Underfulde Mørke 1 – Udvalgt? by calibat6

Underfulde Mørke1

UDVALGT? EMIL BLICHFELDT

LYKKE BIANCA

ROARSKILDE

UNDERFULDE MØRKE 1

Underfulde Mørke 1 af Emil Blichfeldt © 2021 Emil Blichfeldt & Calibat Redaktører – Eva Munk og Teddy Vork Korrektur – Kira Moss og Inge Greis Illustration – Lykke Bianca Opsætning – Manfred Christiansen 1. oplag, 1. udgave, 300 eks. limited edition, 2021 Trykt hos ScandinavianBook, Danmark ISBN: 978-87-93728-56-1 Tak til Autorkontoen for økonomiske støtte til forfatter og illustrator, Tegnerforbundet for yderligere støtte til illustrator, Statens Kunstfond for støtte til tryk.

Underfulde Mørke 1 UDVALGT? ORD: EMIL BLICHFELDT ILLUSTRATION: LYKKE BIANCA

KAPITEL 1 - MADS Jeg ryster på hånden. Det gør ondt langt ind i min sjæl. Jeg fatter stadig ikke, hvorfor Arthur bare forsvandt. Politiet har ikke kunnet finde spor. Ingen har sagt det direkte, men alle de triste øjne fortæller samme historie. Han kommer ikke tilbage. Min bedste og særeste ven, der altid bare var der. Lige indtil han ikke var det længere. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er min skyld. Selvom det er uger siden, han forsvandt, tror jeg aldrig nogensinde, han forsvinder fra mig. Det er, som om han hager sig fast. Jeg drømmer endda om ham om natten. ”Minder er stærke, Mads,” sagde min psykologfar. ”Jeres venskab er uafsluttet, så rent faktisk er der kun én måde, du kan finde ro.” Det er derfor, jeg står her nu. I den gamle bydel, et stykke fra den store, smukke kirke. Jeg går mellem de

gamle bindingsværkshuse. Der, hvor træer vokser ud gen nem mure, og der altid er skodder for vinduerne. Hvor haver er vokset til næsten uigennemtrængelige urskove. Jeg står foran det oldgamle træhus. Det ser ud, som om det gror. Knopskyder med vakkelvorne spir og tårne, der støtter sig til husenes gamle trækonstruktioner for ikke at kollapse. Vokser sammen med egetræer, der er så gamle, at de stod der, før mine forældre blev født. Dér skal jeg ind.

Jeg går i stå med hånden ud for dørklokken. Jeg kigger op, mens jeg samler mod til at ringe på, så jeg kan tale med Arthurs sære morfar. Jeg skal op på Arthurs rodede værelse, som er placeret oppe i tårnet. Ind og sige farvel … Skal jeg bare droppe det hele og tage hjem? Kan jeg klare det? Vil det her overhovedet give mig nogen svar? Døren åbner, før jeg når at tænke mere. Et forpjusket hoved stikker ud. Kigger fra side til side som for at undersøge, om jeg bliver forfulgt. Så stirrer Arthurs morfar på mig med store øjne. ”Det var godt, du endelig kom. Arthur er forsvundet, og kun du kan finde ham igen!” Utallige spørgsmål brænder på min tunge, mens krogede fingre hiver mig ind i mørket og smækker døren bag mig.

KAPITEL 2 – GWEN Døren lukker bag drengen. Var det Mads? Ham, som Arthur altid talte om. Den nar skal jeg i hvert fald ikke snakke med. Jeg knytter næverne. Jeg kan ikke bare gå ind ad hoveddøren. Du kender ikke hans morfar godt nok. Find en anden vej ind, tænker jeg og ved jeg lyver for mig selv. Sandheden er, at jeg ikke magter at snakke med nogen af dem. Mads er en nar, og voksne giver mig kvalme. De er gået i stå i deres egne mønstre og har glemt, hvordan man tænker nye tanker. De kan ikke se verden med friske øjne. De ser den kun, som den altid har været. Fuck dem. Jeg er her for at finde ud af, hvorfor Arthur forsvandt. Ikke for at hyggesnakke med en gammel bedstefar, eller et skodhoved, der fuckede sin bedste ven. Jeg lyner min læderjakke tæt op i halsen og stirrer ind i den tilgroede

have. Tag dig sammen, Gwen, det er bare en have. Hvad kan der ske? Jeg puster ud og maser mig gennem buskadset. Hiver en busk til side og stirrer ind i øjne sorte som kul. Jeg kniber forskrækket øjnene i, og da jeg åbner dem igen, forstummer skriget på mine læber. For de sorte øjne er væk. Tilbage er kun lyde i krattet. Raslende blade og svirpende kviste.

Et dyr. Det var bare et dyr, tænker jeg med mit bankende hjerte helt oppe i halsen. Det var sikkert Arthurs halvtamme ravn. Jeg tager en dyb indånding. Lugten af formuldede blade virker sært beroligende. Jeg maser mig dybere ind i haven og når om til bagsiden af huset. Da jeg ser op, får jeg øje på et åbent vindue oppe i tårnet. Hvordan kommer jeg derop? Hvor svært kan det være? Arthur kravlede ud ad det vindue masser af gange. Men hvordan? Der vokser en slyngplante op ad muren. Det må være den, han klatrede ned ad. Så kan jeg vel også klatre op den vej. Jeg tager fat i plantens træagtige forgreninger. Den virker solid nok. Plejer det ikke at være prinsen, der klatrer op til prinsessen? Op ad hendes lange yndige, flettede hår? Jeg kører fingrene gennem mit korte, sorte hår og fnyser. Godt det samme. Vi er hverken prinser eller prinsesser. Og der er ingen happy ending, kan jeg ikke lade være med at tænke, før jeg begynder at hive mig op.

Det går nemt til at begynde med. Masser at gribe fat i. Højere oppe bliver det svært. Grene løsner sig med en knagen fra muren, da jeg hiver mig op. Vinduet er tæt på nu. Please, lad nu være med at knække. Jeg trækker mig hurtigere op. Planten knager og løsner sig langsomt fra muren. Det er ikke noget, jeg kan gøre. Jeg falder baglæns. Pis. Det ville aldrig være sket i en Disneyfilm!

KAPITEL 3 - MADS Der lugter sært i det gamle hus, lidt ligesom blade, der er faldet af træerne og formulder mellem buske. En gammel og venlig lugt. Venlig ligesom Arthurs morfar. Jeg har aldrig kaldt ham andet. Jeg kender ikke engang hans rigtige navn. Det står ikke på døren. Gad vide, hvad han hedder? Som kan han læse mine tanker, rækker han hånden ud og siger: ”Johannes … Ja, det er mit navn … du plejer jo bare at kalde mig ’Arthurs morfar’, men jeg tænkte, at nu, hvor vi to skal finde ud af, hvad der er sket, må vi hellere være dus. Tænker du ikke, det ville være fint, Mads?” ”Øh … jo, Arthurs morfa... jeg mener, Johannes,” mumler jeg og ser rundt i den rodede entré, hvor stabler af bøger fungerer som stativer til overtøj. Jeg tager min jakke af og smider den der, hvor jeg plejer, lige oven på Arthurs slidte jakke. Bortset fra, at den ikke er der nu. Han havde sin jakke på, da han forsvandt. Så trænger det

endelig ind i mit hoved, hvad Johannes sagde. ”Hvorfor tror du, jeg kan finde Arthur, når politiet ikke kan?” Johannes ler en knirkende gammelmandslatter og vinker mig med ud i køkkenet. ”De knægte kunne ikke finde deres egen hale, om de så sad på den. De giver

hurtigt op, hver gang nogen forsvinder.” Han skubber en stabel tallerkener til side, sætter to næsten rene kopper på bordet og skænker te til os. Han stiller en bøtte med købe-småkager på bordet og ser et øjeblik fortabt på dem. ”Ja, det er jo ikke helt det samme som Magdas kager.” Han sukker, fortabt i minderne om sin datter, Arthurs mor, der forsvandt for mange år siden. Han ser på mig, som om han har glemt, hvorfor jeg er der. Jeg tager et par lidt for bløde småkager og spørger igen. ”Hvad kan jeg, som politiet ikke kan?” Johannes’ øjne bliver skarpe, og han smiler med gule tænder. ”Du kan lede det rigtige sted.” Jeg tøver med småkagen halvt inde i munden. ”Har du ikke vist politiet tårnværelset?” Johannes slubrer te og mumler for sig selv. ”De ville ikke forstå det. Arthurs soveværelse var nok til at få dem til at tro, at han var hoppet ud foran et tog.” Det giver et gib i mig, og teen skvulper ud på bordet. Johannes ser undersøgende på mig. ”Tror du også, han er død?”

KAPITEL 4 – GWEN Jeg vælter bagud. Jeg dør! Tanken flyver hurtigere gennem mit hoved, end jeg kan falde. Med ét ser jeg noget bevæge sig mellem bladene. Noget, der ikke er grene. Det er brunt, ikke som den knudrede stamme, men fyldt med knuder. Et reb! Jeg griber det uden at tænke. Faldet stopper. Jeg priser mig lykkelig for de mange år, hvor jeg har gået til akrobatik. Jeg får hurtigt pusten og kravler op ad rebet, der leder hen til vinduet. Jeg sender Arthur en venlig tanke. Det var altså sådan, du kunne snige dig ud til koncerter, uden din morfar opdagede det.

Jeg kravler forpustet ind ad vinduet, der altid står åbent, så ravnen kan komme ind og ud, som det passer den. Tårnrummet er koldt. Der er et fint lag støv på spillebordet, og com puteren er iskold. Det er lang tid siden, han har været her. Tanken rammer mig som en knytnæve i maven. ”Han kan ikke bare være væk,” hvisker jeg mel lem sammenbidte tænder og prøver at lade være med at tænke på alle vores aftener sammen. Det går ikke. Koncerterne, diskussionerne, hans drillende blik. Det skæve smil. Alt sammen kommer væl tende. Han var den eneste med samme vid og bid i ordene som mig. Den eneste, der forstod mig rigtigt. Den eneste, der ikke elskede mig på trods af mit temperament og min fuck-you-attitude, men elskede mig for det. Elskede mig, som jeg er. Nu er han væk.

Jeg presser fingrene mod mine øjne for at holde tårerne tilbage. De er sorte af mascara, da jeg ser på dem igen. Du må ikke være død, Arthur!

KAPITEL 5 - MADS ”Om jeg tror, at Arthur er død?” spørger jeg Johannes. Jeg ryster langsomt på hovedet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Alle siger, at Arthur er væk, og at han ikke kommer tilbage. Det virker bare forkert. Som om det bare er noget, folk siger, fordi de synes, det er den eneste mulighed. Johannes lægger en kroget hånd på min skulder. ”Jeg forstår din sorg og fortvivlelse. Den må godt være der, men du er nødt til at finde ud af, hvad der er sket. Du skal ikke bare tro, hvad folk fortæller dig.” Jeg ser skeptisk på ham. ”Siger du, de lyver?” Johannes slubrer tænksomt den sidste te. Stiller sin kop til side på en vakkelvorn bunke tegneserier og slår ud mod et bord, der flyder med aviser og udklip. Han peger på overskrifterne fra forskellige aviser, mens han læser tekststumperne højt. ”Endnu en ung mand forsvundet.

Bølge af selvmord? Flygter de unge fra landet? Hvor er vores børn?” Johannes ser igen på mig. ”Arthur er ikke den første og næppe heller den sidste, der forsvinder. Der er ingen, der til fulde forstår, hvad der sker omkring os, og det gør os bange. Vi finder på historier, der kan forklare tingene, og det gør os mere trygge.” Han fnyser, som finder han folks behov for tryghed latterligt og løfter en finger i luften. ”Når du ikke kan tro de historier, du får fortalt, må du fortælle dine egne. Jeg har en formodning om, at Arthur var på sporet af de forsvundne børn. At han var ved at løse mysteriet på sin helt egen måde.” Han ser på mig med et stålsat blik. ”Er du klar til at gå op i Arthurs tårn? Er du parat til åbne Pandoras æske? Er du villig til at risikere alt for din ven?” hvisker han, griber sin stok og kommer op at stå på stive ben. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så i stedet stopper jeg en håndfuld småkager i lommen og følger ham ud i gangen til trappen. Johannes peger op med sin stok. ”Du må gå alene, mine ben dur ikke længere til trapper. Jeg sætter mig i stuen og leder videre. Der må være et mønster i forsvindingerne.”

Han vender sig for at gå. Men tøver og ser på mig. ”Har du sagt til din far, hvor du er? Alle forældre er forståeligt nok nervøse og vil have styr på deres børn.” Jeg nikker og tager telefonen frem. Intet signal. Jeg glemmer altid, at der ingen forbindelse er i det gamle hus. ”Jeg har sagt til far, jeg er her, men ikke hvornår jeg kommer hjem. Hvis han ringer til dig, så bare kald på mig.” Den gamle mand nikker og smiler. ”Ja, ja. Din far er en fin fyr. Jeg siger bare til ham, du kan spise her, hvis dine undersøgelser trækker ud.” Jeg smiler taknemmeligt og går op ad trappen. Op til næste etage, hvor døre i hver side af gangen fører ind til flere værelser. Jeg åbner døren ind til Arthurs rum og går ind i hans lille, rodede soveværelse. Som forventet er der ingen Arthur. Kun en seng. Bunker af bøger og tegneserier. Den gamle pladespiller og alle hans elskede plader. Metalmusik lige fra Black Sabbath til Saturnus, Heidra og Draconian. ”Damn, dem har vi lyttet meget til, mens vi spillede…” mumler jeg og lader blikket glide over væggene, hvor mørke bandplakater varsler død og undergang. Sikkert dem, der har fået politiet til at tro, at

Arthur er død … og så brevet på hans natbord, hvor der med alt for gammeldags håndskrift står: ”Vi ses på den anden side.” Jeg ryster på hovedet, fordi jeg ved, hvad han hentyder til. Jeg hvisker: ”Du er altid så kryptisk, Arthur. Klart, de troede, du var død.” Jeg går hen til reolen. Ingen har åbenbart undret sig over, at den svæver et par centimeter over gulvet. Jeg griber en helt bestemt slidt og tyk bog. Ravnen. Dem, som kender Edgar Allan Poe, ved, at Ravnen er et ret kort digt. Ikke en tyk bog. En typisk Arthur-gåde. En invitation, du kun kan se, hvis du ser tingene på hans måde. Jeg kan kun hive bogen et lille stykke ud. Med et svagt klik svinger reolen frem og afslører en åbning. Jeg klemmer mig ind i mørket og følger den slidte trappe op i tårnet.

KAPITEL 6 – GWEN Tårnværelset er totalt kaos. Rod eksploderer ud over gulv og vægge. Tegninger, terninger, grene og knogler fylder hver en kvadratcentimeter. I det mindste er der ingen tomme pizzabakker og sure sokker. Hvem fanden kan leve i sådan et rod? tænker jeg og går hen til det store bord i midten af rummet. Bordet er fyldt med hans elskede rollespilsfigurer. Endnu mere rod. Jeg lægger hovedet på skrå. Eller er der et mønster, jeg ikke kan se?

Jeg går ned i knæ og ser på alle figurerne. Der er flest monstre, men i midten står der fire spilfigurer. Jeg genkender dem fra de gange, jeg har spillet hans rollespil Uvirkeligheden. Jeg løfter dem én for én. Cleric, en præst med sit grå skjold. Warlock, en troldkriger med sværd og en sort bog. Den store ridder med sit lysende langsværd. Til sidst den lille, sorte rogue, tyven, jeg spillede. Figuren blegner ved ridderens side. Var de tre andre også nogle, du spillede med? Lance fortalte i hvert fald, at I spillede sammen. Han er sikkert den store ridder, hvis jeg kender ham ret. En af figurerne tilhører Mads, men hvem er den sidste? Så falder mit blik på noget, der får mit hjerte til at synke i livet. Jeg rækker ud ... Trappen knirker. Jeg trækker hånden til mig. Nogen er på vej op. Jeg ser mig rundt. Ingen oplagte skjulesteder, men da dørhåndtaget glider ned, er der ikke andet at gøre, end at vælge det mindst dårlige.

KAPITEL 7 - MADS Efter et par snoninger op ad trappen ændrer mørket sig, og dunkelt lys trænger ind oppefra. Der lugter ander ledes, af tørt støv og kold luft. Og så er jeg i tårnrummet. Sløret lys kommer ind ad mange små vinduer. Den kolde træk fortæller mig, at et vindue er åbent. Det er der næsten altid, så Arthurs ravn kan flyve frem og tilbage, som det passer den. Ravnen sidder ikke på geviret eller en af de mange krogede grene, som Arthur har skruet fast til væggene. Den er nok ude at undersøge verden. Hente vildfarne sjæle til Uvirkeligheden, som Arthur sagde med et skævt grin og et blik, jeg aldrig kunne aflæse. Lavede han sjov eller mente han det for alvor? Mellem grenene er væggene dækket af Arthurs teg ninger. Tegninger af sære væsner fra en anden verden. Tegningerne er afbrudt af to reoler, fyldt med roman er og rollespil. Call of Cthulhu, Shadowrun, Vampire,

men mest Dungeons & Dragons, selvom vi spillede et helt andet spil. Arthurs eget spil. Reolerne står på hver side af arbejdsbordet med en slukket computer og 3D-printeren, der ellers altid var i gang. Den er gået i stå halvvejs i printningen af en stor figur i en kutte, der sidder på noget, der kunne blive en trone. Krogede fingre kommer ud af kuttens ærmer, der er dækket af runer. ”Sikkert en troldkonge af en slags,” mumler jeg og vender mig mod tårnværelsets vigtigste del. Midt i rummet står det store spillebord. På bordet er der bygget et miniaturelandskab, hvor mit team af eventyrere står parat. Jeg griber figuren med det grå skjold. ”Jeg ville give min højre arm for at styre min cleric på nye eventyr, for det ville betyde, at du var her igen, Arthur,” siger jeg og betragter horden, der omringer mit team. Sære væsner. 3D-printede figurer fra Arthurs krøllede hjerne. De samme væsner, som han har tegnet og hængt op på væggene.

Drager, enhjørninger og underjordiske væsner med lange tænder og skarpe øjne. Sortlinger, som Arthur kaldte dem, når vi spillede hans hjemmelavede rollespil, hvor min store mission var at stoppe Den Hornede, før hans sortlinger slagtede voksne og forvandlede børn til monstre. Jeg nåede aldrig at fuldføre det eventyr, før han forsvandt. Jeg husker hans skæve grin, når jeg blev frustreret over, hvor uigennemskueligt hans system var. Der er for mange regler i Dungeons & Dragons. Regler er en spændetrøje for fantasien. Sig farvel til virkeligheden og lad os drage ind i Uvirkeligheden, sagde han og lavede sine egne regler. ”Der er sgu altid regler og systemer. Der er bare nogle, der følger dem, og andre, der laver dem,” mumler jeg for mig selv og lader fingrene glide langs kanten af det tunge egetræsbord, der er alt for stort til nogensinde at have kunnet komme op ad trappen. ”Måske har de bygget tårnet rundt om bordet?” hvisker jeg og følger benenes sære udskæringer af fantasivæsner med fingrene. Så opdager jeg noget. Der ligger en figur under bordet. Jeg samler den op, men ser ikke nærmere på den, for i det samme ser jeg

noget, der absolut ikke burde være der. Midt på bordet ligger noget, der får mig til at miste modet. Arthurs notesbog. Den lille, sorte bog, han altid har med sig, lige meget hvor han er. Havde. Ved tanken tvinger jeg mig selv til at tage en dyb indånding. Jeg løfter bogen. ”Så er du altså væk,” siger jeg gråd kvalt. I det samme ser jeg den gule post-it på bogen og læser mumlende: ”Lad den rette komme ind.” Det er en henvisning til en bog og film, hvor vampyrer færdes i samme verden som vores, men måske er det også en besked. En besked til mig?

KAPITEL 8 – GWEN Lad den rette komme ind.” Da jeg hører Mads’ ord, kunne jeg banke hovedet ind i væggen af bare ærgrelse. Han fandt også Arthurs notesbog. Hvorfor tog jeg den ikke, da jeg så den? Han havde lagt den til mig! Det er vores film. Vi så den igen og igen. Jeg skulle have bogen. Han ville have mig til at regne ud, hvad der er sket. Jeg skal redde ham. Ikke det troløse kryb til Mads! Hvad fanden gør jeg? Skal jeg hoppe ind og tage bogen fra ham? Jeg bider mig i underlæben og ved, der er et kæmpe problem. Hvis alle Arthurs spor er koblet op på alt det rollespilsgøgl, er jeg på røven. Jeg har kun spillet i kort tid, og Arthurs verden er så pissekompleks. Mads har spillet med Arthur, siden de var små. Mads er nøglen, men hvordan kan jeg få ham til at hjælpe mig uden at spørge pænt?

Idioten mumler, mens han bladrer i notesbogen. Hvor fucked up skal man ikke være for at tale med sig selv, jeg spørger bare? Men måske kan jeg bruge det mod ham? Mens Mads mumler videre, vokser mine planer sig større. Jeg klarer det ikke alene, men jeg ved lige, hvem jeg skal spørge. Jeg har mest lyst til at skride med det samme, men det kan jeg ikke. Jeg er nødt til at få alle detaljer med, så jeg kan snøre Mads og få Arthur tilbage.

KAPITEL 9 - MADS Jeg åbner bogen. På første side skiller noget sig ud fra Arthurs krogede skriblerier og tegningen af et hornet væsen. Det er endnu en gul seddel, hvor spinkel skrift fylder hele lappen. Jeg læser den højt: ”Du er sikkert som de andre, men jeg giver dig en chance. Måske kan dine øjne åbnes, og du vil se det samme, som jeg ser. Følg mig og mød mig på den anden side. Vi ses i Uvirkeligheden. Ærbødigst Kharon.” ”Hvad er forbindelsen mellem den anden side og Uvirkeligheden?” mumler jeg og ser ud over bordet, mens jeg prøver at finde et mønster. Så slår det mig. ”Kharon er færgemanden, der fragter folk mellem de levendes og dødes verden i den græske mytologi.” Men for Arthur handlede det ikke om døden. Han var mere optaget af heltene, der i alle mytologier kunne bevæge sig mellem verdenerne. Når vi spillede, kaldte han sig ikke dungeonmaster eller spilleleder, nej, han var Kharon, der,

mod betaling af en symbolsk mønt i form af en piratos, fragtede mig over i sin fantasiverden, Uvirkeligheden. En verden, hvor jeg kun kunne komme frem ved at forstå, hvordan væsnerne fungerede. Væsner, der ikke var onde eller gode, men alle handlede efter indviklede tankesæt og trosretninger. Hvor lysvæsner tilbad Den Tilslørede, og mørkevæsner tilbad Den Hornede. ”Er det Den Hornede i starten af notesbogen?” mumler jeg og læser det sidste af sedlen igen. ’Følg med og mød mig på den anden side. Vi ses i Uvirkeligheden. Ærbødigst Kharon … ’ Hvis Arthur er Kharon, hvordan skal jeg så følge ham?” spørger jeg ud i rummet og ser ud over bordet. Landskabet er opbygget som et vrang billede af vores by og skov. Et sted, hvor den virkelige og uvirkelige verden smelter sammen. ”Hvordan skal jeg følge dig, når jeg ikke ved, hvor du er gået hen?” sukker jeg og sætter mig i Arthurs stol. Jeg har mest lyst til at give op og gå. Droppe det hele, gå hen til Tina og stene YouTube, snakke med hende og fortælle, at jeg endelig er kommet mig over Arthurs forsvinden. Men det er jeg jo ikke!

Så i stedet for at gå, bladrer jeg i bogen. Der er indsat masser af gule sedler med kryptiske noter og sære tegninger. Jeg ved godt, jeg ikke kan gætte de andre noter, før jeg har gættet den første. ”Hvis Arthur er Kharon, så vil jeg se vejen, når jeg følger ham. Men hvor er sporet, der leder mig til vejens begyndelse?” mumler jeg, idet jeg ser skitsen af den tilhyllede mand i hans notesbog. Tegningen får en klokke til at ringe. Det er Kharon. ”Arthur har jo lavet Kharon til en figur. Hvor er den?” udbryder jeg.

KAPITEL 10 – GWEN Kharon? Hvad snakker han om? Trods al min træning begynder mine arme at ryste. Det er hårdt at hænge i rebet under vinduet, men jeg er nødt til at have det hele med. Jeg må vide mere. Et suk undslipper mine læber. Så bliver der stille i tårnværelset. Jeg stivner. Hørte han mig?

KAPITEL 11 – MADS En lyd fra vinduet får mig til at se op. Er det ravnen? Men der kommer ingen stor, sort fugl ind ad vinduet. ”Sikkert bare vinden,” mumler jeg og ser Kharonfiguren stå på bordet. Der er flere af den samme figur. Kharon står ved to huse i den nye bydel, og han står ved et tårn i den gamle, og på broen ind til skoven, hvor træer vokser kroget og langsomt sammen. Hvor ingen færdes efter mørkets frembrud. Kharon står også ved bredden af mosen i skoven. Jeg har set Kharon-figuren et sted mere, men hvor? Så kommer jeg i tanke om figuren, jeg samlede op fra gulvet, og hiver den op af lommen. Kharon. Hvad lavede den på gulvet? Det må jeg finde ud af senere. Først må jeg danne mig et overblik. Jeg tæller. Seks figurer. Seks steder. Seks muligheder. Tre gange tallet seks. 666 – magisk og satanisk.

”Er du gået hen til de steder?” mumler jeg. Pludselig forstår jeg det hele. ”Typisk dig, Arthur. Din skrupskøre skid,” griner jeg og mærker lettelsen brede sig. ”Du har lavet dit spil ude i den virkelige verden, og min mission er at finde dig!” Jeg knuger Kharon. ”Figurerne er dit spor. Jeg skal følge Kharon rundt i byen for at komme til Uvirkeligheden … måske er det en hule i skoven?” Da jeg siger det højt, føles det både rigtigt og forkert. Men det giver god mening, for når vi spiller, er missionerne aldrig så simple, som de ser ud til. Måske er han ikke død, han har bare gemt sig! Tanken får modet til at vokse indeni. Jeg må finde ud af det undervejs, og jeg klarer det fint uden hjælpere, for her i vores verden er der ingen monstre,

kun problemer, der kan løses med en skarp hjerne. Men lige meget hvor skarp jeg er, bliver det ikke let at regne det hele ud. Hvis jeg kunne gætte det hele med det samme, ville det også være helt anderledes end normalt. ”Hvor starter jeg? Sporet er Kharon, men i hvilken rækkefølge skal sporene følges for at vise vejen, der fører mig til Arthur?” mumler jeg og ser på bordet, hvor brættet forestiller vores by. ”Jeg er i den gamle bydel. I et hus med tårne. Er det tårnet på bordet?” Jeg klør mig i håret og kan mærke, at løsningen er snublende tæt på. Der er seks Kharon-figurer. En lå under bordet. Er hver færgemand et spor? Kan hver færgemand bringe mig videre på min færd? Hvis den i tårnet ikke er Arthur … er det så hans morfar? Eller er alt det her bare noget i min fantasi? Jeg kan ikke overskue det hele, men jeg er nødt til at gøre noget. Ellers kommer Arthurs forsvinden til at forfølge mig resten af mit liv.

Jeg hiver telefonen frem og tager billeder af de andre steder, Kharon står. Så stikker jeg telefon og notesbog i lommen. ”Jeg skal nok finde dig, Arthur, og få dig med tilbage. Først snakker jeg med Johannes, og så går jeg hen til biblioteket,” siger jeg og går ned, mens jeg håber, at Johannes kan hjælpe mig videre. Jeg ryster på hovedet ad mig selv. ”Det ser ud til, at jeg alligevel må finde hjælpere.”

KAPITEL 12 – GWEN Jeg er hurtigt nede ad rebet. Løber gennem højt græs, springer over en tilgroet havestol, dukker mig under grene, undgår lige akkurat en tornebusk. Jeg har travlt, jeg skal frem før Mads. Han ville først snakke med Johannes, derefter på biblioteket. Jeg skal derhen før ham og sætte fælden, med mig selv som madding. Jeg skal bare have noget backup med på vejen. Jeg ved præcis, hvem jeg skal have fat i, og på det her tidspunkt af dagen ved jeg lige, hvor han er.

KAPITEL 13 - MADS Jeg går ned ad trappen og ind i den varme stue. Gulvet knirker. Katten, Blaze, ligger på Johannes’ skød og ser årvågent på mig. Arthurs morfar er opslugt af sin bog og ser mig først, da Blaze sætter af og forventningsfuldt går mig i møde. Den store skovkat begynder at spinde i samme øjeblik, jeg lader min hånd glide gennem dens bløde pels. ”Fandt du, hvad du søgte?” siger Johannes og lægger sin bog i skødet, med en finger mellem siderne. Jeg løfter notesbogen og Kharon-figuren med den ene hånd, mens jeg kæler for katten med den anden. ”Jeg fandt nogle spor, og jeg tror, det første af dem er dig.” ”Mig?” spørger han forundret. Jeg går fra katten, giver Johannes Kharon-figuren og fortæller ham, hvad jeg har fundet ud af, mens jeg viser ham billederne af figurens placeringer på telefonen.

”Jeg tror, at hver figur hænger sammen med et sted i byen, og hvert sted kan bringe mig videre i min søgen efter Arthur. Så hver Kharon er et spor, der viser vejen til Arthur.” ”Det lyder meget mærkeligt, men Arthur er jo heller ikke helt almindelig … hvor lagde jeg nu mine briller?” Jeg ser skævt på den gamle, sære mand. ”Du har dem i panden.” ”Nå ja, det har jeg også,” mumler han og hiver dem ud af sit filtrede, hvide hår og ned foran øjnene. ”Jeg ved ikke præcist, hvordan jeg kan hjælpe dig, men jeg ved, at Arthur tit har kigget i mine leksika og bøger, så lad os prøve at starte fra begyndelsen. Lad os se, om han har ledt efter information om Kharon.” Jeg leder i Salmonsens store leksikon og efter mange minutters bladren rundt smækker jeg bogen i. ”Jeg kan ikke finde en skid!” Johannes rynker på sine bryn over mit sprog og siger: ”Kharon kan staves på mange måder, prøv igen.” Jeg stønner. ”Hvorfor kan jeg ikke bare google det?” Johannes’ øjenbryn skyder i vejret. ”Det nemme svar er, at der ikke er internet her i huset. Det lidt længere

svar er, at du nok ikke finder Arthur med Google. Måske vil det, du søger, ikke bare blive besvaret med et direkte opslag i et enkelt leksikon. Der er jo også mange andre bøger at kigge i.” Jeg ser rundt og sukker højlydt. ”Jamen, der er så mange, det kommer jo til at tage et helt liv at bladre igennem dem alle.” ”Så er det godt, jeg har brugt et helt liv på at læse i dem. Du undgår ikke at bruge tid, men jeg kan hjælpe dig med at finde bøger, hvor Kharon optræder, det er jo alt fra skønlitteratur til opslagsværker om den græske mytologi ... ”

Johannes’ stemme glider i baggrunden. Hans venlige mumlen har været baggrundsstøj så mange gange før, når jeg besøgte Arthur. Det er lidt, som om hans ord og de støvede sider lokker minderne om Arthur frem. Gad vide, hvad han lavede, når vi ikke var sammen. Var han helt væk i sin computer og bøger, eller havde han mon andre venner end mig? Kendte nogen Arthur bedre end jeg? Kendte jeg ham virkelig? Var der noget, jeg aldrig fik at vide?

KAPITEL 14 – ASBJØRN Signe hyler op nede fra køkkenet. Noget med, at nogen har tømt slikskabet. Jeg ved godt hvem. Far brummer som svar. Han er sikkert træt oven på en lang dag på universitetet, og han gider ikke hendes brok, men det vil helt sikkert ikke forhindre ham i at finde de skyldige og give dem en skideballe, så gardinerne blafrer. Det røvhul. Jeg blinker til Monrad, men min halvbror sidder med øjnene klistret til skærmen. Fortnite på PlayStation. Jeg pløkker ham uden problemer. Hans tanker er et helt andet sted. ”Er du bange for at få skældud af din moar?” vrænger jeg. Monrad løfter en finger til sine læber. ”Ti stille. Vi skulle aldrig have taget så meget slik. Arne går amok.” Hans hviskende stemme bæver.

Han er skidebange for min far. Det er jeg ikke. Jeg er ikke bange for nogen, siger jeg til mig selv. Hellere tage kampen med det samme, så slipper Monrad også for min fars lort. ”Stik mig en tyver, bro, så tager jeg skylden.” Monrad ser lettet på mig. ”Tak.” Jeg smiler til den lyshårede dreng. Han er et par år yngre end mig, men faktisk helt okay, hvis han bare ikke var så meget et dydsmønster, men måske er hans uskyldighed grunden til, at jeg altid beskytter ham?

Jeg smider controlleren. Og bare for at markere min sejhed, så Monrad kan se, at de mange timers boksetræning giver pote, rejser jeg mig i en glidende bevægelse. Drejer rundt i det lille værelse. Lader blikket glide over alt vores rod. Lige fra computeren, den uredte seng og skabet, der ser ud, som om det har kastet op på gulvet, så vi må vade i tøj, og hen til vinduet, der står på klem. Jeg standser. Et kort øjeblik er det, som om der er noget uden for vinduet. Jeg ser ud, men det er naturligvis bare det gamle æbletræ, der vajer i vinden. Eller var det en fugl? En stor, sort fugl? Jeg ryster på hovedet ad mig selv og rusker Monrad i håret. ”Jeg har din ryg, bro,” siger jeg og går ud af værelset, ned i stuen, hvor Signe er hysterisk, og far er indebrændt. Business as usual. ”Hva’ så, spasser?” griner jeg og slår ud med armene. ”Jeg åd slikket. Køb dog noget nyt i stedet for at hyle, som om det er verdens undergang.” Signe bliver helt hvid i hovedet.

Far smiler næsten. Hans hånd rammer min kind, som jeg vidste, den ville gøre. ”Tal ordentligt, knægt, og stik så ned og køb noget nyt slik.” ”Du må da ikke slå ...” hvisker Signe og holder sig for munden. Jeg retter bare hovedet op. ”Slap af, Signe. Far slår som en tøs.” Han slår hårdere denne gang. ”Sig undskyld!” Min kinder skriger af smerte, men jeg har prøvet værre til træning, så jeg smiler overlegent og vender mig mod Signe, der er lige ved at græde. ”Undskyld, jeg tømte slikskabet.” Far nikker anerkendende og hiver en pengeseddel frem. Stikker den i min skjortelomme og siger: ”Stik ud og køb noget nyt slik til din mor.” Hun er fand’me ikke min mor. Jeg blinker til Signe. ”Tør øjnene, smukke. Jeg tager sgu ikke skade af et par flade.” Mine øjne er kolde, da jeg vender mig mod far. Det skal du få betalt! Du får hver og en tilbage med renters rente, når du mindst venter det!

Han nikker til mig, som om han kan læse mine tanker og siger: ”Du skal først komme tilbage, når du er parat … til at opføre dig ordentligt.” Jeg smiler bare endnu bredere. ”Jeg skal nok komme tilbage … når jeg er parat.” Og det kommer ikke til at have noget at gøre med at opføre mig ordentligt, tænker jeg og går ud i skumringen.

KAPITEL 15 – LANCE Som sædvanlig slår jeg et smut forbi supermarkedet efter træning. Snupper en klase bananer i grøntafdelingen, som er god, hurtig energi efter et par timers kendo. Jeg går mellem hylder med madvarer, plukker havregryn og rosiner, mens jeg nynner med på sangen, der drøner i mine hørebøffer. Da jeg ser folks blikke rettet mod mig, går det op for mig, at jeg synger for fulde drøn. Jeg smiler til en gammel dame, der ser skræmt op på mig. No wonder. Jeg ser også pissefarlig ud. To meter muskler og flæsk, pakket ind i cowboybukser og læderjakke. Langt, krøllet garn indrammer et mørklødet ansigt og hørebøffer, der brager metal af den gamle skole. Det eneste, der øde lægger min hårde attitude, er mit store smil. Jeg kan ikke gøre for det, det er der bare altid. Det og så min lyst til at gøgle.

Jeg glider ned på knæ foran den grå madamme og synger Dios vokal så rent, som var han her selv: ”Those who have taken the oath tonight, are well prepared they know they’ll do or die even if it’s suiciiiiiide.” Efterfølgende hiver jeg hørebøfferne ned om halsen og griner til den gamle, der ikke helt ved, hvad hun skal gøre af sig selv. ”Lidt en paradoksal linje, ikke?” siger jeg og blinker frækt til hende.

Hun ser sig forvirret fra side til side som for at sikre sig, at det er hende, jeg taler til. ”Altså, jeg mener die og suicide, det er ligesom lidt det samme, ikke?” Hendes blik fokuserer på en bag mig. En hånd lander på min skulder. ”Render du nu rundt og skræmmer gamle damer igen, Lancelot?” Jeg vender mig rundt på knæ og ser hende ind i øjnene. ”Gwenifaire, min dronning, fortæl mig, hvorfor mit usle åsyn fortjener dit skønne blik?” En lyserød boble vokser ud mellem hendes sorte læber, og sprænger med ordene. ”Drop gøgleriet, Lance. Jeg har brug for din hjælp. Jeg har fundet noget, der måske kan lede os på sporet af Arthur.” ”Jeg troede, han var forsvundet ligesom de andre?” Hun sukker og fortsætter: ”Og forsvundne skal findes af deres venner.” Jeg kommer roligt på benene og står foran hende. Jeg er en halv meter højere. ”Vis vejen til kongen, min herskerinde!” Hun fnyser. ”Du spiller for meget rollespil, Lance.”

”Jeg tror snarere, du spiller for lidt,” griner jeg og hiver hende ind i et kram. ”Ungdommen nu til dags,” mumler den gamle dame. ”Vi skal af sted nu, Lance,” siger hun og gør sig modvilligt fri af mine arme. ”Jeg lever for at tjene,” griner jeg og snupper et par liter kakaomælk på vejen mod udgangen. Henne ved kassen står en ung gut og bager på kasse damen, men får ikke andet ud af det end et genert blik, da han betaler for sit slik. Jeg smiler til ham og stiller mine varer på båndet. Han ser hidsigt op på mig, som om min størrelse er en udfordring. Det oplever jeg ofte ude i byen, men det er ikke gået galt endnu. Ikke for mig i hvert fald. Kamplysten stråler ud af ham, idet han skyder hagen frem og spydigt siger: ”Hva’ så, hr. og fru monster? Er det allerede Halloween?” Gwen sukker meget træt. Hun har sikkert hørt den kommentar tusind gange. Det har jeg også, men det rører mig ikke. Jeg ordner problemet, som jeg plejer. Med barnlig charme. Jeg rækker hånden frem. ”Slik eller ballade?”

Han griner og smider en håndfuld slik i munden. ”Ballade, anytime.” Der er noget i hans blik, der gør, at jeg bare ved, jeg vil kunne lide ham. Jeg vinker ham hen mod mig. ”Følg os, og dit ønske vil gå i opfyldelse. Vi er på vej mod nye eventyr.” siger jeg, mens jeg betaler for varerne og stopper dem i min rygsæk. ”Lyder spændende. Er der andre monstre med?” griner han og skæver til Gwen. Hun tager sig til hovedet. ”Hvad er det med dig og andre mennesker, Lance? Man skulle tro, du vil være venner med alle. Det er sygt, siger jeg dig. Sygt!” Jeg læner mig frem og hvisker hæst: ”Jeg er en syg mand, Gwen, og du er kuren.” Et kort sekund bliver hendes øjne bløde, og hendes underlæbe skælver. Jeg må minde mig selv om, at vi bare er venner. Min nye ven griner. ”Fedt, mand. Total lovestory mellem Frankenstein og Draculas lillesøster.” Gwens øjne bliver mørke igen. ”Okay, smartass, giv mig én god grund til, at du skal med os og ikke blive kvalt i dit slik.”

Jeg puffer dem begge ud af butikken. ”Kom, venner. Lad os forklare vores nye, forvirrede ven lidt om litteraturen.” Jeg løfter en pegefinger og imiterer en belærende skolemester. ”Frankenstein er manden, der laver et monster. Monsteret hedder ikke Frankenstein, og Dracula har ikke en lillesøster.” Så slår jeg over i min vanlige, begejstrede facon, som altid irriterer Gwen. ”Jeg er ikke et monster, men blid som et lam, og min iltre veninde, Gwen, er optaget, så drop alle dine drømme om at føle hendes tænder mod din hals.” Han griner til mig. ”Og du er måske hendes fyr?” Jeg ser påtaget overrasket ud. ”Mig? Nej-nej. Jeg er hendes væbner, Lance. Vi er på jagt efter hendes fyr, og hvis jeg ikke tager meget fejl, så finder vi ikke Arthur uden at få ballade.” Gwen vender sig med et diabolsk smil på læberne. ”Det er nemlig rigtigt. Jeg har fundet en, der måske kan føre os til Arthur.” Min nye ven gaber. ”Det lyder sgu for nemt. Hvis I finder på noget mere spændende, så ring til Asbjørn, ellers er jeg ude af vagten.”

Gwen fnyser og svarer, som om hans ord var en udfordring. ”Det lyder måske nemt, Asbjørn, men det er det ikke. Arthur er en af de forsvundne, og Mads vil ikke hjælpe os, så vi er nødt til at overtale ham på en anden måde.” Asbjørn ser spørgende op ad min massive krop. Jeg prikker mig på panden. ”Ikke med vold, men med list.” Asbjørn spidser læberne og vender sig mod Gwen og siger: ”List og forsvundne folk. Det lyder straks mere interessant. Lad os høre din plan, og lad den være fyldt med loot og levels.” Gwen ruller med øjnene. ”Åh nej, ikke endnu en rollespiller. Er I sikre på, I ikke allerede kender Mads?”

KAPITEL 16 - MADS ”Mads?” Arthurs morfar stirrer undersøgende på mig, mens han holder en gammel bog op foran mig. ”Er du overhovedet til stede?” Jeg virrer med hovedet. ”Nej, jeg var vist væk i tankerne.” Johannes ryster på hovedet med et lille smil om læberne. Han rækker bogen frem. ”Jeg faldt over denne, mens jeg ledte. Det er en gammel familiebibel, og det er jo ikke græsk mytologi, men jeg lagde mærke til den gule seddel. Den er magen til den i Arthur notesbog, og der står Kharon på noten. Måske har han lagt bogen til dig?” Jeg synker en klump. Det er den samme bibel, jeg fandt i et antikvariat, jeg arbejdede i for et par år siden. Bogen, der gjorde Arthur nærmest besat af tankerne om andre verdener og andre virkeligheder. Det var den bog, der fik ham til at tænke, at fantasiverdener er lige så vigtige som virkeligheden.

”Mads? Du forsvandt vist igen. Er det en bog, du har set før?” Jeg nikker. ”Ja, jeg så den første gang, dengang jeg arbejdede i Sirichs antikvariat.” Johannes vender bogen mellem sine hænder og smiler. ”Nå, ja. Jeg tror faktisk, Arthur fik mig til at købe den af Sirich. Det er ikke nogen sjælden bog, men den er da meget fin med alle sine kobbertryk.” ”Jeg tror, du tager fejl,” siger jeg og slår op i bogen, så han kan se de sære symboler, nogen har tegnet for over hundrede år siden. Skrevet oven på skriften i bogen. Johannes’ øjne bliver store. ”Det er jo en grimoire. Trolddom skjult i en uskyldig familiebibel.” Jeg nikker, mens jeg bladrer. Jeg ser nu, at Arthur har indskrevet sine egne noter med blyant. Bogen er helt sikkert vigtig. Måske er der én ting, jeg skal finde, for hver Kharon-figur? I spillet skulle jeg altid finde sære genstande, amuletter, bøger, våben. Ting, der skulle bruges til at løse den endelige udfordring. Er det det, jeg skal bruge bogen til? Johannes snakker videre. ”Den fik jeg vist for billigt. Den er meget værd.”

Det er, som hans ord stikker. ”Den er ikke bare meget værd i penge. Den er meget værd for Arthur. Den gav ham troen på, at der er mere end vores verden.” Johannes synker sammen og får blanke øjne. ”Ja, han havde jo brug for at tro på noget, dengang hans mor forsvandt.” Jeg bider mig i underlæben og ved ikke, hvad jeg skal sige. Johannes og Arthur havde altid taget sig af Magda. Den sære og skrøbelige kvinde, der gik gennem stuerne som et forjaget spøgelse, indtil hun en dag ikke var der mere. ”Hvad skete der egentlig med hende?” Johannes tager sine briller af med rystende hænder. ”Magda gik bort.” Jeg kan tydeligt mærke, hvordan det smerter ham at snakke om hende. Alligevel kan jeg ikke tie stille, måske fordi mit gådeinstinkt fortæller mig, at der er noget, der ikke stemmer. ”Men hvor gik hun hen?” Langsomt retter den gamle mand sig op, og for første gang kan jeg se, at han engang har været en stor mand. En farlig mand, fortæller glimtet i hans øjne. ”Der er

visse ting, man skal lade ligge. Det er ikke alt, man skal spørge ind til.” ”U-undskyld. Det er bare, fordi Arthur skrev: Den anden side på noten, og du sagde: Gået bort om Magda. Begge dele er andre ord for døden, men det kan også betyde at bevæge sig hen til et andet sted.” Johannes sætter sine briller op i håret, tørrer irriteret sine øjne og mumler: ”Alt det støv fra de gamle bøger. Måske skal du til at komme videre, så jeg kan få mig en lille lur.” ”Undskyld, jeg borer i det. Jeg har bare brug for at finde ud af, hvad der er sket med Arthur, og du sagde jo, at vi skulle finde ud af det sammen,” plaprer jeg. Johannes ser et kort øjeblik ud, som om han vil råbe ad mig, men så synker han sammen og støtter sig til bogreolen. ”Jeg skulle aldrig have draget dig ind i min families historie. Det er alt for farligt, men jeg er så gammel og så svag. Det var jo meningen, at Magda og Arthur skulle overtage. At de skulle løfte arven. At Arthur skulle holde balancen i de kommende år.” Hans stemme er skinger, mens han griber i min arm og holder fast.

Jeg stirrer vantro på den gamle mand. Er han gal? Har tabet af hans datter og barnebarn gjort ham sindssyg? Han glipper med øjnene, giver slip på min arm og lader rolige øjne glide over mit ansigt. Han taler, som om han kan læse mine tanker. ”Du må tro, jeg er gal, sådan som jeg snakker. Det bedste for dig ville være at komme videre med dit liv og glemme alt om Arthur.” Hans øjne får et koldt skær, jeg ikke har set før. ”Var der ikke også noget med, at du havde mødt en pige? Arthur søgte ensomheden på sit værelse langt mere, efter han ikke så dig så ofte.” Hans ord rammer mig som en lussing. Ord, jeg selv har tænkt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. I stedet vender jeg ham ryggen og løber ud af huset.

KAPITEL 17 - MADS Johannes’ ord brænder i mit sind. Jeg går nedbøjet gennem støvregnen. ”Hvorfor sagde du sådan, Johannes?” mumler jeg for mig selv. Han opførte sig nøjagtigt, som dengang mor rejste fra byen. Hun var også vred. Jeg stopper op, idet noget går op for mig. ”Men hun var ikke vred på mig, selvom det virkede sådan.” Med ét forstår jeg, at Johannes brugte vreden til at skubbe mig væk. Det var det samme, mor gjorde efter bruddet med far. Hvis jeg ikke havde snakket med far om det tusind gange, havde jeg aldrig forstået, at det ikke handlede om mig, men at sorgen over skilsmissen kom ud som vrede. En vrede, der var rettet helt forkert, for hun havde ikke nogen grund til at være vred på mig, ligesom Johannes heller ikke er vred på mig. Han er bange. Skrækslagen, fordi han kan se sit liv smuldre, barn og barnebarn forsvinder og efterlader ham alene tilbage. Alt falder sammen omkring ham. Men hvad er det, der falder sammen?

Hvad var det, han snakkede om? Noget om Arthurs arv … noget om at holde balancen? Noget larmer i gyden nær mig. Jeg farer sammen, venter hvert øjeblik, at nogen kommer frem, men der sker ikke noget. ”Sikkert bare et dyr,” mumler jeg og skynder mig videre. Efterhånden som jeg kommer væk fra den tilgroede, gamle bydel, får telefonen signal. Beskeder tikker ind. Ingen overraskelse. Jeg har været i det gamle hus i flere timer. Der er en besked fra far, der spørger, om jeg kommer hjem og spiser. Jeg skriver hurtigt nej. Så en hel stribe fra Tina. Hun savner mig. Jeg får en klump i halsen og har mest lyst til at give efter. Tage hen til hende og blive holdt om. I stedet skriver jeg det, jeg har skrevet lige siden Arthur forsvandt. Jeg har brug for mere tid. Kram.

Hun skriver tilbage med det samme, og skriver det hun plejer.

Jeg venter, men ikke for evigt <3

Jeg sukker, stikker telefonen i lommen, lægger hovedet tilbage og lader støvregnen prikke koldt mod mit ansigt. Jeg stirrer op gennem dråberne. Himlen er hverken lys eller mørk, bare inderligt skumringsgrå. Sådan har jeg det også.

En mørk silhuet flyver forbi, så langt oppe, at jeg næsten ikke kan se fuglen. Dens klagende skrig er ikke til at tage fejl af. Arthurs ravn. Savner den ham også? Har jeg svigtet ham? Havde Arthur stadig været her, hvis jeg ikke havde brugt så meget tid med Tina? Hvad gør jeg nu? Spørgsmålene flyver gennem mit hoved, mens regnen tager til. Jeg stopper den store bog ind under jakken og ser den gule seddel stikke op. Står der også noget på den side? Jeg ser på sedlen. Der står: Silmarillion og de første strofer af en dyster elversang. ”Tolkiens sværeste bog. Er det næste spor? Hvor finder jeg den?” Jeg kender svaret, da jeg siger det højt. Jeg har mest lyst til at gå hjem, men mine ben fører mig ad andre veje. Hen til stedet, hvor den næste Kharonfigur stod.

KAPITEL 18 - MADS Helt af sig selv følger mine fødder den rute, de har gået så mange gange før. Hen til biblioteket og ind i ly for vind og vejr. Jeg priser mig lykkelig for, at man kan komme ind efter lukketid. Som sædvanlig sidder et par gamle mænd og læser aviser. Den ene hoster og mumler for sig selv. Tosser og hjemløse søger tilflugt på bibliotekerne. Men så ser jeg en person, der ikke passer ind i resten af forsamlingen. En pige i sort. Jeg tror, hun går på min skole. Hun skriver på sin computer, mens hun hører utydelig, larmende musik i sine hovedtelefoner, lavt nok til, at jeg ikke kan høre, hvad det er, men højt nok til, at jeg ikke kan lukke det ude. Jeg tager hovedtelefoner på. Åbner Spotify på telefonen og tænder for Draconians album Arcane Rain Fell. Doommetal. Den musik, vi hørte mest, når jeg spillede med Arthur. Mit hoved bliver øjeblikkeligt fyldt med

lyden af regn og metal, der er langt mere tungsindigt end mig. Sært nok giver det ro. Fokus, Mads. Find bogen. Jeg går hen til en skærm i dvale, vækker den og søger hurtigt Silmarillion frem. Den står i fantasyafdelingen og er heldigvis ikke udlånt. Jeg forlader computeren, og rutineret finder jeg de retter hylder. Silmarillion står, hvor den skal, efter Tolkiens Ringenes Herre. De har været flittigt lånt. Det har Silmarillion ikke. Støvet på ryggen tyder på, det er lang tid siden sidste udlån. Siderne har heller ikke mange læsespor, ser jeg, mens jeg bladrer mig gennem den. Indtil jeg finder det rigtige afsnit. Og der sidder siderne sammen. ”Sært,” mumler jeg og prikker eftertænksomt på første strofe af sangen, jeg skulle finde. Med et lille klik åbner de sammenlimede sider sig og afslører et hulrum. Der ligger noget rundt derinde. ”Endnu en vigtig ting?” Der går en rislen ned ad nakken, da jeg fniser. ”En ring. Kender jeg dig ret, Arthur, så ville du hellere have brugt Ringenes Herre, men den er nok udlånt og læst for ofte til, at dette lille trick ville virke.” Så ser jeg nærmere på ringen, og selvom det ikke

er Herskerringen, er den tung og gylden, bortset fra en grå skive. Jeg synker en klump, da jeg ser symbolet og cirklen af runer om det tilhyllede ansigt. Den Tilslørede. Ham, som min cleric får sine kræfter fra i Uvirkeligheden. Jeg tager ringen på, lader fingeren glide langs runerne og messer remsen, som jeg har sagt, hver gang jeg er gået

i kamp i spillet. ”Lad skyggerne vågne og ve for min sjæl.” Naturligvis sker der intet, men i spillet vækkede ordene mit skjold til live. Det blev til levende skygger, der kunne opsuge og afgive et energiangreb, men prisen var, at min sjæl og krop langsomt sygnede hen, som om skyggerne åd mig. Bare et spil, men tanken om at æde får min mave til at knurre. Jeg går hen til automaten og trækker en kakao. Nipper til den. ”Nu må jeg finde næste spor,” mumler jeg og sætter mig ved samme bord som pigen i sort. Jeg hiver den store bibel frem og bladrer i den. Jeg ved, at alle spor er forbundet. Afsnittet i Silmarillion handlede om en konge, og ringen er symbol for en gudekonge. Jeg bladrer gennem den tunge familiebibel, ser på de gamle, flotte kobbertryk, men de fleste handler om alt muligt andet end konger. Så ser jeg et tryk af tre konger. I margen er der en blyantstegning af en ring. En ring magen til min. Bingo! Jeg nærstuderer ritualet skrevet med gammelt, rødt blæk i margenen og ser Arthurs blyantsskrift under ritualet. ”Føj dit blod til mit og færdiggør ritualet under

Elektros højborg, da vil porten til Uvirkeligheden åbne sig ...” Vil spor nummer tre allerede føre til åbningen af porten? Hvad så med de tre andre spor? Er de ikke nødvendige? ”Og hvad er Elektros højborg?” mumler jeg og tager Arthurs notesbog frem. Jeg bladrer i den og finder endelig en ledetråd. Endnu en gul seddel.

Lad vandet løbe under Elektros højborg.

Jeg må prøve at oversætte beskeden til normalt sprog, som jeg har gjort tusindvis af gange, når vi har spillet, og jeg har skullet gætte hans gåder for at bevæge mig dybere ind i Uvirkeligheden. ”Vil du ha’ mig til at tisse på et strømhegn?” fniser jeg. Totalt plat humor, men sådan er Arthur. En blanding af højspændt og plat, så det kunne meget vel være en

løsning på gåden. Jeg bladrer gennem billederne på telefonen af den store opstilling på spillebordet. Intet strømhegn, men der står en Kharon-figur foran byens elektronikforretning, hvor Arthur har købt sin 3D-printer, og hvor vi har købt andre sjove elektroniske dimser af Jim. Skal jeg gå ind og tisse i hans forretning? Så kommer jeg i tanke om, at der stod under, og at Jim vistnok har et toilet i sin kælder. Jeg smiler for mig selv. ”Ok, så fes den ind. Jeg starter i elektronikforretningens kælder … i morgen.” Jeg mærker et prik i siden og ser op. Det er pigen i sort. Hendes sminke er også sort. Om øjnene og på læberne. Hun har piercinger i hele ansigtet. To i underlæben. En i hver side af næsen. To spikes i hvert øjenbryn og så mange, at jeg ikke kan tælle, i ørerne. Må man godt blive piercet, når man stadig går i skole? tænker jeg, mens hun ser spørgende på mig. Jeg hiver ørepropperne ud. ”Ja?” ”Du snakker pænt højt, vi andre skal også være her.” Jeg mærker kinderne blive varme. Flov over at forstyrre, og at jeg har hørt musik så højt, at jeg ikke har

opdaget, at jeg har mumlet for mig selv. Frustreret svarer jeg lidt for hurtigt igen: ”Siger én, der hører så høj musik, at man selv er nødt til at tage lyd på for at kunne tænke i fred.” Hun smiler skævt til mig og ser ikke ud til at lade sig gå på af mit brok. I stedet ser hun ned på biblen, notesbogen og billedet på telefonen. ”Fine billeder og tegninger, det ligner ...” ”Ikke noget, du skal blande dig i!” siger jeg og hiver bøger og telefon til mig. ”Der er nok en, der har haft en dårlig dag?” smiler hun, og pludselig kan jeg se, hvor smuk hun er. Piercingerne ødelægger ikke hendes ansigt, men forstærker derimod hendes træk. Den slags burde jeg slet ikke se. Jeg skal kun have øjne for Tina. ”D-det må du undskylde. Jeg har ikke været helt mig selv, siden Arthur forsvandt,” plaprer jeg uden at forstå, hvorfor jeg deler det med en totalt ukendt pige. Hendes øjenbryn skyder i vejret, og hun skal til at sige noget, men bliver afbrudt af en af de gamle mænd. ”Det her er et bibliotek, ikke et diskotek. Gå et andet sted hen med jeres kissemissen.”

Pigen ved min side sender den gamle et fingerkys. ”Er du sikker på, at vi ikke er mere spændende end den avis, du ikke har læst i de sidste ti minutter?” Den gamle laver en fornærmet lyd og gemmer sig bag avisen igen. Pigen stikker sin computer i en sort taske, der er dækket af nitter og navne skrevet med hvid Posca-tusch. Hun hvisker hæst i mit øre: ”Kom, lad os smutte, før han begynder at brokke sig igen.” Uden at vide hvorfor, fortsætter jeg lige i hælene på hende.

KAPITEL 19 - MADS Hun går hurtigt af sted, og jeg må småløbe for at følge med. ”Lad os undersøge forretningen med det samme.” Jeg standser. ”Vi?” Hun står under en gadelampe. Hendes øjne er i skygge, så hendes smil virker ekstra stort, og læbepiercingerne glimter som en forlængelse af hendes tænder. ”Hvis du er den, jeg tror, du er, så har du brug for al den hjælp, du kan få. Tror du, at du er Arthurs eneste ven?” Jeg mærker mit ansigt blive varmt, og en knugende fornemmelse stikker i maven, som om hendes antydning kunne betyde, at hun har stjålet Arthur fra mig. Jeg har mest lyst til at skynde mig væk fra hende, men i stedet siger jeg: ”Arthur har aldrig fortalt mig om dig.” Hun bider i den ene læbepiercing og ser pludselig sårbar ud. ”Det havde han måske, hvis du ikke havde haft så travlt med alt muligt andet end ham.”

Det føles som et slag i ansigtet. ”Hvor kender du Arthur fra?” Hendes smil bliver større. ”Fra nettet. Koncerter. Fra mørke nætter i skumle gyder,” siger hun og blinker til mig. Pludselig bliver det alt for meget. Det er, som om Arthur har haft et hemmeligt liv uden mig. ”Pis med dig. Arthur gik aldrig ud. Han var altid på sit værelse. Han har ikke andre venner end mig.” Hun lægger hovedet på skrå og taler langsomt, som var jeg et lille barn. ”Han havde kun én ven. Indtil du begyndte at bruge al din tid på Tina i stedet. Arthur og jeg kom tilfældigt til at snakke på nettet,” siger hun og står nu helt tæt på, så jeg kan se alle nuancerne i hendes øjne. Se, hvordan brunt, gult og grønt blander sig på en underfuld måde, så jeg næsten ikke hører hendes ord. ”Vi kom op at skændes om betydningen af teksten til Heidras Dawn, og jeg blev nysgerrig, fordi han var så stædig og havde styr på sit shit. Jeg fandt ud af, at han gik på skolen, og fulgte efter ham.” Jeg hiver øjnene til mig og fnyser. ”Total stalker.” Hun fniser bare. ”Ja, og en dårlig en af slagsen. Han

opdagede mig selvfølgelig, ledte mig på vildspor, og vi mødtes i skoven og ...” Jeg holder en hånd op for at stoppe hende. ”Er du sikker på, det er noget, jeg vil vide?” Hun skærer en grimasse, der fortæller, hun synes, jeg er gusten. ”Vi havde et vildt skænderi og udvekslede telefonnumre. Lyder det da farligt?” Jeg ser ned i jorden og ved ikke, hvad jeg skal sige, eller hvad jeg skal gøre, men det ved hun. ”Lad os komme hen til forretningen.” Hun griber mig under armen og hiver mig med. ”Jeg hedder forresten Gwen.” ”Kan man hedde det?” ”Det bestemmer jeg vel selv!” Det har jeg ikke noget svar på, men jeg har på fornemmelsen, at det er et navn, hun har taget fra en bog. Jeg kan bare ikke gætte hvilken. ”Lad os komme hen til Elektros højborg, og imens kan du så fortælle mig alt, hvad du har fundet ud af.” Mine ben går af sig selv, og min mund gør det samme, uden jeg helt ved hvorfor. Måske, fordi jeg er glad for ikke længere at være alene i min søgen efter Arthur.

KAPITEL 20 – GWEN Fjolset taler, som blev han betalt for det. Det gør han vel også. En lille nørd som ham er ikke vant til opmærksomhed fra en som mig. Han har ikke en chance mod en, der er vant til at spille på en blanding af badass og uskyldig lillepige. Jeg vinker diskret til Lance og Asbjørn, der står gemt i en port, parat til at følge efter os. Jeg er også lige ved at vinke til en pige, som jeg trækker Mads forbi, uden han opdager noget som helst. Hvem er hun, og hvorfor tog hun et billede af os med sin telefon? Lige meget. Hun får en finger bare for at markere. Det får folk for at stirre på piercinger og makeup. Hun ser forskrækket på mig og Mads. Måske tror hun, at jeg er børnelokker? Jeg er lige ved at fnise, men vi nærmer os forretningen, og vi skal videre i planen. Fokus.

KAPITEL 21 - MADS Vi står foran Elektros højborg. Jeg har fortalt Gwen alt. Hendes eneste kommentar var, at hun ville se billeder og notesbog, når vi kunne sidde i ro. Det er ikke nu, for vi står på en mørk gade foran en meget lukket facade med metalgitter for vinduerne. Jeg sukker. ”Som jeg sagde: vi venter til i morgen.” Gwen hiver en sort genstand op af lommen. ”Vi skal ikke ind i forretningen. Vi skal ned i kælderen. Følg mig.” Jeg skal lige til at gå efter hende, da min telefon brummer. Jeg hiver den frem. Det er en besked fra Tina. Jeg har lige fået en besked fra Betty, der gik forbi biblioteket. Det var et billede af dig og en pige. Har du fundet en anden?

Hvad skal jeg svare på det?

”Kommer du eller hvad?” hvisker Gwen fra bagsiden af butikken. Jeg slukker telefonen og skynder mig hen for at se, hvad den vanvittige pige har gang i. Til min store forbløffelse har hun åbnet et kælder vindue uden gitter. ”Hvordan gjorde du det?” spørger jeg. Hun viser mig en kraftig ståltråd. ”Jeg løftede haspen af. Er du klar?” ”Det er sgu da ikke normalt at have indbrudsværktøj i lommen!” Hun peger bare ind ad det åbne vindue. ”Skulle mysteriet opklares, eller skal vi snakke om mine hobbyer?” Jeg sukker dybt. ”Ok, men du bliver og holder udkig. Jeg vil ikke lukkes inde, hvis nogen kommer forbi og lukker vinduet.” Hun ser på mig, som om jeg er åndssvag, men trækker på skuldrene. ”Som du vil, bare du kommer i omdrejninger.” Jeg mumler for mig selv og maser mig ind ad vinduet: ”Pisseirriterende med folk, der altid vil have sidste ord.”

Jeg lander på trappen, der fører op til butikken og ned til kælderen. Jeg går ned, ledt af lygten i min telefon. Trappen fører dybere ned, end det burde kunne lade sig gøre. Jeg skulle bare finde toilettet, og nu er jeg helt lost. Har det hele tiden været Arthurs plan? Jeg åbner en dør til et rum, som er alt for stort. Mine fodtrin giver ekko, nærmest som i en gymnastiksal. Et fjernt lys viser mig vejen gennem salen. Jeg når en bred trappe for enden af salen, og dér for foden af trappen står en statue, der lyser indefra. Jeg går hen til den. Det ligner et kæmpemonster med mange munde og lukkede øjne. Den må være lavet af en slags plastik med indlagte blå lysdioder. ”Wow, en fed skulptur. Har Arthur og Jim lavet den sammen?” Jeg rækker ud. Idet mine fingre rører figurens over flade, mærker jeg et stik. Jeg løfter hånden, hvor blodet drypper fra et lille sår. ”Av for satan!” Blodet rammer statuen. Og med en dyb rumlen åbner munde og øjne sig. Utallige øjne, der alle stirrer på mig. Blå læber åbner sig i vanvittige smil, fyldt med skarpe

tænder. Den dybe rumlen ændrer sig til ord, som om det er tusind stemmer, der siger det samme: ”Endelig kom du, Mads. Vi har ventet så længe. Er du klar til at rejse?” Det kan ikke være rigtigt. Det her er helt forkert. Det er et af Arthurs væsner, der er blevet levende. Mit hjerte banker hårdt, som om det er på vej ud af kroppen. Jeg vender mig om og spurter væk. Lyset fra telefonen flakker rundt. Det er, som om mørket er fyldt med lysende røde øjne. Er der flere væsner end figuren bag mig? Lyset fra telefonen rammer grønne hænder, der holder en lille, lyshåret dreng for munden. Der kan ikke være fantasivæsner i vores verden. Jeg må være blevet skør. Jeg skal bare væk. Jeg løber ud af salen. Op ad trappen. Op og ud.

KAPITEL 22 - ASBJØRN Fra vores skjul ser jeg Mads hive sig ud gennem vinduet. Hans ansigt er fortrukket i panik. Gwen ser spørgende på ham. Lance ligner en, der er parat til at løbe frem for at trøste ham. Det her shit med at være hemmelig og barsk er ikke lige ham. Han er ikke hård nok. Det problem har jeg ikke. Så ringer min telefon. Alle undtagen Mads ser i min retning. Jeg trykker afvis og slår den på lydløs, mens Gwen griber Mads i skuldrene og siger: ”Hvad sker der?” ”Jeg er ved at blive skør,” hyler Mads. ”Hvad mener du?” siger Gwen, der tydeligvis kæmper for ikke at lyde irriteret. ”Der var en levende statue i kælderen og ...” En besked vibrerer i lommen. Den er fra far.

Tag dog telefonen, når jeg ringer! Hvor er du? Er Monrad med dig? Vinduet på jeres værelse står på vid gab. Hvis du bare siger, hvor I er, så bliver der ingen problemer. Signe er ved at gå i panik. Hun tror, Monrad er forsvundet som de andre børn.

Det knuger pludseligt i mit bryst. Mads plaprer videre: ”Jeg så røde øjne. Væsner, der slæbte af sted med en lille, lyshåret dreng. Jeg må være skør!” Hans ord rammer mig som en forhammer, og alt falder på plads. ”Fuck!” brøler jeg og løber frem. Mads og Gwen stirrer på mig, som var jeg et sært væsen fra afgrunden eller en knivstikker. Jeg griber Mads i trøjen og rusker ham. ”Havde drengen en T-shirt med Fortnite på?” Mads blinker. ”Så du ham også?” Jeg smider Mads fra mig. ”Han er min lillebror, og de svin har taget ham! Ingen rører min bro!” brøler jeg, mens jeg hiver mig ind ad vinduet.

Jeg stormer ind i mørket med telefonens lys dansende foran mig. Løber ned ad alt for mange trapper og kommer for pustet ind i et stort rum. Et lys i bunden af rummet trækker mig frem. Jeg spurter gennem gammelt skrammel og kommer til toppen af en trappe, der fører ned mod en lyskilde. Dér, i midten af lyset, vrider en deform statue sig med alt for mange munde og øjne, der er rettet mod en lille, grøn mand. Han har Monrad i favnen. ”Bro!” skriger jeg og stormer frem. Den lille mand med alt for lange tænder vinker og knurrer: ”Farvel, fjols,” og så træder han ind i statuens lysende mund. ”Af sted, Urdyb. Stivstikker venter i skoven med en pakke mere.” ”Alle de rejser trætter mig. Jeg må have et hvil i skoven, før vi rejser hjem,” siger statuen med en stemme, der lyder, som om den har røget tusind smøger. Den snakker så meget, at jeg næsten kan nå Monrad. Vores fingre rører snart hinanden, men så forsvinder de alle i et glimt. Og jeg er ladt alene tilbage.

”Det her kan bare ikke ske!” mumler jeg, og selvom det ikke kan passe, har de taget min bror. Nogle gange må man acceptere det umulige og finde en løsning. Jeg synker en klump. Fars ord, da han fortalte mig om bizarre teorier fra fysik. Jeg vender mig om og spurter tilbage. Skoven. De nævnte en skov. Hvilken skov? Hvor i skoven?

KAPITEL 23 - MADS Jeg trækker vejret i stød. Jeg ved, det er panikangst. Jeg har prøvet det før. Far har fortalt mig, hvordan jeg skal håndtere det. Jeg skal have et holdepunkt. Noget, der altid er, som det skal være. Jeg forestiller mig Tina. Hun har altid begge ben på jorden. Jeg kører fingeren over telefonen. En ny række beskeder tikker ind. De er fra hende. De fjerner ikke min angst, den bliver faktisk kun værre, mens jeg scroller igennem dem. ”Hvis du ikke svarer, når jeg spørger, om du har fundet en anden, så bliver jeg vildt ked af det.” ”Jeg er bare så ked af, at du ikke svarer.” ”Jeg er så trist og alene her i det store, mørke hus.”

”Er det dig, Mads?” ”Please, sig det er dig, der rumsterer i huset.” ”Det er altså pisseuhyggeligt.” ”Jeg kommer ikke ud fra badeværelset, før du svarer.” ”Det er ikke dig, vel?” ”Jeg har ringet efter politiet.” ”Nogen er ved at sparke døren op.”

Så er der ikke flere beskeder, og jeg ved hvorfor. Jeg kigger op på Gwen. ”Tina er også forsvundet!” Før hun kan nå at svare, kravler Asbjørn ud ad kældervinduet. ”Hurtigt, for satan! Der er nogle fucking klamme, små, grønne ting, der har taget Monrad. De er i skoven, hvor de skal hente en eller anden mere.”

”Tina … De har også taget Tina,” hvisker jeg med bævende underlæbe. Gwen har vidt opspærrede øjne, mens hun rusker mig, som om hun også er ved at gå i panik. ”Tag dig sammen, Mads. Du ved noget om skoven. Du snakkede om den på Arthurs værelse. Noget om Kharon.” Ordet Kharon brænder igennem min angst. Og jeg husker fars ord: ”Angst er en måde, din hjerne fortæller din krop, at du skal flygte eller kæmpe. Mens frygten for angsten er en kortslutning i din hjerne. Hvis du kæmper i stedet for at flygte, kan det være en vej til at håndtere frygten. Så gør noget i stedet for at gemme dig for frygten.” Jeg river mig løs fra Gwen og bladrer gennem billederne på min telefon. ”Kom nu, for helvede. Vi skal af sted,” brøler Asbjørn og står, som var han en spændt fjeder, parat til at springe. Jeg løfter telefonen op, så de kan se billedet fra spilbrættet. ”Det er her, vi skal hen.” ”Skovsøen,” siger Gwen og spurter af sted. Vi andre er lige i hælene på hende.

KAPITEL 24 – LANCE De tre tosser løber alt, hvad de kan. Men de vil aldrig nå frem i tide. Jeg har ikke spildt tiden. Asbjørn stirrer over sin skulder, da han hører brølet. Han standser og ser på mig med store øjne. ”En motorcykel?” ”Nimbus med sidevogn,” griner jeg og bremser foran dem. ”Jeg så en video på YouTube om at starte en Nimbus uden nøgle. Hop om bord!” ”Er det ikke tyveri?” mumler Mads, mens han for pustet kommer på plads i sidevognen. Gwen hopper ned på hans skød. ”Vi låner den jo bare.” Asbjørn sætter sig bag mig og griner. ”That’s my girl.” Jeg mærker et stik af jalousi i maven over, han kalder Gwen for sin pige. Det trænger gennem frygten, der forsøger at få mig til at gemme mig i stedet for at handle. Det virker ikke. Jeg er vant til både frygt og jalousi, så jeg griner bare til Asbjørn. ”In your dreams,” siger jeg

og vrider gashåndtaget i bund, så motorcyklen brøler og fræser ind i skoven. ”Hvor har du lært at køre motorcykel, din galning?” skriger Asbjørn, da jeg pløjer ned ad skovstien i en sky af grus og mudder. ”YouTube,” griner jeg, mens de andre skriger.

KAPITEL 25 – DYNDSPRINGER Jeg løfter ansigtet mod støvregnen og hvisker min tak til Den Hornede ud i mørket. Springet fra huset til skoven gik uden problemer. Jeg klapper det fedtede monster ved min side. ”Godt klaret, Urdyb.” Urdyb strækker sine sort-lilla lemmer og gaber med sine mange munde. ”Det går lettere hver gang, men nu er jeg træt og må hvile, før det store spring.” Jeg ser med fascination på Urdybs vridende mørke, idet væsnet ræbende synker sammen i skovsøens plumrede vand. ”Hvad skal man så lave imens? Ja, ja, en intelligent sortling keder sig aldrig,” mumler jeg og går i gang med at sy et par sting i en af mine små huddukker. En velkendt skikkelse kommer spankulerende ad skovstien. ”To mere er klar til Den Hornede. Vi er for hurtige. Lad os fange nogle flere møgunger,” griner Stivstikker.

Han kaster sin store sæk fra sig og ser med væmmelse på dukken mellem mine fingre. Han hader mine dukker af god grund, men han elsker jagten. Han er vild med at være i virkeligheden. Det er jeg også. Jeg kan ikke vente på, at vores tid oprinder, og vi indtager vores retmæssige plads. ”Så vi igen bliver herskere over alle verdener,” siger jeg så teatralsk, som jeg kan. Jeg løfter endda mine fingre mod himlen i en besidderisk gestus, mens jeg venter på applaus. Stivstikker gaber bare. ”Er du snart færdig med det pjat? Kan vi ikke efterlade de her unger og så hente et par mere? Det er så kedeligt at vente på, at Urdyb bliver klar.” En fjern rumlen lyder gennem skoven. ”Var det din mave?” griner Stivstikker og trækker en af sine mange knive. ”Den Hornede opdager ikke, hvis vi snupper et øre eller et par fingre fra de unger. Vi skal jo også spise.” ”Ti stille, din grådige sortling,” hvæser jeg og spidser ører, så de dirrer i mørket. Lyden bliver højere. ”Der er noget på vej.” ”Fjender?” gnægger Stivstikker forhåbningsfuldt og trækker endnu en kniv.

”Du kender reglerne. Ingen vidner. Intet blod,” hvæser jeg og trækker et stort stykke indrammet krystal op fra inderlommen. ”Og ingen souvenirs,” vrænger Stivstikker. ”Du har snuppet et spejl.” Jeg ignorerer ham, kun en smule irriteret over, at han kender navnene på så mange ting fra virkeligheden, men han er jo også mange hundrede år gammel, så han kan huske, dengang Virkeligheden og Uvirkeligheden var én samlet verden. Men i stedet for at give udtryk for min misundelse, væver jeg en besværgelse over det klare glas, så det sløres i stedet for at vise mit smukke, grønne ansigt med den elegante, lange næse, spidse, dirrende ører og lynende intelligente, gule øjne. Sløret løftes og giver et glimt af, hvad der er på vej. ”En jernhest med fire unger.” Jeg kniber øjnene sammen. ”Det er Arthurs venner. De fire har ellers aldrig været sammen før. Det kan kun betyde, at den møgunge til Arthur har efterladt så mange spor, at de kan følge ham.” Jeg sukker og stikker krystallen ind under min lange, fjerklædte hudjakke. ”Væk Urdyb. Vi skal af sted,

før de kommer. Hvis de bare er halvt så irriterende som Arthur, ved de allerede alt for meget.” Stivstikker lægger armene over kors. ”Hvorfor er det mig, der skal vække Urdyb? Du ved, hun bliver skidesur over at blive vækket i utide. Hun åd Gultand for det.” Jeg ryster træt på hovedet. ”Nej. Hun bed bare hans hoved af og spyttede det ud igen. Vi to spiste ham, godt grillet med hvidløg og salt. Ikke værst.” Jeg mærker mundvandet løbe, inden jeg retter mig op og hvæser. ”Væk hende, eller jeg tager kontrollen med din krop og får dig til at adlyde!” Jeg løfter den lille læderdukke, der er syet af huden fra Stivstikkers mor og fyldt med hans hår, negle, en tand og en finger. Han sender mig et blik fyldt med vrede, idet han vader ud i vandet og går i gang med at ruske i den store, blævrende krop.

KAPITEL 26 – LANCE Motorcyklen tordner hen ad stien. Det kraftige lys fra forlygten glimter i skovsøen. Og i noget, der vrider sig i vandet. Noget stort, som har alt for mange munde. ”Er vi pludselig med i en horrorfilm?” spørger jeg med en stemme, der bæver lidt for meget til at lyde sjov. Frygten vælter ind over mig, får alt til at sitre. Frygt, der gør mig klar til at kæmpe, ikke flygte. Motorcyklen nærmer sig søen. ”Meget værre end en horrorfilm,” siger Asbjørn og peger. ”Min bror er ved at blive spist af et monster.” Ganske rigtigt smider en lille mand en lyshåret dreng ind i munden på monsteret, mens en anden lille mand tømmer en sæk, så en blond pige tumler ind i samme mund. ”Tina!” skriger Mads. De to små mænd griner bare, og så springer de en efter en ind i munden på monsteret, der nu kun er få meter væk. Den begynder at glimte i mørket, som om

den blot er en illusion, der er ved at blive opløst. Den må være ved at teleportere sig igen. Hvorhen? ”Fuld gas!” skriger Gwen. Jeg synker en klump, håber på det bedste og hyler: ”Yes, ma’am!” Motorcyklen brøler ind i monsterets mund, og alt forsvinder omkring os.

Hvad venter du på? Få fat i Underfulde Mørke 2, det kan kun gå for langsomt!

ROARSKILDE