inform 2/12

0212

DESIGN MED ANDRE ØJNE

side 3

inform udgives af Danske Designere Strandgade 27A 1401 København K design@danishdesigners.com T. 3313 7230 danishdesigners.com REDAKTION Helle Lorenzen, redaktør og kommunikationsmedarbejder (DJ), Danske Designere Steinar Valade-Amland, direktør, Danske Designere LAYOUT Pernille W. Ferdinandsen Stendhal Grafik stendhalunit.com ANNONCER Allan Wiberg, MediaSpace, Edelvej 2, 3300 Frederiksværk, T. 4774 2742

BODUM® DESIGN AWARD 2012 Deltag i Skandinaviens største designkonkurrence Temaet for BODUM® DESIGN AWARD 2012 er SIMPLICITY. Konkurrencen indbyder designere og designstuderende til at komme med bud på produkter eller produktkoncepter, der i kraft af deres enkelhed gør dagligdagen nemmere, smukkere og mere meningsfuld.

Vinderen af BODUM® DESIGN AWARD 2012 modtager en førstepræmie på 250.000 kr.

Den samlede præmiesum er 500.000 kr.

Deadline for indsendelse af forslag er mandag d. 21. maj 2012. Vinderne afsløres ved en prisuddeling på Louisiana d. 5. september.

Læs mere om deadlines og konkurrencebetingelser på www.bodumdesignaward.com og følg os på facebook.com/bodumdesignaward

FORSIDEN OG TH. benandsebastian: City of the (Re)orientated. Foto: Niclas Jessen

INDHOLD 04 Leder 06 Haves: Løsninger Søges: Implementering 12

En kompleks sag om behandlerhuse i Nordjylland

18

Yet another good idea – yet another catalogue …

22

Phantom Limbs: benandsebastian

30

Den evige forandring

34

I min tid …

38

Kommentar

41

Fyraftensøl og farvel

Leder

PÅ FORHÅND TAK …

Kære mDD’er, Det her kommer til at tage mere form af en personlig hilsen end en leder – så er du advaret. Sidst i denne måned stiller Danske Designeres bestyrelse hver og en af jer et spørgsmål, som kun kan besvares enten med et ja eller et nej. Spørgsmålet er, om foreningens medlemmer vil give deres støtte til en fusion med Danish Design Association. Ja eller nej. Samme spørgsmål – om foreningens medlemmer vil give deres støtte til en fusion med Danske Designere stilles samtidigt til DDA’s medlemmer. Ja eller nej. Og der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, hvad jeg håber, at svaret bliver – så entydigt som muligt: JA. En fusion er nøglen til at skabe en organisation, som bedre end nogen af de to eksisterende kan skabe politiske resultater, meningsfyldte aktiviteter og bæredygtige netværker – til gavn for hele branchen og for de allerfleste af de to foreningers medlemmer. Efter halvandet års grundig forberedelse i de to bestyrelser er der så heller ikke en eneste sten, der ikke har været vendt. Så – nej, jeg skal lade være med at gentage mig selv …

Og så er det, at jeg bliver lidt personlig.

Forudsat at fusionen går i orden (alt i disse dage siges og skrives med forbehold – derfor er vi mange som glæder os til en afklaring) har jeg efter 11 år som direktør for Danske Designere valgt at takke af – med masser af erfaringer og oplevelser i bagagen og med mulighed for at realisere en mangeårig drøm om at leve et liv som selvstændig. Som uafhængig konsulent – kun med ansvar for mine egne kunder, mine egne resultater, min egen fremtid. Det betyder ikke, at I så er af med mig en gang for alle – design er en af de ting, jeg ved noget om, så vore veje vil givetvis mødes. Desuden vil jeg i forståelse med den nye organisations ledelse tilbyde rådgivning til medlemmerne – og så glæder jeg mig meget til at indtræde som menigt medlem i organisationen og drage nytte af fællesskabet på lige linje med alle jer andre.

At sige farvel efter 11 år er naturligvis underligt. Lidt vemodigt og helt vildt underligt. Det har været 11 altovervejende fantastiske år. Designbranchen har oplevet en udvikling i perioden, som få andre brancher kan måle sig med – hvad enten målestokken er vækst og økonomisk betydning, eller den er modenhed og anerkendelse som fag og forandringsagent. Jeg har været privilegeret tilskuer til og deltager i denne udvikling, og det har været utroligt til-

ting

side 5

side 4

fredsstillende. Det samme har den mulighed, jeg har haft for dialog med – og for at komme ind under huden på – mange hundrede medlemmer med hver jeres faglige profil, hver jeres ambitioner og drømme og hver jeres individuelle udfordringer. Nogle gange har vi fundet de vises sten sammen – andre gange ikke, men jeg kan kun huske gode samtaler, hvor begge parter gik hver til sit, klogere end da vi mødtes.

Og så har jeg haft det privilegium, at der i stigende grad har været efterspørgsel efter den viden, I alle har været med til at opbygge hos mig. Det har givet mig mulighed for at skrive om design, diskutere design, forelæse og tale om design de forskelligste steder på kloden.

Fra foredrag og interview på nationalt TV i Japan og workshop for designere i Taiwan, via foredrag i en stribe lande som Tyrkiet, Estland, Portugal, Frankrig og England og deltagelse som ekspert i en række EU sammenhænge, til rollen som jurymedlem i Israel, Polen og Ukraine. Udover, naturligvis, den nærmest daglige rådgivning af aktører her hjemme – fra ministerier og styrelser til erhvervsorganisationer og virksomheder både direkte og – måske ikke mindst – via vore egne medier og publikationer, som har et betydeligt større publikum, end mange ved.

Alt det tager jeg med mig, og alt det er jeg hver enkelt af jer evigt taknemlig for.

Og samtidig håber jeg naturligvis, at jeg også efterlader noget, som kan bidrage til at gøre den nye organisation, Danish Design Organization, til en betydningsfuld og uomgængelig aktør. Ikke bare som designorganisation, men som stemme på vegne af en samfundsudvikling og en ambition for fremtiden, som strækker sig ud over den til enhver tid gældende, erhvervspolitiske dagsorden. Herhjemme og i forhold til større og globalt gældende udfordringer end nogensinde.

Jeg glæder mig til at følge med på sidelinjen, og jeg vil ikke love, at jeg ikke kommer til at blande mig igen – engang. Men lige nu vil jeg bare ønske den nye ledelse og hver enkelt af jer tillykke med en ny, bærekraftig organisation. Selv om det er at tage glæderne på forskud …

Steinar Valade-Amland Direktør, Danske Designere

Lux W1 Væghængt belysningssystem. Det modulære design er lavet af farvede aluminiumsterninger, som, når de er tændt, projicerer et trekantet lys. Hver enhed kan rotere 360 grader, og i kombination med hinanden skaber Lux W1 multi-farvede geometriske mønstre på væggen. Design: Lighthouse.

Serial landscape Installationen er skabt i en nedlagt lagerbygning, som støder op til en lystbådehavn i Tokushima, Japan. Værket er lavet af fibernet og består af 29 firkantede søjler, alle 3,8 meter lange, som er hængt op i loftet, dækket af fibernet.

Søjlerne reagerer på den mindste bevægelse i luften, og når den besøgende går gennem installationen, svajer og bølger den lydløst. Design: Ryo Yamada.

side 6

side 7

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

x DIN model

Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ)

Dansk Design Center har udarbejdet DIN-modellen, som introducerer en fase nul, innovationsrummet, hvor en masse præmisser skal afklares, inden selve projektforløbet går i gang –––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

HAVES: LØSNINGER SØGES: IMPLEMENTERING Dansk Design Center har samlet erfaringerne fra en lang række offentlige serviceprojekter. Resultatet er DIN-modellen, som skal sikre, at flere løsninger bliver til virkelighed.

>>>>>>

side 8

side 9

ter projektperiodens udløb, blev ført ud i virkeligheden. Og skete det i nogle tilfælde, var der tale om isolerede tilfælde i en enkelt kommune eller region.

”Derfor begyndte vi at kigge på, hvad der egentlig skal til for at hæve innovationshøjden og implementeringen. For én ting er at arbejde med designtænkning i de indledende faser, men der var åbenlyst nogle forhold, man ikke har taget højde for tidligt nok i processerne,” fortæller Christina Melander.

Sammen med designere og projektledere fra det offentlige og fra private virksomheder, som havde deltaget i forskellige projekter, lavede DDC en række workshops, som pragmatisk gav sig til at gennemgå, hvad der havde stoppet processerne, og hvordan man kunne gøre det anderledes. Resultatet blev DINmodellen, der angiver udviklingsforløbets faser, og nok så vigtigt omfatter en fase nul, innovationsrummet, hvor deltagerne forholder sig til, diskuterer og afgør vilkårene for det egentlige udviklingsforløb. Modellen er udviklet som et værktøj, der ikke giver svar, men derimod stiller spørgsmål.

”I innovationsrummet skal projektdeltagerne allerførst fastlægge det mindset, som de vil arbejde inden for under hele processen. De bedste resultater opnår man, når man anlægger den holistiske, brugerdrevne, fremtidsfokuserede og multidisciplinære vinkel på de problemstillinger, som projektet åbenbarer,” siger Christina Melander og fortsætter:

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

y Dansk Design Center har indrettet sit eget

innovationsrum, som både er offentligt tilgængeligt, og som kan bruges til afklaring af præmisserne før projektstart –––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

På Dansk Design Centers hjemmeside ligger en lang række cases, der handler om servicedesign, brugerdreven design, velfærdsdesign, og hvad det alt sammen nu hedder. Alle cases beskriver, hvordan samarbejdet mellem designere, det offentlige og private virksomheder kan forbedre kvaliteten i de offentlige servicetilbud, især i sundhedssektoren og i forhold til ældre borgere og mennesker med kroniske lidelser.

Dansk Design Center har ikke været involveret i alle projekterne, men har alligevel valgt at beskrive dem, fordi der er så mange initiativer rundt omkring i landet,

som ikke kender til hinanden. Projektleder Christina Melander ser det derfor som en vigtig opgave for DDC at formidle de forskellige løsninger videre:

”Det er et forsøg på at skabe gennemsigtighed, dæmme op for, at man opfinder den dybe tallerken alt for mange gange samt at give inspiration videre. Derudover vil vi gerne bidrage til at synliggøre, at det faktisk kan lade sig gøre at søge nye løsninger på de offentlige udfordringer. Det behøver ikke tage mange år at udvikle og investerer man nu, er der penge at spare på længere sigt. Åbner man og tænker mere holistisk og bruger-

drevet, vil man opdage, at der er en del lavthængende æbler, og at løsningerne i deres enkelhed kan have stor effekt.”

Mindset og præmisser skal formuleres For nogle år siden satte Dansk Design Center sig for at undersøge, hvilke offentlige serviceprojekter der egentlig er lavet i Danmark, hvilke erfaringer man har høstet i processerne – og ikke mindst hvilken implementeringsgrad, der har været tale om. Især projekter, hvor designere havde været involveret, kunne fremvise målbare effekter, hvorfor det undrede noget, at ikke flere løsninger, ef-

”Dernæst er det afgørende for processens forløb at definere præmisserne, som projektet kan være underlagt, og som kan risikere at være stopklodser på et hvilket som helst tidspunkt i forløbet. Det kan fx være ambitionsniveau og individuelle målsætninger, juridiske forudsætninger, finansiering, politisk opbakning samt stillingtagen til, hvem der reelt skal deltage i projektgruppen – er det fx de rigtige medarbejdere fra de rigtige forvaltninger, der er med? Nogle af præmisserne kan man måske ikke løse på det givne tidspunkt, men de skal formuleres, da de på et eller andet tidspunkt vil blive afgørende for en implementering. Ligesom det også er vigtigt at evaluere præmisserne undervejs, da ny viden og indsigter kan bevirke, at projektet ændrer retning.”

ERHVERVS- OG BYGGESTYRELSEN stod bag 83 projekter under Program for Brugerdreven Innovation, 2007–2009. Programmet havde en årlig økonomisk ramme på 100 mio. kroner. Desuden har styrelsen også, i samarbejde med Servicestyrelsen og Danske Regioner, været initiativtager til otte projekter om servicedesign, 2007 – 2009. Alle projekterne er samarbejder mellem designere, kommuner, regioner og private virksomheder og handler om, hvordan det offentlige kan forbedre sine servicetilbud til borgerne.

DANSK DESIGN CENTER har været involveret to projekter omkring affaldshåndtering. Lige nu er DDC i gang med et projekt, der undersøger nye løsninger for kommunal madservice til ældre, ligesom et projekt om produkt- og servicekoncepter for nye plejecentre ligger på bedding.

DDC har udviklet DIN-modellen som værktøj til designdreven innovation, som bl.a. kan anvendes på offentlige projektsamarbejder.

Du kan se den her ddc.dk/din

–––––––––––––––––––––––––––––––––––

”Vi vil gerne bidrage til at synliggøre, at det faktisk kan lade sig gøre at søge nye løsninger på de offentlige udfordringer. Det behøver ikke tage mange år at udvikle, og investerer man nu, er der penge at spare på længere sigt.”

side 10

side 11

”Næste skridt bliver, at kommuner og regioner må gå sammen, så de kan skabe et reelt marked for de nye produkter og ydelser.

Man kan teste en løsning i en enkelt kommune og fungerer den efter hensigten, skal den rulles ud til flere kommuner.”

–––––––––––––––––––––––––––––––––––

y Projektleder Christina Melander, Design & Innovation, Dansk Design Center

–––––––––––––––––––––––––––––––––––

”Det er afgørende for processens forløb at definere præmisserne, som projektet kan være underlagt, og som kan risikere at være stopklodser på et hvilket som helst tidspunkt i forløbet.”

Næste skridt er volumen i markedet En anden væsentlig faktor for mere implementering af de forskellige løsningsforslag er, efter Christina Melanders mening, at der skal være en vis volumen til stede i markedet. Ellers er det ikke attraktivt for private producerende virksomheder at gå ind i et udviklingsarbejde omkring ydelser og produkter.

”Derfor bliver næste skridt, at kommuner og regioner må gå sammen, så de kan skabe et reelt marked for de nye produkter og ydelser. Man kan teste en løsning i en enkelt kommune og fungerer den efter hensigten, skal den rulles ud til flere kommuner. Fx er der madprojektet ”Det Gode Køkken” for de ældre borgere i Holstebro, som er meget succesfuldt.

Bl.a. fordi de ældre er blevet langt mere tilfredse, og fordi sygefraværet blandt personalet i produktionskøkkenet er faldet. Det bør jo spredes til andre kommuner. Men hvem er det lige, som skal sælge sådan et projekt videre?” spørger Christina Melander.

”Kommunen eller designvirksomheden skal jo ikke nødvendigvis have en salgs-

eller formidlingsafdeling. En privat virksomhed skal i stedet gå ind og være leverandør af ydelsen. Men det kræver jo, at andre kommuner efterspørger sådanne løsninger. Der mangler volumen, og der mangler markedskræfter i forhold til det her.”

Dansk Design Center har talt med både små og store virksomheder om den udfordring. Signalet er klart: hvis samarbejdet i det offentlige fungerer, og kan man dokumentere afsætningsmuligheder, er det ikke nødvendigt med en masse støttekroner til udvikling af løsningerne – det tager virksomhederne gerne på sig.

Det offentlige er parat Selv om Christina Melander erkender, at hun somme tider bliver lidt frustreret, mener hun også, at det rykker derude, og at de forskellige problemområder er en del af en markedsmodning.

”Jeg oplever helt klart, at der i de seneste tre år, hvor jeg har arbejdet med området, er sket en stor udvikling. Kommunerne og regionerne interesserer sig rigtig meget for det her, og de har erkendt, at

ting

de bliver nødt til at gøre noget nyt, fordi de er pressede på budgetterne, de er demografisk udfordrede og så videre. Og medarbejderne i det offentlige vil jo bare gerne levere en bedre ydelse til borgerne i morgen. Der er stor parathed, og man kan godt se potentialet i at få større indsigt i de individuelle brugerbehov. Den der med, at når man fylder 65 år, så er man gammel og har nøjagtig de samme behov, den er ved at være passé,” siger Christina Melander, som dog også peger på nogle kulturmæssige sammenstød. ”I det offentlige bliver man målt på ikke at begå fejl. Alle midler skal bruges så hensigtsmæssigt som muligt, og beslutningerne skal træffes på baggrund af kvantitativ og solid evidens. Og det modsiger selv sagt lidt den første side i bogen om innovation, der jo fortæller, hvor vigtige fejl er, at man skal turde, teste og holde processen åben … Men der er ikke andet at gøre end at klø på med projekter og blive ved med at have høje ambitioner om implementering.”

I

Carry on Carry on er formet som en klassisk tønde og er polstret med tekstureret tweed, som står i kontrast til træskaftet.

Carry on kan fx anvendes som skammel. Design: Mattias Stenberg.

side 12

side 13

EN KOMPLEKS SAG OM BEHANDLERHUSE I NORDJYLLAND På trods af mange politiske og fagpolitiske modsætninger lykkedes det Smedegaard & Weis, i samarbejde med Mette Milling Indretning, at udarbejde en omfattende guide for behandlerhuse i Region Nordjylland. Visionen er, at få interessenterne til at tænke anderledes om behandlerhusene, som skal skræddersyes til lokalområdets og borgernes behov, ligesom behandlerne skal indgå i et reelt samarbejde og fællesskab.

Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder, DJ

Det var ikke en let start for designerne mDD Birgitte Smedegaard og Sine Weis Damkjær, da de gik i gang med servicedesign-projektet om behandlerhuse i Region Nordjylland. Regionen ønsker at tiltrække og fastholde flere læger ved at etablere nogle attraktive faglige fællesskaber. Men ret hurtigt gik det op for designerne, hvilken meget kompleks situation de befandt sig midt i. ”Det var slet ikke et almindeligt designprojekt, men først og fremmest et politisk projekt på alle planer, som omfattede forskellige kommunale og regionale pengekasser, politiske partier med hver deres vision om sundhedsvæsenet samt fagpolitiske udfordringer i forhold til lægerne, som jo har en selvforståelse med stor integritet og selvstændighed,” fortæller Sine Weis Damkjær. ”Problematikken ligger i at koble privatpraktiserende læger og et offentligt sundhedssystem splittet op i regionale og kommunale forpligtelser – her ligger en lang række dilemmaer,” siger Birgitte Smedegaard. ”Men på den anden side er det jo præcis denne type af opgaver, som designere skal være med til at kaste lys på og løse, fordi vi kan få folk til at tænke nyt og på tværs. En nem opgave var det dog ikke, det kan vi godt erkende.”

”Det var slet ikke et almindeligt designprojekt, men først og fremmest et politisk projekt på alle planer.”

Sundhedsvæsenets barrierer Man kan sagtens lave det ideelle set-up på et behandlerhus fra et bruger- og samfundsmæssigt synspunkt. Men i virkelighedens verden havde en lang række præmisser grundlæggende indflydelse på, hvordan projektet reelt kunne udformes.

Derfor var det nødvendigt først at forstå sundhedssystemet, dykke ned i og forsøge at afdække de potentielle barrierer, før designerne kunne gå i gang med det konkrete projekt: hvordan kan man designe et behandlerhus, som styrker det faglige fællesskab og samarbejde lægerne og det øvrige sundhedspersonale imellem, og som gør det let for brugerne, når de kun skal henvende sig et sted i sundhedssystemet.

Hvordan definerer man egentlig et behandlerhus? Hvem skal bo der, og hvor bredt skal huset funderes? Hvad med den såkaldte fagglidning, hvor nogle faggrupper overtager enkelte funktioner fra en anden gruppe? Hvor går grænserne for fagligheden? Hvordan kan den enkelte borger inddrages? Og hvor ligger grænsen mellem sundhedsvæsnets rolle og borgernes ansvar for egen sundhed?

Endelig var der lægerne, som for det første repræsenterer mange forskellige tilgange til faget og opfattelse af kvalitet. Og for det andet i egen selvopfattelse er selvstændige erhvervsdrivende, selv om de er gift med de offentlige kasser.

Hvor meget kan man pille ved deres selvbestemmelse og integritet?

Smedegaard & Weis udarbejdede tre profiler på lægetyper:

doktor Hansen, som har rod i billedet af den gamle familielæge, læge Hansen, som er ham, de fleste af os kender og så diagnose Hansen, som i stor udstrækning overlader opgaver til sygeplejersker, og allierer sig med et effektivt system, der får mange patienter igennem. ”Det betyder jo meget for projektet, hvordan lægen og de andre faggrupper arbejder, og hvordan de opfatter deres tilgang til arbejdet. Der skal være en tydelig sammenhæng mellem den lægefaglige udvikling og kravene til de fysiske rammer og indretning”, siger Sine Weis Damkjær.

”Problematikken ligger i at koble privatpraktiserende læger og et offentligt sundhedssystem splittet op i regionale og kommunale forpligtelser – her ligger en lang række dilemmaer.”

Det må ikke ende med en Lilly-model De behandlerhuse, der findes i dag, lider ikke af det store samarbejde mellem de forskellige faggrupper. Fællesskabet begrænser sig i de fleste tilfælde til en skranke og en huslejekonto, og så passer enhver i øvrigt sin egen lille butik. Regionens ønske var, at de nye huse skulle rumme flere tilbud, også kommunale. En tanke, som designerne fandt meget tiltrækkende. ”For borgerne vil sådan et hus, hvor mange forskellige sundhedstilbud koordineres og bindes sammen til en helhed, jo være ideelt. Vores drøm er en central tværfaglig visitation for sundhedssystemet og for borgeren,” forklarer Birgitte Smedegaard. ”Og for sundhedspersonalet vil et reelt samarbejde også skabe nye muligheder for at udvikle de forskellige gruppers fagligheder,” påpeger Sine Weis Damkjær.

Smedegaard & Weis havde valget mellem at lande projektet, så det var umiddelbart spiseligt for hvem som helst, hvor som helst. Men det, mente designduoen, ville bare betyde mere af det samme. Et nyt læge-typehus. ”Vores ambition og vision er, at man skal tænke anderledes og nyt omkring behandlerhuse. De skal skræddersyes til lokalområdet, husets kompetencer og tilbud skal modsvare behovene hos de borgere, der bor der. Der er jo stor forskel på befolkningsgruppen i et belastet Aalborg Øst og så et udkantsog turistområde som Skagen. Det skal være sådan, at både behandlerne og brugerne føler, at det her hus er lavet til mig,” understreger de to designere og pointerer, at det ikke må ende med en Lilly-model. ”Vi stræber altid efter at designe noget, der går ud over den umiddelbare forventning – man må gerne lige lette lidt. Man skal have nogle visioner, der går ud over morgendagen. Hvis vi bare havde bedt nogen om at tegne et hus, hvor vi kunne putte fem behandlertyper ind, så havde vi ikke stukket dybt nok og dermed heller ikke løst opgaven godt nok.”

side 14

side 15

Grundig guide for udviklingsprocessen I projektansøgning havde Smedegaard & Weis taget udgangspunkt i en konkret case, men regionen var interesseret i nogle generelle guidelines. Derfor har designerne ved brug af de klassiske designmetoder udarbejdet en omfattende – og forholdsvis teksttung – guide, som beskriver en udviklingsproces for fremtidige behandlerhuse.

Det er et temmelig omfattende projekt at etablere en ny form for behandlerhuse, hvis de skal sikre nye måder at samarbejde og agere på og dertil en kompleks proces, hvor der er alle muligheder for at tale forbi hinanden, fordi interessenterne kan have forskellige ønsker til huset.

Endelig er der alt for mange eksempler på projekter, der holder prisen, men overhovedet ikke understøtter hverken visioner eller organisation. Derfor valgte de to designere at beskrive en lang række guidelines meget grundigt og med faglig dybde.

Guiden viser, hvordan et projekt udvikler og bevæger sig fra vision til manifestation. Først og fremmest gælder det om for borgerne, politikerne og behandlerne at finde den fælles vision – her er det væsentligt, at ikke kun den ene part bestemmer, for det bliver sjældent borgerne. Derefter skal parterne tage stilling til hovedpunkterne: hvem skal være i huset, hvordan arbejder de forskellige fagligheder, hvilke funktioner er der, og

”Det skal være sådan, at både behandlerne og brugerne føler, at det her hus er lavet til mig.”

BEHANDLERHUSE I REGION NORDJYLLAND Erhvervs- og Byggestyrelsen har, i samarbejde med Servicestyrelsen og Danske Regioner, været initiativtager til en række projekter om servicedesign, 2007 – 2009. Et af dem handlede om behandlerhuse i Region Nordjylland. Forud for projektet lå en handlingsplan og en politisk beslutning om etablering af behandlerhuse i regionen for at tiltrække og fastholde flere læger.

Opgaveformuleringen lød: Hvordan kan et designmæssigt perspektiv være med til at sikre optimale fysiske rammer for fremtidens behandlerhuse i Region Nordjylland?

Foruden designvirksomheden Smedegaard & Weis og regionen deltog Mette Milling Indretning samt Institut for Arkitektur & Design, AAU.

hvilken atmosfære samt arkitektonisk stil ønsker man. ”Når man har kortlagt husets mange forskellige funktioner, kan man inddele dem i zoner, for det handler ikke om at etablere nogle isolerede celler. Det gælder om at tænke alle behandleres funktioner sammen, så man kan skabe nogle meningsfulde og velfungerende enheder på tværs af fagligheder,” forklarer Sine Weis Damkjær.

Kataloget guider omkring hvert enkelt rum eller zone – helt ned til valg af de konkrete designelementer som materialer, møbler, farver og lys. Indretningen af de forskellige rum skal balancere mellem det personlige og nære og det kliniske og effektive – oplevelsen i de enkelte rum skal skifte, så der bliver en variation i formel og uformel atmosfære.

Og helt basalt er det, at huset skal have et hjerte, som er den funktion, der er bindeled behandlerne i mellem, og mellem behandlere og brugere. Når brugeren træder ind i huset, skal det føles som en helhed.

Behandlerrum med ”hyggeligt ambulancedesign” Et af de rum, designerne valgte at gå mere i dybden med, er behandlerrummet. Hvordan kan man indrette et rum, der tilgodeser kvaliteterne de tre lægetyper og deres arbejdsmåder, doktor Hansen, læge Hansen og diagnose Hansen?

Forslaget blev, hvad Smedegaard & Weis kalder ”hyggeligt ambulancedesign”. Nogle fleksible standardrum, som alle behandlere kan benytte. Oplevelsen af rummet skal være til den hjemlige side. Rummene indrettes, så alle redskaber, instrumenter og hjælpemidler ligger nøjagtig de samme steder på hylder, i skabe og skuffer – uanset hvilket behandlerrum, man benytter. ”Det er ligesom i en ambulance, hvor alt altid er placeret nøjagtig de samme steder, så man kan finde det i søvne. Men det er ikke ensbetydende med, at det er et klinisk og koldt rum. Så selv om vi siger standardrum, handler det ikke om hvide fliser og grå linoleum eller ensartet udtryk i øvrigt.

ting

side 17

side 16

Grip GRIP er ikke bare et nyt bord. GRIP er en grundlæggende anderledes måde at tænke et bord på. Designet er inspireret af linedanserens leg på snoren, hvor tyngdekraften udfordres af balancen.

Som en slags stor tang griber bordbenenes kæber omkring den centrale bjælke, som er konstruktionens omdrejningspunkt. Grundet bjælkens specielle geometri vil benene låse og stabilisere bordet desto mere, det belastes. Design: Troels Grum-Schwensen mDD MAA. Produktion: R.Randers.

”Hvis vi bare havde bedt nogen om at tegne et hus, hvor vi kunne putte fem behandlertyper ind, så havde vi ikke stukket dybt nok og dermed heller ikke løst opgaven godt nok.”

Rummene kan tage sig forskelligt ud, selv om der er det samme i skabe og skuffer. Funktion og følelse er skilt ad – hvilket også gør sig gældende for huset som sådan,” fortæller de to designere.

Sammenfattende skaber kataloget opmærksomhed om, hvilken indflydelse indretningen har på, hvordan personalet arbejder og agerer, for: ”Det er ikke kun et spørgsmål om, hvilke arbejdsopgaver der er, men om hele tilrettelæggelsen af arbejdet. Vi ønsker at tvinge folk til at tage stilling til, om det er den rigtige måde, de gør det på nu,” siger Sine Weis Damkjær.

Ikke det samme uden designere Selv om servicedesign kan bidrage til de udfordringer vores samfund står overfor, forestiller Smedegaard & Weis sig ikke, at deres vision om behandlerhuse står fikse og færdige om få år. Men meldingerne fra Region Nordjylland tyder på, at designerne har sået nogle frø og sat tanker i gang både blandt lægerne og politikerne. ”Der er grænser for, hvor store skridt man kan tage på én gang i processen hen mod en ny type af behandlerhuse. Den

første bil lignede jo også en hestevogn … Det er en udvikling, og de her servicedesign-projekter er jo netop en del af at anvise nye veje og nye processer,” siger Birgitte Smedegaard og tilføjer: ”Jeg tror ikke, at regionen var kommet så langt, som vi trods alt er kommet, hvis ikke vi havde været involveret. Med vores designerblik og metoder har vi været afgørende for at sætte hele projektet ind i et større perspektiv.”

De to designere har under forløbet på egen krop mærket betydningen af at afklare så mange præmisser som muligt, før det konkrete projekt går i gang: ”Det kan ikke siges tydeligt nok, hvor vigtigt det er at afklare holdet bag og de forskellige rammer omkring projektet.”

I

”Det er ikke kun et spørgsmål om, hvilke arbejdsopgaver der er, men om hele tilrettelæggelsen af arbejdet. Vi ønsker at tvinge folk til at tage stilling til, om det er den rigtige måde, de gør det på nu.”

Street Street er en samling af stabelbare enheder til opbevaring af magasiner, bøger og planter i offentlige og private rum.

Systemet, som består af fire dele, en ramme og et hus, høj og lav enhed, kan kombineres på forskellige måder, fx som hylde eller rumdeler. Kun fantasien sætter grænser.

Design: A2.

side 18

YET ANOTHER GOOD IDEA–YET ANOTHER CATALOGUE …

side 19

––––––––––––––––––––––––––– Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ) –––––––––––––––––––––––––––

–––––––––––––––––––––––––––

< VIRTUEL HOLDTRÆNING

Træning er en af forudsætningerne for at blive selvhjulpen med stort set alt. Dette træningskoncept tager udgangpunkt i kendt teknologi, hvilket kan holde udviklingsomkostningerne på et fornuftigt niveau.

Virtuel holdtræning foregår i brugerens eget hjem under instruktion af en terapeut. Træningen foregår på et bestemt tidspunkt for mellem to og otte brugere. Terapeuten kan se alle brugerne på en gang, og brugeren kan se terapeuten. ”Jeg tror, at denne slags løsninger vil vokse organisk frem af sig selv, fordi flere og flere ældre ikke vil være fremmed over for ny teknologi. Det er en god løsning, for selv om brugeren er alene i sit hjem under træningen, kan man alligevel få en følelse af fællesskab – især hvis man udvikler løsningen, så brugerne også kan se hinanden,” siger Toby Orton, grafisk designer, CPH Design.

Status ved projektafslutning: Den virtuelle holdtræning udvikles i samarbejde med Odense Kommune. Projektgruppen og kommunen ønsker at søge midler fra ABT-fonden sammen, evt. i samarbejde med virksomheden Lividi A/S. –––––––––––––––––––––––––––

En lang række brugerdrevne projekter har i de senere år huseret i mange af landets kommuner.

Direktør Lars Thøgersen, CPH Design, efterlyser en struktur, andre udbudsregler samt en afklaring af ejerskab, der kan sikre en målrettet realisering af de gode idéer til gavn for borgerne.

Det skorter ikke på de gode viljer og de lige så gode idéer i de brugerdrevne projekter, der i disse år i en lind strøm stryger gennem kommunerne. I samarbejde med blandt andet designere og antropologer bliver der brainstormet, researchet, brugerinvolveret, analyseret, idégenereret, konceptualiseret og evalueret til den store guldmedalje.

Og det er jo fint nok, for det er da et sted at starte, mener Lars Thøgersen, direktør for CPH Design, der har været involveret i et par af disse projekter – senest Selvhjulpen med teknologi – finansieret af Erhvervs- og Byggestyrelsens Program for Brugerdreven Innovation. Men på grund af en række barrierer, stiller han samtidig spørgsmålstegn ved mulighederne for at realisere de gode idéer.

Det skal være en målrettet og bevidst proces ”Desværre synes jeg, at der i den slags projekter, er en tendens til, at vi gør lidt i det små, lidt her og lidt der. Men projekterne formår aldrig at løfte sig til noget med power bagved. Det er helt fint at initiere feltet bredt, men hvis man skal samle op på det hele, så det batter noget, skal der andre strukturer til,” fastslår Lars Thøgersen, som peger på, at der mangler nogle fora, der kan koordinere alle de brugerdrevne projekter, som foregår i kommunerne i hele landet. ”Det er jo samfundet, der giver penge til det her, derfor skal løsningerne jo også ud i virkeligheden og skabe den værdi, vi taler så meget om. For det første må nogen kigge på, hvad der foregår på landsplan. Det er ikke hensigtsmæssigt, at projekterne holdes inden for kommunegrænserne, der kan jo sagtens være idéer, der ligner hinanden. Udover, at det ikke er nødvendigt at opfinde den dybe tallerken to gange, ville det jo også være muligt at etablere sam-produktioner.” ”For det andet skal der være et forum, der samler idéer og erfaringer og piller de lavthængende frugter ned, så de løsningsforslag, der umiddelbart ser ud til at have størst effekt i forhold til borgerne og økonomien, bliver sat i værk. Selvfølgelig kan en turnerende udstilling med løsningsforslag i et bestemt projekt inspirere kommuner og andre. Men det er ikke nok.

Det skal være en målrettet og bevidst proces, ellers er jeg bange for, at det hele bare ender med ”yet another good idea, yet another catalogue”, og så har vi haft det sjovt så længe.”

Lars Thøgersen mener, at det i højere grad er et spørgsmål om struktur end om penge: ”Hvis du kan identificere en problemstilling, kortlægge og underbygge dens omfang samt afklare en skala i forhold til løsningens udbredelse samtidig med, at løsningen kan produceres og distribueres, så den giver mere værdi, end den koster, ja, så er penge jo ikke problemet. Så vil der altid være en virksomhed, der vil byde ind.”

Han understreger i øvrigt vigtigheden af, at de relevante producenter først inviteres indenfor, når der ligger nogle nærmere løsningsrum klar. ”Udviklingsfolk og brugere er de rette, når det gælder udarbejdelsen af idéer og løsningsforslag. Producenter er gode til at producere, til at vurdere, detaljerede produktionsmuligheder, kostpriser og om hvor og hvordan eventuelle standard komponenter kan anvendes i ”det nye”. Men de ved ikke nødvendigvis, hvad der er det rigtige at producere. Hvis de er med fra starten, er der risiko for, at idéudviklingen bliver styret af mulighederne i producentens maskinpark i højere grad end brugernes behov.”

side 20

side 21

–––––––––––––––––––––––––––

–––––––––––––––––––––––––––

< SAMMENKLAPPELIGT BAD

x STEP-BY-STEP STICKERS

Badekaret i gummi med høje sider er beregnet til brugere, der på grund af overvægt eller funktionsnedsættelse ikke er i stand til at vaske sig ordentligt i et brusebad. Det er muligt for kørestolsbrugere at køre helt ind i karet med en badestol.

Badekaret kan også placeret i en bruseniche. Kæden til proppen er forsynet med en bold, der flyder ovenpå, så brugeren ikke skal bøje sig for at finde proppen i bundet af karet. ”Idéen er ikke fuldkommen gennemtænkt. Det er dog ikke noget problem at lave karet, men idéoplægget kan jo løses på forskellige måder i detaljerne, Badekaret er også velegnet til brugere uden specielle problemer, fx hvis man bor i en lille lejlighed. Det betyder, at man ville kunne markedsføre det som et forbrugsgode over for en stor målgruppe,” mener Toby Orton, grafisk designer, CPH Design.

Status ved projektafslutning: Der er ikke fundet en producent endnu, men der har været dialog med Pressalit Care. Forskerparken CAT har også vist interesse i at arbejde videre med idéen.

–––––––––––––––––––––––––––

Klistermærkerne kan placeres forskellige steder i brugerens hjem og på forskellige hjælpemidler. Markeringerne hjælper brugeren med at udføre aktiviteter i dagligdagen på den rigtige måde. Man kan fx sætte to klistermærker med fødder på gulvet foran toilettet, så brugeren husker at placere fødderne rigtigt for at kunne sætte sig på og rejse sig fra toilettet. ”Hjemmehjælperen kan komme med en masse anvisninger på, hvordan man fx bruger et nyt hjælpemiddel. Men det har brugeren måske glemt, når hjælperen er ude af døren. Her er klistermærkerne en enkel og god hjælp,” mener Toby Orton, grafisk designer, CPH Design.

Status ved projektafslutning: Step-by-step Stickers er trykt i fem forskellige farver i et slidstærkt og skridsikkert materiale.

Der blev gennemført testforløb i de fire medvirkende kommuner i brugernes egne hjem og på forskellige træningscentre.

–––––––––––––––––––––––––––

Udbud spænder ben Som de nuværende udbudsregler er skruet sammen, går de ikke særlig godt i spænd med ønsket om at realisere de innovative og kreative løsninger i samarbejdet mellem det offentlige og det private. Når kommunerne i en udviklingsproces – ofte i samarbejde med blandt andet virksomheder og designere – har afklaret, hvilke behov de ønsker opfyldt, er de bundet af at sende projektet i udbud. ”Og hvis du som entusiastisk virksomhed har deltaget i den udviklingsproces, med din know how og tid, kan man jo godt stille spørgsmålstegn ved, om det er befordrende for det, man egentlig ønsker. Efterfølgende skal virksomheden ud i konkurrence med alle de andre og kan derfor ikke engang være sikker på at blive involveret i selve løsningen. I visse tilfælde vil en eventuel tidligere deltagelse i projektet medføre diskvalifikation for deltagelse i det endelige udbud”, siger Lars Thøgersen, som er fortaler for funktionsudbud.

I stedet for at stille krav til de aktiviteter, der skal føre til leveringen af ydelsen, stilles der krav til funktionen. I november 2010 offentliggjorde Udbudsrådet en analyse, der påviser, at funktionsudbud kan bidrage til at fremme innovationen samt højne kvaliteten og fleksibiliteten i offentlige opgaver. ”Hvis kommunen afdækker en problemstilling samt hvilke løsninger, der i den forbindelse efterspørges, og som kunne fungere – uden at man nærmere ved, hvordan løsningen præcis ser ud – er det jo en helt anden måde at stille en opgave på. Så handler det om, hvilke metoder og tilgange man har til at være kreativ med en problemstilling,” mener Lars Thøgersen, som også lige giver et hip til kommunerne som kunder. ”Vi forsøger at påpege, at en idé er én ting, men virkeliggørelsen er noget helt andet, og at der ligger en kraftanstrengelse i at få realiseret et produkt på markedet. Men det er som om, kommunerne har en tyrkertro på, at når vi har samlet så og så mange gode idéer, gælder det bare om at ringe til en given virksomhed, og så trykker de på knappen. Derfor har disse projekter også brug for fagfolk, der kan udarbejde forretningsplaner og markedsanalyser og anden forretningsdokumentation for, at de udarbejdede forslag har et marked og giver en forretning – for den virksomhed man henvender sig til.”

Et spørgsmål om ejerskab En tredje forhindring for et lykkeligt samarbejde mellem det offentlige og det private til gavn for borgerne handler om ejerskab. Hvem ejer idéerne og de mulige produkter? Er det kommunen, eller er det producenten? Her ligger nogle forretningsmæssige konflikter, som også kan

Selvhjulpen med teknologi Formålet med projektet var at gøre ældre, overvægtige og handicappede, der bor i eget hjem, mere selvhjulpne ved hjælp af nye eller forbedrede hjælpemidler. Projektet havde fire temaer: toiletbesøg, overvægt, mobilitet og træning. Projektperioden løb fra juni 2009 til december 2010 og var et samarbejde mellem Aarhus, Næstved, Roskilde og Esbjerg Kommuner, CPH Design, CBS og Institut for Antropologi. Projektet var støttet af Erhvervs- og Byggestyrelsens Program for Brugerdreven Innovation.

–––––––––––––––––––––––––

y EN HÅNDBRUSESERIE stikke en kæp i hjulet på processen. ”Kommunen skal stille sig selv spørgsmålet: Er det vigtigt for os at eje produktet, eller er det vigtigt for os, at produktet findes? Jeg mener, at formålet med projekterne må være at komme med nogle løsninger, der er brug for i samfundet og blandt borgerne – det handler ikke om, hvem der ejer det ene eller det andet.

Kommunerne skal koncentrere sig om at få virksomhederne interesserede i en mulig produktion. Man skal ikke glemme, at de også påtager sig en risiko ved ”det nye” – men selvfølgelig også en mulighed for forretning”, siger Lars Thøgersen og fortsætter: ”Der er altså nogle mangler ved projekterne og nogle knuder at løse. Man skal ikke fastholde sig selv og hinanden i stive og restriktive regler, som gør det vanskeligt at få løsninger til at leve og fungere. Det er synd, for i virkeligheden har vores land et skidegodt dna til at gøre alt det, som alle mulige mener, at vi skal leve af: viden og innovation – brugerindsigt, forståelse for adfærdsmæssige mønstre, hele human factor delen koblet med alt det kreative fra designere og andre udviklingsfolk. Historisk er vi jo et gammelt demokrati, tidlig andelsbevægelse og et lille land, der altid har måttet ”tænke ud af landet” for at få større markeder for vores produktion, og dermed hele købmandsskabet. Vi er også kendt som ”designnation” med velordnet infrastruktur og så videre. Herunder også mangeårige traditioner for tværfaglige samarbejder, – og det er ofte i krydsbestøvningen mellem forskellige fagligheder, at innovationen opstår.

Men jeg synes, at vi gør det vanskeligt for os selv at udnytte de fordele, vi har.”

I

Serien består af en række brusere – flere med et langt greb – der gør det muligt for ældre, halvsidet lammede, hofteopererede og overvægtige at vaske sig selv. Bruserne har forskellige funktioner som tåvask, generel kropsvask og massage, flere har i øvrigt integreret en sæbedispenser.

Håndbruserne kan tilsluttes et almindeligt blandingsbatteri. ”Bruserne udmærker sig ved, at det er umiddelbart klart, at de kan afhjælpe et problem, ligesom de også er designet på en måde, så brugerne ikke har noget imod at have dem fremme i badeværelset – de er ikke marginaliserende. Bruserne kan være attraktive også for brugere, der ikke har specielle vanskeligheder,” siger Toby Orton, grafisk designer, CPH Design.

Status ved projektafslutning: Der er dialog med Pressalit Care om et eventuelt udviklingssamarbejde.

–––––––––––––––––––––––––

Ifølge velfærdsteknologichef Ivan Kjær Lauridsen, Aarhus Kommune, er der ikke, fra projektets side, arbejdet videre med idéerne, efter de, ved projektafslutningen, blev frigivet, december 2010.

Fantomlemmer opstår, når en person bliver ved med at kunne føle sine lemmer, efter at de er blevet amputeret.

Fantomlemmer kombinerer psykisk tilstedeværelse med fysisk fravær og viser hermed det komplekse og sammenflettede forhold mellem sindets indre rum og det fysiske rum, som vi indtager.

PHANTOM LIMBS: BENANDSEBASTIAN

Benandsebastian opbygger omhyggeligt udformede arkitektoniske konstruktioner, som i deres fysiske form rummer både psykiske og begrebsmæssige former for fravær. Kunstnerduoen søger inspiration i arkitekturen, men betragter deres værker som referencer til sindets rum og til de kropslige billeder, hvormed vi møder vores omgivelser.

Deres værker udtrykker den påstand, at kroppen nødvendigvis er ufuldendt, konstant i forandring og for evigt hjemsøgt af sine egne spøgelser.

The Burial of the Last Queen of Denmark, 2009.

Foto: Anders Sune Berg

Værkerne bliver vist på udstillingen Phantom Limbs, som vises på Designmuseum Danmark frem til den 15. april 2012 og på Trapholt fra den 9. maj til den 31. september 2012.

side 24

City of the (Re) Orientated, 2007 70 cm x 90 cm x 110 cm. Forskellige slags træ, gips, pap. Skalamodel 1:50 af en by opbygget af et skelet af pinde af forskellige dimensioner med større modeller af arkitektoniske elementer indsat.

side 25

Afsondrethed fra byens hektiske liv er kun mulig i små isolerede oaser i City of the (Re) Orientated. I denne by har ”kortet” længe været ubrugeligt, da dens gader ustandselig bliver omformet af sine fodgængere, sælgere, sponsorer, gadekunstnere og missionærer.

I denne myretue af muligheder kan kun den mest elastiske navigeringssoftware lede byens indbyggere gennem dens labyrint af foranderlige og sammenfiltrede gader. Samtidig med at byens private boliger bliver forbundet med dette mobile rum, er der flere og flere parker, institutioner og biografer, der afsondrer sig fra

den mobile invasion.

To indbyrdes afhængige territorier vokser op ryg mod ryg: det første er et bevægeligt, stadig skiftende rum, som konstant søger at blive endnu mere stimulerende, imødekommende og distraherende. I skyggen af det mobile territorium vokser de immobile rum. Disse bliver i stadig højere grad uden netværksdækning og søger at appellere til det fokuserede blik.

Foto: Stamers Kontor og Niclas Jessen

Mountain of Depression, 2008 90 cm x 120 cm x 180 cm. Bøgetræsfiner, MDF, plastic, stål, pap, gummieret malingsfinish.

Højdeindstilleligt bord med kontorlokaler opbygget under bordpladen i forholdet 1:50.

Undertrykkelse åbenbares bag ved den facade, der udgøres af en neutral og anonym arbejdsplads i Mountain of Depression. Bjerget vokser helt bogstaveligt ud af nedtrykthed; når hæve/ sænke-bordet sænkes, springer der højdekurver op fra overfladen, og de forskellige lag bliver afsløret. ”Bjerget” består af lag på lag af kontorlokaler, fra et fornemt bestyrelsesmødelokale til en hulelignende telefonsælgerbås. Direktørens skjulte kontrolcenter hænger ildevarslende i hjertet af strukturen og holder det hele i skak med sit øjeløse blik. Mountain of Depression dykker ned i et undertrykt

følelsesmæssigt landskab, hvis skjulte højder og uloddede dybder ofte kan findes inden for de såkaldt ”flade” virksomhedsstrukturer, men som ikke desto mindre forties i virksomhedernes bestyrelseslokaler og ikke medtages i organisationernes workflow-oversigter og management-diagrammer.

Foto: Stamers Kontor

side 26

Burial of the Last Queen of Denmark, 2009 120 cm x 235 cm x 218 cm. Moseeg, gips. Rektangulær sarkofag af moseeg med to tragtformede vandindtag. Inde i denne en model i forholdet 1:50 af Domkirkepladsen i Roskilde og en vanddrevet mekanisme.

side 27

Topfigurer beholder deres symbolske magt selv efter døden i The Burial of the Last Queen of Denmark. En ritualiseret national begivenhed bliver genfortalt som et fremtidigt endepunkt.

Værket er et vanddrevet mekanisk teater og en arkitektonisk model indeholdt i en sarkofag af moseeg. Det fremstiller begravelsesprocessionen for den sidste dronning af Danmark. I århundreder har de danske monarker passeret over Domkirkepladsen i Roskilde, før de blev stedt til hvile i byens domkirke. Her bliver den fremtidige begivenhed fremstillet som en samling af længst fastlagte urbane ritualer, hvor

dronningens lig bliver parteret og gravlagt i relikvieskrin så store som huse. På denne måde mekaniserer værket de ceremonier, som traditionelt har forvandlet Roskildes domkirkeplads til en stor afskedsportal og en kulisse i konstruktionen af Danmarks nationale identitet.

Foto: Stamers Kontor og Anders Sune Berg

Phantom Limbs, 2011 80 cm x 80 cm x 180 cm. Teaktræ, egetræ, stål, læder. En benprotese til et barn fra det 19. århundrede bygget ind i en kompleks konstruktion bestående af fem sammenflettede teaktræsmontrer.

Proteser fortæller historien om de kroppe, de engang passede til, gennem deres fravær. De kan ikke undgå at minde os om de fraværende lemmer, som de erstattede. Set i sig selv som skræddersyede stykker håndværk genskaber de det fraværende omrids af det menneskes krop, som de blev lavet til, og som de engang udgjorde en del af. Phantom Limbs giver plads til fraværet midt i museets tæt pakkede rum.

Teaktræsmontrerne, som Kaare Klint designede til museets udstillingsgenstande har forbundet sig med hinanden, sammenflettet og låst fast i hinanden på en sådan måde, at de igen

og igen indrammer sig selv, deres indhold og deres kontekst. Indlejret i og en integreret del af kunstværket er en benprotese til et barn, som minder beskueren om en hel række af fravær. Et mistet ben. Et barn, der voksede fra sit kunstige ben. Et barn, der blev gammelt, og som for længst er gået bort.

Foto: Stamers Kontor og Pernille Klemp

side 28

Seat on the Edge, 2009 50 cm x 50 cm x 120 cm. Forskellige træsorter, gips. Stol i marketeri med drejede gipsstøbninger, i ødelagt eller ufuldendt stand.

side 29

Fragmenter af sammenstyrtet arkitektur og samtidig en byggeplads – elegant sammenstyrtende og omhyggeligt opbyggede. Seat on the Edge står, som fanget i tid. Som både mega-struktur, stol og klassisk porticus, ruin og byggeplads befinder værket sig i en tilstand af rumlig og tidsmæssig suspension.

Det er umuligt at sætte fingeren på, hvad der præcis er galt. Stolens skiftende skalaforhold nægter at indgå i et nemt og forudsigeligt forhold til krop og den forsvarer sig mod din vægt. Under værkets overflader ligger arkitektoniske verdener og antyder en skalamæssig

tvetydighed og et sårbart forhold mellem værkets dristige ydre overflader og den skrøbelige indvendige konstruktion, som understøtter dem.

Gisning, 2010/2011

Foto: Stamers Kontor

75 cm x 60 cm x 183 cm. Egetræ, messing, blank hvid maling. Hængslede støbeforskallingsformer.

Gisning opstod på baggrund af The Forgotten Follies of Sølyst, som blev støbt i ruintilstand i det skovklædte område ved slottet Sølyst.

Disse ”follies” bestod af en række overdimensionerede og sammenstyrtede klassiske arkitekturelementer støbt i hvid beton.

et spor efter disse spor – de støbeforme, der blev brugt til at fremstille The Forgotten Follies. Deres tomme indvendige rum har formet de gigantiske kannelurer og søjler i The Follies og indebærer et løfte om at genskabe dem et andet sted i fremtiden.

The Forgotten Follies of Sølyst var et sæt spor efter en fiktiv historie, som blev konkretiseret i bøgeskoven ved Jyderup. The Forgotten Follies blev revet ned og findes nu kun som et aftryk i underskoven og en mærkelig, overset hvid flage i skovbunden. Det eneste, der er tilbage nu, er

Foto: Stamers Kontor

I

side 31

DEN EVIGE FORANDRING

Snart står vi over for en stor forandring i den danske designbranche – fusionen mellem Danske Designere og DDA, som, hvis medlemmerne stemmer ja, er en realitet den 1. april.

Da det er vigtigt ikke at gå historieløs gennem verden, finder vi det på sin plads at give et historisk overblik.

Af Steinar Valade-Amland, direktør, Danske Designere

Den første gnist til Danske Designere bliver tændt lige efter 2. Verdenskrigs slutning.

Nok ikke tilfældigt. Så vidt vides, finder den egentlige etablering af Foreningen for danske boligkonsulenter – den første ”byggeklods” til det, der i dag er Danske Designere – sted den 29. april 1946. Dokumentationen består i, at der den dag er bogført en udgift på 33 kr. til ”anmeldelse til foreningsregister”. En ganske formidabel sum, taget i betragtning, at foreningens samlede indtægt det første år – ud over et ”etableringslån” på 100 kr. – var 125 kr. – fordelt på fem medlemmer. Medlemsbogen indeholder rigtignok seks navne det første år, men allerede den gang har det åbenbart været svært at kradse penge ind til driften. Og alligevel præsterer den lille forening et overskud på 15,60 kr. efter første års drift og rettidig tilbagebetaling af det optagne lån.

Møbel- og indretningsdesignere Fem år senere er de fem betalende medlemmer blevet til 100 aktive og tre håndfulde passive medlemmer. Den samlede omsætning nærmer sig med raske skridt firecifrede højder. Allerede i 1948 fremlægges det første arbejdsprogram for foreningen – opdelt i ”arbejdet indadtil” med fokus på honorarregler, uddannelsespolitik og rekruttering, dygtiggørelse af boligkonsulenter og udgivelse af et fagblad, og i ”arbejdet udadtil”, der handler om at ”søge kendskabet til boligkonsulenter udvidet”, formidling af boligkonsulenter til blandt andet kommuner, om at ”udbrede kendskabet til god boligindretning” og – allerede dengang – om at ”optage samarbejde med de andre nordiske lande på forskellig måde og eventuelt optage skriftlig kontakt med det øvrige udland, som for eksempel USA, England m.m.”.

Cirka samtidig opstår en parallel sammenslutning, nemlig Danske Møbeldesignere, en sammenslutning som i de efterfølgende år tæller kendte navne som Børge Mogensen, Kaare Klint, Finn Juhl og Verner Panton, Nanna Ditzel og Hans J. Wegner. Alle fulgte de med over i MMI og senere DD. Sidstnævnte designer var den længstlevende af ”de kendte” og var medlem indtil sin død i januar 2007.

Ganske naturligt opstår der nære relationer mellem de to foreninger, der efter årelangt samarbejde vælger at slå sig sammen til én forening i 1970 under navnet Foreningen af Møbelog Indretningsarkitekter, hvor medlemmerne får ret til at smykke sig med bogstaverne MMI. Noget tyder dog på, at der ud over ægte kærlighed også er tale om et fornuftsægteskab mellem to foreninger, der hver især har svært ved at få enderne til at mødes.

Grafiske og industrielle designere Langs en helt anden akse arbejder en gruppe grafiske formgivere – med blandt andre Austin Grandjean og Erik Ellegaard Frederiksen i spidsen – med at skabe et fælles fagligt rum, der i 1960 får form og format i skikkelse af foreningen Industrielle Grafikere i Danmark. Også her viser man sin høje faglige standard og integritet ved hjælp af tre bogstaver – IGD. Vi kender ikke de præcise optagelseskriterier, men som i de to foregående foreningers tilfælde er der tale om uddannelse og erfaring – som i dag – men nok allervigtigst om grundig bedømmelse af ens faglige præstationer baseret på de værker, man nu kan fremlægge. Vi befinder os stadig i en tid, hvor faglighed i allerhøjeste grad er knyttet til håndværket og den enkelte designers kunstneriske formåen.

Sådan kommer det også til at blive i den næste byggeklods – Industrielle Designere i Danmark – grundlagt i 1967, og hvori en væsentlig bestanddel er den lige omtalte forening af IGD’ere.

IDD, som både medlemmerne og den nye forening bliver kaldt, spiller en stor rolle i en tid, hvor både grafisk og industriel design får en mere central betydning end nogensinde. Dels fordi design og designerens rolle i løbet af det seneste tiår ganske stille er flyttet ud af snedkerierne og ind i industrivirksomhedernes udviklingsafdelinger.

Designs værdi bliver ikke længere ”kun” målt i æstetik og den gennemsnitlige danskers adgang til gode møbler og andre boligprodukter, men i nymodens begreber som konkur-

side 32

side 33

Danske Designere og DDA fusionerer og bliver til Danish Design Organization – DDO

1.

APRIL 2012 2009

IDD og MMI fusionerer og bliver til Danske Designere – DD – en af de første multidisciplinære designforeninger i verden

1995 1970

Etablering af Industrielle Designere i Danmark – IDD. IGD indlemmes i den nye forening

Foreningen for Danske Boligkonsulenter og Danske Møbeldesignere fusionerer og bliver til Foreningen af Møbelog Indretningsarkitekter – MMI

1967 1960

Etablering af Danske Møbeldesignere

Etablering af Danish Design Association – DDA

Danske Designere

Etablering af Industrielle Grafikere i Danmark – IGD

1948 29.

APRIL 1946

rencekraft og rationaliseringsgevinster. Samtidig er branchen lille og eksklusiv – noget IDD i særdeleshed bliver kendt for; det gode, men for de fleste uopnåelige selskab.

MMI er en mere åben og IDD en mere eksklusiv forening, men begge står de overfor den samme udvikling i samfundet. Designernes rolle bliver vigtigere og forståelsen for design finder rodfæste. I en årrække er der ingen formelle samarbejder – udover repræsentation i fælles fora – men givetvis en meget stor grad af uformel kontakt mellem de to foreninger. En kontakt, som op igennem firserne leder til samtaler om samarbejde og udnyttelse af fælles interesser.

Disse samtaler resulterer i, at MMI i 1992 rykker ind på etagen under IDD’s sekretariat i Fredericiagade.

Etablering af Foreningen for Danske Boligkonsulenter

I tre år bor IDD og MMI i samme bygning, inden tiden i 1995 er inde til at smide kulturelle og faglige forskelle overbord – sammen med de både værdi- og betydningsfulde bogstavskombinationer MMI og IDD. Efter års gensidigt bejleri, og i tråd med, at der på Danmarks Designskole bliver indført en ny struktur med fire ligeværdige områder; møbel, produkt, grafisk og indretning, bliver der i starten af 1995 indledt reelle forhandlinger om en sammenlægning til én organisation for at spejle den udvikling, man ser både på uddannelsesområdet og ude i markedet.

Danske Designere bliver født en dag i juni 1995, hvor både MMI’s og IDD’s generalforsamlinger enstemmigt tilslutter sig en fusion og en ny fælles bogstavskom-

bination som synligt bevis på medlemmernes tilhørsforhold – mDD. Fra start er Danske Designere en anseelig organisation målt i medlemmer, såvel som faglig anseelse og indflydelse. 700 designere udgør en af verdens første tværfaglige designorganisationer – og det oven i købet i en af verdens førende designnationer. Et bedre udgangspunkt er få andre designforeninger forundt.

Danske Designere flytter ind i nye lokaler i Vestergade i indre by, og de to foreningers generalsekretærer følger med. Sammenlægningen fører til vækst og ny energi, og medlemstallet vokser til 1.000 i løbet af fem år. Foreningens bestyrelse tager beslutning om at implementere en ganske ambitiøs strategi, som i løbet af de sidste par år er blevet udarbejdet af foreningens bestyrelse og medlemmer i fællesskab. Strategien kalder på vækst og professionalisering, større fokus på eksterne relationer og politisk indflydelse samt synliggørelse af foreningen og dens medlemmer som et af de vigtigste succeskriterier.

Endnu et paradigmeskift Så kunne man være flabet og sige, at resten jo er historie – men den duer naturligvis ikke i et historisk tilbageblik. Så hellere, at resten er den del af historien, mange af informs læsere allerede kender. Derfor et lille skift til det rationale, der – i forlængelse af foranstående historik – tegner foreningens aktuelle situation.

Designbegrebet og designs rolle har antaget konstant skiftende karakter i løbet af de efterhånden 65 år, der er gået, siden det første kim til det, vi er i dag, blev lagt. Og det mest bemærkelsesværdige – om end mange vil sige ”det skulle da bare mangle” er, at designernes egne organisationer har formået at forny sig løbende i takt med fagets, begrebets og markedets udvikling.

Det paradigmeskift, vi står overfor, kommer derfor i naturlig forlængelse af de mange foregående – og alligevel så har vi at gøre med noget ganske andet. Indtil nu har faglige miljøer med deres kærlighed til og spidskompetencer inden for forskellige discipliner fundet sammen i erkendelse af, at deres fagligheder måske alligevel ikke var så væsensforskellige. Det, vi nu står overfor, er, at en forening bestående af individuelle udøvere af en ofte ret præcist defineret metier er ved at fusionere med en forening bestående af virksomheder, hvis produkt er en stribe ret forskellige ydelser bestående af design og designrådgivning samt en hel række omliggende og beslægtede ydelser. Det historisk interessante er derfor nærmest, at vi ikke længere ser en forening af udøvere for os, men af udbydere.

Alle designbranchens aktører mødes Hvad kan en sådan forening så rumme – som de to eksisterende ikke kan? Hvis nu Danske Designere helt overordnet set har været det, man kan kalde en faglig interesseorganisation, kan man lidt karikeret sige, at Danish Design Association i mere udtalt grad har været en erhvervspolitisk aktør med mandat fra designbranchen. Med det udgangspunkt kan og skal den nye spiller på banen være det sted, hvor den faglige diskurs og den kritiske stillingtagen til, hvad design kan og er, mødes med den viden og de erfaringer om, hvad det indebærer at være en professionel udbyder af designbaserede ydelser. Ligesom den skal sikre, at private og offentlige virksomheder, myndigheder og politikere kommer til at regne design for noget, der også gavner dem, deres kunder og bundlinje, men også velfærden, væksten og verden i øvrigt.

Begge dele har vi gjort hver især, men med de meget begrænsede ressourcer vi også har været nødt til at tage hensyn til. Det giver derfor sig selv, at begge dele også vil kunne gøres bedre med fælles indsats. Dermed har vi nu en mulighed for at skabe en fælles platform, hvor alle designbranchens aktører mødes – uafhængigt af tilgang og størrelse – og hvor omverdenen kan føle sig stensikker på, at de har henvendt sig det rigtige sted.

Meget begavet er sagt om forandring: nothing is constant but change af den græske filosof Heraclitus, to improve is to change – to be perfect is to change often af Winston Churchill og when you’re finished changing, you’re finished af Benjamin Franklin. Men et af de bedste citater om forandring er et, man ikke kender oprindelsesmanden eller -kvinden til, men som helt klart refererer til Charles Darwin’s Survival of the Fittest: Det er ikke nødvendigvis den stærkeste, der overlever, eller den mest intelligente – den, der overlever, er den, der er bedst til forandring.

I

side 34

I MIN TID …

DANSKE DESIGNERE ER RESULTATET AF EN FUSION MELLEM MMI (MØBEL- OG INDRETNINGSDESIGNERE) OG IDD (INDUSTRIELLE OG GRAFISKE DESIGNERE), SOM BLEV EN REALITET I 1995. DD HAR HAFT SEKS FORMÆND, OG VI HAR BEDT DEM OM AT SVARE PÅ ET SPØRGSMÅL, SOM HAR VÆRET ESSENTIELT FOR HVER AF DEM I DERES FORMANDSTID.

side 35

KIM PAULSEN, FORMAND 1995–1997 Hvad har DD som multidisciplinær organisation betydet for samspillet mellem designdisciplinerne?

Tanken med at sammenlægge MMI og IDD var at markedsføre vores fag på mere slagkraftig vis – nu var vi alle designere. Vi kom da også med i den daværende regerings referencegruppe til udformningen af en dansk designpolitik, og vi blev internationalt rost for vores fælles forening af designdisciplinerne. Vi var forbillede for rigtig mange nationale som internationale organisationer.

På foranledning af daværende designchef, Jytte Ulrich, Novo Nordisk, skabte vi de meget besøgte Designers Saturdays, hvor kunder og designere kunne mødes, tale sammen, lære hinandens holdninger at kende. Mange samarbejdsaftaler og langvarige relationer blev indgået som følge af disse arrangementer.

Det hele handlede i virkeligheden om at ”nedbryde barriererne” imellem købere af design og designerne. Og den historie handler vel stadig om det samme. Oplysning. Kommunikation. Respekt.

Det er mit absolutte indtryk, at vi alle har opnået stor gensidig respekt selv i takt med udviklingen af flere og flere discipliner fra de tre ”klassiske”, møbel-, produkt- og grafisk design til bl.a. corpo-

rate design, interaction design, strategisk design, brugercentreret design og mange flere.

Jeg tror meget på endnu en ny disciplin, socializing design, som bl.a. INDEX: Design to improve life® anvender til deres større møder (de kalder det mingling).

Dér ryger nogle barrierer, og nye relationer opstår.

Og så glæder mig meget til den forventede og ønskværdige fusion af DDA og Danske Designere. Der skal knald på, held til og store, stærke visioner til at holde os på toppen. Designprocessen skal være til stede i alle hjørner af samfundet om senest ti år.

Held og lykke – og tak for ordet.

PS: I Danmark har vi mange foreninger.

Eksempelvis djøf’ere. Medlemmerne er økonomer, jurister og andre med en samfundsvidenskabelig eller erhvervsøkonomisk uddannelse. De er nu 70.000 medlemmer – og bliver hørt. Kan vi lære noget? Det er bl.a. dem, der skal aftage vores ydelser. Samarbejde?

FREDERICK RICKMANN, FORMAND 1997–1999 Hvilken betydning har DD haft internationalt – og hvad har det givet foreningen?

Danske Designeres fusion af flere designdiscipliner i én faglig organisation blev i 1995 en international katalysator på to planer; dels for andre designforeninger på verdensplan, dels for promovering af DD’s medlemmer. DD’s tilblivelse blev en fremtidsvision, der blev hørt og efterlignet i årene derefter.

Fusionen satte også skub i DD’s mål for at bringe danske designere ud i verdenen som virksomheder. I slutningen af 90’erne lancerede DD et promoveringsprogram af medlemmernes formåen med bl.a. brochurer og CD´er til samtlige danske ambassader. Der blev afholdt DD seminarer i Singapore, Hong Kong, Tokyo (flere gange) og Taipei (endnu flere) for at promovere medlemmerne. På det tidspunkt var det udelukkende DD, i partnerskab med Invest in Denmark, der viste det danske design flag i udlandet.

International promovering var ikke et af Dansk Design Centers formål.

Indsatsen kulminerede med ”The Copenhagen Accord” i 1999, hvor vicepræsidenten for China External Trade Council fløj til København og på rådhuset underskrev en aftale med DD. Dokumentet gav

danske designere en førende position i udviklingen af design for taiwanesisk industri. Aftalen blev fulgt op af workshops for DD’s medlemmer og asiatiske designere både i Danmark og Taiwan.

Flere virksomheder fra Østen besøgte Danmark for at oprette et design samarbejde.

Men for meget for hurtigt. Den næste DD bestyrelse aflyste aftalen kort tid derefter. Siden har DD’s internationale profil fokuseret på, at DD’s repræsentanter deltager i designkongresser. International promovering af DD’s medlemmer er stort set overdraget til Dansk Design Center og andres initiativer.

side 36

MARIANNE FRANDSEN, FORMAND 1999–2002 Hvilken betydning har DD haft i forhold til designbegrebet – og hvad har det givet foreningen?

I ”Designmaskinen” fra 1999 står der, ”at selve ordet ”design” kan føres tilbage til 1588, hvor det figurerer i Oxford English Dictionary og defineres som en af mennesker udtænkt plan eller skema for noget, der skal udføres”. Så kan design ikke beskrives bredere. Her er ordets betydning både materielt og immaterielt.

Det var før industritiden, før samlebåndet. I det tyvende århundrede blev det åh så vigtigt at specialisere, hvilken type design man var i, industriel, grafisk, kommunikation, rum, møbel … Uddannelserne inddeltes derefter og således også organisationerne.

Sammenlægningen af IDD og MMI, som blev til DD i 1995 betød, at vi blev en af de første samlede designorganisationer i verdenen. Vi kunne gå til institutionerne repræsenterende alle disciplinerne.

En ikke planlagt sidegevinst var, at designbegrebet blev udvidet, som det blev i løbet af tiden. I dag er strategisk design, logistik, proces og servicedesign selvfølgelige udvidelser af designbegrebet.

Det har styrket DD, at designbegrebet er blevet bredere, og fra DD har det fået en positiv betydning for omverdenen, at vi

side 37

nærmer os den oprindelige definition fra 1588.

Og vil selvfølgelig forstærkes ved sammenlægning af DD og DDA!

LISE VEJSE KLINT, FORMAND 2002–2006 Hvilken politisk betydning har DD haft – og hvad har det givet foreningen?

Sammenlægningen mellem IDD og MMI i 1995 gjorde det muligt at indgå en dialog med det politiske miljø på vegne af en samlet designbranche og med betydeligt større pondus end tidligere.

Danske Designere har så også udnyttet det ”window of opportunity”, som opstod i og med, at sammenlægningen fandt sted på et tidspunkt, hvor det politiske liv var ved at få øjnene op for designs potentiale.

Den første egentlige designpolitik blev fremlagt i 1997 og både i forhold til den og til en række efterfølgende designpolitiske udspil har Danske Designere haft indflydelse i en grad, som mange andre organisationer – og i særdeleshed af DD’s størrelse – har misundt os.

Ligeledes har foreningens ”manifest” haft stor betydning for den politiske design agenda. Men løbende kontakt til det politiske miljø, ministerier og styrelser – og alle de andre, der er med til at skabe rammerne for designerhvervets udøvelse – kræver mange kræfter. Der er en direkte sammenhæng mellem de ressourcer, man kan stille til rådighed og den indflydelse, man får på fremtidens designpolitik. Derfor giver det håb om et endnu mere markant fingeraftryk på dansk politik, når DDA og DD nu tager hinanden ved hånden og fortsætter arbejdet i samlet regi.

PERNILLE GRØNBECH, FORMAND 2006–2010 Hvilken betydning har DD haft for medlemmerne personligt, professionelt og politisk?

Danske Designeres direktør, Steinar og undertegnede drog engang en tur rundt på Christiansborg, hvor vi holdt et utal af møder med en række politiske ordførere fra hele det politiske spektrum.

Som medlem af DD kan man godt give sig selv et klap på skulderen over at have bidraget til, at politiske partier i dag nævner design som en af løsningerne til vækst og udvikling, eller at EU i sin grønbog om en europæisk designpolitik citerer DD. Foreningens ti-årige indsats for at få politisk indflydelse er i den grad lykkedes.

Men Borgen og EU kan være en meget fjern størrelse, når man sidder mandag morgen på tegnestuen.

I 2008 tog vi vores egen medicin og så en ekstra gang på foreningens kernekompetencer, hvad angik støtten til medlemmerne professionelt og privat. Dette førte til konkrete tiltag som fx fornyelse af foreningens website og nyhedsbreve samt udviklingen af en mentorordning.

Men noget så basalt som en samtale med Steinar kan stadig være den afgørende forskel for skærpelsen af ens kernekompetencer eller udviklingen af en

ny forretningsmodel.

Vi valgte ligeledes at holde fast i noget så old-school som et medlemsblad – trykt på papir! At få inform ind ad brevsprækken holder ikke bare én ajour med designs nye veje, men er også et – lækkert – håndfast tegn på medlemskabet af DD. Fusionen med DDA vil uden tvivl styrke arbejdet med de tre p’er – støtten og udviklingen af design og designere, både personligt, professionelt og politisk.

KAREN BLINCOE, FORMAND 2010–2012 Hvilken betydning får fusionen af DD og DDA for medlemmerne, branchen og politisk set?

Danmark er et lille land. Den danske designbranche er ligeså. At have to designforeninger fremmer ikke branchen som helhed. Der bruges energi på de samme områder, når man i stedet kunne supplere hinanden og nå bredere og meget stærkere ud til branchens stakeholders. Disse omfatter erhvervsvirksomhederne, politikerne, offentlige og private institutioner, designuddannelserne, samt det danske og det internationale samfund generelt.

At have en slagkraftig, stærk, dynamisk designorganisation, som spænder over hele designfeltet fra de individuelle, udøvende designere, enkeltmands-virksomhederne, de større designvirksomheder, virksomheder, der arbejder med designudvikling, uddannelsesinstitutioner, studerende, ansatte mv. er oplagt.

Designfeltet er til stadighed i forandring, og skal dansk design profilere sig stærkt i indland og udland, gøres det bedst gennem et samlet tiltag.

Den nye designorganisation forpligter sig til at servicere og levere relevante ydelser til alle medlemsniveauer og skabe netværker blandt medlemmerne, partnerne og andre stakeholders i indland og udland. Designerne skal fremtidssikres, kompetencerne skal skærpes, og uddannelserne skal gøres mere kontemporære og avancerede.

Den nye regering har i deres valgløfter sat fokus på design som et væsentligt satsningsområde, der skal promovere dansk erhverv og industri. Der er udarbejdet en 20/20 vision for dansk design. Det skal der følges op på, og initiativer skal igangsættes til fordel for designerne og designvirksomhederne.

Visionen for den nye organisation Danish Design Organization, er derfor at skabe en slagkraftig, stærk, innovativ, dansk designbranche, der kan gøre sig gældende i alle samfundslag i Danmark og i udlandet. Dansk design har noget værdifuldt at byde på, som omfatter hele designspektret, og de værdier skal udvikles og promoveres.

I

side 38

side 39

Kommentar Af Af Poul Rind Christensen, professor, Designskolen Kolding, Head of Centre for Design, Culture & Management

Designerens nye klæder I 2010 blev designskolerne i Kulturministeriets regi forskningsakkrediteret. I slutningen af 2011 blev alle designuddannelser og designforskningen samlet i Uddannelsesministeriet.

Resultaterne af, at alle forskningsmiljøer i design er kommet under samme tag, har vi til gode, men det er både lovende og udfordrende.

Det er lovende, fordi designuddannelser og forskningsmiljøer med forskellige faglige traditioner nu får mulighed for et tættere samspil, og grunden er lagt til fælles initiativer på forskeruddannelsernes område. Det er udfordrende, fordi forskningen ved Kulturministeriets designuddannelser kan få det svært i konkurrencen med mere garvede forskningsmiljøer, som kender de uskrevne regler, der befordrer ansøgningskapaciteten ved de akademiske forskningsfonde, og ikke mindst fordi det vil ”disciplinere” forskningen ved designskolerne. Det kan være sundt nok, men faren er, at meriteringskapløbet vil skabe en kløft mellem forskningen og det kunstneriske udviklingsarbejde.

Hvis designforskningen skal bevare sin egenart og sin nytte for designerhvervenes praksisudvikling, er der brug for præcis det modsatte – at bringe den kunstneriske udviklingsvirksomhed og forskningen i tæt samspil. Det vil styrke samspillet mellem det, den franske designforsker Hatchuel kalder, konceptuel og analytisk vidensudvikling. Medens den analytiske forskning skaber viden om det, som er skabt, giver konceptuel viden indsigt i fremtidens praksis og muligheder.

På Designskolen Kolding bruger vi begrebet udviklingsdreven forskning for at betone denne læringscirkel mellem kunstnerisk udviklingsarbejde og forskningen ved skolen. Heri gemmer sig en mulig forskningsmæssig innovation af stor betydning for designerhvervet og et fornyende bidrag til forskningens traditionsrige hovedspor. Men det kræver en entreprenant og forskningsstrategisk indsats i ministeriet, som man kun kan krydse fingre for.

Under tre overskrifter, som kendetegner designforskningens forskellige roller for praksis: forskning om design; forskning for design og forskning gennem design, gives her nogle få glimt af samspillet: I forskningen om design søges indsigt i de kulturelle og samfundsmæssige rødder for designprofessionens praksis og de udfordringer, designeren står overfor, når den kontekst ændrer sig.

Danske designere udfordres i disse år af en kraftig forvandling af det danske samfund. Den er lige så vidtrækkende som overgangen fra håndværks- til industrisamfund. Den omdefinerer opfattelsen af design og designfagets rolle i samfundet.

Dagens designer skal fx i stigende grad kunne arbejde i åbne virksomhedsnetværk, hvor ikke blot brugerne skal inddrages i designprocessen, men også aktører, som fx underleverandører, vidensunderstøttende partnere og virksomhedens netværk af datterselskaber. Brugen af digitale medier øger behovet for interaktionsdesign og medfører, at virksomhedens måde at organisere sig på skal medtænkes i designløsningerne. Det sker i stigende grad i en global kontekst.

Forvandlingen rummer også en overgang til nye konkurrenceformer. Vi skal konkurrere på viden, innovation og kreativitet, siges det. Vi er m.a.o. på vej fra et samfund domineret af en industriel ledelsestankegang til et samfund præget af en entreprenøriel og innovativ ledelsestilgang. I denne omstilling ses med nye øjne på værdien af design. Det gælder ikke mindst den kreative praksis, hvormed danske designere løser problemer. Denne praksis ses som værdifuld for såvel virksomheder og organisationer, som ønsker at styrke deres innovation og forretningsudvikling, som for kreative løsninger for samfundet.

På den anden side skal dansk designpraksis og danske designløsninger i stigende grad gøre sig gældende i kulturer med andre praksisformer og værdier. På Designskolen Kolding har vi et projekt, der har som formål at belyse designpraksis i globale, multikulturelle virksomheder. Spørgsmålet er, om den kulturelle mangfoldighed i organisationen fremmer eller hæmmer kreative designprocesser. Vi søger bl.a. svar på, hvorledes den kulturelle diversitet præger organisering og ledelse af innovations- og designprocesser.

Forskningen for design bidrager til udviklingen af designfaglige metoder, koncepter samt teorier og modeller som støtter udviklingen af det praktiske designarbejde. Det sker bl.a. gennem følge- og aktionsforskning, hvor designfaglig praksis udfordres og inspireres i samarbejde med designere, fx i projekter om design med nye materialer og teknologier, projekter om co-design, samtaleværktøjer, metodeudvikling og koncepter for brugerinddragelse og brugerstudier.

Forskning gennem design bringer designfagets metoder i spil i forskningsprocessen. Det handler om at bruge designfagets praksis og den praksisbaserede designforskning til vidensudviklingen gennem eksperimentelle og formgivende metoder, visualiseringer mm. I sidste ende drejer det sig om, hvorledes den praksisbaserede designforskning kan bidrage til teoriudvikling, skabe lærings-cirkler mellem forskellige forskningstraditioner og nye måder at skabe anvendelsesorienteret indsigt på.

På Designskolen Kolding gennemføres fx et Ph.D. studie på Kolding Sygehus. Gennem et spil giver de indlagte børn udtryk for følelser, de ikke kan sætte ord på. Dermed skabes indsigt i børnenes følelsesliv på patientrejsen. Det har stor praktisk værdi for personalet og deres udvikling af angstdæmpende tiltag. Men det har også stor betydning for det analytiske forskningsarbejde, idet spillet bidrager med teoriudvikling,

som ikke kan genereres på anden vis.

Designerne skal have nye klæder. Det får de gennem et styrket samspil mellem praksis og forskning. Det er vigtigt, at designskolerne beriger forskningsverdenen og designerhvervets udvikling ved at styrke samspillet mellem det kunstneriske udviklingsarbejde og forskningen.

Hvis derimod designforskningen adskilles fra den designfaglige praksis og det kreative kunstneriske udviklingsarbejde, så bliver designernes nye klæder i praksis let at ligne med kejserens.

ting side 40

Multihus Huset, som ligger i Vennesla, Norge, fungerer både som kulturhus, undervisningssted og offentligt rum. Design: Helen & Hard.

FYRAFTENSØL OG FARVEL Hvis medlemmerne siger ja til fusionen mellem Danske Designere og DDA ved de ekstraordinære generalforsamlinger den 29. marts, betyder det også et farvel til foreningens direktør gennem 11 år Steinar Valade-Amland. Steinar har valgt at benytte lejligheden til at søge nye udfordringer, hvilket betyder, at han ikke bliver en del af ledelsen i den nye Danish Design Organization, DDO. Derfor – kom og drik en fyraftensøl og sig farvel til Steinar, når vi holder Åbent Hus den 30. marts kl.

16 – 18 i Arkitekternes Hus, Strandgade 27A, 1401 København K. Venlige hilsner Danske Designere

Læs interview med Steinar her: danishdesigners.com/