2 minute read
HTX: Naturvidenskab og filosofi kan sagtens hænge sammen
NATUR VIDENSKAB & FILOSOFI kan sagtens hænge sammen Da Jonas Brandstrup for tre år siden skrev HTX på Allikelund Gymnasium øverst på ønskesedlen, da der skulle vælges ungdomsuddannelse, stod der rumforskning på tjeklisten. Rumforskning og udvikling af raketter, der skal være med til at bringe os til Mars.
Ambitionerne er ikke blevet mindre i mellemtiden. Men de har i den grad skiftet karakter. Til sin egen store overraskelse blev Jonas så grebet af valgfaget filosofi – at ønskelisten i dag hedder filosofi på universitetet og en optagelse i Etisk Råd.
Advertisement
At filosofien skulle komme til at spille så stor en rolle i Jonas liv lå bestemt ikke i kortene.
”Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville blive så begejstret for det,” fortæller han. ”Jeg valgte det primært, fordi det var et fag uden afleveringer i 3.g. – nu vil jeg læse det på universitetet. Så man kan godt blive overrasket.”
Jonas erkender blankt, at han startede med videnskabsmandens direkte og måske lidt barske tilgang til tingene.
”Min indgangsvinkel var måske lidt inhuman,” konstaterer han. ”Videnskaben fremfor alt – koste hvad det vil. Fx det her med at teste medicin på mennesker. Men gennem filosofien engagerer man sig på en anden måde.” Selvom Jonas har ændret holdning på nogle af de etiske spørgsmål, mener han stadig, at Danmark også har plads til at rykke sig lidt. ”Vi må ikke så meget som andre lande,” forklarer han. ”Jeg synes, vi skal løsne lidt mere op. Vi er lidt for korrekte fx i forhold til kloning og genmanipulation. Det er ikke, fordi jeg synes, vi skal lave dræberrobbotter og dræberfår, men der måtte godt blive løsnet lidt op.”
Biotekbyen
Hvis det er en fremtid med bioteknologi og etik på højt plan, Jonas går efter, så bor han det helt rigtige sted. Kalundborg er kendt som Danmarks Biotek by med virksomheder som Novo Nordisk og Novozymes og med Professionshøjskolen Absalons ingeniøruddannelse. Det nyder man også godt af på Allikelund Gymnasium, fortæller Jonas.
”Vi kommer bla. ud til virksomhederne og taler med dem, og vi har besøg af lærere fra Absalon.
Men det hele går ikke op i faglighed. Der skal også være plads til alt det sjove. Og det får man bla. med på de to studieture. For Jonas vedkommende har HTX årene budt på en tur til York i England og til Firenze til Italien.
”Det fede var, at det gav et helt andet sammenhold, der
skete bare noget, så vi alle sammen klikkede.” Inden den ambitiøse HTX'er kan sætte sig mageligt til rette i en af Etisk Råds stole – kommer han dog ikke uden om den sprogundervisning, han forsøgte at undgå.
”For at komme ind på filosofi, skal jeg læse et fremmedsprog. Jeg skal have fransk,” afslutter Jonas.