Take66 by Danish Film Directors

Public Service? TEMA:

KÆRE LÆSER I denne udgave af TAKE er medlem og dokumentarist Anahi Testa Pedersen gæsteredaktør. Det er blevet til en særudgave om Public Service, hvor Anahi har valgt både tema og vinkling, og er forfatter bag langt de fleste artikler i denne udgave af bladet. Det er blevet til spændende læsning om public service, og vi takker Anahi for hendes store arbejde.

DANSKE FILMINSTRUKTØRER Nørre Voldgade 12, 2th 1358 • Kbh K. Tlf: 33 33 08 88 • Fax: 33 33 08 80 mail@filmdir.dk • www.filmdir.dk Ansvarshavende redaktør: Anahi Testa Pedersen Redaktionsgruppe: Martin Strange-Hansen, Klaus Kjeldsen & Karen Bernheim Forsidefoto: X-Factor, DR 2015 fotograf: Bjarne Bergius Hermansen Design e-types & Sandra Odgaard

LEDER PUBLIC SERVICE Temaet for dette nummer af ”TAKE” er public service. Hvordan definerer ”bosserne” begrebet? Hvilke etiske overvejelser, hvis nogen, bør man gøre sig, når man skal lave tv til så mange mennesker? Hvad er en god tv-vært? Og hvad er vigtigt når man skal lave tv til børn og unge? Hvilken rolle og funktion har public service-puljen? Disse og andre grundlæggende spørgsmål har dannet ramme om de samtaler jeg har haft med Gitte Rabøl (DR), Marianne Jelved (Kulturministeriet), Merete Eldrup (TV2), Roald Bergman (TellyMo) & Klaus Ladegaard (DFI).

Jeg synes, helt overordnet, at det er spændende at tænke over hvilken betydning, det har, at vi modtager informationer fra tv-stationer, som skal underholde os, gøre os klogere, oplyse os og give os følelsesmæssige oplevelser.

Tryk Glumsø bogtrykkeri A/S • Oplag / 800 Take udkommer 4 gange årligt. Take er både et informationsblad og et debat-forum for aktuelle filmpolitiske diskussioner Alle indlæg er velkomne

Næste deadline: 4. maj

Hvad er det, der ligger til grund for public service-tanken, og hvilken rolle spiller og skal tv spille i vores opfattelse af verden? Er behovet for det, som public service oprindeligt blev defineret som, et grundlæggende behov for at samles om noget fælles og vil vi derfor altid have dette behov? Eller ændrer behovet sig alt imens at nye og mange flere tvstationer dukker op?

Jeg har valgt at tale med ”cheferne” om public ser-

Jeg har valgt at skrive de fleste artikler selv med

vice, fordi jeg synes, det kunne være interessant

udgangspunkt i de medvirkendes citater, og jeg

at høre, hvad de tænker om det ansvar, som jeg

har i skriveprocessen tænkt, at man også kunne

synes deres institutioner har, for når man formid-

have uddelegeret nogle af artiklerne. På den an-

ler noget, som af lovgiverne bliver beskrevet som

den side giver det måske også en linje og en rød

oplysende, dannende, udviklende og også belæ-

tråd, at det er de samme spørgsmål og tanker in-

rende, så har man i mine øjne et ret stort ansvar.

terviewene kredser om. Interviewene udviklede

De udlægninger af verden, som man viderefor-

sig til samtaler, hvor alle åbnede meget op og talte

midler, går lige ind i folks stuer, og jeg tror, at de

så frit fra leveren, som det nu kan lade sig gøre,

fleste mennesker i mange tilfælde opfatter det, de

når man er kulturminister eller leder af DFI og

ser som ”sandheder” om den verden, de lever i. Det

nogle gange skal vare sine ord. På falderebet har

er en helt fundamental diskussion, som er blevet

jeg fået Thomas Heurlin fra Koncern TV & Film-

tæsket igennem mange gange, men så gør vi det

produktion til at skrive et indlæg, så diskussionen

altså lige igen, for jeg synes, det er et vigtigt emne

også bliver set fra en anden side.

og også virkelig spændende og fyldt med interes-

Jeg har forsøgt at få de medvirkende til at filosofe-

sante vinkler, især når man ser diskussionen i

re og reflektere over begrebet for at finde frem til

lyset af den udvikling, der er i medieflowet lige nu.

de nuancer og spørgsmål, der ligger i tanken om og grundlaget for public service. Dette er et langt stykke hen ad vejen lykkedes, og det har været en fin oplevelse at alle så engageret har taget del i den diskussion, jeg har præsenteret dem for.

Håber I vil finde bladet oplysende, medrivende og måske også lidt underholdende. Anahi Testa Pedersen, Gæsteredaktør

DE UNGE ER FLYTTET HJEMMEFRA Af Christina Rosendahl

Formand for Danske Filminstruktører

I starten af januar var jeg til masterclass med den legendariske tyske instruktør Werner Herzog og den snart lige så legendariske amerikanske herboende instruktør Joshua Oppenheimer på Den Danske Filmskole, og her sagde Herzog en fascinerende sætning: ”Middelklassen er afhængig af følelsen af panik.”

Dernæst kastede han sig vild og engageret ud i en

samtale, som gerne skulle inkludere alle dele af

analyse, som kan nedkoges til: ”Vi, den vestlige

befolkningen. Spørgsmålet er, hvordan Public

verdens middelklasse har de seneste mange årtier

Service-begrebet ser ud og modtages om 20 år,

opbygget privilegier, som vi nu er paniske for at

hvis udbyderne ikke formår at få mødet med de

miste”. Fx har næsten ingen af os oplevet hård

unge til at ske?

sult og dermed erfaret, at vi kan overleve store kriser. Vores privilegier har givet os det indtryk,

En af de ting, som vi i Danske Filminstruktører

at vi ikke kan overleve, hvis vores livsvilkår bare

har sagt igen og igen de seneste år, når samtalen

forringes en lille smule. Panikken fylder i hver

falder på digitaliseringen, er, at vi er nødt til at

enkelt af os, og den forløses, når vi læser nyheder

møde publikum, dér hvor publikum er.

båret af frygt. Jo mere frygt, vold og terror i me-

Digitaliseringen har givet folk mulighed for at se

dierne, jo mere tiltrækkes vi. De kommercielle

vores film på alle tænkelige måder, tidspunkter

medier tjener deres penge, sagde Herzog, ved at

og i alle formater. Hvis vi ikke møder publikum,

udnytte vores lyst til panik. Skarpt heroverfor

hvor de er, så sakker vi bagud og vores filmkultur

står Public Service-begrebet. Herzog var bekym-

udvandes. Hvis man skal overføre det på spørgs-

ret, fordi han i stigende grad var begyndt at se

målet, om de unges flugt fra Public Service kana-

Public Service institutioner kopiere de kommer-

lerne, så er svaret, at dem, der udbyder public-ser-

cielle medier i deres jagt på panik for at holde på

vice, skal gå i gang med at møde de unge, dér hvor

seerne.

de opholder sig. De skal droppe at iværksætte nye ungdomskanaler på deres egne platforme, for

Jeg synes, det er en sindssyg interessant, men

de unge er flyttet hjemmefra. Vi filmfolk, og der-

bekymrende tanke, Herzog her udfolder. Og det

med indholdsskaberne, skal fortsat hjælpe med

der især er bekymrende, det er ensartetheden,

at udvikle nye idérige, provokerende, oplysende,

som han peger på, mellem Public Service og de

tankevækkende og bevidsthedsudvidende pro-

kommercielle medier. Det er simpelthen blevet

grammer, serier og koncepter til unge, men disse

sværere at se forskel på en kommercielt drevet

programmer skal så sendes derhen, hvor de unge

kanal og en Public Service kanal. Nyhederne lig-

befinder sig. Vi bør alle anerkende, at Public Ser-

ner hinanden til forveksling, musikformidlingen

vice i fremtiden nok ikke er en kanal vi mødes på,

er efterhånden helt ens, og mange af underhold-

men en samtale vi mødes i. Uanset hvor den fore-

ningskoncepterne ligeså.

går. En samtale, vi som filmskabere, kan være med til at gøre alsidig, mangfoldig og kvalitetsfuld.

Et af de steder, som jeg vil anbefale, udbyderne af Public Service begynder at føle lidt mere panik, er i deres forhold til de unge. De unge bruger mere og mere tid på YouTube, Facebook, Twitter, Instagram og onlinespil på de digitale platforme. Public servicestationerne (DR og Tv2) lykkes ikke særligt godt med at fastholde denne målgruppe. På længere sigt er det et alvorligt problem for hele Public Service-begrebet, hvis de nye generationer ikke deltager i den fælles

6 Still fra Arvingerne II, DR 2015

”DET VIL DA VÆRE DYBT INTERESSANT HVIS NETFLIX ELLER HBO ELLER TDC GÅR IND OG INVESTERER I AT UDVIKLE OG PRODUCERE DANSK DRAMA TIL DERES PLATFORME” Claus Ladegaard

Af Anahi Testa Pedersen

Områdedirektøren for Produktion & Udvikling hos DFI, Claus Ladegaard har mange holdninger til Public Service og ser sig heller ikke fri for at gå ind i en mere filosofisk diskussion af begrebet. Han hæfter sig ved, at der for tiden er virkelig stor efterspørgsmål på tvdrama og tror på at temaer og områder, som man kan betragte som public service, bliver godt formidlet og belyst i netop dramaserier.

Som et led i Medieaftalen 2007-2010 blev pub-

argumenterne for etableringen af TV 2/Dan-

lic servicepuljen etableret og der blev afsat 75

mark midt i 80’erne. Siden har det været kriti-

mio. kr. til at støtte produktion af tv-drama og

seret, at de to foretagender var ene om at levere

tv-dokumentar til udsendelse på de kommer-

public service-radio og –tv til befolkningen…”

cielle (ikke-licensfinansierede) tv-kanaler, der sender i Danmark. Puljen giver, ifølge Claus

”Forslaget om etableringen af en Public Ser-

Ladegaard, et supplement til DR’s programmer

vice Pulje skal ses i forlængelse heraf. Der sker

og hæver generelt public serviceniveauet. Han

således en forskydning af den offentlige finan-

udtrykte nogle år efter puljens start sin begej-

siering/støtte fra at være rettet mod støtte til

string i en kronik i politikken:

institutioner til i højere grad at være støtte til programmer.”

”Det er min opfattelse, at Public Service Puljen har bevist sin eksistensberettigelse. Ja, mere end

I forbindelse med Medieaftalen 2011-2014 blev

det: Puljen har medvirket til at hæve og sikre

kriterierne for at kunne støtte programmer og

både kvantiteten og kvaliteten af dansk tv-pro-

serier via public service-puljen mere specifikke

duktion. Der er blevet produceret mere dansk

i forhold til tidligere:

tv-drama end nogensinde tidligere, og puljen har støttet en række yderst nyskabende og vigtige

1) originalitet i forhold til det traditionelle ud-

dokumentarserier. Størstedelen af de støttede

bud af programmer, der udsendes på de kom-

produktioner ville aldrig have set dagens lys

mercielle radio- og tv-stationer i Danmark, og

uden støtten fra puljen, mens et mindretal har

hermed bidrager til den kreative udvikling in-

fået et kvalitetsmæssigt løft på grund af støtten.”

den for dansk public service-produktion.

(Claus Ladegaard, Poltiken.dk 2010) 2) betydning i den forstand, at et støttet proI DFI’s evalueringer af puljen lyder det :

gram vurderes at have kulturel og samfundsmæssig indvirkning eller bidrager til den al-

”DR’s monopol på udsendelse af public serviceprogrammer til den danske befolkning var et af

mindelige offentlige debat.

3) kvalitet i den forstand, at et støttet program re-

sket drama. Skulle vi kunne tilfredsstille den efter-

præsenterer et højt kulturelt,

spørgsel, skulle der have været flere penge i puljen,

fortællermæssigt eller produktionsmæssigt am-

men sådan er det jo.”

bitionsniveau. Claus Ladegaard mener, at netop Tv-drama er en Ifølge DFI’s evaluering af puljen fra 2011 til 2013

rigtig god måde at fortælle om emner, der berører

er de nye kriterier meget anvendelige i forhold til

vores hverdag, vores syn på verden og hinanden:

de ansøgninger, der kommer ind og det understreges, at kriterierne også lægger op til, at puljen skal

”Hvis man vil fortælle noget om udfordringerne

støtte på program-niveau og ikke på institutions-

ved moderne familier og sammenbragte familier

niveau, hvor man i langt højere grad kigger på

og kønsroller, der på en eller anden måde er i op-

sendefladerne som helhed.

brud, så synes jeg ”Arvingerne” er en fuldstændig fantastisk måde at fortælle det på.

I dag er Claus Ladegaard stadig rigtig glad og tilfreds med puljen og det samarbejde, der er imel-

Hvis man gerne vil sætte fokus på hele spørgsmålet

lem DFI og tv-stationerne. Det skulle lige finde sit

om indvandring og om social dumping, så synes

leje, da det jo ikke er helt uproblematisk at starte

jeg, den måde som Danmarks Radio har gjort det

et samarbejde op imellem to så store interessen-

på, hvor de har lavet nogle fakta-programmer,

ter, men det går rigtig godt, siger han:

hvor de har ladet nogle etniske danskere gå ud og tage noget af det arbejde som indvandrerne nor-

”Jeg synes det er et enormt godt samarbejde imellem

malt har, er en fuldstændig fantastisk måde at

puljen og tv-stationerne. Nu har puljen eksisteret

gøre det på.”

aktivt i syv år og det tog vel en tre-fire år at finde ud af, hvordan sådan en pulje egentlig fungerer.

Han hæfter sig i denne sammenhæng ved, at der

Og der må jeg sige, jeg synes den fungerer afsindig

her er tale om populærfortællinger, og netop ved

godt i dag. Jeg tror, der fra tv-stationernes side har

at fortælle mere populært kan man komme ud til

været en frygt for, at instituttet skulle blande sig

nogen af de mennesker, der ikke lige læser Week-

meget, men jeg oplever ikke, at det er sådan mere.”

endavisen. Han mener, at der er et ”kedeligt” og misforstået ægteskab imellem kulturel og elitær

I den nye medieaftale 2014-2018 er public service-

tænkning og public service, for de fleste menne-

puljen blevet 50 % større, hvilket Claus Ladega-

sker vil nok betragte DRK som noget af det, der

ard selvfølgelig er rigtig glad for. Han så gerne, at

er mest public service i det her land. Denne opfat-

puljen voksede endnu mere, fordi der i øjeblikket

telse deler Claus Ladegaard på ingen måde. Han

er virkelig stor efterspørgsel på Tv-drama:

definerer overordnet public service service som:

”Drama har jo først og fremmest været vist på

”… der hvor vi fortæller nogle historier, som har en

DR1 og så engang imellem på TV2’s hovedkanal,

betydning for enkeltindivider og samfund. Histo-

og der har i meget sjældne tilfælde været vist en

rier, som handler om ting, der er aktuelle, som er

enkelt serie på TV2; lidt satire eller måske en ko-

udfordringer for os, lige fra at fortælle væsentlige

medieserie på Zulu. Det vi oplever nu, er at alle

historier om 2. verdenskrig eller 1864 til fortællin-

efterspørger drama; flere af TV2’s niche-kanaler

ger om skilsmisser. Ting, som er vigtige for os som

efterspørger drama, DK4, SBS-kanalerne ønsker

mennesker, og som gør os bedre og dygtigere til at

drama og TV3 har i hvert fald tidligere også øn-

forstå vores liv og leve vores liv.”

BØRN & UNGE

Claus Ladegaard at det på børne & unge-området

I den nye medieaftale er et nyt kriterie, at 25 % af

drejer sig om at fortælle udfordrende, for børnene

midlerne skal afsættes til at støtte programmer

og unges perceptionsevne udvikler sig hele tiden,

for børn og unge og ikke som tidligere, at de 25

fordi de er vant til at konsumere mange og forskel-

% skulle bruges på programmer for børn under

ligartede medieprodukter.

14. Denne ændring er Claus Ladegaard tilfreds med, for han synes, at public service stationerne

For mange år siden var jeg med min dengang

har godt fat i børn under 14 år. Til gengæld er det

9-årige søn inde og se ”Inception” og havde afsin-

sværere at nå de 13-14 årige og opefter, så puljen

dig svært ved at følge med i starten, og derfor blev

kan på den måde give disse unge mennesker flere

jeg ved at forklare min søn, hvad der skete, fordi

oplevelser med public service-tv. Generelt mener

jeg formodede, at han heller ikke kunne følge med.

Puljen har medvirket til at hæve og sikre både kvantiteten og kvaliteten af dansk tv-produktion.

Still fra Max Pinlig,, 2008

Men han var fuldstændig med, fordi filmen jo er

vice-tv i fremtiden? Claus Ladegaard tror, at der

opbygget som et computerspil, så han havde ingen

altid vil være et behov for den slags tv, som public

problemer med at forstå den.

service stationerne laver. Dog tror han, at der vil være større fokus på de enkelte programmer og

FREMTIDENS PUBLIC SERVICE

ikke på de institutioner, hvor programmerne bli-

Når Claus Ladegaard skal se ud i fremtiden, ser

ver vist. Derfor spår han, at de nuværende public

han det mange facetterede mediebillede som

servicestationer vil komme under pres. Han

den største udfordring for public service-tanken.

tænker, at selve public service pulje-modellen

Public service-kanalerne kommer i langt højere

kunne være én, man kunne ende med at benytte

grad til at skulle konkurrere og spørgsmålet er,

sig mere af i fremtiden, for her er det det enkelte

hvor stort et behov, der vil være for public ser-

program, der får støtte.

Kunne man f.eks. forestille sig, at puljen på et

vi dem så bedst muligt? Og måske skal man i vir-

tidspunkt også kunne støtte programmer, der

keligheden også tænke dem sammen med de penge,

ikke nødvendigvis fik visning på en tv-station

som man også bruger til aviserne og sige: Hvis vi

men blev vist på et af instituttets vinduer, så som

bruger 6 milliarder om året på public service eller

Filmstriben eller Filmcentralen? Jeg har hørt

støtte til printmedier, hvordan bruger vi dem så

forlydender om, at DFI også har overvejet at lave

bedst muligt? Svaret på det spørgsmål har i 50 år

et vindue for børn på nettet, hvilket kunne være

været, at vi giver dem til Danmarks Radio og så en

interessant hvis man forstiller sig at børne- og

lille bitte smule til noget andet. Jeg er ikke sikker på,

unge programmer, der støttes af puljen, kunne

at det i fremtiden vil være sådan.”

vises her og ikke nødvendigvis skulle vises på en tv-station.

Claus Ladegaard anerkender også, at det bliver en stor udfordring for public service-tv og public ser-

Medieaftalen 2015-2018 åbner også op for at vi-

vice tv-stationerne, hvis flow-tv forsvinder:

deo on demand-tjenester kan søge public service puljen, dog skal der – udover visningen på tjene-

”I en situation hvor flow-tv er ved at dø og hvor

sterne – også være en visning på én af de kommer-

aviserne – i hvert fald printmedierne – er ved at dø,

cielle tv-kanaler, der har flow-tv, og som i øvrigt

er det en forpligtelse for public service at flytte med

lever op til de krav, puljen har til tv-stationerne.

derhen, hvor brugerne flytter hen. Så hvis bruger-

Måske en åbning for at puljen på længere sigt kan

ne flytter på nettet eller på streaming-tjenesterne,

støtte programmer, der ikke nødvendigvis får en

så er public service nødt til at flytte med derhen. Og

visning på tv? Hvis dette sker, er det nærliggende

den udfordring er kolossal, fordi det vil betyde, at

at forestille sig et mediebillede uden de store me-

den måde vi tænker – og har tænkt – public service

dieinstitutioner, hvilket kan have konsekvenser

på, siden den blev formuleret i midten af 20’erne i

for hvad public service kommer til at blive. DFI

England, vil være fuldstændig forskellig.”

har også opfordret til at det såkaldte ”penetrationskrav” blev fjernet, et krav der betyder, at de

At public service puljen nu kan støtte video on de-

ansøgende tv-stationer skal kunne nå ud til 50 %

mand-tjenester åbner i Claus Ladegaards øjne op

af de danske husstande. DFI argumenterer for, at

for mange spændende overvejelser, der i forhold

kravet skal fjernes, fordi at de derved vil kunne

til public service puljen – og dermed også DFI –

støtte flere kanaler, blandt andre Nickelodeon og

giver helt nye muligheder:

7eren, der viser børneprogrammer, og som har ønsket at søge puljen. Kravet er ikke blevet fjernet

”Jeg tror, at det i et vist omfang er en fremtidssik-

i den nye medieaftale, men tanken i sig selv tyder

ring, at puljen nu kan støtte video on demand –

på en bevægelse hen imod en større åbning for

produktioner. Det er svært at sige, hvad der kom-

nye og andre kanaler.

mer til at ske, men principielt kan Netflix fra 1. februar søge om penge direkte i puljen, hvis bare

Claus Ladegaard mener, at man bør se på hvor-

de sørger for, at programmet ligger på Netflix Dan-

dan pengene skal fordeles i fremtiden:

mark, og at det på et senere tidspunkt bliver vist på en almindelig tv-station. Det vil da være dybt inte-

”I et stærkt forandret mediebillede er man nødt til

ressant hvis Netflix eller HBO eller TDC går ind og

at stille sig selv spørgsmålet: Hvis vi bruger 4 mil-

investerer i at udvikle og producere dansk drama

liarder om året på public service, hvordan bruger

til deres platforme.”

16 TV-PROJEKTER HAR I 2011-13 OPNÅET PRODUKTIONSSTØTTE OG ER/VIL BLIVE VIST I LØBET AF2011-2014 : (”b&u” angiver at programmet er målrettet børn og unge)

Dokumentarserien ”De splittede børn”, TV 2/Danmark (forventes udsendt 2014) Dokumentarserien ”Folkets nytårstale”, dk4 (udsendt 2012) Dokumentarserien ”Jeg vil være Ole Henriksen”, TV 2/Danmark (2014) Dokumentarserien ”Kia på Julemærkehjemmet”, SBS/kanal 4 (2012) b&u Dokumentarserien ”Livet på lagnerne”, dk4 (2014) Dokumentarserien ”Paradise T/R”, TV3 (2011) Dokumentarserien ”Piratjagten”,TV3 (2012) Dokumentarserien ”Team Zulu”, TV 2/Zulu (2012) b&u Dramaserien ”Badehotellet - 1”, TV 2/Danmark (2014) Dramaserien ”Badehotellet – 2”, TV 2/Danmark (2015) Miniserien ”Bødlen”, dk4 (2013) Dramaserien ”Dicte”, TV 2/Danmark (2013) Dramaserien ”Heartless – 1”, SBS/kanal 5 (2014) b&u Dramaserien ”Heartless – 2”, SBS/kanal 5 (2015) b&u Dramaserien ”Rita”, TV 2/Danmark (2012) Comedyserien ”Tomgang”, TV 2/Zulu (2013) ide 4 / 12

”VI VIL ALTID HAVE ET BEHOV FOR AT SAMLES OMKRING BÅLET OG HØRE GODE HISTORIER” Af Anahi Testa Pedersen

Still fra TV Avisen, DR, 2010 Still fra Voice Junior, TV 2 Still fra Vild med dans, TV 2 Still fra SommerSummarum, DR 2011

Danmarks Radio og TV2 er Danmarks to public service institutioner, og det er derfor interessant at høre, hvad disse kanalers ledere tænker om public service i sin nuværende form, og hvordan de tror public service kommer til at se ud i fremtiden. Jeg satte derfor Mediedirektør for DR Gitte Rabøl og Generaldirektør for TV2 Merete Emdrup i stævne. Jeg har interviewet dem hver for sig og har i det følgende forsøgt at sammenskrive deres synspunkter, så man kan se på hvilke punkter de er enige og mindre enige. ANAHI: Hvordan definerer du public service? GITTE: Det er jo sindssygt svært at komme med en definition, nu der lige er blevet nedsat et råd af kulturministeren, som skal være med til, på to år, at definere public service og sige hvad det er i den moderne medievirkelighed. Men for mig er public service en ambition om at ville noget vigtigt med det, man laver; om at tage det væsentlige og gøre det relevant for så mange som muligt, og det væsentlige for mig kan både være det, der er væsentligt i samfundet og i verden, men også væsentligt i det enkelte menneskes liv. Vi skal samle folk i store og små fællesskaber om noget, der er væsentligt og noget, der er værd at være sammen om, fordi vi er et samfund. Og så skal vi oplyse, det har vi også en opgave, der handler om. Vi skal gøre borgerne til handlekraftige mennesker i et demokrati; så vi skal give dem basisviden. Gitte Rabøl lægger stor vægt på, at tv skal engagere seeren og understreger, at TV ofte appellerer til folks følelsesmæssige indlevelse. Hun mener, at tv-oplevelsen faktisk kan beskrives som en fysisk oplevelse folk får; de kan komme helt op ad stolen, tude over en dramaserie eller identificere sig med tvfortællingernes karakterer.

GITTE: Godt tv bliver meget fysisk, fordi du helst skal engagere dig i det. Du skal have en eller anden emotionel forbindelse til det, du ser, og det får dig altså til at tænke eller til at agere eller reflektere over noget. Når det så virker, bliver den oplevelse siddende i dig, også når du har slukket for fjernsynet. Merete Emdrup fra TV2 anerkender, at begrebet og definitionen af det er omdiskuteret og ikke altid helt let at finde rundt i:

MERETE:Det sjove er, at på et tidspunkt lavede Robert Bugge en bog om public service, hvor han sagde: folk kan ikke definere det, hvis du går ud og spørger bredt, men de ved godt hvad det er, og det er måske den bedste definition. Du er ikke i tvivl om at TV2 og DR er public service og hvis du går over på TV3 og kanal 4 etc., så er det ikke public service. Så på den måde ved folk egentlig godt, hvad det er. Den ene del af det, vil jeg i virkeligheden sige er, at man vil mere med sine programmer end bare at tjene penge. Det giver sig selv på DR, for de får jo pengene, men TV2 er en hundrede procent kommerciel virksomhed og man kan sige, at vi er sat i verden for at tjene penge, og det vil sige, at vi bare skulle have flest mulige reklame-

penge og seere, og så være ligeglad med, hvad vi ville sende. Det er vi jo ikke, og det er fordi vi er en public service–virksomhed. Vi har et publicistisk formål ud over at tjene penge. I langt de fleste definitioner af public service i andre lande, vil man have en eller anden licens eller støtte fra staten, og det får vi jo ikke, så der ligger vi på kanten. Hvis man så skal gå tættere på programvirksomheden, så er det for mig vigtigt, at man har meget dansk indhold. Det synes jeg er en del af public service definitionen. Det er ikke fordi udenlandsk indhold er dårligt, men hvis det skal give mening, at man har nationale public service broadcastere, så er det fordi, vi skal have noget danskproduceret indhold. Jeg har svært ved at forstille mig at lave public service uden at have nyheder. Det er vigtigt med alsidighed, det er vigtigt med de grundlæggende etiske journalistiske principper, så for mig er det ikke noget med, at man kan sige, det her er et public service-program og det her er ikke et public service program. Du kan sagtens både have underholdning, dokumentar og film osv. ind under public service. Det sagt, hvis jeg skulle tage det både fra den økonomiske side af sagen over til den til den indholdsmæssige side af sagen. Både Gitte Rabøl og Merete Eldrup mener, at det er et stort og vigtigt ansvar, de har fordi de ”servicerer” så mange mennesker, som de gør.

GITTE: Det er et kæmpe ansvar vi har, når vi laver tv til så mange mennesker og det oplever jeg også, at vi er bevidste om. Som leder herude er det virkelig vigtigt hele tiden at hæve baren i, at vi laver en ordentlig kvalitet, fordi vi netop har det ansvar, og at vi har sindssygt meget respekt for dem, der sidder ude på den anden side

ANAHI: Man må vel også gøre sig nogle overvejelser omkring, hvad det er for nogle ”sandheder”, man giver seeren, altså hvad de måske udleder af det de ser? GITTE: Vi giver dem nogle oplysninger, nogen emotioner og sætter noget i gang. Jeg er så glad for, at vi er flere om både at sende fjernsyn og levere informationer for i gamle dage, da DR var monopol, der var det jo ligesom sandheden; der var en studievært, der tonede frem og sagde: ”god aften, det er tv-avisen”, så var det sandheden. Vi er da nået meget længere og kan også se, at der er forskellige historier, der bliver fortalt, heldigvis af forskellige medier, og på forskellige måder. Men der har DR stadigvæk et særligt ansvar, for vi er de eneste, der ikke skal sigte imod en særlig kommerciel målgruppe elle kan have en særlig dagsorden. Vi skal være troværdige, vi skal være uafhængige af politiske og økonomiske interesser og det tror jeg, der er rigtig meget behov for i den informationsstrøm, man får, hvor noget af det er finansieret af alle mulige forskellige interesser. Jeg synes, det er vigtigt i et samfund at have et andet sted, man ligesom kan vende næsen hen, når man vil have noget med substans. Det er det, der er ambitionen.

MERETE: For os er det ikke at fortælle, hvad der er rigtigt eller forkert, men at give et godt grundlag for at være samfundsborger i Danmark. Hvis man skal hæve sig derop, og det vil sige, vi skal sørge for at oplyse bredt men i virkeligheden gøre folk i stand til selv at træffe beslutninger i deres liv og deltage i det her samfund. Om det er så er at stemme til et valg, som er det mest tydelige, hvor vi giver dem et grundlag for at vælge, men det kan jo være alt lige fra sundhed og skole. Så jeg synes i virkeligheden vi på den måde har en forpligtelse til både at aspirere folk, men også at give dem et grundlag for kunne træffe beslutninger.

ANAHI: Tror du folk har brug for lethed? MERETE: Engang imellem er man klar til tage det tunge, men man har også brug for at grine undervejs. Det er ligesom at sidde til en begravelse i kirken; det gør ikke noget, hvis der bliver sagt noget sjovt, og jeg synes at humor og lethed ikke skal forveksles med overfladiskhed og ligegyldighed. Der er selvfølgelig programmer, hvor man tænker: ”det her det er bare ligegyldigt” og dem skal der også være en vis del af, men ikke for mange. Der skal være en historie i programmerne. Hvis vi tager et eksempel, som ”Vild med Dans”, så synes jeg, det er et godt eksempel på et program, der underholder men som også giver en ekstra dimension, fordi den rejse deltagerne kommer på, er god. Astrid Krag kendte ikke engang sin egen krop og se hvad det har givet hende og flytte sig og møde nogle andre mennesker. Det tror jeg kan give inspiration til folk.

Det er ligesom at sidde til en begravelse i kirken; det gør ikke noget, hvis der bliver sagt noget sjovt, og jeg synes at humor og lethed ikke skal forveksles med overfladiskhed og ligegyldighed. ANAHI: Hvilke etiske overvejelser gør i jer generelt, når i beslutter, hvilke programmer der skal vises og hvordan disse programmer skal skrues sammen? GITTE: Det er noget, vi bruger rigtig meget tid på at snakke om. Dagligt har vi etiske diskussioner, om man kan og skal og bør og hvordan man så skal gøre det. For det meste er svaret så, jamen vi skal fortælle denne her historie, så må bare finde en måde, vi kan gøre det på, så det er etisk forsvarligt. Det rammer også mig tit, for hvis vi laver noget med skjult kamera eller fiktive identiteter eller sådan noget, så skal det omkring en direktør, der skal give skriftlig tilladelse til det. Så det er noget, vi tager rigtig alvorligt, både når det handler om, hvad du kan udsætte almindelige mennesker, der kommer i fjernsynet for. Hvad er det, de skal have at vide, og hvad er det for noget, vi skal tage over på vores banehalvdel? Hvad kan de selv tage højde for, hvad gør man med professionelle og med folk der ikke er så medievante?

MERETE: Der er jo rigtig, rigtig mange. Vi har generelt den regel, at folk ikke optræder på tv, med mindre de selv vil og de kan godkende bagefter. Så er det klart, at når vi har et program som ”Operation X”, så er der skjulte optagelser. Men reglen er også, at hvis folk ender med at stille op til et almindeligt interview, så får vi ikke noget ud af at bruge et eller andet konfrontatorisk, vi har lavet, hvor de ikke var forberedte. Så bringer vi faktisk den del, hvor de selv vælger at stille op. Så er der meget omkring børn, hvor man skal have tilladelse, men hvor det jo også er vigtigt nogle gange at sige: børn skal også kunne komme til orde. Vi havde en sag med et adoptivbarn, som ikke var helt tilfreds med sin situation, som også var en Politiken har bragt, og der blev der rettet kritik imod os, fordi vi lod hende komme til orde. Hun var for ung og hendes adoptivforældre ville ikke godkende det, og det var netop det, der var problemet, for hun var i konflikt med sine adoptivforældre. Der mener vi, at hun har en ytringsfrihed. På TV2 snakker de meget om, at der er forskel på, om du er en professionel medietrænet kommunikator, som en politiker eller en kendt, der har optrådt i medierne mange gange, eller om du aldrig har

optrådt på tv før. Hvis du har erfaring med at være på tv, synes de mange gange, at de kan tillade sig at sende flere af dine måske kontroversielle udtalelser. Omvendt tager de mere hensyn til folk, der ikke er medievante og måske derfor kommer til at udtale sig voldsomt eller mere uovervejet, og vælger ofte ikke at sende det. De prøver at tilstræbe en eller anden form for objektivitet men det er stadig vigtigt for TV2 at fortælle gode historier, hvor man rent dramaturgisk vælger for seeren. Merete mener, at de har en kontrakt med seeren, som forventer noget bestemt alt afhængig af hvilken Tv-kanal, vedkommende er zappet ind på. Merete definerer på den måde også public service ud fra, hvad de enkelte kanaler står for og hvad man i forhold til de forventninger seeren har til den enkelte kanal, kan tillade sig at vise. Den samme kanal-orienterede opdeling af, hvad der kan sendes hvor, har DR også. Public service-kanalerne har altså interne ”regler” for, hvad der kan sendes. Konventionerne er skabt af den forventning, som seerne har til kanalerne, hvilket i første omgang er skabt af TV2 og DR, der har udviklet koncepterne for hver kanal. Om public service-forpligtelserne bliver overholdt af en sådan kanal-opdeling, er et spørgsmål om, hvordan man definerer begrebet. For hvis man også definerer public service som underholdning, er kanaler som Zulu public service, og forpligtelserne bliver dermed også dækket af denne kanal, hvilket legitimerer den. På den måde kan der være ret vide rammer for, om forpligtelserne bliver overholdt, hvilket kan diskuteres om er gunstigt, oplysende og vigtigt for en borger i et demokratisk samfund?

VÆRTERNES ROLLE Værterne er generelt begyndt at fylde mere på både TV2 og DR, og når man snakker public service, er det interessant at se, hvad det er for en rolle værterne bør og skal fylde. De er kanalernes ansigt udadtil og er dem, der ofte videreformidler vinkler, temaer, historier og nyheder. Både Gitte Rabøl og Merete Eldrup synes, at det kan være godt for et program, at værterne har en erfaring omkring det emne, der skal formidles.

GITTE: Fælles for dem er jo, at de skal have en troværdighed og en faglighed. En vært på Deadline kan være vært på en mere personlig måde, end en vært, der er på tv-avisen, hvor der er konventioner. Hvis du stikker alt for meget af fra de konventioner, så forstyrrer det din formidling af stoffet. På tv-avisen, er der nogle journalister, som har en stor stærk journalistisk faglighed og objektive kvalifikationer. Så kan man sige, at Connie Hedegaard engang har været vært, selvom hun også har været politiker, og der får du pludselig noget andet. Det vil vi ikke kunne gøre på tv-avisen, men det kan du på” Deadline”, så der er nogle forventninger, som seerne har til de forskellige programmer. Der er nogle personlige værter, som er castet, fordi de er dem, de er og bringer dem de er med ind i det. Lige nu er det Anne Sofie Hermann, som er sådan en kendt blogger og debattør, der er vært på et DR2-program. Det er Jeppesen, der også er vært på et program. Det kan man gøre på DR2, hvor man forventer, at det er et mere personligt afsæt; at Krasnik kan sige, jeg er jøde, jeg har aldrig spist en frikadelle, nu gør jeg det sgu. Der er da selvfølgelig nogen grænser for, hvor personlige de må være.

MERETE: Værternes evne til at formidle betyder rigtig, rigtig meget. Det er dem, seerne køber ind på, det er dem, de opfatter som TV2. Dem der nærmest sidder hjemme i deres stue, det ansigt de kender. Det er en del programmer, som bliver meget værtsbårne, hvor værten spiller en større rolle, hvis vi nu ta-

Still fra Sjit Happens, TV 2 Zulu Still fra De bortførte børn, TV 2 Still fra 1864, Pilou Asbæk, DR 2014 Still fra Radiosymfoniorkestret, DR, 2004 Still fra Natholdet, TV 2 Still fra Sigurd og Radiosymfoniorkestret, DR, 2003

ger skilsmisseprogrammerne, ”De bortførte børn”, der kunne nogen godt mene, at Janus Bakrawi, måske er for aktiv en spiller. Men vi synes, han har en historie og en forståelse for det her område, der gør, at han kan formidle med et stort engagement, fordi det virkelig optager ham og han giver også meget af sig selv ved at gå ind i de her historier. Han har selv prøvet det samme og prøver at se, om han kan hjælpe med en løsning.

ANAHI: Men hvor går grænsen mellem, at det er oplysende, og at det kommer til at handle for meget om værten selv? MERETE: Det er jo ikke meningen, at værten spiller hovedrollen, for det skal historien gøre, men det kan godt være en hjælp, at værten bærer det videre og i virkeligheden også tager folk i hånden, hvis det er svært og kompliceret stof: ”Den dér vært, den kender jeg og ham eller hende, har jeg en fidus til.” Det er en meget meget svær balancegang imellem, at det ikke er værten, der overtager hele programmet og bliver historien selv, men det er en god ting at have en stærk vært, som giver noget. Gitte Rabøl understreger, at værter på tv også skal vise, at de er mennesker. Derfor kommer DR’s børneværter eksempelvis nogle gange også til at bande eller sige eller gøre noget, som de måske i virkeligheden ikke burde gøre. Men det tillader DR altså. For tiden arbejder DR med, at der skal være en større mangfoldighed hos deres børneværter, så børnene på flere måder kan genkende dem selv i værterne, som repræsenterer et bredere spektrum af typer. Her tænkes der ikke nødvendigvis på, at værterne eksempelvis skal have tørklæder på eller repræsentere forskellige samfundsgrupper men mere, at der er en vis genkendelighed i den måde værterne optræder på.

Vi vil gerne skildre børnene, som de er, og ikke som de burde være og altså tage børnenes parti og se tingene ud fra deres synspunkt. GITTE: Vi er i gang med at lave en ny strategi for børn, hvor vi skal blive meget bedre til at møde børnene der, hvor de er, fordi det har vi ikke været gode nok til. Vi vil gerne skildre børnene, som de er, og ikke som de burde være og altså tage børnenes parti og se tingene ud fra deres synspunkt. I forhold til det at lave børne-tv har DR, ifølge Gitte, et virkelig stort ansvar, når man taler public service. For ifølge forpligtelserne skal DR være med til at sikre, at børnene bliver handlekraftige borgere i samfundet. Fordi børn er så letpåvirkelige, som de er, er der mange overvejelser forbundet med dét, at lave børne-tv, for ikke nok med, at der skal produceres historier til børnene, så påtager DR også sig en mere opdragende rolle, hvor de blandt andet skal hjælpe børnene til at have sikker adfærd på nettet og generelt oplyse dem om ting, der kan være behjælpelige for dem i deres udvikling og sætte deres liv i perspektiv. Om DR’s børneværter er gode nok, kan man altid diskutere. Jeg vil dog vove at påstå, at en del af dem har en alt for unaturlig måde at tale til børnene på, hvilket man kan diskutere, om man ikke også skal tage med i sine betragtninger, når man taler public service, da den tone programmer bliver formidlet i altid vil være en del af den samlede formidling. Hvis der tales til børn, som om de var dukker eller

skabeloner taget ud af en bog, så lærer børnene vel også at sådan taler de voksne, hvilket de jo langt fra altid gør.

PUBLIC SERVICE PULJEN Public service puljen støtter programmer, der i et væsentligt omfang lever op til de fastsatte public service målsætninger for ordningen - originalitet, betydning og kvalitet. Om programmernes kvalitet skriver DFI: Programmerne skal have en produktions- og fortællermæssig kvalitet, som er højere end de programmer, de kommercielle stationer ellers har mulighed for at sende. Programmerne skal kvalitetsmæssigt løfte sig markant over det øvrige tv-udbud og være fyrtårne i det nationale tv-udbud. Puljen prioriterer kvalitet over kvantitet. I vurderingen af det enkelte projekt, er det afgørende, at der er tale om et program eller en serie, der ellers ikke vil blive produceret, eller ikke blive produceret på nær samme kvalitetsniveau uden støtte fra puljen.(dfi.dk 2015)

På TV2 er de rigtig glade for public service puljen, fordi det er rigtigt dyrt at producere fiktion. Det kan faktisk ikke betale sig at lave fiktion for en kommerciel kanal. På den måde giver puljen TV2 mulighed for at højne public service niveauet, fordi fiktion af kanalens ledere også betragtes som public service. Kanalen har også en forpligtelse til at vise fiktion og public service puljen har gjort, at der kan vises fiktion på både hovedkanalen og på Zulu, som har vist ”Sjit Happens” og ”Tomgang”, der har været store seer-succeser.

ANAHI: Hvordan har I det med, at DFI på en måde, går ind og kan ”blande sig” i jeres produktion af fiktion? Højner det public serviceniveauet, at der kommer nogen udefra? MERETE: Vi har generelt et godt samarbejde med DFI. Det skulle lige finde sin form, for vi vil jo helst bestemme selv, der er både en redaktør her, så er der det produktionsselskab, der producerer, instruktøren, manuskriptforfatteren og så er der DFI. Nogle gange er der lige kokke nok i køkkenet, men mit indtryk er, at det fungerer godt. DFI kan bridrage med noget og støtter godt det arbejde, vi gør omkring tv-serierne. Vores ønske var jo, og det er ingen hemmelighed, at de penge vi skal støtte dansk spillefilm med, som nu er steget til 65 millioner, dem vil vi jo hellere bruge til at lave fiktion til tv og altså flytte pengene over til de produktioner, der også støttes af puljen. En spillefilm er ikke så godt egnet til at blive vist på en tv-kanal. På DR spørger Gitte Rabøl sig selv, om det bliver public service tv af, at programmerne og serierne er støttet af en pulje. Det kan undre én lidt, når nu puljen faktisk er forpligtet til at støtte projekter, der lever op til de forpligtelser, som DR også har. Hun understreger dog her, at det igen kommer an på, hvordan man definerer public service, og synes der er kommet nogle fine programmer/serier ud af samarbejdet med puljen. Især nu hvor kanalerne har lært at bruge puljen.

FREMTIDENS PUBLIC SERVICE På DR mener Gitte Rabøl, at der altid vil være et behov for at se public service som en fast platform, hvor man som seer kan være sikker på at få noget indhold, der er troværdigt. Selvom DR’s programmer

sikkert kommer til at udkomme på alle mulige nye måder, vil grundværdierne omkring public service være de samme.

GITTE: Vi lever af, at vi også er med til at skabe den der sammenhængskraft. Det er skide sjovt nu, hvor du har mistet så meget tv-sening, så er det hovedkanalerne, der står stærkest tilbage. Det er jo ret interessant og hvor jeg så tænker: gad vide om jo mere vi sidder derhjemme med vores mobiltelefoner alle sammen, om vi så også har behov for et eller andet socialt rum, som fjernsyn jo er, og sige skal vi ikke se ”julekalender i aften”? Så bliver det så noget appointment-tv. Det er det der fælles-sening, som ser ud til at rykke lige nu. Det har i hvert fald en kraft, som jeg ikke tror forsvinder lige foreløbigt. Det er så fundamentalt, at man engang imellem skal sidde ved samme lejrbål og være i samme rum og samme situation. Gitte mener, at tv-stationerne generelt kommer til at skulle lære at fortælle historier på en helt ny måde, for til forskel fra tidligere, hvor man har tilrettelagt en aften på tv, der har et bestemt flow, så bliver flowet i fremtiden skabt af seerne. De kan starte deres aften på mobilen, og så måske vil kunne have mulighed for at søge mere information om emnet i andre underprogrammer; man kunne forestille sig, at man kunne få mere at vide om fortællingens hovedperson i en podcast etc. Dog vil det fælles rum i Gittes optik altid være et tilbud, folk vil søge.

GITTE: Lidt lige som det er med biograferne; det er det lejrbål, at du går ind i en biograf og sidder dér, selvom du kunne se filmen alle mulige andre steder. Men man vælger det der, og jeg synes i hvert fald, at det er super interessant, hvordan det kommer til at udvikle sig. Vi har som public station her noget at byde på, og vil også være det sted, der også sidst slipper ambitionen om at samle. Men vil skal selvfølgelig også lave noget, folk gerne vil flokkes om.

Vi har som public station her noget at byde på, og vil også være det sted, der også sidst slipper ambitionen om at samle. Men vil skal selvfølgelig også lave noget, folk gerne vil flokkes om. Merete Eldrup mener, at man, når man taler om fremtidens public service skal prøve at finde ud af, hvad det er man generelt vil med public service. I et medielandskab, der højst sandsynlig bliver mere endnu mere fragmenteret, end det er i dag, synes hun, det er vigtigt, at det er noget danskproduceret tv og noget kvalitets-public service. Det, hun synes, man bør tage stilling til fra politisk side er, hvad det er man vil med de to public service kanaler. Hvad er det, vi forventer af de to kanaler? Og hun mener også, at man skal tage stilling til, hvilke eksperimentere, man kan afprøve f.eks. på DR, der jo ikke er så afhængig af seertal. Hun mener, at der eksisterer to måder at betragte spørgsmålet på: Den ene er, at kanalerne selv bestemmer, hvad de vil vise. Den anden er at pålægge de to kanaler, at skulle lave det, markedet ikke udbyder i forvejen. Merete tror på at public service stadig vil eksistere i fremtiden, men at det kræver, at der kommer en eller anden styring af det fra politisk side uden at man selvfølgelig går ind og styrer for meget.

MERETE: Det er helt forskellige roller DR og TV2 skal have, og det bliver politikerne selvfølgelig også nødt til at være ret klare på, for når den ene skal finansiere sig selv, så bliver vi nødt til at have videre rammer.

Ellers kan vi ikke skaffe indtægtsgrundlaget og omvendt skal man i forhold til DR sørge for, at man ikke er nede og detailstyre, for det er ikke fornuftigt, men omvendt har man også lov til at stille nogle krav. Om DR og TV2 i fremtiden stadig vil være de to eneste kanaler, der er forpligtet til at vise public servicetv er nok tvivlsomt, når man tænker på, at rigtig mange nye kanaler højst sandsynlig vil forsøge at byde ind på ”public service-markedet” og måske også vil bejle til at få forpligtelser pålagt af staten, og dermed måske også mulighed for at modtage licens. Public service puljen har allerede åbnet for, at der i højere grad, bliver fokuseret på de enkelte programmer i vurderingen af om, der skal gives støtte eller ej. Det er nærliggende og også fornuftigt at forstille sig et system, hvor midlerne fordeles ud fra hvilke programmer, der lever op til de kriterier, som fremtidens public service har. Selvom jeg dybest set tror på, at det kan være problematisk at lege for meget ”vagthund”, tror jeg stadig, det bliver nødvendigt at definere og italesætte disse kriterier fra politisk side.

MEDIEKOMMISIONENS KRAV TIL PUBLIC SERVICE STATIONERNE: 1. på national basis forsyne almenheden med et programudbud, der 2. skal være alsidigt og afbalanceret og 3. af interesse for alle dele af befolkningen, herunder også minoriteter, 4. bidrage til borgernes mulighed for at ytre sig og modtage information, 5. sørge for, at forskellige opinions- og tankestrømninger repræsenteres i programmerne og desuden 6. selv varetage produktionen af en væsentlig del af programudbudet. Hertil kommer krav, som på mere indirekte vis sætter rammer for programvirksomheden, nemlig krav om, at institutionerne skal 7. betjene publikum med den bedst mulige teknik og sikre billige modtageforhold, 8. primært anvende de økonomiske midler til programproduktion og -udvikling samt 9. støtte den nationale kulturproduktion ved køb af manuskripter, oprettelse af orkestre mv.

PUBLIC SERVICE:

DANSKHEDEN ER I FARE Ændrede seervaner, amerikanske streamingtjenster og internationale mediegiganters opkøb truer den danske public service dominans, som er helt grundlæggende for det danske samfunds DNA. Af Thomas Heurlin Forskellen mellem public service og kommercielt

Seernes tilvalg af public service stationerne giver

tv er helt enkel: Public service’s formål er at tjene

en sammenhængskraft i det danske samfund,

seerne, kommercielt tv’s er at tjene penge.

fordi de sikrer, at samfundsmæssigt væsentlige emner bliver løftet i en samlet national samtale.

Hvis du mener, at DR og TV2 laver ligegyldig,

Det kan både være om vores historie (1864), vores

overfladisk underholdning udelukkende for at

behandling af de fattigste (Blok på Bistand) eller

tiltrække det størst mulige publikum, tager du

indvandringen (Tal Dansk!).

ikke alene fejl. Du risikerer også at blive taget til indtægt for en ny liberalistisk offensiv rettet mod

Vores statsejede tv-stationer er også så autonome

public service.

og stærke, at de kan tale både de økonomiske og statslige myndigheder midt imod. Serier som DRs

I mange år har vi oplevet stor international succes

“I skattely” og TV2s kritiske journalistik ville ikke

for danske tv-serier som “Forbrydelsen”, “Dicte”

være mulig at producere for statsejede tv-stationer

og “Borgen”. Også på faktaområdet med originale

i ret mange andre lande.

og provokerende serier som “Gift ved første blik” viser de statsejede danske tv-stationer sig blandt

På den måde er vores public service stationer ga-

verdens bedste.

ranter for vores demokrati, den nationale dialog og dermed sammenhængskraften i nationen.

Danskerne selv er ikke i tvivl. Sidste år valgte vi at bruge næsten 70 % af vores tv-sening på TV2

Men behøver det at være statsejede institutioner?

(34,9) og DR (33,5) mens de rent kommercielle sta-

Hvorfor kan private virksomheder ikke med lige

tioner måtte slås om resten.

så stor succes påtage sig samme opgaver? Fordi

privatkapitalistiske virksomheders formål er at

arbejdspladser, producerer og innoverer effektivt

give størst muligt overskud. Det er der bestemt

mens det offentlige sikrer, at fokus er på at give

ikke noget galt i. Kapitalismen fungerer. Og det

danskernes det bedst mulige tv.

skal vi udnytte til samfundets bedste. På den måde kan privat produktion være public Det gør vi også med TV2, som er en statsejet virk-

service. Og derfor handler public service ikke

somhed, som ikke koster staten en krone at drive,

om - som ny liberalisterne hævder - kun at lave

og som formål har at give danskerne det bedste

det markedet ikke kan lave. Dansk public ser-

public service fjernsyn. Når TV2 har overskud

vice er at have et samlet public service udbud

trækkes det ikke væk og afleveres til Murdoch,

gennem en kontrolleret public service økonomi,

Berlusconi eller andre mediegiganter. Overskud-

hvor både private og statslige aktører er tilstede.

det bruges til at lave endnu bedre tv. Til at investere i nye tv-oplevelser, der kan berige danskerne.

Det er derfor, vi har så stor succes i dag.

For det er TV2s formål. Men risikoen er, at vi kan tabe det hele på gulHvis TV2 i sin tid var blevet solgt, kan man fore-

vet fordi hele mediemarkedet nu gennemlever

stille sig, at det i dag ville ligne svenske TV4. Det

voldsomme, fundamentale forandringer, som

solgte den svenske stat nemlig. I dag er TV4 blottet

kræver at vi holder politikerne i ørene og minder

for public service ambitioner - det handler kun om

dem om deres ansvar. Tiden kræver øget regule-

at få maksimalt antal seere - ikke om hvad man vi-

ring og større samarbejde mellem det offentlige

ser dem. Spørg bare de svenske tv-redaktører som

og private.

har oplevet den udvikling. Kendetegnende for den danske tv-industri er, at den er domineret af statsejede virksomheder, men i et unikt samarbejde mellem det offentlige og private. Jeg er selv direktør i et privatejet produktionsselskab. Vi sælger programideer til DR og TV2, men de vil kun købe dem, hvis de kan se de rigtige

TIDEN KRÆVER ØGET REGULERING OG STØRRE SAMARBEJDE MELLEM DET OFFENTLIGE OG PRIVATE.

public service værdier i dem. På den måde er vi en

De ny liberale siger, at vi bare skal overlade det

del af den samlede danske public service økologi

hele til markedet og kun lade staten tage sig af

uden, at vi koster samfundet noget.

den medieproduktion, som private medievirksomheder ikke gider røre ved. Hvis politikerne

Det private produktionsmiljø er på den måde

ikke handler ender vi der: Flow-tv seningen er

noget, som kloge og forudseende politikere har

faldet med 4 % sidste år, Netflix, Google og Ap-

skabt, dengang de startede TV2 og bestemte, at de

ple tager større og større markedsandele. Og hvis

ikke skulle producere in house, som DR, men købe

danskerne ikke længere til vælger public service

programmerne af private produktionsselskaber.

tv - fordi det ikke følger med tiden - vil støtten til

På den måde skabte de et marked som i dag på års-

licensbetalingen forsvinde. Og dermed sætte den

plan overstiger 10 mia. kroner. Langt, langt mere

demokratiske samtale og sammenhængskraften i

end licenskronerne. På den måde fås i samarbej-

Danmark over styr.

det mellem det private og det offentlige det bedste fra begge verdener. De private rejser penge, skaber

Der er behov for nytænkning.

”Det er kunstnerens suveræne ret at bestemme, hvad kunstneren vil lave” Af Anahi Testa Pedersen

Når man taler public service, synes jeg, at det er helt oplagt at høre, hvad vores kulturminister synes begrebet kan defineres som, så jeg begav mig ret forventningsfuld ind til Kulturministeriet. Det var en meget formel og lavmælt Marianne Jelved, der mødte mig. Jeg forsikrede hende med det samme om, at interviewet på ingen måde skulle handle om Underholdningsorkesteret og hendes rolle i lukningen af det. Det tror jeg måske fik hende til at slappe mere af, og jeg bilder mig ind, at en ikke-journalistisk funderet dokumentarist som mig kan komme med nogle andre spørgsmål og vinkler, end hun måske er vant til, når hun til dagligt møder den mere glubske journaliststab. Jeg må dog indrømme, at det kræver sin kvinde at komme i dialog med vores kloge og velovervejede kulturminister. Jeg ved ikke helt, om jeg bestod testen. 28

RADIO OG FJERNSYNS LOVENS PARAGRAF 10 I § 10 står om public service-opgaverne:

"Den samlede public service-virksomhed skal via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund."

ANAHI: Det her er en generel snak om public service, så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan du definerer public service bare sådan fuldstændig umiddelbart?

om, hvad der foregår i deres samfund på en måde,

M.J Det betyder, at alle borgere skal have andel i

ANAHI: Hvilke etiske overvejelser er der generelt, når man snakker public service, synes du?

den. Når jeg ikke ved, hvad det er for et medie, vi

som kan tiltale dig og kan bruges af alle. Det er det samme, som når vi arbejder med folkeoplysning generelt; et demokrati fordrer et oplyst folk.

snakker om, så er det lidt svært at kalde det udsendelser. Men den produktion, som en virksomhed,

Stilhed …

der har public service-forpligtelser leverer, skal tilgodese både aldersgrupper og nogle fundamentale demokratiske principper som oplysning og debat, men også underholdning, kunst og kultur. Den

ANAHI: For hvis man skal ud oplyse folk om så vigtige emner, så tænker jeg, at der et stort ansvar forbundet med det.

skal være alsidig, mangfoldig, upartisk og saglig.

M.J: Ja, men det, der må bære den oplysning, er den ANAHI: Og hvorfor er public service så vigtigt?

faglighed, der ligger i valg af det, der kommer ud af den pågældende institution… det er meget meget

M.J: Fordi public service i sig selv betyder, at her får

svært, når man ikke ved, om det er film eller tekster

borgerne uanset, hvor de er, hvor gamle de er, hvad

eller hvad det er. Det er svært at sige, at der er en fag-

deres baggrund er, muligheden for at være oplyst

lighed bag en film f.eks., det er jo et kunstprodukt..

ANAHI: Nej nej.. jeg er med. Hvilket ansvar synes du en institution som DR har? Hvad for etiske overvejelser skal de gøre sig?

som har public service forpligtelser, må selvfølge-

M.J: Jeg synes, det er ret svært at tale om etik, for

ANAHI: Hvilken rolle spiller politikerne eller hvilken rolle spiller du, når det drejer sig om at håndhæve public service forpligtelserne?

etik i denne her sammenhæng får mig til at tænke; må man oplyse om homoseksualitet, eller er der no-

lig vurdere om den film er kunstnerisk kvalitativ god nok.

gen der føler, at deres grænser bliver overskredet? Det må man oplyse om. Man har sådan set en vis

M.J: Jeg spiller den rolle, at jeg er politiker og lov-

forpligtelse til at gøre det, for det er en del af vores

giver, det betyder at den lov og i det her tilfælde for

samfund. Hvis vi vil kende vores samfund, så må

Danmarks Radio, den skal DR følge. Det, jeg kan

vi også vide, hvad det er for temaer, der optager

kigge efter, det er, om jeg synes, at de følger lovgiv-

mennesker og som gør, at de er forskellige fra hin-

ningen. Så er der anden lovgivning, som giver

anden.

lovgivningen nogen bestemte opgaver eller funktioner i forhold til institutioner som Danmarks

Det at du rammer alle målgrupper på en måde

Radio, og dem skal man jo også følge.

som er oplysende, afhængig af hvad det er for en slags tekst, for kunst er ikke nødvendigvis oplysende, men kunst skal selvfølgelig være en kvalitet, og det er selvfølgelig ikke alt hvad kunstnere kommer

ANAHI: Og hvordan gør du det? Altså hvordan går du ind og kigger på det? Går du ind og kigger på konkrete programmer eller kigger du overordnet?

med som er lige godt at sende på en public service station. Der er nødt til at være en eller anden form

M.J: Danmarks Radio skal lave en form for public

for faglighed og kvalitetskrav.

service-regnskab, som så skal ses efter af Radio- og tv-nævnet.

ANAHI: Så public service stationerne har altså en forpligtelse til at gå ind i de emner, som kan være stødende?

ANAHI: Og hvad fokuserer Radio- og tv-nævnet på? M.J: Om de lever op til den bestemmelse, der er i

M.J: Det, der er vigtigt, er, at vi ved, hvad det er,

paragraf 10 i radio og fjernsynsloven.

der optager mennesker i samfundet. Jo mere vi ved om den slags, jo mindre fordomme er der. Det er jo lige så meget for at give oplysning som sådan et løft.

ANAHI : Jeg ved godt, at spørgsmålet om etik er svært, men jeg tænker, at man må gøre sig nogle overvejelser inden man enten laver film eller tv eller radio eller hvad det nu er …

ANAHI: Ser nævnet fladen igennem?..det gør de vel? Hvor meget går I ind og kigger på progammerne? M.J: Når du siger I, så lyder det som om du omfatter mig. Det er ikke mig, der konsulterer.

ANAHI: Men du er jo også repræsentant for en institution, der har et nævn.

M.J: Nej, for jeg mener ikke, man skal gøre sig overvejelser, inden man laver film. Hvis man betrag-

M.J: De ser på det regnskab, som Danmarks Radio

ter film som kunst, så er kunsten fuldstændig frit

fremlægger, og så vurderer de, om det lever op til

stillet, men den, der vil bringe filmen i en kanal,

forpligtelserne.

ANAHI: Jeg ved, at DR har lavet en kampagne om psykisk syge i samarbejde med Region Hovedstaden. Er det ikke problematisk at en public service station går ind og samarbejder med psykiatrien om nogle programmer, der handler om netop psykiatrien?

ANAHI: Har du en holdning til hvordan TV skal formidle ”dårlige nyheder”? M.J: Det skal de jo gøre med en forståelse for, hvordan det fremstilles og hvor forskrækket og nervøse og bange de, der modtager nyhederne, kan blive. Derfor skal man selvfølgelig gøre det på en måde

M.J: Nej, det er fornuftigt at inddrage fagkund-

som gør, at man beskytter og varsler, at nu kommer

skaben. Man kan ikke forvente, at journalisterne

der nogle meget stærke billeder, eller man skal lade

og de professionelle på Danmarks Radio kan

være med at vise stærke billeder i det tidsrum, hvor

alting i det her samfund og har indsigt i alting,

børn ser med. Der kan du tale om etik, som er rime-

og derfor skal de jo bruge nogle kilder, som er fag-

lig klart. Man må ikke bare levere tsunami-billeder

ligt forsvarlige, når det er oplysende udsendelser.

ind i stuen, uden at nogen har varslet om det. Man

Når det er kunstneriske udsendelser, skal de bruge

skal også skære ting væk, der er direkte angstfrem-

nogle andre

kaldende. Man behøver ikke at se døde mennesker for at forstå, hvor forfærdelig en situation det er

Derfor er det godt, at der hele tiden er et kritisk øje på, hvordan systemet fungerer; er resultaterne gode nok? ANAHI: Gør det det så ikke svært at være kritisk overfor psykiatrien, når man samarbejder med dem?

med en tsunami. Der er selvfølgelig nogle grænser for, hvad man kan vise på en offentlig kanal, og der vil jeg sige, det er nok styret af en bevidst form for etisk kodeks, som man må have på en station.

ANAHI: Jeg ved, at du synes, at det er vigtigt, at man lægger vægt på at give seerne musikalske oplevelser. Hvorfor er det vigtigt? M.J: Det er vigtigt, at vi møder alle kunstarterne.

M.J: Nej, det gør det sandelig ikke. Der er masser af kritik at rejse overfor sundhedsvæsenet. Der sker jo fejl, det kan man jo ikke afvise. Derfor er det

ANAHI: Så det er ikke sådan, at du har et eller andet specielt med musik?

godt, at der hele tiden er et kritisk øje på, hvordan systemet fungerer; er resultaterne gode nok? Bliver

M.J: Næ, tv-stationer skal – uanset hvad det er for

de borgere, der lider af en sygdom, behandlet på en

en kunstgenre, de tager op – leve op til public ser-

måde, der fremmer helbredelsen, hvordan ser det

vicekravene om mangfoldighed osv. Og det skal jo

ud? Det er en meget vigtig del af public service, at

også være for flere forskellige målgrupper. Der skal

man fortæller om hvordan samfundet udvikler

ikke kun være musik for voksne, der skal også være

sig. Det synes jeg, at et program som ”Kontant” er

for børn. Der skal også være teater for børn, som der

et godt eksempel på, eller programmer om hvor-

skal for voksne, altså tv-drama.

dan folkeskolen ser ud i dag. Det er DR, der har ansvaret for den udsendelse, der bliver sendt og

ANAHI: Hvordan ser du public service om ti år?

ikke Region Hovedstaden, så det er DR, der står til ansvar for, at fagligheden er tiltrækkelig god, og

M.J: Det er et rigtig godt spørgsmål. For at få lidt

at de er upartiske.

mere greb om den udvikling, som sker lige nu med digitalisering, har medieaftalekredsen jo nedsat et

public service-udvalg med folk, der har særlig ind-

Danmarks Radio og TV2 – altså de public service-

sigt i forskellige områder af medieverdenen. Rådet

kanaler vi har – er udfordret af. Det er også derfor,

skal komme med et bud på, hvordan public service

vi må have en gennemgribende – eller skulle man

kommer til at se ud i fremtiden, og det er affødt af

sige grundigere – diskussion af public service i

den erkendelse, at der bliver flere streaming-tjene-

fremtiden. Hvordan ser den ud? hvordan støbes

ster, det vil sige det er lidt svært at se, hvordan man

den sammen?

kan bruge en Danmarks Radio til at samle befolkningen. Det er jo også en del af det public service gør: Samler os om store underholdningsserier som Matador eller 1864 og verdensmesterskaberne i fodbold, eller hvad det nu kan være. Store begivenheder, som fanger os, og det er vigtigt, at vi har den

ANAHI: Har du en ide om, hvordan man skal håndtere, at der kommer så mange nye kanaler, som ikke har public service forpligtelser? Hvordan skal man sikre, at flowet af nyheder, kultur, sport osv. er ordenligt?

fælles oplevelse af at høre sammen om noget.

M.J: Er ordenligt? Jeg tror, at hvis du gik ud og stilANAHI: Kigger man på fremtidens mediebillede, hvor der vil være ret mange flere tv-stationer, der ikke har public service forpligtelser, kunne man godt forestille sig, at folk begynder at se disse kanaler mere, end de ser public service-kanalerne. Tror du så, der bliver brug for, at man laver en eller anden generel public ”service-vagthund”, der kan tjekke de nye kanaler ud?

lede det spørgsmål på gaden, så ville du få rigtig

M.J: Nej, der skal man regne med, at når det er

M.J: Den kan give mulighed for, at kommercielle

private virksomheder, der sender tv, radio eller

medier eller alle medier kan søge om at få midler

aviser på gaden, så har de jo per definition total

fra den pulje til en dokumentar eller noget andet,

frihed som redaktion. Det er jo ledelsen på de in-

som de mener, udfylder en public service funktion,

stitutioner, der afgør, hvad det pågældende medie

som de så kan være inspireret af, f.eks. via det der

skal sende ud. Det er ikke politikerne, der skal det.

står i paragraf ti.

mange forskellige slags svar. Det er ikke et spørgsmål om ordentlighed, det er et spørgsmål om, at de stadig lever op til det, der fremgår af paragraf ti.

ANAHI: Hvad tænker du om den public service pulje, som det Det Danske Filminstitut er involveret i? Hvad kan den bidrage med?

Vi kan ikke stille krav om, at private virksomheder skal leve op til public service kravene. Det er det presseetiske nævn, der ”holder øje”, og her kan man også klage over medierne.

ANAHI: Kunne man forestille sig et mediebillede, hvor en institution som DR ikke eksisterede mere?

ANAHI: På en måde går de vel ind og højner niveauet hos de kanaler, der modtager støtte – alternativt udvider udbuddet på de pågældende kanaler? M.J: Det er ikke mig, der siger, at det højner niveauet. Jeg synes, at niveaet kan være højt nok i forvejen. Kanalerne får bare nogle muligheder.

M.J: Nej.. især i et lille sprogområde som det danske vil det være vigtigt, at der er danskproducerede udsendelser i alle de forskellige genrer, som vi nu har været inde på. Spørgsmålet er, hvordan man bærer sig ad med at lave sendeflader, som faktisk optager folk. Det er den udvikling, som

ANAHI: Ja, men der er vel også en mulighed for, at der kommer nogle andre ind og kigger på de programmer, der bliver lavet, og så vidt jeg har forstået, foregår samarbejdet imellem DFI og de pågældende tv-stationer i en rigtig god tone og

dialog. Og det tænker jeg vel også er noget, der er tænkt over: At man kan udvikle tv ved at samarbejde henover tv-stationer og f.eks. filmmagere. Kunne man i den forbindelse forestille sig at puljen blev større?

lic service-program med hende, for derigennem at lære hende og hendes tanker om tv og public service bedre at kende. Da jeg har slukket for telefonen, og interviewet er slut, kigger hun på mig med et lidt mindre fast blik og fortæller, at hun på DR’s hjemmeside har anmeldt femte afsnit

M.J: Der hvor politikere kan bestemme, kan man

af dramaserien 1864 og givet det 6 stjerner. Jeg

altid forestille sig alle mulige ting. Der kan man

bliver straks nysgerrig og finder senere anmel-

ikke afvise, at tingene går den ene eller anden vej,

delsen frem:

så det kan jeg ikke afvise. Men der er en grænse som følge af, hvor midlerne kommer fra. De kom-

”Vi kender allerede Peter og Laust, Johan og Al-

mer fra licensmidlerne, og derfor er der selvfølge-

fred, Didrich og Monrad og deres liv og de følel-

lig en grænse for hvad borgernes midler skal gå

sesmæssige dramaer, de bærer på, fx det drama-

til. Så der er derfor ikke fuldstændig frit slag. Jeg

tiske forhold mellem Peter, Laust og Inge. De er

kan ikke forestille mig, at man tager alle de licens-

virkelige mennesker, som vi nikker genkendende

midler, som Danmarks Radio opkræver, og lægger

til, og nu mærker vi krigen på de unges kroppe og

dem i en public service pulje, som så alle kan søge.

sind.

ANAHI: Det lyder, som om du synes, at kunstnerne har en eller anden bestemt rolle?

Vi får ved at se serien sat nogle historiske begivenheder i perspektiv og forstår måske mere om den tid, vi lever i nu:

M.J: Man kan ikke sammenligne kunst i form af et produkt, som en kunstner laver, med en folkeoply-

Ole Bornedal har skabt en dramatisk serie af høj

sende nyhedsudsendelse på Danmarks Radio. Det

karat. Den giver os oplevelsen af krigen med per-

er to helt forskellige ting. Nyhedsudsendelsen har

soner og handlinger, vi kan identificere os med.

det formål – ud over det at bringe nyhederne – at

Og 'skyldnerne' for den krig og for nederlaget er

informere og oplyse, at sætte noget til debat, og at

ikke soldaterne, men de egentlige magthavere

forholde sig kritisk til tingene. Kunsten har et ene-

som Monrad, konseilspræsidenten (statsmini-

ste formål, og det er at være kunst – og ikke noget

steren), der tilmed giver skylden for nederlaget til

som helst andet. Det skal ikke være oplysende eller

De Meza, der trods alt er en general, der tænker

til glæde eller noget som helst. Det er kunstnerens

på soldaternes muligheder for at overleve frem-

suveræne ret at bestemme, hvad kunstneren vil

for at blive slagtet. Det er sjældent at se så fremra-

lave. Men Danmarks Radio og de andre public

gende filmiske historier.”

service kanaler har også forpligtelser til at vise

(Jelved, dr.dk 2014)

kunst i deres udsendelser. Det kan godt være at det ikke er Marianne JelDer er ikke nogen tvivl om, at vi har en kulturmi-

ved selv, der ”tjekker” om DR overholder forplig-

nister, der er super bevidst om det, hun udtaler

telserne, men i anmeldelsen af 1864 kan man

sig om, og som også har en holdning til de om-

finde masser af observationer, der helt klart ty-

råder, hun lovgiver omkring, men man skal nok

der på, at tv-serien i hendes øjne kan betragtes

prikke lidt til hende for at få det frem og komme

som public service.

bagom hendes meget præcise udtalelser. Som dokumentarist får jeg lyst til f.eks. at opleve et pub-

Hvis vi vil kende vores samfund, så må vi også vide, hvad det er for temaer, der optager mennesker og som gør, at de er forskellige fra hinanden.

”IKKE ALT TV SKAL ÆNDRE VERDEN, MAN MÅ GERNE SE LORT” Af Anahi Testa Pedersen

D. 1. november sidste år gik net tv-stationen Tellymo i luften. Kanalen er Danmarks første tv-station på nettet: "Ideen til at lave en online Tv-station opstod af, at de mere nicheprægede og kortere programmer manglede et sted at blive vist," udtaler grundlægger og kreativ direktør for Tellymo, Roald Bergmann, der kalder kanalen en "kreativ legeplads" for programmer med "en smallere", men "enormt engageret" målgruppe. (fra Tellymos pressemeddelelse)

Jeg var fuld af forventning om, at jeg hos Tellymo ville møde en mere rebelsk, eller i hvert fald, en anden indstilling til det at eller lave public service, hvilket også viste sig ikke at være helt ved siden af. Roald Bergmann og hans kollegaer hos Tellymo har alle arbejdet i branchen og har alle ønsket med Tellymo, at få mulighed for at lave nogle af de programmer, de har talt om, skrevet noter til på papirlapper, udviklet en søndag på toilettet eller over en øl på en bar. Programmer som det ikke har været muligt at komme til at lave på de mere etablerede produktionsselskaber. Programmerne på Tellymo bliver finansieret ved, at virksomheder går ind i financieringen af de enkelte programmer, og der er mange forskellige slags virksomheder, der investerer i kanalens programudbud. Der er næsten ingen reklamer på kanalen, dog kan der forekomme product-placements i programmerne, hvilket altid vil være lavet, så det ikke forstyrrer programmernes budskaber og historier. Roald betragter ikke Tellymo som en ny public service-kanal, men mener at kanalen, når den har udviklet sig, vil kunne producere tv, der har karakter af public service. Kanalen vil også kunne udbyde nogle programmer, som DR ikke kan eller vil lave.

TELLYMO ANAHI: Hvad har I gjort jer af tanker om public service, nu har I jo ingen forpligtelser, men har I jeres egne retningslinjer, der måske minder om public service? ROALD: Tellymo er jo startet for at slippe for forpligtelser, men der er nogle andre former for forpligtelser. Dem der sidder og er smagsdommere på programmer og har nejhatte på, dem ville vi gerne slippe for. Først og fremmest fordi vi selv tror, vi ved bedre, vi tror, vi har bedre ideer end dem, der har siddet og sagt nej til ideer. Vi tror, at vi måske også kan lave noget public service, ikke fordi vi er forpligtet til det, men fordi vi har lyst til det. Vi har lyst til at lave alt mulig lort, som aldrig nogen sinde kommer ind under public service, men vi har også lyst til at lave de ting, som vi synes, der mangler i den samlede flade, og som vi vurdere, at der er brug for bliver lavet. På den måde ønsker Tellymo altså også at være med til at præge folk, for selvom én af deres grundpræmisser er, at de selv skal kunne li’ det tv, de laver, så tænker de også over, at nogle af programmerne skal kunne gøre noget for dem, der ser dem.

ROALD: Vi er drevet af lyst og passion, vi har elimineret så meget som muligt at andre interesser kommer til at styre vores programtilrettelæggelse og det vil sige religiøse interesser, politiske interesse etc. For Roald og Tellymo handler det om ikke at gå på kompromis. Selvom man skal tjene penge på programmerne, kunne de aldrig finde på at ændre et program, som de gerne vil lave på en bestemt måde, for at få flere penge i kassen.

ROALD: Vi har skrevet ind i vores vedtægter, at vi hele tiden skal lave programmer, som giver underskud. Vi skal altid have nogle små produktioner, som vi ikke har nogen sponsorater på eller ikke har nogen indtægter på, fordi der skal være de der ting, som bare er passionsbåret og bare er lavet af ildsjæle. Public service begynder faktisk dér hvor, der er et individuelt behov og lyst til at formidle noget, for når man selv brænder for det tror han også på, at man kan ramme andre. Han mener, at man derved har fat i den første ende af noget, der kan defineres som public service.

HVAD ER PUBLIC SERVICE? Roald Bergmann mener, at det er vigtigt, at man danner sig et overblik over de programmer, der allerede sendes på tv-kanalerne, inden man producerer nye programmer, så udbuddet af de samme slags programmer ikke bliver for stort. Han mener, at dem der sidder og vurderer, hvad der skal vises på de enkelte kanaler bør kunne se ud over det, han kalder ”en trædemølle”.

ROALD: Ej nu skal vi også lave boligprogrammer, ej nu skal vi også lave madprogrammer og nu skal vi også lave det, som alle de andre gør, for det er jo åbenbart det, som danskerne ser. Det skal kanalerne gerne kunne hæve sig lidt op over.

ANAHI: Det lyder også som, at du i virkeligheden også går ind og spørger: Er det godt, at de ser danseprogrammer, madprogrammer etc.?

ROALD: DR bliver f.eks. nødt til at gå ind og sige: Det er os, der træffer beslutningerne uafhængigt af seertallene. De kan ikke dække alle behov på alle områder og lave programmer om alting hele tiden. De skal også lave godt fjernsyn, som vi gider se, men jeg synes, der er en forskel på at gå ud og sige: ”nå jo men altså X-factor er jo også public service”. Man skal ikke sige, at nu dækker vi et public-service-behov ved at lave et program som X-faktor. Det er en form for fornægtelse. At lave programmer som X-Factor er i Roalds øjne helt okay, der skal som han siger ”også kunder i butikken” og hvis en station som DR kun laver snævre arkitekturprogrammer, er der ikke mange, der ville se DR’s programmer. Dog synes han, det er rigtigt vigtigt at kalde en spade for en spade, så man ikke lige pludselig definerer alt som public service. DR skal ikke kun sende public service, men de har en forpligtelse til at være bannerførere og håndhævere af public service-tv og derfor skal de lave rigtig meget af det .

ANAHI: Hvordan skulle et program som X-Factor se ud, for at kunne betegnes som public service? ROALD: Jeg tror, der er rigtigt lang vej til at gøre det program til public service. Jeg tror ikke, du kan lave et sangtalentprogram i Danmark, der er public service. Fordi jeg tror, du skulle ændre så meget i hele programmets DNA og struktur og format, for at lave noget, som på en eller anden måde, bidrager med noget nyt eller nogle nye vinkler eller nye perspektiver. Så skulle man lave et eller med, hvad konsekvenserne er for de børn, der er med i programmerne og følge dem ti år efter og finde ud af, hvad har det egentlig gjort ved dem? Tiårige børn og fjortenårige teenagere der stiller sig op foran nogle dommere for at få at vide, om de er gode eller dårlige musikere, hvad gør det egentlig ved en kommende generation af musikere? Det kunne være interessant at lave et program om et talent show. Men genren skal gerne uddø og genopstå igen, før det kan blive public service, tror jeg. Bare fordi der er vildt mange, der ser det, så gør det det ikke vigtigt, altså hvad så hvis DR begyndte at lave Paradise, og det så fik 1,5 millioner, så er det lige pludselig også public service, for nu laver DR det. Det er derfor også blevet statsgodkendt, og så det derfor også public service. De strør om sig med de der prædikater alt for meget. DR skal tage ansvaret på sig og sige, at det, som det handler om, faktisk er at gå ind og dække nogle behov og levere en eller anden form for noget håndplukket viden, underholdning, eller hvad det kan være, men et eller andet, som man selv synes er godt. Og det er derfor, at det bliver så skide personligt, for der sidder nogle smagsdommere og vurderer. Men så bliver de simpelhent nødt til at sige: Er det her noget, som på en eller anden måde er vigtigt eller gør en forskel eller får folk op af stolen og på en eller anden måde udvider deres horisont. Og så skal de bare stå ved og trutte ren røv og sige, nu laver vi sgu også underholdning, for vi vil også gerne samle hele nationen om vores tv-kanal.

ANAHI: Hvorfor skal tv så nogen gange ændre noget? ROALD: Det skal det heller ikke altid. Fjernsyn skal også kunne være fuldstændig spild af tid og bare være et eller andet du bare sidder og zombier den foran. Det gør jeg også selv, og jeg ser rigtig meget lort.

ANSVAR I Roalds optik er det et privilegie at være tv-station. Man har en stemme og en mulighed for at påvirke andre mennesker, som man bør være sig bevidst og udnytte bedst muligt. Man har mange flere tangenter at spille på end eksempelvis det skrevne medie, og de virkemidler bør man gøre brug af i sine fortællinger.

ROALD: TV har det momentum af at være et meget stort fællesapparat, vi samles omkring det, når der er store nationale begivenheder. Det er ikke sådan så vi alle sammen strømmer ind på nettet, når vi har fået ny statsminister. Fjernsynet kan stadigvæk være bannerføre og fyrtårn for en helt nation, og det kan det stadig i alle lande i verden. Det fylder utroligt meget i vores minder, i vores kultur, i vores adfærd og vores syn på hinanden. Det er i virkeligheden det samme, som med rockstars eller superstars. Det er også et privilegie, og det er ikke fordi, jeg har behov for, at alle rockstjerner skal lege Bono og gå ud og ændre verden til et bedre sted, men de skal i hvert fald være bevidst om den evne, de har til det. Det samme skal tv-stationer. Især når de har en public service-forpligtelse. Jeg synes i øvrigt heller ikke, det klæder tv-kanaler ikke at gøre sig det ansvar bevidst.

ANAHI: Derfor er det vel også et virkelig stort ansvar man har, når man laver tv. Man skaber jo en eller anden virkelighed og nogle ”sandheder”? ROALD: Jo og der skal man passe på med at blive for højrøvet omkring det medieansvar. Det betyder ikke at vi kun skal lave dokumentarer om Darfur og hele tiden kun snakke om indvandreproblemer og sex-trafficking. Der skal også være plads til leg og sjov og smålatterlige klip af det ene og det andet. Mandrillen f.eks., det er også en del af det ansvar. Det er også et ansvar, der handler om at frigive noget kreativitet, synes jeg. Tv-stationerne kan jo sagtens lave en lukket fest: Hey se hvor sjovt vi har det herinde, vi laver bare alt muligt skæg og ballade og så kan man sidde der som en zombie og glo på det i sofaen i ca. 4,7 timer om dagen eller hvad det nu er danskerne gør i gennemsnit. Men der hvor det kan noget, det er jo faktisk at give noget inspiration til folk og give dem lyst til noget. Det er én af de positive ting Ramasjang har prøvet at gøre. Deres programmer skal inspirere børnene til videre leg derhjemme, så det hele ikke foregår foran fjernsynet.

PUBLIC SERVICE FOR BØRNENE Når man taler public service og går ind i diskussionen om, hvordan tv bør påvirke os, er det relevant og oplagt at tale om, hvordan tv påvirker børn og unge. En problemstilling Roald har rigtig mange holdninger til.

ROALD: Et af de steder, hvor man allertydeligst ser tv-mediets magt og påvirkning er børne-tv, fordi børn er så let påvirkelige. Nu talte jeg tidligere om én af de positive ting med en kanal som Ramasjang, de mere negative ting er, at der skal være en børnetv-kanal, der kører fra klokken seks om morgenen til klokken syv om aftenen. Jeg synes, det er problematisk, at man ikke tænker dybere over, at næsten alle børneprogrammer, der bliver lavet i dag, er løsningsorienteret. De er missionsbaseret, alle program-

merne starter med en problematik og i løbet af programmet bliver den problematik løst og afsluttet, og så bliver barnet hyldet til sidst. Det forstår jeg godt, så lærer de noget om problemhåndtering, men det ender med at mine børn nu sidder og laver en tegning, og så tegner de på livet løs, og når den så bliver færdig, så bliver den hængt op, og så skal de have ros. De sidder ikke og nyder at tegne, men er i stedet fokuseret på resultatet. Det handler om at komme i mål.

Her kobler Roald altså den måde man bygger historierne op på, til det børnene lærer af at se historierne og programmerne på tv. I hans verden handler det altså ikke bare om, hvad man fortæller, men også om i hvilken form man gør det. Derudover handler det om at tage nogle beslutninger om, hvad der er relevant at vise.

ROALD: Det er aldrig nogen sinde relevant uanset at nævne en personens etniske oprindelse eller hudfarve, det er kun relevant i situationer, hvor det rent kosmetisk gør en forskel, som i: vi har brug for en tøj-model og han skal være mørk i huden. Det er også public service at træffe nogle beslutninger om, hvad der ikke er relevant, for det påvirker vores syn på andre mennesker og vores allesammens fordomme, når man får at vide, at en bankrøver havde iransk udseende eller mørk hudfarve. Det er ikke nok at vælge de rigtige emner, det er helt ned til, hvordan man afslutter de sidste to minutter af et børneprogram og hvordan en bestemt sætning er formuleret i et nyhedsprogram. Der tror jeg, det er begyndt at gå for hurtigt for public service, der er for mange kanaler og selvfølgelig skal man følge med tiden, men jeg mener, at det netop er public service ansvar, at gøre noget andet end de kanaler, der ikke har public service-forpligtelser.

VÆRTERNE ROLLE ROALD: Jeg synes generelt, at det er ekstremt problematisk at alt skal handle om værten. Alting skal være værtsbåret og alting skal være båret af en hovedperson. Jeg kan godt forstå hvorfor, for det betyder, at du kan sætte dig, blive taget i hånden og se udsendelsen fra start til slut. Der er en person, der reagerer for dig, der er en person der forklarer for dig, der er en person, der oplever for dig, og der er en person, der stiller de spørgsmål, du måske har. Det gør jo bare, at man involverer sig endnu mindre selv. Nogle gange er det okay, andre gange er det blevet så nem en løsning.

Jeg synes generelt, at det er ekstremt problematisk at alt skal handle om værten. Alting skal være værtsbåret og alting skal være båret af en hovedperson. Roald synes, at det på mange måder er uinspirerende og kedeligt, at værter bliver brugt så meget, som de gør. Han synes, at man i langt højere grad burde bruge tv-mediet, så billedsiden rent teknisk var bedre, og at de mennesker, som programmerne handler om, kunne involveres på en anden måde. Han efterlyser altså mere kreativitet og opfindsomhed og sammenligner den generelle brug af tvværter med at gå ind på en ny restaurant og få en anden til at smage på maden for dig. Han mener, at det handler for meget om værternes historier og oplevelser. Selv nyhedsværterne er begyndt at komme med små anekdoter, der refererer til deres eget liv.

ROALD: På Tellymo tager vi det fra program til program og prøver at se, hvordan den enkelte vært fungerer bedst. Jeg tror det er vigtigt ikke at lave en generel linje om, at værterne på vores kanal være sådan og sådan. Vi er stadig i vores spæde opstart og meget af det underholdning, vi har nu, det er jo noget armhule, prut, drengehørms-sjov, så vi savner stadigvæk at nå derhen, hvor der er noget mere substans, noget mere stof til eftertanke og noget mere samfundskritisk tv. Grunden til at vi er startet i den mere milde ende, er for det første, at det er lidt lettere at producere, og så har vi været mange drenge på redaktionen, så det er blevet meget drengerøvsagtigt. Vi tænkte også, at nogle af ideerne godt kunne være nogle seermagneter, så det var et godt sted at starte. Det er samme argument DR bruger, når de sender X-Factor. Men vi glæder os til at lave nogle mere seriøse ting.

FREMTIDEN ROALD: Jeg tror helt klart, at der i fremtiden kommer til at være et skift. Nogle af public service midlerne kommer til at drysse over i nogle andre medier, simpelthen fordi hele branchen kommer til at blive så pulveriseret. Og der kommer til at blomstre nye ting op på uventede steder, så man ikke kan holde alle public service-midlerne i DR. Jeg tror, midlerne i endnu større grad kommer til at blive delt ud.

ANAHI: Hvis du forestiller dig, at der kommer endnu flere net-kanaler, som ikke er forpligtet til at lave tv på en bestemt måde, så tænker jeg; bliver det så nødvendigt, tror du, at man går og kigger på eller måske tjekker ud om indholdet på alle disse kanaler er godt nok? ROALD: Det er et vildt spørgsmål, for det ligger simpelthen så langt fra mit naturlige ræsonnement og tankegang. Det er det samme som at sige: Bliver der behov for, at der er nogle, der skal sidde og tjekke alle hjemmesider? For det kan jo løbe helt løbsk. Og nej, der skal bare produceres så meget som muligt, for så længe folk gider at se det, så skal det bare laves. Den eneste grænse, der er, er indenfor lovgivningens ramme. Du må ikke true folk på livet osv. I bund og grund må folk jo gerne gå udenfor og slå sig selv i hovedet med en stor sten, hvis det er det, som de har lyst til. Hvis folk slår sig selv ihjel som narkomaner, er det deres eget ansvar, og så synes jeg, at vi skal gøre alt muligt for at oplyse, informere, hjælpe og støtte. Så hvis folk vil se dårligt tv, så må de jo gøre det. Det ville være sådan et helt skræk-scenarie, hvis det begyndte at blive restriktivt, sådan at der var ting, man ikke måtte lave. Så snakker vi nærmest om et fascistisk samfund. Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i.

ANAHI: Hvor er I Tellymo henne om ti år? ROALD: Tellymo – eller hvad vi nu hedder – er en global spiller, så jeg tror, at så længe at man har ideerne til det, så har online-mediet en reach med et seerpotentiale på 6 milliarder. Jeg tror, vi kommer til at være en stor medievirksomhed, som kommer til at være i benhård konkurrence med mange andre ligesindede store virksomheder, for lige nu har vi potentialet til at være de første, og lige om lidt så banker der flere afsted, som vil det samme som os. Og især når de kan se, at vi kan lave penge på det,

have det sjovt med det og faktisk på en eller anden måde lave en lille minirevolution i branchen ved at kunne lave fedt originalt kreativt indhold på en rimelig smart, fleksibel og billig måde og samtidig nå ud til rigtig mange. Og det er gratis at se det, som vi laver, og der er minimalt med reklamer. Vi kommer til at blive ved med at nytænke. Det skal være den der kreative legeplads. Hvis den smidighed af at være en lille anarkistisk tv-station forsvinder, så tror jeg ikke engang, at vi er der om ti år. Så selvom vi bliver større, mere organiseret, så tror jeg altid, at vi vil være en lille sjov arbejdsplads, der nok i fremtiden kommer til at ovetage nogle af de forpligtelser som DR sidder med i dag.

ANAHI: Jeg ved, at I har nogle måske lidt kontroversielle ideer i støbeskeen. Kan du give et eksempel på noget af det, I gerne vil lave? ROALD: Vi vil gerne lave et seksualundervisningsprogram, hvor vi prøver at ramme teenagere og preteens, dvs. unge som lige er ved at komme i puberteten og så simpelthen give dem den undervisning, som enten er for akavet at få i skolen, som er for personlig at tale med familien eller venner om, og som er nærmest umulig at finde på nettet fordi det er rent pornofiseret det hele. Vi har ingen censur, og vi synes, vi påtager os et samfundsmæssigt ansvar ved at vise kroppens funktioner og elementer. Eksempelvis vil vi vise, hvordan man sætter en tampon op og også vise hvordan man onanerer. Det synes jeg er

fucking public service at turde det. Jeg tror, at sådan et program virkelig kan gøre en forskel.

Jeg tror, midlerne i endnu større grad kommer til at blive delt ud.

LEGATUDDELINGER OKTOBER 2014 NAVNE Efteruddannelse/seminar: Franz Ernst Benjamin Hesselholdt Merete Borker Claus Bohm Katrine Borre Laila Holdell/Frejas Focus Alice de Champfleury Ulla Boje Rasmussen Mahdi Fleifel Ada Blidgaard Søby Rejser: Erlend E. Mo Ulla Boje Rasmussen Ditte Harløv Johnasen Benjamin Hesselholdt/Camilla Andersen (øko) Sebastian Cordes Martin Schmidt Jesper Ravn Nielsen Sven Vinge Research/treatment/manus/bøger: Jacob Møller/Willumfilm v/ Anna Willumsen (øko) Mikkel Stolt Ole Bendtzen Ina Lindgren + Kamilla Bruus/ K. Bruus (øko) Anne-Katrine Hansen Produktion: Rene Odegaard Anne Kathrine Bindesbøll Sidsel Møller Johnsen/Niels Michael Wee (øko) Suvi Andrea Helminen/House of Real (øko) Ole Stenum Line Kallmayer Helene Moltke-Leth Morten Henriksen/Karen Baumbach Rasmus Dinesen + Pernille Munk S./41 Shadows (øko) Christian Dyekjær

FORMÅL Branchetræf i Ebeltoft 2014 2.385,00 Branchetræf i Ebeltoft 2014 2.010,00 Branchetræf i Ebeltoft 2014 2.385,00 Branchetræf i Ebeltoft 2014 2.500,00 Branchetræf i Ebeltoft 2014 + kursus på Den Danske Filmskole 3.375,00 Branchetræf i Ebeltoft 2014 2.100,00 Kursus: Filmisk fortælleform v/ Bro & Lyngse, Filmskolens efterudd. 3.500,00 Branchetræf i Ebeltoft 2014 2.500,00 Binger Filmlab, Amsterdam: Writer''s Lab 2014 15.000,00 Seminar m/ Robert McKee, London nov. 2014 5.800,00 41.555,00 Hollywood Film Festival, Los Angeles, USA Til Færøerne - grafisk tilrettelæggelse af DVD bokssæt Festivalrejse til Portugal - Rotas e Rituais Rejse til Rwanda - filme dokumentar: Cykelakademiet i Rwanda

Produktionsrejse til Bolivia: "Dreaming Above Ground Level" 10.000,00 Til LA for at indsamle interview-materiale til bog om Directors Guild 7.500,00 To produktionsrejser til Paris + Oslo: "Anna Karina: At leve …" 7.500,00 Researchrejse til Svalbard ifm "Nanoq" 10.000,00 58.910,00 Research + udvikling af novellefilm: "Lille Inger"

I alt

9.000,00

Eksterne udgifter ifm udgivelse af selvbiografisk bog Manus- og researchstøtte til dokumentar: "When Gangsters …" Research og for-optagelser til dokumentar: "Shatila Boys"

10.000,00 15.000,00 12.500,00

Udviklingsstøtte til dokumentar: "Mind the Gap"

10.000,00 56.500,00

Produktionsstøtte til dokumentar: "Rolling Girls" Produktionsstøtte til dokumentar: "Renselse" Produktionsstøtte til kortfilm: "Raniya"

8.000,00 5.000,00 9.000,00

Produktionsstøtte til interaktiv dokumentar: "Flux"

15.210,00

Produktionsstøtte til trailer på doku-film "Den Perfekte Straf" Rejse/ophold/transportudgift til produktion af doku: "Min sidste Vilje" Til at dække hendes udgifter ifm filmoptagelser til kort/kunstfilm Produktionsstøtte til dokumentar: "Under vejr med Rifbjerg" Produktionsstøtte til portræt-dokumentar: "Hugo & all that jazz"

10.000,00 10.000,00 12.500,00 15.000,00 10.000,00

Produktionsstøtte til spillefilm "Parasitterne"

Efterarbejde: Cille Hannibal Støtte til leje af udstyr, lønninger til klip, colorgrading, lyd m.m. C & C / Jon Bang Carlsen (øko) Støtte til manglende propes-filer af værker Kollektiv Film/Christian Braad Thomasen Støtte til at betale for film- og musikrettigheder: "Fassbinder - …" Diverse: Skandinavisk Forenings kunstnerhus i Rom Aarhus Filmfestival Den Danske Filmskole Aarhus Filmværksted Aarhus Independent Pixels Nordisk Panorama Filmbranchens Legatfond CPH:DOX

5.000,00 4.910,00 4.000,00 10.000,00

Til vandreudstilling + catalog raisonné af SF's samling af tegninger Til afvikling af Aarhus Filmfestival Til produktion af afgangsfilm Til workshoppen Open Studio Til mentorforløb med vinderne af festivalens kortfilmskategorier Best Nordic Short Film Award Støtte til fondens udbetalinger Talentprisen Reel Talent

15.000,00 109.710,00 15.000,00 48.000,00 20.000,00 83.000,00 15.000,00 15.000,00 30.000,00 20.000,00 10.000,00 15.640,00 7.500,00 30.000,00 143.140,00

492.815,00

RÅD OG UDVALG Danske Filminstruktørers Legatudvalg: Peter Hausner, Kristoffer Nyholm, Klaus Kjeldsen,

Dansk Kunstnerråds post i DFI’s kontaktudvalg: Franz Ernst

Caroline Sasha Cogez, Henrik Ruben Genz, Katrine Borre DFI Rådet for kort- og dokumentarfilm: Klaus Kjeldsen DFI Rådet for Spillefilm: Birgitte Stærmose (formand) DFI Festivaludvalget for kort- og dokumentarfilm: Max Kestner COPY-DAN: Fællesbestyrelsen – Martin Strange-Hansen AVU-medier – Martin Strange-Hansen Verdens TV – Sandra Piras Blankbånd – Sandra Piras

Filmkontakt NORD/Nordisk Panorama Cæcilia Holbek Trier (suppleant til bestyrelsen) FERA: Birgitte Stærmose SNF: Sandra Piras Statens Kunstfonds repræsentantskab: Klaus Kjeldsen Nye medlemmer: Sven Vinge Madsen Rune Ryberg Michael Graversen Kim Lysgaard Andersen Peter Harton

Dansk Kunstnerråd: Martin Strange-Hansen (FU)

FOTOKREDITERING: Portræt af Anahi Testa Pedersen: Mette Rahbek Portræt af Christina Rosendahl: Tobisch & Guzzmann Portræt af Marianne Jelved: Nicolas Tobias Følsgaard Portræt af Roald Bergman: Frederik Kjems Stills fra X Factor: Bjarne Bergius Hermansen, DR Frame grab fra Arvingerne II,: Camilla Hjelm, DR Stills fra 1864, Per Arnesen Miso Film Stills fra Deadline: Agnete Schlichtkrull, DR2 Stills fra SommerSummarum: Agnete Schlichtkrull, DR Stills fra Radiosymfoniorkestret: Agnete Schlichtkrull, DR Stills fra Sigurd & Radiosymfoniorkestret: Ulla Volgt, DR Stills fra TV Avisen: Bjarne Bergius Hermansen, DR Stills fra Aftenshowet: Bjarne Bergius Hermansen, DR Stills fra Voice Junior: Per Arnesen, TV 2 Stills fra Vild med dans: Henrik Ohsten, TV 2 Stills fra De bortførte børn: TV 2 Stills fra Sjit Happens: Sebastian Zamorski, TV 2 Zulu Stills fra De bortførte børn: TV 2 Stills fra Natholdet: Theis Mortensen/TV 2

LEGATUDVALGET UDDELER MIDLER FRA DEN KOLLEKTIVE 1/3 AF BLANKBÅNDSMIDLERNE FRA COPY-DAN De kollektive båndmidler kan søges af ophavsmænd og kunstnere indenfor alle genrer, herunder navnlig de, som yder væsentlige og nyskabende bidrag til dansk musik og film, men som ikke har mulighed for at leve af deres kunstneriske virksomhed.

Næste ansøgningsfrist: fredag den 29. maj 2015 inden kl. 12.00. Der skal udfyldes et ansøgningsskema. Ansøgningen må højst fylde 4 A-4 sider inkl. budget. Ansøgningen skal afleveres i 7 eksemplarer. Skemaet kan downloades fra vores hjemmeside www.filmdir.dk eller rekvireres hos sekretariatet.

EN BØN FRA SEKRETARIATET Kære Medlemmer, Det er så ærgerligt at sende invitationer ud til spændende medlemsarrangementer og sjove fester – og få fejlmeldinger og post retur fordi mail- eller postadressen er forkert. Og det er både besværligt og tidskrævendende, når vi har udbetalt rettighedsmidler til et gammelt kontonummer. Derfor: Når I flytter, får nyt telefonnummer, ny mail-adresse eller nyt bank-kontonummer er det vigtigt, at I husker at kontakte sekretariatet og give os de nye oplysninger, så vi altid kan komme i kontakt med jer.

På forhånd tusind tak! .

Lidt dybere ind i JAPAN For femte gang er film- og teaterinstruktøren Palle Kjærulff-Schmidt flyttet en måned til Japans gamle kejserstad, Kyoto på en ny tankevækkende søgen efter en endnu dybere indsigt i landets kultur, landskabsformning, litteraturen gennem mere end 1000 år, kunsten og ikke mindst nogle af hemmelighederne bag de klassiske ældgamle men stadigvæk lyslevende teaterformer, Kabuki- og No-teater. Desuden får man 130 af forfatterens allerbedste farvefotografier. I Jyllands Posten fik bogen fem af seks mulige stjerner.

Foto: Annette Greenfort

Pris hos boghandlerne: 298 kr.

LEGATOPHOLD PÅ KLITGÅRDEN Klitgården er et

refugium for videnskabsmænd, forskningsmedarbejdere og kunstnere, som har

brug for at kunne koncentrere sig om et projekt eller et værk. Der er plads til 15 personer samtidig. Den enkelte gæst får et værelse med arbejdsbord og adgang til fælles rum. Derudover er der tre atelierer. Tre daglige måltider bliver serveret.    Klitgården har fondsmidler til et antal legater, som dækker opholdsudgifterne på Klitgården i 2 uger, på nær en egenbetaling på 110 kr/dag.   Medlemmer af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer kan ansøge ved at indsende en beskrivelse af planerne for opholdet, CV samt evt. andre relevante oplysninger til Klitgården, Damstedvej 39, 9990 Skagen, mail: info@klitgaarden.dk.

Næste ansøgningsfrist: d. 1. marts. Da der ikke er et lydisoleret musikrum, kan Klitgården kun tage imod musikere og komponister, som bruger instrumenter med høretelefoner. Ansøgere, som har modtaget et tilsvarende legat inden for de seneste 2 år, vil ikke komme i betragtning.

Vi søger ikke et resultat, vi starter en proces. Se flotte fotos fra INSP LAB I, find flere deltagercitater og meget mere på inspirationslaboratorium.dk Teatret Masken Voldgade 1 4800 Nykøbing F

Grønnegade Teater Grønnegade 10 4700 Næstved

Cantabile 2 Kostervej 2b 4780 Stege

Er du professionel skabende kunstner? Vil du undersøge inspirationens væsen og stille skarpt på kunstneriske processer?

20. - 23. maj 2015 INTERNAT

“Som at zoome ind på sit egen kunstneriske proces og derefter forstørre den ved hjælp af de andre.” Citat fra deltager i INSP LAB I

Foto: Annette Greenfort

“Jeg står tilbage med forøget inspiration, netværk og et initiativ til at arbejde dybere med gruppen.” Citat fra deltager i INSP LAB I

Still fra Deadline, Martin Krasnik, DR2, 2014

Danish Film Directors www.filmdir.dk ISSN 1601-5843