Alle børn har et sprog

mangefacetteret og samtidig vise, hvordan vanskeligheder for børn og voksne ikke bor i den enkelte, men knytter sig til de deltagelses- og arbejdsbetingelser, som muliggøres i daginstitutionen.

Præsentation af bogens kapitler

Bogens 1. kapitel ”Tidlig indsats i udsatte miljøer”, af lektor, ph.d. Crisstina Munck og lektor Johanne Vinter Kirkeby, er et rammesættende kapitel for hele antologien, hvor de samfundsmæssige rammer for pædagogisk arbejde med tidlig indsats i udsatte miljøer belyses. I kapitlet defineres udsathed og udsatte boligområder, og der peges på, hvordan udsathed både knytter sig til børn og voksnes livsbetingelser (strukturelle faktorer) og til det (op)levede hverdagsliv. Undervejs diskuteres, hvordan tidlig indsats i dele af forskningen såvel som politisk formuleres som svar på børns læringsmæssige vanskeligheder og dermed bliver et anliggende i arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan. Med afsæt i empirisk materiale fremanalyseres dilemmaer, der opstår i det konkrete pædagogiske arbejde med tidlig indsats, og der præsenteres en refleksionsmodel, der viser, hvordan der kan arbejdes pædagogisk med at forstå børns vanskeligheder og udsathedsproblematikker som kontekstuelt forankret.

Bogens 2. kapitel ”Udviklingsstøttende miljøer, hvor pædagogisk omsorg træder i forgrunden”, af lektor Trine Holst Mortensen, analyserer, hvordan pædagoger kan arbejde med at skabe omsorg og tryghed i børns hverdag og dermed skabe udviklingsstøttende miljøer i børnehøjde – ikke mindst når børns udvikling bekymrer. Kapitlet argumenterer for, at omsorg ikke alene er noget, som pædagoger giver til børn i en voksen-barn-relation, men omsorg er også noget, som børn giver til børn igennem deres deltagelse i børnefællesskaber. Med dette afsæt analyseres det, hvordan pædagogers forståelse af udvikling bliver en forudsætning for, hvad de får øje på og bekymrer sig om i forhold til børns deltagelse, og hvordan disse forståelser skaber deltagelses- og udviklingsmuligheder for børnene. Kapitlet argumenterer for, at en pædagogisk praksis, der vil arbejde med at understøtte børns udvikling, må været funderet pædagogisk-didaktisk i spændingsfeltet mellem planlægning og bevægelighed.

Bogens 3. kapitel ”’Vi gør det på vores egen måde’ – pædagogers blik på børns (mis)trivsel’’, af lektor Maja Spuur Hansen, analyserer, hvordan pædagoger for-

ventes at arbejde med tidlig indsats i form af at opspore problemer hos børnene i daginstitutionen tidligst muligt. Kapitlet adresserer forestillingen om, at det er mere økonomisk rentabelt at forebygge problemer, før de opstår, end at løse dem, når de først er opstået. I forlængelse heraf analyserer kapitlet, hvordan pædagoger forventes at arbejde med at få øje på og forebygge mistrivsel og udsathed hos børn tidligst muligt via standardiserede måleredskaber. Det diskuteres, hvorvidt der findes vurderingsværkstøjer, der kan vurdere børns trivsel uafhængigt af, hvilke pædagoger der vurderer, hvilke børn der vurderes, og i hvilke konkrete sammenhænge der vurderes.

Bogens 4. kapitel ”Forældresamarbejde – når forældre ikke er samarbejdsvillige”, af lektor, ph.d. Anja Marschall og lektor, ph.d. Crisstina Munck, analyserer på baggrund af et aktuelt forskningsprojekt, hvordan pædagoger kan opfatte forældre som usamarbejdsvillige, og hvordan disse opfattelser ofte er begrundet i mangelfuld viden om de forskellige (omsorgs)opgaver, som henholdsvis forældre og pædagoger varetager omkring barnet. Forældresamarbejde handler blandt andet om at skabe en omsorgskæde mellem hjem og daginstitution, og dette fordrer, at forældres perspektiver på deres hverdagsliv også inddrages aktivt i samarbejdet. På denne baggrund argumenterer kapitlet for, at et eksplorativt forældresamarbejde er særligt vigtigt, når børnelivet bekymrer.

Bogens 5. kapitel ”Tværfagligt samarbejde omkring bekymringsbørn i daginstitutionen”, af lektor Johanne Vinter Kirkeby, bidrager med et kritisk og analytisk blik på det tværprofessionelle samarbejde om bekymringsvækkende børneliv i daginstitutionen og søger dermed at overskride de mere entydige handleanvisende tilgange til tværprofessionelt samarbejde. Med afsæt i pædagogstuderendes beretninger om deres deltagelse i tværprofessionelt samarbejde analyseres barrierer og muligheder for et vidensudvidende tværprofessionelt samarbejde. De problemstillinger, der fremanalyseres, er særligt centreret omkring, hvordan pædagogisk faglighed tales frem, inddrages og tillægges betydning i det tværprofessionelle samarbejde.

Bogens 6. kapitel ”Når kultur sættes i forgrunden”, af lektor, ph.d. Kathrin Houmøller, viser gennem empiri fra et afsluttet forskningsprojekt, hvordan kultur kommer til at stå i forgrunden for, hvordan pædagoger forstår de børn og familier, de arbejder med. I kapitlet peges der på, hvordan generaliserede og stereotype fore-

stillinger om kulturen i de udsatte boligområder kan skabe negative forventninger og skygge for helhedsorienterede forståelser og kontekstsensitive blikke på børn og familiers udfordringer og ressourcer. Med dette afsæt argumenteres der for, at det pædagogiske personale kontinuerligt må bestræbe sig på at tage udgangspunkt i det fællesmenneskelige frem for det, der adskiller os.

Bogens 7. kapitel ”Alle børn har et sprog – den nysgerrige pædagog får øje på det”, af lektor Bente Reimann Jensen, illustrerer, hvordan alle børn har et sprog, også de børn, hvor vi ikke umiddelbart kan forstå eller afkode deres sprog. Via en kommunikationsmodel analyseres en kommunikativ praksis i daginstitutionen mellem en voksen og to børn med henblik på at synliggøre betydningen af spørgeteknikker og samtalestruktur. Der peges på, hvordan pædagogen har en vigtig opgave med at identificere barnets kommunikative ressourcer og forstå barnets ”totale kommunikation”. Til at støtte pædagogens sprogarbejde er nysgerrighed både som konkret kommunikationsstrategi og som drivkraft i pædagogiske refleksionsprocesser en forudsætning.

Bogens 8. kapitel ”Når børn leger anderledes, end de voksne forventer”, af lektor, ph.d. Benedicte Bernstorff, diskuterer, hvordan børns selvorganiserede leg kan blive overset, misforstået eller afbrudt, fordi visse lege opleves som ”ikke leg” eller som udfordringer i legekompetencer. Kapitlet belyser teoretisk og empirisk, hvordan leg kan forstås i et pædagogisk perspektiv som knyttet til de institutionelle betingelser frem for til barnets individuelle (lege)kompetencer. Hensigten hermed er at vise, hvordan pædagoger kan understøtte børnenes deltagelse i selvorganiserede legefællesskaber ved at tage afsæt i ”legens sociale sprog”. Derigennem gives et bud på, hvordan pædagoger kan få blik for børns forståelse af, hvordan rammesætning af leg og børnefællesskab har betydning for børns leg.

Bogens 9. kapitel ’’Demokratiske erfaringer i daginstitutionen – begrænsninger og muligheder’’, af lektor, ph.d. Karen Prins, analyserer med udgangspunkt i et afsluttet ph.d.-projekt, hvordan der i daginstitutionen er forskelle i, hvordan demokratiske erfaringer muliggøres for alle børn. Undervejs diskuteres, hvordan demokratisk dannelse kan forstås som noget, der finder sted gennem demokratiske erfaringer, det vil sige som noget, børn kan tilegne sig ved at gøre sig erfaringer med det; ved at prøve det og være med til det. Det betyder, at alle børn i princippet har lige forudsætninger for demokratisk dannelse. Samtidig peges der på, hvordan der er forskelle i, hvilke

børn der genkendes som relevante for fællesskabet, og hvilke børn der genkendes som problematiske og forstyrrende for fællesskabet. Med dette afsæt gives et konkret bud på, hvordan den pædagogiske opmærksomhed kan flytte sig fra optagetheden af at kompensere for børns mangelfulde forudsætninger til at understøtte situationer, der giver alle børn muligheder for at gøre sig demokratiske erfaringer.

Bogens 10. kapitel ’’Når arbejdsliv og børneliv er udfordret’’, af docent, ph.d. Unni Lind, analyserer med afsæt i et aktuelt forskningsprojekt, hvordan et udfordrende arbejdsmiljø får betydning for børn og det børneliv, der bliver muligt/ umuligt i daginstitutionen. I kapitlet drøftes, hvorledes pædagoger arbejder med at undgå kaos i en omskiftelig og hektisk hverdag via pædagogiske organiseringer, der fordrer stor grad af fleksibilitet. Det pædagogiske arbejde med at skabe en fleksibel hverdag synes imidlertid at presse børn såvel som voksne. Med dette afsæt diskuteres det, hvordan trivsel er et centralt element i det pædagogiske arbejde, men at det er problematisk, når trivsel anskues som et individuelt fænomen, der medfører, at børns (mis)trivsel ikke forbindes til et socialt fremmedgørende arbejdsliv. Konkret betyder det, at udsathed, som egentlig knytter sig til arbejdslivet og til de sociale og strukturelle betingelser for dette, forskydes over i bestemte børn, der træder frem som bekymringsvækkende. Hermed bidrager kapitlet med relevante bud på, hvorledes vilkår, organiseringer og krav i pædagogers arbejdsliv er betydningsfuldt i børnehøjde.

Bogens 11. kapitel ”Fra kaos til pædagogisk overskud”, af pædagogisk leder Kirstine Furbo-Halken, inviterer læseren med ind i det pædagogiske arbejde med børn og familier i et udsat boligområde. Via et førstepersonsperspektiv fortælles, hvordan den pædagogiske praksis er blevet udviklet fra en ”funktionsopdelt struktur”, medfølgende et kaotisk hverdagsliv, til en praksis med pædagogisk overskud, hvor børns perspektiver er i forgrunden. I kapitlet følger vi fra henholdsvis et ledelsesperspektiv samt pædagogperspektiver, hvordan der konkret arbejdes med at skabe tillid og stabilitet i relationerne med en familie i vanskeligheder. Undervejs udfoldes de dilemmaer og problemstillinger, der opstår i den pædagogiske praksis, når pædagoger både skal forvalte et tillidsarbejde og samtidig opspore problemstillinger i børn og familiers liv. Kapitlet bidrager med konkrete bud på, hvordan der via systematiske metoder og tilgange er skabt en hverdag, der tager udgangspunkt i børnenes perspektiver.

God læselyst!