1 minute read
Indledning
from Sæt matematik i bevægelse - fagligt fokuserede lege og udeaktiviteter målrettet undervisning i 0.-6.
by Dafolo
Forord
Vi skal gribe, før vi kan begribe. Læring er et håndværk. Hjernen er ikke et kar, man fylder med viden. Hjernens vigtigste opgave er den at tjene kroppen.
Vi skal vide-hvordan, før det giver mening at vide-at. Det er ikke nok at kunne se en tegning af en cirkel. Vi skal forstå cirklen som en aktivitet. Hvorfor? Fordi vi ser cirklen med de begreber, vi har om en cirkel. Vi ser ikke cirklen, bare fordi vi har et sprogligt ord for en cirkel, men vi ser den også som et sansemotorisk fænomen. Begrebet ligger forud for ordet, hvis ordet skal have mening. Cirklen er også livremmen om maven, cykelhjulet, der skal lappes, fingeren i vaniljekransen og den rundkreds, man er en del af.
Små børn kan tælle til 10, fordi de har lært ordene i en bestemt rækkefølge, men begreberne er endnu ikke på plads. 6-tallet er et udtryk for et sæt af seks ting, som man kan manipulere. En trekant er også en måde at folde et firkantet stykke papir. Det er kroppens aktiviteter som både er sansemæssige og motoriske, der former vore begreber og sætter gang i sproglige og abstrakte færdigheder. Vi skal have matematik ind i kroppen, men det sker først, når kroppen er i matematikken.
Men det giver ikke uanet sikkerhed at kunne matematik, vi kan ikke regne alt ud på forhånd. Vi skal også lære, hvornår vi kan anvende en strategi, og hvornår ikke. Konteksten skal altid medregnes, ellers havner vi i intellektualisme. Derfor åbner denne bog, du sidder med, også for en vigtig disposition for al læring – nemlig en helhed af færdigheder, tilbøjelighed og årvågenhed – en helhed af at kunne noget, men også at gøre det, og ikke mindst en opmærksomhed på, hvornår og hvor disse færdigheder kan anvendes.
Kjeld Fredens Hjerneforsker og forfatter