GrovfoderNyt nr. 5 27. maj 2013 Indhold • Bedriften netop nu • Høst af 1. slæt lucerne • Høst af 1. slæt græs Bedriften lige nu Siden sidste nummer af Grovfodernyt er vandbalancen på Fyn blevet grundigt genoprettet. Nu skal der bare noget varme til, så majs, roer og græs kan komme videre. De fleste afgrøder har rettet sig gevaldigt, i takt med at jorderne er blevet vandet op, så nu venter vi bare på varmt, stabilt vejr til skårlægning og ensilering af 1. slæt græs. Da græsset helst skal i gang igen hurtigt bør stubhøjden ikke komme under 7-8 cm i første slæt. Dette er især vigtigt at overholde i gamle marker.
Efter 1. slæt kan der tilføres gylle, husk at denne skal nedfældes hvis den ikke er forsuret. Generelt fraråder vi nedfældning af gylle til græsmarker, da tabet ved køreskader og ødelæggelse af plantedækket overstiger gevinsten ved den bedre udnyttelse af gyllen. Så få gyllen forsuret ved udkørsel på græsmarker.
Høst af 1. slæt lucerne Lucernen har udviklet passende lange nye sideskud og kan derfor godt skårlægges nu. Skal den pakkes i baller, er det, i de fleste tilfælde, nødvendigt med mindst to dage på skår for at sikre at tørstofprocenten er oppe på 45-50. Lucerne kan godt samensileret med 1. slæt græs, men det anbefaler vi ikke, da det så bliver svært
-1-
at dosere foderet ordentligt efter analyserne. Efter høst af lucernen skal den tilføres 75-100 kg Kalium/ha. Det gøres bedst med almindelig kaliumklorid-gødning.