Vokalkomponisten Carl Nielsen 150 år
– Et besøg i hans komponistværksted
2015 Fejring af Carl Nielsens 150-års fødselsdag med Vokalensemblet Musica Ficta og Bo Holten 1
Program 1 · KLASSIKERNE Nu lyser løv i lunde Mel: Carl Nielsen (1921) arr. Bendt Kallenbach Tekst: Johannes Jørgensen (1892) Derfor kan vort øje glædes Mel: Carl Nielsen (1920) arr. Bo Holten Tekst: Chr. Richardt (1868) Se dig ud en sommerdag Mel: Carl Nielsen (1917) arr. Bo Holten Tekst: Jeppe Aakjær (1904) Sænk kun dit hoved du blomst Mel: Carl Nielsen (1903) arr. Bo Holten Tekst: Johannes Jørgensen (1903) Vi sletternes sønner Mel. Carl Nielsen (1907) arr. Bo Holten Tekst: Ludvig Holstein (1898)
2·D EN KENDTE TEKST PÅ NY MELODI Danmark nu blunder Mel: Carl Nielsen (1929) Tekst: Thøger Larsen (1914) Grøn er vårens hæk Mel: Carl Nielsen (1924) arr. Bo Holten Tekst: Poul Martin Møller (1819) Spurven sidder stum bag kvist Mel: Carl Nielsen (1926) Tekst: Jeppe Aakjær (1910) Der er et yndigt land Mel: Carl Nielsen (1924) Tekst: Adam Oehlenschläger (1823)
3 · ” EN SNES DANSKE VISER” 1915 I skyggen vi vanke Mel: Carl Nielsen og Thomas Laub (1915) arr. Bo Holten Tekst: Adam Oehlenschläger (1803) Sov ind mit lille nusseben Mel: Carl Nielsen (1915) arr. Bo Holten Tekst: Poul Martin Møller (1914) Underlige aftenlufte Mel: Carl Nielsen (1915) Tekst: Adam Oehlenschläger (1805) Gertrud rider fra Bloksbjerg brat Mel: Thomas Laub (1915) arr. Bo Holten Tekst: Poul Martin Møller
2
4·V OKALKOMPONISTENS VÆRKSTED Min Jesus lad mit hjerte få Mel: Carl Nielsen (1914) arr. Poul Hellmuth Tekst: N. F. S. Grundtvig (1845) Mit hjerte altid vanker Mel: Carl Nielsen Tekst. H. A. Brorson (1732) Den danske sang Mel: Carl Nielsen (1926) arr. Bo Holten Tekst: Kai Hoffmann (1924) Vox in Rama Clemens non Papa (ca. 1512-1556) Afflictus sum Carl Nielsen op. 55 Super Flumina Babylonis Orlandus Lassus (1532-1594) Dominus regit me Carl Nielsen op. 55 Et respcientes viderunt Luca Marenzio (1553-1599) Benedictus Dominus Carl Nielsen op. 55
3
Vokalkomponisten Carl Nielsen KENDSKABET til Carl Nielsens sange er stærkt i Danmark. ”Jens Vejmand” og ”Jeg ved en lærkerede” er kendt af enhver, men ved denne koncert præsenterer vi Nielsen i al sin bredde, fra det folkelige til det yderst forfinede. De velkendte sange er naturligvis i forgrunden, men vi præsenterer også Carl Nielsens forsøg på at komponere renæssancemusik som Palestrina - en komponist han i sine senere år var meget optaget af. Vi besøger Nielsens komponistværksted: hvordan satte han harmonier på sine iørefaldende melodier, og hvordan gik det til at han måtte have hjælp af sine elever for at få det helt rigtige udtryk frem i nogle af de allerkendteste sange. Den nye samlede udgave af Nielsens værker har ligeledes også bragt pragtfulde sange til torvs, - sange vi aldrig har hørt, men gerne vil lære at kende. Hvem kunne exempelvis ikke tænke sig at høre hvordan Nielsen tonesatte ”Der er et yndigt land”. Musica Ficta afdækker både det kendte og det ukendte hos Nielsen. Udover det egentlige koncertprogram indeholder nærværende teksthæfte tre artikler om Carl Nielsen og den danske sang. De to skrevet i forbindelse med Carl Nielsens død af henholdsvis Thorvald Aaagaard og Oluf Ring og den sidste af undertegnede, alle som kommentarer til den danske sang og den betydelige indflydelse Carl Nielsen har haft for den danske folkelige sangskat. God fornøjelse! Bo Holten
MEDVIRKENDE
Bo Holten, dirigent og fortæller Ann-Christin W. Ingels, Louise Odgaard, Christine Nonbo og Nina Bols Lundgren, sopraner Eva Wöllinger-Bengtson, Sofia Thelin Edgren og Nana Bugge Rasmussen, alter Josef Hamber, Tobias Aabye Dam, Paul Bentley, tenorer Lauritz Jakob Thomsen, Rasmus Kure Thomsen og Jakob Soelberg, basser 4
Et par sange DERFOR KAN VORT ØJE GLÆDES
SOV IND, MIT LILLE NUSSEBEN
Mel: Carl Nielsen (1920) arr. Bo Holten Tekst: Chr. Richardt (1868)
Mel: Carl Nielsen (1915) arr. Bo Holten Tekst: Poul Martin Møller (1914)
Derfor kan vort øje glædes ved et billeds farvepragt, thi det lys, hvori det klædes, er naturens egen dragt,
Sov ind, mit lille Nusseben! Stil dine Pusselanker. I Drømme vil Guds Engel ren Dig lære smukke Tanker.
og den sten, hvis skønhed strålte, formet af en mesters hånd, den blev skøn, fordi han malte med vor skabers målebånd.
Sov, Pusling! ved din Moders Barm, Hvorunder du er baaret. Sov! Vuggen er din Moders Arm, Mit Bryst er Pudevaaret.
Derfor rørtes vi og vaktes ved en digters favre ord, thi de druer, som os raktes, var fra livets rige bord,
Sov i mit Silkeklædes Læ, Min egen Kællingunge! Mens Fugle dig fra højen Træ En Vuggevise sjunge.
derfor vugged os i drømme tonedybets havfrusang, thi af hjertets kildestrømme svulmed jo dets bølgegang.
De nysselige Hænder smaa Dybt i min Barm sig bore, Med Streger i og Negle paa Saa fuldt som andre store.
Alt, som ejer livets lue: rosens blus og havets blå, skovens hvalv og brynets bue, læbens fine folder små,
Nu falde de smaa Glugger til, God Nat jeg paa dem kysser, Lukøje snarlig komme vil, Min lille Stump han dysser.
tankens hemmeligste susen, elskovsblikkets tavse sprog, lærkens sang og bækkens brusen, alt er kunstens lærebog.
Sov sødt, min eneste, min Søn! Naar Søvnen dig forlader, Jeg faar et Smil til Vaageløn. Saa gaa vi hjem til Fader.
5
Carl Nielsen og den folkelige sang Af Thorvald Aagaard, Ryslinge
BUDSKABET om Carl Nielsens Død vakte Sorg i store Kredse i vort Folk, skønt hans store Værker kun er kendt af de færreste og saa godt som ikke ude i Provinsen. Det er hans melodicr til Viser og folkelige Sange, man kender og elsker, og hvorved han kom i Forbindelse med de mange, fordi han paa en egen maade, uden at opgive noget som helst, hvad kunstneriske Hensyn kan fordre, har fundet det jævne, enkle Tonesprog, som alle kan magte at udføre og forstaa og maa komme til at holde af, fordi det er vokset ud af og stemt sammen med Folkets Sind og Følelse. Uden egentlig at minde om Folkevisernes Tone har hans Melodier ofte en lignende Jævnhed og Fasthed, er som en Folketone fra vor Tid.
bevaret sit Sinds friske, aabne, Modtagelighed med den aabne, glade Forundring, levende Interesse og Forstaaelse, saa han har kunnet indsuge og bevare de mangfoldige Indtryk, han modtog i sit Liv, og som han gemte og hægede om med den største Kærlighed og Trofasthed.
Søger man at klare, hvorfra han har disse Evner, ja saa føres jeg i en saadan Søgen uvægerligt hen til »Min fynske Barndom«. Ved at sysle med denne lille yndige og gode Bog rinder Jens Baggesens Udbrud (i »Labyrinten«), da han i Lüneburg ser I. A. P. Schulz’s saa jævne, lave Barndomshjem, uvilkaarlig én i Sinde: Han havde lagt Mærke til, at de største Mennesker plejer at komme til Verden i de mindste Huse. – At det i alt Fald saa tit er Sandhed, som det er, kan nok give én adskilligt at tænke over. – Jeg kan her, hvor det gælder Carl Nielsen, ikke komme udenom den Tanke, at Barnet fra »Sortelung«, fra det i det ydre saa uansélige, men dog saa højt elskede Hjem – med dets nøjsomme, stilfærdigt jævne Liv, har sluppet saa dejligt for al den Forkælelse og Blaserthed, som nu saa ofte suger alt det umiddelbare, oprindelige, – Instinktet, ud af den opvoksende Slægt, og har saadan reddet og faaet
I Aarenes Løb har jeg oplevet adskillige Gange, naar noget bevægede Carl Nielsen, som paa en eller anden Maade havde Tilknytning til hans Fødeø eller Hjemegn, at han gav sig til at fortælle om sin Barndom. Jeg nævner kun et enkelt lille Træk, som han fortalte med meget andet en Gang tidligt paa Foraaret 1905. Det var om, hvordan C.N. som Barn kunde mærke sin Faders helt forskellige Sindsstemninger, naar han vaskede sig, før han skulde ud at spille til Gilder. Hans Nedstemthed, naar han skulde hen, hvor man svirede og tumlede, hvor Dansen og det hele blev præget deraf, og hvor man kun brød sig lidt om Musikken og Musikanterne. Hans Glæde og Forventning, naar han skulde hen til andre Steder, hvor man f. Eks. kappedes om at faa Spillemændene med hjem efter Dansen – som hædrede Gæster, og hvor han vidste, der altid sad en Del, yngre og ældre, og glædede sig
6
over musikken. – Det var saadan et Sted, »Niels Malers Carl« to Gange holdt Koncerter, mens han var Elev paa Musikkonservatoriet, vistnok de eneste to Koncerter, man havde i det Forsamlingshus de første tyve Aar, det eksisterede. Men det var store Begivenheder, som mindedes som saadanne mange, mange Aar efter. Naar man var mere aabne og modtagelige paa disse Steder, hang det altid sammen med, at dér havde Mennesker haft hjemme, som havde været med i den religiøse Vækkelse, man plejer at kalde »De gudelige Forsamlinger«. Paa disse Egne havde denne Bevægelse naturligt fortsat sig ind i den grundtvigske Vækkelse, som jo ogsaa blev en dansk folkelig Vækkelse. Er man vokset op imellem disse Mennesker, glemmer man mæppe nogensinde den hjærtelige Glæde, hvormed de mødtes og samtalede om det, som opfyldte dem. Men ingensinde kom dette Liv stærkere frem, end naar de sang. Der var Salmesangen, og der var Grundtvigs folkelige Sange. Bjørnsons Sange var endnu ny, og netop i disse Aar kom den ene ny Ungdomssang frem efter den anden fra Hostrup, han, der levede midt i dette Folkeliv og havde en saa herlig Evne til at give Udtryk i disse Sange for, hvad der rørte sig i ham og om ham. Størsteparten af den Digtning, som da var blevet tilgængelig som folkelig Fællessang, har holdt sig og bruges den Dag i Dag i alle de Kredse, som har Tilknytning til Folkehøjskolerne. Men Melodierne, man brugte til denne Sang, manglde oftest en tilsvarende folkelig Stil og er derfor i Hovedsagen forlængst dømt til Tid efter anden at skulle afløses af mere egnede. Ingen har forstaaet dette som mange af os, der de sidste tyve, tredive Aar har virket som Sanglærere paa danske Folkehøjskoler. Det var et Sisyfosarbejde at skulle rette de mange fra Fædrene nedarvede Skødesynder i Omgangen med Melodierne. Det kunde ikke hjælpe os, at disse tit var godt nok begrundet ikke alene i en altfor ringe Brug af Noder, men endnu mere i Melodiernes Mangel paa den Jævnhed, som burde være en Selvfølge i al folkelig Sang.
Udenforstaaende vil vanskeligt kunne sætte sig ind i den forfriskende Virkning, det saa havde, naar man kunde komme til en Sangtime med ny Sange eller blot med en ny, god Melodi til en kendt Sang. Hvor megen Fornøjelse fik vi f. Eks. ikke af »Jens Vejmand« og »Du danske Mand« med Carl Nielsens Melodier 1906, som begge var Pletskud. Skønt der ikke manglede Tilskyndelse til at fortsætte i dette saa vel begyndte Spor, gik det dog endnu slet ikke op for ham, at han havde noget særlig at skulle gøre her. Der kom jo nok enkelte Melodier de følgende Aar, f. Eks. 1908 til »Havets Sang« af L. C. Nielsens »Willemoes« og 1909 til Hostrups »Vi fik ej under Tidernes Tryk«, som begge er blevet meget sungne og yndede. Men det blev dog først under og efter Samarbejdet med Thomas Laub om »En Snes danske Viser« 1915 og den næste »Snes« 1917, at han rigtig kom ind paa, at her var et Omraade, hvor der burde tages fat, og hvor ogsaa han havde noget at skulle udrette. Dette Samarbejde og dets Resultat, de to Snese danske Viser vil sikkert alle Dage blive erkendt som det mest betydningsfulde Punkt i den folkelige Sangs Udvikling i Nutiden. Carl Nielsen har aldrig overfor mig lagt Skjul paa, hvad Laub her har betydet for ham. Da jeg i Sommer besøgte ham sidste Gang, kom han atter ind paa dette og sagde da bl.a.: »Ja, hvor har Laub været meget for os. Han har Lært os at agte paa de smaa Ting«. 1915 forestod Carl Nielsen Udgivelsen af en Melodisamling til Johan Borups »Dansk Sangbog«. Her og andre Gange var det ham en stor Glæde og Tilfredsstillelse at kunne anspore sine Elever til at faa Interesse for og være med i Arbejdet med at skabe gode folkelige Melodier. Da Bestyrelsen for Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler 1920 overdrog mig at samle og udgive en Melodisamling til »Folkehøjskolens Sangbog«, blev vi snart enige om, at det burde være en harmoniseret Udgave, som saa mange nu havde stor Brug for. Dermed blev Opgaven saa meget større og vanskeligere. Jeg var med det samme klar over; at det vilde være meningsløst, om man ikke fik Carl Nielsen og Thomas Laub med 7
8
til dette. Da de blev opfordret, svarede de begge ja og med Glæde. Deres Bidrag til vor Melodibog og i det hele til Fornyelsen af melodistoffet til dansk folkelig Sang kunde næppe nogen nu tænke sig at skulle undvære. Mangfoldige Gange, naar jeg har set eller sunget Carl Nielsens melodier f. Eks. til Kaalunds »Paa det jævne«, Blichers »Ud gaar du nu paa Livets Vej« eller Poul Møllers »Rosen blusser«, til Hostrups »Der, hvor vi stred og sang« eller til Grundtvigs »De Snækker mødtes i Kvæld paa Hav« og ikke mindst »Der sad en Fisker saa tankefuld«, har jeg maattet tænke som saa: »Hvor har han det fra?« Han, som dog har levet i helt andre Sfærer, har her lige truffet den Tone, som varmt og hjerteligt kan bære de Ord, en Tone, der er som sunget ud af hine folkeligt og religiøst vakte Sind fra hans fynske Barndomstid. Ung, som han da var, har han næppe kunnet opleve meget af det selv. Men han har dog været nær ved det. I sin Bog fortæller han jo lidt om, hvordan Klaus Berntsen som ung Friskolekærer i Højby samlede Folk til Møder, talte til dem og
sang med dem, og om det Indtryk det gjorde paa mange, ikke mindst paa de unge. Jeg forklarer mig det saadan: Det, han der mødte noget af i sin fynske Barndom, og som han med sin friske og saa levende Modtagelighed samlede ind og gemte blandt de mange andre Indtryk og Minder fra hin Tid, møder ham igen, da han i Samarbejde med Th. Laub og siden under Udarbejdelsen af »Folkehøjskolens Melodibog« træffer Sangene fra sin Barndom, samtidig med at han mærker Trangen til og møder saa manges ønsker om at faa, ny og bedre Melodier til disse Sange. I disse ønsker, denne Trang var der noget, der kaldte paa ham, tog ham om Hjertet og gav hans Melodier dette ubeskrivelige, som ikke kan analyseres, men som uvilkaarlig griber selv den jævneste blandt dem, der synger med. Derfor sørgede man, da det spurgtes, hans Røst var forstummet. Men Sorgen mildnes af Glæden over og Taknemlig heden for, at denne Røst har lydt imellem os og gjort dansk folkelig Sang rigere og skønnere. (Artikel i Dansk musik tidsskrift 1932,1). 9
Carl Nielsens folkelige sang
Af Oluf Ring, Skaarup
HVAD CARL NIELSEN betyder for den folkelige Sang, ses bedst ved en Sammenligning mellem Tingenes Tilstand før og efter ham. Ser man bort fra den religiøse Sang, er det først i Oplysningstiden (Slutningen af 18. Aarh.), vi her i Danmark møder en bevidst Stræben efter at skabe Folkesange med gode Tekster og Melodier. Dengang lykkedes det, idet man foruden Digtere efter Folkets Hjerte havde bl. a. en Komponist , om I. A. P. Schulz. Velkendt er Schulz’ Lieder im Volkston, udgivet før hans danske Periode, med den nu saa berømte Fortale om at »synge mere folkeligt end kunstmæssigt«, og mere folkelige Melodier end Schulz’ til de Thaarupske Tekster gives ikke. Men allerede med Weyse begynder den usalige Sammenblanden af Kunst- og Folkesang der for denne sidste skulde blive saa skæbnesvanger i den egentlige romantiske Periode. Weyses Melodier til de Ingemannske Morgen- og Aftensange overgaas jo neppe af noget i stor og berettiget Folkeyndest, men folkelige i deres Form er de jo langt fra alle (I fjerne Kirketaarne, Bliv hos os). Jo mere Romantiken i Løbet af 19. Aarh. udfolder sig, des værre bliver Kaarene musikalsk set for Folkesangen – naturligvis kan man sige, idet Romantikens Individualiseren jo gaar stik imod Folkesangens inderste Princip – og snart finder vi Folkesangen udstafferet med Kromatik (Krøyer: Der er et yndigt Land), med Tonemaleri (Glæser: Høje Nord), med kunstige Rytmer (Rung: I Danmark er jeg født og baaren) og andet, som altsammen i denne Forbindelse maa kaldes Uhyrligheder. 10
Noget Skaar i Menigmands Sangglæde gjorde alt dette nu egentlig ikke. Den grundtvigske Bevægelse f. Eks. affødte en Folkesang, der var overordentlig levende og er det den Dag i Dag. Den lange Række af ypperlige folkelige Digte, som kom frem, blev stinget af fulde Bryst med dyb og oprigtig Glæde. Og om man end ud af Folkehøjskolernes og Valgmenighedernes Historie kan finde mangfoldige Eksempler paa, at man til Melodierne kun stillede eet Krav: Letfattelighed, maa man dog medgive flere af Bevægelsens Ledere den Ros, at de stod i stadig Forbindelse med Tidens mest ansete Komponister: Hartmann, Rung, Lindeman, Winding og Barnekow (men vistnok ikke Gade). Ad denne Vej frembragtes en Del Melodier, som kan staa ogsaa for vor Tids Dom, men selv om man ser helt bort fra den store Hale af Melodier, hvis Oprindelse er mere eller mindre dunkel (den ringe værdi derimod ofte ganske aabenbar), bliver Billedet dog, set med vore øjne, overordentlig broget. Ikke sjældent opstaar Miséren ved, at Digteren skriver til en foreliggende Melodi, der har fanget hans øre, f. Eks. Kaalund »Paa det jævne« til Weyses »Paa den Dag« eller Hostrup »Der, hvor vi stred og sang« til C. I. Hansens »Dejlige øresund«. Men »Folket« er ubarmhjertig overfor slige musikalske Kunstværker (disses Værd som saadan naturligvis ufortalt). Det gaar frejdigt frem efter Principet »Hug en Hæl og klip en Taa«, og Melodien, der er født som Kunstsang, men skaaret til som Folkesang, ender som en rodløs Bastard, ikke ulig en Flodhest, der forekommer i et af min
Barndoms engelske Læsestykker: den »kunde ikke leve paa Landet og døde i Vandet, men syntes dog at befinde sig helt vel i et Bur«. Hvilken Befrielse for os, der arbejdede med Folkesangen, da Carl Nielsen og Laub (Sammen med C.N. og Laub maa i denne Forbindelse nævnes Organist Thorvald Aagaard i Ryslinge, der har skabt en Række ypperlige folkelige Melodier og desuden virker som et udmærket Bindeled mellem de to forannævnte og Folkets brede Lag.) vendte sig til denne! For første Gang siden Schulz’ Dage blev der fra (højst) kompetent Side gjort en Indsats ud fra den Grundbetragtning, at Folkesangen er sig selv, er ikke og skal ikke være en primitiv Form for Kunstsang. Folkesangen har sit særegne Maal, men ogsaa sine særlige midler og sine Love, der ikke ustraffet krænkes. Efter et Par enkelte Forløbere fra C. N.s Haand »Du danske Mand« og »Jens Vejmand« kom i 1915 »En Snes danske Viser«, af C.N. og Laub (en ny Snes to Aar senere), det Værk, der vendte Strømmen, aabnede øjnene paa alle, der har med folkelig Sang at gøre, og fastslog den folkelige Melodis fulde Berettigelse som Egetvæsen. Disse Viser er vel endnu delvis at betragte som Enkeltmandssange, men med »Folkehøjskolens Melodibog« 1922 (ved C. N., Laub, Aagaard og Ring) er vi helt inde paa Livet af den store, folkelige Fællessang. Rent talmæssigt er C.N.s Bidrag hertil meget betydeligt: noget over 50 Melodier, heraf omtrent Halvdelen til nye Sange (Aakjær m. fl.) og Resten til Afløsning af tidligere Melodistof. En Sammenligning inden for den sidste Gruppe mellem gammelt og nyt kan ikke undgaa at virke slaaende, ogsaa, paa Lægmanden. For Musikeren frembyder C.N.s folkelige Melodier et interessant og lærerigt Stof. Netop ved at bøje sig for de gamle melodiske Love, der allerede fandt deres Udtryk i den enstemmige gregorianske Choral, opnaar C. N. at herske, at skabe Melodier af en organisk Enhed som Skovens vilde Dyr, hvis Legeme ikke kender til Plet eller Lyde, men virker fuldt ud efter sin Hensigt, Melodier, hvor Interval, Rytme, Frase er af en saadan Prægnans, at Muligheden for Mishandling
i Folkemunde simpelthen er udelukket. Hvem kan synge galt i den brede marschagtige »Du danske Mand«, og hvem griber ikke sikkert om »Jeg bærer med Smil min Byrde« med dens ejendommelige slentrende Rytme! Det er ægte folkelige Melodier, fast mejslede for Bevidstheden, ogsaa hos den musikalsk udannede; det er melodier, der ikke skæver til Kunstsangen, som er Faren til den ene Side, og ikke henfalder til de intetsigende Banaliteter, der ligger hinsides Grænsen til den anden Side. Melodierne skal »staa« ogsaa i enstemmig Udførelse uden den Afhængighed af virkeligt eller tænkt. Akkompagnement, som vi saa hyppigt finder hos Romantikens Melodier, f.eks. i Hartmanns »Flyv Fugl«. Derfor ser vi ogsaa C.N. resolut stryge en halv Takt i »Som en rejselysten Flaade«, da denne Melodi gaar ind i »Folkehøjskolens Melodibog« (Eks.3). Derfor ser vi ham uden Betænkning anvende en stadig Blanding af forskellige Taktarter i samme Melodi; Eks. »Som dybest Brønd«, der er skrevet i 2/4, 3/4 og 4/4, noget, som var utænkeligt for Romantikerne (sml. Hartmann: »Kærlighed fra Gud«). Hvor sikkert C.N. behersker sit materiale, turde fremgaa af nedenstaaende meget muntre Melodi til den fynske Folkedigter Mads Hansens »Der er en gammel Rønne«. Her har C.N. (sikkert med inderlig For nøjelse) ladet sig gennemstrømme af sin Barndoms og første Ungdoms Minder fra det store aarlige St. Knuds Marked i Odense og andre Steder, hvor de gamle Kæresteviser lød, og det har moret ham at vandre lige paa Randen af Banalitetens Grøft uden dog et øjeblik at skride ud. Melodien anslaar straks den (nodeeks.) bredest mulige folkelige Tone, men se, hvor nydeligt han i Takterne 1-8 fører Melodien først op og saa ned i Bevægelser saa smukt afrundede, som kun Mesteren formaar det! I Takt 9 kigger han i Overmod helt ned til Bunden af Grøften, idet han anvender Septim springet, et Interval, der i Folkesang maa omgaas med endnu større Varsomhed end selve den store Sekst. Men Septimen holdes smukt i Tømme af de efterfølgende Noder, og det hele har intet at gøre med Markedsvisernes ikke ualmindelige Melodidannelser over den toniske Treklang og Dominant11
firklangen, kun et (fornøjeligt) Berøringspunkt ved selve Septimspringet. Opmuntret af det lykkelige Udfald gentager C. N. Eksperimentet (Takt 11-12), og nu følger den store Slutspurt, hvor Sangerens unge Livsglæde skal kulminere. Gennem g-moll stiger Melodien foreløbig til b, men drejer saa i en magtfuld skalamæssig Bue – en i vor Sang litteratur enestaaende Linie – i muntert punkteret Rytme tilbage, berører Bunden c’ og gennernløber nu hele Rækken op til Toppen d” – for saa at slutte med det lille skælmske, næsten blufærdige »for mig da«. Det er »Hjalmar og Hulda«, det er de gamle kæresteviser, men løftet op i et Plan, som gør den til sund musikalsk Føde. Hvem gør C. N. det efter? Selv om det harmoniske Element i Folkesang i en vis Forstand kan siges at være underordnet (det skal jo kunne undværes), frembyder det dog hos C. N. ogsaa adskilligt af betydelig Interesse, lige langt som det er fra Fortidens Alberti-Bas eller dens paa Klaveret hyppigt overførte Korsats. Jeg vil indskrænke mig til et Par Enkeltheder: først hans Anvendelse af Underdominantens IV Trin selv i rent tonale melodier, Eks. fra »Rosen blusser« (nodeeks.) Umaadelig forfriskende og meget nærliggende – naar det een Gang er gjort! Og hvor overlegen er han ikke, naar han i »Som en rejselysten Flaade« fører den tonale G-Dur Melodi helt over i Fis, der paa velgørende Maade uddybes ved Bassens Anslaaen af cis, og derpaa let og naturligt tilbage, altsammen – og det er i denne Forbindelse det vigtigste – uden at det harmoniske paa nogen Maade dominerer eller gør sig gældende paa Bekostning af Melodien, som i Folkesang maa være Nummer et. C. N.og hans paanærværende Omraade fuldt jævnbyrdige Laub er de to Mænd, der til Dato har sat det stærkeste og dybeste musikalske Præg paa vor Folkesang, og de er blevet forstaaet af Folket, som de henvendte sig til. Vi har flere Gange i Historiens Løb haft Tider, hvor stærke aandelige Bevægelser har fremkaldt en Rigdom af Sange, 12
men aldrig før har Sangenes musikalske Side, Melodierne, været Genstand for en Opmærksomhed som nu. De nye folkelige Melodier (til nye eller gamle Tekster) er fløjet over Landet, takket være Skolernes og navnlig Folkehøjskolens Arbejde, og naar trods alt den folkelige Ager for øjeblikket ligger frodig og modtagelig for Musik-Paavirkning som ingen Sinde før, da kan vi i første Række takke Carl Nielsen og Laub derfor. (Artikel i Dansk musik tidsskrift 1932,1).
Sangkomponisten Carl Nielsen Af Bo Holten, København
CARL NIELSEN står som den store exponent for den danske sangskat i 1900-tallet, men han var jo kun toppen af isbjerget der fortjenstfuldt ragede op. Komponist-kollegerne Thomas Laub, Thorvald Aagaard og Oluf Ring havde på mange forskellige måder en lige så stor andel i den meget stærke musikalske reformation der fandt sted i tiåret 1915-25. Ligesom J.A.P. Schultz i 1700-tallets sidste årtier reagerede mod senbarokkens tunge og patetiske stil og agiterede for en rousseausk tilbagevenden til det oprindelige, det enkle og det folkelige, citerer Nielsen og Laub i et lille forord til “En Snes danske Viser” (1915) Schultz for at understrege netop disse idealer. Weyses Morgensange (1837) nævnes også som ideelle i deres enkle og folkelige stil. De fire komponister understregede ved udgivelsen af Folkehøjskolens Melodibog i 1922, hvad det var for et stort projekt de var i gang med. Med al respekt for hvad de danske romantikere havde ydet ville de genrejse den danske sang i Schultz’ og Weyses ånd, og med den “friske luft” som især Laub stod som exponent for. En enkelhed i melodikken, en nyanvendelse af de gamle kirketonearter på et folkeligt grundlag, skabe sange som alle folk kunne synge med på og som ikke var skabet sentimentale, med uendelige for- og efterspil, men med helt enkle akkompagnementer og ikke mindst en melodiføring der ofte ledte tanken hen på middelalderlige viser og Luthertidens salmer. Alt dette skal jo ses som et led i hvad man kunne kalde vitalismen, en voldsom reaktion mod den overophedede senromantik, men også en reaktion på 1. verdenkrigs ufattelige rædsler. Ledeordene
var sundhed, livskraft, enkelhed og glæde. Disse idealer skulle jo i 30’erne lede til den anden store katastrofe i århundredet da disse ord grufuldt blev drevet ad absurdum, men i 1922 var det disse velmenende højskole-komponisters bud på en helt ny og sund musik til folket. Denne bestræbelse lykkedes faktisk for dem! Disse nye sange, ofte til texter af romantiske danske digtere, men også nyere, vandt en enorm udbredelse, ikke bare i højskolekredse men i hele befolkningen. Ikke mindst sange som Carl Nielsens “Jens Vejmand” og “Du danske Mand” som var blandt de første enkle sange han skrev. Hans sange i denne stil fik somme tider de tre andre komponister til at rynke lidt på næsen, fordi han tillod sig mere end de selv gjorde, rent stilistisk. Men skaberkraften er så stor i disse sange, at vi jo i dag kan se at flere af netop hans melodier holder endnu. Men alle fire komponister er jo stadig levende i folkemunde, i hvert fald blandt mennesker over 50. Dette repertoire står i overhængende fare for at blive knust under trykket fra angloamerikansk popmusik, der så at sige har erobret en meget stor del af de alment kendte sange. Amerikansk kulturimperialisme har desværre sejret. 13
Ønsker man at fremføre disse højskolesange i dag, så er det vigtigt at man i vor tid holder fast i de grundlæggende idealer som disse sange er skabt under. Det nytter fx ikke at iklæde disse sange voldsomt elaborerede harmoniseringer og lignende klistrede kunstfærdigheder, for det er stik imod sangenes natur. De bliver sentimentaliserede hvilket ville have givet deres ophavsmænd kuldegysninger af rædsel og dårlig smag. Man må heller ikke gå den anden vej og af bare overdrevet respekt synge sangene fuldstændig lige og uden noget videre udtryk, hvad også meget ofte sker i dag. Sangene er jo dybest set tænkt som fællessange, men der er ikke noget at sige til, at man også gerne vil bruge dem som tone- og textgods i koncertform, som det sker mere og mere i disse år, bl.a. inspireret af at Musica Ficta så ofte har gjort det i de sidste 15 år. Her er det vigtig at man holder sig enkelheden for øje, men så sandelig da også vitaliteten, og ikke mindst at texten er sat i centrum for fortolkningen. At man gennem et indgående kendskab til sangens indhold gengiver dette på kraftfuld og indforstået måde, næsten som om det var en fællessang man var i gang med at lede. Man kan mene at Nielsen og hans kolleger næppe havde tænkt sig disse sange til koncertbrug, selv om de ofte findes i udgaver med sang og klaver. Der er bare det, at solosang med klaver ofte signalerer tyske Lieder og lignende, især med vor tids overdrevne vibrato og slette textudtale hos mange sangere. Ingen orker heller at høre på andre grupper synge fællessange, der skal man jo selv være med for at det giver mening. Tilbage står så løsningen med at synge disse sange for et lille vokalensemble hvor man med meget tydelig text, enkle men farverige arrangementer og let og ligefrem artikulation nærmest simulerer at det er en form for fællessang man sidder og lytter til. Det er lige netop denne form vi i Musica Ficta har valgt som den ideelle måde at fremføre disse danske sange i vor tid. På den måde håber vi at være med til nu og for de yngre generationer at levendegøre et kunstnerisk stærkt værdifuldt repertoire som i grunden er en af vort folks vigtigste identitets skabende elementer. 14
Vokalensemblet Musica Ficta MUSICA FICTA er et professionelt vokalensemble, dannet i foråret 1996 af komponisten og dirigenten Bo Holten. Her har han realiseret sin vision om et fleksibelt og projektorienteret ensemble, hvor den virtuose ensemblesang i alle dets afskygninger står i centrum. Musica Ficta favner et meget bredt repertoire. Ensemblets speciale er dog musikken fra middelalder og renaissance, den tid hvor komponisterne skrev sine store værker ikke for symfoniorkestre, men for den menneskelige stemme. Ensemblets kunstneriske leder Bo Holten hører på dette felt, som dirigent og specialist, til verdens førende. Musica Ficta betragter endvidere arbejdet med den danske sangskat som en central del af sit virke. Cd’erne med danske sange har gjort Musica Ficta til Danmarks mest sælgende klassiske ensemble og ensemblet turnerer hvert år landet rundt for at udbrede og fastholde kendskabet til både de kendte og de mindre kendte egne af den danske sangskat.
BO HOLTEN (1948) Bo Holten er anerkendt både som dirigent og komponist. I 1979 stiftede han Ars Nova, som han dirigerede frem til 1996. Herefter stiftede han Musica Ficta som han har dirigeret lige siden. I 1990 blev Bo Holten udnævnt til fast gæstedirigent for BBC Singers, med varetagelse af den tidlige musik som hovedopgave. Han har i de sidste 15 år arbejdet i London et par måneder om året, og har lavet utallige koncerter, CD’er og radiooptagelser, inklusive fire PROMS i Albert Hall. Bo Holten har i England fået stor anerkendelse for den udvikling BBC Singers har gennemgået under hans ledelse. Bo Holten har derudover været internationalt virksom som kordirigent ved bl.a. det Svenske Radiokor og Nederlands Kamerkoor, det Flamske Radiokor, National Choir of Ireland, m.fl.
15
KONTAKT MUSICA FICTA Adm. Christian Tobiassen: christian@ficta.dk tlf. 30 91 35 67 Kunstnerisk leder Bo Holten: bo.holten@ficta.dk Worsaaesvej 19, 5. sal, 1972 Frederiksberg www.ficta.dk
KONCERTERNE STĂ˜TTES AF: