Indledning

Flyveturen fra Washington, D.C., til Jacksonville, Florida, tager to timer, hvilket er rigelig tid til at ændre et liv. Ingen ved, hvorfor Joseph Sharkey rejste sig under denne flyvning på økonomiklasse, vendte sig om og tog hovedfaldsgreb på passageren i sædet bag ham. Måske talte passageren for højt. Måske sparkede han på ryglænet med foden. Ifølge vidner gjorde passageren dog intet, der kunne fremprovokere angrebet. Tumulten tiltrak personalets opmærksomhed, og de kom ilende for at sætte en stopper for det. Sharkey sparkede uforfærdet en steward i skridtet med knæet og satte kurs mod nødudgangen, hvor han forsøgte at åbne døren midt under flyvningen. Det lykkedes til sidst for stewarden og flere af passagererne at overmande Sharkey og lægge ham i plastikhåndjern. Han blev anholdt, da flyet landede, og stod til 20 års fængsel.

På første klasse tager dårlig opførsel sig anderledes ud. I 2009 fløj Ivana Trump fra Palm Beach til New York, da nogle børn, der sad i nærheden, begyndte at larme. Hun tog hovedtelefoner på for at lukke støjen ude, indtil en grædende baby fik hende til at gå til yderligheder. Hun fik et raserianfald, kaldte børnene for ”små røvhuller” og blev eskorteret ud af flyet af nogle betjente.

Fly er et miniaturebillede på vores verden og de følelser af angst og uro, vi oplever i dagligdagen. Vi klumpes sammen med hundredvis af fremmede og tvinges til en intimitet, der normalt er forbeholdt vores nærmeste eller arbejdskolleger. Vi presses ind i et snævert metalrør, hvilket fremkalder vores naturlige frygt for lukkede rum. Når flyet er lettet, er det umuligt at slippe væk, og tiden snegler sig af sted. Vi befinder os pludselig flere tusinde fod oppe i luften, og det trigger vores naturlige højdeskræk. Flyet ramler og skramler så tilpas meget, at vi aldrig glemmer, at vi er strandet oppe i luften, hvor intet, så vidt vi kan se, holder os oppe. Vi har ingen

kontrol over, hvornår vi letter, hvornår vi lander, og hvornår vi må bruge vores godkendte elektroniske udstyr. Vi venter bare uden at vide, hvem vi er om bord med, hvor god en flyvetur det bliver, eller hvem der har ret til armlænet – mens vi hele tiden bliver mindet om vores egen dødelighed. Kan man overhovedet forestille sig en mere eksistentiel oplevelse?

Men udover den angst og uro, de fremkalder, rummer fly også et andet aspekt, der gør dem til et bemærkelsesværdigt miniaturebillede på livet. Et fly er en legemliggørelse af et statushierarki. Det er en social rangstige bygget af aluminium og sædebetræk, og hvor trinene udgøres af stolerækker, boardinggrupper og prisklasser.

Forestillingen om indretningen af sæder i et fly kan være en hjælp til at forklare, hvorfor folk angriber en fremmed eller råber ad børn, når de på besynderlig vis er spærret inde oppe i skyerne.

Et nyere studie udført af psykologerne Katherine DeCelles og Michael Norton viste, at det statushierarki, der findes om bord på et fly, har en meget stor om end skjult indflydelse på vores adfærd, mens vi flyver. Forskerne analyserede data fra millioner af flyvninger for at finde frem til, hvilke faktorer der kunne forudsige fly-vrede. De lagde ud med at sammenligne fly med en sektion til første klasse med fly uden denne sektion. Dernæst ræsonnerede de sig frem til, at hvis ulige statusforhold var årsagen til dårlig opførsel, burde man se flere tegn på vrede i fly, der har en kabine til første klasse, end i dem, der ikke har. De opdagede, at der næsten var fire gange så stor risiko for vredesudbrud på økonomiklassen i et fly med en kabine til første klasse end i et fly uden en sådan kabine. Der var også andre vigtige faktorer såsom forsinkelser, men tilstedeværelsen af en sektion til første klasse øgede i lige så høj grad risikoen for uro som en forsinkelse på 9,5 time.

For at prøve ideen af på en anden måde så forskerne på, hvordan boardingprocessen fremhæver statusforskelle. De fleste fly med en kabine til første

klasse boarder via indgangen forrest i flyet og tvinger dermed passagererne på økonomiklasse til at traske ned ad gangen og slæbe deres bagage forbi de velbeslåede passagerer, der allerede har taget plads i deres behagelige sæder. Cirka 15 procent af flyvningerne boarder dog i midten eller bagest i flyet, så passagererne på økonomiklasse slipper for denne udfordring. Sandsynligheden for fly-vrede var som forudsagt dobbelt så stor på flyvninger med boarding forrest i flyet, hvilket øgede risikoen for et vredesudbrud i lige så høj grad som en ventetid på seks timer.

Studiet om fly-vrede er afslørende, men ikke kun fordi det illustrerer, hvordan ulighed skyder en kile ind mellem dem, der har, og dem, der ikke har. Det, der fascinerer mig, er, at vredesudbrud finder sted på flyvninger, selv når ingen af passagererne er decideret fattige. Eftersom en gennemsnitlig billet på økonomiklasse koster flere hundrede dollars, er det de færreste decideret fattige mennesker, der har råd til en rejse med et moderne kommercielt flyselskab. Alligevel kan de relative forskelle mellem personer fra middelklassen, der flyver på økonomiklasse, skabe kaos og konflikter. Kaosset er faktisk ikke begrænset til økonomiklassen: De, der fløj på første klasse i studiet, var langt mere tilbøjelige til at få et vredesudbrud, når de blev konfronteret med rakkerpakket i fly med boarding i forenden. Ivana Trumps adfærd bevidner da også, at når graden af ulighed bliver for stor til, at den kan ignoreres, begynder alle at opføre sig besynderligt.

De opfører sig dog ikke blot besynderligt på en hvilken som helst måde. Ulighed påvirker vores handlinger og følelser på den samme systematiske og forudsigelige facon igen og igen. Det gør os kortsynede og tilbøjelige til risikabel opførsel, hvor vi er villige til at ofre en tryg fremtid til fordel for umiddelbar behovstilfredsstillelse. Det gør os mere tilbøjelige til at træffe selvdestruktive beslutninger, og det får os til at tro på de særeste ting, mens vi overtroisk klamrer os til verden, som vi ønsker den skal være, frem for verden, som den er. Ulighed splitter os og deler os op i lejre, der ikke blot er indkomstbestemte, men også inddelt efter ideologi og race, hvilket ned-

bryder vores tillid til hinanden. Det fremkalder stress og gør os alle mindre sunde og raske og mindre lykkelige.

Forestil dig et nabolag fuld af den slags mennesker, jeg har beskrevet ovenfor: kortsynede, uansvarlige personer, der træffer forkerte valg; mistroiske personer, der er adskilt efter race og ideologi; overtroiske personer, der ikke vil lytte til fornuft; personer, der tyr til selvdestruktive vaner, når de forsøger at takle den stress, angst og bekymring, de oplever i dagligdagen. Det er de klassiske fattigdomstroper, som kunne udgøre en stereotyp beskrivelse af befolkningen i ethvert fattigt storbykvarter eller enhver kriseramt trailerpark på landet. Men som det vil fremgå af de følgende kapitler, kan ulighed også skabe disse tendenser blandt middelklassen og meget velhavende personer.

Studiet om fly-vrede illustrerer også et andet bemærkelsesværdigt faktum, nemlig at ulighed ikke er det samme som fattigdom, selvom det i høj grad kan føles sådan. Det er dette fænomen, der er emnet for denne bog. Ulighed får mennesker til at føle sig fattige og opføre sig som fattige, også selvom de ikke er det. I vores bevidsthed tager ulighed form af fattigdom i så høj grad, at USA, som er det rigeste og mest ulige af alle lande, har mange egenskaber, der snarere kendetegner et udviklingsland end en supermagt.

Som det ofte er blevet rapporteret, er uligheden i forhold til indkomst og formue højere nu, end den har været i generationer. I dag er verdens 85 rigeste personer i besiddelse af en større formue, end de fattigste 3,5 milliarder i verden har tilsammen. I Amerika sidder den rigeste 1 procent på over 20 procent af den samlede indkomst i det rigeste land, der nogensinde har eksisteret.

Det er svært at fatte omfanget af den økonomiske ulighed i Amerika, da vores fantasi ikke rækker til det. Det svarer til at forsøge at forestille sig, hvor langt et lysår er, eller gøre sig begreb om hjernens hundrede milliarder neuroner eller de hundrede billioner forbindelser imellem dem. Den slags

tal ligger uden for vores fatteevne. Lad os derfor først betragte økonomien på en måde, der er nemmere at forholde sig til, og spørge, hvordan folk opfatter deres egen økonomiske position inden for rammerne af økonomien.

Mange menneskelige karaktertræk, såsom højde, følger en klokkeformet kurve. Kurven har sit højdepunkt midtpå, hvor de fleste mennesker er klynget sammen omkring gennemsnittet, og skrånende udløbere, der bevæger sig mod nul i begge ender. Mønsteret er det samme for et bredt udvalg af karaktertræk, såsom antallet af linjer på et fingeraftryk, de kemiske egenskaber ved ingredienserne i en Guinness-øl eller brystvidden på skotske soldater. Man mente engang, at klokkekurven var en universel naturlov. Det viste sig at være en misforståelse, men mønsteret er så almindeligt, at man sagtens kan forstå, hvorfor tidligere tiders tænkere nåede den konklusion.

Når folk overvejer deres egen socialklasse, tænker de umiddelbart inden for rammerne af klokkekurven. I en nylig spørgeundersøgelse foretaget af Pew Research Center bad man amerikanere om at udpege deres egen socialklasse. Der tegnede sig en klassisk klokkekurve, da hele 89 procent af respondenterne beskrev sig selv som tilhørende middelklassen. Kun 7 procent betragtede sig selv som medlemmer af arbejderklassen, og kun 2 procent placerede sig selv i overklassen. Set med amerikanske øjne tilhører vi stort set alle sammen middelklassen.

Hvis du ser på den faktiske indkomstfordeling i figur 1 på næste side, vil du imidlertid få fortalt en helt anden historie. For at menneskeliggøre det har jeg skaleret grafen, så den øverste tiendedel af 1 procent er placeret på toppen af hovedet på en mand, der er 1,80 meter høj. Den vertikale akse viser årsindkomster; den horisontale akse viser, hvor mange husstande der befinder sig på hvert indtjeningsniveau. Hvis vi begynder i venstre side af sidstnævnte, svarer den første tomme omtrent til de fattigste 20 procent i USA. Hvis vi fortsætter til toppen af tåen på modellens sko, når vi til medianindkomsten, hvor halvdelen af amerikanske husstande ligger under

det punkt og den anden halvdel over. De nederste 80 procent er markeret ved 100.000-dollar-mærket: Hvis din familie tjener et sekscifret beløb, befinder du dig blandt de øverste 20 procent og fire tommer oppe ad tommestokken.

Øverste 0.1%

1.500.000 $

1.400.000

1.300.000

1.200.000

1.100.000

1.000.000

900.000

800.000

Øverste 1% Nederste 99%

700.000

600.000

500.000

400.000

300.000

200,000

100,000

20 millioner 10 millioner 0 0

Figur 1. Indkomstfordeling i USA på en skala, der svarer til højden på et menneske.

Den store koncentration til venstre i figuren afslører, at næsten hele befolkningen klumper sig sammen nær bunden. Den hårtynde linje, der løber opad, viser, at antallet af mennesker, der har en indkomst på over en million, bliver meget lille. Her er der ingen klokkekurve. 80 procent af alle husstande befinder sig under modellens ankler.

Selvom skalaen toppes med 1,5 millioner, tjener mange langt mere end det. Hvis de ultrarige var taget med, var bogen nødt til at være meget længere, for at grafen kunne bevares i den størrelsesorden, den er nu. Ellers ville den del, hvor de nederste 99 procent befinder sig, blive for mikroskopisk til at kunne aflæses. Ligesom de fleste andre illustrationer af indkomstfordeling udelader denne baseballspilleren Alex Rodriguez og de fleste andre professionelle sportsfolk. Den medtager ikke Oprah Winfrey, som er blandt de berømtheder med den højeste indkomst, og den ser bort fra bestyrere af hedgefonde. Hvis den rent faktisk inkluderede årsindkomsten for John Paulson, som i øjeblikket er den hedgefondbestyrer med den højeste indtjening, ville diagrammet ikke nå til hovedet på en mand på 1,80 meter, men til taget på et højhus.

Indkomstfordeling har altid en slagside, og det er der to primære grunde til. Den første er, at bunden har en naturlig nedre grænse, da man ikke kan tjene mindre end nul – i hvert fald ikke særlig længe. Den anden grund er, at det kræver penge at tjene penge. Eftersom formuer kan investeres og dermed mangedobles, skaber penge en naturlig cyklus, hvor de rige bliver rigere og får halen til at blive længere. De, der ikke har noget at investere, har simpelthen ikke mulighed for at deltage i denne cyklus og forbliver derfor klumpet sammen i bunden.

Selvom indkomstfordelinger altid er skæve, er fordelingen i USA i dag langt mere ulige end tidligere og langt mere end i andre industrilande. Figur 2 viser, hvordan indkomster har ændret sig i løbet af de sidste 50 år for hver indkomstkvintil såvel som for de rigeste 5 procent. (Beløbene i dollars er justeret for inflation). Her kan du se den lange hale fra figur 1 i praksis:

De rige bliver rigere, mens de fattige … ja, de fattige gør noget interessant. Den fattigste femtedel af amerikanerne har mere eller mindre befundet sig det samme sted de sidste 50 år.

Man ville formentlig ikke have forventet dette resultat for de fattige (eller for den sags skyld for middelklassen, der stort set heller ikke har rokket sig ud af stedet), da den velkendte aforisme klart siger, at de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere.

Gennemsnitlig husstandsindkomst 1967-2015

i dollars, efter percentil

$350.000

$300.000

$250.000

$200.000

$150.000

$100.000

$50.000

1970 1975 1980 1985 1990 1995 2000 2005

ØVERSTE 5%

ØVERSTE 20%

2010

ANDEN 20%

TREDJE 20% FJERDE 20% NEDERSTE 20% 0

2015

Figur 2. Gennemsnitlig husstandsindkomst (2015-dollars), 1967-2015, efter percentil. Grafen stammer fra U.S. Census Bureau.

Det er også det budskab, de fleste kan læse i overskrifter om Amerikas stigende ulighed. Vi hører næsten dagligt om en voksende økonomisk bekymring, om en tiltagende desperation og mindre håb for fremtiden. I en nylig meningsmåling sagde halvdelen af amerikanerne under 30 år, at den amerikanske drøm var død. Det er en reel bekymring, og et af målene med denne bog er at forstå den til fulde. Men hvad angår inflationsjusteret indkomst, befinder den fattigste femtedel sig samme sted, som de gjorde i 1967.

Selvom de fattige faktisk ikke bliver fattigere, er det et slående aspekt ved ulighed, at selv det at forblive det samme sted føles som at sakke bagud, hvis andre rundt om dig flytter sig. Har du nogensinde siddet i et tog, der holdt stille, mens et andet tog kørte forbi? Det føles fuldstændig, som om du pludselig bevæger dig i den modsatte retning. I takt med at overklassen er blevet stadig rigere, har både middelklassen og dem, der lever i fattigdom, følt sig fattigere og fattigere sammenlignet med dem. Men den følelse er ikke blot en illusion. Det vil fremgå af de følgende sider, at den har dødsens alvorlige konsekvenser.

Der er skrevet hyldevis af bøger om årsagerne til økonomisk ulighed. De fokuserer på større historiske tendenser som teknologiske fremskridt og globaliserede handelsmønstre eller politiske indgreb såsom beskatning og forbrugsprioriteringer. Denne bog forholder sig dog ikke til den slags analyser. Den undersøger snarere, hvad ulighed gør ved os som mennesker. Den ser nærmere på, hvordan andres rigdom – de øverste 5 procent, 1 procent eller en tiendedel af 1 procent – ændrer vores oplevelse af verden.

Hvorfor skulle de riges velstand have indflydelse på, hvordan folk fra middelklassen lever? Der er jo trods alt ingen direkte logisk forbindelse mellem de to ting. Der er heller ingen logisk forbindelse mellem det tog, der kører forbi, og min egen følelse af bevægelse, og alligevel har det ene stadig indflydelse på det andet. Det faktum kan ikke forklares med egenskaberne ved et tog. Forklaringerne skal snarere findes i den menneskelige hjerne, der er i stand til at omdanne sanseindtryk (hallo, vi kører!) til handlinger (tag fat i håndtaget!).

Hvorfor forkorter følelsen af at være fattig eksempelvis dit liv med lige så mange år, som det gør at være fattig? Hvorfor påvirker størrelsen på din nabos hus dine stresshormoner? Hvorfor får økonomisk usikkerhed os til at træffe selvdestruktive beslutninger, der blot medfører yderligere usikkerhed? Hvorfor får din økonomiske succes dig til at betragte dem, der

er uenige med dig, som idioter og klaphatte frem for blot nogen med en anden mening?

Svarene på disse spørgsmål vil ikke ændre på indkomstfordelingen, og Ulighedens DNA vil ikke komme med nye politiske forslag til at ændre skatterne eller styrke det sociale sikkerhedsnet. Den vil imidlertid tilbyde noget, der er lige så vigtigt. Den vil hjælpe med at forklare nogle af paradokserne ved at leve i en moderne, globaliseret og højteknologisk verden, hvor fladskærms-tv er billige, men økonomisk sikkerhed uden for rækkevidde. En verden, hvor et hus i gennemsnit er på 240 kvadratmeter, men hvor familien, der bor i det, ikke har 400 dollars til en nødsituation.

Selvom det er vigtigt at vurdere årsagerne til og de økonomiske konsekvenser af ulighed på makroniveau, er mit mål mere personligt. Målet er at skabe forbindelse mellem den viden, vi har om indkomstfordeling og folketællinger, og hvordan det er at være et individ her og nu og være omgivet af familie, venner og kolleger, der sammen bevæger sig ind i en fremtid, som vi ikke forstår. Hvis vi får en bedre forståelse af, hvordan formuefordeling former vores måde at tænke på, kan det gøre os bedre i stand til at leve med den. Hvis tilstrækkelig mange accepterer disse ideer, kan de måske gøre det muligt for os at reducere selve uligheden. Men her og nu begynder vi med den følelse, vi genkender fra turbulens på et fly, fra tog, der holder stille, og fra synet af andres smukke hjem, hvilket alt sammen får os til at føle, at vi falder.