Det danske Skåne af Niels Peter Stilling
”På Sjælland er der mange overfartssteder til Skåne. Kortest er afstanden ved Helsingborg, som kan ses fra Sjælland. Skåne er Danmarks skønneste landsdel, hvoraf den har fået sit navn. Den er svært bevæbnet med mænd, frugtbar på korn og rig på handelsvarer – og nu er Skåne også fyldt med med kirker. Skåne har dobbelt så mange kirker som Sjælland. Det vil sige 300 kirker, mens Sjælland siges kun at have halvt så mange og Fyn en trediedel. Halvøen Skåne er Danmarks fjerneste landsdel. Den er til alle sider omgivet af hav bortset fra en enkelt arm, der mod øst skiller Sverige fra Danmark. Her findes dybe skove og stejle fjelde, som man nødvendigvis må passere på sin vej fra Skåne til Götaland...” En munk kaldet Adam af Bremen har skrevet disse linier, da han omkring 1060 opholdt sig ved danerkongens hof. Og Adam har jo ganske ret. Den korteste vej til Skåne er fortsat ved Helsingør-Helsingborg, og landsdelen er fortsat Danmarks – undskyld – Nordens skønneste: frugtbar og rig – og fyldt med kirker – omgivet af vand, bortset fra skovlandet mod nord. En landsdel, der ikke kan løbe fra det faktum, at den i størstedelen af historisk tid har været en del af det danske kongerige – fra rigssamlingen under vikingekongen Harald Blåtand i slutningen af 900-tallet til den ulykkelige Roskildefred 26. februar 1658! Kristendom og rigets samling under én konge blev gennemtvunget ved stærke borge bygget af trælle. En af kong Harald Blåtands tvangsborge er delvist rekonstrueret ved kysten i det sydlige Skåne – ganske rigtigt: Trelleborg, en anden er sporet ved den massive stensatte østskånske herregård, der rimeligt nok kaldes Borgeby.
Ven med Tyge Brahe-minder. Foto: skane.com©sydpol.com
Skånes kirker
Kirker blev bygget overalt i 1000- og 1100-tallet. Nogle af Danmarks ældste stenkirker står i Skåne. Dalby fra omkring 1060 og Lund – mesterværket i romansk arkitektur – opført i første halvdel af 1100-tallet. Domkirkens arkitektur og stenskulpturer er verdensklasse – især syd- og nordportalerne og den søjlebårne krypt under koret. Man kan hævde, at domkirken i Lund står som et massivt monument over det danske herredømme i Skåne. Det var kristendommen, der gav centralmagten styrke. På anden vis står Trefoldighedskirken i Kristianstad som et symbol på den sidste danskertid. Chr. 4.s kirke blev indviet 1628, 30 år før Roskildefreden. Kirken er Danmarks mest helstøbte renæssancekirke.
–1–
Lund med sin domkirke og frilandsmuseet Kulturen m.m. Foto: skane.com©sydpol.com
Det er rart at se, at man i Kristianstad sætter pris den smukke bygning – og ikke lægger skjul på, at den skyldes den danske konge. Kong Chr. byggede smukt, men tabte sine krige. Adam af Bremen fremhævede de mange skånske kirker allerede i 1000-tallet. Endnu flere blev bygget i 1100-tallet, således at Skåne omkring 1200 havde mindst 500 stenkirker rundt omkring i landsbyerne. Af disse står over 200 endnu, selv om man i 1800-tallet gik hårdt til værks mod denne kulturarv fra danskertiden. I spidsen stod den slemme arkitekt Helgo Zettervall. Skåne er rig på hans nybyggede Tivoli-kirker. I flæng kan nævnes Håslöv Kirke i sydvest og Nosaby og V. Vram i nordøst. På mange landsbykirker har han sat sit aftryk, og det er i det hele taget en sørgelig historie, som ikke skal uddybes her. Den danske forfatter Palle Lauring kaldte Zettervall en kirkevoldtager, og så er alt vist sagt. Heldigvis står der autentiske landsbykirker tilbage, og det ganske overraskende hvor rigt et inventar fra middelalder og renæssancetid, man kan finde i de skånske landsbykirker. Min yndlingskirke er Bjäresjö uden for Ystad. I det ydre har den delvis undgået det hæslige risengrødslignende ”sprutpuds”, som flertallet af de skånske landsbykirker er blevet indsmurt i. Især den halvrunde apsis er et styke dejligt arkitektur i fine gule veltilhugne sandsten. Inden for er Bjäresjö Kirke et udstyrsstykke. En pragtfuld døbefont i gotlandsk sandsten fra 1170’erne, gotiske træskulpturer og et krucifiks fra 1400-tallet, en sjælden rigt ornamenteret prædikestol fra 1620. Prisen tager dog korets kalkmalerier, hvor den kraftfulde blå middelhavsfarve dominerer. Kalkmalerierne er romanske fra slutningen af 1100-tallet med farverige scenerier fra det gamle og ny testamente. Kan hænde de er hårdt restaurerede i 1890’erne, men stadig en herlig billedbibel fra fortiden. Blandt Skånes andre interessante landsbykirker skal Lyngsjö fremhæves med sin figurrige, dramatiske døbefont. Smukkest blandt Skånes rige stenhuggerarbejder er dog døbefonten i Tryde Kirke ved Tomelilla. Kirken er en trist sag, men døbefonten ! Verdenskunst fra midten af 1100-tallet. I Finja ved Hässleholm finder man Skånes fornemste romanske kalkmalerier. De er fra omkring 1150 og stærkt inspireret af byzantinsk kunst, som man kender den fra Ravennas mosaikker. Skånes mærkeligste stenportal med afsindinge 1100-tals figurer udhugget står i Linderöd, hvor man også finder kalkmalerier fra 1498. Skånes ældste teglstenskirke Gumlösa Kirke ligger oppe i skovlandet nordøst for Hässleholm. Kirken blev indviet af ærkebisp Absalon i 1191. Endelig er valfartskirken Sct. Olof uomgængelig. Ingen andre kirker i Skåne rummer så overdådige middelalderlige træskulpturer og dertil Skånes dejligste altertavle fra middelalderen.
–2–
Herregårde
Middelalderen blev afløst af renæssancen – og herremændene greb efter magten. Adelsvældets tid kaldes perioden efter reformationen 1536 og frem til Skånes overgang til Sverige. Middelalderens borge blev afløst blev afløst af renæssancens pragtlystne og ambitiøse herremandsboliger. Som perler på en snor ligger disse renæssanceslotte i det sydlige Skåne: Skabersjö, Torup, Svaneholm, Marsvinsholm, Krageholm, Bjäresjöholm og Tosterup. Blandt disse tager Gjörvel Fadersdatters Torup prisen. En åben park, omgivet af bøgeskov og vidtstrakte herregårdsmarker, en firfløjet hovedbygning fra omkring 1550 i røde sten med hjørnetårne, arkader og smukke kamtakkede gavle. Tilsvarende ligger herregårdene forbløffende tæt nord for Lund. Skønnest af alle er her Svenstorp. Også den er bygget af en af renæssancens stærke kvinder, Chr. 4’s gode veninde Beate Huitfeldt. Bygmesteren er en af tidens store, hofarkitekten Hans van Steenwinkel, kendt fra Frederiksborg Slot i Nordsjælland. Svenstorp med de elegante, svungne gavle er opført i 1596. Længere oppe af vestkysten findes andre dejlige boliger fra renæssancen. Krapperup med sin velplejede offentlig tilgængelige landskabshave ligger helt ude ved kysten, Knutstorp inde i landet er Tyge Brahes fødested og smukkest af disse er måske Rosendal ved motorvejsudfletningen lidt uden for Helsingborg. Hollandsk renæssance kaldes stilen og gården minder rigtignok om de hollandske borgerhuse fra 1500-tallet. I Nordøstskånes skovland er der større afstand mellem herregårdene. Til gengæld ligger nogle af de fornemste her. Alle med rødder i danskertiden, men de fleste ombygget senere. Maltesholm på Linderödsåsen er et dejligt sted. Parken er åben i sæsonen – og med orangeri, spejldamme og sjældne træer må stedet anbefales til elskere af samspillet mellem natur og kultur. Skulpturparken omkring Wanås er også en udflugt værd. Den fantasifulde, kunstneriske udfoldelse,“landart“, er uden sidestykke i Skåne.
Wanås slot og Together and Apart av Antony Gormley, (1998). Foto: skane.com©sydpol.com
Klostre
En særlig gruppe herregårde udgøres af de nedlagte klostre. Det vil være forkert at sige, at disse klostre i dag har mange spor tilbage fra den danske tid. Men derfor er det dejlige steder alligevel. Både Bäckaskog ved Ivösjön og Bosjökloster ved Ringsøerne i hjertet af Skåne ligger på smalle landtanger med søudsigt til alle sider. Begge steder kan besøges. Golf er der ved Bosjökloster. Arkitekturen er Zettervall‘sk, og det er synd. Men en interessant kirkegård med ældgamle gravsten, dertil klosterhave og spadserruter ved Ö. Ringsjö samt en af Skånes fine møller kan heldigvis let få en til at glemme alt om Zettervall. På Bäckaskog er bevaret væsentlige dele af klosteret og fine interiører fra en senere tid, bl.a. fra begyndelsen af
–3–
1800-tallet, hvor det gamle kloster tjente som bolig for den svenske kronprins. Og så finder man også en god restaurant med Skånes bedste Barolo-vin i tilknytning hotellet på Bäckaskog.
Byer
Skånes vigtigste byer, Ystad, Trelleborg, Skanør/Falsterbo, Malmø, Lund, Landskrona, Helsingborg, Åhus og Simrishamn er alle grundlagt i middelalderen som købstæder i det danske kongerige. Kun Kristianstad er yngre fra 1614, hvor den afløste Vä som købstad. Vä var blevet ødelagt af svenskerne under Gustav Adolfs vinterfelttog gennem Skåne i 1612. Ystad med sine mange gamle bindingsværksejendomme og velbevarede klosterkirke er en hyggelig og overskuelig by. I den danske tid var Lund præget af sin rolle som religiøst centrum. I dag er byen et lærdomscentrum i Sydsverige og rollen som universitetsby, domineret af ungdom er ret enestående i Norden.
Ales Stenar, fantastisk monument fra jernalderen, Skånes Stonehenge. Foto: skane.com©sydpol.com
Fra den danske historiske synsvinkel er Skanør-Falsterbo unikke. Her havde den danske konge sin største enkeltstående indtægtskilde i form af afgifterne fra det årlige Skåne-marked, og her byggede den danske konge stærke kystborge. Nu er det alene kirkerne, der vidner om tidligere tiders storhed: Falsterbos Sct. Gertrud med sit rige tyskprægede inventar og Sct. Olof i Skanør med sin ambitiøse arkitektur. Byer, kirker, borge, herregårde, klostre og storslåede oldtidsmonumenter fortæller om en rig og ombejlet landsdel, der med tiden kom i klemme mellem Danmark og Sverige – og efter ufattelige ødelæggelser og lidelser endegyldigt blev svensk i begyndelsen af 1700-tallet. Skånes danske baggrund er synlig mange steder, og det er egentlig forbløffende hvor meget der er bevaret fra den danske tid. En rejse til Skåne er således ikke blot en rejse gennem Sveriges sydligste provins, det er også en opdagelsesrejse udi Danmarks kulturhistorie.
–4–
Forfatterens favoritter bland Skånes kulturhistoriske minder: Nordvestskåne:
1. Bjärehalvön med de mange oldtidsminder 2. Brunnby Kirke med de rige kalkmalerier 3. Krapperup med sin smukke have og interessante hovedbygning 4. En med Tyge Brahe-minder 5. Vrams Gunnarstorp med en dejlig park
Nordøstskåne:
1. Maltesholm, herregården med den smukke beliggenhed 2. Åhus, hyggelig by med kirke, borgruin og rådhusplads 3. Skeingeborg, unik borgruin fra tidlig middelalder 4. Lyngsjö Kirke med den berømte døbefont 5. Wanås med skulpturpark
Sydøstskåne:
1. Ales Stenar, fantastisk monument fra jernalderen, Skånes Stonehenge 2. Övedkloster, et mesterværk af arkitekten Carl Hårlemann 3. Kungagraven i Kivik, en skånsk ”pyramide” fra bronzealderen 4. Glimmingehus, forbløffende velbevaret borghus fra 1400-tallet 5. Sct. Olof Kirke med rige træskærerarbejder fra senmiddelalderen
Sydvestskåne:
1. Lund med sin domkirke og frilandsmuseet Kulturen m.m. 2. Torup, prægtig firfløjet herregårdsanlæg med tilhørende åben park 3. Svenstorp, Skånes smukkeste renæssance-herregård 4. Fjelie Kirke med kalkmalerier fra flere forskellige perioder 5. Jørgen Kocks gård i Malmø. Skånes bedst bevarede købmandsgård i hanseatisk stil og med fremragende restaurant i kælderen
Niels Peter Stilling (f. 1953), historiker, Ph.d., leder af Søllerød Museum nord for København. Forfatter til flere bøger om Danmarks herregårde og kirker. Seneste bog: Kulturminder i Skåne (Politikens Forlag 2002), en bog om Skånes seværdigheder fra oldtid til nutid med hovedvægt på kulturminderne fra dengang Skåne var dansk.
–5–