskab af SK-VAND A/S. SK-TEKNIK var et entreprenørselskab, hvor samtlige medarbejdere var samlet, og som udførte serviceopgaver for de enkelte forsyningsselskaber og for kommunen. Mogens Bach Nielsen var direktør for alle selskaberne, og teknisk udvalg udgjorde stadig bestyrelsen for selskaberne. Senere blev udvalget suppleret med repræsentanter fra erhvervslivet. Overgangen til selvstændigt aktieselskab gjorde det lettere at foretage langtidsplanlægning, særligt af gadebelysningen, der havde

Tagrenovering af betonelementtransformerstation ved Grønvold og Schou 1998. Foto Tage Petersen hos SK Forsyning A/S.

123

Transformerstation Wolfking på Søndermarksvej 1998. Foto Tage Petersen hos SK Forsyning A/S.

været et oplagt spareobjekt, når tungerevejende kommunale opgaver forelå.

Den nye struktur fik kun kort levetid. Efter sammenlægningen af Hashøj, Korsør, Skælskør og Slagelse kommuner til en ny Slagelse kommune med virkning fra 1.1.2007 blev det overvejet at fusionere samtlige forsyningsselskaber i den nye kommune og i den forbindelse at ændre de forsyninger til aktieselskaber, der ikke allerede var omdannet. Principperne blev vedtaget af byrådet på møderne 26.2. og 27.8.2007, og fusionen skete 20.6.2008. Her blev datterselskaberne først slået sammen, f.eks. Korsørs og Slagelses elnetselskaber, og til sidst blev de to moderselskaber fusioneret til SK Forsyning, der er et holdingselskab med syv datterselskaber, SK Elnet, SK Energisalg, SK Varme, SK Vand, SK Spildevand, SK Service og SK Gadelys. Det nye elnetselskab fik Slagelses og Korsørs forsyningsområder under sig.

Bestyrelsen for SK Forsyning består af ni byrådsmedlemmer og tre erhvervsrepræsentanter, alle 12 valgt af generalforsamlingen, dvs. byrådet.

Fra 1.9.2009 indtrådte desuden to medarbejderrepræsentanter, valgt af de ansatte. Bodil Knudsen er formand for SK Forsyning og seks datterselska124

ber, mens Ole Drost er formand for SK Service. I dette selskab er koncernens 140 medarbejdere placeret. I forbindelse med fusionen trådte SKFORSYNING ud af NVF, og de ca. 16.000 kunder, der var i Slagelse, kom ind under SK Energisalg.

Som administrerende direktør for alle selskaberne blev ansat Henrik Lundgaard, der kom fra en lignende stilling i Korsør Forsyning.

Centralisering Overenskomsten fra 1953 om medinteressentskab i IFV blev ændret med virkning fra 1.1.1989, idet maksimalbelastningen udgik fra beregningen af andele af indskudskapital, formue og forpligtelser.

For fremtiden skulle disse størrelser ændres efter ejerandele.

IFV havde siden 1946 sammen med SEAS indgået i Samkøringen, et samarbejde der koordinerede driften af de sjællandske kraftværker uden for København. Københavns Belysningsvæsen blev fra 1971 partner i Samkøringen, og i 1978 dannede de tre parter Elkraft A.m.b.a. Dette selskab skulle varetage de opgaver, Kraftimport og Samkøringen hidtil havde haft, samt planlægge og bygge nye kraftværker. Det ejede og drev det over-

ordnede 400 kW net, og det var fra 1998 systemansvarligt, dvs. det stod for forsyningssikkerheden.

Elforsyningsloven, der trådte i kraft 1.1.2000, krævede, at Elkraft delte sine aktiviteter op i produktion, transmission og systemansvar. Produktionen blev udskilt for sig i EK Energi. Til de andre aktiviteter blev der dannet to selskaber, et transmissionsselskab, der ejede 400 kW anlæggene og anlæggene til forbindelse med udlandet, og et selskab for systemansvar. Slagelse fik tilbudt en andel på 1 % i de to selskaber i efteråret 1999 og sagde ja. Det viste sig endda, at der ikke skulle indskydes ekstrakapital.

Kraftværkerne i SEAS og IFV var i 1992 blevet slået sammen til et nyt selskab I/S Sjællandske Kraftværker. Dette selskab blev i 2000 lagt sammen med EK Energi og KE Produktion, dvs. de kraftværker, der tidligere lå under Københavns Belysningsvæsen, til energiproduktionsselskabet Energi E 2. Energiforliget i 2004 mellem alle folketingets partier på nær Enhedslisten betød, at Elkraft og dets jysk-fynske sidestykke Eltra skulle fusioneres til ét systemansvarligt selskab, idet elselskaberne vederlagsfrit skulle overdrage deres ejerskab i de to selskaber til staten. Til gengæld fik de fri rådighed over deres formuer.

Slagelse havde en aktiepost i Energi E 2 på 8,6 %. Den blev solgt til DONG i 2005 for 146,2 mio. kr., 36 mio. mere end DONG havde budt i 2003. Ved salget mistede man en årlig indtægt på 1,5 mio. kr., men fik til gengæld nogle midler til rådighed, der skulle komme elforbrugerne til gode, ellers skulle der betales en afgift til staten på 40 eller 60 %. Indtægten fra salget ligger stadig som egenkapital i elforsyningen. Energi E 2 blev i 2006 overtaget af DONG, der dermed blev ejer af kraftvarmeværket i Slagelse.

Ledningsnet og transformerstationer En ny 50 kV transformerstation til forsyning af Slagelse blev nødvendig i slutningen af 1960’erne.

Den blev placeret ved Skælskørvej nord for motorvejen, og den blev bygget for NVE’s regning. Der kunne holdes rejsegilde i oktober 1970, og i november søgte værkudvalget byrådet om, at der måtte lægges to fødekabler fra den nye station dels til transformerstationen på hjørnet af Mariendals Allé og Vestre Ringgade, dels til transformerstatio-

Indmad i transformerstation Wolfking 1998. Stationen er norsk og var næsten færdigmonteret ved leveringen. Foto Tage Petersen hos SK Forsyning A/S.

nen på hjørnet af Slotsvænget og Slotsalléen. Det ville hermed være muligt at overføre en væsentlig del af elværkets belastning til de nye stationer. I løbet af et årstid skulle der lægges endnu et kabel.

Det skulle føres frem til kvarteret ved sygehuset.

De to 50 kV stationer blev suppleret med en station på Industrivej i 1986, der blev bygget for at skabe bedre energiforhold for de store virksomheder i Østbyen. 50 kV stationen ved vandværket blev totalrenoveret i 2009.

Der var 69 transformerstationer i 1970/71, og dette tal var steget til 91 i 1980. Der blev hele tiden sat nye stationer i drift, i 1969/70 således seks og året efter syv. For at kunne kontrollere det hastigt voksende 10 kV net, blev der 1979 givet bevilling til et overvågningsanlæg. Antallet af transformerstationer voksede stadig op gennem 1980’erne, 125

hvor det nåede 109 i 1990. I 1990’erne var væksten svag, kun en tilgang på fire frem til år 2000, hvorefter tallet steg til 130 i 2008. Sammenlignet med tidligere perioders materialeknaphed, leveringsvanskeligheder og omhyggeligt murede transformerhuse, blev byggeprocessen stærkt forenklet.

Til transformerstationen ved Bilka i 1995 kunne der uden problemer blot bestilles et præfabrikeret transformerhus, en transformer, en afbryder, 175 m højspændingskabel og 10 m lavspændingskabel.

Højspændingsnettets længde voksede fra 59 km i 1970/71 til 80 km i 2007. Lavspændingsnettet var på 89 km i 1970/71 og var nået op på 152 km i 2005, heraf var knap en syvendedel luftledninger.

I midten af 1970’erne havde de udgjort ca. halvdelen. Denne omlægning var et udslag af en langsigtet politik. Fra 2005 og tre år frem blev de sidste

luftledninger til strømforsyning erstattet med kabler. I alt skulle 22 km kabel lægges i jorden, og opgaven var så stor, at den måtte udliciteres til tre private entreprenører. Arbejdet var officielt afsluttet 17.12.2008. Da var der stadig lidt luftledninger til gadelys tilbage.

Mindre driftsforstyrrelser har ikke kunnet undgås. I oktober 1993 blev et 10 kV kabel på Sdr. Stationsvej beskadiget af en entreprenør. Kablet eksploderede, og det gav halvanden times strøm­ afbrydelse i det meste af centrum og store dele af den øvrige by. Bl.a. blev Vestsjællandscentret ramt, og da centrets nødstrømsanlæg kun kunne klare en nødtørftig belysning, måtte forretningerne lukke. Store dele af Østbyen blev ramt af en strømafbrydelse i juni 2007 på grund af en højspændingsfejl. Afbrydelsen varede en times tid, og sygehuset måtte gå over til nødstrømsforsyning.

Gadebelysningen er blevet forbedret med nye typer lyskilder som kviksølvdamplamper og højtryksnatriumdamplamper. I 1984 var glødelamperne helt på vej ud. Af 3.914 gadelysarmaturer var kun 117 til glødelamper, mens 3.371 var til lysstofrør. Elforsyningen købte med virkning fra 1.1.2008 gadelyset af Slagelse kommune i stort set hele den nye kommunes område, ca. 11.000 lampesteder.

Jubilæer

Forside til hæfte udgivet i anledning af personaleforeningens 35 års jubilæum 1983. Tegning Jørn Bach. SK Forsyning A/S.

126

Elforsyningen fejrede sit 75 års jubilæum 25.9.1984 med en velbesøgt reception, der blev afholdt i maskinhallen. Der blev også ved dette jubilæum udsendt et skrift om elværkets historie.

I 1998 kunne Personaleforeningen for El- og Varmeforsyningens personale fejre sit 50 års jubilæum. Her kunne man indvie et lille museum på Nordvej 11 med gamle elapparater, måleinstrumenter, kontakter o.lign. Foreningen fortsatte sin virksomhed med stort set uændrede love, dog blev satserne for opmærksomheder og gaver reguleret op efterhånden.

5.2.2009 blev der stiftet en nye personaleforening for samtlige ansatte i SK Forsyning med datterselskaber. Formålet var stadig at arrangere aktiviteter og tilbud for medlemmerne og at dække udgifter til opmærksomheder ved medlemmernes mærkedage.

De medarbejdere under SK Forsyning A/S, der til daglig beskæftiger sig med elforsyning. August 2009. Fra venstre driftschef Jørn Bach, konsulent Tage Petersen, ingeniør Anne Kristensen, specialarbejder Elo Rasmussen, elektriker Søren Johansen, lagerchef Torben Nielsen, elektriker Søren Nielsen, driftsleder Esben Larsen, elektriker Peter Johansson, specialarbejder Hans Arne Olsen, elektriker Jørgen Bendix Jensen, specialarbejder Henrik Asmund, elektriker Ivan Madsen, specialarbejder Michael Thinggaard, specialarbejder Carsten Andreasen, elektriker Alex Sørensen, elektriker Lars Frederiksen, elektriker Rene Udsen, specialarbejder Hans Olsen, overassistent Grete Moll Larsen, elektriker Vagn Møller Petersen, driftsleder Johnny Kahn Sørensen, elektriker John Andersen og elektriker Preben Jørgensen. Specialarbejder Ole Hansen, målermester Niels Vejrum og elektriker Kurt Nielsen var ikke til stede. Foto Børge T. Andersen hos SK Forsyning A/S.

127

SK Forsynings bestyrelse og direktion i september 2009. Bagest fra venstre bestyrelsesmedlem Lene Wibroe, økonomidirektør Jan Østerskov, teknisk direktør Henrik Birch, næstformand Ole Drost, bestyrelsesmedlem Michael Gram, bestyrelsesmedlem Ejler Nielsen og bestyrelsesmedlem Svend Aage Nielsen. Forrest fra venstre bestyrelsesmedlem Hanne Kamienski, bestyrelsesmedlem Ole Quist, bestyrelsesmedlem Jan Jørgensen, bestyrelsesmedlem Flemming Erichsen, bestyrelsesformand Bodil Knudsen, administrerende direktør Henrik Lundgaard, bestyrelsesmedlem Anders Nielsen og direktionssekretær Henning Christensen.

Bestyrelsesmedlemmerne Per Vesterholm, Niels Nordskov og Jørgen Christensen var ikke til stede. Foto Børge T. Andersen hos SK Forsyning A/S.

128

Formænd og ledere Udvalgsformænd og bestyrelsesformænd

Driftsbestyrere og direktører

Udvalget angående etablering af et kommunalt elektricitetsværk

1907-1909 J. Feddersen

Driftsbestyrere

1909-1942

1943-1953

1953-1982

1982-2001

Elektricitetsudvalget

1909-1910 J. Feddersen

1910-1917 N. Henriksen

1917-1919 H. Anker

1919-1921 Chr. Larsen

1921-1925 P. Kargaard Thomsen Teknisk udvalg

1925-1950

1950-1958

1958-1970

Værkudvalget

1970-1971

1971-1974

1974-1975

1975-1981

1982-1989

1990-1993

G.A. Lindberg Poul Hansen Egon Jensen

R. Hallenberg Leo Mogensen Sven Skaarup Helge Rasmussen (1991- afdelingsingeniør)

Direktører for SKE NET A/S (SK-EL A/S, SK Elnet A/S)

2001-2008 Mogens Bach Nielsen

2008- Henrik Lundgaard Direktører for SK Forsyning A/S

2002-2008 Mogens Bach Nielsen

2008- Henrik Lundgaard

Egon Jensen Carl Veysmann Jensen Egon Jensen Carl Veysmann Jensen Jette Møller Christensen Poul Høffer

Teknisk udvalg

1994-1997 Arne Beyer

1998-1999 Bodil Knudsen SKE NET A/S (SK-EL A/S, SK Elnet A/S)

2000- Bodil Knudsen SK Forsyning A/S

2002- Bodil Knudsen

129

Statistik Produktion, køb og salg af strøm. 1910-2005. 1.000 kWh Nettoproduktion

Salg i Slagelse

Salg til andre selskaber

1910/11

284

213

1915/16

514

411

1920/21

1.108

558

227

1925/26

1.770

936

627

1930/31

2.362

1.319

771

1935/36

3.588

2.027

1.181

1940/41

2.657

2.849

3.098

1.820

1945/46

3.023

5.618

4.286

3.633

1950/51

6.170

9.200

8.171

5.877

1955/56

2.689

11.842

13.390

1960/61

2.655

16.832

17.903

1965/66

3.609

33.244

34.089

1970/71

2.401

63.137

60.623

1975/76

79.047

75.449

1980

95.061

90.961

1985

110.693

106.890

1990

120.355

115.541

1995

*119.101

121.539

2000

125.310

2005

**135.337

Noter: * Køb 1994. ** Transport af elektricitet

130

Køb

Antal målere og transformerstationer. 1910-2005 Antal målere

Antal trans­ formerstationer

1910/11

842

1915/16

1.795

1920/21

3.028

1925/26

3.970

1930/31

4.588

1935/36

5.895

5

1940/41

6.701

14

1945/46

7.664

14

1950/51

8.137

21

1955/56

8.424

26

1960/61

8.643

31

1965/66

9.822

46

1970/71

10.890

69

1975/76

13.010

82

1980

12.654

91

1985

12.364

99

1990

13.100

109

1995

14.087

112

2000

14.258

113

2005

15.551

126 Montering af lavspændingskabler 1980’erne.

Foto hos SK Forsyning A/S.

131

Ledningsnettets længde. 1910-2005. Km Jævnstrømsnettet

Vekselstrømsnettet

Fødeledninger

Fordelingsledninger

1910/11

4

12

1915/16

4

14

1920/21

4

18

1925/26

5

23

1930/31

6

24

1935/36

6

26

25

13

1940/41

7

23

28

18

1945/46

7

26

28

19

1950/51

7

24

29

30

1955/56

7

14

26

47

1960/61

34

56

1965/66

46

71

1970/71

59

89

1975/76

67

105

1980

76

115

1985

65

126

1990

69

141

1995

74

156

2000

77

160

2005

78

152

Højspænding

Lavspænding

Anmærkning til tabellerne: Fra og med 1925/26 bygger tabellerne hovedsagelig på indberetninger fra elforsyningen i Slagelse til Danmarks Statistik og Dansk Energi. Særlig hvad angår højspændingsledningsnettets længde i 1970’erne og 1980’erne, synes indberetningerne at have været fejlbehæftede.

Kilder til tabellerne: De tre tabeller bygger på Johs. Jacobsen og R. Hallenberg: Slagelse kommunale Elektricitetsværk 1909-1934, 1934, Elektricitetsværker i Danmark (Statistiske Meddelelser), Dansk Elværksstatistik, Protokol over produktion og køb 1951/521994 (SK Forsyning A/S), oplysninger fra Dansk Energi, SK Forsyning. El, vand og varme i Slagelse, [2005, folder].

132

Materiale Utrykt SK Forsyning A/S Forhandlingsprotokol for elektricitetsudvalget 1913-25/ teknisk udvalg 1925-37 Protokol over stik- og målerledninger 1909-28 Protokol over kabelkasser og ledningsnet 1909 Protokol over kabelkasser 1927Protokol over gadebelysning 1923Protokol over gadebelysning ca. 1938-57 Protokol over produktion, køb mv. 1951/52-1994 Protokol over installationer 1972-78 Maskinsynsbog 1925Sager: Bl.a. korrespondancesager, indstillinger, overenskomster/kontrakter, projekter/notater/betænkninger, udbudsmateriale, tilbudsmateriale, lister/oversigter, regnskabsmateriale, kort/planer/tegninger, mødereferater fra Sammenslutningen af Elektricitetsværker indenfor Nordvestsjællands Elektricitetsværks Forsyningsområde 1948-55, mødereferater fra Det lille Norgesudvalg 1949-53 Personaleforeningen: Bl.a. forhandlingsprotokol 1948-87, love, korrespondance, medlemsblade Slagelse Stadsarkiv Protokol for gasværket og den elektriske lysstation 1893 Forhandlingsprotokol for udvalget ang. et kommunalt elektricitetsværk 1907-13 Protokol over produktion, salg mv. 1939/40-1943/44 Driftsberetninger 1937/38-1952/53 Sager: Bl.a. korrespondancesager, indstillinger, overenskomster/kontrakter, projekter/notater/betænkninger, udbudsmateriale, tilbudsmateriale, lister/oversigter, regnskabsmateriale, kort/planer/tegninger, bekendtgørelser Slagelse Lokalarkiv Uddrag af byrådsprotokollen 1892-1901 Scrapbog for el- og fjernvarmeforsyningen 1940-78 (2 bd.)

Slagelse byråds beslutningsprotokol 2000-2006

Uddrag af Slagelse Byraads Forhandlinger for Aaret 19061974/75 med tillæg (herfra er anvendt kommunens regnskaber, overenskomster, instrukser, deklarationer, erklæringer, beretninger, skrivelser fra myndigheder, betingelser for strømleverance, regulativer) Desuden er anvendt lokale aviser: Sorø Amtstidende/Sjællands Tidende/Sjællandske, Sorø Amts Dagblad, Vestsjællands Social-Demokrat/Sjællands Posten/Aktuelt, Vestsjællands Folkeblad, Søndagsavisen, Ugenyt Anden litteratur Andelsselskabet Slagelse Oplands Elektricitetsforsyning. 1918 – 16. Marts – 1943, [1943] P. Arnskov: Bogen om Slagelse. Historiske og topografiske Skildringer af Slagelse gennem Aarene, 1931 Betingelser paa hvilke Aktieselskabet Slagelse ElekticitetsKompagnis elektriske Centralstation i Slagelse vil kunne afgive elektrisk Strøm til privat Forbrug, [1893] Jørgen Burchardt: Arbejdsliv og teknologi. Vilh. Langes Tobaksfabrik Slagelse 1873-1966, 1995 Danmark. Land og Folk, red. af Daniel Bruun, V, 1921 Danske Amter. Sorø Amt, [1928] El- og Varmeforsyningens personaleforening. 50 års jubilæum, [1998, print] Søren Federspiel og Jette Kappel: Elektriciteten kommer til Nordvestsjælland – en egns elforsyning gennem 75 år, 1988 Foreløbige Betingelser paa hvilke den projekterede Station for elektrisk Lys i Slagelse vil kunne afgive elektrisk Strøm til privat Forbrug, 1892 Friske Forsyninger nr. 2, 2008 John Hansen: Slagelses erhvervshistorie 1950-2000. Mennesker og begivenheder i en aktiv og stolt by, 1999

Løbende publikationer Dansk Elforsyning. Statistik 1976-

Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen: Strøm, Korsør elforsynings 100 års jubilæum 2004, 2004

Dansk Elværksstatistik 1953/54-1975/76

Otto Holmgaard og Erik B. Nissen: Slagelsebogen, 1972

Elektricitetsværker i Danmark 1921/22-1952/53 [udgivet i Statistiske Meddelelser]

Instrux for Funktionærerne paa Slagelse kommunale Elektricitetsværk, 1908

Slagelse Byråd. Beslutningsprotokol 1975/76-1999

J.P. Trap. Danmark, 5. udg., VIII, 1954

Slagelse kommune. Årsberetning 1991-99

J.P. Trap. Kongeriget Danmark, 3. udg., II, 1898 J.P. Trap. Kongeriget Danmark, 4. udg., III, 1921

133

Johs. Jacobsen og R. Hallenberg: Slagelse kommunale Elektricitetsværk 1909-1934. Med omtale af den private Lysstation 1893-1909, 1934 Christian Madsen: Gamle Slagelse-billeder I, 1982 Vilh. Melgaard: Arbejdernes Fællesbageri i Slagelse 19131938. Glimt af Bagerikooporationens Historie i Danmark gennem 25 Aar, 1938 H.K. Nielsen: Slagelse som militært domicil, 1979 N.C. Nyberg: Slagelse Andels Svineslagteri gennem 50 Aar, [1938] Overenskomst imellem Slagelse Byraad paa Slagelse Kommunes Vegne og Hr. Bogholder Galschiøt om Anlæg af elektrisk Lysanlæg i Slagelse, [1893] Regulativ for elektricitetsforsyning fra Slagelse kommunale Elektricitetsværk, 1953 Regulativ for Udførelsen af elektriske Anlæg, som ønskes satte i Forbindelse med Ledninger fra Slagelse elektriske Centralstation, [1893]

134

SK Forsyning. El, vand og varme i Slagelse [2005, folder] Slagelse kommunale Elektricitetsværk gennem 50 år. 1909 * 25. september * 1959, 1959 Slagelse Kommunes El- og Varmeværk. Udsendt i anledning af 75 års dagen for oprettelse af Slagelse Kommunes El- og Varmeværk 25. september 1909, 1984 Slagelse kommunes vandforsyning gennem 100 år. 1889-1989, 1989 Birgitte Wistoft, Flemming Petersen og Harriet M. Hansen: ”Elektricitetens Aarhundrede”. Dansk elforsynings historie, I-II, 1991-92 Eiler Worsøe: Direktør Peter Axelsen – om en københavnerdreng og hans onkel i Slagelse, Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt, 1997, s. 44-76

ISBN 978-87-993294-0-3