Stroem

Strøm

Korsør elforsynings 100 års jubilæum 2004

Strøm

1

2

Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen

Strøm Korsør elforsynings 100 års jubilæum 2004

Korsør Forsyning A/S 2004 3

Tryk og layout: Burchardt A/S, Korsør Copyright: Korsør Forsyning A/S Omslag og tekst på flap: Susanne Hansen, Kunstnergruppen Storebælt ISBN 87-990399-0-7 4

Forord I 1904 fik Korsør sin offentlige elforsyning.

100 år er gået siden da. 100 år som har givet en meget forandret verden - bl.a. på grund af elektriciteten, som man kan læse om i indledningen til denne bog.

Målet med bogen har været at give en “historisk korrekt” fremstilling af tiden fra den gang og til nu.

Sidegevinsten er en bog om den fantastiske udvikling der er sket i samfundet - og som de seneste årtier er gået forrygende stærkt.

Hvad fremtiden bringer er svært at spå om.

Men sikkert er, at offentlig elforsyning i disse tider er udsat for store omvæltninger. Vi er så småt begyndt at vænne os til tanken, at elektricitet er en vare, der kan handles mange forskellige steder .

Om der også fremover vil være offentlig elforsyning er umuligt at sige noget om. Det gør det endnu mere vigtigt, at der udgives en bog som denne.

100 år med offentlig elforsyning i Korsør er noget af en bedrift - en bedrift der fortjener at blive beskrevet i en bog som denne og derved i arv til vores efterkommere.

At det så tillige også er en underholdende bog med små gode historier i, gør den bestemt ikke mindre læseværdig.

God læselyst.

Flemming Erichsen Borgmester

5

6

Indhold Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Korsør Elektricitetsværk A/S anlægges . . . . 12 Forsyning før 1937 . . . . . . . . . . . . . . . 17 Aktieselskabet og kommunen . . . . . . . . . 34 Kommunens overtagelse af værket . . . . . . 45 Forsyning efter 1937 . . . . . . . . . . . . . . 50 Forbrug før 1937 . . . . . . . . . . . . . . . . 66 Aktieselskabet og Statsbanerne . . . . . . . . 80 Forbrug efter 1937 . . . . . . . . . . . . . . . 84 Det kommunale elværk og de store forbrugere . . . . . . . . . . . . . . . 93 Administration . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 Personale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106 Materiel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Bygninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 Vemmelev Elektricitetsværk . . . . . . . . . 119 Andre forsyninger . . . . . . . . . . . . . . . 124 Statistik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126 Materiale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127

7

8

Indledning I 2004 opstillede amerikanske ingeniører en hit­ liste over de opfindelser inden for ingeniørvidenskaben, der har haft den mest positive betydning for menneskeheden. På en førsteplads kom elektriciteten. Begrundelsen var, at den gav energi og kraft til at aflaste mennesket i produktionen, og den gav lys i hjemmet.

Følgende lokale erindringsglimt illustrerer dette. I 1913 kom strømmen til Vemmelev, og da karet- og hjulmager Emil Jensen fik erstattet sin håndsav med en elektrisk båndsav, blev han så rørt, første gang han så den i funktion, at han begyndte at græde. Båndsaven kunne på et par sekunder save en egeklods over. Samme arbejde ville have taget Jensen en halv time.

I dag betragtes elektricitet som en selvfølgelig ting i hverdagen; men vejen hertil har været lang, og udviklingen er langt fra stoppet. Hvilke muligheder, elektriciteten vil give kommende generationer, går langt ud over vores forestillingsevne.

Elektricitet betragtes i vore dage også som en nødvendig ting, og panikken breder sig, når strømmen forsvinder blot for et kortere tidsrum. En langvarig strømafbrydelse vil have nærmest uoverskuelige konsekvenser for det moderne samfund.

Elektricitet er imidlertid ikke en nødvendig forudsætning for livet, som f.eks. vand er det, og den blev da også, både da den blev gjort tilgængelig for offentligheden og længe efter, betragtet som en luksusartikel i modsætning til vand. Dette er formentlig også årsagen til, at man ikke fandt den samme interesse i befolkningen for at få elektricitet som for at få tilstrækkeligt og godt vand.

I Korsør var der frem til elværkets anlæggelse ikke nogen debat i den lokale presse for og imod nytten af at få et elværk, som der havde været i forbindelse med vandværkets etablering. Et af de få punkter, hvor elektricitet har haft offentlighedens interesse, før forureningsdebatten og debatten om overforbrug satte ind, er spørgsmålet om elpriserne.

Elektricitet og andre energikilder Da elektriciteten kom frem, blev den udnyttet til

lys og til motorkraft. Denne fandt først vej til erhvervslivet og transportvæsenet, senere til husholdningerne. Landbrug og fabrikker fik elektromotorer, og sporvogne var eldrevne. I hjemmene kunne strømmen bruges til opvarmning, kogebrug, strygning, vask, støvsugning, ventilation etc.

Både før der kom elektricitet, og længe efter at elværkerne var startet, klarede man de funktioner, elektriciteten gradvis overtog, med andre energikilder. Disse krævede normalt større fysisk besvær både ved tilvejebringelsen og ved rengøring og oprydning bagefter. Noget af besværet skyldtes imidlertid, at energiforsyningen var decentral. Energien måtte skabes, hvor den skulle bruges. Før elværkerne kom, havde man kun en type central energiforsyning, nemlig gasværkerne, og det var et enormt teknologisk fremskridt, da gasværkerne blev anlagt i 1800-tallet, i Danmark fra midt i århundredet. Korsør fik gasværk i 1864.

Gassen blev brugt til lys, opvarmning, madlavning og anden husholdningsbrug samt som drivkraft for motorer.

De vigtigste energikilder fra tidernes morgen var, foruden den menneskelige energi, ilden, vinden, strømmen i vandet og husdyrene. Disse energikilder var også repræsenteret lokalt. Der var flere vindmøller både i selve Korsør og i landkommunerne. Den energi, de fremstillede, blev brugt til maling eller pumpning. Møllen på Lilleø drev således en pumpe, der pumpede vand fra det inddæmmede område ved Lilleø, Magleø og Egø.

Møllerne var i funktion, længe efter at Korsør Elværk var anlagt, og vindmotorer kom også til.

Carstensens bådebyggeri i Bådehavnen havde en vindmotor med en vindrose. Via aksler og remme blev maskinerne, en bloksav, en båndsav og en afretter, trukket. I 1913 fik Carstensen installeret elektrisk lys- og kraftanlæg. Langt tilbage i historien var der også vandmøller i kommunen, ved Stude Enghave og ved Møllesøen, drevet af vand fra henholdsvis Vårby Å og Tude Å. Husdyr trak også møller; i Baggade fandtes en hestemølle.

En anden vigtig energikilde var dampmaskinen. Der stod utallige dampmaskiner rundt om 9

Pumpemøllen ved dæmningen mellem Lilleø og Magleø omkring 1920.

på gårdene og i både større og mindre virksomheder. På godserne og de større gårde blev de faste maskiner som tærskeværk, hakkelsesmaskine, kageknuser og kværn drevet med remtræk fra en dampmaskine. På fabrikkerne drev dampmaskinen en lang række forskellige maskiner, alt efter hvilken virksomhed det var. På Kongegården stod i 1867 en dampmaskine af engelsk fabrikat. Den hørte til gårdens dampbrænderi. Nogle steder blev dieselmotorer og petroleums- og benzinmotorer senere et alternativ til dampmaskinerne.

Nyttiggørelse af elektriciteten Allerede omkring 1600 skabtes grundlaget for, at videnskaben kunne beskæftige sig med elektricitet; men først i 1800-tallet kunne man så småt begynde at gøre elektriciteten nyttig for menneskene. Forudsætningen herfor var opdagelsen af, hvordan man producerer, lagrer og distribuerer elektriciteten. Englænderen Faraday viste i 1831, at magnetisme kunne omsættes til elektricitet.

Man kunne nu lave elektromotorer; men forudsætningen for, at de kunne bruges i praksis, var, at de fik tilstrækkelig tilførsel af strøm. Denne forudsætning opfyldtes, da man fik udviklet dynamoen, der er kendetegnet ved, at den magnetiserer sig selv op.

10

I 1870’erne var dynamoerne så effektive, at man kunne udnytte elektriciteten til belysning, i første omgang med kulbuelyset eller, som det også kaldtes, det hvide lys. Det blev præsenteret første gang i Danmark i 1857. Lyset frembragtes ved, at spidserne af to kulstænger, der var sat i forbindelse med hver sin pol af et batteri, tilnærmedes hinanden.

Kulbuelyset var ubehageligt skarpt og for skarpt til almindelig belysning. Hertil var glødelampen langt bedre. Edison udviklede den allerede opfundne glødelampe til almindelig brug. Man havde efterhånden eksperimenteret sig frem til, at glødetråden skulle være af kul, og pærerne skulle være lufttomme, for at tråden ikke skulle oxidere.

Det var også Edison, der udviklede et system, der gjorde det muligt i 1882 at åbne verdens første elværk til forsyning af offentligheden på Manhattan. Nogle fabrikker havde allerede haft elektriske lysanlæg inden da. 1885 grundlagdes den første tyske centralstation i Berlin. Edisons system byggede bl.a. på parallelforbindelse, så pærerne kunne tændes og slukkes uafhængigt af hinanden. Systemet byggede på lavspændt jævnstrøm og havde den ulempe, at med mindre man brugte kobberledninger af enorm tykkelse, kunne strømmen ikke sendes længere ud end nogle få kilometer fra centralstationen.

Transmission af strøm over lange afstande kræver højspænding. Først et godt stykke ind i 1900-tallet kunne man omforme højspændt jævnstrøm til den spænding, lamperne kunne bruge.

Man kendte allerede til vekselstrøm og vidste i 1830’erne, at spændingen kunne ændres ved simpel induktion; men i elforsyningen satsede man i begyndelsen udelukkende på jævnstrøm, og hvis man tænkte på at anvende vekselstrøm, var det som omformet til jævnstrøm, inden den nåede forbrugerne.

Fra slutningen af 1800-tallet var der to tendenser i elforsyningen, en der gik ind for vekselstrøm,

Vindmotor på Carstensens bådebyggeri i Bådehavnen omkring 1900.

og en der satsede på jævnstrøm. Sidstnævnte fik et godt kort på hånden, da akkumulatoren kom ind i billedet, for med den kunne man lagre jævnstrømmen. Vekselstrøm skal bruges, så snart den produceres.

Mens tendensen i verden så absolut gik mod vekselstrømsforsyning med produktion der, hvor man lettest kom til råstofferne, og transport til mange forbrugere, altså et centraliseret, åbent system, blev den danske elforsyning lagt an på jævnstrøm med mange små decentrale, lukkede enheder. De tekniske muligheder betød i Danmark mindre end den politiske, sociale og økonomiske struktur. I 1907 blev den første danske vekselstrømsforsyning etableret, nemlig på Skovshoved Elværk, fundamentet for NESA (Nordsjællands Elektricitets og Sporvejs Aktieselskab). Vekselstrømmen førte transformerstationer – evt. i flere led – med sig, hvor den højspændte strøm omformedes til lavspændt strøm. I Danmark førtes kampen mellem fortalere for jævnstrøm og fortalere for vekselstrøm langt op i 1900-tallet.

Elektricitetsværket som samfund og i samfundet Et elværk er en virksomhed, og det er som sådan underkastet formelle regler, og det har en række med- og modspillere i det omgivende samfund og inden for egne rammer.

Lovgivningen sætter grænser for elektricitetsværkets virksomhed. Der er særlige love på elområdet, og der nedsættes særlige råd og nævn til at rådgive og kontrollere værket. Elforsyningens politisk valgte organer i Danmark har dog altid

været modstandere af direkte statslig indgriben, således som den kendes i f.eks. Sverige og England. Elværket kan ikke operere uafhængigt af statslige virksomheder som Statsbanerne og telegrafvæsenet i sin ledningsføring. Hvis ledninger krydser amtsveje, skal amtsrådet give tilladelse.

Hvis værket er privatejet, stiller kommunen særlige betingelser for dets drift.

Elværket kan ikke selv forventes at have den ekspertise, der skal til for at lave nye anlæg mv.

Her er man til dels i hænderne på rådgivende konsulenter, leverandører og håndværkere. Samarbejder man med andre forsyningsselskaber, er man bundet af indgåede kontrakter.

En vigtig modspiller er forbrugerne, både de almindelige forbrugere og de særlige kontraktkunder. Det gælder for elværket også om at have et godt forhold til sine naboer. Endelig er det en forudsætning, i det mindste for et privat elværk at have nogle gode bankforbindelser.

Internt er forholdet mellem ledelsen og de ansatte af stor betydning, og ikke alene de ansatte men også deres interesseorganisationer. Er elværket et aktieselskab eller et anpartsselskab, skal der også tages hensyn til aktionærerne eller anpartshaverne. Elværket får som medlem af forskellige interesseorganisationer støtte, men også begrænset sin handlefrihed.

I den følgende fremstilling vil Korsør Elværk blive behandlet som en brik i et større spil med med- og modspillere og med de fordele og begrænsninger, dette giver.

11

Korsør Elektricitetsværk A/S anlægges Før 1891 fandtes ingen offentlig elforsyning i Danmark; men i årene fra 1891 til 1905 opførtes omkring 30 elværker, der solgte strøm til private.

Her iblandt var også Korsør Elværk. Før 1900 var der anlagt værker i Køge, Odense, København (2), Slagelse, Ålborg, Vejle, Hjørring og Kolding. Efter århundredskiftet blev oprettet et par store og nogle mindre byværker samt en række stationsbyværker, før turen kom til Korsør i 1904. Sorø amts købstæder var tidligt med. I 1904 var der værker i Slagelse, Sorø, Ringsted og Korsør.

Korsør Elværk blev oprettet i slutningen af elværkernes pionertid i Danmark. Fra 1905 kom der markant mange nye værker. De teknologiske forhold gjorde det muligt at etablere relativt små produktionsenheder. Prisen kunne sættes lavere, og fordelene ved elektricitet som lyskilde og drivkraft blev tydeligere, hvilket øgede efterspørgslen.

Dansk elforsynings historie er i høj grad præget af lokale initiativer. Mange værker blev opført for privat risikovillig kapital. At de fleste senere blev kommunale, er en anden historie.

Det var fra Tyskland, at inspirationen, teknologien og en lang række af produkterne til opbygning af den danske elforsyning kom. Denne var i sin indledningsfase ret gammeldags. Det var allerede muligt at transportere strømmen som vekselstrøm; men i Danmark holdt man sig til små enheder med jævnstrømsproduktion.

Glarmester Jensen Da Korsør Elværk blev oprettet i 1904, havde byen allerede to elværker, nemlig Korsør Margarinefabriks og glarmester Jensens. Man kendte også til transportabel elforsyning. Da The American Biograph Co. i 1900 viste “kolossale levende Billeder” i teatersalen på Hotel Korsør, medbragte den sit eget elektricitetsværk.

Margarinefabrikken lå indtil 1906 ved Kählers Teglværk og brugte teglværkets overskydende dampkraft som energikilde, også til at drive en dy12

Korsør Margarinefabriks maskinhal omkring 1910 med to dampmaskiner, dynamo til lyselektricitet og elektrisk belysning.

namo. Da fabrikken flyttede længere ud ad Halsskovvej, fortsatte den med at producere sit eget lys med kraft fra sine dampmaskiner.

Danmarks første elværk, i Køge, var startet i 1891 af en foretagsom urmager. Værket startede i det små, men udviklede sig til et rigtigt elværk.

Glarmester H.P. Jensen (1864-1925) var ikke mindre foretagsom. Foruden at have glarmesterforretning og rammefabrik havde Jensen musikhandel og fotografisk atelier og var senere kørelærer. I Nygade indrettede han i 1894 et lille elektricitetsværk med en 8 HK gasmotor med dynamo og akkumulatorbatteri. Anlægget drev hans ramme­ maskiner og leverede lys til hans egne butikker og lejlighed samt til 5-6 andre butikker. Som facadebelysning havde han to mægtige kulbuelamper.

Jensens elværk blev ikke begyndelsen til byens elværk, således som urmagerens elværk blev det i Køge. En af grundene var måske, at Jensen ikke ønskede at samarbejde med kommunen og havde glemt at meddele byrådet, at han havde startet sit værk. Byrådet havde derefter anlagt en restriktiv kurs over for Jensen. Politiet havde ret til når som helst at lade anlægget undersøge af ingeniører for Jensens regning, og brandvæsenet havde ret til at

Glarmester H.P. Jensens butik i Nygade ca.

1911 bl.a. med salg af elektriske artikler.

Ved siden af mange andre aktiviteter drev han 1894-1906 et mindre elektricitetsværk.

overklippe alle tilførselsledninger, hvis de var i vejen ved en brand.

Byrådet behandlede 3.11.1904 – på et tidspunkt, da Korsør Elværk var lige ved at starte – en ansøgning fra Jensen om nedsættelse i betaling for motorgas, da han ellers ikke ville kunne konkurrere med det nyoprettede værk. Byrådet var på nær redaktør Adam Jensen enige om ikke at efterkomme Jensens andragende, da man ingen indflydelse havde på driften af hans værk. Da Adam Jensen påpegede, at Jensens værk måske havde givet stødet til Korsør Elektricitetsværk, svarede et andet medlem, at det måske også var det, der havde holdt folk derfra.

Jensen skulle betale 50% mere end Korsør Elværk for gassen, og han havde svært ved at klare konkurrencen. I oktober 1905 foreslog han elværket, at det leverede ham el til opladning af hans batteri til motorpris, imod at han ophørte med at forsyne sine nuværende kunder med lyselektricitet. Elværket afslog, og i februar 1906 kom en ny forespørgsel fra Jensen. Denne gang foreslog han, at han fik en reduktion på en tredjedel af prisen for sit forbrug af lyselektricitet, hvis han nedlagde sit eget anlæg og hans forbrugere overgik til elværket. Dette vedtog at sælge Jensen lyselektricitet til en pris, der på dette tidspunkt var 70% af den normale pris, mod at han til gengæld reklamerede for Korsør Elværk på sin gade- og facadebelysning.

Formanden for elværket, Jepsen, ønskede, at Jensen blev autoriseret som installatør, fordi han

havde så god forstand på elektricitet, langt mere end byens eneste autoriserede installatør Henrik Hansen. Jensen gik først efter mange og lange overtalelser med til at søge byrådet om autorisation; men han nægtede at betale de 200 kr., der skulle deponeres hos byrådet. Jepsen måtte betale.

Mens Jensens elværk havde en vis offentlig karakter, var Margarinefabrikkens mere internt.

Det leverede dog – i hvert tilfælde senere – til bl.a.

Kählers Teglværk. Flere virksomheder anlagde i den følgende tid deres egen elforsyning ved at udnytte de motorer, de alligevel havde kørende i deres produktion, f.eks. Korsør Jernstøberi. Også større private hjem kunne have eget elværk. Villaen Christiansgave fra 1907 fik el fra eget kraftværk.

Drivkraft Myndighederne var normalt tøvende med at give tilladelse til at anlægge elværker, for de kunne ødelægge den gode forretning, som gasforsyningen var for kommunerne. Frygten viste sig stort set ubegrundet i mange år, dels fordi forbrugerne brugte mere gas til belysning for ikke at stå tilbage i lysstyrke for naboen med elektrisk lys, dels fordi gas til kogebrug var i vældig udvikling. I byerne sejrede elektriciteten først over gassen som lyskilde i almindelige menneskers hjem og som gadebelysning efter 1. Verdenskrig og til kogebrug endnu senere. Gas var billigere.

Da købmand L. Jepsen, bankbogholder Th. Knudsen og sagfører C.G. Thiesen indbød til orien13

terende møde om et elværk i Korsør på Hotel Korsør den 11.6.1904, regnede man med Dawson gas som drivkraft til to gasmaskiner. Man havde regnet på andre driftsmåder: 1. Forbindelse til bestående dampanlæg f.eks. på savværket eller Tårnborg Teglværk. Drift og anlæg ville blive forholdsvis billig; men afhængighedsforholdet var uheldigt. 2.

Vindmotor med kommunegas som reserve. Denne løsning måtte afvises som for ustabil. 3. To gasmotorer drevet med kommunegas. Anlægskapitalen ville blive mindre, men driftsresultatet negativt.

4. To dieselmotorer. Både anlæg og drift ville blive dyr.

Man kalkulerede slet ikke med dampmaskiner.

Stempeldampmaskinen var ellers på dette tidspunkt den mest almindelige kraftmaskine på elværkerne, fortrinsvis på de større byværker. Den fyldte imidlertid meget med kedler, rørledninger, pumper, kondensatorer, køleværk og skorsten, dens pasning var mandskabskrævende, og den var energikrævende at starte og standse. I 1903 havde Burmeister & Wain udviklet en dieselmotor til elproduktion, der var ret økonomisk at etablere og drive, og som desuden var ret driftssikker.

Mange af de mindre elværker, der anlagdes før 1905, foretrak gasmotoren. Den havde bedre varmeudnyttelse end dampmaskinen, og pasningen var mindre arbejdskrævende; men brændslet var dyrt, især hvis man skulle bruge bygas. Man kunne i stedet, som Korsør også kalkulerede med, tilslutte motoren til et gasproducerende anlæg, f.eks.

Dawson gasanlægget. Det indførtes i Danmark i 1890. En dampinjektor indsugede en blanding af luft og vanddamp, der blev sendt gennem et lag glødende koks eller gasfri kul i en generator. Den producerede halvvandgas blev renset, afkølet og oplagret i en beholder, der var tilsluttet en eller flere gasmotorer. Et gasproducerende anlæg havde den ulempe, at det krævede store oplagringspladser til brændslet og indebar eksplosionsfare.

Koncession fra kommunen På mødet på Hotel Korsør den 11.6. oplystes desuden, at man regnede med en tilslutning på ca.

2000 lamper. Til sammenligning var der i Sorø 1500 og i Køge 3000-4000. Initiativtagerne havde været i gang med at få korsoranerne til at melde sig som forbrugere. Der var hidtil bestilt ca. 200 14

lamper og 10 HK til motorer. Man havde opstillet en liste over mulige forbrugere i den sydlige bydel.

Halsskov kunne ikke komme med, så længe Statsbanernes anlægsarbejder ikke var tilendebragt.

Listen, der kom til at svare ret godt til den faktiske tilslutning, omfattede typisk virksomheds- og forretningsejere samt liberale erhverv. Som største forbruger havde man regnet med Th. Rasmusen med 75 lamper til virksomhed og privat.

Initiativtagerne havde allerede 30.5.1904 indsendt andragende til byrådet om at få koncession på værket, der naturligvis skulle være et jævnstrømsværk, i tyve år. Byrådet behandlede sagen den 16.6., og samme dag havde initiativtagerne i en skrivelse tilbudt at bruge kulgas fra kommunens gasværk til en pris af 1,75 kr. pr. 1000 kubikfod.

Ved andenbehandlingen 22.7. blev koncessionen givet bl.a. med den betingelse, at der udelukkende skulle bruges gas fra kommunens gasværk til 2 kr. pr. 1000 kubikfod. Dette blev udgangspunktet for det videre arbejde.

Man var dog nået så langt med andre planer, at man havde indhentet forskellige tilbud. I slutningen af juni indløb der tilbud på dieselmotorer fra Burmeister & Wain og fra M.A.N. i Tyskland.

Fra J.P.E. Tuxen og Hammerichs Maskinfabrikker kom et tilbud på et komplet sugegasmotoranlæg.

Kort tid efter sendte samme firma tilbud på to 26 HK gasmotorer.

Det er lidt uklart, hvem der oprindelig var initiativtager til værket. Da Jepsen i 1927 på en generalforsamling mindedes købmand Th. Rasmusen, kaldte han ham den egentlige starter af elværket, idet initiativet var udgået fra ham. I en avisartikel i jubilæumsåret 1929 kaldtes Jepsen for initiativtageren.

5.7.1904 holdtes endnu et møde på Hotel Korsør, hvor der redegjordes for kommunens krav om kommunegas som drivkraft. Interessen for at få el var stadig stor; der var nu tegnet 500 lamper og nogen motorkraft. Økonomien bag foretagendet blev drøftet, og der nedsattes et udvalg til at arbejde videre med sagen. Udvalget bestod af de tre initiativtagere samt maskinfabrikant Henrik Hansen og købmand Th. Rasmusen.

22.7. blev der holdt konstituerende generalforsamling på Hotel Korsør. Aktiekapitalen på 30.000 kr. var nu tegnet, love blev vedtaget, og der

I begyndelsen blev ledningerne så vidt muligt ført over hustagene eller på bagsiden af husene som her i Stapels gård 1914.

Foto Hugo Matthiessen.

blev valgt bestyrelse. Denne kom til at bestå af de fem medlemmer af forhandlingsudvalget. Overenskomsten med kommunen blev også vedtaget.

Den bestemte om anlægget, at der måtte lægges en dykket ledning i havnen af hensyn til forsyningen af den sydlige bydel – værket skulle opføres på nordsiden af Halsskovbroen. Endvidere skulle luftledninger anbringes over husenes tage; der måtte kun bruges master på steder uden bebyggelse. ”Paa Steder, hvor Skjønhedshensyn gjør sig særlig gjældende, kan Byraadet forlange Jernstativer”. Af hensyn til forsyningssikkerheden krævedes mindst en gasmaskine og en dynamo mere, end det normalt var nødvendigt.

Projektering Aktieselskabet kunne nu gå i gang med selve projekteringen af anlæg og bygninger. Som teknisk

rådgiver antog man en københavnsk ingeniør, F.C. Leth. Han blev bl.a. sat til at bedømme et projekt, som Laur. Knudsens mekaniske Etablissement havde udfærdiget 2.7.1904. Projektet bestod foruden af bygningsarbejdet af to 27 ½ HK Crossley gasmotorer, to 18 kW shuntdynamomaskiner fra Union Elektricitäts Gesellschaft i Berlin, akkumulatorbatteri, tavleanlæg og ledningsnet.

Ledningsnettet skulle bestå af hoved- eller fødeledninger, fordelingsledninger og stikledninger.

Ledningerne var luftledninger. Der var tale om et toledersystem, og spændingen var 220 volt. Fra selve værket skulle der gå hovedledninger ud til fødepunkter. Systemet med fødepunkter skulle sikre, at der var den rette spænding hos alle forbrugerne. Fra værket førtes en ledning, der var delvis dykket under havnen, til en gittermast ved ingeniørboligen på Caspar Brands Plads. Herfra 15

førtes ledninger til tre fødepunkter, der var placeret ved hjørnet af Nygade og Algade, ved hjørnet af Havnegade og Brogade og mellem Algade og Jens Baggesens Gade næsten ved Sandvejsbanken. Til Halsskov skulle der gå en ledning fra værket til et fødepunkt på hjørnet af Halsskovvej og Rolighedsvej.

Fra fødepunkterne skulle udgå fordelingsledninger, der så vidt muligt skulle føres over hus­ tagene eller på bagsiden af husene, ophængt på skorstene eller stativer. Hvor dette ikke kunne lade sig gøre, skulle de hænges på imprægnerede træmaster eller gittermaster. I den sydlige bydel var der ikke kalkuleret med strømtilførsel til Fiskergade, Sylowsvej og de små stræder i dette kvarter, ej heller til dele af Baggade- og Slottensgadekvarteret.

Leth anbefalede Laur. Knudsens projekt med enkelte ændringer, og 9.9.1904 kunne der underskrives hovedkontrakt med firmaet. Anlægssummen var 34.500 kr. Aktieselskabet havde også fået tilbud på hele anlægget fra A/S Siemens Schukert; men Leth frarådede det som for kostbart. Der blev desuden indhentet accept fra byrådet på elpriser, og der blev udarbejdet vedtægter for strømleverance til private forbrugere.

Der forhandledes med Statsbanerne, Tårnborg sogneråd, Statstelegrafen og telefonselskabet om tilladelse til ledningsføring og sikkerhedsforanstaltninger. En del af forhandlingerne skyldtes ledningsføringen til Halsskov. Denne blev foreløbig stillet i bero, indtil forhandlinger om forsyning af Statsbanerne var tilendebragt. Disse havde ytret ønske om leverance. Kort efter værkets igangsætning modtog det en regning fra Telegrafdirektoratet på 182,70 kr. for sikring af telegrafvæsenets ledninger i Korsør mod stærkstrøm. Oprindelig havde Statstelegrafen også krævet, at elværket skulle sikre uden for Korsør; men dette krav var frafaldet. Før elværket betalte, sikrede man sig, at en række andre sjællandske byer var blevet præsenteret for en lignende regning og havde betalt.

Man skulle også have tilladelse fra grundejerne til at anbringe ledninger på deres huse og ma-

16

ster i deres gårde eller haver. Som eksempel kan nævnes, at Hotel Korsør gav tilladelse til at føre ledningerne til den sydlige bydels forsyning over hotellets grund og til at anbringe bærestativ på hotellets baggavl samt en gittermast for enden af teatret. Alt sammen på den betingelse, at elværket erklærede sig villig til at erstatte eventuel skade og flytte eller fjerne anlæggene, hvis ombygning eller andet krævede det.

Ikke alle husejere var lige føjelige, specielt ikke hvis elværket havde glemt at spørge om lov. Næppe var værket kommet i gang, før der indløb klage fra cand. jur. Strøbech på enkefru Strøbechs vegne med krav om, at de ledninger, der var trukket over hendes ejendom i Havnegade, skulle fjernes med kort varsel. Sagfører Thiesen fik til opgave at tilvejebringe en mindelig overenskomst. Elværket tilbød at betale 50 kr. til veldædige formål; men fru Strøbech ville desuden have 25 kr. til brug efter eget valg samt deklaration om, at ledningerne ville blive fjernet på forlangende. Hendes krav accepteredes på den måde, at de 50 kr. betragtedes som en bøde for, at ledningerne var trukket uden ejerens tilladelse, og de 25 kr. som sagsomkostninger.

Strømleverance i gang Elværket startede med at levere strøm til en enkelt forbruger som prøve. Der var tale om Henrik Hansen, der boede lige ved siden af værket og havde maskinfabrik her. Den 9.11.1904 var kablerne under havnen lagt og forbundet med hovedledningerne, og den egentlige forsyning startede denne dag.

I begyndelsen fik de tilkoblede forbrugere ikke strøm om dagen, da der arbejdedes på ledningsnettet. Man ville så vidt muligt søge at få de ca. 50 tilmeldte forbrugere koblet på i den orden, de havde tegnet sig. Anlægget var blevet lidt forsinket. Det skulle have været færdigt 1.11. Anlægsudgifterne var blevet 36.011,48 kr.

Allerede 23.11. indtraf første uheld. Stormen havde revet en lynafleder løs, så der kom forbindelse mellem en luftledning og jorden. Derved gik al den strøm, værket producerede, ned i jorden.

Forsyning før 1937 Da Korsør Elværk blev oprettet, var der næppe nogen, der havde forestillet sig den udvikling, der skete på elforsyningens område i de følgende år, hverken med hensyn til efterspørgsel eller tekniske muligheder. Initiativtagerne drømte ikke om, at værkets produktion på 30 år fra 1906 til 1936 ville stige med 1643%. Ud over de to maskiner, værket startede med, anskaffede det frem til 1934 yderligere syv kraftmaskiner i størrelse spændende fra 56 HK til 1100 HK. Værket forblev selvproducerende, selv om der var flere tilnærmelser til andre producenter.

Ledningsnettet måtte næsten konstant udvides og omlægges for at klare forsyningen. I 1907 var det på 21 km, syv år senere var længden fordoblet og i 1934 var nettet uden stikledninger 121 km. Korsør var en langstrakt by. Derfor blev forsyningsområdet stort og belastningen på værket stor. Værket havde som jævnstrømsværk problemer med at nå de yderste forbrugere, og nogle år var tabet af strøm i ledningerne fra værket til forbrugerne ret stort. I flere år i 1920’erne nåede kun lidt over 80% af den producerede strøm forbrugerne.

Maskinudvidelse 1905 Ved årsskiftet 1904/05 var elforsyningen til den sydlige bydel godt i gang, Halsskov nord og vest for baneterrænet var stadig uden elektrisk lys. Allerede i slutningen af november 1904 opfordrede elværket dog de beboere på Halsskov, der ønskede at få strøm, til at meddele det til værket, som ville lave en plan for Halsskov forsyningen.

Desuden sad værket med en henvendelse fra Statsbanerne, der ønskede at få leveret lyselektricitet; men som man ikke havde kapacitet til at forsyne uden en maskinudvidelse. Værkets konsulent Leth tilrådede, at man anskaffede et 56 HK maskinaggregat med compounddynamo, selv om man kunne nøjes med mindre. Dels ville Statsbanerne formentlig hurtigt have brug for en større leverance, dels ville en yderligere udvidelse kunne klares med en udvidelse af batterianlægget.

Værket besluttede at følge Leths råd, og han udformede et mere detaljeret projekt, der også

omfattede hovedledningsnettet. Dette ville efter udvidelsen bestå af de allerede eksisterende ledninger til den sydlige bydel og værkets og de nærmestliggende ejendommes belysning, to ledninger til banens belysning, ledning til Halsskov og motorledning til banen, der også skulle forsyne motoranlæg i nærheden af elværket. Ledningen til Halsskov var kun beregnet til lystilslutning. Hvis der blev koblet motorer på, ville det give anledning til stærke stød i lyset, når de blev sat i gang. Der måtte lægges en særlig motorledning til Halsskov, hvis der blev efterspørgsel efter kraft.

Som kraftmaskine rådede Leth til, at elværket anskaffede en gasdynamo, hvor dynamoen var koblet direkte på gasmaskinens aksel, frem for en gasmaskine med remtræksdynamo som elværkets to første maskiner. Gasdynamoen var dyrere, men fyldte mindre, og tabet ved remtransmissionen blev undgået. Også her fulgte elværket Leths anbefaling. Han talte varmt for, at Laur. Knudsen fik leverancen. Der var allerede indkommet tilbud fra ham på forandring af ledningsnet og tavleanlæg.

Dette accepterede man og valgte Knudsens tilbud af 6.7.1905 på en 56 HK gasmaskine af Crossley fabrikat med dynamo fra Titan til 14.300 kr.

Det blev også Laur. Knudsen, der sidst på året 1905 fik arbejdet med at lave ledningsnettet på Halsskov. Knudsens projekt til ledningsføring var blevet godkendt af teknisk udvalg med undtagelse af opstandere på kommunens grunde vest for Suhrsvej, da de ville forringe mulighederne for at få grundene solgt. Princippet i ledningsnettet var fire arme ud fra et fødepunkt på kommunens stenplads, hvor senere Halskovskolen blev bygget. En fordelingsledning gik mod sydøst mellem husene på Revvej og Halsskovvej og fulgte fødeledningen, en gik mod vest ud ad Revvej, en gik mod sydvest og krydsede Suhrsvej og en gik mod nordøst mod Halsskovvej.

I de efterfølgende år blev ledningsnettet både på Halsskov og i den sydlige bydel gradvis udvidet.

Halsskov ledningen var tydeligvis underdimensioneret. Da Hotel Storebælt ønskede strøm i 1907, måtte elværket bede Statsbanerne om tilladelse 17

til at tage et stik fra deres lysledning til hotellet for ikke at belaste Halsskov ledningen. Da den nye kloakpumpestation på Tårnborgvej i 1908 skulle have strøm til sin motor, måtte man i første omgang tage strømmen fra lysledningen til Tårnborg Teglværk, senere ville man tage den fra Statsbanernes motorledning.

En del beboere på Halsskov gjorde indvendinger mod at få opstandere i deres haver, og man måtte to gange ændre i ledningsføringen mellem Jernstøberiet og stenpladsen. En husejer måtte man give 20 kr. for forvoldte ulemper på hans havejord.

I den sydlige bydel var det nødvendigt med enkelte justeringer i 1905. En dag i august var blysikringen på en mast i Jens Baggesens Gade til en ledning smeltet fire gange, formentlig fordi træerne i stadsingeniørens have havde lavet slyngninger på ledningerne i stormvejr. Man måtte ændre ledningens retning og desuden forsyne masten med jerntrin, så sikringen lettere kunne skiftes.

På værkets første generalforsamling i april 1906 var der stor tilfredshed. Bestyrelsen kunne meddele, at udvidelsen af værket havde kostet 36.942,12 kr. – næsten det samme som det første anlæg.

Et grimt uheld Elværket kom ud for en række genvordigheder i 1906. Værkets brønd gav ikke tilstrækkeligt med vand til at afkøle maskinerne. Man måtte lægge en underjordisk forbindelsesledning mellem brønden og Korsør Nor. I 1908 måtte man supplere ledningen med en dybereliggende, fordi der ved lavvande ikke kom vand ind i brønden.

Den 20.11.1906 ved 20-tiden kom Fællesbageriets vogn kørende i Bernstensgade, og pludselig faldt den 12 år gamle hest. Kusken troede, at en nedhængende telefontråd var skyld i faldet; men da han ville befri hesten, fik han så kraftige stød i højre arm, at han troede, den blev revet af. Stødene fik ham til at hoppe, så han kom fri af ledningen, der ikke var en telefontråd, men en af elværkets ledninger, som stormen havde revet ned.

Hesten, der havde fået ledningen om et forben og ind under sig, led forfærdeligt. Virkningen af den strøm, der gik igennem den, blev ikke mindre af, at vejen var våd. Ingen kunne befri det stakkels 18

dyr, da man ikke turde nærme sig ledningen, som oven i købet var kommet i berøring med en tagrende, så der udviklede sig et sandt festfyrværkeri af gnister. Først efter 5-10 minutter blev strømmen afbrudt fra elværket, hvortil der var telefoneret.

Hesten var da død, og en obduktion viste ingen andre tegn på dødsårsag. Elværket, hvoraf ejeren krævede erstatning, mente ikke, at de 220 volt spænding var nok til at dræbe hesten; den måtte være død af skræk.

Hesten var forsikret for 304 kr. i Kreaturforsikrings Foreningen for Danmark, og denne anmodede elværket om at refundere beløbet. Man spurgte Leth, om der var nogen praksis i lignende sager, og overdrog sagen til sagfører Thiesen til forhandling. Elværket slap ikke for at betale og havde fået noget at tænke på. Næste gang kunne det blive et menneske. Ikke alene blev der rejst en høj mast inden for Jernstøberiets stakit til støtte for ledningerne, der anbragtes også jordforbundne ringe uden om ledningerne, hvor de krydsede vejene. Den direkte årsag hertil var, at kommunen, da værket søgte om tilladelse til at udvide ledningsnettet til villaerne Iris og Hvidhøj på Skovvej, udtalte forventning om, at ledningerne på de steder, hvor de passerede kommunens veje, blev ophængt så forsvarligt, at ulykker blev undgået.

Endelig henvendte elværket sig til et par forsikringsselskaber og ønskede oplyst, hvad præmien var for en forsikring, der dækkede det ansvar, elværket kunne pådrage sig ved skade på person og gods, f.eks. ved nedfaldne ledninger, kortslutning mv. Svaret fra det ene selskab kendes. Det ville ikke binde sig til at overtage et så omfattende ansvar.

Der fandtes ingen lov om stærkstrøm på dette tidspunkt. Den første danske stærkstrømslov kom i 1907. Den gav generelle regler for udbredelse af stærkstrømsanlæg og et reglement for brug af disse anlæg. Loven betød også oprettelse af en Elektricitetskommission på fem medlemmer, der bl.a. skulle kontrollere og godkende stærkstrømsanlæg.

Ny maskinudvidelse 1907 I 1906 var værkets produktion på ca. 89.000 kWh. I vinteren 1906/07 havde det været nødvendigt at holde en af maskinerne i gang størstedelen af nat-

Principskitse af dynamotyper. A anker, S og K serievikling, Sh shuntvikling, R reguleringsmodstand. Efter Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udg., bd. 6, 1917.

ten, ca. 21 timer i døgnet i december 1906, fordi akkumulatorbatteriet ikke kunne klare natforsyningen. Værkets drift var lagt an på, at maskinerne kun skulle køre om dagen, mens batteriet skulle overtage forsyningen om natten. Batteriet havde ikke den ydeevne, som i sin tid var garanteret af Accumulator-Fabrikken.

Allerede i slutningen af 1906 henvendte værket sig til forskellige firmaer og bad om kataloger over Campbell gasmotorer, og i januar 1907 bad man Leth lave et projekt til en udvidelse. Han understregede, at en udvidelse var nødvendig, da man ikke havde reservekapacitet nok, og da det eksisterende batteri var for lille til den store natdrift.

Man havde ikke forventet en sådan ved værkets start. Da der måtte forventes en stor stigning i elforbruget, foreslog han en 90 HK gasmaskine med dynamo samt et batteri. Det var nødvendigt med en bygningsudvidelse.

Værket besluttede at udbyde levering af gasmaskine og dynamo offentligt. Tavleanlægget indhentede man kun tilbud på hos Laur. Knudsen og akkumulatorbatteriet hos Accumulator-Fabrikken. Man lagde vægt på, at det nye batteri blev hurtigt færdigt, da det eksisterende batteris ydeevne stadig blev dårligere. På Leths forslag blev det monteret udelukkende som bufferbatteri. Af de otte tilbud, der i april indkom på gasmaskinen, valgte man det næstbilligste, Laur. Knudsens på en Hornsby Stockport gasmaskine på 98 HK. Det billigste tilbud opfyldte ikke de stillede betingelser. Kontrakten blev underskrevet i juni 1907, prisen var 12.350 kr. Først i juni indhentede værket

tilbud på en dynamo. Af de ni tilbud, hvoraf de fire var fra Laur. Knudsen, valgte man en jævnstrøms­ compounddynamo fra Allmänna Svenska Elektriska Aktiebolaget til 5300 kr., det billigste tilbud.

Da Accumulator-Fabrikken skulle oplade det nye batteri i august, måtte opladningen nøje tilpasses efter Statsbanernes kullosning, der beslaglagde halvdelen af maskinkraften. Der skulle oplades under fuld strømstyrke.

Levering og montering af gasmotoren trak så meget ud, at elværket talte om misligholdelse af kontrakten. I december 1907 kunne man konstatere, at motoren, når den arbejdede, satte alle de omkringliggende ejendomme i uacceptabelt store rystelser. En afbalanceringsprøve viste, at rystelserne først ophørte, når svinghjulet fik påsat en belastning på over 100 kg. Elværket kviede sig ved at yde den aftalte acontobetaling endsige antage maskinen. Man henviste til de problemer, man ville få med at få kommunen til at betale den bogførte sum for maskinen i tilfælde af, at kommunen ville overtage værket. Først da Leth havde sagt god for maskinen, betalte man.

I marts 1908 viste det sig, at maskinen ved fuld belastning udspyede sådanne mængder gasdamp gennem cylinderen, at maskinrummet hurtigt blev fyldt, og selv med åbne døre og vinduer kunne man ikke opholde sig der. Der var desuden problemer med et tandhjul. På generalforsamlingen i april 1909 roste formanden dog den nye maskine.

Den var kontraheret til at skulle yde 98 HK, men kunne bringes op til 115 HK. Det ombyggede bufferbatteri kunne også holde mere, end man havde regnet med. Prisen for den samlede udvidelse var blevet 50.237 kr.

Ledningsudvidelse 1910 Lørdag den 28.3.1908 ved 18-tiden skete pludselig en stor og stigende afladning af batteriet. Mandskab blev sendt ud for at finde fejlen, men uden resultat. Ved 20-tiden kom der meddelelse om, at jernmasten i haven til ingeniørboligen lyste som en buelampe. Man skilte kablerne fra masten og lagde isolation imellem; men afladningen fortsatte uformindsket. Søndag formiddag var man nødt til at afbryde strømmen til den sydlige bydel og udskille et jordkabel ved masten ved havnen, der viste sig at være stærkt forbrændt; men afladningen 19

var ikke reduceret. Endelig fandt man synderen.

En lynafleder var faldet ned, og da den blev fjernet, var afladningen normal.

Man udskiftede det beskadigede stykke jordkabel. Af økonomiske og praktiske grunde udskød man et forslag fra Leth om for at undgå jordslutning at ændre forbindelsen ved begge master ved havnen, således at de jernbåndsarmerede kabler, der ikke tålte fugt inden for blykappen, indførtes i kabelkasser, der anbragtes ved foden af masterne og blev omgivet med en særlig jernkasse til beskyttelse. Fra kabelkassen skulle ledningen føres videre som vulkaniseret kabel op gennem masten til luftledningen.

Uheldet fik elværket til i maj 1908 at stille det spørgsmål, om nettet i den sydlige bydel ikke trængte til forstærkning. Det var anlagt til installation af 1800 lamper. Til efteråret forventede man at være oppe på 2000 samt 15,8 kW små motorer.

Biografen, der hidtil havde ligget på Hotel Korsør og fået strøm direkte fra fødeledningen, flyttede

Revvej ca. 1915 med elmaster støbt i beton. Foto Chr. P. Sørensen.

20

til Jens Baggesens Gade, og det forøgede problemerne.

Leth opstillede i oktober tre muligheder. I den første bibeholdtes toledersystemet med en driftsspænding på 220 volt, men udvidedes til at kunne forsyne 6600 lamper. I den anden, der var beregnet til samme forsyning, omdannedes værket til et treledersystem med driftsspænding på 2×220 volt, dvs. +220 volt, 0 volt og –220 volt. Derved kunne ledningsnettet gøres tyndere; men værkets maskiner og batteri samt byens elektromotorer måtte ombygges. I den tredje skulle kun fødeledningsnettet ændres, mens fordelingsnettet kunne bruges indtil videre. De ændrede fødeledninger kunne senere indgå i mulighed et. Mulighed tre, der var den billigste, kunne forsyne 3600 lamper.

I almindelighed gjorde Leth opmærksom på, at et ledningsnet i den størrelse, der ville være nødvendig, ikke ville kunne føres på bagsiden af husene. Også af praktiske grunde måtte ledningerne føres gennem gaderne på master eller tvær-

ophæng. Fødeledningerne burde som hovedregel være jordkabler. Der burde opstilles et kabelhus på hver side af Halsskovbroen til søkablerne, så der kunne opnås god forbindelse mellem sø- og jordledninger.

Da elværket i 1909 tog sagen op, var det med tredje mulighed som udgangspunkt. Man bad teknisk udvalg om tilladelse til at lægge et jordkabel fra havnen øst for Halsskovbroen og op igennem Nygade. På hjørnet af Algade og Nygade skulle anlægges en kabelbrønd, hvorfra ledningen skulle forgrenes i jordkabler ud ad Algade og ned til Torvet. Ved begge ender skulle rejses en jernmast for at komme i forbindelse med fordelingsnettet.

Man ansøgte også havneudvalget om tilladelse til at lægge et jordkabel fra værket til havnen, at anbringe et kabelhus på hver side af Halsskovbroen, at nedsænke to nye søkabler i havnen og at lægge jordkabel mellem havnen og Nygade.

Elværket havde fået en henvendelse fra hofjægermester Neergaard på Tårnborg Hovedgård om levering af strøm til lys og motorer på gården. Udsigten til denne store leverance fik elværket til at tage Halsskov nettet under overvejelse, og i april 1910 havde Leth et projekt klar. På Halsskov kunne man nøjes med luftledninger undtagen under banens terræn fra Tårnborgvej til Rolighedsvej.

Den eksisterende fødeledning skulle forlænges til et fødepunkt på Revvej lige efter Suhrsvej. Der skulle laves ny fødeledning til et fødepunkt bag Halsskovvej og Bernstensgade.

Arbejdet med udvidelsen af ledningsnettet blev udbudt i offentlig licitation. Der indkom to tilbud, hvoraf Laur. Knudsens var det laveste og blev accepteret. Af hensyn til driftssikkerheden blev det eksisterende tavleanlæg gennemgribende forandret, og der blev opsat en ny tavle for indføring af de nye ledninger. Hele udvidelsen af ledningsnettet kostede ca. 25.000 kr.

Den 21.9.1910 skete en kortslutning som følge af kabelarbejdet. Den sydlige bydel var uden lys fra 19.30 til 22.30. Strømsvigtet medførte, at man måtte undvære illuminationen af fregatten ”Jylland”, der lå ved Caspar Brands Plads med en reklame­ udstilling for dansk industri arrangeret af foreningen Dansk Arbejde. Korsoranerne fik dog mulighed for at se illuminationen to andre aftener.

Delvis overgang til diesel i 1912 Allerede i begyndelsen af 1911 drøftede bestyrelsen en maskinudvidelse. Værkets produktion var i 1911 ca. 207.000 kWh, altså en stigning på 133% på fem år. Man ville gerne frigøres fra bindingen til kommunegas som drivkraft, og da man henvendte sig til kommunen om sagen, havde man bestemt sig for en dieselmotor. I 1903 havde Burmeister & Wain udviklet dieselmotoren til elproduktion. Den var fortrinlig til mindre jævnstrømsværker, da den var økonomisk og driftssikker. I 1910 havde 52 af landets 143 elværker dieselmotor, og i årene frem til 1. Verdenskrig forøgedes andelen kraftigt. Indtil 1915 var Burmeister & Wain stort set eneleverandør af stationære dieselmotorer til elforsyning.

Dieselmotoren var medvirkende til at den danske elforsynings struktur blev decentral.

Først i oktober 1911 var en ny kontrakt med kommunen forhandlet på plads, hvorefter elværket måtte bruge dieselolie som brændstof. Samme måned fik man et tilbud fra Burmeister & Wain på en 200 HK dieselmotor, pris 34.750 kr. To shuntdynamoer med særlig compoundering på 90 og 45 kW samt tilbygning til fordelingstavlen blev udbudt i offentlig licitation. Dynamoerne skulle kunne tåle stærke og pludselige belastningsforandringer. De skulle uden brug af batterier kunne trække kul­ losseapparater. Grunden til, at man anskaffede to dynamoer, en stor og en lille, var, at man kunne lade den ene forsyne kullosseapparaterne, mens den anden tog sig af belysningen. Denne ville så ikke blive berørt af den meget varierende belastning, kullosningen medførte.

I februar åbnedes de syv indkomne tilbud, og igen gik leverancen til Laur. Knudsen med et tilbud på to Titan dynamoer til 10.630 kr. Hele udvidelsen, der også omfattede en forøgelse af akkumulatorbatteriet, kostede 56.000 kr.

I 1913 sprængtes luftpumpen til motoren, og værket måtte selv dække udgiften til reparationen. Efter reparationen gik dieselmotoren ikke tilfredsstillende, og efter kort tid sprængtes luftventilen, og pumpen var atter fyldt med olie.

Maskinen måtte tages ud af drift, og Burmeister & Wain måtte foretage nogle ændringer. 1914 sprængtes luftpumpen atter. Der viste sig også at være støbefejl i motorens fundamentkasse.

21

1. Verdenskrig Da 1. Verdenskrig startede i august 1914, havde elværket en beholdning på 20 t brændselsolie og ikke udsigt til at få en ny forsyning i nærmeste fremtid.

Man søgte at klare situationen ved at henstille til de store motorejere kun at bruge strøm om formiddagen. Man ville kun køre med dieselmotoren her og tære på batteriet om eftermiddagen.

I 1915 måtte man ombygge gasmaskine 4 til drift med sugegas. Et sugegasanlæg lignede meget et Dawson gasanlæg, blot produceredes gassen først, når den skulle bruges i stedet for at oplagres.

Leth, der havde haft sagen til behandling, havde alternativt foreslået at ændre samtlige fire gasmaskiner til drift med sugegas fra to sugegasværker.

Elværket skrev kontrakt med Tuxham om leverance af et sugegasværk, der kunne udvikle gas op til 100 HK, til en pris af 5455 kr. Man havde imidlertid glemt at tage kommunen i ed. Det skridt, man havde taget, var, som stadsingeniør Lundbye gjorde opmærksom på, i strid med overenskomsten med kommunen, hvorefter værkets gasmaskiner kun måtte drives med kommunegas. Formanden for elværket måtte i hast rejse til København til møde med Leth for at få sugegasværket stoppet hos Tuxham. Fabrikken erklærede sig villig til at annullere kontrakten mod en godtgørelse på 3500 kr., hvoraf de 1500 senere ville blive tilbagebetalt, når sugegasværket var solgt til en anden.

Elværket skyndte sig at indhente tilbud fra Burmeister & Wain og H. Christoffersen i Holeby på en ca. 100 HK dieselmotor, uden at man var sikker på at ville købe den og ikke havde besluttet, hvor den skulle anbringes. Man anmodede kort efter, i juni, kommunen om tilladelse til at bruge sugegas til gasmaskine 4, og efter tre måneder fik man tilladelsen på den betingelse, at sugegasværket blev stillet i reserve, og gasmaskinen kun blev drevet med sugegas, når dieselmotoren var ude af drift. Normalt skulle gasmaskine 4 altså drives med kommunegas, og den blev forsynet med en omstillingsventil. Da det kun tog et par timer at få sugegasværket i gang, havde man fået en effektiv reserve. Sugegasværket blev købt og taget i brug 1.12.1915, og efter aftale med stadsingeniøren blev gasmaskine 4 betjent med sugegas i december måned, hvor efterspørgslen efter kommunegas til husholdningsbrug jo var stort.

22

Del af sugegasværk opstillet under 1. Verdenskrig.

I februar 1916 var belastningen af værket blevet så stor, at man vedtog at indhente tilbud på en ny dieselmotor og en ny dynamo. Produktionen var i 1916 på ca. 352.000 kWh, en stigning på 70% siden 1911. Tilbudene blev indhentet gennem Leth.

Man valgte en 125 HK dieselmotor fra Burmeister & Wain til 26.000 kr. og en 82 kW shuntdynamo med compoundering fra Titan til 7600 kr. Motoren blev lidt dyrere, fordi man valgte et sværere svinghjul, så maskinen kom til at ryste mindre. Hele anlægget, der også omfattede udvidelse af bygning og tavleanlæg mv., kostede 50.300 kr.

På generalforsamlingen i april 1916 så værket brændselssituationen forholdsvis fortrøstningsfuldt i møde. Man havde sluttet kontrakt med Det danske Petroleumsaktieselskab om levering af olie, og til sugegasværket var der kul nok. Petroleumsaktieselskabet, der havde sin petroleumsbeholder på Lilleøbanken lige bag ved værket, var i november 1916 indirekte årsag til en brand i lydpottegraven på værket. Man mente, der var trængt grundvand iblandet petroleum, der fra tid til anden var sivet ud af petroleumsbeholderen, ind i de underjordiske udblæsningskanaler. Den aflejrede petroleum var blevet antændt. Branden blev slukket, før den nåede at udvikle sig.

Den nyindkøbte dieselmotor ville være driftsklar midt i februar 1917; men udviklingen i verdenskrigen kom elværket i forkøbet. 1.2.1917 erklærede Tyskland uindskrænket ubådskrig, hvilket gjorde forsyningssituationen katastrofal. Den optimisme, der havde været på generalforsamlingen i 1916, var på det følgende års generalforsamling afløst af dyb pessimisme. Tilførslen af olie havde været ringe, og det havde knebet for det kommu-

nale gasværk at levere gas til maskinerne. Værket havde ladet gasmaskine nr. 2 omdanne, så også den kunne bruges med sugegasanlægget. Værket blev holdt i drift med disse to maskiner. Dieselmotorerne kunne kun bruges på enkelte dage, da der skulle spares på den ringe mængde olie, værket havde. Fra Brændselsolienævnet havde man fået besked om, at man kun kunne få del i den meget knappe beholdning af brændselsolie, hvis værket kunne indskrænke sit forbrug til en tredjedel, hvilket værket mente var umuligt.

Det lykkedes at få mindre leverancer af kul, og her havde værket nok gavn af sin tætte forbindelse til ”familierne” i byen. Kulpriserne var dog steget voldsomt. I 1914 gav elværkerne 20 kr. pr. ton leveret i dansk havn, 1916 var prisen 75 kr. og i sommeren 1917 270 kr. I 1918-20 stabiliseredes prisen på ca. 150 kr. På generalforsamlingen i april 1918 bedømte man kulbeholdningerne til at være tilstrækkelige foreløbig.

For at gøre driften mere stabil i det kommende vinterhalvår vedtog værket i juli 1917 at installere endnu et sugegasværk fra Tuxham på 100 HK. Det var en dyr måde at lave strøm på, da kulpriserne var høje. I september 1918 vedtog man et tilbud fra Burmeister & Wain på omdannelse af 200 HK dieselmotoren til tørvegas. Da der efter krigen igen kom olie, blev maskinen igen indrettet til olie.

Endelig var 1.Verdenskrig slut i november 1918, og man havde klaret sig gennem krigen uden at have måttet foretage rationeringer. Man havde i sidste del af krigen stødt på andre genvordigheder end de rent forsyningsmæssige. I efteråret 1917

var det tilsyneladende en yndet sport at sætte drager op. Elværket måtte advare mod at sætte dem op i nærheden af de elektriske ledninger og, hvis de faldt ned på ledningerne, at undlade selv at fjerne dem. Man oplevede en lang række kortslutninger, bl.a. i et tilfælde, hvor de uheldige forsøgte at få dragen ned med en jernstang.

Kobber var så absolut en mangelvare under krigen, og i foråret 1918 oplevede bl.a. elværket ret omfattende kobbertyverier. Gerningsmændene, der solgte tyvekosterne til en opkøber i Slagelse, var 17-18-årige mennesker fra Korsør.

I julemåneden 1918 ramtes værket af tre lige efter hinanden følgende uheld, der betød, at den sydlige bydel var uden strøm i et kvarter, Halsskov i tre timer. I sugegasanlægget faldt et dæksel ned på fyret, hvorved gas og luft blandedes. Gaskoncentrationen blev for lille, og maskinen gik i stå. Man forsøgte at få den lille dieselmotor i gang; men brændselsolien var ikke brugbar. Hele belastningen gik over på de andre maskiner; men så kortsluttede en sikring. Lige i begyndelsen af 1919 slog en kusk, der holdt i vognmand Martin Hansens baggård i Algade, med pisken til elledningen, så der skete en kortslutning, og lyset gik ud i kvarteret omkring Jens Baggesens Gade og Gasværksvej. Skaden kunne ikke repareres, før strømmen til den sydlige bydel var blevet afbrudt.

400 HK dieselmotor 1921 I 1919 tabte elværket en kamp om nogle store kunder. Da man i foråret fik henvendelse om strøm til Tårnborg Hovedgård, Kruusesminde, Hulby Møllegård, Bonderup og Tårnholm, besluttede elværket at anlægge­ et høj­spændingsanlæg til Tårnborg Hovedgård og Kruusesminde. Den lavspændte jævnstrøm kunne ikke transmitteres så langt. I juli måtte man erkende, at Slagelse Oplands Elektricitetsforsyning allerede havde bundet de to gårde til sig, selv om Korsør nu kunne give dem et billigere tilbud. I tiden omkring 1. Verdenskrig blev der

400 HK M.A.N. dieselmotor med Thomas B. Thrige dynamo opstillet 1921.

23

etableret en lang række oplandsselskaber, der var forsyningsselskaber uden egen produktion. Allerede i 1914 havde elværket, hårdt trængt af Vemmelev Elektricitetsværk, puslet med tanken om at anlægge et højspændingsnet for at forsyne Kruusesminde og evt. Tårnborg Hovedgård.

I februar 1919 indhentede værket tilbud på både dieselmotor og shuntdynamoer hos Burmeister & Wain. En motor på 400 HK ville koste 180.000 kr. Man henvendte sig derfor til Tysklands største dieselmotorfabrik M.A.N. i Augsburg og nåede efter mange forhandlinger frem til en pris på 275.000 mark for en 400 HK dieselmotor leveret kvit og frit på banevogn senest 1.12. Man kunne købe mark til en kurs på ca. 30. I august indhentede man tre tilbud på en 265 kW dynamo.

Man antog det bil­ligste danske tilbud, fra Thomas B. Thrige, til 29.975 kr. I januar 1920 accepterede man samme firmas tilbud på tavleanlæg til den nye dieselmotor.

Det viste sig at være forbundet med de største problemer at få dieselmotoren hertil. I januar 1920 blev den forsinket på grund af standsning på de bayerske baner. I februar tog driftsbestyrer Krause Thomsen til Augsburg og Berlin for at få bragt udførselstilladelse, pakning og plombering i orden.

Forsendelsen blev overgivet til en speditør. Maskinen blev afsendt i dele på fire jernbanevogne; men undervejs blev den ene vogn væk, så der kun ankom tre. Endelig dukkede den sidste op i slutningen af marts i stærkt beskadiget tilstand. Heldigvis havde kun to af kasserne taget skade. Det viste sig efterhånden, at en del reservedele, som elværket troede var omfattet af tilbudet, ikke var det.

Der var også store problemer i forbindelse med den montør, fabrikken sendte til Danmark for at opstille maskinen, et arbejde der var inkluderet i tilbudet. Fra oktober til december 1920 sendte elværket, fabrikken og dennes repræsentant i København det ene brev efter det andet med påstand mod påstand. Fabrikken mente, elværket skulle betale ekstra, fordi montøren ikke kunne gå i gang med arbejdet som aftalt, fordi elværket ikke ønskede maskinen afsendt eller opstillet til aftalt tid, fordi elværket ikke havde bygning og fundament klar, og fordi maskindelene stod langt fra monteringsstedet. Endvidere klagedes der over, at der ikke straks var fundet en passende bolig til mon24

tøren i stedet for et hotelværelse. Elværket afviste pure alle beskyldninger som fantasifulde, uvederhæftige og nonsens og undrede sig i øvrigt over, at montøren i november 1920 udtalte, at monteringen ville være tilendebragt omkring 1.4.1921, da man havde fået oplyst, at den ville tage 6-8 uger.

Montøren hed for øvrigt Zweifel.

Parterne må være kommet overens. I marts 1921 blev dieselmotoren overtaget, og elværket vedtog at betale 300 kr. til montøren og 400 kr. til sin egen maskinmester for arbejdet med opstilling af maskinen. Samme måned sendte M.A.N. efter skik og brug et gratiale til maskinmesteren. I juni samme år besluttede elværket at betale 20.000 mark til M.A.N., som fabrikken havde krævet som godtgørelse for forsinket og fordyret opstilling af dieselmotoren. Til gengæld bortfaldt en godtgørelse for 114 ventetimer til montøren. Elværket føjede altså den tyske fabrikant, men syntes også at have fået en god maskine. På generalforsamlingen i april 1922 kaldte formanden den for fortrinlig.

Elværkets produktion var i 1921 på ca. 442.000 kWh, fem gange så meget som i 1906. Nyttevirkningen, 78% i 1921, var noget mindre end i andre lignende værker. Dette skyldtes dels de lange afstande i Korsør, dels at kablerne under havnen blev ødelagt af pilke. I 1919 havde man måttet forny et kabel, i 1920 to. Man fik ændret politivedtægten, således at der fra 1.1.1920 ikke måtte fiskes fra Halsskovbroen og bropillerne. Hidtil havde man måttet fiske fra siden ind mod Noret. Folk respekterede imidlertid ikke forbudet.

Ledningsnettets omlægning 1923 Der var mange driftsforstyrrelser i årene efter 1.

Verdenskrig. De skyldtes bl.a. ledningsnettets konstruktion og udførelse. Det viste sig, at en jerntråd, der var oplagt over forsyningsledningerne som beskyttelse for telefonledningerne, var fastgjort til isolatorerne med kobbertråd. Men som følge af den galvaniske virkning blev jerntråden i tidens løb tæret over og faldt ned over forsyningsledningerne. Disse jerntråde blev udskiftet i forbindelse med nedennævnte ledningsomlægning. Træer i private haver forårsagede også mange uheld, når de voksede ind i ledningerne.

Nettet var stærkt overbelastet, og det havde allerede i 1914 været på tale at udvide det; men

Maskinassistent Chr. Nielsen i akkumulatorrummet efter udvidelsen 1923.

på grund af krigen, manglen på materialer og dyrtiden var arbejdet blevet udskudt. Der havde allerede ved ledningsudvidelsen i 1910 været tale om at overgå til et treledersystem; men både da og senere viste beregninger, at det var fordelagtigst at udvide det eksisterende toledernet. I 1921 bad man Leth om at udarbejde et projekt. Overbelastningen var da ca. 58% for nettet til Statsbanerne og Halsskov og ca. 33% for nettet til søndre bydel.

Ledningsudvidelsen skulle denne gang – også med henblik på fremtiden – være så stor, 100%, at en overgang til 2×220 volt, treledersystemet, ville kunne betale sig. Inden for det samme område kunne man med et treledersystem forsyne tre gange så mange lamper og motorer som med et toledersystem. Desuden ville treledersystemet kræve mindre kobber ved fremtidige udvidelser.

En overgang til et treledersystem ville kræve anbringelse af en nulledning på hele nettet, en nulskinne på værket, omvikling af dynamoerne til 440 volt, ombygning af batteriet og omvikling af de store motorer hos forbrugerne til 440 volt. En ombygning af batteriet ville samtidig få det til at svare bedre til værkets relativt store maskinkraft.

I denne medregnedes ikke længere gasmaskinerne, da drift med gas ønskedes afskaffet. Gas­maskine 1 og 2 var allerede fjernet, og i 1929 vedtog man at sælge gasmaskine 3 og 4 for 1050 kr.

Leth foreslog, at de eksisterende fødeledninger på Halsskov bibeholdtes, og at der etableredes nye fødepunkter på hjørnet af Revvej - Heisesvej og på

hjørnet af Halsskovvej - Dyrehovedgårds Allé. I den sydlige bydel bevaredes fødeledningsnettet også, bortset fra at ledningen bag om Hotel Kosør skulle nedtages. Der skulle oprettes nye fødepunkter på hjørnerne af Mathiesensvej – Skovvej, Dahlsvej – Jens Baggesens Gade, Dahlsvej – Mathiesensvej og Fiskergade – Baggade.

Leth ville gerne holde Statsbanernes kulbane og kulkran ved Remisen uden for ændringen, da han tvivlede på, at de ville køre godt ved 2×220 volt. De kunne forsynes med en motordynamo (omformer), som værket installerede.

Der gik mere end et år, før værket traf beslutning, og man fulgte principielt Leths forslag. Tilbud blev først indhentet i december 1922/januar 1923, et tidspunkt hvor materialerne var billige.

Man entrerede med Accumulator-Fabrikken om batteriet og med Thomas B. Thrige om omvikling af dynamoer, køb af motordynamo til Statsbanernes forsyning mv. Mange af motorerne hos forbrugerne blev ombyttet med nye af Thrige, resten blev sendt til Thrige og omviklet.

Omlægningen af ledningsnettet var et omfattende arbejde, der krævede megen planlægning, fordi forsyningen hele tiden skulle holdes i gang.

Mens ændringen af maskiner mv. først var afsluttet i begyndelsen af 1924, var selve ledningsnettet omlagt 1.11.1923. Man havde på sydsiden af Halsskovbroen måttet vente på, at havneudvalget skulle træffe beslutning om, hvilke ledninger der skulle lægges fra Teilmanns Allé 2 og over Caspar Brands Plads. I august bestemte udvalget sig for jordledninger af hensyn til ændrede trafikforhold ved anlæg af den nye Halsskovbro. I forbindelse med dette anlæg lagde værket et nyt kabel i havnen i 1924. Broforandringen gav i det hele taget værket en del ekstraarbejde.

Værket erstattede gradvis flere af luftledningerne med jordkabler, hvorved man også undgik problemerne med luftledninger i folks gårde og haver. I 1926 lagdes kabel på stykket fra hjørnet af Bernstensgade til tunnelen og videre til hjørnet af Revvej til erstatning for luftledningen bag ejendommene Halsskovvej 2, 4, 6 og 8.

Forstærkningen af ledningsnettet var muligvis medvirkende til, at elværket i 1922 påtog sig at levere strøm til Skovhuset via en ledning ad Landevejen. På grund af den lange afstand måtte 25

der dog opstilles en spændingsforhøjer i et særligt opført hus i haven til Mathiesensvej 37. I 1930 anmodede teknisk udvalg om, at elværket erstattede spændingsforhøjeren med en ny på 12 kW. De store kraner var smertensbørn på grund af deres ujævne gang, som forårsagede uro i lyset.

Værket måtte bekoste udligningsmaskiner til dem i 1925.

Isværk I 1926 havde elværkets bestyrelse store planer om at tjene ekstra penge ved at udnytte de kraftmaskiner, man alligevel havde stående, til at drive et isværk. Produktionen af is til kølebrug ville være størst om sommeren, hvor elværket havde bedst tid til denne sideproduktion. Arbejdsanstalten, der var nedlagt i 1917, havde tidligere solgt is, og Margarinefabrikken producerede is, men ville gerne afgive sit salg til elværket.

Man regnede med at producere 2000 kg is om dagen, som man ville sælge til 4 øre pr. kg. Anlægsudgiften for isværket ansloges til 25.000 kr.

Det skulle placeres i det rum, hvor de gamle sugegasværker stod. Efter at nogle aktionærer havde udtrykt deres skepsis med hensyn til projektets rentabilitet, gav et flertal af aktionærerne deres tilslutning til planen. Den blev dog aldrig til noget.

Store og afgørende beslutninger Årene fra 1927 til 1931 var nok de mest turbulente i Korsør Elværks historie. Produktionen var i 1926 på ca. 626.000 kWh, i 1931 på ca. 998.000.

I 1927 var der ikke længere fuld maskinreserve, hvis 400 HK dieselmotoren brød sammen. Maskinerne kunne tilsammen yde ca. 876 HK; men maksimalbelastningen i 1927 svarede til ca. 546 HK og den ville stige de følgende år. Problemet for værket var, at maskinerne var så stærkt belastede, som de kunne tåle at være, når forbruget var på sit højeste, i december. Strømforbruget om dagen var imidlertid ikke så stort, som man kunne ønske, specielt ikke efter en udvidelse. Man ville med andre ord store dele af tiden have overkapacitet.

Dette var et generelt problem for elværkerne.

Elforsyningen var blevet en stor virksomhed, og tiden var inde til at træffe afgørende beslutninger. Skulle man samarbejde med andre forsynin26

ger? Skulle man helt opgive sin egen produktion?

Skulle man gå over til vekselstrøm – måske oven i købet højspændt – eller kunne man fortsætte med jævnstrøm? Hvilke maskiner skulle man vælge som drivkraft? Fra centralt hold var der især efter 1927 kraftig agitation for en centralisering af elforsyningen. 1928 nedsatte regeringen et Retningslinjeudvalg, der skulle udarbejde planer for en mere rationel elforsyning i Danmark.

Udvalgets centraliseringstanker kom til udtryk i lovforslaget til ny stærkstrømslov. Loven trådte i kraft i 1935. Alle ændringer i producerende anlæg skulle godkendes af et sagkyndigt udvalg under et nyoprettet Elektricitetsråd, Elektricitetskommissionens afløser. Udvalget anbefalede altid centralisering; men der var stærke lokale kræfter imod både blandt politikere og elværksfolk. Man kunne måske strække sig til samarbejde mellem nærliggende værker, hvilket betød, at værkerne kun behøvedes at blive udbygget på skift.

Den sjællandske elforsyning udviklede sig dog hen imod store samarbejdende vekselstrømscentraler. NESA havde fra 1915 importeret elektricitet fra Sverige, og fra 1917 indledte de store sjællandske elektricitetsselskaber et samarbejde, der betød, at NESA, NVE, SEAS og Københavns Belysningsvæsen blev forbundet med et højspændingsnet. Der var nu mulighed for at udnytte overskydende elektricitet fra Sverige, og for at værkerne kunne hjælpe hinanden. H.C. Ørstedværket, der var færdigt i 1920, stod således i en periode for en stor del af elforsyningen på Sjælland.

NVE og SEAS havde et tæt samarbejde. I 1927 havde NVE (Nordvestsjællands Elektricitetsværk, oprettet 1918 i Svinninge) planer om at udbygge en ny 50 kilovolt linje til forsyning af bl.a. Korsør med strøm fra Sverige. I begyndelsen af 1928 førte Korsør Elværk forhandlinger med SEAS (Sydøstsjællands Elektricitets Aktieselskab, oprettet 1914 i Haslev). Forhandlingerne resulterede i et kontraktudkast, udarbejdet af SEAS og Leth.

Denne havde rådet Korsør Elværk til at forhandle om køb af højspændt strøm frem for at investere i et dampturbineanlæg. Dampturbinen havde et stort omdrejningstal og var derfor den foretrukne kraftmaskine til produktion af vekselstrøm. For at kunne svare sig, skulle et dampturbineanlæg være meget stort, og det ville kræve bygningsudvidelse.

Derfor frarådede Leth Korsør at anskaffe et sådant anlæg. Man kunne overveje, at købe endnu en 400 HK dieselmaskine, så ville værket have fuld maskinreserve indtil en belastning, der svarede til 720 HK. En dieselmaskine var dyrere i anlæg og drift end en tilslutning til at højspændingsværk.

Aftalen med SEAS gik ud på, at selve forsyningen skulle foregå gennem en ny 50 kilovolt ledning fra Haslev til Eggeslevmagle, hvor der opførtes en transformator, hvorfra strømmen med en spænding på 10 kilovolt blev sendt til en transformerstation ved Korsørs østlige grænse. På elværket skulle opstilles transformator og ensretter.

Samarbejde med Slagelse?

Bestyrelsen og formanden, Jepsen, sadlede nu om af økonomiske grunde. Jepsen lavede i april nogle beregninger over konsekvensen af kontrakten med SEAS og konkluderede: ”Vi bliver ludfattige, hvis vi gaar ind i den Kontrakt”. Det, han især var betænkelig ved, var de afgifter, værket skulle betale til SEAS ud over betalingen for forbrug, nemlig effektafgift, baseret på hvert års maksimalbelastning på værket, og transportafgift til forrentning af de nødvendige ledninger til Korsør.

Leth fik nu til opgave at undersøge udgifterne ved anskaffelse af en dampturbine ”i den Hensigt først at bevare Værkets Selvstændighed som et Kraftværk” samt at undersøge den gamle tanke om et samarbejde mellem Korsør og Slagelse elværker.

I juni 1928 fik værket tilbud på en 750 kW dampturbine sammenkoblet med en 600 kW jævn-

Jævnstrømstavle efter udvidelsen til 2×220 volt i 1923.

strømsdynamo og en vekselstrømsgenerator på 375 kVA fra A.E.G. Dansk Elektricitets Aktieselskab.

Man indbød desuden Slagelse kommunale Elværk til et møde i Skovhuset. Dette resulterede i, at Korsør Elværk blev sat til at udarbejde planer for et samarbejde. Sorø ville muligvis også være med.

Både i juli og august lavede Leth beregninger over udvidelse med henholdsvis dieselmotor og dampturbine af forskellige størrelser. Han var ikke i tvivl om, at hvis værket kun skulle forsyne Korsør, kunne det klares med en dieselmaskine med jævnstrømsdynamo; men hvis det skulle samarbejde med Slagelse, krævedes dampturbine og højspændingsledning. For at tage højde for udviklingen i fremtiden og maskinnedbrud måtte værket anskaffe mindst en 700 HK maskine. En dampturbine ville relativt være billigst, fordi fundamentet til en dieselmotor med grundforholdene ved elværket ville blive meget dyrt. Skulle Slagelse også forsynes, måtte man have en dampturbine på 1000-1400 kW. Den vekselstrøm, der skulle leveres til Slagelse, måtte have en spænding på 20.00025.000 volt. Der skulle desuden investeres i en jævnstrømsdynamo til forsyning af forbrugerne i Korsør, et transformeranlæg til at omforme spændingen til 20.000 volt og et omformeranlæg til at gøre strømmen fra de gamle maskiner højspændt, f.eks. om natten. Leth gjorde til sidst opmærksom på, at Korsør ville kunne klare sig med en 400 HK dieselmotor frem til 1933 eller helt frem til 1940, ”hvis man gaar til en lignende Sikkerhed eller maa­ ske Usikkerhed i Driften som nu”. Han frarådede stærkt den sidste løsning.

23.8.1928 skrev elværket til Slagelse byråds tekniske udvalg om et samarbejde. Man kalkulerede med, at Slagelse ville have anlægsudgifter på ca. 100.000 kr., mens Korsørs ville andrage ca.

300.000 kr. Man mente nok, at de foreslåede elektricitetspriser kunne stå for en sammenligning med de priser, højspændingsværkerne forlangte.

Satserne forudsatte dog, at Slagelse forpligtede sig til i otte år at aftage mindst 600.000 kWh årligt fra Korsør.

Korsør Elværk troede selv så meget på projektet, at man købte en grund til kuloplagsplads og sibrønd. Brønden skulle have forbindelse med havnen og give værket de store vandmængder, der var nødvendige til afkøling af turbinen. Man gik 27

under alle omstændigheder i gang med sibrønden, da værkets artesiske brøndboring, der var udført i 1922, i nogle år ikke havde givet nok kølevand.

Arbejdet med anlægget, der bestod af ledning fra værket til sibrønden, selve sibrønden, ledning fra denne til havnen og returledning fra værket til havnen, stod på det meste af 1929 og blev på grund af forskellige problemer forsinket 136 arbejdsdage.

Om Slagelses stillingtagen til projektet erfarede man først i marts 1929 gennem dagspressen.

Slagelse havde vedtaget en selvstændig udvidelse af sin maskinkraft. I april kom den officielle meddelelse.

Dampturbine?

Næsten samtidig havde elværket udsigt til at få en stor kunde, Svovlsyre- og Superfosfatfabrikken, der havde planer om at flytte til Korsør. Fabrikken skulle bruge 500 kW og forlangte fuld reserve. Elværket måtte påregne at skulle anskaffe to turbiner eller købe strømmen hos højspændingsværkerne. Værket afgav tilbud til fabrikken; men i løbet af sommeren viste det sig, at den ikke kom til Korsør.

I oktober til december 1929 indhentede værket tilbud hos en række firmaer på udvidelse af værket inkl. byggearbejder. Atlas og Frichs samarbejdede om et dampturbineprojekt; det samme gjorde A.E.G. og Burmeister & Wain, mens sidstnævnte uopfordret også gav tilbud på en dieselmotor. Dens fortræffeligheder over for turbinen blev fremhævet, så som at den også var velegnet i en mindre enhed, og at den kun brugte brændsel, når den var i drift, ikke i hvilepauser og ved opfyring. Firmaerne var til forhandling på elværket i februar 1930.

Inden da havde en ny mulig storkunde meldt sig, nemlig Korsør Margarinefabrik, der ønskede en årsleverance på 300.000 kWh til delvis erstatning for fabrikkens maskinanlæg, der hidtil havde leveret al fabrikkens strøm. For at gå ind på leverancen, der måtte blive vekselstrøm, betingede værket sig bl.a. en 10-årig kontrakt.

De følgende måneder var præget af en bitter strid inden for elværkets bestyrelse – også om udvidelsens art. Alt imens kunne man konstatere, at værkets ydeevne kun udgjorde ca. 17% af tilslutningen, mens den i andre lignende byer var på 28

ca. 40%. Et nyantaget rådgivende ingeniørfirma, Eriksen og Sardemann, påpegede, at dieseldrift ikke var dyrere end dampdrift, og midt under forhandlingerne med de tilbudsgivende firmaer i februar kom spørgsmålet om samarbejde med højspændingsværkerne atter ind i billedet.

Eriksen og Sardemann opstillede i februar fire alternativer for forsyning: Dampturbineanlæg med en kedel, driftssikkerhed vurderet som betænkelig, højspænding fra SEAS med en ledning nord om Noret, vurderet som god, samme med yderligere en ledning syd om Noret, vurderet som overordentlig god og sikker, og dieselanlæg med jævnstrømsdynamo og vekselstrømsgenerator, hvis Margarinefabrikken skulle forsynes, vurderet som god.

Formanden satsede stadig på selvforsyning og indhentede i marts og april tilbud på et komplet kedel- og turbineanlæg hos Nordisk Brown Boveri sammen med A/S Smith, Mygind og Hüttemeier.

Fra M.A.N. indkom tilbud på dieselmotorer.

Samarbejde med SEAS? Efter formandsskifte i april 1930 satsede den nye bestyrelse helt klart på højspænding. Eriksen og Sardemann beregnede i maj måned, hvad forskellige anlæg kostede at anlægge og drive, nemlig dampturbineanlæg, højspænding udefra, dieselmotor med jævnstrøms- og vekselstrømsgenerator og kombineret dieselmotor og højspænding udefra.

Konklusionen var, at det rene højspændingsanlæg var langt det billigste i anlæg og drift.

Samme måned forelå et nyt tilbud fra SEAS med visse lempelser i forhold til udkastet til overenskomst i 1928. Elværket måtte nu selv producere indtil 500.000 kWh årligt; dog skulle det mindst aftage 700.000 kWh årligt fra SEAS, og transportprisen for strømmen fra SEAS blev højere, når værket selv producerede. Et punkt i det tidligere udkast, som den afgåede formand havde fundet meget problematisk, bortfaldt, nemlig at SEAS til enhver tid kunne forlange at få prøvet tilstanden af elværkets aggregater, og blev de kasseret, ville effektafgiften stige. Dette fik bestyrelsen til at overveje blandet drift med ny dieselmotor og højspænding fra SEAS, selv om det var væsentligt dyrere end ren højspænding. Et af argumenterne var, som det også havde været tidligere, at man

gerne ville have nogle aktiver i form af maskiner tilbage, hvis kommunen skulle overtage værket, som koncessionen gav den ret til. Man tænkte på, at sætte de gamle dieselmaskiner ud af drift, idet forsyningen kunne klares med en ny stor dieselmotor og strøm fra SEAS. Det udkast til overenskomst med SEAS, der forelå 26.5.1930, kalkulerede med blandet drift.

Elværket skulle opstille en 1100 HK dieselmotor med direkte koblet generator og jævnstrømsdynamo på 500-600 kW. Værket havde desuden en 120 HK dieselmotor med en jævnstrømsdynamo på 80 kW, en 200 HK dieselmotor med en jævnstrømsdynamo på 133 kW og en 400 HK dieselmotor med en jævnstrømsdynamo på 267 kW. SEAS skulle anlægge en 10 kilovolt højspændingsledning fra Eggeslevmagle nord om Noret til et målertårn ved vandværket, hvorfra elværket skulle anlægge højspændingsledning til værket. Indtil værkets belastning oversteg 850 kW, skulle SEAS hovedsagelig forsyne på de svagere belastede tidspunkter.

Når belastningen oversteg de 850 kW, skulle SEAS til enhver tid levere den strøm, elværket ønskede.

SEAS var hele tiden berettiget til at levere mindst halvdelen af elværkets totale forbrug. Overenskomsten var uopsigelig til 1944.

Elværket ville ikke binde sig til SEAS, før man havde hørt fra Margarinefabrikken. I juni lå et udkast til overenskomst mellem elværket og Margarinefabrikken færdigt, hvorefter fabrikken ville få leveret vekselstrøm med 10 kilovolt spænding direkte fra målertårnet ved vandværket i en luftledning. Fra fabrikken førtes strømmen videre til elværket i et jordkabel. Margarinefabrikken skulle betale en fast årlig afgift samt for forbrugt strøm. I juli meddelte fabrikken mundtligt, at den ikke ville entrere med elværket på nuværende tidspunkt.

Dieselmotor På dette tidspunkt havde Eriksen og Sardemann på elværkets vegne udsendt særlige betingelser for levering af et dieselaggregat på ca. 1100 HK og en løbekran. Da Margarinefabrikkens nej forelå, regnede man på, om udvidelsen skulle baseres på ren dieseldrift eller højspænding plus diesel. Man fandt førstnævnte fordelagtigst og vedtog at ind-

1100 HK Burmeister & Wain dieselmotor opstillet 1931 med Thomas B. Thrige jævnstrømsdynamo og vekselstrømsgenerator.

29

hente tilbud på en 750 og en 1100 HK dieselmotor.

Ved fristens udløb i august var indkommet tilbud fra Frichs, Burmeister & Wain (med dynamoer fra Thrige, Titan og A.E.G.), og M.A.N. (med dynamoer fra A.E.G., Brown Boveri og efterfølgende Thrige). Desuden indgav Thrige separat tilbud på dynamoer. Nogle af tilbudene omfattede både vekselstrøms- og jævnstrømsanlæg; men i den sammenfattende oversigt over tilbudene tog man kun hensyn til jævnstrømsanlæg.

Eriksen og Sardemann gjorde, efter at tilbudene var indkommet, opmærksom på, at hvis der senere kom større industri til Korsør, ville den vanskeligt kunne forsynes med jævnstrøm. Dette talte for kombineret drift, således at man startede med dieselmotoren og senere købte højspænding fra SEAS. Når det blev aktuelt, kunne indkøbsprisen for strømmen jo også være ændret meget.

Efter at en delegation i september havde været i Tyskland for at se på en M.A.N. motor, besluttede elværket at handle med Burmeister & Wain.

Man købte en 1100 HK dieselmotor direkte koblet til en 750 kW jævnstrømsdynamo af Thrige fabrikat og en femten tons håndbetjent løbekran mv. til 206.250 kr. Dynamoen var indrettet, så den let kunne laves om til højspænding, hvis det kom på tale. Burmeister & Wain købte til gengæld 120 HK dieselmotoren for 30.000 kr. Værket havde dog ret til at bruge den til 1.3.1934. Allerede i begyndelsen af 1933 ønskede fabrikken at få overdraget maskinen straks. Elværket indvilligede heri mod at få 500 kr. til reparation af gulv og murværk.

1100 HK maskinen, hvortil der var opført en særlig bygning, var i gang 1.10.1931, selv om den først formelt blev afleveret i slutningen af februar 1932. Den samlede pris for udvidelsen var på 325.000 kr. Efter mange turbulente år var man nået frem til den løsning, alle i starten var enige om, var den dårligste.

Værkets samlede maskinkraft var nu på omkring 1825 HK. Den nye maskine kunne yde 750 kW, mere end den hidtil største belastning, der havde været på 600 kW. Man regnede med så vidt muligt stadig at køre med de gamle maskiner og kun tage den store nye maskine i brug, når nødvendigheden talte for det. I 1932 kørte 200 HK motoren 516 timer, 1100 HK motoren 1278 timer og 400 HK motoren, der var blevet repareret i 1931, 30

Elværkets maskinhal med 200 HK Burmeister & Wain dieselmotor fra 1912 (t.v.), 600 HK Armstrong dieselmotor fra 1934 (t.h.) og 400 HK M.A.N. dieselmotor fra 1921 (i baggrunden).

5287 timer. Værket havde fire jævnstrømsdynamoer på tilsammen 1143 kW og desuden to motorgeneratorer, den ene Statsbanernes omformer og den anden spændingsforhøjeren.

Korsør Elværk var stadig et selvproducerende jævnstrømsværk. Af de 58 købstadsværker i 1930/31 var de to rene vekselstrømsværker. 32 var jævnstrømsværker suppleret med producerende vekselstrømsanlæg, f.eks. Slagelse. Nogle af dem købte desuden vekselstrøm hos andre. Fem jævnstrømsværker købte al deres vekselstrøm hos andre. Resten var rene jævnstrømsværker.

Overgang til jordkabler I 1930 var problemerne med ledningsnettet igen aktuelle. Spændingen hos forbrugerne var ikke tilfredsstillende. De forbrugere, der boede længst væk fra værket, fik kun 200 volt, mens de, der boede nær værket, fik 230-240 volt. I februar gav driftsbestyrer Krause Thomsen nogle forslag til udvidelse af ledningsnettets kapacitet, mest ved oprettelse af nye fødepunkter. Han påpegede, at det område, der havde udviklet sig stærkest i løbet af de seneste 10-12 år, var Mathiesensvej samt distrikterne uden for Mathiesensvej og Lovsøerne.

Tilslutningen her var steget ca. 100%, og man måtte regne med 100% stigning i belastningen til området i fremtiden. Andre udbygningsområder var Møllebjergvej kvarteret efter Nygades forlængelse samt Benzinhavnen.

Fødeledningsnettet var på 33,67 km, heraf 9,43 km jordkabler. Der var ti fødepunkter. Fordelings-

ledningsnettet var 62,01 km, alle luftledninger.

Der var indlagt ca. 1300 stikledninger og tilsluttet i alt ca. 3000 kW. Eriksen og Sardemann gennemregnede som et led i deres kontrakt ledningsnettet i 1930. De nåede frem til, at fordelingsnettet måtte bibeholdes, men efterhånden forstærkes. Det var svagt og gammeldags med luftledninger bag om husene gennem haver og gårde. En omlægning til fortove og veje ville kræve omlægning af stikledningerne og derfor blive meget kostbar. Fødeledningsnettet måtte derimod ændres gennemgribende. For at få den samme spænding i fødepunkterne, skulle fødeledningerne have en ganske bestemt længde i forhold til tværsnit og belastning. Dette princip havde hverken fra starten eller senere været opfyldt i Korsør, fordi ledningsudvidelser var blevet foretaget trin for trin. Mange steder var fødeledningerne ført videre fra fødepunkt til fødepunkt, og der var lavet stikledninger fra fødeledningerne.

Eriksen og Sardemann foreslog, at fødeledningerne så vidt muligt blev lagt som jordkabler, og at der blev taget hensyn til byens udvikling.

Man fulgte delvis firmaets råd, dog i mange tilfælde på den måde, at hvor ledningsnettet blev udvidet, skete det i form af jordkabler, således i Teilmanns Allé, Mathiesensvej, Dahlsvej, et stykke

af Jens Baggesens Gade, vejen til Benzinhavnen, ud ad Skovvej og i Nygades forlængelse.

I 1931 udarbejdede Eriksen og Sardemann et projekt til fødeledningsnet på Halsskov. Hovedprincippet var, at så godt som hele Halsskov forsyningen udgik fra en kabelkasse ved Annagade, idet jordkabler førtes fra kassen til fødepunkter ved Dyrehovedgårds Allé, på hjørnet af Nic. Rumpsvej og Obelsvej og ved Jernstøberiet på Strandvej.

I april 1932 kunne formanden på værkets generalforsamling meddele, at kabelfødenettet nu var forstærket sådan, at man med undtagelse af strækningen fra værket til sydkassen ved Halsskovbroen kunne forsyne ethvert rimeligt krav i adskillige år i alt ca. tre gange nuværende belastning. I 1934 havde man 39,62 km fødeledninger, heraf var de 26,98 km kabler. Fordelingsledningsnettet var på 81,33 km; men heraf var kun de 3,55 km kabler.

I 1932 etablerede værket elektrisk gadebelysning for kommunen som omtalt andetsteds.

Ubådsmotoren 1933 I 1915 løb en engelsk ubåd E.13 på grund ved Saltholm. Den blev beskudt af tyske krigsskibe og bugseret ind til København, hvor den blev hugget op.

Motoren, en 600 HK Armstrong dieselmotor, kom

600 HK Armstrong diesel­ motor fra den engelske ubåd E.13 med Titan dynamo.

Taget i brug 1934.

31

til Århus Elværk. I 1933 havde man ikke længere brug for motoren i Århus og udbød den til salg gennem en københavnsk ingeniør for 9000 kr. inkl. en Titan 445 kW dynamo og reservedele samt en hovedmåler for 300 kr.

Korsør Elværk havde brug for en reservemaskine for 1100 HK motoren, og sammen med ingeniøren beså folk fra værket motoren i Århus i oktober 1933. Man købte den for de 9300 kr. som beset på stedet. Hertil skulle lægges udgifter til transport, opstilling m.m. Da motoren var kommet til Korsør, hvor den skulle anbringes på den solgte 120 HK motors plads, viste det sig, at der i den ene halvdel af krumtapakslen var et så ondartet brud, at det ikke kunne repareres. Man var klar over, at man juridisk stod svagt, men appellerede til Århus Elværks kulance og håbede, at det ville betale halvdelen af en ny aksel. Man troede, at forudsætningen for salget var, at maskinen var i brugbar stand. Århus var ikke kulant. Maskinen, der blev taget i brug i 1934, stod Korsør Elværk i i alt ca.

39.000 kr., ca. 20.000 kr. mere end beregnet.

Endnu et frieri til Slagelse I januar 1934 skrev elværkets bestyrelse til Slagelse elværksudvalg om samarbejde mellem de to byer via en højspændingsledning. Korsør havde maskineffekt i overskud, mens Slagelse manglede 700 kW. Fordelen ved et samarbejde var, at værkerne kunne supplere hinanden i den daglige drift og hjælpe hinanden ved havari. Man enedes om at lade cand.polyt. P.A. Pedersen, København, udarbejde et projekt til samarbejde.

Projektet forelå i maj 1934. Pedersen vurderede, at værkerne med et samarbejde havde maskinkraft nok til 1940, hvor et af værkerne måtte udvide, formentlig Slagelse, der havde mest plads. Beregninger over anlægs- og driftsudgifter viste, at de to værker med en 25-årig overenskomst om et ret udviklet samarbejde fik en relativt lille fortjeneste.

32

Foruden højspændingsledningen var der udgifter til transformerstation og omformeranlæg samt anlægsarbejder. I august 1934 meddelte Korsør Elværk Slagelse, at man ikke mente, at tidspunktet var inde til et samarbejde; fortjenesten var for lille i forhold til anlægsudgifterne.

I maj 1935 kom spørgsmålet om samarbejde op igen, da Margarinefabrikken ønskede at forhandle om levering af strøm til fabrikken. Samarbejdet kunne ske med udgangspunkt i den allerede eksisterende ledning fra Slagelse Elværk til Slagelse Oplandsforsyning eller med en helt ny ledning mellem byerne. Der blev atter udarbejdet et projekt, denne gang af ingeniør Hjorth. Ud fra dette konkluderede Slagelse, at der ikke var nogen forbedringer i Slagelse Elværks favør i forhold til tidligere beregninger; men man ville gerne støtte Korsør ved at føre en ledning fra Slagelse Oplandsforsynings ledningsnet til Margarinefabrikken, forudsat at den blev forrentet og amortiseret under hensyn til, at den skulle tjene som reserve eller eventuel natforsyning.

I juli meddelte Slagelse, at man frem for samarbejde havde besluttet at udvide sit eget maskinanlæg, og et par dage senere fjernedes en af grundene til samarbejdet, da Margarinefabrikken meddelte, at den kørte videre med eget anlæg, fordi man fandt elværkets tilbud på leverance af strøm for dyrt.

Omformer fra Thomas B. Thrige opstillet 1936.

Reyrolleanlæg leveret af Laur. Knudsen, opstillet 1936.

Forsyning af Margarinefabrikken og Glasværket I november 1935 kom der endnu engang en henvendelse fra Margarinefabrikken, og denne gang førte forhandlingerne frem til en kontrakt i februar 1936. Elværket skulle levere trefaset vekselstrøm, 380 volt, fra en transformerstation ved fabrikken.

Denne ensrettede selv den modtagne vekselstrøm til jævnstrøm. Midlertidigt leveredes strømmen til lys og mindre motorer som jævnstrøm. På elværket installeredes en 1000 kVA vekselstrømsgenerator til 1100 HK motoren, en motorgenerator (omformer med tilhørende transformator), reyrolle, tavler mv. Fra værket lagdes et 10 kilovolt jordkabel til fabrikkens transformerstation, hvorfra værket også måtte forsyne andre forbrugere. Strømleverancen startede 15.10.1936.

Vekselstrømsgeneratoren, motorgeneratoren, transformeren til denne samt transformeren til Margarinefabrikken blev leveret af Thrige, tavleanlægget mv. af Laur. Knudsen. I et brev til byrådet i november 1935, hvor elværket opregnede dets samlede anslåede udgifter til anlægget, 137.500 kr., sagdes, at værket ikke ville få nogen stor fortjeneste ved arrangementet; men det gav værket lejlighed til at få installeret vekselstrøm, der med en by af Korsørs udstrækning ville blive aldeles nødvendig.

Mens det havde taget flere år at få et samarbejde i stand med Margarinefabrikken, gik der kun en måned med at få en kontrakt på plads med Korsør Glasværk, der startede produktionen i 1937.

Kontrakten var klar til underskrift i august 1936.

Forsyningen lignede meget forsyningen til Margarinefabrikken. Værket kunne bruge de samme maskiner mv., der var indkøbt for at forsyne Margarinefabrikken. Der måtte dog købes to transformere (fra Thrige) og to reyrolle (fra Laur. Knudsen). Der skulle lægges et 10 kilovolt kabel til Glasværket, og et jævnstrømskabel skulle forlænges til fabrikken. Strømmen leveredes som trefaset vekselstrøm, 380 volt, til en transformer på Glasværkets grund. Desuden leveredes 2×220 volt jævnstrøm som reserve for ca. 70 HK. Glasværket havde ret til ved jævnstrøm at oplade et mindre batteri til drift af max.10 HK. Elværket havde ret til at forsyne andre forbrugere fra transformerstationen på Glasværket.

De nye tilslutninger betød en stærkt stigende produktion, 17,5% fra 1935 til 1936, hvor produktionen var 1.550.793 kWh. Fra 1936 til 1937 steg produktionen 56%. Indtægtsstigningen var relativt mindre. Man havde også måttet give Glasværket en fordelagtig kontrakt.

33

Aktieselskabet og kommunen Elværkets forhold til kommunen var bestemt af flere faktorer. Dels var kommunen forbruger hos værket, dels var værket et koncessioneret selskab.

Private elværker og andre lignende selskaber, der havde monopol på udbud af en bestemt vare eller tjenesteydelse inden for et nærmere defineret geografisk område, havde bestemte forpligtelser, betalte normalt en afgift og var oftest underkastet priskontrol. Byrådet havde den højeste myndighed; men sagerne gik ofte gennem dets tekniske udvalg og den administrative leder af de tekniske anliggender, stadsingeniøren. Bystyret var konservativt til 1917, derefter socialdemokratisk.

Koncession 1904 Da initiativtagerne til Korsør Elværk i maj 1904 bad byrådet om koncession på drift og anlæg, startede teknisk udvalg med at indhente erklæringer fra en driftsbestyrer i København og fra stadsingeniør Lundbye. Desuden forhørte man sig hos gasværksudvalgene i Køge og Slagelse. Hovedproblemet for kommunen var, hvorledes oprettelsen af et elværk ville påvirke forbruget af gas, som jo leveredes fra det kommunale gasværk. Konkurrencen ville dengang ligge på lysforbruget.

Den københavnske driftsbestyrer var fortaler for elektricitet, som han fremhævede som uforurenende, let at tænde og slukke og bedre at økonomisere med. Han kunne ikke udtale sig præcist om følgerne for lysgasforbruget. Dette var Lundbye imidlertid overbevist om ville falde, om end kun lidt i begyndelsen. De to gasværksudvalgs syn på sagen var ret optimistisk.

Mange af byrådsmedlemmerne frygtede en nedgang i kommunens indtægter og fik sendt sagen tilbage til teknisk udvalg. Nogle var også inde på tanken om, at kommunen selv skulle oprette et elværk. Kun V. Kähler, støttet af R. Petersen, gik helhjertet ind for et privat elværk og bemærkede, at han ikke kunne se, at det var byrådets opgave at få presset det alleryderste ud af borgernes lommer til fordel for gasværket. Han mente, byrådet burde være imødekommende, da et elværk 34

ville blive en fordel for mindre håndværkere med hensyn til drivkraft og en behagelighed for mange med hensyn til belysning.

Byrådet endte sine overvejelser med at give tilladelse til anlæg af elværk, mod at dette benyttede gas fra det kommunale gasværk som drivkraft.

23.7. og 3.8. kunne henholdsvis byrådet og aktieselskabet underskrive en overenskomst, der var forhandlet igennem med teknisk udvalg. Den gav selskabet ret til at anlægge og drive et ”elektrisk Lysanlæg” i Korsør indtil 31.12.1924, hvorefter kommunen kunne overtage det. Selskabet fik ikke monopol; men kommunen måtte ikke selv anlægge eller drive et konkurrerende værk. Selskabet var forpligtet til at forsyne alle inkl. kommunen med strøm, hvis anlægget kunne magte det, og hvis folk betalte. Værket skulle have reservemaskiner i tilfælde af nedbrud.

Der var begrænsninger i masternes art og placering, installationer hos forbrugerne skulle anmeldes til kommunen, og stadsingeniøren skulle føre tilsyn med værket. Selskabet kunne ikke frit træffe aftaler med Statsbanerne, som kommunen havde overenskomst med om levering af gas til belysning, og byrådet skulle godkende maksimaltakster. Endelig skulle værket som nævnt udelukkende bruge kommunegas som drivkraft. Dette betragtede elværket som en påtvungen afgift til kommunen. De forpligtelser, der var indeholdt i overenskomsten, var almindelige for privatforetagender, der fik koncession på at drive elværker.

Allerede i slutningen af 1904 ønskede Statsbanerne levering af lyselektricitet, og det krævede en forhandling med kommunen. Byrådet stillede som betingelse, at elværket brugte gas til fremstilling af den pågældende strøm, og at kommunen afgjorde den geografiske udstrækning af leverancen. Nu ville byrådet kun tillade forsyning til jernbaneterrænet og remisen, men ikke de øvrige bygninger.

Værket ville have uindskrænket ret til at levere.

Først hen på sommeren 1905 havde parterne forhandlet sig til rette, og overenskomsten blev forsynet med et tillæg, der gav elværket tilladelse til

Elektriske lysekroner i aulaen på Halskovskolen, indviet 1923. Foto Axel Graae.

at levere lyselektricitet til Statsbanerne til belysning af baneterræn med bygninger i det omfang, Statsbanerne ønskede det. Tillægget til overenskomsten gjaldt, så længe som Statsbanerne var bundet af kontrakten med kommunen om brug af kommunens gas til belysning, dvs. til 1.2.1927.

Elværket skulle betale overpris til kommunen for den gas, værket brugte til fremstilling af lys til Statsbanerne.

Ny overenskomst 1911 Da elværket i 1911 ønskede at udvide sin maskinpark med en dieselmotor, kunne det ikke ske uden en ændring i overenskomsten med kommunen. Værket så også gerne en aftale, der både tog hensyn til samfundets øgede behov for strøm og var i overensstemmelse med lovgivningen på elområdet. For at få amortiseret den kapital, man

måtte låne for at få råd til udvidelsen, måtte aktieselskabet desuden være sikker på at kunne drive værket længere end til 1924. Man bad derfor teknisk udvalg om at få koncessionen forlænget til 31.12.1944. Kommunen skulle dog stadig kunne overtage værket efter 1924.

Kommunen ville miste indtægt på gassalg, hvis værket valgte en dieselmotor frem for yderligere en gasmaskine. Værket tilbød derfor at betale en fast overpris, senere ændret til en vis procentdel af værkets bruttoindtægt på lyselektricitet. Kommunen ville have procentdelen ganske betydeligt forhøjet. Værket kom med et kompromisforslag, som kommunen ændrede lidt til egen fordel. Efter at der var forhandlet siden februar 1911, kunne den nye overenskomst, der skulle træde i kraft 1.7.1912, underskrives af byrådet 10.10. og af elværksbestyrelsen 23.10.1911.

35

Elværket skulle til kommunen betale 4% af bruttoindtægten af lys- og motorelektricitet, 13% af bruttoindtægten af Statsbanernes forbrug af lyselektricitet, så længe kommunens kontrakt med Statsbanerne var gældende, samt et kontant årligt beløb på 1200 kr., som nedsattes med 200 kr. om året og altså bortfaldt i 1917. I den årlige afgift skulle fradrages 2 ½ øre for hver kubikmeter gas, værket havde brugt i det forløbne år fra gasværket. Aktieselskabet fik ret til at drive elværket til 31.12.1944 og ved fremtidige udvidelser at anvende hvilken som helst drivkraft, der fandtes formålstjenlig. Til gasmaskinerne måtte dog fortsat kun bruges gas fra Korsør Gasværk.

Kommunen var vist egentlig ret godt tilfreds med ordningen. 20.9.1911 skrev stadsingeniør Lundbye, at elværkets afgift utvivlsomt ville stige, ”og denne faas samtidig med en haardt tiltrængt Aflastning af Gasværket, der da vil kunne klare sig endnu en Del Aar inden Ombygning”. Kommunen havde tænkt sig, at elværket, der betalte en lav pris for gassen, skulle aftage gasværkets overproduktion, og dette på gunstige tider for gasværket.

Der var imidlertid flere misteltene, kommunen havde glemt at tage i ed ved overenskomsten.

Elværket klarede normalt driften med den nye dieselmotor; men gasmaskinerne blev brugt som reserve. Når dieselmotoren var ude af drift, skulle gasmaskinerne klare hele forsyningen. Dette medførte, at gasværket for at kunne levere måtte opfyre en retortovn ud over de to, der normalt klarede byens gasforbrug. Opfyringen af en ovn tog mindst en uge. 20.11. til 18.12.1914 havde gasværket på grund af elværket måttet holde en ovn svagt opfyret konstant. Kommunen havde måttet tage forbehold for de tilfælde, hvor der ud over byens forsyning ikke kunne ske fuld leverance til elværket, og dette var elværket ikke tilfreds med.

Gasmaskinerne havde ikke straks kunnet indsættes som reserve, fordi gasværket ikke kunne levere gassen med kort varsel.

Da elværkets forbrug af gas var meget uberegneligt, netop fordi gasmaskinerne kun brugtes som reserve, var det dyrt for kommunen. Kommunen tabte desuden på, at elværkets betaling for gassen var et fast beløb, der var uafhængigt af prisen på gaskul. Stadsingeniøren skrev i 1915 til teknisk udvalg, at ”I Virkeligheden kan Selska36

bet efter den bestaaende Overenskomst benytte Gassen, naar dette særligt er i Selskabets Favør”.

Lundbye havde, da overenskomsten blev sluttet i 1911, gjort opmærksom på, at elværket kunne anlægge en driftsmåde, der kunne påtvinge kommunen en generende leveringspligt. Derfor var der i overenskomsten blevet indført en passus om, at kommunen ikke havde andre forpligtelser over for elværket end over for andre gasforbrugere.

Tilføjelse til 1911 overenskomsten Det var ikke kun kommunen, der havde problemer.

Elværket var også utryg ved, at man ikke kunne være sikker på at få den nødvendige gas. Problemet blev accentueret under 1. Verdenskrig, hvor elværket ikke kunne få tilstrækkeligt med olie til sin dieselmotor. Derfor ønskede man at drive den ene af maskinerne med sugegas. Lundbye gjorde opmærksom på, at dette ikke umiddelbart kunne lade sig gøre, da overenskomsten jo krævede, at værkets gasmaskiner kun måtte drives med kommunegas.

Elværket sendte 2.6.1915 en anmodning til teknisk udvalg om delvis overgang til sugegas. Sagen sendtes frem og tilbage mellem udvalget, stadsingeniøren og byrådet, og der førtes forhandlinger med elværkets bestyrelse. Først den 4.9. kunne byrådet meddele tilladelse til at bruge sugegas som drivkraft til 100 HK gasmaskinen på betingelse af, at sugegasværket stilledes i reserve, og at gasmaskinen kun blev drevet med sugegas, når dieselmotoren var ude af drift. Denne tilladelse blev føjet til overenskomsten fra 1911.

Elværket kunne kun være tilfreds med bestemmelsen i betragtning af, hvilke forslag der havde været fremme under forhandlingerne. Stadsingeniøren ville have haft rettighederne til at bruge sugegas betinget af, at gasmaskinen kun måtte drives med sugegas, når gasværket ikke ønskede at forsyne. Elværket burde desuden forpligtes til at fordele sit forbrug fra gasværket så jævnt som muligt og særligt aftage gas om sommeren. Den pris, værket skulle betale for gassen, skulle stige proportionalt med kulpriserne. Lundbye blev dog klar over, at elværket ikke kunne presses for hårdt, for værket havde det trumfkort, at man i stedet kunne købe en ny dieselmotor, hvilket overenskomsten gav lov til.

Under forhandlingerne havde elværket selv foreslået som betingelse for at måtte benytte sugegas, at det betalte forhøjet afgift til kommunen.

Da sagen behandledes i byrådet, var den generelle holdning, at kommunen jo havde regnet med at skulle tjene på elværkets gasforbrug, og at kommunen var blevet taget ved næsen. Et byrådsmedlem var ret forstående over for elværkets problemer.

Det var Wøldike, der i 1919 for øvrigt blev medlem af elværkets bestyrelse. Han mente, at elværket ikke kunne være tjent med at have det kommunale gasværk som eneste reserve. På den anden side var det en fordel, at elværket bibeholdt sine gasmaskiner, til kommunen engang skulle overtage værket, for så havde den gassen billigt. Det var Wøldike, der affattede den bestemmelse, der blev føjet til overenskomsten. Såvel byråd som elværk kunne tiltræde forslaget, elværket ønskede dog en præcisering af formuleringen, således at elværket ikke blev udelukket fra at bruge kommunegas til gasmaskinen.

Elværket og Socialdemokratiet Under byrådets forhandlinger om sugegasansøgningen i 1915, bemærkede socialdemokraten Grevsen, borgmester fra 1917, at han godt kunne tænke sig at gå i gang med forhandlinger om kommunens overtagelse af elværket. Hans partifælle Jacob Larsen støttede ham ved at lufte tanken om, at kommunen overtog værket tidligere end beregnet. Socialdemokratiet betragtede elektricitet som et alment gode, som private ikke skulle tjene på.

Partiet havde ikke noget imod, at kommunerne som ejere af forsyningsvirksomheder tjente på disse, for det indtjente kunne bruges på de økonomisk tunge områder som socialvæsen, skolevæsen og hospitalsvæsen.

Der gik dog mange år, før socialdemokraterne i Korsør igen talte om kommunens overtagelse af værket. Borgmester Grevsen takkede således på elværkets generalforsamling i 1918 på byens vegne for det gode samarbejde, og for at byen på grund af bestyrelsens imødekommenhed havde været bedre stillet med lys i den forløbne krigsvinter end mange andre byer. Elværkets formand, Jepsen, takkede til gengæld byrådet og særligt borgmesteren for velvillig og hurtig sagsbehandling.

Da elværket i 1918 bad byrådet om tilladelse

til at forhøje elprisen, krævede socialdemokraten P.K. Thomsen yderligere dokumentation for netop den ønskede forhøjelses nødvendighed. Fire andre socialdemokrater stemte sammen med Thomsen for sagens udsættelse. Grevsen og Jacob Larsen undlod at stemme. Socialdemokraten Kjærgaard var fraværende. Han sagde ved andenbehandlingen, hvor alle stemte for forhøjelsen, at med hans kendskab til elværket var han ikke i tvivl om forhøjelsens berettigelse. Han var på dette tidspunkt revisor for elværket.

Da formanden for elværket på generalforsamlingen i 1921 bebudede en snarlig nedsættelse af strømpriserne, antydede Kjærgaard, at hvis elværket ikke selv havde taget dette skridt, ville andre – underforstået kommunen – sikkert være fremkommet med et forslag. Kommunens problem var dog, at den holdt gaspriserne høje. Det var derfor svært at begrunde et krav om elprisernes nedsættelse.

Fornyelse af overenskomsten i 1927 Elværkets overenskomst med kommunen udløb 31.12.1924. Den løb herefter videre, indtil en af parterne opsagde den med et halvt års varsel. På et bestyrelsesmøde 27.9.1924 vedtog man, at formanden skulle skrive til byrådet om en forlængelse. Dette skete tilsyneladende ikke.

Kommunen havde faktisk overvejet at overtage værket kort efter overenskomstens udløb. I 1925 havde borgmesteren og enkelte medlemmer af teknisk udvalg haft en samtale med cand. polyt. F.H. Krebs fra København. Han tilbød sit firma som teknisk konsulent til vurdering, projektering etc.

Grevsen afslørede også senere, at byrådets socialdemokratiske gruppe havde ønsket at føre værket ind under kommunal drift, men havde måttet lade tanken hvile foreløbigt på grund af de mange penge, det krævede.

På elværkets generalforsamling i 1926 udtrykte borgmester Grevsen sin forbavselse over, at værket ikke havde gjort noget for at få koncessionen fornyet. Han mente, det måtte være vanskeligt for værket at arbejde, når koncessionen kunne opsiges med et halvt års varsel. Formanden svarede, at det naturligvis var i værkets interesse at få overenskomsten bragt i orden; men for øvrigt blev værket drevet således, at det altid ville kunne afleveres til kommunen med et halvt års varsel.

37

Først den 1.2.1927 tog bestyrelsen sagen op og vedtog at forhandle med byrådet om ændringer i overenskomsten. Et møde fandt sted 15.2. Her blev elværket bedt om at udarbejde et forslag til ny overenskomst. Det skulle dog som udgangspunkt regne med, at kommunen burde have en koncessionsafgift på 20.000 kr. Elværket mente ikke at kunne betale et sådant beløb, da det også skulle tage hensyn til udbytte til aktionærerne og elprisen.

Elværket sendte hurtigt et udkast, som imidlertid først blev besvaret af byrådet i oktober.

Udkastet blev udgangspunkt for efterfølgende forhandlinger. De ønsker, elværket havde til overenskomsten, kom stort set med i den endelige aftale, der blev underskrevet af byrådet 5.12.1927 og af elværket 1.2.1928.

Elværket fik nu eneret frem til 31.12.1944 til at forsyne Korsør by og omegn; tidligere havde det kun haft tilladelse. Derfor kunne det heller ikke nedlægge forbud, men kun udtale sin principielle modvilje mod en ansøgning fra Forskønnelsesselskabet til byrådet i 1923 om tilladelse til at købe strøm fra Slagelse Elværk til Sommerlyst. I 1924 måtte man tage kontakt til Slagelse Elværk for at forhindre, at Slagelse Oplandsforsyning efterkom en eventuel henvendelse fra Kählers Teglværk om strømleverance. Vald. Kähler var åbenbart utilfreds med, at han ikke kunne få leveret strøm til teglværket til anden takst end normaltaksten for motorelektricitet.

For den tildelte eneret skulle betales en årlig afgift til kommunen på 7% af værkets bruttoindtægt af lys- og motorelektricitet, gældende fra 1.7.1927, dvs. fra det tidspunkt hvor kommunens kontrakt med Statsbanerne om levering af gas til lysbrug udløb. Måske havde elværket netop ventet med at få koncessionen fornyet, til dette særlige forhold var ude af verden.

Kommunen ville alt i alt få ca. 2000 kr. mere i afgift om året. Elværkets betingelse for at foreslå afgiften på de 7 %, var, at de gældende elpriser skulle approberes som maksimalpriser – elværket var på dette tidspunkt udsat for et massivt pres for at få elprisen sat ned. Overenskomsten gav elværket ret til at anvende hvilken som helst drivkraft, det måtte finde formålstjenligt.

38

Overenskomsten indeholdt også en bestemmelse om, at kommunen påtog sig at holde allétræer beskåret, så de ikke generede ledningsnettet. Bestemmelsen var sikkert affødt af, at værket og kommunen i 1926 var uenige om en betaling på 41 kr. for beskæring af træer på Møllebjergvej, der generede lysledningerne. Teknisk udvalg ville ikke betale, da det var kommunen uvedkommende, om træerne rørte ledningerne, for træerne tog ingen skade. Elværket mente, at det afgørende måtte være, om træerne var plantet før eller efter ledningernes opsætning.

Byrådet kunne først opsige overenskomsten pr. 1.7.1937 og derefter hvert femte år med seks måneders varsel. Formanden for teknisk udvalg, socialdemokraten Carl Petersen komplimenterede elværket for den ”Redebonhed” og forståelse, det havde vist under forhandlingerne.

Elværket og Grevsen Grevsen var som borgmester og samtidig redaktør af Korsør Social-Demokrat i lidt af et dilemma, også i forholdet til elværket. Den socialdemokratiske avis skulle gerne holde fanen højt over for højrekræfterne i byen, bl.a. repræsenteret ved Korsør Avis.

I 1928 kørte Korsør Social-Demokrat en længerevarende læserbrevskampagne mod de høje elpriser i Korsør. Et af indlæggene slog på, at ”Naar Byraadet nu engang har forskrevet vore Sjæle til Elektricitetsværket i Korsør, saa maa det ogsaa være Byraadets Pligt at virke for en betydelig Nedsættelse af Prisen”. Et andet opfordrede kommunen til at overtage værket. Jo længere tid, der gik, jo dyrere blev det. Redaktionens kommentarer gik på, at forbrugerne havde ret i deres klage, at elværket under forhandlingerne om den nye overenskomst havde stillet en prisnedsættelse i udsigt, og at avisen var forvisset om, at byrådet ”vil tale til Bestyrelsen med en Røst, der ikke lader sig overhøre”, hvis prisen ikke blev sat ned.

Elværkets formand, Jepsen, svarede, at han var klar over, at det var byens borgmester, der ledede slagets gang, og han fandt kampagnen mærkelig i betragtning af den overenskomst, der lige var indgået. Grevsen mente ikke, at de par tusind kroner mere i afgift, elværket skulle betale ifølge overenskomsten, skulle have nogen indflydelse på værkets prispolitik.

Det virker, som om Grevsen, efterhånden som kampagnen skred frem, ændrede holdning. I begyndelsen var han helt på sine læseres side, senere begyndte han i sine redaktionelle kommentarer sagligt at besvare de stillede spørgsmål. Hvad lå der bag kampagnen? Var det Grevsens måde at gøde jorden på, før byrådet tog en sag op ? Eller var der snarere tale om, at Grevsen i den socialdemokratiske presse ikke kunne imødegå sine tilhængere, der givet var utilfredse med elpriserne? Han var derfor først loyal mod dem, og senere satte han dem lidt på plads. Læserbrevene var indirekte et angreb på den overenskomst, byrådet lige havde sluttet med elværket, og hvor Carl Petersen havde rost elværket til skyerne.

Korsør Avis var ganske tavs i denne sag, selv om dens redaktør, Adam Jensen, næsten på hver eneste generalforsamling i elværket jamrede over de høje elpriser. Der var ingen grund til, at han blandede sig, når andre talte hans sag, og han kunne jo ikke blande sig uden at løbe Social-Demokratens ærinde.

Der var ingen tvivl om, at elværket var påvirket af kritikken. Ikke alene følte Jepsen sig foranlediget til at svare, han havde også sat driftsbestyrer Krause Thomsen til at undersøge, hvem læserbrevsforfatterne var, og om elværket havde noget på dem.

Umiddelbart efter at Grevsen var fratrådt som redaktør, blev Korsør Social-Demokrat igen brugt mod elværket, denne gang i forbindelse med Dansk Arbejdsmands Forbunds strejke mod elværket i 1930-31, som er omtalt udførligt nedenfor. Atter påtog Social-Demokraten sig rollen som borgernes talerør over for kommunen mod elværket. Strejken medførte, at dele af byen var ufremkommelig på grund af opgravning, og avisen argumenterede flere gange for, at byrådet for borgernes skyld måtte skride ind over for elværket. Dette skete også på et tidspunkt, da kommunen for elværkets regning lod gaderne istandsætte. I denne sag tog Korsør Avis kraftigt til genmæle; den forsvarede elværket og angreb arbejderne for først at have standset arbejdet efter at være gået i gang med det. Spørgsmålet om de problematiske færdselsforhold og byrådets indgriben var ikke det primære for denne avis.

Ønske om forlængelse af overenskomsten Da Korsør Elværk begyndte at overveje at indgå kontrakter med andre strømleverandører om hel eller delvis overtagelse af forsyningen til Korsør, kunne det pege på flere problemer i forholdet til kommunen. For det første kommunens stilling til den anden leverandør, hvis kommunen overtog værket. For det andet aktieselskabets mulighed for at finde en leverandør, der ville binde sig på et usikkert grundlag med hensyn til ejerforhold. For det tredje selskabets lyst til at binde sig til en lang kontrakt, hvis man ikke kunne være sikker på, at samarbejdet ville vare en rimelig tid. Og for det fjerde aktieselskabets manglende aktiver i form af maskiner, der kunne sælges til kommunen ved dennes overtagelse.

Da elværket havde udvidet med den store dieselmaskine i 1931 og havde udvidet ledningsnettet, havde det et afgørende ønske til kommunen. Man ville gerne have forlænget koncessionsperioden, fordi det var vanskeligt at disponere teknisk rigtigt med den udvikling, der skete på elområdet, jo nærmere man kom tidspunktet for koncessionens udløb. I september 1931 rettede man henvendelse til kommunen. Denne mente, at teknisk udvalg burde søge bistand i sagen, da ingen af udvalgets medlemmer tidligere havde været med ved overenskomstforhandlinger med elværket.

Der blev uvist af hvilken grund ikke sluttet en ny overenskomst, selv om sagen nævntes helt frem til februar 1932. Et overenskomstudkast i sagen viser, at man havde forestillet sig, at der i overenskomsten skulle tages højde for køb af vekselstrøm udefra, og at overenskomsten skulle være uopsigelig frem til 1.7.1950 og koncessionen løbe til 31.12.1964.

Kommune og havn som elværkets kunder Kommunen og havnen kunne lægge et vist pres på elværket; dels var de relativt store kunder, dels var kommunen koncessionsgiver.

I 1925 ønskede havneudvalget prisen for lyselektricitet til havnens kaj- og gadebelysning nedsat. Elværket tilbød at levere strømmen til 25% under dagsprisen på 60 øre. Havnen var ikke tilfreds, og resultatet blev, at strømmen blev leveret til 35 øre pr. kWh. Havnen fik gradvist udvidet sit forsyningsområde. I 1927 blev der etableret kaj39

Elektrisk belysning af kajgaden og den fjerde Halsskovbro, indviet 1925. Broens maskineri blev drevet af elektricitet. I baggrunden ses Rasmusens elektriske kulkran. Foto Axel Graae.

belysning fra Halsskovbroen til ballastpladsen. I 1930 blev der lagt strøm til den nye benzinhavn.

Her havde elværket først kalkuleret med, at havnen betalte 12.000 kr. for tilslutningen, små fem måneder senere sattes prisen til ca. 9000 kr. Havnen endte med at betale 6000 kr.

I 1925 forespurgte teknisk udvalg, hvad elværket skulle have for at etablere forbindelse til vandværket og levere strøm. Elværket tilbød at levere strømmen som motorelektricitet ved overgang til fuld eldrift til 20 øre pr. kWh (normalpris 35 øre) med et årligt forbrug på 65.000 kWh. Desuden skulle anlægsudgifterne betales. Vandværket fandt ikke tilbudet tilfredsstillende, og i 1927 lavede vandværket sit eget elværk.

I 1929 mente byrådet, at kommunen som storforbruger af strøm måtte kunne få rabat. Elvær40

ket tilbød 10% rabat på den ordinære lyspris for indendørs belysning.

I 1931 forhandlede elværket med sygehusudvalget om billig elektricitet til kraft og lys til medicinsk brug. Elværket tilbød for en fast årlig afgift plus en elpris på 10 øre pr. kWh at levere strøm til tre buelampeserier og to røntgenomformere samt opladning af to akkumulatorer. For den øvrige motorelektricitet skulle fortsat betales 30 øre.

Elektrisk gadelys I byerne bibeholdtes gassen til gadebelysning til efter 1. Verdenskrig. I 1920 fandtes gasgadelys i næsten alle byer med gasværk. De første elektriske glødetrådspærer var for dyre og for kortlivede til at tage konkurrencen op med gassen. En del pladser og store gader fik dog lys fra kraftige

Tegning af gittermast til kajbelysning 1926.

kulbuelamper. Da halvwattlampen, en gasfyldt metaltrådslampe, kom frem, fik man en meget kraftigere pære end alle tidligere glødelamper, og i løbet af få år erstattede den først kulbuelampen og derefter gaslygten.

Mens Korsør havns område omkring 1930 blev oplyst ved elektrisk lys, blev Korsørs gader oplyst af 247 gaslygter, langt fra til alle borgeres begejstring. Da Korsør elværk havde anskaffet sin store dieselmotor i 1931, havde man overkapacitet, og denne ønskede man at udnytte ved at sælge elektrisk gadebelysning til kommunen. Allerede i fe-

bruar 1931 havde driftsbestyrer Krause Thomsen regnet på det nødvendige antal lampesteder, og i september indsendte værket et tilbud til byrådet med angivelse af lampesteder, tænding, anlægsudgift, ejerforhold, vedligeholdelse og strømpris.

Både teknisk udvalg og byrådet var positivt stemt, men mente, at det var nødvendigt med økonomisk og teknisk bistand udefra. Et af de forhold, der også skulle tages i betragtning, var prisen for gasbelysning set i forhold til prisen for elbelysning. Skulle der produceres mindre gas, kunne man spare brændstof, mandskab og materialer på gasværket. Stadsingeniøren kalkulerede med en besparelse på gasværket, der næsten svarede til prisen for elbelysning eller var en anelse højere.

Desuden ville elbelysningen give mere lys på gaderne.

Som sagkyndig antog kommunen elektroingeniør, cand. polyt. J. Søeborg fra København. Denne gennemgik elværkets projekt og kom i januar 1932 med en lang betænkning og et ændringsforslag, der betød mindre anlægskapital og mindre driftsudgifter. Søeborg foreslog, at der, hvor der skulle opstilles nye master, kunne bruges imprægnerede træmaster på de sekundære veje i stedet for de gittermaster, elværket havde foreslået. Han mente, at 414 lamper med effekt 39,27 kW var tilstrækkeligt. Elværket havde foreslået 529 lamper med 47,83 kW effekt. Han tilrådede at bruge 100, 200 og 300 watt armaturer, elværket havde kalkuleret med 60, 75, 100, 150, 200 og 300 watt. Søeborg hævdede, at lamperne med den lille strømstyrke kun ville lyse direkte ned, så der blev mørkt mellem lamperne. Han foreslog til gengæld for lampernes større styrke, at de på sekundære veje blev placeret med større afstand. Han fandt elværkets forslag til middelbrændetid for ødselt.

Søeborg sluttede med at anbefale byrådet at presse elværket, da det havde brug for at kunne sælge mere strøm på grund af dets maskinudvidelse. Teknisk udvalg havde nogle ændringsforslag, som Søeborg accepterede. Netop for at kunne presse værket lod kommunen i den følgende tid spørgsmålet om den elektriske gadebelysning omgærde med megen hemmelighedsfuldhed. Sagen blev således behandlet for lukkede døre i byrådet.

Byrådet besluttede, at sagen skulle fremmes, og der blev nedsat et forhandlingsudvalg bestå41

Algade i 1930’erne med elektrisk gadelys i tværophæng over gaden. Bag husene t.v. føres de elektriske ledninger på master.

ende af teknisk udvalg samt borgmesteren og den konservative Jørgen Rasmusen. Senere nedsatte dette udvalg et underudvalg, der forhandlede med elværket om detaljerne.

13.4.1932 havde man forhandlet sig frem til enighed, bl.a. om at elværket skulle lave anlægget for kommunen for 104.000 kr., og at det med alt tilbehør blev kommunens ejendom, undtagen allerede eksisterende master, en stige, elværket anskaffede, samt målere. Elværket varetog vedligeholdelsen mod betaling, og kommunen betalte ud over forrentning og afdrag af anlægssummen for forbruget af elektricitet efter måler. Elværket skulle ikke betale koncessionsafgift til kommunen af dennes og havnens gade- og kajbelysning.

Lampeantallet var reduceret til 387, hvoraf de 175 også skulle brænde om natten. Såvel antallet af 42

lampesteder som natlampernes antal blev forøget lidt, kort efter at anlægget vat sat i gang. 1.9.1933 var antallet af lamper oppe på 417, altså noget nær det antal Søeborg havde foreslået.

Allerede 14.4.1932 vedtog byrådet forhandlingsresultatet. Det skulle åbenbart gå stærkt. Sagen blev behandlet uden for dagsordenen, og flere byrådsmedlemmer havde ikke set indstillingen før på selve mødet. Den blev vedtaget enstemmigt.

På elværkets generalforsamling 18.4. roste Jørgen Rasmusen værkets forarbejde til skyerne. Han sagde bl.a.: ”Det Forslag, Elektricitetsværkets Drifts­ bestyrer Krause Thomsen har udarbejdet, var et særdeles godt Grundlag ... det var mig en stor Fornøjelse at høre, at Værket havde Sagerne i Orden.

Det var ikke noget Sjakre-Tilbud, Værket mødte med til Byraadet – Planerne blev lagt på Bordet, og det var en rimelig Pris, der blev forlangt”.

Anlægget var færdigt 1.9.1932, og lysene tændtes første gang 2.9. I den anledning var elværket vært ved en middag på Klubhotellet for bl.a. byrådet. Den endelige overenskomst mellem kommunen og elværket om gadebelysningen blev underskrevet i oktober/november 1932. Anlægssummen var blevet 107.759,81 kr. Den forøgede pris skyldtes hovedsagelig ekstra lamper, kandelabre på Caspar Brands Plads og færdselssøjler på Landevejen.

Belysningen af de forskellige gader og pladser var ret forskellig. Et godt belyst område var Caspar Brands Plads. Her stod seks kvadratiske gittermaster (ud for anlægget, ved kiosken, ved Hotel Korsør, ved Asylet, ved ingeniørkontoret og ved hellen). Alle masterne havde to klare lamper, hver på 150 watt, og de brændte både aften og nat. Bevægede man sig til mere ydmyge steder, strålede lyset ikke så kraftigt. På Suhrsvej var der fire træmaster (ud for nr. 6, nr. 12, nr. 20 og nr. 26) og en rektangulær gittermast (ud for nr. 30). Lamperne ved nr. 6, 20 og 30 var aftenlamper, lamperne ved nr. 12 og 26 var natlamper. Alle masterne var forsynet med en opallampe på 60 watt. Kommunen havde valgt mere at følge elværkets end Søeborgs forslag med hensyn til lampernes lysstyrke.

Nogle lamper havde tværophæng og var fastgjort på husene. Det var især lamperne på Halsskovvej fra tunnelen til Halsskov Tværvej, i bykernen og på Skovvej. Både offentlige og private veje blev oplyst undtagen den private Ceresvej.

Gadelyset stråler på Caspar Brands Plads, og Hotel Korsør udnytter elektriciteten til at reklamere for sit navn.

I 1939 havde 42 provinsbyer og dele af København stadig gaslygter i gaderne.

Stadsingeniøren og elværket Som kommunens ledende tekniske embedsmand havde stadsingeniøren mange kontakter med elværket. Forholdet var ikke altid gnidningsløst.

Stadsingeniøren havde gasværket under sig og skulle gerne drive dette rentabelt. Stadsingeniør Lundbyes varetagelse af denne opgave kunne, som det er fremgået, ikke undgå at farve hans syn på elværket. Ørnholt, der afløste Lundbye i 1917, havde også kontroverser med elværket og især dets driftsbestyrer. I november 1924 henvendte Ørnholt sig til politiet, fordi der lå en elmast uden lysafmærkning i rendestenen på Revvej ved Suhrsvej, og en mand var faldet over den i mørket. Senere cyklede en dreng mod den og faldt på hovedet. Politiet bad elværket fjerne masten. Der var tale om en gittermast, der skulle erstatte en betonmast. Driftsbestyrer Krause Thomsen påstod, at politiet havde givet tilladelse til, at masten måtte ligge i rendestenen, og at der var lygte på den om natten.

Formanden for elværket bad formanden for teknisk udvalg om at henstille til stadsingeniøren at benytte en mere direkte klagevej, nemlig værket selv, før politiet blev indblandet. Stadsingeniøren

forklarede udvalgsformanden, at ”jeg tidligere høfligt har gjort Henstillinger, men faaet uhøfligt Svar, og naar Henstillingen ikke har frugtet, alligevel maattet gaa til Politiet”. Han ville gerne henvende sig til elværket, ”saafremt Formanden kan anvise sin Bestyrer at optræde høfligt”. Han fortsatte: ”Udvalget ved for øvrigt selv, hvor meget det hjælper at klage til Formanden eller Bestyreren, idet her tænkes paa, at endnu efter flere Aars Forløb er Skovhuset ikke repareret efter Værkets Installation”.

Stadsingeniør Ørnholt måtte have sadlet om i de følgende år, for i 1930 blev han medlem af elværkets bestyrelse. Dette gjorde situationen vanskelig. Elværkets bestyrelse oplyste godt nok på den generalforsamling, hvor Ørnholt blev valgt, at teknisk udvalg intet havde imod det; men i januar 1931 oplyste udvalget i et brev til elværket, at man havde bemyndiget et udvalgsmedlem til i forening med stadsingeniøren at varetage byens interesser i henhold til overenskomsten. Henvendelser skulle fortsat ske til stadsingeniøren, og svar ville komme fra ham, efter at han i nogle tilfælde først havde forhandlet med udvalgsmedlemmet.

Allerede samme år viste problemerne sig. Da elværket både bad om en ny koncession og tilbød at installere elektrisk gadelys, måtte kommunen hente en rådgiver udefra, da den hidtidige tek43

Elværkets kørestige i 1930’erne. Den blev anskaffet til brug ved gadelyset.

niske rådgiver, stadsingeniøren, var medlem af elværkets bestyrelse og ikke kunne deltage i forhandlingerne.

Anmeldelsespligt og autorisation I henhold til overenskomsten mellem kommunen og elværket skulle dette underrette kommunen om installationer. Der skulle indleveres anmeldelser og færdigmeldinger med nummer, adresse mv., og kommunen skulle have tegninger af anlægget.

I 1914 måtte stadsingeniøren i et brev til elvær-

44

ket konkludere, at ”det synes, som om Systemet er ved at glide ud i et vildt Kaos”. Mange anmeldelser manglede tegninger, færdigmeldingerne var ikke entydige, og tegninger, der var udlånt til værket i forbindelse med installationsudvidelser o.lign., var ikke tilbageleveret.

I 1905 vedtog byrådet at autorisere installatører, og det approberede et udkast til instruks.

Elektrikere, der ønskede autorisation som installatører, sendte ansøgning til byrådet, der derefter bad om elværkets anbefaling. I langt de fleste tilfælde blev anbefalingen givet. I 1928 bemærkede værket dog til en ansøgning fra byrådet, at man ikke havde noget at indvende mod den foreslåedes kvalifikationer, men tvivlede på, at der kunne eksistere tre installatører i Korsør. Denne holdning fastholdt værket i 1933, da man åbenbart havde fået en tredje installatør, og kommunen nu ønskede værkets anbefaling af en fjerde.

Ikke alle installatører var lige tilfredsstillende, og elværkets mellemværender med en installatør i begyndelsen af 1920’erne påvirkede forholdet til kommunen. Da installatøren nægtede at betale en gæld til værket, nægtede det at anvise målerplads og opsætte stik i hovedbygningen på Lilleøgården, som havnen ejede, da det var den pågældende installatør, der skulle stå for installationsarbejdet.

Stadsingeniøren mente, at det ikke var en holdbar situation, at elværkets private mellemværender influerede på en husejers ønske om at få stikledning.

Nogle måneder senere meddelte elværket installatøren, at ved stikledningsarbejder, han havde med at gøre, krævede værket betaling, før det gik i gang med arbejdet. Året efter standsede installatøren sine betalinger, og værket vedtog at indstille til byrådet, at autorisationen blev frataget ham.

Rådet gav ham dog en sidste chance efter indstilling fra teknisk udvalg.

Elværket måtte ikke selv udføre installationsarbejde, og skete det, blev det påtalt af byrådet.

Kommunens overtagelse af værket Beslutningen om, at kommunen skulle overtage elværket 1.7.1937, som kontrakten gav ret til, synes reelt at være blevet truffet senest august-september 1935, og de følgende forhandlinger i udvalg og byråd havde nærmest karakter af spil for galleriet. Aktieselskabets bestyrelse indstillede sig med det samme på det uundgåelige, og den havde ikke nødvendigvis noget mod at afstå værket. Da der blev afholdt generalforsamling i april 1937, blev det fremhævet, at salget ville komme til at ske på et fordelagtigt tidspunkt.

Det fremgår af et brev af 3.9.1935 fra ingeniør Søeborg, kommunens konsulent i elektricitetssager, at han i samråd med borgmesteren var ved at undersøge muligheden for en kommunal overtagelse, og han ønskede, at denne undersøgelse skulle deles mellem to. 26.9. skrev værkudvalget så til byrådet, at elværket kunne overtages fra 1.7.1937 efter opsigelse senest 31.12.1936. Samtidig foreslog udvalget enstemmigt, at der blev antaget sagkyndig bistand i denne sag.

Byrådet havde spørgsmålet til behandling 3.10., og det blev vedtaget at ansætte hjælp udefra, selv om udgiften på 4-5000 kr. vakte bekymring. Socialdemokraterne stemte for, de konservative undlod at stemme. Den konservative Jørgen Rasmusen fandt udgiften meningsløs; han troede ikke, at værket kunne overtages, og skulle dette endelig blive aktuelt, skulle der alligevel fortages en vurdering. Som medundersøger valgte man Søe­ borgs kollega fra Københavns Belysningsvæsen, ingeniør R. Johs. Jensen, og det var tanken, at de to ingeniører eventuelt senere skulle være kommunens opmænd.

I samme efterår forhandlede værket med Margarinefabrikken om levering af strøm. Det ville kræve, at elværket fik mulighed for at producere vekselstrøm, og udgifterne hertil ville blive så store, at fortjenesten kun ville blive begrænset.

Da værket fremsendte kontraktudkastet til kommunens orientering, søgte det derfor samtidig om

nedsættelse af koncessionsafgiften. Desuden ønskede værket, at kommunen ved en eventuel overtagelse skulle overtage det nye anlæg til anskaffelsesprisen. Kommunen imødekom begge ønsker.

Leverancer af vekselstrøm til lys ud over 1000 kr. skulle være fritaget for afgift, indtil salget nåede 400.000 kWh pr. år.

Byrådsbehandlingen Betænkningen fra de to ingeniører forelå i slutningen af marts 1936. De var nået frem til, at værket havde maskinkraft nok til 1941, at overtagelsessummen ikke væsentlig burde overstige 898.000 kr., og at kommunen kunne forvente god fortjeneste på overtagelsen. Byrådet besluttede derefter at lade betænkningen gennemgå af et fællesudvalg bestående af kasse- og regnskabsudvalget og værkudvalget. Udvalget kom til at bestå af tre socialdemokrater og to konservative, og efter at have holdt møder med de to ingeniører og med værkets bestyrelse indgav det socialdemokratiske flertal indstilling om, at værket skulle overtages. Mindretallet mente, at koncessionen skulle forlænges med 15 år.

Mens betænkningen blev behandlet, indledte aktieselskabsbestyrelsen i juli forhandlinger med en ny vekselstrømsaftager, det store glasværk, der var under anlæggelse. Denne kontrakt blev også sendt til godkendelse i kommunen, og dette vekselstrømsanlæg blev også overtaget til anskaffelsesprisen.

Fællesudvalgets indstilling kom til førstebehandling i byrådet 17.9. Overtagelsen af elværket blev vedtaget af de otte socialdemokratiske medlemmer, mens de fem konservative stemte imod.

Tonen i debatten var skarp, og som man kunne vente, bar referaterne i Korsør Social-Demokrat og den konservative Korsør Avis præg af hver sin tendens. Borgmesteren indledte med at meddele, at der forelå forhåndsgodkendelse fra indenrigsministeriet, idet der jo skulle lånes penge til købet.

45

Elværkets personale sammen med værkudvalgsformand K.F. Kristiansen kort før kommunens overtagelse af værket 1937.

Jørgen Rasmusen, der også havde været medlem af fællesudvalget, førte ordet for de konservative.

Han havde to argumenter: Vurderingen var for lav, prisen ville nå op på mindst en million. Desuden ville det blive nødvendigt at købe en maskine til 400.000 kr. for at kunne forsyne Glasværket. Rentabilitetsberegningerne kunne heller ikke holde, og der var ikke taget højde for, at kommunen allerede havde en stigende indtægt fra koncessionsafgiften.

Social-Demokraten gav Rasmusens indlæg følgende kommentar med på vejen: ”Det var let at mærke, at det væsentlig var de kapitalstærke Borgeres Sag, han talte ... at han er Repræsentant i Byraadet for en særlig Del af Korsør Bys Borgere, de, der er interesserede i Elektricitetsværkets Privatdrift, véd alle ...” Tonen i byrådet var også kontant. Socialdemokraterne fastholdt, at man kunne stole på ingeniørernes vurdering, og L. Ravn udtalte: ”Naar Rasmusen gaar saa haardt imod, er der god Grund til at anbefale. Havde han været med os, var der sikkert noget galt!”

46

Andenbehandlingen af sagen fandt sted 1.10.

Der var ikke kommet nye oplysninger frem, og elværkets overtagelse blev vedtaget med alle socialdemokrater for og alle konservative mod. Herefter kunne taksationsforretningen begynde. Kommunen udpegede ingeniør Søeborg som taksator, elværket ingeniør K.V. Haar.

Den officielle overdragelse af elværket fandt sted 1.7.1937. Formanden var mødt op for aktieselskabet, mens kommunen var repræsenteret af fungerende borgmester L. Ravn og O. Struck, der blev formand for elektricitetsværksudvalget. De to vurderingsmænd var også til stede. Den 6.7. blev det konstateret, at 200 HK maskinen havde lidt havari; men kommunen var så heldig, at havariet var indtruffet aftenen før overtagelsen, så aktieselskabet kom til at betale reparationen.

De to vurderinger lå så langt fra hinanden, at elværket ønskede, at prisen skulle afgøres af en opmand. Det blev direktør Aage R. Angelo fra NESA. Søeborgs endelige pris blev 891.167,91 kr., Haars 1.069.420 kr. Angelos kendelse forelå i ok-

tober. Den kom til at ligge på 999.900 kr., og det blev den endelige pris, da hverken kommunen eller aktieselskabet ønskede, at der skulle foretages omtaksation.

Elværket ved kommunens overtagelse Da komunen overtog elektricitetsværket, havde det fire dieselmotorer. De tre var koblet til jævnstrømsdynamoer. Det var Burmeister & Wain motoren fra 1912 på 200 HK, ubådsmotoren på 600 HK og M.A.N. motoren på 400 HK. De to førstnævnte var uøkonomiske i drift og stod for kassation. Den fjerde motor, Burmeister & Wain motoren fra 1931 på 1100 HK, var forbundet med både en jævnstrømsdynamo og en vekselstrømsgenerator, og desuden kunne værket fremstille vekselstrøm på en stor omformer. Yderligere stod der på værket et akkumulatorbatteri med tilhørende lademaskine og en omformer til forsyning af Statsbanernes kulbane.

Jævnstrømnettet bestod i 1938 af 40 km fødeledninger og 87 km fordelingsledninger. Desuden var der 3 km vekselstrømsledninger. Kommunens rådgivere anbefalede i deres rapport fra 1936, at forsyningen af nye kvarterer kom til at ske med vekselstrøm, og de karakteriserede de ældste dele af ledningsnettet som indviklet og irrationelt. I alt var der 31.3.1938 tilsluttet ca. 3800 kW fordelt på 7364 elmålere. Det samlede salg lå på 1,7 mio. kWh i 1937/38 Elværkets udvidelse Jørgen Rasmusen havde skønnet prisen rigtigt, og han fik også ret i, at der hurtigt måtte foretages en udvidelse af elværket. Belastningen fra Margarinefabrikken, Glasværket og Jernstøberiet var så stor, at der måtte foretages en kapacitetsudvidelse senest til vinteren 1938/39 på 1000 kW, for at der kunne være den nødvendige reservekapacitet. I 1943/44 måtte der så ske en yderligere udvidelse på 1000 kW. Kommunen antog R. Johs. Jensen som rådgiver, og efter at have undersøgt mulighederne i løbet af sommeren afgav han en betænkning i september 1937. I betænkningen var der foretaget beregninger af fire muligheder med tilhørende bygge- og ledningsarbejder. Den første mulighed var at opstille et dampturbineanlæg. Det ville koste knap

Transformer til ensretteren 1938, leveret af A/S Titan.

0,6 mio. kr., og en udvidelse i 1944 ville beløbe sig til ½ mio. Den anden mulighed var, at der i samarbejde med Slagelse blev bygget et større dampturbineanlæg i Korsør, som blev forbundet med Slagelse med en 25 kilovolt ledning. Udgiften, som Slagelse skulle bidrage til at dække, ville blive 1,2 mio. kr. i 1938 og knap 0,8 mio. kr. i 1944.

Den tredje løsning ville være at investere i en 1500 HK dieselmotor og supplere den med endnu en motor i 1944. Det ville koste godt ½ mio. kr. begge gange. Den sidste løsningsmulighed var at købe vekselstrøm hos SEAS og dels anvende den direkte, dels ændre den til jævnstrøm enten ved hjælp af en omformer eller en ensretter. SEAS ville bygge en 50 kilovolt transformerstation ved Korsør. Herfra skulle der føres en 10 kilovolt ledning ind til byen. I 1938 ville udgiften blive 300.000 kr. – lidt 47

billigere, hvis man valgte en omformer. 1944 ville man kun have brug for en supplerende 10 kilovolt forbindelse ind til byen; det ville kun koste 65.000 kr. En tilslutning til SEAS ville desuden have den fordel, at det generelt ville give de laveste driftsudgifter.

Et samarbejde med Slagelse var i realiteten udelukket. I juni måned havde R. Johs. Jensen forhørt sig i Slagelse, om man havde ledig kapacitet, der kunne stilles til rådighed for Korsør, og om man ville være med til at opstille en maskine i Korsør og aftage elektricitet derfra. Begge muligheder blev afvist. Man valgte derfor at afslutte en leveringskontrakt på ti år med SEAS 1.10.1938. For at gøre vekselstrømmen anvendelig i Korsør, blev det bestemt at anskaffe en kviksølvensretter. Den byggede på det princip, at et rør fyldt med kviksølvdamp med to elektroder af henholdsvis kviksølv og f.eks. jern kun kunne passeres af strømmen i én retning. Ensretteren var dyrere end en omformer, men den havde højere virkningsgrad.

Med denne kontrakt kom Korsørs elforsyning med i bestræbelserne for at centralisere elsektoren. Korsør Elværk blev nu et led i et stort transmissionsnet, der i 1940 omfattede hele Danmark øst for Storebælt, og som havde forbindelse til udlandet. Hermed blev elværket også mere sårbart for begivenheder udefra. Korsør Elværk måtte således ekstraordinært levere 0,8 mio. kWh til SEAS i vinteren 1940 på grund af et uheld på H.C. Ørstedværket.

de østlige dele af Korsør nu forsynes med vekselstrøm.

Luftledningen blev anlagt af SEAS, mens Postog Telegrafvæsenet lagde søkablet. Det var personalet på ”Peter Faber”, der udførte arbejdet, og de blev belønnet med et gratiale på 120 kr. til deling.

På elværket opførte Andersen & Svare en tilbygning til ensretteranlægget. Ved rejsegildet fik arbejderne tilsammen et gratiale på 60 kr., og der blev spenderet kransekage til 4,20 kr., cigarer til 15,50 kr. og portvin til 20,50 kr. Selve ensretteren, der var på 1000 kW, blev leveret af A/S Nordisk Brown Boveri, der sammen med Laur. Knudsen også leverede tavleanlæggene. Til anlægget hørte en transformer og en hjælpetransformer, idet den højspændte strøm skulle transformeres ned, før den blev ensrettet. Ensretteranlægget blev taget i brug 9.10.1938; men den officielle indvielse fandt først sted 26.11., hvor den blev afsluttet med en middag på Hotel Korsør, hvor kommunen og Brown Boveri var værter. Udvidelsen havde kostet 307.000 kr., heraf tegnede ensretteranlægget sig alene for de 192.000.

I oktober kunne byrådet behandle værkets første regnskab under kommunal drift, dog kun for tre kvartaler. Overskuddet var noget mindre end koncessionsafgiften ville have været, og Jørgen Rasmusen undlod da heller ikke at bemærke, at overtagelsen som hævdet af de konservative åbenbart havde været ugunstig for kommunen. Det blev selvfølgelig imødegået af socialdemokraterne.

Vekselstrømsforbindelsen

50 kilovolt stationen i Hulby

SEAS anlagde en 50 kilovolt ledning fra Ladby ved Næstved til en ny transformerstation, der blev opført ved Rundingen på et areal på ca. 1 tønde land, som SEAS havde købt. Disse arbejder var godt i gang i sommeren 1938. 10 kilovolt forbindelsen til elværket, som Korsør selv stod for, bestod af en luftledning fra Rundingen til Tyreengen, et jordkabel herfra langs Norstien til en transformerstation ved Norvangen, et søkabel herfra over til Lilleøvej og endelig et jordkabel langs Lilleøvej til elværket. Lægningen af jordkablet blev overdraget til firmaet Andersen & Svare, der også skulle opføre transformerstationen ved Norvangen. Der blev desuden rejst et transformertårn ved Skoven.

Med de to transformere som udgangspunkt kunne

50 kilovolt stationen i Hulby blev tilset af en opsynsmand, der havde et hus ved stationen med et stykke jord, han kunne dyrke. Posten var dog kun et bijob.

Efter instruksen fra 1938 skulle han aflæse instrumenterne hver morgen kl. 7, og om onsdagen skulle han desuden trække urværket op i instrumenterne og sørge for, at de havde tilstrækkeligt blæk. Ved driftsforstyrrelser ringede en alarmklokke i hans bolig, og han skulle da søge at afhjælpe fejlen. Hvis det ikke var muligt, skulle der telefoneres ekspres til Haslev.

Der blev stillet store krav til opsynsmanden og hans kone. 1949 havde driftsbestyrer Fuglsang en række ansøgere til samtale for SEAS. Hos en af

48

SEAS’ 50 kilovolt transformerstation ”Korsør” ved Hulby, anlagt 1938.

dem var det en kvalifikation, at hustruen som købmandsdatter måtte antages at være fortrolig med en telefon, og for en anden udtalte hustruens tidligere arbejdsgiver sig meget fordelagtigt om sin

tidligere husassistent. Her var det dog en ulempe, at manden havde dårlig orden i økonomisk henseende.

49

Forsyning efter 1937 I aktieselskabets tid kunne interesserede få lov til at bese værket, og kommunen viste også gerne sit nyerhvervede elværk frem. Der er bevaret en besøgsprotokol fra 1930’erne og 40’erne, hvor gæster skulle skrive under på, at de havde fået ”Underretning om den Livsfare, der er forbundet med Besigtigelse af det elektriske Højspændings- og Lavspændingsanlæg”, og at de derfor fritog værket for ethvert ansvar. Det var mest håndværkere, der kom på elværket; men der er også noteret besøg af 24 medlemmer af de grønne spejdere i 1937 og af 19 elever fra Halskovskolen i 1939.

Krigsfrygt Kommunen havde ikke haft værket længe, før man måtte indstille sig på helt ekstraordinære forhold. Truslen om en europæisk storkrig i 1939 fik byrådet til at indkøbe en reservebeholdning af olie. Værkets tankkapacitet var imidlertid ikke ret stor, ca. 45 t, så reservebeholdningen blev oplagret på gasværket og Margarinefabrikken, og helt frem til december 1945 blev der betalt for leje af oliebeholder. Byrådet bestemte desuden, at der skulle bygges en olietank ved værket. Den stod færdig i oktober 1939, hvor den blev fyldt med 317 t olie.

Der måtte regnes med luftkrig. I august 1939 deltog driftsbestyrer Krause Thomsen derfor i et luftværnskursus, bl.a. om mørklægning, gasangreb og tekniske opgaver i luftbeskyttelsen. Opgørelser fra 1940 viser, at elværket som luftbeskyttelsesmateriel bl.a. havde spader, skovle og økser, to donkrafte, forskelligt håndværktøj, seks håndlygter og atten gasmasker.

Besættelsen Danmarks besættelse 9.4.1940 stillede landets elektricitetsforsyning over for store problemer, fordi de dieseldrevne anlæg hurtigt ville komme til at mangle olie. Ansvaret for forsyningen blev lagt i hænderne på Elektricitetsudvalget af 1940, der blev nedsat i slutningen af maj. Udgangspunktet var brændselsaftalen med Tyskland fra samme måned, hvori det blev bestemt, at der stort set ikke 50

kunne bruges olie til elektricitetsfremstilling, og at der kun måtte bruges 70% af den mængde kul, der var blevet anvendt i året før krigen.

Så vidt muligt skulle elektricitetsforsyningen klares af de store, dampdrevne kraftværker. Det var ikke noget større problem på Sjælland, hvor der i forvejen eksisterede et omfattende højspændingsnet, der forbandt kraftværkerne. Strømmen fra disse værker kunne suppleres med strøm fra Sverige, og på Sjælland kom der således ikke til at mangle kapacitet under krigen.

For Korsør Elværk betød restriktionerne, at den olie, der var oplagret, blev beslaglagt. Noget af den blev afleveret til elværker i Jylland, og resten blev først frigivet i februar 1946. Elværkets egenproduktion af elektricitet måtte derfor næsten ophøre; den faldt til ca. 100.000 kWh i 1940/41 og lå resten af krigen nede på ca. 10.000 kWh om året.

Krigens udbygning af elnettet 2. Verdenskrig medførte et generelt fald i Danmarks energiforbrug, og det ramte også elværkerne. Salget af elektricitet fra de offentlige værker faldt de første krigsår; men så steg det, indtil Tyskland lukkede for kultilførslen i januar 1945.

Den nedgang, det medførte, bragte dog ikke salget ned til niveauet før krigen.

Elsalget i Korsør gennemgik en tilsvarende udvikling. Det lå på 2,2, mio. kWh i 1938/39 og nåede i 1940/41 ned på 1,2 mio. kWh. Herefter voksede det til 2,9 mio. kWh i 1943/44 for så atter at falde efter 1945. Der blev sparet på strømmen; men samtidig kom der nye kunder til, bl.a. fra industrien, som havde svært ved at skaffe brændstof. Den tyske værnemagt kom også til som en ny aftager. Den brugte dog ikke særlig meget strøm, bortset fra den store flydedok i Benzinhavnen, der kom hertil fra Danzig i 1943. Den belastede systemet med 1618 kW, indtil den blev saboteret i maj 1945.

I løbet af krigen skete der en udbygning af vekselstrømsforsyningen, selv om den blev hæmmet af materialemangel. F.eks. gav A/S Nordiske Kabel- og Traadfabrikker i 1941 tilbud på 10 kilovolt

kabler under forudsætning af, at fabrikken fik leveret en tilsvarende mængde kobber og bly. Senere i krigen kunne man skaffe kobber til ledningsarbejder ved at anvende de jævnstrømsledninger, der blev overflødige, når der kom vekselstrøm. Vekselstrømsnettet blev udbygget, dels så man kunne forsyne virksomheder, dels så yderdistrikterne på Halsskov kunne få vekselstrøm. I 1940-41 blev 10 kilovolt kablet ført videre fra Margarinefabrikken til Kählers Teglværk, der blev forsynet fra en ny transformerstation. Senere fik Groesmeyers Emballagefabrik også en transformer.

I efteråret 1940 gik vandværket ved Tårnborg bort fra dieseldrift og fik i stedet en 30 HK vekselstrømsmotor. Strømmen fik man fra transformeren på Margarinefabrikken. Kähler og Breum havde allerede i 1939/40 fået vekselstrøm fra transformeren på Glasværket til en ny svejsemaskine i fabrikken på Teilmanns Allé, og i begyndelsen af krigen blev der opstillet en transformer på elværket, der skulle forsyne fabrikken på Tårnborgvej.

Endelig blev der bygget en transformerstation på Dyrehovedgårds Allé og en på Lilleø. De blev koblet ind på den eksisterende 10 kilovolt forbindelse, og de blev sat i drift i henholdsvis oktober 1943 og maj 1944. Det gav mulighed for at forsyne dele af Stadionkvarteret samt Dyrehovedgårds Allé, Remisevej og Nyvej m.m. med vekselstrøm.

En mere speciel opgave var at levere strøm til beskyttelsesrummene. I 1944/45 blev der udført 34 stikledninger til bunkers, og markeringslysene på samtlige offentlige sikringsrum blev sluttet til gadebelysningen. Der skulle egentlig have været anvendt tørelementer; men de kunne ikke skaffes.

Krigsbegivenheder Elværket fik også krigen direkte at mærke. Engelske spærreballoner, der havde revet sig løs og drev ind over Danmark, forårsagede skader med deres lange fortøjningswirer, som de slæbte efter sig. I efteråret 1940 rev spærreballoner 10 kilovolt ledningen ned ved Grevens Træer samt anrettede skade på ledninger ved Revet, og i december 1942 var der en strømafbrydelse på over fire timer, fordi en spærreballon havde ødelagt SEAS’ ledninger ved Boeslunde. Til gengæld slap man billigt fra den voldsomme snestorm i marts 1942. Den blev ledsaget af kraftigt isslag, som gav mange

Spærreballon ved Boeslunde, der forårsagede strømafbrydelse i Korsør i december 1942. Efter SEAS 75 år, 1987.

ledningsbrud over hele landet. Slagelse Oplands Elektricitetsforsyning, som bl.a. leverede strøm til Korsørs vandværk ved Kyllingegården, fik afbrudt ledningen mod Korsør, og man kunne kun få vand fra det gamle vandværk ved Tårnborg.

En engelsk bombemaskine, der styrtede ned i april 1943 og ødelagde Strandgården ved Revvej, afbrød samtidig hovedledningen til Revet og Halsskov Mark. Her kom reparationsarbejdet først i gang sent, fordi der lå en ueksploderet bombe i et nærliggende hus.

SEAS’ 50 kilovolt stationer var oplagte sabotagemål, og fra november 1943 blev bl.a. stationen i Hulby bevogtet af sabotagevagter. I december samme år blev stationen angrebet af ukendte mænd, og en af vagterne blev såret. Der var også mulighed for, at selve elværket ville blive saboteret, og for at kunne forsyne sygehuset og gasværket blev det aftalt, at der kunne fås strøm hertil fra omformeren til Glasværkets kulkran. Elværket synes dog ikke at have lidt værre overlast, end at der blev beskadiget fire armaturer med skud i foråret 1944.

Elværk eller forsyningsselskab?

Elsalget nåede i 1945/46 ned på 2 mio. kWh, og herefter begyndte det at stige. Krigsrestriktionerne hørte op, der kunne atter købes olie, og fra 1946 kunne værket anvende den olie, der var blevet indkøbt før krigen. Elværket kunne nu igen producere 51

elektricitet. Det blev i 1945/46 til 0,9 mio. kWh og året efter til 1,5 mio., hvilket var henholdsvis 38 og 44% af den strøm, der var til rådighed.

Beregninger viste, at belastningen i 1951 ville blive 1540 kW, hvilket var mere end værket kunne klare. I et overslag, dateret 11.2.1947, ville driftsbestyrer Fuglsang løse dette problem på den måde, der havde været forudsat i 1937, dvs. at elværket anlagde en ny hovedforsyningslinje fra 50 kilovolt stationen i Hulby ind til elværket. Samtidig skulle der trækkes en ny 50 kilovolt ledning fra Havrebjerg til Hulby og opstilles en reservetransformer i Hulby. De to sidstnævnte arbejder skulle Korsør Elværk bidrage til.

Der må imidlertid have været stemning for, at elværket skulle prøve at klare sig selv, for i en betænkning af 28.10.1947 undersøgte værkets kon-

sulent, J. Søeborg, også denne mulighed. Denne løsning ville være gået mod holdningen i Elektricitetsrådet, som skulle høres ved nyanskaffelser.

Her arbejdede flertallet for en centralisering af elektricitetsproduktionen, og tendensen i elsektoren gik stadig i den retning. Der var i 1940 knap 500 elselskaber. Dette tal var i 1970 reduceret til 150, og 99,9% af elektriciteten blev produceret på 12 kraftværker.

I sin betænkning anførte Søeborg, at hvis værket skulle kunne klare sig uden reserve udefra, måtte maskinkraften være så stor, at forsyningen kunne opretholdes, selvom den største maskine gik i stykker. Det ville kræve en dieselmotor med 1000 kW vekselstrømsgenerator, der skulle være driftsklar senest 1950, og en tilsvarende motor skulle stå klar i 1952. Med de tilhørende bygge-

Transformerstationen Broen ved KFK’s bygning. Stationen blev bygget 1946, nedrevet og flyttet hen bag Medborgerhuset 1981-82.

Foto Gorm Egeberg.

52

arbejder ville prisen blive 2,4 mio. kr., og det ville blive nødvendigt at tegne kontrakt med SEAS for perioden 1949-51, da det ville tage 3-4 år at skaffe nye maskiner. I stedet kunne man bygge en ny 10 kilovolt forbindelse fra transformerstationen i Hulby til transformerstationen på Norvangen. Det ville yderligere kræve en ny 50 kilovolt ledning til Hulby, som hovedsagelig skulle betales af SEAS, samt en ekstra transformer på stationen, som Korsør skulle betale halvdelen af. Denne udvidelse ville kun koste ca. 360.000 kr.

I et ledsagende brev til formanden for elektricitetsværksudvalget tilsluttede Søeborg sig Fuglsangs forslag, dog med den ændring, at forsyningslinjen, der skulle være klar inden 1950, kun skulle gå til transformerstationen på Norvangen, som skulle udbygges til et fordelingsanlæg. Ved nærmere drøftelser med SEAS viste det sig, at den supplerende 50 kilovolt forbindelse fra Havrebjerg ikke længere var nødvendig, og i november 1948 vedtog byrådet endelig anlægget af den nye forbindelse til Hulby.

Den nye højspændingsledning kom til at løbe parallelt med den gamle, og i modsætning til denne var den dobbelt. Ledningen blev færdig i forsommeren 1950. Det blev nødvendigt at bygge en ny transformerstation, fordi den gamle lå i vejen for et nyt firma, Luterma, som kommunen havde solgt et areal til. Transformerstationen blev derfor flyttet til sin nuværende placering på hjørnet af Norvangen og Rønne Allé, hvor den var driftsklar i 1950.

1953 drøftede man atter etableringen af en højspændingsledning fra Havrebjerg til Hulby.

Den ville være i Korsørs interesse, da den ville gøre forsyningen af 50 kilovolt stationen i Hulby mere sikker. Hvis den station faldt ud, ville Korsør Elværk ikke længere kunne dække behovet med sine egne maskiner. Elektricitetsværksudvalget ville dog udskyde bygningen af denne forbindelse indtil videre. Derimod var der interesse for at få etableret en reserveforsyning til Halsskov rundt om Noret. Denne reserveforbindelse ville nemlig sammen med værkets maskiner kunne levere den fornødne strøm; men denne forbindelse blev heller ikke anlagt.

Ny forbindelse til Hulby Spørgsmålet om en reserveforbindelse var stadig aktuelt. I 1958 nærmede belastningen sig de 3000 kW, og da de to forbindelser fra Hulby kun kunne klare henholdsvis 2000 og 3000 kW, kunne man let komme i den situation, at der ikke ville være nogen reserve.

Det blev overvejet at bygge en 50 kilovolt transformerstation på selve værket; men i stedet besluttede man at udvide stationen i Hulby og at lægge et kabel, der kunne overføre 5000 kW, fra denne station til elværket. Når belastningen nåede dette tal, ville det blive nødvendigt at bygge en ny 50 kilovolt station. Arbejdet blev udbudt i licitation i april. Der skulle lægges dels 4,3 km jordkabel langs hovedvejen, dels et søkabel under Halsskovbroen.

Kablet blev sat i drift i november. I samme periode fik man endelig reserveforbindelsen til Halsskov, idet SEAS trak et kabel fra sin transformerstation ved Tårnborg Hovedgård til elværkets station på Egersundvej.

Højspændingskabel anlægges 1958 ved Landevejen.

53

Afviklingen af maskinerne Egenproduktionen af strøm begyndte at falde fra 1947/48. Det skyldtes de stigende oliepriser, der gjorde det langt mere fordelagtigt at købe strøm produceret med kul, for ikke at tale om vandstrøm, dvs. svensk strøm fra vandkraft. I gennemsnit udgjorde vandstrømmen i sidste halvdel af 1950’erne en femtedel af købet hos SEAS. Værkets årlige produktion lå i slutningen af 1940’erne på 8-900.000 kWh og i begyndelsen af 1950’erne på ca. 300.000 kWh. Ved midten af 1950’erne producerede værket kun 1% af den strøm, der var til rådighed. I marts 1956 måtte man lade maskinerne lave 700 kWh, fordi den store strejke havde lukket Masnedøværket. Herefter var produktionen helt forsvindende, og 1960/61 det sidste år, maskinerne kørte, blev det kun til 50 kWh. Ved begyndelsen af 1950’erne begyndte værket at fjerne maskinerne. Statsbanernes kultransportanlæg blev taget ned i 1950, og elværket fik derefter lov til at disponere over Statsbanernes omformer. Den blev udbudt til salg og købt af Thomas B. Thrige. Ubådsmotoren var den næste, der stod for tur. Fuglsang gav den følgende karakteristik med på vejen: ”Som producerende maskine er den ikke mere noget værd, og dens alder er nu så høj, at jeg anser det for at være direkte livsfarligt for personalet at føre drift med den over længere tid.” Maskinen blev hugget op af elværkets eget personale, og det viste sig, at metalværdien var ret høj. Derefter gik man i gang med Burmeister & Wain motoren fra 1912, der blev hugget op i løbet af 1957/58.

1100 HK motoren med tilhørende vekselstrømsgenerator, der stort set kun havde kørt i perioden 1931-38, blev solgt. Korsør Elværk kom gennem Køge Elværk, der havde solgt en lignende maskine, i 1958 i kontakt med firmaet Nah-Ost Ein- und Ausfuhrges. i Hamburg, der havde en interesseret køber i Iran, hvor den skulle være kraftmaskine i en ostefabrik. Til gengæld formidlede Fuglsang selv kontakt til to elværker på Fyn, der havde maskiner til salg. Handelen gik i orden i november 1958; men den var betinget af, at der ikke var fejl i maskinens krumtapaksel.

Svejsecentralen konstaterede i december, at akslen ikke fejlede noget, og herefter kunne demonteringen og nedpakningen, som værket skulle 54

betale, gøres færdig. Der blev afsendt 127 t fordelt på 52 kasser til Teheran. Noget af maskinen blev sendt over København, resten blev udskibet i Korsør 26.2.1959. I en af kasserne befandt sig ved en fejl et koben, der var blevet indkøbt for 14,98 kr. i Harald Fischers Isenkramforretning. Det blev omhyggeligt konteret under ”Omkostninger”. Handelen indbragte netto 60.000 kr., knap tre gange metalværdien.

Samme år blev den store omformer solgt til firmaet Myhren & Co. i Göteborg. Her skulle elværket også sørge for demontering og nedpakning. Tilbage på værket var nu kun ensretteren, der brød sammen i 1961, og 400 HK M.A.N. motoren med jævnstrømsdynamo. Den gik under navnet ”Korsør-motoren”. Denne maskine stod som reserve indtil jævnstrømsforsyningen ophørte ved årsskiftet 1961/62. Derefter blev den hugget op.

Transformerstationerne 10 kilovolt nettet med tilhørende transformerstationer blev udbygget sideløbende med, at strømforbruget steg. Man skulle kunne forsyne nye boligkvarterer og virksomheder med vekselstrøm, og man skulle kunne gøre det muligt at gå over fra jævnstrøm til vekselstrøm. Endelig sigtede man mod at øge forsyningssikkerheden ved at bygge 10 kilovolt ringforbindelser på Halsskov og i byen, således at transformerstationerne kunne forsynes fra to sider.

I 1946 blev det således vedtaget at oprette en station ved Benzinhavnen i forbindelse med bygningen af fiskekonservesfabrikken Klitten og at placere en station ved Halsskovbroen til forsyning af byens centrum med vekselstrøm. Desuden ville der blive behov for en transformer ved sygehuset, dels fordi forsyningen efterhånden ville blive omlagt til vekselstrøm, dels fordi den ville give mulighed for at etablere en ringforbindelse. Denne transformerstation kom først i drift i 1951. Stationerne Broen og Benzinhavnen var bygget færdig i oktober 1946. I sin godkendelse havde Elektricitetsrådet forsigtigt anført, at ”man gaar ud fra, at Brandmyndighederne er indforstaaet med Højspændingsanlæggets Placering ved Benzinhavnen”. Rådet kunne jo ikke vide, at benzintankene snart ville blive bugseret bort. Mens stationen ved Benzinhavnen kunne sættes i drift med det

samme, måtte den anden station vente, for der var flere års leveringstid på transformere.

Færgehavnen på Halsskov, der blev anlagt i midten af 1950’erne, skabte behov for en ny transformerstation, der blev anlagt 1955/56. Anlægsarbejderne betød desuden, at elværkets forbindelse til Revet blev afbrudt. Der blev derfor trukket en højspændingsledning fra SEAS’ ledning ved Kruusesminde ud til Revet, hvor der i 1955 blev opstillet et transformertårn. Et tilsvarende tårn blev opstillet ved Søskær Mose i 1957.

Antallet af transformerstationer i drift var 10 i 1950, det var vokset til 17 i 1958. Ringforbindelsen på Halsskov kunne afsluttes i 1956/57; i byen blev ringforbindelsen fra elværket over Møllebjergvej – Kjærsvej til stationen på Norvangen først færdig i 1959. Hele ledningsnettet var i 1946 på 51 km, idet der medregnes føde-, fordelings-, højspændings- og lavspændingsledninger. De 16 km var vekselstrømsledninger. 1954 var tallet 70 km, hvoraf de 42 var vekselstrømsledninger. I 1960 var der 74 km i alt, og kun 6 km var jævnstrømsledninger. Omkring tre femtedele var luftledninger.

Overgangen til vekselstrøm Overgangen fra jævnstrøm til vekselstrøm blev som nævnt tidligere allerede indledt i 1936. Det sidste fredsår var 69% af salget jævnstrøm. Omlægningen fortsatte under og efter krigen, og i 1953/54 var man nået ned på, at salget af jævnstrøm kun udgjorde 14%. Det svarede godt til landsgennemsnittet, hvor tallet var 16%, og ved afviklingen af

jævnstrømmen fulgte Korsør udviklingen i andre byer. Der var dog stadig mange jævnstrømsinstallationer tilbage i byen, i 1953/54 ca. en tredjedel. Ændringen til vekselstrøm begyndte i yderområderne, og den afsluttedes i midten af byen. Det var en bekostelig sag, fordi installationerne skulle ændres, og apparater og motorer skulle enten omstilles eller udskiftes. Det var almindeligt, at elværkerne på en eller anden måde gav et tilskud til omlægningen. I Korsør hjalp elværket i 1946 Mønsterbageriet på Mathiesensvej med at få ombyttet en motor, og i 1948, hvor Stottsvej skulle have vekselstrøm, blev alle radioer og radiogrammofoner undersøgt. Resultatet af undersøgelsen blev opgjort i et brev til en radioforhandler: 7 radioer skulle undersøges nærmere, 5 radiogrammofoner skulle omstilles, og 2 radiogrammofoner skulle eventuelt omvikles.

De nærmere regler for overgangen til vekselstrøm blev opregnet af borgmesteren på et byrådsmøde i november 1949: For private brugere betalte elværket for udgiften til fordelings- og stikledninger samt til ændringer af målerledninger og faste installationer udført før 31.10.1947. Almindelige brugsgenstande og radioapparater blev ændret på værkets bekostning, hvorimod folk selv måtte tage sig af hobbyapparater. Radioer, der ikke kunne omstilles, blev erstattet med 120 kr., dog kun et apparat pr. husstand. Ved erhvervsinstallationer, hvortil også regnedes vaskemaskiner i beboelsesejendomme, betalte værket kun for ændringer frem til hovedsikringen, resten måtte virksomhe-

Måneds Meddelelser. Foreningen af Bestyrere på Landelværker i Danmark, 1949.

55

den selv tage sig af. De store forbrugere havde fået at vide, at der ikke kunne leveres jævnstrøm efter 1.1.1955.

I 1947 havde man regnet med, at overgangen ville være afsluttet i 1957; men det kom til at vare længere. Sygehuset, der var en stor offentlig forbruger, gik over til vekselstrøm i 1947, og i 1950 skiftede Statsbanerne over. Vekselstrømmen blev taget fra en nybygget transformerstation ved Østre Pumpestation på Tårnborgvej, hvorfra telegrafvæsenet også fik strøm. I begyndelsen af 1950’erne skiftede en række af de store firmaer ved havnen over til vekselstrøm. Som den sidste blev Th. Rasmusens kulkran ændret i 1954/55. Jævnstrømssalget var i 1956/57 kun godt 8%, og andelen af jævnstrømsmålere udgjorde kun 9%. Op mod 1960 manglede kun kvarteret omkring Fiskergade og Slottensgade, og af større forbrugere var kun Jernstøberiet tilbage. 1960 satte man en særlig ensretter i drift, således at Halsskovbroen kunne anvende vekselstrøm, og endelig d. 23.12.1961 svigtede kviksølvensretteren, så jævnstrømsforsyningen måtte ophøre. Der måtte etableres en midlertidig forsyning til de få forbrugere i Slottensgade, der var tilbage, indtil deres installationer var gennemgået.

En ny 50 kilovolt station Omkring 1960 steg såvel elværkets belastning som salget af strøm langt hurtigere, end man havde regnet med i 1958. Det var et udslag af de gode konjunkturer, der medførte udvidelser på Glasværket og Pakko Tryk og gav en tilgang på ca. 150 lejligheder med elkomfurer hvert år. Såvel Flådestationen som Hollesens fabrik ville give en ekstra stor belastning fra og med 1962, og det kunne forventes, at belastningen ville nå op på 5600 kW i 1962.

Denne belastning ville elværkets 10 kilovoltnet kun kunne klare, hvis det var intakt; men der var ikke fuld reserve. Skete der et havari på kablet fra Hulby eller på den forbindelse, der var etableret mellem elværket og Revvej, ville nettet blive overbelastet. For at afhjælpe dette problem skulle der bygges en ny 50 kilovolt transformerstation. Det havde oprindelig været tanken, at den skulle stå på elværket i maskinbygningen fra 1931, der nu var tom. I stedet blev det i begyndelsen af 1962 56

Reyrolleanlæg leveret af Laur. Knudsen, færdigmeldt 1963.

besluttet, at SEAS skulle anlægge stationen på en grund nord for byen, som kommunen stillede til rådighed. Transformerstationen, Tårnborg 50 kilovolt station, kom i drift 12.12.1962.

Korsør Elværk skulle anlægge to 10 kilovolt kabler fra stationen. Det ene blev ført til transformerstationen på Egersundvej, der samtidig blev udbygget til at være fordelingsstation for Halsskov.

Kablet og transformerstationen var driftsklar i januar 1963. Det andet kabel blev trukket til elværket. Her blev det eksisterende reyrolleanlæg flyttet til den gamle maskinbygning, ombygget og udvidet. Det blev meldt færdigt til Elektricitetsrådet i oktober 1963, men var da allerede sat i drift.

Med dette anlæg fik man større forsyningssikkerhed for både Halsskov og byen.

Tårnborg 50 kilovoltstation havde nogle begyndervanskeligheder. I januar 1963 forårsagede den en pludselig spændingsforhøjelse med mange skader til følge, og i september året efter blev den ramt af et lyn. Transformeren blev ødelagt, og det tog 30 dage at skaffe en ny. I den tid måtte 50 kilovolt stationen i Hulby bære forsyningen af Korsør alene. Tilsynet med den nye station varetog Korsør Elværk for SEAS. De gamle 10 kilovolt luftledninger fra Hulby var i vejen for det nye rensningsanlæg ved Tyreengen, der blev taget i brug i 1970. De blev derfor fjernet i 1969, og der skulle lægges jordkabler i stedet. Det ene af disse kunne ikke etableres, før byggeriet ved Grevens Træer kom i gang. Elværket søgte og fik

derfor tilladelse, bl.a. af fredningsmyndighederne, til at anlægge en midlertidig luftledning. Den blev taget ned 2004.

Belastningen nåede 12.000 kW i 1973, og SEAS måtte bygge endnu en 50 kilovolt station. Den blev placeret på Scanglas. Tilsynet tog Korsør Elværk sig af, og i 1977 fik værket også betjeningen af 50 kilovolt stationen i Hulby.

Gennem mange år forberedte elværket sig på at få indrettet et centralt fjernstyrings-, alarm- og overvågningssystem. Det krævede, at der blev lagt signalkabler. I 1972 var man så langt, at der kun manglede selve kontroltavlen på værket, og den blev indkøbt i 1973/74. Systemet kunne fore­tage målinger i og modtage alarmer fra 50 kilovolt stationen på Scanglas og 10 kilovolt koblingsstationerne på Norvangen og på Norstien ved Skoven.

Den sidstnævnte station blev sat i drift i 1969.

Systemet kunne også betjene afbryderne på disse tre stationer, overvåge 50 kilovolt stationerne ved

Midlertidig højspændingsledning ved Grevens Træer 1971.

Tårnborg og i Hulby samt opdage, om der var fejl på de mindre 10 kilovolt stationer.

Fordelingsnettet Fordelingsnettet blev gradvis udvidet og forstærket i takt med, at elforbruget voksede, og der kom nye boligområder til. Indførelsen af elkøkkener krævede, at de ældre dele af ledningsnettet blev forstærket, og i dag arbejdes der stadig på at få omlagt luftledninger til kabler. Orkanen 3.12.1999, der skadede mange luftledninger i den sydlige bydel, har fremskyndet denne omlægning. Antallet af transformerstationer var i 1975 vokset til 43, i 1984 var der 54, i 1994 72 og i dag er antallet 74. Der var i alt 120 km høj- og lavspændingsledninger i 1975, tallet var i 1984 steget til 147 km, i 1994 var det på 186 km og i 2004 på 193 km. Mens en tredjedel var luftledninger i 1975, var det kun en tiendedel i 1994 og i 2004 godt en tyvendedel.

Af den strøm, der var til rådighed enten ved egenproduktion eller ved køb fra SEAS, nåede knap 17% ikke ud til brugerne i 1950’erne. Omkring 1960 var dette tab på knap 5%, og i 1990’erne lå det nede på godt 3%.

Korsør Elværks forsyningsområde blev fra 1.4.1962 udvidet med området omkring Tårnborg Hovedgård, der hidtil havde hørt under SEAS. Elværket overtog samtidig SEAS’s anlæg i området, hvilket som kuriosum bemærket også omfattede et muret transformertårn. Det er nu revet ned.

Det blev så Korsør Elværks opgave at forsyne Hollesens radiatorfabrik, der kom hertil i 1960. Der regnedes med en maksimal belastning på 900 kW. Der blev bygget en transformerstation på Ørnumvej og herfra ført et kabel videre til en transformer på fabrikken. Virksomheden, hvis produktionsareal blev udvidet til det dobbelte i 1963-64, fik senere opsat endnu en transformer, Blandt de mere specielle opgaver, elværket havde i disse år, var fjernvarme. I juni 1969 bestemte byrådet, at fjernvarmen, der lige var blevet indført, indtil videre skulle høre under elværket.

Allerede i juni 1971 blev den dog flyttet hen under gas- og vandforsyningen.

Transformerstationen Broen lå i vejen for den nye Halsskovbro, der blev indviet i januar 1985.

1981-82 måtte stationen derfor flyttes til sin nuværende plads bag det tidligere medborgerhus. I 57

Ny ledningsunderføring under havnen 1982.

forbindelse med broens bygning anlagde elværket, KTAS, vandværket og antenneselskabet i 1982 i fællesskab en ledningsunderføring under indløbet til Noret. Det var elværket, der stod for arbejdet.

Ledningsunderføringen bestod af et bundt rør, der blev fremstillet i København og bugseret hertil nord om Sjælland. Ved Sejerø løb man ind i et uvejr, så rørene nær var sunket. Rørbundtet blev slæbt ud over indløbet og sænket ned i en 2½ m dyb rende i havnens bund. Derefter blev der støbt beton over rørene for at holde dem nede. På hver side af indløbet blev rørene ført til en stor kabelbrønd. Der blev lagt så mange rør, at der let kan trækkes nye kabler under havnen.

Storebæltsforbindelsen Bygningen af den faste forbindelse over Storebælt i tiåret 1988-98 gav mange nye opgaver til Korsør Elværk. Forsyningen til arbejdet med tunnelen og Østbroen var delt mellem SEAS og Korsør Elværk; men der var et vidtstrakt samarbejde mellem de to elforsyninger. SEAS udvidede i 1988 50 kilovolt stationen Tårnborg for at kunne levere strømmen. Herfra lagde SEAS to 10 kilovolt forbindelser ud til et fordelingsanlæg på Halsskov, og Korsør Elværk lagde én 10 kilovolt ledning ud til MT-Groups byggeplads. Til elværkets net blev der 58

koblet syv transformere ejet af MT-Group, bl.a. en til betonelementfabrikken. For at sikre elementfabrikken mod strømafbrydelser blev den i 1990 via elværkets transformer på Halsskov Rev sluttet til MT-Groups store nødstrømsanlæg på 3500 kW. Forsyningen af Østbroen gav elværket helt uvant arbejde. For at brokonsortiet kunne spare en udgift på 4-5 mio. kr. til et kondensatorbatteri til deres strømanlæg, monterede Korsør Elværk en transformerstation på ankerblokken og lagde et 10 kilovolt kabel der ud. Det krævede særlig tilladelse fra Elrådet og Arbejdstilsynet, for kablet blev lagt uden for rækværket. Senere skulle der leveres strøm til kranen på toppen af den østlige pylon – 254 m oppe – da nødstrømsanlægget ikke kunne give spænding nok. Der blev hejst en transformer og en kabeltromle op på pylonen, og derefter blev kablet trukket ned til ankerblokken ad catwalken.

Elværket skulle også levere strøm til svejsning af brofagene på det store spænd mellem pylonerne. Der blev trukket et kabel ned ad catwalken til midten af broen, og der blev monteret en transformer på et af brofagene i Ålborg. Senere blev brofaget sejlet til Storebælt og hejst på plads, hvorefter kabel og transformer kunne forbindes.

Storebæltsbyggeriet gav som afledet virkning

Korsør Elværk på kabelarbejde i forbindelse med bygningen af Østbroen.

også behov for en udbygning af forsyningsnettet på Halsskov. F.eks. skulle Storebælts Erhvervs­ park, den nye station og området omkring dem forsynes, og Østbroen hører efter færdiggørelsen stadig til elværkets forsyningsområde. I dag står der ti transformerstationer i området. Desuden er der to stationer på Sprogø, som kom under Korsør Elværk i forbindelse med Storbæltsbyggeriet.

Hærværk og uheld Elforsyningen fungerer i det daglige uden problemer og dramatik; det er derfor kun naturligt, at det er de ekstraordinære begivenheder, der huskes. Elværket har gennem årene oplevet en del hærværk. En forårsaften i 1946 fik en 13-årig dreng mørklagt en del af Algade, da han ved et uheld kastede en spiralfjeder fra en sengebund op over de elektriske luftledninger. Det gav en kraftig kortslutning, og strømmen kom først igen næste formiddag, da elværkets montører ikke kunne se at trække nye ledninger. I 1947 var gadelamperne målet for ”ungdommelige Elementers” skydeøvel-

ser, og i november 1958 blev gadelygten ved havnemesterens kontor ramt. Her fandt man synderen. Det var en svensk sømand, der havde skudt fra et skib i havnen, og han var villig til at yde erstatning, 122,75 kr., når hans økonomiske forhold tillod det. Kommunen blev henvist til selv at indkræve beløbet, og efter samråd med borgmester og kommunaldirektør blev det besluttet at afvente, om pengene ville komme af sig selv.

Nytårsaften 1960 gik det ud over tolv gadelamper, og i 1980 var der en bølge af hærværk på Halsskov, hvor park- og gadelamper blev skudt i stykker med luftbøsser. Samme år havde nogle børn held til at stikke ild i en højspændingsmast, og i april 1985 blev 26 isolatorer og en endemuffe på luftledningen ved Norstien ødelagt af skud. Hærværk var i 1985 skyld i, at en lygtepæl blev strømførende, og det kom til at koste en hund livet, da den tissede på pælen. Historien gjorde Korsørs elforsyning verdenskendt, og den nåede helt til ”The Sun” i Vancouver.

59

Næstved Tidende 6.2.1985.

Entreprenørarbejde kan også give problemer.

Efter en strømafbrydelse i 1960 kunne der konstateres seks mærker af en hakke på et kabel, og helt galt gik det for en gartner, der skulle fælde et træ ved Helms Skole i 1968. Da træet, som var meget højt, blev savet over en tredjedel oppe, lagde det sig tværs over Dahlsvej og ind på gasværkets grund. På vejen tog det elværkets luftledning med sig og væltede alle masterne hen til Teilmanns Allé. Det kom til at koste 4848,50 kr. at rydde op.

Sagen endte i retten, og det passede driftsbestyreren godt, for gartneren var kendt for at føre adskillige sager mod sine kunder. Resultatet af retssagen blev imidlertid kun en bøde på 200 kr. og en erstatning til elværket på 1500 kr.

Et specielt uheld skete 12.1.1963. Her blev den populære fjernsynsserie ”Preston & Søn” pludselig afbrudt i mange hjem på Halsskov, da elnettets spænding blev for høj på grund af en fejl på 50 kilovolt stationen Tårnborg. Mere end 200 tv-apparater blev ødelagt, og elværkets forsikringsselskab måtte betale 8-9000 kr. i erstatning.

Strømafbrydelser Strømafbrydelser kan ikke undgås, og sommetider skal årsagen findes langt borte. I foråret 1956 havde man to kortvarige afbrydelser på grund af tordenvejr i Sverige, og både i juni 1960 og juli 60

1961 var der strømafbrydelser, fordi strømmen fra Sverige svigtede.

25.3.1958 kl. 3 om morgenen skete der en kortslutning i transformerstationen Broen. Den beskadigede enden af et kabel, så stationerne på Sylowsvej og Møllebjergvej også var uden strøm. Der blev etableret en nødforsyning; men den kunne ikke klare en normal belastning. Der blev derfor ringet til de større virksomheder og sendt højtalervogne ud i gaderne for at anmode om at spare på strømmen, det var før regionalradioernes tid. Der var først normal forsyning kl.20.30.

1970 var et uheldigt år for elværket. 22.4. om formiddagen blev Korsør ramt af en strømafbrydelse, der nogle steder varede til ud på eftermiddagen. På transformerstationen på Dyrehovedgårds Allé eksploderede en kabelmuffe og forårsagede en brand, og samtidig var der to andre kabelfejl, så tre transformere på række faldt ud. SEAS’ nødanlæg, der var lånt herned, måtte køre i seks timer.

Som en udløber af strømafbrydelsen klagede en kvinde over, at hendes vaskemaskine havde fået ødelagt programværket. Et nyt kostede 275 kr., og hun var ”næsten i chock over prisen”, da hun skrev til elværket for at få erstatning. Kravet måtte dog afvises. I juli samme år var der strømafbrydelse først på grund af en fejl i kablet til Hollesens fabrik og derefter i kablet ved Lystskoven. Endelig i oktober blev kablerne under havnen trukket ud af deres leje af et skib, hvis anker blev udløst ved et uheld.

Et anker var også skyld i en kraftig kortslutning 23.5.1977, da det blev slæbt hen over bunden til Norets indsejling. Det fik fat i alle fem kabler, der forbandt de to bydele; men kun et af dem blev revet over. Det tog tre timer, inden den sidste forbruger havde strøm, og SEAS måtte måle alle søkablerne igennem. Fabrikken havde ikke det rigtige søkabel på lager, så et nyt kunne først sættes i drift i september, og det kunne kun lade sig gøre at klare forsyningen indtil da, fordi belastningen ikke er så stor om sommeren.

12.2.1979 skulle to montører sætte et strømførende højspændingskabel i transformerstationen Broen i forbindelse med en anden transformerstation. Ved en betjeningsfejl blev kablet i stedet sluttet mod jord, så der skete en eksplosion. Den ene montør fik et chok, men kunne møde på arbejde et

par dage efter. Den anden fik andengradsforbrændinger og var sygemeldt en ti dages tid. Eksplosionen ødelagde så meget, at en stor del af sydbyen var uden strøm. Der måtte rekvireres et nødanlæg fra SEAS, og først efter næsten fem timer var der sket en nødtørftig reparation, så der atter var strøm.

Uheldet fik et efterspil. Driftsbestyreren havde i sin indberetning til Elektricitetsrådet anført, at montøren havde handlet mod sin skrevne instruks, og rådet meddelte derefter politimesteren, at montøren havde overtrådt stærkstrømsreglementet, og at der skulle forelægges ham en bøde på 1000 kr. Nu gik montørens fagforening ind i sagen, og driftsbestyreren søgte at overbevise politimesteren og Elektricitetsrådet om, at der kun var begået en menneskelig fejl. Et bødekrav ville sandsynligvis medføre, at montørerne ville nægte at arbejde med højspænding. Der hjalp ingen kære mor. Montøren blev idømt en bøde på 1000 kr., skønt driftsbestyreren som vidne søgte at minimere forseelsen. Elværket betalte imidlertid bøden efter aftale med borgmesterkontoret, fordi man fandt det urimeligt at idømme en bøde for en menneskelig fejl.

Så gik det værre for en stakkels kat, der efter sporene at dømme var skyld i, at 50 kilovolt stationen Scanglas faldt ud i oktober 1982. Katten havde spadseret på transformeren og havde rørt ved to 50 kilovolt ledere samtidig.

Vejret kan også give elforsyningen problemer.

Den store storm 17.10.1967 væltede træer og rev luftledninger ned. Der var mange totalafbrydelser, da SEAS havde svært ved at holde sit net intakt, og elværkets mandskab var på farten i ti timer. I november 1983 var der højvande, så Ceresvej og Søbrinken delvis blev oversvømmet, og flere elektricitetsskabe stod under vand. Den store oversvømmelse natten til d. 23.2.1993, hvor vandstanden nåede 1,70 m over normalen, gav også udgifter til udskiftning og reparation af skabe. Elforsyningen var allerede normal 23.2., og elværket blev ikke nær så hårdt ramt som varmeforsyningen.

Orkanen 3.12.1999 førte hurtigt til strømafbrydelse. I den nordlige bydel svigtede en fordelingsstation, og strømmen måtte ledes gennem to andre transformerstationer. I den sydlige bydel blev luftledningerne ødelagt af væltede master og træer.

Det gik ud over Alhøjvej, Lucernevej, Sommervej,

Kløvervej, Markmosen og Skrænten samt havekolonierne Strandlyst, Storebælt og Strandparken.

Der var steder, hvor man måtte undvære strøm til om aftenen dagen efter, og der gik flere måneder, før gadelyset var tilbage alle steder. Som en udløber af stormen havde Halsskov en stor strømafbrydelse om formiddagen d. 28.12. Taget på transformerstationen på Dyrehovedgårds Allé var blevet ødelagt i orkanen, og indtrængende vand fik stationen til at kortslutte og bryde i brand.

4.8.1981 faldt hele Sjælland ud lidt før kl. 21, og der var ikke strøm i et par timer. Noget tilsvarende skete ved middagstid d. 23.9.2003. I sydbyen kom strømmen først igen lidt i seks, på Halsskov var der først strøm en times tid senere. Strømafbrydelsen viste, hvor nøje forbundet elforsyningerne er med hinanden i store regioner. Strømsvigtet skyldtes et sammenspil af tilfældigheder. En del vigtige højspændingsforbindelser var ude af drift, fordi de var til eftersyn. Kl. 12.30 faldt en blok ud på atomkraftværket Oskarshamn, og fem minutter senere kortsluttede en vigtig transformerstation syd for Göteborg. Det fik Ringhalsværket til at lukke ned, og dermed manglede der så meget strøm, at de danske kraftværker på Sjælland ikke kunne kompensere, men i stedet også faldt ud. Resultatet blev en strømafbrydelse, der ramte Skåne, Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. Det er en vanskelig sag at starte et sådant dødt net op igen, så det tog lang tid, inden der var strøm igen.

I en sådan situation hjælper vindmøller og decentrale kraftvarmeværker ikke. De kan kun levere strøm til et net, der er i funktion, og ved strømsvigt bliver de automatisk koblet fra. På trods af sin store kapacitet kan kraftvarmeværket i Korsør således ikke blot sættes til at forsyne enkelte bydele.

Forholdet til SEAS Den første aftale med SEAS løb i ti år indtil 31.12.1948. Kommunen forpligtede sig til at aftage tre fjerdedele af sit elektricitetsforbrug fra SEAS. For dette skulle der betales en fast, årlig afgift på 15.000 kr., som fra 1941 skulle stige med 1000 kr. årlig. Så skulle der betales effektafgift for årets maksimalbelastning, dog reduceret med 85% af værkets egen maskineffekt. Det betød i praksis, at denne afgift først trådte i kraft, når belastningen 61

Stigevognen fra 1967 på arbejde på Landevejen efter oktoberstormen 1967.

oversteg 1309 kW. Endelig skulle der betales for antal forbrugte kWh, 2,7 øre pr. kWh for den første million, derefter 2,6 øre. Prisen varierede med kulprisen, og den ville blive nedsat i forhold til den mængde billig vandstrøm fra Sverige, SEAS modtog.

Ifølge SEAS’ direktør var dette langt gunstigere vilkår, end andre byer havde. 1947 ønskede SEAS, at der ved fornyelsen af aftalen blev brugt den enhedskontrakt, selskabet anvendte til andre byer på Sjælland. Denne kontrakt ville blive dyrere for Korsør, end den man havde; men efter kontraktfornyelsen, der løb til 1958, viste underhåndsundersøgelser, at den aftale, Korsør havde, var ringere end andre byers.

For at få indflydelse på SEAS vedtog byrådet allerede i april 1938 at købe SEAS aktier for 100.000 kr. Ministeriet, der havde tilladt, at pengene blev taget fra kapitalformuen, gik ud fra, at den stemmeret, der fulgte med aktierne, blev delt efter mandatfordelingen i byrådet. Den konservative gruppe stemte mod denne disposition, der ikke bragte arbejde til en eneste i Korsør. En anden indflydelseskanal var Sammenslutningen af Elektricitetsværker indenfor SEAS’ Forsyningsområde, der blev oprettet 1943. Den omfattede kun købstadselektricitetsværker på Sjælland, og den havde først og fremmest som formål at varetage medlemmernes interesser over for SEAS. Samkøringen, Kraftimport og Elkraft Gennem forbindelsen til SEAS deltog Korsør Elværk i den stigende centralisering af elsektoren 62

i Østdanmark. 1946 indgik SEAS i en samkøring med Isefjordsværket I/S (IFV), dvs. NVE, NESA og Frederiksberg. Samkøringen skulle skaffe billigst mulig elektricitet til Sjælland uden for København dels ved køb af svensk vandkraftelektricitet, dels ved egen produktion. Kraftværkernes produktion blev koordineret daglig, der var et samarbejde om brændselsindkøb, og driftsudgifterne blev fordelt på parterne efter den mængde energi, de havde aftaget.

NESA’s koncession på import af svensk elektricitet udløb i 1954. I stedet stiftede IFV, Københavns Belysningsvæsen og SEAS dette år I/S Kraftimport, der skulle importere og fordele svensk elektricitet. Samkøringen udviklede sig til også at omfatte udbygningsplanlægning. Fra 1971 blev Københavns Belysningsvæsen en egentlig partner i Samkøringen, og i 1978 dannede de tre parter Elkraft A.m.b.a.. Dette selskab skulle varetage de opgaver, Kraftimport og Samkøringen hidtil havde haft, og desuden planlægge og bygge nye kraftværker, særlig atomkraftværker. Elkraft blev ikke noget kraftværkselskab, men var fra starten et transmissionsselskab, der ejede og drev det overordnede 400 kilovolt net. De væsentligste opgaver for selskabet blev driftsdisponering og planlægning, og i 1998 blev det systemansvarligt, dvs. skulle varetage forsyningssikkerheden.

Korsør Elektricitetsværk var som de andre købstadselektricitetsværker i SEAS’ område interessent i Kraftimport, og værket var gennem Sammenslutningen af elværker repræsenteret i Kraftimports bestyrelse, hvor sammenslutningen havde én af de otte pladser. Ved oprettelsen af Elkraft mistede de kommunale elværker i SEAS’ område indflydelse, fordi de ikke blev andelshavere; men dette problem blev løst med en ny overenskomst med SEAS, der gjaldt fra 1.1.1983.

Mens de hidtidige overenskomster havde været femårige købskontrakter, var dette en samarbejdsoverenskomst med en særlig leveringsaftale tilknyttet. Aftalen blev sluttet mellem SEAS og de kommunale elværker på Sjælland og Lolland-Falster. SEAS skulle fremskaffe effekt og energi samt anlæg til at overføre effekt og energi, mens elværkerne skulle indskyde ca. en tredjedel af SEAS’ indskud i Elkraft. Elværkerne skulle udpege to af de femten medlemmer i SEAS’ bestyrelse, ét for

Lolland-Falster og ét for Sammenslutningen af Elektricitetsværker indenfor SEAS’ Forsyningsområde. Desuden fik de kommunale elværker den ene af SEAS’ to pladser i Elkrafts bestyrelse. Elprisen skulle fastsættes af et fællesudvalg, hvor elværkerne havde flertal. Dette fællesudvalg bestemte også prisen for storforbrugerne, dvs. aftagere af mere end 15 mio. kWh om året.

Atter elproducent Oliekriserne i 1973 og 1989 ramte elsektoren hårdt. Det oliefyrede Stigsnæsværk klarede 1970 42% af det østdanske forbrug, og i 1972 udgjorde olien 80% af de danske elværkers brændsel. Energikriserne førte til en gradvis omlægning af elproduktionen til kulfyring, og de gav stødet til en intensiveret statslig indgriben i elforsyningen.

Elloven 1976, der trådte i kraft 1.1.1977, havde til mål at indpasse elforsyningen mest hensigtsmæssigt i landets samlede energiforsyning. Den bestemte, at der skulle nedsættes et elprisudvalg til at kontrollere elselskabernes priser, og den gav ministeren mulighed for at påbyde elselskaberne at indrette produktionen på en bestemt måde.

Samme år blev der oprettet en særlig energistyrelse. Herefter har planlægning og udbygning af elsektoren været et anliggende for Folketinget, og det har været klart, at energipolitik også har været miljøpolitik. Elselskaberne var modstandere af denne udvikling; hos dem var målet at skaffe rigelig energi billigst muligt. Selskaberne havde ønsket atomkraft; men den blev opgivet i slutningen af 1970’erne, og det politiske system begyndte at interessere sig for nye tiltag som naturgas, vindenergi, kraftvarme og elsparekampagner.

Regeringen og Socialdemokratiet enedes i 1986 om en udbygning af decentral kraftvarme med naturgas eller halm som energikilde, og varmeforsyningsloven fra 1990 bestemte, at eksisterende fjernvarmeanlæg så vidt muligt skulle ændres til kraftvarmeværker. I Korsør resulterede denne politik i, at de kommunale værker i 1993 kunne indvie et naturgasfyret kraftvarmeværk i det tidligere forbrændingsanlæg på Norbrinken. Det kunne levere ca. 40% af byens strømforbrug. Den strøm, det producerer, leveres direkte til ledningsnettet gennem et kabel til SEAS’ 50 kilovolt station ved det gamle Scanglas. I dag, hvor produktionen dæk-

ker ca. 30% af byens behov, sælges strømmen til Elkraft System.

Det blev overvejet i 1991 at bygge en fælles kraftvarmecentral for boligblokkene på det nordlige Halsskov; men det blev bestemt først at tage sagen op i 1996. Kraftvarmecentralen skulle placeres på hjørnet af Motalavej og Halsskovvej, og den skulle forsyne Korsør Boligselskabs og Albos afdelinger samt evt. også Fasanhaven. En konsulentrapport fra 1997 viste imidlertid, at værket ville give boligselskabernes beboere forøgede varmeudgifter.

Energiministeriets handlingsplan Energi 2000 fra 1990 krævede, at årsforbruget af energi skulle falde med 15% i perioden 1988-2005, og at CO2udslippet i samme tidsrum skulle reduceres med 20%. Handlingsplanen blev fulgt op af Folketinget, der i marts 1992 vedtog, at elselskaberne skulle opstille konkrete sparemål i forhold til Energi 2000.

Mange elselskaber har nu strømbesparelser som en del af de overordnede mål, og der er ansat særlige medarbejdere til at rådgive om besparelser. I Korsør fastlagde kommunen en besparelse på 2,3 mio. kWh som målet, og elforsyningen arbejder på at begrænse forbruget og derigennem CO2-udledningen ved gratis energirådgivning.

SEAS i krise Omkring 1990 kom SEAS ind i en krise. Først prøvede selskabet Jomsberg Inc. 1988-89 at gennemføre en fjendtlig overtagelse af SEAS. Det mislykkedes; men i kølvandet på krisen blev SEAS omdannet til et andelsselskab. Den højeste myndighed i selskabet var repræsentantskabet, af hvis 230 medlemmer de kommunale elværker udpegede de 58. Repræsentantskabet valgte en femten mand stor bestyrelse. Heri var de kommunale værker sikret de to pladser.

Herefter viste det sig, at nogle sideaktiviteter, SEAS havde investeret i, gav store underskud. Det gjaldt særlig et tomatgartneri, der skulle udnytte overskudsvarmen fra Masnedøværket. Vanskelighederne kulminerede i 1992, og om efteråret krævede Elprisudvalget, at sideaktiviteterne blev solgt fra. Som et krisetegn skete der 1.7. en sammenlægning af kraftværkerne i SEAS og IFV til et nyt selskab, I/S Sjællandske Kraftværker. Herefter var SEAS kun et forsyningsselskab.

63

SEAS ville afdrage underskuddet, der var på ca. 230 mio. kr., over 15 år og genopbygge sin egenkapital ved rationaliseringer. Det ville således blive forbrugerne, der skulle dække underskuddet over elprisen, for Korsørs vedkommende var der tale om 7 mio. kr. Elprisudvalget godkendte denne ordning; men den blev stoppet af Konkurrenceankenævnet i efteråret 1993, fordi rationaliseringsgevinster efter elloven skulle komme forbrugerne til gode som lavere priser.

I 1994 søgte man at løse problemet ved en fusion mellem NESA og SEAS, hvor NESA skulle betale en overpris og dermed dække underskuddet. Denne løsning skulle muligvis også behandles af Konkurrenceankenævnet; men den skulle først vedtages på SEAS’ repræsentantskabsmøde 8.6. Op til dette møde fremkom ni bykommuner i SEAS’ område med en redningsplan, hvis mål var at bevare den lokale indflydelse. Ideen bag planen var, at en række kommunale holdingselskaber skulle overtage SEAS. Forslaget var udarbejdet af Køge, Næstved, Vordingborg og Korsør, og det ville indebære betydelige rationaliseringsgevinster bl.a. ved at skabe en fælles administration for SEAS og de ni kommuner.

Repræsentantskabsmødet havde et spinkelt flertal for at arbejde videre med fusionsplanerne med NESA. Det kommunale forslag var ikke særlig populært. Det blev karakteriseret som ”sentimentalt, urealistisk, ufærdigt og uholdbart”. Planen var dog ikke død endnu, den blev præsenteret for energiminister Jann Sjursen i slutningen af juni; men den blev til sidst afvist af Elprisudvalget.

I mellemtiden søgte Elprisudvalget at få ministerens godkendelse af, at NESA skulle betale overpris; men den afgørelse overlod denne til udvalget. På SEAS’ repræsentantskabsmøde 2.9. viste det sig, at der ikke var det fornødne to tredjedels flertal for fusionen. Herefter gik man tilbage til SEAS’ oprindelige redningsplan, som den nye energiminister, Svend Auken, fik tilslutning til ved årsskiftet 1994/95 både i Folketinget og i EUkommissionen.

Nu fik SEAS endelig lov til at indregne underskuddet i elprisen; det forventedes at betyde 0,5 øre pr. kWh. SEAS fik en ny struktur, idet selskabet blev opdelt i SEAS Distribution A.m.b.a., hvis højeste myndighed stadig var repræsentantskabet, 64

og SEAS Transmission A/S, der skulle indkøbe og fordele elektricitet. 73% af aktierne i dette selskab skulle ejes af SEAS Distribution, og de resterende 27% blev overtaget af de ni kommunale elforsyninger i SEAS’ område. Korsørs andel blev 3,2%.

I Korsør vedtog værkudvalget at etablere SEAS Transmission 1.6.1995, og kun SF’s medlem stemte mod. Han følte sig dårligt informeret, og ”det faldt mig også for brystet, at Korsørs borgmester bedyrede, at det ingen forskel gjorde om man stemte for eller imod denne indviklede affære”.

1999 var SEAS og NVE tæt på en fusion; men det blev først til noget i 2004. I det nye selskab vil den højeste myndighed, repræsentantskabet, komme til at bestå af to valggrupper, en for det gamle SEAS og en for det gamle NVE. Atter aktieselskab EU ønskede at skabe et frit elmarked. Det skulle ske ved gennemsigtighed i prisfastsættelsen, ved fri ret til at transportere el gennem andres elnet og ved fri ret til at købe og sælge elektricitet overalt i EU. I december 1996 vedtog ministerrådet et direktiv om åbning af markedet. Det skulle træde i kraft i februar 1997 og skulle være bragt til udførelse senest to år efter.

Det første skridt i Danmark blev taget i 1998, hvor der blev frit leverandørvalg for de allerstørste virksomheder og flertallet af eldistributører.

Herefter fulgte 3.3.1999 et politisk forlig mellem Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre, Konservative, SF og Kristeligt Folkeparti om en gennemgribende reform af elsektoren. Dette forlig blev grundlaget for en ny ellov, der trådte i kraft 1.1.2000.

Elektricitetsmarkedet skulle åbnes for konkurrence inden udgangen af år 2002. Adgangen til at købe elektricitet på markedsvilkår skulle åbnes gradvis. 1.4.2000 skulle forbrugere af over 10 mio. kWh årligt have markedsadgang, fra 1.1.2001 gjaldt det forbrugere af over 1 mio. kWh årligt og fra 1.1.2003 samtlige forbrugere. Alle havde dog pligt til at aftage en andel af miljøvenligt produceret elektricitet f.eks. fra vindmøller eller naturgasfyrede kraftvarmeværker.

Der skulle foretages en opdeling af de eksisterende elselskaber. Driften af elnettene blev en sag for særlige netselskaber, der beholdt en mo-

Korsør Forsyningsselskab A/S fik nyt logo i oktober 2002.

nopolstilling, mens alle handelsaktiviteter skulle udskilles i kommercielle selskaber, herunder forsyningspligtselskaber, der skulle tilbyde elektricitet til alle i et forsyningsområde. Endelig indførtes særlige systemansvarlige selskaber til at styre det overordnede transmissionsnet. Som kontrolorgan oprettedes et Energitilsyn, der senere overtog Elprisudvalgets sager.

Det var klart allerede i foråret 1999, at de kommunale værker i Korsør ikke kunne fortsætte uændret. Distributionsnettet og energibesparelserne ville formentlig kunne fortsætte i et kommunalt selskab som det eksisterende. Handel med elektricitet, forsyningspligt og sideaktiviteter som f.eks. gadelys skulle føres over til et selskab med begrænset ansvar. Fra sommeren 1999 blev der arbejdet på at danne et fælles forsyningspligtselskab for SEAS’ forsyningsområde. Det var tanken, at afregning og kundeservice på langt sigt skulle overføres til det fælles selskab, og at der senest ved udgangen af 2002 skulle etableres et fælles kundecenter. I Korsør mente man, at det ville blive vanskeligt at holde profilen som lokalt elselskab, og desuden ville det betyde en dårligere udnyttelse af værkernes forbrugsafgiftssystem. Korsør ville derfor ikke deltage i det fælles selskab, Strømmens Elforsyning A/S, der sammen med en række tilsvarende selskaber blev dannet 1.1.2002. Strømmens Elforsyning kom til at omfatte hele SEAS’ forsyningsområde på nær Korsør.

Korsørs løsning på ellovens krav blev at danne et kommunalt ejet aktieselskab, Korsør Forsyningsselskab A/S (nu Korsør Forsyning A/S), der sammen med en række datterselskaber fra 2000/2001 har varetaget elværkets hidtidige opgaver. Driften af forsyningsnettet blev lagt hos Korsør Elnetselskab A/S (nu Korsør Elnet A/S). Der blev søgt om bevilling til netvirksomhed i 2000, og en bevilling på 20 år blev modtaget i september 2002.

Energitilsynet krævede i efteråret 2001, at de dyreste netselskaber skulle effektiviseres, dvs. spare, 3% om året, og de mindst effektive, hvortil Korsør blev regnet, skulle spare yderligere. Det ville for Korsør Elnetselskab betyde en besparelse på i alt 25% fra 2002 til og med 2004. Energitilsynet mente, at selskabets omkostninger var alt for høje i forhold til antal forbrugere og ledningsnettets længde. Det viste sig, at der havde været fejl i indberetningerne, og de ændrede tal flyttede selskabet op i den bedste halvdel af samtlige selskaber.

Forsyningspligten blev henlagt til datterselskabet Korsør Elforsyning A/S (nu Korsør El A/S), der blev etableret i foråret 2000. Der blev indsendt ansøgning til Energitilsynet om bevilling til køb og salg af energi. En bevilling for fem år kom først i maj 2002; men inden da var der kommet en forhåndsgodkendelse. Endnu i år 2000 købte selskabet sin strøm hos SEAS. Herefter kunne man udnytte det frie elmarked og gik over til at købe hos NESA fra 2001.

29.3.2004 blev der indgået et energiforlig mellem alle Folketingets partier på nær Enhedslisten: Elkraft og dets jysk-fynske pendant Eltra skal fusioneres til ét systemansvarligt selskab, idet elselskaberne vederlagsfrit skal overdrage deres ejerskab i de to selskaber til staten. Til gengæld får elselskaberne fri rådighed over deres formuer.

Hele elforbruget skal herefter kunne aftages på markedsvilkår. Den vedvarende energi skal styrkes ved opførelsen af to store vindmølleparker, og der indføres en skrotningsordning for vindmøller på land.

Det er endnu for tidligt at afgøre, hvilken betydning dette forlig får for de små elselskaber. Til en begyndelse har afgivelsen af ejerskabet af Elkraft og Eltra skabt utilfredshed.

65

Forbrug før 1937 I 1905 aftog Danmarks elforbrugere tilsammen 16,6 mio. kWh, heraf de københavnske forbrugere de 14,6 mio. Halvdelen af det københavnske forbrug tegnede sporvejene sig dog for. Hele landets daværende forbrug svarede til ca. 5000 husstandes forbrug i dag. I provinsen havde femten af hver 1000 indbyggere elektricitet. Omkring 1910 havde 20-25% af Danmarks husstande elektricitet. Ti år senere var 80-90% af byernes husstande forsynet med elektricitet, omkring 1940 98%, dvs. at næsten hele landets bybefolkning havde adgang til elektricitet.

Forbruget var på landsplan nærmest blevet 50 gange større mellem 1905 og 1940. I Korsør var forbruget i samme periode kun blevet ca. 28 gange større. Dette skyldtes uden tvivl, at byen ikke var en storby, hvor erhvervslivets forbrug af strøm var relativt større end i mindre byer.

Kurven over forbrugt strøm i Korsør steg frem til 1. Verdenskrig jævnt med godt en fordobling mellem 1906 og 1910 og en tredobling mellem 1906 og 1913. Under og lige efter 1. Verdenskrig stagnerede eller faldt forbruget, hvorefter det steg kraftigt, næsten fem gange fra 1921 til 1941. Forbrugsudviklingen pr. indbygger i Korsør fulgte udviklingen i det samlede forbrug.

De første forbrugere Da Korsør Elværk begyndte at levere strøm, forelå ”Almindelige Vedtægter for Afgivelse af Strøm til private Forbrugere”, vedtaget af bestyrelsen 3.11.1904. De bestemte bl.a., at en begæring om at blive forbruger skulle ledsages af oplysninger om det ønskede strømforbrugs størrelse og art. Værket lavede stikledning og opsatte måler på forbrugerens regning. Målerne, hvoraf nogle var til lys og andre til kraft, var kun til leje.

Optrådte der forstyrrelser i belysningen, således at enkelte ledninger blev opvarmet stærkt, skulle forbrugerne straks slukke for kontakten og måtte ikke tænde igen, før ledningerne var undersøgt. Hvis motorbrugere forårsagede forstyrrelser i belysningen hos de omkringboende, skulle dette 66

rettes, ellers måtte elværket afbryde motorforsyningen.

Betalingen for forbrugt elektricitet og målerleje ville blive opkrævet hver måned. Betaltes regningen ikke straks, kunne værket efter fjorten dage efter yderligere påkrav afbryde strømmen. Forbrugerne fik værkets løfte om, at det til enhver tid ville bestræbe sig for, at driften kunne blive regelmæssig. Vedtægterne blev fornyet i 1911, 1920 og 1935 uden væsentlige ændringer.

Yderligere retningslinjer for, hvorledes forbrugerne skulle forholde sig til det trods alt farlige gode, de havde fået inden for hjemmets fire vægge, fik de af den autoriserede installatør, som skulle lave installationen. Ifølge instruks for disse installatører, vedtaget i byrådet 19.1.1905, skulle de, før en installation fandt sted, indsende anmeldelse til elværket med nøjagtig angivelse af installationens indhold. Fra elværket ville komme besked, om det ønskede strømforbrug kunne bevilges. Elværket skulle have nøjagtig tegning af installationen og besked om senere udvidelser eller ændringer.

Før en installation blev sat i forbindelse med ledningsnettet, skulle installatøren gøre forbrugeren bekendt med enkeltheder i anlægget, brugen af apparater, rensning af buelamper, indsætning af kulspidser o.lign. Installatøren skulle indskærpe, at kontakten altid burde være afbrudt, når der ikke brugtes strøm.

De første forbrugere, som meldte sig, ca. 50 ved værkets start, fik gratis indlagt stikledning; det samme gjaldt de første forbrugere på Halsskov, hvis de lod installere inden udgangen af 1905. I 1905 vedtog bestyrelsen den praksis, at under forbehold af selskabets stillingtagen i hvert enkelt tilfælde bekostede elværket ledningen til ejendommens hovedsikring for forbrugere af lyselektricitet, når lysforbruget måtte antages at stå i passende forhold til omkostningerne ved anlægget.

Hvorledes en installatør forestillede sig forsyningen af et hjem med lys i 1904, får man et indtryk af ved den demonstration, Laur. Knudsen lavede på et af de indledende møder i forbindelse

med oprettelsen af Korsør Elværk. Han anbefalede glødelampen til private hjem, da den kunne fås med forskellig lysstyrke. På trappegange ville han tilråde 5 watt pærer, i korridorer 5-10 watt pærer og i værelser 16 watt pærer. Her kunne benyttes stålamper, som kunne flyttes efter ønske. I sovekamre brugtes normalt kun en enkelt lampe midt i værelset og en lampe ved sengen. Gaskroner og petroleumslamper kunne omdannes til elektriske lamper. Han regnede med femten lamper i en treværelses lejlighed.

I en oversigt fra 1904 over installationer, der planlagdes sat i forbindelse med Korsør Elværk, ses, at maskinfabrikant Henrik Hansen, Tårnborgvej 2, var sat til følgende: I butikken to nernstlamper og otte glødelamper, på værkstedet to nernstlamper og tretten glødelamper samt motorstrøm til 3½ HK og i lejligheden sytten glødelamper. Der regnedes med to stikkontakter i butikken, syv på værkstedet og to i lejligheden.

I Korsør var der i 1906 i gennemsnit næsten tretten lamper pr. måler, i 1911 godt ti og i 1915 godt ni. Tallene skal tages med forbehold, da målerantallet inkluderer kraftmålere. Udviklingen viser dog nok, at det var velhaverne i de store lejligheder, der først fik elektrisk lys, og efterhånden kom mindre velhavende forbrugere og mindre lejligheder til. I 1906 brugtes til belysning i gennemsnit 377 kWh om året pr. lysmåler.

Flere forhold var afgørende for, hvem der først fik installeret elektricitet. Den afgørende betingelse var, at der var etableret et ledningsnet. Uden for de centrale veje blev ledningsnettet imidlertid ikke etableret, uden at der var efterspørgsel. Generelt var det sådan, at der i begyndelsen var en tendens til, at bedre bemidlede fik strøm før mindre bemidlede; men igen her var der en tendens til, at førstnævnte boede på Korsørs centrale strøg, hvortil strømmen først kom. Da ledningerne var lagt her, afspejlede udbygningen i ledningsnettet også byens udvikling med nye kvarterer.

Korsør Elværks første forbrugere i 1904 fandtes i kvarteret umiddelbart rundt om værket og på de centrale gader og pladser i den sydlige bydel.

I 1905 var turen kommet til de centrale veje på Halsskov som Halsskovvej, Revvej og Bernstensgade. I den sydlige bydel kom stadig flere kvarterer med, fra 1906 Mathiesensvej området, fra 1910

Korsør Avis 2.11.1904.

Korsør Avis 8.2.1907.

Møllebjergvej kvarteret, fra 1911 Sylowsvej kvarteret, fra 1913 vejene fra Møllebjergvej og ned mod vandet samt Fiskergade – Baggade – Slottensgade området. På Halsskov skete udbygningen med Strandvej – Suhrsvej – Lygtebakken fra 1908 og med de mindre gader i det nordlige Halsskovvej område fra 1910. Fra 1911 kom de første veje i det nuværende Stadionkvarter med.

Elektrisk lys blev i almindelighed hurtigere efterspurgt på steder, hvor lysets muligheder og sikkerhedsmæssige fordele var oplagte og prisen mere underordnet, som i forretninger, hoteller, fabrikker, kontorer og offentlige institutioner. De første installationer i Korsør bekræftede denne tendens.

Ved udgangen af 1905 var der lagt 77 stikledninger og installeret 96 målere.

Lyselektricitet og motorelektricitet i de første år Fem år senere, i 1910, var tallet på stikledninger 293, mens antallet af målere var 447, altså en relativt større stigning i antallet af målere. Dette kan forklares, dels med at flere flerfamiliehuse fik installeret elektricitet, dels med at der var særskilte målere til lys og til kraft. Der var dog installeret langt flere lysmålere end kraftmålere hos Korsørs 67

forbrugere, i 1907 177 lysmålere og 32 kraftmålere.

Forsyningsnettet var ikke rentabelt, hvis forbrugerne kun brugte elektriciteten til belysning.

Belastningen på værket blev da meget stor på bestemte tidspunkter af døgnet og varierede med årstiden. Værkerne ville gerne have nogle elmotorkunder, og derfor sattes prisen for elektricitet til belysning og motorbrug forskelligt. Korsør Elværks første takster fra 1904 sagde 50 øre pr. kWh for strøm til lys og 20 øre for motorelektricitet.

Lysprisen var rettet ind efter prisen i København og Slagelse.

Større virksomheder havde dampmaskiner, og dampkraften var dominerende helt frem til 1920; men denne kraftkilde var dyr både i anlæg og drift for mindre virksomheder. Elektromotoren, typisk på 3-4 HK, blev ofte de små virksomheders energikilde. En motor kostede omkring 1906 300-400 kr. Den kunne i sparet løn indtjenes på 200 arbejdsdage. Man fik efterhånden udviklet elektromotorer, der var mere effektive og vejede betydeligt mindre end de første, der kom frem. I 1906 var 21% af maskinerne i danske industri- og håndværksvirksomheder elektriske. Normalt blev maskinerne drevet ved remtræk fra en centralt placeret elektromotor.

Som eksempel på en virksomhed i Korsør, der fik elektromotorer kan nævnes Dampmøllen i 1910.

Da Strandmøllekonsortiet i 1906 bad om strøm til en 16 HK motor til møllen, drøftede elværkets

bestyrelse at stille som betingelse bl.a., at motoren kun blev sat i virksomhed i sommerhalvåret samt i vinterhalvåret kun, når solen var over horisonten.

Et af de steder, hvor elektromotoren også slog igennem, var i biograferne, hvor fremføring af filmen før havde måttet ske med håndkraft. I mange byer hørte biograferne til de kunder, der fik strøm til særlig lav takst. I 1906 blev biografteatret på Hotel Korsør ny kunde hos Korsør Elværk. Da Ringsted Elværk i 1907 spurgte, hvorledes Korsør Elværk havde grebet sagen an, svarede man: ”belært af Erfaringer fra de omrejsende Biograftheatre stillede [vi] den absolute Fordring for at levere Strøm til det første Biograftheater, at der anvendtes Omformer, hvorved Stød i Ledningerne kan undgaaes.” Biografen i Korsør fik ikke billig strøm; den måtte betale som for almindeligt lysforbrug.

Elektricitet til husholdningsbrug var dyr. Det var mange gange dyrere at koge med el end med gas. Mange af de elektriske apparater, vi kender i dag, strygejern, støvsugere, kogeplader etc., blev allerede sat i produktion omkring 1910. De første apparater gik desuden let i stykker, var tunge, uhåndterlige og dyre. En Nilfisk støvsuger kostede i 1910 det samme som 2714 l sødmælk. De elektriske husholdningsmaskiner vandt derfor kun indpas i velhaverhjem.

I 1913 drøftede elværkets bestyrelse at indkøbe elektriske strygejern og udleje dem for 25 øre om måneden. Man vedtog at indhente tilbud på fem strygejern af mærkerne Prometheus og Therma.

Strygejernene kunne imidlertid kun købes i partier på 25 stk., og sagen stilledes i bero. Man ville spørge installatørerne, om de ville udleje jernene.

1. Verdenskrig

Interiør fra Kongegården ca. 1920 med elektrisk lys.

Foto Rantzau Jensen.

68

Glødelampen havde omkring 1. Verdenskrig nået en udvikling, der gjorde elektricitet til et relativt billigt belysningsmiddel. Wolframpæren havde lang levetid, udnyttede energien mere til lys end til varme og var ikke ret stor. Alligevel var kampen mellem el og gas til belysningsbrug ikke overstået.

Elmodstanderne kaldte elektriciteten for farlig og dyr. Det var ikke ualmindeligt, at man kun havde elektrisk lys i stuen, mens der var gas- eller petroleumslys i de andre værelser. Petroleumsmanglen under krigen fik flere til at bruge elektricitet, og

der var flere elforbrugere ved krigens slutning end ved dens begyndelse.

Fra omkring 1915 blev der på landsplan brugt mere elektricitet til kraft end til lys. Tidligere havde det været omvendt. Det var især på landet og i de store byer, at kraftforbruget var stort. I Korsør skete skiftet allerede i 1912, hvilket må forklares med de store kraner og den elektriske kulbane.

Men under 1. Verdenskrig, hvor brugen af kranerne indskrænkedes mest muligt, blev der igen leveret flere kWh til belysning end til motorbrug, og denne fordeling fortsatte helt frem til midten af 1930’erne, hvor de store virksomheder Korsør Margarinefabrik, Korsør Jernstøberi og Korsør Glasværk blev kunder hos elværket og dermed ændrede billedet totalt. Når forbruget af lyselektricitet var størst gennem det meste af mellemkrigstiden, skyldtes det, at lysforbruget steg kraftigt, uden at der kom store kraftforbrugere til.

Korsør Elværk kunne efter krigen rose sig af og blev rost derfor, at værket ikke som andre værker havde måttet indføre rationering af forbruget. Allerede i august 1914, altså umiddelbart efter verdenskrigens start, anmodede værket kraftforbrugerne om så vidt muligt at bruge strøm fra kl.8 til kl.12 og at begrænse forbruget om eftermiddagen mest muligt, for at værket kunne slippe for at køre med dieselmotoren hele dagen.

Da den uindskrænkede ubådskrig erklæredes den 1.2.1917, og brændselssituationen forværredes radikalt, ønskede staten restriktioner. Korsør Elværk henstillede til de forretningsdrivende at ophøre med vinduesbelysning og til forbrugerne at indskrænke det almindelige forbrug. Handelsstandsforeningen anmodede byrådet om at måtte bruge lys i forretningsvinduerne i perioden 16.23.12.1917, og elværket sagde ja til at levere lyset.

Strømmen blev også afbrudt til alle kraner undtagen Statsbanernes, men blev ret hurtigt igen åbnet, selv om det egentlig ikke var tilladt. Værkets begrundelse var, at man ville hjælpe importørerne til at få losset skibene til den fastsatte tid. Statsbanerne fik strøm til at losse alle skibe, fordi de var nødsaget til at bruge luftbanen til transport.

Silvan og Th. Rasmusens Sønner måtte nøjes med strøm i det omfang og på de tidspunkter, hvor elværket kunne levere. Der gik rygter i byen om, at Silvan blev forfordelt.

Margarinefabrikkens kontor i Brogade ca. 1906. Det elektriske lys har afløst gaslyset, men man ser endnu gasrørene.

Indskrænkningerne har næppe betydet meget i hjemmene, hvor elektriciteten trods alt endnu ikke var særlig udbredt. En gasrationering var værre for husmødrene.

Staten prøvede i maj 1917 at stoppe for tilslutning af nye lysinstallationer; men protester førte til, at der blev åbnet mulighed for dispensation.

Først tog staten sig af dispensationsansøgningerne; men da disse væltede ind, blev arbejdet overladt til kommunerne, som spyede dispensationer ud. Allerede i april vedtog Korsør Elværk ikke foreløbig at give installationstilladelser. Senere på året blev der atter åbnet for tilslutning, hvis man kunne skaffe målere. Beboerne i barakken ved Engvej fik afslag på elinstallation i december 1917 på grund af mangel på målere. I april 1918 henlå ca. 100 ansøgninger om at få indlagt strøm.

Antallet af installerede målere var trods alt stadigt stigende i Korsør under krigen, fra 1028 i 1914 til 1961 i 1918, en stigning på næsten 100%.

Mellemkrigstiden Der gik nogle år efter 1. Verdenskrig, før brændselsforsyningen igen var normal. I 1920 var forsyningssituationen faktisk værre end under krigen.

Regeringen indskrænkede ved to bekendtgørelser 23.2. forbruget af gas og elektricitet stærkere end nogensinde tidligere. Elværkerne skulle drage omsorg for, at elforbruget blev nedsat til to tredjedele af forbruget i februar 1913. For at undgå at der blev indført rationering, blev forbrugerne opfordret til størst mulig sparsommelighed.

69

Korsør Elværk tog også mere drastiske skridt end under krigen. Det blev forbudt Biografen, Hotel Korsør og Klubhotellet at have lysreklamer og udvendige lamper tændt. I april godkendte byrådet elværkets indstilling om indskrænkning af forbruget således, at politiet skulle kontrollere, at hverken direkte eller indirekte vinduesbelysning fandt sted, at forbuddet mod reklamebelysning blev overholdt, og at hoteller, restauranter, koncertsale mv. satte pærer med mindre lysstyrke i deres lamper. 50 watt skulle ændres til 32 watt, 32 watt til 25 watt, 25 watt til 16 watt og 16 watt til 10 watt.

Ellers var mellemkrigstiden præget af en markant stigning i forbruget. Der kom flere forbrugere, og den enkelte husstand brugte mere strøm.

Elektriciteten blev en integrerende del af daglig-

dagen. I hjemmene var holdningen stadig, at elektriciteten var til lys; øvrige anvendelser var den rene luksus. Man frådsede dog ikke med lyset. Et lampested midt i et rum var normen, og der var ikke stikkontakter i alle rum. Man kunne måske klare sig med en skruefatning, som man skruede op i et lampested. Nogle skruefatninger gav plads til både pære og stik. De kaldtes også snydepropper, fordi der nogle steder betaltes elafgift efter antal lampesteder.

Mange forbrugere havde et meget lille strømforbrug. Korsør Elværk havde i 1927, hvor kWh prisen for lyselektricitet var 57 øre, 160 kunder med et forbrug på under 10 kr. årligt. 346 brugte for mellem 10 og 20 kr., 433 for mellem 20 og 30 kr. og 764 for mellem 30 og 80 kr.

Elektrisk lys i Husholdningsforeningen for Statsansattes forretning på Rolighedsvej ca. 1914. Bemærk ledningerne i loftet.

70

Illumination ved fæstningsfesten 1936.

Korsoranerne flottede sig ikke i mellemkrigstiden med at sætte mange lamper op i deres boliger.

I gennemsnit var der pr. lysmåler tilsluttet otte til ni lamper til slutningen af 1920’erne, mellem ti og elleve lamper i årene omkring 1930 og lidt mere end elleve lamper i begyndelsen af 1930’erne. Selv om man ikke fik flere lampesteder, brugte man mere lys. I gennemsnit blev der i Korsør i 1921/22 solgt 94,8 kWh strøm til lysbrug pr. installeret lysmåler, i 1934/35 var tallet 140,1 kWh, en stigning på næsten 50%.

Mens kun strygejern og støvsugere havde oplevet en vis succes frem til omkring 1920, skete der i mellemkrigstiden en udvikling af de elektriske apparater. Man fik nu stege- og bageovne, vandvarmere, køleskabe og kogeplader. Lavvoltskogepladerne, som Laur. Knudsen producerede fra 1935, blev især udbredte. De kunne dog kun bruges med vekselstrøm. Spændingen skulle sættes ned fra 220 til 14 volt, så mange elværker udlejede transformere til lavvoltskøkkener. Lavvoltskogepladerne kunne tage konkurrencen op med gas- og petroleumsapparaterne, fordi de som disse varmede hurtigt op og ikke krævede dyre gryder mv., som de første masseplader havde krævet. I 1938 var 1,85% af alle husholdningernes køkkener elektriske.

Det mest udbredte ”husholdningsapparat” i 1938 var radioapparatet. 37% af husholdnings-

apparaterne var radioer. Strygejern kom på andenpladsen med 28%. Radioen slog igennem i 1920’erne, og den blev i modsætning til nogle af de andre apparater udbredt i alle samfundslag. I 1928 var der flere udstillinger af radioapparater i Korsør.

Elværkerne havde problemer med radioerne, fordi radiomodtagelsen let blev generet af andet eludstyr. I 1931 kom en lov om støjbeskyttelse og godkendelse af nye elapparater. Korsør Elværk oplevede også problemer med radiostøj. I 1933 havde tandlæge Einar Jensen, formand for Korsør og Omegns Radioklub, på 2000 korsoranske radiolytteres vegne skrevet til elværket og spurgt, om der ikke kunne gøres noget for at afhjælpe forstyrrelserne på radiolytningen. Støjinspektøren aflagde besøg på elværket og kontrollerede maskinerne.

Der blev anbragt kondensatorer på maskinerne; men støjen kunne også stamme fra udføringskablerne, som det var meget dyrt at forsyne med kondensatorer. Værket lovede dog at forsøge at få fjernet støjen i værkets nærmeste omegn ved hjælp af Bang & Olufsens filtre, selv om man ikke var forpligtet dertil. Værket købte tre sådanne filtre til udlån efter nærmere aftale med radioklubberne.

Ordningen syntes at virke tilfredsstillende.

Korsør Bio var også et problem. Så snart biografen brugte strømmen direkte, forstyrrede det belysningen. Elværket vedtog i 1924 at anmode 71

den om at anskaffe en reserveomformer eller på anden måde løse problemet.

Industriens brug af elektricitet Industriens elforbrug gik gradvis frem i mellemkrigstiden. I 1920 havde 75% af industri- og håndværksvirksomheder elmotorkraft. I mellemkrigsårene gik godt 60% af det samlede elsalg til kraft.

Den lille elmotor, der kunne sættes ind i en boremaskine eller kobles på en symaskine, kom frem i disse år og var et vældigt fremskridt i forhold til systemet med aksler og remtræk fra en stor maskine. Det var langt mere fleksibelt og mindre farligt. Korsør Elværk fik henvendelser om levering af kraft til en række industrivirksomheder, f.eks.

Vulcanværftet i 1919, der ønskede kraft til at drive 50 HK, senere 150 HK. Nogle industrivirksomheder var slet ikke kunder hos elværkerne. De havde dampmaskineanlæg og fik lys derfra ved at koble en lille jævnstrømsdynamo til dampmaskinen. På den måde var de uafhængige af forsyning udefra. Desuden havde nogle elværker problemer med at klare forsyningen til store virksomheder, især hvis deres forbrug svingede meget. Virksomhederne var ikke nødvendigvis tilfredse med de begrænsninger, elværkerne kunne blive nødt til at indføre for at klare forsyningen til de øvrige kunder.

Der kunne også være tale om, at industrivirksomheder ønskede at bruge elværket som reserve for deres eget anlæg. Det ønskede f.eks. Korsør Jernstøberi i 1923 og ØA i 1926.

Elektricificeringen viste sig også ved havnene efter 1. Verdenskrig. I 1920 kunne der i Korsør havn losses med transportable elektriske spil, som ejedes af importørerne.

Den gennemsnitlige krafttilslutning pr. kraftmåler steg ikke i Korsør frem til midt i 1930’erne; den lå ret konstant på godt 8 HK med et lille fald i de første år af 1930’erne. Det gennemsnitlige kraftforbrug pr. kraftmåler steg i begyndelsen af 1920’erne fra 1218 kWh i 1921 til 1601 i 1924, derefter stagnerede det. Der var installeret markant færre kraftmålere end lysmålere i Korsør. I 1921 var der 2174 lysmålere og 128 kraftmålere, ti år senere 2965 målere til lys og 248 til kraft.

Prispolitik i mellemkrigstiden Prisen på elektricitet til lys faldt fra de oprindelige 50 øre pr. kWh i 1904 til 45 øre i 1909 og 42 ½ øre i 1914. Den vanskelige forsyningssituation under 1. Verdenskrig fik prisen til at stige, først til 60 øre i 1917, derefter til 80 øre i 1918 og 100 øre i 1920.

Prisen for strøm til kraft holdt sig på de oprindelige 20 øre helt frem til 1917, hvor den blev 30 øre, i 1918 50 øre og i 1920 70 øre.

Elværkets forretningslokale 1935-37, Nygade 9.

72

Herefter oplevede elværket et pres fra befolkning og politikere for at få prisen sat ned. I foråret 1921 blev den sat ned til 90 øre pr. kWh for lys og 60 øre for kraft; men allerede samme efterår rørte kommunen på sig. Stadsingeniøren bad en lang række elværker om at oplyse deres priser for lyselektricitet og motorelektricitet, og 29.10.1921 skrev teknisk udvalg til elværket, at flere af byens borgere havde anmodet om, at elprisen blev sat ned. Udvalget henstillede til værket at nedsætte prisen, så snart som det var økonomisk forsvarligt.

Udvalget ville foreslå byrådet, at gasprisen blev sat ned, da både den og elprisen var høj i Korsør.

Elværket havde allerede da nedsat prisen for motorelektricitet til 50 øre, og pr. 1.12. reduceredes lysprisen til 80 øre. Elværket gjorde opmærksom på, at elpriserne under 1. Verdenskrig aldrig nåede den højde i Korsør, som de gjorde i andre byer, og derfor kunne man ikke forvente en tilsvarende procentvis nedsættelse her som andre steder. De følgende år faldt priserne hyppigt og var i 1923 nede på 60 øre for lys og 35 øre for kraft.

Priserne var ifølge elværket under gennemsnittet for 55 byer af størrelse omtrent som Korsør.

I 1926 begyndte folk igen at finde prisen for høj, og pr. 1.5. nedsattes lysprisen til 57 øre, og for kraft indførtes en gradueret skala spændende fra 35 øre for det laveste og ca. 27 øre for det højeste forbrug. Tilfredsheden var minimal, da folk vidste, at lysprisen i Vemmelev var 40 øre og i Skælskør 45 øre.

Strømpriserne fik en hård medfart i en række læserbreve i Korsør Social-Demokrat i 1928. En statsfunktionær klagede over prisen, fordi han og hans kolleger på grund af særlige arbejdstider måtte bruge mere lys end andre. En husmoder turde dårligt nok bruge sit ”dejlige Strygejern”, fordi hendes mand brummede frygteligt over den dyre elektricitet. En handlende klagede over den betydelige udgift, byens handelsstand havde til elektricitet. En købmand måtte indskrænke sin reklamebelysning meget, da den ellers blev for dyr. En arbejder beklagede sig over, at en arbejderfamilie måtte betale 10-12 kr. om måneden alene for lys.

Flere var inde på de billigere priser andre steder og på, at Korsør Elværk blev drevet dårligt, når det ikke kunne lave billigere strøm.

Korsør Elværks formand begrundede bl.a. pri-

sen med, at elværket havde et vidtstrakt tyndt belastet ledningsnet, og at det som privat foretagende betalte koncessionsafgift samt skat til kommunen. Fra 1.4.1928 blev prisen for lyselektricitet dog nedsat til 52 øre, et år senere til 50 øre og 1.4.1931 til 45 øre.

En beregning viste, at forbruget i Korsør var betydeligt mindre pr. 1000 indbyggere end i andre byer, f.eks. Holbæk. Her var det i 1927/28 92.000 kWh mod Korsørs 55.000. Forbruget steg også relativt mindre.

Prisen for elektricitet til kraft var for det laveste forbrug nedsat til 30 øre i 1929 og 25 øre i 1931.

Virksomheder, som Korsør Elværk stod i reserve for, skulle betale 25 øre pr. kWh for reservemotorens forbrug og en ret stor årlig målerleje. 1.4.1935 trådte en ny motortarif i kraft, stadig gradueret efter forbrug, men stærkere faldende end hidtil, fra 25 øre for det laveste til 7 øre for det højeste forbrug. Grunden til, at tariffen var stærkere faldende, var, at dieselmaskinerne var blevet mere og mere konkurrencedygtige.

For kraftforbrugere, der brugte mere end 10.000 kWh årligt, regnedes med spærretid, dvs. at prisen var 25 øre pr. kWh på de stærkest belastede tidspunkter, nemlig i december fra kl. 16-21, i november og januar fra kl. 16.30-21 og i oktober og februar fra kl. 17-21. Hertil kom olieklausul, der betød, at prisen pr. kWh forøgedes, hvis olieprisen steg over en vis grænse.

Husholdningstarif Elværkerne gjorde meget for at få folk til at bruge de elektriske husholdningsapparater, fordi de især blev brugt om dagen, hvor elværkerne havde strøm i overskud. Det gjaldt om at få strømforbruget jævnt fordelt over døgnet. Men apparaterne var stadig dyre, selv om de var blevet relativt billigere. En støvsuger kostede i 1920 det samme som 1229 l sødmælk. Forbrugerne tænkte sig godt om, før de anskaffede de større husholdningsapparater. Mange steder var det elværkerne, der solgte de elektriske apparater. Nogle elværker solgte apparater på afbetaling eller lejede dem ud.

Købstadsforeningen arrangerede i 1925-26 i forbindelse med en række kommuner en kommunal lys-, varme- og spareudstilling. Formålet var at vise, hvordan man bedst kunne bruge gas og 73

Udvalg af elektriske husholdningsapparater fra midten af 1930’erne, udstillet i forretningen Nygade 9.

elektricitet som hjælpemidler i hjem, forretning, fabrik, værksted og landbrug. Foruden de enkelte handlendes stande var der også store faste stande som det arbejdende køkken og en elværksudstilling. Korsør kommune havde tegnet sig for en udstilling i november 1926. De udstillinger, der skulle være holdt på Sjælland, måtte imidlertid aflyses på grund af den meget vanskelige kulsituation.

Prisen for elektriciteten måtte ikke afskrække forbrugerne fra at bruge strøm i husholdningen.

Gassen var stadig en vigtig konkurrent. Man kunne imidlertid ikke sælge strøm til husholdningsbrug billigere end strøm til lys, uden at der måtte en særlig måler og særlige stikkontakter til. Dette betød, at folk skulle betale flere målerafgifter.

Frem til 1932 havde 60 værker indført en særlig husholdningstarif.

Kritikken i Korsør Social-Demokrat i 1928 af elprisen rettede sig også mod den tarif for strøm til husholdningsbrug, som Korsør Elværk indførte i 1927. KWh prisen var lav, 15 øre; men til gengæld skulle kunden betale for en særlig stikkontakt eller en særlig måler, og den årlige afgift var høj. Tre timers strygning pr. måned kostede med normal lyselektricitetspris 57 øre, mens det med husholdningstarif kostede 140 øre. I den første pris var ikke indregnet målerleje, fordi man havde lysmåleren alligevel, mens målerlejen var indregnet i den sidste pris.

Forbruget skulle være stort, for at det kunne betale sig at gå over til husholdningstarif. Efter74

spørgslen var da også meget begrænset, også fordi forbrugerne ikke ønskede at bruge elektricitet til kogebrug, da det krævede særligt kogegrej. I forbindelse med indførelsen af husholdningstariffen havde elværket fået nogle ovne og kogekar hjem til udstilling. Hvis folk var interesserede, måtte de selv købe apparaterne i København eller gennem de lokale forretninger.

I 1929 nedsattes taksten for husholdningselektricitet, også kaldet varmeelektricitet, til 10 øre pr. kWh, og elektricitet til støvsugere blev nu også omfattet af tariffen. For at gøre forbrugerne interesserede i den nye tarif, lejede værket samme år butikken på Tårnborgvej 2, for at der kunne udstilles kogekar mv. Allerede flere år tidligere havde teknisk udvalg foreslået elværket, at kommunen og værket i fællesskab lavede en udstilling af gasapparater og elektriske kogekar og foranstaltede demonstrationer. Der kom ikke noget ud af forslaget.

Det var meningen, at fabrikanter af elektriske husholdningsapparater skulle bruge butikken til udstilling og demonstrationer. Firmaerne A.E.G., Vesta og Siemens Schuckert brugte udstillingslokalet. Elværket gik med til uden vederlag at opkræve ratebetalingen for de apparater, der var solgt på afbetaling. Værket blev opsagt som lejer af butikken til oktober flyttedag 1930.

I 1933 fik elværket en betydelig leverance af elektricitet til varme, nemlig til fabrikant Breums sommerhus ved Sprogøvej. Breum skulle garantere at ville bruge 1000 kWh årligt til varme, for at elværket ville lægge kabel til ejendommen.

I 1932 var der tilsluttet 90 koge- og varmeinstallationer, som tilsammen aftog 40.300 kWh, i 1933 106 installationer med et forbrug på 51.220 kWh og i 1934 105, der brugte 69.491 kWh. I 1934 udarbejdede elværket en særlig vedtægt for husholdningselektricitet. Heraf fremgik, hvilke apparater i private husholdninger der faldt ind under tariffen, nemlig varme- men ikke lysgivende apparater, køleskabe, cirkulationspumper, automatiske vandpumper, støvsugere, hårtørringsapparater, køkkenmotorer, apparater til medicinsk brug samt desuden apparater i frisørsaloner.

Der kunne træffes særlig aftale med elværket om husholdningselektricitet til industrielle formål. En chokoladefabrik i Algade fik formentlig

strøm til varme og en røremaskine med en 1 HK motor efter husholdningstarif i 1934.

Husholdningstariffen blev sat ned til 8 øre pr.

1.9.1934, og man vedtog atter at gøre en indsats for at reklamere for brug af elektricitet i husholdningen. Værket lejede for to år fra april flyttedag 1935 en butik i Nygade 9, hvori installatørerne kunne udstille de forskellige apparater. Elværket betalte for el og installationsmaterialer, mens installatørerne udførte installationsarbejderne og sørgede for betjening og rengøring af butikken.

De skulle til elværket afgive en vis procentdel af deres fortjeneste på alt salg vedrørende varme, bortset fra strygejern, også af salg fra deres egne butikker. Elværket inkasserede sammen med dets egne regninger beløb for apparater, der var solgt på afbetaling i butikken. Elværket ville dog ikke påtage sig inkasso, hvis afdragene ikke blev betalt.

Indretning og drift af butikken i de to år kostede værket 2715,30 kr.

Fabrikstarif, handelstarif og boligtarif Pr. 1.9.1929 så en ny tarif dagens lys, nemlig fabrikstariffen. Prisen var 15 øre pr. kWh. Den var et tilbud til større virksomheder med kontinuerlig motordrift om dagen. Hertil regnedes i 1929 KFK’s foderblandingsanlæg, Th. Rasmusens Sønners foderblandingsanlæg i kagepakhuset og Petersens og Breums Maskinfabrik.

I 1931 tilbød elværket Th. Rasmusens Sønner strøm til fabrikstariffen til kornkværn, symaskine, to hejsespil og en hakkelsesmaskine i fabrikken i Brogade, hvis firmaet aftog mindst 5000 kWh årligt til de nævnte maskiner. Hvis forbruget var mindre, skulle der betales 20 øre. I 1930 ønskede ØA billig strøm til hele driften. Men for at virksomheden kunne få det, krævede elværket, at den nedlagde sin dieselmotor. Til kopelevatoren og dens hjælpemotorer skulle betales som sædvanligt.

I 1929 drøftede bestyrelsen at nedsætte prisen på strøm til butikkernes vinduesbelysning; men en undersøgelse viste, at ca. to tredjedele af de handlende havde deres private forbrug på samme måler som forretningens forbrug. I 1932 mente man at have løst problemet. Der indførtes en handelstarif, der omfattede butikker med tilstødende kontor. Fra kl.15-20 skulle betales normal pris for strømmen, ellers 25 øre pr. kWh. Der indførtes

dobbelttarifmålere, og målerlejen var høj. Butik med beboelse måtte adskilles i to installationer og to målere, hvis butikken skulle have strøm til handelstarif.

På generalforsamlingen i april 1933 måtte man konkludere, at ordningen indtil videre havde været en skuffelse. I 1934 var der installeret 26 målere med ur for handelstarif. Elværket var ikke så villig til at nedsætte handelstariffen som nogle af de andre tariffer, da forretningernes forbrug netop lå sådan, at det gav stor belastning på få timer.

I 1932 sattes prisen for lys til reklamelysskilte til 10 øre pr. kWh plus en fast årlig afgift på 150 kr. pr. installeret kW. Der kunne regnes med halve kW. I 1934 var der opsat én måler til lysreklame.

Omkring årsskiftet 1934/35 var elværket i gang med en optælling af værelser i Korsørs lejligheder som forberedelse til indførelse af en boligtarif.

Denne blev indført pr. 1.7.1935. Der skulle betales en fast årlig afgift på 15 kr. pr. beboelsesværelse, eksklusive pigeværelse, entre, køkken, toilet etc. og 8 øre pr. kWh for samtlige forbrugte kWh. Man kunne ombytte den almindelige lystarif med boligtarif, som foruden strøm til lys også omfattede strøm til kraft og husholdningsbrug. Derved fik man billig husholdningsstrøm uden at der skulle opsættes en særlig måler. Tariffen gjaldt kun for beboelseslejligheder. Der skulle være et vist forbrug af elektricitet, før det kunne betale sig at gå over til boligtarif. Pr. 1.9.1935 var 123 overgået til boligtarif, og i april 1936 var tallet 203.

Særtarif Elværkerne havde særlig kontrakt med alle store industrikunder og lignende forbrugere. Allerede fra starten i 1904 indførte Korsør Elværk den særlige bestemmelse, at hvis natdrift med motorer stillede særlige krav til værkets ydeevne, eller hvis dagdriften krævede særlige foranstaltninger, fastsattes prisen ved overenskomst mellem forbrugerne og selskabet.

Bestemmelsen blev allerede aktuel i begyndelsen af 1905, da firmaet Th. Rasmusens Sønner skulle have motorkraft til silopakhuset på Amerikakajen. Det vedtoges først at lægge en interimistisk ledning og stille som betingelse, at firmaet ikke måtte bruge motor mellem kl. 18 og kl. 6. Når en permanent ledning var lagt, skulle der beta75

Kähler & Breums Maskin­ fabrik på Tårnborgvej ca. 1936.

Fabrikken brugte elektricitet som drivkraft. Hovedparten af maskinerne fik kraften via en forlagsaksel; men boremaskinen t.v. havde sin egen elektromotor.

les 30 øre pr. kWh for benyttelse af motorer i det nævnte tidsrum i stedet for den normale motortakst. I 1906 accepterede Th. Rasmusens Sønner en forhøjelse af prisen for motorelektricitet fra 15 til 20 øre pr. kWh mod ret til at bruge strøm til motorerne både dag og nat og hverdage og helligdage.

En henvendelse fra Kählers Teglværk om strøm i 1924 havde ikke ført til et for fabrikken acceptabelt tilbud, og den etablerede selv kraftanlæg.

Efter en henvendelse fra teglværket i 1934 blev det bestemt, at det skulle betale 10 øre pr. kWh for strøm til den store blæser på ovnen og kedelblæseren. Den øvrige strøm til teglværket skulle leveres til normal pris.

Ifølge tariffen for motorelektricitet fra 1935 skulle kunder med et forbrug på over 30.000 kWh årligt betale 1000 kr. i fast afgift og alle kWh med 7,5 øre, den såkaldte særtarif. Da Kähler & Breum også skulle have strøm til deres nye fabrik på Teil­ manns Alle i 1935, lavedes følgende aftale som særtarifkunde. Der skulle betales 35 kr. ekstra for lys i den nye fabrik, mens lys i den gamle fabrik betaltes til normal lystakst. Kraftforbruget i den gamle og den nye fabrik samt lysforbruget i den nye fabrik skulle lægges sammen og betales med 7,5 øre pr. kWh. I årlig fast afgift skulle betales de 1000 kr. Der blev anvendt spærretarif som omtalt ovenfor.

76

Samme år, som kontrakten blev sluttet med Kähler & Breum, blev der også sluttet kontrakt med ØA, og året efter var turen kommet til Jernstøberiet. Det skulle betale 1000 kr. i fast årlig afgift og 7,5 øre pr. kWh samt 50 kr. årligt for lys.

Også her indførtes spærretid.

I 1935 ønskede Post- og Telegrafvæsenet en særlig overenskomst angående elværkets leverance af teknisk strøm til dets forstærkerstation, da strømforbruget var meget betydeligt. Forhandlingerne var startet allerede i 1933, hvor der var indgået aftale om, at elværket skulle levere strøm til telefonforstærkerstationen og postlokalerne. Stikledningen skulle laves som kabel, mens den hidtidige stikledning, der var en luftledning, skulle bruges som lysledning til postmesterboligen. Post- og Telegrafvæsenet havde krævet, at spændingsvariationerne ved kablets endepunkt aldrig blev over plus minus 2%. Elværket kunne ikke garantere dette, og flere gange i 1934 blev der klaget over for store spændingsvariationer, der var uheldige for de aggregater, der var tilsluttet forstærkerstationen.

Nogle af de store kunder kunne faktisk presse elværket en del. I 1914 spurgte Tårnborg Teglværk om betingelserne for at få leveret strøm til teglværket til erstatning for en 80 HK dampmaskine i perioden 1.4. til 31.10. Elværket satte prisen til 15 øre pr. kWh og senere til 10 øre. Vemmelev Elværk

havde tilbudt at levere til 7-9 øre. Først afsloges prisen på de 10 øre; men man forhandlede sig til rette om denne pris. Leverancen skulle ske i perioden fra 1.3. til 15.10. kl. 6-18 og i perioden fra 16.10. til 31.10. kl. 6-17. Elværket skulle også forsyne teglværket med motorelektricitet til almindelig takst i tiden fra 1.11. til 1.3., dog kun uden for lystiden, dvs. når elværket ikke leverede til sine forbrugere af lyselektricitet. Ejeren af teglværket skulle betale ledningen til værket, hvis han inden ti år ophørte med at aftage elektricitet.

I december 1914 bad teglværket om en nedsættelse af prisen fra 20 øre til 10 øre i november og december. Elværket gav en reduktion på 25% af teglværkets forbrug i november, fordi elværket gentagne gange havde anmodet teglværket om at indstille driften på grund af maskinskade på elværket.

Kranerne Et særligt problem for elværkerne var strømleverance til store krananlæg, fordi de belastede værkerne meget uregelmæssigt. Første gang, Korsør Elværk stod over for problemet, var i 1908, da Th. Rasmusens Sønner etablerede sin elektriske kulkran på Amerikakajen. Den blev forsynet med tre elektromotorer på 40, 10 og 12 HK. Strømstyrken ville for hver hejsning variere fra 0 til ca. 160 ampere under selve hejsningen, men kunne stige til ca. 300 ampere for et kort øjeblik under igangsætningen.

Elværket påtog sig leverancen til kranen efter konference med sin konsulent, Leth, dog forudsat at strømstødene under normale forhold ikke oversteg 200 ampere, og at der til kranens betjening benyttedes en fuldt ud instrueret og pålidelig mand.

I 1909 vedtog elværket at opkræve tillægstakst for strøm til kulkranen uden for den almindelige arbejdstid. Tillægstaksten var fra kl.18-22 2 kr. i timen og fra kl. 22-6 3 kr. Tillægstaksten ophørte i maj 1914.

Da Silvan fra Slagelse i begyndelsen af 1911 anmodede om at få strøm til sin kullossekran, vedtog elværket at svare, at firmaet kunne få strøm, når Th. Rasmusens Sønner ikke brugte deres kran.

Prisen ville blive den samme, som Rasmusen betalte. I oktober samme år spurgte stadsingeniør Lundbye, om Silvan måtte installere tre elektromotorer på 12, 60 og 18 HK i kulkranen med maksimal strømstyrke på 330 ampere. Elværket svarede, at man ikke ville tillade større motorer end dem, der var installeret i Th. Rasmusens Sønners kran. De begrænsninger, elværket ville lægge på Silvans forbrug, kan man vælge at forklare med værkets begrænsede kapacitet frem for at tilskrive dem Rasmusen firmaets forsøg på at udelukke konkurrerende virksomheder fra byen, som der gik rygter om. En af Rasmusen sønnerne var for øvrigt medlem af elværkets bestyrelse.

Da Silvans kran var kommet i gang, brugte den for meget, 350 ampere, og satte spændingen op til 290 volt. Firmaet blev både i 1912 og i 1913 anmodet om at holde sig på 250 ampere og 220 volt.

Silvans, senere Slagelse Kulkompagnis, kulkran i Inderhavnen. Tegning fra 1913 med rettelser 1921.

77

I 1921 fastsattes prisen på elektricitet til kranerne til 70 øre pr. kWh, 10 øre mere end den pris, der en måned senere blev gældende for almindelig kraft. I 1922 bestemtes prisen til 40 øre for natdrift og 30 øre for dagdrift, der omfattede tiden fra kl. 7-20 fra april til september og fra kl. 7-17 resten af året. Denne varierende pris forudsatte, at der opsattes dobbelttarifmåler. I 1923 blev dagsprisen 25 øre og natprisen 35 øre. Dagsprisen blev ret hurtigt sat op til 30 øre.

I vedtægter fra 1934 for elektricitet til kraft anførtes en særlig pris på 19,5 øre pr. kWh for strøm til kul-, cinders- og kokskraner. Ifølge tariffen for motorelektricitet fra 1935 skulle kraner, siloer og korntørrerier betale 19,5 øre for de første 30.000 kWh og 15 øre for et forbrug derover.

Dårlige betalere Med de mange forskellige tarifsystemer var der rig mulighed for svindel. Nogle forbrugere udfoldede al deres kreativitet for at få strømmen billigst muligt. Motorelektricitet var billigere end lyselektricitet, og i 1921 måtte værket have politiet til at ordne et tilfælde, hvor en forbruger havde forbundet lysledningen til motormåleren.

Der var også problemer med dårlige betalere.

I 1928 købte elværket 150 automatmålere, der blev opsat hos sløve betalere. For overhovedet at få strøm skulle der puttes to 50 ører i måleren; den første var målerleje. Målerne kunne modtage 9,50 kr. på én gang. Når pengeskuffen blev tømt sidst på måneden, fik forbrugeren ikke godskrevet for meget indbetalt beløb, men måtte starte forfra med 50 øre i målerleje. I 1930 havde Korsør Elværk 350 automatmålere. I 1934 var der installeret 174 automatmålere til lys.

Elværkets problemer med at få betaling ind for den forbrugte strøm førte i 1932 til, at man indførte den praksis, at opkræveren efterlod en rød seddel, hvis folk ikke var hjemme eller ikke betalte. Hvis de derefter ikke betalte senest den 3. i den følgende måned, fik de en bøde på 50 øre, og afbrydelse af strømmen ville ske uden varsel efter den 10. i måneden.

Forbrugerne følte sig stødt over de røde sedler. I 1933 mente en læserbrevsskribent i Korsør SocialDemokrat i den anledning, at ”Naar det kommer til Stykket, saa er det vel alligevel Elektricitets78

værket, som er til for vor – Byens Folks – Skyld og ikke, som man snart kunde tro, at det er os, der er til for at blive behandlet fra oven og nedad af en hoven Ledelse for et Værk, der egentlig burde være kommunalt!”

En aktionær kunne i 1934 berette om, hvorledes han på gaden var blevet standset af direktør Krause Thomsen, der havde truet ham med at lukke for strømmen, hvis han ikke betalte sin regning. Aktionæren havde end ikke set en regning endnu.

Bestyrelsens skøn Både før og efter at tarifsystemet nærmest blev en jungle, var det mange gange et skønsspørgsmål for bestyrelsen, hvilken tarif et bestemt forbrug skulle henregnes til. For blot at nævne et enkelt eksempel, blev det i 1929 bestemt, at Hotel Korsørs tagbelysning skulle kategoriseres som motorstrøm på særlig måler.

Der måtte også i mange tilfælde skønnes, når der skulle fastsættes pris for at blive tilsluttet ledningsnettet eller særlige afgifter for at få leveret strøm. Megen af tiden på bestyrelsesmøderne blev brugt til at afgøre sådanne spørgsmål.

Forbrugere, hvis tilslutning krævede opsætning af luftledninger eller lægning af kabler over lang afstand, måtte betale ekstra. Da lærer Gade, der boede på Landevejen næsten ude ved Korsør Lystskov, i 1931 ønskede lys og kraft til sin bolig, kunne han få dette for en overpris på 20% af den normale elpris. I 1934 fornyedes tilbuddet til en overpris på 2 øre pr. kWh. For at lægge strøm til Strandhotellet på Revvej i 1932 krævede værket af brødrene Hasle, at de betalte 1100 kr. for ledninger og stik, og at de aftog mindst 600 kWh om året. I 1933 indgik værket kontrakt med Værksteds- og Remisearbejdernes Fællesorganisation, der havde feriehjem på Revet, om at lave ledningsforbindelse til feriehjemmet til forsyning af ca. 170 lamper à 30 watt og en motor på 2 HK. Foreningen skulle betale 4550 kr. for forbindelsen og normal strømpris.

Da den første kunde kom på Sprogøvej i 1932, måtte han foruden sit forbrug betale en fast årlig afgift på 40 kr. Når der kom flere forbrugere på vejen ville afgiften blive delt.

Godgørenhed Korsør Elværk fik mange anmodninger om at give rabat o.lign. til godgørende formål, og man var ikke helt upåvirkelig. Da komiteen for Jens Baggesen monumentet i 1905 bad om at få gratis strøm til en basar, blev andragendet først afslået, senere vedtoges det at give 33% rabat. Efter anmodning vedtog værket i 1907 at give beboerne i Håndværkerforeningens stiftelse Augusta en reduktion i elprisen på 10 øre pr. kWh. I 1909 fik Korsør Sygekasse gratis strøm til sin basar.

Da Sømandshjemmet i 1927 bad om moderation i strømprisen, vedtog elværket i stedet at tegne sig for et årligt bidrag til hjemmet på 30 kr. Fællesorganisationen holdt i 1933 basar i et pakhus og brugte 520 kWh strøm. Elværket var godgørende og krævede 10 øre for de første 100 kWh og 25 øre for de resterende, men understregede, at det ikke måtte danne præcedens for andre basarer.

Praksis ved festbelysninger var på dette tidspunkt, at anlægsfesten om sommeren betalte 10 øre pr. kWh, julebelysning på gaderne fulgte gadebelysningstariffen på 16 øre pr. kWh, belysning på gader til asfaltballer og til Fællesorganisationens juletræ på Caspar Brands Plads var gratis.

I 1936 ønskede Korsør Bys Propagandaudvalg og Handelsstandsforening dog at få gratis strøm til julebelysningen. Elværket vedtog at forlange 8 øre pr. kWh. Andre ydelser Korsør Elværk vedtog i 1905 at oplade elektriske batterier for 30 øre pr. kW. Fra 1.12.1932 ophørte værket med at oplade automobil- og radioakkumulatorer. Elværket udleverede propper til forbrugerne, fra 1917 kostede de 30 øre pr. stk. Det handlede også med lyspærer og andet eltilbehør.

De trærammer, målerne var anbragt på, blev leveret af elværket for at give installationerne et

Den oprindelige jævnstrømsmålerramme med afbryder senere monteret med en vekselstrømsmåler til lyselektricitet. 1982.

ensartet udseende. Mange forbrugere klagede over, at de ikke selv måtte lave rammerne og derved spare penge ved installationen. Elværket hævdede, at det ikke tjente på rammer, pærer mv. Pærerne havde man kun på lager for at hjælpe folk, når installatørerne havde lukket.

79

Aktieselskabet og Statsbanerne Den største af aktieselskabets kontraktkunder var Statsbanerne. Der var ikke alene tale om et kundeforhold. Statsbanerne kunne også som en af byens store jordejere påvirke elværkets dispositioner i forbindelse med dets ledningsnet, ikke mindst fordi jernbaneterrænet delte byen. Der var både problemer med luftledninger, der skulle sidde ekstra højt og solidt for ikke at genere togtrafikken, og med jordkabler, der skulle sikres ekstra godt, for at der kunne køre tog over dem. Der blev normalt tinglyst deklaration på kabelarbejder og andre arbejder under baneterrænet og de øvrige spor. I den første deklaration fra september 1904 betingede Statsbanerne sig ret til når som helst at lade kablet med tilbehør fjerne og de eksisterende forhold genoprette på værkets bekostning.

Første kontrakt 1905 Det ses hævdet, at Statsbanerne var den direkte årsag til, at Korsør Elværk blev anlagt. Det var dog først i august 1904, at der kom en henvendelse fra Statsbanernes maskinafdeling om muligheden

for at få leveret motorelektricitet. Statsbanerne var i disse år i gang med en betydelig udbygning i Korsør, omfattende bl.a. nyt færgeleje, kulbane, remise og til sidst også en ny stationsbygning.

Elværket besvarede Statsbanernes henvendelse positivt, og i november accepterede Statsbanerne elværkets betingelser og ytrede ønske om også at få leveret lyselektricitet. Man regnede med et årligt minimumsforbrug på 12.000 kWh lyselektricitet og 10.000 kWh motorelektricitet. Elværket måtte forhandle med kommunen, der havde kontrakt med Statsbanerne om levering af gas til lys, for at få tilladelse til leverancen. Kommunen prøvede i lang tid at begrænse elværkets leverance af lyselektricitet, så den kun omfattede jernbaneterrænet og remisen, men ikke de øvrige bygninger.

Elværket fik dog gennemtrumfet, at Statsbanerne selv skulle bestemme omfanget af leverancen.

Kontrakten mellem elværket og Statsbanerne blev underskrevet af elværket 20.6. og af Statsbanerne 26.6.1905. Statsbanerne accepterede i høj grad værkets udkast. Kontrakten forpligtede el-

Statsbanernes elektriske kulbane ca. 1930.

80

værket til at levere lyselektricitet til Statsbanerne i det omfang, de til enhver tid måtte ønske. Statsbanerne måtte ikke selv producere strøm eller købe strøm af andre end Korsør Elværk. Værket skulle lægge lufthovedledninger til både lys- og motorelektricitet fra værket til punkter på baneterrænet. Desuden fik værket tilladelse til at lægge en tredje luftledning over baneterrænet, ledningen til forsyning af Halsskov. Statsbanerne betalte en fast kWh pris for forbrug inden for bestemte intervaller og for henholdsvis motorelektricitet og lyselektricitet. Overenskomsten kunne tidligst opsiges pr. 1.7.1920. Statsbanerne kunne dog opsige den tidligere, hvis elværket ikke opfyldte sine forpligtelser, eller det ikke kunne sørge for en pålidelig belysning.

I første omgang skulle der installeres seksten flammelysbuelamper på jernbaneområdet, to janduslamper på Banegårdspladsen, 22 nernstlamper og tyve glødelamper i remisen, 60 glødelamper i mandskabsbygningen ved remisen og ti glødelamper i tunnelen. Den nye stationsbygning og perronerne skulle ikke have elektrisk lys. Desuden skulle værket levere motorstrøm til den elektriske kulbane, til motorerne til drejeskiverne og til broklapperne, i første omgang dog kun til klappen til det nye færgeleje (senere færgeleje 1).

Den elektriske kulbane, der, højt hævet over jorden, gik fra Amerikakajen til kulgårdene ved remisen, var faktisk Korsørs første og eneste sporvognsanlæg. På et træ- og jernskelet med togskinner kørte tre togstammer, hver bestående af lokomotiv og fire tipvogne. Lokomotiverne havde hver to elektromotorer på tilsammen 12 HK og var som de københavnske sporvogne forsynet med en fjedrende kontaktstang med løberulle op til en luftledning. Skinnerne fungerede som returledning. Den normale kørehastighed var ca. 3 m/sek. Krananlægget ved kulgårdene blev også drevet med elektricitet. Hele anlægget var leveret af Titan.

Samarbejde eller diktat Der er mange eksempler på, at det ikke var let at bide skeer med Statsbanerne. Virksomheden var så stor og havde så megen magt, at den sagtens kunne tillade sig at stå stejlt; modparten gav sig nok. I 1906 ønskede elværket at trække nogle luftledninger over baneterrænet til den nye post- og

telegrafbygning. Dette ville Statsbanerne ikke gå med til, men havde intet imod, at der blev lagt underjordiske ledninger, hvilket var langt dyrere.

I slutningen af 1910 anmodede Statsbanerne om at få leveret el til belysning af perroner og ventesale til en pris, der var lavere end den, der var aftalt i kontrakten. Elværket foreslog en højere pris, som det senere reducerede; men Statsbanerne meddelte, at man bibeholdt gasbelysningen. I 1913 gentog de anmodningen og ville have strømmen målt gennem en særskilt måler. Elværket ville kun reducere prisen for et merforbrug over 30.000 kWh årligt. Statsbanernes svar kom hurtigt: Gasbelysningen bibeholdtes. Samme svar fik formanden for elværket, da han var taget til København for at forhandle. Endelig var elværket mørt – man ville jo gerne have ordren – og meddelte Statsbanerne, at man indgik på deres krav. I 1914 underskrev parterne en tilføjelse til overenskomsten fra 1905.

I 1912 blev en af elværkets ledninger over baneterrænet påkørt, og Statsbanerne hævdede, at ledningerne ikke havde profilhøjde, og at elværkets ledninger på stationen ikke tilfredsstillede Elektricitetskommissionens forskrifter. I 1913 enedes man om, at de nødvendige forandringer skulle udføres af Statsbanerne på elværkets bekostning.

Elværket søgte og fik dispensation for Elektricitetskommissionens forskrifter.

I den følgende tid indvilligede elværket i en række ønsker fra Statsbanerne. De fik således strøm til nedsat pris til belysning af kvægrampen i 1914, og i 1916 og 1917 aftaltes ændringer i kontraktens priser ved store forbrug. Statsbanernes forbrug af strøm var i 1917 22.780 kWh til motorbrug, 2639 kWh til perronbelysning og 23.203 kWh til stationsbelysning.

I slutningen af 1917 var det ved at være slut med elværkets tålmodighed. Man tillod Statsbanerne at udvide perronbelysningen, men ville gerne forhandle om en midlertidig takstforhøjelse på grund af de stærkt stigende omkostninger og den vanskelige brændselssituation under 1. Verdenskrig. Elværket havde forhøjet priserne for strøm til andre forbrugere og havde måttet foretage begrænsninger hos de store forbrugere af motorstrøm, men havde søgt at holde Statsbanerne fri.

Disse krævede ydermere strøm til kullosning langt 81

Banegårdspladsen med elektrisk belysning ca.

1910.

ud over, hvad elværket kunne klare. Værket var fra 1.2.1917 udelukkende gået over til at benytte gasmaskinerne. Elværket foreslog en forhøjelse af taksten for motorelektricitet, og at Statsbanerne for hver fremtidig lossende kuldamper leverede elværket en vis mængde brændselsolie til rimelig pris, så kunne værket indsætte en af dets dieselmotorer til Statsbanernes forsyning. Ellers måtte der ske indskrænkning i strømleverancen til kulkranen.

Statsbanerne gik ind på at levere et nøje beregnet kvantum olie til dagspris, hvis kranen skulle køre efter mørkets frembrud i vintermånederne.

Om morgenen måtte man kræve leverance på de sædvanlige betingelser. Elværket fandt ikke, at tilbuddet svarede til de reelle forhold og anmodede Statsbanerne om hensynsfuldhed med motorbelastningen. Statsbanerne gav sig en smule, men stillede flere krav, bl.a. skriftlig bekræftelse. Elværket reagerede næsten prompte og skrev:”...vor første Henvendelse til Statsbanerne i Skrivelse af 7. November skete for om muligt at faa nogen Imødekommen hos vor største Forbruger, og hos hvem 82

vi paa Forhaand maatte vente, at vor Henvendelse vilde blive mødt med Forstaaelse. Imidlertid tyder de Svar, vi har modtaget ... paa, at man i Stedet for at stille sig hjælpende, rejser store Krav som man forlanger opfyldte. Man forlanger saaledes ganske imod Sædvane i ordinære Tider, at vi nu trods manglende Brændsel til vore Hovedmaskiner skal levere Motorstrøm i Lystiden til et Kul­losningsog Kullæsningsapparat. Det var ikke den Slags Imødekommen vi trænger til.” At elværket var gået ind på at føje Statsbanerne med at sætte en dieselmotor i gang var kun at betragte som et eksperiment og dette snarest for at vise dem, at deres beregninger var ganske urealistiske.

Statsbanerne svarede koldt og kynisk, ”at De ifølge Overenskomsten om Levering af Elektricitet til Statsbanerne er forpligtet til at levere den Strøm, som behøves af Statsbanerne, saavel til Belysning som til Motorbrug, og der indeholdes ikke i Overenskomsten noget om, at Strømmen til Kullosseapparatet m.v. kun skal leveres indenfor Lystiden [den lyse tid]”. Da elværket havde foretaget ovennævnte eksperiment, måtte det meddele

Omformer fra Thomas B. Thrige indkøbt 1923 til forsyning af Statsbanerne.

Statsbanerne, at det ikke oftere kunne gå med til at starte en dieselmotor op for Statsbanernes skyld; dels var det økonomisk uforsvarligt, dels faldt spændingen hos værkets øvrige forbrugere.

Man opnåede enighed om, at elværket kunne levere strøm til kullosseapparatet mellem kl. 23 og kl. 5, når det var nødvendigt.

18.12.1917 svarede Statsbanerne endelig på elværkets henvendelse 7.11. om en midlertidig takstforhøjelse for motorstrøm, at man først ville forhandle efter regnskabsårets afslutning. Under forhandlingerne, der startede i januar 1918, krævede Statsbanerne bl.a. oplysning om elværkets produktionspris med delvis udspecificering af alle omkostninger. Elværket mente, ”vi kommer for langt ud, naar vi skal forsyne Forbrugerne med den Slags detailleret Regnskab”, men gav dog oplysningerne. Elværket havde forelagt en overretssagfører værkets kontrakt med Statsbanerne for at få en udtalelse om værkets pligter til at levere uden forhøjelse af prisen. Hans svar kendes ikke. Desuden forhørte værket sig i andre byer om Statsbanernes betaling.

Ny kontrakt 1920 Først i 1920 kunne elværket få gjort noget ved prisaftalerne med Statsbanerne. I november 1919

ønskede Statsbanerne at vide, om elværket efter 1.7.1920 fortsat ønskede at levere efter den gamle overenskomst, eller om man ville forhandle om en ny. Elværket svarede, at man ønskede at opsige overenskomsten og forhandle om en ny. I en kladde til svaret, som var holdt i mindre diplomatiske vendinger end selve svaret, stod, at elværket ikke kunne fortsætte leverancen til de gældende priser, som i de sidste fem år havde givet værket tab.

I april 1920 havde man forhandlet sig frem til en kontrakt, der var betydeligt bedre for værket end den første. Statsbanerne skulle betale en strømpris på 10% mindre end private forbrugere, og når elværkets aftale med kommunen om den særlige afgift på 13% bortfaldt, skulle Statsbanerne for lyselektricitet betale prisen for private forbrugere minus 10% minus 13%. Parterne kunne opsige overenskomsten med et års varsel til ophør ved udgangen af et finansår. Kontrakten blev underskrevet i sommeren 1920.

At elværket havde fået gjort den pris, Statsbanerne skulle betale, variabel, viste sig ikke at være uproblematisk. I 1928 vedtog man at forhandle med Statsbanerne om at få prisen for deres forbrug fikseret, så værket kunne nedsætte de almindelige forbrugeres pris for lyselektricitet, uden at Statsbanernes pris fulgte med nedad.

83

Forbrug efter 1937 Salget af elektricitet fra offentlige værker lå i 1938/39 på 852 mio. kWh. Mængden af elektricitet, der var til rådighed, var dog større, da mange virksomheder havde egne kraftcentraler. I 1950/51 var salget 2083 mio. kWh, to en halv gang større, og frem til 1970 blev salget ni gange større, så det nåede 19.301 mio. kWh. Denne kraftige stigning, der løb parallelt med en lang opgangsperiode i den danske økonomi, blev afløst af en mindre vækst efter oliekriserne i 1970’erne. I 1999 lå elsalget på 32.658 mio. kWh, det var en forøgelse på to tredjedele i forhold til 1970. Forbruget pr. indbygger voksede i samme periode fra 214 kWh i 1938/39 til 484 kWh i 1950 og videre til 2648 kWh i 1970 for at nå 6162 kWh i 1999.

I Korsør voksede elforbruget fra 2 mio. kWh i 1938/39 til godt 5 mio. i 1951/52, dvs., det var blevet to en halv gange større. I 1971/72 var det blevet 10 gange større, 55 mio. kWh, og frem til 2001, hvor det lå på 76 mio. kWh, var det blevet forøget med to femtedele. Bag denne udvikling, der i hovedtrækkene fulgte landsudviklingen, gemte sig nogle betydelige udsving, der hovedsagelig skyldtes to store kunder, Scanglas i 1970’erne og Storebæltsbyggeriet i 1990’erne.

Af den strøm, der blev solgt i i 1938/39 gik en tredjedel til belysning, resten blev solgt til teknisk brug. En betydelig del, ca. en tiendedel, af den strøm, der var til rådighed, blev brugt af værket selv til hjælpemaskiner eller forsvandt som tab.

Vekselstrømmen, der kom til Korsør elværk i 1936, gav mulighed for, at erhvervslivets anvendelse af lys til reklamer kunne suppleres med noget nyt, neonreklamer. 1937 fik Glasværket opsat en neonreklame med teksten ”KORSØR GLASVÆRK” på bygningen, og i 1938 kom der en reklame for en automobilforhandler på Mathiesensvej 13 og for A/S Danigefa på Strandvej 14.

Noget af det første, kommunen gjorde som elværksejer, var at bestemme, at elektriske pærer til kommunen skulle købes gennem elværket, det skulle give en besparelse på ca. 35%.

2. Verdenskrig Ved krigsudbruddet i september 1939 forbød Handelsministeriet al reklamebelysning, f.eks. lysskilte, neonreklamer og facadebelysning. Korsørs byråd fulgte i september op med en række beslutninger, der skulle begrænse elektricitetsforbruget.

Gadebelysningen blev reduceret til halv styrke,

Lysbadet på den nye afdeling af sygehuset 1940.

84

Fremstilling af papemballage på Pakko-Tryk under 2. Verdenskrig.

Maskinen havde sin egen elektromotor påmonteret.

boligtariffen og erhvervstariffen, den tidligere fabrikstarif, der begge var forbrugsfremmende, blev ophævet, og der blev varslet prisstigninger.

Efter 9.4. skærpede regeringen restriktionerne.

Elvandvarmere blev forbudt, der måtte kun anvendes 25 watt pærer til rumbelysning, én pr. fem kvadratmeter, og kun 15 watt pærer i entreer og opgange, og mens elværkerne skulle tilslutte nye kunder, kunne de nægte tilladelse til elektriske komfurer. I 1942 blev det endda forbudt at sælge elektriske komfurer, kogeplader, varmeovne osv.

I Korsør kunne man konstatere, at restriktionerne hjalp. Forbruget faldt i de første krigsår både absolut, og hvis man regner med forbruget pr. måler. Prisen for lyselektricitet var i 1940 blevet sat op til 65 øre pr. kWh mod 45 øre før krigen, og prisen for kraft var også steget. 1941/42 begyndte forbruget atter at stige, og året efter blev prisen for lyselektricitet sænket til 60 øre pr. kWh. Der blev dog holdt øje med forbruget. I begyndelsen af 1944 opdagede kommunens bogholderi, at der havde været brugt unormalt meget strøm hos nogle forbrugere med lysmåler i december 1943.

Elværket efterså derfor de pågældende installationer dels for at kontrollere, om der var afledning, dels for at gøre opmærksom på, at det var forbudt at bruge elektricitet til varme- og badeovne.

Det viste sig, at maskinassistent Mogensen og

matros C.F. Jensen, der havde brugt 87 og 105 kWh, begge havde varmtvandsbeholdere. Konsul Mogensen havde brugt 220 kWh, fordi han havde fået elektrisk kakkelovn efter en skorstensbrand. Maskinmester Petersen brugte kulbuelys og kvartslysbehandling, og enkefru Grevsen havde mange fremmede, elektrisk varmepude og højfjeldssol. De havde brugt henholdsvis 80 og 90 kWh. Endelig havde manufakturhandler Maaetoft, hvis forbrug var 173 kWh, fået ny radiogrammofon. Mon ikke han havde nået at få det ”kriminelle” gemt af vejen.

De tyske kulleverancer til elværkerne ophørte i januar 1945, og den 6.2. blev der indført en landsdækkende rationering af elektricitet, hvilket gav et stort fald i elektricitetsforbruget. Mens forbruget pr. lysmåler i Korsør havde været 172 kWh i 1943/44, kom det ned på 125 kWh i 1945/46. Befrielsen gav ikke umiddelbart nogen lettelse. Først i oktober blev situationen bedre, og elrationeringen ophørte først 7.2.1946. Herefter begyndte strømforbruget at stige.

Priserne og tarifsystemet Der blev udarbejdet en ny vedtægt for levering af strøm i 1943. Begæring om forsyning med elektricitet skulle indgives gennem en autoriseret installatør. Tilførselsledningen skulle betales af forbrugeren; men den forblev værkets ejendom, og 85

vedligeholdelsen af den indvendige installation påhvilede brugeren. Elværket påtog sig ikke noget ansvar for driftsforstyrrelser, og der blev givet regler for, hvornår strømmen blev afbrudt ved restancer.

1969 blev disse vedtægter afløst af Almindelige bestemmelser for elforsyning. Disse bestemmelser havde stort set samme indhold som vedtægten, og det har også været tilfældet med senere revisioner af bestemmelserne. Der blev nu taget højde for de elektriske køkkener, idet strømmen ville blive ført ind i ejendommen med en fireleder målerledning, og det blev fastsat, at en strømleverance efter elværkets bestemmelse kunne ske med højspændt strøm.

Stigningen i forbruget de første år efter krigen lå især på strøm til lys. Det blev hjulpet på vej af, at taksten for lys var nået ned på 45 øre pr. kWh i 1947/48, og at boligtariffen blev genindført i januar 1946. Her skulle man betale 15 kr. pr. værelse og 12 øre pr. kWh. Boligtariffen blev hurtigt populær, og i 1948/49 var 45% af samtlige lysforbrugere gået over til den. 1.4.1948 blev erhvervstariffen genindført, og denne tarifform fik også stor søgning. 1949 blev prisen pr. kWh sænket for de to tariffer til 10 øre, mens almindelige lysbrugere skulle betale 42 øre.

Disse priser var udslag af en bevidst politik, hvis mål var at sælge strømmen så billigt som muligt. Det blev dog allerede nødvendigt at lade prisen stige i 1951/52, fordi brændstofspriserne steg.

1952/53 blev der betalt 48 øre pr. kWh for lys og 13 øre pr. kWh, hvis man havde boligtarif. 1958/59 var priserne henholdsvis 42 og 13 øre.

Efter genindførelsen af erhvervstariffen havde elværket fem tariftyper: Almindelig lysbrug, motorbrug, strøm til køkken og teknisk varme (dvs. husholdningstarif), boligtarif og erhvervstarif.

Desuden blev der indgået særlige kontrakter med de største kunder. Dette system blev omlagt i 1967.

Man havde stadig de store forbrugere som kontraktkunder; men for de øvrige kunder indførtes et enhedssystem, bloktariffen. Den var udformet således, at forbrug i intervallet 0-100 kWh havde en bestemt pris pr. kWh, forbrug i intervallet 100-500 kWh en lavere pris pr. kWh osv. Bloktariffen blev i 1978 afløst af en enhedstarif, hvor alt forbrug under 200.000 kWh betaltes med samme takst.

86

Husholdningerne Før krigen var husholdningernes strømforbrug meget lavt. Det var kun de færreste husstande, der havde et komfur, et køleskab eller en vaskemaskine, der krævede elektricitet. Hovedforbruget lå på lys. En stor husholdning som ingeniør V. Kählers kunne i årene 1936-39 klare sig med godt 2500 kWh om året, og i samme periode havde hans formand, Carl Hansen, kun et årligt forbrug på 87 kWh. I 1955 havde næsten alle landets boliger elektrisk lys, derimod var de elektriske husholdningsapparater, der havde været kendt allerede i mellemkrigstiden, stadig sjældne. Således brugte knap 9% af boligerne elektricitet til madlavning i 1955. Den stigende velstand og kvindernes forøgede udearbejde gav sig udslag i, at hjemmene anskaffede sig flere og flere elektriske forbrugsgenstande. Denne udvikling blev begunstiget af, at såvel elpriserne som prisen på elektriske artikler set i det lange perspektiv er faldet i forhold til lønningerne.

1970 havde 80% af landets husstande køleskab, og i 1990 var dækningen 100%. Samtidig havde alle hjem en dybfryser, enten kombineret med køleskabet eller en selvstændig fryser. De elektriske komfurer vandt langsommere frem. Man brugte stadig gas i 1960’erne, og den blev først fortrængt af elektriciteten i løbet af 1970’erne. I begyndelsen af 1980’erne havde 75% af husstandene elkomfur.

De elektriske komfurers indmarch og den samtidige flytning af den varme mad fra middag til aften betød, at elværkerne fik en stærk forøgelse af spidsbelastningen om aftenen.

Vaskemaskinerne bredte sig langsommere end køleskabene; men man må her tage i betragtning, at beboerne i de store udlejningsejendomme normalt havde adgang til elektriske fællesvaskerier.

I 1970 havde 40% af husstandene vaskemaskine.

Dette tal var vokset til 66% i 1990 og 74% i 2000.

I de samme år havde henholdsvis 26% og 42% af husstandene fået opvaskemaskine.

De mindre elektriske apparater blev også mere almindelige. I 1970 fandtes der røremaskine, elektrisk symaskine, barbermaskine og boremaskine i omkring en tredjedel af hjemmene. Fjernsynet var det elektriske apparat, der bredte sig hurtigst.

1956 var der 65.000 seere og i 1965 over en mil-

lion. Særligt populære tv-udsendelser gav en kraftig stigning i elforbruget. I slutningen af 1980’erne havde stort set alle farvefjernsyn, og i 2001 var det 148% af husstandene. Dvs., at der i mange hjem stod mere end et tv. Som noget nyt kom pc’en til som strømbruger. Der stod en pc i 29% af hjemmene i 1992 og i år 2001 var tallet vokset til 70%.

Husholdningerne brugte i 1977 ca. en tiendedel af den strøm, der var til rådighed. I 1991 og 2000 var andelen omkring en tredjedel. Denne vækst blev ledsaget af en markant ændring af elforbrugets fordeling i hjemmene. I 1970 blev 22% brugt til lys, 36% til opvarmning, vask og madlavning, 30% til køling og frysning og 12% til andet. Andelen for lys var i 2000 17%, og opvarmning, vask og madlavning tegnede sig for 32%. Inden for denne gruppe var forbruget til vask, tørretumbling og opvask steget, hvorimod andelen for madlavning og opvarmning var faldet. Elopvarmning af helårshuse var på vej frem omkring 1980; men flere kommuner, bl.a. Korsør i 1982, forbød elopvarmning af nye huse for at skaffe opbakning til fjernvarme og naturgas. Køling og frysning lå på 21% i 2000, og gruppen andet var vokset til 30%. Heraf gik de 12 procentpoint til pc, tv og video.

Det elektriske hus Korsør Boligselskabs afdeling 3, Nic. Rumpsvej, der var klar til indflytning i april 1949, indvarslede de nye tider med elektricitet i husholdningen.

Der blev indrettet to elektriske vaskerier, og de 32 lejligheder fik ”installeret elektricitet til kogebrug” med lavvoltstransformer, bordapparat med to kogeplader og elektrisk ovn. Apparaterne blev skaffet gennem elværket, og de var ret dyre, f.eks.

360 kr. for en transformer. Det elektriske køkken krævede vekselstrøm. Den blev skaffet ved at trække en ledning fra transformeren på Kählers Teglværk, og elværket benyttede lejligheden til at få omlagt Stottsvej til vekselstrøm.

En 2½ værelses lejlighed fik én stikkontakt i køkkenet, én i kammeret, to i hvert af de andre rum, men ingen i entré og badeværelse. I stuen var der kronetænding til loftslyset, i soveværelset var der korrespondancetænding. Ca. 1960 fik lejlighederne elkomfurer, og lejerne anskaffede efterhånden selv køleskabe og elektriske apparater. Elektriciteten kunne også have sine ulemper.

Illumination af rådhuset ved en havnefest ca. 1950.

I 1974 byttede en af elværkets montører om på en nulleder og en faseleder, så der blev en spænding på 380 volt i stedet for 220. Det beskadigede to køleskabe og en radio, som elværket måtte erstatte.

Derimod ville det ikke dække reparationen af et fjernsyn, der bevisligt ikke havde været tændt, da uheldet indtraf.

I begyndelsen af 1990’erne kom der nye køkkener, og nu var kravene til elektricitetsanvendelse helt anderledes. I køkkenet blev der foruden komfuret opsat emhætte og otte stikkontakter bl.a. til køleskab og mikrobølgeovn samt gjort klar til opvaskemaskine.

De elektriske vaskerier gav her og andre steder elværket en ny opgave. I 1948 blev der indhentet tilbud på 800 messingpoletter til vaskeriernes automatmålere. Poletterne havde indskriften ”KORSØR KOMMUNE” på forsiden og ”2 kwh” på bagsiden. De kunne købes på rådhuset og i forretningerne, og elværket sørgede for at tømme automaterne. I takt med udviklingen er vaskerierne blevet moderniseret, og poletterne er blevet erstattet af penge.

Elektriske køkkener Der var i 1937/38 122 målere tilsluttet køkken og teknisk varme (husholdningstarif), i 1945/46 var der 240, og antallet voksede i de kommende år.

Tallene afspejler, at nogle anvendte elektricitet til madlavning. Den langt overvejende del af byens husstande brugte stadig gas.

87

Spørgsmålet om gas eller el til madlavning kom op til drøftelse i årene efter krigen. I efteråret 1946 sendte byrådet enstemmigt en beslutning om at bygge sytten rækkehuse på Nyvej til anden behandling. Husene skulle have elektricitet til kogebrug, selv om der lå gasrør i Nyvej, og elværket skulle indkøbe lavvoltstransformere, kogeplader og ovne.

Dette spørgsmål gav anledning til debat inden for den socialdemokratiske byrådsgruppe. L. Ravn kunne ikke forstå, at der ikke skulle indlægges gas. ”Det vil sikkert fortrinsvis blive Mindrebemidlede og Familier med mange Børn, der kommer til at bebo de nye Huse, og disse Mennesker vil blive belastet unødvendigt med Indkøb af disse Kogeplader ...”

Borgmesteren, O. Struck, mente, at man ved at bruge elektricitet på Nyvej undgik en ekstra belastning af gasværket. I byens yderområder skulle der ikke lægges gasrør, og han anførte til sidst: ”Efter forrige Krig havde man faaet Radio i næsten alle Hjem, og nu vilde Husmødrene sikkert hævde, at det var deres Tur til at faa nogle moderne Fordele.”

H. Christoffersen syntes heller ikke, at der skulle lægges gasrør i yderkvartererne; men her var der gasledninger i forvejen, så beboerne burde have et frit valg. Svend Larsen sluttede af med at udtale, at elektricitet i husholdningen var fremtidens løsning.

Det blev overvejet i de år, om der skulle bygges et nyt, mere effektivt gasværk ved havnen med trykbeholdere på Halsskov og i Tårnborg.

Den konservative byrådsgruppe udarbejdede en betænkning i 1947, hvor den undersøgte, hvad der ville være mest fordelagtigt, at fortsætte med det gamle gasværk, at bygge et nyt eller at skifte om til elektriske køkkener. Den sidste mulighed ville kræve, at der blev bygget tre transformerstationer, lagt 10 kilovoltledninger og omlagt installationer til vekselstrøm, hvilket i alt ville koste 550.000 kr.

Det gamle gasværk ville være det billigste; men dets kapacitet rakte ikke til et forøget gasforbrug.

Det nye gasværk ville være dyrt i drift på grund af de store anlægsudgifter, og ved en faldende kulpris ville det blive mere fordelagtigt at gå over til elektricitet. Den alvorligste anke mod elektriciteten var forbrugernes merudgifter til køkkenudstyr; 88

men her tænkte man sig en afbetalingsordning på fire kroner om måneden.

Bygningen af et nyt gasværk blev opgivet, i stedet blev det gamle moderniseret i 1949. Nye store byggerier som Socialt Boligbyggeris (nu Albo) to afdelinger ved Fjordvænget, der begge er fra omkring 1950, blev bygget med gaskøkkener, men dog også med elektriske vaskerier. De fleste boligkomplekser, der blev opført op mod 1960, fik derimod elektrisk køkken, og overgangen til vekselstrøm fik mange forbrugere til at anskaffe elektrisk komfur.

Antallet af elkøkkener var i 1965 1550, i 1977 var det 4080. Samtidig var der 2857 gasmålere.

Det år besluttede byrådet i april, at gasforsyningen skulle nedlægges i løbet af perioden 1978-80.

Elværket skulle betale for at få lagt trefaset vekselstrøm ind til elmålerne, hvorimod ejer eller lejer selv skulle bekoste ændringen af den interne installation og anskaffelsen af komfurer mv. Kommunen ville dog kautionere for lån til nyanskaffelser. Gasværket havde underskud, og det blev bestemt, at elværket skulle dække dette underskud som goodwill for at overtage gasværkets kunder.

Der blev afbrudt for gassen uden for planen på Egøgade-Engvej i forbindelse med et kloakarbejde i slutningen af 1977, ellers blev der lukket for gassen til de første områder i efteråret 1978. I september 1981 manglede der endnu 70 gasmålere, hvoraf formentlig kun en tredjedel endnu var i brug, og 5.10.1981 blev gassen afbrudt til alle andre end Scanglas. Der var da ca. 5430 elkøkkener, og dette tal var steget til 6179 i 1990.

Fusk og svindel Elektricitetsrådet skulle føre tilsyn med installationerne hos forbrugerne. Det skete dels ved inspektion, dels ved anmeldelser fra elværket, der også havde en kontrolfunktion. Der kunne komme artige ting frem ved disse eftersyn. I 1949 opdagede man, at en installation i Algade nr. 6, der var blevet kasseret i 1947 og afbrudt, atter var blevet sluttet til, uden at der var sket nogen omlægning eller reparation. En lejer i stuen i et hus på Dyrhaugesvej havde i 1951 et værelse på anden sal, der var tilsluttet installationen i en lejlighed på første sal, og i 1957 var elværket og kriminalpolitiet på Gunversvej, hvor der blev svindlet med en

Neonreklame for vaskemaskinen ”Ferm” på Kindtanden, opsat 1953. Foto Svend Børge Andersen.

måler med en kobbertråd mellem fasetilgang og –afgang.

Et elkomfur hos en håndværker i Jørgensgade var i 1964 tilsluttet på en meget speciel måde. De to faser var taget fra en hovedafbryder i motorinstallationen og 0 fra en hovedafbryder i lysgruppen. Kablet blev så ført gennem værkstedet, hvor det var hængt op på tilfældige ting. Derefter gik det gennem væggen og over gården sammen med et forvitret fødekabel mellem værkstedet og beboelsen, ind gennem spisekammervinduet og hen til komfuret.

I 1965 måtte elværket udskifte hovedsikringen i en ejendom på Suhrsvej. Det viste sig, at man ved hjælp af sølvpapir havde gjort det muligt at bruge for store sikringer i måleren, hvilket var strengt forbudt. Elværket skrev til ejendommen: ”For at undgå gentagelser foreslår vi, at installationen bliver gennemgået af en autoriseret installatør og forstærket, så de forbrugere, der er årsag til afbry-

delserne af ejendommens lys, kan få tilfredsstillet deres behov uden at bruge sølvpapir og uden, at hovedsikringen går.”

Samme år blev det opdaget, at et badeværelse i en lejlighed på Motalavej var strømførende. Årsagen var en anden beboer i ejendommen. Han ville have lys i sit kælderrum, og han havde derfor brugt et telefonkabel, der kun var beregnet til svagstrøm, til at forbinde en stikkontakt i lejligheden med en lampe i kælderen. Desværre var isoleringen blevet slidt af kablet et sted, hvor det rørte et nedløbsrør. Dermed blev nedløbsrør og tagrende strømførende, og det forplantede sig videre ud i ejendommen. I dette tilfælde ønskede elværket, at der skulle rejses sag til skræk og advarsel for ligesindede.

Professionelle kan også begå fejl. I april 1969 så kabelmesteren ved et tilfælde, at et skiltefirma, der ikke havde autorisation i Korsør, var ved at sætte et lysskilt op i Algade og forbinde det til en udven89

dig dåse, der var sat op af en lokal installatør. Ved nærmere undersøgelse blev det konstateret, at der forelå en række overtrædelser af stærkstrømsreglementet, som først var bragt i orden i september.

Elektricitetsrådet anmodede politimesteren om at anlægge sag, og efter to år faldt dommen, bøde til både fabrikant og installatør.

Større foretagender er heller ikke fejlfri. I 1972 opdagede Elektricitetsrådet, at nogle tavleanlæg på forbrændingsanstalten var ulovlige, fordi der var anvendt komponenter, der ikke var godkendt.

To år efter blev byens to campingpladser inspiceret, og begge steder fandt rådet fejl ved installationerne. Kommunen overlod det til elværket at bringe forholdene i orden, hvilket også skete inden sæsonen begyndte året efter.

Tilsynet med nye og gamle anlæg blev overgivet til elværket 1.4.1977. Herefter skulle der årligt føres tilsyn med 10% af anlæggene og sendes rapport herom til Elektricitetsrådet.

Særligt forbrug Krigens forbud mod lysreklamer blev ophævet i 1949, og der var nu atter mulighed for at tænde neonreklamerne. I begyndelsen af 1950’erne kom der nye til, f.eks. en reklame for vaskemaskinen ”Ferm” på vandtårnet ved Fjordvænget, en tagreklame for ”STEFF PØLSER” og en siloreklame for ”Ø.A.”.

Juleudsmykningen begyndte i 1947. Der nævnes et juletræ i byen og et på Halsskov, der tilsammen brugte 197 kWh. Træerne blev efter 1949 suppleret med udsmykning i gaderne, og fra 1956 betalte elværket for strømmen. Med træerne var man i 1960 oppe på ca. 4300 kWh, og i 1970 var forbruget helt oppe på 11.000 kWh. I 1966 måtte man sige nej til at have udsmykningen tændt mellem 8.00 og 9.30 i perioden 17.-25. december. Det skyldtes, at værkets maksimalbelastning, som man skulle betale afgift til SEAS for, normalt lå i denne periode og på dette tidspunkt. Julebelysningen ville betyde ekstra 45 kW eller en merudgift på 6750 kr.

Der var ingen julebelysning i 1973 på grund af oliekrisen, og i 1979 var der begrænsninger af samme grund. 1982 blev det vedtaget, at julebelysningen ikke længere skulle være en udgift for elværket, men skulle dækkes af en anden konto.

90

Elværket anlagde belysning på KB’s baner i begyndelsen af 1950’erne. Der blev anvendt særlige kviksølvlamper på 1000 watt fra Philips fabrikkerne monteret på otte master. Disse lamper gav langt mere lys end tilsvarende glødelamper.

Anlægget blev demonstreret for en delegation fra B93 i december 1953, og det vakte vild begejstring. ”Resultatet var helt ovenud, og saa snart banerne laa badet i lys, lød der høje begejstringsudbrud, og de blev ikke mindre, da der kom en bold paa banen, hvor hele komitéen, hvoraf mange var gamle fodboldspillere, trods regnen, gav sig til at sparke løs op i luften og hen ad grønsværen.”

Det var almindeligt, at værkudvalget bevilgede gratis strøm til almennyttige arrangementer, f.eks. til Ungdommens Dag i 1951 og et tattoo, som udvalget for Korsør Hallen holdt på Korsør Stadion i 1959. Halsskov kirkekomité blev fritaget for at betale for strømmen til et arrangement i Kongegården i november 1960, og i 1964 ydede elværket gratis arbejde i forbindelse med en opførelse af Elverhøj ved Sommerlyst.

Gadelys Der var 449 lamper til belysning af gaderne og havnen 1.4.1940, og de havde brugt 81.604 kWh i 1939/40 eller 4% af byens elforbrug. I de sidste år før krigen blev gadebelysningen på Skovvej fra Ceresvej og udefter lagt om til vekselstrøm for at aflaste jævnstrømsnettet. Forbruget til gadebelysningen faldt kraftigt som følge af krigsrestriktionerne; men efter krigen steg det atter, bl.a. fordi aftenlamperne nu var tændt til kl. 24. Der var i april 1946 467 lamper, og forbruget lå nu på 38.281 kWh eller 2% af det samlede forbrug. Frem til midten af 1960’erne vedblev gadelysets andel af forbruget at ligge omkring de 2%.

I efterkrigstiden begyndte lysstofrørene at blive indført i gadebelysningen. Esbjerg fik som den første by lysstofrør i 1948, 1950 kom de til Slagelse, og i 1950/51 fik Korsør opsat de første lysrørs­ar­ maturer, efter at der havde været foretaget en prøve­ ophængning på Halsskovvej i september 1949. I december 1954 udarbejdede driftsbestyreren en betænkning om lysstofrørene. Det fremgik heraf, at de var billigere end andre lamper i driftsudgifter pr. lysenhed, og at vedligeholdelsesarbejdet var minimalt. På sidevejene, hvor der blev belyst med

60 watt lamper, kunne man i stedet anvende armaturer med 2×20 watt rør for en årlig merudgift på 3 kr. og samtidig opnå den dobbelte lysmængde.

På hovedvejene blev der anvendt 150 watt lamper, hvilket kostede 83 kr. om året pr. lampe. Armaturer med 2×40 watt rør ville koste 25% mere men til gengæld give 67% mere lys.

Omskiftningen til lystofrør fortsatte. 1958 var der i alt opsat 841 armaturer, hvoraf de 454 havde lysstofrør. I driftsåret 1961/62 blev de sidste glødelamper ombyttet. Der var da i alt 1074 armaturer, heraf de 602 på Halsskov. På elværket var man da begyndt at tænke på at opsætte parkbelysning på udvalgte steder.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev det elværkets opgave at sørge for gadelys i de nye områder. Der var i forvejen gadebelysning i Vemmelev-Forlev fra 1946 og i Rødhøjkvarteret i Tårnborg fra 1960’erne. I december 1970 besluttede teknisk udvalg, at elværket skulle udarbejde en udbygningsplan for gadebelysningen i hele kommunen, og i juli 1971 forelå planen. Forældede glødelamper skulle udskiftes med lysrørsarmaturer i Vemmelev, og desuden skulle der opsættes lysrørsarmaturer i Gl. Forlev, Svenstrup, Bøgeparken, Halseby, Hemmeshøj, Stude, Frølunde, Tjæreby, Hulby og Ormeslev, i alt 121 armaturer. Der skulle sættes armaturer på hver anden mast, og arbejdet skulle være afsluttet i 1974/75.

Det blev det også. Herefter blev der løbende opsat gadebelysning i nye udstykninger, og desuden blev der i december 1975 udarbejdet et forslag til supplering af den eksisterende belysning, bl.a. kom Søhuse med. Dette arbejde blev også færdigt efter planen.

Strømmen til gadelysene kom fra SEAS og NVE, og noget af anlægsarbejdet blev udført af disse selskaber. Udgiften blev finansieret af Korsør Elværk over elpriserne, dvs. af beboerne i selve Korsør.

Derved undgik kommunaldirektøren at belaste skatteprocenten med en ny udgift. Elværket fremhævede forgæves, at udgiften rettelig burde tages over vej­udgifterne, dvs. over kommuneskatten. En bruger klagede til ministeriet, og efter en kraftig henstilling kom udgiften endelig på vejkontoen i 1982.

Oliekrisen 1973 kom til at sætte præg på gadebelysningen. En bekendtgørelse fra november

Elværket leverede også strøm til trafiklysene. Kabelmester, senere driftsbestyrer Poul Dahl (t.h.) ved anlægget af byens første lyskurv i krydset Skolegade, Kongebroen, Halsskovvej 1970.

1973 krævede, at belysningen blev indskrænket til det strengt nødvendige, og i samme måned vedtog teknisk udvalg at udvide den tid, hvor natlyset, dvs. kun et rør pr. armatur, var tændt. Natbelysningens tændingstid blev udvidet med to timer i 1987. Denne gang skete det for at spare penge til strøm.

Oliekriserne 1950’erne og 1960’erne var en opgangsperiode i Korsør, og det viste sig også ved et stigende elforbrug, især i husholdningerne. Af de 4,3 mio. kWh, der blev solgt i 1950/51, var de 53% strøm til teknisk brug. I 1966/67, hvor der blev solgt 28,8 mio. kWh, var andelen for den tekniske strøm faldet til 49%. 1972/73, hvor skellet mellem strøm til lys og strøm til teknisk brug var ophævet, var salget nået op på 62,1 mio. kWh, heraf gik halvdelen til kontraktkunderne, især Scanglas.

91

gen af Scanglas i 1982. Året efter nåede salget et minimum på 58 mio. kWh mod 79 mio. i 1979.

Olieprisen faldt stærkt i 1985. Det fik imidlertid ikke lov til at slå igennem i strømprisen, for af energipolitiske årsager blev elafgiften forhøjet til 29,5 øre. 1990 lå elektricitetsprisen i Korsør på 46 øre pr. kWh i gennemsnit, hvoraf elafgiften udgjorde de 33 øre.

Efter lavpunktet i 1983 var elsalget i Korsør stort set stigende frem til 1994, hvor det nåede 84,5 mio. kWh. Derefter faldt det atter, og i 2001 blev der brugt 76 mio. kWh. Stigningen havde flere årsager. 1985 satte Cavalet og Freetime produktion i gang på glasværket, og 1987 gav udstykningen på Bragesvej et ekstra forbrug. Hovedårsagen var imidlertid Storebæltsbyggeriet, der krævede meget strøm, og afviklingen af byggeriet betød så atter et fald i forbruget.

Nyt prissystem

Elværkets kurvevogn, ”Giraffen”, fra 1974 i aktion 1989.

Oliekrisen i 1973 førte til et fald i elforbruget i 1973/74 og 1974/75. Der blev sparet på gadelyset og i husholdningerne, og prisen på strøm blev forhøjet væsentligt; men der var først og fremmest tale om, at salget til kontraktkunderne gik ned.

Scanglas og Hollesen blev begge hårdt ramt af krisen i byggeriet, og deres behov for strøm faldt derfor. Strømsalget steg atter fra 1975/76, og i oktober 1975 blev prisen sænket, så den kun var 10 øre højere pr. kWh end før oliekrisen. I 1977 var salget højere end niveauet før oliekrisen. Det var her især DLG’s store forbrug, der trak opad.

1977 blev der indført en elafgift på 2 øre pr. kWh. Den var et instrument i Folketingets energipolitik, og den er siden blevet forhøjet flere gange.

Den blev i 1992 suppleret med en CO2 afgift og i 1999 med en eldistributionsafgift.

Prisen pr. kWh lå i Korsør i 1979 på 35 øre i gennemsnit. De prisstigninger, der blev forårsaget af oliekrisen i 1979, blev fulgt op med øgede statsafgifter og momsforhøjelse, så elprisen steg kraftigt i 1980 og 1981. Det betød atter et fald i elsalget i Korsør, og det blev forstærket af luknin92

Elreformen, der trådte i kraft i 2000, stillede krav om en adskillelse mellem handel med el og transport af el. Desuden skulle forbrugerne aftage en vis mænge prioriteret el, dvs. miljøvenligt produceret elektricitet. Det betød, at afregningssystemet måtte ændres.

I Korsør kostede en kWh i september 2004 147,51 øre. Denne pris var sammensat således: 13% af prisen var betaling for el købt på markedsvilkår (79% af forbruget). Denne del af prisen blev betalt til Korsør El A/S. 6% af prisen var betaling for prioriteret elektricitet (21% af forbruget), 15% var betaling for at få transporteret strømmen og 65% var moms og statsafgifter. De tre sidste poster blev betalt til Korsør Elnet A/S. Forbrugerne fik dog en samlet opgørelse og skulle kun betale ét sted. Prisforskellen pr. kWh på markedselektricitet og prioriteret elektricitet var ret betydelig, 25 øre mod 44 øre. Muligheden for selv at vælge elleverandør, som alle havde fra 1.1.2003, blev kun benyttet af et fåtal, på landsplan 77.000.

Dette prissystem vil kun få kort levetid i denne form, idet energiforliget i Folketinget 29.3.2004 afskaffede systemet med prioriteret elektricitet.

Det kommunale elværk og de store forbrugere Kommunen indgik ved overtagelsen af elværket i de særlige kontrakter, enkelte kunder havde. Af disse kan særligt nævnes Statsbanerne, Margarinefabrikken og Glasværket. Blandt kontraktkunderne hørte Statsbanerne til de mellemstore med en belastning i f.eks. 1965/66 på 305 kW. Hertil kom Færgegården og Halsskovperlen med yderligere 183 kW. I 1980’erne indførtes elektrisk tog­ opvarmning, og det blev nødvendigt at opsætte to transformerstationer, som Statsbanerne selv skulle betale.

Margarinefabrikken og Glasværket Margarinefabrikken fik dækket sit behov for kraft af tre dampmaskiner på tilsammen 600 HK. I begyndelsen af 1930 indledte fabrikken forhandlinger med elværket om at få suppleret kraften fra dampmaskinerne med strøm. Der regnedes med et årligt forbrug på ca. 300.000 kWh. Under de videre forhandlinger nåede man i juni måned frem til, at der skulle leveres vekselstrøm til en transformer, fabrikken selv skulle betale. I det første stykke

Scanglas, der her ses i fuld belysning i begyndelsen af 1970’erne, var den største kunde, elværket nogensinde har haft.

tid skulle SEAS levere strømmen, og fabrikkens belastning måtte kun være 100 kW i tærsketiden, hvor SEAS’ landbrugskunder havde et stort forbrug. Uden for tærsketiden kunne belastningen være 300 kW, og når elværket havde fået opstillet en ny dieselmotor i foråret 1931, kunne belastningen være på de 300 kW hele tiden. Der skulle betales en fast afgift på 15.000 kr. om året samt 4½ øre pr. kWh. Det viste sig imidlertid i juni, at fabrikken ikke var parat til at forbinde sig med elværket. I stedet anskaffede fabrikken en dieselmotor.

Spørgsmålet om levering af strøm til Margarinefabrikken kom op igen i 1935, og i februar 1936 blev der indgået en kontrakt efter samme principper som forslaget fra 1930; men der var dog ikke længere tale om bistand fra SEAS. Strømmen skulle leveres som vekselstrøm fra en transformer på fabrikken, som elværket skulle betale. Der skulle nu betales en fast årlig afgift på 4000 kr. og en pris på 6 øre pr. kWh. Kontrakten skulle gælde i 10 år, og fabrikken forpligtede sig til ikke at belaste værket med mere end 30 kW. Fabrikken skulle aftage hele sit strømforbrug fra elværket, som forpligtede sig til at kunne levere strømmen. Leverancen blev påbegyndt i oktober 1936.

Glasværkets kontrakt blev forhandlet i løbet af 1936, og strømleverancen begyndte i december, en måned før den skulle være klar. Der skulle leveres vekselstrøm fra en transformer ved Glasværket samt jævnstrøm, og Glasværket var bundet til at aftage hele sit strømforbrug fra elværket, som til gengæld havde pligt til at levere den fornødne strøm. Der skulle betales en fast afgift på 6000 kr. årlig for en maksimalbelastning på op til 280 kW, og for yderligere belastning var prisen 50 kr. årlig pr. kW. Desuden skulle der betales et fast beløb på 1000 kr. for lys samt en pris på mellem 5¼ og 6 øre pr. kWh. Kontrakten skulle gælde ti år, og der var begrænsninger for hvor meget lys, der måtte 93

bruges fra kl. 15.15 til 17.15 i månederne november til februar.

Belastningen fra Glasværket lå i 1937 på 120 kW, og først op mod 1960 nåede den over de 280 kW. Kontraktkunderne efter krigen Ved midten af 1950’erne var der ni kontraktkunder, når der ses bort fra bagere med elovne, der også havde særlige vilkår. Kontraktkunderne tegnede sig for ca. 40% af elektricitetssalget, og de fik i gennemsnit en kWh til 13,7 øre mod de almindelige forbrugeres pris på 22,1 øre.

De første to elektriske bageriovne blev installeret i driftsåret 1946/47, heraf en i Mønsterbageriet på Mathiesensvej. Bagerne fik strømmen billigt, men klagede alligevel over prisen, f.eks. i 1953 hvor prisen lå på 10 øre pr. kWh. Det var mindre end værkets gennemsnitlige købspris hos SEAS, og det kunne kun lade sig gøre, fordi bagernes forbrug lå om natten. Reelt kunne de elektriske bageriovne ikke konkurrere på driftsomkostningerne med de oliefyrede; men de var mere renlige og sparede arbejdskraft. Enden på sagen blev en nedsættelse på 0,2 øre pr. kWh, og den tid, hvor bagerne kunne få den billige strøm, blev sat fra kl.

21.00 til kl. 7.00.

Kontraktforbrugerne havde ikke ens vilkår; men fra april 1961 blev der indført en ny overenskomst, der efterhånden kom til at gælde for alle.

Prisen kom nu til at bestå af målerleje, effektafgift, dvs. betaling for den maksimale belastning, og energibetaling for de forbrugte kWh. Desuden var der et pristalstillæg, et tillæg, der varierede med kulprisen, og et fradrag for det, der var sparet ved at anvende vandstrøm.

I midten af 1960’erne var der femten kontraktkunder, der tilsammen brugte næsten halvdelen af den strøm, der blev solgt. Målt efter deres maksimalbelastning var Flådestationen, Pakko, Glasværket, Th. Rasmusens Sønner og Hollesen de fem største med henholdsvis 1044, 658, 595, 510 og 453 kW. Flådestationen har fra starten været en af elværkets største kunder. Den blev koblet til nettet i november 1959. Strømmen blev leveret med en spænding på 10 kilovolt, og den blev transformeret ned på Flådestationens egne transformere. I 1960 blev der færdigmeldt syv transformere på Flåde94

stationen, der også havde et stort nødaggregat.

Forbruget var så stort, at Flådestationen med det samme gjorde brug af elmarkedets liberalisering i 2001 og skiftede leverandør til NESA. ØA, fra 1969 DLG, voksede op til at blive en betydelig kunde. I 1960/61 blev der opstillet en transformer i firmaets pakhus. Da var belastningen 145 kW, og den var i 1980 steget til over 2000 kW. Udbygningen gik imidlertid hurtigere end transformeren kunne klare, og man havde flere udfald i efteråret 1977 på grund af overbelastning. Installationen var forøget mere end elværket havde givet tilladelse til, og der måtte en skarp påmindelse til, før virksomheden gik med til at opstille endnu en transformer. Den var driftsklar i december 1978.

Det nye glasværk, Scanglas, der gik i gang i 1969, blev en meget stor aftager. I foråret 1968 blev der opstillet en midlertidig transformer, der skulle levere byggestrøm, og da fabrikken startede, transformerede den ligesom Flådestationen strømmen ned i egne transformere. I 1973 opstillede SEAS en ny 50 kilovolt transformerstation på glasværket til forsyning dels af fabrikken selv, dels af byen.

1980 var Scanglas suverænt den største kontraktkunde med et forbrug på 16,6 mio. kWh. De øvrige kontraktkunder brugte 15,9 mio. tilsammen. De fire største af de øvrige kontraktkunder var DLG, der havde en maksimalbelastning på 2120 kW, og Pakko, Flådestationen og Reska, der alle tre havde en maksimalbelastning mellem 700 og 800 kW. I perioden 1974/75-1981 brugte Scanglas i gennemsnit 16 mio. kWh om året eller en fjerdedel af den solgte mængde strøm. Så faldt forbruget brat til 2,7 mio. kWh i 1982, det år hvor glasværket lukkede.

Tidstarif Ved begyndelsen af 1990’erne var tarifsystemet udformet således, at der for et årligt forbrug op til 200.000 kWh betaltes én takst og for højere forbrug en noget lavere takst. Inden for elforsyningerne vandt tidsdifferentierede tariffer frem fra slutningen af 1980’erne, og i 1993 blev de indført i Korsør for storforbrugere, dvs. kunder med et forbrug om året på over 200.000 kWh. Der skulle anvendes specielle målere, og der var tre trin i systemet, således at strømprisen var

højest i elværkets spidsbelastningsperioder. 1993 var der opsat 24 af de nye målere, 1995 var tallet 36. Fra og med 1.1.1996 blev undergrænsen for tidstarifafregning sænket til 100.000 kWh pr. år, og det betød, at antallet af storforbrugere kom op på 91.

Storebæltsforbindelsen Den første anlægslov for en fast forbindelse over Storebælt blev vedtaget i 1973; men i 1978 blev projektet udskudt på ubestemt tid. Spørgsmålet om elforsyningen til en Storebæltsforbindelse var imidlertid stadig aktuelt, og forsyningsområdegrænsen mellem Korsør Elværk og SEAS på Halsskov kom derfor op til forhandling i efteråret 1979 i forbindelse med en fornyelse af overenskomsten med SEAS. Man blev enige om, at grænsen skulle følge nordsiden af den projekterede motorvej til Storebæltsforbindelsen; men set fra Korsørs synspunkt var det stadig uafklaret, hvorledes grænsen løb helt ude ved Storebælt.

Dette forhold blev imidlertid ikke afklaret før underskrivelsen af overenskomsten, der kom til at gælde fra 1.1.1980. I 1981 var der atter overenskomstforhandlinger, og i et forslag fra SEAS af 20.10.1981 fulgte forsyningsområdegrænsen nordsiden af den projekterede motorvej, dvs., at den løb ud i Storebælt lige nord for Revspidsen.

Driftsbestyreren gjorde indsigelser, fordi Korsør Elværk allerede forsynede slusen og Post og Telegrafvæsenets forstærkerstation ved Revet, og grænsen skulle derfor trækkes nord om Højklint.

I et brev til SEAS 12.11.1981 godkendte borgmesteren grænsedragningen med driftsbestyrerens ændringer, og 27.10.1982 underskrev man den nye overenskomst. 5.11. blev den godkendt af byrådet, der fik det indtryk, at en eventuel fast forbindelse ville komme til at høre under Korsør Elværk.

Da der blev indgået forlig i Folketinget i 1986 om en Storebæltsforbindelse, fik spørgsmålet om elforsyningen stor interesse, og det blev taget op på et møde med SEAS i juli 1987. Kommunens

Elværkets transformerstation på toppen af en af Østbroens pyloner til forsyning af byggearbejdet. Foto i privateje.

95

synspunkt, som blev bakket op af det rådgivende ingeniørfirma P.A. Pedersen, var, at Storebæltsforbindelsen lå i Korsør Elværks område; men nu viste det sig, at grænsekortet i den overenskomst, man havde underskrevet i oktober 1982, ikke var blevet rettet i overensstemmelse med Korsørs forbehold.

I en nærmere undersøgelse af sagen i oktober 1987 nåede kommunaldirektøren frem til, at man ved en eventuel retssag kunne forsøge at hævde, at SEAS havde foretaget en uvarslet grænseændring, som måtte være ugyldig. Han fandt dog, ”at det i den forbindelse stærkt ville tale til ugunst for kommunen, at man faktisk først påberåber sig dette næsten 5 år efter overenskomstændringen og ved udsigten til en gevinst samt, at man fra vor side tilsyneladende ikke har tillagt sagen større vægt tidligere”.

Korsør forsøgte nu at få SEAS til at godkende en hensigtserklæring af 29.10.1987, hvori Højklint blev anerkendt som en del af elværkets forsyningsområde, således at elforsyningen til den faste Storebæltsforbindelse blev et anliggende for Korsør Elværk. Den hoppede SEAS ikke på, hensigtserklæringen blev blankt afvist, og spørgsmålet fandt sin endelige afklaring på et møde på rådhuset 26.1.1988 med deltagelse af bl.a. borgmesteren og direktøren for SEAS. Inden mødet havde Korsør reelt givet op, for i et notat fra kommunaldirektøren fra 25.1. var forsyningen af jernbanetunnelen lagt under SEAS, og det blev gentaget i den endelige aftale. De øvrige permanente anlæg samt de midlertidige anlæg skulle høre under det selskab, hvis forsyningsområde de faldt ind under. Dette punkt kom til at betyde, at Korsør Elværk fik forsyningen til Østbroen. Forsyningsgrænsen skulle følge sydsiden af jernbanen, og Sprogø skulle høre under Korsør Elværk.

96

MT-Group MT-Group fik i 1988 kontrakten om jernbanetunnelen. Deres arbejdsplads på Halsskov lå både i SEAS’ og Korsør Elværks forsyningsområde, f.eks. hørte tunnelelementfabrikken under Korsør. MTG ønskede imidlertid at få en samlet afregning fra de to elselskaber og at få strømmen til SEAS’ takst for storindustrikunder. Korsør Elværk gik med til denne ordning, selvom MTG’s forbrug ikke berettigede til så stor rabat. MTG afregnede med SEAS, hvorefter SEAS og Korsør Elværk afregnede indbyrdes. Ordningen betød mindre indtægt til elværket; men det blev kompenseret af, at MTG betalte halvdelen af de anlæg, der skulle til for at forsyne byggepladsen.

Bygningen af den faste forbindelse blev en givtig forretning for elværket. Elektricitetssalget steg fra 64,2 mio. kWh i 1989 til 84,5 mio. kWh i 1994.

Efter 1996 begyndte salget at falde på grund af afviklingen af byggeaktiviteten.

Storebælt A/S, der skulle drive den færdige forbindelse, var utilfreds med grænseaftalen fra 1988 mellem Korsør Elværk og SEAS og indklagede den for Elprisudvalget i 1992. Tunnelen og Østbroen ville få et årsforbrug på henholdsvis over 15 mio. kWh og 5-8 mio. kWh, og Storebælt A/S mente, at det ville være mere fordelagtigt at få hele dette forbrug samlet hos en leverandør, som man ville have ret til at vælge frit.

Elprisudvalget fandt på et møde i december ikke grund til indgreb. Grænseaftalen fra 1988 var uheldig, fordi den ikke var teknisk begrundet; men den medførte kun en ubetydelig fordyrelse af strømmen. Desuden kunne udvalget ikke gribe ind i aftaler om forsyningsgrænser, og der var ikke frit leverandørvalg.

Administration Korsør Elektricitetsværk var dannet som et aktieselskab i 1904. Dette var ikke usædvanligt. Før 1905 var kun fire af Danmarks byelværker kommunale. De fleste var ejet af en enkelt mand eller var aktieselskaber. Det usædvanlige var, at Korsør Elværk forblev et aktieselskab helt frem til 1937.

Før 1. Verdenskrig var næsten alle byværker kommunale, enten oprettet af kommunen eller overtaget af den. I 1920 var 72 af 92 byværker kommunale, og i flere af de resterende, der især var aktieselskaber, havde kommunen del. Fra 1937 til 2001 var Korsør Elværk kommunalt, og derefter igen et aktieselskab.

Det første aktieselskab Som aktieselskab fulgte elværket de regler, der gjaldt for sådanne selskaber. Det havde aktiekapital, aktionærer, love, bestyrelse, formand, udbetalte udbytte og holdt generalforsamlinger med aflæggelse af beretning og fremlæggelse af et revideret

regnskab. Aktiekapitalen blev gradvis udvidet fra 30.000 kr. i 1904 til 500.000 kr. i takt med et øget finansieringsbehov til maskiner, ledningsnet mv.

Da kommunen besluttede at overtage elværket fra 1.7.1937, og en taksation havde fastsat overtagelsessummen, havde Korsør Elektricitetsværk A/S ikke meget andet at gøre end at afvikle selskabet. Generalforsamlinger 14.10. og 26.10.1937 vedtog at likvidere, og de tre bestyrelsesmedlemmer blev valgt til likvidatorer med Vald. Kähler som formand. Likvidationens kontor blev kontoret på Kählers Teglværk.

Aktionærerne fik stillet i udsigt, at aktierne ville blive indløst til kurs 175, og man mente selv, at det var et godt tidspunkt at afvikle på, da der var højkonjunktur og stadigt stigende priser. Aktieselskabet fik en fortjeneste på ca. 180.000 kr. på faste anlæg mv. Selskabet havde henvendt sig til Revisions- og Forvaltningsinstituttet for at få afklaret skattespørgsmålet. Instituttet konklude-

Vignet fra aktiebrev for A/S Korsør Elektricitetsværk 1917, formentlig tegnet af bankfuldmægtig Th. Knudsen.

97

rede i en betænkning, at det skattemæssigt ville være mest fordelagtigt at fordele udlodningen af formuen over to år med afslutning 26.10.1939.

Omkring årsskiftet 1937/38 henvendte kommunen sig to gange til aktieselskabet og forespurgte, om det ville betale kommunen en godtgørelse, hvis den betalte for overtagelsen før det aftalte tidspunkt, 1.7.1938. Begge gange var svaret nej.

Efter at der havde været holdt flere generalforsamlinger, fordi aktieselskabsloven krævede det, kunne selskabet endelig erklæres for ophørt på en generalforsamling 29.9.1939. Skattespørgsmålet var endeligt løst. Den samlede udlodning – fordelt over tre udlodninger – blev på 176 ¾ %, stort set det der var stillet i udsigt. Der blev holdt et lille beløb tilbage til dækning af generalforsamling, annoncer mv. Hvis der blev penge til overs, skulle de skænkes til Velgørenhedsselskabet – så dryppede der også lidt af gevinsten på byens fattige.

Bestyrelsen Den overordnede ledelse af aktieselskabet lå ifølge de første love fra 1904 hos en bestyrelse på fem medlemmer, alle aktionærer. Bestyrelsen konstituerede sig med formand. Medlemmerne fik tantieme i henhold til loven. I 1907 delte bestyrelsen arbejdsopgaverne imellem sig. Formanden trak dog stadig det store læs med førelse af den løbende korrespondance mv.

Korsør Elværk havde i sine 33 år som aktieselskab kun elleve forskellige bestyrelsesmedlemmer, og bortset fra Jepsen skyldtes alle afgange dødsfald eller fraflytning:

Kabelmester K. Sommer Gejel og driftsbestyrer J.W. Krause Thomsen foran elværkets gamle maskinbygning i 1930’erne.

T.v. ses transformeren til omformeren.

98

Købmand, konsul L. Jepsen 1904-1930 (formand til 1930) Sagfører C.G. Thiesen 1904-1916 (død) Bankbogholder Th. Knudsen 1904-1917 (fraflytning) Købmand, konsul Th. Rasmusen 1904-1927 (død) Maskinfabrikant Henrik Hansen 1904-1925 (død) Fabrikant V. Kähler 1917-1918 (død) Overlærer Erhard Wøldike 1919-1928 (død) Ingeniør Valdemar Kähler 1925-1937 (formand fra 1930) Grosserer Th. Fischer 1927-1937 Overretssagfører S. Bergh 1929-1935 (død) Stads- og havneingeniør Hj. Ørnholt 1930-1937 I den femmands bestyrelse, værket startede med, var mange kvalifikationer tilgodeset, købmandserfaring hos Jepsen og Rasmusen, regnskabsforstand hos Knudsen, juridisk indsigt hos Thiesen og teknisk erfaring hos Hansen, der også var byrådsmedlem. I 1913 blev Thiesen medlem af byrådet, og i 1919 kom endnu et byrådsmedlem ind i bestyrelsen, nemlig Wøldike. At have nær tilknytning til de besluttende myndigheder kunne både være en fordel og en ulempe. Aktionærene så det i 1923 som en ulempe, når elværket skulle føre forhandlinger med kommunen.

Af de to revisorer, der blev valgt af og blandt aktionærerne, var den ene i perioden 1915-23 også byrådsmedlem, nemlig lærer Kjærgaard. Han var oven i købet socialdemokrat, men af den højreorienterede art, ellers ville han have været en endnu mere fremmed fugl, end han var, i elværkets bestyrelse, der så absolut var konservativ. Kjærgaard blev stemt ud i 1923 til fordel for en bankbestyrer i Landmandsbanken, elværkets bankforbindelse.

Den anden revisor havde gennem mange år været kommunebogholder, så regnskabserfaringen skulle være sikret. Hvervet som revisor var ulønnet; men det blev hurtigt skik og brug, at bestyrelsen på generalforsamlingerne foreslog og aktionærerne vedtog, at revisorerne skulle honoreres med et pengebeløb.

Fra 1930 og resten af aktieselskabets tid var det tekniske igen i højsædet med ingeniørerne

Kähler og Ørnholt i bestyrelsen. De suppleredes af grosserer Fischer og overretssagfører Bergh, der allerede, før han indtrådte i bestyrelsen, i mange år havde været værkets juridiske rådgiver og fortsatte denne virksomhed som bestyrelsesmedlem.

Før man nåede frem til denne bestyrelse, der bortset fra Bergh også var den, der afviklede selskabet, havde man måttet igennem en periode i 1920’erne med indre splid, der kulminerede i 1930.

En gruppe aktionærer ønskede at få Vald. Kähler ind i bestyrelsen, og fik deres bestræbelser kronet med held i 1925. To år efter lykkedes det efter et intenst forarbejde at få indvalgt grosserer Fischer, der i et og alt var Kählers mand og i øvrigt også hans svoger. Frem til 1930, hvor formanden siden 1904, konsul Jepsen, ikke blev genvalgt, udkæmpedes en forbitret kamp mellem Jepsen og Kähler.

Der var flere motiver til striden. Kähler gruppen ønskede en økonomisk sanering, der bl.a. skulle indebære en reduktion af elpriserne, uden at det gik ud over aktionærernes udbytte. Man ønskede som tidligere nævnt også en anden løsning end Jepsens på elværkets nødvendige udvidelse. Kritik­ ken af økonomien var delvis rettet mod driftsbestyrer Krause Thomsen og hans regnskabsførelse.

På bestyrelsesmøder i slutningen af marts 1928, hvor Kähler og Fischer var ude efter økonomien og regnskabsførelsen, gik bølgerne højt. Et af møderne måtte hæves kl. 24. Man måtte indkalde overretssagfører Bergh, der endnu ikke var medlem af bestyrelsen, til at føre protokollen ved et af møderne. Dette hverv påhvilede ellers Krause Thomsen; men man ønskede ikke hans tilstedeværelse.

Bergh borgede jo qua sin stilling for det juridiske.

Frem mod generalforsamlingen i april 1930 udartede bestyrelsesarbejdet til en ren farce. Striden drejede sig om elværkets udvidelse. De fire bestyrelsesmedlemmer kunne dårligt være i stue sammen, og på flere bestyrelsesmøder var kun den ene eller den anden fløj til stede. Jepsen skrev lange redegørelser, der blev indsat i forhandlingsprotokollen, og han lod sine synspunkter og beregninger trykke og omdele til aktionærerne før generalforsamlingen. Kähler og Fischer udsendte en trykt imødegåelse. Kähler forhandlede på egen hånd med mulige leverandører af maskiner, med et rådgivende ingeniørfirma og med højspændingsværkerne, som bestyrelsen to år tidligere havde be-

sluttet ikke at samarbejde med. Da de firmaer, der skulle give endeligt tilbud på levering af et turbineanlæg til elværket, var til stede i Korsør og var ved at lægge sidste hånd på tilbudene, forlangte Kähler, at der skulle tages stilling til et tilbud, han havde fået fra højspændingsværkerne.

Jepsen og Kähler var uenige om næsten alt, om leverandører af maskiner, om forsyningskilde og om bistand udefra. Jepsen, der efter 25 år som formand for Korsør Elværk ikke tvivlede på sin egen indsigt og dømmekraft, mente, at bestyrelsen efter at have haft en maskininspektør fra Svendborg til at se på tilbudene stort set selv kunne lave udbudsmateriale, vurdere tilbud mv. Kähler stillede i februar 1930 som betingelse for at fortsætte i bestyrelsen, at man fik teknisk assistance udefra fra et ingeniørfirma i det omfang, som han fandt det nødvendigt, og også ved fremtidige projekter. Kähler havde som nævnt allerede haft kontakt til et firma. Dette havde helt klart præferencer i retning af tilslutning til højspændingsværkerne.

2.4.1930 meddelte Kähler Jepsen, at det var ham i den grad imod at fortsætte samarbejdet. Dette var dermed afbrudt, og Kähler kunne indtræde som formand, efter at Jepsen var undsagt af både aktionærer og den øvrige bestyrelse på generalforsamlingen 24.4. I stedet for Jepsen kom stads- og havneingeniør Ørnholt ind i bestyrelsen. Allerede på generalforsamlingen var flere aktionærer inde på problemet med at have et bestyrelsesmedlem, der samtidig var kommunens tilsynsførende med værket; men den øvrige bestyrelse erklærede sig ganske trygge ved dette arrangement.

Da Bergh døde i 1935, foreslog bestyrelsen, at den fjerde bestyrelsespost ikke blev besat. Begrundelsen var, at de tre siddende bestyrelsesmedlemmer arbejdede så godt sammen. Der skulle dog være mulighed for, at det på hvert års generalforsamling kunne afgøres, om bestyrelsen skulle bestå af tre eller fire medlemmer. Samtidig foreslog man, at bestyrelsens og direktørens tantieme blev nedsat, dog kun forudsat at bestyrelsen var på tre medlemmer, idet den samlede tantiemeprocent på 30 ændredes til 6 til hvert af bestyrelsesmedlemmerne og direktøren. Det sparede beløb ville eventuelt komme aktionærerne til gode. Forslaget blev vedtaget og lovene ændret i overensstemmelse hermed.

99

Aktionærerne Aktionærerne havde stemmeret på generalforsamlingerne efter antallet af aktier (à 100 kr.), de ejede; men en aktionær kunne højst afgive 50 stemmer, selv om han havde for mere end 5000 kr. aktier. Bestyrelsen ønskede dette og dermed lovene ændret i 1926 til maksimum 100 stemmer. Begrundelsen var, at aktiekapitalen var udvidet flere gange siden værkets start og fortsat ville blive udvidet, og man frygtede for, at folk ikke ville købe aktier, når de ikke fik flere stemmer.

Blandt aktionærerne var der delte meninger.

Modstandernes argument var først og fremmest, at forslaget ville afskrække småaktionærer fra at købe aktier, da magten lå hos de store. I 1926 var der 31 aktionærer med aktier for over 5000 kr., og ni, som havde for over 10.000 kr. aktier. En af storaktionærerne, planteskoleejer Karl Mathiesens argument for bestyrelsens forslag fik Korsør Social-Demokrat til at tale om ”Kapitalisme i Renkultur”. Mathiesen så det som en fare med for mange småaktionærer, fordi de mere var interesseret i en lav elpris end i stort udbytte, og hvis de fik presset elprisen ned, ville det betyde lavere udbytte, og det gik ud over storaktionærerne. Forslaget blev vedtaget.

I 1935 var der stadig kun ni aktionærer, der havde for 10.000 kr. aktier eller mere. De syv lå på lige over 10.000 kr., mens to, nemlig fabrikant Th. Petersen og forpagter Poul Petersen, begge Kongegården, havde for henholdsvis 22.000 og 33.000 kr. aktier. I 1937 havde antallet af storaktionærer ikke ændret sig; men Poul Petersen var nu den eneste virkeligt store aktionær med aktier for 39.100 kr.

Aktionærerne bifaldt bestyrelsens dispositioner frem til 1918. Her stod det første slag på generalforsamlingen, da bestyrelsen ikke ønskede den ledige bestyrelsespost efter Th. Knudsens bortrejse i 1917 besat, men ville lade den nyansatte driftsbestyrer Krause Thomsen deltage i bestyrelsesmøderne. Da der på generalforsamlingen blev stillet forslag om at bibeholde bestyrelsesmedlemmernes antal på fem eller oven i købet udvide antallet, truede bestyrelsen med at nedlægge mandaterne, og modforslaget blev trukket tilbage.

På den ordinære generalforsamling i 1923 var der noget i gære, og kun tre af de fremmødte ak100

tionærer stemte for regnskabet. Her var forslag fremme om at udvide bestyrelsen til fem medlemmer. Den siddende bestyrelse lovede at sætte forslaget på dagsordenen ved den kommende ekstraordinære generalforsamling. Her kom utilfredsheden til udbrud. Forslagsstillerne med Karl Mathiesen i spidsen fandt, at det var uheldigt, at to af de fire bestyrelsesmedlemmer var byrådsmedlemmer, Henrik Hansen og Wøldike. De ønskede en polytekniker i bestyrelsen som modvægt mod driftsbestyreren, som man mente havde for stor indflydelse på bestyrelsen.

Bestyrelsen ville kun blive siddende, hvis forslaget blev frafaldet. Ved den efterfølgende afstemning faldt forslaget, og formanden, konsul Jepsen, så det som et tillidsvotum til bestyrelsen. Korsør Avis bemærkede, at ”det er et af den Slags Tillidsvotum, der kan konstrueres, naar Bestyrelsen ikke har det reelle Flertal med sig”.

Den polytekniker, en gruppe aktionærer ønskede at få ind i bestyrelsen, var helt klart ingeniør Vald. Kähler, og de fine ord om for mange byrådsmedlemmer havde nok ikke så meget på sig. Så var der nok mere hold i argumentet med den teknisk kyndige som modvægt mod driftsbestyreren; men den egentlige grund var ønsket om et systemskifte i elværkets ledelse hos en indflydelsesrig gruppe aktionærer.

Der var lidt murren på generalforsamlingen i 1927, og i 1929 måtte formanden benytte sig af sin snart velkendte fremgangsmåde, at true med at gå, hvis et forslag blev vedtaget, hvorefter forslaget blev nedstemt, og formanden betragtede det som et tillidsvotum. Det forslag, der var tale om, var spørgsmålet om nedsættelse af bestyrelsens tantieme, et spørgsmål der allerede havde bragt bestyrelsesmedlemmerne på kant med hinanden; men nu stod bestyrelsen samlet mod forslaget. Der blev også stillet forslag om at ændre antallet af bestyrelsesmedlemmer fra fire til tre. Formandens argumenter mod forslaget var stort set de samme, som nogle aktionærer havde brugt i 1918 mod bestyrelsens forslag om at reducere antallet fra fem til fire; men dengang havde bestyrelsen også det helt klare formål at finde en plads til Krause Thomsen.

Korsør Avis og Sorø Amtstidende talte om en bevæget generalforsamling 24.4.1930, og man kan

Driftsbestyrer Roar Fuglsang i sit kontor på elværket i 1970’erne.

uden overdrivelse kalde den for den mest bevægede i aktieselskabets historie. Korsør Social-Demokrat havde rigtig brugt pæren og talte om ”Højspænding i Korsør Elektricitetsværk”, ”Strømmen sættes til ...”, ”Mere Spænding på ...”, ”Flere Udladninger” og ”Konsul Jepsen spændes ud”. På generalforsamlingen, der var særdeles velbesøgt, brød det personlige opgør mellem Jepsen og Kähler, som nogen tid havde præget bestyrelsesarbejdet, ud i lys lue. Kähler sagde direkte, at han ikke ville fortsætte samarbejdet med Jepsen, og han afviste stejlt flere løsningsforslag fra aktionærerne.

Begge var på valg, og dirigenten Karl Mathiesen, som Kähler havde foreslået til posten, fik det maget således, at der blev stemt om, hvem af de to der skulle gå. Inden afstemningen havde de to øvrige bestyrelsesmedlemmer, Fischer og Bergh, direkte adspurgt, erklæret, at de støttede Kähler.

Jepsen fik godt 1000 stemmer, Kähler 1500. Korsør Social-Demokrat så resultatet som udtryk for, at ”Familien” havde aktiemajoriteten, og at stridens kerne var en kamp om magten mellem den store pengepose og den lille pengepose.

Der var på samme generalforsamling ikke udelt begejstring blandt aktionærerne for at vælge stadsog havneingeniør Ørnholt til den ledige bestyrelsespost efter Jepsen. En aktionær bemærkede, at sagen tilsyneladende allerede var afgjort, og at der ikke var noget at gøre for de ”almindelige” aktionæ-

rer. Bestyrelsen havde allerede indhentet tilsagn fra teknisk udvalg. Ørnholt blev stemt ind af samme aktionærgruppe, som havde styrtet Jepsen.

Korsør Social-Demokrat skrev et par dage efter generalforsamlingen, at hvis værket ikke gik over til højspænding fra SEAS, var den gamle formand blevet væltet på et forkert grundlag. Værket gik som nævnt ikke over til højspænding.

To ønsker fra nogle aktionærer, især redaktør Adam Jensen fra Korsør Avis, blev til stadighed diskuteret på generalforsamlingerne, men altid afvist eller udskudt. Det ene var nedsættelse af elprisen, det andet var elværkets bankforbindelse.

Fra starten havde værket benyttet Banken for Korsør og Omegn, og da denne i 1917 overgik til Landmandsbanken, fortsatte man med at bruge denne banks lokale afdeling, samtidig med at man også brugte Sparekassen for Korsør og Omegn som långiver. Der var sammenfald mellem de to pengeinstitutters og elværkets personkreds. For at have en lokal bank oprettedes i 1917 Korsør Haandværker-, Handels- og Landbobank, og det var denne bank, nogle af aktionærerne ønskede, at elværket benyttede i dens egenskab af ”Byens egen Bank”.

Driftsbestyrere I 1917 var arbejdsbyrden på elværket blevet så stor, at bestyrelsen vedtog at ansætte en driftsbestyrer.

Tidspunktet var heller ikke uden sammenhæng 101

med, at værkets hidtidige regnskabsfører, bestyrelsesmedlem Th. Knudsen, rejste fra byen. Man ville så forene driftsbestyrerposten med hvervet som kasserer og regnskabsfører. Stillingen blev opslået, og der meldte sig fire udenbys ansøgere, hvoraf man udpegede den mand, som man allerede havde fået anbefalet af værkets konsulent Leth, nemlig elektrokonstruktør J.W. Krause Thomsen fra København. Han blev ansat fra 1.8.1917. Foruden sin løn fik han tantieme. 1932 blev hans stilling ændret til direktør. Fra 1918 deltog han i bestyrelsesmøderne som teknisk rådgiver og sekretær.

Krause Thomsen fik sin ilddåb i Korsør. Få måneder efter at han var tiltrådt, blev han og et par andre mænd overfaldet af en flok berusede marinesoldater. Krause Thomsen fik flækket sin underlæbe.

Der var ikke udelt begejstring for Krause Thomsen hverken blandt aktionærerne eller hos kunderne, som han optrådte uhøfligt og arrogant over for. Utilfredsheden kom bl.a. til udtryk på generalforsamlingen i 1923, hvor kun tre stemte for regnskabet, og på den efterfølgende ekstraordinære generalforsamling samme år. Formanden forsvarede driftsbestyreren som en god mand for aktionærerne, selv om han måske havde ”sit Væsen imod sig”. Han følte sig dog foranlediget til på et efterfølgende bestyrelsesmøde at henlede driftsbestyrerens opmærksomhed på udtalelserne på generalforsamlingen.

Krause Thomsen fortsatte som driftsbestyrer under kommunen indtil maj 1945, hvor han blev fjernet fra posten på grund af sympatier med den tyske besættelsesmagt. 1.11.1945 trådte Roar Fuglsang til som driftsbestyrer. Han havde maskinmester- og elektroteknikereksamen og kom fra en stilling som driftsmester på Masnedøværket. Han gik på pension 1.8.1977 og efterfulgtes af Poul Dahl, der var udlært hos Kemp & Lauritsen med speciale i højspænding. Han kom til Korsør Elværk i 1962 og var fra 1964 kabelmester.

Elværket blev slået sammen med vand- og varmeforsyningen 1.8.1992 under ledelse af forsyningschef Mogens Samer. Under ham blev der ansat en stabschef og en driftschef for de tre værker.

Sidstnævnte stilling blev besat med den tidligere driftsbestyrer. I de følgende år er mellemlederstillingerne, f.eks. kabelmesteren, blevet skåret bort.

102

Kontor Bestyrelsesmedlem, bankbogholder Th. Knudsen førte for et honorar elværkets regnskab, indtil han flyttede fra byen i 1917. Han havde kontor enten i sit hjem eller i Banken for Korsør og Omegn, hvor han var ansat. Han anskaffede også for egen regning en adresseringsmaskine og en skrivemaskine.

I vagtstuen på elværket anbragte man formentlig det skrivebord med skabe og to wienerstole, der blev indkøbt i 1904.

Da Knudsen flyttede, overgik regnskabet midlertidigt til prokurist Johs. Andersen og fra 1.8.1917 til den nyudnævnte driftsbestyrer, der fik kontor i funktionærboligen. Elværkets egentlige kontor flyttede til formanden, konsul Jepsens adresse i Jens Baggesens Gade 35 2. sal. Værket afkøbte Knudsen de kontormaskiner, han havde anskaffet. Allerede i 1920 blev de to maskiner erstattet med nye. Mellem 1919 og 1923 flyttede kontoret til Tårnborgvej 4. I 1925 blev der indrettet kontorer i hele bygningens underetage, og fra 1932 blev hele bygningen brugt som kontorbygning.

Da kontorfaciliteterne blev udvidet i 1932, anskaffede man fire kontorstole og et elektrisk understel til værkets regnemaskine. Der blev indrettet tegnestue på første sal i kontorbygningen.

Kommunen overtog også elværkets kontor i 1937. Det var bl.a. udstyret med to pengeskabe, en adresseringsmaskine, en regnemaskine og en skrivemaskine. Administrationsopgaverne på selve elværket blev imidlertid nedskåret, idet afregningen med kunderne blev flyttet til kommunens administration, fra 1941 på det nye rådhus.

Her blev afgiften for vand, el og gas og senere varme opkrævet samlet. Tilbage på elværket havde driftsbestyreren et mindre sekretariat, der tog sig af elværkets drift, lager og regnskaber.

Gas-, vand- og varmeforsyningen flyttede med sit eget sekretariat ind i bygningen ved siden af elværket i 1979; men da opkrævningen af forbrugsafgiften i 1990 blev lagt over til de kommunale værker, blev kontorerne flyttet om. Der blev oprettet et fælles administrationskontor til at varetage opkrævningen og et fælles sekretariat. Værkernes omdannelse til aktieselskaber medførte ingen ny kontoropdeling; men arbejdsopgaverne blev forøget med inkassosagerne, der blev overført fra kommunen i 2002.

Kontorpersonalet på tur til Storebæltsbyggeriet. Foto i privateje.

Konsulenter I anlægsfasen i 1904 engagerede aktieselskabet som teknisk konsulent og tilsynsførende ved anlægget ingeniør F.C. Leth (1869-1931). Han var chef for Elektricitetsværkernes Ingeniørkontor i København, der var oprettet i 1900 og bl.a. skulle afprøve og godkende installationsmaterialer. Leth havde sammen med H. Ree i 1903 udgivet bogen ”Vejledning for elektriske Installatører”. Leth var også rådgiver for andre elværker. Han var ikke en helt fremmed person i Korsør; han var personlig ven med bestyrelsesmedlem Knudsen.

Leth forblev værkets konsulent i mange år. Han deltog i mange bestyrelsesmøder, lavede beregninger og projekter, forhandlede for værket, udfærdigede forslag til overenskomster og vedtægter, lavede udbudsmateriale, bedømte tilbud, kontrollerede anlægsarbejder mv. Han havde, hvilket næppe var ualmindeligt, særlige firmaer, som han foretrak og anbefalede. Han var f.eks. en stor fortaler for Laur.

Knudsen, som han – ganske vist uforpligtende –

lavede forhåndsaftaler med. I 1905 skrev han efter varmt at have anbefalet Laur. Knudsen: ”Jeg har forøvrigt for flere Dage siden givet ham en Beskrivelse af denne Ombygning og af Ledningsnettet og bedt ham give et Tilbud derpaa og sende det direkte til Korsør.”

Leths arbejde med mindre, mere rutineprægede sager blev reduceret efter driftsbestyrer Krause Thomsens tiltræden i 1917. Han lavede stadig større projekter for værket og var med i planerne om værkudvidelsen i 1928. Men i oktober 1929 vedtog bestyrelsen at bede ham om en regning for det arbejde, han havde udført, så man for fremtiden blev frit stillet. Det var Kähler, der havde ønsket forbindelsen til Leth afbrudt. Leth var Jepsens mand. Han havde været med helt fra starten, og han havde ydermere skaffet Krause Thomsen til værket. Kähler ønskede vel at få friske kræfter til at se på den store udvidelse, elværket stod over for, kræfter der var mere enige med Kähler fløjen.

103

Disse fandt han i det rådgivende ingeniørfirma fra Århus Eriksen og Sardemann, hvis ingeniør Juhl i 1930 blev tilknyttet værket som teknisk konsulent ved udvidelsen og andre sager. Århusfirmaet havde været rådgivende for en lang række jyske elværker omkring 1920, også højspændingsværker og vandkraftværker.

Ved udvidelsen af elværket 1937-38 anvendte man ingeniør R. Johs. Jensen (1885-1940) som rådgiver. Han var overingeniør ved elektricitetsværkerne i København, og han havde i 1936 været med til at vurdere elværket for kommunen. Da han døde, blev ingeniør J. Søeborg (f. 1885) fast tilsynsførende. Han havde også en stilling ved Københavns Belysningsvæsen og kaldte sig fra 1940 desuden konsulent. Han havde allerede været kommunens rådgiver i 1931, da der skulle indføres gadelys, og han var kommunens vurderingsmand, da elværket skulle overtages. Han var ansat til 1954, hvor det blev bestemt, at der ikke længere var brug for en tilsynsførende.

Udvalg Da kommunen overtog elværket, blev der nedsat et særligt elværksudvalg. Det fungerede til 1954, hvor elværket sammen med gas- og vandværket kom under udvalget for de kommunale værker.

Dette udvalg blev ophævet i 1970, og værkerne kom i stedet under udvalget for de tekniske anliggender. Det varede til 1982, hvor der atter blev oprettet et udvalg for de kommunale værker og forsyningsvirksomheder.

Følgende har haft posten som udvalgsformand, alle socialdemokrater bortset fra den sidste, der var fra Folkelisten: O. Struck 1937-1953 H. Teisen Lykke 1953-1954 P. Hvidtfeldt Larsen 1954-1965 Lars Nielsen 1965-1969 Verner Nielsen 1969-1970 Erik Jensen 1970-1981 Verna Jørgensen 1982-1989 Frede Jensen 1990-1993 Tove Storm Thomsen 1994-1997 Marius Schmidt 1998-2000

104

Ny struktur Elreformen 2000 krævede, at dele af elværkernes aktiviteter blev overført til aktieselskaber. Det faldt sammen med, at flere chefer i Korsør kommune blev udskiftet, samtidig med at der var en større ændring på vej af kommunens administrative struktur. Det blev besluttet at skille værkerne ud som en selvstændig enhed fra 1.1.2000. Som første skridt dannedes Korsør kommunale Elforsyning A/S, der skulle tage sig af handelen med el og forsyningspligten, og Korsør kommunale Forsyningsteknik A/S, hvis hovedopgave var gadebelysningen. Begge selskaber blev etableret i foråret 2000 med tilbagevirkende kraft til 1.1., og kommunen var eneaktionær i begge selskaber. Værkudvalget udgjorde de to selskabers bestyrelse med udvalgsformanden som bestyrelsesformand.

I efteråret 2000 blev omdannelsen af værkerne til aktieselskaber fuldført. Fra 1.1.2001 stod Korsør Forsyningsselskab A/S, hvor Korsør kommune var eneaktionær, i spidsen for en koncern med fire datterselskaber: Korsør Elnetselskab A/S, der driver ledningsnettet, Korsør Vandforsyning A/S, Korsør Varmeforsyning A/S og Korsør Forsyningsteknik A/S. Korsør Forsyningsselskab A/S ejer aktierne i de fire datterselskaber, og Korsør Elnetselskab A/S fik Korsør Elforsyning A/S som datterselskab, hvis aktier det ejer. I 2001 havde selskaberne endnu ordet ”kommunale” i deres navn; det blev fjernet fra 2002. I september 2004 ændrede selskaberne atter navn. De hed herefter Korsør Forsyning A/S, Korsør Elnet A/S, Korsør El A/S, Korsør Teknik A/S, Korsør Varme A/S og Korsør Vand A/S. De fem datterselskaber har ingen ansatte, men køber det arbejde, der skal gøres, af Korsør Forsyning A/S. Den hidtidige forsyningschef Mogens Samer blev fra 1.1.2001 direktør for koncernen, værkudvalget blev bestyrelse, og udvalgsformanden Marius Schmidt blev bestyrelsesformand. Fra 1.1.2002, dvs. efter kommunalvalget i 2001, har de seks selskaber stadig identisk bestyrelse; men den består nu af fem byrådsmedlemmer og to repræsentanter for erhvervslivet. Borgmester Flemming Erichsen er bestyrelsesformand.

Bestyrelsen og den daglige ledelse for Korsør Forsyning A/S med datterselskaber i september 2004.

Fra venstre Aage Rønn Christensen, Mogens Samer, Anders Nielsen, Per Vesterholm, Flemming Erichsen, Hans Larsen, Henning Christensen, Fritz Neumann, Jørgen Christensen og Henrik B. Olsen. Foto Børge Andersen.

105

Personale Indtil 1906 havde Korsør Elværk ingen ansatte.

Man havde i 1904 indgået aftale med bestyrelsesmedlem, maskinfabrikant Henrik Hansen om foreløbig for et år at sørge for pasning af værket med hans egne ansatte. Hvis der blev indført natdrift, kunne Hansen opsige overenskomsten. Henrik Hansen stod i de første år også for alle installationer hos forbrugerne. Til at prøve og godkende husinstallationerne engagerede værket en telegrafist.

De ansatte under aktieselskabet Fra 1.4.1906 blev overenskomsten med Henrik Hansen ophævet, og værket ansatte og lønnede selv den værkmester, som havde passet værket for Henrik Hansen. Hansen stillede dog stadig en

Der ønskes glædelig jul på værket ca. 1938.

106

maskinpasser til rådighed til afløsning for værkmesteren; men i sommeren 1906 var man blevet så utilfreds med medhjælperen, der for øvrigt forlod arbejdet i august, at man besluttede selv at ansætte en mand som assistent. Andre betegnelser for denne stilling var medhjælper og maskinpasser. Han var underordnet værkmesteren, men skulle kunne passe vagten selv. Ud over pasning af værket, der var hovedopgaven, kunne han også blive sat til måleraflæsning og andet arbejde uden for værket. Da værket nu havde to faste mænd, blev det vedtaget i 1906, at de så vidt muligt også skulle udføre alt ledningsarbejdet.

I 1909 havde man til stadighed to ekstramænd i arbejde. Derfor vedtog man at ansætte en af dem

som værkets tredje faste mand. Derved kunne man i vintersæsonen have to mand på værket om aftenen, hvor belastningen var størst. I 1911 var det nødvendigt at ansætte endnu en mand, en arbejdsmand, til assistance. Da stillingen blev opslået, indkom ikke mindre end 147 ansøgninger. I 1914 havde den først ansatte assistent efterhånden fået alt for megen maskintjeneste. Da han gerne skulle frigøres herfor til ledningsarbejde, dvs. være ledningsmester eller kabelmester, blev endnu en assistent ansat. I 1917 blev der som tidligere omtalt ansat en driftsbestyrer på værket.

Det gik nu stærkt med at ansætte folk, dels som erstatning for fratrådte, dels i nyoprettede stillinger. Lige efter 1. Verdenskrig var der foruden driftsbestyreren tre mestre, tre fastansatte arbejdsmænd og to kontordamer. Der var desuden en række løse folk, hvis antal man i begyndelsen af 1920’erne arbejdede på at reducere.

Midt i 1920’erne var der ti fastansatte på værket og tre på kontoret, nemlig driftsbestyreren, en førstemaskinmester, en andenmaskinmester, en maskinassistent, to arbejdsmænd ved maskinerne, en kabelmester, to ledningsarbejdere, en ekstra arbejdsmand, en bogholderske, en bogholdermedhjælper og en kontorelev.

En halv snes år senere bestod værkets faste personale af driftsbestyreren (direktøren), en førstemaskinmester, to andenmaskinmestre, to maskinassistenter, en maskinpasser, en kabelmester, to ledningsarbejdere, en førstebogholderske, en andenbogholderske og to kontormedhjælpere eller kontorelever. Der var desuden fire ekstramænd og en rengøringskone.

Værket beskæftigede også en opkræver, på et tidspunkt var der en for Halsskov og en for den sydlige bydel. Forbrugerne betalte jo for deres forbrug hver måned. Værket stillede – i hvert tilfælde i 1935 – taske og uniformskasket til rådighed for opkræveren; men regninger og taske skulle opbevares i et særligt skab på kontoret, vel for ikke at friste svage sjæle. Indehaveren af hvervet måtte også stille kaution.

Afskedigelser og tilfredshed I 1933 gik det galt for opkræveren. Han måtte afskediges, da han uretmæssigt havde tilegnet sig 900 kr. ved at have modtaget penge af forbru-

gere uden at give kvittering og uden at indbetale pengene på kontoret. Han havde desuden fjernet penge fra automatmålere og meddelt kontoret, at forbrugerne ikke var hjemme.

Der var gennem tiden også et par andre uheldige medarbejdere. I 1926 måtte man skride til afskedigelse af en af arbejdsmændene på grund af ”overdreven Nydelse af Spiritus og Forsømmelse i Tjenestetiden”. Han havde allerede fået flere advarsler, bl.a. to år tidligere da han nytårsaften havde truet med at standse maskinerne og havde trængt undermesteren hen i en krog og truet med at slå ham ihjel. I 1927 måtte den mand, der havde afløst ham, også siges op. Han blev afhentet af politiet og sat i arresten for at afsone en dom på tre måneders fængsel for et overfald.

Der var ikke samme udskiftning i toppen. Værkmester Svend Thomsen, der havde været med fra starten, fik ved sit og værkets 25 års jubilæum i 1929 overrakt et guldur. Man var også særlig tilfreds med førstebogholdersken. Hun fik i 1934 lov til at beholde sit arbejde, selv om hun giftede sig.

Betingelsen var dog, at hun udførte arbejdet på samme tilfredsstillende måde som hidtil. Hun fik oven i købet en bryllupsgave til 100 kr.

November 1936 måtte elværket opsige samtlige fastansatte til fratrædelse 1.7.1937 i anledning af kommunens overtagelse af værket. Afskedigelsen blev først fra 30.7. ved midnat. Kommunen overtog imidlertid personalet. Aktieselskabet ville gerne takke personalet for dets arbejde, så det blev sammen med aktionærerne indbudt til smørrebrød efter generalforsamlingen 14.10.1937. Blandt talerne var ledningsarbejder Chr. Jacobsen, der havde været på værket i omkring tyve år. Ingen kunne dog hamle op med Svend Thomsen, der nu kunne se tilbage på 33 års arbejde i værkets tjeneste.

Løn og arbejdsforhold Et vigtigt led i et ansættelsesforhold er naturligvis lønnen. Der var som på det øvrige arbejdsmarked tale om en stadigt stigende lønkurve. Fra 1915 måtte der på grund af store prisstigninger under 1. Verdenskrig ydes dyrtidstillæg. Funktionærerne fik i begyndelsen udbetalt nytårsgratiale. Senere udbetaltes gratiale ved særlige lejligheder, f.eks. ved værkets jubilæum i 1929 og ved afviklingen af aktieselskabet i 1938.

107

Forholdet til fagbevægelsen

Orla Madsen og Flemming Byberg ved værkets første stigevogn, der blev anskaffet 1954/55.

Ud over lønnen påløb der andre udgifter for værket. I 1906 var værkmesteren udeblevet fra sprøjtemønstring, der indtil 1912 påhvilede alle voksne mænd undtagen statsansatte og enkelte andre. Værket måtte betale bøde, og konsekvensen blev, at man frikøbte begge værkets ansatte for 8 kr. årligt.

Pr. 1.1.1907 fik værkmesteren, der boede i funktionærboligen Tårnborgvej 4, fribolig. Det samme fik medhjælperen, da han fik lejlighed i boligen i 1907. Andre funktionærer fik huslejegodtgørelse.

Nogle af de ansatte havde særlige begunstigelser i form af gratis eller billig strøm. Der ydedes - i hvert tilfælde midt i 1930’erne - cykelgodtgørelse til direktøren, kabelmesteren og de to ledningsarbejdere. I 1918 tegnede værket alderdoms- og invalidepensionsforsikring for samtlige funktionærer. Disse skulle betale halvdelen af præmien selv.

Bestyrelsen følte et ansvar for funktionærerne og deres familier. Da en af maskinpasserne i 1916 fik epilepsi, blev han ikke umiddelbart afskediget.

Han blev forflyttet fra maskinarbejde til ledningsog markarbejde. Først i 1926 fik han sin afsked.

Da en anden maskinpasser døde den 19.11.1920, besluttede man at se bort fra de penge, han skyldte for brænde, så hans enke kunne få udbetalt hele november måneds løn.

Bestyrelsen forventede så til gengæld også, at de ansatte gjorde deres bedste for værket. Arbejdstiden lå tilsyneladende ikke fast i begyndelsen. Da værket ansatte en medhjælper i 1907, fik han at vide, at arbejdstiden rettede sig efter tjenestens tarv.

108

Dansk Arbejdsmands Forbund havde tre til fire arbejdsmænd fast beskæftiget på værket. Forbundet gjorde en energisk indsats for at forbedre medlemmernes arbejdsvilkår. I 1918 tog den lokale formand en tur rundt til arbejdspladserne for at meddele ledelserne, at timelønnen var steget. Han opnåede kun noget på elværket. Året efter sluttedes ny overenskomst efter forhandling.

I 1920, samme år som elværket meldte sig ind i Dansk Arbejdsgiverforening, sluttedes atter overenskomst, men ikke uden et par eller flere hævede øjenbryn. Da fagforeningsformanden mødte op og forlangte lønforhøjelse for arbejdsmændene, fik han til svar, at bestyrelsen ville overveje sagen.

Man gik straks til arbejdsmændene og fik dem til at indrømme, at de havde henvendt sig til deres fagforening og derved ”foranlediget dennes Formand til at blande sig i Lønspørgsmaalet”, som der står i elværkets forhandlingsprotokol. En af de formastelige arbejdere var dog med ved overenskomstens afslutning som tillidsmand.

Fordrageligheden varede ikke ved. I 1927 ønskede bestyrelsen lønningerne sat ned i et år for at få reduceret lønningskontoen. Det forslag, den havde udarbejdet, blev accepteret af maskinmestrene, assistenten og kabelmesteren, mens de to arbejdsmænd, der i 1920 havde henvendt sig til Arbejdsmændenes Fagforening, protesterede over, at der ikke blev taget hensyn til deres lange anciennitet. Deres protest blev taget til følge.

I 1930 kom det til en konflikt mellem elværket og arbejdsmandsforbundet, der varede næsten fem måneder. Elværket var i gang med et omfattende kabelarbejde i den sydlige bydel, der betød opgravning i gaderne. Da værket, der selv var entreprenør på arbejdet, ikke ville betale efter entreprenøroverenskomsten, varslede forbundet strejke for de ti til tolv beskæftigede. Værkets faste ledningsfolk var ikke involveret. Strejken trådte i kraft 4.11.1930, og konflikten gik sin gang med blokade, boykotning og forligsmøder. I slutningen af marts 1931 bøjede elværket sig for arbejdernes krav. Formanden for elværket kaldte senere strejken for en misforståelse.

I de vintermåneder, strejken varede, var elværket ikke populært hos befolkningen, for dele af byen var mere eller mindre ufremkommelige. Ef-

ter tre måneder lod kommunen en istandsættelse af gaderne påbegynde ved brolæggere, der ikke var omfattet af blokaden. Elværket måtte betale regningen.

Tidligere i 1930 havde bestyrelsen i elværkets egen og arbejdsmændenes interesse taget til genmæle mod kommunen. Anledningen var en henvendelse fra Dansk Elektrikerforbund til kommunen om at kræve, at Korsør Elværk lod sine installationer udføre af faglærte elektrikere og ikke som nu af ufaglærte arbejdere, ydermere uden at elværket havde autorisation. Byrådet havde efterfølgende besluttet, at der skulle bruges autoriserede installatører til arbejdet.

Såvel de to tidligere nævnte fagligt aktive arbejdsmænd som elværket reagerede, dels i et læserbrev, dels i en redegørelse til byrådet. Begge påpegede, at der ikke var tale om ufaglærte folk. De folk, der anvendtes på ledningsnettet, havde lang tids træning og var uddannet på værket. Elværket havde ikke optrådt som autoriseret installatør.

Da Elektrikerforbundet til byrådet havde oplyst, at elværket havde lavet nogle interimistiske installationer efter målerne, vedtog byrådet at meddele elværket, at det havde overskredet de tilladte rammer.

De ansatte under kommunen Det personale, kommunen overtog med elværket i 1937, bestod ud over kontorpersonalet af elleve fastansatte, desuden løst ansatte og ekstrahjælp.

De fastansatte var driftsbestyreren, fire maskinmestre, tre maskinpassere, en måleraflæser, kabelmesteren og en ledningsarbejder. I 1950 var personalet på i alt tretten inkl. administrationen.

Det var i 1965 vokset til nitten.

Personalets sammensætning var ændret betydeligt. Maskinpersonalet var under afvikling, og da en af maskinmestrene pludseligt døde i 1962, havde man sløjfet nattevagten. Derimod var personalet til ledningsarbejde vokset, så der var to ledningsarbejdere, tre montører, en elektriker og seks arbejdsmænd. 1975 var der 23 ansatte, og op mod 1990 var antallet faldet til sytten.

Efter at værkerne var blevet slået sammen under én chef i 1992, skulle de ansatte varetage arbejdsopgaver på alle tre værker. Lige efter at værkerne var blevet omdannet til aktieselskaber i

2001, vurderede man, at de selskaber, der direkte havde med elforsyningen at gøre, havde otte medarbejdere. Disse selskaber kunne imidlertid trække på de 33 medarbejdere i Korsør Forsyningsselskab A/S. Formelt er det kun Korsør Forsyningsselskab, der har ansatte.

Kommunen mente selv, at arbejdsforholdene på elværket var blevet bedre, efter at det var blevet kommunalt. I 1946 udtalte borgmester Struck: ”... det kan aldrig være en kommunal Opgave at holde Lønningerne nede på Sultelønnen, og da Værket gik over til kommunal Drift, blev der ydet en betydelig Lønforbedring, ligesom Pensionsforholdene ændredes saa godt, det lod sig gøre i hvert enkelt Tilfælde.”

Personalets forhold til kommunen var dog ikke problemfrit. Arbejdsmændene på værket var organiseret i Den kommunale Klub under Arbejdsmændenes Fagforening. Den 9.4.1940 blev en af arbejdsmændene afskediget, efter sigende fordi han havde skældt ud på regeringen. Borgmesteren afviste senere, at dette havde været grunden; men mon ikke der var tale om et offer på tilpasningspolitikkens alter?

Samme år havde de arbejdere, der indgik i døgndrift ved maskinerne, besvær med at få lov til at holde den normerede sommerferie på tolv dage.

En forhandling mellem byrådet og fagforeningen førte dog til, at arbejderne fik ret til deres ferie, men at de var forpligtet til at møde på de ekstra helligdage. Til gengæld fik de en ekstra fridag for hver 400 timers arbejde.

Maskinfolkene og ledningsfolkene udgjorde to verdener for sig. Det forklarer formentlig, hvorfor en arbejder i 1945 betragtede det som forfølgelse, at han ikke længere skulle lave ledningsarbejde om lørdagen, men rense maskiner. Det viste sig i 1946 besværligt at få cykelgodtgørelse, når der skulle arbejdes i skoven. Her måtte der også forhandles, før man enedes om en godtgørelse på 12 øre pr. km.

Det var et stadig tilbagevendende klagepunkt, at der blev ansat elektrikere i stedet for arbejdsmænd. Ved generalforsamlingen i klubben i oktober 1950 frygtede flere medlemmer, at det ikke ville vare længe, før samtlige arbejdsmænd var afskediget fra elværket og erstattet med håndværkere. Der var her tale om et grænsespørgsmål 109

Personalet ved Korsør Forsyning A/S september 2004. Foto Børge Andersen.

mellem to fagforbund, og der havde været ført en længere korrespondance mellem Dansk Arbejdsmands Forbund og Elektrikerforbundet. Frygten viste sig dog at være ubegrundet, 1950 drøftede byrådet, om der skulle indrettes baderum til arbejderne på elværket. Arkitekt Erlangsen var imod. Han udtalte, ”at mange sikkert vil finde det mærkeligt, at man indretter det ene baderum efter det andet til kommunens arbejdere.

Mand og mand imellem tales der om, at arbejderne kun benytter rummene 10-15 pct. ... Jeg efterlyser oplysninger om, i hvor stort omfang baderummene benyttes. Arbejderne forlanger 100 pct., så må de også bade 100 pct.!”

110

Hertil meddelte socialdemokraten Laurits Ravn, at baderummet på gasværket blev brugt 100%, hvor han så har vidst det fra. Herefter blev baderummet vedtaget, og det blev senere bygget i det rum, hvor sugegasværket havde stået.

Det var på tale at indrette baderum, spiselokale, køkken m.m. til personalet i ensretterbygningen i slutningen af 1970’erne. Det blev opgivet, og i stedet blev der i begyndelsen af 1980’erne indrettet fælles personalefaciliteter for el-, vand- og varmeværket i vand- og varmeværkets bygninger ved siden af elværket.

Materiel Den første større materielanskaffelse, værket bandt an med, var en stige i 1906. Man indhentede tilbud på en rullestige, men endte med at købe en fritstående stige på hjul. I forbindelse med etableringen af gadelyset i 1932 anskaffedes en stige til brug for dette. Ved opgørelsen i 1936 i forbindelse med værkets overgang til kommunen var værkets beholdning af stiger ti rullestiger og en kørestige.

I 1906 blev der stillet forslag om anskaffelse af en trækvogn; men bestyrelsen udskød købet. Der blev dog indkøbt en trækvogn, som erstattedes af en ny i 1910.

Omkring årsskiftet 1907/1908 anskaffedes en stor træbuk og en fem tons talje til brug i maskinhallen. Ved opgørelsen i 1936 fandtes bl.a. drejebænk og smedje med ambolte og esse i værkstedet. I 1910 købtes en ny cykel til brug for værkets funktionærer. I 1922 oprettedes kontrakt med Henrik Hansens Maskinfabrik, hvorefter værkets ledningsfunktionærer holdtes med cykler, der fornyedes hvert andet år.

Alarmsystemer Der blev fra starten installeret telefon i maskinbygningen med byabonnement efter takstklasse F til 40 kr. om året og en stor ekstraklokke i maskinhallen til 6 kr. årlig. I foråret 1906 etablerede man en ekstraklokke i forbindelse med telefonen til maskinpasseren. For at have kontrol med forsyningen vedtog bestyrelsen 1906 at installere elektrisk lys hos værkmester Thomsen på første sal i funktionærboligen Tårnborgvej 4, så han kunne kontrollere forsyningen, når han ikke selv havde vagt på værket. Den direkte anledning var et maskinuheld, da værket blev passet af en medhjælp, som man ikke var tilfreds med.

I 1922 blev der installeret telefon med nedfaldsklap fra værkets telefon hos ledningsmesteren, der boede i stuelejligheden Tårnborgvej 4.

Kommunikationsmulighederne blev stærkt forbedret i 1961, hvor der blev installeret radiotelefoner i det kørende materiel. De blev suppleret med to walkie-talkies i begyndelsen af 1970’erne.

Der var på det tidspunkt blevet indført et alarmsystem, således at fejl på højspændingsnettet aktiverede alarmer på elværket. Uden for arbejdstiden var det Falcks Redningskorps, der blev alarmeret, og som gav besked videre til elværkets vagthavende. Da Falcks alarmcentral flyttede til Holbæk, blev alarmsystemet lavet om. Herefter blev der automatisk givet alarm over telefonen til vagthavende.

Biler Elværkets vognpark var begrænset i årene efter krigen. I 1950 bestod den af en trækvogn og nogle cykler; men i årene herefter begyndte samfundets stigende motorisering at sætte sit præg på elværket. Ved årsskiftet 1954/55 blev der anskaffet en fem tons stigevogn, hvor stigen blev skudt ud ved hjælp af et håndsving. Der var egentlig kun givet bevilling til en tre tons vogn; men den anden var billigere.

I løbet af 1955 blev der solgt gamle jævnstrøms­ kabler for 11.000 kr., og der blev derfor råd til en varevogn, idet det længe havde været ønsket ”at få mekaniseret driften yderligere”. Varevognen, en Taunus, blev leveret i 1956, og så skulle den også gerne kunne benyttes. Driftsbestyreren søgte derfor straks om tilladelse til at betale kørekort for

Arbejdsmand Peter Jensen med udstyr til arbejde på ledningsnettet omkring 1930.

111

Sv. Sørensen og Max Hansen ved ledningsvognen, der blev købt af SEAS 1961.

kabelmesteren og den yngste montør. Varevognen blev givet i bytte for en ny Taunus i 1964. Da var der allerede blevet anskaffet endnu en varevogn i 1959, og i 1961 købte man en brugt ledningsvogn af SEAS med værktøjsskabe og plads til fem personer. Denne bil blev udrangeret i 1967.

Fra 1960’erne er antallet af varevogne gradvis vokset, og de er løbende blevet udskiftet. I 1976/77 havde man fem varevogne. I midten af 1960’erne blev der anskaffet en skurvogn, en kabeltransportvogn og en fem tons specielt indrettet lastbil med kran, og i 1972 blev der føjet et transportabelt nødelektricitetsværk til maskinparken. Stigevognen blev skiftet ud i 1967, og den nye vogn blev udrangeret i 1974 og erstattet af en liftvogn, der kunne række 13 m op og næsten 13 m vandret ud.

Den kom til at gå under navnet ”Giraffen”. Den

112

gamle stigevogn blev foræret til civilforsvaret, som åbenbart fandt den egnet, skønt ”såvel vognen som den påmonterede stige er ... stærkt nedslidte og er ikke mere egnet til at bruge i bytrafikken”. Året efter blev lastbilen erstattet af en ny med kran, og også her fik civilforsvaret den gamle. Liftvognen blev i 1996 erstattet med en ny.

Med en voksende bestand af vogne vil der næsten naturnødvendigt komme forsikringsskader, og elværket har ikke været en undtagelse. I et tilfælde i 1976 klarede man dog reparationen af en kofanger selv, ”idet vi syntes det var unødvendigt at ofre en masse penge til en automekaniker”, som driftsbestyreren skrev til forsikringsselskabet i slutningen af november. Han fortsatte dog: ”Hvis De synes, at vi er for generøse, så har De lov til at sende os 1 pose bolcher til jul.”

Bygninger En vigtig del af arbejdet med at få Korsør Elværk etableret var at finde en passende grund og træffe afgørelse om de bygningsmæssige forhold.

En henvendelse til byrådet om en grund resulterede i et tilbud i juni 1904 på et areal på 1150 kvadratalen (456 m²) ved Tårnborgvej – dengang Jernbanevej – lige nord for Halsskovbroen. Det var en udstykning af kommunens grund matr.nr.

248a og 249a. Elværkets areal fik matr.nr. 248e og 249e. Næsten samtidig købte maskinarbejder Karl Hansen et areal af samme udstykning, benævnt matr.nr. 248d og 249d. Han lod her opføre en ejendom, senere Tårnborgvej 4, med tre lejligheder, en til ham selv og to, der blev udlejet i oktober 1904.

Området, der lå neden for Lilleøbanken med kommunens vandtårn og Det danske Petroleumsaktieselskabs beholder, blev først bebygget i disse år. På hjørnet af nuværende Tårnborgvej og Lilleøvej havde maskinfabrikant Henrik Hansen også i 1904 ladet opføre en ejendom med tilhørende værksted. Nuværende Tårnborgvej 6-12 blev først bygget nogle år senere. Elværkets grund lå bag ved Henrik Hansens og Karl Hansens.

Elværkets placering var rimelig ud fra et forsyningssynspunkt, nogenlunde midt i forsyningsområdet; men bygninger og maskinfundamenter krævede pilotering, da grunden lå på opfyldt område. En undersøgelse i forbindelse med de første maskiner viste, at der først var fast bund ca. 6 m under jordlinjen. Bundforholdene bevirkede også, at rystelser i grunden, når de store maskiner var i gang, forplantede sig til de omkringliggende bygninger. Værkets gasmotor fra 1907 fik, inden den blev ordentligt afbalanceret, alle omkringliggende ejendomme til at bevæge sig på en for beboerne ret uhyggelig måde, kunne elværket meddele leverandøren. En prøveboring i forbindelse med opførelse af den nye maskinhal i 1930-31 viste, at grunden bestod af 9-10 m opfyld og slik (finkornede aflejringer) og derunder 6 m hårdt ler.

Korsør Elværk blev opført på et vanskeligt terræn.

Denne boreprofil fra 1922, hvor værket fik boret en brønd, giver et indtryk af jordbundsforholdene.

113

Bygningsforhold før 1. Verdenskrig På den erhvervede grund lod elværket opføre sin første maskinbygning. Bygningsarbejdet blev udbudt i samlet entreprise med betingelser udformet af Laur. Knudsen. Bygningen skulle opføres i røde mursten, tagværket skulle afbindes af sydsvensk til dels fuldkantet tømmer og taget dækkes med tagpap. På taget skulle opsættes en jalousirytter, der kunne åbnes og lukkes. Da fristen for afgivelse af tilbud var udløbet 2.8.1904, forelå der tilbud fra fire firmaer, og man antog tømrermester S. Knudsens. Maskinbygningen bestod af selve maskinrummet i bygningens nordende og et batterirum og en vagtstue i sydenden.

Allerede i foråret 1905 forhandlede sagfører Thiesen med Karl Hansen om køb af hans ejendom. Man havde hurtigt opdaget, at den var fortrinlig som funktionærbolig, og at grunden kunne bruges til en eventuel senere udvidelse af værket.

Karl Hansen gik med til at sælge ejendommen, men betingede sig dog i købekontrakten fra 13.6.,

F.C. Leths plan fra 1905 over elværkets bygningsudvidelse og udvidelse med gasmaskiner frem til 1924. Lyserød farve angiver den eksisterende bygning. Planen blev aldrig ført ud i livet.

114

at han kunne blive boende som lejer til oktober flyttedag. Lejemålene måtte elværket selvfølgelig respektere.

I 1907 måtte maskinbygningen udvides, da endnu en gasmaskine blev installeret. Maskinhallen blev forlænget mod nord, og der blev bygget et batterirum på, som lå vinkelret på maskinhallen i østlig retning. Det eksisterende batterirum blev omdannet til værksted. Bygningsudvidelsen var tegnet af arkitekt Elving, og entreprenør på byggeriet blev igen tømrermester Knudsen. Ud ad til skulle tilbygningen ligne den eksisterende bygning. I 1910 blev muren mellem maskinhallen og værkstedet flyttet ca. 1 m ind i værkstedet for at få plads til det nye tavleanlæg.

Værket købte flere gange i de første år grundstykker til den oprindelige grund og foretog mageskifter. I 1913 ejede man foruden 248d-e og 249d-e 248i, 248l, 248m, 248n, 248p, 248s, 249g, 249h og 249l.

Indtil 1925 erhvervede værket ikke mere jord.

Det stadigt stigende elforbrug afspejledes ikke alene i udvidelse af maskinkraften, men også i stadige bygningsarbejder. Da det i 1911 besluttedes at anskaffe den første dieselmotor, måtte man i 1912 også udvide maskinhallen. Arkitekt Elving tegnede igen udvidelsen. Taget skulle løftes i hele maskinhallens længde indtil gavlen ved tavlen.

Den øvrige tagkonstruktion lod man blive liggende. Ved gavlen byggede man et nyt stykke tag i flugt med det øvrige. Den indvendige gavl blev revet ned til eksisterende murhøjde og genopført som trækonstruktion.

Af hensyn til beboerne omkring værket besluttede man at ændre dieselmaskinens udblæsningsrør, så det udmundede på bygningens østside.

Der måtte anlægges oliebeholdere på pladsen. På grund af vandtilstrømningen i grunden kunne man ikke grave så dybt, så beholderne kom under jordoverfladen. Man måtte have tilladelse fra brandkommissionen til at have beholderne liggende delvis over jordoverfladen, indstøbt i cement og dækket af en halv meter jord. Senere indkøbte værket flere oliebeholdere.

Til akkumulatorrummet fra 1907 byggede man samtidig mod øst et materialrum ved at forlænge akkumulatorbygningen med et fag i samme stil.

Såvel ombygning som tilbygning blev foretaget af murermester Bergmann. Det var tanken at instal-

lere vandskyllende klosetter i materialbygningen, alternativt i funktionærbygningens udhus. Teknisk udvalg gav tilladelse til installation af tre wc’er til beboelseshuset; men man valgte at etablere to wc’er og et pissoir.

Bygningsforhold under 1. Verdenskrig

Grundplan af værket 1912 fra tegning til en forlængelse af akkumulatorbygningen.

Da værket under 1. Verdenskrig etablerede et sugegasværk, tegnede arkitekt Erlangsen i 1915 en tilbygning til maskinhallen, hvori gasværket skulle opstilles. Tømrermester Knudsen og murermester Bergmann stod for byggearbejdet. Bygningen rummede senere smedje og pumperum.

Allerede året efter, i 1916, måtte maskinbygningen igen udvides for at få plads til endnu en dieselmotor. Nordre gavl i maskinbygningen blev revet ned. Arbejdet med udvidelsen blev overdraget til Bergmann.

Da man i 1918 måtte anskaffe endnu et sugegasværk til tørv til den store dieselmotor, blev der bygget et rødstenshus til det samt et tørveskur af træ.

Bygningsforhold i mellemkrigstiden

Grundplan af værket 1917 med projekt til afløb.

Grundplan af værket 1923 med projekt til sugeledninger.

I 1920 måtte maskinhallen atter holde for. I forbindelse med anskaffelsen af M.A.N. dieselmotoren blev maskinhallen forlænget. Gavlen blev flyttet 6 m. I 1923 blev det nødvendigt at gøre akkumulatorrummet ca. en halv gang bredere mod nord, og tagkonstruktionen blev gjort tilsvarende bredere i den ene side.

I 1925 købte værket af Henrik Hansens enke ejendommen matr.nr. 249k (ca. 81 m2) ved Lilleøvej. På grunden stod et træhus med paptag, som værket gjorde til værksted og lager for ledningsnettet.

I 1928 ønskede man at udvide værkets grund i nærheden af maskinbygningen, så bygningen kunne udvides ved den påtænkte maskinudvidelse. Man ville gerne have købt et stykke grund af ejendommen Tårnborgvej 6-8; men da det ikke kunne lade sig gøre, købte man af murermester Bergmann en trekantet grund matr.nr. 248ab (64 m²), der skar sig ind i værkets vestligste linje. Senere på året købte værket desuden af byrådet en grund mellem Elektricitetsværksvej og petroleums­ anlægget matr.nr. 248ac, 248ad, 248ae, 248x og 249p, og af havnen parcel matr.nr. 249o (i alt ca. 1350 115

m2). Grunden påtænktes anvendt til kulplads for brændsel til den dampturbine, man regnede med at anskaffe. Omkring 1930 solgtes en grund til Tuxen Petersens Eftf.

Da elværket købte den store dieselmotor i 193031, kunne man ikke længere nøjes med tilbygninger til den eksisterende bygningsmasse. Der blev opført en helt ny bygning i tidens stil nord for det gamle værk. Bygningen, der var 9×16 m og 10 m høj, var med jernbetonskelet og –tag, udført af Wright, Thomsen & Kier, og med udmuring i halvanden sten, udført af de lokale murermestre Bergmann og Clausen. Taget var af slaggebeton og to lag asfalt, vinduerne af stål og uoplukkelige. Fundamenterne var lavet af Korsør firmaet Andersen & Svare. Fra den nye bygning blev etableret gennemgang til den eksisterende maskinhals nordende. På sydsiden af den nye maskinbygning op mod den gamle maskinhals vestside blev bygget et nyt værksted i halvanden stens mur med halvtag, dækket af tjærepap. I den gamle maskinsal afsondredes med glasskillevæg rum til tavleanlæg. Ved rejsegildet 27.6.1931 serveredes vin, kransekage og cigarer til ca. 40 personer.

I 1932 købte man en grund matr.nr. 248h, 248t, 248ac, 248ae, 249f, 249m, 249o og 249p (885 m2) mellem Lilleøvej og Elektricitetsværksvej af Nielsen og Olsens Bådebyggeri (Tuxen Petersens Eftf.).

På grunden lå en kontorbygning, et halvtagshus med tagpaptag. Bådebyggeriet var brændt samme år, og på et tidspunkt var der fare for elværket.

Kontorbygningen blev udlejet til den kgl. vejer og måler.

I 1937 opførtes på Elektricitetsværksvej på den modsatte side af, hvor elværket lå, et hus, hvor direktør Krause Thomsen kunne stille sin bil.

Værkets samlede grundareal var ved kommunens overtagelse 5906 m2. Heraf havde havnen i 1937 lejet ca. 400 m2 med bygning mod Lilleøvej.

De egentlige bygninger, kontorbygningen og værkbygningerne, havde et samlet grundareal på ca.

1070 m2.

Ensretteren med tilhørende transformere og reyrolleanlæg krævede en helt ny bygning. Den blev placeret på østsiden af den gamle maskinhal i mellemrummet mellem akkumulatorrummet og den tilbygning, der var blevet opført til et sugegasværk. Der var her plads til en maskinhal 116

med trapezformet grundflade på ca. 140 m2. Hallen blev bygget med mure og tag af jernbeton, og i den sydlige ende blev den forsynet med et tårn, hvor transformerne kunne hejses op, når de skulle repareres. Det var firmaet Andersen & Svare, der stod for opførelsen, og det samlede anlæg blev indviet 26.11.1938.

Værket fik bygget en olietank i 1939, der kunne rumme godt 300 t. Den stod på lagerpladsen op mod Lilleøbanken. I sommeren 1940 blev den camouflagemalet, og efter krigens afslutning fik man den skrabet ren og malet. Da værket holdt op med at producere selv, var der ikke længere brug for beholderen. Den stod tom fra 1962, indtil den blev lejet ud til Dansk Esso 1969-80. Herefter blev den fjernet.

Bygningsforhold i efterkrigstiden I begyndelsen af 1950’erne blev der bygget en garagebygning ved nordsiden af den nye maskinbygning. Den blev nedrevet i 1995 som led i byfornyelsen af Tårnborgvej, og det var i den forbindelse, at maskinbygningen blev malet blå.

De rum, der blev ledige, da maskinerne blev fjernet, fandt især anvendelse som garager og lager. I 1963 blev reyrolleanlægget ombygget og flyttet fra ensretterbygningen til et nyt rum i den gamle maskinbygning, hvor der også blev indrettet et kontrolrum med kontor til kabelmesteren. I forbindelse med disse ændringer blev den sydlige del af maskinbygningen brandsikret med et jernbetonloft, og i 1965 fik værket byrådets tilladelse til også at brandsikre loftet over den del af maskinbygningen, der skulle anvendes til lager.

Da der var god plads i reyrollerummet, kunne man passende anbringe et mødebord her. Det blev fjernet på Elrådets forlangende, da det var for farligt.

Efter at vand- og varmeforsyningen flyttede til nabobygningen på Tårnborgvej i 1979, fik de kommunale værker i stigende grad fælles faciliteter.

Det blev symboliseret ved, at der tidligt i 1980’erne blev bygget en overdækket gangbro som forbindelse mellem elværkets administrationsbygning og vand- og varmeforsyningen.

I midten af 1990’erne blev der indrettet nye lager- og garageanlæg ved Elværksvej (tidligere Elektricitetsværksvej). Værkerne opkøbte Th.

Elværket og dets omgivelser. Udsnit af luftfoto fra begyndelsen af 1950’erne.

Rasmusens Sønners mørtelværk og ejendommen Elværksvej 7, der begge blev revet ned. 1996 blev der opført en ny lagerhal ved Elværksvej, og havnens tidligere krangarage ved Lilleøvej, der lå på værkernes grund, fik nyt tag og blev indrettet til garage.

2003 flyttede Spar Trelleborg fra Tårnborgvej 2, og det var på tale, at Korsør Forsyningsselskab skulle købe bygningen til kontorer mv.; men det ville blive for dyrt. I stedet har man i 2004 taget beslutning om at udføre en gennemgribende ændring af de eksisterende bygninger. Kontorbygningen Tårnborgvej 4 skal sælges fra, og lagre og værksteder for alle forsyningerne skal samles i elværkets gamle produktionsbygninger. Der skal indrettes kontorer og spisestue i vand- og varmeforsyningens tidligere værksteder, og de eksisterende kontorer på første sal i denne bygning skal ændres. Endelig skal der laves ny hovedindgang fra gården ved Lilleøvej, mens der ikke bliver adgangsmulighed fra Tårnborgvej.

Funktionærboligen Da elværket påbegyndte leverance af elektricitet til Statsbanerne i 1905, krævede det udvidet drift, og værket ønskede, at maskinpasser senere værkmester Svend Thomsen flyttede ind i bygningen Tårnborgvej 4, som værket samme år havde købt af Karl Hansen. Thomsen fik lejligheden på første etage. De to lejligheder i stueetagen var udlejet.

I forbindelse med 1. Verdenskrig påhvilede der værket indkvarteringspligt. Bestyrelsen vedtog at bede Thomsen om at være kvartervært mod en godtgørelse pr. indkvarteret. Ved folketællingen i februar 1916 var der en mand indkvarteret i huset.

Ved et uheld sidst på året 1906 viste det sig problematisk, at begge værkets funktionærer ikke boede ved værket. Man opsagde derfor den sidst indflyttede lejer, så assistenten kunne flytte ind i en af lejlighederne i stueetagen. Denne lejlighed bestod af to værelser og køkken. I 1915 blev der tilføjet et værelse til lejligheden. I den anledning 117

opsagde værket den sidste lejer til fraflytning.

Driftsbestyreren fik kontor i bygningen i 1917.

Værkmesteren havde fået installeret elektrisk lys i 1906, og i 1907 fik assistenten elektrisk lys.

I 1923 blev der sat en port i passagen ud til Tårnborgvej på funktionærboligens side. I 1925 ønskede kabelmesteren, der boede i lejligheden i stueetagen, at flytte, og man inddrog hans lejlighed til kontorer. Nu var der kun beboelse på første sal, og i 1932 var det også slut med det. Thomsen, der havde boet i lejligheden i 27 år, blev opsagt i 1931 til fraflytning april flyttedag 1932. Bygningen var herefter kun administrationsbygning.

Varmeanlæg I slutningen af 1931 besluttede bestyrelsen at få indlagt centralvarme i hele værket. Kontorbygningen, Tårnborgvej 4, havde haft eget centralvarmeanlæg siden 1928. Det nye og det gamle anlæg skulle forbindes. Det nye centralvarmeanlæg, der var oliefyret, blev installeret i kælderen til den nye maskinhal.

Allerede i 1935 besluttede man at ændre anlægget. Oliefyrskedlen blev erstattet med en røggaskedel, der opvarmedes af udstødningsgassen fra to af maskinerne. Anlægget leverede sammen med en oliefyret reservekedel også varme til politistationen og Breums privatbolig, kontorer og værksted på Tårnborgvej 2. Byen betalte 500 kr. årligt for varmen til politistationen, mens Breum betalte 600 kr.

118

Da værket overgik til delvis forsyning fra SEAS, kørte dets egne maskiner mindre, og der blev følgelig mindre spildvarme til opvarmning, og man måtte supplere med den oliefyrede kedel. Det gik helt galt i den strenge vinter 1939/40. Ikke alene blev der brugt 40 t olie mod de budgetterede 30, der kom heller ikke varme nok. Natten til den 18.1.1940 var der kun ti grader i Tårnborgvej 2.

Det fik stadsingeniøren til at møde op på elværket sammen med værkføreren hos Kähler & Breum.

De stillede på radiatorventilerne, så der kom mere varme til elværkets varmekunder; men det fik formanden for elværksudvalget O. Struck til at reagere skarpt i et brev til stadsingeniøren: ”Jeg vil derfor mene at have Lov til at gaa ud fra, at De ogsaa paatager Dem det fulde Erstatningsansvar for de eventuelle Beskadigelser, der opstaar paa Ensretteranlægget grundet paa for lav Temperatur”.

Stadsingeniøren afviste klagerne, og korrespondancen i sagen lader ane et alvorligt modsætningsforhold mellem de to herrer. Struck fik dog det sidste ord. I en skrivelse til havneudvalget senere på året anførte han, at den leverede varme kun kunne skaffes ved overfyring på kedlerne, selv om ”d’Herrer Stadsingeniør Ørnholt og Værkfører Steensen har eksperimenteret med Anlægget”.

Efter 9.4.1940 var det udelukket at fyre med olie.

Varmeleverancerne hørte op, og værket fik installeret en større kedel til eget forbrug.

Vemmelev Elektricitetsværk Det var et problem at forsyne landet fra byværkerne, så længe disse var jævnstrømsværker. Jævnstrømmen kunne ikke transmitteres så langt, og der var langt mellem forbrugerne. Der måtte derfor anlægges små elværker på landet.

Landelværkerne skød først frem i Jylland og på Fyn. Af de første værker – især de sønderjyske – var mange privatejede. Først fra 1907 kom der landelværker på Sjælland og Lolland-Falster; men udbredelsen her skete først for alvor fra 1911.

Mens købstadsværkerne var privatejede, kommunalt ejede eller aktieselskaber, blev den almindeligste ejerform på landet hurtigt andelsselskabet. Der var efterhånden tradition for, at landbefolkningen tyede til denne form for organisering, når nye initiativer skulle føres ud i livet som f.eks. mejerier og brugsforeninger. Andelshaverne ejede i fællesskab, og overskuddet blev fordelt mellem dem i forhold til andele. Sognerådene engagerede sig ikke i elværkerne.

I Sorø amt blev de tre første landelværker oprettet i 1907-1908, alle andelsselskaber. I 1912 kom Fuglebjerg Elværk, der var et interessentskab, og som det femte blev Vemmelev etableret i 1913.

Elværket anlægges Beslutningen om at anlægge et elværk i Vemmelev blev truffet på en konstituerende generalforsamling den 4.2.1913. Det var ikke overraskende Vemmelev Mejerikreds, der stod bag. Der var nær forbindelse mellem Vemmelev Andelsmejeri, Vemmelev Brugsforening, Vemmelev Elektricitetsværk og Vemmelev Forsamlingshus. Sidstnævnte var materialedepot for elværket i bygningsfasen, og i 1914 gik de tre førstnævnte og sognerådet sammen om en udvidelse af forsamlingshuset, i hvis bestyrelse elværket havde plads.

Man havde forhåndstilsagn fra 186 kommende forbrugere. Sognerådene i Vemmelev-Hemmeshøj og Tårnborg ønskede ikke at blive andelshavere og derved få lejlighed til at forsyne bl.a. kommuneskolerne med elektrisk lys. Selskabets navn var Vemmelev Andels-Elektricitetsværk, og formålet var

Grundplan af Vemmelev Elektricitetsværk.

ifølge lovene, der var vedtaget den 3.3.1913, at forsyne medlemmerne med lys og kraft. Andelshaverne fik dividende i forhold til elektricitetsforbrug.

Selskabet blev ledet af en bestyrelse, der repræsenterede byerne i kredsen. Bestyrelsen skulle bl.a. tilgodese forsyningen til alle andelshavere.

De enkelte forbrugere, værket havde, som ikke var andelshavere, f.eks. forpagteren på Gedemarksgården i 1914, måtte acceptere, at andelshaverne først skulle forsynes.

Lampernes styrke måtte ifølge de første love ikke overstige 32 watt for metaltrådslamper og 10 watt for kultrådslamper. Brug af motorer efter mørkets frembrud kunne forbydes, for der skulle den producerede strøm fortrinsvis anvendes til lys.

Mange landmænd var mest interesseret i strøm til kraft til elmotoren, der drev tærskeværket og efterhånden også kværnen, hakkelsesmaskinen, rundsaven osv. Derfor stillede Vemmelev Elværk som betingelse for at få indlagt motorstrøm, at der også skulle installeres et passende antal lamper.

119

Vemmelev Elektricitetsværks facade mod Slagelse Landevej.

Tegning i privateje.

Bestyrelsen havde ligeledes ret til at begrænse værkets område. Ved jævnstrøm på 220 volt måtte afstanden fra værket til den fjerneste forbruger ikke gerne overstige 3 km. Det var relativt dyrt i ledningsmateriel at nå periferien. Derfor skulle tilslutningen her være relativt stor, før man ville binde an med at forsyne området. En del af Ormeslev Mark valgte bestyrelsen af denne grund i første omgang at udelukke fra forsyning.

Værket var placeret på Slagelse Landevej, altså nogenlunde midt i området. Det bestod af en maskinhal og et beboelseshus til værkbestyreren.

Bygningsarbejdet stod murermester K. Christensen fra Vemmelev og tømrermester A.H. Christensen fra Forlev for.

Til det tekniske måtte man søge bistand udefra.

Som det var skik og brug hyrede selskabet en projekterende ingeniør, her ingeniør Johansen fra københavnerfirmaet Degn og Johansen. Udførelsen af installationerne blev lagt i hænderne på firmaet R. Andersen fra Nørre Åby.

Valget af motor faldt på en 100 HK dieselmotor fra H. Christoffersen, Holeby. Dette firma var ved at konkurrere sig ind på et marked, der hidtil helt havde været domineret af Burmeister & Wain. Det var naturligt for et lille værk at vælge en dieselmotor, idet denne motortype overgik alle andre maskiner med hensyn til brændselsøkonomi, var relativt lidt mandskabskrævende og fyldte relativt 120

lidt. Anlægsudgiften til værket var på omkring 292.000 kr.

Planer om højspænding Allerede inden dieselmotoren var afleveringsprøvet i juni 1914, var selskabet langt inde i planer om at omdanne værket til et højspændingsværk, der skulle forsyne alle tilgrænsende sogne med lys og kraft undtagen Boeslunde, hvor der i slutningen af 1913 havde været stiftende generalforsamling for Boeslunde Elektricitetsværk. For at gå i gang skulle man have bindende tilsagn om tilslutning i oplandet af 12.000 lamper og 2000 HK. Det var i denne forbindelse, at Vemmelev Elværk tilbød at levere strøm til Tårnborg Teglværk og Kruusesminde. Planen om højspænding faldt, da den ikke fandt nogen tilslutning i omegnen. Vemmelev Elværks ekspansionstanker var forståelige, da der fandtes et område, der ikke havde nogen elforsyning, f.eks. Stillinge og Havrebjerg sogne.

Vemmelev Elværk leverede fra starten også strøm uden for kommunegrænsen; dets forsyningsområde omfattede også Vejsgården, Tjæreby, Frølunde og Halseby i Tårnborg sogn.

1. Verdenskrig Allerede i begyndelsen af 1916 besluttede man at udvide maskinkraften med endnu en 100 HK dieselmotor, denne gang fra Burmeister & Wain. Den

blev finansieret ved lån fra andelshaverne i Tårnborg sogn. Inden den nye maskine kom i februar 1917, fik man demonstreret, at man havde for lidt maskinkraft. Da efterårstærskningen gik i gang i 1916, måtte man inddele andelshaverne i to hold, der hver kun måtte tærske og male i kværn hver anden dag.

Som følge af udviklingen i 1. Verdenskrig fik værket ikke umiddelbart nogen nytte af den nye maskine. Dagen før værket modtog den, havde Tyskland indledt den uindskrænkede ubådskrig, der medførte gevaldige problemer med brændstofleverancerne og statslig kontrol med forbruget. Elværket måtte rationere strømforbruget, give henholdende svar til nye forbrugere og ikke mindst forsøge at finde supplerende energiforsyning.

I 1917 indgik man kontrakter med Vemmelev Mølle og Stude Mølle om at udnytte vindkraften til produktion af strøm. Man opstillede et lokomobil ved elværket, og som brændstof til det ville man forsøge at få samlet brænde i skoven. Endelig samarbejdede værket med Vemmelev Mejeri, hvis dampmaskine leverede elektricitet til værket. I 1918 ændrede man den første dieselmotor, så den kunne drives med sugegas, udvundet af tørv. Da krigen var overstået og brændselssituationen igen normal, ændredes motoren, så den kunne bruge petroleum som brændstof.

Mellemkrigstiden Elektricitet vandt for alvor indpas efter 1. Verdenskrig, dog især i byerne. I 1920 havde kun en femtedel af landbrugsejendommene elektricitet.

Vemmelev Elværk gik atter i ekspansionstanker. Man forsøgte at få Ormeslev Mark, Tårnholm og Hulby med; men interessen var begrænset. Man forsøgte også at udvide anvendelsen af strømmen.

Værket havde flere elektromotorer, som lejedes ud, og i 1938 vedtog man at anskaffe materiel til udlån til andelshavere, der tærskede udendørs. I 1930 indførte man en særlig tarif for el til varme og husholdningsbrug. Det var oplagt på landet at agitere for el til kogebrug, for her havde husmødrene ikke mange steder mulighed for at anvende gas, som de kunne i byerne.

I 1932 købte man en ny Holeby dieselmotor og en ny dynamo, og den ene af de gamle maskiner og den gamle dynamo blev givet i bytte. Samme

år forlængedes ledningsnettet langs Hulby-Stude vejen til Ydun Forsamlingshus, der fik indlagt strøm. Herfra kunne man i 1934 lægge en ledning til Korsvejen, så også Ormeslev Mark kunne forsynes. I 1939 lagde man en ringledning ved den yderste ende af Ormeslev-Hulby ledningen.

Det gik stærkt med forsyning af landbefolkningen i årene op mod 2. Verdenskrig. I 1940 havde 75% af husstandene på landet elektricitet. For at efterkomme efterspørgslen – i 1937 var der 418 andelshavere – måtte Vemmelev Elværk købe endnu en dieselmaskine i 1937, igen fra Holeby, og den sidste af de gamle maskiner blev givet i bytte.

Da der var tale om en ændring i et producerende anlæg, skulle købet af maskinen først godkendes af et sagkyndigt udvalg under det nyoprettede Elektricitetsråd. En af dette råds opgaver var at fremme centraliseringen af elforsyningen, og rådet anbefalede da også Vemmelev Elværk at købe den manglende strøm hos Slagelse Oplands Elektricitetsforsyning. Ligesom mange andre mindre værker valgte Vemmelev ikke at rette sig efter Elektricitetsrådets anbefaling og fik rådets godkendelse af udvidelsesprojektet.

Alt tegnede lovende, da formanden holdt sin jubilæumstale for værket i 1938. Han kunne glæde sig over, dels at man ”medens det ulmer og gærer ude i Verden, her i vort lille Fædreland i Hygge og Fred kan samles til en Fest som denne”, dels at værket kunne se fremtiden trygt i møde, da det hvilede på en sikker økonomisk grundvold og var forsynet med to nye maskiner på tilsammen 420 HK, nyt batteri og et fornyet ledningsnet.

Delvis højspænding Formanden var ikke klar over, at 2. Verdenskrig blev et vendepunkt i Vemmelev Elværks historie.

Han lukkede øjnene for to afgørende faktorer i udviklingen, dels konsekvenserne for Danmark af den truende verdenssituation, dels problemerne ved med et lille jævnstrømsværk at klare en stadig større efterspørgsel efter strøm, både fra den enkelte forbruger og fra et større geografisk område.

Allerede i 1936 havde Korsør kommunes nyanlagte vandværk ved Kyllingegården afslået et tilbud fra Vemmelev Elværk, fordi man skulle binde sig for en 10 års periode for at blive forbruger. Leverancen gik til Slagelse Oplands Elektricitetsforsyning.

121

Da Vemmelev Mejeri, der fremstillede elektricitet til belysning fra eget anlæg, i 1939 påtænkte at bygge nyt, gav Vemmelev Elværk sin tilladelse til, at mejeriet fik strøm fra et højspændingsværk. I første omgang blev mejeriet dog forsynet fra Vemmelev Elværk.

Den vanskelige brændselssituation allerede i 1940 gav værket tre valgmuligheder: Anskaffelse af vindmotor, anskaffelse af sugegas eller delvis køb af strøm fra en dampdreven storcentral. Reelt var der kun den tredje mulighed, og man forhandlede med Slagelse Oplandsforsyning, der selv lå i forhandlinger med NVE. I sommeren 1940 blev der sluttet kontrakt med oplandsforsyningen, hvorefter Vemmelev selv skulle bekoste de nødvendige anlæg og betale faste afgifter til NVE og Slagelse Oplandsforsyning samt betale til sidstnævnte for den aftagne mængde strøm. Kontrakten var sluttet for fem år; men hvis krigen ophørte, og forsyningsforholdene igen blev normale, kunne der genforhandles.

Det nye anlæg med omformer, transformer, højspændingsanlæg og –ledning samt ny tilbygning kostede godt 55.000 kr. Heraf var de 50.000 kr. lånt hos tre andelshavere. Allerede i 1944 kunne omformeren ikke klare efterspørgslen, og man måtte supplere den med en ensretter.

Forbruget måtte rationeres i slutningen af krigen på grund af brændselssituationen. Der var stor efterspørgsel efter teknisk strøm f.eks. til kogebrug; men på grund af vareknaphed i slutningen af krigen og efter krigen kunne der ikke skaffes kogeplader eller målere. I 1947 indførte man husholdningstarif, så både lys og varme bl.a. til kogebrug kunne afregnes på samme måler.

I 1946 fik elværket en ny kunde og en ny opgave.

Vemmelev-Forlev Borgerforening blev dannet med det primære mål at få gadebelysning i Vemmelev og Forlev Stationsby. Elværket gik ind i projektet som leverandør af strømmen til de 28 lampesteder, man startede med. Materiellet var foreningens, og den købte strømmen af værket. Antallet af lampesteder steg til 50 gennem årene.

I 1946 blev ledningsnettet udstrakt til Næsby Fed. Dette år solgte værket 355.650 kWh strøm, heraf 187.216 til kraft, 91.799 til lys og 76.635 som teknisk strøm.

122

Transformerstationer Den strøm, Vemmelev Elværk købte hos Slagelse Oplandsforsyning, gik til elværket og blev fordelt ud til forbrugerne som jævnstrøm i samme ledningsnet som den strøm, værket selv producerede. I efterkrigsårene fik elværket imidlertid et par henvendelser om forsyning, som ikke kunne klares med det daværende anlæg. Hemmeshøj menighedsråd ønskede i 1946 indlagt varme i kirken; men da denne lå ca. 3,5 km fra værket, måtte andragendet afslås.

Da pumpelaget i Tjæreby Vejle i 1947 ønskede strøm til en elektrisk pumpestation, havde man samme problem. Her blev løsningen, at der blev anlagt en transformerstation ved den tidligere landevejskrydsning over jernbanen, hvortil Slagelse Oplandsforsyning leverede vekselstrøm. Aftagerne af strømmen, nemlig pumpelaget og senere værkets forbrugere i Frølunde og Halseby, forblev kunder og andelshavere hos Vemmelev Elværk.

I 1947 solgte Vemmelev Elværk sit batteri og havde dermed bundet sig til en vis mængde vekselstrøm. I 1949 resulterede en beregning af prisen for ombygning af ledningsnettet i, at man indledte forhandlinger med Slagelse Oplandsforsyning om en fuldstændig overgang til dette selskab og dermed udelukkende vekselstrømsforsyning. Der var endnu ikke fuld tilslutning til tanken fra alle andelshaverne. Et flertal på en generalforsamling i 1950 ønskede henvendelse til SEAS. Mens man stadig overvejede sagen, indgik man overenskomst med det nye Vemmelev Mejeri i 1950-51 om, at dette opførte en transformerstation ved mejeriet og fik vekselstrøm herfra. Andre af elværkets forbrugere blev senere sluttet til denne transformerstation, bl.a. Vemmelev menighedsråd, der fik strøm til opvarmning af kirken.

På trods af generalforsamlingsbeslutningen henvendte bestyrelsen sig til NVE i 1951 om selskabets overtagelse af Vemmelev Elværk; men da dette selskab lå i forhandlinger med Slagelse Oplandsforsyning, kunne det først forhandle i 1952, da det var besluttet, at en del af oplandsforsyningen skulle indgå i NVE med virkning fra 1.4.1953.

Forhandlingerne mellem Vemmelev og NVE resulterede i en delvis forsyning med vekselstrøm fra NVE. Bestyrelsen fandt ikke konjunkturerne gunstige for en fuldstændig opløsning af værket,

Højspændingsanlæg i Sydvestsjælland 1927.

Transformerstationer er angivet med en trekant. Mod nord ses NVE’s net, mod syd SEAS’ net og i midten Slagelse Oplandsforsynings net. Det tomme område mellem Slagelse og Korsør blev dækket af elektricitetsværkerne i Vemmelev og Boeslunde.

men kalkulerede med det som en mulighed, hvis konjunkturerne blev bedre.

Vemmelev Elværk indkøbte i 1953 en ensretter med tilhørende transformerstation og opstillede den i Vejlager ved Forlev Grusgrav. I 1953 producerede værket selv 36% af strømmen med værkets dieselmotorer, mens 64% var købt vekselstrøm.

Ophør Fra 1949 til 1955 steg forbruget med mere end 90%. Den stigende belastning fik bestyrelsen til at erkende, at man ikke kunne præstere en tilfreds-

stillende forsyning, især ikke i yderdistrikterne, uden store ændringer og udgifter. Efter at have fået et tilbud fra NVE besluttede to på hinanden følgende generalforsamlinger i 1955, at Vemmelev Elværk overgik til NVE. NVE overtog elværkets anlæg og øvrige aktiver og passiver, ombyggede ledningsnettet til vekselstrømsforsyning og anlagde transformerstationer og højspændingsledninger. Forbrugerne, der blev andelshavere i NVE, måtte ændre deres installationer og motorer mv. til vekselstrøm og fik hertil et tilskud fra NVE.

123

Andre forsyninger Vemmelev Elektricitetsværk dækkede ikke den sydligste del af Hemmeshøj sogn, Erdrupområdet.

Her blev strømmen leveret fra Boeslunde Elektricitetsværk. Dette værk, der var dieseldrevet, begyndte at levere strøm i 1914. Det blev købt af SEAS i 1956, og Erdrup kom herefter ind under SEAS’ forsyningsområde.

Slagelse Oplands Elektricitetsforsyning Slagelses opland kunne fra 1919 blive forsynet med højspænding fra andelsselskabet Slagelse Oplands Elektricitetsforsyning. Det blev stiftet i marts 1918, og i oktober 1918 var der spænding på forsyningsnettet; men driften blev først kontinuert 1.10.1919. Strømmen blev købt fra Slagelse kommunale Elektricitetsværk og distribueret til andelshaverne. Man havde en driftsspænding på 6 kilovolt, fordi der var store vanskeligheder med at skaffe materiel til en spænding på 10 kilovolt.

I maj-juli 1919 drøftede bestyrelsen for Korsør Elværk, om det var muligt at forsyne Kruusesminde, Tårnborg, Hulby Møllegård og Tårnholm med strøm. Gårdene besluttede sig i stedet for Slagelse Oplandsforsyning, der herefter kom til at levere

strøm til områderne umiddelbart nord og øst for Korsør.

Oplandsforsyningen ophørte i 1953, og dens forbrugere blev delt mellem SEAS og NVE. Da NVE og SEAS herefter overtog henholdsvis Vemmelev Elektricitetsværk i 1955 og Boeslunde Elektricitetsværk i 1956, fik elforsyningen i den nuværende Korsør kommune den struktur, den stort set har bevaret siden. SEAS dækker områderne nord og umiddelbart øst for Korsør, herunder Svenstrup, Tårnholm, Hulby, Bonderup og Klarskov samt Erdrup, mens NVE forsyner den resterende del af kommunen, bl.a. Frølunde, Tjæreby, Ormeslev, Søhuse, Stude, Hemmeshøj og Vemmelev-Forlev.

Sprogø Strømforsyningen på Sprogø har været et kapitel for sig. De Kellerske Anstalter, der fik øen i 1923, anlagde et elektricitetsværk, der foruden kvindehjemmet også forsynede boligerne ved fyret med lys. Elværket bestod af en elektricitetsproducerende vindmotor med tilhørende akkumulator.

Dette anlæg blev udvidet med et dieseldrevet elværk, der også forsynede fyret, der før blev drevet

Der blev oprettet små elektrisk drevne andelsfryserier på landet i stort tal efter 2. Verdenskrig. I Tårnborg og Vemmelev-Hemmeshøj var der fem i begyndelsen af 1950’erne.

Svenstrup andelskølehus, der blev bygget 1953, er her fotograferet i 1994.

124

af petroleum. Det var fyrpasserens opgave at tilse elværket, der var på 110 volt jævnstrøm, og endnu i 1978 måtte bestyrerens kone slæbe rundt på en omformer, når hun skulle støvsuge. I forbindelse med Statsbroen Storebælts indtog på øen i 1977 blev der installeret et helt nyt elværk med to dieselmaskiner, der kunne producere 220 og 380 volt vekselstrøm. På det tidspunkt var fyret gået over til gasdrift.

I december 1989 satte SEAS en 60 kilovolt transformerstation i drift på Sprogø, og det gav mulighed for, at Korsør Elværk kunne sætte en transformerstation op på Sprogø til at forsyne bygningerne. Installeringen gik imidlertid for hurtigt, så den ene af de to dieselmotorer gik i stykker.

Sprogø hører nu under Korsør Elværks forsyningsområde. SEAS forsyner dog tunnelen og portalbygningen. Mod vest går grænsen til Nyborgs elektricitetsværk ved Vestbroens landfæste.

Vindmøller Elektricitetsproducerende vindmøller blev udviklet i Danmark fra begyndelsen af det 20. århundrede. Det var jævnstrømsanlæg kombineret med et akkumulatorbatteri. Efter 1. Verdenskrig kom man ind på, at det ville være langt mere økonomisk at lade vindmøller levere strøm til et vekselstrømsnet.

Vindelektriciteten havde ikke større interesse før energikrisen i 1970’erne. Vindkraft blev nu ikke alene set som et supplement til andre energikilder, den blev også et led i et antiautoritært oprør især vendt mod atomkraften. Stemningen kom godt til udtryk i det Mao-inspirerede slagord ”lad 100 møller blomstre”. Politisk er vindkraften blevet støttet på forskellig måde. Den indgår i energiplanlægningen, og der er fra politisk side givet bestemmelser om anlægsstøtte, om tilslutningsudgiften til distributionsnettet og om afregningsprisen for strøm leveret til nettet, således at det har været rentabelt at opføre private vindmøller. Opstillingen af vindmøller skal dog afstemmes med planlovgivningen. De må således ikke placeres i sommerhusområder eller på arealer, der er udlagt som beskyttelsesområde.

Landdistrikterne i Korsør kommune er også blevet præget af vindmøller. Det er her et krav, at de skal være opført som rørtårne, de skal være lysegrå, og de må ikke være belyst eller bære reklamer. I 1993 var der syv vindmøller i kommunen. To af de første, møllerne ved Frølunde og Svenstrup, kom først i gang efter store begyndervanskeligheder, og folkeviddet døbte dem Stille og Rolig. 1998 var der 15 møller, og i dag er der 31.

125

Statistik Korsør Elværk. Produktion, køb og salg af strøm samt antal målere. 1906-2001

Produktion Salg og køb (1000 kWh) (1000 kWh)

1906 89 1911 207 1916 352 1921 442 1926 626 1931 998 1936 1.551 1941/42 2.110 1946/47 3.383 1951/52 5.791 1956/57 8.694 1961/62 17.263 1966/67 30.082 1971/72 57.443 1976/77 60.357 1981 71.124 1986 65.559 1991 74.8001 1996 86.300 2001

72 195 335 362 503 848 1.381 1.762 3.063 5.168 7.943 16.290 28.054 54.604 58.498 69.023 61.796 70.207 83.100 76.0002

Salg pr. indbygger (kWh)

Antal målere

9,5 22,3 36,6 36,8 51,5 87,2 142,8 178,1 287,1 434,8 613,0 1.118,1 1.813,0 3.522,4 3.778,2 4.527,3 4.213,3 4.772,1 5.759,6 5.134,8

126 544 1.350 2.302 2.785 3.213 3.593 4.231 4.628 5.223 5.839 6.865 7.765 8.445 8.892 8.487 8.643 8.6203 9.9003 8.9003

Anmærkning: Produktion og køb er 1906-1936 kun egenproduktion, 1941/42-1956/57 egenproduktion + køb, 1961/62-1996 kun køb. Egenproduktion (1000 kWh) 1941/42: 92, 1946/47: 1532, 1951/52: 360, 1956/57: 18.

Antal målere er 1906-1936 opgjort pr. 31.12., 1941/42-1971/72 pr. 31.3. og 1976/77-2001 pr. 31.12.

Noter: 1. Køb 1992. 2. Transport af elektricitet. 3. Antal forbrugere.

Kilder: Statistiske Meddelelser (Elektricitetsværker i Danmark), Dansk Elværksstatistik, Dansk Elforsyning. Statistik, elværkets trykte driftsberetninger, generalforsamlingsreferater i dagspressen, Korsør kommunes årsberetninger, håndskrevne statistiske opgørelser pr. driftsår 1905-17, maskinskreven oversigt med håndskrevne tilføjelser over årsproduktion 1930-1949/50 og oplysninger til Dansk Elværksstatistik. De tre sidstnævnte findes på Lokalhistorisk Arkiv for Korsør Kommune (A-7044 Korsør Elektricitetsværk). Folketallet er fra Statistiske Undersøgelser nr. 19, Statistisk Årbog og Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen: Korsør 1970-1995, 1996.

Vemmelev Elværk. Antal målere og salg af strøm. 1922/23-1952/53

Antal målere Salg (1000 kWh)

1922/23

1927/28

1932/33

1937/38

1942/43

1947/48

1952/53

405 85

472 105

508 139

628 123

795 213

930 386

1060 657

Kilde: Statistiske Meddelelser (Elektricitetsværker i Danmark).

126

Materiale En tak skal rettes til fhv. driftsbestyrer Poul Dahl og stabschef Henning Christensen for oplysninger og gennemlæsning af manuskriptet samt til overassistent Henny B. Jakobsen for oplysninger.

Hvor intet andet anføres, findes illustrationsmaterialet på Lokalhistorisk Arkiv for Korsør Kommune.

Utrykt Korsør Forsyningsselskab A/S Scrapbøger 1993-2003 Sager vedr. omlægning fra gas til el 1976-82 Lokalhistorisk Arkiv for Korsør Kommune A-5013 SiD Forhandlingsprotokoller 1907-83 A-5039 Vemmelev Elektricitetsværk Heri bl.a.: Forhandlingsprotokoller 1913-55 A-7044 Korsør Elektricitetsværk Heri bl.a.: Ejendomspapirer div. år Forhandlingsprotokoller 1904-40 Korrespondancesager div. år Overenskomster div. år Regnskaber div. år Sager vedr. byggerier, maskiner og andre anlæg div. år Scrapbøger 1917-37, 1947-58 Stadsingeniørens elværkssager 1904-44 A-7215 Korsør Kommunale Værker SiD Korsør-afdeling. Den kommunale klub Forhandlingsprotokoller 1916-51 Løbende publikationer Aktieselskabet Korsør Elektricitetsværk. Regnskab for Driftsaar 1904/05-1937 Dansk Elforsyning. Statistik 1976Dansk Elværksstatistik 1953/54-1975/76 Elektricitetsværker i Danmark 1921/22-1952/53 [udgivet i Statistiske Meddelelser] Elforsyningens tiårsoversigt 1985- [senere med titlen: Elforsyningens Ti-års statistik. Status og tendenser] Korsør Gas-, Vand- og Elektricitetsværk. Regnskab og Driftsberetning 1937/38-1973/74

Desuden er anvendt lokale aviser: Korsør Avis, Korsør SocialDemokrat/Sjællands Posten/Aktuelt og Sorø Amtstidende/ Sjællands Tidende.

Anden litteratur Almindelige bestemmelser for elforsyning fra Korsør kom. elværk, 1969 Almindelige bestemmelser for elforsyningen fra Korsør kommunale Elværk, 1984 Almindelige Vedtægter for Afgivelse af Strøm til private Forbrugere fra Korsør Elektricitetsværk, vedt. 1904, 1904 Almindelige Vedtægter for Levering af Strøm til private Forbrugere fra Korsør Elektricitetsværk, vedt. 1911, [u.å.]

Almindelige Vedtægter for Levering af Strøm til private Forbrugere fra Korsør Elektricitetsværk, vedt. 1911 [med ændringer 1920], [u.å.]

Almindelige Vedtægter for Levering af Strøm til Forbrugere fra Korsør Elektricitetsværk, vedt. 1935, 1936 Almindelige Vedtægter for Levering af Strøm til Forbrugerne fra Korsør kommunale Elværk, 1943 Curt Asklund: Sprogø, 1980 Søren Federspiel: Dynamikken bag energien. Det østdanske produktions- og transmissionssamarbejde 1960-2000, 2002 Søren Federspiel og Jette Kappel: Elektriciteten kommer til Nordvestsjælland – en egns elforsyning gennem 75 år, 1988 Gennem Korsør, 1975 Jette Kjærulff Hellesen: ”Uvidenhed er Trældom, Kundskab er Magt.” Arbejdsmændene i Korsør 1896-1996, 1996 Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen: Vand. Korsør kommunale vandforsynings 100 års jubilæum 1992, 1991 Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen: Varme. Korsør kommunale varmeforsynings 25 års jubilæum 1994, 1994 Instruks for autoriserede Installatører af elektriske Anlæg i Forbindelse med Korsør Elektricitetsværk, vedt. 1905, 1905 Johs. Jacobsen og R. Hallenberg: Slagelse kommunale Elektricitetsværk 1909-1934. Med Omtale af den private Lysstation 1893-1909, 1934

Korsør Kommune. Årsberetning 1991-2001

L. Jepsen: Beretning om Planerne til A/S Korsør Elektricitetsværks Udvidelse af dets Maskinkraft og de førte Forhandlinger herom, 1930

Korsør Kommunes regnskab 1968/69-1990 [heri elværkets driftsberetning 1974/75-1990]

Kommuneplanlægning i Korsør Kommune.

Forarbejder 1981, [u.å.]

127

Korsør. Kommuneplan 1993-2004. Hovedstruktur.

Forudsætninger, [1993]

Overenskomst mellem Vemmelev Elektricitetsværk ... og Nordvestsjællands Elektricitetsværk ..., 1955

Korsør. Kommuneplan 1997-2008, [1998]

C. Philipsen: Korsør Station 1856-1906. Særtryk af Den tekniske Forenings Tidsskrift, 1906

Korsør Kommune. Kommuneplan 1988/95, [1990] Levering af Elektricitet efter Boligtarif fra A/S Korsør Elektricitetsværk, vedt. 1935, 1935 Love for Aktieselskabet Korsør Elektricitetsværk, vedt. 1904, 1904 Love for Aktieselskabet Korsør Elektricitetsværk, vedt. 1904 [med ændringer 1906-20], 1921 Love for Aktieselskabet Korsør Elektricitetsværk, vedt. 1904 [med ændringer 1906-32], 1932 Love for Vemmelev Andels-Elektricitetsværk, vedt. 1913, 1913 Love for Vemmelev Andels-Elektricitetsværk, vedt. 1921, 1953 Meddelelse fra A/S Korsør Elektricitetsværk angaaende Boligtariffen, vedt. 1935, [u.å.]

128

SEAS 75 år, red. af Torben Holm, 1987 [Sven Skaarup:] Slagelse kommunale Elektricitetsværk gennem 50 år. 1909 * 25. september * 1959, [1959] Takster for Levering af Strøm til Motorer fra A/S Korsør Elektricitetsværk, vedt. 1935, [u.å.]

Til Aktionærerne i Korsør Elektricitetsværk [underskrevet af V. Kähler og Th. Fischer 22.4.1930] Vemmelev og Hemmeshøj Sogne. Bidrag til en Sognehistorie, 1984 Birgitte Wistoft, Flemming Petersen og Harriet M. Hansen: ”Elektricitetens Aarhundrede”. Dansk elforsynings historie, I-II, 1991-1992

ISBN 87-990399-0-7