AfgrødeNyt nr. 1 26. februar 2013 Indhold • • • • • •
Aktuelt i marken Det har været en lang og kold vinter, og derfor er der mange, som venter utålmodigt på at komme ud med den første gylle. Med den sidste stramning af reglerne for udbringning af gødning, er det forbudt at udbringe gødning på frossen eller snedækket jord. Du kan se et sammendrag af reglerne i dette nummer af AfgrødeNyt. En del vintersæd er sået sent sidste efterår, og med en hård vinter er den mange steder svagere udviklet end ’normalt’. I de svagt udviklede marker gælder det om at tildele gødning, så snart der er vækst. Men pas dog på med at anvende flydende gødning i forbindelse med frost – det giver risiko for svidninger. Også frøgræs og raps bør tildeles gødning ved vækststart. Se mere om gødskning af vintersæd nedenfor. Gødningspriserne har ligget meget stabilt gennem hele vinteren. Det opadgående prispres, der normalt opstår, når foråret nærmer sig, kommer måske slet ikke i år. Salget af gødning i Nordeuropa har nemlig været trægt, og der er derfor forholdsvis store mængder på lager hos forhandlerne. Som eksempel på gødningspriser bør NS 27-4 kunne fås til 235-240 kr. pr. hkg og NPK 21-3-10 til 310-315 kr. pr. hkg i storsække. Hvis det leveres løst, bør der kunne opnås et fradrag på ca. 10 kr pr. hkg. Da vandplanerne blev kendt ugyldige, blev de målrettede efterafgrøder det også. Der skal derfor ikke udlægges efterafgrøder i efteråret 2013 udover de lovpligtige 10 eller 14 % samt eventuelt ekstra efterafgrøder, der måtte være følge af en husdyrgodkendelse.
-1 -
Aktuelt Gødskning af vintersæd Betingelser for udbringning af gødning Minimiddelrestriktioner Centrovice Indkøbsklub Vigtige datoer
Også på kravene i screeningsafgørelserne er der sket noget. I en ny fortolkning af reglerne, fastslår Miljøstyrelsen, at forudsætningerne i de gamle (før 1. januar 2007) VVM-screeninger ikke kan håndhæves. Det betyder, at restriktioner og krav vedr. arealanvendelsen f.eks. ekstra efterafgrøder eller en begrænsning af DE pr. ha falder væk. Vær opmærksom på, at vilkår i kap. 5 godkendelser stadig gælder. Hvis du har spørgsmål til emnet, så ring til miljøkonsulent Ejler Petersen tlf. 63 407 126 eller til din planteavlskonsulent. Selvom vandplanerne er kendt ugyldige, skal randzonerne stadig udlægges, da kravet om dem er vedtaget i en selvstændig lov. I vandplanerne ligger dog den kompensation, der skal betales for randzonerne. Fødevareministeren har lovet, at kompensationen nok skal blive udbetalt. Det juridiske grundlag er dog ikke på plads endnu.