(italiensk novella = nyhed) betegner en kortere episk fortælling, der normalt beskriver et enkelt handlingsforløb eller situation, og ofte har en iøjnefaldende slutning.
EN VÆRKTØJSKASSE
NOVELLEN DE 6 GRUNDSPØRGSMÅL
og romanen, hvis det skulle være…
VÆRKTØJ
1. Hvad er det for en tekst du skal analysere? ..................................................................................... 1 2. Hvem har skrevet novellen? ............................................................................................................................... 1 3. Hvad fortælles? ............................................................................................................................................................ 1 3.1 tid ......................................................................................... 2 3.2 rum, miljø ......................................................................... 2 3.3 personer ........................................................................... 3 3.4 konflikt ................................................................................ 4
4. Hvordan fortælles?
4.1 komposition (opbygning) ....................................... 5 4.2 fremstillingsformer ...................................................... 6 4.3 synsvinkel ......................................................................... 8 4.4 fortæller ............................................................................. 8 4.5 sprog ................................................................................ 11
5. Hvad er din vurdering?
5.1 budskab .......................................................................... 13 5.2 tema(er) .......................................................................... 13 5.3 egen vurdering af teksten ..................................... 14
6. Med hvilke perspektiver? ..................................................................................................................................... 14 Kilder
”FØRST FØRST BEVÆGER VI OS IND I TEKSTEN, SÅ BEVÆGER VI OS MED TEKSTEN, OG SÅ BEVÆGER VI OS UD AF TEKSTEN.” TEKSTEN.
HUSK!
… at du altid skal have belæg for dine påstande… … derfor skal du altid illustrere og argumentere vha. eksempler du henter i teksten…
1. HVAD ER DET FOR EN TEKST DU SKAL ANALY ANALYSERE? Under dette punkt skal du præsentere den konkrete tekst, du analyserer. Du skal præcisere, hvilken slags tekst det er…
Tekstens titel og udgivelsesår.
genren; fiktion, skønlitteratur fiktionsprosa epik (roman, novelle, eventyr, saga, sagn…)
2. HVEM HAR SKREVET NOVELLEN? Nogle (få) biografiske data om forfatterens liv, om de vigtigste udgivelser. Måske lidt om hvad forfatteren typisk skriver om eller hvad der karakteriserer måden at skrive på. Det kan være rart at se et billede af forfatteren, så kommer man ”tættere” på! Det kan også hjælpe, når man skal vurdere vedkommende og beskrive både personen og værket/værkerne.
3. HVAD FORTÆLLES? Hvad handler fortællingen om? Svaret kan være et referat af handlingsforløbet, – og det kan være en karakteristik af tekstens motiv - altså det teksten direkte handler om, det man kan ”genfortælle”! Det man kan se for sig! RESUMÉ Giv som indlæg i dette punkt et lille resumé af fortællingen. Husk: Referatet fylder ¼ af teksten i sig selv. Resumé fylder som bag på en bog. Handlingsforløbet er fortællingens rygrad – personernes handlinger i en fortælling er ordnet i et handlingsforløb der tager et bestemt stykke tid og foregår i et bestemt rum. Ligesom i et spil. Handlingsforløbet er alle de handlinger, der fører fra den ene situation til den anden, fra situationen i begyndelsen til situationen i slutningen. Hvordan er hovedpersonens situation når handlingsforløbet begynder, og hvordan er den når det slutter? Hvilken konflikt eller flere konflikter, drejer handlingsforløbet sig om?
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
1
3. HVAD FORTÆLLES? (fortsat… (fortsat…) 3.1 TID
En søndag løb min kat hjemmefra, og jeg så den aldrig mere. Derefter gik jeg i skole i ti år. Nu er jeg voksen og kan ikke længere huske, hvad farve katten havde. Hvis vi regner i år, er det her en meget lang fortælling; den var mere end ti år. Det er den fortalte tid, dvs. det tidsrum som fortællingen strækker sig over. Faktisk er der hele seks tidsangivelser i den lille fortælling; en søndag, aldrig mere, Derefter, i ti år, Nu og ikke længere. Tidsangivelserne gør det muligt for os at forstå rækkefølgen i de forskellige begivenheder, som fortællingen handler om.
fortælletidspunktet
fortalte tid
En søndag og Nu
Angiver tidspunkter. Den første ret upræcis, den anden betyder ”i dag”; men tilsammen angiver de hvornår fortællingen begynder og ender.
Nu
Vi kan læse af den lille tekst at fortælleren er en voksen der tænker tilbage på sin barndoM og sammenligner den med nutiden; teksten er en erindring. I den første sætning kan vi se hvordan fortælleren bruger datid fordi han fortæller om noget der er overstået – et tilbageblik. Den sidste sætning derimod står i nutid for den handler om hvordan fortælleren har det nu altså på fortælletidspunktet.
aldrig mere, Derefter, i ti år, ikke længere Har med den fortalte tid at gøre. De siger noget om hvor lang tid der går, og hvordan rækkefølgen er i de ting der sker: Først løb katten væk, så gik jeg i skole, så blev jeg voksen…
fortælletempo
3.2 RUM, MILJØ
alt fra mindste værelse til det univers uendelige
Fortælletempoet i teksten er meget højt; Ti år af mit liv overstås på én sætning som det tager få sekunder at læse eller sige; der bliver ikke gået i detaljer med noget som helst. Man kan næppe fortælle hurtigere om sin skolegang end at sige: Derefter gik jeg i skole i ti år.
En fortælling foregår altid i en tid og i et rum. Man taler ofte om fortællingens miljø… et udmærket ord at bruge, specielt i realistiske fortællinger hvor man kan genkende fortællingens rum; ”Det foregår i et typisk forstadsmiljø,” kan man fx sige. Når man siger fortællingens rum, kan udtrykket omfatte fra det mindste værelse til det uendelige univers. Og husk at uanset hvor meget dette rum ligner noget genkendeligt, så er det en del af fiktionen. Det har ingenting med fortællingens realisme at gøre om den foregår i Brønshøj eller Langbortistan. Nogle gange er det rum en fortælling foregår i, kun antydet som en ”ramme”. Andre gange er det vigtigt for læseren at vide hvor i verden fortællingen foregår, så skal forfatteren nok sige det direkte.
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
2
3. HVAD FORTÆLLES? (fortsat… (fortsat…) 3.3 PERSONER ydre
Karakteriser dem i forhold til hovedpersonen. Hvad ”bruger” hovedpersonen de forskellige bipersoner til? personkarakteristik - fortæl mig hvordan personen ser ud, og jeg skal fortælle dig, hvordan han er! -
alder køn udseende (ansigt og krop) påklædning erhverv økonomisk situation familiær rolle - hustru, mand, mor…?
Disse ydre tegn, kan sige noget om personens personlighed, livsværdier, karakteregenskaber mm. indre
personkarakteristik, kan sige noget om de mere eller mindre usynlige forhold, der kan sige noget om personens personlighed. Står der fx noget i novellen/romanen om personens/personernes: -
fortid opførelse/adfærd personens følelser/holdninger personens livsværdier
NB: Personen udvikler sig ofte i løbet af historiens forløb – han eller hun behøver altså ikke nødvendigvis at være den samme fra start til slutning. personens relationer
Er der noget som personen holder af, har et specielt forhold til eller ”forbindelse” til? Fx hovedpersonens forhold til: - sig selv og sin livssituation (egenrelation) - andre vigtige personer - kæreste, fader, moder, kæledyr…? (primære relationer) - mennesker han kender knapt så godt…? (sekundære relationer) - et bestemt objekt; had, savn…? (objektrelation)
parallel- eller kontrastpersoner
- parallelpersoner? dvs. en person der har mange ting tilfældes med hovedpersonen. Der er altså væsentlige ligheder mellem hovedpersonen og parallel-personen.
- kontrastpersoner til hovedpersonen? dvs. et modstykke til hovedpersonen – en modsætning.
typer eller individer
- flade personer? også kaldt en 'type' er en der ikke er særlig nuanceret beskrevet, en person, hvis karakter-træk vi ikke får særlig meget at vide om. Hvis en sådan person bliver placeret i en lille birolle, er der ofte en særlig mening med det. De skal nemlig ikke opfattes som særlig vigtige, fordi er nogle interessant personligheder, men fordi deres handlinger repræsenterer nogle enkeltstående karakter-træk, som er vigtige for at forstå de centrale runde personer ('individer'), og de konflikter de befinder sig i.
- runde personer? altså dem vi kommer til at kende rimelig godt, fordi de er langt mere beskrevet end de flade personer.
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
3
3. HVAD FORTÆLLES? (fortsat… (fortsat…) 3.4 KONFLIKT
I fortællinger er der ofte et eller andet problem – eller flere problemer – som hovedpersonen skal løse. Det er nok tydeligst i eventyr, men også i noveller, romaner og skuespil er handlingsforløb bygget op omkring et problem – eller som man siger – en konflikt. Konflikten kan være mellem nogle af fortællingens personer eller det kan være en 'indre' konflikt i hovedpersonen selv. Konflikten kan være af håndgribelig art, eller det kan være en psykologisk konflikt. Måske skaber hovedpersonen selv sin konflikt, måske gør andre det, måske udvikler der sig nye konflikter undervejs…
Men hvorom alting er:
I tekstlæsning lønner det sig som regel at tage afsæt i at finde fortællingens konflikt; start fx med at beskrive den situation hovedpersonen er i når for tællingen begynder, og sammenlign den med hovedpersonens situation i fortællingens slutning. Hvad der ligger derimellem er handlingsforløbet; det drejer sig så om hvordan hovedpersonen får løst konflikten.
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
4
4. HVORDAN FORTÆLLES? 4.1 KOMPOSI KOMPOSITION (OPBYGNING), RÆKKERÆKKEFØLGE, TEMPO
Kokke komponerer menuer, billedkunstnere komponerer billeder, komponister komponerer musik… og forfattere komponerer tekster! Men vi andre komponerer også… … at komponere betyder, direkte oversat, at sætte noget sammen; så hvis du skriver et brev eller maler med vandfarve, er det en eller anden form for komposition. Bogstaverne og farverne følger en eller anden form for orden – i modsætning til hvis du bare lukker øjnene og hamrer løs på pc'ens taster eller tværer penslerne rundt i farverne. Når man selv skriver en tekst, får man måske at vide, at man skal lave en plan – en brainstorm, en disposition… Det er en slags arbejdstegning; den beskriver hvilken rækkefølge delene bedst kan sættes sammen: Først gør jeg sådan, derefter tager jeg denne her…
Hvordan ser teksten ud?
Kompositionen kan man først se bagefter, den er mønsteret i en helhed som udgør det færdige resultat – i musik, i tegninger, i bygninger og i tekster. Kompositionen er tekstens opbygning: I første omgang lægger vi teksten foran os og fæstner øjnene på den uden at spekulere over hvad den handler om: Hvordan ser teksten ud?
komposition
- hvordan er teksten inddelt? Er der kapitelinddeling, 'luft' eller tankestreger, kan de danne grundlag for den nærmere inddeling af teksten i afsnit: se på skift i tid, sted, personer – og i noveller; hvornår sker begivenheden?
rækkefølge
- i hvilken rækkefølge fremstiller fortælleren handlingsforløbet: Er det kronologisk fremstillet? Er det en rammekomposition (begyndelse og slutning i nutiden, handlingen i fortiden)? Er der flash-backs 1 – eller flash-forwards2?
tempo
- i hvilket tempo fremstilles forløbet: - tempoet er højt3, hvis den fortalte tid er lang, og fortælletiden4 kort, - omvendt er det lavt5 tempo, hvis fortælletiden er lang og den fortalte tid kort…
… når tempoet skifter fra højt til lavt, sker der ofte noget vigtigt!
NB! Selv i korte tekster skifter tempoet oftest mellem højt (… så gik de ti år - eller blot 'luft' i teksten) og lavt (under fx beskrivelser og dialog). jf. afsnittet om tid på side 2
1
… egentlig et udtryk fra filmens verden. Flash betyder blink eller glimt, og et flashback er netop et glimt tilbage. Fortælleren afbryder handlingsforløbet og springer til noget der ligger forud for den fortalte tid, som eller er den gennemgående – fx fordi en person tænker tilbage, eller fordi fortælleren vil give os et billede af hvordan en person var som barn. 2 3 4 5
… som flashback; bortset fra at fortælleren tænker fremad… = panoramisk fremstillet = det antal sider teksten fylder = scenisk fremstillet
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
5
4. HVORDAN FORTÆLLES? (fortsat… (fortsat…) 4.1 KOMPOSITION KOMPOSITION (OPBYG (OPBYGNING)… NING)… ydre
Inddelingen i synlige afsnit er den 'ydre' komposition i en tekst.
Indre
Men der er også en 'indre' komposition. Det er de afsnit som har med tekstens indhold at gøre – med spring i tid eller rum, i stemning eller synsvinkel; eller det er skift fra fx et afsnit med beretning (højt tempo) til et med beskrivelse (lavt tempo). Mange fortællinger er 'lige-ud-ad-landevejen', mens andre fortællinger har en indviklet komposition, fordi der fx er afsnit fortalt som flash-backs/ flash-forwards, eller fordi man følger forskellige personer på skift.
Hvilken funktion har komposition, rækkefølge og tempo for denne tekst?
4.2 FREMSTILLINGSFORMER hvordan er forholdet mellem… mellem… beretning
Som fortæller selve det episke forløb – handlingsforløbet… Så løb hun.
fortæller oplysninger
1. beskrivelser af personer, steder osv. Det episke forløb afbrydes under beskrivelsen. 2. kommentarer og refleksioner (= længere overvejelser). Ofte vurderende (Hun havde nogle græsselige tænder).
gengivelse af tale og tanke
Generelt kan man sige at i direkte gengivelse af tale/tanke blander fortælleren sig mindst – i dækning mest.
direkte tale, er den ordrette gengivelse af en replik i en fortælling; tanke formet som replik: Han sagde/tænkte vredt: 'Nu vil jeg ikke være med mere.' indirekte tale, tankereferat: Han sagde/tænkte vredt, nu vil jeg ikke være med mere. dækning, er en særlig måde at gengive replikker på, så de glider ind i fortællingen: Han var vred. Nu ville han ikke være med mere.
NB! Er der få replikker i en tekst, er de særligt værd at lægge mærke til!
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
6
4.2 FREMSTILLINGSFORMER (Fortsat… (Fortsat…) beretning
Sprøjterne kom susende væltede alle husene, da de kom til Gammelstrand, var der ingen ildebrand. … disse kendte ord er en fortælling. Den foregår i et rum – i en by som har en gade ved navn Gammelstrand, så det er sikkert i København. Og fortællingen udspilles i tid – selv om brandbilerne kommer susende, så må det tage et stykke tid at vælte alle husene og at nå frem til Gammelstrand. Hvordan ser brandbilerne ud? Eller brandmændene? Og hvad med menneskene i de væltede huse? – den slags beskrivelser er der overhovedet ingen af. Beretninger er tekster – eller dele af tekster – som kun er handlingsforløb, og som altså kun refererer hvad der sker. Beretningen er nødvendig, for uden den er der slet ikke nogen fortælling.
kommentarer
Fortælleren ved alt. Men ikke nok med det; der skydes generaliserende/vurderende forklaringer ind, som en slags kommentarer til selve beretningen. Derfor kalder man det fortællerkommentarer.
refleksion
Det er mærkeligt med hans mor. Hun kan blive flov over at bruge flåede tomater, bare fordi de er på dåse. Disse to sætninger er en drengs tanker i anledning af den dåse moren beder ham åbne. Tanker der sættes i gang på den måde, kaldes refleksion. Vi kan fx sige: Pludselig slår det mig…, når en association sætter tankerne i gang. At reflektere er at tænke noget igennem – på den ene side, på den anden side… I teksten her er drengens refleksion formuleret som indre monolog, og derigennem får læseren et lille billede af moren – hvad er hun for én når hun er flov over at bruge dåsemad? I andre tekster – specielt når der er en jeg-fortæller – kan refleksioner have meget mere plads end her: For et kortere eller længere øjeblik sættes fortællingen så at sige i stå så vi kan følge en persons tankegang.
Hvilke(n) af de 3 fremstillingsformer er i teksten – og hvorfor?
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
7
4.3 SYNSVINKEL Det er vigtigt at slå fast, at FORFATTEREN som har skrevet teksten – er en virkelig person, der har sat afsnit og ord sammen, og han/hun har haft en bestemt idé med at skrive teksten på en bestemt måde og med en bestemt indhold. MEN forfatteren har altid en FORTÆLLER, som fører os igennem handlinger og beskrivelser. Fortælleren er en del af fortællingen – forfatteren vælger en synsvinkel til sin fortælling, dvs. at fortællertypen bl.a. hænger sammen med tekstens synsvinkel: ydre synsvinkel
er den synsvinkel, hvor fortælleren nøjes med at se på personerne og deres handlinger udefra – det er en synsvinkel som registrerer hvad der sker og fortæller det videre, som en slags kameraøje.
det modsatte er… indre synsvinkel
synsvinklen lægges ind i en af de fiktive personers tanker, og så oplever læseren det der sker, med personens øjne – og vi får derfor personens/personernes tanker og følelser at vide.
Grethe skyndte sig, hun var sent på den. Da hun endelig drejede om hjørnet, fik hun øje på Hans på bænken. Det så ud som om han sad og sov (- ydre synsvinkel). Hans havde siddet på bænken i over en halv time. Han havde lige vendt cd'en i discmanen, da han så Grethe komme om hjørnet. Endelig, tænkte han (- indre synsvinkel). = Samme situation, oplevet på to forskellige måder: Der er synsvinklen til forskel.
Synsvinkel er langtfra altid den sammen igennem en tekst; den kan fx skifte fra person til person (= skiftende indre synsvinkel) eller fra ydre til indre synsvinkel i samme tekst (= kombineret synsvinkel).
Overvej hvorfor forfatteren har valgt netop denne synsvinkel…
4.4 FORTÆLLER FORTÆLLER – alle tekster har en stemme, der fortæller… fortæller… Hvorfor har forfatteren valgt netop denne fortællertype? Overvej, om fortælleren er med som en af personerne i handlingsforløbet, altså er en jeg-fortæller, eller om fortælleren er uden for handlingsforløbet og derfor omtaler tekstens personer som han og hun og de – mens personerne selvfølgelig selv kan sige jeg og du i deres replikker. Hvis der ikke er nogen jeg-fortæller, så er der i stedet for en såkaldt 3. persons fortæller.
På næste side kan du se nogle hovedtyper! HUSK! Der er varianter og blandingsformer. NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
8
4.4 FORTÆLLER (Fortsat… (Fortsat…) jeg-fortæller
3. persons-fortællere
… fortælleren optræder i handlin- … fortælleren optræder ikke som person i handlingen – er kun gen – som jeg… en synsvinkel… • En jeg-fortæller er en fiktiv person som en forfatter har opdigtet…
alvidende fortæller
personal fortæller
• 'kan alt'…
• hovedpersonen er ikke tekstens fortæller.
• i jeg-fortællinger er fortællersynsvinklen altid nem at få øje på…
• kan røbe alt om personernes handlinger, følelser og tanker
• jeg'et følger én person
• kan til enhver tid overskue hele fortællingen
• ordet jeg henviser altid til den, der taler. • tekstens jeg fortæller ud fra sin særlige synsvinkel og 'styrer' teksten med sine holdninger, meninger, erfaringer, viden, følelser… • når vi læser en fiktiv fortælling hvor et jeg fortæller om sig selv og sine oplevelser, så bliver alt set med jeg'ets øjne og er naturligvis farvet af hvad jeg'et er for en person. Ligesom i virkeligheden. • den måde et jeg taler eller skriver på er en meget væsentlig del af fortællingen. • jeg-fortællere er ikke altid vildt subjektive i deres beskrivelser og vurderinger, de kan have den funktion at være vidne til noget andre foretager sig og 'genfortælle' det nogenlunde objektivt… • …viser sig evt. som fortælleroplysninger: kommentarer, beskrivelser.
• vi kommer tættere på selve oplevelsen; der er ikke nogen fortæller-stemme som forklarer tingene for os.
• … og ikke bare det! kan også vurdere om personernes måde at opføre sig på er typisk eller dum eller fornuftig…
• der bruges hun/han fremfor jeg. • alt hvad der bliver fortalt bliver dog set gennem personens øjne. • vi ser ind i personens tanker, for teksten er præget af indre monolog. • fortælleren 'skjuler' sig i hovedpersonen og lader os opleve det personen oplever.
• kan have skiftende indre synsvinkel • kommer med mange fortælleroplysninger: kommentarer, beskrivelser, refleksioner. • kan evt. komme med direkte læserhenvendelser.
• på den ene side bruger fortælleren personen som et 'filter' – på den anden side kan fortælleren lægge mere ind i fortællingen end personen selv ville kunne gøre.
skjult fortæller, dramatisk fortæller, 'kameraøjet' • kalder man det, når en fortæller blot er et kamera og en mikrofon og nøjes med at registrere hvad personerne siger og gør, uden at komme med vurderinger eller kommentarer. • fortælleren er objektiv i sin beskrivelse - næsten konsekvent; sætninger kan jo ikke siges af en kamera! • når en forfatter vælger en skjult fortæller, er det en synsvinkel der overlader læseren selv at fortolke stemningen og forstå hvorfor personerne opfører sig som de gør.
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
Se eksempler på næste side!
9
4.4 FORTÆLLER (Fortsat… (Fortsat…) "To gange om året, lidt før og lidt efter midsommer, gik solen ned lige bag drivhuset. Det så ud som om nogen havde tændt ild derovere. Drivhuset lå i et forsømt gartneri et par haver væk, jeg så det fra mit vindue når jeg skulle i seng, og af og til krøb jeg ud af sengen igen når der var sagt godnat for at se hvordan ilden derovre efterhånden døde hen og drivhuset blev mørkt som resten af gartneriet." Anders Bodelsen: Drivhuset, 1965
jeg-fortæller?! Jeg gør det nemt at få øje på synsvinklen ☺ Hvorfor netop denne type?
"I maj måned 1591 anløb en lille brig reden ud for Cádiz og ankrede op. Af en brig at være var den såmænd ikke så lille endda – ikke meget mindre end Santa Maria, som godt 100 år tidligere førte Columbus til Amerika, selv om den havde tre master. Briggen hed San José og hvade angiveligt hjemme i Antwerpen. Den førte også det spanske flag, alt sammen til trods for at den hørte hjemme på Fanø, og skipperen hed Ivar Brinch. Det havde nu alt sammen sin forklaring, som Brinch for længst havde underrettet sin besætning om. De fleste af dem kendte det hele godt, for de havde prøvet turen før, men der var et par ungfolk, der var med for første gang. De var kommet helskindet gennem Biscayens urolige vande, og nu lå de for anker og vuggede stille i den lune nat, hvor lydene fra den store by nåede ud til dem. 'Ser I, folk,' sagde Brinch, 'det her er et sted, hvor det er klogt at træde lidt varsomt'…" Ole Jonshøjm Guds Tåre, 1994
alvidende?! I citatet ved fortælleren fx hvad der er sket før maj 1591 – ja, ikke bare på det samme skib, men han ved også noget om Columbus skib. Og fortælleren kan tage læseren i hånden og forklare de nærmere omstændigheder; men han kan også citere ordret hvad skipperen fortæller dem som er med på sejlturen for første gang. Det lyder alt sammen som om forfatteren er en journalist der har undersøgt sagen grundigt. Men teksten er altså fra starten på en opdigtet fortælling, den er fiktion.
"Hun vidste ikke hvad dag det var. Torsdag eller fredag måske. Det havde ellers været bestemt så længe, at det var en mandag hun skulle af sted. Men så var det blevet lavet om i sidste øjeblik. Hun sad på en bænk på Storebæltsfærgen. Det regnede lidt, og alle andre på færgen, i hvert fald dem hun kunne se på denne side, sad inde bag ved glasruderne i midten af færgen. Hvorfor mon dagen var blevet lavet om? Mon gårdmandsfolkene, der skulle have hende i pleje, havde fortrudt i sidste øjeblik? Hendes hjerte gav sig igen til at banke. Hun så ned på skiltet, hun havde om halsen. Siv Terkelsen, c/o gårdejer Anton Madsen, Skrave pr. Skodborg. Det var der, hun skulle hen. Anton Madsen. Det lød da som en tyk og rar mand" Vita Andersen, Ud på landet, 1978
personal-fortæller?! Ingen tvivl om at hovedpersonen er pigen, som hedder Siv. Men hun er ikke tekstens fortæller; Siv bliver omtalt som hun, ikke som jeg. Det giver dog ikke de store problemer at skrive teksten om, så der står jeg i stedet for hun, for alt hvad der bliver fortalt, er set gennem Sivs øjne. Og vi ser ind i Sivs tanker. Der er en personal-fortæller i teksten – fortælleren 'skjuler' sig i hovedpersonen og lader os opleve hvad hun oplever.
Hvorfor netop denne type?
Hvorfor netop denne type?
skjult fortæller?! Kan virke som en afskrift af det afsnit i en kogebog, hvor man lærer at lave gelérand. Fortælleren er nærmest et lille videokamera, der hænger oppe under loftet og opfanger, hvad der sker i køkkenet, hvor Audrey laver mad. Fortælleren er objektiv i sin beskrivelse. Christina Hesselholdt, Køkkenet, gravkammret & landskabet, 1991 Når en forfatter vælger skjult fortæller, er det en synsvinkel, der overlader til læseren selv at fortolke stemningen og forstå hvorfor personerne opfører sig som de gør.
"Audrey koger en fisk med laurbærblade. Hun sætter husblasen i blød. Hun tager husblasen op med det vand, der hænger ved. Hun smelter det i en skål. Over vandbad. Hun afkøler husblasen og tilsætter den fiskevandet i en tynd stråle under piskning. Hun lader fiskestykker og laurbærblade falde derned. Hun hælder den halvstive masse i en randform, som hun stiller koldt.
Hvorfor netop denne type?
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
10
4.5 SPROG Når vi skal kigge på sproget i en tekst, er det et særligt ordvalg vi skal lede efter – særlige ord og udtryk; men også særlige måder at sætte dem sammen på. Vi skal altså bide mærke i afvigelser fra det 'normale' ordforråd og den 'normale' grammatik.
overveje, hvorfor forfatteren har valgt netop dette sprog… ordvalg og sætningsopbygning?
Tekstens sprog kan undersøges således… - er den præget af fremmedord? Af lange og indviklede sætninger? Eller er den mere talesprogspræget? - er der mange tillægsord? (= vægt på beskrivelse) - er der mange udsagnsord? (= vægt på beretning, hvis det er 'handleudsagnsord') - er der mange replikker/meget dialog? Hvad siger sprogbrugen i dialogerne om personernes baggrund, uddannelse, alder etc.? - er teksten præget af metaforer (billedsprog)?
skrift- & talesprog
Der er forskel på at tale og at skrive. Naturligvis, men det er ikke bare forskellen på lyde og bogstaver, der er også forskellige normer for hvordan man bruger sproget i de to forskellige former for sprogbrug.
skriftsprog
- I skriftsprog er sætningerne generelt længere og mere indviklede end i talesprog ; når vi læser en tekst har vi hele tiden muligheden for at stoppe og tænke, vi kan starte forfra på en sætning, vi kan lægge teksten væk og begynde forfra senere. - I talesprog må vi derimod hænge på og koncentrere os om det der bliver sagt; vi kan selvfølgelig sige 'Hvad siger du?' eller 'Hvad mener du?' – Hvis vi stiller det spørgsmål, når vi læser, får vi ikke noget svar; til gengæld kan vi give os tid til selv at prøve at forstå den skrevne tekst.
talesprog
- er det sprog vi taler, og det kan vi jo gøre på meget forskellige måder. Når der bruges talesprog i en skrevet tekst, så er det fordi dens afsender vil have os til at lægge mærke til noget. - talesproget har sin egen grammatik, for i stedet for kommaer og punktummer og andre tegn bruger talesproget pauser og betoninger. Det bruges for det meste når man står ansigt til ansigt med hinanden, og derfor kan reagere med det samme på det den anden siger. Sådan er det også når man taler i telefon.
replikker
- vi hører, hvad der bliver sagt – og vi ser hvad der foregår. Det er næsten som en scene fra en film eller et skuespil… Her er en replik; Det var ikke min mening. Preben blev rød i hovedet. Jeg er bange for, at tallerkenen kunne falde på gulvet og gå i stykker. Det der står med kursiv, er det vi hører, og det er ordret hvad Preben siger. - MEN kun næsten som en scene, for der er også noget vi ikke kan høre eller se… … Preben nikkede høfligt, skønt indvendig tvivlede han på at faderen havde ret. Preben udtaler netop ikke sin indvendige tvivl, han nøjes med at tænke det.
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
11
4.5 SPROG (fortsat… (fortsat…) direkte tale
Preben sagde, idet han blev rød i hovedet: "Det var heller ikke min mening." det, der står imellem anførselstegnene, "gåseøjnene", er nøjagtig hvad der kommer ud af Prebens mund – som om det bliver optaget på en båndoptager; vi hører direkte hvad han siger.
indirekte tale
Preben blev rød i hovedet og sagde at det heller ikke havde været hans mening. -
indre monolog
Det havde heller ikke været Prebens mening. Han blev rød i hovedet. -
metafor
billedsprog
her er anførselstegn og gåseøjne væk; det er nu ikke ordret hvad Preben siger; men fortælleren giver nærmest et referat af hans replik. Denne måde at gengive de talte ord på kaldes indirekte tale.
vi kan her faktisk ikke vide om Preben overhovedet siger noget, eller om han nøjes med at tænke. Det kan kun fremgå af sammenhængen, fx af om der er nogen der svare ham. I det sidste eksempel er fortælleren endnu tydeligere til stede, og han stiller sig på Prebens side og siger (eller tænker) det samme som ham. Denne måde at gengive det talte på kaldes dækket indirekte tale; det er en form der kaldes indre monolog.
Han har et hjerte af guld. Hun kører i en gammel spand. Jeg har sommerfugle i maven. Der er ingen ko på isen. Er den feset ind på lystavlen? Du tænker så det knager. -
dette er eksempler på metaforiske udtryk. En metafor er et ord eller et udtryk der i en bestemt sproglig sammenhæng får en anden betydning end det plejer at have – en overført betydning.
-
brugen af metaforer kaldes også billedsprog. Og det sprog taler vi hele tiden, vi bruger hele tiden masser af metaforer. Mange af dem lægger vi slet ikke mærke til, fordi deres betydning er så velkendt. Men nogle gange bliver der brugt usædvanlige metaforer, sådan at vi lægger mærke til dem.
-
Hun har sit på det tørre kan man fx sige om hende der ikke har de store økonomiske problemer. Udtrykket har som regel en negativ medbetydning: Når man har sit på det tørre har man ikke meget tilovers for dem, der hænger med røven i vandskorpen.
-
Metaforisk sprogbrug kan give en meget bred betydning. De hjælper med til at beskrive det flygtige; for de billeder man selv skaber med sproget har ingen fast betydning i forvejen. De får først meningen når læseren tænker over dem.
-
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
12
5. HVAD HVAD ER DIN VURDERING? VURDERING? 5.1 TEMA tema
Når man læser en tekst, bliver man først optaget af handlingen. Dernæst overvejer man, hvad det er, teksten og forfatteren egentlig vil fortælle én. Hvad der den dybere mening og grundidéen – temaet i historien. Temaet er den overordnede, almene betydning af en tekst… Det der sker for hovedpersonen eller tekstens jeg, skal kunne sige andre mennesker noget…
hvad siger det os… fortolke6
HVAD det siger os – det er det en tekstanalyse fører frem til at give svar på… … du skal bruge analysen til at fortolke; altså forklare hvilken forståelse din analyse har givet dig af teksten – du skal med andre ord ”oversætte” den, så andre kan forstå den… du skal læse mellem linjerne…
5.2 5.2 BUDSKAB budskab
Et budskab kan udtrykkes på mange måder – og gennem mange forskellige medier; tv-avis, Biblen, bøger, salmer, breve, reklamer, film, plakater, fotografier, malerier, SMS, e-mail, graffiti, 11. september 2001etc.… Budskabet kan være alt fra en advarsel om krigens gru til en opfordring til at købe en bestemt tandpasta, og det vil naturligvis være præget af det medie, man vælger.
hvad? hvorfor?
To spørgsmål er gavnlige ved læsningen af en tekst Hvad vil forfatteren sig os? (budskabet) Hvorfor vil han sige os det? (hensigten)
noget på hjertet
Når man skriver en tekst eller holder en tale, er det fordi man har noget på hjerte: Man vil fortælle noget til nogle andre. Dette noget er tekstens budskab.
sløret
I fiktive tekster er budskabet som regel sløret… det er en del af tekstens tema.
at få budskabet igennem
For at få sit budskab igennem til modtageren kan forfatteren bruge en række værktøjer fx, - titlen; som ofte giver et vink om problemstillingen og budskabet i teksten - personerne - synsvinklen - tiden - stedet - miljøet - konflikten; som tydeliggør budskabet
5.3 EGEN VURDERING AF TEKSTEN 6
når den danske udenrigsminister skal udveksle meninger med den russiske udenrigsminister, har de brug for tolke. Tolkenes opgave er at oversætte for de to ministre hvad de hver især siger til hinanden – ikke så meget ord for ord, men den præcise mening i det den ene minister siger til den anden… At videregive en mening er også formålet med at fortolke en tekst; du skal ”oversætte” din oplevelse og forståelse af teksten. NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
13
kommentar fra læreren
Nu er du igennem alt det tekniske, men kan du bruge de ting, du har fundet ud af til noget fornuftigt?! Du kommer nu til de måske vigtigste punkter. Fortolkning. Din egen mening. Det er nu, du skal fortælle din version af historien… Vigtigt?! Ja, for det er her, DU kommer til orde. Her DU kan vise, at du er i stand til at bruge al det "tekniske guf" du har fundet. Her samler du dine tekniske betragtninger og bruger dem til at fortolke og kommentere – fortæller, hvad du synes, hvad du mener…
… den røde tråd…
… igennem en fortælling er altid beretningen, altså gengivelsen af handlingsforløbet. Samlet skal alt ovenstående lede os mod fortællingens tema – altså den dybere mening med fortællingen; hvad er tekstens budskab? Det der sker for hovedpersonen eller tekstens jeg, skal kunne sige andre mennesker noget…
6 MED HVILKE PERSPEKTIVER? PERSPEKTIVER? Med hvilke perspektiver kan teksten læses?
Hvad er sammenhængen mellem tekstens fiktive univers og den faktiske virkelighed…
med andre ord
Først læser vi en tekst – fx den om den grimme ælling - derefter går vi i gang med at analysere og fortolke hvad det er vi hver især har læst…
vi perspektiverer
Så er det en eller anden siger: "Det handler om HC Andersen selv" Og det er sikkert rigtigt, for de fleste forfattere skriver vel om noget der har med deres egne erfaringer at gøre. Hvis vi nu går i gang med at finde paralleller mellem HC Andersen og den grimme ælling, eller med at finde ud af hvad teksten fortæller om den tid da HC Andersen levede, eller med at sammenligne den grimme ælling med andre tekster der også handler om at blive voksen – så er vi gået i gang med at perspektivere teksten.
at perspektivere
… med det formål at forøge forståelsen for både det fiktive værk, du har indlevet dig i, og den faktiske verden du lever i…
At perspektivere en tekst betyder at sætte den ind i en kontekst7 – i eksemplet fx ved historisk læsning med udgangspunkt i forfatterens liv eller forfatternes tid, eller ved at sammenligne med andre tekster om et lignende tema.
7 Kontekst = alt fra de andre tekster der står i samme bog som din tekst, til alting i denne verden. En teksts kontekst er alt det som kan siges at have påvirket den – og som påvirker læsningen af den.
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
14
KILDER Fra tekst til tekst til tekst
Birgitte Therkildsen og Nynne Werngreen
Ind i teksten – opslagsbog til tekstlæsning
Jørgen Aabenhus
Litteraturen redskaber - DANSK
Nis Johannsen, Karsten Møller
Lærerens håndbog i tekstarbejde
Claus Pico Stæhr
Gyldendals DVD leksikon da.wikipedia.org/wiki/Novelle
Wikipedia, den frie encyklopædi
http://www.textanalyse.dk/
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
15
… betyder egentlig noget nyt, noget endnu ikke hørt.
En novelle er karakteriseret ved at den som regel indeholder et kort, afsluttet forløb – man dykker ned i en bestemt episode eller situation. Handlingen sættes i gang med præsentationen af en konflikt, en begivenhed eller et problem. Der optræder ofte en enkelt eller ganske få personer.
kort afsluttet forløb
Handlingsmæssigt er noveller naturligvis meget varierede – de kan kredse om mange forskellige temaer.
mange forskellige temaer Noveller kan handle om forhold mellem mennesker, en bestemt begivenhed eller situation, en skildring af et miljø eller noget fantastisk eller eventyrligt. Kompositionen i en novelle er koncentreret og følger et mønster med åbning, konfliktens udfoldelse, dramatisk højdepunkt og afslutning. Der kan være brud i denne kronologiske komposition med fx flash backs. Alt dette kan man kalde novellens skelet. Det der giver krop uden om skelettet er valget af fortæller og synsvinkel, personer, miljø og sproglige virkemidler.
komposition
Skelet og krop For at der kan komme krop på en novelle, må de enkelte elementer være fyldige, men samtidig være spundet godt ind i hinanden. Det er det der gør en tekst levende og spændende at læse. Og det er der forfatteren detaljeret arbejder med sit ’værktøj’ og redigerer sin tekst mange gange i skriveprocessen.
De enkelte elementer:
handlingsforløb
tid
rum og miljø
personer
fortæller
synsvinkel
sprog
NOVELLE- & ROMANANALYSE/CARINA WANGEL/HUMMELTOFTESKOLEN 2005/2007/2014
16