1 minute read
Præcisionshåndværk i det ædleste metal
Det fede ved at være guldsmed er at lave et godt håndværk, noget der er præcist, smukt, funktionelt og nøjagtigt, som kunden ønskede sig.
Guldsmed er et håndværk, hvor guldsmeden hamrer, saver, filer og lodder det ædle metal til smukke og funktionelle genstande, oftest ringe, halssmykker og armringe, som en kunde skal have smedet eller repareret.
Advertisement
”Vi guldsmede har fire grundlæggende værktøjer: hammer, sav, fil og loddepistol. På den måde er det et håndværk på linje med tømrer eller smed,” forklarer Jannik Hybschmann Bjerg.
De er begge håndværkere, smeden og guldsmeden. Den store forskel er materialerne, værktøjerne og størrelsen af produktet, som kommer ud af guldsmedens eller smedens anstrengelser med sit håndværk.
Mange følelser i guldsmykker
Jannik er i lære hos Guldsmed Kristian Otte, Aalborg.
”Vi reparerer guldsmykker for mange butikker. Ringe eller andre smykker, der er blevet for små eller er knækket. Det er en stor del af arbejdet,” fortæller han.
”Vi har også kunder, der kommer til os med for eksempel vielses- og forlovelsesringe med helt personlige og specielle krav. Så skal vi konstruere noget helt særligt, som de kan se sig selv bære i mange år,” forklarer Jannik. ”Vi skal lave noget de gerne vil have og ikke bare noget for at sælge til dem. Det kan jeg godt lide.”
Janniks vej til guldsmedefaget har været kringlet, og han har været rundt om en del andre fag og brancher. Han har en bachelor i kultur, kristendom og kommunikation. Han været rundt om teaterproduktion og arbejdet med rekvisitter og scenografi på Aarhus Teater, inden tanken om at blive guldsmed modnedes i ham.
”Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde med læder, træ og i bronze, så det var meget naturligt, at jeg fik øje på uddannelsen til guldsmed, fortsætter han, man får opbygget nogle gedigne evner som håndværker. Det er det, der er det fede ved at være guldsmed: at lave et godt håndværk, noget der er præcist, smukt og funktionelt,” siger Jannik.