Machaut og Landini - koncertprogram

MACHAUT OG LANDINI

KONCERT MED MUSICA FICTA

ENSEMBLE STORSTRØM OG BO HOLTEN

Notre Dame Messen og kærlighedssange fra 1300-tallet.

2023

GAMLE TONER PÅ MODERNE INSTRUMENTER

I 2022 rekvirerede Middelalderfestivalen Næstveds Søjler et program med de to statsstøttede ensembler Musica Ficta og Ensemble Storstrøm. At engagere Musica Ficta i den sammenhæng var ikke så kontroversielt – middelaldermusikken har været et af ensemblet og Bo Holtens specialer i mange år – men at kaste Ensemble Storstrøm ud i 1300-tallets klange var noget af et benspænd. Ikke desto mindre tog ensemblets syv dygtige musikere opgaven op med stor iver, inspireret af Harold Thalanges fantasifulde arrangementer.

Det blev en ret stor succes, hvis vi selv skal sige det, og nu kan vi igen i år præsentere programmet ved fire koncerter. Guillaume de Machauts Notre Dame-messe udgør fixpunkterne i programmet, omkranset af verdslige kærlighedssange både af ham og den samtidige italienske komponist Francesco Landini. Vi håber, I vil nyde denne forening af gamle toner for moderne instrumenter, og ønsker jer god fornøjelse med koncerten. Vi takker Hanne Leth Andersen for oversættelsen af en lille hånd fuld af den franske middelalderlyrik.

Koncerten 20. juni livetransmitteres af DR P2 og kan streames på DR LYD.

MEDVIRKENDE

MUSICA FICTA

Daniel Carlsson kontratenor

Stephen Yeseta kontratenor

Josef Hamber tenor

Jakob Soelberg baryton

Rasmus Kure bas

Dirigent Bo Holten

ENSEMBLE STORSTRØM

Svend Melbye fløjte

Frederik von Würden klarinet

Gunnar Eckhoff fagot

Mette Franck harpe

Stéphane Tran Ngoc violin

Piotr Zelazny bratsch

Tobias Gørvild Lautrup cello

PROGRAM

MESSE DE NOSTRE DAME OG KÆRLIGHEDSSANGE FRA 1300-TALLET.

Instrumentalarrangementer af Harold Thalange

1: Machaut Le lay de Nostre Dame

2: Machaut I. Kyrie

3: Landini Lasso! Per mie fortuna

4: Machaut Ma fin est mon commencement

5: Machaut De Fortune me doy pleindre

6: Machaut II. Gloria

7: Machaut Se quanque amours

8: Landini Nella mi vita

9: Machaut Douce dame, tant com vivray

10: Machaut III. Credo

Pause

11: Machaut O livoris feritas

12: Landini A le’ s’andrà lo spirito

13: Machaut En amer a douce vie

14: Machaut IV. Sanctus et Benedictus

15: Landini Se pronto non sarà

16: Landini Occhi dolenti mie I’ piango

17: Machaut Qui plus aimme

18: Machaut V. Agnus Dei

19: Machaut Quant Theseus – Ne quier veoir

20: Machaut VI. Ite missa est

Foto: Kronborg

KIRKE OG KÆRLIGHED I 1300-TALLET

Komponisterne Guillaume de Machaut (ca. 1300-1377) og Francesco Landini (ca. 1325–1397) er de to største navne i 1300-tallets musik. Begge var interessante skikkelser på flere områder, ikke kun på musikkens. Både for Machaut og Landinis vedkommende var de anerkendte filosoffer og digtere i deres sam- og eftertid, og de satte selv musik til den store produktion af lyrik, som de selv stod bag hver især.

Machaut er formentlig født i den nordfranske by Reims omkring år 1300, hvor han fik sin uddannelse og blev præsteviet som ganske ung. De første 30 år af sit liv besad han forskellige gejstlige hverv, mens han også arbejdede som sekretær for den krigslystne hertug Johan af Luxemborg. Det var en turbulent tid, hvor pesten lagde et tungt tæppe af død over Europa, og hvor de politiske magtforhold blev omkalfatret. Denne politiske

Machaut (til højre) skildret i parisisk manuskript fra 1350. Machaut fik selv trykt al sin musik i smukt ornamenterede samlinger.

udvikling kan om ikke forklare, så perspektivere den kunstneriske og åndelige udvikling i middelalderens sidste århundrede.

Siden begyndelsen af 1000-tallet havde kejser- og pavedømmet kæmpet en bitter kamp om magten i Europa. Kirken ønskede at skabe en universel verdensorden med kristendommen og Paven som øverste magt, men i takt med at fyrstendømmer og kongemagter op gennem 1200-tallet fik stigende økonomiske kræfter og nationalistiske interesser, tabte kirken politisk momentum. Universalismen – altså kirkens idé om en samlet kristen verden – blev kraftigt udfordret ikke kun af fyrsterne, men også af de åndelige institutioner omkring universiteterne, som kirken selv understøttede økonomisk. Adskillelsen mellem kirke og stat blev et tema allerede i 1300-tallet; bragt frem af intellektuelle, kunstnere og filosoffer, og understøttet af de verdslige magter (konge og fyrster).

Kirkens universelle verdenssyn i 11- og

1200-tallet havde også sat sine spor på musikken. Forestillingen om en kristen enhedskultur over hele verden stillede strenge krav til liturgi og musikudøvelse. Den gregorianske enstemmige munkesang var grundstammen i kirkemusikken fra tidlig tid. Musikken skulle tjene teksten, absolut ikke omvendt, så kirken så med lige dele skepsis og nysgerrighed på komponisternes eksperimenteren med musikalsk flerstemmighed (polyfoni). Disse eksperimenter havde sit arnested omkring Notre Dame i Paris, hvor polyfonien nærmest eksploderede og spredte sig overalt op gennem 1200-tallet. Komponisterne fik altså en smule musikalsk råderum – det var jo ingen synd at forstærke budskabet med musikalske virkemidler –, men musikken måtte absolut ikke distrahere lytteren og tryllebinde øret med harmonisk flerstemmighed.

Med decentraliseringen af magten i 1300-tallet og kirkens autoritetstab, blev der også

skabt rum for en musikalsk udvikling. Denne periode kender vi ofte som Ars Nova (den nye kunst). Ars Nova-tiden blev indstiftet med en række musikteoretiske traktater, ikke mindst Ars novae musicae skrevet af Phillipe de Vitry i 1319, hvor nye musikalske notationsformer, gav komponisterne nye muligheder. Musikken blev mere kompleks og virtuos med helt nye rytmiske mønstre, ofte stramt struktureret i de underste stemmer og med en eller flere lyriske overstemmer. Kirkens konservatisme og fyrstemagtens hang til kunstnerisk luksus, betød at den musikalske udvikling overvejende fandt sted uden for kirken, hvor folkemusik og troubadoursang var stor inspiration for komponisterne. Nu kunne disse overvejende folkelige, danseinspirerede musikalske former med den nye kunst konciperes teoretisk, nedfældes på papir, og sættes ind i mere professionelle musikalske rammer.

Guillaume de Machaut (ca. 1300-1377)

efterlader sig en stor samling verdslige chansons’er og motetter, og til trods for at Paven bandlyste de nye musikalske strømninger, finder vi hos Machaut en ganske enestående 4-stemmig tonesætning af hele den katolske messe (Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Agnus dei og Ite, missa est). Messe de Nostre Dame er komponeret omkring 1365 til Notre Dame-katedralen i Reims, hvor Machaut var ansat de sidste 40 år af sit liv. Værket overgår både i form og skønhed al anden musik i Ars Nova-perioden og netop denne måde at gennemkomponere en fuld messe med et cyklisk tema, dannede skole for komponister op gennem 14- og 1500-tallet.

Den åndelige bevægelse, der finder sted i slutningen af 1200-tallets storpolitiske konfliktfelter, markerer overgangen fra den sorte middelalders undertrykkende menneskesyn til renæssancens mere individualistisk orienterede filosofi. Dette kom allertydeligst til udtryk med Dantes (1265-1321), Petrarcas (1304-1374) og Boccaccios (1313-75) litterære humanisme, som havde enorm indflydelse på åndslivet. Men også Machaut selv var repræsentant for denne strømning på den franske side af grænsen. Humanismens betoning af det individuelle menneske dannede grundlag for en mere personlig lyrik og poesi. Her indtager Machaut en markant plads.

Hvis der var noget, der rangerede højere end kærlighed i senmiddelalderen, var det at synge og skrive om kærlighed. Sådan havde det været, siden det kom på mode for en ægte ridder, ikke at vælte sin kvinde omkuld i laden, men at vælte hende omkuld med smukke melodier og

skøn lyrik. Det var ikke ualmindeligt, at kvinden i disse høviske relationer var af højere rang end ridderen, da hun enten var hustru til en korsfaren borgherre, en datter heraf etc. Et reelt forhold (seksuelt eller ej) mellem ridderen og hans elskede, var der altså sjældent lagt op til. Snarere var det uopnåeligheden i relationen, der var tema for sangene. Den uopnåelige kærlighed har til alle tider fungeret som inspiration for store kunstnere, og Machaut er ingen undtagelse. I hans store epos Le voir dit (Det sande digt) fra 1365, møder vi en gammel digter, der har forelsket sig i en ung adelskvinde. Digtet på 9094 verselinjer priser i floromvundne vendinger den unge kvindes dyder og skønhed, og hvordan disse attributter i nærvær og fravær inspirerer kunstneren. Kunstneren er såmænd Machaut selv, som var i 60’erne og den unge kvinde er den 19-årige adelskvinde Péronne d’Armentières. Forholdet var med gode grunde dødfødt fra starten, men produktet af denne uforløste kærlighed har

Detalje forestillende Landini med sit organetto i illustration fra 1400-tallet

Machaut heldigvis givet videre til eftertiden, så vi kan nyde den i dag.

Musikken omkring Troubadoursangene og den høviske kærlighedsdigtning havde en italiensk pendant i 1300-tallet. Her går periodens musik under navnet italiensk trecento-stil. Musikken var inspireret af den franske Ars Nova, men afveg fra den på en række punkter. Den italienske trecento er mere lyrisk i sin form, mindre rytmisk, og de hurtige noder bærer præg af naturlig vokal udsmykning frem for at give komponisten muligheder for at notere avancerede melodier.

Mens den franske økonomi led frygteligt på grund af den lange krig med englænderne, oplevede man i Italien et eksplosivt økonomisk opsving. I kølvandet på korstogene blomstrede særligt de norditalienske og toscanske bystater op, og kulturen blev brugt at de rige fyrster og købmænd til at vise, hvor magtfulde de var. I denne opblomstring finder vi ”den blinde florentiner” Francesco Landini (ca. 1325 – 1397). Han mistede synet som barn angiveligt på grund af en koppevirus, så hans muligheder ”begrænsede” sig fra barnsben til åndelige discipliner; ud over sin berømmelse som musiker, var han en anerkendt filosof og poet i det humanistiske miljø i Firenze. Han var i modsætning til andre komponister gennem tiderne aldrig afbilledet med pen og papir, men altid med sit lille transportable orgel, som også gav ham tilnavnet Francesco degli Organi.

Landinis anerkendelse i samtiden er svær at undervurdere. Som orgelvirtuos var han kendt vidt og bredt, og som troubadour ud i verdslige sange har han angiveligt opnået popstjerne-status i den toscanske metropol. Vi har i dag hele 150 værker fra Landinis hånd, som udgør mere end en tredjedel af den italienske trecento-musik fra perioden! Det er ofte små sange, to- og tre-stemmige madrigaler og ballata’er, som er Landinis foretrukne stil, og teksterne er i de fleste tilfælde hans egne.

Man kan sige, at Machaut og Landini var nogle af de første renæssancemennesker i deres respektive lande. De dannede skole for eftertiden og står i dag som de mest centrale komponistpersonligheder fra perioden. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan kulturlivet i Frankrig og Italien gennemgik en så kraftig opblomstring i skyggen af senmiddelalderens pestepidemier, men måske er det netop kunst og kultur, som kriserne kræver. Heldigt at vores to hovedpersoner kom levende igennem og fik så lange og betydningsfulde liv. Og heldigt, at de stadig kan gøre sig gældende den dag i dag.

Christian Tobiassen

UDVALGTE TEKSTER I DANSK OVERSÆTTELSE

Douce dame, tant com vivray, Sera mes cuers à vos devis; Car mis en vos las vivre ay, Douce dame, tant com vivray. Pour un dous regart qui vi vray, Naissant de vo gracieus vis, Douce dame, tant com vivray, Sera mes cuers à vo devis.

En amer a douce vie

Et jolie, Qui bien la scet maintenir, Car tant plaist la maladie, Quant norrie

Est en amoureus desir, Que l'amant fait esbaudir

Et querir

Comment elle monteplie. C'est dous maus a soustenir, Qu'esjoïr

Fait cuer d'ami et d'amie

Skønne kæreste så længe jeg lever vil mit hjerte være i Deres tjeneste; For jeg vil være bundet til Dem, Skønne dame, så længe jeg lever. For et ømt blik, som jeg i sandhed så opstå i Deres yndefulde ansigt, Skønne kæreste, så længe jeg lever, Vil mit hjerte være i Deres tjeneste.

I kærlighed har den et sødt og smukt liv, Som forstår at fastholde den, For så meget behager sygdommen, Når den næres af forelsket begær

At den får den elskende til at fyldes af livskraft Og søge efter, hvordan den kan forøges. Det er et sødt onde at bære, Som skaber stor fryd i de to elskendes hjerter

Oversat af Hanne Leth Andersen

Quant Theseus, Hercules, et Jason

Cerchierent tout et terre et mer parfonde Pour acroistre leur pris et leur renon Et pour veoir bien tout l’estat dou monde, Moult furent digne d’onnour.

Mais quant je voy de biauté l’umble flour, Assevis sui de tout si que par m’ame Je voy assez, puis que je voy ma dame.

Ne quier veoir la biauté d’Absalon

Ne de Ulixés le sens et la faconde, Ne esprouver la force de Sanson, Ne regarder que Dalida le tonde. Ne cure n’ay par nul tour

Des yex Argus ne de joie gringnour, Car pour plaisence et sans ayde d’ame, Je voy assez, puis que je voy ma dame.

Da Theseus, Herkules og Jason Rejste overalt på jorden og det dybe hav For at øge deres værd og berømmelse Og se hele verdens tilstand, Da var de værdige til stor ære. Men når jeg ser skønhedens ydmyge blomst, så forstår jeg ved min sjæl Jeg ser alt nok, for jeg ser min dame.

Jeg ønsker ikke at se Absalons skønhed eller Odysseus' klogskab og talegaver, Og heller ikke at mærke Samsons styrke, Eller se Dalila klippe hans hår. Jeg har slet ikke interesse eller større glæde ved Argos' øjne, Thi for nydelse og uden hjælp fra en sjæl, Jeg ser alt nok, for jeg ser min kæreste.

MUSICA FICTA

Musica Ficta er et professionelt vokalensemble, dannet i 1996 af komponisten og dirigenten Bo Holten. Her har han realiseret sin vision om et fleksibelt og projektorienteret ensemble, hvor den virtuose ensemblesang i alle dens afskygninger står i centrum. Musica Ficta favner et meget bredt repertoire. Ensemblets speciale er musikken fra middelalder og renæssance. Dengang skrev komponisterne ikke deres store værker for symfoniorkestre, men for den menneskelige stemme. Som Musica Fictas kunstneriske leder og dirigent er Bo Holten blandt verdens førende på dette felt.

BO HOLTEN

Bo Holten er anerkendt både som dirigent og komponist. I 1979 stiftede han Ars Nova, som han dirigerede frem til 1996. Herefter stiftede han Musica Ficta, som han har dirigeret lige siden. Han arbejder regelmæssigt med de danske symfoniorkestre og har dirigeret nogle af de førende kor og ensembler i Europa.

Foto: Per Morten Abrahamsen

ENSEMBLE STORSTRØM

Ensemble Storstrøm er den klassiske musiks drivkraft i regionen. Fire kommuner i Kulturregion Storstrøm står sammen med Statens Kunstfond bag ensemblet som et af landets basisensembler med 8 fastansatte professionelle musikere. Ensemblet blev dannet i 1991 og fik i 2016 hjemsted i den nyrenoverede forpagterbolig KUMUS ved Fuglsang Herregård og Fuglsang Kunstmuseum syd for Nykøbing Falster.

Med klassiske koncerter på højt niveau og med musikpædagogisk indsats skaber ensemblet stjernestunder gennem et bredt spektrum af aktiviteter, fra musikalsk samskabelse med børn og kreative projekter med andre kulturaktører til koncerter med de største klassiske værker og bestillinger hos tidens fremmeste komponister.

Lad os sammen bevæges, berøres og begejstres!

KONTAKT

Administrator Christian Tobiassen musica@ficta.dk

tlf: 30913567

Dirigent og kunstnerisk leder Bo Holten bo.holten@ficta.dk

WWW.FICTA.DK

KONTAKT

Administrator Helle Vissing hv@ensemblet.dk

tlf: 29671002

Ensemblechef Maj Kullberg mk@ensemblet.dk

WWW.ENSEMBLET.DK