2 minute read
Rød hue på bare 2 år
RØD HUE
PÅ BARE 2 ÅR // Christina Qvistgaard
Advertisement
Drømmer man om at komme hurtigere igennem sin STX-tid, eller lykkedes det bare ikke at få den røde hue i hus direkte fra folkeskolen – så er den 2-årige STX måske en mulighed. Det er den i hvert fald blevet for Rasmus Soltau.
Fundamentet er ved at tage form
For Gentofte Gymnasiums rektor Lise Houkjær, er det vigtigt at understrege, at den 2-årige STX giver nøjagtig de samme muligheder, som den 3-årige.
”Man får en rigtig studentereksamen med alle højniveaufagene og man får direkte adgang til de lange videregående uddannelser. Men de skal igennem den på kortere tid, så de får rabat på nogle C niveau fag. De har fx ikke idræt og man skal vælge mellem oldtidskundskab og religion.
De oplever fuldstændig det samme faglige fællesskab som på en 3-årig STX med klasser, men elevgruppen er lidt ældre og det betyder selvfølgelig noget,” lyder det fra rektoren.
Rasmus tilføjer: ”Det er vigtigt, det ikke lyder som om, det er et pensionistgymnasium. Eleverne kommer fx også direkte fra efterskole eller fra andre ungdomsuddannelser, og vi holder også fede fester og tager på studietur.”
Når Rasmus om et års tid kan tage studenterhuen på, planlægger han at tage direkte videre på universitetet. Drømmen er at læse performance- og teatervidenskab – og fundamentet for den drøm er ved at tage solid form allerede.
Første omgang på STX var ikke lykkens gang for 24-årige Rasmus.
Han droppede ud inden 3.g., og så gik der nogle år med lidt arbejde her og der – og en halv tømreruddannelse blev det også til. Til sidst kunne han dog ikke længere ignorere drømmen om den universitetsuddannelse, der lå, og lurede.
”Siden jeg droppede ud, har gymnasiet været et lille nederlag og jeg har ikke villet vende tilbage, så jeg var ude at arbejde og har også læst til tømrer. Men jeg fik kigget godt på mig selv og fandt ud af, at jeg faktisk havde et mål med en studentereksamen. Jeg ville gerne på universitetet, fortæller Rasmus.
Hans bror havde tidligere gennemført den 2-årige STX på Gentofte Gymnasium. Her fandt Rasmus også vejen videre mod sin drøm.
”Jeg kendte godt til ambitionsniveauet. Så jeg endte her, fordi jeg bestemt mig for, at nu skulle det være, og fordi jeg havde et mål at læse frem til. Jeg ved, hvorfor jeg er her, og det kan jeg mærke, at mange af mine kammerater også godt ved,” fortsætter han.
Selvom mange af kammeraterne er ældre, er aldersspændet faktisk sådan, at den yngste elev er 17 og den ældste omkring 30. Det lyder måske af meget, men det giver en god dynamik i klassen, understreger Rasmus. ”Jeg synes samspillet mellem de yngre og de ældre elever er rigtig godt. Mange af de unge er gode at arbejde sammen med. Selvfølgelig kan forskellen mellem energi og ambitionsniveau godt clashe lidt, men generelt fungerer det, fortæller 1.g.’eren, der også er elevrådsformand.