TAKE 62 by Danish Film Directors

DECEMBER 2013

VORES

KAMMERAT I KAMPEN Mel Brooks’ debutfilm fra 1968, The Producers, er en satire over den amerikanske filmbranche i tiden lige før amerikansk film eksploderede i dens nok bedste og mest gyldne årti. Filmen gør grin med Hollywoodsystemets

Udgives af DANSKE FILMINSTRUKTØRER Nørre Voldgade 12, 2th 1358 • Kbh K. Tlf: 33 33 08 88 • mail@filmdir.dk www.filmdir.dk Ansvarshavende redaktør Birgitte Stærmose

daværende fokusering på den forudsigelige succes. I The Producers sætter producenterne sig for at opsætte en musical, Springtime for Hitler, som de er sikre på bliver en kæmpe fiasko. De planlægger, at opsætningen skal tages af plakaten umiddelbart efter premieren, for at de på denne snedige måde kan gå i banken med alle investorernes penge og dække deres underskud. De tror, de har regnet den ud, men da musicalen bliver en bragende succes går

Redaktion Birgitte Stærmose Martin Strange-Hansen Klaus Kjeldsen Camilla Solkær Buskov

alt galt i komedien.

Design e-types & Benny Box

et kæmpe paradigmeskift. Vores publikum er måske mere

Tryk Glumsø bogtrykkeri A/S • Oplag / 800 Forside: Collage med elementer fra plakat til Mel Brooks’ The Producers

Problematikken omkring hvordan man håndterer og fastholder en succes, er ikke en ubekendt for dansk film. Er vi ved at succes’se os selv ihjel? Filmbranchen er inde i uforudsigeligt end nogensinde før. Ligesom det amerikanske publikum ændrede sig dramatisk i 70’erne, ser vi globalt et kæmpe skift i publikums vaner, og et nyt behov for at ændre vores distributionsmønster er opstået. Det skriver Annette K klogt om i sin leder. Bladet vender denne gang blikket mod producerne, instruktørens tætteste samarbejdspartner og kammerat i

Take udkommer 4 gange årligt. Take er både et informationsblad og et debat-forum for aktuelle filmpolitiske diskussioner. Alle indlæg er velkomne. Næste deadline: 1. marts.

kampen for at få en film løftet. Vi har brug for og værdsætter utrolig højt de dygtige og ambitiøse producere ved vores side. Men det er et samarbejde, som også skal kunne følge med i den rivende udvikling. Det er en udfordring. Artiklerne og bidragsyderne til bladet er valgt, fordi de måske kan være med til at pege mod fremtiden for vores

samarbejder. Jeg er optaget af nye tendenser og måder at lave film på - spørgsmålet om hvordan vores produktionelle metoder og tilgange vil (og skal) ændre sig i takt med den dalende finansiering. Hvis vi skal blive ved med at lave banebrydende og gode film, skal vi opfinde nye måder at lave dem på. Vi har derfor i dette blad, og i et medlemsarrangement i januar, vendt blikket mod den yngre producergeneration for at høre hvad der optager dem, og hvad deres visioner for fremtiden er. I bladet er der desuden et interview med den svenske producer, Mathilde Dedye, fra French Quarter Film, som netop har været CPH:DOX-aktuel med den nyskabende og interessante film Återträffen, instrueret af Anna Odell. Jeg har skypet med den svenske instruktør Ruben Östlund og hans producer Erik Hemmendorff, som sammen har selskabet Plattform Produktion i Gøteborg. Vi har talt om, hvordan den gode samtale og ønsket om forandring driver deres kreative samarbejde. Der er et uddrag om at være sin egen producer fra et seminar, som jeg modererede, med den østrigske instruktør, Ulrich Seidl, på Filmskolens Efteruddannelse. Jeg håber, bladet kan være til inspiration for nye tanker og tiltag.

Glædelig jul og godt nytår! Birgitte Stærmose Redaktør 3

UDSIGT TIL

FREMTIDEN Vi messer det hele tiden på vores bestyrelsesmøder. Jeg messer det gerne igen: de udfordringer vores branche står i, ikke bare i Danmark men i hele verden, kan med lethed kaldes et paradigmeskifte. I de gode gamle dage vidste vi som instruktører, hvad vi havde at holde os til. Vi udviklede vores manuskripter sammen med en manuskriptforfatter, vi planlagde sammen med vores producer, hvordan vi bedst realiserede fortællingen, vi researchede, castede og instruerede vores film, vi klippede, lavede lydefterarbejde – og afleverede. I mellemtiden havde produceren et parallelt ansvar for at budgettere, opsøge finansiering, kontraktere mandskab og faciliteter og planlægge filmens markedsføringsmæssige og distributive liv. Der var tre distributive vinduer: biograf, tv og dvd. I denne måned udkom Filminstituttet med en rapport til Kulturministeriet. Rapporten er resultatet af det seneste års møder i Filmpolitisk Forum, hvor vi har siddet sammen med DFI’s ledelse, dramatikerne, producenterne, distributørerne, biografejerne, tv-stationerne, teleselskaberne og repræsentanter for de digitale udbydere og taget pulsen på dansk film lige nu. Rapporten peger entydigt på, at de førhen så snorlige veje til publikum nu er i voldsom slingrekurs. Digitaliseringen af biograferne som blev støttet af DFI havde det ædle formål at modernisere og rationalisere filmenes vej til det danske publikum, men der er fulgt en bivirkning med som i rapporten kaldes ”blockbusterficering”. Konkret betyder det, at biograferne, med den radikalt forenklede adgang til digitale kopier, har en langt lavere nedre grænse for antal solgte sæder, og at der er en klar og målbar tendens til endnu hurtigere end tidligere at fjerne film fra programmet, som ikke øjeblikkeligt fylder salene. Dette går hårdt ud over de danske film, som har et mere ambitiøst, originalt og mindre mainstream indhold og som henvender sig til et mere selektivt publikum. Ikke mindst fordi biografvinduet fortsat har et generelt holdback på 4 måneder, hvilket medfører, at en film som bliver taget ned efter to uger oftest ligger ”død” i tre en halv måned, før den kan udforske sit potentiale i andre vinduer. Der skal meget til for at genoplive en film fra dén koma. Samtidigt oplever tv-stationerne i disse år voldsom konkurrence fra online udbydere. Tv er ikke længere en kasse i dagligstuen – tv er alle vegne. På mobilen, på iPad, på computeren og ja, i stuen men med netstik i skærmen og adgang til et overvældende udbud af muligheder. Især falder mange yngre seere helt fra, når det gælder vores to public service-stationer. Kampen om seere er skærpet voldsomt, og det mærkes ifølge rapporten på, hvordan investeringerne i danske film prioriteres.

Selvom biograferne jo aldrig har investeret direkte i vores film, var indtægterne (og dermed mulighederne for at få dækket producentens investering) dog tidligere inden for nogenlunde realistisk rækkevidde. Og selvom der for nyligt er lempet på reglerne, og der principielt kan forhandles om, hvornår en film kan udkomme på dvd/vod, modsvarer indtægterne derfra langt fra tabet. Salg af dvd styrtdykker, og prisen på et online klik er ganske enkelt ikke i stand til at erstatte hverken prisen på en biografbillet eller prisen på en dvd. De ellers så klippefaste aftagere af vores film er med andre ord blevet langt mere usikre samarbejdspartnere og finansiører. I hvert fald hvad angår de film, som ikke på papiret ligner indlysende kommercielle successer. Og det mærkes hos producenterne. Villigheden til at investere i originale fortællinger og nye talenter er voldsomt vigende. Hvad er problemet, kunne man sige. Er det ikke cool, at der satses målrettet på det, man kalkulerer med, at publikum gerne vil se? Er det ikke bare tudefjæs, når man hævder, at nogen skal investere i noget, som kun få tror på, at publikum vil betale for? Oldgamle spørgsmål men igen og i allerhøjeste grad relevante. Ikke mindst at svare prompte på. Al erfaring fortæller os, at de film, som både fornyer filmsproget, inspirerer branchen fremadrettet, skaber bevægelser OG vinder både det nationale og det internationale publikums hjerter netop overrasker ved ofte at være undertippede. Kun få kæmpede for dem og kunne se potentialet. Ofte af den simple årsag at intet, som er så meget i kontakt med tidsånden, kan måles, men netop kun intueres. Så hvis disse films finansiering er i fare eller umulig ad de konventionelle finansieringsveje, er dansk films styrke – ikke mindst på den internationale scene – i fare. Så må der tænkes i nye veje. DFI må særligt, og måske i en periode i højere grad, beskytte og støtte disse film, og deres veje til publikum må søges steder, som muliggør deres tilgængelighed og opdyrker nye indtægtskilder. Det er, i traditionel forstand, en produceropgave. Men så længe producenterne af angst, med (forståelig) sved på overlæben og i nogen grad under pres fra biografdistributører og tv-stationerne, ensidigt sværger til de traditionelle veje, holdes disse film, deres manuskriptforfattere og instruktører som gidsler i et finansielt tomrum. DFI kan ikke fuldfinansiere dem. Derfor er finansiering, markedsføring og distribution i allerhøjeste grad blevet instruktørers akutte ”main concern”. Men ikke kun derfor.

Med udsigt til et fremtidigt marked hvor film i langt højere grad vil blive distribueret online, indtræder helt nye muligheder for markedsføring. Markedsføring sker i stigende grad via sociale medier. Sociale medier er kendetegnede ved netop at være: sociale. Der kommunikeres – flittigt, generøst og i øjenhøjde. Filmskaberes mulighed for at opnå kontakt med deres publikum har aldrig været større og mere direkte. Hurra! Samtidigt er netop dette publikum i stigende grad immune over for

Mange af de instruktører, som har prøvet at producere helt selv, har mærket hvor meget tid og fokus det arbejde tager fra det, som egentligt er vores hjertesag. kampagner, der lugter alt for utvetydigt af dørsalg. Instruktører er bærere af det emotionelle og kommunikative materiale, filmene skabes af og vores vilje til at indtræde direkte i markedsføringen ikke bare efter men også før og mens, vi skaber vores film vil derfor fremover ikke bare blive efterspurgt af vores producere, men kan også i nogen grad blive nøgler til dele af filmenes finansiering. Sheri Candler, som nogle af jer mødte på et medlemsmøde for et lille år siden, provokerede oven i købet ved at hævde, at de instruktører, som ikke tilegner sig værktøjerne og kommer i gang med at kommunikere, kan underskrive deres egen stille dødsattest. De og deres film vil drukne i en online billed-tsunami. Vi kan med andre ord se et marked i møde, hvor de gode, gamle, trygge og til dels beskyttede definitioner af vores arbejdsopgave er by-gones. Vi skal ikke blot kunne fortælle en god historie med karakterer formidlet i billeder og lyd – vi skal også kunne dele historien om at gøre det og ledsage filmen hele vejen ud til dens publikum. Hvis vi vil (og skal) alt dette – tage ansvar for, være medtænkere og medskabere af nye finansielle, markedsføringsmæssige og distributive modeller – skal vi naturligvis også have indflydelse på de valg, der træffes og den arbejdsindsats, som det medfører, skal værdisættes. I lykkelige tilfælde hvor samarbejdet mellem producer og instruktør er sundt og tillidsfuldt, sker dette helt af sig selv. Men instruktører både her og i udlandet bliver mere og mere opmærksomme på, at skabes der ikke forståelse hos producenten til at medtænke dette, kan det blive nødvendigt, at instruktører ikke i samme grad som nu via kontrakter overdrager samtlige rettigheder til producenten, men bevarer en større

del af rettighederne selv for at sikre sig det ejerskab, der giver adgang til indflydelse. Ultimativt vil nogle instruktører vælge at blive medproducenter. Faktisk sker det allerede. Danish Documentary og Creative Alliance er nogle af de mest iøjenfaldende eksempler. Mange af de instruktører, som har prøvet at producere helt selv, har mærket hvor meget tid og fokus det arbejde tager fra det, som egentligt er vores hjertesag. De færreste af os har lyst til at stå helt alene med opgaven. Vi har brug for kloge, dygtige, effektive, strategiske og idérige producere, som kan sparre med os, udfordre os og materialet, og ikke mindst har vi brug for nogen, som i lige så høj grad som os selv tror på vores historier og har tillid til, at vi sammen kan bære dem ud til publikum. Vi har brug for den makker – også selvom vores roller fremover med stor sandsynlighed vil blive mindre opdelte. I januar 2014 afholder vi et medlemsmøde, som vi har kaldt ”Meet the Young Producers”. Det gør vi, fordi vi tror, at yngre producere må gøre sig nogle af de samme tanker. Vi vil godt høre, hvad de tænker. Vi vil gerne høre, hvad det er for nogle film, de drømmer om at producere, hvordan de tror, de skal finansieres, markedsføres og distribueres, hvilke muligheder de ser for igen at tjene penge på det, vi elsker at lave og det folk elsker at se, og hvordan de ser på samarbejdet med de instruktører, som skal skabe dem. Det er et medlemsmøde, som jeg håber vil blive overbooket!

Annette K Olesen Formand

Navn: Katja Adomeit Uddannelse/Baggrund: Super16 Selskab: Zentropa/Adomeit Film/Coproduction Office Denmark To titler fra cv’et: The Weight of Elephants af Daniel Borgman (2013) & Pine Ridge af Anna Eborn (2013) Motto: Family

Pitch dig selv som producer … Passion og obsession for arbejde, projekter og de mennesker, der er tilknyttet. Tæt kreativt samarbejde, en makker, en mur, man kan læne sig op ad. Jeg har store ejerskabsfølelser for projekter. Hvordan synes du, at du er bedst som sparringspartner for instruktøren i det kreative rum? Jeg er der. Altid. Og man kan brokke sig. Man kan sige sine bekymringer. Man kan diskutere. Og jeg giver råd, finder løsninger, finder flere forskellige veje. Og prøver altid, giver aldrig op. Det handler om at se og fokusere på, hvad der er godt i projekterne og frembringe det. Hvad skal der til for at være den mest inspirerende instruktør for dig? Instruktører skal brænde for deres projekter. Passion og obsession. Hvilke to film drømmer du intenst om at producere i fremtiden? Jeg drømmer om at producere et projekt, som jeg faktisk er i gang med; at finansiere en spillefilm i Afghanistan. Instruktøren er den 23-årige Shahrbanoo Sadat, som blev udtaget med projektet til Cannes Cinéfondation: The Residency, da hun var 21 – den yngste nogensinde udtaget til projektet. I øjeblikket forlader rigtigt mange kvinder Afghanistan uden intentioner om at komme tilbage, da de frygter, hvad der sker for kvinder i 2014, når internationale trupper forlader landet. Shahrbanoo bliver, fordi hun ikke kan forstille sig at fortælle historier fra andre lande end sit hjemland. Små, almindelige hverdagshistorier i Afghanistan, som verden egentlig ikke kender. Hun er træt af de krigs/ Taliban-film, der kommer fra hendes land. Dette projekt handler om børn i en landsby i Afghanistan, som er hyrder. Det andet projekt, jeg vil producere i fremtiden, tænker jeg i øjeblikket over, leder jeg efter. Hvordan kunne du tænke dig at finansiere film fremover, og hvilke budgetstørrelser vil du gerne arbejde med? Jeg vil gerne finansiere mine film internationalt. Jeg synes, hver budgetstørrelse er en udfordring, fra 1 million DKK til 30 millioner DKK. Budgetstørrelser er ikke det vigtigste for mig, Projekter er det vigtigste.

Navn: Meta Louise Foldager Uddannelse/Baggrund: Cand. mag. i Filmvidenskab Selskab: Meta Film To titler fra cv’et: De to seneste er Melancholia af Lars von Trier (2011) & En kongelig affære af Nikolaj Arcel (2012) Motto: ”Movie making ain’t rocket science, but it’s important fun” (undskyld det er på engelsk, men raketvidenskab er ikke så fedt et ord som rocket science …)

Pitch dig selv som producer … Jeg har lavet film, siden jeg var teenager. Jeg elsker det. Jeg har efterhånden et par stykker under bæltet og nyder at bruge mine erfaringer, men elsker også at lære nyt. Jeg er nysgerrig, jeg gider godt nyt, vinde nye territorier, udvide min horisont – for verden er stor. Jeg elsker det øjeblik, hvor jeg kan ’se’ et projekt for mig, hvordan det kan blive fantastisk; hvordan det kan tilføres dét element, som løfter det; hvilken brik, der skal til for, at det kan realiseres; hvordan det kan blive finansieret, produceret og hvordan det skal møde verden bedst muligt. Dét øjeblik, hvor alt dét samler sig inde i mit hoved ... Elsker det! Jeg elsker kunst, litteratur, dans, musik, politik … og mest film, og allermest store historier (også dem, der findes i det små). Jeg er også kommet til at elske tv-serien. Jeg ser for lidt tv. Jeg sover for lidt. Jeg prioriterer min tid benhårdt. Jeg har svært ved møder, der varer mere end 25 minutter, og holder af dem, der kun varer 10 (bortset fra dybe manus-sessions mm. – de må gerne tage den tid, de nu tager). Jeg er igangsætter, iværksætter … og jeg er efterhånden blevet god til at uddelegere og sørge for, at der bliver samlet op dér, hvor min egen interesse, tid eller evne svigter. Jeg producerer ikke alene, men altid i samarbejde med en eller flere andre producere. Fordi det er godt for filmen, for samarbejdet med instruktøren og for mig. Producere, som kan støtte hinanden, sparre, blive bedre sammen – og kan holde weekend, ferier og have et privatliv. Dét er dejligt, og for mig har det været nøglen til en kæmpe styrke. Jeg er ikke så god til at pitche. Heller ikke her. Hvordan synes du, at du er bedst som sparringspartner for instruktøren i det kreative rum? Helt fra start. Før der er et konkret projekt. Elsker at få lov til at møde et talentfuldt menneske – f.eks. en instruktør – og ’se’ vedkommende. Og drømme med på deres professionelle fremtid og foreslå nye perspektiver og muligheder og retninger, man kan gå i. Hvordan kommer dét her talent allerbedst til sin fulde udfoldelse? Hvad kan dette menneske? Hvad vil han? Hvad drømmer hun om? Hvad er hun bange for? Hvordan tiltrækker jeg dette talent til at ville lave denne film, som jeg så længe har drømt om …? Hvordan udfordres han et nyt og bedre sted hen? Hvordan inspirerer vi ham? Hvordan sikrer vi de svage områder i dette talent? Hvordan kan hun lande med størst mulig power i sit fag? Hvilke film ville ligge lige for at lave?

Hvilke ville være mest interessant at lave …? Hvad kan jeg give ham af materiale, som vil være den helt rette udfordring og historie at forløse? Og først derefter, når alt det er besvaret, kommer der et eller flere projekter frem, som man så går i gang med at udvikle på. Og med dét arbejde følger der 1000 nye interessante lystfyldte spørgsmål. Hvad skal der til for at være den mest inspirerende instruktør for dig? En dygtig instruktør. Ganske enkelt. Og dét kan man være på ret mange måder. Jeg kan godt lide, når en instruktør har integritet, arbejdsiver, gåpåmod, velholdenhed og har tillid til sin producer… og som både kan lytte og sig nej og ja, alt efter hvad der er bedst for projektet. En, der både har store ambitioner, fandenivoldskhed, selvtillid – og stor ydmyghed over for sine svagheder. En, der arbejder professionelt (læs: no bullshit og halløj), med respekt for alle samarbejdspartnere; en, der forstår sin omverden og kender sin egen situation og forholder sig realistisk til den. Og så er jeg vild med ’det lysende talent’, med folk, der tænker ud af boksen, og med projekter som (også) er internationale. Hvilke to film drømmer du intenst om at producere i fremtiden? Ville gerne rejse tilbage i tiden og tage David Heymans stol og lave Gravity… Sjældent (hvis nogensinde) har jeg været SÅ jaloux på en kollega. Er i gang med flere af mine drømmeprojekter pt. – blandt andet Pelle Erobreren 2 – Den store kamp med dream team’et instruktør Per Fly og forfatter Peter Birro m.fl. Drømmer desuden om en dag at lave en intelligent action film. Og så har jeg nogle film, som jeg har villet lave i mange år, og bare ved, at jeg kommer til at lave en dag, bl.a. spillefilmen Swinger med instruktør Mikkel Munch Fals og en 45-60 min. kortfilm, adaptationen af Thor Bjørn Krebs’ første teaterstykke Kunsten at vedligeholde en far. Hvordan kunne du tænke dig at finansiere film fremover, og hvilke budgetstørrelser vil du gerne arbejde med? Alle størrelser og på alle måder. Det handler ikke om budgettets størrelse, men projektets natur. Udgangspunktet må aldrig blive finansieringsformen, og den må aldrig være en fastlåst størrelse. Det handler altid om at ’caste’ sin finansiering rigtigt, så den passer til filmen og giver grobund for en god proces; en stærk film med et godt mål i sigte og en sund økonomi for investorerne og mig som producent – såvel som for de kreative. Det kan så være en kortfilm til 25.000,- eller en tv-serie til 200 millioner.

Navn: Mille Haynes Uddannelse/Baggrund: Cand.mag i Filmvidenskab 2009, EAVE 2013 Selskab: Friishaynes Aps / www.friishaynes.com To titler fra cv’et: Ballerina af Maja Friis (2012) & Sig noget, Pierrot! af Maja Friis (WIP)

Pitch dig selv som producer … Jeg arbejder gerne med projekter, som bevæger sig i grænsefeltet mellem film, dokumentar, kunst og performance, og som tør udfordre dogmerne inden for de enkelte genrer. Jeg arbejder hele tiden, men opdager det sjældent, fordi vi har forsøgt at skabe nogle daglige rammer, som skjuler, at der rent faktisk er tale om benhårdt arbejde. Jeg ansatte en bogholder længe inden, jeg kunne ansætte mig selv, vores første firmakøb var en pladespiller og min første co-produktion en svævebane fra vores kontor over til Max Kestners klipperum på den anden side af gården. Hvordan synes du, at du er bedst som sparringspartner for instruktøren i det kreative rum? Når det lykkes os at skabe et rum, hvor alt kan siges. Jeg er ret direkte, og mine listefødder er for længst kasseret. Så det gælder for mig om hurtigst muligt at komme et sted hen med min instruktør, hvor gensidig tillid og respekt for hinandens evner tages for givet. Så kan vi nemlig gå direkte i gang med alt det sjove. Hvad skal der til for at være den mest inspirerende instruktør for dig? Komplet åbenhed omkring de kreative processer. En frygtløs, ydmyg og uhøjtidelig tilgang til verden, til filmen og til ens eget talent. En uforbeholden legelyst og nysgerrighed. En lyst til at indgå i tætte arbejdsrelationer med andre for at bringe filmen frem i verden. En evne til at turde indrømme, når man tager fejl – og at stå stædigt fast på sit, når det kræves. Hvilke to film drømmer du intenst om at producere i fremtiden? Ud over de film, jeg allerede har på tegnebrættet sammen med Maja Friis, og som jeg virkelig glæder mig til, drømmer jeg om at producere … hm … to film, som jeg simpelthen ikke har fantasi til selv at forestille mig. Jeg vil hellere bare overraskes og fluks gå i gang. Men gerne film, der danser rundt et diffust sted i mellemrummet mellem kunst, film, virkelighed og …? Hvordan kunne du tænke dig at finansiere film fremover, og hvilke budgetstørrelser vil du gerne arbejde med? Jeg finansierer gerne i krydsfeltet mellem kunstscenen og filmbranchen, men er ret fleksibel omkring, hvor pengene kommer fra, så længe vi har fuldstændig kreativ frihed. Det kan være motiverende at kunne rykke hurtigt, når idéen melder sig, og derfor foretrækker jeg også at arbejde med budgetter, som det ikke tager tre år at finansiere. Hellere et lavere budget, hvis det betyder, at vi kan komme i gang med det vuns. Vores budgetter i firmaet differentierer pt. mellem 300.000 og 3 millioner og vil næppe blive højere end det – med mindre vi pludselig får vores musical/rumfilm igennem …

Navn: Nynne Selin Eidnes Uddannelse/Baggrund: Super16 #1, Film- og Medievidenskab, EAVE 2011 Selskab: First Lady Film To titler fra cv’et: Marco Macaco af Jan Rahbek (2012) & Me, Myself & Martin Laursen af Anthony Tullberg (2012) Motto: Each film has its own biology. There is no formula.

Pitch dig selv som producer … Når jeg bliver præsenteret for en ny ide, leder jeg efter det element, som får mig til at sige ’wow, det har jeg ikke oplevet før’. Jeg kan lide at kalde det ’det fantastiske element’. Det kan enten være i filmens historie, visuelle udtryk eller tema. Jeg vil helst lave film til børn og unge, da de er dejligt åbne for fantasi. Jeg er bedst til sci-fi, fantasy, animation og dokumentar. Hvordan synes du, at du er bedst som sparringspartner for instruktøren i det kreative rum? Min metode er, at jeg stiller spørgsmål, indtil jeg er helt sikker på, at instruktøren (og manusforfatteren) har defineret for både mig og sig selv, at det er det helt rigtige, vi laver. Jeg tror på, at det er bedre at have vendt alle sten end pludselig at tvivle og fortryde. De bedste film er dem, der har overskud til at lege med materialet. Hvad skal der til for at være den mest inspirerende instruktør for dig? Man skal være ambitiøs, stædig, modig og i stand til at modtage og omsætte de ideer og muligheder, man bliver præsenteret for. Vi skal ikke nødvendigvis være enige om alting, men jeg forventer, at vi lytter til hinanden, og at vi altid gør det, der er bedst for filmen. Hvilke to film drømmer du intenst om at producere i fremtiden? En visuelt overlegen sci-fi film og en kick-ass fantasy film. Hvordan kunne du tænke dig at finansiere film fremover, og hvilke budgetstørrelser vil du gerne arbejde med? Jeg vil helst finansiere film med så få partnere som muligt. Jeg vil meget gerne koproducere internationalt, hvis det giver mening for historien. Jeg tror på, at hver film har en biologi, der også definerer budgettets størrelse. Jeg tror på, at film skal laves så kosteffektivt som muligt inden for de rammer, som historien sætter.

Navn: Mikkel Jersin Uddannelse/Baggrund: Producer, Den Danske Filmskole 2011, og BA International Marketing og Engelsk, Copenhagen Business School 2007 Selskab: Nimbus Film To titler fra cv’et: Hotell af Lisa Langseth (2013) (Co-producer) , Fúsi af Dagur Kári (2014) (Co-producer) Motto: 1 gram handling vejer tungere end 10 tons tale.

Pitch dig selv som producer … Mikkel Jersin (33), uddannet producer fra Den Danske Filmskole i 2011, og med en baggrund som iværksætter og rejsejournalist. Har fokus på nordiske spillefilmprojekter og internationale koproduktioner med festivalpotentiale. Har med forskellige kasketter på været involveret i I lossens time af Søren Kragh-Jacobsen, Itsi Bitsi af Ole Christian Madsen, Hotell af Lisa Langseth, Fúsi af Dagur Kári, m.fl. Af projekter i udvikling kan nævnes en dansk/islandsk art house film, en norsk krigsfilm og en dansk, historisk storfilm samt en række nye koproduktioner. Arbejder til dagligt som spillefilmsproducer på Nimbus Film. Hvordan synes du, at du er bedst som sparringspartner for instruktøren i det kreative rum? Jeg oplever, at jeg er bedst som sparringspartner, hvis jeg fra begyndelsen forstår instruktørens vision til bunds. Derfor investerer jeg meget tid i at tale med instruktøren om historien og prøver ofte bare at lytte. Jeg tror på 100% ærlighed og respekt i samarbejdet mellem instruktør og producer – det er den absolut vigtigste alliance for mig, og jeg behandler den som sådan. Hvis jeg kan bidrage med inspiration eller ideer, holder jeg mig ikke tilbage, men jeg forsøger aldrig at presse mine egne ideer ned over en instruktør. Jeg vil langt hellere introducere mulighederne og være med til at vælge – og kæmpe for den bedste kreative vej – sammen med instruktøren. Jeg har ingen problemer med at sige mine bekymringer højt i det kreative rum, sådan at instruktøren og jeg sammen kan være med at til finde den bedste løsning. Hvad skal der til for at være den mest inspirerende instruktør for dig? Den mest inspirerende instruktør for mig, er instruktøren med en klar vision for sin film. Det kan f.eks. være et tema eller en moralsk præmis, som instruktøren ønsker at diskutere igennem sin film. Hvis jeg forstår denne kreative vision til bunds, kan jeg selv arbejde langt mere målrettet. Det er både vigtigt og inspirerende for mig, at filmene jeg arbejder med har en psykologisk klangbund af 14

noget ægte, og at instruktøren har noget på hjerte. Jeg behøver ikke være enig i filmens præmis eller instruktørens holdninger, men hvis jeg ikke forstår, hvad selve formålet med filmen er, så kan jeg ikke give mig selv 110%. Jeg ønsker ikke, at arbejdet med film skal være som et ”almindeligt arbejde”. Det skal være drevet af passion og måske endda lidt galskab, og for at det kan blive dét, må jeg forstå den dybere mening. Hvilke to film drømmer du intenst om at producere i fremtiden? Jeg drømmer om at lave et nordisk drama, som appellerer til et publikum på tværs af de nordiske landegrænser og trodser sprogbarriererne. En film, hvor det kreative udgangspunkt er nordisk fra bunden og møntet på et pan-nordisk publikum. Mit indtryk er, at vinden heldigvis blæser den rigtige vej for denne udvikling, og jeg kan som eksempel nævne Nimbus Films dansk/svenske tv-serie Broen, som også er et stort hit i Norge og Island. Desuden ses et stadigt frugtbart samarbejde i koproduktionerne i Norden med f.eks. I lossens time og Itsi Bitsi, som begge er sunde dansk/svenske koproduktioner. Begge film er store dramaer, der forhåbentlig kan være med til at åbne publikums øjne for, hvor meget filmbranchen i Norden har at byde på, når vi arbejder sammen og krydser landegrænserne. Personligt har jeg en stor kærlighed til alt, der er nordisk. Jeg har familie flere steder i Norge og masser af gode venner i både Sverige, Norge og Island. Lige siden jeg var helt lille, har jeg stået på langrendsski i de norske fjelde, og jeg har altid taget på lange, ensomme fisketure i de svenske skove. Vi kan noget særligt i Norden, og det er jeg stolt af. For mig er det blot naturligt også at ville beskæftige mig med den verden, jeg elsker – i en filmisk kontekst. Jeg drømmer dog også personligt om at lave et hjertevarmt, grænsesøgende, lowbudget drama med stor fortællefrihed og fokus på skuespillet. En film med en poetisk slutning og med en universel historie, som alle kan relatere til på tværs af kulturer. Det er essensen af det bedste fra dansk film. Hvordan kunne du tænke dig at finansiere film fremover, og hvilke budgetstørrelser vil du gerne arbejde med? Jeg kunne personligt godt tænke mig at bruge mere tid på at udvikle projekterne sammen med instruktøren så tidligt som overhovedet muligt. Gerne på nye måder og med flere eksperimenter i udviklingsarbejdet. Jeg tror ikke, at alle film nødvendigvis er bedst tjent med at gå den slagne vej igennem Filminstituttet i finansieringen, og derfor er jeg også optaget af at kigge på nye måder at finansiere på. Min ambition er ikke at lave film med enorme budgetter. Budgettet er for mig et værktøj, men ikke en ambition i sig selv. Min ambition er at lave det bedst mulige produktionskoncept for filmen i samarbejde med instruktøren. Jeg drømmer om fortællefrihed, kunstneriske eksperimenter og en instruktør, der har noget på hjerte, som må og skal ud for enhver pris.

Navn: Sara Stockmann (40) Uddannelse/Baggrund: Cand. mag i Medievidenskab fra Københavns Universitet og Amsterdam Universitet (2000). Distributionschef Angel/Scanbox. (2000-2005). Selskab: Sonntag Pictures To titler fra cv’et: Armadillo af Janus Metz (2010) Mercy Mercy – A portrait of a true adoption af Katrine W. Kjær (2012) Motto: Du ikke er hjernekirurg. Ingen er døde i dag. Det er kun film.

Pitch dig selv som producer … Jeg arbejder med dokumentarfilm, fordi jeg elsker at arbejde med en genre, der så raffineret arbejder med virkelighed, storytelling og visualitet. Jeg er tiltrukket af projekter, der har en cinematografisk tilgang til sit stof, og altid optaget af det punkt, hvor filmen og virkeligheden støder ind i hinanden. Jeg ser dokumentarfilmen som et meget magtfuldt medie. I det ligger både en stor mulighed og et stort ansvar. Når man – producer og instruktør – er nået igennem med et projekt, og det er lykkedes, har man et særlig broderskab bagefter. Man har nærmest blandet blod. Jeg arbejder i mit eget solo set-up, men jeg nyder det tætte samarbejde med en lille håndfuld producere i branchen. Det er et særligt generøst netværk. En svensk producerkollega fortalte mig, at producere i Sverige ser de danske producere som særligt dygtige til at samarbejde, men de anser os også for lidt naive, fordi vi ser ud, som om vi glemmer, at vi er konkurrenter. For mit vedkommende er jeg helt afhængig af at kunne snakke med mine kloge producerkolleger rundt omkring i branchen. Hvordan synes du, at du er bedst som sparringspartner for instruktøren i det kreative rum? Spørgsmålet får mig til at tænke på, hvad de kreative rum egentlig er. Jeg anskuer aldrig mine snakke med instruktøren som opdelt i kreative rum eller ikke-kreative rum. Det hænger sammen. Alle snakke om projektet er jo en del af en kreativ udvikling. Også en beslutning om, hvilken tripod man skal vælge. Den ramme, man skaber om et projekt, er et fintvævet spind, der skal støtte instruktørens vision bedst muligt. Der er ingen formel på den succesfulde dokumentarfilm, men masser af ben-

spænd hver gang. At producere dokumentarfilm er både en blessing og en curse. Hver film og hver instruktør er forskellig, og jeg forsøger altid at møde hver ny proces med et åbent sind. I samarbejdet med en instruktør forsøger jeg at komme med det rette mål af erfaringer tilsat et dobbelt mål af tro på, at projektet vil bevise, at erfaringerne skal forkastes undervejs i processen. Hvad skal der til for at være den mest inspirerende instruktør for dig? Jeg kan godt lide at mærke, at der er en tro på at instruktøren med sit projekt – gennem sit særlige temperament – vil udfordre publikums blik på verden. Jeg keder mig hurtigt, hvis jeg føler, at jeg er en del af en gentagelse eller en repræsentation af virkeligheden, som vi allerede kender. En klog mand har sagt noget i stil med, at et geni er 1% inspiration og 99% perspiration. Det er vigtigt for mig, at den tid, jeg bruger i samarbejde med instruktøren, hvor vi stabler en film på benene, også er sjov og meningsfuld på andre planer. Vi bruger jo oceaner af tid og søvnløse nætter på det her, så vi skal også have det sjovt med hinanden og kunne lide hinandens selskab undervejs. Hvilke to film drømmer du intenst om at producere i fremtiden? En producerkollega sagde noget meget klogt, da vi stod sent sammen i baren på branchetræf i Ebeltoft i sommer: ”Vi burde altid have en film om havpattedyr i skuffen.” Hun har ret. Det er en sikker blockbuster og den direkte vej til en Oscar. Tænk bare på Pingvinmarchen, Blackfish og The Cove. Hvis man klarede filmen om et havpattedyr, var der ingen overvejelser mere om likviditet og cash flow … Det ville køre som smurt. Nej, spøg til side … Det er et meget svært spørgsmål. Lige nu er jeg optaget af at lykkes med de film, jeg har i produktion og udvikling med bl.a. Andreas Koefoed, Mads Brügger, Jannik Splidsboel, Christina Rosendahl, Kaspar Astrup Schrøder og Katrine Kjær. De projekter drømmer jeg intenst om skal lykkes. Jeg holder meget af samarbejdet med den håndfuld instruktører. De har alle en særlig instruktørstemme og er meget forskellige. Hvordan kunne du tænke dig at finansiere film fremover, og hvilke budgetstørrelser vil du gerne arbejde med? På branchens vegne håber jeg, at den massive professionalisering, der er sket i den danske dokumentarfilmsbranche de sidste ti år, bliver understøttet af en filmpolitisk vilje om at føre successen videre. I vores nabolande i Norden og i Europa ser man med stor respekt på, hvad vi har skabt i Danmark. Vi har et fantastisk filmstøttesystem og en stærk Filmskole, men vi skal huske, at filmstøtten fra DFI i gennemsnit er ca. 35% i hvert projekt. Det betyder, at vi er afhængige af, at der er politisk opbakning til at reservere øremærkede filmpenge fra tv til dokumentarfilm, og at vi har mulighed for at finansiere internationalt. Det skal der arbejdes på hele tiden, for grundlaget er, at der kommer penge til dokumentarfilmen. Ellers taber vi successen på gulvet. Jeg håber, at vi i fremtiden har en branche, hvor der er mulighed for at producere dokumentarfilm i alle budget-niveauer. Jeg har arbejdet med dokumentarbudgetter på 7 millioner og på 300.000 kr., men det væsentlige er, at man kan sætte filmen i gang, når virkeligheden brager løs. Virkeligheden venter jo ikke på et tilsagn …

Navn: Jacob Jarek Uddannelse/Baggrund: Filmproducer fra Den Danske Filmskole (2011), Master i medieproduktion fra NTNU (2006), EFC (2004). Selskab: Profile Pictures To titler fra cv’et: Only God Forgives af Nicolas Winding Refn (2013) (Co-producer) & Weekendfar af Johan Stahl Winthereik (2013) Motto: Plan B er tit meget bedre end Plan A.

Pitch dig selv som producer … Jeg er en pragmatisk, ung producer, som er tiltrukket af stærke instruktører og stærke historier, men specielt af historier, som læner sig op ad genrer. Jeg er internationalt orienteret, delvis af helt naturlige årsager, da jeg er født i Polen og opvokset i Norge, før jeg kom til Danmark i 2005, men også, fordi jeg på lang sigt har lyst til at arbejde i den globale filmverden, gerne med danske talenter, hvor mulighederne og publikummet kan være anderledes og større. Som en del af denne ambition er jeg med i efteruddannelses-kursuset Inside Pictures i London og L.A., som fokuserer på global finansiering. Hvordan synes du, at du er bedst som sparringspartner for instruktøren i det kreative rum? Jeg mener, jeg er god til at være med på de store snakke, som handler om, hvorfor man laver den film, man laver, hvad meningen er med den overordnede historie, og hvordan man kan se historien i en større kontekst, f.eks. i forhold til instruktørens egen udvikling, men også i forhold til et marked/ publikum og finansieringsmuligheder. Hvad skal der til for at være den mest inspirerende instruktør for dig? Det skal være den rette balance mellem nysgerrighed og sikkerhed; sikkerhed og tro nok på sig selv og projektet til hele tiden at kunne stå fast og pushe historien og processen videre, men nysgerrighed nok til, at man ikke låser sig for tidligt fast og undgår at afsøge nye og bedre muligheder i materialet og de samarbejder, man indgår i. Og generelt at man har god karma og er pragmatisk; at man møder udfordringer og ændringer med et åbent sind og kan se, at nogle af dem faktisk kan berige den oprindelige idé.

Hvilke to film drømmer du intenst om at producere i fremtiden? Spillefilmen Shelley, som er en gyserfilm i udvikling hos New Danish Screen med instruktør Ali Abbasi, som er uddannet fra Filmskolen sammen med mig, samt en tv-serie, som tager udgangspunkt i det spektakulære røveri i 2009 på det svenske pengedepot G4S i Västberga, uden for Stockholm. Hvordan kunne du tænke dig at finansiere film fremover, og hvilke budgetstørrelser vil du gerne arbejde med? Vis mig filmen og lad os tale om, hvordan den kan finansieres. Jeg tror, branchen hviler på indholdet, og det er ud fra det, man kan lave nye finansieringsmuligheder. Vi står i Skandinavien i en privilegeret position ved at have et støttesystem som betyder, at vi har meget større muligheder for at lave film end andre steder i verden, så jeg vil gerne have lov til at arbejde inden for det unikke system. Men jeg vil, og arbejder også, på at kunne finansiere film på engelsk for det globale marked, hvor budgetterne er større og finansieringen helt anderledes.

DEN 22. JANUAR 2014 PÅ DEN DANSKE FILMSKOLE THEODOR CHRISTENSENS PLADS 1 1437 KBH K

KL. 17 - 20.

VI SERVERER EN GOD LILLE BID - ØL OG VIN!

TILMELDING SENEST DEN 10. JANUAR 2014 TIL MAIL@FILMDIR.DK Har du en ung producer-ven, der ikke selv har modtaget invitationen, som du gerne vil have med, er det helt ok! Men husk tilmelding.

ULRICH SEIDL ON PRODUCING 20

Austrian director Ulrich Seidl visited the Post Graduate Department at the Danish Film School for a two-day seminar in November. I moderated the talk with him. This is an excerpt of the second day, when we talked about his role as his own producer. by Birgitte Stærmose

You produce your own films. Is that something that you have always done? What is the upside and what is the downside of this? I have not always been the producer of my own films. It is something that I became after my first global success with Dog Days. Before that I pretty much tried all Austrian producers and I became increasingly less satisfied with what I found. I discovered that the relationship between the producer on the one hand and the director/author on the other hand doesn’t work in Austria, and probably doesn’t always work elsewhere as well. In the particular kind of films that I make there is a high risk involved and you have to put an awful lot in. You have to be exploited in the process. And the result was always that if there was a success the producer always wins out, and if not then the director made a bad film. In the case of my films - and what you might also call auteurist filmmaking in Europe generally – the producer can’t actually find any money that I couldn’t find myself. For example when I get money from commissions, from TV, and other types of financing, they don’t say yes because the producer puts their own money in. The producer doesn’t put their own money in. It is not their money. There is a risk there for them, but it is ultimately a very low risk. So after Dog Days I said no more. And after that point I wanted to try out a different way of working with production. The problem is that the producer is not the person that is in the top of this process, the one who is in charge of everything. Because it is not even their own money they bring into it. They don’t initiate the project in the first place. They simply develop the process. The person who is at the root or the initiator of the process is the author him or herself.

And of course the problem is that if the film is successful and makes a good deal of money, then the producer takes their cut – a fairly large percentage of it, and the director gets nothing of that particular cut. So I decided at that particular point to produce myself. But the immediate problem that followed was that the commissioners said, that is absolutely fine, you can set up a company - but where is the money? Of course the result of this whole process is that I am now my own producer, and I work with a maximum degree of freedom. I am not responsible to anybody else. I have the contracts, but I don’t stick to them anyway in that particular case. And the result of this whole process is that I have double the amount of work, but no more money!

And the result was always that if there was a success the producer always wins out, and if not then the director made a bad film So how have you practically set it up? You have your own company and employees that work in your company. So do you hire a line producer for each project or how is it done? It is clear that I cannot do everything myself. Although I do do most of it. We only have one permanent employee. Then for the individual projects, we have individual contracts for other people. We are a very small company. And the problem with that is that we have very little money flowing through the company. If you make 1 or 2 films every single year, then you don’t have these cash flow problems. With the Paradies project this was a particular problem because of the challenges of interim financing. There were seven different financiers and they would pay their money up at different times. And of course you need money and that doesn’t necessarily work in parallel with the cash flow. When you are a small company and you don’t have any other projects running simultaneously, you can’t push money around from one project to the other. And of course added to that no bank will today give you interim money without some form of guarantee or other. Prior to the financial crisis it was different --you could get interim credit or you could get an overdraft facility for example, but now

that isnâ&#x20AC;&#x2122;t possible anymore. What I had to do with the Paradies project was to get a loan to cover this particular period, but ultimately and looking into the future this is almost an insolvable problem. What you really need to cover your cost is a TV commission, but now it is the big companies which get those commissions. What you are doing would not be possible in DK. We have rules against directors being their own producer. The Austrian Film Fund is willingly paying out money to you as your own producer? Are there no issues with this? I have a double function in that context. I get the money as a production company rather than to me directly. It is difficult as a director, because your pay is reduced as a result of that. But I have also proved to everyone already that I can produce. And ultimately it is a matter of trust. They see your previous work, they see the success of your previous work and then you donâ&#x20AC;&#x2122;t have any difficulty getting that money the next time around. Unfortunately the problem with the co-production system is extraordinarily complex administratively and the question is: what is the purpose of all this? What is the reason for it? I may have a French or German co-producer and the amount of administration is enormous and it is extremely expensive. There is no guarantee that you are going to get that money, on time in the first place, at all or perhaps you get just a fraction of it. And the problem is that the whole process has to go through lawyers. You have to use them all the time in order to get your rights and to have justice. After the film is produced you still have to use them.

And that is enough of that!

DET UDFORDRENDE OG BANEBRYDENDE Det svenske selskab French Quarter Film har en erklæret mission om at producere udfordrende og banebrydende film. Kunstneren Anna Odells debutfilm Återträffen, som kunne ses på CPH:DOX, lever flot op til ambitionerne. Her fortæller produceren Mathilde Dedye om baggrunden for filmen og sine tanker om udviklingsprocesser, instruktørsamarbejder og om, hvorvidt producere primært er sat i verden for at finansiere film.

Af Eva Novrup Redvall

25 Still fra Återträffen, 2013

Ved filmfestivalen i Venedig i september kon-

fortørnet og tænkte, at hendes ide til et projekt

kurrerede Anna Odells Återträffen som spille-

faldt fra hinanden, men så fandt hun ud af, at

film i kritikerugen, hvor den vandt den interna-

det jo rejste nogle virkelig relevante spørgsmål:

tionale kritikerpris. Her i november var filmen

Hvorfor blev jeg ikke inviteret? Hvad var klas-

udtaget som dokumentarfilm til hovedkonkur-

sen bange for? Hvad ville der være sket, hvis jeg

rencen ved CPH:DOX. Filmen er svær at sætte i

havde været der? Hun kom frem til, at det ville

bås, fordi den opfindsomt leger med virkelighed

være spændende at genskabe en fiktiv sammen-

og iscenesættelse, minder og manipulationer.

komst, og den ide kom hun så med til mig. Hun

Ved den svenske premiere i november konsta-

ledte efter en producer og havde meget travlt.

terede en anmelder, at filmens instruktør Anna

Hun ville i gang med at arbejde med det samme

Odell er det, svensk filmkunst behøver lige nu:

i stedet for at gå og vente i flere år. Jeg syntes,

en modig og egensindig rebel.

det lød uhørt spændende, og heldigvis kom vi hurtigt i gang.”

Anna Odell kommer fra kunstverdenen frem for filmverdenen. Hun blev berømt, eller be-

Hvem ejer tolkningsretten?

rygtet, i Sverige i 2009, da hun som en del af et

Den oprindelige tanke var at lave filmen med en

kunstprojekt lod, som om hun var psykisk syg

første del, som er en iscenesættelse af den fiktive

og ville kaste sig ud fra en bro i Stockholm. Hun

sammenkomst, og en anden del, hvor de rigtige

blev indlagt, og da det efterfølgende fremgik, at

klassekammerater skulle kontaktes og se filmen

hun havde iscenesat situationen for at skabe

for at få en diskussion i gang om deres blik på

opmærksomhed om psykiske sygdomme, med-

skoletiden, gruppedynamikken og de forskellige

førte det en større mediedebat.

roller i klassen.

Återträffen er Anna Odells første film og blev til

”Vi gik i gang med filmen som bestående af både

som en reaktion på, at virkeligheden spændte

fiktion og dokumentar. Vi havde en meget stor

ben for hendes umiddelbare planer. Hun skrev

casting, for vi skulle bruge mange skuespillere

på en tale til sin skoleklasses 20 års jubilæum,

til filmens første del. Undervejs fandt vi imidler-

men fandt ud af, at klassen havde holdt sam-

tid ud af, at vi måske ikke behøvede gå tilbage til

menkomsten uden at invitere hende. Det satte

dokumentarverdenen. I det her tilfælde ville et

en række tanker i gang om, hvordan det ville

problem med dokumentaren være, at man var

have været, hvis hun havde været med og holdt

nødt til at værne om folks identitet, og når Anna

sin planlagte tale om at føle sig mobbet gennem

er instruktør og laver den første del, er det hele

hele folkeskolen. Den idé tog hun til det nystar-

jo hendes point of view. Hun ejer alting. Hun

tede selskab French Quarter Film, hvor produ-

ejer hele tolkningen, og derfor følte vi, at det for

cer Mathilde Dedye straks tændte på projektet.

det første måske var godt, at hun holdt i tolknin-

”Ideen til filmen kommer fra Anna. Hun ville

gen hele vejen; og for det andet, at folk – med

bruge et klassejubilæum som udgangspunkt

tanke på hendes tidligere værker – måske ikke

for at skabe samtaler omkring de minder og den

ville stille op, hvis de skulle deltage med deres

fælles historie, som ligger i den regi,” fortæller

person i billederne. Vi endte med at beslutte, at

Mathilde Dedye over telefon fra en travl arbejds-

hun skulle bevare kontrollen over filmen hele

uge, hvor filmen ud over visningen på CPH:PIX

vejen, og at det måske også ville gøre, at hun

også konkurrerer ved Stockholm Film Festival.

kunne komme endnu dybere med materialet,

”Da hun ikke fik en invitation, var hun først

når hun ikke behøvede at være forsigtig eller

Still fra Återträffen, 2013

Under optagelserne af Återträffen, 2013

forholde sig til sine tidligere klassekammerater

og SVT kan løbe en større risiko, og det gjorde

som privatpersoner.”

de på et meget tidligt stadie i processen, hvilket var sjukt bra, for så vidste vi, at vi kunne arbejde

Den dyre fiktion

løs og komme i land.

Da alt pludselig skulle iscenesættes, blev filmen imidlertid betydeligt dyrere end planlagt, selv

Den største udfordring i det forløb var, at vi

om den alt i alt endte på et stadig moderat bud-

havde præsenteret anden del af filmen som en

get på syv millioner svenske kroner. Mathilde

dokumentar, og den blev så meget dyrere, da vi

Dedye fortæller, at det har været en forholdsvis

ændrede den til at være fiktion. Og det er jo en

smertefri proces at finansiere filmen, selv om

af udfordringerne, hvis man går anderledes til at

springet fra dokumentar til fiktion skabte nogle

lave film. Jeg må nok konstatere, at jeg altid går i

budgetmæssige udfordringer.

gang med projekter, som er udforskende og eksperimenterende. I starten tænkte jeg, at det nok

”Det var vigtigt for os at komme hurtigt i gang, og

bare var den her gang, men nu har jeg forstået,

vi havde først lidt penge fra Kunstskolen. Efter-

at det er en del af, hvordan jeg gerne vil arbejde

følgende fik vi kontakt til Det Svenske Filminsti-

med film.

tut og SVT, som tændte på ideen. Tanken var fra starten ikke at have så mange finansiører med.

Återträffen er et klokkerent eksempel på den

Man kan sige, at SFI og SVT nok er dem, der er

proces. Det var en meget åben udviklingsproces,

mest tilbøjelige til at træffe mere risikable be-

hvor vi ikke vidste eksakt, hvor vi skulle lande,

slutninger end eksempelvis distributører, som

da vi gik i gang. Vi havde en præmis, og så lod vi

har behov for at føle større sikkerhed omkring et

den tage os videre. Det kan skabe nogle prakti-

projekt og fx gerne vil have et manuskript. SFI

ske og logistiske problemer, for det kan jo godt

være problematisk at sige til andre, hvad man

må man lægge senere. Man kan ikke komme uden om

har tænkt sig at gøre, hvis man ikke ved det. Vi

udviklingstiden. Man skal sørge for at få tænkt sig

har nok ikke gjort ret meget sådan, som man

godt om, for ingen andre gør det for én.

burde gøre det ... Jeg tror virkelig, at man vinder en masse energi på at Skal man lave en lavbudgetfilm, skal man fx

kaste sig ud i projekter. Man kan slå spontaniteten

helst ikke have for mange skuespillere, men vi

ihjel ved at vente og udskyde, men til gengæld må

endte jo med at hyre forfærdeligt mange, for

man så på et andet tidspunkt lave det arbejde med at

det havde vi pludselig brug for. Til gengæld

tænke alting grundigt igennem, som man sprang over

mener jeg, at den form for proces er en af

i starten. Og det gjorde vi så vældigt længe i klipnin-

grundene til, at filmen er blevet så opsigtsvæk-

gen ...”

kende. Der er så meget liv. Det føles autentisk, fordi den form for proces giver plads til energi-

Filmens vs branchens behov

en undervejs, ligesom man hele tiden værner

Når man spørger til status i forhold til nytænkning el-

om ideen og går med den.”

ler alternative produktionsformer i den svenske filmbranche, er Mathilde Dedye ikke meget for at genera-

Ting tager tid

lisere, men hun er varm fortaler for, at man prøver at

Mathilde Dedye er varm fortaler for, at man

finde nye veje inden for filmproduktion. Når man gør

skal komme ud over stepperne og bevare ener-

det, skal man imidlertid huske at være ydmyg frem for

gien i et projekt, men hun erkender samtidig,

arrogant at tro, at man har helt nye løsninger på de

at det kan give andre udfordringer undervejs.

udfordringer, som alle i branchen løbende slås med.

Springer man et grundigt udviklingsforløb over, må man i stedet tage de essentielle dis-

”Der er selvfølgelig fordele ved, at x antal mennesker

kussioner et andet sted i processen. Under ind-

i branchen er kommet frem til, at det her er den bed-

spilningen af Återträffen fandt de fx gradvis ud

ste måde at producere film på. Det har jo en værdi, og

af, at der var brug for to kameraer til filmens

jeg kan da let sige, at der også er problemer med den

anden del, hvor skuespillerne improviserede

måde, vi har lavet Återträffen på. Det kan jo fx godt

meget. Første del med sammenkomsten blev

have sine fordele at have et manuskript,” konstaterer

skudt kronologisk med tre RED-kameraer.

Mathilde Dedye med en efterfølgende tør ’hæhæ’-

Anden del skulle efter planen kun skydes med

latter.

et, men det stod efterhånden klart, at der var brug for mere materiale, fordi skuespillerne

”Jeg vil ikke opfinde hjulet. Man kan lære meget af,

aldrig sagde det samme.

hvordan andre gør, men man skal huske hele tiden at spørge, hvorfor man gør, som man gør, og om ting kan

”Återträffen har hele tiden udviklet sig, og jeg

gøres anderledes. Man skal også være villig til at løbe

må sige, at vi har nydt godt af at have en fan-

en risiko. Når jeg laver film, er jeg meget optaget af

tastisk klipper, som har ledt og ledt efter det

spørgsmål om: Hvordan kan vi bevare fokus på det

bedste i det store materiale og lappet alting

kreative? Hvordan finder man ind til lysten? Hvor-

sammen. Vi endte med at have en lang klip-

dan opretholder man energien? Hvad er det, man

peperiode, fem måneder og også noget død tid

vil have ind i filmen? Det er vigtigt hele tiden at have

undervejs. Det tog tid at finde filmen, og det er

de spørgsmål med sig. Jeg tror, at alle selskaber og in-

nok en lærdom, jeg tager med fra projektet; at

struktører arbejder på forskellige måder, men det er

den tid, man ikke lægger på at udvikle inden,

klart, at der findes en mere brancheagtig måde at gøre

tingene på, og så er der måske andre selskaber,

jeg ved, hvad det handler om. Hvis man som pro-

som er mere udforskende.

ducer ikke er det, har man ingen ide om, hvorfor man skal tage én beslutning og ikke en anden.

Spørgsmålet er nok bare somme tider, hvor be-

Fra mit perspektiv er det altafgørende.

vidst man er om sine valg, eller om det snarere handler om, at ’jeg har ingen penge, og derfor

Men fra instruktørens side handler det jo så om

må jeg jo finde på et eller andet ...’ Jeg mener, at

at turde slippe produceren ind og have en kon-

hvert projekt har sine særlige behov. Derfor gi-

stant samtale. Fra dag et indtil man er færdig. Så

ver det god mening at stille de spørgsmål hver

man bliver en eller anden form for duo. Mange

gang, og jeg har ikke lyst til, at branchetankegan-

instruktører synes, at processen med at lave film

gen bliver dominerende. Man skal ikke tænke:

kan føles ensom, og det kan jeg godt forstå, for

’Eftersom jeg er nødt til at lave min film på den

det er jo svært, hvis man er den eneste, som træf-

her måde, må produktionen blive sådan her.’

fer alle beslutninger. Der er forfærdeligt mange

Man skal udgå fra filmens frem for branchens

ting, man er nødt til at vide. Det handler ikke om

behov.”

at dele ansvaret, men om at have samtalen. Jeg skal jo finde ind til instruktørens smag og vision,

Den konstante samtale

så vi kan forvalte den sammen. Instruktøren

Det er ifølge Mathilde Dedye svært at beskrive

skal invitere mig indenfor, hvis jeg skal kunne

det gode producer-instruktør-samarbejde, men

hjælpe og støtte eller skabe bedst muligt.”

et ord står centralt: tillid. I forhold til fremtidige film beskriver Mathilde ”Man er nødt til at skabe en relation, og det

Dedye, at French Quarter Film både satser på de

handler jo om at forsøge at snakke meget med

begrænsede budgetter og ’det enorme’. Hun har

hinanden. Jeg har brug for at være så indsat i

erfaring med store budgetter fra sin tid i større

alle aspekter af et projekt som muligt, så jeg kan

selskaber og mener, at banebrydende film ikke

være en god sparringspartner og støtte; så jeg

behøver være ensbetydende med billige, mere

kan være med i de kreative beslutninger, fordi

eksperimenterende titler.

30 Still fra Återträffen, 2013

FRENCH QUARTER FILM

French Quarter Film er grundlagt af Mathilde Dedye og instruktøren Mattias Sandström med det erklærede formål at arbejde med udfordrende og banebrydende film. Næste projekt fra French Quarter Film er en dokumentarfilm af Lina Mannheimer om Catherine Robbe-Grillet med titlen Ceremonien. Inden Mathilde Dedye startede eget selskab arbejdede hun bl.a. for BReel Features (tidligere St Paul Film) og Filmlance International, og hun har en MA in Art and Media Management fra Handelshögskolan i Stockholm.

”Jeg brænder for det eksperimenterende og ud-

finansiere. Det er en vigtig del, men det er ikke

forskende, og så er man jo tit nødt til at lægge sig

den vigtigste. Jeg er nødt til at have tid til andre

længere nede budgetmæssigt. Men banebryden-

ting. Netop derfor er jeg ret pragmatisk med fi-

de film kan være mange forskellige ting. Jeg har

nansieringen. Hvor mange penge kan den her

fx en spillefilm i udvikling, som jeg håber på at

ide få, og hvor mange kan den her få? Jeg går

indspille næste sommer. Den er meget klassisk

ikke ud og søger fondspenge vidt og bredt, for

i sin form. Den har fx et manuskript! Men den

det kan jo tage uendeligt lang tid at søge penge

tiltaler mig, fordi den handler om to drenge, som

via de kanaler, og så kan man alligevel få et nej.

stikker af fra et børnehjem efter at være havnet i

Det har jeg prøvet, og det er simpelthen for me-

problemer. Jeg faldt for den, fordi manuskriptet

get arbejde i forhold til, hvad det kan give.

er utroligt godt, og fordi den handler om vores samfund i dag. Den film kan forhåbentlig blive

Det vigtigste i forhold til finansiering er, at det

groundbreaking på en anden måde end Åter-

skal være lønsomme produktioner. Återträffen

träffen. Jeg håber, det kan blive en film, som

er en god investering for de private investorer.

konfronterer sin samtid og lader folk møde to

Der er mulighed for at få sine penge tilbage. Det

drenge, som ellers aldrig ville blive hørt, hver-

er vigtigt, at man rent faktisk regner realistisk

ken i medierne eller via nogle talerør for deres

på, hvad man tror en film kan sælge og laver

rettigheder.”

sine estimater efter det. Det taler jo så igen tit for lavbudgetfilm. Det er ikke, fordi jeg ikke kan

Finansiering – og frihed

lide de store budgetter, men det giver jo også en

Når det gælder finansiering, argumenterer Ma-

frihed at have færre mennesker involveret i pro-

thilde Dedye for, at det frem for alt må handle

duktionen.

om at lave lønsomme produktioner. ”Jeg er vældigt pragmatisk, når det gælder finansiering. Jeg går derhen, hvor pengene er. Men

Det er jo alt andet lige nemmere at få to personer til at sige ja end femten …”

jeg tænker meget på, at mit arbejde jo ikke er at

IDÉEN SOM FORANDRENDE En halvsen søndag aften i oktober satte jeg det svenske instruktør/producer par, Ruben Östlund og Erik Hemmendorff, i stævne på Skype. Interviewet var en chat. Når de hamrede i tangenterne i hver deres lejlighed i Gøteborg, kunne jeg sidde i København og nærmest meditativt lytte til deres insisterende lyst til at fortælle om deres 12 år lange samarbejde, hvordan de udvikler deres idéer og viljen til at ville forandre verdenen med filmene.

Af Birgitte Stærmose

Kan I se det her?

Hej från erik

Ruben her

Lad os gå i gang. Hvor kommer inspirationen til en idé fra? Den kommer nästan alltid från ett samtal, något som vi diskuterat, berättat för varandra. När en frågeställning eller en situation som man fastnar för stannar kvar. Jag tänker att idéerna kommer ur en önskan om förändring. Man vill tillföra någonting till det som man uppfattar som rådande. Det är i samtalet, i diskussionen som det kan bränna till. För det sammanhang, Plattform som vi verkar i, har detta varit centralt. Att vi inte hittar på utan, utan att det vi ska göra kommer från en egen erfarenhet eller tanke som ska manifesteras och göras tydlig. Sammanhanget är viktigt. Också för att man måste uttala sina idéer och prova dem- Inget skrivs på “kammare”- utan testas och provas i ett socialt sammanhang. Håller du med om det Ruben? Det är ett sorts klarhet som finns i de idéerna som till slut har blivit filmerna. När jag tänker på PLAY så berättade Erik om en tidningsartikel han läst i Göteborgs-Posten. En bild bröt fram, fem svarta rånare, tre vita. Den bilden är hela motorn i arbetet för mig.

Mener du, Ruben, at I begge på samme tid ser, at der er en idé? Var det at billedet bragte noget frem, som I ikke forstod? Er det paradokset som driver filmen? Naturligtvis finns det massor av idéer som vi inte gått vidare med, men jag upplever det som att när en idé har fått fäste så har vi alltid varit med om ett gemensamt ögonblick av klarhet. Men den idé hade stannat om ingen annan i vår sammanhang hade plockat upp den. Det var idé som diskuterades under en längre tid tillsammans med andra, men den stannade kvar och vi kände att här var det svårt. Våra argument räckte inte till. Vi måste manifestera något för att tydliggöra idén. Ruben och jag har bestämt för länge sedan att det måste vara vi som bestämmer om en idé ska bli till. Vi tar produktionsbeslutet. Det är när en idé har fått fäste, då är det bestämt. När vi går vidare talar vi om vad vi vill göra och säger då. Titta detta vill vi göra - Är ni med?

Vi försöker ju fånga någonting som ännu inte är gjort. När det uppstår, det ögonblicket, då har det varit en så stark upplevelse att jag fått en adrenalin kick. Och man känner att den här idéen bär ett sådant potential att jag kommer kunna lägga tre år av mitt liv på den. Det är som att förstå att Higgins partikel finns. Man har känslan av att vi ligger före alla andra. Vi vet att det är bra - trots att vi inte kan bevisa att den finns ännu. Det lyder meget intuitivt. En intuitiv process, som ikke nødvendigvis er intellektuel? Har I nogle vaner for jeres samtaler? Där finns en intuitiv process. En hjärnforskare pratade nyligen om minnet, att vi fokuserar på vikten av att komma ihåg saker. Medans han tyckte att det som är kvaliteten är hur man kombinerar sina erfarenheter. Vad man drar för slutsatser av sitt minne. Det intellektuella är reflektionen och kravet på att tillföra någonting nytt till debatten eller konsten. Vi försöker ju fånga någonting som ännu inte är gjort. Vi har dock nästan alltid ett uttalat mål med filmen, eftersom det är svårt att komma någonstans utan en önskan om ett resultat. Vår erfarenhet av film, av det klimat som en film skall komma ut i, vart vi siktar, är en del av det som skall stämma när vi tycker att här har vi någonting. Det här kör vi på!

Jeres idé-process og finansiering hænger sammen. Hvordan filmen kan lave et statement er altsået vigtigt spørgsmål for jer. Er det rigtigt forstået?

Erik Att lösa finansieringen är en del av forskningen och allt sammantaget leder fram emot att man ska göra filmen. Vi använder oss mycket av möten och av att lägga fram idéen om och om igen för många personer. Ruben Cannes är ett mål som har varit viktigt för oss. Vi sysslar ju med en typ av film som lever på kulturell prestige. Om vi inte i viss mån erövrat den skulle det vara lättare att avfärda filmerna. Samtalet med publiken tycker jag har blivit viktigare lokalt. Att Plattform verkar och ger en effekt i Göteborg. På samma sätt som en teater. Men den internationella prestigen är viktig för oss för att få utrymme i Sverige.

En idé sitter som ett skott i krysset, man skrattar högt åt dess inneboende möjlighet. Birgitte I mener altså, at filmen skal blive til noget, hvis den kan tale ud i et kulturelt prestigiøst internationalt rum? Jeres samtale med publikum rækker udover de nationale grænser? Erik För oss handlar det om att erövra något. Cannes är som vilken prestation som helst - som när Zlatan gör mål i högsta ligan. Alla kan förstå och se att det är en verklig prestation. Alla kan förstå prestationen och glädjas åt den. Ruben En idé sitter som ett skott i krysset, man skrattar högt åt dess inneboende möjlighet. Film kan ju ge en konkret bild av någonting abstrakt såsom att leva tillsammans i en par-relation. Jag vill att när man ser Turist, så ska man utropa- Ja precis så är det! Varför sysslar de andra (filmskaparna) med att hitta på? Plattform ser vi som en verksamhet, snarare än ett produktionsbolag. Birgitte Hvordan er det en virksomhed mindre end et produktionsselskab? Hvad er forskellen? Erik En verksamhet sysslar kontinuerligt med frågeställningar, och har en process och ett sammanhang som hela tiden pågår och väntar inte in en beställning. Birgitte Det er en inspirerende tankegang, Erik. Ruben Angående verkligheten så vill jag att de filmer vi gör skall ge en erfarenhet, som man kan använda sig av i livet. Det är en fundamental inställning för vår verksamhet. Birgitte Hvad skal man anvende erfaringen til? Er det til at skabe forandring? Og er det forandring på hvilke planer? Individuelt, eller også i samfundet? Hvor kunne I tænke jer at se forandring? Erik Utgångspunkten för vårt bolag var att vi skulle skapa ett bolag som inte fanns då i Sverige, som lät regissörens vision och tanke styra produktionsapparaten- istället för tvärtom. Vi tänkte att vi måste förhålla oss till samhället och verkligheten, på samma sätt som vi måste förhålla oss till gravitationen. Det är dumt om vi försöker få människor att tro att man inte slår sig om man ramlar ner från en hög höjd.

Ruben Det kan också vara en konkret situation, som man kan relatera till om man saknar erfarenhet. Jag tänker på Händelse vid bank där vi rekonstruerade ett misslyckat rånförsök, som vi blev vittne till. Det som utspelade sig på andra sidan gatan såg inte alls ut som jag trodde att det skulle göra, som i filmerna. Verkligheten tedde sig surrealistisk för att jag hade blivit matad med så världsfrånvarande fiktiva bilder. Jag tror att film i mycket större grad än andra konstformer förändrar vårt beteende, hur vi ser på varandra, vad vi väljer att göra i våra liv. För den rörliga bilden har ju en förmåga att skapa ett minne som nästan inte går att skilja från verkliga upplevelser. Väldigt mycket av den film som görs är inte gjord med det i åtanke. - Och det får konsekvenser. Erik Man vill skapa något som tar tanken vidare- eftersom nya tankar uppstår. Om idéen skapar nya tankar, förändras samhället. I de vigtige samtaler I har med bl.a. finasiører undervejs, hvordan sørger I for, at det ikke er det kommercielle eller salgspotentialet, som bliver udviklet fremfor det, som er paradokset i filmen - det, som I gerne vil undersøge i filmen, der bliver udviklet? Ruben Det är ju en sorts grundhållning till arbetet som är avgörande för hur långt man är beredd att gå när det gäller att anpassa en idé för en kommersiell marknad. All kommunikation är anpassad till den miljö som den skall kommuniceras i. Absolut våra filmer också. Birgitte Men en tidlig idé er jo tit skrøbelig. Erik Jag upplever att samtalet som vi har börjar fortsätter när vi möter finansiärer. Vi har aldrig uttalat oss om att nå ett visst mål när det gäller publik på kort sikt, men påstår att våra idéer och filmer kommer att ha en stor publik över lång tid. Jag uppfattar att alla kan förstå en bra idé - och vilja se den förverkligad. Ruben Hade biotoppen varit vårt mål hade filmerna sett annorlunda ut. Nu är den inte det. Ett problem som vi har är att många inte tycker att de får tillgång till vår process. De släpps inte in. Jag tror vi är bra på att skydda grundidén. Erik Det handlar så klart om trygghet. Att de som ska säga ja kan förstå att vi är beredda att genomföra något utan att tänka på konsekvenserna, men vi är beredda att ta konsekvenserna av vad vi påstår att vi vill göra. Det är därför samtalet och sammanhanget som vi pratade om tidigare är så viktigt. Vi har genom det kommit fram till ett antal verkligt tydliga situationer och dilemman, som vi nu tänker att undersöka på det här sättet. Birgitte Erik, hvad kunne et konkret eksempel på en konsekvens være? Erik Då kan vi genom t. ex. finansiärer se vår idé från olika sidor och ståndpunkter - men grundidén är alltid den samma. Att man står för vad man har gjort. En konsekvens kan vara att man inte går med på spekulera i publiksiffror för att hoppas på att få uppskattning. Utan att man kan ta kritik, och tänker att kritiken är en del av filmen och idéen. De filmer vi har gjort bygger på väldigt konkreta idéer. De har stark kärna och det är kärnan som vi kommunicerar när vi beskriver vad vi vill göra för alla som är inblandade i processen. Vi tar inga omvägar, vi berättar om det som vi är intresserade av och försöker få andra att också uppleva det som intressant. Vi behöver inte linda in idéerna för att de skall gå igenom. Vi har ju jobbat tillsammans i 12 år nu, Erik. Jag tänker på de olika stadier som man går igenom. Från den där jungfruliga känslan i början när man njöt av varje steg för att det var obruten mark.

Jag tänker att om Ruben tycker det är bra, och om Kalle Boman tycker det är bra och om jag tycker det är bra då är det bra oavsett vad någon annan tycker. Birgitte Hvordan kan man blive ved med at finde et samarbejde inspirerende? Ruben För mig var det väldigt viktigt att vi totalt negligerades av guldbaggejuryn med De Ofriliga. Det skapade hämnd begär, att vi blev totalt negligerade… Birgitte Så I har et samarbejde, der fungerer rigtig godt i modgang? Så måske det ikke fungerer så godt i fremgang? Ruben Framgång är rolig för att den retar andra. Erik Framgång går inte att lära sig av. Birgitte Men hvad med at kunne finde sig tryg, når man skal risikere noget? Man kan vel ikke blive ved uden nogen success? Eller klap på ryggen? Ruben Framgången är viktig för att förstå hur socialt konstruerad den är. Annars kunde man tro att framgång är något annat. Erik Jag tänker att om Ruben tycker det är bra, och om Kalle Boman tycker det är bra och om jag tycker det är bra då är det bra - oavsett vad någon annan tycker.

Ruben Håller med! Erik Man behöver alltså tre (3) personer som publik för att det ska kännas som en succés. Ruben Vi är helt beroende av vår lust för att kunna vara verksamma. Blir vi av med den så blir det svårt att driva ett produktionsbolag som Plattform. Birgitte Det er ikke et særligt producer-agtigt statement, det der... Erik Det tillfället, då vi alla tre tycker att nu har vi gjort något som ingen har gjort förut, är det som föder lusten att visa för alla andra vad man gjort! Ruben Vår verksamhet bygger inte på en efterfrågan utan på en lust till att göra något. Det är ingen som hör av sig till oss och ber oss att göra en ny film. Men det är inget dåligt med det, så skall det vara. Erik Om jag när filmen är klar, kan se att vi har lyckats att genomföra vår idé utan att kompromissa, och att den ger samma energi och lust nu som när vi satt och samtalade om den, då har jag gjort mitt jobb som producent. Birgitte Jeg kan huske meget tydeligt, da du fortalte mig helt kort om historien eller rettere situation, som er kernen i historien til Turist. Kan du fortælle om hvor idéen til filmen startede? Hvad var jeres første inspiration? Ruben Jag tror att jag har berättat lavin situationen i nya filmen, Turist, för ett par hundra människor. Jag berättade för Leif om ett youtube klipp som jag sett för länge sedan, och som jag nu ville iscensätta. En grupp skidturister på en uteservering i alperna. Turisterna har stannat upp i sina måltider, stirrar mot en lavin som böljar ner längs en avlägsen bergssida. Lavinen växer och bli större, turisterna börjar jubla. Både jublet och lavinen når en imponerande storlek innan lavinen försvinner ner bakom ett krön, för att några sekunder senare komma över krönet. Nu genomgår jublet på bara ett par sekunder en existentiellt belysande förändring. Från glädje och entusiasm till nervositet, rädsla och slutligen skräck och dödsångest. - Det sista vi ser innan allting blir vitt är hur alla flyr i panik. Men tjugo sekunder senare, när snöröken lättar, inser turisterna att lavinen har stannat 150 meter bort. Katastrofen har uteblivit. Turisterna får gå tillbaks och sätta sig på sina platser för att äta färdigt sin lunch. Så mycket mer än den scenen fanns inte just då. Men dagen efter säger Leif att han inte kunnat släppa situationen som jag berättat om. Han drabbades av en sådan ångest när han föreställde sig själv på den där uteserveringen, tänk om han skulle bli så rädd när lavinen kom emot dem att han övergav sin fru och sina barn, för att sedan vara tvungen att återvända till dem när snöröken skingrat sig. I det ögonblicket… Fy fan, herregud, hahaha! Jag fick vittring. Och så har det alltid varit för mig, vittringen uppstår under ett samtal med någon, uppenbarar sig med hjälp av två eller flera hjärnor. Någon säger något som någon annan reagerar på osv. Birgitte Ruben, hvad er de vigtigste kvaliteter hos Erik og de vigtigste kvaliteter i jeres samarbejde, for dit virke som instruktør? Ruben Hans absolut främsta kvalitet är hans öga för vad som är intressant. Han lyfter fram saker som är kristall som ofta har gått mig förbi. Jag tänker på att jag var väldigt nyfiken på Erik efter filmhögskolan. Han och Patrik Eriksson hade ett kontor bara ett par hundra meter bort från mitt i Göteborg. Det var alltid väldigt stimulerande att komma dit och lyssna på deras samtal. Jag tyckte han pratade på ett väldigt annorlunda sätt än mig själv och det gjorde mig nyfiken.

Udpluk fra manus til Turist

Familjen åker ett par åk i nypistade backar. När underlaget är så här fint brukar det kallas för manchester. Mjuka, perfekt räfflade spår som bara kräver en lätt kantning för att skidorna skall får grepp och gå in i sväng. De äter lunch på samma rustika uteservering som dagen innan, solen skiner och det är fullsatt. Två tallrikar med Vera och Ebbas lunch anländer, Ebba är återigen mycket nöjd med sitt val, hon sträcker gaffeln över bordet till Tomas för att han skall få smaka.

“Poﬀ”

- Mmm!!!

EBBA

Familjen vänder sig mot ljudet och på en avlägsen bergstopp i bakgrunden ser de hur pistörerna tar itu med nattens snöfall. Med hjälp av dynamit har de sprängt loss snömassor som nu börjar dansa ned för bergssluttningen. Det är en vacker och spektakulär syn som fångar samtliga av restauranggästernas uppmärksamhet. Snömassornas tryck gör att fler fält spricker upp, tar fart och förenar sig med lavintungan som blir större och större. Jublet från uteserveringen stiger successivt i styrka med lavinens storlek. Lössnön pressas upp i luften över hundra meter. Det är en kraftfull lavin som hinner nå en imponerande storlek innan den försvinner ur synhåll bakom en bergskam ett par hundra meter ifrån restaurangen. Det entusiastiska jublet som sekunderna tidigare nått sin högsta punkt klingar av för att plötsligt börja öka i styrka igen. Lavinen väller nu över den närliggande bergskammen. Jublet genomgår, på bara ett par sekunder, en existentiellt belysande förändring. Från upprymt tjoande till tveksam entusiasm, från nervösa skratt till rädda rop, från skärrade skrik till lungor som töms av ren skräck. Människor flyr i alla riktningar, trängs i panik för att komma bort, in i restaurangen, vart som helst. Lössnö molnet har täckt hela den lilla dalgången på mindre än femton sekunder. Det sista vi hinner skymta innan allt blir vitt: Tomas som i panik flyr

över den hala uteserveringens trägolv. Ebba, ståendes vid barnen, hysteriskt skrikandes efter honom. EBBA - Tomas! TOMAS!? AAAAAHH!!!! Det som bara sekunder tidigare varit en idyll är plötsligt ett rykande inferno för att ytterligare tjugo sekunder senare åter bli till en idyll igen. Det är bara snöröken som nått uteserveringen. Lavinens tunga har stannat utanför pisten ett par hundra meter från restaurangen. Ett ﬁnt lager av snö som snabbt smälter bort i solen och några omkull välta uteserveringsmöbler är det enda som vittnar om dramatiken som nyss utspelat sig. Vardagen kommer obönhörligt tillbaks med ett generat skratt, restaurangens gäster återvänder till sina platser, en skidskole-grupp med skidlärare plogar förbi i bakgrunden. En ﬂicka ur serveringens personal kommer bärandes på en bricka med fyra stora fatöl. Sist av alla kommer Tomas släntrande tillbaks familj. Det ligger nu något outtalat i luften starkaste bemärkelse. En tystnad som ingen av skall hantera. Servitören kommer in med Tomas börjar att äta istället.

till sin i sin absolut dem vet hur de ostfondue, de

TOMAS - Mmmm…Det här var faktiskt också jättegott! Vill du smaka? Tomas sträcker en gaﬀel över bordet mot Ebba men Ebba vill inte ha. I barnen, som förstår precis vad dom varit med om, har det nu startat en förtvivlad önskan om att ställa allt till rätta igen. HARRY -Jag kan smaka, pappa!

Still fra Turist, 2014

Birgitte Erik, hvad er vigtigt for dig som producer i dit kreative samarbejde med Ruben? Hvilke kvaliteter skal være tilstede for at et samarbejde med en instruktør er tilfredstillende og udfordrende for dig? Erik Ruben var en spännande och kompromisslös person redan på filmhögskolan. Han gick i klassen över mig. Han skrev en uppsats om arbetet med sin dokumentärfilm Familj igen som gjorde stort intryck på mig, precis som filmen gjorde. Han gick i clinch med de från filmbranschen som skulle var inbjudna för att utvärdera deras slutfilmer, och jag tyckte att han pulveriserade deras mossiga idéer

Om jag när filmen är klar, kan se att vi har lyckats att genomföra vår idé utan att kompromissa, och att den ger samma energi och lust nu som när vi satt och samtalade om den, då har jag gjort mitt jobb som producent.

om vad som var intressant och viktigt i fråga om film. Ruben tyckte att vi skulle skapa en grupp, som skulle förändra filmbranschen. Det tyckte jag lät bra. För mig är det viktigt att en regissör tänker på sitt arbete som något lustfyllt och som vill genomföra och tror på något som jag inte har sett ännu. Ruben är inte nöjd innan han har nått det resultat som han har räknat med. Han är beredd att arbeta om och om igen tills det blir precis så bra att Ruben, Kalle och jag tycker att det är bra! - Ruben är inte nöjd innan han har nått det resultat som han har räknat med. Han är beredd att arbeta om och om igen. När alla bara vill gå hem. När ingen orkar titta mer. När det bara handlar om en ruta som kanske ligger fel så får han alla att ta en vända till och han har alltid rätt i det

Ruben Erik har ett stort ärlighetskrav på sig själv, han kan inte ljuga om sin upplevelse. Det gör att det ibland är smärtsamt att visa någonting för honom, samtidigt kan man verkligen förlita sig på hans omdöme. Som producent är han beredd att ta risker och han överger aldrig en film, både Play och De Ofrilliga klippte vi om efter Cannes trots att det kostade oss en kvart miljon båda gångerna. Det som jag trots allt värdesätter mest är att lyssna när han pratar. Han är helt grym på att lyfta fram intressanta diskussioner. Erik Det finns en legendarisk amerikansk jazzmusiker som heter Charles Mingus. Han skapade tillsammans med sin trummis som jag inte minns namnet på, ett sväng och en samstämmighet som överträffade allt annat just då. Under en intervju med en kritiker som med en lång utläggning om deras nyskap-

Ruben tyckte att vi skulle skapa en grupp, som skulle förändra filmbranschen. Det tyckte jag lät bra.

ande och magiska samarbete ville veta vad hemligheten är bakom samarbetet, och vad det är som de kommunicerar till varandra via instrumenten när man ser dem spela tillsammans. Svaret dröjde en liten stund, sedan sa Charles.

-Vill du veta vad jag säger till honom? OK. Jag säger- “Hey! Fuck you!” Då svarar han:

“Yeah? Fuck you too!”

Still fra Play, 2011

LEGATUDDELINGER OKTOBER 2013 NAVNE EFTERUDDANNELSE/SEMINAR: Thau, Lone Borker, Merete Boje Rasmussen, Ulla

Bruun-Gazelleh, Louise Kimergård, Lars Bo BH, Morten Boye, Ulla Vilstrup, Trylle Bäck, Maria Kvaale, Kajsa Bohm, Claus Holbek Trier, Cæcilia

REJSER:

Bendtzen, Ole Noer, Michael Kristensen, Nadja Nørgaard & Mørkeberg, Ida Frederikke Mac Dalland, Maria Choi Jensen, Malene Vinge Madsen, Sven Sahlstrøm, Katrine & Pagter Helle Kjær, Katrine W. Brandt, Martha Hansen, Jeppe

RESEARCH/TREATMENT/MANUS/BØGER: Stolt, Mikkel Alami, Milad Testa Pedersen, Anahi Schepelern, Mette-Ann Bernt, Jesper Sønderby Jepsen, Christian & Jargil, Mira

PRODUKTION:

Andersen, Iben Haahr Kimergård, Lars Bo Knattrup Jensen, Johan Larsen, Kasper Rune & Charbert, Martin Fugl Valsted, Cecilia & Brask, Lars Hansen, Marianne Knudsen, Mette & Vest, Nils

EFTERARBEJDE:

Windeløv-Lidzélius, Helle Plambech, Sine Ottarsdóttir, Katrin Stæhr, Lene

DIVERSE:

CPH:DOX Filmbranchens legatfond Oregon Den Danske Filmskole Station Next I alt

FORMÅL Deltagelse i DFIs Fiktion 2013 + Marathon-DOK, Filmskolen Deltagelse i kurset Form og virkelighed, branchetræf i Ebeltoft 2013 Deltagelse i Branchetræf, Filmhøjskolen og The Beauty of a One-pager, Den Danske Filmskole Deltagelse i Plotværkstedets Filmmanuskriptkursus Deltagelse i Branchetræf i Ebeltoft 2013 Deltagelse i Den Danske Filmskoles efteruddannelse The Beauty of a One-pager Deltagelse i Filmskolens efteruddannelse: Linda Seger’s seminar om at skrive filmmanuskripter Deltagelse i Filmskolens efteruddannelse: Linda Seger’s seminar om at skrive filmmanuskripter Deltagelse i kurset Form og virkelighed, branchetræf i Ebeltoft 2013 Deltagelse i Branchetræf i Ebeltoft 2013 Deltagelse i DOK 2013, Det Danske Filminstitut + deltagelse i Branchetræf i Ebeltoft 2013 Deltagelse i Branchetræf i Ebeltoft 2013 Rejse og produktion ifm. projektet: Hvad lykken er - og andre historier fra Latinamerika Rejse til LA, USA. Filmvisning og foredrag på USC School Film To research-rejser ifm. spillefilmen Dem der græd under vand Støtte til deltagelse i Cartoon Forum i Toulouse, Frankrig med projektet Skipper Research-rejse til Fuji bjerget, Japan ifm. dokumentarfilmen Skoven Rejse til New York ifm. filmen Ord i den internationale kortfilmsfestival + deltagelse i Award Ceremony Rejse + deltagelsesgebyr i EDN arrangeret workshop Twelwe for the Future Rejse til Hot Springs Documentary Film Festival + Dallas Videofestival (USA) med filmen Mercy Mercy Rejse til Peru ifm. den selvbiografiske dokumentarfilm Terror, Photography and Candy Flowers Rejse - og deltagerudgifter til Twelwe for the future med projektet Jakobs Drenge Research og manus-skrivning til Halløj i Parken/Ka’ det være lovligt 2 Udvikling (herunder interview og manuskriptarbejde) af filmprojektet Min far terroristen Løn til instruktør, til fortsat research til dokumentarfilmen Kampen om hjernen Idé- og manuskriptudvikling af filmen Alle dage er talte Udvikling af spillefilmen Træet og vejen Midler til research - fundament for videre udvikling af dokumentarserien Hjemmeplejen Klipning af trailer samt færdiggørelse af Anton - den stædige bonde Indkøb af 9 kameraer til dokumentarprojektet Voksenværk Tilskud til løn for manuskript og instruktion af en virtual reality installation Skammekrogen Produktion af Super8-produktionen Generation “Fucked Up” Produktion af dokumentarfilm Når troen er større end striden i Sierra Leone Produktion af tre kortfilm Kærester?, Et gensyn og Da vi mødtes Udvikling af grafisk koncept + oprettelse af hjemmeside for filmen Den røde tråd Støtte til postproduktion af dokumentarfilmen Balcony Tales om Havanna, Cuba Støtte til midler til klip og postproduktion af dokumentarfilmen Dream Factory Efterarbejde på low budget novellefilm Ludo Færdigklipning af filmen Eskimo Diva. Støtte til klippers løn Støtte til Reel Talent award Støtte til legatfonden Til fortsættelse af præmiesponsorat til filmkonkurrencen Oregon Støtte til Branchetræf i Ebeltoft 23.-25. august 2013 Til afvikling af Station Nexts Festival - og Rejsepulje

SØGT KR.

BEV. KR.

620,00 2.175,00

3.270,00 4.500,00 3.075,00 1.095,00

3.270,00 4.500,00 2.500,00 1.095,00

1.250,00

1.250,00 2.250,00 1.350,00 3.000,00 2.469,00 26.304,00

1.250,00 2.250,00 2.500,00 3.000,00 2.500,00 26.910,00

100.000,00 7.500,00

17.000,00 7.500,00

20.000,00 5.000,00 18.475,00

10.000,00 5.000,00 9.300,00

16.450,00

8.000,00

5.600,00

11.200,00

19.117,00 5.000,00 208.342,00

11.092,00 5.000,00 89.692,00

15.000,00 20.000,00 20.000,00 20.000,00 20.000,00

7.510,00 10.000,00 10.000,00 15.000,00 10.000,00

90.000,00 185.000,00

20.000,00 72.510,00

15.000,00 20.880,00

15.000,00 20.888,00

20.000,00

10.000,00

20.000,00 40.000,00 20.000,00 40.000,00 175.880,00

5.000,00 20.000,00 10.000,00 10.000,00 90.888,00

25.500,00 20.000,00 50.000,00 50.000,00 145.500,00

20.000,00 15.000,00 20.000,00 15.000,00 70.000,00

25.000,00 7.500,00 7.500,00 25.000,00 15.000,00 80.000,00

LEGATUDVALGET UDDELER MIDLER FRA DEN KOLLEKTIVE 1/3 AF BLANKBÅNDSMIDLERNE FRA COPY-DAN De kollektive båndmidler kan søges af ophavsmænd og kunstnere indenfor alle genrer, herunder navnlig de, som yder væsentlige og nyskabende bidrag til dansk musik og film, men som ikke har mulighed for at leve af deres kunstneriske virksomhed.

Næste ansøgningsfrist er fredag den 7. februar 2014 inden kl. 12.00. Der skal udfyldes et ansøgningsskema. Ansøgningen må højst fylde 4 A-4 sider inkl. budget. Ansøgningen skal afleveres i 7 eksemplarer. Skemaet kan downloades fra vores hjemmeside www.filmdir.dk eller rekvireres hos sekretariatet.

Sekretariatet holder lukket mellem jul og nytår og er tilbage mandag den 6. januar 2014. Vi ønsker alle en glædelig jul og et rigtig godt nytår.

741.026,00 430.000,00

RÅD OG UDVALG Danske Filminstruktørers Legatudvalg:

Filmkontakt NORD/Nordisk Panorama

Jesper Jargil, Klaus Kjeldsen, Malene Vilstrup,

Cæcilia Holbek Trier

Henrik Ruben Genz, Katrine Borre, Caroline

(suppleant til bestyrelsen)

Sascha Cogez FERA: DFI Rådet for kort- og dokumentarfilm:

Birgitte Stærmose

Klaus Kjeldsen SNF: DFI Rådet for Spillefilm:

Sandra Piras

Birgitte Stærmose Statens Kunstfonds repræsentantskab: DFI Festivaludvalget for kort- og dokumentarfilm:

Klaus Kjeldsen

Max Kestner Nye medlemmer: COPY-DAN:

Amalie Næsby (elev)

Fællesbestyrelsen – Martin Strange-Hansen

Jesper Quistgaard (elev)

AVU-medier – Martin Strange-Hansen

Maria Bäck

Verdens TV – Sandra Piras

Nils Holst-Jensen (elev)

Blankbånd – Sandra Piras

Jonas Krærup Hjort (elev) Ulaano Salim (elev)

Dansk Kunstnerråd:

Lisa Jespersen (elev)

Martin Strange-Hansen (FU)

Elsa Maria Jakobsdottir (elev) Lisa Svelmøe (elev)

Dansk Kunstnerråds post i DFI’s kontaktudvalg:

Stefan Pellegrini (elev)

Franz Ernst

Kasper Rune Larsen (elev) Alexander Bak Sagmo (elev)

FOTOKREDITERING: Portræt af Birgitte Stærmose & Annette K Olesen Tobisch & Guzzmann photographers Portræt af Ulrich Seidl Øst for Paradis Portræt af Mathilde Dedye French Quarter Film Portræt af Meta Louise Foldager Christian Geisnaes Portræt af Sara Stockman Ditte Valente Portræt af Katja Adomeit Niels Buchholzer Portræt af Nynne Selin Hans Kristensen Portræt af Mille Haynes Friishaynes Billeder fra The Producers MPTV / Billedarkivet, DFI Billeder fra Återträffen Jonas Jörneberg Foto af Ruben Östlund, Erik Hemmendorff og Kalle Boman Josefin Åsberg Still fra Turist Fredrik Wenzel Still fra Play Marius Dybwad Brandrud 46

Skal du pitche en god idé? Er du én af de mange, som frygter, at TV-stationer eller producenter hugger din idé, hvis du pitcher til dem, så husk at vi i sekretariatet yder den service, at du i en lukket konvolut med almindelig post kan sende os dit idéoplæg. Systemet er, at vi opbevarer konvolutten uåbnet i vores arkiv, således at vi - hvis der skulle opstå en tvist - kan fremlægge konvolutten med indhold som dokumentation for, hvad du har frembragt - og hvornår.

Det er derfor vigtigt, at du: •Beskriver din idé så klart og tydeligt som muligt - og jo mere konkretiseret og konceptueret jo bedre. •Skriver tydeligt på konvolutten, at den er til “opbevaring - må ikke åbnes”. •Poster den på almindelig vis til sekretariatet, så den får et poststempel med dato. Husk dog på, at idéer ikke i Danmark som sådan er ophavsretligt beskyttet. Det betyder, at vores ordning desværre ikke er nogen garanti for, at andre ikke lovligt kan bruge dine idéer. Idéer bliver først beskyttede i det øjeblik, de er ude over selve idéstadiet, dvs. når de er blevet konceptuerede og konkretiserede på papir og i øvrigt skiller sig tilpas ud fra, hvad der findes i verden i forvejen.

Nyt pre-casting initiativ SelftapeScandinavia.com er et helt nyt værktøj til at pre-caste skuespillere fra hele Skandinavien via smartphones og tablets. Adgangskrav for skuespillerne er medlemskab af et skandinavisk skuespillerforbund. Du indkalder til casting via sitet og modtager skuespillernes “self-tapes” i din inbox på sitet. Til inspiration og networking for alle og som motivation til at skabe nye arbejdsrelationer kan du også lave et Work in Progress-call (WIP). Dette kan bruges i forbindelse med manuskriptudvikling. Har man brug for hjælp og inspiration til, hvordan replikkerne kan spilles. Kun skuespillere der frivilligt har tilmeldt sig WIP på sitet får disse calls. Instruktøren uploader teksten og får ligesom ved en casting, skuespillernes selftapes ind på playeren og dashboardet. Selftape Scandinavia er et privat initiativ og løber rundt ved crowdfunding. Danske Filminstruktører har støttet initiativet. Tilmeld dig idag, spred budskabet og vær med til at skabe tættere kontakt mellem skuespillere og instruktører i hele Skandinavien!

www.selftapescandinavia.com 47

Danish Film Directors www.filmdir.dk ISSN 1601-5843