Spildevand

Spildevand Korsør kloakvÌsens historie

Spildevand

1

2

Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen

Spildevand Korsør kloakvæsens historie

Korsør Miljø A/S 2008 3

Tryk og layout: Burchardt A/S, Korsør Copyright: Korsør Miljø A/S og forfatterne, 2008 Omslagsfoto: Korsør Renseanlæg 2004. Foto Vita Riis Pedersen. Korsør Miljø A/S ISBN 978-87-992420-0-9 Hvor intet andet er nævnt, findes illustrationerne på Korsør Lokalhistoriske Arkiv.

Manuskriptet til kloakvæsenets historie frem til midten af 1990’erne forelå i 1995 og er nu blevet suppleret og ajourført. I forbindelse med dette arbejde rettes en tak til souschef Henning Christensen, Korsør Forsyning A/S, samt ingeniør Orla Iversen og driftsleder Erik Wilson, begge Korsør Miljø A/S. Historien frem til omkring 1900 er i forkortet form trykt i Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen: Et sikkert ly. Træk af Korsør Havns historie i 200 år, 1997, s. 43-50.

4

Forord Spildevand – Korsør Kloakvæsens historie – står der på titelbladet. En bog for fagfolk vil mange mene – og dermed blive snydt for en god historie og ikke mindst en viden, der rækker langt ud over, hvad titlen umiddelbart indikerer.

Titlen er logisk – og en naturlig opfølgning på Vand, der udkom i 1992 i anledning af 100 året for dette område. Varme, der udkom i 1994 i anledning af 25 års jubilæet og endelig Strøm, der udkom i 2004, også i anledning af 100 året. Spildevand får nu sit eget værk – og det kan vi være godt tilfredse med.

Tidspunktet skyldes ikke et jubilæum, men snarere en forglemmelse eller fortrængning, idet bogen egentlig burde have været udgivet i forbindelse med Korsør Renseanlægs indvielse i 1995.

Det skete af flere årsager ikke, men det råder vi så bod på nu – med en ajourføring frem til nutiden.

At emnet Miljø så igen er kommet i samfundsmæssig fokus, gør jo bare bogen så meget mere højaktuel.

Så er der det med den gode historie, hvor titlen let kan snyde. For dette er også bogen om en del af Korsørs historie. En fortælling om brolægning, vandhuse, kammerpotter, kolera med meget mere.

For mange for længst glemte dele af Korsørs historie – hvis man da overhovedet har kendt dem.

Her opdager man også, at Korsør ikke bare i nyere tider har haft problemer med oversvømmelser, men at der har været talrige beretninger om oversvømmelser i Korsørs historie.

Dette er også bogen om Kommunalreformen 1970 – og hvilke konsekvenser det fik for spildevand.

Og endelig er det selvfølgelig også historien om et arkitekttegnet renseanlæg i Korsør, hvor jeg som borgmester havde den fornøjelse, at tage det første spadestik den 6.1.93 og indvie det den 19.5.95 – sammen med daværende kulturminister Jytte Hilden.

Valget faldt på kulturministeren, da der på dette tidspunkt var en del pressepolemik om, hvorvidt det var et renseanlæg eller et kunstmuseum , vi var ved at bygge.

Ved udgivelsen af dette værk står vi i en ny fusion – efter den sidste kommunalreform, hvor Korsør, Skælskør, Hashøj og Slagelse Kommuner er gået sammen til en stor Slagelse Kommune.

Som opfølgning herpå samles alle forsyningsselskaberne i én koncern. Så bogen her kan vel også betragtes som et værdigt punktum for en æra i Korsørs historie – veloplagt skrevet af Hellesen og Tuxen, som også var forfattere på Vand, Varme, Strøm – og nu Spildevand.

God læselyst.

Med venlig hilsen Flemming Erichsen, formand for Miljø A/S Fhv. borgmester i Korsør.

5

6

Indhold Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

9

Det gamle afløbssystem – til midten af 1800-tallet . . . . . . . . . . . 13 Lapperier på noget gammelt – sidste halvdel af 1800-tallet . . . . . . . . . 18 Moderne kloakering – 1880’erne og 1890’erne . . . . . . . . . . . . 29 Halsskov kommer også med – omkring 1900 . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Utilstrækkelig kapacitet – første halvdel af 1900-tallet . . . . . . . . . 45 Den første spildevandsplan – 1947 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50 Nye områder og nye anlæg – 1940’erne til 1960’erne . . . . . . . . . . . . 54 Spildevandsrensningen gennemføres – 1970’erne til 1980’erne . . . . . . . . . . . . 66 Det nye renseanlæg – 1990’erne til 2008 . . . . . . . . . . . . . . . 78 Materiale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86

7

8

Indledning Hvor der bor mennesker, kommer der spildevand og affald, og hvor de bor tæt, bliver det et problem.

Der bruges vand i husholdningen og i produktionen, og det skal atter afledes som spildevand.

Regnvand og drænvand må også ledes bort for ikke at gøre skade. Affaldet må skaffes væk på den ene eller den anden måde, og dyrs og menneskers urin og afføring må enten fjernes eller opsamles til gødning. Mens dagrenovationen, det faste affald, altid har været et problem for sig, har natrenovationen traditionelt hørt sammen med spildevandet.

Spildevandsmængden øges med befolkningstilvæksten, og samtidig skaber ændringer i befolkningens vaner og livsstil sine egne problemer. Nutidsmennesket vil ikke kunne holde de stinkende gader ud, hans forfædre ubekymret færdedes i, og han vil væmmes ved de møddinger og latringruber, der som noget naturligt fandtes i alle byens gårde. Det moderne menneskes forståelige ønske om både personlig renlighed og rene omgivelser kræver imidlertid et stort vandforbrug, og det giver atter meget spildevand.

Kloakeringen vinder frem Oprindelig havde byerne afløb for både spildevand og regnvand, som det naturlige fald ville det, og hvor faldet ikke var tilstrækkeligt, gravede man åbne spildevandsrender. Efterhånden som byernes gader blev brolagte, voksede problemet med at få overfladevandet bort, fordi det ikke kunne trænge ned gennem denne faste belægning. Der blev derfor anlagt rendestene i gaderne, og de kom også til at tage spildevand.

Moderne kloaksystemer med lukkede ledninger i stedet for åbne render blev bygget i begyndelsen af 1800-tallet i storbyer som London, Paris og Berlin. Herfra spredtes ideen til andre byer, især med England som foregangsland. Fra 1830’erne og videre gennem århundredet blev de europæiske byer ramt af flere alvorlige koleraepidemier, der krævede mange dødsofre. De fremskyndede kloakeringen, for det kunne påvises, at koleraen havde sammenhæng med dårlige hygiejniske forhold i byerne.

Effektive kloakker, velorganiseret latrinindsamling og forsyning med sundt drikkevand fra vandværker kom derefter på programmet. Men disse forbedringer krævede store investeringer, og de blev derfor kun indført langsomt.

København blev kloakeret fra 1860. Som noget nyt blev ledningerne her systematisk lagt med et sådant fald, at de kunne holde sig selv rene for slam. Provinsbyernes kloakering fulgte senere i løbet af århundredet, og det store gennembrud kom i 1890’erne. I 1890 var af 74 byer kun 21 fuldstændigt og 12 delvis kloakeret. 1899 var 40 byer fuldstændigt og 22 delvis kloakeret, og i 1916 var kun to af byerne uden kloak.

I 1800-tallets sidste del fik byerne også vandværker, og i den samme periode indførtes latrintønder mere eller mindre fuldstændigt til afløsning for de faste gruber, der dominerede tidligere.

Kloakker og vandværksvand var betingelsen for, at latrintønderne kunne erstattes af vandskyllende toiletter. 1890 var Nakskov den eneste danske by, der havde wc’er. I 1916 havde kun ni byer slet ikke wc’er. Der var dog kun syv byer, hvor over 30 % af ejendommene havde wc, og man skulle helt op til 2. verdenskrig, før tre fjerdedele af landets boliger havde adgang til wc.

Spildevand Før byerne fik vandværker, var spildevandsmængden meget ringe. Industrier med stort vandforbrug fandtes ikke, og det personlige behov for vand til personlig hygiejne, opvask, tøjvask og rengøring var ikke stort. I 1890’erne regnedes en bys vandforbrug til ca. 30 liter pr. indbygger pr. døgn, og da Korsør fik vandværk i 1892, blev 19 liter pr. person om dagen betragtet som tilstrækkeligt. Hovedproblemet for byernes afløbssystemer var derfor regnvandet.

Spildevandsmængden steg stærkt med den lette adgang til vand, som vandværkerne gav; men det var stadig regnvandet, der stillede de største krav til kloaksystemet, især fordi større og større arealer i byerne fik en belægning, vandet ikke kunne sive ned igennem. Selv i dag er det stadig ikke økono9

misk overkommeligt at dimensionere kloakanlæg således, at de kan tage enhver tænkelig vandmængde. Det er dog spildevandet, der udgør langt det største problem som forureningskilde, og interessen har her især samlet sig om indholdet af organisk stof.

Der var allerede i sidste del af 1800-tallet – især i England og Amerika - udviklet metoder til at rense spildevand for organisk materiale. Det opslemmede organiske materiale kan fjernes ved mekanisk rensning, dvs. ved at lade det bundfælde sig, således at det kan pumpes bort. På denne måde kan omkring en tredjedel af det organiske stof renses bort; resten må skaffes væk ved biologisk rensning, dvs. ved nedbrydning ved hjælp af mikroorganismer.

I de renseanlæg, der blev bygget her i landet i begyndelsen af 1900-tallet – det første kom i Odense i 1907 – passerede spildevandet først sep-

tictanke, hvor de faste stoffer blev gjort flydende ved en gæringsproces. Herefter skete den egentlige biologiske rensning i et filteranlæg. I 1920’erne begyndte man at gå over til aktiv-slam metoden.

Her iltes spildevandet og ledes ind i tanke, hvor der i forvejen er slam med mikroorganismer til at starte omsætningen. Det første aktiv-slam anlæg herhjemme blev bygget i Søllerød i 1922 af et engelsk firma, for det var først i 1930’erne, at der var den fornødne ekspertise hos danske ingeniører.

Kloaksystemerne ledte imidlertid normalt spildevandet direkte ud i passende vandløb eller havområder, fordi det var almindeligt antaget, at den bedste rensning af spildevand foregik ved disse recipienters evne til selv at omsætte organisk stof.

Rensning kom derfor kun på tale, hvor recipienten ikke kunne fortynde spildevandet tilstrækkeligt. I 1916 gik større eller mindre dele af spildevandet

Kasernestræde (t.v.) og Algade-Baggade (t.h.) 1914 med afløbs­forhold fra flere epoker. Renden i midten af gaden var den ældste form for rendesten, senere kom renderne i begge sider af vejen og senest de ophøjede fortove med kantsten og rendesten. Dækslerne og risten viser moderne kloakering. Foto Hugo Matthiessen.

10

Badeliv ved Strandvej midt i 1960’erne. Forurening af badevandet som følge af udledning af urenset spilde­ vand i havet førte til krav om spildevandsrensning; men kommunerne holdt helt frem til 1960’erne og 1970’erne igen af økonomiske årsager.

fra København og 12 større byer gennem septictankanlæg; men egentlig biologisk rensning fandtes kun i Odense, Næstved og Lyngby.

Rent badevand Rensning af spildevand begyndte først at blive et folkeligt og politisk krav i 1930’erne. Badevandet i Øresund og andre steder viste sig at være stærkt forurenet, og det affødte en livlig offentlig debat.

Sundhedsstyrelsen pressede på for at få renset spildevandet; men bygningen af renseanlæg blev hæmmet af, at der kun kunne afsættes offentlige midler, hvis det kunne ske som beskæftigelsesforanstaltninger, og det krævede, at der var ledig arbejdskraft. Under krigen regnede man med, at der ville blive stor arbejdsløshed, når freden kom, og der blev derfor udarbejdet beskæftigelsesplaner, der også omfattede renseanlæg.

Den forventede arbejdsløshed kom imidlertid ikke, og planerne blev stillet i bero. Det kan skønnes, at i 1949 havde 48 % af befolkningen ikke kloakker, og kun 24 % fik spildevandet renset, heraf kun en tredjedel biologisk. Spildevand, der blev afledt til havområder, var overvejende urenset.

I 1950’erne begyndte den internationale forureningsdebat at sætte spørgsmålstegn ved vands evne til at rense sig selv. Da spildevandsproblemet blev taget op i Danmark i midten af 1950’erne,

ønskede Friluftsrådet en hurtig indsats mod forureningen, hvorimod kommunerne havde store betænkeligheder. Man frygtede, at en kommission ville ”blive et redskab for bestræbelserne i retning af gennemførelsen af et stort antal rensningsanlæg, uden at den økonomiske side af sagen var ordnet på en for kommunerne tilfredsstillende måde”, som formanden for sognerådsforeningen udtalte i 1956.

Miljøbeskyttelsesloven Op gennem 1960’erne og 1970’erne voksede interessen både i udlandet og herhjemme for miljøspørgsmål, og der blev nu politisk vilje til at afsætte midler til spildevandsrensning. I 1970 havde kun 16 % af befolkningen ikke kloak, og 54 % fik deres spildevand renset, heraf to femtedele biologisk.

Udviklingen blev støttet politisk med nedsættelsen af Forureningsrådet i 1969, og i 1971 oprettedes Miljøstyrelsen og et forureningsministerium, der i 1973 blev ændret til miljøministeriet. Samme år blev Danmarks første miljøbeskyttelseslov vedtaget.

Forureningsrådet kunne konstatere, at det teknisk var muligt at rense spildevand til en hvilken som helst kvalitet, man måtte ønske. For at rensningsopgaven kunne blive økonomisk overkommelig, måtte der foretages en prioritering. Rådet 11

Pligten til at udarbejde spildevandsplaner blev fastholdt, da miljøbeskyttelsesloven blev revideret i 1991; men det havde fra 1986 været kommunalbestyrelserne selv, der skulle godkende planerne.

Vandmiljøplanen

De stigende krav til rensning af spildevand i miljøbeskyttelsesloven fra 1973 førte til, at amter og kommuner måtte udarbejde recipientvurderinger af vandløb, søer og kystvand.

Korsør kommune fik i 1973 foretaget en sådan vurdering af, hvor egnet Korsør Nor var som recipient af spildevand fra det kommende centralrenseanlæg. Forside af rapporten.

ville derfor have fastlagt, hvad samfundet skulle anvende de enkelte vandløb, søer og vandområder til. Så kunne man derefter bestemme, hvilken rensningsgrad man skulle kræve for afløbet til disse recipienter.

Miljøbeskyttelsesloven optog disse principper i sit afsnit om spildevand. Amterne fik til opgave at foretage en recipientkvalitetsplanlægning, dvs. at fastlægge anvendelse og dermed den acceptable forureningsgrad for vandløb, søer og kystvande.

På grundlag heraf skulle kommunerne udarbejde spildevandsplaner og foretage de fornødne investeringer i renseanlæg. Amternes foreløbige recipientkvalitetsplaner blev udarbejdet i løbet af 1975-76. De fulgte stort set de retningslinjer, miljøministeriet havde udsendt i 1975.

12

Interessen samlede sig om vandløb, søer og lukkede farvande, mens forholdene i de åbne farvande bekymrede mindre. Op gennem 1980’erne kunne man imidlertid konstatere, at udledningen af uorganiske kvælstof- og fosforforbindelser skadede dyre- og plantelivet i havene. I byspildevandet har især fosforforbindelserne betydning. For at imødegå denne trussel vedtog folketinget i 1987 vandmiljøplanen, der skulle reducere fosfor- og kvælstofudledningen med henholdsvis 80 og 50 %.

Vandmiljøplanen har medført nye store investeringer i renseanlæg, fordi fosfor og kvælstof skal fjernes ved særlige processer. Fosfor fjernes ved kemisk rensning, dvs. fældning ved hjælp af kemikalier. Kvælstof skal omdannes til luftformigt kvælstof ved den komplicerede nitrifikations- og denitrifikationsproces.

I 1989 blev der lavet en udbygningsplan for alle større kommunale renseanlæg i overensstemmelse med vandmiljøplanens krav. Efter denne plan skulle udbygningen være afsluttet ved udgangen af 1992; men der kunne dispenseres fra tidsfristen. Planen betød en stor omlægning af landets renseanlæg. En undersøgelse af anlæg, der modtog spildevand fra ca. ti husstande eller derover, viste, at 10 % af spildevandet ikke blev renset i 1983/84, 20 % blev kun renset mekanisk, og 67 % blev renset både mekanisk og biologisk.

I 1992 blev stort set alt spildevand renset, 8 % kun ved mekanisk rensning og 90 % ved mekaniskbiologisk rensning. Af de 90 % blev de 17 % renset for fosfor og de 34 % for både fosfor og kvælstof. 2002 var man nået op på, at ca. 90 % af spildevandet blev renset for organisk stof, fosfor og kvælstof. Fra slutningen af 1980’erne til 2006 blev udledning af disse stoffer reduceret meget kraftigt – f.eks. det organiske stof med 89 % - og samtidig var rensningen blevet koncentreret på færre, større renseanlæg. Disse anlæg var nu blevet så effektive, at den samlede udledning af organisk stof, fosfor og kvælstof pr. liter spildevand ikke kunne falde yderligere.

Det gamle afløbssystem - til midten af 1800-tallet De ældste dele af Korsør ligger lavt (0-2 m over havet), og terrænet har kun svagt fald. Kystlinjen er blevet ændret meget. Oprindelig lå Fæstningen på en ø. Strandlinjen løb bag gårdene og haverne til ejendommene på Algades højre side. Noret skød sig som en vig helt ind til midten af Dyrhaugesvej.

En lav, fugtig by Byens ældste dele – kirken, slottet og området mellem Algade og Baggade – lå på lave, faste morænelerspartier omgivet af fugtige strandenge.

Det er først ved Møllebjergvejkvarteret mod syd og den første del af Algade og Mathiesensvej mod øst, at morænelersdannelserne atter begynder, og terrænet bliver højt.

Da byen voksede ud over sin ældste kerne, måtte der foretages opfyldninger, og man måtte sikre sig mod havet. Fiskergade og de andre lavtliggende partier mod stranden har særlig været udsat for oversvømmelser ved højvande og storm.

I første halvdel af 1700-tallet blev vandområdet mellem byen og Fæstningen opfyldt, og i 1850’erne opstod Havnegade på fyld.

Jens Baggesens Gade blev anlagt i 1826 og løb nærmest som en ubebygget sti i strandkanten langs haverne bag gårdene i Algade. Den vig, gaden løb langs, blev senere afskåret med en dæmning (den nuværende Teilmanns Allé) og opfyldt 1857-59, og i slutningen af 1850’erne begyndte gaden at blive bebygget.

Den centrale og nordlige del af Halsskov består af forholdsvis højtliggende morænelerspartier afbrudt af store, lavtliggende moseområder ved Motalavej-Egersundvej, ved Birkemosen og mellem Revvej og Storebælt på hver side af Lygtebakken.

Længere mod vest ved Revvej ligger atter lave arealer (under 2 m over havet) dannet som saltvandsaflejringer. Det østlige Halsskov var oprindelig et havområde med tre øer, Lilleø, Magleø og Egø.

Landvinding Man begyndte tidligt en afvanding af Birkemosen.

Et kort fra omkring 1800 viser en afvandingskanal ud til stranden ved Søvænget. Her løb senere den såkaldte Meyers Rende, der nu er rørlagt.

De tre øer og Halsskov blev forbundet med diger omkring 1840. Samtidig blev den del af Noret, der lå vest for den gamle vejdæmning ved Haneklint (nogenlunde ved Ørnumvej) helt afskåret fra den øvrige del af Noret. Der blev herved indvundet to store arealer, hvis laveste dele ligger 1 m under havet. Områderne hørte under Tårnborg Hovedgård, hvis ejere foretog inddæmningsarbejdet.

For at afvande området blev der gravet en rende, Møllerenden, der løber fra det inddæmmede område ved Ørnumvej forbi Høneklint og Egø over golfbanen og boldbanerne, til den rammer det gamle stadion ved Teglgården. Herefter følger renden det gamle stadion til dæmningen ved Lilleø. Renden blev gravet dybere i første del af 1900-tallet for at forbedre afvandingsforholdene. Den pumpe, der pumpede vandet ud i Noret, blev drevet af en vindmølle til 1927, herefter af en motor.

Dele af det inddæmmede areal blev bebygget, og en stor del af det blev indlemmet i Korsør kommune i 1922. I 1947/48 overtog kommunen pumpestationen ved Møllerenden. Renden er nu helt rørlagt. I 1840-41 blev der anlagt en kanal ved den østlige ende af det inddæmmede areal ved Ørnumvej for at holde det frit for overfladevand fra højere liggende områder. Kanalen løb ud i Noret ved foden af Ørnumbakken. Lige efter krigen blev der bygget en pumpestation ved Haneklint til at pumpe vand ud fra området. Den blev suppleret med endnu en pumpestation i 1964, placeret i en brønd.

Byens affald Der er kun meget spredte oplysninger om afløbsog renovationsforholdene i Korsør, før de blev re13

Pumpemøllen ved dæmningen fra Lilleø til Magleø. Møllen blev bygget 1866 og brændte i 1927.

formeret gennemgribende i midten af 1800-tallet efter den store koleraepidemi. Man kan dog nok gå ud fra, at forholdene her har været som i andre byer.

Husdyrgødning er blevet samlet på møddinger i gårdene, inden den blev kørt på bymarken. Husholdningsaffald af enhver art, slagteaffald og ådsler landede også på møddingen, hvis man da ikke tog gaden til hjælp. Her kunne løsgående grise og hunde så efter bedste evne rydde op i skidtet. Der blev hyppigt klaget over affaldsdynger i gaderne, og de mange forbud, der blev givet mod affald i gaderne, har næppe haft virkning. I Korsør havde allerede byens privilegier fra 1425 en bestemmelse om bøde til den, der lagde sit møg eller sin mødding på gaden, hvis det ikke blev fjernet, når fogeden bestemte det.

Ved midten af 1700-tallet havde bystyret bestemt, at ”Hullerne”, et kommunalt areal mellem Fiskergade og Lovsøen, kunne anvendes som mødding. Før havde der været et offentligt møddingssted ved byens port.

14

Spildevandet Møddingsvandet sivede ud i gårde og gader, og her blev vaskevand og spildevand fra madlavning, slagtning, farvning og garvning også kastet ud.

Det dannede sammen med regnvandet en ildelugtende blanding, og da terrænet kun faldt lidt, løb spildevandet langsomt bort. Meget af det samlede sig endda i stinkende pytter, hvorfra det sivede ned i jorden til fare for byens brønde.

Kældrene måtte man holde frie for vand ved at lade det samle sig i en sump i gulvet, hvorfra det kunne øses eller pumpes bort. I 1816 drøftede bystyret, om kælderen og arresterne i rådhuset på hjørnet af Brogade og Algade skulle brolægges, og om der samtidig skulle graves en tønde ned i et hjørne af kælderen, hvor vandet kunne samles, og hvorfra det kunne øses ad en rende ud i rendestenen.

Byens borgere lod dog ikke spildevandet passe sig selv helt, og skadeligt grundvand søgte man at dræne bort. Omkring 1550 begyndte byen at brede sig fra sine oprindelige, mere højtliggende kerner ud i det omliggende lave terræn. For at det kunne

lade sig gøre, måtte terrænet reguleres og opfyldes, og der blev gravet afløbsrender og indrettet sivebrønde.

Den spildevandsrende, kaldet Muddergrøften eller Fladskerenden, der løb i det lavtliggende område syd for Baggade, og som tit omtales i 1800-tallet, synes at have eksisteret længe før. I 1750’erne fik storkøbmand Rasmus Langeland således lov til at låne slaverne, dvs. straffefangerne på Fæstningen, til at rense renden.

På samme tid måtte man ordne afløbsforholdene for Postgården i Slottensgade 1 og fire gårde ved siden af den i Slottensgade. De må have haft afløb til vandområdet mellem Fæstningen og byen; men det var blevet fyldt op i årene 1730-50. Det blev derfor bestemt, at Postgården måtte have afløb over gaden til stranden, mens de andre fire gårde skulle grave tværrender på deres grunde, så spildevandet blev ledt ud i havnen.

Brolægningen Kongen havde indskærpet allerede ved midten af 1500-tallet, at byerne skulle have brolægningen i orden. Byernes gader, som husejerne selv skulle

vedligeholde, var dog gerne i meget ussel stand, og deres rendestene var kun dårligt egnede til at føre vandet bort. Det var også borgernes pligt at holde gader og rendestene rene, og her kneb det med effektiviteten.

Vejforordningen 1793 bestemte, at hovedlandeveje gennem købstæder skulle brolægges og forsynes med brolagte rendestene. I Korsør måtte magistraten erkende i 1797, at landevejen gennem byen, Algade og Slottensgade, var ”saa forfalden, at ingen Passage uden største Hazard for Kørende kan ske”. De to gader måtte derfor have ny brolægning, og man ville lade lederen af statens vejvæsen afstikke gaderne og deres rendestene. Arbejdet blev først udført i 1803, for byen manglede penge.

De øvrige gader i byen fik brolægningen lagt om 1816-23, og i 1846 måtte brolægningen fornys i Algade og Slottensgade.

Hvor der var behov for at føre vandet tværs over en vej på en måde, der muliggjorde færdslen, blev der anlagt ”smaa Broer eller Vandrender” dvs. stenkister. Byens inventarium for 1800 nævner syv, hvoraf en i Baggade endda havde en rist for enden.

Det var, hvad byen selv betragtede som sit afløbssystem. 1817 blev der anlagt to stenkister mere.

Kort fra 1809 over Korsør havn ved Nybro med afløbsrende gennem Brogade, over Havnepladsen med mulighed for passage via et gangbræt og med udløb i havnen. Landsarkivet for Sjælland.

15

En af byens gamle stenkister fundet ved udgravning i 1978 på kajgaden ved Vestkajen.

Udformningen af en sådan vandrende eller stenkiste belyses af byens regnskab for 1857. Dette år blev der lavet et nyt rendestensbræt til at dække en stenkiste. Hertil anvendte snedkermester Petersen 17 alen planke, som blev beslået af smedemester Chr. Sørensen. Stenkisterne var altså undertiden kun en rende med en planke over.

De gentagne reparationer og forbedringer synes ikke at have løst afløbsproblemerne. I midten af 1850’erne var brolægningen i sidegaderne dårlig, og de åbne rendestene havde dårligt fald og var vanskelige at holde rene.

Landbefolkningen holdt til ind i 1800-tallet fast ved den hævdvundne skik blot at gå udenfor, når de skulle besørge. Byfolk fik tidligere fine vaner.

Fra 1500-tallet begyndte man at indrette lokum, kaldt vandhus eller privet, i små skure i gårdene, oprindelig blot med en gravet grube under, som blev kastet til, når den var fyldt. Senere fik man murede gruber, der efterhånden blev afløst af tønder. I provinsbyerne tog husets folk sig selv af tømningen, og indholdet landede normalt på møddingen eller i haven.

Til indendørs brug fik man fra 1500-tallet kammerpotter, i fornemme hjem måske sat ind i en særlig natstol. Var potten kun blevet fyldt med urin, blev indholdet kastet ud i gården eller i rendestenen. Et særligt avanceret system havde vundet indpas i hvert tilfælde i kongehuset i 1800-tallet. Den senere Frederik VII og hans første hustru havde installeret et porcelænsbækken med ”vandtrykværk” og andet tilbehør i retiraden på Det Brockdorffske Palæ på Amalienborg. Selv om man således havde fået moderne bekvemmeligheder i byerne, synes især småkårsfolk dog at have klaret både småt og stort i det fri længe endnu.

Vandhus og kammerpotte På middelalderens borge og slotte blev der ofte indrettet særlige toiletter, hemmeligheder, og denne skik fortsatte op gennem renæssancen. Hemmeligheden bestod af en udbygning eller karnap på muren med et sæde og et hul, så afføring og urin kunne forsvinde ud af bygningen. En sådan hemmelighed ses også på en opmåling af Korsør Slot fra 1744. Den havde adgang fra to etager, og i den ene etage var den indrettet med to huller, så der var mulighed for hyggeligt samvær. Hemmelighederne var kun til brug for herskabet, almindelige folk måtte tage til takke med en passende afkrog.

16

Første etage af Korsør Slot 1744. På sydfløjens højre side hemmeligheden, placeret i en udbygning, der var delt i to skakte, den inderste gik til to siddepladser i første etage, den yderste til én siddeplads i anden etage. Udsnit af samtidig kopi på Korsør By- og Overfartsmuseum.

Slottensgade 1899 før gaden blev kloakeret. Pytten i venstre rendesten er formentlig vand, der var tømt ud.

I Korsør må man have indrettet sig som andre steder. Da Postgården blev solgt i 1770 og atter i 1775, nævnes et ”Abtritt” som en del af handelen, og da der i 1809 blev stationeret ca. 500 mand i Korsør som kanonbådsbesætninger, blev de indkvarteret i seks nybyggede barakker, hvortil blev indrettet et kogehus og ”et Latrine af Træe”. Under Englænderkrigene lå der også soldater på Lilleø. De kunne glæde sig over ”en Latrine af Bindingsværk, beklædt og tækket med Brædder”.

Ved midten af 1800-tallet beskrives byens latriner som gennemgående dårligt indrettede, og så var der endda for få i forhold til indbyggertallet.

Latrinen opsamledes normalt i utætte kasser og tønder, og i Fiskergade fandtes huse, hvor lokummet lå i faretruende nærhed af brønden.

Koleraen

vet sammen i en by med dårlige afløbsforhold og usundt drikkevand. Korsør blev dermed et oplagt mål for en koleraepidemi. Epidemien i 1853, der ramte København hårdt og berørte 24 provinsbyer, gik mærkeligt nok uden om Korsør; men i augustseptember 1857 kom en epidemi til byen. Den kostede 201 dødsofre. Den spredtes også til Tårnborg, hvor 27 døde.

Myndighederne var helt klar over, at de dårlige afløbsforhold udgjorde en fare; men det var selve stanken, man anså for hovedproblemet. Dagen efter det første koleradødsfald blev det indskærpet, at rendestenene skulle renses og udskylles daglig, så der ikke var stillestående, stinkende vand i dem, og stinkende møddingspøle og render i gårdene blev forbudt. Senere kom der påbud om, at latriner skulle renses jævnligt, og det blev anbefalet at hælde opløst jernvitriol i dem hver dag for at forebygge stank.

I 1850’erne voksede Korsørs indbyggertal stærkt, bl.a. som følge af jernbanebyggeriet, der trak mange til. Det betød, at mange mennesker blev stu17

Lapperier på noget gammelt - sidste halvdel af 1800-tallet Koleraen havde været en alvorlig lærestreg for myndighederne. Hygiejnen måtte forbedres, og det skete bl.a. ved forbedring af afløbsforholdene, bedre renholdelse af afløbene og mere effektiv renovation. I 1858 kom en lov, der krævede, at der blev lavet sundhedsvedtægter i byerne. Korsør fik sin første vedtægt i 1862. Allerede fra 1. januar 1858 tog den offentlige renovation sin begyndelse i Korsør. Den omfattede bl.a. renholdelse af afløbssystemet og natrenovationen.

Byudvidelse skaber afløbsproblemer I en doktordisputats fra 1859 om koleraen i Korsør pegedes på, at tilstrækkeligt afløb kunne sikres ved anlæggelse af underjordiske kloakker. Et underjordisk afløbssystem fandtes ikke i Korsør ved midten af forrige århundrede. Der blev i 1850’erne anlagt en underjordisk kloakledning langs Havnegade med udløb i havnen. Havnegade var som nævnt opstået i dette årti på opfyld; men opfyldningen hindrede afløbet fra Algade, der tidligere var sket ved naturligt fald ned til vandet. For at råde bod på dette uheldige forhold anlagde kommunen kloakken. Denne kunne på grund af terrænforholdene kun få et meget lille fald og måtte sikres mod indtrængende havvand ved en klapsluse ved udløbet. Kloakken lå så dybt, at indholdet kun ved lavvande kunne løbe ud i havnen.

På kloakledningen var der med visse mellemrum indrettet fordybede beholdere, hvor vand og urenheder kunne samle sig, altså en slags rensebrønde. For at skylle kloakken ren måtte slusen åbnes ved højvande og havvand lukkes ind. Men slusen blev ikke altid passet, og kloakken var dårligt lavet med meget ujævn bund. I resten af århundredet klagedes gentagne gange over, at denne kloak udsendte stank.

Det inddæmmede areal mellem Jens Baggesens Gade og Noret skabte ligeledes afløbsproblemer.

Området var lavt og ret vandfyldt, og vandet, der 18

samledes i en kloakdam, måtte pumpes bort af en pumpe, der blev drevet af en vindmølle ved gasværket. Før inddæmningen kunne vandet fra den højereliggende del af byen ved naturligt fald løbe ud i Noret.

I 1875 fik man indenrigsministeriets tilladelse til, at der for havnens regning blev lagt en betonrende over det inddæmmede areal ved Noret. Arbejdet med lægning af den godt 130 m lange rende blev udbudt i licitation i 1876. I 1883 drøftede byrådet atter afløbsforholdene, og borgmesteren foreslog, at den åbne rende blev erstattet med en lukket spildevandsledning af 12 tommer rør, der skulle finansieres ved indtægter fra salget af en grund på det inddæmmede areal.

Afløbsforhold i den sydlige bydel Ud over den underjordiske kloakledning i Havnegade bestod afløbene af åbne rendestene og grøfter.

Til hjælp ved krydsning af dem var der nogle steder anbragt rendestensbrædder. Man begyndte på nogle veje at anlægge kantsten og forhøjet fortov i forhold til kørebanen.

Grøfterne blev i stigende grad brolagt i bunden, eller bunden blev støbt ud med beton. Der kunne også ske en rørlægning af grøften eller dele af den.

Der var f.eks. grøfter på Jens Baggesens Gade, ved Sandvejsbanken, ved Sømandshvile og ved Møllegården.

I 1860 var antallet af stenkister steget til 26.

Mange var først anlagt efter koleraepidemien. 1861 blev der bygget en hovedkiste mellem Algade 12 og 14 og tværs over vejen. Stenkister blev imidlertid også fjernet. I 1877 klagede en husejer i Fiskergade over, at stenkisten foran hans hus var fjernet i forbindelse med omlægning af stenbroen. Byrådet afviste klagen, fordi stenkisten som følge af gadens ringe fald havde hindret spildevandsafløbet.

Der blev gennem perioden anbragt flere og flere kloakbrønde på afløbssystemet, således at urenhe-

Kort fra 1859 med kloakledninger, der løb ud i havnen, og Muddergrøften. Efter Erik Holst: Koleraepidemien i Korsør i 1857, 1859.

der kunne bundfælde sig her. De kunne være placeret, hvor der var tilløb fra huse, og før rørlagte render og stenkister. I 1860 var der foruden kloakken i Havnegade kun to kloakker, nemlig ved Algade 19. I 1889 var der 26 kloakker i den sydlige bydel.

De huse, der lå i nærheden af Storebælt eller Noret, havde afløb direkte hertil. I 1889 nævnes f.eks., at der på Sylowsvej var otte stenkister tværs over vejen med udløb til stranden. Fra Algades nordlige side gennem ejendommene nr. 10 og nr. 36 var der afløb gennem to byrender mod Noret, og regn- og spildevandet fra den sydlige side af Algade fra nr. 5 til Stapels gård, hele Baggade, det meste af Torvet, et par stræder mv. førtes via to byrender gennem ejendommene Baggade nr. 9 og nr. 37 og et par smårender til Muddergrøften.

Byrenderne, der var grøfter, blev renoveret i løbet af perioden, således at renderne fra Algade fik betonstøbning i bunden, mens renderne fra Baggade dels blev brolagt, dels betonstøbt. Husejerne

greb undertiden ind i afløbsforholdene. I 1875 klagede en husejer til byrådet over, at afløbet fra en byrende var vanskeliggjort af en naboejer. Denne havde anbragt en jernplade med huller i renden.

Muddergrøften, der, som navnet antyder, let blev fuld af mudder, var en temmelig dyb åben jordgrøft, der ikke kunne føre vandet ordentligt bort, fordi den lå så lavt, at den ved enden af Fiskergade, hvor den gennem en sluse eller underløb udmundede i Storebælt, lå dybere end vandspejlet.

S.C.J. Wagenblast klagede i et langt indlæg i Korsør Avis i 1871 over Muddergrøften. På grund af uforstand var den gravet indtil omkring 1 m under udløbets bund og alt for bred, omkring 2-2,5 m. Den sump, der var fremkommet herved, stank en stor del af sommeren i tørt vejr, når vandet fordampede. Fra midsommer stod havvandet højt og nåede mundingen af udløbet. Den værste forrådnelse og stank fremkom, når vandet i grøften stod lavt, og havvandet udenfor nåede den halve 19

I gården bag Havnegade 3 fandt man i en udgravning i begyndelsen af 1980’erne et stykke af den gamle byrende fra Algade 36 til havnen.

eller hele udløbsåbning. Så fyldte dette grøften.

Det skete gerne en eller to gange hver sommer. Da der var udsigt til, at der blev lavet en noget bedre afløbsrende, frarådede Wagenblast at opmudre selve grøften, da dette ville give bedre plads til ophobet vand.

De forbedrede afløbsforhold lod vente på sig. I 1875 bad sundhedskommissionen byrådet om at forbedre forholdene omkring grøften, og der blev nedsat et udvalg til at tage sagen til fornyet overvejelse. I 1877 vedtog byrådet at anlægge en ny 185 m lang betonrende hen over Fladsken. Selv om man havde fået tilbud om assistance til at fylde den gamle grøft af købmand Pedersen og enkefru Svane, måtte man søge indenrigsministeriet om tilladelse til at dække udgiften på 1600 kr. af kommunens sparekassebeholdning mod at beløbet restitueredes med 200 kr. om året i otte år.

Betonrenden fortsatte i en underjordisk rende, løb i en stenkiste under Fiskergade og udmundede i havet med en sluse, der skulle forhindre, at havvand trængte ind ved højvande. Det var en stor forbedring, selv om betonrenden også lå lavt, og vandet ikke altid kunne slippe ud af den. I 1878 var der ønske om, at der blev anbragt et mølleværk for enden af renden. Kommunen afviste at betale.

20

Afløbsforhold på Halsskov Halsskov så dengang helt anderledes ud, end det gør i dag. Det havde ligget hen som overdrev med kun ganske få huse, indtil jernbanen kom i 1856 med stationsbygning på Jernbanevej mellem Tårnborgvej og Amerikakajen. Næsten samtidig anlagdes jernstøberi på pladsen mellem Halsskovvej, Revvej og Bernstensgade og teglværk på hjørnet af Halsskovvej og Birkemosevej.

Dermed var også skabt basis for bebyggelse på Halsskov. Den lå i sidste halvdel af 1800-tallet på det område, hvor stationspladsen kom til at ligge efter 1907, langs det første stykke af Revvej og Halsskovvej samt på Tårnborgvej over for den første banegård. Da man begyndte at anlægge dampfærgehavnen i 1883, gav det et yderligere skub til bebyggelsen på Halsskov; men samtidig forsvandt det nederste stykke af Revvej, som var gået sammen med Halsskovvej i en meget spids vinkel.

I den mere spredte bebyggelse kom man af med sit spildevand, som man altid havde gjort; men i den mere tætte bebyggelse, hvor der også var egentlige veje, måtte afledningen organiseres. Der var endnu i 1860 ingen offentlige afløbsforhold på Halsskov. Da sådanne etableredes, var det kun i de tættere bebyggede områder.

Halsskov havde omkring 1900 stadig ingen brolagte gader og derfor heller ingen egentlige rendestene. Der var grøfter, som tog det regnvand, som ikke sivede ned i jorden, og det spildevand, der kom fra bebyggelsen. I løbet af perioden blev grøfterne på visse strækninger brolagt i bunden eller rørlagt. På kommunens budget for 1880 var der afsat penge til brolægning af grøfter på Halsskov.

Kommunen ville betale lægningen; men grundejerne skulle levere stenene.

På Halsskovvej var der grøfter fra Svinebanken til Banegårdspladsen. I 1872 blev et stykke af grøften i vejens vestlige side brolagt; den østlige side fra lidt før Rolighedsvej til nr. 22 hørte under Tårnborg kommune. I 1889 fik ejeren af nr. 19 lov til at rørlægge en del af den brolagte grøft ud for ejendommen. Spildevandet fra Halsskovvej løb fra 1875 muligvis ud i Storebælt gennem en rørledning af store drænrør over Banegårdspladsen. Et tilsvarende afløb har nok eksisteret tidligere; men var åbenbart borte før 1875. I 1885 approberede indenrigsministeriet en overenskomst mellem havnen og Statsbanerne om en spildevandsledning på Halsskov.

Af Revvej var det især det nederste stykke fra omkring Bernstensgade til sammenløbet med Halsskovvej, der havde interesse. Der var grøft her, og den blev brolagt på et stykke omkring Bernstensgade i 1875. Hovedafløbet fra Revvej

skete fra en samlekiste ved Bernstensgade videre under Revvej og i en åben grøft over jorderne mod vest til Suhrs Lod omkring Suhrsvej. Borgmesteren betegnede i 1886 et sted på Revvej, hvor der var opført en del nybygninger, som et rent pesthul.

Forklaringen var ifølge byrådsmedlem Alexander Bech, at der brugtes en drænledning som kloak; men den var for lille til at kunne tage vandet.

Kommunen kunne ikke gøre noget, da ledningen førte ind over privatejet jord.

Indehaveren af ejendommen på Tårnborgvejs højre side over for banegården og Hotel Storebælt fik i 1885 tilladelse til at rørlægge grøften med saltglasserede rør; dog skulle der mod nord anbringes en kloakbrønd med rist eller vandlås, formentlig til at opsamle urenheder, så røret ikke tilstoppedes. Af en tegning fra 1890 fremgår, at afløbet på resten af vejen mod syd på dette tidspunkt var rørlagt, og flere kloakbrønde var anbragt på ledningen. Afløbet fra Tårnborgvej gik til havnen.

Som i den sydlige bydel blev afløbssystemet på Halsskov også forbedret gennem sidste halvdel af 1800-tallet. I 1889 var der anbragt 14 kloakbrønde på Halsskov til at opsamle slam og andre urenheder. Der fandtes også tidligt stenkister, hvor afløbsvandet skulle føres over en vej. Nogle af disse stenkister blev flyttet og udbedret for at forbedre afløbsforholdene. Afløbet på Halsskov var dog mange steder dårligt og vanskeligt at få godt.

Strandengene ved Strandvej, der mod øst gik over i Suhrs Lod.

21

Renholdelse af afløbssystemet Der blev udstedt strenge påbud om at renholde afløbene, ikke kun i sundhedsvedtægterne, men også i bekendtgørelser i avisen. Ifølge sundhedsvedtægten fra 1885 skulle alle offentlige og private afløbsrender, rendestene og grøfter have bedst muligt fald og efter forholdene være med hård bund, brolægning, planker o.lign., om nødvendigt skulle de være lukkede ledninger. Vedtægten påbød at rense rendestene, byrender og andre udløbsrender med brolagte grøfter mindst to gange om ugen samtidig med fejning af de brolagte veje og pladser. Lukkede kloakker skulle renses mindst én gang om ugen. De ikke brolagte grøfter, som snarest søgtes forsynet med fast bund, skulle renses efter behov. I varmt vejr og under særlige forhold f.eks. ved fare for epidemi kunne renholdelseskravet udvides.

Kommunen entrerede med private, senere også med Arbejdsanstalten om renovationen. Den mand, der fra 1858 fik renholdelse af afløbene i entreprise, skulle oprense alle de offentlige stenkister, rendestene, vandløb og kloakker. Gader, rendestene mv. skulle være komplet rene hver torsdag

og søndag morgen. Om sommeren skulle gaderne vandes, inden de blev fejet. Ved stærkt regnskyl eller betydeligt højvande skulle han straks lade tilstrækkeligt mandskab efterse stenkister og kloakker, navnlig skulle han sørge for, at vandet havde frit løb, og at sluserne var i orden.

I entreprisekontrakten fra 1889 var kravene mere uddybet. Pladser og rendestene skulle fejes to gange om ugen. Om sommeren i tørt vejr skulle rendestenene ordentligt udskylles. Kloakker skulle oprenses to gange om ugen, og det oprensede slam skulle straks fjernes i tætte hjulbøre. Åbninger i lemmene over kloakkerne og utætheder i brolægningen i nærheden af kloakkerne skulle fuldstændig tætnes med æltet ler, så ingen lugt strømmede ud fra kloakken. Når politiet krævede det, skulle der for kommunens regning strøs klorkalk i kloakkerne.

Husejerne fik også jævnligt påmindelser om, hvorledes de skulle sørge for renholdelse af gader og gårde. Således indskærpede en politibekendtgørelse i 1880, at rendestenene langs vejene, der sorterede under grundejerne, behørigt skulle fejes,

Revvej mellem Stottsvej og Suhrsvej omkring 1900. De dybe grøfter var brolagte. Dette vejstykke afvandedes til Suhrs Lod. Foto Chr. P. Sørensen.

22

Gården til Baggade 25 med dyb afløbsrende omkring 1900. Foto H.P. Jensen.

også under rendestensbrædderne. To gange om ugen skulle husejerne udskylle rendestenene på gader og gårdspladser med frisk vand, og ligeledes skulle udløbsrender renses to gange ugentligt. Et tilsvarende påbud kom i 1893.

Stank Dette ældre kloaksystem gav alligevel nogle miljøproblemer. Dels blev kravene til renholdelse ikke overholdt, dels var systemet ikke godt nok til at kunne klare de stadigt større mængder spildevand, og dels var der kommet en anden opfattelse hos både myndigheder og befolkning af, hvad man ville tolerere. De stinkende kloakker mv. var et stadigt tilbagevendende problem, især om sommeren.

I 1865 klagedes i to læserbreve i Korsør Avis med få dages mellemrum over, at det udliciterede renovationsarbejde ikke udførtes ordentligt, så

f.eks. rendestenene stank slemt, og at der var en utålelig stank fra kloakkerne i Havnegade. Det pointeredes, at ”I den gamle Slendrian kan det dog umuligt blive ved at gaae”.

Klagerne har næppe været ubegrundede. Endnu i 1880 løb spildevandet fra slagterier og garverier ud i rendestenene. Det måtte dog kun ske om morgenen, og der skulle skylles godt efter. Der var stadig møddinger i gårdene, og svinehold var tilladt, om end begge dele kun måtte forekomme i huse med gårdspladser af en vis størrelse.

Da stanken fra kloakkerne ved Havnegade blev for slem, besluttede den konstituerede borgmester i august 1893, at der under kloakdækslerne skulle anbringes pander med klorkalk, der skulle tage stanken. Det hjalp tilsyneladende ikke, for i oktober kunne Korsør Avis bemærke, at kloakkerne langs Havnegade udsendte en alt andet end behagelig duft.

23

Udsnit af kort over udstykningen af grunde på Jens Baggesens Gade 1884. Udsnittet viser også afløbsrender i området bag vejen.

24

Efter 1892, da Korsør havde fået vandværk, skete udskylning af rendestenene med vand fra brandhanerne; men dette har tilsyneladende heller ikke fungeret for godt. Byrådet vedtog således i sommeren 1894 efter henstilling fra et af medlemmerne, at byens gader og rendestene samt vejene på Halsskov blev udskyllet oftere end hidtil med vand fra brandhanerne.

Søle og sundhedsfare Grøfterne stank ikke mindre end kloakkerne og rendestenene. Da en grundejer på Tårnborgvej i 1885 fik tilladelse til at rørlægge grøften ud for sin ejendom, var det netop for at forebygge stinkende grøfter.

I 1893 kom der henvendelse til byrådet fra Sømandshvile og nogle naboejendomme på Sylowsvej om de gener, der var forbundet med, at grøften ud for ejendommene ikke havde afløb. Grøften, der ikke alene modtog regn- og spildevand fra ejendommene, men også regn og tøet sne fra bakken ved

Møllebjergvej, blev ofte oversvømmet om vinteren, og det stillestående vand ville stinke om sommeren. Stadsingeniør Obel foreslog at fylde grøften og erstatte den med en rendesten og en stenkiste under vejen syd for Sømandshvile og derfra en åben grøft ud til stranden. Man kunne ikke lave en rørledning, da den ikke kunne lægges dybt nok til at blive frostfri. Det var praksis, at grundejerne selv skulle betale for sådanne arbejder; men Obel foreslog i dette tilfælde ”i Vejens Interesse”, at kommunen bidrog til anlæg af stenkisten. I 1894 blev dette arbejde udbudt i licitation.

I 1894 optog politiet rapport om nogle meget ubehagelige afløbsforhold særlig ved Teknisk Skole på Jens Baggesens Gade og Dyrhauges Minde på Skovvej. I en grøft ved Teknisk Skole blev udløbet fra ejendommen overfor stående og kunne ikke komme videre. Denne ejendom, Jens Baggesens Gade 3, beboedes af købmand Smith, og fra hans maltkølle førte en rørledning over vejen til grøften.

Det nævntes under sagens behandling, at afløbsproblemerne kunne skyldes, at den dæmning, der

Havnegade ca. 1890. Den brede gade havde fortov med kantsten og dybe rendestene med rendestensbrædder.

25

Den sydlige ende af Sylowsvej omkring 1900.

Før vejen blev kloakeret, løb afløbsvandet i åbne grøfter over strandarealet ud til Storebælt. Foto Chr. P. Sørensen.

var anlagt ud mod Noret i forbindelse med opfyldningsarbejderne, var så stor, at afløbsforholdene fra byen blev umuliggjort.

Ved Dyrhauges Minde var problemet, at spildevandet, der skulle løbe i et afløbsrør med udmunding i en rendesten langs stenmuren ved Lovsøerne, aldrig nåede denne rendesten. Rendestenen havde i øvrigt ingen fortsættelse. Ved afløbsrørets munding i rendestenen havde vandet undergravet og sprængt stenmuren, så alt spildevandet løb ud i søerne. Disse fungerede som reservedrikkevandsreservoir for byen.

Forholdene ved Teknisk Skole blev straks bragt i orden. Man fyldte grøften op og lagde en rørledning gennem skolens gård ned til tværgrøften i området mellem skolen og gasværket. Senere på året blev andre arbejder til forbedring af de uheldige afløbsforhold udbudt i licitation, bl.a. afløbet fra Dyrhauges Minde. Her lagde man drænrør i trælinjen langs Lovsøerne ned til en stenkiste ved vandposten ved den anden ende af søerne.

Rendestensbrædderne var også i dårlig stand.

Et læserbrev i Korsør Avis i 1893 gør særlig opmærksom på brættet tværs over vejen ud for Missionshuset i Jens Baggesens Gade. Jernbeslagene var løse, og enderne stak i vejret til stor gene for fodgængere og køretøjer 26

Natrenovation Koleraepidemien medførte også en forbedring af natrenovationen. Der var for stor sundhedsrisiko ved, at indholdet af potter og lokummer tømtes i møddinger og rendestene. Ligeledes var det uheldigt, at urinen landede i jorden ved nedsivning, og afføringen samledes i gravede gruber eller blev gravet ned i jorden. I bebyggede områder måtte man derfor fjerne disse efterladenskaber. I mere spredt bebyggelse var forholdet et andet. I 1891 fik teglværksejer V. Kähler således byrådets tilladelse til at anbringe en overdækket latrinkule ca. 300 m fra Revvej.

Efter koleraepidemien opførte kommunen offentlige lokummer og forbød folk at forrette deres nødtørft på alfarvej. De første blev opført ved Sylowsvej, og senere omtales retirader på Havnepladsen. I 1875 skrev sundhedskommissionen til byrådet med speciel adresse til havneudvalget som ejer, at forholdene ved de offentlige latriner ved Sylowsvej burde forbedres. I 1876 vedtog byrådet, at de to retirader skulle fjernes, og i 1877 blev de udbudt til nedrivning og bortkørsel ved auktion.

Der fandtes ingen offentlige lokummer på Torvet. I 1890 blev byrådet anmodet om, at der et passende sted her blev opstillet et pissoir, da folk især på torvedage og om sommeren brugte vandpum-

pen på Torvet som aftrædelsessted, og dette fandt andrageren ikke særlig hygiejnisk.

I begyndelsen af 1890’erne omtales et ret særpræget offentligt latrinhus i Korsør. Det var anbragt ud over havnen, således at folks efterladenskaber faldt direkte ned i vandet, og den stærke strøm i havnen hurtigt førte dem bort.

I de offentlige retirader var latrinerne forsynet med tønder, der indvendigt var begede eller tjærede.

Sådanne tønder fik husejerne i 1858 fire ugers frist til at få installeret i deres latriner. Sundhedsvedtægten i 1885 bestemte, at folks latrinhuse skulle indrettes med tætte tønder på uigennemtrængeligt underlag. I begyndelsen af 1890’erne oplyses, at der var tønder i latrinerne i alle ejendomme i Korsør. Vedtægten fra 1885 forbød afløb fra indendørs lokummer gennem etager i en ejendom, med mindre der var passende vandudskylning og ventilation. Ellers skulle lokummerne være indrettet, så ekskrementernes faste og flydende dele straks blev adskilt, så kun de flydende dele gik gennem afløbsrøret.

Fjernelsen af natrenovationen blev fra 1858 udliciteret til privatmænd eller kunne - som i 1875 for fem år - overdrages underhånden. Ifølge betingelser fra 1857 skulle den, der havde fået overdraget arbejdet, mindst én gang om ugen om natten rense latrinerne på rådstuen, skolerne, fattighuset og havnemesterboligen. De offentlige latrinhuse skulle han stadig holde rene og vaske mindst én gang om ugen. Han skulle også rense og tømme de private grundejeres latriner mod særskilt betaling og efter skriftlig henvendelse fra grundejerne. Da han ikke måtte spilde noget ved rensningen, var han dog kun forpligtet til at udføre tømningen for private, når lokummerne var forsynet med forsvarlige tønder eller kasser. Disse måtte mange steder, hvor husene var sammenbyggede, bæres fra gården til gaden gennem beboelsesrum. De vogne, han brugte til at køre møget bort i, skulle da også være forsynet med tæt vognkasse med låg. Vognene måtte i øvrigt ikke være i byen om dagen; men de skulle ikke desto mindre renses og udskylles i stranden, dvs. ved Sylowsvej, når politiet krævede det.

Baggade før kloakeringen i 1895 med dybe rendestene, rendestensbrædder og stenkister.

27

Krydset Algade-Nygade før kloakeringen i 1895. Nygade var endnu ikke brolagt, men havde fortov i højere niveau end kørebanen og kantsten. Rendestenen i Algade var en rende, og hvor den krydsede Nygade, var der anbragt en rendestensplanke.

Politiet var også den gang sundhedsmyndighed.

Gødningen, der var entreprenørens ejendom, måtte ikke samles i byen; den skulle køres ud på byens mark. Man måtte gerne bruge gødningen i haven; den skulle dog straks graves ned eller dækkes forsvarligt med jord. Ét var de gode hensigter, noget andet hvorledes bestemmelserne udførtes i praksis. En af læserbrevsskribenterne fra 1865 klagede også over udførelsen af natrenovationen. Den mand, der havde fået overdraget renovationen fra 1861, beskyldtes for kun at være interesseret i at skaffe sig så me-

28

get gødning som muligt. Han skulle være ligeglad med byens renlighed, og de offentlige lokummer skulle være sande svinestier.

Latrintøndernes indhold landede formentlig stadig på møddingerne i folks gårde, og når der var særlig fare for kolera eller andre epidemiske sygdomme, kom der politipåbud om, at møddingerne skulle være tømt inden en bestemt dag. Sundhedsvedtægten i 1885 forbød latrinindhold på møddingerne, og i 1890’erne måtte der slet ikke findes møddinger i byen, med mindre der var stalde eller slagterier.

Moderne kloakering - 1880’erne og 1890’erne Koleraen havde sat noget i gang på kloakeringsområdet. Man var klar over, at bedre afløbsforhold fremmede folkesundheden; men man var stadig langt fra noget acceptabelt. Selv om mange afløb var rørlagt, fandtes der stadig et stort antal åbne grøfter, afløb, der standsede uden at kunne komme videre og efterlod stinkende pøle, rendestene, hvor ikke blot regnvand, men også spildevand løb, og ildelugtende kloakker.

Helt frem til 1890’erne løste man mange af de afløbsproblemer, der opstod, uden hensyn til en større helhed. Man kan få det indtryk, at en billig løsning mange gange prioriteredes højest. Men allerede før dette tidspunkt var man i forskellige kredse i byen begyndt at diskutere nødvendigheden af en gennemgribende reform af afløbsforholdene. Kloaksagen, som den kaldtes af Korsør Avis, en varm tilhænger af en reform, gik side om side med spørgsmålet om at skaffe Korsør bedre drikkevand. Dette skete ved vandværkets oprettelse i 1892. Disse to hygiejniske foranstaltninger var af allerstørste betydning for byens udvikling hen mod et moderne samfund. Det var kostbare projekter, som gang på gang blev udsat, især kloaksagen.

Rådden jordbund Den 12.8.1884 skrev sundhedskommissionen til byrådet, idet man stadig kunne frygte kolera, og gjorde opmærksom på de elendige sanitære forhold, der endnu herskede i Korsør, med dårligt drikkevand og dårligt afløb. Renholdelsen af gaderne med bortkørsel af det opfejede snavs var under al kritik, og kloakken langs Havnegade var næppe i orden.

Byrådet behandlede sagen, pegede på de uheldige forhold, som inddæmningen havde medført, men stillede den ellers i bero. Kommunen kunne af økonomiske grunde ikke overkomme de forbedringer, der skulle til for at ændre forholdene.

I december samme år kunne Korsør Avis bringe et læserbrev, der opfordrede til ordning af vandfor-

syningen og forbedring og istandsættelse af byens usle og forsømte afløb uden småligt kniberi. Det var igen frygten for kolera, der lå bag opfordringen. Redaktøren af avisen ville hellere have forbedret kommunens økonomi med en skatteforhøjelse end risikere kolera.

Da byrådet havde budgettet for 1885 til førstebehandling, bad prokurator Strøbech udvalget for brolægningsvæsenet om til andenbehandlingen af budgettet at fremkomme med forslag om anlæggelse af en kloakledning i en del af Baggade og gennem Nygade til den eksisterende kloak i Havnegade. Udvalget lovede at indhente bistand hos en landvæsensinspektør for at få udarbejdet tegninger og overslag, og byrådet så positivt på sagen. Ved andenbehandlingen af budgettet forelå forslaget endnu ikke.

I foråret 1885 skulle man på pladsen ud for Hotel Korsør erstatte nogle ellers kraftige 20-årige træer, der var gået ud, med nye. Man opdagede, at jordbunden i en dybde af ca. 1 m var fuldstændig rådden. Kaptajn d’Origny, der ledede plantningsarbejdet, var byrådsmedlem, og opdagelsen fik ham til at tage kloaksagen op i et byrådsmøde i april. Han fandt, at den slette jordbund var uheldig for de sanitære forhold, og at problemet bedst løstes ved en ordning af kloakforholdene. I april 1886 drøftede byrådet, hvad der kunne gøres ved byens uheldige spildevandsafløb. Borgmesteren så en delvis løsning i en ny brolægning med nivellement; men det var der ikke råd til.

Havneudvalget skaber grundlaget Misèren ved Hotel Korsør skyldtes formentlig, at en drænrørsledning, der førte spildevandet fra Byskolen i Jens Baggesens Gade, Hotel Korsør, asylet og ingeniørboligen på Caspar Brands Plads ud gennem engen bag bygningerne til kloakdammen ved gasværket, var helt tilstoppet og ødelagt. Samtidig fungerede vindmøllepumpeværket ved gasværket så dårligt, at hele området stod under vand 29

om vinteren, og skolens og omliggende bygningers kældre var oversvømmede. Om sommeren bredte en stank sig fra arealet. Beboerne på Jens Baggesens Gade var meget generede af forholdene, og byggegrundene i området var kun af ringe værdi.

Havneudvalget drøftede i 1886, om man kunne lede spildevand fra byen til området ved gasværket via mindre render af saltglasserede rør og derfra lade en gasmaskine udpumpe det i Noret. Havnen og byen kunne dele udgifterne. Byrådet nedsatte i den anledning et udvalg bestående af havneudvalget og vej- og vandudvalget.

I 1890 besluttede havneudvalget at omlægge drænrørsledningen med en ledning af saltglasserede rør og erstatte vindmøllepumpeværket med en pumpestation med en centrifugalpumpe, drevet af en 4 hk gasmaskine. I 1891 indhentede man tilbud fra firmaet Tuxen og Hammerich, København, på pumpeanlægget. Gasmaskinen blev opstillet i slutningen af november 1891. Centrifugalpumpen, der var forbundet med gasmaskinen, kunne oppumpe 132 m3 vand i timen. I løbet af de første godt 24 timer blev der oppumpet ca.

2.640 m3 vand. Da vandet var pumpet væk, blev grøfterne renset for mudder. Pumpeanlægget blev i vinteren 1892/93 beskadiget af frost, fordi man ifølge firmaet måtte have undladt at tømme vandet fuldstændigt af, hver gang maskinen havde været benyttet.

Hvad pasningen af anlægget indebar, fremgår af den ansøgning, R.M. Johansen sendte den 4.2.1893. Den lyder: ” Undertegnede Maskin­ mester Johansen, her af Byen, der fortiden sejler som Mester paa Dampskibet Spodsbjerg, tilbyder herved at passe Kloak-Pumpestationen ved Gasværket, saavel Gaskraftmaskinen som Centrifugalpumpen med Sugerør og Sugeventil, saaledes at Pumpningen foretages saa ofte og saa længe som det er fornødent for at holde Kloakgrøften og Ledningen tom, hvad enten det maa ske ved Dag eller ved Nat, og saaledes at jeg foruden Pasningen af Pumpningen tillige paatager mig at holde baade Gaskraftmaskinen og Pumpen og Sugeledningen og alt vedrørende Pumpestationen i god og forsvarlig Stand med alle saadanne Vedligeholdelser som kunne udføres paa Stedet – alt for en maanedlig Betaling af Kr. 15,00 (femten Kroner)”.

Pumpestationen med pumpehus og til højre herfor pumpebrønd og bassin lå ud mod Teilmanns Allé i et hjørne af gasværkets grund.

Kloakanlæg – vandværk Allerede i 1885 havde ingeniør Obel, København, der havde været tilknyttet Korsør havn som ingeniør fra 1872, udarbejdet et vandværksprojekt for Korsør kommune. Man overdrog også kloaksagen

Algade efter kloakeringen i 1895. I venstre rendesten ses en nedløbsbrønd. Gadens brolægning blev omlagt samtidig med kloakeringen, og der blev lavet fortove med kantsten og rendesten.

30

Hjørnet af Blindeport og Slottensgade kort efter1900. Selv om begge veje var kloakeret, var den gamle afløbsrende på tværs af Blindeport bevaret.

til ham, og i maj til december 1886 lavede han forundersøgelser, nivellement og et foreløbigt projekt til et kloakanlæg med skyllebrønde.

Byrådsmedlem A. Bech havde allerede i april 1886 rådet til, at man søgte sagkyndig bistand hos stadsingeniør C. Ambt, København, der var specialist i vandværks- og kloakanlæg. Han havde projekteret Nakskovs kloakanlæg og vandværk. Bech fandt imidlertid Obels kloakprojekt tiltalende; men han var derimod ikke helt tilfreds med hans vandværksprojekter. Her ville han gerne have bistand fra Ambt; men for ikke at fornærme Obel i vandværksspørgsmålet skulle det se ud, som om Ambt var kommet ind i billedet med det formål at vurdere Obels kloakprojekt på stedet. Bech mente i øvrigt, at tiden nu var inde, ”Thi skal der Vandforsyning og Kloakledn. i Korsør, saa burde de nuværende lave Conjuncturer benyttes”. I maj 1887 samtykkede Ambt i at deltage i de to projekter.

Først i 1891 var Ambts kloakprojekt færdigt. På dette tidspunkt var man godt i gang med at anlægge vandværket efter Ambts plan, og fortalere for et moderne kloaksystem pegede på, at kloakspørgsmålet måtte løses sammen med vandværkssagen.

Kloaksagen stødte imidlertid på modstand, ikke mindst af økonomiske grunde. Obel, der var blevet stads- og havneingeniør i Korsør i 1892, og under hvem byens kloakforhold nu hørte, måtte se sine forslag mødt med mere eller mindre dårlige modargumenter i byrådet. Det var for varmt at grave i jorden. Skulle koleraen komme, var det rent galt at lave kloakarbejder. Det var dyrt at få arbejdsfolk i høsttiden. Der argumenteredes også direkte med, at byen ikke havde råd. Ifølge Obel selv var sagen den, at man nogle år tidligere havde opdaget et deficit på 20.000 kr. i kommunekassen, som man havde måttet dække med lån, og derfor ønskede man ikke at optage flere lån.

31

Blindeport kort efter 1900 efter kloakeringen af vejen. Nedløbet fra huset til højre førte til den underjordiske kloakledning, og langs husrækken ses et par rensebrønde.

Koleraen spøger I 1892 var der koleraepidemi flere steder i Europa, og frygten for at den skulle nå Korsør som havneby skabte røre. I juli benyttede en række læserbrevskribenter i Korsør Avis udsigten til kolera til at kritisere byens afløbsforhold. ”Monitor” beskrev rendestenene som stagnerende og lystigt dampende i middagsvarmen. Strækningen over den gamle stensatte kloak i Havnegade sendte så giftige dunster op af udløb, utætte dæksler og luftrør, at den næsten var umulig at passere. På Halsskov kaldte han rendestenene for boblende muddergrøfter. De hygiejniske forhold omkring de offentlige latriner tog han også under kærlig behandling.

Læserbrevene blev drøftet uden for dagsordenen på det følgende byrådsmøde. Medlemmerne 32

var enige om, at forholdene var bedret betydeligt siden den store koleraepidemi i 1857. Th. Rasmusen mente, at byrådet måtte komme med en udtalelse for at berolige byens indbyggere. M. Smith fandt det godt, at nogen gjorde opmærksom på mangler, men mente, at vedkommende burde have tænkt på, at skattebyrderne hvilede tungt på byens beboere.

Læserbrevene fortsatte. ”Monitor” blev støttet af ”Veritas”, der påpegede, at Korsør stod meget langt tilbage i renlighed i forhold til andre danske provinsbyer – kommunen udskyllede f.eks. aldrig rendestenene – at man aldrig hørte noget til sundhedskommissionen, og at embedslægen og stadsingeniøren burde gribe ind. Andre gik i rette med kritikerne.

Kommunen begyndte at vande pladser, udskylle rendestene og desinficere kloakker, og der blev udstedt bekendtgørelser fra politiet og sundhedskommissionen. Om foranstaltningerne var en følge af kritikken eller ville være kommet under alle omstændigheder er ikke til at vide. Husejerne fik påbud om i tørt vejr daglig at udskylle rendestenene og udløbsrenderne med frisk vand og opfordring til desinfektion af latriner og pissoirer med klorkalkopløsning eller stærkt karbolvand.

I et nyt indlæg fandt ”Veritas” det underligt, at man samtidig med alle påbud og opfordringer gik i gang med at opgrave mudderet fra muddergraven ved gasværket og lægge det på engen ikke så langt fra beboelsen på Jens Baggesens Gade.

Man slap med skrækken for kolera; men byens sundhedstilstand var jo også betydeligt forbedret med vandværkets anlæggelse.

ved Byskolen, fra en brønd ud for skolen og hen til Hotel Korsør, op ad Nygade og op ad Algade til Baggade. Fra en brønd ud for teatersalen på Hotel Korsør skulle lægges en hjælpeledning, en overløbs­ ledning, hen ad Havnegade til en gammel stenkiste, der ud for ”Solen” førte under havnepladsen ud i havnen. På kloakledningerne skulle der anbringes 11 nedløbsbrønde, 4 nedgangsbrønde og 2 automatiske skyllebeholdere, én for hver ende af Nygade. De var nødvendige på grund af det ringe fald, ledningen kunne få, og virkede ved, at vandværksvand engang imellem automatisk sendtes ud i ledningen. De største rør skulle være af beton, de mindre saltglasserede.

Byrådet var endnu ikke til sinds at træffe beslutning hverken om kloakering eller brolægning.

Algade hørte som landevej også under amtet. Byrådet besluttede derfor at bede amtsrådet om samarbejde i brolægningssagen og stillede kloakeringen

Kloakanlæg – brolægning Kloaksagen blev nu sammenkædet med brolægningsspørgsmålet. Brolægningen på hovedgaden, Algade, var så dårlig, at den måtte omlægges. Der blev nu brugt tid på at diskutere, om brolægning eller kloakering skulle komme først.

I maj 1894 synes Obel at være blevet træt af den tomgang, sagen gik i, og af, at der kun ville være råd til at kloakere korte strækninger ad gangen, så han henvendte sig med samtykke fra udvalget for veje, brolægning og vandvæsen til en ingeniør Bird i København og foreslog, at en entreprenør, underforstået Bird, påtog sig kloak- og brolægningsarbejdet for egen regning mod betaling af afdrag fra kommunen over 5-6 år. Bird gik åbenbart med på ideen, for han kom til stede i et udvalgsmøde den 29.5. og tilbød at stå i forskud med betalingen, mod at kommunen åbnede ham en kassekredit i et pengeinstitut.

Udvalget besluttede dog at indstille til byrådet, at der blev optaget lån til begge arbejder.

Obel opsummerede hovedresultatet af mødet i en skrivelse til udvalget den 30. Det fremgår heraf, at kloakanlægget skulle udføres efter Ambts projekt fra 1891, dog ændret som følge af det kloakarbejde, havnen havde udført, og foreløbig uden kloakanlæg på Halsskov og i Baggade. Der skulle lægges kloakledninger i fortsættelse af havnens ledning

Gården til Baggade 43 i 1914. Brønden, hvortil afløbsrende og køkkenafløb førte, viser, at der var lagt kloakstik ind i gården.

Foto Hugo Matthiessen.

33

Kort over kloakanlæg fra 1904, hvorefter en del af Havnegade, Brogade og Havnepladsen afvandedes direkte til Kølhalehavnen.

i bero, indtil der var forhandlet om brolægningen.

Man blev enig med amtsrådet om, at ændring af Algades brolægning skulle ske i 1895 og 1896, idet den del, der samtidig skulle kloakeres, først blev brolagt i 1896, det øvrige i 1895.

Pludselig gang i sagen Kloakarbejdet kom dog allerede i gang i 1895, og Korsør Avis kunne den 12.6. takke byrådet for, at det ikke udsatte sagen længere. Arbejdet, der blev udliciteret i maj 1895 og overdraget entreprenør R. Petersen, Holbæk, blev for hovedparten udført i løbet af sommeren.

Ved licitationen var projektet udvidet til også at omfatte Baggade, og det endelige anlæg blev endnu mere omfattende. Det gik fra Byskolen i Jens Baggesens Gade ad Nygade, gennem hele Algade fra Nankes Plads til Torvet, i Kasernestræde (Nygades forlængelse mellem Algade og Baggade) samt i hele Baggade, i alt godt 2 km hovedledning.

Foruden af selve ledningerne i gaderne bestod det 34

nye kloaksystem af 52 nedløbsbrønde i rendestenene samt 8 nedgangsbrønde og 2 skyllebrønde i gaderne. Kommunen lagde stikledninger til facadelinje til alle huse på den kloakerede strækning og, hvis husejerne ønskede det, private ledninger ind i gårdene. Udgiften til disse ledninger skulle husejerne afdrage over et vist antal terminer; man havde taget betalingsordningen for vandledningerne som mønster. Hjælpeledningen i Havnegade var tilsyneladende opgivet, så såvel spildevandet som alt regnvandet fra det nye kloaksystem skulle ledes bort gennem den ledning, havnen havde lagt, og pumpes ud i Noret.

I oktober 1895 kunne man med glæde konstatere, at kloakanlægget ved skylregn kunne tage betydeligt mere vand end påregnet. Straks efter arbejdets afslutning var der ønsker om at få forlænget ledningen i Algade til Seydels villa ved Bomhuset. Som forholdene var, løb spildevandet fra villaen langs kirkegårdsstien ned til den nyanlagte kloak. Kommunen sagde dog foreløbig stop; man havde strakt sig meget vidt.

Halsskov kommer også med - omkring 1900 Man var klar over, at en ordning af kloakforholdene på Halsskov var tiltrængt; men man ville vente, til Statsbanerne havde besluttet, om banegården skulle flyttes.

Fra 1898 tog man atter fat på kloakeringen af den sydlige bydel med lægning af kloak i resten af Jens Baggesens Gade, Dyrhaugesvej, Dahlsvej, Kirkepladsen, Brogade, Havnepladsen og Havnegade. Til kloakarbejdet i Jens Baggesens Gade i 1898 skulle bruges godt 160 m 22 tommers ledning, der skulle lægges i ca. tre meters dybde, knap 210 m 8 tommers ledning og omkring 25 m 6 tommers ledning i halvanden til to trekvart meters dybde.

Desuden skulle der anbringes fire betonrendestensbrønde og fem betonnedgangsbrønde.

Det var typisk de ”fine” gader, der blev kloakeret; tilbage stod de tætbefolkede, fattige kvarterer, f.eks. omkring Fiskergade, hvor koleraen havde hærget særligt slemt i 1857. Da byrådet ivrigt gik ind for kloakering af Møllebjergvej i 1899, selv om der endnu ikke var solgt byggegrunde her, følte Korsør Avis sig da også foranlediget til at bemærke: ”Kunde det Udvalg, der har med denne Sag at gøre, ikke ogsaa beskæftige sig med Dele af Byen, der ere stærkt befolkede, men som savne Kloak. Vi sigte hermed til Slottensgade og Fiskergade. Begge Steder trænger der i højere Grad til Kloaker end på Møllebjergvejen. Afløbet fra disse to Gader er nemlig saa slet, som det kan være.” Lige efter århundredskiftet blev bl.a. Sylowsvej, Slottensgade og Blindeport kloakeret.

Pumpestationen ved gasværket Efterhånden som flere gader blev koblet på pumpestationen ved gasværket, blev dens kapacitet for lille. Allerede i marts 1895, altså endnu før den nye kloakledning var etableret, havde det ét døgn været nødvendigt at pumpe uafbrudt i 22 timer og ti døgn i ti timer, og så kunne man endda kun lige holde vandstanden i bassinet.

Disse alarmerende tal brugtes i 1896 som argument for, at der burde anskaffes en reservepumpe med 4 hk gasmotor til pumpestationen. Gik den eksisterende pumpe i stykker i en kritisk situation, ville hele området blive oversvømmet. Teknikerne, Obel og Ambt, var ikke i tvivl om nødvendigheden af reservekapaciteten; men flere politikere fandt anskaffelsen ganske unødvendig, for man havde en gammel 2 hk maskine stående på gasværket, og man kunne nøjes med at anskaffe en reservepumpe til denne.

Da Ambt erklærede, at man ikke kunne klare sig med mindre end 4 hk, svarede modstanderne igen med, at 2 hk maskinen i nødstilfælde kunne suppleres med et lokomobil til at drive den store pumpe med, og A. Bech kom med det usaglige argument: ”Ambt er naturligvis vant til de store Forhold inde i Kjøbenhavn. Men her skal jo faktisk indtræffe den ene Ulykke ovenpaa den anden, før vi saadan aldeles taber Herredømmet over Situationen.”

Efter tre behandlinger i byrådet blev det vedtaget at anskaffe en 4 hk maskine med pumpe. Af de oplysninger, der findes for de følgende år om kapaciteten, tyder dog intet på, at den store maskine med pumpe er blevet anskaffet.

I 1904 udvidede man pumpekapaciteten på pumpestationen betydeligt, idet man anskaffede en brugt 16 hk gasmaskine og en centrifugalpumpe fra A/S Atlas i København. Den nye og den gamle maskine og pumperne blev anbragt i et nyt maskinhus, opført af murermester Bergmann lige vest for det gamle. Huset var et halvtagshus af tredjesorterings røde sten i énstenstykkelse med tagpaptag. Samtidig blev der udgravet et nyt bassin ved pumpestationen.

I 1904 blev der også anlagt en hovedkloakledning af betonrør fra Nygade til pumpestationen.

Den må have erstattet den mere end ti år gamle ledning af saltglasserede rør, som havneudvalget havde foranstaltet lagt. Pumpestationen havde udløb i havnen ved Halsskovbroen. Det var dog 35

kun en del af den sydlige bydel, der blev afvandet til pumpestationen. Fra resten af bydelen var der afløb direkte til bæltet.

I 1916 var den samlede pumpekapacitet på ca.

587 m3 i timen. Før dette år var der på pumpestationen blevet installeret en pumpe drevet af en elektromotor. Opførelsen af Korsør Elværk i 1904 muliggjorde, at man nu kunne bruge elektriske pumper, der kunne sættes i gang automatisk og derfor var mindre arbejdskraftkrævende.

Der var i 1908 planer om at anlægge en pumpestation ved Fiskergade; men det blev ved planerne.

Stigende spildevandsmængde Spildevandsmængden pr. person blev større, i og med at adgangen til vand blev lettere med vandværkets oprettelse og vandindlæg i husene.

En af de store spildevandsproducenter var de vandskyllende toiletter; men de fandtes endnu kun i få velhaverhjem, og der skulle særlig tilladelse til at indrette sådanne toiletter. I sommeren 1900 fandtes de kun i hjemmene hos købmændene Harald Fischer, Th. Rasmusen og H. Rasmusen.

Samme år fik konsul Møller og gartner Mathiesen tilladelse til at indrette wc. I 1901 stilledes den betingelse, at de skulle bruge klosetpapir. I 1901 fik brygger Th. Pedersen i Kongegården afslag på at indrette wc, da kloaksystemet ikke var indrettet til at klare afløbet. På sygehuset kom der først vandskyllende toiletter i 1904, to i stueetagen og ét på første sal. Det havde været på tale at installere tørvesmuldsklosetter; men den plan opgav man.

Natrenovationen måtte altså fortsat opsamles i tætte tønder og køres bort. Det var stadig private, der gav tilbud på arbejdet. Der var dog problemer med at forhindre, at folk nedkulede deres efterla-

Projekt til udvidelse af pumpestationen ved gasværket 1903. Udsnit af kort.

36

Revvej mellem Suhrsvej og Bernstensgade før kloakering med dyb brolagt grøft og gangbrædder.

denskaber ved deres huse. Så sent som i 1908 blev der klaget over, at natrenovationen ikke blev afhentet fra Kählers huse på Revvej. Den blev blot hældt i et hul i haven, så de omkringboende måtte holde deres vinduer lukket for at undgå stanken. En henvendelse til Kähler havde været resultatløs.

han ud af pakvognen omtrent ud for Rolighedsvej.

Han gik et skridt tilbage, snublede over en trådledning og faldt baglæns i den fyldte muddergrøft. Det lykkedes ham at holde det meste af ansigtet fri, ellers var han nok blevet kvalt; men som Korsør Avis bemærker: ”Pakmester Justesens Udseende var alt andet end tiltalende, da han kom op af Grøften.”

Moderne kloakering på Halsskov Byrådets beslutning om at udskyde kloakanlæg på Halsskov, indtil spørgsmålet om en ny stations placering var afgjort, kunne ikke opretholdes, da afgørelsen trak ud, og i 1899 tog man fat på kloakeringen, i begyndelsen mest på planlægningsstadiet. Bebyggelsen på Halsskov voksede fortsat, og dette var en yderligere tilskyndelse til at gå i gang med en moderne kloakering. Gaderne var stadig jord- og grusveje.

Den første gade, man gik i gang med, var Halsskovvej. Store dele af afløbet, der lå i vejens vestside, var allerede rørlagt, og det resterende blev rørlagt i 1899 og 1900. I 1905 blev der lagt kloak i Rolighedsvej og i Halsskovvej. Den blev ved tunnelen ført under banens grund og fik udløb i havnen.

Kloakanlægget i Rolighedsvej må have glædet pakmester Justesen. Før der blev lagt kloak her, løb spildevandet i en muddergrøft bag husene ind mod banens område. Da Justesen en majaften i 1904 havde modtaget posten fra aftentoget, steg

Revvejsområdet Omkring 1900 havde Revvej stadig åbne grøfter på begge sider af vejen. I Bernstensgade løb afløbsvandet i en åben rendesten gennem baggårdene til samlekisten for enden af vejen ved Revvej. I Færgestræde var der, formentlig da vejen blev lavet, lagt en 3 tommer rørledning, der udmundede i færgelejet. Da Suhrsvej blev anlagt 1899-1900, blev den også forsynet med kloak.

Kvarteret ved Stottsvej og på begge sider af Revvej øst for Stottsvej havde afløb til grøfterne over Suhrs Lod. Disse grøfter udmundede i Kählers eng, der lå mellem Revvej og Strandvej omkring Obelsvej. Her løb en rende med et stigbord ud til Storebælt ved Strandvej.

Ejendommene ved Kählersvej, ved den nordlige ende af Stottsvej og langs Revvejs nordside vest for Stottsvej havde afløb direkte til Birkemosen, enten særskilt udløb for hver ejendom eller udløb fælles for nogle få ejendomme. Parcellerne på Revvejs venstre side vest for Stottsvej fik for det første styk37

En del af afløbsvandet fra Halsskov blev ledt ned over de lave strandenge, hvor Strandvej nu ligger. Her løb en rende, der ud mod Storebælt kunne spærres med et stigbord (i midten t.v.).

kes vedkommende, der lå relativt højt, en lukket kloakledning direkte til stranden. Ejendommene længere ude afvandedes til Meyers rende. Denne blev i 1900 forsynet med et stigbord ved Storebælt.

Dette blev sammen med stigbordet ved Strandvej passet af en privatmand, der havde kontrakt med kommunen. Den årlige betaling for dette arbejde blev i kontrakten fra 1901 sat til 50 kr.

Endelig anlagdes til afvanding af kvarteret omkring Kruusesvej en rørledning gennem vejen, der ved dens nordlige ende bøjede mod vest og havde udløb i Birkemosen.

Meget i dette afløbssystem var under al kritik.

Den åbne rendesten i gårdene i Bernstensgade var helt utilstrækkelig, grøften med afløb fra Revvej mod vest til Suhrs Lod var meget uhygiejnisk, og ved Revvej mellem Skolegade og Stottsvej, hvor en stenkiste førte vandet under Revvej, var faldet så dårligt, at der var et stinkende hul. I det hele taget betegnedes afløbene som meget mangelfulde. Recipienterne var for det meste lavt og stillestående vand, og mange grunde lå lavt i forhold til recipienterne, således at afløbsledningerne, der ofte kun var åbne grøfter, havde dårligt fald.

Forbedringer Der var således nok at tage fat på, og der blev udkastet flere projekter og ført drøftelser frem og tilbage; men man startede vel af økonomiske grunde med lappeløsninger. I 1900 blev der lagt kloak i 38

Revvej fra Suhrsvej til Bernstensgade. Den blev mod vest forbundet med kloakken i Suhrsvej, og mod øst blev den sat i forbindelse med samlekisten ved enden af Bernstensgade. Samme år blev stenkisten på Revvej mellem Skolegade og Stottsvej hævet, så vandet kunne ledes bort og det stinkende hul forsvinde.

I 1903 blev der udarbejdet et projekt for ordning af kloakforholdene i kvarteret langs Bernstensgade, Færgestræde og vest herfor. Der blev lagt en hovedkloakledning i Færgestræde, der fortsatte i lige linje under banen og ud i færgelejet.

I Bernstensgades nordlige side blev lagt en kloak til erstatning for den åbne rendesten i baggårdene, og den gamle samlekiste blev erstattet af en nedgangsbrønd. Til denne brønd blev vandet også ført fra den sydligste del af Revvej, der nu fik kloak, men indtil da havde åbne grøfter. Fra nedgangsbrønden ledtes vandet gennem haven ved ejendommen mellem Revvej, Færgestræde og Strandvej og ud i hovedledningen på Færgestræde. Hertil førtes også en sideledning, der løb mellem Færgestræde og Suhrsvej og tog afløbet fra bl.a. Wedelsmindes bagbygning og hestestald. Ledningen kunne ikke få ordentligt fald og måtte af og til udskylles. Senere klagedes over, at den altid var stoppet. Den åbne grøft, der udmundede på Suhrs Lod, anbefaledes tilkastet, da alle de omkringliggende huse havde mulighed for at lede deres spildevand andetsteds hen.

1904 vedtog byrådet at lægge en kloakledning

med udmunding i havnen til afvanding af området mellem Dyrehovedgårds Allé, Tårnborgvej og Halsskovvej. Udgifterne skulle deles mellem havnen, Statsbanerne, Tårnborg kommune og Korsør kommune. I 1909 fik ejerne af grundene på Revvejs højre side mellem Lygtebakken og Søvænget lagt hovedkloakledning med udløb til Meyers rende. Denne blev rørlagt på en strækning fra Revvej og til det sted, hvor hovedkloakledningen udmundede i den. Her anbragtes en brønd med stigbord mod Birkemosen.

Mange var tidligt klar over, at problemerne på det vestlige Halsskov aldrig ville blive løst uden en pumpestation. I foråret 1900 indsendte kaptajn V. Heise, der var jordejer her, et afvandingsforslag

med pumpestation for området. Heise trådte ind i teknisk udvalg og blev senere samme år sammen med Kähler og stadsingeniøren sat til at udarbejde et nærmere projekt. Sagen blev dog aldrig til noget og blev først taget op igen i 1907, og allerede da var arbejdet med en afvandingsplan for det østlige Halsskov, altså Tårnborgvejkvarteret, langt fremme. Østre Pumpestation Bebyggelsen i området omkring Tårnborgvej var fortsat ret sparsom, men under stadig udvidelse.

For at engområderne øst for vejen kunne bebygges, måtte de afvandes. Der var et par større spil-

Kort fra 1905 over afløbsforholdene i kvarteret mellem Færgestræde, Strandvej og Suhrsvej med bl.a. hovedkloakledningen gennem Færgestræde og ud i færgelejet.

39

devandsproducenter i området, Statsbanerne og Tårnborg Teglværk, der lå i det nuværende Stadionkvarter omkring Teglgården. Det havde egen pumpemølle med afløb i en grøft til Noret.

Kommunen og Statsbanerne havde forhandlet om et fælles afvandingsanlæg, og i maj 1906 forelagde stadsingeniør Louis Lundbye tre projekter til afvanding af området, alle med inddragelse af Statsbanerne. I august meddelte disse imidlertid, at de ville anlægge deres egen pumpestation og ikke samarbejde om et fælles anlæg. Stadsingeniøren måtte derfor revidere projekterne og forelagde i oktober to nye projekter uden medvirken af Statsbanerne.

Det ene projekt var en billigere udgave af det andet. Byrådet vedtog den 22.11. det dyre af de to projekter, fordi det tog hele afløbet fra engen øst for Tårnborgvej, således at dette område kunne bebygges. Som altid var mange byrådsmedlemmer tilbageholdende, når det drejede sig om store og dyre anlæg, og et af medlemmerne, Karl Mathiesen, havde da også udarbejdet sit eget forslag til vandafledning. Denne skulle ske dels ved gravitation, dels ved en vindmotor assisteret af en petroleumsmotor bag Lilleø. Han indså dog ret hurtigt, at løsningen ikke var så god.

Pumpestationen skulle ligge syd for viaduktrampen mod Tårnborgvej med trykledning, fortsat i gravitationsledning over baneterrænet ud til

havnen i Krogen, dvs. hjørnet mellem Amerikakajen og Banegårdskajen. Pumpestationen skulle afvande kloakledningerne øst for Halsskovvej, omkring Jernbanevej og Tårnborgvej.

Maskinerne til pumpestationen blev leveret af Tuxen og Hammerich. Der var tale om en elektromotor med centrifugalpumpe med en kapacitet på ca. 29 m3/t og en brugt gasmotor med centrifugalpumpe med en kapacitet på ca. 119 m3/t. Kloakarbejdet blev overdraget brolægger C.P. Clausen, Korsør, et valg man nok senere fortrød. Han overholdt ikke tidsplanen selv med to ganges forlængelse og tillod sig oven i købet at sende en ekstraregning. Alt sammen ville han henføre til uheldige jordbundsforhold. Der måtte voldgiftssag til, før betalingen gik i orden.

Arbejdet med udgravning af samlebassin og maskinhus med sibrønd til pumpestationen gik til tømrermester R. Rasmussen, Korsør. Den jord, der blev gravet bort til bassinet, blev solgt til opfyld i Dæmningen, den senere Teilmanns Allé. Maskinhusets mure skulle sættes i én stens tykkelse af tredjesorterings røde sten og taget dækkes med tagpap. Bygningen var et halvtagshus. Mellem sibrønd og bassin skulle lægges en betonrørsledning, som blev leveret af den lokale cementfabrik Ceres. Arbejderne blev udført i 1907-08. Besiddere af ejendomme, der havde afløb til pumpestationen, fik i et regulativ fra 1908 strenge påbud om

Tårnborgvej i mellemkrigstiden. Bebyggelsen nord for Viadukten var endnu ret spredt og vejen forsynet med grøft.

40

at vedligeholde og renholde deres anlæg med stikledning, således at faste stoffer, der kunne stoppe hovedledningen eller ødelægge maskinerne, ikke flød ud i kloakken.

Det var nødvendigt at have en mand til at passe pumpestationen, og der blev opført en særlig opsynsmandsbolig til ham på Tårnborgvej 21 ved siden af pumpestationen. Opførelsen af den blev overdraget tømrermester N.C. Jørgensen. Forud herfor var gået en diskussion i byrådet, om der overhovedet var arbejde nok til en mand, da pumpestationen var automatisk, og endnu mere om det var nødvendigt at bygge en bolig til ham. Stadsingeniøren påpegede, at der skulle en mand til at tilse maskinerne, og der ud over kunne han f.eks. passe og tilse vandmålerne, hvilket også blev en del af hans arbejde. Et byrådsmedlem var bekymret for, om det var sundhedsfarligt at bo i et hus så nær ved pumpestationen; men stadsingeniøren kunne berolige ham.

Vestre Pumpestation Under diskussionen om Østre Pumpestation i 1906 blev der ytret ønske om et forslag til, hvordan alle kommunens jorder på Halsskov kunne afvandes til én pumpestation. Dette blev afvist af både teknisk udvalg og stadsingeniøren som uladsiggørligt. Der måtte to pumpestationer til.

I marts 1907 fremlagde stadsingeniør Lundbye et projekt til kloakanlæg med pumpestation for det vestlige Halsskov. Teknisk udvalg tog blot projektet til efterretning, og først i oktober 1909 blev Lundbye af udvalget bedt om snarest at udarbejde en plan for afvanding af området, og stort set samme projekt som i 1907 blev fremlagt.

Lundbye pegede på de dårlige afløbsforhold i den vestlige ende af Halsskov. Han foreslog, at der lagdes nye lukkede kloakledninger i hele området med så stort fald, at de kunne holde sig rene, og så dybt, at der de fleste steder kunne føres kælderafløb til dem. Ledningerne skulle samles i en

Østre Pumpestation med omgivelser 1905. Udsnit af kort.

41

hovedledning gennem Stottsvej og Obelsvej til en pumpestation på Kählers eng, der skulle pumpe spilde- og regnvand ud i havet gennem en trykledning, der gik ud i vandet ved Strandvej. Pumpestationen skulle anlægges med samlebassin, der kunne tage tilløbet ved kraftig nedbør.

Pumpestationen skulle dække følgende gader og områder: Stottsvej, Kählersvej, Mosevangen, Kruusesvej, Halsskov Tværvej, Kählers Teglværk, Revvej vest for Stottsvej til omkring Lygtebakken, Revvej øst for Stottsvej til Suhrsvej, Heisesvej, Nic. Rumpsvej, Obelsvej og det yderste af Strandvej fra Obelsvej.

Projektet måtte gennem en landvæsenskommission på grund af strid om fordeling af udgifterne bl.a. mellem ældre og nyere ejendomme, og

først da kendelsen faldt den 1.10.1910 kunne man begynde at udbyde arbejdet med pumpestation og ledninger. Arbejdet blev udført i 1911.

Maskinerne blev leveret af det lokale firma Henrik Hansen. De bestod af en elektromotor med centrifugalpumpe med en kapacitet på ca. 29 m3/t, en gasmaskine og en centrifugalpumpe med en kapacitet på ca. 119 m3/t. Gasmaskinen skulle gennem en forlagsaksel kunne trække begge pumper.

Samlebassinet blev lavet af murermester N. Petersen, Korsør. Den udgravede jord skulle placeres i det lave område mellem Revvej, Strandvej og Lygtebakken, altså i det område hvor pumpestationen selv lå. De græstørv, der blev afgravet, hvor fyldet skulle lægges, skulle anbringes på bassinets skråninger. Opførelsen af maskinhus og sibrønd blev

Gavl og snit af maskinhuset på Vestre Pumpestation.

Udsnit af tegning fra 1910.

42

Kloakledninger og pumpestation på det vestlige Halsskov 1911. Udsnit af kort.

overdraget murermester A. Andersen, Korsør. Huset lignede meget maskinhuset på Østre Pumpestation, og ligesom her leverede Ceres betonrørene.

Brugerfinansiering Et af de spørgsmål, der gang på gang diskuteredes i forbindelse med ordningen af kloakforholdene på Halsskov, var, om de berørte gaders beboere skulle deltage i udgifterne ved anlæggelsen af kloaksystemet.

Så tidligt som i 1899 var borgmesteren ikke i tvivl om, at beboerne omkring Revvej skulle betale, og at de var villige dertil. Dette fik V. Heise til at protestere. Han havde allerede indkaldt til borgermøde det foregående år, da amtet, hvorunder Rev-

vej hørte, havde nægtet at deltage i udgifterne, og han måtte ud fra resultatet af dette møde slutte, at grundejerne var imod at deltage i udgifterne.

Han påpegede desuden, at grundejerne i den sydlige bydel, så vidt han vidste, ikke havde betalt til kloakanlægget der.

Heise var ikke selv imod brugerbetaling; men én stor grundejer i området var modstander. Det mente borgmesteren dog i 1909 ikke var noget problem, for den nye lov om vandafledning fra 1907 gav kommunerne tvangsmulighed. Da et af byrådsmedlemmerne ytrede, at det vel var tvivlsomt, om lodsejerne gik med, blev det af borgmesteren affærdiget med: ”De bliver ikke spurgt.”

Mens de private lodsejere på det vestlige Halsskov skulle betale, fordi anlægget næsten udeluk43

kende blev til fordel for dem selv, krævedes der ikke betaling af grundejerne på østre Halsskov, fordi kloakanlægget her kom kommunen til gode.

Betaling til driften var noget andet. Byer, der var nødt til at pumpe kloakvandet, havde væsentligt højere udgifter til kloakvæsen end de øvrige byer. Korsør var den provinsby i Danmark, der ifølge en opgørelse fra 1916 havde flest automatiske, elektrisk drevne pumpestationer, nemlig tre.

Det var samme antal som i København. Korsør var da den eneste by, der havde indført faste pumpeafgifter, der betaltes af grundejerne. De andre byer lod udgifterne til drift af pumpestationerne gå over skatten.

I et nyt regulativ for anlæg og udvidelse af husspildevands- og kloakledninger i Korsør fra 1910 nævntes det da også, at ejendomme, der havde afløb til havnens eller kommunens kloakpumpestationer, var underlagt de særlige regulativer herfor

og skulle betale kloakpumpeafgift. Regulativet indeholdt ligesom et ældre regulativ fra 1903 en nøje specificering af krav til ledninger, brønde, vandlåse mv. Hovedledninger skulle således bestå af minimum 15 cm saltglasserede mufferør med et fald på 1:70. Der måtte ikke bruges drænrør til ledninger, ej heller måtte murede brønde forekomme. Samlinger skulle tætnes med hamp og ler bortset fra afløb fra wc’er og ledninger under bygninger, hvor kravene var strengere. Wc’er, der endnu kun måtte opsættes med særlig individuel tilladelse, skulle være forsynet med rigelig skylning, inden døre i form af skyllecisterne. Ejendomme med underjordisk afløb til ældre kloakledninger og ejendomme med afløb gennem åbne rendestene, render o.lign. skulle have ændret afløb, når der blev anlagt ny hovedkloak i gaden. Ejerne fik pålæg om at rense alle nedløbsbrønde og hovedbrønde to gange om ugen.

Forside af trykt regulativ fra 1910.

44

Utilstrækkelig kapacitet - første halvdel af 1900-tallet Anlæggelsen af kloakpumpestationerne var et betydeligt fremskridt for afløbsforholdene i Korsør.

Alligevel blev de følgende år præget af oversvømmelser, fordi systemet ikke længere kunne klare mængden af regnvand og spildevand. De fleste af byens gader var efterhånden kloakeret, og anlæg af nye gader blev kombineret med kloakanlæg.

Efterhånden som flere og flere gader blev brolagt, skulle mere regnvand ledes gennem kloaksystemet. I 1920 var 20 ud af 36 gader brolagt. Der produceredes stadig mere spildevand, i og med at folks vaner ændredes, og befolkningstallet og bebyggelsen voksede. Samtidig begyndte sundhedsmyndighederne og befolkningen at stille krav om bedre afløbsforhold, så især badestrandene blev skånede.

Vandskyllende toiletter Den øgede belastning af kloaksystemet skyldtes bl.a., at der blev installeret wc i stadig flere ejendomme. Mens der i 1913, hvor Korsør havde 817 ejendomme, var installeret 114 wc’er med vandværksvand, var tallet i 1929 steget til 506 og ejendomstallet til 1140. I 1949 var der 1865 wc’er og 1564 ejendomme. Den store udvikling var sket i 1940’erne.

Der var endnu ikke på dette tidspunkt krav om vandskyllende toiletter. I 1911 udtalte borgmesteren, at der måtte tages hensyn til kloakkerne, og at det ville ligge langt ud i fremtiden at gøre wc obligatorisk. I 1947 var tidspunktet rykket nærmere. Man regnede med hurtigt at få et renseanlæg og håbede snart at kunne skaffe materialer.

Til støtte for en hurtig indførelse af wc’er findes der både i 1911 og 1947 udtalelser om det uheldige i, at latrintønderne i nogle af de gamle gader med sammenbyggede huse skulle bæres gennem beboelsesrum. Arkitekt Erlangsen kaldte det på Grundejerforeningens generalforsamling i 1947 for ”en Skamplet, at der her i Byen stadigvæk fin-

des gamle Ejendomme, hvor Renovationen maatte føres gennem Lejligheden”.

Der skete dog hygiejniske forbedringer. I 1913 indkøbte kommunen 1800 runde ståltønder med en højde på 62 cm og en udvendig diameter på 39 cm, 150 låg med bøjler og to hestevogne, der hver kunne tage 40 tønder. Fra 1.4.1914 overtog kommunen arbejdet med natrenovationen. Denne måtte ikke længere udføres af husejerne selv eller andre private. Den måtte heller ikke bortskaffes ved nedgravning eller anvendes til gødning uden særlig tilladelse. Indtil 1920 var kørslen stadig bortliciteret. Kommunen stillede dog de indkøbte vogne til rådighed.

De fyldte tønder blev nu hentet og ombyttet med rene tønder om dagen, da lugt ifølge borgmesteren kunne undgås på grund af de tætsluttende låg. Folkene, der kørte tønderne bort, skulle være forsynet med en ensartet hovedbedækning. De skulle vise høflig optræden og udføre arbejdet med størst mulig renlighed og sømmelighed. Hvis en tønde var tilsvinet på ydersiden, skulle de tilkalde husværten og betyde ham, at den måtte renses, inden den førtes bort. Tønderne skulle i øvrigt være anbragt på et fast underlag af cementbeton. Det måtte ikke ligge under jordens overflade og skulle have fald udefter eller afløb til udskylning. Tønderne blev tømt af i kulerne og kørt til en nyoprettet vaskeanstalt i den fjernest liggende længe på Lilleøgården.

Her blev de vasket af en kommunalt ansat tøndevasker. Vaskevandet blev ledt langt ud i Noret.

I 1920 overtog kommunen kørslen. Der blev ansat fire mand, to pr. vogn, foruden tøndevaskeren.

De skulle køre 36 læs om ugen. I 1923 begyndte byrådets socialdemokratiske flertal at undersøge mulighederne for at erstatte de hestetrukne renovationsvogne med biler, da det ville betyde besparelser.

De konservative ville spare ved atter at udlicitere renovationsvæsenet til private. Resultatet blev i første omgang, at der i 1924 blev vedtaget en ny arbejdsplan for renovationsarbejderne, der skulle 45

Renovationsvogne af mærket Triangel, anskaffet 1933, samt renovationsarbejdere på Lilleø. Foto Helge Langkow.

medføre besparelser. Hidtil havde dag- og natrenovation haft hver sit mandskab og hver to vogne. Nu skulle der være fælles mandskab og hestevogne, i alt tre, for dag- og natrenovation. De to funktioner skulle dog udføres på forskellige dage, natrenovationen med kørsel af mindst 12 læs latrin tirsdage og fredage og desuden latrinkørsel lørdage. Arbejdet med natrenovationen krævede tre kuske, tre mand til læsning samt en tøndevasker.

I 1925 vedtog byrådet at overgå til bildrift fra 1926, da man derved kunne spare én mand. Der blev anskaffet to lastbiler af mærket International med massive gummihjul. De blev købt uden lad og førerhus, der blev fremstillet lokalt. Hvert lad kunne rumme 50 latrintønder. Bilerne blev brugt til både dag- og natrenovation. Når der skulle køres latrintønder, blev der sat tre sceptre med kæder på ladet. Arbejdet var fordelt på samme dage som ved hestekørslen.

I 1933 trængte bilerne til reparation eller udskiftning, og byrådet besluttede at anskaffe to nye biler af udenlandsk mærke, da man fik et billigt tilbud. Alligevel blev kommunen tvunget til at købe danske biler fra Odensefirmaet Triangel. Firmaet havde fået Odense byråd til at meddele Korsør kommune, at det ville trække en stor ordre tilbage fra to Korsørvirksomheder, hvis kommunen ikke købte bilerne hos Triangel.

Allerede kort efter besættelsen i 1940 måtte kommunen på grund af benzinmangel atter gå 46

over til hestevognskørsel, som den entrerede med private vognmænd om. Der blev installeret generator på bilerne; men allerede i 1941 var der så mange problemer med dem, fordi de var ret gamle, at der hver dag måtte lejes et spand heste og lejes biler, når en af renovationsbilerne var i uorden. I 1946 anskaffedes endnu en bil til renovationskørsel og i regnskabsåret 1948/49 yderligere én. En af de gamle biler synes at være blevet udrangeret. I hvert af årene 1953/54 og 1954/55 blev der købt en ny renovationsvogn og solgt en gammel.

Latrinen blev brugt som gødning. En stor aftager var Mathiesens Planteskole. Gode hensigter hjalp hverken dengang eller senere på hygiejnen, når hverken husejere eller beboere levede op til kravene. I 1925 kunne amtslægen efter besigtigelse af husvildebarakken ved Engvej, der havde kommunen som ejer, påtale, at pissoiret, der ligesom latrinerne lå for tæt ved huset, stank og havde tilstoppede afløb. Han tilrådede, at tøndesystemet blev afløst af wc. Endelig viderebragte han en klage fra en af beboerne over, at viceværten anbragte kloakslam i skraldekassen.

Oversvømmelser At kloaksystemet ikke længere var dimensioneret til at klare belastningen, viser de talrige beretninger om oversvømmelser.

I 1926 forårsagede regnskyl ravage flere steder.

På Engvej stod vandet mere end en halv meter højt i kældrene, og brandvæsenet måtte pumpe vand fra kloakkerne ud i havnen. I 1927 var det galt igen i Tårnborgvej-Engvejkvarteret, på Magleøgade, ved Teglgården og i den lille tunnel mellem Jernbanevej og Tårnborgvej.

Det var Østre Pumpestation, der ikke kunne optage vandet tilstrækkeligt hurtigt. På selve pumpestationen stod vandet så højt, at der måtte rekvireres hjælp for at få det fjernet, så maskinerne kunne arbejde. De hyppige oversvømmelser medførte, at man i 1927 besluttede at udvide både maskinkraft og regnvandsbassin. Bassinet blev udvidet ind mod Statsbanernes område. Det skete med håndkraft uden anvendelse af maskiner, fordi arbejdet var et led i arbejdsløshedsbekæmpelse. Forholdene var stadig ikke helt i orden i pumpestationens område. Når man under regnskyl pumpede vandet fra pumpestationen gennem afløbsledningen, drev man kloakvandet op i kældrene på Tårnborgvej 111. Man besluttede derfor i 1933 at lægge en ny pumpeledning fra pumpestationen, i Tårnborgvej, under jernbanesporene og med udløb i Krogen.

Vestre Pumpestation blev også gjort mere tidssvarende i 1920’erne. I 1924 blev der installeret nye pumper, og i 1928 blev bassinet udvidet. Oversvømmelser blev man dog ikke fri for. I 1932 blev der klaget over, at bare det regnede en halv time, stod kældrene i husene på Mosevangen under vand.

Det fandt beboerne bittert, når alt var nyt, og både huse og kloakker var lavet efter byggevedtægten.

I 1935 måtte man erstatte den gamle jernrørsledning fra Vestre Pumpestation ud i Storebælt, da den var tæret op. Man lagde i stedet en ledning af trærør importeret fra Norge. Det var første gang, man forsøgte sig med sådanne rør her i landet, og kort tid efter brugte kommunen samme type rør til vandledningen fra vandværket ved Kyllingegården til vandværket ved Egersundvej. Det var dog ingen af stederne nogen god løsning. Allerede i 1948 måtte der lægges en ny udløbsledning fra pumpestationen, da rørene i den gamle ledning var i en sådan tilstand, at det var tvivlsomt, om der nåede noget vand gennem den yderste ende.

Den nye ledning var af jernbeton, og rørene blev transporteret ud i vandet på flåder.

Også i den sydlige bydel var der problemer. I 1930’erne var der stadigt tilbagevendende oversvømmelser i Sylowsvejkvarteret. Problemet forværredes ved, at vandmasserne, der trængte ind ude fra havet, ikke kunne finde afløb, fordi engområderne i Nygadekvarteret var blevet opfyldt.

Pumpestationen ved gasværket, der i 1946 blev overtaget af kommunen, havde også sine pro­­­blemer. Ved kraftige regnskyl blev stationen oversvømmet, og gasmotoren slukkede, hvilket medførte, at gaderne omkring Dyrhaugesvej blev oversvømmet. I 1944 anskaffede man en ny motor til pumpestationen, og i 1946 forsøgte man at

Renovationsvogne på Lilleø i slutningen af 1940’erne.

På ladet af den ene vogn ses latrintønder.

47

forhindre oversvømmelserne ved at uddybe to af bassinerne.

I de meget strenge vintre behøvede kommunen ikke frygte for oversvømmelser, for da frøs kloakkerne. I slutningen af marts 1947, hvor det var blevet tøvejr efter en lang frostperiode, måtte et hold arbejdere i gang med at optø kloakkerne ved at hælde kogende vand i, som de hentede på gasværket.

have en septictank. Udløbene ved Wormsvej var utilladelige og sundhedsfarlige. Endelig ønskede man en pumpestation i engen ved Fladsken. Pumpestationen ville blive for dyr, så byrådet vedtog at forlænge udløbene som en midlertidig løsning.

Dette arbejde blev færdigt i 1928. Nogle af de store rør, der blev lagt, stammede fra Byskolens gamle varmesystem. Tanken om en pumpestation i engen ved Fladsken var atter fremme i 1941-42 som beskæftigelsesarbejde, men blev atter opgivet.

Miljøhensyn I en kystby som Korsør var det oplagt at lede spildevandet ud i havet; men det kunne kun til en vis grænse kombineres med folks krav om, at badevandet ikke måtte være ligefrem ulækkert at bade i.

Ved Sylowsvej var problemet stort. Her var flere udløb, og samtidig var her badestrand og skolernes badeanstalt. I 1927 anmodede beboerne i Sylowsvej-Slottensgadekvarteret om at få de meget dårlige kloakforhold forbedret bl.a. ved at få udløbene ført længere ud. Kredslægen og stadsingeniøren undersøgte forholdene, og der henstilledes til byrådet, at udløbene blev ført længere ud.

Det påpegedes, at beboerne ikke rensede deres kloakker ordentligt, og at sygehusets udløb i Bæltet bag sygehuset var årsag til et utroligt svineri.

Også dette udløb burde føres længere ud, da stranden her var et yndet badested. Sygehuset burde

”Den herligste Badestrand” Dette var konklusionen på kredslægens undersøgelse af badevandet ved Korsørs strande i 1933 til brug for Sundhedsstyrelsens udredning af badeforholdene ved landets kyster. Ganske vist måtte et par private kloakudløb på strækningen fra Thersvej til Badstuen forbydes, og byrådet lovede, at kloakløbet i Wormsvej ville blive ændret, således at spildevandet blev ført ned til en samlebrønd ved Sylowsvej. Den lokale socialdemokratiske avis kunne som støtte til det socialdemokratiske bystyre berolige med, at ”Sundhedsmæssigt set er der intet i Vejen med Vandet ved Kysterne, det er nærmest æstetiske Hensyn, der gør sig gældende, og derfor vil de nævnte Foranstaltninger blive truffet”, og ”Heller ikke ved Benzin-Havnens Skolebadeanstalter er der Grund til at nære Frygt for at gaa i Vandet. Dette er værd at faa slaaet fast,

Udsigt over Elme Allé, Rønne Allé og Noret ca. 1910.

I forgrunden latrinkulerne, hvor latrintønderne blev tømt.

48

Badning ved Quistgaardsvej, her omkring 1950, blev en større nydelse efter 1936, hvor kloakudløbene fra bl.a. sygehuset ikke længere gik direkte ud i stranden.

da der jo nu og da er Folk, som mener at have Interesse for at tale om Smittefare og lignende paa disse Strækninger”.

Kloakforholdene var imidlertid ikke tilfredsstillende. Allerede i 1933 bebudedes en ændring af hele kloaksystemet i Møllebjergvejkvarteret, og i 1934 taltes om omlægning i Sylowsvej og omliggende kvarterer som Møllebjergvej, Fiskergade, Parkvej og Fladsken. Først i 1936-37 skete der noget. I 1936 blev kloakudløbet fra bl.a. sygehuset ført til det almindelige kloaksystem frem for at gå direkte ud i badestranden. I 1937 skete der en regulering af Sylowsvej, og i den forbindelse blev de to hidtidige udløb på strækningen fra Snukkerupgade til Møllebjergvej samlet i ét udløb ved Sømandshvile, således at skolebadeanstalterne frigjordes for kloakudløb.

Badning ved Sylowsvej var dog endnu i begyndelsen af 1940’erne forbundet med en vis sundhedsrisiko. Stranden omkring et af afløbene var et yndet badested for kvarterets børn, fordi der var så mange store krabber; men børnene fik betændte sår, når de badede der. I sommeren 1945 måtte man forbyde badning ved Strandvej på grund af fare for tyfus, som de tyske flygtninge bragte med sig. Der var badeforbud mange steder i landet i den anledning.

Byens styre og miljøet Der var grænser for, hvor langt man ville gå for at beskytte miljøet, dels kostede det penge, dels havde man ikke den samme viden om og forståelse for miljøproblemer, som man har i dag.

I en sag fra 1933 måtte miljøhensynet vige for hensynet til den lille mand hos det socialdemokratiske byrådsflertal. Da byrådet behandlede en ansøgning om en nybygning ved Noret, spurgte et konservativt medlem, om afløbet var i orden, for ellers måtte opførelsen standses. Det socialdemokratiske byrådsmedlem, redaktør Axel Hansen, gav følgende begrundelse for, at ansøgeren, en ung energisk mand, skulle have lov til at bygge: ”Afvandingen vedkommer ikke os, det er Sundhedskommissionen, der bestemmer, om denne kan betragtes som værende i Orden med Afløb til Noret...

Her er tale om, at en arbejdsløs Mand vil bygge sig et lille Hus og saa søge at klare for sig og sin Familie ved at drive Gartneri. Dette bør paaskønnes af Byraadet i Stedet for, at vi modarbejder det ved stadig at forhale Sagen.” De store villaer nærmere ved byen havde afløb til Noret, og der havde ikke været så meget vrøvl. Byrådet godkendte ansøgningen.

49

Den første spildevandsplan - 1947 Spørgsmålet om et renseanlæg i Korsør blev først rejst i slutningen af 1930’erne. Byplanloven fra 1938 betød, at der skulle udarbejdes en disposi­ tionsplan for Korsør, og i forbindelse med arbejdet hermed blev det foreslået at lægge et renseanlæg ved Ceres. Denne placering afviste borgmesteren dog i 1940.

Da stadsingeniøren holdt foredrag i 1945 om den færdige byplan, var tankerne om rensning blevet mere konkrete. Der skulle anlægges renseanlæg ved Noret for den nordlige og den sydlige bydel, således at badestrandene ikke blev forurenet. Disse tanker var udslag af et arbejde med spildevandsplanlægning, der var blevet sat i gang under krigen. Regeringen havde ønsket, at kommunerne skulle have beskæftigelsesarbejder klar til at sætte i gang efter krigen, og den gav derfor tilskud på op til 75 % af projekteringsudgifterne.

Renseanlæg som beskæftigelsesarbejde I Korsør besluttede man at udnytte denne mulighed for at få planlagt et renseanlæg. Stadsingeniøren havde ønsket et anlæg for arealet fra Ceres til skoven; men byrådet ville have et renseanlæg for hele byen. På et lukket byrådsmøde i juli 1944 blev det bestemt at lade firmaet I. Krüger A/S udarbejde et projekt. Dette firma havde i 1937 bygget byens vandværk ved Kyllingegården, og firmaet var herefter i mange år kommunens faste samarbejdspartner ved større og mindre planer og anlæg til vandforsyning og kloakering.

Beslutningen om at projektere renseanlægget kom ikke til at gå helt stille af. På et åbent byrådsmøde 20.7. rettede Borgerlistens repræsentant Erlangsen et generalangreb både på stadsingeniøren, som han havde et horn i siden på, og på de foreliggende tanker om et renseanlæg.

Han mente, at forarbejdet ikke var gjort godt nok, og at der burde indhentes udtalelser fra andre firmaer. Han fortsatte syrligt, at stadsingeniø50

ren tidligere havde ”hævdet, at Vandet i Bæltet var rent efter Analyser, men nu siger han, at det er urent, og at der kan være Fare for, at Sundhedskommissionen en skønne Dag kan komme med Forbud mod Badning!”. Efter et langt foredrag om renseanlæg i fortid og nutid fremlagde han en bog om emnet, som han bad byrådets medlemmer læse, hvorefter han anbefalede, at sagen blev sendt tilbage til udvalget.

Erlangsens lange indlæg og store forarbejde bar ikke frugt. Formanden for den konservative byrådsgruppe Jørgen Rasmusen udtalte, at ”modsat Erlangsen, saa skal jeg fatte mig i Korthed, og jeg vil anbefale Sagen”. Der havde ofte været kritik af udløbet i havnen og Bæltet, og et projekt til forbedring var ønskeligt. Den socialdemokratiske gruppe var ligeledes for sagen, og borgmesteren ironiserede kraftigt over Erlangsens bog.

Det viste sig imidlertid, at kommunen kun kunne få godkendt halvdelen af projektet som beskæftigelsesarbejde. Byen fik derefter en godkendelse af planerne for den sydlige bydel, og byrådet vedtog med alle stemmer mod Erlangsens at arbejde videre med dette projekt, der også ville tillade en udbygning af byen mod skoven.

Projektet synes aldrig at være nået meget videre; men i 1947 afleverede Krüger en samlet spildevandsredegørelse for byen. Den bestod af en gennemgang af afløbssystemet omkring 1944 og en projekt for renseanlæg for begge bydele.

Afløbsforholdene omkring 1944 Spildevandsredegørelsen viste, at tre femtedele af byens samlede spildevandsmængde kom fra Halsskov, og at ca. tre fjerdedele af spildevandet kom fra husholdningerne og resten fra byens virksomheder. De største spildevandsudledere var to vaskerier, mejeriet Pasteur, remisen og Margarinefabrikken, der tilsammen udledte godt 200 m3/ døgn. Desuden omtalte redegørelsen kaninfarmen

og latrinskylleriet på Lilleø samt Glasværket som større virksomheder.

Der var stor forskel på den spildevandsmængde, man skulle forvente efter byens vandforbrug, og den, man kunne måle sig til. Det skyldtes, at særligt spildevandet fra Halsskov indeholdt store mængder drænvand, og det medførte i øvrigt, at denne bydels spildevand var langt mindre forurenet end den sydlige bydels.

Hele byen, der havde 17 kloakudløb, var kloakeret efter fællessystemet, dvs. at det samme ledningsnet førte både spildevand og regnvand. Halsskov vest for Halsskovvej blev stort set afvandet til Vestre Pumpestation. Området Sprogøvej-Søvænget, Lygtebakken, et areal ved Strandvej fra

Obelsvej til Lille Færgestræde, Færgestræde med en del af Revvej og Strandvej samt Halsskovvej til Dyrehovedgårds Allé udgjorde dog selvstændige kloakoplande med afløb enten til Storebælt eller til havnen. Den øvrige del af Halsskov øst og vest for banen samt Stadionkvarteret var opland for Østre Pumpestation på nær nogle mindre dele af Tårnborgvej, der udgjorde selvstændige oplande med udløb i havnen.

I den sydlige bydel var Wormsvej-Badstuevej ét kloakopland og kvarteret omkring Møllebjergvej med Parkvej og Fladsken et andet. Disse to oplande havde afløb til stranden ved Sylowsvej. Den øvrige bydel var stort set ét opland med afløb over pumpestationen ved gasværket.

Tallene på kortet angiver de kloakudløb, der fandtes i 1947. Efter Redegørelse vedr. Afledning og Rensning af Spildevand fra Korsør, 1947, bilag.

51

Udsnit af tegning fra 1947 af forslag til et renseanlæg for hele byen, beliggende i den sydlige bydel. Efter Redegørelse vedr. Afledning og Rensning af Spildevand fra Korsør, 1947, bilag.

Tilsammen tegnede de tre pumpestationer samt oplandet omkring Møllebjergvej sig for spildevandet fra tre fjerdedele af byens befolkning.

Planerne om renseanlæg Krügers forslag til en ordning af spildevandsforholdene gik ud på, at de eksisterende afløb skulle afbrydes med afskærende ledninger, således at spildevandet kunne samles i ét eller flere renseanlæg. Der var mulighed for at placere et renseanlæg i hver bydel eller at bygge et fælles anlæg for hele 52

byen enten ved Lilleø eller på et opfyldt areal ved Glasværket for enden af Fjordvænget.

Den sidste løsning var den billigste både i anlæg og i drift, og for denne løsning talte også, ”at Anlægget i den sydligste Bydel er stærkest paakrævet af Hensyn til Badeforholdene...medens den nordlige Bydel eventuelt godt kan vente noget...”. For at gøre projektet endnu billigere foreslog Krüger at bygge renseanlægget, så det kunne behandle spildevandet fra hele byen, men foreløbig kun forbinde det med kloaksystemet i den sydlige bydel.

Udsigt over Lilleø. Spildevandsplanen fra 1947 arbejdede med Lilleø som en mulig placering for et renseanlæg. Udsnit af foto.

På det vestlige Halsskov skulle de eksisterende afløb føres til Vestre Pumpestation med en afskærende ledning i Strandvej. Vestre Pumpestation og Østre Pumpestation skulle derefter forbindes med en ny ledning gennem Heisesvej-Obelsvej-RevvejSkolegade-Annagade til en eksisterende stenkiste under baneterrænet. I Heisesvej skulle den anlægges som trykledning, derefter skulle vandet løbe af sig selv.

Som forbindelse mellem Østre Pumpestation og kloaksystemet i den sydlige bydel skulle der gennem Tårnborgvej til Halsskovbroen anlægges en ledning, der dels skulle være en gravitationsledning, dels en trykledning. Ved Halsskovbroen skulle ledningen føres under sejlrenden og videre op under de faste brofag frem til en eksisterende trykledning i Teilmanns Allé. Det ville desuden blive nødvendigt at bygge en pumpestation på den nordlige side af Halsskovbroen.

I den sydlige bydel kunne man afskære udløbene ved at anvende den eksisterende ledning

gennem Sylowsvej-Fiskergade-Kirkepladsen-Brogade-Havnegade-Jens Baggesens Gade til pumpestationen. Desuden skulle der føres en kort ledning fra pumpestationen til renseanlægget, delvis som trykledning. Hele byens kloaksystem skulle indrettes således, at regnmængder større end fire gange den normale spildevandsmængde gennem overløb skulle føres direkte til Storebælt eller i havnen.

Renseanlægget skulle kun rense spildevandet mekanisk, senere kunne en udvidelse med biologisk rensning komme på tale. Kloakslammet skulle bundfældes i en fladbundet, cirkulær tank, hvorfra det skulle pumpes over i en rådnetank. Denne tank skulle opvarmes ved at brænde den metangas, der dannedes ved forrådnelsen. Når slammet var udrådnet, skulle det tørres på en slamplads, hvorefter det kunne anvendes som gødning.

53

Nye områder og nye anlæg - 1940’erne til 1960’erne Spildevandsredegørelsen 1947 blev først forelagt udvalg og byråd i 1948, og den fik en positiv modtagelse. Et medlem sammenlignede i den forbindelse Korsørs kloaksystem ”med et par gamle bukser, der var så forlappede, at de ikke kunne lappes mere”.

Med spildevandsredegørelsen havde byen fået et godt grundlag for en modernisering af kloaksystemet. Principperne i den blev stort set fulgt; men den måtte naturligvis løbende justeres både som følge af den tekniske udvikling og byudviklingen. Der var således områder, den slet ikke tog med, som det blev aktuelt at kloakere i de følgende år, f.eks. området syd for Skovvej og det nordlige Halsskov.

Vandforbruget og dermed belastningen af kloaksystemet steg kraftigt. Der kom i 1955 krav om, at der overalt i byen skulle være installeret vandklosetter i løbet af fem år, og kravet blev praktisk taget opfyldt.

Den stigende miljøbevidsthed resulterede også i Korsør i, at spørgsmålet om rensning af spildevandet hele tiden blev draget frem. Men som andre kystbyer havde Korsør ikke problemet med urenset spildevand direkte inde på livet som i byer, der ikke havde en så ”god” recipient, som havet nu engang regnedes for. Derfor blev anlæggelsen af et renseanlæg stadig udskudt i Korsør.

Stadionkvarteret Ved et socialdemokratisk partimøde i Frølunde i 1946 blev der klaget over, at ingen gjorde noget ved oversvømmelsen af arealet bag Gunversvej.

Pumpen, der skulle holde vandet borte, var itu, og resultatet var mere en 1 m vand i kældrene. Børnene måtte vade i vand til knæene for at komme i skole.

Den pumpe, der var tale om, var pumpen eller rettere pumpestationen ved Møllerenden. Pumpestationen bestod af et pumpeaggregat, en skrue54

pumpe, der stod i det fri og var forbundet ved en remskive med en motor, der stod i et lille hus med rundet tag ved Møllevangen. Pumpen skulle oppumpe overfladevand og drænvand fra 125 ha mest agerland samt spildevand fra den nordøstlige del af byen øst for Tårnborgvej. Der var også tilløb til Møllerenden fra Statsbanernes remise på Dyrehovedgårds Allé gennem en ledning under baneterrænet og Tårnborgvej, i Gunversvej og Tovesvej til Teglgården, hvor den gik på renden.

Remisen fik senere afløb til Østre Pumpestation.

Pumpeaggregatet var forældet og tæret op og ofte ude af drift.

En ny pumpestation måtte anlægges; men dette skete først i 1949. Forinden, i 1947/48, havde man rørlagt en del af Møllerenden for at kunne bruge det areal, den løb igennem, til udvidelse af stadion. Bygningsarbejdet på den nye pumpestation, der kom til at ligge lige ved siden af den gamle, blev udført af entreprenør Viggo Andersen, Korsør.

Mens man gravede ud til den nye pumpestation, måtte den gamle pumpe tages ud af funktion for at blive repareret. For at vandet ikke skulle stige så meget i Møllerenden, at man ikke kunne grave ud, måtte Falck pumpe vandet ud 2-3 timer hver dag.

Den nye pumpe til pumpestationen var en elektrisk drevet lukket skruepumpe med en kapacitet på 490 m3/t, leveret af H. Hollesens Fabrikker, København. I forbindelse med bygningen af den nye pumpestation blev der også lavet et nyt udløb under dæmningen ud i Noret.

Da der var ønske om at anvende stadig mere jord i Tårnborgengen, tog man i 1952 fat på en dræningsplan for arealet øst for Møllerenden og nord for Gunversvejs forlængelse, dvs. dele af Ny Stadion. Der udførtes dræningsarbejde i 1953.

Det var imidlertid nødvendigt at pumpe drænvandet ud i Møllerenden, og til dette formål blev der samme år anlagt en pumpestation i en brønd i Tårnborgengen ved Gunversvejs forlængelse.

Maskinfabrikken Lykkegård A/S på Fyn leverede

pumper på pumpestationen ved Møllevangen blev senere erstattet med to Lykkegård pumper.

I 1955 fortsatte dræningsarbejdet i Tårnborg­ engen på det senere idrætsområde. I 1961 blev den del af Tovesvej, der ligger nord for Gunversvej, kloakeret med afløb til Møllerenden, dels ved forbindelse til kloakledningen i den sydlige del af Tovesvej, dels ved en aflastningsledning fra krydset Tovesvej-Gunversvej mod øst til Møllerenden.

Området syd for Skovvej

Tegning i driftsvejledningen for pumpestationen ved Ceres.

Korsør kommunes tekniske forvaltnings arkiv.

pumpeanlægget, en elektrisk drevet lukket propelpumpe med en kapacitet på ca. 25 m3/t. I 1969 leverede Lykkegård endnu en propelpumpe til denne pumpestation.

Samtidig med opførelsen af pumpestationen i Tårnborgengen ville man rørlægge Møllerenden på strækningen mellem denne pumpestation og pumpestationen ved Møllevangen for at forbedre miljøet i kvarteret omkring den stærkt forurenede rende og for at forbedre faldet. Man ville desuden lægge kloakledning i den sydlige del af Tovesvej.

Begge disse arbejder måtte udskydes til 1954 på grund af klager fra nogle grundejere. Sagen nåede helt til en overlandvæsenskommission; men før denne afsagde kendelse, var parterne blevet enige.

I 1954 var det nødvendigt at installere en reservepumpe på pumpestationen ved Møllevangen, dels af sikkerhedshensyn, dels fordi overfladevandet nu hurtigere ville nå pumpestationen, da Toves­vej var blevet asfalteret. Pumpen var en vertikal propelpumpe med en kapacitet på 360 m3/t, leveret af firmaet Myhrwold og Rasmussen. De to

Der var efter krigen opstået et behov for, at byen kunne udvikle sig bort fra de traditionelle kerneområder, og et af de steder, hvor der var mulighed for byudvikling, var i området omkring Ceres. For at gøre grundene her byggemodne, måtte der lægges en afløbsledning til Noret og etableres en pumpestation til at pumpe spildevandet bort. Det var på daværende tidspunkt udelukket at lede spildevandet direkte til Storebælt. Badestrandene skulle holdes fri for kloakudløb.

I årene efter krigen var det vanskeligt at få materialer. Der var 18 måneders leveringstid på pumper og ubestemt leveringstid på motorer. Allerede i 1947 havde man indhentet tilbud fra Krüger på levering og montering af alle maskiner til en pumpestation, og i begyndelsen af 1948 foreslog stadsingeniøren, at man gik i gang med pumpestation og afløbsledning samt fik bestilt pumperne. Dette blev vedtaget, da Korsør manglede byggegrunde.

I 1949 blev pumpestationen opført på Ceresengen. Den bestod af et muret hus, hvortil der på facaderne var anvendt røde håndstrøgne sten, der til sidst blev strøget med karbolineum. Pumpestationen blev bygget af entreprenør Viggo Andersen.

De to pumper, centrifugalpumper med kapacitet på henholdsvis 60 m3/t og 40 m3/t, blev leveret af Krüger i slutningen af 1949 og i foråret 1950.

Ved kloakeringen benyttedes for første gang i Korsør et separatsystem, så regnvand og spildevand holdtes adskilt. Regnvandet blev ledt til Storebælt og spildevandet pumpet ud i Noret gennem en ledning under Skovvej, der på det første stykke var en trykledning og på det sidste, gennem Elme Allé, en gravitationsledning. Man regnede med, at det først senere blev nødvendigt med et renseanlæg ved Noret, hvor gravitations55

ledningen løb ud. Endnu i 1958 kunne stadsingeniøren meddele, at hidtil havde der ikke vist sig nogen gener ved, at spildevandet blev ledt urenset ud i Noret, og han forudså heller ikke gener foreløbig. Dette skal ses i lyset af, at hele Fjordvængetkvarteret, der var fælleskloakeret, var blevet koblet på udløbsledningen. Spildevandsledningen fra pumpestationen blev lagt i 1949-50, og udløbsledningen for regnvandet, der lå syd for pumpestationen og gik 25 m ud i Storebælt, blev anlagt i 1951. Den havde indbygget højvandslukke ved udløbet.

Pumpestationen skulle afvande et område, der gik fra Storebælt i syd til kirkegården i vest og Skovvej i nord, og som medtog Lyshøj og Grønningen i øst.

Kloakeringen i området, der var startet med Fredensvej-Ceresvejkvarteret, fortsatte i slutningen af 1950’erne. Den direkte anledning var, at Mathiesens Planteskole havde anmodet om at få et område omkring Omøvej og den sydlige del af Langelandsvej kloakeret, så det kunne udlægges til villagrunde, samt at sundhedskommissionen havde henstillet, at udledning af spildevand ved

Tegning til ombygning af pumpestationen ved gasværket 1952. Korsør kommunes tekniske forvaltnings arkiv.

56

Facade af maskinhus og tiliset overløbsbassin på pumpestationen ved gasværket 1970.

Langelandsvej ud i Storebælt blev standset. Der løb i denne vej en ledning, der førte både spildevand og regnvand. Kommunen ønskede på samme tidspunkt at kunne forberede kloakeringen i området omkring Grønningen, så det kunne bebygges.

I 1959 kunne man påbegynde arbejderne. Man lagde bl.a. en afskærende ledning fra Langelandsvej, der skulle føre spildevand fra området til pumpestationen ved Ceres. Den hidtidige udløbsledning fra Langelandsvej blev ændret til en overløbsledning for regnvand. Noget regnvand fra Langelandsvej gik til den afskærende ledning.

I 1966 måtte pumpekapaciteten på pumpestationen udvides. En af de eksisterende pumper blev erstattet med en kloakpumpe med kapacitet på ca.

93 m3/t, og den anden gamle pumpe blev forbedret, så den fik en kapacitet på ca. 78 m3/t. Krüger stod for moderniseringen.

En af årsagerne til dette skridt var, at der i midten af 1960’erne opstod problemer på Grønningen.

En husejer havde flere gange kloakvand i sin kælder. Dette skyldtes formentlig, at der ikke var meget

fald på ledningen fra hans kælder til pumpestationen, og at de gamle pumper let blev tilstoppet af ”de i spildevandet forekommende tekstilstoffer”. Det sidste kunne man råde bod på ved at anskaffe en ny pumpe, der bedre kunne klare dette problem.

Oversvømmelserne af pumpestationen og på Grønningen, nu hos to grundejere, ophørte imidlertid ikke, og i 1969 blev der indsat en ekstra spildevandspumpe med en kapacitet på 60 m3/t, der i perioder med oversvømmelse af pumpestationen skulle pumpe spildevand, der var opspædet, ud i regnvandssystemet med afløb til stranden. Dette var dog heller ikke tilstrækkeligt, og man fandt ud af, at problemet til dels måtte stamme fra utætheder i ledningssystemet, hvorved regnvand trængte ind i spildevandsledningerne.

De gamle pumpestationer I sommeren 1951 kom to store regnskyl, der forårsagede mange oversvømmelser og viste, at de tre gamle pumpestationers kapacitet slet ikke slog til, 57

navnlig var det galt med pumpestationen ved gasværket og Østre Pumpestation.

Stadsingeniør Andreasen giver i en artikel fra 1959 en malende beskrivelse af Østre Pumpestations utilstrækkelighed: ”Det var en ejendommelig fornemmelse under ovennævnte to regnskyl at konstatere, hvorledes vandet i regnvandsbassinet steg så hurtigt, at det snart løb ind over gulvet i pumpehuset, uden at vi kunne gøre noget som helst for at afværge katastrofen. Da vandstanden

nåede en højde af 50 cm over gulvet, kortsluttede elektromotoren, og gasmotoren standsede. De omkringliggende ejendommes kældre, hvoraf flere var udnyttet som beboelsesrum, måtte herefter fungere som reservoirer for blandingen af spildeog regnvand”.

Pumpestationerne var så hårdt belastede, at deres regnvandsbassiner måtte bruges som spildevandsreservoirer. Dette var uhygiejnisk, og de slamfyldte bassiner udsendte en stank, der gene-

Tegning til ombygning af Østre Pumpestation 1956. Korsør kommunes tekniske forvaltnings arkiv.

58

rede de omkringboende. I begyndelsen af 1950’erne havde pumpestationen ved gasværket to elmotorog én gasmotorpumpe med en samlet kapacitet på ca. 570 m3/t, Østre og Vestre Pumpestationer havde hver én elmotor- og én gasmotorpumpe med kapacitet på i alt ca. 330 m3/t og 360 m3/t.

I 1951 udarbejdede stadsingeniøren og Krüger et projekt til ombygning og modernisering af de tre pumpestationer. I spildevandsredegørelsen fra 1947 var de tre pumpestationer sat i forbindelse med et renseanlæg; men i 1951 betragtedes renseanlægget som et fremtidsprojekt. Der blev dog taget hensyn til det i planlægningen af de tre pumpestationer. Der skulle således ikke opstilles flere pumper end nødvendigt, og det, der blev anlagt, skulle senere kunne indgå i det endelige projekt.

Man regnede med at bibeholde regnvandsbassinerne, for ellers skulle pumpekapaciteten udvides uforholdsmæssigt meget. Bassinerne skulle dog kun bruges under kraftige regnskyl, og normalt ville de stå tørre. Stationerne ville blive fuldautomatiske og krævede kun et lejlighedsvist tilsyn og rensning af riste og slambrønde.

Først skulle pumpestationen ved gasværket ombygges, umiddelbart derefter Østre Pumpestation, mens ombygningen af Vestre Pumpestation kunne vente nogle år. Men forinden skulle gasmotorerne i alle pumpestationerne erstattes af elektromotorer, der var mere driftssikre og langt lettere at betjene. Gasmotorerne skulle håndbetjenes. Det var især for regnvandspumperne ubehageligt og dyrt, når mandskabet f.eks. skulle starte dem ved regnvejr om natten. Allerede i 1952 var gasmotoren på pumpestationen ved gasværket erstattet med elektromotor.

Pumpestationen ved gasværket I 1953 tog man fat på ombygning af pumpestationen ved gasværket. Der byggedes et helt nyt hus med hulmur af røde håndstrøgne facadesten, bygget op mellem jernbetonsøjler og med fladt jernbetontag. Dette blev senere ændret til sadeltag. Den nye bygning blev placeret vest for det eksisterende maskinhus. Pumpestationens tre pumpebassiner, der var adskilt ved to jordvolde, blev bibeholdt; men den østligste jordvold blev fjernet, så der nu kun blev to bassiner. Bunden i det sammenlagte

Facade af det nyopførte maskinhus på Østre Pumpestation 1957. Til højre ses endnu det gamle maskinhus. Efter Stads- og Havneingeniøren, bd. 50, 1959, s. 37.

bassin blev beklædt med fliser. Entreprenør- og byggearbejdet gik ved licitationen til Willingshøj og Tvede Jensen, Sorø. Arbejdet skulle udføres som beskæftigelsesarbejde, og der var udsigt til, at det hele måtte standses, fordi arbejdsanvisningskontoret i Slagelse skulle bruge de anviste arbejdere til roelugning; dette skete, lige efter at grunden var gravet ud, så der var fare for sammenstyrtning.

Krüger havde projekteret pumpestationen og tog sig af de maskinelle og elektriske installationer. Der blev installeret tre spildevands- og to regnvandspumper med en samlet kapacitet på 3.400 m3/t. Pumperne var elektrisk drevne, dykkede, vandrette centrifugalpumper. Ved regnskyl gik først spildevandspumperne kontinuerligt i gang, og først når bassinet var fyldt regnvandspumperne. Disse standsede atter, når den maksimale tilstrømning ophørte, og spildevandspumperne tømte bassin og ledningsnet. Der var afsat plads i pumpehuset til en sjette pumpe, der, når et renseanlæg blev anlagt, skulle pumpe spildevandet hertil.

Afløbet skete dels gennem de to gamle tryk- og gravitationsledninger i Teilmanns Allé, dels gennem en ny tryk- og gravitationsledning i samme gade.

59

Den udmundede gennem et udløbsbygværk med højvandsklap øst for Halskovbroen. Pumpestationen blev taget i brug i foråret 1954.

For at forbedre afløbsforhold og sikre mod oversvømmelser måtte kloaksystemet i pumpestationens område også renoveres. I 1955 udarbejdede Krüger en redegørelse for hovedlinjerne i kloakeringen. Et system af nye hovedledninger skulle afløse det eksisterende ledningsnet, efterhånden som det blev utilstrækkeligt. Arbejdet skulle udføres etapevis i den rækkefølge, økonomien tillod.

I området omkring havnen tænktes regnvandet som hidtil ført direkte i havnen.

De første kloakarbejder, man efter denne redegørelse tog fat på, var i området ved Grevsensgade, der blev bebygget i disse år, og i Jens Baggesens Gade – Dyrhaugesvej, hvor ledningskapaciteten måtte forøges. Østre Pumpestation I 1956 var turen kommet til Østre Pumpestation.

Arbejdet havde hidtil været udskudt af økonomi-

De tre centrifugalpumper på den nye Østre Pumpestation 1957.

Efter Stads- og Havneingeniøren, bd. 50, 1959, s. 37.

60

ske grunde; men nu hastede det, i og med at de nye vej- og viaduktforbindelser, der skulle laves i forbindelse med den nye motorvej, kun kunne afvandes til Østre Pumpestation, og arbejdet på disse veje og broer skulle påbegyndes omkring 1.10.1956. Kloakforholdene måtte altså snarest muligt bringes i orden.

Det første arbejde, man tog fat på, var lægning af en ny ledning til pumpestationen i Tårnborgvej nord for pumpestationen. Ledningen måtte presses under dæmningen til den gamle viadukt, og det skulle ske, inden den nye bro, Kongebroen, blev lavet.

I august 1956 havde stadsingeniøren og Krüger et projekt klar til ombygning af pumpestationen.

Det omfattede foruden de bygningsmæssige arbejder en mindre udvidelse af regnvandsbassinerne, nye maskiner samt lægning af nye afløbsledninger i Tårnborgvej fra pumpestationen til Krogen. Maskiner og afløbsledning blev i første omgang udskudt af budgetmæssige grunde.

Ved licitationen i september gik bygningsarbejdet til Viggo Andersen. Bygningen, der kom til at ligge nord for den eksisterende pumpestation, blev opført med facademur af røde sten og fladt tag af jernbeton med isoleringslag og der over tjærepap.

Også her blev taget senere ændret til et sadeltag.

Den eksisterende pumpestation blev delvis nedbrudt, og på ydermurene opførtes en transformerstation. De eksisterende bassiner blev bibeholdt og udvidet med 4 m i nordlig retning.

I december 1956 blev der sluttet kontrakt med Krüger om maskin- og elinstallation. Pumperne blev monteret i 1957. Der installeredes foreløbig tre elektrisk drevne centrifugalpumper med en samlet kapacitet på ca. 2.000 m3/t. Når spildevandet fra Vestre Pumpestation til sin tid skulle føres frem til Østre Pumpestation, skulle der installeres en pumpe mere.

I de andre pumpestationer styredes pumperne ved et svømmerarrangement; men dette kunne give driftsforstyrrelser, og som noget nyt blev der anbragt nogle metalelektroder af forskellig længde i tilløbskammeret i Østre Pumpestation. Når vandet steg i kammeret, nåede det den ene elektrode efter den anden, og derved sluttedes der gennem nogle relæer en styrestrøm til de forskellige pumpers motorskabe.

Ledningssystemet til pumpestationen var et blandingssystem, og dette bibeholdtes. Regnvandet fra pumpestationens opland førtes derfor over pumpestationen og ikke direkte til recipienten.

Pumpestationen fungerede således, at det vand, der løb til, blev ledt til et tilløbskammer, hvor det passerede en skråtstillet grovrist. Herfra gik det gennem pumperne op i et oppumpningsbygværk med oppumpnings- og afløbskamre, hvorfra det gradvis blev ledt ud i afløbsledningerne. Ved kraftigt regnskyl kunne pumperne ikke oppumpe alt tilløbsvandet med det samme. Det steg da i tilløbskammeret op gennem en vandret rist over en overløbskant ud i regnvandsbassinet. Når pumperne igen kunne oppumpe mere vand, end der løb til, løb vandet fra bassinet atter ind i tilløbskammeret.

Der blev i 1957 lagt nye afløbsledninger fra pumpestationen til erstatning for de gamle. Udløbsledningerne blev samlet i oppumpningsbygværket, der blev etableret ud for pumpestationen mod Tårnborgvej, og herfra anlagdes to afløbsledninger, gravitationsledninger, i Tårnborgvej. Ud for Egøgade samledes de i én ledning, der bøjede af og førtes under banens terræn og Jernbanevej ud i havnen ved Krogen. Den ene ledning førte spildevand, den anden regnvand. Når renseanlægget blev anlagt, skulle spildevandsledningen føres videre hertil. Det blev vanskeligere og dyrere end forudset at lægge ledningen fra Tårnborgvej til havnen. Rørene måtte indkøbes i Sverige på grund af lang leveringstid for danske rør, og mens ledningen blev lagt under banen, skulle Statsbanerne kunne benytte sporene til rangerarbejde.

Arbejdet med oppumpningsbygværket og trykledningerne hertil fra pumpestationen gik til Viggo Andersen, mens Carlsen og Nilou, Sorø, lagde afløbsledningerne. Der var stor utilfredshed fra forretningsdrivende og beboere på Tårnborgvej med vejens tilstand, mens de to afløbsledninger blev lagt. Den opgravede jord fyldte det meste af gadearealet, arbejdet gik langsomt, da der samtidig skulle omlægges vand- og gasledninger, de opgravede render var ikke afspærrede, den opbrækkede asfalt måtte ligge og vente på, at man var klar til at bruge den som bundlag i Skolegade, der var under anlæggelse, og fortovene blev ikke ryddet, når kørebanen var gjort færdig.

Elinstallationer og elektromotorer på den nye Østre Pumpestation 1957. Efter Stads- og Havneingeniøren, bd. 50, 1959, s. 38.

I slutningen af 1950’erne købte Statsbanerne jord ud mod Tårnborgvej for at kunne udvide sporarealet. En del af regnvandsbassinet lå nu faktisk på deres grund. Statsbanerne ønskede, at en del af bassinet blev sløjfet og det tilbageblevne udvidet mod nord. Kommunen var imod denne plan, da den ville betyde røromlægning og gøre anlægget grimt. I stedet blev det eksisterende bassin i 1960 overdækket med en tyk jernbetonplade, støttet af armerede vægge.

Vestre Pumpestation Problemerne med Vestre Pumpestation havde ik­ ke været så alvorlige som med de to andre gamle pumpestationer, og derfor blev renoveringen af den udskudt.

I 1950 blev dens afvandingsområde udvidet med kvarteret ved Værftet-Søvænget og Sprogøvej. Disse områder havde hidtil været afvandet henholdsvis til den nu rørlagte Meyers Rende med udløb i stranden og direkte ud i stranden ca. 150 m nordvest for Meyers Rende. Begge udløb forurenede badevandet, og sundhedskommissionen havde rejst sag. Byrådet havde allerede i 1949 behandlet denne; men den var blevet henlagt, fordi beboerne ikke var interesserede på grund af udgifterne.

Sundhedskommissionen henstillede da, at sagen kom for en landvæsenskommission. Den gav i 1950 på trods af beboerprotester grønt lys for det projekt, kommunen havde udarbejdet. Spildevandet fra de to områder skulle herefter føres gennem Søvænget 61

til Revvej, videre i Revvej og ned ad Heisesvej til pumpestationen. I brønde i Sprogøvej og Søvænget indrettedes overløb til henholdsvis stranden og Meyers Rende.

I 1969 måtte man erkende, at pumperne på Vestre Pumpestation havde for ringe kapacitet, og at bassinet lugtede, fordi der aflejredes slam fra spildevandet, der blev opstuvet i bassinet mellem de enkelte pumpeintervaller. Kommunen havde allerede i februar spurgt Krüger, om firmaet i det kommende regnskabsår kunne udføre et projekt til bygning af en ny Vestre Pumpestation.

Den 11.2.1972 blev den nye pumpestation sat endelig i drift. Der var faktisk to nye pumpestationer, en spildevandspumpestation og en regnvandspumpestation, begge underjordiske. Da man planlagde ombygningen af de tre gamle pumpestationer i begyndelsen af 1950’erne, havde man regnet med, at Vestre Pumpestation også skulle udstyres med et nyt maskinhus, som de to andre

pumpestationer blev. Det gamle maskinhus blev først nedrevet i 1992.

Der indkom kun ét tilbud på bygning af den nye pumpestation, nemlig fra C.C. Brun, Glumsø. Entreprenørerne turde ikke binde an med opgaven, da den var vanskelig på grund af adgangsforholdene til byggepladsen, der lå bag den eksisterende pumpestation med kun meget smalle passager på hver side af denne. C.C. Brun fik opbygget en dæmning fra Heisesvej til byggepladsen i kanten af det eksisterende regnvandsbassin. Jorden til dæmningen blev hentet fra udgravningen til Brugsens nye butik på hjørnet af Halsskovvej og Dyrehovedgårds Allé. Dæmningen blev atter fjernet, da arbejdet var færdigt, for bassinet skulle fortsat bruges.

Fra regnvandspumpestationen skulle der gå to ledninger til de eksisterende trykledninger med afløb til Storebælt og fra spildevandspumpestationen to trykledninger til den eksisterende trykled-

Tegning til ombygning af Vestre Pumpestation 1970. Korsør kommunes tekniske forvaltnings arkiv.

62

Tegning til bygning af Nordre Renseanlæg 1957. Korsør kommunes tekniske forvaltnings arkiv.

ning til Østre Pumpestation. Ledningen hertil var etableret i 1957/58.

Maskinerne blev leveret af Krüger. Der blev installeret to dykpumper til spildevand med en samlet kapacitet på 360 m3/t og to dykpumper for regnvand med en samlet kapacitet på ca. 360-430 m3/t.

Det nordlige Halsskov Da man i 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne talte om renseanlæg i Korsør, regnede man med en placering i den sydlige bydel; men det blev alligevel Halsskov, der fik Korsørs første renseanlæg.

De nordlige områder af Halsskov udviklede sig hurtigere, end man havde regnet med i spildevandsredegørelsen fra 1947, og man måtte revidere den. Der var tale om et område, der strakte sig på begge sider af den yderste Revvej, på begge sider af Revsporet til Birkemosevejs nordlige side,

på begge sider af den nordlige Halsskovvej nord og syd for motorvejen afgrænset i øst af jernbanelinjen og i nord af Kruusesminde Afvandingskanal, der løb fra Grønlandsvej til Storebælt med udløb nord for Halsskov Rev. Principperne for kloakering af hele området blev udstukket i 1957, men skulle først realiseres, efterhånden som der blev brug for det; det var jo i høj grad ubebyggede områder, der var tale om.

Hele området skulle kloakeres efter separatsystemet. Regnvandet skulle afledes direkte til Storebælt eller indirekte hertil via Kruusesminde Afvandingskanal og Birkemosen. Spildevandet fra området skulle via pumpestationer ledes til og behandles i et selvstændigt renseanlæg med afløb til Kruusesminde Afvandingskanal. Kanalen modtog drænafløb og overfladevand samt spildevand fra de omkringliggende arealer. Ved Storebælt var anbragt et pumpeanlæg med en skruepumpe, tilsluttet en stationær elmotor, og en reservepumpe, der 63

kunne tilsluttes remtrækket på en traktor. Fordelen ved at lade spildevandet løbe ud her var, at udledningen skete i stor afstand fra den offentlige badestrand langs Revvej.

Spildevandet fra det øvrige Halsskov skulle efter planen ledes til et renseanlæg i den sydlige bydel.

Nordre Renseanlæg Det renseanlæg, man i første omgang fik på Halsskov, var kun et minimumsanlæg, fordi det kun var en mindre del af området, man indtil videre havde behov for at koble på det.

Det var presserende at få klaret afvandingsforholdene for kvarteret ved Egersundvej-Hyvingevej-Motalavej, hvor Korsør Boligselskab – i øvrigt et halvt år tidligere end man havde regnet med – opførte de første boligblokke, og hvor mere etagebyggeri ville komme til.

Kommunen havde håbet at kunne bruge et jordbassinanlæg som foreløbig foranstaltning til behandling af spildevandet fra kvarteret; men et sådant arrangement ville landvæsenskommissionens tekniske sagkyndige ikke godkende, og i januar 1957 foreslog Krüger en løsning med en pumpestation nord for motorvejen og øst for Halsskovvej. Herfra skulle regnvandet føres til Kruusesminde Afvandingskanal i en åben grøft og spildevandet til en interimistisk pumpestation ved afvandingskanalen, forbundet med sandfang og bundfældningstank. På dette sted skulle der senere bygges et egentligt renseanlæg.

Allerede kort tid efter var planerne ændret formentlig efter ønske fra kommunen. Bundfældningstanken var flyttet til pumpestationen ved motorvejen. Sandfanget skulle vente, til det viste sig, om der var behov for det. Senere, når bebyggelsen voksede, skulle der tilføjes et regnvandsbassin.

Der skulle imidlertid være fælles afløb for regn- og spildevand i en gravitationsledning til afløbskanalen. Senere, når spildevandsmængden blev forøget, skulle spildevandet afledes i en separat ledning.

Krüger regnede stadig med, at der senere skulle opføres et renseanlæg ved afvandingskanalen.

Derfor var firmaet imod at anbringe en rådnetank ved pumpestationen ved motorvejen, da det meget let kunne føre til, at renseanlægget blev placeret her, hvilket også tydeligt var kommunens ønske.

Rådnetanken blev anbragt ved pumpestationen.

Endnu i 1960 mindede Krüger kommunen om, at der skulle anlægges renseanlæg ved afvandingskanalen, når bebyggelsesgraden i området var nået en vis grænse. Men midt i 1960’erne opereredes i planlægningen kun med anlægget ved motorvejen.

Kommunen havde fået sin vilje.

Der blev sluttet kontrakter om de enkelte arbejder i december 1957. Firmaet C.C. Brun havde allerede fået arbejdet med lægning af afløbsledningen fra pumpestationen til afvandingskanalen, og samme firma fik nu overdraget arbejdet med pumpestation, tanke mv. Pumpestationen skulle være en lille bygning opført i hulmur med facader af teglstensrøde, håndstrøgne sten og med tag af armerede lecaplader, der skulle dækkes med to lag tagpap. Bundfældningstanken skulle være en

Nordre Renseanlæg under opførelse 1958. Foto Bent A. Elm-Larsen.

64

Bundfældningstank på Nordre Renseanlæg i slutningen af 1950’erne.

Foto H. Blytsgaard.

cirkulær dortmundtank. Herfra skulle det bundfældede slam pumpes til rådnetanken, der var en lukket jernbetonbeholder uden opvarmning. Svømmeslam og udrådnet slam skulle fra rådnetanken føres til slampladser med faststampet lerjord i bunden. Rådnetank og slambede skulle udvides, efterhånden som bebyggelsen i området tog til.

Krüger stod for leverancen af selve bundfældningstanken og rådnetanken samt af den maskinelle og elektriske installation i pumpestationen.

Den blev foreløbig udstyret med to énkanalpumper hver med en kapacitet på 90 m3/t.

Pumpestationen var et led i kloakeringen af det samlede område, mens bundfældnings- og slambehandlingsanlægget, dvs. et mekanisk renseanlæg, kun skulle behandle spildevandet fra bebyggelsen i kvarteret Egersundvej-Hyvingevej-Motalavej.

Vandet til renseanlægget fik man i perioden 1958-62 fra Haveforeningen Halsskovs hydroforanlæg, der lå lige syd for motorvejen. Kommunens nærmeste vandledninger lå i Hyvingevej.

Fortsat kloakering af det nordlige Halsskov Midt i 1960’erne nødvendiggjorde byens udvikling, at man tog fat på en nærmere planlægning af kloakeringen af området mellem motorvejen, Halsskovvej, Birkemosevej og Storebælt.

En redegørelse, Krüger og kommunen udsendte i 1966, holdt fast ved de grundlæggende tanker fra 1957. Der skulle kloakeres efter separatsystemet med spildevandsafledning til renseanlægget og regnvandsafledning ad forskellige veje til Storebælt. Via pumpestationer, indrettet i underjordiske cirkulære betonbrønde, skulle spildevandet

ledes mod Halsskovvej, under denne i en eksisterende underføring og videre i en ny ledning til den eksisterende spildevandsledning i Hyvingevej, der havde afløb til renseanlægget.

Regnvandet fra den nordvestlige del af området skulle føres til et regnvandsbassin nord for Revsporet, hvorfra det skulle pumpes gennem en eksisterende ledning til Kruusesminde Afvandingskanal. Fra den sydvestlige del af området skulle regnvandet ledes til Storebælt, dels direkte, dels gennem en pumpestation, dels via en pumpestation til Birkemosen, der skulle fungere som regnvandsreservoir, og derfra pumpes gennem Meyers Rende til Storebælt. Fra områderne nær Halsskovvej skulle regnvandet ledes gennem en eksisterende regnvandsunderføring under Halsskovvej og derfra i en ny ledning til den eksisterende ledning i Hyvingevej, hvorfra der var afløb til afvandingskanalen.

Som følge af den forøgede mængde regnvand i ledningen fra Hyvingevej skulle der etableres regnvandsbassin ved renseanlægget. Når dette bassin blev anlagt, kunne spildevandet fra renseanlægget fortsat ledes gennem regnvandsledningen til afvandingskanalen. Derved kunne man undgå at anlægge den planlagte separate spildevandsledning.

I første omgang skulle der kun kloakeres i de områder, der først skulle udbygges. Det drejede sig om Fasanhaven og området vest for Bragesvej mellem Revvej, Skovbrynet og Revsporet. Dette indebar også anlæg af regnvandsbassin, regnvandspumpestation og spildevandspumpestation nord for Revsporet.

65

Spildevandsrensningen gennemføres - 1970’erne til 1980’erne Korsørs udvikling fortsatte gennem 1970’erne og 1980’erne med udbygning af nye kvarterer mod vest på Halsskov og mod øst i den sydlige bydel.

Byens afløbsforhold blev undersøgt i 1976 i forbindelse med spildevandsplanlægningen. I forhold til 1944 var vandforbruget femdoblet, og dermed var spildevandsmængden vokset stærkt. Set på landsplan var der ingen virksomheder i Korsør, der udledte virkeligt store mængder spildevand. De fire største spildevandsudledere var Statsbanerne, Scanglas, Anolet og Pakko Tryk.

Kloakdispositionsplanen 1964 Spildevandsredegørelsen fra 1947 gjaldt stadig for den del af byen, der ikke skulle afvandes til Nordre Renseanlæg; men i 1962 blev den taget op til ny overvejelse. Der var da blevet udviklet en ny metode til spildevandsrensning, hvorved en bys spildevand blev renset på mindre renseanlæg, hvorefter slammet blev pumpet til et centralt anlæg, der dels rensede spildevand fra en del af byen, dels behandlede hele byens slam.

Det blev besluttet at undersøge, om denne metode kunne anvendes med fordel i Korsør, og i 1964 havde Krüger udarbejdet en ny kloakdispositionsplan. Der skulle bygges et centralrenseanlæg ved Møllevangen, der skulle have afløb til Noret. Dette renseanlæg skulle rense spildevandet fra det centrale og østlige Halsskov, 16 % af byens spildevand, og behandle slammet fra hele byen. Her skulle først bygges et slambehandlingsanlæg og et mekanisk renseanlæg.

Spildevandet fra det nordlige Halsskov, 41 % af byens spildevand, skulle renses i Nordre Renseanlæg, der skulle ændres til biologisk rensning.

Herfra skulle slammet pumpes op i Østre Pumpestations kloaksystem og videre til centralrenseanlægget. Spildevandet fra den sydlige bydel, 43 % af byens spildevand, skulle renses i et mekanisk renseanlæg ved Tyreengen med afløb til Noret.

66

Dette anlæg skulle senere udbygges til biologisk rensning. Slammet skulle pumpes under Noret til centralrenseanlægget.

Efter denne dispositionsplan ville man kunne opnå en delvis biologisk rensning af byens spildevand for en merudgift på ca. 1,5 % i forhold til det tidligere forslag, der kun omfattede mekanisk rensning. Der kom imidlertid til at gå mange år, før disse tanker blev ført ud i livet. Forureningsbekæmpelse blev hverken fra teknisk eller politisk side betragtet som et vigtigt område. Betegnende nok udtalte stadsingeniøren i 1972: ”Den megen snak om forurening, som er kommet på i de sidste år, har dog medført et gode: Det er lettere nu at få politikerne i tale!”

Dispositionsplanen blev først godkendt i 1969 af en landvæsenskommission, der bestemte, at hele byen skulle have sit spildevand renset mekanisk og delvis biologisk fra 1974/75. Samtidig blev der givet tilladelse til at begynde byggearbejdet på Nordre Renseanlæg og anlægget ved Tyreengen.

Ved denne lejlighed blev der også indført en ny udgiftsfordeling for byens kloakanlæg.

Alle fællesanlæg, der tjente til samling og rensning af spildevand, skulle herefter høre under en særlig afdeling af administrationen, Korsør Kloakværk, der skulle have kommunaldirektøren som økonomisk og stadsingeniøren som teknisk chef.

Kommunen skulle betale driftsudgifterne samt 37,5 % af anlægsudgifterne, og resten skulle betales af en afgift på 20 øre pr. m3 solgt vand.

Nordre Renseanlæg Licitationen over ombygningen af Nordre Renseanlæg til et biologisk anlæg blev afholdt i september 1968. Ombygningen var hårdt tiltrængt.

I 1967 viste en analyse af Kruusesminde Afvandingskanal, at vandets indhold af organisk stof og af kvælstof var alt for højt, og desuden kunne der konstateres både kolibakterier og forrådnelsesbakterier i vandet.

På renseanlægget skulle den eksisterende pumpestation ombygges, og både rådnetanken og slambedene skulle nedbrydes. Anlægget skulle nu bestå af en pumpestation, et sandfang, en luftningstank, to efterklaringstanke, hvoraf den ene skulle indrettes i den eksisterende bundfældningstank, og et blæser- og slampumpehus. Herfra skulle der blæses luft ind i luftningstanken, og slampumperne skulle pumpe slammet gennem en trykledning op i Østre Pumpestations opland for enden af Hyvingevej. Fra Østre Pumpestation skulle slammet foreløbig blot pumpes ud i havnen. Endelig skulle der udgraves et regnvandsbassin.

Anlægget blev sat i drift i september 1971. Det mekaniske anlæg havde bortrenset 20-30 % af det organiske materiale. Ved ombygningen skulle man komme op på 60-70 %, og det viste sig, at anlægget

kom til at fungere endnu bedre.

Renseanlægget fungerede efter aktiv-slam metoden. Ved denne sætter iltningen i luftningstanken en nedbrydningsproces i gang ved hjælp af mikroorganismer. Det slam, der bliver resultatet af processen, bundfældes med sit indhold af mikroorganismer i efterklaringstanken, og herfra pumpes en del af det tilbage til luftningstanken. Her hjælper det som podeslam nedbrydningsprocessen i gang i det nye spildevand, der løber til.

I 1972 blev der givet tilladelse til at kloakere Kählers jorder ved Strandgården. Kloakeringen skulle udføres efter separatsystemet, og man fulgte i øvrigt retningslinjerne fra 1957 og 1966, hvorefter regnvandet blev ledt til Storebælt og spildevandet til Nordre Renseanlæg, hvilket krævede, at der blev anlagt tre pumpestationer.

Kloakdispositionsplan for Korsør by, udarbejdet 1964. Efter Korsør kommune. Kloakdispositionsplan, juli 1975, bilag.

67

Renseanlægget ved Tyreengen under opførelse 1969.

Renseanlægget ved Tyreengen Første etape af renseanlægget ved Tyreengen blev udbudt i licitation i marts 1969. Der skulle bygges et sandfang og en bundfældningstank (primærtank). Slammet skulle køres bort med slamvogn, og det forrensede spildevand ledes ud i Noret. Anlægget skulle kunne fjerne 20-30 % af det organiske materiale.

Anlægget skulle i begyndelsen tage spildevandet fra et nyt kloakopland, der skulle omfatte byens udbygningsområde øst for områderne ved Ceres og Linde Allé. Senere skulle disse to områder og den gamle bydel sluttes til anlægget.

Spildevandet fra den nordlige del af det nye område nåede til renseanlægget via en gravitationsledning, der udgik fra Kjærsvej. Af området syd for Kjærsvej blev Kragekær-Dyrehaven forbundet med Ceresoplandet i 1970 gennem en pumpestation på Lilleskovvej. Den øvrige del af området, omkring Alhøj, blev først kloakeret efter 1975.

Regnvandet fra Alhøjområdet blev ledt til Storebælt, mens spildevandet blev pumpet op til gravitationsledningen i Kjærsvej af en hovedpumpestation på Alhøjvænget med foreløbig én underpumpestation. Sommerhusområdet ved Søskæret skulle også have været tilsluttet ved hjælp af en anden underpumpestation; men denne del af planen blev udskudt, og sommerhusområdets spil68

devand blev fortsat udledt til Søskær Mose efter mekanisk rensning i et trix-anlæg. Tilslutningen skete først omkring 1980.

Det blev hurtigt aktuelt at udvide renseanlæggets område. I løbet af sommeren 1969 kunne man konstatere en kraftigt tiltagende forurening af de fladvandede områder i Noret. Stadsingeniøren foreslog derfor i september, at spildevandet fra Ceresoplandet og fra området ved Linde Allé blev ført til renseanlægget. Dette ville imidlertid kræve, at næste etape af dispositionsplanen blev sat i værk.

Slambehandlingsdelen af centralrenseanlægget ved Magleø måtte anlægges, og i sydbyen skulle der anlægges en afskærende ledning fra Elme Allé til renseanlægget, en pumpestation til at pumpe spildevandet op i anlægget, et slampumpeanlæg og en slamtrykledning under Noret til Magleø.

Pumpestationen stod færdig i sommeren 1971, og samtidig var projektet til den afskærende ledning færdigt. Denne ledning skulle samle spildevandet fra Ceresoplandet, Fjordvænget, Skovvej og Rosenvænget samt fra pumpestationen ved gasværket. Den ville imidlertid først kunne anvendes, når centralrenseanlægget ved Magleø kunne tages i brug, og det blev derfor besluttet at udskyde ledningen til 1972/73, mens forbindelsen fra den afskærende ledning til Ceresoplandet og til pumpestationen ved gasværket først skulle etableres året efter.

Centralrenseanlægget ved Magleø Kloakdispositionsplanen fra 1964 havde forudsat, at slambehandlingen på centralrenseanlægget skulle foregå traditionelt i en opvarmet rådnetank.

Denne metode krævede imidlertid, at en stor del af slammet var fremkommet ved mekanisk rensning, og det var derfor planen, at både centralrenseanlægget og renseanlægget ved Tyreengen først skulle bygges som mekanisk anlæg, der senere skulle kombineres med biologisk rensning.

Da man stod for at skulle bygge centralrenseanlægget, var der imidlertid blevet udviklet en ny metode, hvor slammet blev stabiliseret ved langvarig indblæsning af luft. Denne metode havde den fordel, at man kunne undgå mekanisk rensning og i stedet lede spildevandet direkte til biologisk rensning efter aktiv-slam metoden.

Planen til første etape af centralrenseanlægget, der blev fremlagt i februar 1972, omfattede derfor kun en slamstabiliseringstank og et blæser- og centrifugehus, hvorfra der skulle blæses luft ind i stabiliseringstanken, og hvor det færdigbehandlede slam skulle tørres ved centrifugering. Det vand, der blev udskilt fra slammet, skulle pumpes ud i Noret. Renseanlægget skulle ligge på den gamle losseplads, og det var derfor

nødvendigt at fundere byggeriet på pæle. Blæserog centrifugehuset skulle bygges af røde mursten og have tagpaptag. Byggetilladelsen blev givet i november 1972; men slamtrykledningen under Noret blev først udbudt i licitation i august 1974, og slambehandlingsanlægget kunne først tages i brug i december 1974.

Naturfredningsrådet havde været bekymret over planerne om at lede biologisk renset spildevand ud i Noret. Det foretrak i stedet, at det rensede spildevand blev ledt direkte ud i Storebælt, med mindre nærmere undersøgelser viste, at det var forsvarligt at lede spildevandet ud i Noret.

Kommunen måtte derfor lade Krüger gennemføre en undersøgelse af Norets egnethed som recipient.

Undersøgelsens resultat var, at kommunens kloakdispositionsplan ville tilfredsstille de æstetiske og hygiejniske krav, der kunne stilles. Vandudskiftningen i Noret var stor, og hovedparten af det spildevand, der skulle udledes fra kommunens renseanlæg, ville slet ikke nå ind i Noret.

Ved midten af 1970’erne blev spildevandet fra den sydlige bydel således samlet i renseanlægget ved Tyreengen. Flådestationen, et område ved Inderhavnen og sommerhusområdet ved Søskæret havde dog endnu selvstændig udledning gennem

Renseanlægget ved Tyreengen 1978. Foto Anker Pedersen.

69

Funktionsdiagram for renseanlægget ved Tyreengen. Efter Korsør kommune. Revision af spildevandsplanen, juli 1984, bilag.

trix-anlæg eller septictanke. Spildevandet fra det nordlige og vestlige Halsskov blev renset på Nordre Renseanlæg. Spildevandet fra det øvrige Halsskov løb urenset ud i havnen gennem hovedudløbet i Krogen, og her løb slammet fra Nordre Renseanlæg også ud. Desuden havde nogle mindre områder i den nordlige bydel deres egne udløb, hvor spildevandet løb urenset ud i havnen. Det var Strandvej fra Obelsvej til Lille Færgestræde, Færgestræde med en del af Revvej og Strandvej, den sydlige del af Halsskovvej, et areal ved den sydlige del af Tårnborgvej og et areal ved Inderhavnen. Desuden havde Tovesvej mv. urenset afløb til Møllerenden og videre til Noret.

Kommunalreformen Ved kommunalreformen i 1970 blev Tårnborg og Vemmelev-Hemmeshøj kommuner en del af Korsør kommune. De nytilkomne områder deles af højdedrag i flere afstrømningsområder, hvoraf de vigtigste er området omkring Noret, området omkring Vårby Å og området omkring BækkerendenForlevrenden-Hulhøjrenden, der fortsætter ud i de store flade arealer, Vejlerne, der oprindelig var en vig af Storebælt. Inddigningen og udtørringen af dette område begyndte i 1866. Mod Noret ligger der også indvundne arealer, den oprindelige vig Halseby Sø, der allerede var udtørret i 1700-tallet, og området omkring Korsør kommunes materielgård, der blev inddæmmet 1847.

70

Udpumpningen af vand fra disse indvundne områder varetoges af private pumpelav, og deres afløbssystemer tjente tillige som recipienter for de omliggende bebyggelsers spildevand.

Stude, Hemmeshøj og Gl. Forlev afvandedes til Vårby Å, Ormeslev, Vemmelev, Forlev Stationsby og Tjæreby afvandedes til Bækkerendesystemet og Hulby, Halseby og Svenstrup til Noret. Endelig løb Frølundes spildevand i Frølunderenden til Storebælt. I midten af 1970’erne var forureningen af disse recipienter værst, hvor små vandløb var afløb for forholdsvis store spildevandsmængder, f.eks. Svenstrup Rende, Hulby Rende og Hulhøj Rende. Tilstanden var bedre i større vandløb som Vårby Å og helt god i Noret.

I midten af 1970’erne var der intet kloaksystem i sommerhusområderne mod nord, Knivkær og Frølunde Fed, og spildevandet blev her skaffet bort ved nedsivning. I de øvrige tætte bebyggelser var der nyere eller ældre kloaksystemer, normalt efter fællessystemet. Således blev Frølunde, Halseby, de ældste dele af Svenstrup og Vemmelev kloakeret i 1930’erne og 1940’erne.

Spildevandsrensning i de nye områder Der var et større mekanisk renseanlæg i Svenstrup og et biologisk i Vemmelev. Frølunde havde et ældre tankanlæg, der havde en effekt, dvs. evne til at fjerne organisk stof, på ca. 30 %. Hemmeshøj

havde et mekanisk anlæg, hvis effekt skønnedes til 0 %, og i Forlev Stationsby blev spildevandet samlet i fire trix-anlæg, beliggende på Mærskvej, Stationsvej 35, Bøgeparken og Lille Strandvej. Det ene af disse anlæg havde en effekt på 11 %, de andre på 25-30 %. I den øvrige del af Korsørs nye område blev spildevandet udledt uden rensning.

Indførelsen af spildevandsrensning i Hemmeshøj viser, hvorledes en kloaksag kan komme til at virke som et diktat over for et lille samfund. Beboerne havde allerede i 1946 uden held opfordret sognerådet til at bringe kloakforholdene i orden, og senere afslog sognerådet at overtage de kloakker, beboerne selv fik anlagt. I slutningen af 1950’erne blev afløbsforholdene karakteriseret som ”under al kritik og ikke fri for at være sundhedsfarlige”, og sognerådet lod derfor Hedeselskabet udarbejde et projekt.

Ikke mindre end 16 lodsejere gjorde indsigelse mod projektet, som man mente var for dyrt, og desuden følte man sig kuppet på et møde, hvor Hedeselskabet præsenterede sit projekt. Lodsejerne fik udarbejdet et alternativt projekt; men det blev

blankt afvist, og i 1959-61 blev der anlagt et trixanlæg efter Hedeselskabets plan.

Svenstrup Spørgsmålet om kloakering af Svenstrup blev taget op igen i slutningen af 1950’erne. Spildevandet fra Bjørnskilde Mejeri forurenede Svenstrup Rende, der havde afløb til Noret gennem slusen ved Ørnum. Nogle lodsejerklager førte til, at indenrigsministeriet pålagde Tårnborg sogneråd at udarbejde en kloakdispositionsplan. En ordning af kloakforholdene ville desuden være en forudsætning for den udbygning med parcelhuse, man forestillede sig.

1962 forelagde ingeniørfirmaet J.K. Dinesen en dispositionsplan, hvorefter Svenstrup, Frølunde og Halseby skulle kloakeres i etaper efter separatsystemet, og spildevandet skulle samles i et fælles renseanlæg syd for motorvejen med afløb til Svenstrup Rende og Korsør Nor. Denne plan blev i princippet godtaget som grundlag for kloakeringen, og

Snit og plan af blæser- og centrifugehuset på centralrenseanlægget ved Magleø 1972. Udsnit af tegning i Korsør kommunes tekniske forvaltnings arkiv.

71

Kloakkort over Frølunde 1937. Korsør kommunes tekniske forvaltnings arkiv.

i 1963 blev der anlagt kloakker i Rødhøjkvarteret, og der blev bygget et renseanlæg. I slutningen af 1960’erne blev Svenstrup Stationsby og landsbyen Svenstrup sluttet til renseanlægget, som samtidig blev udvidet til mere end dobbelt kapacitet, således at det også kunne tage spildevandet fra det nye parcelhuskvarter, der skulle anlægges mellem Svenstrup og Frølunde.

Renseanlægget var af trix-typen, leveret af Nordisk Triclair, med oprindelig én, senere to tanke, der hver havde ét kammer, hvor slammet skulle bundfælde sig, og ét kammer, hvor det skulle rådne. Spildevandet blev pumpet op i tankene af en særlig pumpestation, og efter udrådningen blev slammet tørret på slampladser, hvorfra det kunne køres bort. Anlægget rensede ca. 40 % af det organiske materiale bort, og kanalen til Ørnum Sluse, der skulle modtage spildevandet, blev 72

efterhånden meget forurenet. Landvæsenskommissionen, der godkendte anlægget, var da også betænkelig ved, at der kun blev renset mekanisk, og senest i 1976 skulle biologisk rensning tages under overvejelse.

Vemmelev Andelsmejeriet i Vemmelev havde afløb til Bækkerenden gennem en lang kloakledning gennem byen. Inden spildevandet nåede renden, passerede det et jordbassin, hvor slammet skulle bundfælde sig. Fra 1938 fik byens ejendomme lov til vederlagsfrit at slutte deres afløb til mejeriets ledning.

Afløbsforholdene var imidlertid ikke tilfredsstillende, og spildevandet fra mejeriet belastede Bækkerenden hårdt. Sognerådet anmodede derfor i 1961 Hedeselskabet om at undersøge, hvorledes

byens kloakforhold kunne forbedres, hvilket også ville give mulighed for at udstykke parcelhusgrunde. Det viste sig, at de eksisterende kloakker var for små og lå for højt til at kunne anvendes, og byen fik derfor et nyt kloaksystem. Det blev projekteret af Hedeselskabet i 1966 og blev anlagt efter fællessystemet. Spildevandet skulle samles i et biologisk renseanlæg med afløb til Bækkerenden.

Hedeselskabet foreslog et mekanisk-biologisk anlæg med fire åbne bassiner og et biologisk filter.

Spildevandet skulle passere to forklaringsbassiner, inden det blev ledt til filteret, hvorefter det skulle løbe gennem to efterklaringsbassiner. Sognerådet foretrak imidlertid et projekt til renseanlæg efter aktiv-slam metoden, udarbejdet af Krüger, fordi

det fyldte mindre – 0,2 mod 2,0 hektar – og rensede bedre.

Renseanlægget blev bygget 1967. Det bestod af et sandfang, to luftningstanke, hvor den biologiske nedbrydning skete, og en klaringstank, hvor slammet bundfældedes. En del af slammet blev ført tilbage til luftningstanken, hvor det med sit indhold af mikroorganismer fremmede nedbrydningsprocessen. Den overskydende slammængde blev reduceret ved iltning i en slamkoncentreringstank, hvorefter slammet kunne køres bort.

Anlægget havde nogle indkøringsvanskeligheder, men virkede herefter godt. I midten af 1970’erne fjernede det 96 % af det organiske stof. I 1991 kunne det endnu overholde gældende krav, dels fordi der

Korsør Nor. Det var et diskussionsemne gennem mange år, om udledning af spildevand var kilden til forureningen af Noret, og spørgsmålet havde stor plads i spildevandsplanlægningen.

73

var blevet foretaget driftsomlægninger, dels fordi der var blevet anlagt et bassin, som spildevandet passerede, inden det blev ledt ud i Bækkerenden.

Kloakdispositionsplanen 1975 Efter kommunalreformen måtte man overveje, hvorledes afløbsforholdene skulle ordnes i den nye storkommune. Krüger kunne i oktober 1973 fremlægge et forslag til en dispositionsplan for samling og rensning af kommunens spildevand, og efter en længere behandling var planen færdig i juli 1975.

Den endelige plan adskilte sig ikke meget fra den oprindelige version bortset fra et vigtigt punkt.

Det første forslag havde anbefalet, at det rensede spildevand blev ledt ud i Storebælt, der var kommunens bedste recipient; men i den endelige plan var Noret blevet den vigtigste recipient.

Hovedpunkterne i dispositionsplanen var følgende: Noret skulle hurtigst muligt holdes fri for tilledning af urenset spildevand. Spildevandsrensningen skulle samles på så få anlæg som muligt,

og slambehandlingen centraliseres på ét anlæg. I Korsør skulle udbygningen fortsætte efter samme retningslinjer som hidtil. Sommerhusområderne ved Knivkær og Frølunde Fed skulle kloakeres, og disse områder skulle sammen med Svenstrup-Rødhøj sluttes til centralrenseanlægget ved Magleø. I Vemmelev-Forlev skulle spildevandet samles på renseanlægget i Vemmelev, og på langt sigt skulle dette anlæg eventuelt nedlægges, og spildevandet pumpes til centralrenseanlægget.

Dispositionsplanens første etape var en fortsættelse af de arbejder, der var i gang i Korsør.

Herefter skulle centralrenseanlægget udbygges, så det også kunne behandle spildevand, og det skulle samtidig forbindes med Svenstrup-Rødhøj.

Udløbet fra Østre Pumpestation skulle føres til centralrenseanlægget, og hertil skulle spildevandet fra områder ved den sydlige del af Tårnborgvej og Lilleø også føres via en pumpestation. Endelig skulle kloakanlæggene i Forlev Stationsby sluttes til renseanlægget i Vemmelev. Denne etape skulle være afsluttet i 1977/78.

Det udbyggede centralrenseanlæg ved Magleø 1978. Foto Kim Madsen.

74

Funktionsdiagram for centralrenseanlægget ved Magleø efter udbygningen i 1977. Efter Korsør kommune.

Revision af spildevandsplanen, juli 1984, bilag.

I anden etape, der skulle være færdig i 1981, skulle Frølunde og sommerhusområderne mod nord samt Halseby og Tjæreby sluttes til ledningsnettet i Svenstrup-Rødhøj. Ormeslev skulle i samme etape kobles til renseanlægget i Vemmelev.

Spildevandsplanen 1977 Miljøbeskyttelsesloven fra 1973, der blev udsendt, mens kloakdispositionsplanen var under udarbejdelse, pålagde kommunen at udarbejde en spildevandsplan inden oktober 1976. Dette planlægningsarbejde kom naturligt nok til at forme sig som et supplement til kloakdispositionsplanen, der dog ikke omfattede Forlev, Stibjerg, Hemmeshøj og Stude; men samtidig kom det til at betyde, at kloakdispositionsplanen blev forsinket. Spildevandsplanen blev udarbejdet af I. Krüger A/S. I efteråret 1977 kunne kommunen sende tre forslag til spildevandsplan til høring på borgermøder. Forslag I fulgte kloakdispositionsplanen og ville samle al rensning på de tre renseanlæg i Korsør. Forslag II og III ville bevare renseanlægget i

Vemmelev, som også skulle behandle spildevandet fra Forlev Stationsby, Tjæreby og Ormeslev.

Diskussionen på borgermøderne fik ingen betydning for planerne; men den demonstrerede både lokalsamfundets modstand mod centraldirigering og kampen mellem hensynet til naturen på den ene side og de økonomiske hensyn på den anden. En deltager bemærkede: ”...for ca. 2 år siden stod det i avisen, at vandet i Korsør Nor og stranden var tilfredsstillende, men hvorfor skal der så foretages al den rensning?” Han fortsatte: ”Hvorfor skal miljøstyrelsen have noget at skulle have sagt her i Korsør?”

En anden deltager beklagede, at Noret stadig skulle modtage spildevand. Det ville være bedre at sende det rensede spildevand ud i Storebælt gennem en lang ledning. Desuden vendte han sig mod, at spildevandet fra enkelte småbyer kun skulle renses mekanisk, for ”mekaniske rensningsanlæg er kun i stand til at tilbageholde barnelig og cykelstel”.

Kritikken af de mekaniske renseanlæg blev afvist fra teknisk side, og stadsingeniøren udtalte, at 75

muligheden for at sende spildevandet ud i Storebælt var blevet undersøgt. ”En stor udløbsledning ville koste flere mill. kr., og det vil ikke være rimeligt, når der ikke er sikkerhed for, at vi kan spare udgifter til rensning.”

Bevarelsen af Vemmelev Renseanlæg ville være billigere i anlægsudgifter, men dyrere i drift, og desuden ville der være risiko for en stor pludselig forurening af Bækkerendesystemet. Kommunens forslag til spildevandsplan kom derfor til at følge retningslinjerne i kloakdispositionsplanen fra 1975. Forslaget blev sendt til amtet i januar 1978, og efter en ny offentlig høring i marts 1979, hvor

Luftningstank på centralrenseanlægget ved Magleø 1987.

76

argumenterne fra høringen i 1977 blev gentaget, blev planen endeligt godkendt af amtet 23. oktober 1979.

Spildevandsplanen havde til formål at mindske forureningen betydeligt i kommunens vandløb og at sikre en tilfredsstillende vandkvalitet i Noret.

Den opererede med, at centralrenseanlægget ved Magleø skulle udvides 1981-83, og at dets opland foruden det centrale og østlige Halsskov – inklusive de sidste områder med selvstændige udløb – også skulle omfatte Svenstrup-Rødhøj, Frølunde, Halseby, Ny Halseby, Tjæreby, Vemmelev, Ormeslev og Forlev Stationsby. Denne udvidelse af oplandet skulle være afsluttet 1983. Al kommunens slam skulle behandles på centralrenseanlægget, og slammet skulle køres på en godkendt losseplads, med mindre der kunne opnås tilladelse til anden anbringelse.

Nordre Renseanlæg skulle fortsætte som hidtil, og renseanlægget ved Tyreengen skulle fra 1983 udvides med en biologisk del. I Hulby skulle der 1980-81 etableres et mekanisk-biologisk renseanlæg, der også skulle rense spildevandet fra Gryderup i Skælskør kommune, og i 1982 skulle der bygges et mekanisk renseanlæg i Gl. Forlev. Samtidig skulle det eksisterende mekaniske anlæg i Hemmeshøj udvides.

Man havde således foreløbig opgivet kloakdispositionsplanens tanker om at lede spildevandet fra sommerhusområderne mod nord til centralrenseanlægget, og i stedet ville man undersøge muligheden for nedsivning. Den oprindelige plan om at lede spildevandet fra Hulby til renseanlægget ved Tyreengen var også blevet forladt. Med hensyn til slammet havde kommunen ønsket fortsat at kunne køre det ud på Tårnborg Hovedgårds og Vejsgårdens marker.

Samtidig med at spildevandsplanen var under behandling, blev betalingsvedtægten også taget op til ændring. Kloakafgiften for Korsør by var da 1 kr. pr. m3 forbrugt vand samt 70 kr. pr. toilet om året. De andre områder af kommunen havde forskellige betalingsordninger. Fra 1979 faldt toiletafgiften bort, og en fast afgift pr. m3 brugt vand blev indført i hele det område, spildevandsplanen gjaldt for. Det var dog således, at kommunen betalte en del og grundejerne resten af kloakvæsenets drifts- og anlægsudgifter.

Centralrenseanlægget udbygges Udvidelsen af centralrenseanlægget til også at behandle spildevand begyndte længe inden spildevandsplanen var færdig. Amtet gav tilladelse til udbygningen i januar 1977, og arbejdet blev afsluttet samme år.

Centralrenseanlægget blev bygget som et mekanisk-biologisk anlæg, hvor den biologiske rensning foregik ved aktiv-slam metoden. På sin vej gennem anlægget passerede spildevandet en rist, et sandfang, en forklaringstank, en luftningstank, hvor den biologiske omsætning foregik, og en efterklaringstank, inden det rensede spildevand blev ledt ud i Noret.

Foruden selve renseanlægget blev der bygget en mandskabsbygning med omklædningsrum og bad, toiletter, kontor og spisestue. Der blev anvendt røde sten svarende til dem, der blev brugt til første etape af centralrenseanlægget. Samtidig med udbygningen af renseanlægget blev der bygget en pumpestation ved Møllevangen ud for skydebanen til at pumpe vandet op i anlægget.

Op gennem 1980’erne blev dele af spildevandsplanen ført ud i livet. Udløbet fra Østre Pumpesta­tion blev ført til centralrenseanlægget ved en ledning i Møllevangen, og de mindre områder af Halsskov, der havde selvstændige udløb, blev efterhånden koblet til renseanlægget. Et område ved den sydlige del af Tårnborgvej og et ved Lilleø havde dog stadig afløb via septictank til havnen i 1991.

Forbindelsesledningen til Svenstrup-Rødhøj blev anlagt i 1979, og det mekaniske renseanlæg ved Rødhøj blev nedlagt og erstattet med en hovedpumpestation. Ledningen løb fra Rødhøjvej til Ørnumvej og fulgte derefter Møllerenden over

golfbanen til Korsørhallen, hvorfra den løb til pumpestationen ved skydebanen. Denne ledning opsamlede også spildevandet fra HIF’s stadion og industriområdet ved Ørnumvej.

I begyndelsen af 1980’erne blev Ny Halseby sat i forbindelse med Svenstrup-Rødhøj området, og omkring 1990 blev både Frølunde og Halseby også sluttet til. De mekaniske renseanlæg i Forlev Stationsby blev nedlagt i begyndelsen af 1980’erne, og spildevandet blev ført til renseanlægget i Vemmelev af en afskærende ledning.

Resten af spildevandsplanen var endnu ikke ført ud i livet, da Krüger udarbejdede en ny spildevandsplan i 1991, og allerede ved årsskiftet 1986/87 kunne borgmesteren konstatere, at spildevandsplanen delvis var blevet stoppet af skiftende regeringers spareplaner. Nu var det imidlertid nødvendigt at foretage store investeringer på centralrenseanlægget.

1980-85 havde anlægget gentagne gange overskredet grænserne for udledning. Slambehandlingsanlægget var overbelastet, i 1985 således med 80 %. Det modtog ikke alene slammet fra renseanlæggene i Korsør, men også fra anlægget i Vemmelev og fra slamsugerne. Resultatet af overbelastningen var sort, stinkende slam i stabiliseringstanken, og for at løse problemet foreslog Krüger at bygge en rådnetank. Herved kunne den bekostelige luftindblæsning i stabiliseringstanken spares, og i stedet kunne gasserne i rådnetanken anvendes til elfremstilling. Det blev dog kun ved forslaget. På dette tidspunkt forventede man, at folketinget ville skærpe kravene til spildevandsrensning, og det manede til forsigtighed med nyinvesteringer.

77

Det nye renseanlæg - 1990’erne til 2008 Korsør kommunes planer om spildevandsrensning måtte fuldstændig revideres i 1987, da folketinget vedtog vandmiljøplanen. Planens krav om bedre rensning af spildevandet inden 1993 fik byrådet til allerede for 1988 at indføre nye betalingsregler for kloakværket, der dels skulle have en præventiv virkning, dels skulle skaffe større indtægter. Borgerne skulle nu dække de samlede udgifter til drift og anlæg af renseanlæg i kommunen i forhold til den enkeltes udledning af spildevand.

Vandmiljøplanen fik også kommunen til at opstille som målsætning i Kommuneplan 1988/95 fra 1989, at man ville leve op til kravet om bedre rensning af spildevandet og dermed sikre nærmiljøet, Korsør Nor og de kystnære områder imod forurening igennem tilstrækkelig rensning af spildevandet og hensigtsmæssig udledning af det rensede vand. Midlet var at samle alt spildevand på et stort renseanlæg med mekanisk, biologisk og kemisk rensning. Man regnede med en placering af anlægget ved Magleø på opfyld ud for det eksisterende renseanlæg og med udløb til Noret.

Da kommunen i januar 1992 vedtog en ny spildevandsplan for årene 1991-2000, der reviderede planen fra 1977, var placeringen fastsat til Hulby Møllegårds jorder. Planen gjorde rede for, hvorledes de fire eksisterende renseanlæg skulle nedlægges og spildevandet i stedet samles på det nye renseanlæg, der fik navnet Korsør Renseanlæg. Det skulle have udløb til Storebælt. I løbet af planperioden skulle først Hulby og eventuelt Gryderup og derefter Tjæreby og Ormeslev kobles til renseanlægget.

Amtet accepterede i december 1988 en placering ved Magleø, men så helst, at det rensede vand blev ledt ud i Storebælt. I løbet af 1989 forlangte Skov- og Naturstyrelsen imidlertid, at der skulle foretages arkæologiske undersøgelser, før byggeriet kunne begynde, og det ville blive så dyrt, at byrådet måtte opgive placeringen ved Magleø.

I april 1990 blev der fremsat et lokalplanforslag om at lægge det nye anlæg syd for Skovvej, hvor Kløverhaven og børnehaven Troldebo senere kom til at ligge. Amtet ville have en alternativ mulighed, og det blev ved Slagelse Landevej over for Hulby Møllegård.

Placeringen ved Skovvej, som blev foretrukket af byrådet, blev opgivet bl.a. på grund af lugtgener.

I december 1990 fremsatte byrådet lokalplanforslag for nyt renseanlæg med placering enten øst for Korsør Lystskov med adgang fra Bonderupvej eller ved Slagelse Landevej over for Hulby Møllegård. Første placering var absolut højest prioriteret, da den var billigst.

Det blev placeringen ved Slagelse Landevej, der blev den endelige. Placeringen ved lystskoven måtte opgives, fordi Danmarks Naturfredningsforening protesterede, og både landbrugsministeriet og miljøministeriet nedlagde veto. I november 1991 vedtog byrådet lokalplan for et renseanlæg ved Slagelse Landevej. Først i 1992 faldt godkendelsen af renseanlægget på plads, og de nødvendige ekspropriationer til de nye hovedledninger, der skulle etableres mellem de eksisterende anlæg og det nye renseanlæg, blev gennemført.

Byggefasen

Renseanlæggets placering Det havde kostet stort besvær at få fastlagt renseanlæggets beliggenhed, og det havde været nødvendigt for kommunen at få dispensation i Miljøstyrelsen for tidsfristen. Dispensationen gik til 1.1.1995.

78

Første spadestik blev taget den 6.1.1993 af borgmester Flemming Erichsen, der fremhævede, at det arbejde, man nu gik i gang med, var det største anlægsarbejde i Korsør i dette århundrede.

Anlægget var projekteret af Krüger, ligesom dette firma havde ansvaret for igangsætning af driften.

Tegning af mulig placering af det nye renseanlæg ved Korsør Lystskov 1990. Efter Korsør Posten 27.12.1990.

Det skulle vise sig, at samarbejdet ikke blev problemfrit. Det var som det hidtil eneste renseanlæg i landet arkitekttegnet. Firmaet Tegnestuen stod som arkitekt. Det færdige anlæg omkranses af en jordvold. Det skjuler sig ikke i landskabet som mange andre renseanlæg, men fremtræder i gul farve med buer og kobbertag. I det indre er anvendt forskellige farver for at symbolisere de forskellige trin i renseprocessen. Foruden selve renseanlægget er der indrettet værksted og bygget administrations- og mandskabsbygning med laboratorium og undervisningslokale.

Første etape af anlægget, de store tanke og byggemodningen, blev udført i 1993. Anden etape, bygningsdelen og udenomsarealerne, blev påbegyndt i 1993 og afsluttet i 1994. Firmaerne Højgaard & Schultz og E. Pihl & Søn var hovedentreprenører på anlægget.

De fire eksisterende renseanlæg skulle for fremtiden kun fungere som pumpestationer. De blev nedlagt i 1994 og ombygget. Vemmelev Renseanlæg blev erstattet af en ny hovedpumpestation, og

der blev anlagt et udligningsbassin, og på hvert af de tre renseanlæg i Korsør blev indløbspumpestation, risteanlæg, sandfang og udløbspumpestation bevaret, og der blev indrettet et forsinkelsesbassin.

Desuden blev der etableret ledningsforbindelse fra de gamle renseanlæg til det nye, i alt ca. 16 km.

Fra Nordre Renseanlæg blev der lagt en ny ledning til Hyvingevej, hvorfra spildevandet fortsatte i det eksisterende system til centralrenseanlægget ved Magleø.

Der blev skabt forbindelse mellem Vemmelev Renseanlæg og det nye anlæg via den nye hovedpumpestation ved renseanlægget. Herfra førte en ledning langs motorvejen til Bildsøvej og videre et stykke langs denne, hvorefter den blev ført over markerne til Slagelse Landevej til en ny pumpestation, hvor Hulbyrenden krydser vejen, og endelig videre langs landevejen til det nye renseanlæg.

Spildevandet fra Hulby samt fra Gryderup i Skælskør kommune blev 1995 sluttet til renseanlægget i denne pumpestation.

Fra centralrenseanlægget ved Magleø blev der lagt en ledning under Noret til renseanlægget ved Tyreengen og videre langs Norstien, over en mark, atter ud i Noret til brandskolen og derefter langs Slagelse Landevej til det nye renseanlæg. Ledningen blev holdt på plads på Norets bund med ballastklodser.

Der blev endelig lagt en 3,5 km lang spildevandsledning fra det nye anlæg ud til Storebælt med udløb 400 m ude i vandet øst for Klarskovgård.

Korsør Renseanlæg blev sat i drift 1.1.1995; men de resterende anlægsarbejder blev først afsluttet i løbet af 1996. Den officielle indvielse blev foretaget 19.5.1995 af kulturminister Jytte Hilden.

Anlæggets funktion Det nye anlæg renser spildevandet mekanisk, biologisk og kemisk ved følgende proces: Spildevandet passerer først et risteanlæg, der tilbageholder større faste bestanddele, og et sand- og fedtfang, der frasorterer sand, grus og fedtpartikler. Herefter fortsætter spildevandet til to anaerobe (iltfrie) tanke og videre til fire luftningstanke. I tankene renser mikroorganismer spildevandet for organisk stof, fosfor og kvælstof og danner i stedet organisk slam, hvortil fosforen bindes, mens kvælstoffet for79

Korsør Renseanlæg omkring 2000. Foto Ivan Svendsen. Korsør Miljø A/S.

svinder op i luften. Det er dog nødvendigt at anvende kemikalier for at udfælde den fosfor, der ikke er fjernet biologisk. Slammet bundfældes i to efterklaringstanke, hvorefter spildevandet kan pumpes ud i Storebælt. Noget af slammet pumpes tilbage i systemet som aktivt slam, mens hovedparten lander på et slamlager, efter at det er blevet afvandet.

Renseanlægget er dimensioneret til 40.000 personækvivalenter (PE), dvs. en forurening fra husstande og virksomheder svarende til 40.000 personer. Til sammenligning var det gamle centralrenseanlægs biologiske del kun bygget til 10.000 PE. Belastningen er i øjeblikket kun ca.

18.000 PE, hvoraf kun en begrænset del stammer 80

fra industrispildevand, og anlægget ville med installering af en forklaringstank og en rådnetank let kunne udvides til 100.000 PE. Renseanlægget modtager i gennemsnit 650 m3 spildevand i timen, når det er tørvejr.

Renseanlægget fungerer i dag principielt, som da det blev bygget; men der er sket forbedringer.

Affaldet fra ristene kan nu køres til forbrænding i stedet for på losseplads, og der er blevet installeret en sandvasker, der sorterer organisk stof fra sandet. Først og fremmest er der sket en forfining af styringen. Kvælstof- og fosforindholdet måles automatisk, og på grundlag af disse målinger regulerer styresystemet selv renseprocessen.

Der er tre trin i styringen. Grundstyringen anvendes ved stor belastning. Ved miljøstyringen tilkobles større eller mindre dele af anlægget efter belastningen. Det betyder, at nogle tanke hviler, og det fremmer fosfornedbrydningen, således at der spares på kemikalier til fosforfældning. Under regnvejr, hvor spildevandet er så fortyndet, at grænseværdierne overholdes, leder regnstyringen vandet henover slammet og videre ud i udløbet.

Det forhindrer, at slammet skylles med ud.

Saltvand, som typisk trænger ind i kloaksystemet efterår og vinter, er et særligt problem, fordi saltet hæmmer den biologiske proces. Efter oversvømmelsen 1.11.2006 måtte renseanlægget ligge stille halvandet døgn, og problemet med saltvandet kom igen, da de oversvømmede kældre blev tømt for vand. Der bliver nu taget skridt til at sikre lavtliggende udløb mod saltvandsindtrængen.

Renseanlægget ligger såvel med hensyn til rensningseffektivitet som til rentabilitet i den bedste ende af sammenlignelige renseanlæg. Slamlageret kan rumme 3.000 t, og der produceres årlig 2.500-

2.800 t. Slammet, der har en betydelig gødningsværdi, spredes på landbrugsjord, hvor der dyrkes industriafgrøder. Landmændene betales for at modtage slammet, og det er vanskeligt at få det afsat.

Spildevandsplanerne 1998 og 2003 Spildevandsplanen blev revideret i 1998. Den nye plan, der var udarbejdet af Krüger, gjaldt for årene 1998-2007, og den regnede med tilslutning til renseanlægget af Tjæreby, Ormeslev og nogle mindre områder med mekanisk rensning samt med kloakering af helt nye områder, til dels arealer til beboelse og erhverv, som var frigivet ved Storebæltsoverfartens ophør. Som noget nyt anførte planen, at der skulle foretages renovering af kloakker, og at afledningen af spildevand fra ejendomme i det åbne land skulle forbedres.

I den næste spildevandsplan fra 2003 havde disse to punkter en fremtrædende plads. Planen, der dækkede årene 2003-12, var skrevet af firmaet Carl Bro. Den kunne konstatere, at der nu var

Administrations- og mandskabsbygning på Korsør Renseanlæg 1995. Foto Vagn Kviesgaard.

81

foretaget kloakering i de fleste samlede bebyggelser, og at spildevandet fra de kloakerede områder med få undtagelser blev renset, før det blev udledt.

De ældre bydele var fortrinsvis kloakeret efter fællessystemet, mens der i de nyere områder var anvendt separatsystemet. Dette system blev som hovedregel også anvendt ved ny kloakering.

I de senere år er renseanlæggets opland vokset betydeligt på grund af nyt byggeri. Det kan illustreres med antallet af pumpestationer. Der var 55 i 1991, i 1997 var antallet vokset til 61, i 2002 var der 98, og i slutningen af 2007 var tallet nået op på 105. Af nye områder kan nævnes byggeriet ved Strandvej, Grevens Træer, Musholmparken og Vejsgårdparken.

Samtidig er nogle mindre områder med udledning via trix-tank eller septictank blevet sat i forbindelse med renseanlægget. Det gjaldt således de sidste dele af Flådestationen, den østlige ende af Rønne Allé samt den sydlige del af Norvangen i 2001, områderne ved Tårnborgvejs sydlige del og ved Lilleø samt erhvervsområdet Bag Stadion i 2005 og Lystskov Camping i 2007.

Kloakrenovering Allerede i kommuneplanen 1988/95 pegedes på, at kommunens kloaknet var gammelt, for visse dele

endog meget gammelt, samt at renoveringen hidtil ikke havde stået i et rimeligt forhold til rørenes teoretiske levetid. Et af problemerne med de gamle rør var, at der sivede regnvand ind i dem, og dette betød en unødvendig belastning af pumpestationer og renseanlæg. Det var nødvendigt med en systematisk renovering af kloaksystemet; men dette arbejde ville stille store økonomiske krav, selv om der var udviklet metoder, der ikke krævede opgravning.

I september 1994 blev kommunen mindet om systemets utilstrækkelighed. Et kraftigt regnvejr den 5.9. forårsagede oversvømmelse i kældrene i mange ejendomme på Halsskov især omkring Dyrehovedgårds Allé og Remisevej, i kvarteret mellem Birkemosevej og Halsskov Tværvej og i Tovesvejkvarteret. Kommunen fik som følge heraf foretaget en tv-inspektion af ledningsnettet i to af områderne. Den viste, at kloakrørenes tilstand her var meget dårlig, rørene var gamle og blokeredes i høj grad, ofte af trærødder, med den følge, at grus kunne samle sig i rørene og forringe gennemstrømningen. Teknisk forvaltning ønskede at få foretaget tv-inspektion, spuling og rodskæring af hele ledningsnettet i Korsør kommune.

Tv-undersøgelsen blev indledt i 2000 i den sydlige bydel, og den blev strakt over flere år af økonomiske grunde. Inspektionen i Korsør syd gav

Luftningstank på Korsør Renseanlæg 2004.

Foto Vita Riis Pedersen.

Korsør Miljø A/S.

82

Funktionsdiagram for Korsør Renseanlæg.

Korsør Miljø A/S. 1. Indløbsbygværk.

2. Slammodtagestation.

3. Ristehus.

4. Sandfang.

5. Fordelingsbygværk.

6. Anaerobe tanke.

7. Luftningstanke.

8. Fordelingsbygværk.

9. Efterklaringstanke.

10. Udløbspumpestation.

11. Slamafvandingsanlæg.

12. Slamlager.

13. Sandvasker.

14. Online station.

også et nedslående resultat. Tre fjerdedele af de 44 km hovedledning, der blev undersøgt, var skadet i større eller mindre grad.

På grundlag af inspektionen blev der 2003 udarbejdet en langtidsplan for kloakrenoveringen, der bl.a. sigtede mod at reducere indsivningen af vand og mod at undgå opstuvning af vand ved kraftige regnskyl. Det var tanken at indrette kloaksystemet, så oversvømmelser kun ville forekomme hvert femte år i gennemsnit. Det forudsatte, at der blev bygget store forsinkelsesbassiner, og at spildevandet kunne styres. I løbet af 2007-2008 er der kommet fibernetforbindelse til pumpestationerne, og det vil give mulighed for at holde vandet tilbage de steder, hvor der er plads i bassinerne.

Renoveringsarbejdet var i gang længe inden 2003. I 1996 blev der således etableret sparebassiner ved Ceresvej og Langelandsvej til at opsamle urenset spildevand under regn, således at der ikke skete overløb til Storebælt. En større, opgravningsfri kloakrenovering på Batterivej, Møllevangen og Fjordvænget blev afsluttet 2003, og i 2005 blev der lagt en ny spildevandsledning i Tovesvej med husstandspumpestationer for at undgå de gentagne kælderoversvømmelser.

Ikke alene ledningsnettet, men også nogle af de ældre pumpestationer var ved at være nedslidte. I 1992 fik pumpestationen ved gasværket og Vestre Pumpestation bl.a. udskiftet pumper. Østre Pumpestation blev renoveret i forbindelse med etableringen af det nye renseanlæg.

En stormflod satte store dele af Korsør under vand i februar 1993. Som følge heraf blev de eksisterende diger forhøjet, og nye blev etableret, ligesom installationerne på pumpestationerne ved Ceres og Søbrinken blev ændret, så pumperne fortsatte med at pumpe, selv om vandstanden steg.

Under stormfloden gik de i stå på grund af den høje vandstand omkring det strømførende kabel.

I de senere år er sandfang og risteværk blevet fjernet fra Nordre Renseanlæg og renseanlægget ved Tyreengen, så de udelukkende fungerer som pumpestationer. På centralrenseanlægget ved Magleø skal der kun være et sparebassin, og pumpningen skal fra 2008 foregå fra stationen ved Aluscan.

Vandløbene Korsør Renseanlæg modtog fra starten gennem forbindelsen med de tidligere renseanlæg spildevand fra Svenstrup-Rødhøj, Frølunde, Ny Halseby, Halseby, Vemmelev og Forlev Stationsby, og skulle have flere landsbyer koblet til. Tilslutningen af landsbyerne skulle forbedre miljøet i vandløbene, da en stor del af det spildevand, der hidtil var ledt urenset eller dårligt renset ud i disse, nu gik til renseanlægget. Kommunen valgte derfor at se effekten af renseanlægget, før den besluttede, om der skulle gøres noget for at leve op til målsætningerne i amtets vandløbsplan.

1996 viste det sig, at en række vandløb ikke levede op til amtets målsætning for forureningsgrad. Man forventede imidlertid, at den planlagte 83

somme vandløb højest. Det var Bækkerenden, der bl.a. modtog afløb fra Tjæreby og Ormeslev, samt Tude Å og Vårby Å. En indsats til gavn for Vårby Å skulle koordineres med amtet. Derimod blev en separatkloakering af Ormeslev og Tjæreby og en tilslutning af disse landsbyer til renseanlægget gennemført i henholdsvis 2005 og 2007.

Ny organisation

Sparebassin ved pumpestationen ved Ceres under opførelse 1996.

Foto Lene Sørensen. Efter Korsør kommune. Årsberetning 1996, s. 23.

tilslutning af Tjæreby og Ormeslev sammen med nogle ændringer i Forlev Stationsby ville løse nogle af problemerne.

Kommunerne fik fra 1997 mulighed for at påbyde ejendomme i det åbne land forbedret rensning, hvis de udledte urenset spildevand. En registrering viste, at ca. 475 af knap 1200 ejendomme i Korsør kommune kunne få et påbud. En ejendom, der fik et påbud, skulle enten betale tilslutningsbidrag og vandafledningsafgift som andre, mens kommunen skulle stå for anlæg og drift af renseforanstaltningen, eller også skulle den selv sørge for rensning, typisk ved nedsivning, mod at betale statsafgift. Man regnede med, at kommunens indsats især skulle rettes mod udledningerne til Vårby Å. Ved udarbejdelsen af spildevandsplanen fra 2003 blev antallet af ejendomme, hvor kommunen kunne forlange forbedret rensning, sat til ca. 440.

Undersøgelser i 1999 og 2001 havde vist, at tilstanden i kommunens vandløb ikke var tilfredsstillende; men man ville prioritere de mest føl-

84

Kloakvæsenet blev styret af stadsingeniøren og hørte under et af byrådets stående udvalg. Det var normalt teknisk udvalg, men i perioder har det været andre, 1982-89 således værkudvalget.

Omkring 2000 indledtes en proces, hvor en række kommunale områder blev udskilt som selvstændige selskaber. Spildevandsområdet blev med virkning fra 1.1.2005 lagt over i Korsør Miljø A/S, der havde kommunen som eneaktionær. Selskabet fik adresse hos Korsør Forsyning A/S, Lilleøvej 3, og hertil flyttede personale og arbejdsopgaver allerede i 2004. Selskabet fik samme direktør og bestyrelse som Korsør Forsyning, dvs. at borgmester Flemming Erichsen blev bestyrelsesformand, og Mogens Samer blev direktør. Han gik på pension 1.10.2005 og blev senere afløst af Henrik Lund­ gaard.

Sammenlægningen af Hashøj, Korsør, Skælskør og Slagelse kommuner til en ny Slagelse kommune 1.1.2007 gjorde det naturligt at overveje en fusion af de gamle kommuners forsyningsvirksomheder.

Principperne for sammenlægningen blev udstukket af byrådet på møder 26.2. og 27.8.2007. Det blev vedtaget, at spildevandsforsyningerne i Hashøj, Skælskør og Slagelse skulle fortsætte i aktieselskabsform og lægges sammen med Korsør Miljø, og at dette selskab skulle være datterselskab under et kommunalt ejet holdingselskab Forsyning A/S. Med disse beslutninger indledtes en ny tid, hvor Korsørs kloakvæsen ikke længere var selvstændigt, men blev en del af en større enhed.

Bestyrelse og daglig ledelse for Korsør Miljø A/S december 2007. Bagest fra venstre Ole Drost (næstformand), Aage Rønn Christensen, Per Vesterholm, Bent Blom Larsen (økonomichef), Henrik Birch (teknisk direktør). Forrest fra venstre Henrik Lundgaard (administrerende direktør), Ole Quist, Jørgen Christensen, Flemming Erichsen (formand), Anders Nielsen, Henning Christensen (souschef).

Foto Børge T. Andersen. Korsør Miljø A/S.

Personale tilknyttet Korsør Renseanlæg 2006. Fra venstre Erik Wilson, Jens Andersen, Johnny Olsen, Preben K. Sørensen, Peer Kristiansen, Paw Pedersen, Tina Jensen, Jørgen Jensen, Per Reno Olsen. Foto Vita Riis Pedersen. Korsør Miljø A/S.

85

Materiale Utrykt Landsarkivet for Sjælland. Korsør rådstuearkiv.

Kopier af hovedregnskaber 1780-1865.

Landsarkivet for Sjælland. Korsør kommunearkiv.

10/52 Register til byrådets journal 1889-95.

10/68-73 Journalsager til byrådets journal 1889-94.

10/425 Diverse sager 1869-1925.

10A/1-2 Teknisk udvalgs forhandlingsprotokoller 1900-1913.

10A/9 Forhandlingsprotokol for udvalget for veje, brolægning og vandvæsen 1869-1900.

10A/10 Teknisk udvalgs kopibog 1893-1900.

10A/18-19 og 21 Havne- og stadsingeniørens kopibøger 1875-78 og 1893-1911.

13/32-97 Årsregnskaber 1869-1937.

Korsør Lokalhistoriske Arkiv. A-7052 Korsør kommune (heri bl.a. trykte regnskaber, regulativer, sundhedsvedtægter, kommuneplaner).

Korsør kommunes tekniske forvaltnings arkiv (heri bl.a. tegninger, landvæsenskommissionskendelser, rapporter, udbudsmateriale).

Trykt J.P. Andreasen: En kloakpumpestation i Korsør, Stads- og Havneingeniøren, bd. 50, 1959, s. 35-38.

Betænkning afgivet af spildevandskommissionen af 1957, 1966 (Betænkning nr. 431).

Dagligliv i Danmark, red. af Axel Steensberg, bd. 5-8, 2. udg., 1982.

Danmarks Kultur ved Aar 1900, 1900.

Dansk Ingeniørforening. Spildevandskomiteen.

Afløbsstatistik 1949. Oversigt over afløbssystemer, spildevandsrenseanlæg samt recipienter for afløbsvand i Danmark 1949, 1953 (Skrift nr. 5).

86

Forureningsrådet. Sekretariatet. Kommuneundersøgelsen 1970. En redegørelse for spildevandsforhold og afløbsbehandling i Danmark, 1970 (Rapport nr. 1).

Forureningsrådet. Sekretariatet. Målsætning.

En redegørelse fra målsætningsudvalget og hovedvandudvalget, 1971 (Publikation nr. 15).

Gennem Korsør, 1975.

Jette Kjærulff Hellesen: ”Uvidenhed er Trældom, Kundskab er Magt.” Arbejdsmændene i Korsør 1896-1996, 1996.

Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen: Vand. Korsør kommunale vandforsynings 100 års jubilæum 1992, 1991.

Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen: Med rumpen i vandskorpen. Fra kloakeringens barndom omkring århundredskiftet, Et sikkert ly. Træk af Korsør Havns historie i 200 år, 1997, s. 43-50.

Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen: Korsør i 15.000 år, 2006.

Hans Peter Hilden: Skrald, storby og miljø. En beretning om Københavns kamp mod affaldet gennem 200 år, 1973.

Hans Peter Hilden: Fra slamkister til renseanlæg Lynetten. Træk af Københavnsegnens historie gennem 200 år, 1980.

E. Holst: Meddelelser om Koleraepidemien i Korsør i 1857, 1859.

Korsør kommune. Spildevandsplan. Status, aug.

1977.

Korsør kommune. Spildevandsplan. Statusbilag, aug. 1977.

Korsør kommune. Spildevandsplan. Planlægning, aug. 1977.

Korsør kommune. Spildevandsplan. Planlægningsbilag, aug. 1977.

Korsør kommune. Spildevandsplan, beskrivelse og bilag. Status og plan 1991-2000, okt. 1991.

Korsør kommune. Spildevandsplan, tegninger.

Status og plan 1991-2000, okt. 1991.

Korsør kommune. Spildevandsplan. Beregning af forureningsmængder, okt. 1991.

Korsør kommune. Spildevandsplan. Status og plan 1998-2007, dec. 1998.

Korsør kommune. Spildevandsplan 2003-2012, okt. 2003.

Korsør kommune. Årsberetning 1992-2005.

Punktkilder 2002. Det nationale program for overvågning af vandmiljøet, 2003 (Orientering fra Miljøstyrelsen 2003:10).

A.J. Rambøll: Vandforsyning og Kloakering, Danmarks Kultur ved Aar 1940, bd. 4, 1942, s. 24-30.

Redegørelse vedr. Afledning og Rensning af Spildevand fra Korsør, 1947.

J. Rump: Sanitær-tekniske Forhold og Anlæg i danske Provinsbyer, 1894.

Statistiske Oplysninger om tekniske, hygiejniske, sociale og økonomiske Forhold i danske Byer 1916, udg. af H.V. Rygner, 1918.

Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede, bd. 1-2, 6. udg., 1968.

Vandmiljø-90. Samlet status over vandmiljøet i Danmark, 1990 (Redegørelse fra Miljøstyrelsen 1990:1).

Korsør Nor. Recipientvurdering, dec. 1973.

Vandmiljø-93. Status over vandmiljøets tilstand i Danmark 1992, 1993 (Redegørelse fra Miljøstyrelsen 1993:4).

L.F. la Cour: Korsør. Bidrag til Egnens, Byens og Havnens Historie, 1926.

Vandmiljø og Natur 2006. Novana, 2007 (Faglig rapport fra DMU nr. 646).

Miljøstyrelsen. NPO-redegørelsen, 1984.

Vestsjællands amt. Vandmiljøovervågning 1993, juni 1994.

Henning Nielsen: Fra det underjordiske Korsør, Korsør. Strejftog gennem byens historie, 1990, s.

9-18.

Desuden er benyttet lokale aviser: Korsør Avis, Korsør Social-Demokrat, Korsør Posten, Sjællands Tidende/Sjællandske.

Opfindelsernes Bog, udg. af Helge Holst, bd. 4, 1926.

87

ISBN 978-87-992420-0-9