2 minute read
Så kom den nye STU-aftale
SÅ KOM DEN Af Morten Overgaard-Dahl, faglig sekretær i Consentio
NYE STU AFTALE!
Advertisement
Det er overordnet set en aftale, som STUforeningen ser positivt på, der er dog enkelte udfordringer, som sandsynligvis giver vores forening en masse spændende processer at arbejde med fremadrettet. Vores formand Per Saaby har været helt tæt på forhandlingerne via hans deltagelse i STU-alliancen, og kort efter at aftalen kom, skrev han følgende om, hvordan han ser på resultatet af de mange timers lobbyarbejde omkring beslutningstagerne:
”For Consentio, som varetager udbydernes interesser, har det været helt afgørende at få politikkernes øjne op for, at det er nødvendigt at se på finanseringen af STU. Allerhelst så vi en national fast takstordning som vil sikre vores medlemmers driftsbetingelser på den lange bane. Vores samarbejde ind i STU Alliancen har i den grad båret frugt og vi er lykkedes med at få sat fokus på en af vores mærkesager. Derfor kan vi nu se frem til at Consentio, som en naturlig deltager i den kommende arbejdsgruppe, skal komme med anbefalinger til en økonomimodel, hvor sammenhængen mellem pris og kvalitet langt om længe vil blive mere gennemskuelig end tilfældet er nu”.
”Og når vi nu er ved kvaliteten, så har der hele vejen igennem forhandlingsforløbet været et klart fokus på sikringen af kvaliteten af STU og derved en forbedring af uddannelsesforudsætningerne for vores elever. Derfor kan det undre, at det ikke er lykkedes at finde en model, som sikrer nogle nationale standarder for, hvad kvalitet er og hvad STU’en skal indeholde. Med aftalens formuleringer skal der ikke meget sortsyn til, før kvalitet bliver lig med, hvor mange nye opgaver en udbyder kan påtage sig, sådan som vi kender det fra udbuddene. Det giver aftalen desværre mulighed for. Samtidig er der lagt op til at de enkelte kommuner indgår lokalt formulerede kvalitetsaftaler med hver enkelt udbyder uden nødvendigvis at skulle forholde sig til nogle centralt formulerede parametre. Mange udbydere samarbejder med flere kommuner, hvilket kan få den betydning, at udbyderne skal efterleve et stort antal kvalitetsaftaler, som kan stikke i alle retninger og som ingen er forpligtet til at føre tilsyn med. Intentionerne om et samlet kvalitetsløft har klart været tilstede og dem vil vi holde fast i, når den kommende arbejdsgruppe starter processen med at komme med anbefalinger”.
”Overordnet set er intentionerne om at give eleverne flere rettigheder ifht. valg af uddannelse et positivt skridt i den rigtige retning, men at man lader økonomien spille en rolle ifht., hvilken uddannelse der bliver peget på, er alt andet end rimeligt. Det er elevens behov og den dertilhørende faglighed til skabe det bedste uddannelsesforløb, der skal være afgørende for valg af uddannelsesinstitution”.
I STUforeningen går vi et spændende efterår i møde. Udover foreningens årsmøde i november, samt en konference i oktober omkring forhandlingsteknik, er der lagt op til, at vi skal deltage i flere af de arbejdsgrupper, som Undervisningsministeriet planlægger at nedsætte. Dette med henblik på, at få kvalificeret dele af den nye STU aftale. Og her er vi klar til at tage fat!