TAKE 54

take: take: Udgaf Udgives ives afNSK DANSK DA E FILEMIN FILSTR MINUK STR UKER TØRER TØR Juli92009 Juli 200

Udve Ud gi gisve afs af DADA NS KE NS KE FI LM FI LM INRU IN ST ST RU KT ØR KT ØR ER ER JU20 JU LI LI 11 20 11

TEMA:

En verden uden et filminstitut 1

U

Ju

LEDER

Professionel (af latin ”professio”: levevej, erhverv, næring; branche; håndtering, bestilling, profession; fag). Som tillægsord bruges ”professionel” oftest om en persons arbejde, og som navneord om en sådan person, ”en professionel” i et fag.

I daglig tale anvendes professionel overvejende på to måder: 1. Adskillelsen af indlærte færdigheder fra autodidakte færdigheder: Den, der er skolet i praktiske færdigheder, arbejdsetik og -disciplin vs. udøveren af en fritidsbeskæftigelse, en amatør.

2. Synonymt med at udøve betalt, faglært arbejde.

Kilde: Wikipedia Det vil sige, hvis jeg stiller spørgsmålet: Hvornår er du sidst blevet ordentligt betalt for dit udviklingsarbejde? Så svarer du: Hver gang.

For du er en professionelt arbejdende instruktør, og som sådan bidrager du med filmens vigtigste kapital: Visionen.

Branchen, DFI og filmens tilblivelsesvej er blevet stadig mere strømlinet og skemabaseret i løbet af de sidste 20 år. En stigende professionalisering kan man kalde det. Alt sammen ganske forståeligt og tilrådeligt når det drejer sig om forvaltningen af offentlige penge.

Resultatet er dog, at værdien af filmens vigtigste kapital, det kreative arbejde, langsomt er gledet i baggrunden, samtidig med at den administrative del af processen er vokset. For visioner og kreativitet er ikke umiddelbart målbare størrelser og passer dårligt ned i excel-ark og økonomiske afrapporteringer.

Instruktørens kreativitet, stædighed og engagement er fantastiske egenskaber: Den film man er igang med at lave, er på et hvert givet tidspunkt den vigtigste film i universet, og man er ofte villig, som en anden idealistisk blåøjet Luke Skywalker, til at gå igennem ild og vand for filmens skyld. Bagsiden er, når det skaber og har skabt dårlige vaner hos vores samarbejdspartnere, producenterne og DFI: For nogle år siden fandt vi ud af, at DFI i deres informationsmateriale til nye konsulenter havde følgende sætning stående som et godt råd: “instruktører forudsættes at arbejde gratis under udviklingen”. Selvom det blev rettet prompte, da vi overfor DFI reagerede på det, viser det en tendens om, at dansk films offentligt støttede og mest magtfulde instans i en periode aktivt understøttede en branchepraksis, som underkender værdien af filmens vigtigste kapital.

Den indstilling er dog heldigvis ved at ændre sig. Vi har i bestyrelsen i det forløbne år været i løbende dialog med DFI om dette og mange andre emner. Dels under filmforligsforhandlingerne og efterfølgende angående implementeringen af forliget. Et genkommende punkt ved møderne har været instruktørens vilkår under udvikling. Et af resultaterne af det nye filmforlig er, at DFI har meldt ud, at de vil bruge 10% af støttemidlerne til udvikling, og ledelsen har overfor os tilkendegivet, at man har indstillet til konsulenterne, at de skal være med til at italesætte instruktørens løn.

Vesterbro, 2007

DANSKE FILMINSTRUKTØRER Nørre Voldgade 12, 2th 1358 • København K. Tlf: 33 33 08 88 • Fax: 33 33 08 80 mail@filmdir.dk • www.filmdir.dk

Redaktion

Birgitte Stærmose • Martin Strange-Hansen • Christina Rosendahl

Design

Benny Box • bennybox@bennybox.dk • www.bennybox.dk

Tryk

Glumsø bogtrykkeri A/S • Oplag / 600

Ansvarshavende redaktør Martin Strange-Hansen 2

Forside foto Fotograf Kevin Lanthier, RK Studio

Men - hvis du som instruktør ikke selv husker at værdisætte dit arbejde, kan du være sikker på, at andre heller ikke gør det! Og det er netop her, du skal tænke på dig selv som et professionelt menneske. Det vil sige, at du selv tager stilling til omfanget og værdien af dit arbejde i filmens næste forløb. Før du går i gang forstås.

Husk også på, at du som instruktør ikke behøver at være tilknyttet et produktionsselskab i manuskriptfasen. I den fase er produktionsselskabets eneste opgave at administrere de penge, som DFI har tildelt dig og dit projekt. Det er således ikke et krav fra DFI’s side, at du er tilknyttet en producer eller et produktionsselskab.

Derfor skal man som instruktør glemme Luke Skywalker (han ligger alligevel og kravler rundt i sumpene på Dagobah, eller får hånden hugget af - af sin far).

I stedet skal man være mere som Han Solo: Vide hvad man er værd og handle derefter. Det er også det Kill your darling betyder: at man skal være klar til at gå fra projektet eller fra selskabet, hvis forholdende ikke er i orden.

Eller som Han Solo ville sige: “I’m not in it for you, Princess. I expect to be well paid”.

Forza

Martin Strange-Hansen, Formand

Take er både et informationsblad og et debat-forum for aktuelle fi lmpolitiske diskussioner.

Alle indlæg er velkomne.

Næste deadline: 10. august. Redaktører: Søren Kragh-Jacobsen & Klaus Kjeldsen

3

Et par ord fra Redaktøren På denne side tager jeg så formandshatten af. Skifter til redaktørhatten og dykker ned i et felt, som har fascineret mig, siden tilblivelseshistorien om Clerks første gang pirrede min nysgerrighed. Her var en spillefilm, som var skabt helt udenfor det gængse system: Instruktøren Kevin Smith overtrak alt hvad han havde af creditcards og filmede om natten i den døgnkiosk, han arbejdede i om dagen. En ægte independent-film, lavet udenfor systemet.

Independent-filmen har på den udenlandske bane gennem tiden resulteret i film, som har været veritable game-changers. Film som har rystet og inspireret den etablerede branche. Blair Witch Project, Reservoir Dogs, Paranormal Activity, El Mariachi, The Evil Dead, Slacker og Sex Lies & Videotapes for at nævne nogen få. Film, hvis vitalitet og vovemod er forbundet med, at de i deres tilblivelse udfordrer det gældende filmsystem.

I Danmark har udviklingen ikke helt været den samme. Vi har ikke på samme måde en tradition for en reel independent-scene i Danmark. Det skyldes til dels branchens lidenhed, og dels at vi har ”verdens bedste filmlov” (populært kaldet), som støtter både det brede og det smalle. DFI finansierer film, som i USA givetvis ville være nødsagede til at gå independent-vejen. Vi er altså dybt priviligerede i Danmark.

I Danmark laves også spillefilm udenom DFI, så det er hverken utænkeligt eller umuligt. Ofte er der dog tale om debutspillefilm, så det er ofte et nødvalg for at få lavet sin film.

Men langt størstedelen af alle danske film indtænker DFI som en automatisk grundfaktor fra starten af processen. En klart faslagt proces fra idé til biograf, næsten som en vane.

De senere år har budt på en demokratisering af mediet, så alle med det rette drive og den rette ide for få midler kan lave en spillefilm. Det har dog ikke betydet en flodbølge af low budget mesterværker, for selvom filminstruktør ikke er en beskyttet titel, så er det et fag som kræver talent, håndværk og artistisk styrke.

Derfor er det interessant, når etablerede instruktører for hvem DFI er en naturlig partner bryder med vanen: Christoffer Boes nye spillefilm Beast er optaget på en udviklingsbevilling på 200.000 kr. I Christoffers lejlighed. Alle på filmen inkl. hold og spillere indgik en fællesskabsaftale om samme dagsløn uanset funktion - 500 kr. om dagen. Linda Wendels One-Shot tog konsekvensen af det ikke-eksisterende budget og skar med sin konsekvente udførelse, optageperiode og efterarbejdsperiode ned til et absolut minimum. Kaspar Munk (se interview) har med You and me Forever valgt at starte optagelserne uden DFI for at have større procesfrihed. Opbrud med vanetænkning vitaliserer.

Vi vil derfor i dette nummer af TAKE beskæftige os med en verden uden et filminstitut. Ikke for at forkaste noget, men for at inspireres af andre tilgangsvinkler.

Set fra undergrunden, hvor vejen til Gothersgade er lang. Set fra udlandet, hvor verdens bedste filmlov ikke gælder. Og fra en position hvor vejen udenom systemet er et kunstnerisk valg.

God fornøjelse, og god sommer.

Strange

4

5

6

Under Radaren Interview med David Noel Bourke til Take

Inspireret af 1990’ernes amerikanske independent-film har den irske instruktør David Noel Bourke siden 2001 lavet to spillefilm, Last Exit og No Right Turn, uden for de gængse, danske rammer.

Af Eva Novrup Redvall

7

Last Exit og No Right Turn. Filmene kan købes hos både danske og internationale dvd-forhandlere på nettet, og coverne ligner et hav af andre genrefilm med solide budgetter bag sig. Men skinnet kan bedrage. Som David Noel Bourke fortæller, da vi mødes for at tale om hans tilgang til at lave film uden for de gængse kanaler, havde Last Exit et budget på 10.000, hvoraf det meste gik til pizza. Begge film er lavet på trods af alt. Når han ser tilbage, vurderer han, at hvis han vidste, hvad han ved nu, var han måske aldrig gået i gang. Han ville helt enkelt bare lave film. Som han nøgternt konstaterer: Ignorance is bliss.

David Noel Bourke er født i Irland, og oprindelig var hans drøm at blive skuespiller. Med årene begyndte han også at skrive manuskripter, og da han flyttede til Australien, tog han kurser i både skuespil og manuskriptskrivning. I Australien mødte han sin danske kone, som fik lokket ham med til Danmark. Derfor har han siden 2001 haft base i København, hvor han indtil nu har indspillet to spillefilm på egne præmisser.

Først Last Exit med Gry Bay i hovedrollen. David Noel Bourke beskriver selv filmen som en ”raw, splattery story”, og en amerikansk kritiker har kaldt den ”possibly the best bang-for-the-buck in cinema history”. Efter den lavede han No Right Turn, som på dvd’en præsenteres som en moderne film noir med et twist af 70’ernes stil og pulp-romanernes karakteristika.

Independent-inspiration David Noel Bourke beskriver selv Last Exit som en undergrundsfilm. Den er filmet over ti dage på dv og siden klippet på en tidlig version af Adobe Premiere. Filmen udsprang af David Noel Bourkes lyst til bare at gribe kameraet og gå i gang efter at have hørt alle historierne fra den amerikanske independent-scene med titler som Kevin Smiths Clerks og El Mariachi af Robert Rodriguez. ”Det var meget inspirerende at vide, at de bare var gået i gang med at lave film. Jeg havde også lyst til at lave en film, om ikke andet fordi det kunne være sjovt. Jeg vidste ikke noget om, hvordan man gør, men jeg fik nogle skuespillere med på idéen, og så gik vi i gang. Og det var helt sikkert en god læreproces,” fortæller David Noel Bourke, som ikke mindst fik en ahaoplevelse, da han selv klippede de 30 timers materiale til den færdige film. Han havde ingen erfaring med at klippe, og det var en åbenbaring at opleve, hvor meget klipningen også handlede om at fortælle historien. Som han i bagklogskabens lys konstaterer med et overbærende smil, blev han på grund af sin begejstring måske lovligt grebet af at eksperimentere med klipningen, men han lærte meget af det.

Last Exit blev skudt på engelsk, og som David Noel Bourke konstaterer, har det i høj grad været medvirkende til, at den har fået et internationalt liv. Filmen blev vist i Cinemateket og på nogle festivaler, og pludselig henvendte en amerikansk distributør sig. ”Jeg blev meget overrasket over, at der var interesse for at udgive filmen på dvd. Den er jo virkelig lavet for et lille budget, men det var dér, det gik op for mig, at der er et nichemarked for

8

”Da jeg gik i banken for at låne penge til at lave film for, fik jeg afslag. Da jeg kom igen for at låne penge til en ny bil, måtte jeg gerne låne..” det meste. I hvert fald hvis det er på engelsk. Det handler meget om at afstemme sine forventninger, når man går i gang med en film. Det er klart, at en film som Last Exit har ’rough edges’ og ikke havner i de danske biografer, men den kan så noget andet.”

Engagement og momentum Erfaringerne med Last Exit gav David Noel Bourke større ambitioner. Det viste sig imidlertid at være svært at få penge til at bakke dem op med, og han endte med at skaffe midlerne til at gå i gang med et nyt projekt ved at gå i banken og låne penge til en bil. ”Da jeg gik i banken for at låne penge til at lave film for, fik jeg afslag. Da jeg kom igen for at låne penge til en ny bil, måtte jeg gerne låne.

Jeg brugte så pengene til at lave film for – og jeg betaler stadig af på lånet.”

Han gik i gang med optagelserne til filmen i 2006. Denne gang fik holdet et mindre honorar for hele projektet, som i første omgang blev skudt over en måned, men siden havde supplerende optagelser. I en af filmens scener er der således fire år mellem forskellige skud.

Som man kan læse på hjemmesiden for David Noel Bourkes selskab Last Exit Productions, var der ikke så få udfordringer undervejs. Vinteren var den koldeste længe, skuespillerne og holdet var syge på skift, Laura Bach (som nu er kendt for TV 2s Den som dræber) fik lungebetændelse og viste sig også at være gravid, hvilket ikke var optimalt i forhold til hendes krævende rolle. Projektet blev en test af alles engagement, og igen lærte David Noel Bourke meget af processen. Ikke mindst om betydningen af at holde momentum. ”Folk investerer deres tid og energi i projekter som de her, fordi alle håber på at blive eksponeret og få penge til at lave den næste film

for – eller på at få penge for at lave den næste film. Alle vil gerne have, at projekterne bliver så gode som muligt. Når man går i gang med et sådant projekt, er motivationen først meget høj. Alle er med, fordi de vil være med. Men det er hårdt arbejde, og efterhånden går motivationen ned. Det er hårdere med den her type af optagelser end almindelige optagelser. Der er mange hårde dage, og når folk så ikke bliver godt betalt eller arbejder gratis, kan det være en svær balance som instruktør at vurdere, hvor meget man kan kræve af dem,” forklarer David Noel Bourke, som undervejs udskød optagelser, fordi en skuespiller f.eks. fik tilbudt en rolle i en reklamefilm, som han ikke ville forhindre ham i at medvirke i med de vilkår, han selv kunne tilbyde. Laura Bach fik også fri til at synge med sit band på en ellers vigtig optagedag, og sådan må man løbende hakke en hæl og klippe en tå for at det skal fungere for alle undervejs.

Do It Yourself-filmmaking Som noget nyt i forhold til Last Exit opnåede David Noel Bourke med No Right Turn andre selskabers opmærksomhed under produktionen. Han fik f.eks. lov til at låne udstyr af Zentropa, når de ikke brugte det. Dermed fik han mulighed for at bruge ’fancy udstyr’, som han ellers ikke ville have haft adgang til, så han f.eks. kunne sætte kameraet på en bil. Fridthjof Film, SupersonicDuckling og Axis Mundi Studios har også været inde over i forhold til filmens postproduktion.

Filmen fik premiere på CPH:PIX i 2009, hvor den blev vist i sektionen med New Danish Talent.

Efter premieren købte Another World Entertainment rettighederne til at distribuere den i Danmark, og filmen er også på det internationale marked. David Noel Bourke har indtil nu selv forhandlet den slags aftaler på plads. Han fik en vigtig lærestreg efter erfaringerne med sin første film, og hans råd til andre er at sørge for, at rettighederne til filmen altid kommer tilbage til

9

“For mig handler det meget om at vise sin kærlighed til film. Lav noget og lær af det.” én, hvis distributionsselskaber går konkurs. Det var nemlig tilfældet med Last Exit, hvor han med egne ord mødte en mur, da han efter konkursen forsøgte at få sit materiale retur og få svar omkring rettighedsspørgsmål.

Mens David Noel Bourke betragter Last Exit som en undergrundsfilm, er No Right Turn efter hans mening snarere et eksempel på Do It Yourselffilmmaking. Han lader til at kunne tale længe om forskellene på undergrunds- eller independentfilm, for de mange kasser og kategorier er efter hans mening langt fra indlysende. Som David Noel Bourke understreger, er et begreb som indiefilm flydende. Han nævner som eksempel, at Ole Christian Madsens Flammen & Citronen i USA betragtes som en indiefilm, mens den herhjemme er en stor produktion. I USA bliver det meste puttet i indiekassen, hvis det er lavet uden for Hollywood. ”Der er mange ting, man kan diskutere i forbindelse med et begreb som indiefilm, men jeg bryder mig i hvert fald ikke om betegnelsen ’backyard filmmaking’. Jeg vil hellere bruge betegnelsen DIY-filmmaking. Last Exit var en undergrundsfilm, men No Right Turn er et andet sted. Jeg havde f.eks. en producer og vi fik andre selskaber ind over, men det var langt fra en finansieret film.”

Filmskole og fremskridt For David Noel Bourke har det centrale ved processerne med at lave filmene været, at han skal blive bedre undervejs. ”Man skal kun gøre det her, hvis man oplever at blive bedre af det. Hvis jeg ikke havde oplevet fremskridt i mit arbejde som instruktør, ville det ikke have været besværet værd,” forklarer han og fortæller, at han også har lavet nogle kortfilm, som han aldrig har vist for andre end holdet. For ham er en vigtig del af at lave film uden for systemet at vide, hvornår det er værd at vise resultatet til andre eller ej. Ikke alt har kvaliteten til at komme ud.

10

Når vi taler om hans film, fokuserer han hele tiden mere på processen end produktet og på, hvor meget han har lært undervejs. Filmene har været hans filmskole. ”Mange vil gerne gå direkte til den store film, og det er jo bare ikke altid muligt. For mig handler det meget om at vise sin kærlighed til film.

Lav noget og lær af det. Filmene kan være redskaber til at lære en masse. De her film har været min filmskole.” Samtidig har filmene været et springbræt til større projekter. Som han si-

ger, går mange rundt med manuskripter under armen. Man skiller sig ud, når man har lavet noget, man kan vise frem.

I øjeblikket er han i gang med at tale med mulige producere til sin nye film Hvid svin, som skal indspilles på dansk og ifølge ham er mere mainstream end hans tidligere produktioner.

Han regner med at få det, han beskriver som ’et solidt budget’ på under fem millioner kroner, og glæder sig til at kunne vælge mellem flere skuespillere, når ikke engelskkundskaberne er et centralt krav.

altså ikke så mange skuespillere at vælge imellem, hvis det engelske skal fungere. Og man mister lidt det danske publikum, som med det samme hører accenten ...”

Når han taler om sit nye projekt, kan man helt sikkert mærke et stort engagement og en iver efter at komme i gang. Og da jeg til sidst spørger, om han har råd til andre med mod på at lave film uden for systemerne, er hans to grundlæggende opfordringer: Ha’ det sjovt med mediet og lær af dine fejl.

Og ellers håber han kun på, at flere har mod på bare at kaste sig ud i det: ”Just go for it. I wish everybody good luck!”

”Der er mange styrker ved at lave film på engelsk, men når man filmer i Danmark, giver det

11

Hellere arbejde end vente Tre instruktører og én producer mødtes i forbindelse med screenings af deres film på CPHPIX 2011. De talte med instruktør Oliver Ussing om de erfaringer de har gjort sig med at lave film med et lille budget.

Instruktørerne er Mike Ott (Little Rock, Analog Days) fra Californien, og de to New Yorkere Kitao Sakorai (Aardvaark) og Alistair Banks Griffin (vinder af årets Talent Grand Pix for Two Gates of Sleep). Produceren er dansk fødte Lars Knudsen (I’ll Come Running, Shit Year, Old Joy) som lever og arbejde i New York. Fælles for dem alle er at de arbejder i et land uden kulturstøtte og har lavet film for hvad der svarer til ca. 500.000 kroner eller derunder.

12

At se muligheder Alistair Banks Griffin: De første penge er altid de sværeste at rejse, så hvis man igennem crowdsourcing-websiderne Kickstarter eller Indiegogo kan skaffe en smule penge, lad os sige 20.000 dollars, og bruge dem til at udvikle et projekt, så er man godt på vej. På Two Gates of Sleep fik vi et meget rundhåndet legat fra en privat fond, og det var først da de penge var i hus, at tingene begyndte at ske. Ingen har lyst til at være den første til at smide penge i et projekt.

I sidste ende skal man beslutte sig for, hvor få penge man er villig til at lave sin film for. Når man begynder at have en smule finansiering på plads, må man overveje om den beløbsstørrelse er noget man kan arbejde med, eller om man vil vente yderligere og måske risikere at gå glip af en chance.

Man må gøre sig klart, hvad slutspillet, distributionsstrategien og festival-strategien vil være, og så tænke baglæns derfra.

Mike Ott: Efter jeg lavede min første spillefilm, Analog Days, sad jeg og ventede, du ved, jeg gik til møder. Det var spild af fucking tid. Jeg kørte til L.A. og mødtes med folk, som var monstre. Det sidste møde jeg gik til, havde jeg kørt i en time for at mødes med en producer fra et stort selskab, og han dukkede op og sagde: “Jeg har ikke taget mine noter med, vi må hellere mødes igen i næste uge!”. Fra det øjeblik sagde jeg til mig selv, fuck det, det her gider jeg ikke mere.

På Analog Days var vi et hold på 12-13 personer, og det gik op for mig, at man faktisk ikke behøvede så mange mennesker til at lave en film. Så på min næste film var vi kun 5, og vi kørte bare ud i ørkenen og begyndte at skyde. Vi skrev historien så den foregik dér, hvor vi var, og så skød vi filmen!

Det var uden sammenligning den bedste oplevelse jeg nogensinde har haft med at lave film. Det var sjovt, og hver dag var spændende. Derfor var jeg faktisk sikker på, at filmen ville blive dårlig. Jeg tænkte: “Det er alt for sjovt det her!”. Jeg var så vant til at have en forfærdelig oplevelse med det.

Jeg kunne selvfølgelig rigtig godt tænke mig at lave film med et større budget, men jeg vil ikke længere sidde og vente på, at noget skal ske. Jeg vil bare arbejde, og hvis det betyder, at jeg skal lave endnu en low-budget film, så jeg kan blive en bedre instruktør, så gør jeg det. Jeg vil hellere arbejde end vente.

Kitao Sakurai: Det er lidt som at lave mad. Man har alle ingredienserne klar, og man venter ikke med at lave sin ret, bare fordi man mangler lidt rosmarin. Man laver bare retten med det man har.

Og hvis man ved, hvad man laver, skal den nok blive god.

Lars Knudsen: Og det er netop det, der er lidt anderledes i Danmark. Jeg hører folk sige: “Jeg har 18 millioner, men jeg skal brug 20 millioner til at lave filmen for.” Jeg synes der mangler et independent-film mindset. Måske har det noget med forbundene at gøre. Man kan optage en dokumentarfilm med et hold på tre, men man kan ikke skyde en fiktionsfilm med et lille hold. Armadillo er for eksempel en dokumentarfilm, men jeg synes den tager sig ud som en fiktionsfilm. Den er optaget af en instruktør og en fotograf, som bare gik ud og begyndte at skyde. Det var dét! Det er anderledes, når man beslutter sig for at lave en fiktionsfilm, så er der pludselig en masse krav fra forbundene om et hold af en bestemt størrelse, og så er man tvunget til at sidde og vente på pengene.

Det tror jeg er noget der vil forandre sig snart. Mange instruktører drømmer om at lave gradvist større og større film, ligesom Darren Aronofsky som startede med Pi, og som nu laver store Hol-

13

lywood film. Der er også nogen, der tænker anderledes. Man må bare finde den businessmodel, der er bedst for en selv. Der er instruktører derude, som Joe Swanberg f.eks., som investerer i deres egne film, og som laver dem for næsten ingen penge. De får så også alt det ind som filmen tjener og ved at lave mange film, får de tingene til at hænge sammen. Det er sådan vi burde tjene penge på vores film, men det er desværre stadig undtagelsen snarere end reglen.

Begrænsningens gaver Alistair Banks Griffin: Snærende bånd er et godt værktøj. Jeg føler at nogle instruktører, hvis de var tvunget til at lide… Nej, jeg vil ikke sige lide, men hvis de var tvunget til at arbejde under nogle skrappere begrænsninger, så ville de lave bedre film. Jeg føler jeg bliver stærk af at være tvunget til at lave film med få midler. Der er en scene i min film, som ville have kostet mange penge at lave. Store brande. Et hav af statister. Jeg fik mulighed for at tænke mig om, og det gik op for mig at scenen ikke var nødvendig.

At fordele det som den scene havde kostet ud i resten af filmen var meget bedre. Jeg måtte give afkald på noget, men i sidste ende fandt jeg på en løsning, som var meget smukkere og mere klar.

Jeg havde aldrig skudt denne alternative scene, hvis jeg bare havde kastet mig ud i min første idé.

Lars Knudsen: Havde det være en “forbundsfilm”, så havde du heller ikke kunnet gøre det. Man kan ikke bare gribe et kamera og sige: “Hey, lad os skyde det her.” Der vil være 80 mennesker du skal parkere et sted! På en low-budget film er man fleksibel. Man kan sagtens gøre ting, som man ikke havde planlagt.

Alistair Banks Griffin: Der er ting, man kun kan gøre på et low budget niveau. På min film havde vi 18 optagedage med et hold på 14. Men jeg talte med produktionen, og vi fik mulighed for at få et par ekstra dage med min fotograf, hans assistent og min hovedrolle. Vi tog ud i skoven og skød en masse fantastiske ting. Det var den mest givende oplevelse på hele filmen, og det havde man aldrig kunne gøre på et andet niveau.

Kitao Sakurai: På min film, Aardvaark, overvejede vi at filme med RED, men så så jeg en musikvideo, som var skudt på et lille skodkamera, og jeg tænkte: “Hvorfor er det, jeg overhovedet vil lave independent-film?”. RED løsningen havde kunnet lade sig gøre, men også kun lige akkurat. Det er et klodset system, og ved at vælge et system med lavere opløsning, lykkes det ikke kun at få en meget større frihed, men også at løfte niveauet på resten af produktionen. Ved at downgrade et element var vi i stand til at upgrade resten af filmen.

At få filmen ud Lars Knudsen: Festivaler er fakisk en god måde for instruktører at tjene penge på. Jeg mener, det er muligt at leve af det, man vinder på en festival, så det er værd at gøre en indsats, at rejse rundt til festivalerne og aktivt promovere sin film. Men selvfølgelig er det også politisk. Jeg mener, vi har en gang overtalt en festival til at udvælge vores film, selv om den i første omgang blev valgt fra. Det tør jeg godt indrømme nu. Det er det samme som i Danmark, hvis du er inde i systemet og får støtte, så er det nemmere at få støtte anden gang. Men hvis du er udenfor, er det noget lort. Vi var udenfor i lang tid, og det er ikke sjovt.

14

Lars Knudsen: Men filmdistribution er under forandring. Jeg mener, når vi laver en film nu, så sælger vi den aldrig til en distributør. Vi vil langt hellere distribuere den selv. Vi hyrer konsulenter, og vi tjener pengene selv. At bruge et distributionsselskab kan bare ikke betale sig mere. Vi lavede en film, der hedder Old Joy for 80.000 dollars, og den fik bio- og dvd-release, og så blev den solgt til tv; og nu er den til at få på VOD. Den er overalt, og vi har ikke tjent så meget som én dollar på den film.

Det sker i et land med næsten 300 mio. indbyggere! Der er noget galt med systemet, og instruktører og producere i USA er nu begyndt at gøre noget ved det.

Mike Ott: Det er ikke nemt at lave film. Det er det jeg har lært. Det er svært i USA, det er svært her i Danmark, det er svært alle vegne. Men hvis man ikke kan lade være må man bare gå ud og gøre det. Før jeg lavede Little Rock, havde jeg et panikanfald. Jeg tænkte:”Hvad laver jeg? Vi skal ud og sidde i ørkenen i en måned - mig og 5 venner!” Vi gjorde det, og nu sidder jeg i Danmark og taler om min film! Det handler i sidste ende om at gøre det på trods. Det kan ligne et stort bjerg, man ikke kan bestige, men når man først har taget det første skridt, så falder tingene på plads.

Dette interview er et uddrag af seminaret Filmmaking Without Strings, som fandt sted under CPHPIX 2011.

Foto fra arrangementet Filmmaking Without Strings.

Fra venstre mod højre: Lars Knudsen, Mike Ott, Alistair Banks Griffin, Oliver Ussing, Kitao Sakurai.

15

Instruktører

instruerer

Lysten til at undersøge nye måder at arbejde på – og lysten til helt enkelt at arbejde – fik Kaspar Munk til at gå i gang med sin nye film You & Me Forever uden støtte fra de traditionelle kanaler Af Eva Novrup Redvall

16

Man er filminstruktør, når man laver film. Ikke de fem år, hvor man venter på at lave film.

Da en af Kaspar Munks venner en dag citerede Peter Schepelern for at have defineret instruktørjobbet på den måde, satte det en række tanker i gang. Han havde flere projekter i udvikling ved Filminstituttet, men han vidste også, at der ville gå lang tid, før han måske ville kunne komme til at lave dem. Hvad holdt ham egentlig tilbage fra at gå i gang med en af sine andre ideer og prøve kræfter med at udfordre nogle af de elementer i produktionen af hans første spillefilm, Hold om mig, som han havde været mindre begejstret for?

som er ved at blive resultatet af hans tanker, You & Me Forever. ”Man kan vente på pengene, men når man er inde i de der helt klassiske udviklingsforløb, tager det tid. Så har man et møde, og så går der otte uger, og så har man et møde til, og så skriver man lidt mere på en synopsis, og så venter man på en forfatter, som har tid. Sådan er det konventionelle udviklingsforløb herhjemme. Jeg blev både provokeret og inspireret af Schepelerns udsagn om filminstruktører, og så bestemte jeg mig for bare at gå i gang og undersøge, hvordan jeg kunne vende det til en fordel, at jeg ikke havde penge.”

Tid til den kreative proces ”Jeg satte mig ned og analyserede fordele og ulemper ved ikke at have penge,” fortæller Kaspar Munk, da vi mødes for at tale om den film,

I Kaspar Munks optik er der både mange fordele og ulemper ved at gå i gang på egen hånd. Det største og altafgørende minus er, at der ikke er

17

penge, hvilket giver projektet en stor sårbarhed.

Til gengæld så Kaspar Munk en række styrker ved selv at sætte dagsordenen. Frem for alt fordi det giver mulighed for selv at styre tiden, for at eksperimentere med alternative måder at udvikle fortællinger på og for at få et større ejerskab over sin film. ”Tid er en vigtig faktor, når man laver film. Ikke kun i forhold til udviklingen af et projekt, men selvfølgelig i høj grad, når produktionen er i gang. Ved selv at gå i gang får man først og fremmest tid. Jeg kunne filme, når jeg ville. Jeg kunne involvere dem, jeg syntes, det var interessant at arbejde sammen med, og så kunne vi arbejde, når vi havde lyst og bruge den tid, vi ville. Vi kunne bruge to dage på én scene, hvis det var vigtigt for os. Eller vi kunne vente på lyset, hvis det var vigtigt for os i stedet for at arbejde på den traditionelle, produktionsstyrede form, hvor man skal nå 1/8 side på en time og den slags.

det blev til en historie om tre piger og deres venskab, fordi der simpelthen dukkede en skuespiller op, som jeg blev meget inspireret af På min første film oplevede jeg, at hvis jeg ville have frihed inden for produktionsplanen, krævede det utrolig omhyggelig planlægning. Hvis jeg havde brug for to timer til at improvisere med min hovedrolle, skulle vi have et fagligt møde om det, for at der kunne være plads. Det giver mening, når et dyrt apparat er i gang, men jeg havde lyst til at vriste mig fri af det og i højere grad lade den kreative proces styre,” siger Kaspar Munk, som har optaget sin film drypvis gennem længere tid.

Da vi taler sammen i starten af maj, håber han på snart at skulle ud på de sidste to ugers optagelser, men det lader ikke til helt at ligge fast.

Lysten som drivkraft You & Me Forever handler om Laura og Christine, som har været veninder, siden de var helt små og laver alting sammen. Da Laura møder den mystiske Maria kommer venskabet på prøve, for nu vil Laura pludselig helst være sammen med Maria hele tiden. Trekantsdramaet var ikke en del af den oprindelige idé, men som Kaspar Munk for-

18

tæller, var det andet store plus ved ikke at følge den slagne vej, at han havde større frihed til at eksperimentere med måden at skabe filmfortællinger på. ”Jeg havde en idé om, hvad det skulle være for en historie, men jeg ville også lade dét, at vi arbejdede og havde frihed, være med til at skabe historien. Tanken var at kunne arbejde tættere på den kreative lyst eller den kreative vilje, eller hvad man skal kalde det; At have mulighed for at gå med tingene, hvis der opstår noget. Også på indholdsdelen. Ikke bare i forhold til, at vi kan lave et federe billede herovre, men i forhold til at kunne lave billeder, som fortæller noget andet.

Vi begyndte at filme uden manuskript, og vi improviserede og digtede meget undervejs. Historien startede med to piger, som mødes nærmest i første scene, og så tager de ud på en tour de force i alt muligt mørke. Men det blev til en historie om tre piger og deres venskab, fordi der simpelthen dukkede en skuespiller op, som jeg blev meget inspireret af, og hun fik lov til at fylde meget i første akt af historien. Pludselig var det historien om to piger, som har været sammen altid, og så dukker der en ny pige op, som hovedpersonen hellere vil være sammen med.

På den måde opstod et stærkt element i fortællingen udelukkende ved, at der kom en skuespiller på banen. Hun sagde, at hun gerne ville være med, men ville have en større rolle. Jeg sagde, at hun kunne komme med på optagelse, og så kunne vi se, hvordan det gik. Det gik så godt, og jeg skrev hende ind i historien, og det ville jeg jo aldrig have kunnet gøre, hvis det var et almindeligt budget eller udviklingsforløb.”

Indflydelse på filmens identitet For Kaspar Munk er det tredje store plus ved ikke at have det store budget, at man dermed får større indflydelse. Han var ikke tilfreds med lanceringen af Hold om mig og ville gerne undersøge, om man kunne gribe tilgangen til at få en film ud over stepperne anderledes an, hvis man som instruktør selv fik mere at skulle have sagt. ”Da min første film skulle lanceres, oplevede jeg, at distributionsleddet var meget konservativt, nærmest rigidt i forhold til, hvordan de griber salget af en film an. Jeg syntes, vi stod med en film,

I filmbranchen siger man ikke: Hvad er det ved lige nøjagtig den her film, som gør den unik? I stedet tænker man: Hvordan får man den her film til at ligne tidligere film? hvor det var oplagt at prøve at tale til målgruppen på en anden måde, end man plejer. Fx ved at prøve virale ting af, som ikke nødvendigvis koster penge, men koster en masse kreativ energi. Det handlede ikke om, at vi ville have en masse penge at lancere for, men vi havde brug for at være i god tid og for at få nogle nye mennesker ind og tænke forløbet igennem. Men det var distributionen ikke parat til, så det blev den klassiske eksekvering sådan tre uger op til premieren.

Med min nye film kunne jeg derfor godt tænke mig at arbejde anderledes med lancering og med at skabe filmens identitet. Derfor launchede jeg en facebook-side samme dag, som jeg startede optagelser. Den har kørt lidt sådan op og ned, og jeg ved ikke, hvor effektivt det er, men vi har i hvert fald lysten til at være mere i dialog med publikum og til at brede det mere ud.”

nøjagtig den her film, som gør den unik? I stedet tænker man: Hvordan får man den her film til at ligne tidligere film?,” konstaterer Kaspar Munk, som kan tale længe om sit møde med dét, han beskriver som manglende innovation og nytænkning, når det gælder om at sælge film. Under indspilningen af You & Me Forever har han løbende tænkt over at generere materiale, som måske kan bruges sidenhen. ”Under indspilningen har pigerne i hovedrollerne filmet alt muligt andet end det, som er med i filmen. De har filmet sig selv som karakterer og ikke som karakterer bare for at have skyts og materiale til måske at lave noget sidenhen og for at blive inspireret til at lave nye ting med det. Det er virkelig sjovt, og det giver mening, så længe man arbejder inden for filmens univers.”

Fuld kontrol og ejerskab Dialog med publikum I skrivende stund har facebook-siden omkring 1000 brugere, som undervejs er blevet inviteret til at dukke op til koncertoptagelser eller til at medvirke som statister. Hold om mig har 15.000 medlemmer på facebook, og planen er at fusionere de to sider. ”Der er ingen tvivl om, at vi kunne have lavet mere på den front, men der har jeg så også være meget alene. Min producer har haft fuldtidsarbejde ved siden af, og det har været svært at kunne forfølge ideen om at være så meget i dialog med publikum, som vi gerne ville. Men vi har kunnet bruge platformen til at udvikle nogle identitetsflader i forhold til filmen. Det handler jo i det hele taget om at tænke filmen som andet end bare filmen, som ikke rigtigt er slået igennem herhjemme endnu. Vi er i gang, og det kan stadig vokse,” siger Kaspar Munk, som mener, at danske instruktører bliver nødt til at involvere sig mere i, hvordan deres film kommer ud til publikum. ”Der er ikke andre brancher, hvor man skal sælge et produkt, og betragter det som kedeligt.

Alle film bliver behandlet ens. I andre brancher handler det om at gøre ens produkt unik. I filmbranchen siger man ikke: Hvad er det ved lige

Økonomien bag You & Me Forever har været beskeden. Der har været en distributør på fra starten, men filmen er ellers lavet uden økonomisk støtte eller produktionsselskab, og alle har arbejdet gratis. Da vi taler sammen i maj, ligger Kaspar Munk imidlertid i forhandlinger med Nimbus Film, som overvejer at overtage projektet.

Kaspar Munk håber også på penge til færdiggørelse fra Filminstituttet. Flere gange under samtalen understreger han, at det var vigtigt for ham at afprøve at arbejde uden for de gængse rammer, men det er ikke, fordi han er utilfreds med Filminstituttet eller ikke har lyst til at lave film med store budgetter. ”Helt egoistisk startede den her film med en lyst til at bestemme det hele selv, men det er ikke, fordi jeg ikke gerne vil have penge til at lave mine film for eller synes, at ethvert forløb med en konsulent er dårligt. Jeg har jo ikke så meget erfaring med DFI, men jeg tror, det er meget individuelt om et projekt har godt af det møde med konsulenten eller ikke. Nogle projekter har godt af at få den kritiske feedback på højt fagligt niveau, som man kan få på Instituttet, mens andre film ikke har brug for, at man skal vende hver sten.

19

Det er ikke entydigt, men det er min oplevelse, at i et udviklingsforløb, hvor man skal finde ind til, hvad man egentlig vil fortælle, eller hvad man er optaget af, eller hvad det er for substantielt stof, man ikke kan glemme, så er det ikke godt at have for mange mennesker inde over eller at have Instituttet som det eneste sted, som kan finansiere ens film. Det er farligt, hvis ét sted er afgørende for, om ens film bliver til noget eller ej i forhold til, at man skal turde nogle ting, og i forhold til at der skal være en åbenhed i udviklingsprocessen.”

For Kaspar Munk er en af udfordringerne ved en aftale med Nimbus at finde ud af, hvordan de folk, som har arbejdet på filmen, nu vil kunne få noget løn for deres indsats. Samtidig er det svært at opgive det fulde ejerskab, som har været attraktivt ved selv at stå i spidsen. ”Hvis der kommer penge i filmen, vil jeg nok investere min egen løn i den, så jeg har medejerskab – så jeg simpelthen bliver medproducent og har indflydelse på, hvordan filmen skal ud. Så jeg ikke afgiver alt. For jeg synes, det er absurd, hvis man som instruktør ikke har noget say. I så fald kan ens film jo bare ligge og dø, hvis producenten ikke tror på den, uden at man har nogen mulighed for at gøre noget ved det.”

Afstemte ambitioner Det fremstår ambivalent for Kaspar Munk med det igangværende forløb, hvor Nimbus måske køber filmen (som det endte med at blive tilfælde kort tid efter interviewet). Som han siger, går lidt af ideologien bag projektet tabt, men samtidig har han fået lov at prøve processen af, som han ville – og det vigtigste for ham er trods alt, at det bliver en film. ”Vi har forsøgt at tænke lowbudget fra starten, men nogle ting var ikke så gennemtænkte i forhold til at se projektet færdigrealiseret. Som udgangspunkt tænkte jeg i et lille hold, både fordi det var billigt og for at skabe mobilitet og fleksibilitet, men undervejs udviklede historien sig f.eks. til at have mange locations i stedet for, at man tager to mennesker i et hus eller sådan noget, som man bare også har set mange gange før.

Selvfølgelig vil det være fedt, hvis filmen kom-

20

mer i biografen, men da jeg startede, sagde jeg meget, at nu giver jeg det et år, og hvis filmen ikke kommer i biografen, har jeg i hvert fald skabt noget og dygtiggjort mig. Det er vigtigt, at man sammensætter sit ambitionsniveau, så det ikke er en fadæse, hvis filmen ikke kommer til Cannes. Der skal være en realitetssans i forhold til at kaste sig ud i noget alene, for det har en eller anden grad af kamikaze over sig.

Jeg vælger film til Odense Film Festival i øjeblikket, og der bliver jeg f.eks. ringet op af en 18-årig, som går i 3.g. og siger: ’Jeg har lavet min første spillefilm. Den skal på festival!’ Vi viser kun kortfilm, forklarer jeg. ’Jamen, kan I ikke bare vise den alligevel?’ Det er jo fantastisk! Bare det, at han laver en film er jo skønt. Det kan godt være, at det ikke er et mesterværk, den første, han har skudt af dér i 3.g., men den fandenivoldskhed er fed. Bare at lave det. Teknikken er der jo.

Jeg er rigtigt glad for at have prøvet nogle ting af i forhold til, hvordan man kan arbejde uden for meget indholdsmæssig indblanding, uden Instituttet og uden et langt udviklingsforløb, som dikterer, hvordan filmen skal være. Det synes jeg allerede nu har vist sig at være gået godt, og det føles vigtigt, at vi prøver andre modeller og veje af i øjeblikket.”

Film med små budgetter kan godt være en god forretning, hvis vi kan få lov at producere dem billigt.

Instruktørdikteret produktion Under CPH:PIX var Kaspar Munk del af et debatpanel om dansk film, hvor der bl.a. blev fokuseret på nye forretningsmodeller, produktionsformer og succeskriterier. Han er ikke i tvivl om, at der kommer til at ske meget på den front i den kommende tid, og at det er nødvendigt med nytænkning i et presset marked. ”Det her projekt har også handlet om at udforske nye forretningsmodeller for, hvordan man kan lave film. Film med små budgetter kan godt være en god forretning, hvis vi kan få lov at producere dem billigt. Men det er jo sådan noget, som favner ud over fagforeninger og produktionsformer … Jeg mener, at vi som instruktører må være med til at tage et opgør med de gængse produktionsformer og insistere på, at man kan lave film på andre måder end med det store apparat,” konstaterer Kaspar Munk og peger på, at hvis producenterne tager den diskussion, kommer den hurtigt kun til at handle om, at de vil presse filmarbejderne.

”Det er vigtigt, at instruktørerne tager ansvar for den diskussion. Det skal være instruktørdrevne ønsker, som driver projekterne, for det handler jo om vores kunstneriske udtryk og vores historier. Vi kan skabe et bedre værk, hvis vi har større fleksibilitet.

Jeg tror, et opgør med fagforeningerne står lige for døren. Det handler ikke så meget om betaling, men om fleksibilitet. Jeg skal kunne vælge, at jeg vil lave en film kun med en fotograf og en lydmand, hvis det er kreativt forsvarligt. Det kan jeg ikke nu. Alle mulige regler dikterer, hvor mange der skal være på holdet.

Det er fx absurd, at en håndholdt film skal have en grip, som så ligger og sover ude i varevognen i halvanden måned. Man skal forsvare de lønningsmæssige rettigheder, men hvis jeg hellere vil filme tre dage a tolv timer end fem dage a 37 timer, så er det svært at få lov til, selv om vi måske får 10-20% mere i kassen ved at arbejde koncentreret. Det er nogle svære diskussioner, men vi er nødt til at kæmpe for det.”

21

22

Produktionsbilleder fra den kommende independent-film You & Me forever

23

NYT FRA SEKRETARIATET

Pitch me baby-succes gentages på årets Odense Film Festival

I skrivende stund planlægges der på livet løs mellem festivalen og foreningen om en fortsættelse af Pitch me Baby arrangementet på Odense Film Festival. Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen onsdag den 24. august! Vi arbejder desuden på et drinksarrangement i forbindelse med festivalen og pitch-sessionen, hvor de udenlandske og danske instruktører kan møde hinanden. Invitation med detaljerede pitch-krav m.m. sendes ud inden sommerferien.

Ny studentermedhjælp i sekretariatet.

Den 1. maj startede foreningens nye studentermedhjælp Inda Memic. Inda studerer engelsk og geografi på RUC og har bl.a. været med til at udarbejde Gentofte Kommunes nye hjemmeside. Da bestyrelsen har besluttet, at foreningen i år skal have en ny og mere interaktiv og levende hjemmeside, vil Inda’s kvalifikationer virkeligt komme os til gode. Inda arbejder i sekretariatet ca. 15 timer hver uge, og der vil være mulighed for at hilse på hende til de næste medlemsarrangementer, samt i sommerperioden, hvor hun vikarierer for Bibi.

Nedsat åbningstid i juli

Sekretariatet holder nedsat telefontid i juli måned. Åbningstiden vil således være fra kl. 10-15 hver dag.

Sommerferieperioden

Sekretariatet holder åbent hele sommeren, dog er Bibi Skousen på ferie fra uge 31-33, Sandra Piras har ferie i juli måned, Louise Worm har ferie i ugerne 30-32 og Lajla Øer i ugerne 27-29.

I Bibi’s ferieperiode vil vores student Inda Memic vikariere.

Sekretariatet ønsker alle en rigtig god sommer !

Ny hjemmeside

Bestyrelsen har besluttet, at vi skal have ny hjemmeside og har i den forbindelse nedsat et udvalg, som skal være med til at skabe kravene herfor. Hvis du har gode ideer og forslag til grafikken eller hjemmesidens funktionalitet, hører vi det meget gerne. Ideer og forslag kan sendes til Louise Worm på louise@filmdir.dk.

Bonanza-aftale næsten i hus

En del medlemmer har igennem det sidste stykke tid efterlyst afklaring på forhandlingerne om fordelingen af midlerne på Bonanza, Ramasjang og DR K. Forhandlingerne om Ramasjang og DR K er nu endeligt faldet på plads og Registration Danmark arbejder på at omformatere visningsmaterialet til en kvalitet, så vi efter sommerferien kan begynde at udbetale pengene til instruktørerne. Forhandlingerne om Bonanza er desværre strandet pga. uenighed om fordelingsaftalen mellem organisationerne, men der arbejdes intenst på at løse dette problem, så midlerne kan udbetales i år.

24

STATENS LEGATBOLIG I PARIS

Der indkaldes hermed til ansøgninger for ophold i Statens legatbolig i Paris for 2012.

Statens legatbolig i Paris administreres af en stiftelse med navn efter boligens givere, Ludvig Preetzmann-Aggerholm og Hustru. Stiftelsens formål er at give danske kunstnere og forskere mulighed for et ophold i Paris.

Ansøgere, hvis projekt har en konkret tilknytning til Paris, vil blive givet prioritet.

Boligen m/opholdsstue, sovealkove, badeværelse og køkken i 3, Rue de la Perle, 75003 Paris, er fuldt møbleret og udstyret til 2 personer. Huslejen er 1120 Euro pr. måned inkl. varme, lys og telefonabonnement (retten til prisjustering forbeholdes).

For at tilgodese flest mulige ansøgere tildeles ophold som regel kun for én måned.

Ansøgningsprocessen foregår elektronisk fra denne adresse: www.ambparis.um.dk/da/menu/OmOs/StatensLegatboligIParis/ Ansøgninger om ophold i legatboligen i 2012 bedes indsendt inden onsdag den 14. september 2011.

Tildeling af legatboligen forventes afgjort primo november 2011. Besked om tildeling/afslag vil blive sendt pr. e-mail til samtlige ansøgere.

ARBEJDSRUM PÅ CHRISTIANSHAVN - FRA 1. OKT. I et kontorfællesskab på Wilders Plads er der et 13 kvm lyst og venligt rum til leje. www.vestfilm.dk/nilsvestfilm/introduktion.html Desuden et fælles møderum www.vestfilm.dk/nilsvestfilm/moederum.html + thekøkken.

Fredeligt og med udsigt til kanalen. www.vestfilm.dk/nilsvestfilm/frokostpaakajen.html Tæt på Metro, busser og posthus.

Andre lejere er Mette Knudsen, Iben Haahr Andersen, Minna Grooss, Lars Nilsson og Nils Vest.

Nils Vest Film har redigeringsrum med FCPro. www.vestfilm.dk/nilsvestfilm/videoredigering.html Mdl. husleje ex. moms på ca. 3200 kr., incl. varme, el, internetforbindelse, fax, trappevask m.m.

Henv. Nils Vest - 40 54 62 05 - nils@vestfilm.dk

Foto kreditering, Take 54: Forside foto Fotograf Kevin Lanthier, RK Studio.

Portræt af Martin-Strange-Hansen Fotograf Sophie Winqvist.

Et par ord fra redaktøren Illustration Benny Box. Stills fra No Right Turn Fotograf Balthazar Hetel.

No Right Turn dvd cover Grafik Jesper Mørch.

Foto af kridtstreger til artiklen Hellere arbejde end vente Foto MSH. Foto fra CphPix arrangementet Filmmaking Without Strings Fotograf Yann Houlberg Andersen.

Stills fra You & Me forever Fotograf Søren Bay og Kaspar Munk.

25

LEGATUDDELINGER OKTOBER 2010 Navne Efteruddannelse/seminar: Andersen, Iben Haahr Andersen, Iben Haahr Bohm, Claus Boje Rasmussen, Ulla Borre, Katrine Boye, Ulla Bäck, Maria Dalland, Maria Mac Fleifel, Mahdi Hjorth Nielsen, Ulla Holbek Trier, Cæcilia Jargil, Jesper Kestner, Max Klem, Flemming Krogsøe Holmberg, Linda Loftager, Jens Rosendahl, Christina Treiman, Anna Rejser: Bendtzen, Ole de Champfleury, Alice &Tiefenböck, Ota Harpelunde Jensen, Mariella Schytte, Rune & Krøigaard, Arnold Stampe Söderström, Rickard Säll, Dan Research/treatment/manus/bøger: Dyekjær, Christian Bjarke Hougen-Moraga, Marianne & Wagner, Estephan Kiilerich, Karsten Produktion: Archimbaud, Alexandre & Madsen, Tove Bach, Christen Hasselager, Andrea & Taylor, Geoffrey Hasselbalch, Ask

Formål

Bev. kr.

Branchetræf i Ebeltoft 2010 Dramaturgikursus vedr. dok.filmen “Poul Dreng” Branchetræf i Ebeltoft 2010 Branchetræf i Ebeltoft 2010 samt Nordisk Antropologisk Filmfestival Branchetræf i Ebeltoft 2010 Kurset “Fundraising for kreative” samt kurset “Webfilm dramaturgi” Branchetræf i Ebeltoft 2010 Branchetræf i Ebeltoft 2010 “Master Class with William Esper” på Filmskolens Efteruddannelse Kurset “Markedsføring på nettet for små midler” på Den Danske Filmskole Branchetræf i Ebeltoft 2010 Branchetræf i Ebeltoft 2010 Kurset “Acting for director” i N.Y. vedr. fiktionsfilmen “Fang Rung” Den Danske Filmskoles manuskriptlinjes Master Class Klippekursus på Kort- og Dokumentarfilmskolen Fiktionsdag 2010 i Filmhuset Ivana Chubbucks Masterclass for instruktører og skuespillere Ivana Chubbucks seminar “The Power of the Actor”

2.100,00 1.800,00 2.500,00 3.200,00

Rejse samt ophold i New York ifm. dokumentarfilmen “Money is King” Researchrejse ifm. dokumentarfilmen Kara Gun Rejseudgifter ifm. dukkefilmen “Ræven fra Rold” Rejse samt løn ifm. dokumentarfilmen “Løsladelsen” Rejse, kost/logi ifm. samarbejdet ml. instruktør og manuskriptforfatter Flyudgifter ifm. workshop på Chiang Mai University.

Manuskriptudvikling ifm. spillefilmen “Twitcher” Researchoptagelser ifm. dokumentarfilmen “Min krig” Udviklingsstøtte vedr. animationsfilmen “Tanker om venskab”

Prod. af kortfilmen “Skorstensfejeren Scraggy” Print af eksperimentel animeret kortfilm på film Prod. af kortfilmen “Vals & Rumba” Udgifter ifm. 35mm kopi af Super16-afgangsfilmen “Vilddyr” Hellström, Monica & Kiørbye, Kristoffer Instruktørløn samt prod.udgifter til udvikling af dok. filmen “Ángel” Lyngse, Flemming & Fryland, Mia Aflønning af programmør ifm. interaktivt dokumentarprojekt “Body” Neye, Anna & Gutin, Ulrik Aflønning af instruktør/manuskriptforfatter ifm. dok. filmen “Mig of Nollywood” Nilsson, Jessica Instruktørløn og diverse udgifter vedr. dok.filmen “Glem det nu K” Wellendorf, Jacob Produktion af filmprojektet “Europa for børn” Efterarbejde: Bernt, Jesper BH, Morten Kunze, Catherine Diverse: Dalsgaard, Andreas Dansk Kunstnerråd Filmbranchens Legatfond Future Shorts Aarhus Filmfestival I alt

2.375,00 5.400,00 2.500,00 2.300,00 2.700,00 850,00 2.500,00 2.375,00 4.500,00 7.000,00 7.000,00 1.252,00 2.400,00 2.695,00 55.447,00 8.000,00 11.000,00 4.500,00 14.000,00 5.000,00 10.400,00 52.900,00 8.000,00 5.000,00 10.000,00 23.000,00 20.000,00 15.215,50 10.000,00 7.500,00 10.000,00 7.500,00 18.000,00 20.000,00 4.550,00 112.765,50

Efterarbejde på novellefilmen “Sort Kaffe & Vinyl” Efterarbejde på dok.filmen “Premise” Festivaldistribution af børnefilmsserien “Det gule hus”

5.000,00 10.000,00 5.128,00 20.128,00

Oversættelse af optagelser ifm. valg i Colombia vedr. dok.filmen “Democrazy” Støtte til afholdelse af Konferencen “Hul i Hukommelsen” Støtte til legatportioner Støtte vedr. Future Shorts Støtte vedr. “AARHUS FILMFESTIVAL 10”

10.000,00 5.000,00 5.000,00 16.000,00 15.000,00 51.000,00 315.240,50

26

LEGATUDDELINGER FEBRUAR 2011 Navne Efteruddannelse/seminar: Bohm, Claus Borker, Merete Dammas, Jacob Kiilerich, Karsten Ramonn, Camilla Skov, Mette* Thulstrup, Mads Kamp Ussing, Oliver Rejser: Bligaard Søby, Ada Bryld, Vibeke Dalhoff, Anja Hesselholdt, Benjamin Hjerl, Agnete Madsen, Jesper Sønderby Jepsen, Christian Vindahl, Lærke Wivel, Ulrik Research/treatment/manus/bøger: Ramonn, Camilla* Roos, Ole Produktion: Dam Ottosen,Trine Lynggaard, Claus Thusgaard Madsen, Sophie & Just, Gorm Efterarbejde: Kildegaard Hem, Martin Thor, Asger Diverse: Boje Rasmussen, Ulla Ciné Institute (den Haitianske Filmskole) Madsen, Michael Marcher, Patrick Ortega Camara, Ada I alt

Formål Master Class i dokumentar & faktaformater ved Filmskolens efteruddannelse kursus på Filmskolen og Ebeltoft Træf 2010 “Access” samt transport film-workshoppen “Twelve for the Future 2010-11” deltagelse i animationsforummet “Cartoon Movie” samt rejseomkostninger kurset “The Foundation Workshop” v. Adrienne Weiss i New York seminar v. lyddesigner Ann Kroeber ved Filmskolens efteruddannelse seminar om visuelle effekter v. Jeppe Nygaard Christensen på Filmskolen kurset “Dramaturgi v. Ida Maria Rydén” ved Filmskolens efteruddannelse Research til Rusland ifm filmprojekt Sydkorea samt ophold ifm dokumentarfilmen “Vandrehistorier” Nigeria ifm dokumentarfilmsprojektet “Når Månen er sort” rejse til Ghana samt roduktion ifm dokumentarfilmen “The Shower Kit Man” transport ifm filmprojektet “Little People Living Inside My Head” rejse og produktion af dokumentar-”dummy” i Ghana rejse samt produktion ifm filmprojektet “Et portræt af tyngdekraften” rejse til USA samt produktion ifm dokumentarfilmen “Fanni” rejse til Skt. Petersborg samt produktion ifm dokumentarfilmen “Nacho Duato”

Bev. kr.

1.400,00 2.500,00 1.540,00 4.200,00 5.000,00 1.200,00 950,00 1.800,00 18.590,00 5.000,00 5.500,00 9.500,00 7.350,00 3.000,00 5.000,00 10.000,00 9.000,00 3.500,00 57.850,00

udvikling af manuskript til fiktionsfilmen “Baby” udvikling af dokumentarfilm om kunstner Albert Mertz

5.000,00 10.000,00 15.000,00

produktion af novellefilmen “Andrusha” klipperaflønning ifm dokumentarfilmen “Dem og mig” stunthund samt produktion ifm kortfilmen “Ude i skoven”

10.000,00 10.000,00 5.000,00 25.000,00

lydmix og colorgrading på novellefilmen “Nikotin” dansk tekstning på den islandske film “Glæpur og samviska”

5.000,00 10.000,00 15.000,00

clearing af rettigheder vedr. filmen “færøerne.dk” støtte til den Haitianske Filmskole (1000 USD)

15.000,00 5.468,00

Reel Talent Oregon-prisen til “World is Back” støtte til “60Seconds” Short Film Festival i Københavns Metro 2011

20.000,00 5.000,00 ´5.000,00 50.468,00 181.908,00

27

LEGATUDDELINGER JUNI 2011 Navne Efteruddannelse/seminar: Falster, Lone Kvaale, Kajsa Dalsgaard, Andreas Therp, Gro I alt: Rejser: Andersen, Iben Haahr Faurschou, Jørn Helminen, Suvi Andrea I alt: Research/treatment/manus/bøger: Bruun-Gazelleh, Louise Muasya, Vibeke Schmidt, Michael I alt: Produktion: Føns, Mette Garbo, Torben og John, Ole El Said, Nadia Josefine Splidsboel, Jannik Tildsted, Michael I alt: Efterarbejde: Cogez, Sascha Caroline Bryld , Vibeke I alt: Diverse: Söderström, Rickard Stampe Danske Filminstruktører DFI (Claus Ladegaard) DFI (Claus Ladegaard) European Film College SFI-Gruppen True Stories Danske Skønlitterære Forfattere Lars Sidenius Buster I alt: I alt

Formål

Bev. kr.

Efteruddannelse: Filmskolen og Filmhusets DOK Dag, DOK 2011 Efteruddannelse på Den Danske Filmskole EAVE’S Producer Workshop Studieophold “Acting for Directors” i New York

3,800.00

Festivaldeltagelse med filmen “Goddag mit navn er lesbisk” Research i udlandet i forbindelse med spillefilmen “Road to Nowhere” Rejselegat til Argentina i forbindelse med optagelser af filmen “ Skywatchers”

Research og pilot til dokumentar film om Børge Kaa. Research i forbindelse med filmen “Kioko and the Balloon Captains Daughter” Research og manuskripskrivning til en formodet film: “Et Venskab”

1,700.00 5,061.00 13,000.00 23,561.00 7,631.00 15,000.00 10,000.00 32,631.00 7,000.00 13,520.00 5,000.00 25,520.00

Produktion af novellefilmen “Bjørnen sover” Produktion af film om strubesang i Indre Mongoliet Research og produktion af filmen “11 Cousins” Optagelser af filmen “Maremma” Produktion af kortfilmen “Æslet”

12,000.00 15,000.00 15,000.00 19,000.00 12,000.00 73,000.00

Efterarbejde af filmen “Layers of Fog” Gennemsyn og oversættelse af optaget materiale til dokumentarfilmen “Vandrehistorier”

17,000.00 9,000.00

Distributionen af filmen “Den Sorte Engel” Bestyrelsens bevilling til medlemsarrangementet “Instruktør v 2.0 Støtte til fiktionsdag 2011 Støtte til Branchetræf i Ebeltoft Annoncering i “Final Cut” Kursusafgift for Kenneth Carmohn Tilskud til vinder af Videomarathon Tilsagn om underskudsgaranti i tilfælde af tabt retssag Filmseminar 2011 Bedste Filmpris til Børn

26,000.00 5,000.00 10,000.00 15,000.00 20,000.00 3,125.00 8,100.00 10,000.00 4,000.00 40,000.00 22,500.00 137,725.00 318,437.00

De kollektive båndmidler kan søges af ophavsmænd og kunstnere indenfor alle genrer, herunder navnlig de, som yder væsentlige og nyskabende bidrag til dansk film, men som ikke har mulighed for at leve af deres kunstneriske virksomhed.

Næste ansøgningsfrist er fredag den 30. september 2011 inden kl. 12.00.

Der skal udfyldes et ansøgningsskema. Ansøgningen må højst fylde 4 A-4 sider inkl. budget.

Ansøgningen skal afleveres i 7 eksemplarer. Download skemaet fra vores hjemmeside: www.filmdir.dk (filmstøtte) eller ring til sekretariatet og få tilsendt et ansøgningsskema.

28

RÅD & UDVALG Danske Filminstruktørers Legatudvalg: Sidse Carstens Erik Clausen Kaspar Munk Martin Strange-Hansen Lone Thau Charlotte Sachs Bostrup

Filmkontakt NORD: Cæcilia Holbek Trier (referencegruppe) FERA: Birgitte Stærmose

DFI Rådet for kort- og dokumentarfilm: Klaus Kjeldsen

Statens Kunstfonds repræsentantskab: Klaus Kjeldsen

DFI Rådet for Spillefilm: Christina Rosendahl DFI Festivaludvalget for kortog dokumentarfilm: Max Kestner COPY-DAN: Fællesbestyrelsen – Martin Strange-Hansen AVU-kopi – Martin Strange-Hansen Kabel-TV – Sandra Piras Blankbånd – Sandra Piras Dansk Kunsterråd: Klaus Kjeldsen Dansk Kunstnerråds post i DFI’s kontaktudvalg: Franz Ernst Det Ny Public Service Råd: Pi Michael

SNF: Sandra Piras

Nye medlemmer: Camilla Magid Otto Rosing Phillip Berg Katrine R. Kjær Peter Gantzler Jonas Grum Klas Marklund Hlynur Pálmason Carl Marott Karoline Lyngbye Pedersen Ali Abbasi Asger Krøjer Kallesøe Isabella Eklöf Milad Alamid Nikolaj Feifer Benjamin Hesselholdt Peter Wiik Christian E. Christiansen Sofie Tønsberg Samanou A. Sahlstrøm

29

DANSKE FILMINSTRUKTØRERS BESTYRELSE

Martin Strange-Hansen formand Klaus Kjeldsen Søren Kragh-Jacobsen

Næste deadline: 10. August.

30

Stefan Fjeldmark

Mette-Ann Annette K. Schepelern Olesen

Christina Rosendahl næstformand

Birgitte Stærmose

Foto: Ole Kragh-Jacobsen

Redaktører på TAKE 55:

Søren Kragh-Jacobsen & Klaus Kjeldsen 31

Danish Film directors www.filmdir.dk ISSN 1601-5843