Lutherprogram 2017 by Musica Ficta

REFORMATIONEN OG DENS MUSIKALSKE REVOLUTION

Fejring af Reformationens 500-års jubilæum Vokalensemblet Musica Ficta og Bo Holten

2017

VELKOMMEN! Det er ikke tilfældigt, at vi i Musica Ficta har valgt at fejre reformatio nens 500-års jubilæum med en stor jubilæumskoncert. Med årets begivenhed får vi mulighed for at forene de to områder, som i 20 år har været Musica Fictas speciale; nemlig den tidlige europæiske vokalmusik og den danske sangskat. Og ikke alene kan vi i dette program dyrke begge områder særskilt, men også se, hvilken forbindelse, der rent faktisk eksisterer mellem dem. Martin Luther var ikke eksponent for den musikfjendskhed, man så i andre egne af den reformatoriske bevægelse. Derimod gjorde han musikken til en aktiv medspiller i sit projekt. Musikken skulle ikke være en reserveret religiøs praksis, men agere bindeled mellem kristendommens menighed og dens budskab. Sådan opstod menighedssangen; ikke som en modstand mod det elitære, men som en måde at involvere den menige mand i de uendelige højder, musikken i følge Luther kunne bringe en til. Begge artikler i dette hæfte behandler den lutherske reformation netop med henblik på dens forhold til musikken. Den første artikel er af ældre dato, men i vores sammenhæng højaktuel. Jørgen I. Jensen er cand. theol. og har hele sit liv arbejdet som faglitterær forfatter i spændingsfelterne mellem teologi, kultur og musik. Den anden artikel er skrevet af Eva Sommestad Holten, librettist og sammen med Bo Holten ophavsmanden til den nye Luther-opera Schlagt sie tot! Foreningen af det specialiserede og det folkelige kommer til udtryk i den musikalske udvikling under reformationen, men gentager sig på nye måder op gennem tiden. Dette illustreres i de forskellige salmeudsættelser vi vil præsentere Dem for gennem koncerten; som eksempel er der uhyre langt fra Otto Mallings frodige romantik til Thomas Laubs nøgne stil - selvom der kun er tre år imellem.

KONCERTERNE ER GAVMILDT STØTTET AF:

God fornøjelse.

PROGRAM Vor Gud han er så fast en borg Musik: Martin Luther (1483-1546) Tekst: Martin Luther

Varighed 2 timer inkl. pause

1 - LUTHERS MUSIKALSKE BAGGRUND Veni redemptor gentium Gregoriansk

- O Herr, Erlöser alles Volcks - Nun komm der Heiden Heiland - Verleih uns Frieden gnädiglich - Erhalt uns, Herr, bei deinem Wort.

2 - DEN KATOLSKE TRADITION Ave Maria

Musik: Josquin des Prez (1455 – 1521) Tekst: Katolsk bøn

Kyrie fra Missa Virtute magna

Musik: Clemens Non Papa (ca. 1510 – ca. 1555)

Ein feste Burg

Non moriar

Musik: Johann Hermann Schein (1586-1630) Musik: Samuel Scheidt (1587-1654)

Musik: Nicolas Gombert (ca. 1495 – ca. 1560) Tekst: Marias hymne Musik: Ludwig Senfl (1486 - ca. 1543) Tekst: Psalme 118

Non moriar

Musik: Martin Luther Tekst: Psalme 118

3 - KORALEN I TYSKLAND Aus tiefer Not

Musik: Martin Luther Arr. Johann Walter (1496-1570) Tekst: Martin Luther over psalme 130

Nun bitten wir

Musik: Middelalderlig melodi, arr. Johann Walter Tekst: Luther

Ein feste Burg

Arr.: Lucas Osiander (1534-1604) Tekst: Martin Luther

Aus tiefer Not

Arr.: Hans Leo Hassler (1564 – 1612).

Arr.: Hans Leo Hassler

Fællessang: Ein feste Burg

4 - LUTHER OG BACH

7 satser baseret på Vater unser im Himmelreich

Musik: J. S. Bach (1685-1750) baseret på melodi af Martin Luther (kor-arr. Bo Holten) Tekst: Martin Luther

5 - MUSIKALSK REFORMATION I SCHWEIZ OG FRANKRIG Psalme 11

Musik: Claude le Jeune (ca. 1530-1600) Tekst: Jean-Antoine de Baïf (1532-1589) baseret på psalme 11

Ainsi qu’on oit le cerf bruire

Musik: Goudimel (ca. 1505 – 1572) Tekst: Psalme 42 (Som tørstige hjort monne skrige)

8-stemmig koral-fantasi

Musik: J. P. Sweelinck (1562-1622) Tekst: Tekst: Psalme 42 (Som tørstige hjort monne skrige)

Altertavle fra Wittenberg af Lucas Cranach (1547)

Magnificat primi toni

6 - LUTHER-KORALERNE I DANMARK Fader vor udi Himmerig Arr.: Mogens Pedersøn (1620) Tekst: Martin Luther

Nu bede vi den Helligånd Arr.: Mogens Pedersøn (1620) Tekst: Martin Luther

Nu bede vi den Helligaand Arr.: Niels Schiørring (1783) Tekst: Martin Luther

Nu bede vi den Helligånd Arr.: Niels Schiørring (1783) Tekst: Martin Luther

Nu bede vi den Helligånd Arr.: Otto Malling (1893) Tekst: Martin Luther

Nu bede vi den Helligånd Arr.: Thomas Laub (1896) Tekst: Martin Luther

Fællessalme: Nu bede vi den Helligånd (Koralbogen 1954) Med forbehold for mindre ændringer.

LUTHERS MUSIKALSKE EVANGELIUM Af Jørgen I. Jensen Den lutherske reformation er den første begivenhed i kirkens historie, som udspillede sig i fuld offentlighed. Tidligere havde kirkepolitiske og teologiske stridigheder fundet deres afgørelse bag mere eller mindre lukkede døre, men nu var situationen en anden; blandt andet var bogtrykkerkunsten jo blevet opfundet århundredet forud for Reformationen, og de mange trykte småskrifter med debat og kritik havde mulighed for at føre den kirkelige og teologiske diskussion meget længere ud i befolkningen, end det havde været muligt i den middelalderlige verden. Man må således forestille sig en folkelig mening, en opinion, som medspiller i alle de dramatiske begivenheder, der udgør den tidlige reformations historie. For Luther personligt betød denne udvikling, at han fra at være en tilbagetrukket, lærd munk og teolog blev en offentlig og kendt person, som befandt sig i begivenhedernes centrum. Selve Reformationens begyndelse, Luthers affattelse af sætningerne mod afladen, viser hvorledes en begivenhed, der var tænkt som et oplæg til intern debat, blev et offentligt anliggende og en folkesag. Luthers hensigt med sætningerne var den at åbne en akademisk diskussion, og han havde ikke selv drømt om, at det skulle føre til gennemgribende fornyelse; men pludselig var hans navn på alles læber. Som det står hos en samtidig forfatter, der undrer sig over, hvor stærkt udviklingen tog fart: »Luther ville kun med de lærde på universitet i Wittenberg disputere, hvad afladen var i virkeligheden, hvad den formåede, hvor den kom fra, hvor megen gyldighed den havde osv. Men inden 14 dage var gået, havde disse sætninger gennemløbet Tyskland og på fire uger

hele kristenheden, som om det var englene selv, der var budbringere...« Alle kunne nu, da de fik sætningerne i hånden eller fik dem læst op, opleve hvorledes den skjulte utilfredshed blev formuleret og kom frem i lyset. Som når der stod i en af sætningerne: »Troen på at man kan opnå frelse ved hjælp af afladsbreve stemmer ikke med virkeligheden, om så afladsforhandleren, ja paven selv, stod inde for den med sin sjæl.« Eller som når man kunne læse, at kirkens særlige betydning – »dens skat« som man sagde – ikke var helgenernes gode gerninger, som den havde magt over, men noget helt andet: »Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om

Posthumt portræt af Luther fra 1551 af Lucas Cranach. Bemærk den lille slange med rubinring i munden som Cranach ofte efterlod som signatur på sine billeder

Guds herlighed og nåde. Men denne skat er naturligt nok særdeles afskyet, fordi den gør de første til de sidste.« Det er bemærkelsesværdigt i hvilken grad, Luther selv var i stand til at honorere de krav til folkelighed – i ordets bedste forstand -, den nye situation havde frembrat. Han var som person ikke blot helt på højde med samtidens intellektuelle dannelse, men forstod i lige så høj grad at forbinde sig med og tage hensyn til folkets sprog, dets sæd og skik og dets religiøse behov. Det ser man tydeligt i sproget i hans tyske oversættelse af Det nye Testamente, og det er også i den sammenhæng, man kan se hans bemærkelsesværdige syn på musikken som måske er knap som omtalt. Også musikalsk var han akademisk og teoretisk uddannet på universitetet, og han udførte selv musik som sanger og lut-spiller. Men alligevel lagde han i sin opfattelse af musikken først og fremmest vægt på den umiddelbare oplevelse af og glæde ved musik – de træk ved musikken, som alle kan tage del i og have fornøjelse af. Musik var for ham ikke en særlig specialitet eller interesse, men simpelthen en uundværlig del af livet, som er afgørende f. eks. i skolen. I forhold til nutidens opfattelse af musik som noget særligt, står Luther som den, der fremhæver musikkens almene betydning, og vores kulturelle placering af musikken, f. eks. i undervisningen, kan slet ikke leve op til Luthers forestilling om musikkens altomfattende virkelighed og betydning. Den folkelige og offentlige side af reformations historie er da også snævert knyttet til udviklingen af den nye menighedssang på modersmålet: vi har beretninger om, hvorledes folk i tyske byer først stiftede bekendtskab med det nye reformatoriske budskab, når de stimlede sammen på byens torv for at høre de nye salmer

Således forsvandt da i den reformatoriske kultur mange af de betænkeligheder, man ellers i kirkens historie har næret over for musikken, og som afspejler en ængstelse for, at sjælen i højere grad skal henfalde til nydelse af musikken end bruge musikken som et middel til at løfte sig opad mod det guddommelige. »Kom,« skriver Luther, »lad os Djævelen til trods synge af fuld hals. Djævelen er ikke rigtig vel til mode, når man synger og spiller Guds ord i den rette tro, fordi han husker, hvorledes han ved sit fald blev forstødt fra de himmelske hærskarers kor som en udygtig musikant.« Der er hos Luther egentlig noget umiddelbart guddommeligt ved musikken – den får ham til at tænke på himlen – og den reformatoriske salmesang blev formentlig i det hele taget oplevet som et udtryk for det fællesskab, man ellers kun kunne finde i evigheden. Det er karakteristisk, at Johann Walter kunne skrive et digt om, at man i himlen hverken har brug for geometri, astronomi, medicin eller jura, men: »allein die schöne musica« - kun den dejlige musik. Man har kunnet forestille sig, at himmel og jord skulle forgå, man har kunnet forestille sig at al kunst og videnskab skulle forgå, men man har ikke kunnet forestille sig, at den himmelske evighed skulle være stum og tavs, uden musik, den kunne ikke forgå.

Sangere foran nodesbog, ukendt tegner. og sange. Den musikalske side af den lutherske reformation hænger i høj grad sammen med, at Luther var et musisk menneske; de lutherske var meget mere uforbeholdne i deres syn på musikken end det var tilfældet inden for andre af de reformatoriske strømninger, og Luther selv er – set i et bredt historiske perspektiv og bortset fra de sidste par århundreder – den mest ubekymrede i forhold til musikken i hele teologiens historie; han tænker udpræget »moderne«, når han taler om musik, selv om han bruger sin samtids sprog. Luther havde ikke blot høje tanker om musikkens og salmesangens store betydning for gudstjenesten – og her havde han en fremragende og teologisk indsigtsfuld medarbejder i komponisten Johan Walter – men han var også livet igennem utrolig fascineret af selve musikken som fænomen. Særlig var den såkaldte polyfone sats – den flerstemmige musik med flere selvstændige stemmer – for Luther en bestandig kilde til glæde og undren. Der findes intet mere sælsomt i verden end en sådan

polyfon sang, skriver han et sted: Når der er en melodi – eller en tenor, som det hedder – der bringer selve salmemelodien, samtidig med at de andre stemmer »spiller« og »springer rundt om melodien« og »smukker« og »pynter« den, er det ifølge Luther som om, man føres ind i en »himmelsk runddans«. Salmemelodien, koralen, er nerven i den nye lutherske musikkultur – som vi flere århundrede senere møder den hos Bach. I den kunne den folkelige fællessang mødes med den kunstfærdigt udarbejdede musik; f.eks. blev i den nye gudstjeneste nogle af salmernes vers sunget enstemmigt af menigheden, mens andre blev udført af kirkens kor i en flerstemmig udsættelse. Mange af de melodier, der blev taget i anvendelse efter reformationens indførelse, var oprindelig verdslige melodier, men det bekymrede ikke Luther og flere af reformatorerne. I den danske reformationshistorie kan katolikken Povl Helgesen derfor også skælde ud over den nye sang og skrålen, hvor selv kvinderne deltager.

Luthers bemærkelsesværdige, høje placering af musikken er en af baggrundene for den særlige udvikling af musikken i Vesteuropa i de sidste par århundreder, hvor der er blevet udviklet en musik, der ikke har anden mening end at være sit eget udtryk – en »absolut« musik – som ikke kendes i andre kulturer end den vestlige. Men Luthers musik-syn rummer også en teologisk pointe. Han kan skrive: »Jeg er ikke bange for at bekende offentligt, at næst efter teologien er der ingen kunst, som kan lignes ved musikken. For den kan nemlig udrette hvad ellers kun teologien kan: berolige og opmuntre sjælen, hvilket tydeligt viser sig derved, at djævelen, ophavsmanden til nedtrykthed, bekymringer og deprimerende tanker, flygter for musikkens røst ligesom han flygter fra teologiens ord.« Hvis man her spørger, om dette udsagn nu gælder al musik, eller kun kirkemusikken, så er det en moderne måde at spørge på, som ligger uden for Luthers horisont. For ham afhænger alt naturligvis af, hvordan man lytter, men det 4

gælder jo i det hele taget; musikken er ikke noget i sig selv, men eksisterer kun i forhold til, hvordan den opfattes; men når det er sagt, er der for Luther ingen grund til yderligere at ville sikre sig, at musikken nu også er i overensstemmelse med den rette lære. Hans egen yndlingskomponist var Josquin des Prez, der døde i 1521, og som således var en komponist, der helt var forankret i katolsk-liturgiske tradition. Og alligevel er det ham, Luther nævner, når han et sted siger lige ud, at Gud også har prædiket evangeliet ved musikken. At en katolsk komponists musik kan udtrykke evangeliet er ingen selvmodsigelse hos Luther, men viser blot at musikken for ham hører til i den samme høje sfære som den evangeliske skriftudlægning – den sfære hvor komponistens personlige, kirkelige tilhørsforhold ikke længere har nogen betydning. Den nævnte tekst fra en af Luthers såkaldte bordtaler (nr. 1258), indledes således: »Hvad der er lov kommer ikke ud af stedet, hvad der er evangelium kommer ud af stedet. Således har Gud da også prædiket evangelium ved musikken… «, hvorefter Luther taler om Josquins musik, der ubundet flyder afsted.

Oplevelsen af musik fører altså her ind til noget af det mest afgørende i den reformatoriske teologi. Man har lov at udlægge stedet på den måde, at Luther forestiller sig, at når vi hører en velformet melodi eller en velformet sats, føres vi afsted af melodien, der hele tiden fornyr sig. Og således er det med evangeliet. Hvis vi derimod, mens vi lytter standser op for at undersøge, hvorledes melodien er bygget op – eller vi prøver at fantasere os til hvordan den vil slutte, så kommer vi uden for melodiens virkning og oplever ikke længere dens strømmen. Den bliver til en fast og stiv lov. Hvis vi vil beherske melodien, mens den klinger, og holde fast på den, går det galt. Men hvis vi giver efter for musikkens bølgebevægelse, som Luther anså for at være så underfuld, uden at ville beherske den, så nærer vi ingen angst for hvad der nu vil ske med melodien i næste øjeblik, men har tillid til, at den vil fortsætte meningsfuldt. Vi har, udtrykt mere alment, tillid til den meningsfulde fremtid, som vi ikke selv kan frembringe. Dette er da det musikalske evangelium – som sjældent omtales,

Aus tiefer Not fra Luther og Walters salmebog (1524)

skønt det netop i nutiden har store muligheder. Det demonstrerer, at kristendom ikke er spekulation, men liv: musikken sejrer over dogmatikken. (Trykt første gang i Dansk Kirketidende 1983)

Selvportræt af Lucas Cranach fra 1550. Cranach (1472-1553) kender vi særligt som Luthers ven og faste portrættør. Cranach deltog imidlertid også aktivt i reformationskampen med sine satiriske tegninger ofte af paven og det katolske præsteskab. 6

MUSIKKEN SOM GUDS VÆRKTØJ Af Eva Sommestad Holten Under Reformationen var kunst og musik under attak. Man mente grundlæggende, at de katolske helgenbilleder og teatralske ceremonier var den rene afgudsdyrkelse, og at den sanselige forførelse, som kunst i alle former repræsenterede, blokerede for kontakten med Gud og den sande tro. Dette kom især til at dominere i de schweiziske grene af reformationen, med Zwingli og Calvin, hvor man ikke tøvede med at forbyde musik under gudstjenesten, eller at tømme kirkerne for enhver lille udsmykning.

Men da vi kommer til musikken, er Luther ikke bare kompromisvillig. Han lader den få en helt central plads, næst efter teologien, som ikke mindre end Guds nærvær og værktøj på jorden. Musikken er Guds dyrbare gave til mennesket – kun Ordet er større! I Luthers musikteori bliver på den måde sanselighed og skønhed, som den reformatoriske bevægelse jo ellers frygtede og afviste, intet mindre end en vej til Gud.

Men Luther var anderledes! Ikke at der ikke ryddedes kirker og brændtes helgenbilleder også i de lutherske egne, men både billedkunst og musik fik sin egen plads i den lutherske version af den nye tro. Der er dog intet, der tyder på, at Luther havde et personligt forhold til billedkunst. Sandsynligvis bidrog venskabet med den store Lucas Cranach til, at han fik et blidere og mere pragmatisk syn på, hvad billeder kunne bruges til. Sammen med denne kunsthistoriske gigant udviklede han et didaktisk program, hvor den nye tros grundsatser illustreredes. Parallelt spyttede Cranachs værksted portrætter ud af “den milde Luther”, “Luther som ægtemand”, “Luther som autoritet” og så videre, i en aldrig aftagende PR-kampagne. Vi kender også de groft satiriske tegninger, som værkstedet producerede i store oplag, lige som illustrationerne i Luthers tyske bibel.

Bønder der prutter på paven Af Lucas Cranach bestilt af Luther til pamfletten ”Wider das Papsttum, vom Teufel gestiftet”

Udsnit af ”The Ambassadors” af Hans Holbein (1533). Under lutten ses en salmebog med Luthers salme ”Komm, Heiliger Geist, Herre Gott. Bemærk desuden den sprungne lutstreng, der ofte er blevet udlagt som et symbol på de disharmonier, der prægede kirken på denne tid. 8

skulle ikke tillades at høre andet end skrydende æsler og gryntende svin” Det er derfor ikke så overraskende, at Luther ville beholde den katolske kirkes fantastiske musik, bare med nye tekster, som han selv sørgede for blev udgivet. Den polyfone musik betragtede han meget bogstaveligt, i dens uudgrundelige kompleksitet, som et billede af det guddommelige her på jorden. Dette i modsat til en stærk opinion, også blandt katolikker, som argumenterede for, at man ikke kunne høre teksten og at polyfonien derfor skulle væk. For at motivere musikkens uhørt ophøjede position, hentede Luther også hjælp fra den musikteori, som han havde lært på universitetet i Erfurt. På den måde kunne han også rent logisk underbygge sin egen oplevelse af musikken som Guds livgivende kraft.

Det var ikke kun fra reformationens lejr at der udkom satiriske tegninger. Her ses Luther som Fandens sækkepibe. Erhard Schön 1535

Som så tit, er det Luthers egne subjektive oplevelser, der står bag, da han slår fast hvad som er rigtig eller forkert, godt eller dårligt. Og musikken fungerede! Den gav ham selv livslysten tilbage, da sorg og uro tyngede ham og den fyldte hans krop og sind med glæde og fred. I Luthers verdensbillede er det Satan og djævlene, der står bag sortsyn, mismod og angst. Men de flygter, da de hører Guds ord eller musik. Satan hader musik! Luthers konkurrent og kollega Zwingli havde lige ud forbudt musik i gudstjenesten, og her var Luther ikke nådig. Med et karakteristik drastisk spring konstaterer han, at Zwingli hader musik, og altså må være Satan selv. Til sin gode ven Senfl skriver han: ”Mit hjerte flyder over af kærlighed til musikken, som så tit har vederkvæget mig og befriet mig fra store byrder”. Og med modsat udgangspunkt, at ”en person som ikke ser musikken som Guds vidunderlige gave, må være en virkelig klovn og fortjener ikke at blive kaldt et menneske; han

Det hele tog udgangspunkt i det middelalderlige system med de syv artes liberales, hvor musikken var knyttet til aritmetik, astronomi og geometri, der sammen dannede quadrivium. Logikken bag dette, som allerede Pythagoras slog fast, er at musik baseres på matematiske relationer. Ved at ændre en strengs længde får vi en kvart, en kvint eller en oktav. I forlængelse af dette bliver fx de matematiske relationer for planeternes baner til ”sfærernes musik”. Senere begyndte musik desuden at ses som selve broen over til trivium; retorik, grammatik og dialektik – det vil sige faktisk en nøgle, der forener al viden. Musikfilosofien fra denne tid er i det hele uhyre kompleks og i den skolastiske stil, hvor alt deles op i en uendelig række af afdelinger og underafdelinger - musica mundana, musica humana, music coelestis etc., hvor man også udskiller det ”artificielle”, som mennesket har skabt og som tæller kunsten. Som del af quadrivium var musikken altså noget med tal og relationer, og derfor meget mere bredtfavnende, end det man kaldte ”den klingende musik”. Man forestillede sig, at al bevægelse giver lyd, selvom vi ikke kan høre det, og at musikken dermed er en parameter for hele universet. Den er simpelthen en af de ”primære essenser”, der har været der helt fra begyndelsen. Al bevægelse er musik – skabelsen er musik! Derfor kan, konkluderer Luther, Gud og

Helligånden agere og påvirke os og hele verden gennem musikken. I den klingende musik kan vi selv mærke, at det er Guds stærke kræfter der er på spil. Her påvirker han vores følelser, og dermed vores handlinger. Men via musikken vækker Gud også til live det gode inde i os og får sortsyn og djævle til at flygte. Kan noget være større? Dette er Luthers musiksyn, hvor hans egne grænseoverskridende oplevelser af musikkens trøst og kraft får teologisk rækkevidde. Vi kan se for os, hvordan den lille skoledreng Martin sang i kirken på torvet i Eisenach og hvordan hans uro, angst og depressive tanker lettede, da han stod i koret svøbt i den himmelske polyfoni. Her skulle den lille Johann Sebastian Bach 200 år senere stå i samme kor i samme kirke – for derefter at udfolde Luthers drømme om den himmelske musik, som forenes med Ordet til den stærkeste forkyndelse af nåd og kærlighed. Vi kan virkelig være lykkelige for, at Luther elskede musik og ikke skammede sig ved at stå fast ved dette, i en tid hvor helt andre vinde blæste. Han var ikke som sine kollegaer bange for de følelser og de kræfter musikken sætter fri. Og mon ikke han ville have skrevet under på mit eget svenske motto – ”Vackert hjälper!” (Smukt hjælper!)

Philipp Melanchton (1497-1560) af Lucas Cranach 1537. Melanchton var Luthers akdemiske vĂĽbendrager og allernĂŚrmeste ven. 10

EIN FESTE BURG Melodi og tekst: Martin Luther

it unsrer Macht ist nichts getan, M wir sind gar bald verloren; es streit’ für uns der rechte Mann, den Gott hat selbst erkoren. Fragst du, wer der ist? Er heißt Jesus Christ, der Herr Zebaoth, und ist kein andrer Gott, das Feld muss er behalten. nd wenn die Welt voll Teufel wär U und wollt uns gar verschlingen, so fürchten wir uns nicht so sehr, es soll uns doch gelingen. Der Fürst dieser Welt, wie sau’r er sich stellt, tut er uns doch nicht; das macht, er ist gericht’: ein Wörtlein kann ihn fällen. as Wort sie sollen lassen stahn D und kein’ Dank dazu haben; er ist bei uns wohl auf dem Plan mit seinem Geist und Gaben. Nehmen sie den Leib, Gut, Ehr, Kind und Weib: lass fahren dahin, sie haben’s kein’ Gewinn, das Reich muss uns doch bleiben.

NU BEDE VI DEN HELLIGÅND Melodi: Førreformatorisk leise. Luther/Walter 1524 Martin Luther 1524 (Dansk 1529). Ove Malling 1798. N.F.S Grundtvig 1836

Du lysets Ånd! opklar os så, at i sin herlighed kan for os stå Herren, vi tilbede, Guds den elskelige, som os vil indlede i sin faders rige! Herre, hør vor bøn! u kærlighedens Ånd! indgyd D i Herrens samfund kærlighedens fryd, så vi glade vandre, Jesus, mellem dine, elskende hverandre, som Gud elsker sine! Herre, hør vor bøn! a, sandheds Ånd! forvis os på, J at også vi er af Gud Faders små! Da er sorgen slukket, da er perlen fundet, Paradis oplukket, døden overvundet! Herre, hør vor bøn!

Luther og hans kone Katharina von Bora. Efter flugten fra klosteret Marienthron i Nimbschen boede Katharina von Bora i en periode hos Lucas Cranach – han står bag billedet her fra 1529.”

ALDRIG BARE EN KONCERT! Musica Ficta er et professionelt vokalensemble, dannet i 1996 af komponisten og dirigenten Bo Holten. Her har han realiseret sin vision om et fleksibelt og projektorienteret ensemble, hvor den virtuose ensemblesang i alle dens afskygninger står i centrum.

De seneste år har Bo Holtens interesse især kredset om den ekstreme renæssancekomponist Carlo Gesualdo (1566 – 1613), hvis kromatiske madrigaler er blevet en tilbagevendende og yderst anerkendt del af Musica Fictas repertoire.

Musica Ficta favner et meget bredt repertoire. Ensemblets speciale er dog musikken fra middelalder og renæssance. Dengang skrev komponisterne ikke deres store værker for symfoniorkestre, men for den menneskelige stemme. Som Musica Fictas kunstneriske leder og dirigent er Bo Holten blandt verdens førende på dette felt.

Musica Ficta betragter endvidere arbejdet med den danske sangskat som en central del af sit virke. Cd’erne med danske sange har gjort Musica Ficta til Danmarks mest sælgende klassiske ensemble, og ensemblet turnerer hvert år landet rundt for at udbrede og fastholde kendskabet til både de kendte og de mindre kendte egne af den danske sangskat.

2017 | www.ficta.dk

MEDVIRKENDE

Bo Holten, dirigent og fortæller Ann-Christin W. Ingels, Louise Odgaard, Christine Nonbo og Nina Bols Lundgren, sopraner Eva Wöllinger-Bengtsson, Sofia Thelin og Nana Bugge Rasmussen, alter Josef Hamber, Tobias Aabye Dam og Paul Bentley, tenorer Lauritz Jakob Thomsen, Torsten Nielsen, Jakob Soelberg og Rasmus Kure Thomsen, basser Assistenter inkl.

I Musica Ficta giver selv det mindste projekt anledning til stor fordybel se. Med Bo Holtens dybtgående kendskab til den europæiske musik- og kulturhistorie bliver alle koncerter gennemført i et bestemt tematisk perspektiv. Koncerterne kan således fokusere på en bestemt komponist, en epoke eller en historisk begivenhed, og publikum får altid en grundig indføring i de historiske og kulturelle rammer for musikken. Bo Holten er anerkendt både som dirigent og komponist. I 1979 stiftede han Ars Nova, som han dirigerede frem til 1996. Herefter stiftede han Musica Ficta, som han har dirigeret lige siden. Gennem de sidste 30 år har Bo Holten været en drivende kraft i den internationale bevægelse for tidlig musik. Hans arbejde med vokalpolyfoni har været banebrydende på

dette område i Norden, og har han bragt mange polyfone mesterværker til førsteopførelser i moderne tid. Hele syv operaer, fem solokoncerter, to symfonier, diverse orkesterværker og kammermusik, filmmusik samt ca. 35 værker for kor stammer fra Bo Holtens hånd. Og i anledning af jubilæumsåret for Reformationen skriver han på en stor Luther-opera, som har premiere i Aarhus 20. maj 2017.

Bagsidebillede: Martin Luther på sit dødsleje 1546 af Lucas Cranach