GRUNDSPØRGSMÅL
VÆRKTØJER
Hvilken tekst?
præsentation .................................................................... 1 kommunikationsform ........................................................... 1 genrer ............................................................................. 1
Hvem kommunikerer?
afsenderportræt ................................................................ 2 målgruppeportræt .............................................................. 2
Hvad kommunikeres der om?
referat ............................................................................ 3 tema ............................................................................... 3 afsenderholdning ................................................................ 4
Hvordan kommunikeres?
fremstillingsform ............................................................... 5 kilder ............................................................................. 6 argumentation .................................................................. 6 ydre komposition ............................................................... 7 indre komposition .............................................................. 7 sproget ........................................................................... 8 sætningskonstruktion ....................................................... 8 fag– og fremmedord ........................................................ 8 abstrakt og konkret sprogbrug ............................................ 8 andet sprogbrug ............................................................. 8
Hvad er din vurdering?
din personlige vurdering ....................................................... 9
Med hvilke perspektiver?
perspektivering .................................................................. 9
Kilder
.................................................................................... 10
ARTIKLEN SOM GENRE – EN VÆRKTØJSKASSE
CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2008
1 Hvilken tekst? præsentation
Du kan indlede med at give følgende faktuelle oplysninger.
Hvad er sagtekstens titel? Hvem er sagtekstens forfatter? I hvilket medie er sagteksten bragt? På hvilket tidspunkt er sagteksten bragt?
kommunikationsform
Hvilken kommunikationsform er der egentlig tale om?
- skriftlig kommunikation
Kommunikation betyder i denne sammenhæng: overførsel eller udveksling af informationer mellem mennesker om et eller andet sagforhold. Kommunikationsformen i en artikel er: - skriftlig - visuel - fjern - envejs - masse
genrer
Under dette punkt skal du præcisere, hvilken slags tekst den analyserede tekst egentlig er. Og det er en sagprosatekst – den er altså virkelig. Men er det en: orienterende tekst, dvs. en tekst, der oplyser modtageren så sandt, dækkende og ærligt som muligt om en sag?
- visuel kommunikation er kommunikation, der er baseret på synet, altså overførsel eller udveksling af informationer, der kun kan opfattes, hvis de kan ses, som i den skriftlige tekst eller billedet, eller det nonverbale (kropslige) sprog. - fjernkommunikation er kommunikation mellem parter, der er på fysisk afstand af hinanden. - envejskommunikation er den kommunikation, der kun går den ene vej, dvs. at afsender og modtager ikke forventes eller ikke har mulighed for umiddelbart at bytte roller, som henholdsvis afsender og modtager. - massekommunikation betyder kommunikation via et massemedie, dvs. enhver form for kommunikation mellem en enkelt afsender og en stor gruppe (ofte anonyme) modtagere.
Orienterende tekst - Hvilken type orienterende tekst er det eventuelt? En nyhedsartikel, en baggrundsartikel, et interview, en nekrolog mv.? Vurderende og argumenterende tekst - Hvilken type vurderende eller argumenterende tekst er det eventuelt? Et læserbrev, en kronik, kommentar, anmeldelse mv. Se bilag 1 – genreoversigt!
eller vurderende og argumenterende tekst, dvs. en tekst hvor der fremsættes personlige meninger med det formål at påvirke modtageren til at skifte mening?
ARTIKLEN SOM GENRE – EN VÆRKTØJSKASSE
CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2008
2 Hvem kommunikerer? afsenderportræt
Du skal prøve at sætte "ansigt" på den eller de afsendere, der har ansvaret for den meddelelse/de informationer, der bliver formidlet til nogle modtagere. En af grundene til at det kan være nyttigt i en analyse er, at det kan lede dig på sporet af, hvilke intentioner, hvilke særinteresser, hvilke holdninger der ligger mere eller mindre skjult i den konkrete sagprosatekst.
Præsenter udgiveren og det medie, hvori du finder sagteksten, dvs. avisen, fagbladet, ugebladet, magasinet eller forlaget. Fx noget om: Hvilke personer, hvilken organisation står bag/ejer mediet? Er det et landsdækkende eller regionalt/lokalt medie? Hvis det er et skriftligt medie, hvor stort oplag udkommer det i og hvornår/hvor tit? Hvis det er et elektronisk medie, fx tv eller radio, hvor stort er det gennemsnitlige seer- eller lyttertal? Er der nogle særlige ydre kendetegn, fx dets format, en særlig grafisk opsætning, en særlig kendetegnende forside, et logo osv. eller indholdsmæssige kendetegn, der kan siges at være netop dette medies profil, fx at et ugeblad har særligt meget royalt stof, en fyldig tv-sektion eller åbenlyst henvender sig til en særlig målgruppe, fx bilentusiaster, modeinteresserede eller en særlig faggruppe osv.? Hvilket værdigrundlag ligger til grund for mediets virksomhed/hvilket formål har mediet med sin virksomhed (udover eventuel økonomisk vinding)?
målgruppeportræt
Beskriv målgruppen. En målgruppe er den gruppe af mennesker, en afsender formodes at henvende sig til. Hvis du skal kunne udtale dig kvalificeret om, hvilken målgruppe en tekst sandsynligvis henvender sig til, må du vurdere, om der er anvendt nogle særlige virkemidler, der, direkte eller indirekte, peger en bestemt målgruppe ud.
Er teksten bragt i et medie, der henvender sig til en særlig målgruppe, fx et bestemt magasin eller fagblad? Er teksten placeret i en særlig sektion af fx avisen eller på et særligt tidspunkt i fx tv, der signalerer en målgruppe med særlige interesser? Er avisen en lokalavis, der udkommer i et bestemt geografisk område? Anvender afsender særlige sprogformer, der afgrænser eller udvider målgruppen, fx komplekst eller simpelt sprog, konkret eller abstrakt sprogbrug, implicit eller eksplicit sprog, formelt eller uformelt sprog, personligt eller upersonligt sprog, faglig terminologi, fremmedord, emotivt eller sagligt sprog? Se bilag 2 – sprogformer!
se mere om sprog side 8
ARTIKLEN SOM GENRE – EN VÆRKTØJSKASSE
Signalerer teksten på anden måde, at den henvender sig til bestemte mennesker med særlige forudsætninger og interesser, fordi den i form og indhold må formodes at være genkendelig, forståelig og relevant for en særlig gruppe af mennesker?
CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2008
3 Hvad kommunikeres der om? referat
Selve den sag eller det sagforhold, der kommunikeres om, er sagtekstens kerne.
Et referat kan vi definere som en gengivelse af de vigtigste hovedpunkter fra hvert hovedafsnit i en tekst.
En sagprosatekst er ofte kendetegnet ved at handle om en bestemt konfliktsituation, en bestemt sag.
Det bør kendetegne referatet, at gengivelsen af indholdet er: - nøgtern, dvs. at den ikke må indeholde dine egne subjektive holdninger eller vurderinger.
Så i stedet for at tale om en personkarakteristik, som vi gør det i analysen af opdigtede tekster, så vil det ofte være mere relevant at udarbejde om en sagkarakteristik, når vi skal foretage en analyse af en typisk sagprosatekst. NOTABENE! Vær opmærksom på, at spørgsmålene hvor, hvornår og hvem ikke altid er lige relevante at forholde sig til. For i nogle tilfælde handler teksten om en sag, der ikke kan sted- eller tidsfæstes eller som ikke handler om nogle bestemte personer.
tema
Et tema i en sagprosatekst kan vi definere som det grundlæggende indhold eller emne sagen egentlig drejer sig om. Temaet i en sagprosatekst kan være: - Et specifikt emne - Et generelt emne - Et eksistentielt emne Vejledende spørgsmål i forbindelse med tekstens tema: 1) Hvad er tekstens tekstnære tema (er der eventuelt både hovedtema og bitemaer)? 2) Hvad er tekstens eksistentielle tema (hvis du kan finde sådan et)? 3) Hvor i teksten støder du fx på det tekstnære eller eksistentielle tematiske emne eller modsætningsforhold?
NOTABENE! Du kan også vælge at formulere tekstens temaer som modsætningsforhold. Ofte er det en fordel, fordi det synliggør, hvad det egentlig er for et konfliktområde, teksten handler om. Det kan være en konflikt mellem ensomhed og fællesskab, utroskab og troskab, sundhed og sygdom, ungdom og alderdom, ansvar og ligegyldighed, krig og fred, liv og død, magt og afmagt, kvinde og mand, livsglæde og depression osv. osv.
ARTIKLEN SOM GENRE – EN VÆRKTØJSKASSE
De grundlæggende spørgsmål du kan overveje, når du skal skrive et referat, er følgende: 1. HVAD? - Hvad er det for en sag, teksten handler om? 2. HVOR? - Hvor udspiller sagen sig? 3. HVORNÅR? - Hvornår foregår sagen? 4. HVEM? - Hvem handler sagen om, altså hvilke personer er direkte involveret i sagsforholdet? 5. HVILKE? Hvilke væsentlige informationer får vi om sagen? Se bilag 3 – journalistens rygrad!
Et specifikt emne, (fx en bestemt trafikulykke på motorvejen mellem Kolding og Vejle) eller en bestemt undersøgelse om mobning i en bestemt skole) Et generelt emne, (fx om trafiksikkerheden på de danske veje eller mobning i danske skoler) eller Et eksistentielt emne, (fx forholdet mellem liv og død eller gensidig respekt mellem mennesker). Sagprosateksten handler ofte helt åbenlyst om en hel specifik (en bestemt) sag eller en sag af mere generel karakter, men nedenunder det konkrete eller generelle vil altid ligge et sagforhold af såkaldt eksistentiel karakter. At noget er eksistentielt, betyder at det vedrører noget, der er meget væsentligt ved det at være menneske, ved den menneskelige tilværelse. Det specifikke eller generelle tema, som teksten ret åbenlyst handler om, kan vi kalde det tekstnære tema. Det underliggende tema, som ofte er skjult "mellem linjerne", kan vi kalde tekstens eksistentielle tema. Når du i dit referat har fundet ud af, hvilket emne teksten først og fremmest handler om, har du dermed allerede sat ord på tekstens tekstnære tema. I en avis eller et blad vil det ofte fremgå ret tydeligt af sagtekstens hovedrubrik (overskrift), af dens underrubrik (underoverskrift) eller manchet (tekstens indledning). I flere tilfælde omtaler teksten ikke kun ét emne. Hvis situationen er sådan, kan du kalde det vigtigste emne for sagtekstens hovedtema og de mindre vigtige emner for bitemaer eller sidetemaer.
CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2008
4 Hvad kommunikeres der om? (fortsat…) afsenderholdning
Begrebet afsenderholdning kan defineres som - de personlige meningstilkendegivelser en afsender fremsætter i en tekst - hvad enten disse udtrykkes direkte eller indirekte, tilsigtet eller utilsigtet. Objektiv
En objektiv beskrivelse holder sig til sandheden og fremfører neutralt alle synspunkter, der har med sagen at gøre – både for og imod. Den personlige mening er der set bort fra. Der tages ikke parti.
Subjektiv
En subjektiv beskrivelse holder sig måske nok til sandheden, men fremfører ikke neutralt, og alle synspunkter kommer måske ikke frem. Sagen ses kun fra én side. Den personlige mening er den afgørende. Der tages parti
Vejledende spørgsmål i forbindelse med afsenderholdning:
NOTABENE! Når du skal undersøge om afsenderen tilkendegiver sine holdninger i teksten, skal du være opmærksom på, at det netop er afsenderens holdninger, vi, under dette punkt, er ude på at afsløre. I mange tilfælde vil du opleve, at der forekommer fx vurderinger, argumentationer og at der fremføres handlings-anvisninger i teksten, som bør tilskrives de personer, der refereres eller citeres i artiklen og ikke afsenderen selv.
1. Er sagteksten en genre, der forventes at indeholde afsenderens subjektive meningstilkendegivelser eller er den en genre, der forventes at indeholde afsenderens objektive fremstilling? 2. På hvilken måde tilkendegiver afsenderen eventuelt sine egne følelser eller holdninger over for sagsforholdet og/eller de personer, der er involveret heri og hvilke følelser og/eller holdninger er der i givet fald tale om? 3. Vurderer du, at disse følelses- eller holdningstilkendegivelser er så dominerende, at afsenderen ikke indfrier et eventuelt krav om objektivitet og at sagens fremstilling derfor ikke er saglig?
ARTIKLEN SOM GENRE – EN VÆRKTØJSKASSE
CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2008
5 Hvordan kommunikeres? fremstillingsform
I dette afsnit gennemgås tre fremstillingsformer, som er særlig karakteristiske for først og fremmest sagprosatekster: 1. Den informative fremstillingsform 2. Den ekspressive fremstillingsform 3. Den appellerende fremstillingsform.
1. Den informative fremstillingsform Den informative fremstillingsform er karakteriseret ved, at afsenderens formidling af en sagsfremstilling er baseret på neutrale, nøgterne eller skal vi kalde det objektive faktuelle informationer og vederhæftige referater eller citater fra/af relevante kilder (undersøgelser, interviews m.m.). Afsenderens hensigt er altså at være informativ, dvs. beskrivende (deskriptiv) i sin fremstilling og ikke vurderende (normativ) ved at fremholde sine egne følelser eller holdninger. Se bilag 4.1 2. Den ekspressive fremstillingsform Ekspressiv betyder egentlig "udtryksfuld" og i denne sammenhæng skal begrebet forstås som følelsesmæssig eller holdningsmæssig udtryksfuldhed. Den ekspressive fremstillingsform er kendetegnet ved at afsenderen udtrykker sine egne subjektive (personlige) følelser i forhold til eller vurderinger i forbindelse med en særlig sag. Se bilag 4.2 I en artikel domineret af den informative fremstillingsform kan sagtens forekomme "ekspressivitet", fx via de følelser eller holdninger interviewede eller refererede kilder tilkendegiver - men derfor er fremstillingsformen alligevel at betegne som informativ. 3. Den appellerende fremstillingsform Nogle benævner denne fremstillingsform for "appellativ fremstillingsform". En appellerende fremstillingsform kan defineres som en afsenders direkte eller indirekte henvendelse eller opfordring til en modtager (læseren) om at følge særlige råd eller anvisninger i forbindelse med en eller anden sag. Når den appellerende fremstillingsform udtrykkes åbenlyst kalder jeg det: "Den direkte appel" og når den i visse tilfælde udtrykkes mindre åbenlyst kalder jeg det: "Den indirekte appel". Den direkte appel er typisk i teksttyper som reklamer og valgplakater. Den indirekte appel kan der være tale om, når afsenderen mere eller mindre indtrængende fremstiller nogle personlige synspunkter i håbet om at overbevise læseren i en sådan grad, at han eller hun tager de fremstillede synspunkter til sig. Det kan være i en ledende artikel i avisen, i et læserbrev, i et TVprogram om kost og motion eller politikerens fremførelse af argumenter for hans eller hans partis aktuelle mærkesag. Der er nogle fagfolk, der kalder denne fremstillingsform for "regulativ", fordi hensigten på en eller anden måde er "at regulere" modtagerens måde at tænke eller handle på. Man kunne også anvende begreberne orienterende fremstillingsform, argumenterende og/eller vurderende fremstillingsform og opfordrende og/eller adfærdsregulerende fremstillingsform. (Læs uddybende om dette i afsnit om sagprosaens fremstillingsformer). Du kan, måske i samråd med din lærer, vælge, hvilke betegnelser I synes er mest hensigtsmæssige. Se bilag 4.3
ARTIKLEN SOM GENRE – EN VÆRKTØJSKASSE
CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2008
6 Hvordan kommunikeres? kilder
(fortsat…)
Hvis sagtekster skal bestemmes som saglige, må afsenderen også på forskellig vis sikre sig, at hans dokumentation er i orden. Begrebet dokumentation skal forstås som de midler, hvormed afsenderen forsøger at "bevise", at sagsfremstillingen er sandfærdig, at den "holder vand". Afsenderen dokumenterer først og fremmest sagligheden i sin sagsfremstilling ved hjælp af kilder. Se bilag 5 – forskellige typer af kilder!
Hvis afsenderen skal "bevise" for modtageren, at hans sagsfremstilling er sandfærdig og dækkende, skal han kunne henvise til/have indhentet informationer fra troværdige kilder og forskellige kilder. Med andre ord skal både afsender og modtager udsætte sagsfremstillingen for kildekritik: Afsenderen skal være kildekritisk, når han "researcher" (undersøger) og derefter fremlægger et sag. Modtageren skal udøve kildekritik, når han skal bedømme, om afsenderen har været kildekritisk nok i sin sagsfremstilling.
argumentation
Argumentation er der tale om, når en afsender forsøger at få en modtager til at synes det samme som ham selv ved at komme med begrundede synspunkter. Hvis afsenderens argumentation skal overbevise den kritiske modtager, skal den være saglig. En argumentation kan bestemmes som saglig, hvis den lever op til følgende kriterier: - Argumentationen skal være en argumentation - Argumentationen skal være holdbar - Argumentationen skal være relevant
NOTABENE! Vi vil meget tit komme ud for, at vi kan komme i tvivl eller være uenige om, hvorvidt en argumentation er holdbar og/eller relevant eller ej. Det kan enten være, fordi vi ikke tilstrækkelig baggrundsviden, fordi vi har forskellig baggrundsviden om eller simpelthen ser forskelligt på, hvad der lyder fornuftigt/ufornuftigt og er rigtigt/forkert. Se bilag 6.1 – argumentationsmodel! ARTIKLEN SOM GENRE – EN VÆRKTØJSKASSE
Vejledende spørgsmål i forbindelse med sagtekstens kilder: 1) Hvilke typer af kilder har afsender anvendt i sin sagsfremstilling? 2) Mener du at dette kildemateriale lever op til et eller flere af kriterierne om saglig kildeanvendelse, fx ved at kilderne, så vidt du kan gennemskue, er relevante, kompetente, uafhængige og/eller repræsentative? 3) Konklusion: Vil du på baggrund af dine svar på spørgsmål 1 og 2 vurdere, at sagtekstforfatterens kildevalg styrker eller svækker fremstillingens saglighed?
NOTABENE! En kilde kan have forskellige "kasketter på" - på én gang. Fx kan en kilde både være en førstehåndskilde, en mundtlig kilde og en kilde med ekstern kompetence. En ekspertkilde kan i nogle tilfælde være en uvildig kilde, i andre tilfælde en partskilde. Han kan i visse tilfælde være navngiven og i andre anonym. Ekspertens udsagn kan siges at være en skriftlig kilde, hvis journalisten refererer til en undersøgelse eksperten har lavet eller en mundtlig kilde, hvis journalisten har interviewet eksperten. Osv.
Argumentationen skal være en argumentation, dvs. at der skal indgå "mindst to informationer, hvoraf den ene begrunder den anden." Hvis der fx bare fremsættes en påstand om at "Gud er død!" eller en ordre om at gøre det ene eller det andet, så er der ikke tale om argumentation, fordi påstanden eller ordren ikke begrundes. Det kalder man et postulat. Og sådan et må vi modtagere ikke lade os overbevise af. Argumentationen skal være holdbar, dvs. at begrundelserne rent faktisk skal være sande eller i hvert fald sandsynlige. Hvis du får øje på eller har mistanke om, at begrundelser for et eller andet synspunkt ikke holder vand, bør du også være opmærksom på, at også påstanden sikkert er forkert. I tvivlstilfælde kan det være en god ide at søge relevant viden for at blive i stand til at bedømme om en begrundelse er sand eller ej. Argumentationen skal være relevant, dvs. at den skal handle om det, der argumenteres for eller imod. Der bør være en logisk, dvs. en fornuftig og klar, forbindelse imellem påstande og begrundelser og imellem den sag sagteksten handler om og de påstande/begrundelser, der fremføres i forhold til sagen. Hvis en person fremfører påstanden: "Jeg vil ikke stemme på Anders Fogh Rasmussen til næste folketingsvalg" og bruger følgende begrundelse: "Hans frisure irriterer mig", så er det ikke en relevant begrundelse og dermed ikke en saglig argumentation, for frisure og politik har ikke noget med hinanden at gøre. CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2008
7 Hvordan kommunikeres?
(fortsat…)
Argumentationskneb er der tale om, når afsenderen forsøger at få modtageren til at synes noget eller handle på en bestemt måde ved at fremsætte synspunkter, som enten - ikke er begrundede synspunkter, men postulater (= fremsættelse af synspunkter/meningstilkendegivelser uden begrundelser) - er begrundede, men hvor begrundelsen er urigtig, falsk, vildledende, udokumenteret eller lignende eller
Typisk er der tale om følgende argumentationskneb:
-
Autoritetskneb Ekspertkneb Idolkneb Udbredelseskneb Sandhedspostulat Generaliseringskneb
-
- er "visuelt" begrundede, dvs. at afsenderen ikke udtaler sig ved hjælp af ord, men billeder. Det er en form for indirekte begrundelse, hvor bestemte billedelementer i teksten, påvirker modtageren til at opfatte disse som begrundelser, som bevis på, at afsenderens synspunkter/påstande er troværdige.
se bilag 6.2 - argumentationskneb!
ydre komposition
Begrebet 'ydre komposition' hentyder til tekstens formmæssige opbygning. Vi kan også kalde det tekstens layout eller tekstens grafisk design. Layout betyder egentlig 'udkast' eller 'opstilling'. Design betyder 'formgivning'.
se bilag 7 – artiklens enkelte dele, den ydre komposistion!
indre komposition
Når du skal analysere tekstens indre komposition, handler det om at finde ud af, hvorledes tekstens indhold er struktureret, dvs. hvilke dele/afsnit teksten egentlig består af. Vi kan også sige, at du skal prøve at få et overblik over tekstens disposition.
Nyhedstrekanten: Den komposition, hvor de vigtigste informationer præsenteres først. Det er et kendetegn, dels at informationernes vigtighed bliver mindre jo længere "nede" i teksten de fremsættes og dels at afsenderen hele tiden sørger for at fremlægge de informationer, der er nødvendige for at modtageren kan forstå de efterfølgende informationer.
Sagtekster, både de mundtlige og skriftlige, kan komponeres ud fra forskellige principper. Grundlæggende set kan vi tale om tre hovedformer:
Dramatrekanten: Den komposition, hvor særlig vigtige informationer afsløres til sidst. Det er et kendetegn, at afsenderen ofte tilbageholder vigtige informationer for at skabe en vis dramatik og pirre modtagerens nysgerrighed, så denne læser/ser hele teksten til ende.
- nyhedstrekanten, - dramatrekanten, - "kommoden"
Kommoden: Den komposition, hvor præsentationen af vigtige informationer er fordelt nogenlunde jævnt over hele forløbet. se bilag 8 – artiklens indre komposition!
ARTIKLEN SOM GENRE – EN VÆRKTØJSKASSE
CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2008
8 Hvordan kommunikeres?
(fortsat…)
Sproget
sætningskonstruktion
Åben kommunikation
Teksten er skrevet i et sprog, som alle kan læse, uden at særlige forudsætninger er nødvendige. Begrænset ordforråd uden fagudtryk og vanskelige fremmedord.
Lukket kommunikation
Teksten er skrevet i et sprog, som medfører, at læseren skal have særlige forudsætninger for at læse den. Der anvendes måske et specielt ordvalg, som er ukendt for de fleste, eller der kan være tale om et svar på en artikel, som læseren forventes at have læst.
En sætning kan være længere eller kortere. Og den orden, sætningens ord er organiseret i, kan være mere eller mindre kompliceret.
se bilag 9 – sætningskonstruktion!
fag– og fremmedord
Fagligt sprogbrug Særlige ord eller udtryk, der knytter sig til et bestemt fagområde. Fremmedord Ord, der er lånt fra andre sprog og indført i det danske sprog, men som (endnu) ikke er blevet en del af ’normalt sprogbrug’.
abstrakt og konkret sprogbrug
Abstrakt sprog Når afsenderen har valgt at bruge mange overbegreber snarere end konkrete underbegreber (mælkeprodukter frem for letmælk, billigt frem for kr. 9,98, følelser frem for angst, osv.) eller når han bruger uhåndgribelige udtryk (kærlighed, livskvalitet, politik, osv.) frem for håndgribelige udtryk (kantsten, lastbil, avis, osv.). Konkret sprog Når afsenderen har valgt at bruge mange specificerede underbegreber snarere end abstrakte overbegreber (letmælk frem for mælkeprodukter, kr. 9,98 frem for billigt, angst frem for følelse, osv.) eller håndgribelige udtryk (kantsten, lastbil, avis, osv.) frem for uhåndgribelige (kærlighed, livskvalitet, politik, osv.).
andet sprogbrug
Se bilag 2 – sprogformer!
ARTIKLEN SOM GENRE – EN VÆRKTØJSKASSE
CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2008
9 Hvad er din vurdering? din personlige vurdering
Begrebet vurdering kan vi i danskfaglig sammenhæng definere på denne måde: At foretage en vurdering af en tekst vil sige at tage stilling til, hvilken værdi man personlig vil tillægge teksten. Med begrebet "tekst" menes i denne sammenhæng både skrevne tekster, faste billeder (reklamer, malerier, fotografier) og levende billeder (tv-reklamer og film).
Du kan eventuelt lade dig vejlede af følgende spørgsmål: 1. Er det din personlige vurdering, at tekstens personer og/eller tema(er) er særlig interessant(e), vedkommende, spændende, tankevækkende eller det modsatte? Hvordan kan det være? 2. Har forfatteren/kunstneren, efter din mening, anvendt nogen virkemidler, der gør særligt indtryk? Hvilke virkemidler er det eventuelt, hvilket indtryk har de gjort og hvorfor har de det?
Vurderingen er således den del af tekstarbejdet, hvor du opfordres til åbenlyst at give udtryk for din personlige mening om eller holdning til tekstens indhold og form. Du skal, med andre ord, overveje, hvad du synes er godt eller skidt ved teksten, hvad der gør et særligt positivt og/eller negativt indtryk på dig - og, efterfølgende, begrunde disse vurderinger?
Med hvilke perspektiver? perspektivering
Perspektivering betyder egentlig 'fremtidsudsigt', men i danskfaglig sammenhæng betyder det 'at sætte i sammenhæng med' eller 'at sammenligne med'. Således handler perspektivering om at sætte den analyserede tekst ind i en samfundsmæssig, historisk, kulturhistorisk eller psykologisk/pædagogisk sammenhæng.
Vi kan formulere følgende to overordnede perspektiveringsspørgsmål:
1. På hvilken måde kan du sammenligne forhold i den tekst, du har analyseret - med historiske, kulturhistoriske, samfundsmæssige eller psykologiske/pædagogiske forhold uden for teksten, dvs. i den faktiske virkelighed?
2. På hvilken måde kan du sammenligne den analyserede tekst med andre tekster? Disse to spørgsmål peger i retning af hvert sit perspektiverings-felt. Derfor kan det være en god ide at skelne mellem to slags perspektivering, nemlig henholdsvis den almenfaglige perspektivering og den litterære (eller tekstfaglig) perspektivering.
NOTABENE! At perspektivere forudsætter en vis faglig viden og indsigt. Du må i din perspektivering lade dig inspirere af og kunne henvise til en eller flere fag- eller skønlitterære kilder, altså til relevant fagligt stof du har læst i fagbøger, faglige tidsskifter, aviser, dokumentarudsendelser, du har set i TV eller på video, seriøse og pålidelige hjemmesider du kildekritisk har surfet dig frem til på internettet - eller fiktive tekster, du har læst. Den viden, der således skal være grundlaget for din perspektivering, kan du have indhentet ved sejt selvstudium eller fra undervisningen, projektarbejdet, gruppearbejdet eller det individuelle arbejde i forskellige fag.
ARTIKLEN SOM GENRE – EN VÆRKTØJSKASSE
CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2008
10 Kilder Olsson, Henning og Poulsen, Henrik
Ryd forsiden! – om nyhedsformidling
Dansklærerforeningen, 95
Tverskov, Eva
At skrive journalistik
Dansklærerforeningen, 91
Viemose, Rikke
Skriv en avis
Dansklærerforeningen, 04
avisnet.dk medietimen.dk textanalyse.systime.dk
ARTIKLEN SOM GENRE – EN VÆRKTØJSKASSE
CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2008
BILAG 1
INFORMATION
… er en grundbestanddel i reportage- og featureartikler, men er også en selvstændig genre.
… bygger på sansninger og oplevelser. Den kan være aktuel, men behøver ikke at være det. Betyder egentlig ’at fremvise’ og er den mest litterære af de journalistiske genrer.
Her skelner man mellem et personcentreret interview; der portrættere en person, et emnecentreret interview; hvor en person interviewes i anledning af en begivenhed, som vedkommende har specielt kendskab til, og et sags– eller partsinterview; hvor parterne i en sag høres for at afdække deres argumentation.
Forsøger ofte at tage temperaturen på et eller andet område, fx ’hvordan er det at vokse op på Vesterbro i København…?’ eller ’Hvordan er det at være patient på et hospital i provinsen…?’
Laver man interview med tilfældige personer på gaden, aler man om en såkaldt voxpop, mens forudgivne spørgsmål til eksperter inden for et område betegnes som enquete. … fortæller om noget, der allerede har fundet sted. Journalisten skal fortælle om en sag så objektivt som muligt. Hendes opgave er at få alle oplysninger korrekt med og referere dem til læserne. Primært brugt til at referere fra politiske møder eller retssale. Journalisten holder blot mikrofonen og referere først den ene, og så den anden kilde. Interessant fordi man ikke altid må filme fx under retssager. Historiens indhold og vinkling bestemmes derfor stort set af kilderne…
Interviewerens rolle kan være forskellig. Hun kan være den kritiske, dybdeborende journalist, der vil afdække en sag, eller hun kan være folkets stemme, der gerne vil have nyhederne ned i øjenhøjde på et forståeligt plan. Endelig kan hun også være den hyggelige mikrofonholder, der giver interviewofret plads, sådan som det ofte ses i talkshows og personcentrerede interviews. Interviewet planlægges som en samtale om et emne - IKKE som 5 nedskrevne spørgsmål, der skal besvares i en slags forhør.
I journalistisk forstand en længere reportage, der går bag om en sag eller en person. En feature er en blandingsform, der inddrager forskellige genrers virkemidler, og som har plads til at fortælle, bringe oplevelser ind i artiklen, og som for det meste er smukt illustreret. Og selv om journalisten anvender mange fortælleformer fra litteraturen, fx dialog, ledefigurer, synsvinkelskift og andet, så skal ALT, hvad featuren indeholder, fremgå af den journalistiske research. Intet må digtes til! Stiller store krav til journalistens skriveevne og især også til hendes evne til at observere, fordi genren netop bygger på sansninger og oplevelser, men også på genskabelsen af scener, som andre har oplevet. I ren form fortæller den i scene på scene, så sammenhæng og konklusion overlades til læseren. Journalistens opgave er at give læseren den samme oplevelse, som hun selv eller hendes hovedperson har haft. Feature-træk indgår i andre genrer, fx som indgange. Man taler om featurereportager, feature-interviews og featuriserede baggrundsartikler. En kort definition kunne være; en underholdende reportage. Da en feature kræver plads, findes den oftest i søndagsavisernes mange tillæg eller i ugeblade og magasiner, hvis læsere har og giver sig tid. scene
problem
perspektiv
handling
Referat
Interview
Reportage
… er nyhedsjournalistikkens flagskib. En reportage er et stykke opsøgende journalistik, som bærer præg af at journalisten, der skriver reportagen, som regel selv har være ude på det sted, hvor begivenheden sker. I reportagen indgår der ofte miljøbeskrivelser og øjenvidneskildring. Journalisten fortæller sin historie, så man tydeligt kan mærke, at hun er til stede på stedet. Begivenheden og dens omgivelser er detaljeret beskrevet. Journalisten afgør, hvad historien går ud på. Kilderne er reduceret til en slags vidner. Observation og interview er de bærende elementer i reportagen. Interviewet bliver i de fleste reportager brugt til at videregive øjenvidneskildringer eller kommentarer fra involverede i begivenheden - eller vurderinger fra eksperter. Reportagen skildrer aktuelle begivenheder, ofte fra helt varme konflikter; krige, politiske slagsmål, kongelige begivenheder, sportskampe osv.
Feature
Baggrund
… er ikke en nyhed i sig selv, men har altid sit udgangspunkt i døgnets nyhedsdækning. Baggrunden skal give læseren de oplysninger, som er nødvendige, for at han kan forstå, hvad nyhedshistorierne, også dem i TV går ud på. Journalistens egen mening er her fuldstændig uvedkommende og skal holdes langt væk fra historien. I en baggrundsartikel eller en dybdeborende artikelserie gøres der meget ud af researchen. Her afdækker journalisten de bagvedliggende årsagssammenhænge og afslører måske endda magtmisbrug, løgne og fordrejninger. Baggrundshistorien skal klæde læserne på, så de kan forstå nyheden og tage stilling til den. Det vigtige er at forklare den sammenhæng, nyheden indgår i, dens årsager og dens konsekvenser.
I en reportage må journalisten gerne præge artiklen sprogligt. Det er vigtigt at artiklen får lev og oplevelsespræg, uden at den dog må blive poppet.
Tager ofte sit afsæt i det konkrete og det aktuelle, og for at vække læserens interesse begynder baggrundshistorien ofte med et konkret eksempel, som viser problemstillingen.
Som udgangspunkt giver journalisten ikke udtryk for egne holdninger, men indsamler relevante personers indtryk og udsagn. Hun kan dog godt vurdere situationen, konkludere og sætte sagen i perspektiv, men sin personlige holdning fremkommer hun sjældent med.
Bygger på interviews med forskellige eksperter og på skriftligt materiale om emnet. Den forklarer generelle problemer eller historiske, økonomiske eller politiske forhold.
OBJEKTIV
Hvor nogle baggrundsartikler har karakter af intellektuel analyse krydret med ekspertinterview, er en dybdeborende artikelserie tit udtryk for nogle få journalisters langvarige research i samme emne. Som fx i Brixtoftesagen.
Anmeldelse
… er en personlig vurdering af et produkt, en begivenhed eller en udgivelse. Områder, der anmeldes, kan være koncerter, teaterforestillinger, film, bøger, plader, udstillinger, design, biler, edb, restauranter mv. Genren er karakteriseret ved tre dele en præsentation, en analyse og en vurdering, men de tre niveauer blandes ofte, og nogle anmeldere springer analysen over og går direkte til vurderinger, der helst skal støttes af gode argumenter. Nogle aviser bruger et karaktersystem med stjerne, andre skriver mere dybdegående begrundelser for en vurdering, men i begge tilfælde er der netop tale om anmelderens subjektive vurdering. Anmeldelser skrives ofte af fagfolk, enten avisens egne journalister med speciale i det pågældende område eller af folk udefra.
OPINION
I modsætningen til den øvrige holdningsjournalistik er kronikken bredere og har ud over at debattere også til hensigt at oplyse om et emne eller en sag. Behøver ikke, ligesom kommentaren, at handle om noget aktuelt, og den behøver heller ikke slutte med en bestemt mening. Kronikken har sin faste plads i avisen og skrives normalt af personer udefra. Skribenten undersøger sit emne fra forskellige sider og inviterer læseren til at være med. Orden kronik stammer fra græsk og kommer af chornikos: det, der vedrører tiden! En kronik dækker i dag over: • historisk fremstilling af vigtige begivenheder ordnet efter tidsfølgen (kronologi). • oplysende og diskuterende dagbladsartikel om samfundsspørgsmål, politik, videnskab, kunst og andre aktuelle emner. • til genren hører en essayistisk stil, hvor det personlige blandes med den saglige fremstilling af et tema. • kronikken har visse formidlingskrav og skal formuleres så alment, at den interesserede læser kan følge med, selv om emnet drejer sig om et bestemt fagområde. Traditionel er kronikken en genre, der behandler brede, gerne kulturelle, emner på en sådan måde, at også de mennesker, som ikke til hverdag beskæftiger sig med området, kan forstå hvad det drejer sig om. Starter ofte med at præsentere et problem som en påstand, eller beskrive et forhold eller en konkret oplevelse. Derefter sættes forskellige opfattelser overfor hinanden . Udgangen er tit åben og spørgende eller en invitation til et større perspektiv, som læseren kan tænke videre over. Absolutte sandheder og forkromede løsninger på verdens problemer hører ikke hjemme i kronikken.
… skrives ikke af journalisterne, men af avisens læsere. De kan handle om alt muligt, lige fra vigtige samfundsproblemer til personlige irritationer. Nogle læserbreve er både oplysnende og fulde af gode argumenter, andre blot udtryk for helt personlige følelser (hvæserbreve!) Ligesom kommentaren er de læsernes reaktion på de debatter, avisen kører, eller spontane reaktioner på aktuelle begivenheder. Genren er præget af kortfattede indlæg, der enten kommenterer aktuelle begivenheder eller indlæg, eller som tager en ny sag op med henblik på at starte en debat. Læserbrevene redigeres ligesom alt andet stof i avisen. Debatsiderne er ikke bare opslagstavler, der står til læserens disposition! Derfor tit beklagelser over censur og manglende ytringsfrihed. Men censur og redigering er ikke det samme. På Internettet har genren fået særligt liv, fordi man her kan få mere plads end i spalterne i aviserne, og fordi man i fx web-logs har mulighed for direkte at kommentere på andres indlæg.
Kronik
Leder
… udtrykker en avis officielle holdning til aktuelle emner. Den er enten anonym eller signeret (underskrevet med kendt forkortelse) af redaktøren eller en af bladets medarbejdere. Adskiller sig fra kommentaren ved, at den aldrig indeholder personlige tilkendegivelser. De fleste aviser har for det meste et lederskribentpanel, som kan levere dagsaktuelle kommentarer. Navnene på lederen eller lederne (for de fleste store aviser har to) er normalt anbragt på samme side som kolofonen. I den står der, hvem der er ansvarshavende. Selve lederen har sin plads på debatsiderne i bladet. Lederen rummer normalt kun ét synspunkt, som der argumenters for, gerne sat op imod andre aviser, politikere eller meningsdannere. Den er vigtig for den offentlige debat, da der giver et signal om, hvad der diskuteres, og hvad der optager folk her og nu.
Læserbrev
Klumme
… er en fast rubrik, placeret samme sted i avisen; findes i de fleste aviser. Til klummen bidrager en eller flere klummeskribenter, der laver deres klumme på faste ugedage. I klummen skriver columnisten (klumme betyder spalte på engelsk) i personlig stil, ofte med et eftertænksomt og provokerende sprog om emner, der er oppe i tiden. I modsætning til lederskribenten er det ikke avisens holdning, der afspejles, men kun skribentens. Det afgørende er, at columnisten er god til at anlægge uventede vinkler på aktuelle eller dagligdags emner, som læserne kan identificere sig med.
Kommentar
Aviserne skal ikke producere al deres mening selv, tværtimod er de stærkt afhængige af bidrag udefra. Nogle gange opfordrer de bestemte kommentatorer til at bidrage, andre gange henvender personer med professionel interesse i et sagsområde sig for at levere kommentarer til avisens sider! En kommentar … er en kortere artikel, derfor det meste leveres af folk udefra, men den kan også være skrevet af en af avisens egne journalister. Kommentaren er, som navnet siger et led i den daglige debat, gerne forfattet af folke med forstand på emnet eller af professionelle debattører. Kommentarer er næsten altid placeret på debatsiderne i avisen. Kommentaren er altså en navngiven persons mening om et aktuelt emne af en vis betydning for avisens læsere. Kommentatoren skal vide hvad hun taler om og kommentaren skal indeholde gode argumenter og have en stærk mening. Men den behøver ikke diskutere sit emne ved at fremføre modpartens synspunkter. Dem må læseren få i den almindelige samfundsdebat.
De rigtig gode klummeskribenter etablere en form for brand, det vil sige, at de har skabt sige et image og en stor gruppe faste læsere. Især gratisaviserne har været gode til at give spalteplads til en række kendte og talentfulde columnister, som læses af mange, fordi de omgivende artikler er så korte og tørre.
SUBJEKTIV CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2007
BILAG 1
… er et fast element i den daglige debat, og de fleste aviser har en kronik.
SPROGFORMER
BILAG 2
Komplekst sprog Når der kræves en særlig sproglig eller faglig forhåndsviden for at forstå en tekst, fordi der i teksten fx anvendes særlig fagligt sprogbrug, fremmedord, komplicerede sætningskonstruktioner mv. Simpelt sprog Når en tekst er relativt nemt forståelig, fordi der anvendes et begrænset eller alment kendt ordforråd, enkle sætningskonstruktioner mv. Konkret sprog Når afsenderen har valgt at bruge mange specificerede underbegreber snarere end abstrakte overbegreber (letmælk frem for mælkeprodukter, kr. 9,98 frem for billigt, angst frem for følelse, osv.) eller håndgribelige udtryk (kantsten, lastbil, avis, osv.) frem for uhåndgribelige (kærlighed, livskvalitet, politik, osv.). Abstrakt sprog Når afsenderen har valgt at bruge mange overbegreber snarere end konkrete underbegreber (mælkeprodukter frem for letmælk, billigt frem for kr. 9,98, følelser frem for angst, osv.) eller når han bruger uhåndgribelige udtryk (kærlighed, livskvalitet, politik, osv.) frem for håndgribelige udtryk (kantsten, lastbil, avis, osv.). Implicit sprog Når betydningen af det, der udtrykkes, ikke fremgår klart og tydeligt, men kræver en forhåndsviden eller forudforståelse for at blive forstået. Eksplicit sprog Når betydningen af det, der udtrykkes, fremgår klart og tydeligt og derfor ikke kræver en særlig forhåndsviden eller forudforståelse for at blive forstået. Formelt sprog Et sprogbrug der især bruges i formelle situationer, fx offentlige institutioners henvendelser. Formelt sprog er almindeligvis karakteriseret ved at være upersonligt, eksplicit, abstrakt og sagligt og ved brug af særlige formelle ordtyper som: forefindes, fremsende, henligge, påbegynde, angående, dersom, følgelig, indeværende, ligeledes, samt, såfremt, vedrørende, mv. Det formelle sprog hører først og fremmest skriftsproget til. Uformelt sprog Et sprogbrug, der bruges i uformelle situationer, fx den private samtale mellem to personer, der kender hinanden godt. Uformelt sprog er almindeligvis kendetegnet ved at være personligt, implicit, konkret og emotivt og af, at ovenstående formelle ordtyper ikke anvendes. Det uformelle sprog hører først og fremmest det mundtlige sprog til. Personligt sprog Når afsenderen har valgt åbenlyst at omtale sig selv og/eller modtageren i teksten med ord som jeg, vi, du, I eller ved navn. Upersonligt sprog Når ingen af kommunikationens parter omtales åbenlyst i teksten. Fremmedord Ord, der er lånt fra andre sprog og indført i det danske sprog, men som (endnu) ikke er blevet en del af ’normalt sprogbrug’. Emotivt sprog Når afsenderen udtrykker sine ’subjektive’, dvs. personlige følelser og holdninger fx ved hjælp af særligt positivt eller negativt ladede ord. Sagligt sprog Når afsenderen formidler ’objektive’ informationer frem for personlige følelser og holdninger.
BILAG 3
Fire omkom, da Rom-ekspressen til København blev afsporet. (hvem) (hvad) Ulykken skete 100 kilometer nord for Rom kort efter starten (hvor) fra den italienske hovedstad i aftes. Toget kørte med stor fart ind (hvornår) (hvordan) i træer, der var væltet over sporet. Området har været hærget (hvorfor) af kraftigt uvejr de sidste døgn. Ingen danskere er bland de omkomne.
BILAG 4.1
ORIENTERENDE FREMSTILLINGSFORM I EN SAGTEKST
ovenst책ende tekst er Politikens Netavis
EKSPRESSIVE FREMSTILLINGSFORM
ovenst책ende tekst er Jyllandspostens Internetavis
BILAG 4.2
OPFORDRENDE FREMSTILLINGSFORM
ovenst책ende tekst er en annonce fra Fredgaard
BILAG 4.3
Afsenderen kan benytte sig af forskellige typer af kilder
BILAG 5
Afsenderen selv, som kan dokumentere en sag, fordi han har været "i marken" og foretaget observationer ved selvsyn. Mundtlige kilder, dvs. personer, der udtaler sig mundtligt til sagtekstens forfatter. Skriftlige kilder, fx skriftlige referater, breve, sagsakter, kontrakter, regnskaber, bøger, mails osv. Auditive, visuelle eller audiovisuelle kilder, dvs. fx lydbånd (auditiv betyder noget, der kan høres), fotografier eller andet billedmateriale (visuel betyder, noget der kan ses) eller en kombination af lyd og billede (audiovisuel), fx en tv-udsendelse, en video eller lignende.
Førstehåndskilder er folk, som selv har været til stede ved den omtalte begivenhed eller som på anden måde har været/er direkte involveret i den sag, der informeres om.
Andenhåndskilder er folk, der ikke er eller ikke har været direkte involveret, men som alligevel vurderes at kunne bidrage med relevante oplysninger om sagen.
Ekspertkilder, dvs. mennesker med en videnskabelig uddannelsesbaggrund, der arbejder som forskere, eller på anden måde professionelt med det fag, de er uddannet i, og som derfor må regnes for at besidde en særlig dybtgående viden inden for et eller andet specialområde.
Lægpersoner, dvs. personer, der i forhold til en sag er "ikke-fagfolk". Lægpersoner kan både være almindelige mennesker, der bliver bedt om at udtale sig om et eller andet sagsforhold, de ikke har nogen særlig indsigt i, men det kan også være en ekspert, der bliver brugt som kilde i forhold til en sag eller et emne, han ikke er ekspert i. Konsekvenseksperter. Dette er et journalistisk slangudtryk for "almindelige mennesker". Når forskellige former for beslutninger tages i samfundet, får det ofte direkte konksekvenser for os almindelige mennesker. Derfor kan vi regnes for at være en slags eksperter i, hvordan det mærkes at blive ramt af netop disse konsekvenser. Vi mærker dem jo på egen krop, så at sige. Fx kan almindelige mennesker opfattes som eksperter i, hvordan det opleves at blive ramt af en ny skattereform, der får den konsekvens, at skatten stiger eller hvordan det føles at blive ramt af en arbejdsgivers beslutning om nedskæringer i firmaet, der får den konsekvens, at man bliver fyret, eller hvordan det mærkes at blive offer for en voldsmands handling, som får den konsekvens, at man ender på hospitalet. (Eller hvordan det opleves, når andres beslutninger og handlinger får positive konsekvenser for os almindelige mennesker).
Kilder med ekstern kompetence, dvs. personer, der er kompetente i den forstand, at de ved noget andre ikke ved, at de har nogle beføjelser andre ikke har, fordi de sidder i betydningsfulde og magtfulde stillinger, fx folketingspolitikere, borgmestre, direktører, kommunaldirektører, formænd for interesseorganisationer osv. Jo højere man befinder sig i (magt)hierarkiet, des større ekstern kompetence. I nogle tilfælde anvendes kilder med stor ekstern kompetence og i andre tilfælde kilder med lavere ekstern kompetence.
Kilder med intern kompetence er kilder, der har en særlig uddannelse, erfaring eller indsigt i et emne og som derfor må regnes for at være særlig kvalificerede til at udtale sig om et bestemt sagforhold. Forskellen på en ekspertkilde og en kilde med intern kompetence er, at man i princippet skal have en forskeruddannelse for at kunne regnes for en "ægte" ekspertkilde, mens man "bare" skal have en særlig og relevant viden eller erfaring inden for et emneområde, for at kunne blive brugt som kilde med intern kompetence.
Uvildige kilder, dvs. folk, der kan forventes at informere upartisk og objektivt om et sagsforhold, fordi de efter al sandsynlighed ikke har noget personligt eller forretnings-mæssigt at vinde ved at gøre det modsatte. Partskilder, dvs. folk, der kan forventes at have en forudindfattet mening om et sagsforhold, som måske ikke siger hele sandheden eller "glemmer" noget af den, fordi de har været eller er personligt involverede i sagen eller fordi de har særlige personlige eller forretningsmæssige interesser at pleje.
Anonyme eller unavngivne kilder, dvs. kilder hvis navn ikke nævnes i sagteksten, men som afsender sædvanligvis kender og hvis vederhæftighed (troværdighed) afsender står inde for. Anonyme kilder kan være anonyme af personfølsomme grunde, altså fordi det indebærer en risiko, arbejds- eller helbredsmæssigt, at stå frem med navns nævnelse. De kan også være anonyme, fordi sagtekstforfatteren ikke selv ved, hvem de er eller, i værste fald, fordi kilden slet ikke eksisterer. De anonyme kilder optræder i sagtekster under benævnelser som "anonym kilde", "pålidelig kilde", "sædvanligvis velunderrettet kilde" og lignende.
Navngivne kilder, dvs. kilder som nævnes ved navn. Sådanne kilders troværdighed kan, i modsætning til de anonymes, efterfølgende undersøges.
BILAG 6.1
Enhver argumentation indeholder en påstand, et belæg og en hjemmel, uanset om det fremgår åbenlyst eller ej. Påstanden er argumentationens kerne, for den er det synspunkt, den information, som afsender søger at få modtagerens tilslutning til eller godkendelse af. Påstanden findes ved at spørge: "Hvad er det for et synspunkt, afsender vil have modtagers tilslutning til?" Belægget er den begrundelse, som afsender bruger som direkte støtte for sin påstand. Et belæg findes ved at spørge: "Hvad bygger afsender sin påstand på?" Eller: "Hvad er afsenderens begrundelse(r) for påstanden?" Hjemlen er en slags uddybende begrundelse, der underbygger afsenderens belæg og dermed påstanden. I nogle tilfælde er hjemlen åbenlys:
I mange tilfælde er hjemlen dog underforstået, fordi afsenderen regner med, at han og modtageren er fælles om at have den viden, der gør, at hans begrundelse for påstanden virker fornuftig. I et sådant tilfælde ville vores eksempel bare lyde: "Mange børn er overvægtige, fordi de spiser bjerge af chips". Hvis hjemlen ikke bliver formuleret direkte, kan det dog også skyldes, at afsenderen ikke selv har tilstrækkelig viden til at kunne underbygge sit eget belæg. Eller sagt på en anden måde: Han har ikke argumenterne i orden, og det foretrækker han at holde for sig selv. Hvis vi siger, at belægget er begrundelsen for påstanden, så kan hjemlen opfattes som begrundelsen for belægget:
Hjemlen findes ved at spørge: "Hvad er det for en begrundelse, der underbygger belægget, så be-
BILAG 6.1
lægget virker som en fornuftig begrundelse for påstanden?". Hvis vi bruger eksemplet fra før kan vi spørge: "Hvad er det for en begrundelse der gør, at det umiddelbart lyder fornuftigt, når det påstås at mange børn er overvægtige, fordi de spiser bjerge af chips?" Svar: "Det er vores viden om, at chips indeholder ret meget fedt og om at hvis man spiser store mængder af sådanne fedtholdige fødevarer er der forøget risiko for at blive overvægtig." I den praktiske argumentationsanalyse af en sagtekst er det ikke altid så ligetil at finde påstande, belæg og hjemler.
ο dels fremsættes ofte en række forskellige påstande, ο dels bytter påstande og belæg nogle gange plads, ο dels kan det være ret svært at finde ud af, hvilke af begrundelserne der er belæg, og hvilke der er hjemler, ο dels er rækkefølgen af argumenternes elementer tit meget forskellig, så det kan være svært at hitte ud af, hvad der er hvad.
NOTABENE! Det skal du ikke lade dig slå ud af, for det vigtigste at lære er: ο at finde den eller de mest centrale eller interessante påstande ο at kende forskel på påstande og begrundelser. Hvis du ikke ved, hvad påstanden i en sagtekst er, så kan du heller ikke gennemskue, hvad det er for et synspunkt, afsenderen vil have din tilslutning til, hvad det er for en "sandhed", han vil have dig til at tro på. Et hjælpemiddel til at finde ud af forskellen på påstand og begrundelse kan i en del tilfælde være at indsætte biordene "fordi" eller "derfor" eller bruge hv-spørgsmål, som "Hvorfor...?" eller "Hvordan-kan-det-være, at...?" Kan du indlede en sætningsdel med fordi, så er det belægget der følger efter. Hvis du stiller et hv-spørgsmål og spørger: "Hvorfor er mange børn overvægtige?", så finder du i teksten følgende svar: "... fordi de spiser bjerge af chips". Således kan denne sætningsdel bestemmes som et belæg. At der er tale om en begrundelse (et belæg eller en hjemmel) signaleres i øvrigt også ofte af ordene "da", "for", "altså", "i henhold til" mv. Hvis du kan indlede en sætningsdel med derfor, så er det en påstand, der følger efter: Fx kan du sige: "Mange børn spiser bjerge af chips, derfor er de overvægtige." Altså er sætningen i den oprindelige tekst: "Mange børn er overvægtige" en påstand.
ARGUMENTATIONSKNEB
BILAG 6.2
A U T O R I T E T S K N E B er et udbredt argumentationskneb. Dvs. at sagsfremstillingen forsøges gjort mere "sand", mere troværdig end den måske er: - ved at henvise til at mennesker, som modtageren af den ene eller anden grund opfatter som autoriteter, som særlig kompetente, som værd at se op til, tilsyneladende tilkendegiver en positiv indstilling over for de synspunkter, der fremsættes - ved at henvise til, at synspunktet i forvejen tilsyneladende deles af mange andre og dermed påstås indirekte, at meningstilkendegivelsen repræsenterer en særlig troværdighed (for så mange mennesker kan vel ikke alle sammen tage fejl?) - ved sprogligt at formulere et udsagn, der tilsyneladende repræsenterer den absolutte uimodsigelige sandhed og som derfor forventes at signalere stor autoritet Vi kan underdele autoritetsknebet i: E K S P E R T K N E B , dvs. at fagfolk/eksperter åbenlyst udtaler sig eller på anden måde signalerer et engagement i en sag, med det formål at give sagsfremstillingen særlig troværdighed. Det kan være "ægte" eksperter, altså virkeligt eksisterende, kendte eller ukendte, veluddannede fagfolk eller andre personer, der repræsenterer et erhverv, der almindeligvis opfattes som særligt troværdigt eller respektabelt af modtageren, fx forskeren, lægen, politibetjenten, piloten mv. Eller det kan være "uægte" eksperter, der refereres eller direkte citeres, som om de var eksperter eller respekterede fagfolk, fx tilkendegivet ved en ukendt person, der præsenteres med en fin fagtitel, en person, der afbildes i "ekspertuniform", fx en lægekittel, en politi- eller militæruniform, eller lignende. Ekspertkneb er der også tale om, hvis der i sagteksten fremsættes udokumenterede postulater (og sådan set også begrundede påstande) om, at synspunktet er resultatet af særlige undersøgelser, videnskabeligt forskningsarbejde eller lignende. I D O L K N E B , dvs. at idoler, direkte eller indirekte, signalerer at synes det samme som afsenderen. Det kan være "ægte" idoler, fx kendte skuespillere, musikere, andre kunstnere eller mennesker kendt fra TV, eller "uægte" idoler, fx personer, der tilsyneladende mødes med beundring, som om de var idoler, fordi de deler et populært synspunkt. UDBREDELSESKNEB, dvs. at der henvises til en større mængde mennesker, der er fælles/enige om et eller andet. fx: "Som alle jo ved, så...", "Langt de fleste har oplevet, at..." "Over 10000 har nu købt...", "Enhver burde vide, at..., "Hvem har ikke prøvet at stå i den situation, hvor...", "Mange psykologer mener, at...", "Gang på gang er det konstateret, at..." osv.
SANDHEDSPOSTULAT, dvs. en ubegrundet påstand, der fremstår som en tilsyneladende uimodsigelig sandhed. Vi kan tale om to slags sandhedspostulater: Det "objektive" sandhedspostulat, der er kendetegnet ved, at den sandhed, der påstås, er indiskutabel. Postulatet fremstilles som objektivt sandt - med samme autoritative vægt (troværdighed), som var det resultatet af en videnskabelig undersøgelse Fx: "Det er jo helt klart, at...", "Der er ingen tvivl om, at..." "Det er uden for enhver diskussion, at...", "Det er helt oplagt, at...", "Man er helt sikker på, at..." eller postulater som dette: "Femina! Danmarks bedste ugeblad". Det subjektive sandhedspostulat, der også er kendetegnet ved sin tilsyneladende uimodsigelighed, men som dog indeholder den modifikation, at der er et subjekt (en person), der tager ansvaret for påstanden: Fx: "Jeg mener jo helt klart, at...", "Jeg nærer ingen tvivl om...", "Vi ved jo alle, at...", "Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at..."
G E N E R A L I S E R I N G S K N E B , dvs. når modtageren, direkte eller indirekte, påvirkes til at drage følgeslutninger på et meget løst grundlag, fx ved at generalisere ved uden argumentation at slutte fra del til større helhed. fx min nabo drikker, alle naboer drikker eller fra en større helhed til mindre del fx Familien Danmark skal spare, det skal du også!
BILAG 7
DEN YDRE KOMPOSITION... MEDIUM •
hvor er teksten trykt? Avis, ugeblad, tidsskrift, bog, eller…?! Husk altid at notere; medium, dato, måned og år for udgivelsen.
RUBRIKKEN er en vigtig del af en journalistisk historie, fordi det allerede er her, mange historier bliver valgt til eller fra af den skimmende avislæser. Man siger, at rubrikken skal blinke…
BLIKFANG! hvordan lokkes læseren til at læse teksten?
RUBRIKKEN •
• •
•
er rubrikken skrevet med store eller små typer? Er der valgt en speciel iøjnefaldende typografi..? Er der andet interessant at lægge mærke til…?! hvor mange spalter fylder rubrikken?! virker rubrikken appellerende, eller har den et ret neutralt indhold? mangler rubrikken led - fx grundled? Hvordan virker eventuelle mangler?!
TROMPET/FORRIDER •
findes der en trompet…?! Hvad siger den?!
MANCHET •
bruges mellemrubrikker til at markere de vigtigste dele af historien og hjælpe læseren til overblik og sammenhæng?
BILLEDE •
•
er der en tegning eller et foto, som skal virke tiltrækkende på en evt. læser? Gi’r billedet lyst til at læse teksten? hvilken effekt skal billedet have på modtageren?
BILLEDTEKST •
•
•
• • • • • •
dække indholdet i artiklen fange læserens øjne være konkret, og ikke abstrakt være kort, men gerne en hel sætning være aktiv - hellere nutid end datid tale til sanserne (se, høre, føle…)
EN GOD RUBRIK MÅ IKKE være indforstået, indeholde fremmedord eller forkortelser, afsløre historien pointe eller være så kort, at den bliver meningsløs. MEN DEN MÅ GERNE handle om mennesker, indeholde nøgleord fra artiklen, være overraskende og lege med ord og udtryk, hvor det er passende.
er der evt. en manchet (… underrubrik…) med en smagsprøve fra teksten?! Eller indeholder manchetten et kort resume af tekstens indhold?
MELLEMRUBRIKKER •
EN GOD RUBRIK SKAL VÆRE sand, fængende, informativ, let at læse og ærlig, og den skal:
er der en tekst på billedet, evt. et citat fra teksten? hjælper billedteksten dig i billedlæsningen, eller fordrejer den dit første indtryk af billedet? måske er billedteksten overflødig, redundant?
FAKTABOKS er en særlig indrammet tekst, der er placeret et passende sted på siden, hvor sagteksten befinder sig. Faktaboksen kan både indeholde faktuelle oplysninger, særlige baggrundsnoter, artiklens konklusion og konsekvenser, personlige data om en person eller en lille sidehistorie.
TROMPET/FORRIDER eller forrider findes i nogle artikler. Bruges primært til at skabe blikfang.
BYLINE kaldes det sted journalistens navn og/eller e-mail står. Der kan evt. også være et billede af journalisten.
MANCHETTEN er den underrubrik eller det mere fyldige resumé, der står i starten af historien.
BILAG 7
MEDIUM dato, måned og år for udgivelsen - det er vigtigt at vide hvor artiklen stammer fra; er det fra Frederiksborg Amts Avis, Berlingske Tidende eller Fisk & Fri - det fortæller noget om afsender og modtager...
BILLEDER kan være foto, tegning, graf eller lign. Det fortæller noget om indholdet, skaber blikfang og interesse. Ofte hører der en BILLEDTEKST til billedet!
BRØDTEKSTEN er artiklens indhold. Brødteksten skal uddybe, hvad rubrik, trompet og manchet antyder. I selve brødteksten giver journalisten svar på hvem? hvad? hvordan? hvorfor? hvornår? og måske… hvad så? - kommer ind på konsekvenserne af det skrevne/skete. Journalistens ærinde er at fortælle en historie fra virkeligheden - kravet er sandhed! Journalisten skal altså fortælle os, om den viden hun har været i stand til at skaffe sig, under de vilkår hun har.
’SERIE?! er det måske en serie… Et tilbagevende emne…?
MELLEMRUBRIKKEN bruges til at markere de vigtigste del af historien. - Hjælper desuden læseren til et overblik og sammenhæng.
Det var det tekniske og layoutet… Nu er det tid til at se på … INDHOLDET… —>
BILAG 8
ARTIKLENS INDRE KOMPOSITION
Skrivemodeller er opstået af praktiske grunde. På den ene side skal journalisten ikke bruge for meget tid til at tænke over, hvordan historierne skal organiseres, på den anden side skal teksterne skrives i en form, der gør læseren interesseret og tilfreds. Fire af de mest benyttede er
nyhedstrekanten, dramatrekanten, kommoden og featurefeature-hjulet.
førstkonklusionenså devigtigsteoplysn ingerienpriorit eretrækkefølg eslutafnård uikkeharf lereopl ysnin ger .
Næsten alle nyhedshistorier (også i TV) konstrueres i den såkaldte
nyhedstrekant
I trekanten fordeles stoffet efter faldende vig-
tighed: først kommer konklusionen på historien, gerne som en rubrik, derefter det meget vigtige, så det vigtige, det mindre vigtige, det uvigtige, det kedelige og så det, der alligevel var på blokken, men sagtens kunne undværes.
Fordelen for læseren er, at man straks får at vide, hvad historien handler om og kan holde op med at læse når som helst, fordi det vigtigste allerede er fortalt. Fordelen for redaktionssekretæren er, at historien kan forkortes ved simpelthen at klippe væk bag fra, uden at kernen i historien bliver ødelagt.
Du kan kende nyhedstrekantens struktur, på, at der i begyndelsen af artiklen næsten altid er svaret på følgende hv-spørgsmål: 1. Hvad er der sket? 2. Hvor er det sket? 3. Hvornår er det sket? 4. Hvem er involveret? Lidt senere i sagteksten får du måske svar på spørgsmålene: 5. Hvordan er det sket? 6. Hvorfor er det sket?
Den gennemførte nyhedstrekant ses i de artikler, hvor du mener at kunne skære den bagfra uden at væsentlige informationer går tabt. Mange sagtekster nøjes dog med at blive indledt ud fra et af nyhedstrekantens principper, nemlig at det allervigtigste fortælles fortælles allerførst.
FeatureFeature-hjulet kombinerer oplevelser med faktuel viden, sådan at læseren bliver underholdt og gjort klogere på samme tid. Scene åbner med det eksempel, læseren alligevel vil forlange, fortalt helt konkret, gerne som en scene i en novelle. Problem gør rede for det problem, indgangen var et eksempel på, historisk, økonomisk, politisk e.a. Handling fortæller, hvad der aktuelt er sket på området. Dette er nyhedsdelen. Perspektiv viser os, hvad historien betyder for læseren og for os alle sammen, meget gerne som en ny scene eller måske en tilbagevenden til den scene, historien startede med.
De fire kasser kan være meget forskellige af omfang og kan kombineres på kreative måder. En variant kan f.eks. være at fastholde indgangsscenen hele vejen igennem, sådan at historien hele tiden vender tilbage til den fra de andre kasser. En feature kan dog også fortælles som en ren scene-på-scene historie, hvor konklusionen må drages af læseren.
En sagtekst, der er bygget op efter den dramatiske model, også kaldet
dramatrekanten, minder meget om opbygningen af de fortællinger, vi kender fra genren epik (fx romaner, noveller og eventyr). Den væsentligste forskel er egentlig, at den episke fortællings handling er opdigtet, mens sagtekstens handling er foregået i virkeligheden. I denne slags sagtekster, som kaldes 'fortællende journalistik', er nyhedstrekanten vendt om, så den ikke mere står på spidsen! Igennem de sidste årtier er den fortællende journalistik blevet mere og mere almindelig i USA, og den bliver mere og mere almindelig i danske medier.
BILAG 8
i den drama tisketre kantkomm erkonklusio n e n f ø r s t i d e al lersidstesætnin geridinehistorier.
Den fortællende sagtekst kan kendes på: 1. At den er bygget op efter en dramatisk komposition, som vi kender det fra epikken (fra romanen, novellen og eventyret), som er kendetegnet ved bl.a. følgende spændingsmættede forløb: a. Præsentation eller antydning af konflikt (indledning), b. Konflikten optrappes (midterdel) og
c. Konflikten løses (klimaks og slutning). 2. 3.
4.
At den i sin sproglige stil også henter stof fra fiktionen, bl.a. brug af stilfigurer som sammenligninger og metaforer. At de personer, der er involveret i en sag, får mulighed for at udtrykke deres helt personlige følelsesmæssige og sanselige oplevelser i forbindelse med en begivenhed. I den fortællende sagtekst bliver den sanselige beskriv else af personerne i og omkring en sag brugt som et "levende" eksempel på selve sagsforholdet - i modsætning til den nøgterne sagsbeskrivelse i den traditionelle nyhedsartikel, der er baseret på "kolde og kyniske" fakta. Vi kan sige, at den fortællende journalistik ikke er interesseret i kilder, som fortæller om et emne, men i perso ner som igennem deres følelser, holdninger og handlinger eksemplificerer emnet. At sagtekstens forfatter i nogle tilfælde (det er ikke så tit) træder i karakter og - udover fakta - også formidler sin subjektive, følelsesmæssige og sanselige oplevelse af eller sin fortolkning af andres oplevelse af en begiven hed.
Kommoden
som skrivemodel for genrer som baggrundsartiklen, interviewet og en del reportager og features er den mest almindelige 'kommoden' eller "kommode-modellen". Den sagtekst, der er komponeret efter kommode-modellen, består af en række "skuffer", der hver for sig indeholder vigtige oplysninger om et lille tema og en særlig pointe. Man fordeler stoffet efter guldmønts-metoden, sådan at der i hver af skufferne er en belønning til læseren i form af spændende oplysninger, citater, scener, oplevelser o.l. Indgange og udgange vælges med omhu til at give oplevelser og perspektiver. Den kan ikke skæres bagfra, men må kortes af ved at fjerne skuffer.
Kommode-modellens indholdsmæssige kendetegn kan beskrives på nogenlunde denne måde: Øverste skuffe: En indledning med et konkret eksempel på det, teksten handler om. De midterste skuffer: Små selvstændige (men alligevel sammenhængende) afsnit, der er bygget op omkring et guldkorn (f.eks. overraskende oplysninger, gode citater, vægtige argumenter, interessante observationer eller markante scener). Nederste skuffe: Slutningen, der sparker til læseren, gerne med et perspektiv, der peger ud over historien og sætter den ind i en større sammenhæng. Altså et slags svar på spørgsmålet: Hvad betyder historien for læseren, for landet, for verden?
I nogle tilfælde kan man sammenligne sådanne sagtekster med opbygningen af et teaterstykke, der består af tre, fire eller fem akter, der hver for sig ofte har en selvstændig handling med en selvstændig pointe, men som alligevel er bundet sammen af et overordnet fællestema.
SÆTNINGSKONSTRUKTION
BILAG 9
En sætning kan være længere eller kortere. Og den orden, sætningens ord er organiseret i, kan være mere eller mindre kompliceret. •
En helsætning er en sætning, der ikke står som led i en anden sætning. En sætning kan sagtens bestå af flere helsætninger.
•
En helsætningsstamme er den del af en sætning, som andre sætninger er led i.
•
En ledsætning er en sætning, der står som led i en anden sætning, enten som led i en helsætningsstamme eller som led i en anden ledsætning.
•
Et indskudt led er en sætning eller en såkaldt periode, der afbryder helsætningen, helsætningsstammen eller ledsætningen.
En sætning med forvægt er som regel mere kompleks end en sætning med bagvægt. En sætning med forvægt er en sætning, der ikke indledes med en helsætningsstammes grundled og udsagnsled. Forvægt: "Som andre planter producerer algerne ilt, så længe de lever." Forvægt: "Så længe algerne lever producerer de ilt som andre planter." En sætning med bagvægt er en sætning, der indledes med helsætningsstammens grundled og udsagnsled og først derefter følger ledsætningerne. Bagvægt: "Algerne producerer ilt, så længe de lever, som andre planter." (Fra artiklen "Fjorden holder vejret i sommervarmen" i Nordjyske Stiftstidende tirs. d. 5. aug. 2003). Bagvægt: "Algerne producerer ilt som andre planter, så længe de lever."
En sætning med forvægt virker særlig kompleks, hvis den er lang og hvis der "går" mange ord før en helsætningsstammes grundled og udsagnsled indfinder sig: "Er dokumentet efter sin beskaffenhed, eller er forfalskningen eller det, som derved søges opnået, af underordnet betydning, eller har den skyldige ikke tilsigtet at påføre andre nogen skade, såsom når øjemedet alene har været at gennemføre et berettiget eller at afværge et uberettiget krav, er straffen bøde eller fængsel indtil 1 år." § 172, stk. 2 i Straffelovens kap. 19 om "Forbrydelser vedrørende bevismidler", min understregning.
Samme virkning kan det have, hvis helsætningsstammens grundled og udsagnsled i den forvægtede sætning er "skilt" fra hinanden, så det ene led fx står forrest i sætningen, og det andet i slutningen: "En kvinde, der ved sin barnefødsel på uforsvarlig måde udsætter barnet for alvorlig fare, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år." § 251 i Straffelovens 25. kapitel om "Forbrydelser mod liv og legeme".
NOTER!
NOTER!