TAKE 55 by Danish Film Directors

take: Udgives af DANSKE FILMINSTRUKTØR

Juli 2009

Ud gi ve s af DA NS KE FI LM IN ST RU KT ØR ER OK TO BE R 2011

”Fordi det er sjovere end plejehjemmet“ Henning Carlsen

Fordi kunsten når den rører, provokerer og spejler os, skaber nye meninger, ånd, samtale, udveksling, og refleksion.

Vesterbro, 2007

DANSKE FILMINSTRUKTØRER Nørre Voldgade 12, 2th 1358 • København K. Tlf: 33 33 08 88 • Fax: 33 33 08 80 mail@filmdir.dk • www.filmdir.dk

Redaktion

Søren Kragh-Jacobsen • Klaus Kjeldsen • Martin Strange-Hansen

Design

Benny Box • bennybox@bennybox.dk • www.bennybox.dk

Tryk

Glumsø bogtrykkeri A/S • Oplag / 600

Ansvarshavende redaktør Martin Strange-Hansen

Forside foto Collage af fotos fra bladet

LEDER

Kære nye Kulturminister, Først og fremmest tillykke med dit nye embede og dermed velkommen i Den Danske Filmbranche. Som du vil erfare, er vi en branche med en begrundet høj selvtillid: Vi skaber nemlig store og gode kulturoplevelser, som sætter Danmark på verdenskortet og fostrer debatter, udsyn og identitet. Det er en branche, hvor vi ikke er bange for at tale om kunst og have visioner samtidig med, at vi kender værdien af det bredt appellerende. Vi vil gerne fortsætte det gode samarbejde, som vi har etableret til dine forgængere, og ser frem til at styrke det endnu mere de næste år. Også et velkommen til FØLELSERNES MINISTERIUM, et ministerium som rører og bevæger mennesker: Som når en kulturel oplevelse åbner ens sanser og måske endda påvirker ens livsanskuelse. Eller den larmende vrede, som uundgåeligt vil opstå fra kritiske røster, der gerne beskærer området eller primært ser det igennem en lønsomhedsoptik. Her er det vi håber og satser på dit mod og din forståelse for risikoen og vovemodet hos os, de skabende kræfter. På forståelsen for og forsvaret af vores arbejdes værdi, som mere end det umiddelbart Excel-afl æselige. På vigtigheden af at turde grundforskning for at skabe udvikling og måske endda også økonomisk gevinst. Men frem for alt modet til at fejle, til at turde den lange banes optik. På det høje lofts princip. Derfor byder vi dig også velkommen til MODETS MINISTERIUM, det meningsøkonomiske stærkeste ministerium: Set i sammenhæng med den forholdsvis beskedne bevillingsramme er Kulturministeriet det ministerium, som genererer mest omtale og holdninger pr brugt krone. Der er med andre ord valuta for pengene. Og velkommen til MINISTERIET FOR FREMTIDENS ARBEJDSMARKED: Freelanceren og iværksættertanken er særlig udpræget blandt kulturens folk, men det er en form, som breder sig i andre brancher også. Vi håber derfor, at du i samarbejde med de relevante ministre får set på arbejdsmarkedet for freelancere, da det vil fremtidssikre Danmark både som innovationsland og som arbejdsmarked. Vi har erfaringerne i kulturlivet og bistår gerne. Og endeligt velkommen til MINISTERIET FOR MENNESKELIG UDVIKLING. Fordi kunsten når den rører, provokerer og spejler os, skaber nye meninger, ånd, samtale, udveksling, og refl eksion. Til Ministeriet Der Giver Livet Værdi. I skrivende stund er din identitet endnu ikke fastslået, hvilket den givetvis er, når dette nummer af TAKE er nået igennem grafi k, tryk og post. Men uanset hvilken profi l, navn og partitilknytning du måtte have, så vid, at vi glæder os voldsomt til samarbejdet. Martin Strange-Hansen Formand for Danske Filminstruktører

Take udkommer 4 gange årligt. Take er både et informationsblad og et debat-forum for aktuelle fi lmpolitiske diskussioner. Alle indlæg er velkomne. Næste deadline: 15. nov. 2011.Take:56 udkommer dec. 2011

Det er bare maskinen, der bliver slidt! Der er en kolossal energi, man har arbejdet fokuseret og målrettet! En enorm lyst driver værket, andre har kunnet se talentet, historien er fantastisk, finansieringen og alt det praktiske er på plads! Klar til optagelse … din første film … kort eller lang… klap !!!

af Søren Kragh-Jacobsen

Han så på mig med et skævt grin og sagde ”guts son, guts”

Du vender ryggen til, syntes bare du har taget en dyb indånding, og så dumper produktionsselskabets forslag til din 60 års reception ind af døren. Du kan ikke løbe fra det, modtager med professionel imødekommenhed flasker fra smilende unge kolleger, der kunne være dine døtre eller sønner. Hvad fanden skete der lige der tænker du? Men - lukker du øjnene, og for én gangs skyld slapper af og lader dine film glide gennem erindringens rødvinsfarvede korridorer, ved du, at den er god nok. Succes og fiasko flyder sammen i en smuk flod, og floden bærer dit navn. Der var du højrøvet, der var du ydmyg, der fortvivlet og der nakkede du hele bundtet. Her står du nu, en ældre filminstruktør, og det gik rigtigt stærkt - på den langsomme måde. Men tag ikke fejl, drømmene er der stadig, erfaringen langt større, nysgerrigheden stadig voldsomt til stede, og opfindsomheden? Ja bestemt, men nu tynget af en rygsæk fuld af tvivl, som stor erfaring jo giver. Lidt ude af miljøet, meget mere solo, men man er der endnu ! Filminstruktørens metier er vidunderlig. At få sine drømme, tanker og visuelle visioner op på det store lærred betragtes vel af de fleste som misundelsesværdigt. Men det er også en stenhård verden at færdes i. Da jeg interviewede den gamle Hollywood mester Frank Capra i 1980, spurgte jeg ham om, hvad han mente var filminstruktørens vigtigste egenskab. Han så på mig med et skævt grin og sagde ”guts son, guts” . Mange år senere må jeg konstaterer, at der sgu er noget om snakken, og en ting er HELT sikkert; om et splitsekund er DU en af os.

Fordi det er sjovere end plejehjemmet af Henning Carlsen

En stribe instruktører som alle er over tres år gamle, er blevet bedt om hver for sig at gøre rede for, hvordan de holder sig i gang i så høje aldre, hvis de altså gør det. Nu er det jo ikke alle over tres, der er lige gamle. For mit eget vedkommende er det efterhånden så længe siden, at jeg blev over tres, at jeg dårligt kan huske hvordan det føltes at flytte sig fra at være halvgammel til at være helgammel. En mild grad af demens har formodentlig lagt sit nådige slør over oplevelsen, så den blev mindre nærværende, mens den stod på. I hvert fald har jeg nu været over tres så længe, at jeg har vænnet mig til det og – hjulpet af før omtalte svaghed – indimellem glemmer, hvor gammel jeg er. Men så blir jeg på ubehageligste vis mindet om min alder, hver gang jeg må konstatere, at der stadig ikke hører elevator til vores trediesals lejlighed. Eller når jeg må nøjes med højst at sove tre timer ud i en køre, fordi jeg ikke kan sove længere. Eller når jeg husker på, at jeg af hensyn til andre trafikanters sikkerhed for længst har ladet mit kørekort ryge. Eller når jeg konstaterer, at der er kortere og kortere imellem de gange, jeg burde skifte brilleglas.

Så i det lange løb blir kunsten i virkeligheden at holde fast i en flig af samme virkelighed, så man ikke selv blir ren fiktion.

Det er gennem årene gradvist gået op for mig, at da jeg valgte denne metier – eller den valgte mig – da mente vi det begge ganske alvorligt. Man kan jo ikke i så mange år ha’ ladet det at lave film fylde så meget i ens tilværelse uden risiko for, at det at lave film går hen og blir identisk med selve det at leve. Så i det lange løb blir kunsten i virkeligheden at holde fast i en flig af samme virkelighed, så man ikke selv blir ren fiktion. Måske er det ikke helt tilfældigt, at jeg i min seneste (af forfængelighed nægter jeg at skrive ”min sidste”) film har beskæftiget mig med en 90-årigs ønske om endnu engang at opleve tilfredsstillelsen af den drift, der er nedlagt i os for at sikre ”artens beståen”, som det så smukt hedder. Jeg skal ikke røbe, hvordan det går den gamle men blot antyde, at der er en happy ending. Hvis det man efterlyser, er afsløring af en drivkraft, man overlever på, så er der måske flere. Én kunne være, at tidens gang har undladt at kvæle den nysgerrighed, som i sin tid satte det hele i gang og siden har holdt det gående i så mange år - mere eller mindre på trods. En anden drivkraft er sikkert, at hvor besværligt det end er at lave film i denne alder, så må det til enhver tid være sjovere end plejehjemmet.

.., at tidens gang har undladt at kvæle den nysgerrighed, som i sin tid satte det hele i gang og siden har holdt det gående i så mange år - mere eller mindre på trods.

LEA GLOB Nyuddannet Dokumentarfilminstruktør

Den protestantiske etik og dokumentarismens ånd. Lige nu sidder jeg ved mit skrivebord og ser ud på træerne i baggården. Dagen er lige begyndt og klokken er seks. “Early bird catch the worm” siger Omar i The Wire. Derfor er jeg stået så tidligt op. Det er min nyopfundne strategi som færdiguddannet dokumentarist. Hvis jeg står tidligt op, tænker jeg, så dagen ikke starter uden mig og det første morgenlys er i mit øjensyn, så er der da en chance for at se godt og længe på verden.

... fuck alder, lyt til dig selv, hold krudtet tĂ¸rt, hovedet koldt og hjertet varmt.

”Instruktør-seniorer uden grænser”:

ROCK ON!

Jeg har endnu ikke set Henning Carlsens nye film ”Erindring om mine bedrøvelige ludere”, men vandrørene synger, at han har lavet sin bedste film siden Sult. Når HC (f. 1927) kan og kan blive ved, så må vi andre bare klø på og lytte til det eneste gode råd, man kan give sig selv og andre: fuck alder, lyt til dig selv, hold krudtet tørt, hovedet koldt og hjertet varmt.

af Gert Fredholm

Lad historierne blive fortalt af fortællere, uanset alder. Slut med klynkeriet. Der er ingen retfærdighed i denne verden, life is hard, og hvad faen skal man være, når man bliver stor – andet end én der fortæller en god historie og håbe på at man kan få den financieret.

Lad Den Tiende Muse ånde på os.

Gode råd

til yngre kolleger af Franz Ernst

Hvad har jeg egentlig lært af alle mine år i filmbranchen? Nok til at give nogle gode råd videre, der kan bruges af yngre kollegaer? Måske - måske ikke. Jeg forsøger alligevel. I Andreas M. Dalsgaards film Bogotá Change bliver den tidligere borgmester Atanas Mockus spurgt, hvordan det kunne lykkes ham at genopfinde den kaotiske millionby Bogotá i et land, der har ry for at være et af verdens mest kriminelle og korrupte. Hans svar er overrumplende: hæderlighed. Den danske filmbranche kan på mange måder minde om Bogotá, så strategien er nok også brugbar i vores sammenhæng. 3 FORNUFTIGE RÅD 1. Vær hæderlig 2. Vær modig 3. Vær sej Hvem har brugt denne strategi med succes? Eksempler kunne være Anne Wivel, Bille August, Lars Becker-Larsen, Pernille Fischer Christensen, Mette Knudsen, Per Fly, Linda Wendel og mange andre. Men rådene kunne egentlig lige så godt være:

3 IDIOTISKE RÅD 1. Vær idiotisk 2. Vær egensindig 3. Vær spektakulær Noter: 1. Alle forstår idioti. Vi opfører os alle idiotisk, nogle fra morgen til aften. Det er heller ikke nogen hindring for at nå frem til et imponerende resultat - tværtimod kan det give nogle overraskende løsninger på problemerne. 2. Inderst inde er vi alle egensindige, selv om vi ikke altid vil stå ved det. Man kan vinde sympati ved at være åbenhjertig om det. 3. Det er kedeligt med små, grå, flittige kunstnere. Der skal noget andet til. Den slags ting vidste allerede H.C. Andersen længe før filmen var opfundet. Prisen var dog, at næsten ingen kunne holde ham ud. Hvem har brugt denne strategi med succes? Fx Lars von Trier, Jørgen Leth, Federico Fellini. Men I har måske brug for noget endnu mere effektivt? Ok, det får I så: 3 EFFEKTIVE RÅD 1. Stjæl & lyv 2. Vær troløs 3. Vær heldig

NIKOLAJ FEIFER Nyuddannet Filminstruktør

Fremtiden. Så længe man husker den kun eksisterer idag er man home free. Fremtiden er ikke en diffus drøm, eller noget man godt kunne tænke sig. Fremtiden er om man skriver i dag eller ikke skriver i dag. Jeg forventer mig absolut ingenting af fremtiden i sig selv, men jeg håber bare, jeg kan kan beskytte min lyst til at lave film, ikke blive alt for overmandet af møderækker uden udsigt eller stabler af afslag. Måske håber jeg fremtiden minder lidt om dengang jeg startede. Der var en nyfigen glæde over bare at stå med et kamera, være igang altid, se film hver dag, være umættelig og begejstret.

Den gamle bølge Af Peter Schepelern

Modenhed er alt, sagde Shakespeare. Og filmhistorien kender mange eksempler på, at instruktører har lavet betydningsfulde film på deres ældre dage.

Professionen som filminstruktør forudsætter både åndelige og fysiske kræfter, såvel stædighed som gennemslagskraft og udholdenhed, egenskaber som man nok snarere vil forbinde med ungdommen end med alderdommen. Man kan sikkert bedre sidde at nørkle med sine skriverier eller male lidt, selv om man er oppe i årene, men at instruere en film er et job, der kræver sin mand (eller kvinde). Der er selvfølgelig skuespillere, der bliver rigtig gamle. F.eks. døde både Bob Hope og George Burns som 100-årige, hvilket tyder på, at komediebranchen ikke nødvendigvis er så livsfarlig, som den har ord for. Men hvad med instruktørerne? Ja, tyske Leni Riefenstahl, nazi-filmens absolutte instruktørstjerne, var faktisk 101, da hun tog billetten. Hun havde dog (heldigvis) ikke lavet film i mange år. Men faktisk kan man notere sig, at overraskende mange filminstruktører, inklusive nogle af filmhistoriens største, har fortsat deres virke i deres sene år, og ikke helt få har skabt hovedværker eller ligefrem haft en storhedstid efter, at de er fyldt 60. De gamle og de døde I dansk film kan man bemærke, at CarlTh. Dreyer var midt i 70’erne da han lavede Gertrud, der absolut har sine tilhængere og i øvrigt fortsatte at tumle med sit Jesusfilm-projekt til sin død som 79-årig. Og både Astrid Henning-Jensen, Gabriel Axel og Henning Carlsen (der som ung lavede en film om De gamle) har lavet spillefilm i en høj alder. John Ford var 68, da han lavede sit sene mesterværk, Manden der skød Liberty Valance. Alfred Hitchcock lavede den genrefornyende Psycho som 60-årig, og fortsatte til han var midt i 70’erne, selv om man nok må erkende, at de sidste film ikke var hans bedste. Anderledes med Luis Buñuel, der var født i 1900. Han havde en tidlig, kort karriere i den franske surrealisme (debut med genistregen Den andalusiske hund, 1929). Efter en længere pause genoptog han instruktørkarrieren i Mexico i 40’erne og 50’erne, men vendte i midt-60’erne tilbage til fransk film og fik en udsøgt alderdomskarriere, hvor han, sprudlende af fabulerende vid, lavede hovedværker som Bel-

le de Jour (1967), Borgerskabets diskrete charme (1972) og Begærets dunkle mål (1977). John Huston lavede sin sidste film som 80-årig. Han instruerede fra kørestolen og døde kort inden premieren, men The Dead (1987) baseret på James Joyce’ novelle blev en af hans fineste film. En sort dag Ingmar Bergman var 64, da han lavede sit sidste storværk, Fanny og Alexander, en slags åndeligt og kunstnerisk testamente, og sluttede med en tv-film som 85-årig. Japansk films hovedskikkelse Akira Kurosawa indledte sin modne alder med et selvmordsforsøg i 1971 (hvor han var 61). Men da han først havde genvundet livslysten, kom der pragtfulde alderdomsværker – først og fremmest det storslåede Shakespeare-drama Ran. Sin sidste film lavede han som 83-årig. Michelangelo Antonioni sluttede i første omgang sin karriere som 70-årig med Identifikation af en kvinde (1982), der tegnede til at blive hans sidste værk, ikke mindst fordi han i 1985 blev ramt af et slagtilfælde, der gjorde ham delvis lammet og fratog ham talens brug. Men ti år senere var han (med Wim Wenders’ hjælp) mirakuløst tilbage med spillefilmen Bag skyerne og nåede endda som 92-årig at bidrage til en episodefilm, inden han døde som 94-årig, samme dag som Ingmar Bergman – 30. juli 2007, en sort dag i filmhistorien. Comeback som 67-årig Robert Altman begyndte med en mere anonym tv-karriere i sin ungdom. Så brød han igennem, forholdsvis sent, med MASH (filmen fra 1970), og var i 70’erne et af de stærke navne i ny amerikansk film. I 1980 kiksede han eftertrykkeligt med Skipper Skræk, og det virkede, som om han havde udspillet sin rolle. Men som 67-årig fik han et stort comeback med The Player (1992), en me-

De gamle udviser en produktivitet, som nok kan gøre den unge generation åndeløs.

sterlig psykologisk thriller fra Hollywood-miljøet, og den blev indledningen til en stor alderdomskarriere. Inden han døde som 81-årig i 2006, lavede han yderligere ni spillefilm, blandt andre den skoledannende multiplot-film Short Cuts og ensemble-filmen Gosford Park. Woody Allen har siden sin debut i 1969 nogenlunde regelmæssigt afleveret en film om året. Hans seneste film, komedien Midnight in Paris, er lavet af en 75-årig. Viseren har passeret midnat, men det synes ikke at svække kreativiteten og fortælleglæden. Også Ridley Scott (født 1937) er still going strong. Siden han blev 70, har han blandt andet lavet American Gangster og Robin Hood, og til næste sommer kommer han med Prometheus. Det evige liv Eric Rohmer (født 1910) hørte til 60’ernes franske nybølge, men trådte først rigtig i karakter i

70’erne og 80’erne. Til gengæld blev han længe ved og lavede sin sidste film som 87-årig. Også Alain Resnais, der fylder 90 næste år, laver flittigt film efter film. Og der er heller ikke noget, der tyder på, at Jean-Luc Godard, der lige er fyldt 80, er ved at trække sig tilbage. De gamle udviser en produktivitet, som nok kan gøre den unge generation åndeløs. Men det er dog ingenting ved siden af portugiseren Manoel de Oliveira. Han er født i 1908, kom til filmen i 1930’erne, men har især markeret sig siden 60’erne. Hans intime, lidt subtile filmkunst er vel mest for kendere, men hans karriere bør være det lysende og opmuntrende forbillede for alle filminstruktører i den tredje livsalder. For det fantastiske er, at han siden han fyldte 80 i 1998 har instrueret 27 spillefilm! Som 98-årig lavede han Belle Toujours, en slags sequel til Buñuels Belle de Jour. I 2008, hvor han fyldte 100, udsendte han to film – fulgt af film både i 2009 og i 2010. Og en ny film er under indspilning med forventet premiere i 2012. En filminstruktør, der synes at tage det evige liv på forskud!

SOFIE TØNSBERG Nyuddannet Dokumentarfilminstruktør I spørger efter mine tanker, forestillinger og visioner som ny filminstruktør. Det største for mig ville være at få et stamsted/ståsted, hvor jeg møder gamle, unge, venner og fremmede. Et sted og et fællesskab at være i. Min vision er at leve et filmliv, der ikke er ensomt. Relationer er blevet vigtigere for mig på få år. I fællesskaberne vil jeg stræbe efter at instruere film, der genaktualiserer det velkendte og gør det normale til noget særligt. Jeg vil fremhæve de små dramaer, dem der kan ligge i sprogets nuancer eller i det antydede. Jeg har hang til at opbygge koncepter, mønstre og regler for mine ideer - derigennem kan jeg se filmen træde frem - men vigtigst af alt og ihh. hvor vil jeg gerne efterleve det, så er film billeder. What we see is what we get. Det vi ser er hele filmen. Filmens sjæl og historie fødes ud af det vi ser. Jeg vil tage billedet seriøst

Det nemme svar

af Nils Malmros

Enhver filminstruktør der har lavet mere end et par film kender til ulidelighed følgende to spørgsmål: ”Hvad skal din næste film så handle om?” og ”hvilken af dine film holder du selv mest af?” Selvfølgelig kan man godt opfatte det første spørgsmål som udtryk for interesse, eller i det mindste et velvilligt ønske om høflig konversation. Men jeg har svært ved at forestille mig en instruktør, der under eller lige efter tilblivelsen af sin film, har så meget overskud, at han kan forestille sig fremtidige projekter. Derfor kan spørgsmålet kun opleves et som et utaknemmeligt ønske om mere netop i det øjeblik, man har givet hele sin sjæl. Det nemme svar er: ”Beklager, det er min sidste film”.

.. svarer til at spørge en mor om hvilke af hendes børn, hun holder mest af. Det andet spørgsmål svarer til at spørge en mor om hvilke af hendes børn, hun holder mest af. Problemet er nemlig, at man ikke blot skal vælge en favorit, men også indirekte undsige de andre. Jeg går ud fra, at de fleste instruktører har det som jeg: Vi holder af alle vores film ud fra hver deres forudsætninger. Det nemme svar er derfor: ”Den sidste”. Og så er der endelig et tredje spørgsmål, som jeg tror, mange instruktører er blevet mødt med efter en premiere: ”Hvordan synes du selv, din film er blevet?” Det ondskabsfulde ved spørgsmålet er, at man bliver bedt om at formulere den kritik, som spørgeren af høflighed ikke selv vil formulere. Det nemme svar er:

RANIA M. TAWFIK Nyuddannet Filminstruktør

Hver idé er en åbning til en lille drøm. Drømmen sammen med andre små drømme er som bække, der fører til den store kilde, den store drøm. Den store drøm er at lave film, at fortælle, at skabe broer og samle brikkerne til det store puslespil. For film bliver et mikrokosmos på den verden jeg lever i, og til tider på den verden jeg gerne vil leve i. Målet er at være nærværende, intim, at dele gåsehuden med andre. For lige der bliver drømmen virkelig og jeg levende.

Nysgerrig af Jørgen Leth

Hvad kunne vi ældre instruktører fortælle vores yngre kolleger? Hvad kunne vi lære dem om det liv, de nu brager ind i? Hvad kunne evt. gøre dem klogere, og hvad venter dem i det hele taget? Det var den friske opfordring fra min kære kollega Søren KraghJacobsen, da han bad mig og en håndfuld andre veteraner om at komme med nogle brugbare råd om vores profession. Det var jo en helvedes høj menu, og den blev ikke lettere, da Søren derefter opregner et halvt hundrede mulige emner, såsom ”Hvordan nytænker du fra film til film?” - ”Hvordan bevarer du din egenart?” – ”Hvad irriterer dig mest ved andre filminstruktører?” - Osv. Osv. Ja, værsgo og spis! Jeg ringede til min gode ven Klaus Kjeldsen. Han prøvede at ryste mig ud af min lammelse med dette spørgsmål: : ”Hvad vil kunne få dig til at holde op med at lave film?” Det lammede mig endnu mere. Men OK, spørgsmålet var stillet. Og svaret er: Ingenting kan få mig til at holde op med at lave film! Nysgerrigheden driver værket for mig. Min

nysgerrighed er ikke mindsket med årene. Jeg er mere nysgerrig end nogensinde. Jeg synes livet til hver en tid er interessant. Jeg synes der sker noget ude i virkeligheden. Historier der råber på at blive fortalt. Hvis jeg skal give et råd til yngre kolleger, så må det netop være, at man skal følge sin egen personlige nysgerrighed. Er der noget man brænder for at finde ud af? Så gør det! Filmens sprog er skabt til at finde ud af ting. Ikke så meget tanker. Først og fremmest ting. De kan bevæge sig, eller de kan bare være der. Det er vigtigt, at man tænder på noget ude i virkeligheden. At man får lyst til at fortælle om det man ser, det man tænker på.

Ja, værsgo og spis!

Det handler om lyst på flere måder. Der skal være et sensuelt drive i det man laver på film. Det er vigtigt at undersøge objekter, rum, personer. Og så skal der helst være en ny frisk måde at fortælle på. Det er vigtigt at ikke undervurdere publikum. Det slår mig, at det gør de fleste danske filminstruktører. Eller manuskriptforfattere. De tror, folk ikke kan opfatte hurtigt. Det starter så omstændeligt. Det er pædagogisk (for mig et skældsord). Den fejl gør f.eks. amerikanske thrillers aldrig. De går ud fra, at folk er hurtigt opfattende, vant til genrens greb og fantasifulde. Det kan man altid mærke. Det er meget spændende, når det man kalder mainstream genopfinder fortællingen. Af bl.a. de grunde anser jeg Bourne-trilogien (især nr. 2 og 3, lavet af Paul Greengrass) som banebrydende film. Det var historisk da George Lucas i American Cinematographer (tror jeg) sagde, at Bournefilmene tvang andre storytellers, ham selv inklusive, til at tænke på en ny måde. Noget var sket. Nå, så fik jeg lige det på plads. Det har jeg længe haft lyst til at sige.

Jeg har tit udbredt mig om at lave film udsat for betingelser eller modstand og begrænsninger. Nu hører jeg til den ældre generation af filmskabere, og det udgør jo sin egen begrænsning. Skulle det få mig til at holde op? Nej tværtimod. Det er jo en fremragende spilleregel. Det kan jeg få noget ud af. Man må lave filmene under de forhold, der er. Jeg har lige sammen med min søn Asger lavet en kortfilm til Odense filmfestival. Den er 2 ½ min lang. Den er skrevet og optaget på en enkelt dag i Spanien. På iPhone. Det er en lille historie med en hovedperson. Den har kostet nul kroner. Jeg har i høj grad lyst til fortsat at lave film under gode, professionelle konditioner. Men det kan også være spændende at lave film uden penge. Den lille iPhone film er jo ment som en tilskyndelse til at lave film med det værktøj, man nu har i hænderne. Den blev måske levende af, at vi selv syntes, det var sjovt at lave den. Far og søn legede vi-laver-film.

Det er langtfra en ny tanke for mig. De første to film jeg lavede, Stopforbud og Se frem til en tryg tid, er stadig værd at se, synes jeg selv. Og en film jeg selv regner for en af de vigtigste er jo Motion Picture. Den er filmet med Beaulieu på 16mm, og filmratioen er 1:1. Dvs. der er ikke noget fraklip. Alt er brugt. Vi havde en ny idé til hver eneste scene, tog hånd-synkron klap med, falske starter er en del af fortællingen, vi optager to lag ovenpå hinanden ved at holde hånd for optik og køre filmen tilbage i kassen og optage en gang til. Den film er stadig en inspiration for mig selv, når jeg står overfor en vanskelig opgave. Det legefulde skal være der. Det er enkelt at lave film. Men at lave kunst kommer man ikke gratis til. Pointen er, at man bliver innovativ af at have begrænsninger. Jeg tror på, at man skal lave svære spilleregler. At man skal besinde sig på, at film også handler om at forvandle ingenting til noget. At skrive en skrift ind på filmrullen. Det var jo det, De fem benspænd handlede om. Det gælder også nu i digitalmaterialets tid. Man må finde sin egen begrænsning og inspiration i det, man står overfor. Jeg ved godt, at der er nogen, der vil sige; jamen skal film da bare handle om film? Hvad med at verden er af lave? Jeg tror, at hvis man tager fat bare i et lille hjørne af virkeligheden, at sætte sig i en stol, et rejse sig, at gå ud af en dør, så vil man i billedet mærke en hånd, et hjerte der slår. Dér begynder fortællingen om, hvordan verden er. Jeg synes, det handler om hvordan der filmes. Derfor kunne jeg godt lide Janus Metz’ Armadillo . Den kom ind i sprækkerne af ”den store historie”. Derfor kunne jeg godt lide Ghosts of Cité Soleil. Jeg kan aldrig blive træt af at se Dreyers La Passion de Jeanne d’Arc. Det er den perfekte sammensmeltning af følelse og eksperiment. De hårde greb får lidelsen til at gløde. Det er det gamle princip om koldt mod varmt. Gnidningsvarme. Den kan man fortsat lære meget af. Så det er et af de råd, jeg synes jeg kan give til yngre kolleger. Se den, se den igen. Og igen. Lysten er der sommetider. Sommetider er den der ikke. Man skal bruge den, når den er der. Man kan skrive. Man kan lave billeder. Man kan lave lyd. Hvad behøves mere? Stædighed behøves, og følelsen af at alting stadig kan laves på en ny og uprøvet måde. Jeg tænker ofte, at jeg har været for doven i mit liv. Jeg har lavet mange film, men der er en del idéer jeg ikke har realiseret. Dét der driver mig er trangen til at komme længere ud i det terræn, hvor sprog bliver til. Være bevidst om at forhindringer kan være inspirerende. Undgå at gentage sig selv. Være et nyt sted næste gang. Afstå fra at lave noget der er for nemt. Alligevel bebrejder jeg mig selv, at jeg ikke har lavet endnu flere og især endnu vildere film. Men jeg føler, at der jo netop er både tid og plads til at gøre lige præcis det.

Jeg er dog stolt over, at jeg stadig orienterer mig eksperimentelt i filmmediet. At jeg er trofast overfor mit avantgarde udgangspunkt. Men jeg kunne gå endnu længere, være endnu mere konsekvent i destruktion og rekonstruktion. Jeg kunne også – men hvornår? – lave den film noir, som mine digte altid har drømt om. Jeg kunne f.eks. bryde min egen dovenskab og berøringsangst overfor lige præcis genrefilm som jeg elsker. Er jeg ikke for gammel til den slags drømme? Nej, det tror jeg ikke. Jeg er ældre rent fysisk og mærker det. Men ikke mentalt. Jeg har stadig lyst til at lave det umulige. Og det er jo netop det umulige jeg hylder, når jeg taler om cykelsportens atleter. Jeg synes det umulige er den målestok, alle præstationer skal måles med.

Er jeg ikke for gammel til den slags drømme? Nej, det tror jeg ikke. Jeg er ældre rent fysisk og mærker det. Men ikke mentalt. Jeg har stadig lyst til at lave det umulige. Jeg vil prøve at springe frem til nogle direkte ord til jer, kære yngre kolleger. Igangsættelse. Hvordan komme i gang? Det kan jo være en ørkenvandring. Jeg taler om det på cd’en Vi Sidder Bare Her (med Simpson & Toksvig). Det drejer sig om at snyde sig selv. Komme ud af det depressive dødvande. Det er vigtigt at se sig om, se hvad man har på bordet eller den udsigt man har på caféen. Finde noget i dagens avis, eller i sin hverdag eller i sine mareridt. F.eks. begynde at filme avisen fra en ende af. Noget kan omsættes til billeder og udtalte ord. Skrive nogle ord, et brev. Bruge det som manuskript. Det du ikke kan omsætte, det springer du over, så enkelt er det. På den måde kommer der en sortering og måske en slags orden. Jeg har lige set en god historie. Matchen i US Open mellem Ivo Karlovic og Richard Gasquet. Det er en zombi mod en flødedreng. Jeg holder med zombien. Karlovic er Boris Karloff. Går på samme måde. Han er uhyggelig. Og dog uskyldig. Han må gå på sine lange stive ben. Fremad, fremad. Han spiser søde dygtige civiliserede tennisspillere på ranglisten. Han må gemme sine øjne bag store mørke briller. Han kan kun ganske få ting på banen. Serve hårdt. Serven er en massakre. Han er en oprydder som Harvey Keitel i Tarantinos film. Han kvaser Gasquets elegante spil, som går i opløsning. Det er en fantastisk historie. Den kan filmes fra tv-skærmen. Måske er der nogle rettighedsproblemer, men den kan da redigeres og ses af en lille klub. Jeg vil helst have, at Boris Karloff vinder. Den film vil jeg godt se. Der er historier overalt. Det handler om en ting. Har man lyst til at fortælle. Vil man noget?

Forsøg på råd fra en forkælet instruktør Tekst Jannik Hastrup Tegninger Flemming Quist Møller

Jeg er jo sådan lidt ude på en sidelinie, fordi jeg laver tegnefi lm. Og alligevel ikke. For fi lm er fi lm, og jeg har altid insisteret på, at der ikke er den store forskel, og i dag er forskellen er jo virkelig blevet minimal, nu hvor alle teknikker ka blandes. Hvad skulle jeg ku lære unge instruktører i dag eller omvendt? Jeg kommer selv fra mesterlæren og har aldrig været på nogen filmskole, undtagen ganske få kurser. Et af dem var Ola Olsons om dramaturgi, der virkelig var en enorm øjenåbner. Det er rigtigt, jeg er ikke længere 25. Jeg nærmer mig de 48. Og mener bestemt ikke jeg skal holde op. Det skulle da lige være, hvis jeg lavede et kanon hit, og pengene strømmede ind i en lind strøm. Økonomien har altid været den ydre drivkraft. Terminerne kan virkelig sætte gang i kreativiteten. Det med kritik og anmeldelser lærte jeg tidligt at takle, fordi min gode ven Flemming gjorde mig opmærksom på, at anmelderne var ulykkelige mennesker der selv gerne ville lave film, men ikke kunne, så de måtte nøjes med at skrive om film. Så bortset fra ganske få gange, hvor jeg efter at ha læst en kritik af en af mine film – eller af andres – hvor jeg har fået gevaldig lyst til at stikke anmelderen en på snotten, så har anmeldelser aldrig rigtig kunnet få mit pis i kog. Men jeg har da osse fået enormt positive anmeldelser. Det manglede da bare. Men fordi den er positiv behøver den jo ikke være god. Det værste jeg ved pt er afslag fra instituttet, hvis de blir begrundet med andet end mangel på penge. Jeg har alle de år jeg har lavet film været utrolig forkælet og fået en masse støtte. Jeg syns vi har den bedste filmlov i verden. At der ikke er penge nok til alle, er helt klart. Jeg syns man bare skulle formulere afslag sådan her: Desværre har jeg ikke penge nok til alle projekter. Desuden synes jeg ikke om dit projekt. Det er på en måde ydmygende at modtage et afslag, hvor den stakkels konsulent har brugt tid, kræfter og en masse fantasi i et forsøg på at begrunde sit afslag. Det er som at lægge op til en diskussion, og det ligger jo slet ikke i systemet at man skal indgå i forhandling omkring afslaget. Og så bør der ikke være 6 - 8 ugers ventetid. Det er dræbende for al kreativitet. Og som regel har vi da osse bare kørt videre og håbet på at der kom et tilsagn, og kom det så ku man aflevere manus dagen efter. For sin egen selvrespekts skyld er man nødt til at fortsætte arbejdet.

af Sonja Vesterholt

Mit liv i filmbranchen begyndte meget sent. Jeg kom ind på filmskolen, da jeg var 40, og jeg lavede min første dokumentarfilm, da jeg var 45. Og jeg har ikke haft noget som helst problem med alder nogensinde. Det, som holder mig i gang, har ikke noget med alder at gøre. Det forandrer sig ikke. Tværtimod mener jeg, at tanken om, at man bliver svagere, efter man er blevet 60, er fuldstændig sindssyg.

Jeg mener bestemt, at vores livs vinter er forskelligt for os alle sammen. Hvis man ikke er syg, for fysisk sygdom kan stoppe dig, så er man bedre, efter man er 60, fordi man har større erfaring. Og det betyder utroligt meget, afstanden til målet bliver kortere, fordi du har prøvet at gå turen så mange gange før. Det er det, der er erfaringen. Du kender vejen.

sig i fortiden eller planlægning af fremtiden. Den der evindelige selvransagelse er roden til alt ondt.

Hvis der er nogen, der prøver at forhindre mig i noget, jeg har lyst til på grund af min alder, så sagsøger jeg dem. Der står i Grundloven, at vi er lige uanset alder, religion osv.

Det er meget sundt at skifte spor. I min alder er jeg lige blevet debutant, jeg har skrevet en bog. Og det er fuldstændigt fantastisk at få en sådan stor anerkendelse, som jeg har fået for noget, der er fuldstændigt nyt for mig, for en side af mig selv, som jeg ikke vidste eksisterede.

Alderdom er ligesom horisonten. Jo tættere man kommer på horisontlinien, des mere flytter den sig. Det er en mental grænse, mennesker stiller foran sig selv – det er her, det slutter. Jeg mener ikke, at jeg har forandret mig meget, siden jeg blev bevidst om mig selv. Jeg har ikke mærket specielle forandringer. Det er, fordi jeg har skiftet retninger så mange gange i mit liv, at forandringer er mit liv, en del af mit liv. Jeg har lavet så mange ting i mit liv. Hele mit liv har jeg levet i nuet. Det er en stor force. Der er mange mennesker, der tænker på fremtiden, overvejer fremtiden og planlægger den. Det er jeg ikke særlig god til, jeg har det ikke i mig. Det er ikke nyt, det er ret så simpelt. Det er frygteligt for mange mennesker, at de ikke lever i nuet, fordi de hænger

Mit liv er i det hele taget meget lystbetonet. Jeg gør det, jeg har lyst til, og når jeg har lyst til det. Jeg mener, at jeg kan det, jeg vil. Mit største problem her i livet er at verbalisere, få formuleret et ønske. Nå, det er dét, jeg vil! …

Det er derfor, det er så skønt, for så får man bekræftet sin styrke. Mennesket har så meget i sig. Forestil dig en discokugle med mange, mange facetter, og så holdes man på grund af samfundets konventioner fast i en enkelt af dem. Og i virkeligheden har man så mange andre facetter i sig, som man ikke skal være bange for at finde frem til. Det er derfor, det er sundt at skifte spor. Og det er, når man får anerkendelse fra andre mennesker, at man bekræftes i, at man indeholder en mangfoldighed af muligheder. Det var det, jeg oplevede, da min første bog, ”Hunden er rask”, udkom i år. Vi vil alle have bekræftelse. Og så er det rart, når man bliver bekræftet i, at man kan noget nyt.

ANITA M. HOPLAND Nyuddannet Dokumentarfilminstruktør

Tanker fra en nyuddannet. Gennem min uddannelse på Den Danske Filmskole har jeg undersøgt dokumentaren som genre. Jeg har udfordret min egen forestilling om hvad en dokumentarfilm er, samt nærheden mellem mig og de medvirkende. Nu starter livet som nyuddannet hvor det ikke bliver muligt at eksperimentere i samme grad, og derfor søger jeg at afdække menneskers fortællinger med nogle af de greb jeg har afprøvet gennem de sidste fire år. Nærheden vil være den samme og det er min ambition gennem livet som dokumentarinstruktør at bevare denne som det vigtigste.

.. det er blevet tydeligt for mig, at jeg hver eneste dag stort set udelukkende bruger de arbejdsredskaber, som er vokset ud af mit instruktĂ¸rliv.

TIL TAKE af Palle Kjærulff-Schmidt

Jeg bliver vist nødt til at overrumple en hel del i forhold til det, redaktørerne nok havde tænkt sig med deres opfordring. Forhistorien er, at jeg i 1953 for første gang instruerede professionelle skuespillere på et teater, og i 1957 optog min første spillefilm. Ganske kort efter fik jeg tilmed ret uventet lov til at arbejde med både TV-teater og Radiodrama Oftest var det selve de fristende opgaver, der bestemte mit medievalg, men jeg lærte også snart det fornuftige i disse skift. For havde jeg f.eks. med et vist held lavet en række TVstykker, så fik jeg naturligvis behagelige vaner om, hvordan arbejdet skulle tilrettelægges og om hvad der teknisk var muligt. Men hvis jeg så i et år eller to kastede mig over et af de tre andre medier, så blev det langt lettere, når jeg vendte tilbage at få mod til at afprøve helt andre arbejds- og udtryksmåder. Så sent som i 1995 udgav jeg så min første bog, og det er siden blevet til hele ti. Den næste er endda færdigskrevet og udkommer inden jul. To af dem er erindringsbøger om, hvad jeg lærte af instruktørerhvervet, men alle de andre er vokset ud af mit efterhånden ret omfattende rejseliv. De fire første blev til essaysamlinger, for de kortere skildringer af, hvad jeg prøvede at lære af de fremmede kulturer, var det ikke svært at finde ro til at udforme mellem instruktionsopgaverne. Nu er der ret naturligt ikke længere nogen, som efterspørger en så aldrende instruktør, og det har jeg det fint med, for det har givet mig mulighed for at skrive bøger, hvor hver enkelt koncentrerer sig om et eller andet mindre område i verden. Så nu tager en ny bog et årstid at færdiggøre, og derved er jeg forblevet fuldt så arbejdsom, som jeg altid har været, blot helt uden nogen deadlines eller andet ydre pres. Og nu følger så den egentlige pointe med disse få linjer. For det er blevet tydeligt for mig, at jeg hver eneste dag stort set udelukkende

bruger de arbejdsredskaber, som er vokset ud af mit instruktørliv. Det har nemlig vist sig, at der ikke er nogen rigtig dyb forskel på, om jeg skal sætte mig ind i en ny tekst, som er skrevet af en forfatter, eller om jeg skal prøve at forstå en for mig fremmed kultur. Det kræver den samme lydhørhed, undersøgelse og selvransagelse. Der skal ligeledes læses meget sideløbende stof for at komme ind i det valgte steds historie. Og hver eneste dag skal man omhyggeligt føle efter, om sporet er det rette. Når skrivearbejdet efter en rejse begynder, kan jeg i lange tider hver eneste dag med den største glæde blive ved med at rette og finrette for at finde frem til bedre og sandere udtryk for alt det, der er kernen i min oplevelse, præcis som det især sker under de lange, vidunderligt givende teaterprøver. Og præcis som under instruktionsarbejdet i alle de fire medier, er der aldrig en dag, hvor tilfredsheden ikke føles stor, hver eneste gang et dybere udtryk opnås. For jeg er jo her som der intenst drevet af en evig længsel efter at dele stedets eller en dramatisk teksts muligheder og nye indsigter med andre mennesker. Præcis det samme gør sig gældende med mine fotografier, som der i hver af de sidste fem bøger har været 100 af. Jeg har aldrig lært fotohåndværket, men som instruktør har jeg jo været daglig optaget af at finde frem til netop de motiver og beskæringer, som fremkalder det stærkeste udtryk. På samme måde har jeg lært at betragte forandringerne i et steds belysning meget nøje, for kun det rette lys kan tydeliggøre alt det, som bliver afgørende for andres oplevelser. Alle billederne kan derfor gengives i bogen, præcis som de blev optaget. Og sådan var det jo også altid, da jeg lavede film og TV. Efter de (foreløbig) elleve bøger føler jeg derfor hverken, at jeg er blevet forfatter eller fotograf, men heldigvis at jeg bliver stadig bedre til at instruere både ordene og billederne.

Jeg er en ignorant, - en stor ignorant. Efter mange års træning, har jeg lært at ignorere fakta, - især alder!

Ignorer! af Erik Clausen

Jeg er en ignorant, - en stor ignorant. Efter mange års træning, har jeg lært at ignorere fakta, - især alder! Ja, allerede som dreng vidste jeg, at jeg var nødt til det, for ellers lå banen klar til mig, - tidlig ud af skolen, samlebåndet, - slavesjæle i alle lande forener eder! Heldigvis havde jeg biffen næsten hver aften, ind i drømmefabrikken og forsvinde ind på lærredet, identificere Jean Gabin og Poul Reichardt med min forsvundne far. Hold da kæft, kunne man selv komme til at lave film? Jeg ignorerede, at jeg gik ud af 8. klasse, var for tyk, vidste ikke noget om kunst, - men drømmen var der, fordi inde i hovedet havde jeg lært at filme, at drømme mig væk, at iscenesætte min egen virkelighed. KLIP sagde det inde i hovedet og jeg var væk fra leverpostej og varmedunk, KLIP sagde det, og hende pigen med hestehalen, der ikke værdigede mig et blik, gik jeg nu pludselig hånd i hånd med i Tivoli, og hun kiggede på mig og sagde: ” Åhh Erik!

KLIP sagde det inde i hovedet, og jeg var væk fra leverpostej og varmedunk, KLIP sagde det, og hende pigen med hestehalen, der ikke værdigede mig et blik, gik jeg nu pludselig hånd i hånd med i Tivoli, og hun kiggede på mig og sagde: ” Åhh Erik! Men jeg forsatte med at ignorere fakta, og kun udvælge det til ”mine egne film”, der stimulerede mig, der bekræftede mig, der bar mig frem. Jeg udvalgte det fra virkeligheden, som jeg selv kunne bruge, som en klunser, der går imellem møg og skrammel og kun samler det op, der kan sælges. Jeg ignorerede, at kunstens verden, ikke var til for mig, den var tilrettelagt for det neurotiske borgerskab, med deres diskrete charme. Jeg lærte at sige: ”Hvad rager det mig” om kulturlivet og blev klar over, at vi måtte starte helt forfra. Jeg drømte om at lave film, der kunne forbedre verden, - hvor naivt, ikke? Jeg gik i den ”filmskole” hvor man, på sin egen krop, følte at nogle af de film man så, ændrede ens liv, - og heldigvis til det bedre. Inden jeg begyndte at lave film, var jeg klar over, at samfundet i dens repressive underbevidsthed, prøver at kontrollere folks fantasi og drømme, det gør de ved at skabe frygt og angst. Det er sådan, de kontrollere det. Systemerne til alle tider, er skrækslagen for kunstnerne, for filminstruktører der laver film, hvor folk spejler sig og hvor filmen til din underbevidsthed siger, - du er god nok, du er velkommen, der er ikke noget at være bange for. Film har mere politisk indflydelse end de administrative bureaukrater, der kalder sig politikere, har i folketinget. Vi ved det godt, men samfundet ignorerer det og kalder det alt muligt andet, kulturpolitik, administration, institutioner. Filmen havde før i tiden, den farlige cocktail, af markedsmekanisme og kunst, der går under navnet: ”Showbiz”. I dag er det mere institueret, gennem filmskolen og meget andet. Jeg nejer og bukker for den nye generation, jeg synes de er dygtige, men forstår ikke, at de fleste af deres film handler om angst og frygt. I interviews, fortæller den nye generation om deres egen angst og frygt når de laver film, - jamen venner det er jo det som det går ud på, - det er spændingen, det skrækslagne, - kan du klare det, - det er en bjergetape, - har du kondition til det, kan du ignorere den dårlige stemning på filmholdet og koncentrere dig om fakta,- altså filmen. Når jeg laver film vågner jeg skrækslagen op om morgen kl. 05, - våd af sved, angstens sved og tænker hold kæft hvor er det spændende. Det er den stemning Mikkel Kessler må have inde i sig, når han går op i ringen. Foran 20.000 tilskuer skal han klare sig igennem 12 omgange. Men kære Kessler, at lave en film er ikke 12 omgang, - der er 112 omgange, - det er 1000 omgange. Og så når du frem til den såkaldte premiere, så kan du ikke ignorere så meget mere, og du kan ikke ignorere, at du opdager, at der er en hel

masse parasitære mekanismer, - at nogen der lever af dine film, administratorer, kritikkere og mange andre. Så inden du når frem til publikum skal du igennem en skærsild, - ligesom i eventyrene, hvor den unge mand skal bekæmpe både drager, øgler og andre uhyre inden han får et vådt kys af prinsessen. Så vil jeg lige rette en misforståelse ift. instruktørernes forhold til kritik, - kære venner, kritikerne skriver for publikum, ignorer kritikken. Bag kulissen, i dit følelsesliv, er du, ligesom jeg selv, kritisk ind til det masochistiske, det kunne have været bedre! er det lykkedes? var det den vision du havde inde i drømmemaskinen, i hovedet? Og så er der det med alderen, hvor administratorer, kritikkere og andre der lever af vores kunstneriske aktiviteter pludselig finder ud af, at det er en svaghed at være gammel. De sætter det ikke op imod den værdi der hedder erfarenhed, - livserfarenhed, faglig erfarenhed, - lad os bruge den, lad os dele ud af den. Personlig ignorerer jeg alderen. Jeg ved godt, den er der, - jeg er ligeglad. Jeg forsøger at holde fast i udgangspunktet, der for mange år siden sagde: ” Clausen, frækkere, sjovere, videre”. Selv om filmmiljøet har udviklet sig til, at hvis man kommunikerer ved hjælp af humor, så er det lavstatus på linje med Sussi og Leo, amagerhylder og Mallorcarejser. Derfor forsøger den yngre del af filmbranchen at ligne Jørgen Leth i ansigtet, at ændre sin motorik, så når de på optagelserne bevæger sig, udtrykker deres kropssprog: ” vi er de udvalgte”! Som skuespiller er jeg glad for alderen, rynkerne. Det godt brugte, udtrykker mere end det glatte ansigt hos ønskebørnene. Summa summarum min store erfaring fra en snes spillefilm er: ”Kære venner, tag svagheden til indtægt”. Jeg elsker at lave film, det er en lidenskab, jeg knepper med filmen. Så i øvrigt synes jeg, det at lave film, er en helt rimelig og kvalificeret måde at omgås hinanden på. Alderen og frygten for døden holder dig fast i et håb om, at du næsten bliver udødelig. At Cinemateket et stykke tid efter din bortgang vil arrangere en kavalkade af nogle af dine bedste film, og du håber så, at den nye generation møder op, at ikke også de er ignoranter og ignorerer din indsats.

Personlig ignorerer jeg alderen. Jeg ved godt, den er der, - jeg er ligeglad. Jeg forsøger at holde fast i udgangspunktet, der for mange år siden sagde: ” Clausen, frækkere, sjovere, videre”.

ASGER KRØJER KALLESØE Nyuddannet Filminstruktør Ja, som nyuddannet film instruktør, med alle årene bag én på en eller anden måde i uddannelse, er det jo en mundfuld både at finde ud af hvordan man kommer til at lave det man brænder for, og samtiddig at finde ud af hvad man skal leve af i mellemtiden. Hvad fanden handler det hele egentlig om? - Kommer man lige til at spørge sig selv. Og kan jeg over-hovedet lave film i øvrigt? Jeg tror de fleste tvivler. Men det gode i mit liv, det der er sjovt, er mit projekt. Jeg har valgt et projekt om håb. Med udgangspunkt i hårdt misbrug. Jeg vil lære en masse, frem for alt om hvad håb betyder. Og jeg vil møde en masse mennesker. Det er et pro-jekt der føles helt rigtigt, og det giver mig ro. Jeg er fuld af håb om at jeg vil komme til at lave detjeg er bedst til!

Bombina, Bombina af Morten Arnfred Sætter mig ved computeren ved siden af stablen af dokumenter, som skal danne grundlag for mit vidnesbyrd om, at det skam går over stok og sten, selvom jeg nu har rundet de 66 og ikke føler mig spor tynget af alderen (det kan man i øvrigt ikke tillade sig når man har en dattter på tre med stor appetit på livet og ild i rumpetten). Øverst i bunken ligger mit seneste projekt: Et møde på en øde ø mellem en muslim og en repræsentant fra den yderste højrefløj. Jeg kalder fortællingen Bombina Bombina, som er det latinske ord for klokkefrø. Det projekt glæder jeg

mig meget til at fordybe mig yderligere i, og det er endnu ikke sendt ind … Videre ned i bunken. Hvad er nu det? Et brev fra FI, som har set sig nødsaget til at tilbagekalde sin støtte til min Sprogø film, da TV stationen sprang fra i sidste øjeblik. Det var jo en smutter, men ”you can’t win them all”. Så er der jo mit projekt om Marilyn Monroes forelskelse i den danske forfatter Hans Jørgen Lembourn. Måske en løgnehistorie, men i hvert en god en af slagsen, som stadig rumsterer…ok,

Det var jo en smutter, men ”you can’t win them all”

der var så lige endnu et afslag fra FI, men op på hesten igen. Erik Crones og min ungdomsfilm ”1-2-3- nu!” var finansieret med både indskud fra Film Fyn og Nordisk, så et par afslag eller tre fra FI burde jo ikke hyle os ud af den... Men selvom jeg tidligere i min karriere har haft rimelig succes med et par ungdomsfilm, skal jeg måske koncentrere mig om karakterer på min egen alder og glemme det med den der ungdom. Derfor har jeg allieret mig med min gode ven Ib Tardini og forfatterne Jørgen Ljungdalh og Hans Hansen. Nu vil vi fortælle en historie om vores egen generation. En historie om menneskelige relationer i en tid med brydning af værdier. Vi har godt nok allerede modtaget 2 afslag fra FI, men vi giver ikke op (selvom konsulentkvoten på FI er opbrugt), og vi satser på at kunne gennemføre, selvom vi skal have penge og frokost med hjemmefra. Vi minder hinanden om,

at det skal være sjovt at lave film… Nu kom det alligevel til at handle lidt om ”afslag”, og så har jeg ikke en gang nævnt afslaget fra Kunstfonden, som jo ”modtager mange ansøgninger og desværre…”, men som plaster på såret kærligt opfordrer mig til at søge igen… Danske Filminstruktører har endelig foreslået at jeg søger et legat i en fond hvis fundats primært tilgodeser ansøgere, ”der har kendt bedre tider”. Vores datter Matildes livsbræftende smil overtrumfer alt mismodet, men jeg søger alligevel. Et afslag fra eller til… Så er der jo Bombina, Bombina – med sin magiske kvækken ved midsommertid. Den tror jeg virkelig på!

MILAD ALAMI Nyuddannet Filminstruktør

Jeg har altid haft en deterministisk indgang til at lave film. Hver film ønsker jeg laver ønsker jeg skal bevæge mig videre som kunstner. Jeg vil minde verden om at det lille menneskes stemme nogen gang kan overøste den store skare. Magi er ikke noget overnaturligt der kun eksisterer i vores fantasi, men er det, der gør os til mennesker. Selvom vi tror vi kender vores verden, er den heldigvis meget større end vi tror.

Underholdende lig af Jon Bang Carlsen

.. at turde g책 sine egne, uforklarlige veje uden at lade sig forvirre af alle de dyrt designede vejskilte de livsfjerne funktionalister stiller op for at lede os ind p책 de kedelige hovedveje ..

Jeg startede min karriere med at lave film om gamle menneske fordi jeg var og er fascineret af deres evne til at holde sig fri af de midaldrendes overdrevne hang til en primitiv funktionalitet, som med samfundet i ryggen på brutaleste vis prøver at lægge livet i håndjern. Hos gamle mennesker mødte mit unge jeg en evne og et mod til at favne de elementer af livet, som ikke umiddelbart havde en forståelig funktion, men som til gengæld fylder vores hjerter med liv. Som den gamle skuespiller i Montecatini jeg fra mit vindue hver morgen så komme ulasteligt klædt ud af sin gadedør og smilende gå den korte tur ned på hjørnet for at drikke kaffe på stamcafeen og på fornemste vis hilse på sit forbipasserende publikum, for tre akters tid senere at gå den lange vej tilbage til sin gadedør, tage kostumet af og nyde freden efter tæppefald i den store seng, som konen ikke længere deler med ham fordi hun er taget på turné hinsides. Den gamle skuespiller i Toscana var og er en af mine helte ligesom Jenny i Bovbjerg fra min første iscenesat dokumentariske film af samme navn og Fru Beckpå Fanø fra “Før gæsterne kommer” og Dagmar i Karen Lykkehus’ skikkelse fra min første gængse spillefilm “Næste stop-Paradis” eller “Englenes by”, som jeg selv ville have kaldt den. Alle mine helte bliver stædigt ved med et langt livs gøremål, som med årene er blevet

til ritualer for dem, til levende erindringer ligesom al god kunst er, rituelle gentagelser uden anden funktionalitet end glæden og smerten ved det liv som fandt sit endelige udtryk i netop den form og som snart er en drøm. Nu er jeg selv en gammel mand og skal i den sidste del af min karriere forsøge at leve op til mine helte. Af dem har jeg lært en af kunstens eneste formulérbare regler, nemlig at turde gå sine egne, uforklarlige veje uden at lade sig forvirre af alle de dyrt designede vejskilte de livsfjerne funktionalister stiller op for at lede os ind på de kedelige hovedveje hvor alt liv bliver obduceret før liget ,sminket tilbage til livet, får lov at lade sig føde. Med Jenny ved min side glæder jeg mig til at kæmpe for et filmisk udtryk, som ikke er defineret af tøsedrengene der flokkes i succesens fladtrykte fodspor. Styrket af Fru Bech vil jeg kæmpe for en fortælling som tør lytte til sit eget forvirrede hjerte i stedet for at lade sig vildlede af de kulturelle bedemænd, som til enhver tid kan plotlægge et skæbneforløb fordi de specialiserer sig i arbejdet med underholdende lig. Det at blive gammel er lidt som at blive til en film. Fortid, nutid og fremtid river sig løs af den årelange, kunstige adskillelse og får igen lov til at løbe sammen til én sø, der frit kan spejle det liv vi tør vise frem. Og i erindringens lys, som er oldingens natlampe, er ingen løgn for grov til at tjene sandheden.

MIRA JARGIL Nyuddannet Dokumentarfilminstruktør

Tanker, forestillinger, visioner: Et filmliv med lov til at beskæftige sig med det, der er svært at svare på mellem liv og død. De bittesmå store ting, der foregår imellem os mennesker, når vi mødes, konfronteres og skilles. At indfange de særlige øjeblikke, der er umulige at forudse. Og fortsat kunne overraskes af virkeligheden, som jeg stædigt og ydmygt vil forsøge at indramme.

Film med h책ndskrift Af Christian Braad Thomsen

Et enkelt udsagn fik stor betydning for skabelsen af en uafhængig filmkunst i sidste halvdel af 20. århundrede, nemlig filminstruktøren og kritikeren Alexandre Astrucs ord om, at instruktøren bør have mulighed for at bruge sit kamera lige så intimt som forfatteren sin pen. I deres tid som filmkritikere lancerede Francois Truffaut og hans fremtidige instruktørkollegaer Jean-Luc Godard, Eric Rohmer, Claude Chabrol og Jacques Rivette det auteur-begreb, som fastslog, at det hverken er manuskriptforfatteren, skuespillerne eller producenten, der er filmens kunstneriske centrum. Det er instruktøren.

..., og i dag er begrebet så nødvendigt som nogensinde, dersom filmen skal overleve som kunstart. Auteur-begrebet er uomgængeligt for filmkunstens udvikling. Det er vendt mod filmens degradering til et industriprodukt, og dets ophavsmænd insisterede på filmens ret til at være en kunstart på linje med litteraturen, billedkunsten og musikken. For de af os, der var unge omkring 1960, da ”den nye bølge” revolutionerede filmkunsten verden over, fik auteur-begrebet varig betydning, og i dag er begrebet så nødvendigt som nogensinde, dersom filmen skal overleve som kunstart. I en tid, hvor videoteknikken er blevet så billig, at enhver kan realisere Astrucs vision, må man dog tilføje, at ikke enhver håndskrift er lige klædelig. Det håndholdte kamera og det sjuskede billede- og lydarbejde kan i dag være en lige så stor barriere mod at investere sig selv, som det kostbare tekniske apparat var det på Astrucs tid. Det Danske Filminstitut iværksatte under Henning Camre en hetz mod auteur-begrebet, skønt Camre vitterligt havde fået begrebet helt galt i halsen. Han mente, at auteur-instruktører finder det ”irrelevant, om en film tiltrækker et publikum”, samt at en auteur i sin selvovervurdering både vil skrive manuskript og producere selv. Og han fremhævede, at Den Danske Filmskole med ham som rektor foretog ”et opgør med auteur-idéen, at instruktører skulle stå for det hele selv.”

Men dette har intet med auteur-idéen at gøre. Truffaut og hans kollegaer fremhævede netop, at en lang række af Hollywoods genreinstruktører også var auteurs, f.eks. Alfred Hitchcock, Howard Hawks, Douglas Sirk, Stanley Donen og Gene Kelly. Ingen af disse skrev deres manuskripter selv, men forstod alligevel stilistisk og tematisk at gøre deres film til helt personlige udtryk. Auteur-instruktøren er faktisk bedre til at samarbejde med andre, fordi han formår at få sine visioner igennem netop via samarbejdet, mens den instruktør, som ingen visioner har, intet får ud af, at han muligvis kan samarbejde. Auteur-begrebet er fortsat under stadig beskydning fra filminstituttet, der hellere støtter filmen som industri end filmen som kunstart. Man lægger formodede seertal til grund for, om en film skal sættes i produktion, og gør dermed den kunstneriske vurdering til et spørgsmål om at læse i kaffegrums. Og man kræver en lineær dramaturgi, der bomber filmen tilbage til før Godard, Antonioni, Tarkovskij og Fassbinder. Filminstituttets største fejl er, at man tror, man kan vurdere en film på grundlag af manuskriptet. Det kan man ikke. Et manuskript er instruktørens arbejdspapir og kan principielt kun læses af instruktøren selv. Det eneste saglige vurderingsgrundlag er instruktørens foregående film – som ofte er ukendte for konsulenterne.

De konventionelle krav til manuskript og dramaturgi låser filmkunsten fast i en form, som man kender til bevidstløshed, og forhindrer de instruktører i at arbejde, som kan sprænge konventionerne og udvide bevidstheden. De konventionelle krav til manuskript og dramaturgi låser filmkunsten fast i en form, som man kender til bevidstløshed, og forhindrer de instruktører i at arbejde, som kan sprænge konventionerne og udvide bevidstheden.

KASIA KØHLER LARSEN

Nyuddannet Dokumentarfilminstruktør

Stemmen i dig og mig Hallo kan du høre mig? Hallo? Jeg har min stemme, med en fortælling, der gerne vil ud. Ofte oplever jeg, at jeg råber ud i det tomme rum. Og ofte oplever jeg det kun er, når jeg holder fast i min indre stemme og ikke spekulerer i forestillinger om hvad andre mon synes om stemmens resonans, at der er nogen der lytter til den. Men det er svært, det med at holde fast og jeg prøver hele tiden, at lære det med, at tro på den. Er du her stadig? Hvis jeg fortæller dig, at jeg tager dig med på en rejse? Til en verden, hvori du møder mennesker, du ikke kender, men som kan have lige den stemme, der gør, at du tror på og mærker din egen indre stemme. At den rækker ud og rører dig. Det er det arbejdet som dokumentarinstruktør handler om for mig. Mødet med stemmen i dig og mig. Modet til at tro på selv den skrøbeligste stemme kan have en stor vægt.

Efterår- og

vinterinstruktørerne af Henrik Bo Nielsen

Opfordringen fra ”TAKE” til skrive noget om Filminstituttets syn på den generation af instruktører, der har passeret 60, ledsages af ”TAKE” af netop de ord; efterår og vinter. Tanken falder uundgåeligt på ’vort mismods vinter’ og sure gamle mennesker. Smarte reklamefolk har i andre sammenhænge døbt generation ’det grå guld’, mens mere ondskabsfulde unge taler om ’grå pattebørn’, der livslangt har blæst med de gunstigste konjunkturer og fortsat kræver ind. Som Filminstitut og dermed offentlig kunststøtteinstitution kan og skal man naturligvis tænke over det. Er det en særlig kategori, disse efterårs- og vinterinstruktører? Er der særlige krav? Skal bommen hæves eller sænkes? Eller skal de (gud forbyde det) ligefrem have deres helt egen støtteordning? Og frem for alt, er der noget, vi som Filminstitut skal foretage os i den anledning? De fleste af svarene er heldigvis ukomplicerede og i al væsentlighed nej, nej og atter nej. Vi støtter værker og kunstnere og hverken fødselsattester, afgangsbeviser eller kvoter. Lige så lidt som vi vægter og registrerer seksualitet, køn eller religion, skal vi ikke ændre på spørgsmålene, vi stiller ansøgeren, bare fordi fødselsattesten er lidt gulnet. Spørgsmål om hvad ansøgeren vil publikum, hvad filmen flytter og blikket ned over instruktørens værksliste vil selvfølgelig afspejle erfaringen og på en indirekte måde også alderen, men det bliver ikke med datoer som udløsende eller diskvalificerende faktor. Lige så lidt som det giver mening at kigge på karaktergennemsnit i en folkeskole uden at tage hensyn til socioøkonomiske faktorer, giver det heller ingen mening at forholde sig til kunstnere udelukkende ud fra en biologisk alder, men det er naturligvis interessant at kigge på erfaring, på hvad der allerede er skabt og især, hvad der brænder af ild inden i. Om nogen. Og om nogensinde. For nogle år siden havde jeg fornøjelsen at møde Andrzej Wajda i Krakow, og selv om han i følge programmet var indforskrevet til at sige lidt om sin biografaktuelle film, Katyn, var han i det store og hele uvillig til at tale om afsluttede værker. Det filmprojekt, han netop sad og arbejdede på, talte han til gengæld om uafbrudt – ja han var stort set umulig at stoppe. Det er muligt, manden befandt sig i sit livs vintersæson, men det er uinteressant at kategorisere ham i en særlig +60 boks. Samme erfaring kan man i København gøre sig ved at opsøge Henning Carlsen. Her er det også langt nemmere at få en meningsfyldt samtale om det eller de projekter, der ligger lige for, end udredninger om fortidens triumfer.

’Lige så lidt som det giver mening at kigge på karakter-gennemsnit i en folkeskole uden at tage hensyn til socioøkonomiske faktorer, giver det heller ingen mening at forholde sig til kunstnere udelukkende ud fra en biologisk alder’ ”Jamen, I er da aldersfikserede, når det gælder publikum”, blev vi spurgt oven på en Filmaftale, der f.eks. på dokumentarområdet specifikt stipulerer film til yngre målgrupper, og man kan muligvis med noget ret hævde, at det i al fald teoretisk kan få indflydelse på ældre instruktørers mulighed for at opnå støtte. Heller ikke denne udfordring har med min bedste vilje ret meget med instruktørernes alder at gøre. Det forhold, at vi har en udfordring i forhold til at brede dokumentarfilms publikumsunderlag ud, er en fællesudfordring for hele branchen og for Filminstituttet - uanset alder. Der er instruktører, der uanset dåbsattesten kræser for et lidt ældre publikum, og der er instruktører i halvfjerdserne, der har flest fans under 25, men alle kommer til at forholde sig til, at hvis vi på langt sigt skal have samfundet til at fortsætte det nuværende økonomiske engagement i dokumentarfilm, så skal vi også tage aldersdiskussionen blandt publikum alvorligt. Med al respekt for DR2s flotte resultater med f.eks. Dokumania kan vi altså ikke løbe fra, at publikums gennemsnitsalder i bedste fald befinder sig i sensommerafdelingen. På DFI vil vi med stor interesse læse om de erfaringer +60 instruktører måtte berette om i dette nummer af TAKE, og jeg satser på, at vi bliver klogere af det og får indsigt i arbejdsmetoder og erfaring krydret med almindeligt livsklogskab. Det vil imidlertid komme bag på mig, hvis læsningen skulle føre til nye holdninger eller ændret adfærd her i huset, og der er jo ingen risiko for, at vi møder Muppet Shows sure gamle mænd, for det er jo danske instruktører, der skriver.

FRISK ÅND - ALTID

af Klaus Kjeldsen

TAKE stillede en række instruktører + 60, fiktions og dokumentarister, de kvindelige og de mandlige en masse spørgsmål. Helt sikkert for mange spørgsmål. Så mange at nogle blev helt skræmt bort af dem, og ikke ville være med. Andre havde film på beddingen og havde ikke tid til at svare. Men den forskellighed og oplagthed der er i de artikler, som kom ud af det, gjorde det til en fed opgave at lave dette nummer. Og et spørgsmål lå under det her: er der noget som kunne få os til at stoppe med at lave film og fortællinger. Det er den slags spørgsmål vi bliver mødt med, når mimrekortet vinker forude, og vinteren er sat ind! Hvorfor dog det, var der nogle, som spurgte, vi er jo stadig i fuld vigør, I fin form. Der er jo ikke sket andet end lidt grånen i toppen, måske lidt værken i knæene. Vi er måske nok underholdende lig, med lidt for mange for gode råd, men vi er sgu da unge i sjælen. Lidt som på de billeder I møder ned gennem TAKE, måske af ældre dato, men lugt til dem, helt friske I trykket, og fyldt af samme oplagthed. I ånden! Okay, kroppen er nok et vinterlandskab, men der er langt til den fjerne horisont. Vi fik en en række helt nyuddannede instruktører til gavmildt at indstille deres friske blik på, hvad filmen er og skal være for dem. Når de så også gråner i toppen, og når frem til deres egen vinter, er de forhåbentlig lige så unge af sind, og kæmper videre med deres version af Bombina, Bombina. Det er her det hele mødes, og her hvor enderne når sammen i den stadige stædige vilje til at fortælle og filme. Instruktør ånden er fyldt af mod, hele tiden, livet igennem. Vi griner sammen, fordi det her virkelig er langt sjovere end alle verdeners plejehjem!

‘Vi er måske nok underholdende lig, med lidt for mange for gode råd, men vi er sgu da unge i sjælen’

INA LINDGREEN Nyuddannet Dokumentarfilminstruktør

Så stod man her. Eller rettere sagt sad, (for de to sidste måneder efter afgang har været fyldt med lange aftener, lyse nætter og sene morgentimer). En længe ventet forløsning efter 4 intensive år på Filmskolen. Træt og fyldt af indtryk, men heldigvis en hel del klogere på hvad det er ved film der er så fantastisk, og som gør at jeg ikke kan lade være. Det sted hvor det er jeg stadig bliver nysgerrig, henrykkes, undres, og begejstres. Måske endnu mere nu end nogensiden. Det er sku en meget rar følelse!

NYT FRA SEKRETARIATET Champagnefesten 2011

Sæt allerede nu kryds i kalenderen mandag den 5. december, hvor foreningen vil være vært ved årets Champagnefest. Særskilt invitation sendes ud ca. en måned før arrangementets afholdelse.

Ny medarbejder

Danske Filminstruktører har ansat Christian Lunøe i en nyoprettet stilling som kommunikationskonsulent. Christian er cand.mag. i kulturstudier og har arbejdet med kommunikation i godt ti år, blandt andet i eget firma, i Københavns Kommune og i Videnskabsministeriet. Hos os kommer Christian både til at varetage større projekter – fx udviklingen af vores nye hjemmeside – og daglige kommunikationsopgaver som medlemskommunikation og pressekontakt. I perioden op til årsskifte er vi også i gang med at udvikle foreningens nye hjemmeside og vi glæder os til at løfte sløret for den først i det nye år. I mellemtiden bør alle medlemmer tilmelde sig vores lukkede Facebook-gruppe ”Danske Filminstruktører”, for at tage del i de igangværende filmdebatter m.m.

RÅD OG UDVALG Danske Filminstruktørers Legatudvalg: Sidse Carstens, Erik Clausen, Kaspar Munk, Martin Strange-Hansen, Lone Thau, Charlotte Sachs Bostrup DFI Rådet for kort- og dokumentarfilm: Klaus Kjeldsen DFI Rådet for Spillefilm: Christina Rosendahl DFI Festivaludvalget for kort- og dokumentarfilm: Max Kestner COPY-DAN: Fællesbestyrelsen – Martin Strange-Hansen AVU-medier – Martin Strange-Hansen Verdens TV – Sandra Piras Blankbånd – Sandra Piras Dansk Kunstnerråds post i DFI’s kontaktudvalg: Franz Ernst Det Ny Public Service Råd: Pi Michael

Filmkontakt NORD: Cæcilia Holbek Trier (referencegruppe) FERA: Birgitte Stærmose SNF: Sandra Piras Statens Kunstfonds repræsentantskab: Klaus Kjeldsen Nye medlemmer: Amanda Kernell Martin Zandvliet Samanou Acheche Sahlstrøm Rasmus Kloster Bro Carina Randløv Adam Hashemi Eirik Sæter Stordahl

Du kan nu blive medlem af Filmakademiet - GRATIS! Filmakademiets bestyrelse har besluttet sig for at åbne dørene for hele filmbranchen og inviterer alle registrerede medlemmer af branchens forbund og interesseorganisationer samt brancherelaterede film professionelle til at blive optaget i akademiet kvit og frit. Medlemskab giver: • Stemmeret i forbindelse med årets Robertpriser • Indflydelse på sammensætningen af Filmakademiets bestyrelse • Mulighed for at se årets danske film i Grand biografen • Adgang til at købe billet til årets Robertfest Du er som medlem af Danske Filminstruktører automatisk godkendt som medlem af Filmakademiet. Alt hvad du skal gøre er ansøge om medlemskab på www.filmakademiet.dk Af hensyn til administration og logistik vil alle indmeldinger indtil 1. december give stemmeret til Robertpriserne for film i 2011. Du kan sagtens melde dig ind når som helst, men hvis det sker senere end 1. december kan du først stemme næste år. Hvis du allerede har betalt medlemskab for sæsonen 2011-12 vil du få dit kontingent retur. Du kan til enhver tid melde dig ud igen – der er ingen forpligtelser, kun fordele. På gensyn Kim Magnusson – Bestyrelsesformand i Filmakademiet

FOTO KREDITERING Søren Kragh Jacobsen, fotograf DFI Billed- & Plakatarkiv Henning Carlsen, fotograf DFI Billed- & Plakatarkiv Lea Glob, fotograf Nadim Carlsen Gert Fredholm, fotograf DFI Billed- & Plakatarkiv Franz Ernst, fotograf Gregers Nielsen Nikolaj Feifer, fotograf Jan Zabell Steffensen Hitchcock & Kim Novak / Vertigo / 1958 / Paramount Pictures / DFI / Billed- & Plakatarkivet Alfred Hitchcock / fotograf ubekendt / DFI Billed- & Plakatarkivet Sofie Tønsberg, fotograf Todias Moe Nils Malmros, DFI Billed- & Plakatarkiv Rania M. Tawfik, fotograf Linda Wassberg Jørgen Leth 1+2, fotograf Ole John Tegninger Flemming Quist Møller Jannik Fastruup & Flemming Quist Møller, fotograf Claus Ørsted Sonja Vesterholt, fotograf Andre Brutmann Anita M. Hopland, fotograf Linda Wassberg Palle Kjærulff-Schmidt, DFI Billed- & Plakatarkiv Erik Clausen, DFI Billed- & Plakatarkiv Asger Krøjer Kallesøe, Sturla Brandth Grøvlen Morten Arnfred, fotograf DFI Billed- & Plakatarki Milad Alami, fotograf Rolf Konow Jon Bang Carlsen, DFI Billed- & Plakatarkiv Mira Jargil, fotograf DSB, Nørreport Christian Braad Thomsen 1+ 2, DFI Billed- & Plakatarkiv + fotograf Per Folkver Kasia Køhler Larsen, fotograf Dorrit Andersen Klaus Kjeldsen, fotograf Tomas Hostrup-Larsen Ina Lindgreen, fotograf Linda Wassberg

Danish Film directors www.filmdir.dk ISSN 1601-5843 48