TAKE 57

take: Udgives af DANSKE FILMINSTRUKTØR ER Juli 2009

57 Ud giv es af DA NS KE FI LM IN ST RU KT ØR ER MARTS 2012

1

Leder Ved champagnefesten i 2006 var vi en gruppe unge instruktører, som satte os ved samme bord. I løbet af aftenen faldt snakken om alt fra projekter, erfaringer med diverse producenter, konsulenter, skuespillere og forholdet til verdens fedeste – og mest ensomme – job.

Cinemateket havde kort forinden vist en dokumentarfilm om the Movie Brats – om samarbejdet og fællesskabet mellem en generation af unge filmskabere ved navn Spielberg, Coppola, DiPalma, Lucas og Scorsese. En generation, som kom til at redefinere Hollywood og den amerikanske filmbranche.

Nok er vi en samling af enmandsorkestre (og skal vi sige det selv: genier og lysende talenter), men det er når instruktører kan bruge hinanden, at vi rykker branchen fremad både kunstnerisk og kommercielt. Det samme gjorde sig også gældende for Nouvelle Vague i Frankrig og for Dogme herhjemme.

Vi har i Danmark egentlig været ganske gode til at bruge hinanden, og til at glædes over hinandens succeser. I kraft af at Filmskolen traditionelt var det sted hvorfra det største antal instruktører kom, havde vi ofte etableret samarbejder og fællesskaber, som også blev brugt i branchen bagefter.

Etableringen af Filmbyen gjorde det samme: Understøttede fællesskaber og skabte nye. Når instruktører bringes sammen og møder hinanden på jævnlig basis, jamen så bruger vi også hinanden.

Vi har i virkeligheden tit svært ved at lade være, da vi gerne fortæller om os selv og hvad vi har gang i.

Vesterbro, 2007

DANSKE FILMINSTRUKTØRER Nørre Voldgade 12, 2th 1358 • Kbh K. Tlf: 33 33 08 88 • Fax: 33 33 08 80 mail@filmdir.dk • www.filmdir.dk

2 redaktør Mette-Ann Schepelern Ansvh.

Redaktionsudvalg Annette K Olesen • Klaus Kjeldsen • Martin Strange-Hansen Design

Benny Box • bennybox@bennybox.dk • www.bennybox.dk

Tryk

Glumsø bogtrykkeri A/S • Oplag / 600

Fors. illustr.

Benny Box

Men vi bør gøre noget fremefter for at skabe og holde fast i videnudvekslingen på brancheniveau – holde fast i at gøre hinanden til bedre instruktører. For branchen har ændret sig og er blevet mere spredt: Instruktører kommer nu ikke længere hovedsageligt fra Filmskolen. Det har været vitaliserende, at Super16 har sparket Filmskolen i røven og vist nye veje, at fl ere instruktører kommer fra udenlandske skoler etc. Men det har samtidig også medført en mere spredt branche. Og da Filmbyen efterhånden er skrumpet ind til et udsultet Zentropa, er dette fysiske sted også svundet som kreativt kraftcenter.

Derfor er det også sådan en glæde at møde hinanden til Champagnefester, til medlemsarrangementer og andre fi lmrelaterede fester – for behovet for at udveksle sitrer i luften. Her opdaterer vi hinanden, fortæller historier om producenter og konsulenter, be- og afkræfter rygter. Det samme er begyndt at ske på vores Facebook-gruppe, hvilket beviser behovet for et forum.

Fællesskaber har traditionelt været afhængige af fysiske rammer. Men det er ikke nødvendigvis opskriften fremover. Både nu og fremover er samarbejde opskriften på en langvarig succes. Elfenbenstårnet skal have kontakt til omverdenen. Til de andre enmandsorkestre.

Efter champagnefesten i 2006 dannede instruktørerne om bordet ”instruktørklubben”. En klub hvori vi mødtes månedligt. Vi så hinandens ting, gav feedback på halvbagte ideer, udvekslede erfaringer etc. Vi kom fra meget forskellige baggrunde: Filmskolen, Super16, autodidakte, KUA, udenlandske skoler, og netop det faktum tror jeg vi alle blev dygtigere instruktører af.

Den bølge vi skabte i 2006 er en af grundvisionerne bag den siddende bestyrelse. Mange af de medlemsarrangementer foreningen har været vært for, har netop centreret om behovet for, at vi alle videndeler, at vi samarbejder. Dette arbejde vil vi intensivere i det kommende år – skabe fokus på etableringen af ”fællesskaber”, på muligheden for debriefing efter en produktionsafslutning og meget, meget mere.

Jeg glæder mig til at drøfte disse og mange andre gode emner med jer på generalforsamlingen den 27. marts.

Forza!

Martin Strange-Hansen Formand, Danske Filminstruktører

Take udkommer 4 gange årligt.

Take er både et informationsblad og et debat-forum for aktuelle fi lmpolitiske diskussioner.

Alle indlæg er velkomne. Næste deadline: 15 maj.

3

Af Mette-Ann Schepelern

Forårets udgave af Danske Filminstruktørers fagblad handler om samarbejde, forstået bredt og personligt. I dag er de samarbejdsområder, hvor en filminstruktør skal yde en professionel indsats, blevet komplekse og flerstrengede i en moderne verden med høj bevidsthed og effektivitet. Ofte kan man føle, at det at søsætte et filmprojekt mere drejer sig om at forhandle sig frem til et ønskbart kompromis med snart sagt alle parter i forløbet, end det handler om at forsøge at virkeliggøre sin ide og vision – hvilket i sig selv kan være svært nok! Derfor er en kultur, hvor vi kan evaluere og debattere de forløb, der ligger til grund for arbejdet, vigtige for at lære af erfaringerne og derved blive bedre.

For at lykkes med dette, kunne vi for eksempel begynde med at være mere på besøg i hinandens rum, både mentalt og konkret. Her tænker jeg på organisationerne, tv-stationerne imellem, interesse- og fagforbund, uddannelsessteder og kreative fællesskaber. Men også filminstruktører imellem, for at udveksle erfaringer på vores eget fags område. Så vi ikke bliver stående på hver vores lille ø. Alene.

Det er en ekstremt krævende indsats at fungere som filminstruktør. Instruktøren er både tovholder og spydspids for mange input og krav, der til tider kan virke modsatrettede. Det kan føles som om de

4

interesser, der investerer i en film, trækker i forskellige retninger, hvor det til stadighed er instruktørens forbandede pligt at slå ørerne ud og lytte. Netop for hele tiden at forholde sig åbent til, hvad der kunne forbedre filmens indhold eller udtryk. Det er en af filminstruktørens kernekompetencer: at være helt åben og parat – og samtidig at være stålsat, målrettet og præcis. Dette nummer afTake beskæftiger sig med instruktøren spændt ud mellem disse mange interesser og sin egen vision for filmen.

...vi kan vel altid lære at blive bedre til at tale sammen, lytte, respektere og derigennem etablere arbejdsformer, der understøtter de kreative processer...

Det er vigtigt at huske på, hvor mange der mestrer dette fag i Danmark! Ud af en befolkning med en størrelse som en mindre kommune i USA, udklækkes mange fantastisk dygtige filminstruktører. Så dårligt står det jo ikke til! Men måske kunne tingene gøres endnu bedre – også hvad angår arbejdsforhold og metoder?

Så for at undersøge omstændighederne for vores samarbejdskonstellationer, har vi bedt forskellige filminstruktører give deres bidrag til fortællingen om, hvordan processerne fungerer. Det er personlige beretninger, fortalt ud fra individuelle forløb og omstændigheder.

Men samtidig forestiller jeg mig, at de fleste filminstruktører har det til fælles, at alle ind imellem må navigere i svære verdenshave med høje bølger. Og at det vil kunne gavne alle involverede i filmproduktion i fællesskab at tale om de samarbejdsformer, der hersker. For at skabe nye og mere hensigtsmæssige måder at udøve vores virke på, eller bare for at blive bevidst om hvad man gør, og hvorfor.

Ikke at jeg tror på – eller at vi som forening skal efterstræbe at opnå det konfliktløse forløb eller overdreven konsensus. Men vi kan vel altid lære at blive bedre til at tale sammen, lytte, respektere og derigennem etablere arbejdsformer, der understøtter de kreative processer – også individuelt, og derved undgå at støde folk fra sig i mere eller mindre blodige opgør. Så undgår man også det spild af faglig viden og erfaring, der sker under en konflikt – et tab vi hverken har råd til menneskeligt eller fagligt.

Vi har brug for at dyrke fællesskaber, der er frugtbare for det virke, som vi har så mange mesterlige udøvere af i Danmark. Nemlig den svære kunst det er at instruere levende billeder.

Respekt for det!

5

FILMINSTRUKTØR PÅ DR -DRAMA

SØREN KRAGH-JACOBSEN OM SAMARBEJDE PÅ TV-PRODUKTIONER

EPISODEINSTRUKTØR PÅ ØRNEN OG LIVVAGTERNE Det er på mange måder et vidunderligt job at være episodeinstruktør på DR-Drama.

Man overtager en velkørende maskine, og en flok skinnende skuespillere, der mere eller mindre ved hvor de er i deres figur og udvikling. Et godt langt møde med hver enkelt skuespiller inden første klap, så man kan afprøve holdninger, og fornemme kemi, er et must!

På DR - Drama er manuskriptforfatterne enevældige. Det er ikke usædvanligt, at manus kommer dumpende ganske kort før første optagedag, hvilket selvfølgelig har skabt en del frustrationer hos filminstruktører udefra, der jo ikke er vant til en sådan praksis, et sådant pres.

Hvorfor manus ofte er blevet smidt i nakken på os, side for side, og på et hængende hår, er ikke nemt at få svar på. Men det ligger i luften, at den kører instruktøren da ”bare” hjem, og der er, eller har været den holdning, ”at det er godt for serien at hænge lidt i neglene”, hvilket jo bliver understøttet af, at det er gået så godt så længe, med Emmy’er, flotte overskrifter og store seertal til

6

følge. Men da ALLE filminstruktører møder op med store ambitioner, har denne holdning ofte tæret godt på nerver og nattesøvn.

Når første klap går, er det vel egentlig sådan, at man har gennemset sine kollegers arbejde, og nu bare vil forsøge at give dem lidt kammeratligt baghjul, løfte sine afsnit i intensitet, og sparke det hele lidt højere op visuelt – det lykkedes så ikke altid.

I øvrigt har man travlt, meget travlt.

KONCEPTUERENDE INSTRUKTØR PÅ BORGEN Her taler vi om noget ganske andet, og jeg har forbandet svært ved at se den store forskel på denne opgave og det at lave en spillefilm!

Dette betyder selvfølgelig, at serien bliver ens barn på lige fod med forfatter og producent. Et værk man holder af, har stærke meninger om, og vil følge tæt, når ens efterkommere tager over.

Her er der manuskript ”næsten” til tiden. Man arbejder sædvanligvis ud fra en anden gennemskrivning af de to første episoder. Endnu en eller flere gennemskrivninger venter så forude, idet man efter instruktørens præsentation af hele formen, den visuelle ide, og et stort gennemtænkt cast, må tune ’ordet’ ind efter ’hvem der spiller og hvor der spilles’.

UNDER OPTAGELSERNE TIL BORGEN, 2009

I denne fase er det ofte svært at få tale- og skrivetid hos forfattere, idet de nu sidder med hovedet langt inde i afsnit fire og fem!

En ny tv-serie er en stor satsning, og nervøsiteten fra omgivelserne er da også mærkbar. ”Blir’ det gooodt”, er et spørgsmål man ofte får stukket ud af producent og nedefter. Her er det bare om at holde fast, selv om det hele sejler. ”Det bli’r helt fantastisk”, er det rigtige instruktør-svar!

Ingen – absolut ingen, ved hvordan det spænder af, før serien er rullet over skærmen søndag aften I et stort hus som DR er der mange ’menere’, og mange bolde der skal afværges, eller holdes i skak, hvis man som instruktør har en stærk fornemmelse af, hvor man vil hen med værket. Stejle holdninger kan man også løbe ind i, og jeg har da ind imellem tænkt, ”hvorfor fanden hyrer de mig, når de ved så meget bedre selv?”

Der tales meget om budget, når en ny serie startes op. Snak om minutpris fylder temmelig godt, og den er en vigtig faktor for instruktøren, scenografen og skuespillernes udfoldelser.

Her fornemmes en besynderlig undervurdering af os der styrer indspilningerne, idet chefer og producenter ofte har fastsat seriens minutpris, uden at involvere hverken instruktør, fotograf eller scenograf. Altså seriens økonomiske rammer stukket ud af producenter og regnskabsfolk, hvoraf de

7

fleste blot har besøgt en filmoptagelse med en kop kaffe i hånden og en varm bil ventende om hjørnet. Det er ærgerligt, og ganske uforståeligt, idet megen ’penge-panik-snak’ kunne være undgået, hvis nogen af os, der har stået lange nætter i mudderpølen, blev inviteret ind og hørt.

Optagelserne starter nervøst og dynamisk som altid. Dekorationer, lys, lyd, farver, regi og kostume, alt skal lige justeres. Skuespillerne er heller ikke funderet i deres roller endnu. Alt dette skal løses, selv om toget fløjter derud af med ekspresfart, og der gives ikke meget mere end et par dages ekstra optagelse, fordi du starter en serie op.

Selv om det nu tordner derudaf, kan du stadig møde usikkerhed oppefra. Spørgsmål som; Er det ikke for mørkt til en søndag aften-serie! Behøver væggene være den farve? Kan I ikke lave det lidt enklere? Behøver hun at have den frisure, osv. Den dialog er jo del af jobbet, og her får du brug for alle dine talegaver og hvad du har af charme samt din evne til at koge hele

UNDER OPTAGELSERNE TIL BORGEN, 2009

8

problemet ind til en Maggi-terning, for du har faktisk mange andre problemer at slås med!

Efter mange måneder på arbejde spiller klaveret så! Du har haft tæt kontakt med din komponist, du har været hårdt involveret i det grafiske, og i traileren, der jo gerne må have dit stempel og ikke behøver at ligne de ellers så populært sammenklippede. Dit arbejde er blevet målt og vejet af eksperter og paneler.

Nu kan du træde tilbage, du har givet alt, som man jo gør på enhver film.

Her ophører så enhver lighed med det at instruere spillefilm. Det er nemlig ikke ”dit” mere, og det er langt hen af vejen helt forståeligt, idet toget nu kører videre uden dig.

Hvad du har at sige til det første store pressemøde er ganske uvæsentligt! Kan du stemme dig ind i hjørnet af pressebilledet, uden at snuble over forfatteren, der med ejermine har lagt sig på tværs foran alle skuespillerne, må du stille dig tilfreds med det.

Når du nu ikke har fast gang i huset, ikke er med på holdet mere, er det ind imellem belejligt at give dig skylden for alt negativt. Du er jo seriens hovedinstruktør! Går det godt hen af vejen skal det siges, at du så også får ros og skulderklap!

Regn ikke ubetinget med at få mere arbejde i huset, selv om serien bliver en succes. Den viljestyrke som efter din mening er en helt naturlig del af dig og dine kunstneriske valg, og som du har afværget meget lort med, bliver måske ikke opfattet så positivt inde i huset, som du regner med! Måske har du heller ikke været SÅ nem, som du nok selv tror.

Det skal også siges, at der i huset har hersket en ”gi nu endelig ikke instruktørerne for meget kredit”-holdning, en besynderlig nærighed, som ikke opleves i andre lande. En holdning, der måske kunne ændres, hvis der var en tættere dialog mellem udefra kommende instruktører og huset.

Men overordnet er det at arbejde på DR-drama ganske opløftende, og sjovt imens det står på. Projekterne er for det meste spændende, der er en fin energi i forløbet, og du er omfavnet af meget dygtige og professionelle filmarbejdere.

Søren Kragh-Jacobsen

9

DER ER F L A D T PÅ TOPPEN Interview med Kathrine Windfeld

”Det er instruktørens ansvar, at alle facetter af samarbejdet omkring filmen fungerer. Det er en ledelsesdisciplin. Jo bedre man er til at lede som instruktør, jo bedre arbejder folk sammen for filmen. Det var ikke ligefrem noget, man lærte på filmskolen i Lodz. Der var mere fokus på det kunstneriske. Det skal der selvfølgelig også være, men der kommer ikke meget kunst ud af det, hvis man ikke er god til at lede processen.

MIKAEL PERSBRANDT, FOTOGRAF JONAS ALARIK OG KATHRINE WINDFELD VED MONITOREN Eller har nogen til at gøre det for sig, hvis man UNDER OPTAGELSERNE TIL HAMILTON ikke synes man selv kan det.”

Målt på hvor meget kunst der kommer ud af det – altså i antal instruerede fiktionstimer pr. år – må man formode, at Kathrine Windfeld på en eller anden måde har fået lært sig kunsten at lede. I øjeblikket er hun biografaktuel med Hamilton – i nationens interesse med Mikael Persbrandt i hovedrollen. I 2010 og 2011 instruerede hun tv-serien Dronningeofret i tre afsnit og to afsnit af politiserien Wallander efter i 2009 at have debuteret som spillefilmsinstruktør med Flugten. Det er alt i alt ganske mange fiktionsminutter på godt tre år. ”Alle de timer, jeg har brugt ude på gulvet, giver pote nu. Jeg startede som assistent for Ole Christian Madsen, og fik så chancen for at få foden under eget bord hen ad vejen. De sidste syv år har der ikke været mange pauser imellem projekterne, og det kan jeg godt mærke. Det er ude på gulvet, man lærer den form for ledelse og det samarbejde, der skal til, for at lykkes med en film eller en tv-serie. Sådan har jeg i hvert fald haft det. Alle dem, man har med på et filmhold, er jo vant til hverdagen på gulvet, de holder ikke tre års pause mellem produktionerne. Og hvis man vil lede dem, så skal man altså være inde i en eller anden rutine, hvor man føler sig godt tilpas med det der. Man skal vide, hvad man vil have ud af de mennesker, og hvordan man får det. Det er på med det sorte Gore-Tex og ud i marken 14 timer i døgnet. Så kan tøjet blive vasket, når produktionen er færdig.”

10

Kathrine Windfeld har mange eksempler på, hvordan hendes erfaring – timerne på gulvet og i marken – i dag veksles til smidige løsninger i konkrete situationer på settet. ”Hvis du kan nå dertil, hvor du lidt glemmer dit eget ego som stooor filminstruktør… så kan du altså bedre fornemme det der sker omkring dig. For eksempel kan det være sådan i en politiserie, at der er gode dramaturgiske grunde til, at en birolle ender med at skyde skurken. Den løsning ser du måske noget interessant i som instruktør. Samtidigt ved du, at din hovedrolleindehaver er lidt følsom, i dag eller generelt, og 1) gerne vil være den der ordner skurken, 2) ikke føler sig som den heman, der får ham til at spille fantastisk i alle de andre scener, hvis du kastrerer ham lige der. Så lader du måske som om du er i tvivl og laver to forskellige versioner, i stedet for at spille stor chef og ødelægge dagens optagelser. Og så bestemmer du jo selv i klipperummet, om det er A eller B der

Hvis du kan nå dertil, hvor du lidt glemmer dit eget ego som stooor filminstruktør… så kan du altså bedre fornemme det der sker omkring dig...

11

skyder skurken. Og bagefter, til premieren, når han har set på sig selv være heman i halvanden-to timer før hans side-kick skyder skurken, så er han fint tilfreds.”

Ud over at lægge låg på eget ego – og smøre alle de andres ditto – handler det gode samarbejde også om at overlade ansvar til kompetente mennesker og lytte til deres ekspertise: ”Jeg er meget glad for mine A-funktioner. Fotograf, scenograf, komponist, klipperen og producen-

Man kan sige, at der er fladt på toppen. Jeg selv, A-holdet, skuespillerne – vi er sammen om det, men med mig i førertrøjen.... ten. Jeg forholder mig meget tæt til dem, ligesom til skuespillerne. A-holdet ansætter selv deres egen søjle og styrer hvad der foregår under dem selv. Vi er mere eller mindre de samme, der arbejder sammen med hinanden og kender hinanden rigtig godt efterhånden, så vi bygger ligesom ’ovenpå’ hele tiden. Vi kan hurtigere nå ind til kernen af et nyt projekt sammen og i løbet af et par møder have styr på det overordnede udtryk på en produktion. Derefter er der mange parallelle processer. Fotografen og scenografen kan f.eks. sagtens have en hel masse kreative overvejelser sammen og hver for sig, som de ikke indvier mig i, før de præsenterer mig for et resultat. Jeg skal ikke være med i alle detaljer, fordi jeg ved, at de er de bedste til det de laver, og at de kommer frem til noget godt. Når vi går i gang med optagelserne, kan dagens rushes trygt overlades til klipperen, og komponisten kan i samme moment lave en maskemusik, så man får en fornemmelse af det rigtige, endelige score også – i stedet for at man forelsker sig i et eller andet påklistret musikspor, som ikke er lavet til filmen og som vi ikke har rettigheder til. Og når vi har afsluttet optagelserne, kan jeg tage fri i tre dage mens klipperen laver et nulteklip, gerne sammen med komponisten igen.

Mit A-hold er folk, som jeg har tillid til, jeg lader dem gøre deres arbejde og tager også gerne imod deres ideer og forslag undervejs i filmen. Faktisk regner jeg med dem på den måde. Jeg har aldrig haft den der med at jeg er en bedre fotograf end fotografen, eller hvis bare skuespillerne havde min sensibilitet og indlevelsesevne i historien, så ville det hele blive meget bedre. Jeg har ansat dem, som jeg synes er de bedste.”

I momenter får Kathrine Windfeld det næsten til at lyde som om der ikke er det store hokuspokus i at skabe godt samarbejde på en film eller en tv-serie. Og måske også, som om de kunstneriske ambitioner ikke kan få lov at fylde mere, end samarbejdet kan bære. Men sådan oplever hun det ikke selv. ”Tværtimod. Altså, jeg synes det drejer sig om at skabe et godt afsæt fra starten, hvor det hele får den kunstneriske flyvehøjde, som det nu engang skal have. Det er selvfølgelig afhængigt af hvad du laver, om det er tv, spillefilm, hvilken genre du har med at gøre… Men under alle omstændigheder: Hvis du ikke skaber et godt afsæt er det rigtigt, at der ikke kan komme noget særligt interessant ud af det. Med afsæt mener jeg alle sammenhænge. Indledende møder med producent, med instituttet, med de kreative i forproduktionen, i castingen og det første møde med udvalgte skuespillere. Der sætter du scenen, der er der take-off. Du ryger op i en vis højde, og så glider du derfra på de vinger du nu engang har. Du kender dig selv, du ved hvad du vil – ellers duer det nemlig ikke – og så kommunikerer du det på den rigtige måde til dem, der skal bakke dig op og arbejde sammen med dig, og for dig. Så kører processen, og der er det så jeg siger, at jeg og mit A-hold opfinder en masse ting sammen. Det betyder ikke, at jeg på noget tidspunkt slipper tøjlerne, eller at der er frit slag til at alle på holdet f.eks. kan have en mening om farvetoneskalaen i billederne fra Afrikas Horn i Hamilton. Man kan sige, at der er fladt på toppen. Jeg selv, A-holdet, skuespillerne – vi er sammen om det, men med mig i førertrøjen. I søjlerne under A-holdet er det anderledes. Ingen på settet kan

12

undværes, men ikke alle kan have et kreativt ansvar. Det ville jo være et kaos.”

KW ender med at destillere guldkornene om samarbejde og instruktørens ansvar for samme med 7½ gode råd og retningslinjer: ”Nr. 1: Ansvaret for samarbejdet er instruktørens. Hele raden rundt, med producenter, med alle dem der kommer med penge i det hele taget, og i hele filmens liv. Præproduktion, produktion, postproduktion. Hele dynen.

Nr. 2: Du giver projektet højde, eller mangel på samme. Få et ordentligt afsæt, de første møder med A-funktioner er sindssygt vigtige. De kan kun gennemføre din vision, hvis du giver dem et brag af en start.

Nr. 3: Vær lige så omhyggelig med at ansætte bag kameraet som foran det. Dit A-hold skal være lige præcis det: Et A-hold.

Nr.4: Du skal vide hvad du vil have, så du kan holde højden i projektet efter at du er lykkedes med at få et godt afsæt. Vid hvad du vil, vid hvad du har på hjerte.

Nr.5: Kommunikér punkt fire – tydeligt!

Nr. 6: Lær at holde af samarbejdet og de gaver du får ved at lade dit kompetente A-hold byde ind.

Nyd at andre mennesker blomstrer kreativt under dine vinger.

Nr.7: Sørg for at være glad – det vil sige have baglandet i orden. Ingen kan arbejde ubekymret, hvis de ikke ved om der er nogen der tager sig af børnene, hunden, køkkenhaven eller hvad det nu er.

Nr. 7½: Gå til psykolog. Eller gør hvad du skal, for at du ikke står i vejen for dit eget projekt. Du bruger dig selv meget, slider meget på dig selv som instruktør, og hvis du ikke selv kan rydde op i det, har du formodentlig godt af en eller anden form for spirituel revision i ny og næ. Og det er jo ikke alle der har så tålmodige partnere eller ægtefæller, at det slår til.”

13

UNDER OPTAGELSERNE TIL LUDWIG & JULEMANDEN

Samarbejde og kreativ udvikling i fællesskab af Tilde Harkamp

Hånden på hjertet: alt samarbejde indeholder konflikter. Nogle tåler dagens lys, andre gør ikke. Så da jeg først blev spurgt om jeg kunne tænke mig at skrive et indlæg til TAKE om de erfaringer jeg har gjort mig med samarbejde, var jeg oprigtigt i tvivl. Men da 9 ud af 10 arbejdsrelationer er positive og oplevelsen af samarbejdet konstruktivt, så er der vist ikke andet at gøre end at kaste sig ud i det. Min hjemmebane – og der hvor jeg har høstet min erfaring – er produktion af tv og tv-serier. Jeg vil gøre et ydmygt forsøg på at dele nogle af de tanker og erfaringer, jeg har gjort mig.

14

Det at lave film er i sig selv det største gruppearbejde man kan involvere sig i. Alle de relationer, der er på kryds og tværs imellem forskellige fagområder er en konstant udfordring. Alle kæmper for hver sit fagområde, og konflikter er uundgåelige. Nu oplever jeg ikke konflikter som noget dårligt – ofte er det netop dem, der er med til at rykke vores bevidsthed og give os en læreproces og dermed gøre vores film bedre.

Grundlæggende vil jeg postulere, at de fleste filmarbejdere er rigtig gode til at samarbejde.

Men de dygtige kan blive dygtigere. Spørgsmålet er, hvordan vi kan forbedre os og vores kreative output? Måske gennem styrket samarbejde? Mange af de største nyskabelser inden for videnskaben og forretningslivet kommer ud af en kreativitet, der er opstået og næret i en eller anden form for fællesskab. Måske dette også er gældende for filmbranchen.

Som instruktør og hovedansvarlig for det kreative udtryk oplever jeg et kæmpe ansvar for hvordan samarbejdsprocessen forløber. Den tone, jeg sætter i forhold til respekt og åbenhed overfor diverse forslag fra andre, smitter af på den stemning, der er på settet og dermed på filmarbejderens kreativitet. Jeg er af den overbevisning at ingen mennesker kan præstere deres bedste, hvis de ikke er fundamentalt trygge.

Derfor lægger jeg stor vægt på, at der er en god tone med respekt og omsorg for hinanden. Kun på den måde kan vi yde vores bedste. Tilliden til hinanden er fundamentet for et godt samarbejde. Alle skal byde ind med deres ekspertise, da det i sidste ende giver en bedre film. Min opgave er selvfølgelig at sortere hårdt i de mange gode forslag, der kommer fra mange sider, så den overordnede stil og kontekst bliver holdt. Mine valg og fravalg falder ikke altid i god jord, men sådan er det! It goes with the job, så at sige. Vigtigt er det, at det er foregået på en ordentlig og sober måde.

tioner, hvor det kan være dybt anstrengende.

For eksempel når diskussionerne pludselig ikke længere handler om filmen, men om hvem der får ret. Det sker, og er uundgåeligt! I de tilfælde prøver jeg at huske mig selv på, at vores fælles interesse er at lave den bedst mulige serie eller det bedst mulige afsnit, og at min argumentation må afhænge af, hvad der tjener filmen bedst. Andre gange er mine beslutninger en del af et meget større billede, der simpelthen går ud på, at hvis jeg giver mig i en situation, så får jeg til gengæld noget andet gennemført, noget jeg vægter højere. Altså en regulær forhandling.

Den store forskel på film og TV er, at instruktøren ikke får lov til at være en autor med eneret til at bestemme. Instruktøren forventes derimod at finde den kreative løsning, der tilfredsstiller dramachefen, tv-stationen, hovedforfatteren og produceren. En kreativitet, der samtidigt forløser og visualiserer manus på fineste vis.

...instruktøren forventes at finde den kreative løsning, der tilfredsstiller dramachefen, tv-stationen, hovedforfatteren og produceren..

I Tv-produktion er samarbejdet meget vigtigt og jeg oplever – i kraft af at budgetterne og tiden er blevet mere knap – at kravet til alles samarbejdsevner også er blevet mere udtalt. Der er sjældent tid til misforståelser og fejltagelser, og det sætter sit naturlige pres på alle. I serieproduktion er der rigtigt mange, der har meninger, og rigtig mange, der skal høres før en beslutning kan træffes. Tv-stationen, dramachefen, hovedforfatteren og produceren er med i alle de væsentlige beslutninger. De er naturligvis dygtige og kompetente og kommer ofte med forslag, som jeg ville ønske, at jeg selv havde fundet på. Jeg kunne vælge at fokusere på, hvor irriterende det er med al den indblanding, men jeg har valgt at fokusere på de gaver, de kommer med. Forstået således, at de får øje på ting eller problemer, som jeg ikke selv får øje på. De ser noget andet, og ofte er der en sandhed et sted inde i det, der bliver sagt. Jeg er simpelthen interesseret i at finde ud af, om der er noget rigtigt i det, som bliver pointeret. Er der noget i filmen, der kan blive bedre? Der er naturligvis situa-

På tv-stationerne er hovedforfatteren det nye kreative overhoved. Tv-stationerne er inspireret af den amerikanske model, hvor de har en ”showrunner” som kreativt overhoved. Ofte hyrer producenten en forfatter og udvikler manus.

Forholdsvis sent i processen bliver instruktøren involveret i projektet. Manusforfatteren er på projektet fra start til slut, hvor den konceptuerende instruktør kommer på fire-fem mdr. før optagelserne og laver de to første blokke (fire afsnit). Derefter kommer der en anden instruktør og laver én blok, og endnu en instruktør og laver én blok, etc. På denne måde er instruktøren den variable faktor, som kommer og går, mens manusforfatteren er den konstante faktor.

Således får forfatter og producent det største ejerskab på serien.

Denne konstellation af producent og manusforfatter er kommet for at blive. Som instruktør har jeg endnu ikke oplevet det som et problem, fordi jeg er blevet inviteret indenfor i et samarbejde med producent og forfatter. Hvor vi gensidigt

15

...Således er instruktøren den nye dreng/pige i klassen.

Det kræver større lydhørhed overfor de fastes spilleres forslag, og en vis ydmyghed i forhold den erfaring de sidder med... har været interesseret i at løse de knaster, der nu engang måtte være. Men det er naturligvis en balance mellem, at vi som instruktører oplever muligheden for at sætte vores præg på serien, og at vi samtidig er åbne for og accepterer nogle allerede givne rammer. Den yngre generation af forfattere er generelt lyttende og konstruktive i deres respons på kritik. De er simpelthen løsningsorienterede og skriver om, hvis der er behov. Producerne er efterhånden også temmelig dygtige på historierne. De er eminente til at styre manusforløbet, så der er en rød tråd fra start til slut. For mig er det et stort privilegium at arbejde med så dygtige forfattere og producere. At få muligheden for at forløse

16 UNDER OPTAGELSERNE TIL LUDWIG & JULEMANDEN

gode velskrevne manuskripter. Det giver også en vitaminindsprøjtning at vide, at optagelserne ligger lige om hjørnet og bliver en realitet. Ofte er manusudvikling ellers præget af, at man ikke ved om projektet bliver støttet og dermed en realitet. Tv-seriernes store attraktion er blandt andet, at de rent faktisk bliver til virkelighed og bliver set af mange.

Den konceptuerende instruktør vælger hovedcastet på serierne og er den, der sætter spillerene ind i deres karakterer. Men for de efterfølgende instruktører på tv-serier er forholdet til skuespillerene af en anden karakter end sædvanligt. De faste skuespillere er kørt godt ind på

serien og kender deres karakter bedre end den nyankomne instruktør. Således er instruktøren den nye dreng/pige i klassen. Det kræver større lydhørhed overfor de fastes spilleres forslag, og en vis ydmyghed i forhold den erfaring de sidder med. Omvendt er det naturligvis uhyre vigtigt samtidig at gå til biddet og instruere og træffe sine valg. Det kan til tider være en svær balancegang mellem at lytte og diktere. At vinde skuespillernes tillid er helt essentielt for et godt samarbejde. Sådan er det også på andre produktioner, dog er udgangspunktet et andet.

Naturligvis spiller det også en rolle om de faste spillere har arbejdet med instruktøren før, i andre sammenhænge.

Personligt er jeg helt vild med at arbejde sammen med generøse mennesker, der giver af sig selv. Mennesker, der er eksperter på deres om-

råder, og som generøst deler ud af deres viden.

Det ville være dejligt, hvis vi som instruktører var foregangsmænd for det åbne og tillidsfulde samarbejde. Hvis vi holdt fast i fælleskaber, der kan generere kreativitet og nytænkning. Det er ofte i fællesskabet, vi tør bryde vanetænkningen. Dogmebrødrene er et godt eksempel på dette. Samtidig er det essentielt, at vi er bevidste om vores eget ståsted og kan hvile i det, og eventuelt udfordre det. Måske er det instruktørteams, der er fremtiden, eller et instruktør/fotograf team, der indeholder noget nyt. Jeg har ikke de vises sten. Men tv-produktion rummer en lang række muligheder for samarbejde og kreativ udvikling. Kigger vi imod udlandet, så er det virkelig på tv-området, at nytænkningen sker.

Måske er det her, den nye legeplads findes?!

17

DER INDKALDES HERMED TIL

ORDINÆR GENERALFORSAMLING TIRSDAG DEN 27. MARTS 2012 KL. 17.00 hos Danske Filminstruktører i Nationalmuseets festsal, Frederiksholms Kanal 12, 1220 København K

DAGSORDEN

1.

Valg af dirigent og referent.

2.

Formandens beretning.

3.

Debat med DFI om risikovillighed,

modereret af Erik Algreen Petersen.

4.

Årsregnskabet forelægges til godkendelse.

5.

Forslag til budget og kontingent forelægges til godkendelse.

6.

Valg af bestyrelsesmedlemmer.

7.

Valg af kritisk revisor.

8.

Debat om indstilling til poster og udvalg, jfr. § 9.

9.

Valg af legatudvalgsmedlemmer.

10.

Eventuelt.

Bilag : Til punkterne 4-6 og 8-9.

I forbindelse med generalforsamlingen vil der blive serveret mad og drikke, og foreningen byder på drinks efter arrangementet.

18

Ophold i Fyrassistentboligen på Hirsholmene Der er mulighed for arbejdsophold af mindst en måneds varighed i kunstnerboligerne på Hirsholmene for medlemmer af Kunstnerrådets medlemsorganisationer eller tilsvarende i udlandet.

Fyrassitentboligen er pt. ledig i marts, april, juni og oktober.

Hirsholmene ligger tre kvarters sejlads fra Frederikshavn. Øerne, som ejes af Naturstyrelsen er på i alt 45 ha, og er et naturreservat med 40.000 ynglende måger i forsommeren. Der er et par fastboende, mens de øvrige huse, en lille snes stykker, bliver brugt som sommerhuse. Uden for sæson kan man undtagelsesvis opleve at være alene på øen.

Der er i perioden marts til oktober 3 ugentlige forbindelser med postbåden fra Frederikshavn, i skolernes sommerferie flere, mens der i vintermånederne kun er forbindelse om lørdagen. Mad og andre fornødenheder bliver sejlet ud efter bestilling.

I Fyrassistentboligen er der 2-3 sengepladser, stue og arbejdsværelse, og i et lille udhus er der indrettet et atelier med ovenlys. Endvidere er der et elektronisk klaver til rådighed.

Prisen for en måneds ophold er 4.000 kr.

Ansøgninger om ophold sendes til Dansk Kunstnerråd, Kronprinsessegade 34 B, 2, 1306 Kbh K eller til dkr@dansk-kunstnerraad.dk og skal indeholde de nødvendige personlige data, en kort beskrivelse af intentionerne med arbejdsopholdet, samt angivelse af ønsket periode.

Dansk Kunstnerråd har normalt 2 kunstnerboliger på Hirsholmene. I løbet af foråret vil vi imidlertid flytte fra lejligheden i Lodsgården til en mindre lejlighed på 1. sal i Fyrassitentboligen. Kontakt os evt. for yderligere oplysninger om mulige ophold på tlf.

35384401.

19

LEGATUDDELINGER FEBRUAR 2011 Navne Efteruddannelse/seminar: Andersen, Iben Haar Barnewitz, Martin Madsen, Jesper Borker, Merete Bohm, Claus Rejser: Engelstoft, Sun Hee Wellendorf, Kassandra Reymann, Malou Leth Wivel, Anne Regitze Kvaale, Kajsa Sølberg, Frederik/Lippmann, Mathilde Hvid Stærmose, Birgitte Vindahl, Lærke/Michau, Josephine Research/treatment/manus/bøger: Hansen, Rene Bo Frank, Craig Bryld, Vibeke Produktion: Brandt, Martha Ibler, Kristian Sørensen, Maia Elisabeth Piil, Trine Roos, Ole Kallmayer, Line Tengbjerg, Bo Hedegaard, Mads/ Lippman, Mathilde Hvid Bæk-Sørensen, Jesper/ Winding Vibeke Carlsen, Jon Bang Efterarbejde: Refn, Anders Holm, Eske Hellström, Monica Diverse: Knudsen, Mette Ottarsdóttir, Katrin Oregon** Filmmedarbejderforeningen Danske Skønlittære Forfattere Filmseminar 2012 Foreningen 60Seconds Buster Filmfestival Anis I alt

20

Formål rejse til og deltagelse i Branchetræf i Ebeltoft 2011 Filmskolens Manuskriptuddannelses 1-årige Master class (kursusgebyr) Filmskolens Efteruddannelseskursus “Filmisk Fortælling” (kursusgebyr) kursusgebyr til “Flowskrivning” på Filmskolen Filmskolens Efteruddannelseskursus “Harold Pinter” (kursusgebyr) rejse til Sydkorea ifm. udviklingen af dok.-projektet “Intet at fortryde” rejse til og deltagelse i workshops og udstilllinger på ZKM rejse og ophold i Sverige ifm. produktion af filmen “Dem man elsker” rejse til Qaanaq ifm. dok.filmen “Qaanaq” researchrejse til og ophold i Oslo vedr. filmen “Hans fødder gjorde ondt” rejse til og ophold i USA ifm. optagelser til musikdok. “Et Kor/CHOIR” researchrejse til og ophold i Kosovo ifm. filmen “Beauties” rejse til og ophold i Ægypten ifm dok.filmen “Profet”

tilskud til udgifter ifm. reseach til filmen “Systemets børn” skabelse af det visuelle udtryk ifm. en testanimation vedr. animationsfilmen “Intet” researchrejser i DK samt udstyrsleje ifm. dok.filmen “Single Igen” produktion af dok.filmen “Terror, Photography and Candy Flowers” instruktørløn og arbejdsro i forbindelse med kortfilmen “En stædig satan” transport under produktion samt honorar til fotograf/klipper og kostumier produktion og postproduktion af filmen “Alice” arbejdsro og produktion ifm. dok.filmen “Waltmertz” produktion af dok.filmen “Ten Days With an Exorcist” forsikring, transport og catering ifm. spillefilmen “Trafficking” leje af udstyr, transport og ophold ifm. produktion af dok.filmen “Fruen på Smedegården” produktion ifm. dok.filmen “Anita, folket og kirkerne” løn til klipper ifm. filmen “Nu synger evigheden på sidste vers”

støtte til digitalisering og udgivelse af filmen “De flyvende djævle” omredigering og fornyet speak til “Amor og Psyche” aflønning i forbindelse med postproduktionen af dok. filmen “Drengen der cykler til månen” støtte til digitalisering af div. “kvindefilm” fra 7080’erne + køb af filmrettigheder fra bl.a. DR støtte til locationleje vedr. filminstallationen “Lejlighedsminder” støtte til præmiebeløb til Danske Filminstruktørprisen U16 støtte til Bodilprisen 2012 Danske Skønlittære Forfatteres sag mod SKAT støtte til Filmseminar 2012 støtte til den alternative kortfilmsfestival 60Seconds støtte til prisen “Bedste film til børn på Buster 2012” støtte til Animationsdagen 2012

Bev. Kr. kr.

2.400,00 8.000,00 3.500,00 1.700,00 575,00 16.175,00 7.500,00 3.100,00 7.000,00 10.000,00 5.000,00 10.000,00 10.000,00 5.000,00 57.600,00

10.000,00 5.000,00 20.000,00 35.000,00 15.000,00 15.000,00 10.000,00 6.000,00 15.000,00 8.000,00 5.000,00 10.000,00 10.000,00 20.000,00 114.000,00

30.000,00 4.000,00 15.000,00 49.000,00 20.000,00 10.000,00 2.500,00 6.000,00 4.000,00 40.000,00 7.500,00 22.500,00 20.000,00 132.500,00 404.275,00

SKANDINAVISK FORENINGS KUNSTNERHUS

ARTIST-IN-RESIDENCE CENTER FOR NORDISKE KUNSTNERE I ROM Næste ansøgningsfrist 1. April 2012 for ophold i perioden 1. September 2012 - 31. Juli 2013: Yderligere information og ansøgningsblanket: www.skandinaviskforening.org Skandinavisk Forenings Kunstnerhus tilbyder skabende kunstnere inden for billedkunst, musik, litteratur, scenekunst og film ophold i sine residensboliger. Kunstnere fra hele Norden, inkl. de selvstyrende områder, kan søge.

Ophold tilbydes til kunstnerisk arbejde. Normalt tildeles ophold af en varighed på 2 måneder, men det kan være kortere eller længere.

I programmet der tilbydes indgår en offentlig artist talk, samt andre initiativer for for at synliggøre de residerende nordiske kunstnere i Italien. Programmet medvirker til at fremme internationalt samarbejde og netværk med italiensk kultur og publikum.

Udvœlgelsesprocedure De modtagne ansøgninger prioriteres først af de nationale kunstnerorganisationer. Derefter foretager et tvœrnordisk udvalg den endelige udvœlgelse (i udvalget sidder de professionelle kunstnere fra bestyrelsen samt kunstnerhusets forstander). Det grundlœggende kriterie er kunstnerisk kvalitet, og der er ikke tale om en kvote baseret tildeling.

Kunstnerboliger Skandinavisk Forenings Kunstnerhus har hjemme i en centralt beliggende 1400-tals ejendom. Her er fem etværelses kunstnerboliger til rådighed, 4 store på henholdsvis 20, 26, 27 og 32 m², samt en mindre kunstnerbolig på 11 m². Rummene er lyse og der findes basale arbejdsmuligheder. Adgang til fælles faciliteter: køkken, spisestue, bibliotek, terrasse og hall (egnet til artist talks). Musikere har førsteprioritet til eget arbejdsrum med et flygel. Separat arbejdsrum på 8,5 m² for en billedkunstner er til rådighed).

21

LEGATUDVALGET UDDELER MIDLER FRA DEN KOLLEKTIVE 1/3 AF BLANKBÅNDSMIDLERNE FRA COPY-DAN De kollektive båndmidler kan søges af ophavsmænd og kunstnere indenfor alle genrer, herunder navnlig de, som yder væsentlige og nyskabende bidrag til dansk musik og film, men som ikke har mulighed for at leve af deres kunstneriske virksomhed.

Næste ansøgningsfrist er fredag den 1. juni 2012 inden kl. 12.00.

Der skal udfyldes et ansøgningsskema. Ansøgningen må højst fylde 4 A-4 sider inkl. budget.

Ansøgningen skal afleveres i 7 eksemplarer. Skemaet kan downloades fra vores hjemmeside www.filmdir.dk (filmstøtte) eller rekvireres hos sekretariatet.

RÅD OG UDVALG Danske Filminstruktørers Legatudvalg: Sidse Carstens, Erik Clausen, Kaspar Munk, Martin Strange-Hansen, Lone Thau, Charlotte Sachs Bostrup DFI Rådet for kort- og dokumentarfilm: Klaus Kjeldsen DFI Rådet for Spillefilm: Christina Rosendahl DFI Festivaludvalget for kortog dokumentarfilm: Max Kestner COPY-DAN: Fællesbestyrelsen – Martin Strange-Hansen AVU-medier – Martin Strange-Hansen Verdens TV – Sandra Piras Blankbånd – Sandra Piras Dansk Kunsterråd: Klaus Kjeldsen Dansk Kunstnerråds post i DFI’s kontaktudvalg: Franz Ernst

Det Ny Public Service Råd: Pi Michael Filmkontakt NORD: Cæcilia Holbek Trier (referencegruppe) FERA: Birgitte Stærmose SNF: Sandra Piras Statens Kunstfonds repræsentantskab: Klaus Kjeldsen Nye medlemmer: Helle Pagter Kasia Köhler Peter Dodd Sussie Weinold Joudi A. Saheil (genindmeldt) Tommy Ipsen Jacob Olrik Adam Neutzsky-Wulff Lasse Lau

FOTO KREDITERING Portræt af Martin-Strange Hansen: fotograf Sophie Winqvist. Portræt af Mette-Ann Schepelern: fotograf Morten Holtum. Produktions-fotos fra Borgen: fotograf Mike Kollöffel/DR. Produktionsfotos fra Ludwig og julemanden: fotografer PerArnesen & Niels Dose. Produktionsbilleder fra Hamilton: fotograf Stefan Söderström. Portræt af Kathrine Windfeld: fotograf Linus Hallsenius

22

UNDER OPTAGELSERNE TIL LUDWIG & JULEMANDEN

23 UNDER OPTAGELSERNE TIL BORGEN, 2009

Danish Film Directors 24

www.filmdir.dk ISSN 1601-5843