Take71 Virtual Reality

1

AT ENGAGERE SIG I DET FÆLLES Af Christina Rosendal

DANSKE FILMINSTRUKTØRER Nørre Voldgade 12, 2th 1358 • Kbh K. Tlf: 33 33 08 88 • Fax: 33 33 08 80 mail@filmdir.dk • www.filmdir.dk Ansvarshavende redaktør Karen Bernheim Temaredaktør Martin Strange-Hansen Redaktionsgruppe Martin Strange-Hansen, Klaus Kjeldsen & Karen Bernheim Design e-types & Sandra Odgaard Tryk Glumsø bogtrykkeri A/S • Oplag / 700 Take udkommer 3 gange årligt.

Take er både et informationsblad og et debat-forum for aktuelle filmpolitiske diskussioner Alle indlæg er velkomne

Næste deadline: 15.05.2017 2

Jeg modtog for nylig en sær-Bodil for mit arbejde som formand for Danske Filminstruktører. Den blev jeg rigtigt stolt over. Men jeg blev især glad for det signal, Bodilkomitéen udsendte til filmbranchen, nemlig at de værdsætter det filmpolitiske arbejde. Det at engagere sig i det fælles, blev hyldet med den pris.

Nu er mit arbejde som formand ikke mit alene, det er en kulmination af mange menneskers insisterende dialog om dansk film. Min sparring med bestyrelsen og ikke mindst med næstformand Klaus Kjeldsen, og sekretariatet ledet af Sandra Piras er helt afgørende for mit virke. Disse mennesker er derfor indlysende medmodtagere af prisen for mig. Men det er I også, alle medlemmer, både dem jeg møder tit og sjældent. Jeres sparring, idéer og kritik er en væsentlig årsag til at foreningens arbejde er blevet synligt.

Hvorfor overhovedet lave politisk arbejde? Det kan være ensomt at være filminstruktør. Man står op om morgenen og er drivkraft på alt i sit arbejdsliv, for filmens vision, at overbevise investorer, inspirere manuskriptforfattere, filmhold og skuespillere, risikere prygl fra anmelderne og endnu værre, at blive ignoreret af publikum. Det er hele tiden ’mig-mig-mig’ og det kan blive ret trættende. Som formand for Danske Filminstruktør kæmper jeg ikke kun for mig selv, men for og med et stort fællesskab af instruktører.

Hvad er det, der driver den enkelte instruktør? Når jeg ser en film, så spekulerer jeg altid over, hvad det er for en

drivkraft, der fik netop denne instruktør til at lave netop denne film. Det er en spændende tankeproces, som fører videre i spørgsmålet: Hvorfor brænder nogle film helt igennem, mens andre blot flakser lidt? Jeg tror på, at en films evne til at brænde, er en direkte konsekvens af et menneske, der brænder. Man kan ikke bare være ”interesseret” i at lave film og så med interessen skabe et vildt brændende værk. Det, der gør forskellen på en god eller dårlig film, er instruktørens nødvendighed. Med nødvendighed mener jeg, den kraft du mærker vildt, inderligt, insisterende, drivende som den primære i din relation til dine medmennesker.

Det kan være et behov for kærlighed, tilgivelse eller anerkendelse, Eller noget helt fjerde. Vrede måske. Hvis jeg nu f.eks. som menneske er drevet af at skabe større empati i samfundet, så vil hvert et skridt jeg tager, handle om at komme til at skabe empati. Denne nødvendighed trænger sig så meget på at den, selv når jeg er udmattet og illusionsløs, stadig oplever den som en livsdefinerende kraft for mig.

om økonomi. Alt dette inspirerer mig i mit arbejde som filminstruktør.

Hvornår er det mere vigtigt at gå op i det fælles end at gå op sit eget, og behøver de to ting overhovedet være modsætninger? Jeg tror ikke på, at store forandringer kun skal skabes i det politiske system.

De skal især skabes i civilsamfundet. Af os der står på gulvet. Jeg tror på, at hvis vi er solidariske med hinanden, kan vi hver især få meget bedre vilkår i arbejdet. Vi kan skabe store forandringer, når vi står sammen. Og så kan Bodil være med til, at vi taler højere og blive hørt mere.

Jeg tror på, at en films evne til at brænde, er en direkte konsekvens af et menneske, der brænder.

Christina Rosendahl, Formand Danske Filminstruktører

Når jeg har valgt at lave et stykke filmpolitisk arbejde for en tid, så hænger det sammen med nødvendigheden i mit liv. Den folder sig ud i de film, jeg laver og i det filmpolitiske arbejde. Nogle gange er jeg mest optaget af filmene, andre gange af det politiske, men nødvendigheden er den samme.

Når jeg ser tilbage, så har det at lave politisk arbejde gjort, at jeg har mistet en stor del af min angst for systemet. Hvor jeg før var en instruktør, der stod udenfor slottet og så op på murene med håb og frygt for dem, der traf beslutningerne over mig og mine kolleger, så føler jeg nu, at jeg har lige så meget ret til at være med derinde som dem. Jeg har ret til at medskabe de betingelser, vi arbejder under. Afmagten, vreden og forvirringen er afløst af større mod og kreativitet og af følelsen af, at man faktisk kan gøre en forskel. Derudover har jeg fået nogle værdifulde erfaringer med ledelse af kreative processer, konflikthåndteringer, at samarbejde med folk jeg er uenige med, lobbyarbejde og viden 3

ALMAGEST Installation 02, 2017

INDHOLD 2 Formandens introduktion 4 TEMA: Virtual Reality: 4 En ny dimension af Martin Strange-Hansen 12 At udvide sit register - interview med Vinca Wiedemann og Simon Jul Andersen 20 Bevidsthedsspring i VR-land af Johan Knattrup 30 The mind boggles - interview med Alex Hessler, Tippet Studio 36 VR og biografen - interviewfeature med John Tønnes 40 Mød medlemmerne 46 Mindeord om Annelise Hovmand 48 Nyt fra Danske Filminstruktører Medlemsundersøgelse 2017 Næste frist legatansøgninger og vejledning Ansøgninger til Pitch me baby Ny rettighedsguide til medlemmerne Råd & Udvalg, Nye medlemmer Legatuddelinger

4

5

still fra Doom Room, 2017

TEMA

EN NY DIMENSION af Martin Strange-Hansen

“Vent nedenfor trappen. Der kommer en og henter jer”, med de ord lukkes døren og jeg står med 5 fremmede mennesker foran en gammel metalvindeltrappe. Vi ser lidt forlegne på hinanden; For 30 sekunder siden afleverede vi vores jakker i garderoben på den anden side af døren. Nu står vi i et stearinoplyst rum, hvis størrelse ikke efterlader plads til intimgrænser. Vi ved ikke, hvad der venter os ovenfor trappen, bortset fra at intimgrænsen ikke er den eneste barriere vi står for at overskride. Snart vil vi blive transporteret ind i et andet menneske, vi vil for en kort periode blive en anden, opleve verden fra hans perspektiv. Dø med ham og havne i en dimension mellem liv og død. Jeg er til fernisering på “Doom Room”, en VR-performance i natklubben Chateau Motel.

DOOM ROOM Manus og instruktion: Jesper Dalgaard Producent: Mads Damsbo, Makropol Medvirkende: Stephen Pende, Nicolai Jørgensen, Marcel Mate, Suman and Umar Dog, Elisabeth Shønenberg, Christian Mollerup, Iza Mortag Freund, Balder Brusch, Victor Zacharias Schmidt Venue: Chateu Motel, ultimo januar 2017

6

7

stills fra Doom Room, 2017

For de uindviede står VR for Virtual Reality, en teknologi, hvor brugeren ved at iføre sig et par VRbriller kan opleve blandt andet film og spil i 360 grader. Brillerne følger hovedets bevægelser, så man som publikum selv styrer, hvad man ser på.

Det er med andre ord en oplevelse, som omslutter én hele vejen rundt. Som står man fysisk i det univers, man ser på.

Forventningerne til teknologiens betydning som næste store platform for home-entertainment er massive, og tech-giganter som Facebook, Microsoft, Google og Sony, kæmper i forreste linje om at blive standardsættende for teknologien.

Hvor det indtil nu primært har været spilbranchen, som har haft øjnene på VR-teknologien, er VR for alvor begyndt at blive inviteret indenfor på filmscenen. Sidste år var jeg gæst på to internationale kortfilmsfestivaller: OFF i Odense og Interfilm i Berlin.

Begge havde fokus på VR-film og viste VR-film i særlige pop-up biografer, og selv på Cannes-festivalen sidste år samlede interessen sig især om VR. En nøgen kvinde med langt hvidt hår, sorte pupiller og måneskinsfarvet hud træder ned af vindeltrappen. Hun signalerer, at vi skal følge hende op, og en efter en bevæger vi os op af den smalle trappe. Rummet vi kommer op til er beklædt med plastik. Stearinlys står på alle flader, og midt i rummet står månekvinden ved et rullebord. Da vi har bænket os på de plastbeklædte møbler løfter månekvinden låget fra et sølvfad på bordet og åbenbarer 6 friske grisehjerter. Andægtigt placerer hun et hjerte i hver af vores hænder. Herefter bliver vi kommanderet op til bordet, hvor vi knælende får serveret et glas med en blodlignende substans, før hun enkeltvis fører os hen til en stor tung metaldør. Kvinden slår to slag på døren, slaget besvares fra den anden side, og jeg træder ind i et mørkt rum, hvor en kutteklædt figur tager imod mig. Han lægger en kutte over mine skuldre, og giver mig en VR brille på. Et flammende kultisk 8

tegn svæver i luften foran mig.

Snart forsvinder det kultiske tegn, og jeg befinder mig i en efterårsfugtig vildmark. Foran mig ligger et dødt rådyr. Det må være mig, der har skudt det, for mine hænder, eller hænderne på den person gennem hvis øjne jeg oplever verdenen fra, er i gang med at skære hjertet ud af rådyret. Jeg ser ned af “mig selv”, jeg har jagtbukser på, en ternet skjorte og opsmøgede ærmer. Efter at have dissekeret hjertet griber “jeg” geværet ved min side, og efter at have sigtet lidt formålsløst ud over vildmarken vender “jeg” geværet og ser direkte ned i løbet. Det suger i min fysiske mave, og jeg prøver at se væk, der er noget grænseoverskridende, noget forkert ved at se ned i løbet i denne tilstand. Jeg føler mig truet, som om det virkelig er mig selv, der ser ned i løbet, men jeg har ingen magt til at lægge geværet væk, filmen kører ubønhørligt videre og jeg ser, hvordan den ene hånd rækker efter aftrækkeren. Det er en markant anderledes fysisk oplevelse, end hvis jeg så den samme scene i en traditionel film. Her er det virkelig mig der ser, hvordan fingeren nu finder aftrækkeren og det uundgåelige sker.

Jeg føler mig truet, som om det virkelig er mig selv, ..

Da Filmskolen i september holdt 50 års jubilæum havde VR også sneget sig ind her. En VR-biograf var blevet etableret i anledningen og i Ekkos reportage om festlighederne, blev rektor Vinca Wiedemann citeret for at kalde VR for filmmediets fremtid.

Nordisk film afholdt ligeledes en event med en VR pop-up biograf i Palads i juni, og ved den nyligt afholdte Oscaruddeling, stak en af de nominerede film i kort-animations-kategorien ud ved sit forsøg på at favne den nye teknologi: Filmen “Pearl” er tilgængelig i både en VR og en traditionel version.

Det er den traditionelle version, som er nomineret, men filmen kan som sagt også opleves i en VR version. Jeg har oplevet begge versioner, og i min oplevelse, lider denne films filmiske fortælling i 9

still fra Doom Room, 2017

Som filminstruktører har vi været vant til at sætte kameraet et sted og nøje udvælge, hvad publikum skal se.

VR versionen under det frie udsyn, hvor vigtige fortælle-elementer forsvinder, da publikum ikke altid ser det samme sted hen. Men netop fordi det ikke er lige til at oversætte handlinger fra den ene platform til den anden, finder jeg det fascinerende.

Som filminstruktører har vi været vant til at sætte kameraet et sted og nøje udvælge, hvad publikum skal se. Det kan vi ikke på samme måde i VR, så hvordan fortæller vi så?

For hvordan stiller man sig som instruktør i dette medie? Hvilke kunstneriske muligheder giver 360 graders oplevelsen? Hvad giver det af fortællermæssige udfordringer? Hvad med klippet, fotografens fortællende framing og instruktørens stemme? Er det virkelig filmens fremtid, filmens død, en døgnflue, eller er det den endelige sammensmeltning af filmen og computerspillet?

Det er, under alle omstændigheder, et format, som skaber en markant anderledes sensorisk publikumsoplevelse end den traditionelle film.

Alt det prøver vi at belyse i dette nummer af TAKE, så spænd brillen og dyk ned i betragtninger og erfaringer om VR. Geværet går af med et brag -og jeg flyver ud af kroppen, falder fra 10. sals højde mod et betongulv, og pludselig er jeg i en anden dimension. En lyserød bar med en gigantisk bartender, som ser brysk på mig, blege skjorteklædte drenge på række sidder langs væggen og stirrer på mig sammen med en vandkæmmet voksenbaby. Foran mig står en mikrofon: vil de virkelig have mig til at synge?

Jeg ryger videre - er en jernkæde-låst gladiator i et rum fuld af foliebeklædte kvinder, er pludselig i et chandelier -oplyst rum med guldgardiner, hvor en Liberace-Elvis klon vrider sig på gulvet foran mig.

Jeg er virkelig havnet i en ny dimension.

God fornøjelse Martin Strange-Hansen, Redaktør

MARTIN STRANGE-HANSEN, REDAKTØR Martin Strange-Hansen, redaktør Filminstruktør, manuskriptforfatter, forhenværende formand for Danske Filminstruktører, Filmkonsulent på Filmværkstedet indtil d. 1/7. Uddannet fra den Danske Filmskole 2001.

”-Jeg har altid haft det dobbelt med ny teknologi til filmproduktion. Dels finder jeg det dybt fascinerende og inspirerende med de muligheder, som digitaliseringen i alle dens afskygninger betyder for arbejdsflow, fortælleformer, fleksibilitet, økonomi, frihed og demokratisering.

På den anden side er jeg tilhænger af de gode gammeldags dyder som analog filmskabelse påkrævede: Begrænsningens kunst, det filmiske håndværk og den koncentration og krav om præcision, som det snurrende kameras konsumering af råfilm affødte.

Men nysgerrigheden er dog en større kraft end skepsissen, da ny teknologi altid pirrer til mit ”hvordan kan man bruge det til at fortælle på?”-instinkt. Samme nysgerrighed stod bag min webisode den webby-hædrede “Pinly & Flau” fra 2008, så vidt vides Danmarks første webisode.”

10

11

AT UDVIDE SIT REGISTER af Martin Strange-Hansen

12

13

Jeg er taget ud på Filmskolen, for at undersøge hvorfor VR spillede så markant en rolle ved Filmskolens jubilæum sidste år. Filmskolen, som er filmkunstens mest anerkendte udklækningssted i Danmark, har inviteret VR ind i stuen, det må der være en grund til, tænker jeg. Derfor sidder jeg nu på rektors kontor med en kop kaffe og en række spørgsmål på tungen. Da VR er opstået i computerspilsverdenen, og det først er for nylig filmverdenen har taget det til sig, sidder der overfor mig to personer, klar til at svare på mine spørgsmål: Filmskolens rektor Vinca Wiedemann og Simon Jon Andreasen, leder af animationsuddannelsen og DADIU. (Danish Academy of Digital Interactive Entertainment)

Vi er filmfolk og det vil være naturligt, at vi favner det og udforsker det.

-Vinca, ved Filmskolens jubilæum sidste år havde Filmskolen en VR-stand hvor man kunne prøve VR, og jeg læste på Ekkos hjemmeside en udtalelse fra dig, hvor du kaldte VR for filmens fremtid.

Kan du uddybe det?

VR- MOMENTET OG FORTÆLLINGEN VINCA: “Det er baseret på noget, der opstod anden gang jeg prøvede VR. Pludselig var jeg i en oplevelse, som tydeligt var filmisk, med filmisk potentiale, og på den anden side så var det noget andet og meget mere. Jeg følte mig lige så nyfødt, som de første tilskuere til Lumieres første visning dengang i filmens barndom. I det moment forstod jeg deres oplevelse, da de flygtede ud af biografen, fordi de troede, at nu blev de kørt over. Jeg kalder det mit "VR-moment."

Det var oplevelsen af, at her ser jeg på noget, som ikke bare repræsenterer en ny 14

udvikling, men en slags paradigmeskifte.

Og det er altså talt fra en, som er født i ’59 sammen med fjernsynet og har set teknologier komme og gå, jeg har altså aldrig før oplevet en slags mediemæssig genfødsel i et nyt paradigme, som jeg oplevede den dag med VR. Det var en oplevelse af, at det her kommer til at revolutionere det almindelige publikums oplevelse af hvad film er og hvad film kan. Det er spændende, fordi det giver os nogle helt nye kunstneriske udtryksmuligheder. Vi er filmfolk og det vil være naturligt, at vi favner det og udforsker det.

Derfor hører det naturligt til på Filmskolen.”

-Hvordan det?

SIMON: “Altså vi er jo først og fremmest interesserede i at lave fortællinger. Vi uddanner instruktører, manusforfattere, klip-

hvad for et format passer til denne her historie? pere, fotografer, tonemestre og så videre til at blive virkelig dygtige fortællere. De skal jo lære at finde lige præcis deres indgang til fortælling, men de skal også kunne se, “hvad for et format passer til denne her historie”?

Derfor skal de selvfølgelig også kende VR. Fordi VR er på en eller anden måde sådan en slags nyt moderformat.

Så først og fremmest handler det om at gøre det tilgængeligt for alle elever på skolen.

Derfor har vi bygget et lille rum på skolen, hvor der er de vigtigste maskiner til VR, og så er der en stor rød knap, hvor man kan gå ind og trykke. Så kan man nemt og enkelt afprøve det”.

“Men selv om du har VR som sådan en stor legeplads, så er vi interesseret i det om fortællingen: Hvordan vi kan gå ind og give folk den illusion eller oplevelse, som fortællingen er.

Der er der, at spørgsmålet om virkemidler dukker op, for hvad er virkemidlerne i VR? Dybest set er VR jo meget, meget ungt. Det er ligesom med Lumieres film de tidlige skridt, der bliver taget nu. Der er ikke nogen, der ved, hvilket sprog vi ender med at bruge. Alle kan se, at der ligger en fortælling i det, eller i hvert fald, at der er mulighed for at lave fortælling i det”.

VINCA: “Det er også derfor, vi hele tiden nævner fortællingen og det at se os som fortællere.

For hvis man ser på det, hvad er så vores kunstneriske byggesten, de basale byggesten i fortællingen? Det er karakterer, det er scener, det er rum og fordi det er karakterer i situationer, der relaterer sig til hinanden, så er det også relationer og dialog.

Og så er det handlingsforløb, sammen-

kædet af situationer, karakterer, rum og handlinger.

Det er måske det, som er vores byggesten”.

KLIPPET OG VR -Det bringer mig til spørgsmålet om klippet.

Hvordan klipper man i VR? Er vi stadig på Lumiere-niveau, hvor vi mangler Kuleshov og Eisenstein?

VINCA: “Ja, og dog. Fordi den store forskel er, at du nævner klippet helt naturligt. Det vil sige, der er noget, vi allerede kender som “klippet”, begrebet klip er allerede opfundet. Nu er det mere noget med, at vi prøver at se, om man kan overføre det, og hvordan man gør det.

Jeg er jo oprindeligt uddannet filmklipper, og til dem der siger, “jamen man kan jo ikke klippe i VR! ” og “hvordan kan man det? ” - vil jeg sige “Jamen det er da det mindste af det”!

Vi kan jo bare skæve til gode gamle Walter Murch, filmklipperen der klippede for Coppola. Han taler om klippet som “the blink of an eye”.

Hvis vi nu tager den tanke og omformer den, så kunne man jo forestille sig, at man i VR bogstaveligt kan bruge publikums øjenblink til at lægge klippet dér.

Det er allerede udbredt at bruge lyd til at guide publikums opmærksomhed hen de

.. jeg tror det bliver nogle konventioner man meget hurtigt vænner sig til. forskellige steder og på den måde styre klippet. Man opererer også forskellige steder med, at man ligesom kan “klikke” sig ind i et nærbillede. Så jeg tror det bliver nogle konventioner, man meget hurtigt vænner sig til”.

15

SIMON: “Der er også software, som følger øjnene, så når man ser et bestemt sted hen, så opfatter softwaren, at du har en særlig interesse for det sted, og så begynder den at zoome langsomt ind på det, du kigger på.

Det er interessant, for du vælger ligesom selv, hvad det er for nogle detaljer, du fokuserer på. Men igen kommer det hele tiden an på, hvad det er for en fortælling eller historie, man laver. Det er jo muligt at have nogle fortællinger, hvor det netop er detaljen, det handler om”.

Du kan folde et øjeblik ud ligesom et digt VINCA: “Jeg synes, det peger hen på et mikrokosmos, som lidt svarer til filmen overfor litteraturen. Altså vi ved jo, at en spillefilm ikke svarer til en roman, det svarer til en novelle, fordi der er så lidt man kan fortælle på film i forhold til, hvad man kan bruge sproget til.

Her opfatter jeg VR som endnu et skridt i den retning, fordi det kan være så stemningsbåret. Jeg vil ikke engang sige følelsesbåret, selvom vi normalt taler rigtig meget om følelser på film. Jeg vil sige stemningsbåret. En slags ”stemningsbårethed, ” som måske mere minder om musik, hvor ekstremt simple handlinger kan få en enorm fylde.

Som i Goddards “Vivre sa Vie”, hvor der bliver rørt rundt i en kaffekop, og så kigger man ned i kaffen, og pludselig føler man, at man er ude i universet og i mælkevejen. Den følelse af fylde i oplevelsen i meget mindre handlinger, hvor du kan gå ned i detaljer, så det nærmest bliver en surrealistisk proportionsændring. Du kan folde et øjeblik ud ligesom et digt, men alligevel opleve et forløb, en fortælling og en fylde i det.

Det, som mange filmfolk kæmper med lige nu, er at fylde en masse handling i, fordi 16

der er det her billede hele vejen rundt. Det behøver man slet ikke. Det er meget federe, hvis der er meget mindre handling”.

“Jeg tror, at den store tilvænning er, at det er så stærk en sansepåvirkning, der foregår når man ser VR. Publikum bliver simpelthen mættet for hurtigt. Der kan næsten ikke nå at foregå noget, før man har fået nok og skal have en pause, og er helt svedt. Det er jo noget at kæmpe med, som fortæller, indtil der sker en tilvænning hjernemæssigt. Jeg tænker, den nok skal komme. Da folk første gang så dogmefilm, gik de også med kvalme, fordi kameraet rystede. Det har vi jo vænnet os til ikke? Jeg har i hvert fald ikke hørt, at folk kun se “Homeland” i 5 minutter fordi kameraet ryster”.

FAVNE NYT OG BEHOLDE SIN STEMME -VR bryder åbenbart med flere af de klassiske funktioner: Fotografens framing er udvisket, auteurens insisterende fokus, som vi kender det, er opløst, og klipperens rytme og narrative fokusering ser ud til at skulle redefineres.

Hvor ser I Filmskolens rolle som kunstnerisk udklækningssted her?

Det som er vigtigt er, at vores studerende generelt bliver vænnet til, at man hele tiden omfavner de nye medier VINCA: “Det er ikke fordi, vi skal blive VR-specialister på Filmskolen, men de nye teknologier, de nye fortælleformer og så videre, de skal bare have en naturlig plads her på skolen.

Det som er vigtigt er, at vores studerende generelt bliver vænnet til, at man hele tiden

omfavner de nye medier. Så man formår at forholde sig med sin egen historie og sit eget formsprog til de nye formater, som vil blive ved at vælte ind over os. Så man får et naturligt forhold til det, i stedet for et meget angstfyldt eller afvisende forhold til det.

For det er i hvert fald sikkert, at ligesom de filmklippere, der i sin tid sagde, at “videoklip og Avid - det er ikke noget for mig, jeg holder mig til det gode gamle Stenbeck-klippebord”, altså de fik jo meget hurtigt store problemer. Så hvordan lærer vi eleverne at kunne favne nye tendenser, på en balanceret måde”?

“Et eksempel på hvordan vi eksperimenterer med at lære at favne, bare med et andet perspektiv, det er, at lave incitamenter så fiktions-, dokumentar- og animationsinstruktørerne prøver at arbejde sammen.

Så hvis nu en animationsinstruktør og en dokumentarinstruktør har lyst til at gå sammen om et projekt, så kan vi gå ind med lidt ekstra penge i projektet. Det er jo en helt anden måde at tænke uddannelse i forhold til, hvordan vi traditionelt har gjort.

Og en måde vi kan være med til at facilitere andre måder at udvide sit eget fag på”.

SIMON: “Hvis man for eksempel tager dokumentareleverne deroppe hos Arne, og hele den der snak om den personlige stemme. “Hvad er det, jeg kan, som gør, at det jeg laver er unikt? ” Det er jo ikke noget, man altid kan se selv. Der er behov for nogen udefra, der ser det bedre end en selv”.

VINCA: “Den studerende der går her skal have udfordringer, skal personligt udforske og udfordre sig selv og udvide sit eget register. Det er det, der er med til at karakterisere dem, der er gået på en uddannelse i forhold til dem, der er autodidakte; at man her er blevet tvunget meget mere ud i ukendt land og dermed har man også fået

udvidet sit register og sit udtryksregister.

Det er dér, man lærer sin personlige stemme at kende. Det er noget af det vi kan, og det er noget af det vi skal som uddannelse”.

SIMON: “Og det samme kunne man forestille sig med teknologi ikke? Hvorfor skulle en fiktionsinstruktør ikke prøve at komme ind og prøve at lave spil eller lave VR”?

EN OPFORDRING TIL LEG -Hvis vi nu her til sidst ser lidt i spejlkuglen, hvad vil det her så betyde for den gammeldags film og de instruktører, der har den faglighed?

Virtual reality won’t merely replace television. It will eat it alive SIMON: “Jeg har et citat til dig her fra starten af 90’erne af Arthur C Clarke: “Virtual reality won’t merely replace television.

It will eat it alive”! Det der er det interessante ved det citat er, at det er fra starten af 90’erne, og nu er vi i 2017. Og det sætter lidt i relief, at de der fantasterier om hvad VR vil betyde, de bliver lidt til grin”.

VINCA: “For mig betyder det heller ikke, at den gamle film er død. Sådan oplever jeg det slet ikke. For generelt, så det vi oplever med medieudviklingen er, at selv om der hele tiden kommer nye ting til, så forsvinder det gamle ikke. Det konvergerer heller ikke, som vi troede engang. Nu ved vi, at det snarere ligner sådan en slags knopskydning. Der kommer nye fortælleformer og nye medieformer, men de gamle vedbliver at eksistere. Selv den gamle taleradio er der jo stadig, og har tilmed fået sig en gevaldig renæssance som podcast”.

17

“Utroligt mange reagerer overfor VR med, “nej, det er ikke mig”, hvor man næsten instinktivt skubber det fra sig. Dér handler det om at være nysgerrig, synes jeg: Altså vi kan sagtens se, hvad det er det ikke kan, men hvad er så det det kan? Det er det, der er det interessante, og det er der flere filmfolk, der eksperimenterer med allerede: Daniel Dencik var ude og eksperimentere på Roskilde-festivalen sidste år og Annette K Olesen skal muligvis også involveres i et større VR-projekt”.

“Der er en hel trend allerede i at eksperimentere med, hvad man kan bruge VR til i dokumentarsammenhæng: Hvis man f.eks. sætter et VR kamera op i en flygtningelejr, så er der en hel diskussion om, om det inducerer mere empati, fordi man kommer tættere på at opleve flygtningenes liv.

Personligt tror jeg, det er en naiv forestilling, men nogle gange er det jo de allermest naive eksperimenter, der fører os de mest

interessante steder hen. Så bare det at sætte sig ned og bruge lidt tid på at soppe rundt i bassinet”.

SIMON: “Man kan jo prøve at købe sådan et lille VR kamera til at sætte på sin iPhone. Klik, og så er man klar til at optage 360 grader. Og så kan man bruge en helt simpel Card board-boks til at se det på bagefter.

Prøv at skrive en scene, prøv at lave en reading eller gennemspilning, som du optager og se hvad du får ud af det. Det er billigt, og det er hurtigt og det er rigtigt sjovt. Det er vigtigt at komme i gang med at lege med det, for det er det niveau, det er på nu”.

VINCA: "En talentfuld instruktør med hele sit sanseapparat, vil opleve, at det er så igangsættende at få de der skide briller på i 10 minutter, at man har tankestof nok til den næste måned. Så bare få set det og få det oplevet”.

Det er vigtigt at komme i gang med at lege med det Min kaffekop er tom. Jeg takker for interviewet, træder ud i den fugtige februarvind, sætter mig på cyklen og kører hjem.

Derhjemme var planen egentlig, at jeg skulle sidde og læse et oplæg, men tankerne springer hele tiden væk fra papiret. Hvad kan man med det her medie? Hvordan ville jeg stage den her scene, hvis nu det var VR? Ville man kunne fortælle sådan, og hvis ikke, hvordan kunne man så?

Jeg finder mig selv flere timer senere, googlende priser og anmeldelser af tilgængelige VR-kameraer, og tjekke småfilm i min byggemarkeds VR-brille.

Det oplæg kommer vist til at vente lidt.

18

VINCA WIEDEMANN (F. 1959) Rektor for Den Danske Filmskole. Uddannet filmklipper i 1987, har bl.a. arbejdet som filmklipper, manuskriptforfatter, producer og konsulent sammen med Lars von Trier, Susanne Bier, Lone Scherfig, Bille August m.fl. Har haft flere forskellige ansættelser i Det Danske Filminstitut og er bl.a. medgrundlægger af New Danish Screen, instituttets program for talentudvikling. Udnævnt af Kulturministeriet som rektor for Filmskolen i 2014.

SIMON JON ANDREASEN (F. 1971) Leder af Animationsuddannelsen og DADIU (Danish Academy of Interactive Entertainment) på Den Danske Filmskole. Har arbejdet som både filminstruktør, radiodokumentarist, digital publicering og som spiludvikler ved bla Deadline Games, Peoples Press, Gyldendal, Wizmondo Entertainment & Game Heist Holding.

Game Director på bla “Blackout”, “Crosstown” & “Watchmen” ved Deadline Games.

KHORA Virtual Reality firma, som leverede det omtalte VR udstyr til Filmskolens Jubilæum. For nysgerrige tilbyder Khora 10 minutters gratis demo af VR i deres domicil i Høkerboderne 8 i Kødbyen. www.khora-vr.com

19

The Doghouse, 2017

TEMA

I 2014 udgiver instruktør Johan Knattrup Jensen sit første VRværk, ’Skammekrogen’, hvilket viser sig at være en dør ind til en bevidsthedsudvidende rejse ind i cinematisk virtuel reality.

BEVIDSTHEDSSPRING I VR-LAND af Johan Knattrup Jensen

20

Jeg har det, som publikumsdirigenten Hitchcock må have haft det ved visningen af Psycho; jeg holder intenst øje med hver enkel hovedbevægelse på publikum, jeg lytter til deres åndedrag, jeg ved præcist, hvor de er henne i filmen. Nu skal de til at spise kagen, og nu, nu svæver de ud af deres egen krop.

Oplevelsen, den fysiske følelse af at svæve ud af sig selv, om man har prøvet det eller ej, så oplever publikum det nu på egen krop.

Cannes 2016, premiere på VR-filmen ’EWA, Out Of Body’. Det er første gang jeg er på festivalen, men jeg må indrømme, at det har været en drøm, så længe jeg kan huske. Det er som om, noget falder på plads inden i mig.

Cannes er noget, man bliver afhængig af. Fra

første forsøg. Sådan har jeg det, jeg vil tilbage, det ved jeg. Men jeg vil gøre det på mine præmisser, min måde at lave film på.

Dét, der virkelig tiltrækker mig ved VR, er at jeg kan gøre noget, som ingen andre har gjort før mig. At jeg kan bygge mine egne kameraer, at jeg kan udvikle min egen stil, tale mit eget sprog. Og at jeg kan se på publikum, at de er helt inde i filmen, inde i sproget. At jeg kan tale med dem ved hjælp af sansninger, tilstedeværelse og bevægelser.

Helt kort: VR er en computerskabt virkelighed, som du oplever ved hjælp af videobriller. Du kan som regel interagere med det oplevede ved hjælp af håndbevægelser eller 21

Vi ville lave noget, der er fysisk og sanseligt. hovedets drejninger. Men VR er også meget andet, bl.a. ikke-computerskabte billeder, herunder film, hvor det filmede billede strækker sig hele vejen rundt om dig, tilskueren, både over og under, 360 grader, og gerne stereoskopisk. Det er den slags, jeg beskæftiger mig mest med, den filmede virkelighed. Hovedsageligt fiktion, men også dokumentar. Jeg er ikke desto mindre begyndt at forstå, hvad det kan betyde for filmen, at den kan programmeres og hvilke muligheder det indebærer. Samtidig er jeg begyndt at forstå, at filmen har mulighed for at transcendere sig selv. Den har mulighed for at flyde ud over sine egne rammer og blive til mere end en ’film’, men en oplevelse, en helhedsoplevelse! Det vender jeg tilbage til.

Når jeg skriver, at den kunstneriske udvikling ikke viser sig selv i de store tanker, men i de små hændelser, er det ikke ensbetydende med, at de store tanker ikke ændrer sig. For selvfølgelig gør de det. Det foregår bare flydende over tid og gør det svært at definere skellet for, hvornår man begyndte at tænke anderledes. Oftest virker det som om, at tankerne først bliver bevidste om sig selv lang tid efter, at skellet egentlig har været der. ’SKAMMEKROGEN’ Sådan havde jeg det med ’Skammekrogen’.

I sommeren 2013 annoncerer Filminstituttets New Danish Screen, at man kan søge en ny pulje med navnet ’Shoot-it’. Puljen baserede sig på at støtte korte projekter, på et grundlag af en god idé eller interessant holdsammensætning. Det særlige ved ordningen er, at man ikke skal gå igennem en lang, opslidende udviklingsfase. Jeg taler 22

med Mads Damsbo, min faste makker og producer, om ikke vi skal lave noget sammen med kunstnerkollektivet Dark Matters. Den er alle med på, og jeg har en idé om at skabe noget, der tager en eller anden form for bevidsthedsspring, som et kvantespring, bare følelsesmæssigt. Jeg tænker på følelsen af forelskelse eller vrede eller skam. Mads og jeg er ret overbeviste om, at vi har lyst til at lave noget andet end de film, vi lavede på Super16.

Vi ville lave noget, der er fysisk og sanseligt.

Dark Matters introducerer VR-brillerne Oculus Rift for os, og vi bestiller dem straks.

Efter første test er vi sikre på, at det her må prøves. Og heldigvis får vi penge fra instituttet og heldigvis er der ingen statslig udvikling af projektet, kun vores egen mystiske vej hen til en filminstallation, der senere skal åbne døren for os til resten af verden. ’Skammekrogen’ er en film om en akavet familiemiddag og opleves gennem hver af de fem karakterers subjektive POV. Hvert POV er en film i sig selv, i ét uklippet 18 minutters lang take af den samme middag og den samme dialog, men oplevet på vidt forskellige måder. Publikum sætter sig ned omkring et spisebord, fem ad gangen, og tager hver især briller på. Med brillerne kan man kigge rundt, bl.a. ned af sig selv, hvor man vil se karakterens krop med kavalergang eller ølvom.

Man kan dermed vælge, hvem af de andre karakterer, man vil kigge på, om man vil følge dialogen, se på billederne på væggen eller bare holde øje med sine fingre, der drejer vinglassets fod. ’Skammekrogen’ optages med 2 GoPro ‘er, sat side ved side, så de danner stereoperspektiv, med ekstra wide optiker påsat og monteret på en cykelhjelm, som skuespilleren kan bære.

.. man har overtaget karakterens krop og man har overtaget karakterens vilje.

Egentlig rimelig simpelt, det var bare ikke tilgængelig viden, så vi måtte opfinde alting selv, hvilket primært er Mads' fortjeneste.

Det store bevidsthedsspring sker bare ikke, når folk tager brillerne på. Selvom det er en overvældende følelse, at være passager i et andet menneskes krop og historie, sker magien først når publikum tager brillerne af igen. En forvandling er sket og publikum opdager, at en særlig forbundenhed er etableret med de øvrige deltagere, der for 20 minutter siden var fremmede. Man taler med disse fremmede, som om de ikke længere er fremmede, for man har overtaget karakterens krop og man har overtaget karakterens vilje. Det magiske er, at publikum, helt af sig selv, at fortælle hinanden, hvordan de hver især oplevede familiemiddagen. ’Skammekrogen’ har premiere 2. februar 2014 i Nikolaj Kunsthal og spiller for fulde huse i en måned. Efterfølgende bliver ’Skammekrogen’ inviteret rundt til festivaler og gallerier, først i Danmark, derefter i Europa, siden til Nordamerika, Mellemøsten og Asien. I skrivende stund kan den opleves på Fuglsang Museum på Lolland Falster, derefter Skagen Museum, og derefter skal den til Rio de Janeiro.

Men alt det ved vi selvfølgelig ikke i februar 2014, og både Mads og jeg fortsætter med hver vores projekter. Jeg tænker, at det var en engangsfornøjelse, at VR ikke er rigtig film og at jeg skal tilbage til det format, som jeg er uddannet til. Jeg skriver nogle oplæg på spillefilm, som jeg får blankt afslag på, jeg hjælper kollegaer med deres projekter, men intet synes at virke for mig. Imens får

vi flere og flere e-mails fra hele verden, der ønsker at opleve ’Skammekrogen’. ’EWA’ I løbet af sommeren 2015 beslutter Mads og jeg os for at kaste os over et nyt projekt sammen. Projektet får titlen ’EWA’, og er en kropsliggørelse og -indtagelse af en kvinde, der vokser op i skyggen af sin mors fjerne sind.

Vi arbejder derudad med en støtte fra kunstfonden, og i februar 2016 laver vi en pilot på projektet. Jeg ønsker at lave en scene, hvor Ewas evne til at have kontrollerede ud-afkroppen-oplevelser har en påvirkning på hendes mor. Vi har behov for større kontrol over kameraet, end vi havde på ’Skammekrogen’, så vi må udvikle vores udstyr videre. Vi har ingen penge til produktionen, så vi bruger kunststøtten til at købe nogle nye fish-eye optiker, der filmer 280 grader bredt, som vi monterer på nogle GoPro’er og optimerer vores kamerahjelm i samarbejde med Anders Holck på Red Rental. Talib Rasmussen er fotograf og Danica Curcic spiller Ewas mor, der straffer Ewa for hendes lyst til lagkage.

I piloten har man Ewas perspektiv, imens man tyvsmager på kagen, men Ewa bliver opdaget af mor, der som straf tvinger Ewa til at spise hele kagen. I ren ydmygelse glider man ud af Ewas perspektiv og bliver til hendes forlængede vilje, der demonstrerer sin vrede og skræmmer mor væk. Filmen er 8 minutter lang og er mit første forsøg på at skabe bevidst filmisk VR, hvor kameraet får en betydning udover at være et perspektiv.

Vi kommer i kontakt med Cannes, som fortæller at de vil lave et program for VR, og 23

The shared individual, 2016

vi viser dem piloten. Vi bliver inviteret til at have verdenspremieren på ’EWA, Out Of Body’ på Cannes, også selvom filmen bare var ment som en pilot til et større projekt. Vi får en del opmærksomhed på festivalen, og et magasin udnævner os til at være det bedste arthouse VR i programmet. Som om VR ikke i sig selv er niche nok, så er vi nu officielt en niche i en niche.

Deltagelsen på Cannes sætter selvsagt fart på vores udvikling. Vi bliver inviteret med til festivaler over hele verden, vi kommer i kontakt med interessante mennesker og vi finder på nye idéer. Og jeg skriver videre på EWA. EN SPECIALDESIGNET TOTALOPLEVELSE ’Skammekrogen’ lærer mig mange ting, men særligt vigtigheden af, at publikum bliver sat i den rigtige kontekst inden de skal opleve filmen, og jeg taler meget med Mads om det i denne periode. Jeg udvikler begreberne førrummet og efter-rummet, som definerer det mentale eller fysiske rum, der henholdsvis sætter publikum ind i filmen og som filmen lukker publikum ud til. Bevidstheden om disse rum gør, at man kan designe rummene, så de passer til historien eller universet, og dermed kan designe publikums mind set. Der er ikke så langt fra syretrippet til den stærke VR-oplevelse, og instruktørens opgave er ikke ulig en shamans. Det er begge overvældende, ceremonielle oplevelser, der kan sætte dybe spor. Det må man være bevidst om.

Tanken om, at filmen ikke længere ’bare’ er en film, der bliver vist i en biograf, hvor folk køber popcorn og cola til, men kan være en totaloplevelse gør mig nærmest fanatisk og megalomanisk. Jeg forstår, hvorfor Wagner vil designe sit eget teater, jeg forstår, hvorfor Beatles spiller deres sidste koncert på toppen af et hus, jeg forstår, hvorfor religioner 24

bygger templer. Det handler om at sætte sin historie i en ramme, der ikke bare er en Ikearamme, men en specialdesignet ramme, der sørger for at publikum får en individuel oplevelse. Selvom man arbejder med et massemedie. Dette er muligheden for at gøre filmen til en egoistoplevelse, som kun jeg kan have, men som vi stadig kan have sammen, kollektivt. Filmen er blevet til et delt individ, vi hver især kan tage ophold i og opnå kontakt med noget sandt og skønt og uendeligt.

Vi udvikler i efteråret 2016 en filmperformance, vi kalder ’The Shared Individual’, som vises på IDFA. 50 publikummer bliver, ved hjælp af VR-briller, transporteret ind i perspektivet på én person på scenen, live.

Herfra kan man se ud blandt publikum, hvor man stadig sidder. Det handler om at synkronisere publikum med den person, man oplever perspektivet fra, hvilket vi gør med nogle simple øvelser. Efter en total synkronisering afsløres, at vi i mellemtiden har fået publikum til at forsvinde. Man er nu assimileret fuldstændigt med det delte individ.

ALMAGEST Installation 01, 2017

..,så er vi nu officielt en niche i en niche.

FRA EN DRØM, TIL ET FOSTERS POV OG MODERENS VIRKELIGHED Samtidig udvikler vi en ny pilot til EWA. Denne gang går vi endnu længere. Filminstituttet giver os nogle penge, så vi kan leje bedre kameraer og få Peter Hjorth til at hjælpe os, både som fotograf og som VFX Supervisor. Jeg ønsker at lave en scene, der beskriver, hvordan et foster oplever sin mors underbevidsthed blive til fostrets drøm. Vi skal altså filme både en drøm, et fosters POV og moderens virkelighed. Desuden vil Peter Hjorth gerne eksperimentere med at gøre filmen generativ.

Vi optager i den rå natur på Island med et Nokia OZO-kamera, der har et stereoskopisk 360 graders billedfelt. Vi optager i en lejlig25

hed i København med to Alexa Mini’er sat side ind i teknikken bagved. Jeg har filmet med ved side med 180 graders optiker på, på en jip- 16mm én gang og på digital resten af ganarm, så vi har fuld kontrol over kameraet. gene. Lyden af rullende celluloid glemmer jeg aldrig, og jeg håber at komme til at filme Jeg har endnu ikke set en VR-film, der har på det igen, og gerne i større formater. Men krydsklippet, og jeg har en interesse i at se, i mit arbejde med VR har jeg fået en ny forom det overhovedet kan lade sig gøre. VR ståelse af kameraet, netop fordi at publikum er stadig så ung i sin form, at de fleste andre kommer så tæt på. Filmen er ikke noget man VR-skabere hverken tør bevæge kameraet el- ser på et lærred langt væk, det er noget, der ler klippe vinkel i scenen, så jeg beder Julius omslutter dig, og gør dig til en opdagelsesrejKrebs Damsbo om at bearbejde filmen klipsende. Filmen er noget, du trækker på. Du pemæssigt. Vi opsætter en suite i vores værk- kravler ind i filmen, bliver til karakteren og sted, og Julius må vænne sig til at sidde med oplever det, som om du faktisk er der. Derfor nogle VR-briller og klippe. bliver kameraet til en følelsesmæssig forlængelse af karakteren og karakterens vilje. Og Man kan sagtens krydsklippe i VR, og filmen hvis ikke du etableres som en karakter, så giver mig en stærk oplevelse af at være et har du brug for et andet svar på, hvorfor og vidne til noget privat. Fremfor at være bevidst hvordan du er tilstede i filmen. Hvis ikke kaom kameraet, føler jeg mig som en ånd eller rakteren har en vilje, så må kameraet have bevidsthed, der er tilstede i et privat øjeblik en vilje. mellem de vordende forældre, spillet af Sofia Nolsøe og Jakob Oftebro. Det er en voldsom Peter Hjorth skaber et foster-POV, som han scene, hvor forældrene skændes og mor tilfører en Leap Motion, der kan registrere lukker sig emotionelt inde i sig selv. Hendes dine håndbevægelser, så du som foster kan kæreste forstår ikke hendes lukkethed, men se dine babyhænder og at de er synkronijeg er ånden, der ser, hvad mor gemmer i sin seret med dine egne hænder. Det kaldes et underbevidsthed. generativt univers. Et crew bestående af lydmenneskerne Brian Dyrby og Kristian Når man oplever film i VR, har man en Mondrup, i samarbejde med teknologen Balstærk fysisk følelse af at være tilstede. Når der Brüsch, skaber en lydlig performance, man er i et POV, og nogen kigger direkte ind så publikum først hører fosterhjertet inde i i kameraet, har man følelsen af, at man får sin egen mave, for derefter at blive suget ind øjenkontakt. Når man svæver over en eng, og i maven, og opleve fra fostrets POV. Man er man ser ned på græsset under sig, glemmer transporteret ind i sin egen mave, og derfra man, at man i virkeligheden står på et kontor kan filmen begynde. i Kødbyen. Når man er omfavnet af et lydunivers, der rumler som en mave, og du kan høre FILMEN SOM PROGRAM hjertet banke ovenover dig, så er du taget ud Vi kalder værket for ’Ewa, Prenatal’, men af den verden, du kender og fuldt ud ’indlevet’ har ikke udgivet det endnu. Vi har kun vist i en virtualitet. Som enhver god fortælling er det til en udvalgt skare og Filminstituttet. i stand til.

For filmen har vist sig at repræsentere et paradigmeskifte. Frem for at se på filmen som I den forståelse har jeg ændret mit syn på en fast form, en film, der har en start og en kameraet. Jeg elsker kameraer, og sætter mig slutning, så er vi begyndt at se på filmen som 26

Som kunstnere må det være i vores interesse, hvordan filmen vises, og ikke bare at den vises et program. Programmet er i stand til at registrere input, og dermed kan man påvirke filmen i større eller mindre grad, i fostrets tilfælde se sine hænder. Dermed skaber filmen altså en form for relation med sit publikum; den er nu bevidst om, at nogen oplever filmen og hvordan de oplever filmen. Fremfor at være afhængig af en ekstern afspiller, kan filmen være selv-afspillende, hvormed distributionen kan kontrolleres af kunstnerne. Vi er ikke længere afhængige af hverken biografer, formater eller afspillere. Dette er en sand demokratisering af kunsten, hvor kunstnerne selv kan styre udvikling, udførelse og udgivelse. Det betyder, at vi står helt anderledes overfor distributionsselskaber, biografer og mediemoguler.

Det stopper ikke der. Som jeg nævnte, kan filmen flyde ud over sin egne grænser, hvilket jeg på det seneste er blevet meget interesseret i. Jeg ser meget på det danske performancekollektiv, Signa, der bl.a. skabte den ekstreme performance, ’Villa Salo’, hvor performerne optræder 24 timer i døgnet over 14 dage i et omdannet hus på Østerbro. Jeg ser også ’Sleep No More’ i New York, hvor publikum ikke sidder på faste pladser, men kan bevæge sig frit rundt under forestillingen i et 5-etagers hus. Jeg ser desuden ’Secret Cinema’ i London, der blander en klassisk film med et stort performativt site-specific univers.

Alle tre eksempler er vældige succeser, både kunstnerisk, besøgsmæssigt og økonomisk.

Eksemplerne tjener til at vise muligheden og inspirationen til at re-claime scenen. Som kunstnere må det være i vores interesse, hvordan filmen vises, og ikke bare at den vises. Vi glemmer potentialet for at fortæl-

lingen kan folde sig fuldt ud, når vi overlader filmen til distribution. Det er på tide, at vi lærer af kunstverdenen og har krav til, hvordan vi vil vise vores værker. Selvfølgelig kræver det, at vi, eller tætte samarbejdspartnere, har sans for økonomien og det praktiske i, hvordan filmen møder sit publikum. Men så kan der også ske magi af den vaskeægte slags, som vi kan huske fra filmens barndom.

Men hvad kalder vi dette format? En film?

En oplevelse? En ceremoni? Mads er ikke så glad for, at jeg kalder det film, fordi han synes ikke at film-begrebet er dækkende.

Jeg forstår ham sådan set godt, vi blander jo filmen med performancekunst, installation og teater. Vi gør det til en helhedsoplevelse.

Samtidig er VR på den ene side for bredt, fordi det også dækker computerspil og andre -skabte verdener, og på den anden side for snævert, fordi det kun refererer til dét, der sker i brillerne.

Jeg kalder det film lidt endnu, nok fordi jeg ikke har et bedre bud, men mest fordi jeg vil udvikle filmformatet. Jeg elsker film og derfor ønsker jeg mere for filmen, end den allerede har og kan. Jeg ønsker, at filmen skal være levende og ikke gro fast i predefinerede former. Jeg ønsker, at filmen altid skal være progressiv og ville gå egne veje. Jeg ønsker at komme tættere på publikum. Jeg ønsker, at filmen skal indgå i en relation med publikum og blive bevidst om publikums tilstedeværelse. Jeg ønsker at arbejde med filmen på en måde, hvor jeg kan lade publikum gå på opdagelse i min virtualitet.

- Og først behøver at forlade den, når de er klar til det.

27

ALMAGEST The Doghause, 2017 Installation 02, 2016

JOHAN KNATTRUP JENSEN

Jeg ønsker, at filmen altid skal være progressiv og ville gå egne veje

Filminstruktør, f. 1979 Dimitterer som filminstruktør fra Super16 i 2012 med afgangsfilmen ’Verdenssøn’ om det sidste døgn i digteren Michael Strunges liv.

Modtager Statens Kunstfonds Arbejdslegat i 2012.

Debuterer i 2014 med filminstallationen ’Skammekrogen’, som bl.a. bliver udstillet på New York Film Festival samt gallerier og museer over hele verden. Laver i de efterfølgende år en række værker, der på hver sin måde vender vrangen ud på filmen og sætter oplevelsen i en ny kontekst.

Har i 2016 premiere på ’EWA, Out Of Body’ på Cannes Film Festival og ’The Shared Individual’ på IDFA. Ejer produktionshuset Makropol sammen med producer Mads Damsbo.

MAKROPOL APS, ETAB. 2011 Kunstnerdrevet produktionshus med fokus på grænsesøgende og kontekstbevidste værker. Producerer film, installationer, performances og app’s, bl.a. ’Skammekrogen’, ’EWA, Out Of Body’, ’The Shared Individual’ og senest ’Doom Room’, der åbner i januar 2017 på natklubben Chateau Motel. Produktionerne vises på festivaler, gallerier og museer over hele verden.

Producerer desuden undervisningsproduktioner til folkeskoler og gymnasier i Danmark.

Beliggende i Kødbyen i København og har 6 ansatte og 2 praktikanter. Ejes og drives af producent Mads Damsbo og filminstruktør Johan Knattrup Jensen.

Se mere på www.MAKROPOL.dk.

28

29

Still Mad Dog, 2017

TEMA

THE MIND BOGGLES Interview on VR with Alex Hessler from Tippett Studio,

by Martin Strange-Hansen

30

31

A cloaked figure wearing a WWI gas mask is looking at an old map. The map crumbles between his fingers. He puts the remaining bits into his pocket, picks up his suitcase and continues his journey through the murky wasteland. He passes debris of western culture, skeletal remains of unfathomable creatures and hides from hippopotamus-like mutants with giant blistering testicles.

The scene is from “Mad God”, a stop-motion film directed by Phil Tippett, a film director and visual effects supervisor specialized in creature design and character animation. Well known for his work on the Star Wars series, including the famous chess-sequence from the first film, the “imperial walkers” and later as a supervisor of the animation of the dinosaurs on the first “Jurassic Park”. As head of Tippett Studio, he is still deeply involved in producing visual effects for a large number of films.

On the side, he has had a little project of his own: “Mad God”, a film he has been working on and off since 1990. After a group of his animators convinced Phil to let them help him make the film a couple of years ago, it has snowballed into a regular passion project, with artists and animators working on Saturdays and cover expenses with a kick-starter campaign.

The film, which is planned to be feature length, is made and released in parts. The visual world in the film is highly detailed and as everything that is hand crafted by the crew, each part takes a while. By now, after 27 years, roughly 26 minutes of the film (part 1 & 2) are finished and available to the public.

In regards to the theme of this TAKE issue, the interesting part about the “Mad God” project is that besides the traditional version of the film, a VR version has been produced.

I caught up with Alex Hessler, the CG supervisor and VR Director at Tippett studio, to get his perspective on storytelling in VR and on how VR contributed to the project: 32

ALEX: “Stop motion has a unique aesthetic which really appeals to VR. It is real and detailed because the object themselves are real. At the same time, it is a fantasy and an illusion of the film making process. “Mad God” takes place in a dizzyingly detailed world, which needs to be explored and examined. VR is a wonderful medium for this. It lets you experience the Mad God universe from the scale and perspective of the puppets. You can see the dirt and hairs on each character.

You can experience the size of the monsters. It is amazing.“

You can experience the size of the monsters. It is amazing.

MARTIN: Can you tell us about the process? Did the VR perspective change how the scenes where shot/conceived?

ALEX: “Shooting for VR is very different than shooting for traditional cinema. We have to make a 360-degree world. Not just a shot from a specific camera. This affects lighting, animation, layout... everything. Traditional cinema has many advantages. There is a well-established design language of composing and editing shots.

There is mature technology for creating content.

As a director, you have a lot more control over the audience’s experience. Most importantly, the audience is used to it and knows how to enjoy it.

With VR, everything is new. Every project has something in it that we have never done or seen before. There is a constant question of “will it work?” As a director, I have the responsibility of not only creating something compelling, but also something that works for a first time viewer.

There is also a mountain of technical challenges.

I enjoy the problem solving that VR requires. It is an exciting medium to be involved in.”

MARTIN: Alex informs me that instead of just upscaling and making a VR-film that follows the same narrative, the VR format opened up for another way to explore the universe. The VR experience gives a feeling of physically being in the scene as a character, which is a premise of the VR version.

ALEX: “The VR version takes place in the same universe as the Mad God episodes, but it does not follow the narrative. It stands on its own and, in a way; it expands the Mad God universe. We want the user to look around not just out of curiosity, but out of the anxiety of being in this world.

So we surround the viewer with characters. It triggers some social anxiety, but also a question of “who am I?” Before you can really resolve the question, you start to feel threatened by the monsters around you. We have a lot of audio and visual cues to direct the user. The trick is to do this in a way that feels natural and not contrived.”

MARTIN: In terms of directing for VR, Alex’ perspective is that the basics are the same, but the process of directing the viewer’s attention with framings and angles, is different as in traditional cinema:

The differences are around whom you are directing.

“Directing VR is very similar to directing cinematic content. The differences are around whom you are directing and when decisions are made. For example, on a cinematic production, a director would use a DP (Director of Photography) to specify the lighting intensity of different parts of a film to steer the viewer’s mood. This same technique can be used in VR, but in VR, this type of image manipulation may not happen on set. Instead, it may be adjusted in the game engine by an engineer. So the director must make the same judgement calls around timing, color, mood, sound, etc. They just need to know a completely different set of techniques to make those changes.”

MARTIN: With the word “Game engine”, my thoughts go to the world of computer-games where VR originates from, and I am curious to know if Alex finds that CGI (Computer Generated Imagery) created content is an advantage when working with VR:

Mad Dog, 2017

CGI has a lot of technical advantages when creating VR. 33

ALEX: “CGI has a lot of technical advantages when creating VR. For 360-degree content, you can render it with a virtual camera easily. For live action, you will need a series of cameras and a way to stitch the images from each. This is currently very tedious and expensive. Also, for the more expensive VR headsets, which allow you to walk around, CGI is currently the only option. The content needs to be rendered in real time through a game engine. These are all just technical limitations that will eventually be solved. I’d love to work with more live action captures in VR, but it’s still challenging.”

eventually, I suspect that audiences will find 2d flat screen stories less interesting than immersive worlds. Future audiences may not feel moved by cinema the way they are with VR. We just aren’t there yet.”

Future audiences may not feel moved by cinema the way they are with VR.

-“A common technique today is to have content VR “wait” for the viewer’s attention. That way the “VR is currently doing very well for gaming, story does not move on without the viewer. These specifically arcades. There is a lot of work going are all very crude ways of preventing the viewer into narrative content, though I have not yet seen from missing an important story point. We have a compelling use of VR for traditional story telling. to cater to first time user to try to make it univerFilmmaking is just too strong of a medium for sally appealing. I do not think this will remain this. However, I believe VR technology will rapidly a common practice for long. Fast-paced action evolve into mixed and augmented reality. It will movies don’t stop and explain what just happened change how we use social media and other content. to the audience. Viewers who can’t keep up may For those that do not know, mixed reality refers prefer a different genre of movie, but they won’t to VR goggles that let you see the real world at the expect the movie to change for them. However, we same time as the artificial content. Imagine glasses will soon start to see personalization in the form that display something in front of you that is not of scripted or artificial intelligence characters there, on top of the real world. It is a few years out, reacting to our behavior in a VR experience. For but that’s where futurists are putting their money.” example, if I pick up an object in a room, the character across from me may ask me to put it down, MARTIN: As I see it, Computer-Games work (for or talk to me about it. These are early attempts at a large percentage) with interactivity, submerging making the world feel more alive and more real. I and making the gamer the “story finder/story path- see that sort of personalized experience becomcreator”. The scenes have different lengths based on ing common.” the player’s abilities, skills and interests. Films work with fixated scene lengths decided by the narrator, MARTIN: Finally talking about the future of film, where the editing is the pulse and tool for feeding the how does Alex see the film industry in the future? audience with the right information and emotion at Will VR change the film-industry, will it end up as the same time. Is that not a disadvantage in VR? a passing trend or what are the prospects?

ALEX: “I agree. For linear story telling with a cinematic narrative, this is a disadvantage with VR, although there are ways to work around this by choreographing the action very carefully. There is a great creative problem there. For many, it is too much of a problem to justify the medium, though 34

ALEX: “I don’t think the film industry will be deeply affected by VR. Audiences may gradually change their tastes but I don’t see VR being able to replace a big blockbuster. Augmented and mixed reality will come out in the next 5 years and may change cinema in novel ways. Though I can’t

.. it is the next everything. foresee how it will improve story telling.”

-“Currently, at my most cynical, I see VR as an improved video game platform. It allows you to escape reality and maintain agency in a way that TV, film, and books cannot. It is also much more accessible than traditional games. You don’t need to learn how to use complicated controllers. You just look and move naturally. I can put my mom into a VR experience, and she will get something out of it. I could not do that with a video game. I believe that all the current mediums can co-exist.

However, there are many interesting potential futures when you think about mixed reality. With MR (Mixed Reality red.) platforms, you no longer choose between normal life and fantasy. It is no longer about using it or not. There is the potential that mixed reality is not just the next screen, it is the next everything. Everything you look at and listen to could be altered, enhanced, or replaced...

The mind boggles.”

The cloaked figure in his old fashion equipment has placed a bomb between mountains of suitcases. Deeply concentrated on setting the timer, he does not pay attention to the movement behind him. A huge robotic tech-monster closes in, and way too late the cloaked figure realizes he has been compromised. The metallic fangs and claws grabs him and drags him away, disappearing in the dark wasteland.

Alone at the foot of the mountain is the bomb, ready to shatter the world. The timer counts down, but just before ignition, a small sound of a broken spring and the timer ticks back and forth, caught in limbo the last second before mayhem.

Is the last scene in “Mad God part 2” a prophecy of the effect of VR on the film industry? Maybe everything will change, maybe nothing, maybe something in between?

ALEX HESSLER: CG Supervisor and VR Director at Tippett Studios.

15 years of VFX and animation experience on major Hollywood films such as the “Harry Potter” series, “Avatar”, and “Inside Out”.

TIPPETT STUDIO: Tippett studio is a Visual Effects, Animation, and Media Production Studio based in Berkeley, California, USA Founded by Phil Tippett in 1984.

The studio has created visual effects for dozens of movies over the years. Most recently, “Star Wars: The Force Awakens” and “Ted 2”.

PHIL TIPPETT: Stop motion director, Visual Effects producer & supervisor on numerous blockbusters since the early beginnings on “Star Wars: A new Hope” in 1975.

Former Head of animation at ILM (Industrial Light and Magic) & Head of ILM’s “creature Shop”.

Founder of Tippett studio.

35

Test af udstyr, Palads, 2017

TEMA

VR OG BIOGRAFERNE Hvis VR er en del af filmens fremtid, er det så også en del af biografens fremtid?

Filmens tempel er traditionelt biografen, det er her masserne flokkes, og her publikum omsluttes af filmen. Men VR er et markant anderledes format. Egner det sig til biografen og i så fald, hvordan?

Derfor har jeg sat chefen for Nordisk Films Biografer John Tønnes i stævne, for at høre om VR ud fra et biografmæssigt perspektiv. Jeg møder en biografmand med stor nysgerrighed på dette nye medie. Jeg lærer, at Nordisk Films Biografer er i fuld gang med at eksperimentere og samle erfaringer på området. Og på vejen ud får jeg en lille opfordring til os instruktører om at tage handsken op.

Interviewfeature med John Tønnes af Martin Strange-Hansen

36

37

Ser vi på VR-brillen som skærm, er det en platform, som jeg ser har umiddelbart størst potentiale i home-entertainment industrien, og især på gaming-området, hvor den individuelle oplevelse i forvejen er i højsædet, og hvor man ofte selv er med i spillet, via en avatar. Ud fra et biografmæssigt synspunkt er det indtil videre en noget sværere størrelse at arbejde med, dels fordi det kræver længere tid og mere personale at sætte hver visning i gang. Hvis du nu forestiller dig en almindelig biograftur: I det øjeblik du har købt din billet og sat dig på dit sæde, er du sådan set klar til at filmen kan gå i gang. Det er en effektiv og velafprøvet arbejdsgang, som kun kræver personale i forbindelse med salg, billetkontrol, og til at starte filmen. Ser du på samme scenarie ud fra et VR perspektiv, så er du ikke umiddelbart klar til at se filmen, når du har købt billet og sat dig ind i biografen; nej alle skal have udleveret et VR-set, have det på og sandsynligvis med individuelle hovedtelefoner, så lyden følger dine hovedbevægelser. Det skal tjekkes, at du har det rigtigt på, og der er signal igennem før visningen kan starte.

Efter visningen skal det hele indsamles igen og fordi hvert headset er et stykke teknologi, skal de alle gennemgås og fejltjekkes til næste visning.

Det kræver, med andre ord, en større bemanding og en anden arbejdsgang, hvis vi går ud fra VR som en oplevelse, der er afhængig af headsettet.

Det kræver, med andre ord, en større bemanding og en anden arbejdsgang, ..

På den anden side, så giver det nogle interessante muligheder og problemstillinger i forhold til at udvikle anderledes oplevelsesrum og formater. Ind til videre er ”VR biografer” indrettet som ”VR suites” eller ”arkader”, hvor hver enkelt gæst sidder for sig selv, og man går glip af den sociale dimension med en fælles biografoplevelse og fælles stemninger.

Men fordi VR er så nyt, er der meget få erfaringer ind til videre, og vi er selvfølgelig meget nysger38

Spørgsmålet er så, om det er nyhedens interesse, der var det drivende? rige efter at undersøge mulighederne og at lære og følge med i, hvad det kan udvikle sig til på længere sigt. Sidste år gennemførte vi en række testvisninger i Nordisk Film Biografer Palads og i en af vores biograf i Oslo, hvor vi etablerede ”pop up” VR-biografer, med hele det teknologiske set up af briller og head sets og så videre. Vi ønskede at vise teknologien og indholdet til vores gæster og at undersøge efterspørgslen. Det gik godt, og der var alt udsolgt til alle visninger. Spørgsmålet er så, om det er nyhedens interesse, der var det drivende? De fleste gæster til de pågældende visninger prøvede VR for første gang, og det er mit bedste gæt, at den form for VR-biograf, som man kender, og har indhold til lige nu, primært har sin berettigelse ind til VR-head sets og VR-produkter er blevet til et massemarkedsprodukt, som rigtigt mange har købt og bruger derhjemme. Men det er kun et gæt, og såfremt vi kan få det rigtige indhold, kan der med yderligere teknologisk udvikling, sagtens være store muligheder i VR og AR formater – også som gå-i-byen-underholdning, hvor man kan opleve noget mere, bedre og større eller mere effektfuldt, end man kan derhjemme.

Så er spørgsmålet, hvor lange film folk kan holde ud at se? VR er en intens kropslig oplevelse, og mange har brug for en pause efter 15 minutters tid, og nogle får kvalme ligesom, når man bliver køre- eller søsyg. Det kan være, at det kun er et spørgsmål om tilvænning eller om at indholdet bliver bedre – vi ved det ikke endnu.

Personligt tror jeg på, at det er centralt at bygge videre på den kollektive oplevelse som biografen tilbyder, da hovedformålet med at gå ud jo typisk er det mærkbare og ægte samvær og fællesoplevelser med andre mennesker. Rent teknologisk kan man vel allerede nu skabe et virtuelt univers, hvor du via en VR-brille kan få oplevelsen af at være

sammen med andre mennesker, der rent fysisk befinder sig andre steder, men som via VR universet bliver bragt sammen med dig. Måske kan I opleve at se den samme film på et virtuelt lærred?!

Men jeg kan ikke forestille mig, at det kommer til at erstatte det nærvær, samvær og fællesskab samt den stemning, der skabes i mødet mellem mennesker af kød og blod. Indtil videre kan vi se nye biografformater dukke op i horisonten med nogle af VR’s karakteristika. Det belgiske selskab Barco er langt med at eksperimentere med såkaldt “immersive cinema”. Det kaldes Barco Escape og er et biografrum med 270° panorama lærred, som omslutter biografgæsten, og hvor filmens handling er forskellig alt efter, hvor du som gæst vælger at kigge hen. Konceptet giver gæsterne nogle af de samme muligheder for at søge i billedet som det brillebårne VR, men samtidig holder det fast i den sociale oplevelse af at sidde sammen med andre i en biograf, og du vil bl.a. få en langt bedre og mere kropslig lydoplevelse end med et par head sets.

Indtil videre kan vi konstatere, at det er vigtigt for os at vedblive med at være nysgerrige, og Nordisk Films Biografer fortsætter med at undersøge mu-

lighederne med VR. Så sent som her i starten af februar, lavede vi en VR-event i Nordisk Films Biografer Lyngby i forbindelse med premieren på “John Wick 2”. Vi havde opsat en VR stand, hvor gæsterne kunne dykke videre ned i “John Wick –universet” - bare i spilform. Her fungerede VR altså som et supplement til filmoplevelsen, og det var en god succes; vi tjente så absolut ikke penge på det, men vi høstede mere erfaring og gav en masse gæster en god oplevelse.

Du ser os i hvert fald ikke lukke bogen og sige, “nå men nu har vi prøvet det”, vi vil altid blive ved at undersøge, hvordan nye teknologier kan forbedre og forny biografoplevelsen. Derfor vil vi også fortsat eksperimentere med VR’s muligheder i biografmæssig sammenhæng.

I det hele taget vil jeg opfordre til fortsat nysgerrighed, når det kommer til teknologiske nyskabelser, hvis man vil holde sig relevant.

Og så håber jeg, at filminstruktørerne vil tage handsken op og tænke VR og AR ind i deres arbejde, så filmindhold på det store lærred og som en kollektiv oplevelse også opleves som relevant om 10,15 og 20 år.

.. det er vigtigt for os at vedblive med at være nysgerrige

JOHN A.TØNNES Administrerende direktør for Nordisk Film Biografer siden 2001.

Nordisk Film Biografer er Danmarks og Norges største biografkæde med samlet 10 mio årlige gæster fordelt på 39 biografer, heraf hovedparten i Danmark.

39

Martin Garde Abildgaard

Uri Schwarz

Kim Hagen

MØD DE NYE MEDLEM -MER Her kan du møde en række af Danske Filminstruktørers nye medlemmer. Vi vil gerne bidrage til større kendskab blandt medlemmerne og til det arbejde, I laver. Her præsenterer vi, i første omgang, nogle af de medlemmer, der senest er blevet medlem.

40 Gabriel Tzafka

41 Heine Kaarsberg

VI HAR STILLET DE SAMME FIRE SPØRGSMÅL TIL ALLE: ◊ Hvad er din baggrund for at lave film – er du uddannet,

autodidakt eller noget helt tredje? ◊ Hvorfor er det vigtigt for dig at lave film? ◊ Arbejder du på noget lige nu, og hvad har du tidligere lavet? ◊ Hvorfor har du valgt at blive medlem af Danske Filminstruktører?

helhed, og afdække mennesket for det, det virkelig er.

Jeg skriver en del for tiden og arbejder med at komme til kernen på et feature manuskript til en kortfilm jeg lavede for mange år siden som hed Völuspa, en historie baseret på Nordisk mytologi, hvor Odin har faldet til jorden efter mennesker havde mistet troen. Ellers har jeg i øvrigt en masse andre projekter i udvikling – og ind imellem flyver jeg også droner.

I 2014, efter mange år, var jeg i stand til at færdiggøre min første spillefilm, Stories Forlorn, som instruktørdebuterende i Hong Kong. I 2015 blev den vist på filmfestivaler rundt omkring i verden, f.eks.

IFQ Film Festival, hvor den vandt pris for Best Debut Director, GLFF, hvor den vandt Best Feature, og flere andre festivaler, samt anerkendelser. Det var en meget personlig film, da den talte til det miljø jeg - som Dansker og ”Third Culture Kid” - voksede op med, i det år Kina overtog Hong Kong fra den Engelske kolonimagt, 1997.

Martin Gaarde Abildgaard - Medlem siden januar 2017

For nogle måneder siden flyttede jeg hjem til Danmark efter 27 år udenlands for at virkeliggøre nogle af mine planer som filmkunstner. Jeg tænkte, at det nok var en god ide at blive medlem af Danske Film-

Jeg har tidligere været Kreativ Direktør i et tv-produktionsselskab og udviklingsredaktør på TV 2, og

instruktører for at yde fællesskab til dansk film og møde nogle seje mennesker som kan lide det samme

instruerede ved siden af det lidt on/off. Men nu arbejder jeg på fuld tid, som instruktør, og er autodi-

som mig. Og fordi jeg er en dansk filminstruktør.

dakt.

Det er vigtigt for mig at lave film, fordi jeg kan ikke lade være!

Kim Hagen Jensen - Medlem siden december 2016

Lige nu er jeg i udvikling med en tv-fiktionsserie i samarbejde med Profile Pictures og en dansk tv-

Jeg har storyboardet, animeret og designet inden for animationsbranchen siden firserne. Det var en

kanal, samt i efterbearbejdning med en fransk kortfilm, som jeg skød i Paris i januar. Jeg har tidligere

naturlig progression for mig at gå videre med at instruere mine egne film.

arbejdet med dokumentar og instruerer også reklamefilm, kunstfilm og musikvideoer, bl.a. hos Bacon her i Danmark.

Udover en del filmkurser er jeg selvlært. I løbet af min karriere har jeg mødt mange dygtige kollegaer, som det har været meget lærerigt at arbejde sammen med.

Som medlem af Danske Filminstruktører vil jeg gerne udvide mit netværk, have muligheden for at modtage juridisk rådgivning og holde mig orienteret om faglig relevante tilbud og tiltag.

Jeg elsker at fortælle visuelle historier. Enten igennem illustrationer, tegneserier, eller animation. Min barndom har været præget af Disney og Tex Avery, og det har ledt til en dyb fascination af animation.

Uri L. Schwarz - Medlem siden december 2016

For mig er filmen et redskab til at udforske menneskers ydre og indre verden. Hvis det skal være ani-

Jeg er vokset op lidt omkring; først København og mine teenageår i Hong Kong, hvor jeg havde min

mation, er det vigtigt for mig, at der er en grund til, at det er en animationsfilm. Enten at det stilistiske

skolegang. Efter afslutning af den engelske studentereksamen blev jeg optaget på Emerson College i

udtryk styrker filmens tema, eller at det er en historie, der kun kan fortælles med animation.

Boston, og fik min eksamen som Bachelor of Fine Arts (B.F.A.) i film (Cum Laude). Derefter har jeg

Jeg har tidligere instrueret et par animations-kortfilm: Wilbot og Crashlanded.

boet i New York, Las Vegas, tilbage til Hong Kong, og Los Angeles. I alle disse lokaliteter har jeg konstant været tilknyttet fagmiljøet.

Lige nu er jeg tæt på at realisere en af mine ideer til en animeret spillefilm om en pige, der manipulerer andre menneskers drømme - Minna og Drømmebyggerne. Efter mange års udvikling er den tæt på at

Jeg brænder for filmens sprog og dens kraft til at røre sjælens indre. Min opvækst og livserfaring som

gå i produktion.

verdensborger gør, at jeg ofte slår spørgsmålstegn på identitet og prøver at identificere det gode og det onde i mennesker; i steder; og i teknologien der driver verden fremad. Jeg tror, at balancen er skrøbelig,

For mig er det oplagt at melde sig ind efter at have instrueret et par projekter og blive en del af det fælles-

og lige nu tipper skalaerne nok mod de mørkeste kræfter.

skab, der er omkring instruktørforeningen. Muligheden for rådgivning og en større indsigt i branchen

I min filmkunst vil jeg være med til at løfte os tilbage til lyset, ved at vise verden i sin

er også en fordel.

42

43

Gabriel Tzafka - Medlem siden februar 2017

fundet min hylde og stille og roligt har fået så meget erfaring at jeg har også har vundet den fornødne tillid

Jeg kommer fra Athen, Grækenland. Jeg begyndte at studere film, da jeg var 18 år gammel. I 2010 fik

til min måde at gøre tingene på. Jeg har valgt at omfavne min lidt utraditionelle opvækst som instruktør

jeg min kandidat i filminstruktion fra universitetet Aristoteles i Thessaloniki. I de efterfølgende to år

ved at holde fast i at forsøge at udfordre de traditionelle dogmer. Det er på den måde jeg befinder mig bedst

lavede jeg film med støtte fra det græske filminstitut og ‘National Broadcast (ERT)’. Jeg kom til Køben-

og jeg tror også det er der jeg udfolder mig bedst muligt kreativt og på den måde håber jeg at kunne give

havn i 2012 og i 2013-2016 gik jeg på instruktør-linjen på Super16.

tilbage til vores fællesskab, som et lidt anderledes indspark.

For mig er det at lave film lige så naturligt og essentielt, som at trække vejret! Jeg føler mig ekstremt

Jeg troede egentlig til at starte med at mit hjerte tilhørte dokumentarismen og jeg har i årevis arbejdet

heldig ved, at jeg har opdaget min egen passion for mediet på et meget tidligt stadie i mit liv. Selvom

på en række portrætter, der alle har det til fælles, at de skildrer mennesker, der mere eller mindre aktivt

kunstformen kun er 120 år gammel, er den ekstremt kraftfuld! For mig betyder det, at der er så mange

bevæger sig i parallelle universer til det etablerede. Da et af disse portrætter ikke kunne indfinde sig i

veje at gå, så mange værktøjer at opfinde og opdage i udviklingen af historien. I hver film forsøger

mit dokumentariske univers, måtte jeg finde andre veje og det blev til startskuddet på mit første spil-

jeg at finde den bedste måde at fortælle en historie på. Den måde der vil holde mig beskæftiget og altid rejsende i måneder eller år i forskellige universer. Og det er lige

lefilmsmanuskript, som jeg blev færdig med at skrive sidste år. Projektet er nu i finansieringsstadiet i

præcis sådan jeg ønsker at leve mit liv.

for mig at arbejde med mine egne fiktionsprojekter og det har afledt en række af andre ideer, som jeg

en co-produktion mellem et dansk og et amerikansk selskab. Det har vist sig, som endnu en åbenbaring ivrigt udvikler løs på og glæder mig til at puste liv i.

Jeg er netop i gang med de endelige stadier af min debutspillefilm. Den engelske titel er Thorn. Jeg skød den i sommeren 2016 som en co-produktion mellem Danmark (Nitrat Film) og Grækenland (Kaka-

Siden jeg begyndte at træde mine første spæde skridt som instruktør for 6-7 år siden, har jeg sideløben-

vias Film, Det græske filminstitut, ERT S.A.) med yderligere support fra Eurimage. Det har været en

de beskæftiget mig med de kommercielle sider af filmuniverset og har instrueret massevis af Reklamer,

fantastisk oplevelse med et hårdt arbejdende og talentfuld hold, skuespillere og producere, der alle har

CSR film og musikvideo projekter. Det seneste stykke tid har jeg dog fokuseret hovedsaligt på branded

troet på filmen.

content documentary, som jeg syntes er ganske underholdende og fagligt udviklende.

I dette øjeblik udvikler jeg i øvrigt på andre ideer og historier til andre spillefilm.

Jeg syntes, det var på rette tid at blive medlem nu, da jeg er ved at komme i mål med nogle af mine evighedsdokumentar-projekter og specielt mine fiktionsprojekter lader til at være ved at tage fart. Da

Jeg tror enhver filmskaber bliver nødt til at dele sine tanker med andre filmskabere. Det er en måde

de gerne skulle overtage hele mit faglige virke meget snart, opdagede jeg et behov for den juridiske og

at udvikle sig, men også at kunne bidrage til et større sammenhold med fælles mål. For mig er Danske

faglige opbakning jeg forventer at kunne få fra instruktørforeningen og det fællesskab der følger med.

Filminstruktører mit nye hjem, min nye familie og jeg ser frem til at møde de andre medlemmer!

Jeg glæder mig til at lære jer alle lidt bedre at kende og ser det som et stort privilegie at være en del af dette fællesskab.

Heine Kaarsberg - Medlem siden februar 2017 Jeg er færdiguddannet fra den Infamøse Småtteuddannelse som en slags producer for ca. 7 år siden, som jeg på trods af de mange skrækhistorier, faktisk havde en rigtig god rejse igennem. Siden da har jeg fungeret som instruktør og har også freelancet i et par andre funktioner og filmer også en smule.

Jeg er, som sådan autodidakt instruktør, dog med hovedsalig indflydelse og mentoring af Lars Von Trier, som jeg har været så privilegeret at skygge i alle aspekter af hans arbejde: Som hans assistent siden Melancholia og frem til i dag, hvor jeg i skrivende stund er i Sverige for at arbejde på hans kommende film, The House That Jack Built.

Min indgang til filmbranchen var på mange måder et tilfælde, i højere grad end en egentlig passion, som jeg oplever det hos mange af vores kollegaer. Ikke desto mindre har jeg befundet mig vel i branchen og udviklingen fra at producere og arbejde i produktion til at instruere tror jeg var uundgåelig. Hver eneste gang jeg har befundet mig ved siden af en instruktør eller andre kreativt skabende kræfter, har jeg altid følt mig overvældet af tanker og ideer til, hvad jeg ville have gjort anderledes og hvordan jeg selv ville have angrebet forskellige faglige udfordringer. Summen af alle de tanker, og behovet for at teste deres bæredygtighed i praksis, gjorde skiftet til en fuldstændig befriende proces, hvor jeg virkelig har 44

45

MINDEORD Om morgenen den 28. december 2016 sagde filminstruktør Annelise Hovmand farvel til verden.

FILMINSTRUKTØR ANNELISE HOVMAND

Jeg havde den glæde både at være ven og kollega og at have samarbejdet med hende.

I nogle år var Annelise forkvinde for Danske Filminstruktører og medlem af Filmrådet. Og hun nærede en stærk solidaritet overfor sine kolleger – sine kammerater som hun så smukt benævnte dem.

I 60’erne - 80’erne var hun en markant figur i det danske filmmiljø, hvor hun i mange år, som en af de allerførste kæmpede indædt for sikring af filminstruktørernes kunstneriske ophavsret. - På et tidspunkt hvor vi andre ikke helt var klar over dens betydning, foreholdt hun os igen og igen vigtigheden af at holde fast heri.

Med sin første spillefilm, den indtrængende og Bodil-belønnede INGEN TID TIL KÆRTEGN, (1957) blev hun straks udnævnt til dansk films største, unge instruktørhåb. Allerede året efter havde hun premiere på KRUDT OG KLUNKER. Og på kun 9 år instruerede hun hele 6 spillefilm. En arbejdsmæssig bedrift. Herefter fulgte en lang række spillefilm og TV-film, bl.a. TO SOM ELSKER HINANDEN, som DR hermed opfordres til at genudsende. Indimellem arbejdede hun også som klipper og produktionsleder.

Midt i 1960’erne arbejdede hun på at skaffe finansiering til sit drømmeprojekt, filmatiseringen af Karen Blixens ”Den afrikanske farm”. Manuskriptet havde hun skrevet sammen med Blixens bror, Thomas Dinesen, der var hendes onkel, og hovedrollen skulle spilles af den engelske stjerne Vanessa Redgrave. Men projektet måtte desværre opgives pga. manglende finansiering.

Spillefilmen TA’ DET SOM EN MAND FRUE! som jeg var med til at instruere, blev i 1975 verdens første spillefilm lavet af kvinder. Og med på holdet var også Annelise, der ikke bare blev vores gode produktionsleder, men også klippede filmens trailer. Alt sammen udført med en vidunderlig evne til at få arbejdet til at se legende let ud.

Da jeg senere var med til at stifte den danske afdeling af WIFT (Women In Film & Television), gjorde Annelise os den ære at indtræde i WIFT/DK’s Æreskomité sammen med bl.a. Bodil Kjer og Ghita Nørby. Hendes støtte til WIFT/DK og dermed til kvinder i film- og tv-branchen kom også helt kontant til udtryk ved, at hun donerede en årlig sum på 5.000,00 kr. til uddeling af WIFT-legat/Havfrue-prisen.

Med lige så stort talent, professionalisme og dedikation, som Annelise Hovmand havde udvist i sit kunstneriske virke, drev hun tillige i 41 år BIO i Næstved, som hun ombyggede til at rumme 5 sale.

Her lagde hun også igennem 31 år hus til Susanne Heerings opsætninger af eventyrlige afdansningsballetter for og med børn, og hvor Dronning Margrethe designede scenografien og kostumerne. Æret være Annelise Hovmands minde.

Mette Knudsen, Filminstruktør

46

47

NYT FRA DANSKE FILMINSTRUKTØRER MEDLEMSUNDERSØGELSE 2017

NY RETTIGHEDSGUIDE TIL MEDLEMMERNE

I starten af april udsender vi vores medlemsundersøgelse, som vi meget gerne vil have alle vores medlemmer til at besvare. Undersøgelsen kommer til at indeholde spørgsmål inden for tre primære områder: Filmpolitik, Medlemsforhold & Foreningen.

Spørgsmålene og besvarelserne skal vi bl.a. bruge til at vinkle vores forhandlinger med politikerne op imod næste medieforlig, så vi sørger for, at fokusere på dét, der lige præcis er vigtigt for vores medlemmer i forhandlingerne. Vi vil for eksempel rigtigt gerne vide mere om jeres arbejdsforhold, jeres rolle på en produktion og hvordan I oplever de forskellige typer støtteordninger. Vi vil også meget gerne vide, hvad I primært bruger Danske Filminstruktører til; er det den juridiske rådgivning, er det vores faglige og / eller sociale arrangementer eller andet? Hvad vil I gerne have mere af, og er der noget, som I savner, at foreningen varetager?

I – vores medlemmer er Danske Filminstruktører og det er vigtigt, at I giver jeres mening til kende, så vi kan kæmpe for lige præcis de sager, der er vigtige for jer og tilbyde jer de forhold og arrangementer, som I har brug for.

Vi arbejder lige nu på en ’Rettighedsguide’ til vores medlemmer. Guiden stiller spørgsmålet ”hvad er rettigheder”?

Ordet bruges af de fleste i mediebranchen, men det kan være en udfordring præcist at definere og forstå, hvad begrebet dækker over.

Sandheden er, at ”rettigheder” dækker over rigtigt mange forskellige begreber, og formålet med guiden er at gøre rettighedshavere, og særligt Danske Filminstruktørers medlemmer, klogere på de forskellige betydninger. Og samtidigt lidt klogere på, hvad man med rimelighed kan kræve, når man står overfor et nyt projekt. ”Rettigheder” kan bl.a. betyde: • Hvor store royalties får jeg?

• Hvor meget af filmen ejer jeg?

• Ejer jeg idéen og konceptet til min film?

• Har jeg ret til betaling, hvis nogen vil lave et remake af filmen?

• Hvem bestemmer, hvordan filmen skal se ud?

• Hvem bestemmer, hvem der skal klippe min film eller lave musikken?

• Hvem bestemmer, hvor filmen skal/må vises henne?

• Hvordan skal jeg krediteres?

• Har jeg ret til at få udbetalt rettighedsmidler fra CopyDan m.fl.?

Så hold øje med din indbakke, og sid klar ved tasterne, når vi udsender medlemsundersøgelsen via mail i april. Alle medlemmer der deltager får en Moleskin notesbog med Danske Filminstruktørers logo!

LEGATUDVALGET UDDELER MIDLER FRA DEN KOLLEKTIVE 1/3 AF BLANKBÅNDSMIDLERNE FRA COPY-DAN. SØG VIA VORES NYE DIGITALE LEGATANSØGNING! De kollektive båndmidler kan søges af ophavsmænd og kunstnere inden for alle genrer, herunder navnlig de, som yder væsentlige og nyskabende bidrag til dansk musik og film, men som ikke har mulighed for at leve af deres kunstneriske virksomhed.

Næste runde er netop åbnet for ansøgninger og har ansøgningsfrist: Søndag, d. 7. maj 2017, kl. 23.30.

SÅDAN SØGER DU: Gå ind på Danske Filminstruktørers hjemmeside under: http://www.filmdir.dk/da/legatansøgningblankbåndsmidler. Her finder du vejledning og et link til det digitale legatansøgningssystem, som du skal klikke på og herfra udfylde din legatansøgning i de relevante felter. Bemærk, at du først kan benytte ansøgningsskemaet, når næste ansøgningsrunde er åben.

Legatansøgninger til Danske Filminstruktørers legatudvalg kan udelukkende udfyldes og indsendes online.

VI ÅBNER TIDLIGERE FOR ANSØGNINGER TIL PITCH ME BABY I ÅR! PITCH ME BABY – konkurrencen som Danske Filminstruktører laver i samarbejde med Danske Dramatikere og Odense Filmfestival hvert år, åbner for ansøgninger allerede d. 1. maj i år. Så hold øje med www.filmdir.dk og www.filmfestival.dk for info om tilmelding og ansøgning til konkurrencen.

Sammen med Danske Dramatikere og Odense filmfestival udlodder vi igen i år, en 1. præmie på 35.000 kroner og en 2. præmie på 15.000 kroner til de bedste idéer til en kortfilm.

48

Rettighedsguiden udkommer i midten af året i både i trykt format, som vi distribuerer til alle vores medlemmer og så vil den også kunne findes i en online-udgave på www.filmdir.dk.

FOTOKREDITERING Forside: still fra “Skammekrogen", fotograf Åsmund Sollihøgda Portræt af Christina Rosendahl: fotograf Tobisch & Guzzmann Foto ved indholdsfortegnelse: “ALMAGEST" Installation, fotograf Marcin Szymczak Fotos fra temaartikler: 1. Redaktørtekst: ”Doom room”, fotograf Micella Bredahl, Portræt af Martin Strange Hansen: fotograf Tobisch & Guzzmann 2. Interview med Vinca Wiedeman og Simon Jon Andreasen: ALMAGEST Installation, fotograf Marcin Szymczak, Vinca portræt -fotograf Suste Bonnén, Simon Jon Portræt –privatfoto 3. Johan Knattrup artikel: "The Doghouse" fotograf ÅSmund Sollihøgda, "The shared individual” Makropol, “ALMAGEST” Installation fotograf Marcin Szymczak 4. Interview m John Tønnes: Fotograf Steen Brogaard 5. Interview m Alex Tippett: Foto: Courtesy of Tippett Studio Fotos fra Mindeord om Annelise Hovmand: billede af bestyrelsen 1956: Rigmor Mydtskov & Steen Rønne, portrætbillede af Annelise Hovmand: Ukendt Fotos fra Mød medlemmerne: Portræt af Martin Garde Abilgaard: Mattias Troelstrup, portræt af Kim Hagen: Ukendt, portræt af Gabriel Tzafka: Rasmus B. Lind, portræt af Uri Schwarz: Jonathan Szpirt, portræt af Heine Kaarsberg: Jack Høier Bagside: EWA BTS 10 af fotograf Hind Bensari

49

RÅD OG UDVALG

LEGATUDDELINGER FEBRUAR 2017 NAVNE

Danske Filminstruktørers Legatudvalg Gert Fredholm, Katrine Philp, Klaus Kjeldsen,

SNF - Sammenslutningen af Nordiske

Malene Vilstrup, Snobar Avani, Alexander Lind

Filminstruktører Sandra Piras

DFI Rådet for kort- og dokumentarfilm Klaus Kjeldsen

Statens Kunstfonds repræsentantskab Klaus Kjeldsen

DFI Rådet for Spillefilm Birgitte Stærmose (formand),

Nye medlemmer Søren Green

DFI Festivaludvalget for kort- og dokumentarfilm

Mads Mengel

Oliver Ussing

Jacob Møller Søren Peter Lan Bojsen

COPY-DAN

Christian Arhoff

Fællesbestyrelsen – Klaus Kjeldsen

Katrine Brocks

AVU-medier – Klaus Kjeldsen

Katrín Björgvinsdóttir

Verdens TV – Sandra Piras

Emilie Marloth Frøkjær

KulturPlus – Sandra Piras

Assa Rytter Jensen Morten Hartz Kaplers

Dansk Kunstnerråd:

Tina Svendsen

Christina Rosendahl (FU)

Thora Lorentzen Uri L. Schwarz

Dansk Kunstnerråds post i DFI’s kontaktudvalg

Anders Bramsen

Martin Strange-Hansen

Asger Leth Kim Hagen Jensen

Filmkontakt NORD/Nordisk Panorama

Ida Andreasen

Mette-Ann Schepelern

Martin Garde Abildgaard Gabriel Tzafka

FERA - Féderation Européenne des Réalisateurs

Heine Kaarsberg

de l’Audiovisuel

Lars-Kristian Mikkelsen

Birgitte Stærmose

Efteruddannelse/seminar: Martin Strange-Hansen Jonas Poher Rasmussen Gert Fredholm Jens Møller Ulla Boye Laila Hodell Ulla Boye Niels Boel Troels Hansen Rejser: Lene Stæhr Mahdi Fleifel Anahi Testa Pedersen Marie Skovgaard Kim Lysgaard Andersen Julie Bezerra Madsen Mira Jargil Kristian Håskjold Christian Dyekjær Birgitte Stærmose Lone Scherfig Anna María Helgadóttir Malene Choi Jensen

Bev. Kr.

4.432,00 Robert Mckee's - STORY Seminar 10.000,00 Gladiators 1års skrivekursus Master Class in Meisner Technique with Bruce Martin 23.-28 nov. 2015 2.200,00 4.432,00 Robert Mckee "Story" 6.000,00 Film på Iphone 2.600,00 Branchetræf i Ebeltoft 2017 1.095,00 Methodwriting 2.600,00 Branchetræf for dokumentarfilmbranchen 10.000,00 Filming in Cuba with Werner Herzog 43.359,00 HORSE; MAN AND WAR Men In The Sun "The emperor is not wearing any clothes" FEMIMAM LIM To Søstre og en Far Reunited SXSW 2017 - Forever Now Folkets park Skriveophold i Californien Falling for Florence EAVE The Return II

15.000,00 10.000,00 6.000,00 10.000,00 8.000,00 10.000,00 10.000,00 6.000,00 14.500,00 3.847,00 15.000,00 8.000,00 15.000,00 131.347,00

Research/treatment/manus/bøger: Morten BH Kathrine Ravn Kruse Michael Dinesen Susanne Kovacs Sissel Dargis Puk Grasten Kamil Dossar Franko

Staden Research MAMA A friendship The Elephant Room DRIFTING Hvis Der Var Krig I Norden Nebula

Produktion: Kassandra Wellendorf Christian Voldborg Andersen Deniz Gül Sun Hee Engelstoft Ala'A Mohsen

6.280,00 5.000,00 8.000,00 9.500,00 3.000,00 5.965,00 5.000,00 42.745,00

Du hvirvler støv op!

Knud Rising The Red Hotel The End of All Min fars sidste chance

Efterarbejde: Esben Blaakilde Frederik Sølberg Dina Naser Kasper Møller Jensen Julie Kaja Prezebe Nitesh Anjaan

10.000,00 10.000,00 8.000,00 10.000,00 12.000,00 50.000,00

Costa DOEL - byen der ikke vil dø Tiny Souls Forever Når Nålen Rammer Pladen Hør Vinden Synge

Andet: Mette Knudsen Esther Wellejus

15.000,00 10.000,00 10.000,00 7.700,00 7.800,00 15.000,00 65.500,00

VEJEN ER LANG You are still somebody's someone

18.975,00 7.500,00 26.475,00

I alt

50

FORMÅL

359.426,00

51

EWA out of body, productionstill 2016

Danish Film Directors www.filmdir.dk ISSN 1601-5843