Kongernes yndlingsmusik på Kronborg - musik af Heinrich Schütz

KONGERNES YNDLINGSMUSIK

PÅ KRONBORG VOL. 4

Musikken på Christian 4.’s tid af HEINRICH SCHÜTZ

Koncert med Musica Ficta og Bo Holten

TYSK SVÆRVÆGTER VED DET DANSKE HOF

Som det ofte er tilfældet til en Musica Ficta-koncert, skal I i aften høre musik af kun en eneste komponist. Heinrich Schütz er måske den største tyske barokkomponist før Bach og studerede sammen med Mogens Pedersøn under Giovanni Gabrieli i Venedig 1609. Schütz tilbragte næsten 4 år i Danmark og var meget glad for at være her – måske især fordi 30-årskrigen rasede i Mellemeuropa og gjorde livet surt og fyrsterne fattige, så de ikke havde råd til at betale for musik. Christian 4. havde fra de første dage af sin regeringstid investeret enorme midler i kunst og musik og Heinrich Schütz var en af disse kunstneriske investeringer.

Vi har sammensat et program, så I både får musik af den unge Schütz, nærmere betegnet hans madrigaler fra studieårene i Venedig, og så får I kirkemusik at høre, hvoraf en stor del sandsynligvis er skrevet i Danmark eller hører til perioder omkring hans tilknytning hertil.

Vi er glade for at kunne præsentere Jakob Lorentzen som akkompagnatør både på cembalo og orgel. Tak til ph.d. Bjarke Moe for at skrive programnote, og ikke mindst til Lene Waage Petersen for igen at forsyne os med dugfriske oversættelser af de italienske madrigaler.

God fornøjelse til denne fjerde koncert i rækken af Kongernesyndlingsmusikpå Kronborg.

Musica Ficta og Kronborg juni 2022

Illustration af Christian 4. på forsiden: Anja Gram.

MEDVIRKENDE

Christine Nonbo sopran

Ann-Christin W. Ingels sopran

Eva Wöllinger-Bengtson alt Daniel Carlsson alt

Josef Hamber tenor

Tobias Aabye Dam tenor

Lauritz Thomsen baryton

Rasmus Kure bas

Jakob Lorentzen cembalo

Bo Holten dirigent

HEINRICH SCHÜTZ (1585-1672):

“DEN MODERNE MUSIKS FADER”

Af Bjarke Moe

I år kan vi markere 350-året for Heinrich Schütz, der i 1672 i en alder af 87 år forlod denne verden. Han blev genopdaget i 1800-tallet i en tid, der var præget af en stræben efter at lede i historien efter personligheder, som man mente nationernes kulturelle storhed byggede på. Ikke overraskende blev Schütz derfor udpeget med højtidelige vendinger så som “den tyske musiks fader” og som en vigtig forløber for J. S. Bach (hvad ingen af de to jo selv vidste). I det 20. århundrede skulle fokus igen skifte, og nu betragtes han ikke så meget for den betydning han havde for senere generationer, men mere for hvad han bedrev i sin egen tid. Uden tvivl var han en vigtig skikkelse i 1600-tallets europæiske musikkultur. Allerede i sin samtid blev han kaldt den moderne musiks fader. Det skyldtes blandet andet hans evne til at indoptage de nyeste italienske strømninger i sin musik. Selv havde han som ung og som så mange andre studeret i Venedig. Senere besøgte han også byen i et målrettet forsøg på at følge med de nyeste udviklinger. Omdrejningspunktet for hans professionelle virke var først som organist og senere kapelmester ved det kurfyrstelige hof i Dresden – et af Nordeuropas kulturelle og politiske centre.

Schütz havde kontakt til personer i Danmark i op mod 18 år fra 1631 til 1649 i en periode af sit liv, hvor han komponerede

vigtige samlinger med vokalmusik. De tætte forbindelser resulterede i, at han blev kapelmester ved Christian IVs hof over to omgange fra 1633-35 og 1642-44, hvormed han sammenlagt opholdt sig omkring tre et halvt år i Danmark. Selvom han er blevet udpeget som musiker og komponist i sin egen liga, er det ikke svært at forestille sig, at han følte sig hjemme blandt dygtige og ligesindede musikere ved det danske hof. Vigtige forbindelser Hvorfor kom Schütz overhovedet til Danmark? Var det virkeligt attraktivt for ham? Svarene på disse spørgsmål handler både om de politiske og kulturelle forbindelser, som bestod mellem København og Dresden. Kongeriget mod nord var nemlig en vigtig allieret for kurfyrsten i Dresden. Kongen af Danmark var hertug af Slesvig og Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenborg og Delmenhorst, og i kraft af disse positioner deltog han i den tyske Landestag. Ikke alene var Christian IV således en vigtig protestantisk alliance for kurfyrsten i Dresden, han var også en nær forbundet familierelation. Kongens søster Hedwig blev i 1602 gift med den saksiske kurfyrste Christian II. Hun skulle senere komme til at få en afgørende rolle for Schütz’ tilknytning til Danmark. En cementering af de dynastiske forbindelser mellem Danmark og Saksen repræsenteres af ægteskabet mellem Magdalena Sybilla og Christian IVs søn, den udvalgte prins Christian – et

ægteskab, som blev indgået i København i 1634, og hvis musikalske hovedrolle blev indtaget af Heinrich Schütz.

Christian IV var i sin samtid kendt for sin interesse for og værdsættelse af musik, og han og hans nærmeste familie fik tilegnet adskillige musikværker, både i form af nodetryk og prægtige manuskripter, udfærdiget af bl.a. John Dowland, Michael Praetorius og Orazio Vecchi. Christian IV rådede over et internationalt sammensat hofkapel bestående af musikere fra England, Tyskland, Polen, Italien og Frankrig. Det lå kongen på sinde, at musikerne udviklede deres musikalske færdigheder, og således sendte han dem på ophold ved engelske eller tyske hoffer og på egentlige uddannelsesophold hos prominente komponister. Af dem fremstod Giovanni Gabrieli i Venedig blandt de mest eftertragtede pædagoger i tiden, hos hvem også Schütz havde studeret. Da Schütz kom til Danmark må han med andre ord have befundet sig i nogle omgivelser, der var præget af en musikkultur, han kendte i forvejen.

Prinsen Kongen var langt fra den eneste vigtige person ved hoffet. Christian IV’s ældste søn, prins Christian født i 1603, var i 1610 blevet udvalgt til at efterfølge sin fader. Som følge heraf omtaltes han som “den udvalgte prins”. Begrebet “kronprins” brugtes først efter 1660 i forbindelse med, at arvefølgen blev fastlagt som et medfødt privilegium. Efter sin udvælgelse kaldes han ofte Christian V, om end han grundet sin tidlige død i 1647 året før sin far aldrig indtog tronen. Han skal derfor ikke forveksles med sin nevø, som skulle blive Danmarks konge i 1670.

Udvælgelsen af prins Christian havde væsentlig betydning for hans opvækst, idet han fra en tidlig alder opdroges som den kommende monark. Prinsen skulle blive

særdeles interesseret i kunst, arkitektur, musik og historie og var som samler og kender en vigtig mæcen for danske og udenlandske kunstnere, heriblandt Schütz. Faktisk spillede prinsen en ganske central rolle for Schütz’ tilknytning til Danmark. I marts og april 1631 besøgte prinsen sin tante enkefyrstinde Hedwig i Lichtenberg. I den forbindelse påbegyndtes forhandlinger om ægteskab mellem prinsen og Johann Georg I’s yngste datter, Magdalena Sibylla. Ikke alene agerede Hedwig mediator mellem prinsen og prinsessen; hun medvirkede også til at skabe kontakt mellem prinsen og Schütz. Hedwig stod i et tæt forhold til Schütz, som i 1627 tilegnede hende sit Becker-Psalter, sin samling af 150 firstemmige udsættelser af Davidssalmer.

På en af sine ture til familien i Saksen må prins Christian have mødt Schütz. Og snart gik den vilde jagt på at få fingrene i den dygtige tysker. Det skulle vise sig, at formålet var at få Schütz til Danmark og sætte ham i spidsen for de store bryllupsfestligheder, som skulle finde sted i oktober 1634. Der var brug for en kapacitet, der kunne overskue de mangfoldige opgaver som kapelmester.

Papirarbejdet

sættes i gang

For at Schütz kunne blive ansat, blev høj som lav ved hofferne i København og Dresden sat i sving. En nøgleperson blev diplomaten Friedrich Lebzelter, der var kurfyrstens agent i Hamborg. Han besøgte Christian IV i januar 1633 og begyndte herefter sin korrespondance med Schütz om ansættelsen. Et brev, som Schütz sendte til Lebzelter i februar, er helt centralt for at forstå, hvad Schütz selv tænkte om en post ved hoffet mod nord. Brevet minder næsten om en jobansøgning. Særligt interessant er det at fremhæve nogle af de erfaringer, som Schütz prøvede at sælge sig selv på. Han skrev,

at han var i besiddelse af et stort antal kompositioner, hvoraf hans egne hørte til de dårligste – en typisk underdrivelse, som tydeligt viste, at han var vant til at færdes i stærkt hierarkiske kredse, hvor det kunne være nødvendigt at ofre sig selv. De andre kompositioner, forsikrede han, var af de fornemmeste komponister i Europa. Det var en vigtig kompetence at kunne skaffe noder med god musik. Det var ikke tomme ord: fra andre kilder ved vi, at han lykkedes med det.

Brevet vidner også om, at Schütz forsøgte at bringe sig selv i spil som komponist og vise de helt nye færdigheder, han for nylig havde fået. Han understreger, hvilken speciel form for værker, han selv havde lært at komponere på sin seneste rejse til Italien, nemlig en slags komedie med adskillige stemmer i en talende stil, opført af syngende skuespillere på en scene. Denne stil, som efter Schütz’ viden var helt ukendt i Tyskland, bad han Lebzelter ved lejlighed nævne for prinsen. De komedier,

som blev opført ved festlighederne for prinsens bryllup i oktober, var muligvis skrevet af Schütz og netop i denne nye stil. Men musikken er desværre ikke bevaret.

Prinsen var naturligvis ikke svær at overtale, men alle midler måtte tages i anvendelse for at overtale Schütz’ nuværende arbejdsgiver, kurfyrsten. Godt, at prinsen havde et stærkt netværk i det tyske!

Kapelmesterens opgaver

Der er ingen tvivl om, at Schütz i sit brev iscenesatte sig som en dygtig kapelmester med overblik, og da han blev ansat, blev en af hans første opgaver da også at omorganisere musikken ved Christian IVs hof. Det kongelige kapel var blevet indskrænket til det minimale under og efter Christian IVs fatale indblanding i Trediveårskrigen, som for Danmarks vedkommende endte med nederlag og freden i Lübeck 1629. Fra 1627 til 1631 var der ingen aktiv kapelmester og kun ganske få musikere ansat sammenlignet med

Udsnit af brevet, som Schütz skrev til Lebzelter befinder sig i dag i prins Christians breve i Rigsarkivet.

antallet af musikere før krigen. Herefter stod den aldrende hoforganist Melchior Borchgrevinck atter i spidsen for kapellet. Da han i slutningen af 1632 afgik ved døden, blev Schütz med sin ankomst i 1633 den tiltrængte fornyelse.

Hans opgaver bestod i at instruere og eksercere musikerne, at lede musikken i slotskirken og at musicere andre steder, hvor kongen ønskede det. Det var med andre ord Schütz’ ansvar at kapellet – uafhængig af hvilke opgaver kongen ønskede det skulle løse – var fuldt funktionsdygtigt og parat. Udover at øve med musikerne, indstudere nye værker og lede opførelserne, må Schütz således også have bekymret sig om at finde nye musikere og tilvejebringe noder med passende musik. Det er derfor naturligt at se hans rolle ved hoffet som en slags agent, der ikke alene selv var i stand til at komponere, men i endnu højere grad var nyttig for hoffet, fordi han havde gode kontakter til udlandet.

Schütz’ musik i Danmark

Spørgsmålet om, hvilke værker Schütz komponerede i sin tid i Danmark, og hvilke af sine egne værker han lod opføre, lader sig kun vanskeligt besvare. En af de primære årsager er, at hoffets musikarkiv i København gik op i lys lue under en omfattende brand i 1794. Hvad Schütz måtte have efterladt, er der meget lille chance for at genfinde. En anden grund er, at hoffet ikke holdt regnskab med, hvilken musik der blev spillet. Musikkens ceremonielle betydning var vigtig, og det var afgørende, at musikken fungerede som et klangligt bagtæppe til hoffets magtiscenesættelser. Men det var ikke vigtigt, hvilke konkrete værker de tilstedeværende fik at høre.

For at tegne et billede af forbindelserne mellem Schütz og Danmark kan man

kigge på flere forskellige typer værker. I sin tid i Venedig komponerede Schütz ligesom sine jævnaldrende kolleger vokalværker kaldet madrigaler. Studietiden hos organisten Giovanni Gabrieli blev fejret med en udgivelse på et af byens musikforlag, og svendestykket, hans opus nummer et, markerede afslutningen på tiden som lærling. I Venedig må han have befundet sig i et internationalt miljø med tilrejsende musikere fra snart sagt hele Europa. Også danske musikere besøgte byen, og den senere vicekapelmester hos Christian IV, Mogens Pedersøn, opholdt sig i Italien i årene 1606-9. Det er omgærdet med usikkerhed, hvornår Schütz ankom til byen, men efter alt at dømme var det i løbet af 1609. Pedersøn var hjemme igen i København i september det år, og derfor kan vi gætte på, at de to muligvis, og sikkert kortvarigt, kan have mødt hinanden i Venedig. Da Schütz første gang ankom til Danmark i december 1633, var Pedersøn imidlertid død. Hvad de havde til fælles var deres interesse for italienske madrigaler, og fælles for dem var, at de som bevis på deres studier i Venedig udgav deres første trykte værk, Schütz’ samling indeholdende 19 madrigaler til italienske tekster.

Hvor madrigaler repræsenterer musik, ofte med eksperimenterende indhold, er Schütz’ kirkemusik nok mere tilgængelig. Med et moderne ord, måske ligefrem formidlende. Her er ordet naturligvis også i centrum, men den musikalske behandling af teksten er oftere tilbageholdt og i sit udtryk mindre grænsesøgende. Det kommer især til udtryk i de store motetter for fem stemmer, som Schütz fik udgivet i samlingen Geistliche Chor-Musiki 1648. Her griber han til en (selv på hans tid) gammeldags, polyfon kompositionsstil. Det var et helt bevidst valg.

De 29 motetter i samlingen blev formodentlig komponeret over en lang

periode, antageligt helt tilbage fra 1630’erne. Selvom der ikke kan knyttes direkte bånd med hans aktiviteter i Danmark, er samlingen ikke desto mindre opstået i det tidsrum, hvor han havde kontakt til det danske hof. Enkelte af motetterne ved man, at Schütz komponerede til konkrete begivenheder, bl.a. sin komponistkollega Johann Hermann Scheins begravelse, og det er derfor tænkeligt, at nogle af motetterne kan stamme fra begivenheder ved det danske hof.

Samlingen blev tilegnet borgmester og byråd i Leipzig, og Schütz skriver i indledningen til værket, at han håber, musikken vil blive brugt i skoler og kirker i byen. Dermed viser samlingen sig at have didaktiske formål: indholdet er af den højeste polyfone kvalitet af den type, som tidens latinskolekor kendte. Mon Schütz kan have opført motetterne sammen med drengene i Frederiksborg Slotskirke i den periode i 1643, hvor han havde en lejlighed på slottet og sikkert havde ansvar for kirkemusikken dér?

Ny inspiration fra Italien I 1628-29 besøgte Schütz på ny Italien. Gabrieli var for længst død, men et nyt forbillede havde indtaget pladsen: Claudio Monteverdi. Mødet med Monteverdi og andre gjorde indtryk på Schütz, og i de følgende årtier gjorde han brug af kompositionsteknikker, som han havde studeret i italienernes musik. Konkret tog han også eksisterende værker af Monteverdi og skrev dem om. Det var en effektiv måde at tilegne sig nye færdigheder på. Efter at have udgivet sin første samling af fåstemmige vokalkoncerter, SymphoniaeSacrae, i 1629 til latinske tekster, udgav han i 1636 sin første samling af Kleinegeistliche Konzerte, små kirkelige stykker, til tyske tekster. Nu komponerede han med udgangspunkt i en ny type sats: en eller

to sangstemmer og akkompagnement, i tråd med tidens helt nye skrivestil, hvor sangstemmerne udtrykker indholdet ekspressivt og ordmalerisk.

Schütz var pinlig bevidst om, at han komponerede noget nyt med disse værker. I indledningen til en anden samling med kirkelige værker i samme stil, skrev han, at hvis man ikke har lært at spille på den nyeste måde, sådan som italienerne gør, bør man lade være med at opføre hans musik. Det viser, at Schütz var en blandt få kendere af de nyeste stilarter. Under sit ophold i Danmark befandt han sig i en gruppe af højt specialiserede musikere, heriblandt enkelte italienske musikere, der ligesom ham selv var oplært i den nye stil. Derfor kan vokalstykkerne stå som eksempler på den type værker, som de kan have opført sammen. Som med de andre værker er der ikke dokumentation for, at Schütz komponerede stykkerne i Danmark, men enkelte af satserne havde han i hvert fald med sig under sit ophold. Der er imidlertid andet, der taler for, at Schütz selv forbandt stykkerne med sin tid under nordlige himmelstrøg. Første bind i samlingen KleinegeistlicheKonzerte er tilegnet den højest rangerende saksiske embedsmand Heinrich von Friesen, der deltog i prinsebrylluppet 1634. Andet bind, som kom i 1639, var dediceret til prins Frederik, lillebror til prins Christian, der blev gift, og senere kendt under navnet Frederik III. Det viser, at Schütz’ værker var vævet ind i hans store omgangskreds blandt danske og tyske adelige personer.

Underskrift, hvor man kan se, at Schütz stavede sit eget navn Henrik Schütz og ikke Heinrich. Signaturen er efterfulgt af et 'Mp' (lat. manu propria), som betyder 'skrevet med egen hånd'.

MADRIGALER I OVERSÆTTELSE

Oversat af Lene Waage Petersen

Giovanni

Battista Guarini (1538-1612) Ilpastorfido, III akt, scene 1

O primavera, gioventù dell'anno, bella madre di fiori, d'herbe novelle e di novelli amori, tu torni ben, ma teco non tornano i sereni e fortunati dì de le mie gioie; tu torni ben, tu torni, Ma teco altro non torna che del perduto mio caro tesoro la rimembranza misera e dolente. Tu quella se', tu quella ch'eri pur dianzi sì vezzosa e bella; ma non son io già quel ch'un tempo fui sì caro a gli occhi altrui.

O dolcezze amarissime d'Amore, quanto è piú duro perdervi, che mai non v'haver o provate o possedute! Come saría l'amar felice stato, Se'l già goduto ben non si perdesse; o, quando egli si perde, ogni memoria ancora del dileguato ben si dileguasse!

O forårstid, du årets ungdom, dejlige moder til blomsterflor, og nye enge og ny kærlighed, du kommer jo tilbage, men sammen med dig kommer ikke min lykkes velsignede, skønne dage tilbage; Du kommer jo tilbage, du kommer tilbage, men sammen med dig kommer kun af min tabte kæreste skat den triste og smertefulde erindring. Du er den samme, du er den som du var førhen, så yndig og smuk; men jeg er ikke mere den jeg engang var så kær for en andens øjne.

O kærlighedens bitre, sødmefulde glæder, hvor det er tungere at miste dem, end aldrig at have prøvet eller ejet dem! Hvor ville elskov være lyksalig, hvis den engang nydt aldrig mistes, eller, hvis den mistes, at så al erindring om det svundne gode helt forsvandt.

Giambattista Marino (1569-1625)

Ride la primavera, torna la bella Clori, odi la rondinella, mira l'herbette e i fiori. Ma tu Clori più bella, nella stagion novella, serbi l'antico verno, deh, s'hai pur cinto il cor di ghiaccio eterno. Perchè, ninfa crudel, quanto gentile, porti negl'occhi il sol, nel volt'aprile?

Alessandro Aligieri

D’orrida selce alpina cred’io Donna nascesti e da le tigre ircane il latte havesti, s’inesorabil sei, sì dura a’prieghi miei, o se’ pur tigre anzi pur selce, ai lasso, ch’entro un petto di fera hai cor di sasso.

Nu ler foråret igen, nu kommer den skønne Cloris, hør svalen, se engen og blomsterne. Men du Cloris, skønnere i den nye årstid, gemmer på den gamle vinter, for dit hjerte er jo omgivet af evig is. Hvorfor, grusomme nymfe, yndige nymfe, er der sol i dine øjne men april i dit ansigt?

Af stenhårdt alpeflint tror jeg, min Frue, du fødtes, og hos Hyrkaniens tigre drak du modermælken, så ubønhørlig er du, så hård mod mine bønner, som var du tiger eller flint. Ak, i et vilddyrs bryst har du et hjerte af sten.

Fuggi, O mio core non vedi la man bella che congiurata coi begl'occhi anch'ella per farti prigionier vien ti a ferire, ma lasso ecco un sospir nunzio infelice, ch'esce del petto e dice che più giova il fuggire, egli è già preso, egli convien morire.

Di marmo siete voi, donna, a colpi d'amore, al pianto mio, e di marmo son io alle vostr'ire e agli strali suoi per natura, per amor io costante e voi dura. Ambo siam sassi e l'un e l'altro è scoglio, io di fé e voi d'orgoglio.

Flygt, mit hjerte, ser du ikke den skønne hånd der i ledtog med de skønne øjne kommer for at fange og såre dig, men ak, et suk som et sørgeligt bud stiger op fra brystet og siger at det ikke mere nytter at flygte, det er allerede fanget, det må dø.

Af marmor er I, min Frue, mod elskovs slag og mod mine tårer, og af marmor er jeg mod jeres vredes pile; Af natur, af kærlighed er jeg konstant, og I hård. Begge er vi sten, og begge er vi klippe, jeg af troskab og I af hovmod.

Giovanni Battista Guarini

Giambattista Marino

Giambattista Marino

Giunto è pur, Lidia, il mio, non so se deggia dire: o partire o morire, lasso dirò ben io, che la mort’ è la partita, poi che’n lasciando te lascio la vita.

Vasto mar nel cui seno fan soave armonia d'altezza e di Virtù concordi venti, Questi devoti accenti t'offre la Musa mia, Tu, Gran Mauritio, lor gradisci, e in tanto farai di rozzo armonioso il canto.

Nu er tiden inde, Lidia, – jeg ved ikke om jeg skal sige: til at rejse eller til at dø, Ak, jeg vil i stedet sige at døden er afrejsen, for når jeg forlader dig forlader jeg livet.

Uendelige hav i hvis favn skabes blid harmoni af højhed og dyd blandt samstemmende vinde, disse ærbødige klange frembærer min Muse for dig; Må de behage dig, høje Mauritius, således at du gør min uslebne sang harmonisk.

TRE KIRKELIGE TEKSTER

I OVERSÆTTELSE

Die mit Tränen säen, werden mit Freuden ernten. Sie gehen hin und weinen und tragen edlen Samen und kommen mit Freuden und bringen ihre Garben.

Erhöre mich, wenn ich rufe, Gott meiner Gerechtigkeit, der du mich tröstest in Angst. Sei mir gnädig und erhöre mein Gebet! Vernimm mein Schreien, mein König und mein Gott!

Selig sind die Toten, die in dem Herren sterben, von nun an. Ja der Geist spricht: Sie ruhen von ihrer Arbeit und ihre Werke folgen ihnen nach.

De, der sår under tårer, skal høste med jubel. Grædende går han ud, mens han bærer såsæden; med jubel vender han hjem, mens han bærer sine neg.

Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn! Hør mit råb om hjælp, min konge og min Gud!

Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren. Ja, siger Ånden: de skal hvile efter deres møje, for deres gerninger følger dem.

JAKOB LORENTZEN

er 1. organist i Holmens Kirke og Christiansborg Slotskirke. Jakob er efterspurgt både som solist, dirigent og akkompagnatør med utallige koncerter i ind- og udland. Han underviser på musikkonservatoriet i improvisation, og er hyppigt tilknyttet Det Kgl. Teater som korsyngemester for Operakoret.

Som komponist har Jakob skrevet mange salmemelodier og korværker udgivet på danske forlag. I 2018 modtog han Frobenius-fondens Store Musikpris, og i 2019 blev han Ridder af Dannebrog.

BO HOLTEN

Bo Holten er både dirigent og komponist. I 1979 stiftede han Ars Nova, som han dirigerede i 17 år frem til 1996. Herefter stiftede han Musica Ficta, som sidste år fejrede 25-års jubilæum.

Bo har været Principal Guest Conductor ved BBC Singers 1990-2006, dirigeret Det Flamske Radiokor i Bruxelles 2006-11, de sidste tre sæsoner som chefdirigent. Derudover har han gæstedirigeret det Svenske Radiokor, Nederlands Kamerkoor, National Choir of Ireland og en del andre ensembler.

Gennem snart 50 år har Bo været en drivende kraft i den internationale bevægelse for tidlig musik. Hans arbejde med vokalpolyfoni har været banebrydende på dette område i Norden, og han har bragt mange polyfone mesterværker til førsteopførelser i moderne tid.

Som komponist er det blevet til hele ni operaer, fem solokoncerter, tre symfonier, diverse or- kesterværker og kammermusik og filmmusik (Lars von Trier og Bille August) samt ca. 50 værker for kor.

MUSICA FICTA

Musica Ficta er et internationalt anerkendt vokalensemble med base i København, stiftet og ledet af dirigent og komponist Bo Holten.

Den tidlige europæiske vokalmusik er Musica Fictas speciale. Ensemblet griber tilbage til en tid, hvor kammermusikken først og fremmest blev skrevet for den menneskelige stemme – tilbage til polyfoniens og de fem-, seks-, ja helt op til ti-stemmige madrigalers tidsalder. Det er ikke kormusik, men kammermusik, hvor stemmerne mødes som selvstændige solostemmer.

Musica Fictas signatur er den fleksible, virtuose ensemblesang.

VOKALENSEMBLET

Middelalder, renæssance og tidlig barok er et rigt reservoir af kendte såvel som mindre kendte, fremragende komponister. Navne som bl.a. Orlandus Lassus, Luca Marenzio, Carlo Gesualdo, Claudio Monteverdi er tilbagevendende på Musica Fictas repertoire, og Musica Fictas dybdegående arbejde har gjort ensemblet til pioner inden for tidlig musik. Anerkendelsen på feltet betyder, at Musica Ficta også turnerer internationalt, ofte i Tyskland og Italien.

I Danmark er Musica Ficta også særligt kendt for det dedikerede arbejde med den danske sangskat og ensemblet har siden begyndelsen i 1996 udgivet omkring 30 album med danske sange.

Musica Ficta søger altid en forståelse af musikken i den historiske sammenhæng og at fastholde et musikhistorisk tema. Således er hver koncert en rejse ind i en tid, en epoke eller en kunstnerpersonlighed. Formidlingen af den kultur- og musikhistoriske kontekst varetages med lune af ensemblets dirigent Bo Holten som en integreret del af koncerterne.

KONGERNES YNDLINGS MUSIK PÅ KRONBORG

Frem til sommeren 2024 vil Musica Ficta skabe et vokalt lydtapet i Kronborgs sale og værelser. Alle delprojekter indledes af åbne prøver, hvor alle kan lytte med, og hvor der dagligt vil være introduktioner for slottets gæster. I samarbejde med Helsingør Folkeuniversitet udbydes der foredragsrækker, som afspejler det tema Musica Ficta arbejder med på pågældende tidspunkt, og alle projekter afsluttes af stor koncert på Kronborg. Madrigalen nord for alperne