TAKE 77 Instruktørens arbejde med lancering by Danish Film Directors

MAJ 2019

INSTRUKTÃ&#x2DC;RENS ARBEJDE MED LANCERING

LEDER

FILMVÆRKS SKAL OVERL Af Næstformand Klaus Kjeldsen

DANSKE FILMINSTRUKTØRER Linnésgade 25, 2. sal • 1362 Kbh K Tlf: 3333 0888 • mail@filmdir.dk www.filmdir.dk Temaredaktør Rasmus Kloster Bro Redaktør Karen Bernheim Redaktionsgruppe Karen Bernheim, Klaus Kjeldsen, Martin Strange-Hansen & Søren Kragh-Jacobsen Forsideillustration Nis Nielsen Design e-types & Sandra Odgaard Tryk Glumsø bogtrykkeri A/S • Oplag / 700 Take udkommer 3 gange årligt. Take er både et informationsblad og et debat-forum for aktuelle filmpolitiske diskussioner Alle indlæg er velkomne

Næste deadline: 15.09.2019

STEDET

LEVE!

https://www.skrivunder.net/filmvarkstedets_kbh_er_lukningstruet 3

INDHOLD TEMA:

Næstformandens Leder Distribution og lancering for instruktører - Temaredaktørens intro Lanceringslandskabet Fra Stodderbarn i baghaven til BOHR og det store publikum Hvad er det vigtigste? - Succeskriterier for lanceringen af dokumentarfilm To distributions-sagaer med Christian Tafdrup Essay om SoMe og lanceringen af Dreaming Murakami En biografejers perspektiv Et krads i overfladen - Temaredaktørens outro

2 6 8 12 18 24 32 36 42

Mød de nye medlemmer Verdens bedste Filmskole Historien om et Teater - Martin Spang Olsen Nyt fra sekretariatet Fotokreditering Legatuddelinger Råd og udvalg

44 50 54 57 57 58 59

TEMAREDAKTØRENS INTRO

DISTRIBUTION & LANCERING FOR INSTRUKTØRER Af temaredaktør Rasmus Kloster Bro

Uanset om du som instruktør laver det næste mainstream kæmpehit eller et smalt, men bevidsthedsudvidende kunst-mesterværk, er det en god idé at vide noget om distribution og lancering. For når vi møder verden, og i dette temanummer Danmark, med vores film, møder vi også en masse film-elskende mennesker, økonomiske interesser og branche-traditioner i distributionsleddet. Men hvem er det, vi møder? Hvad laver en distributør egentlig? Hvad er en publicist og et mediebureau og hvordan er DFI involveret? Hvordan tænker biograferne og hvordan bestemmer de hvilke film, de vil vise? - Og ikke mindst, hvad kan vi instruktører og filmens øvrige skabere bruges til i lanceringen og mødet med publikum? Hvordan får vi filmens idé og sjæl ud, ikke bare i biografrummet, på streamingtjenesterne og i tv-stuerne, men også i andre kontaktpunkter med publikum: Plakaten, trailers, interviews og al den øvrige markedsføring? 6

Det er naturligvis ikke alle film som skal i biografen, ligesom det heller ikke er alle film, der har en distributør, eller får lanceringsstøtte fra DFI. En dokumentarfilm har typisk en anden vej til publikum end en spillefilm, men derfor er det alligevel interessant at kigge på aktørerne i distributionslandskabet, med udgangspunkt i en klassisk spillefilms-distribution. Det giver en mulighed for at forholde sig til hele det landskab man, som instruktør, kan komme i kontakt med. Derfor indeholder dette nummer af TAKE en grafik over hovedaktører i spillefilms-lanceringen, samt interviews med instruktører, en dokumentar-producer og biografejere, som på forskellige måder forholder sig til dét at få en film ud til publikum. TAKE 77 er ikke en komplet guide til lancering, men et forsøg på lidt indblik og overblik, fra et instruktørperspektiv.

LANCERINGSLANDSKABET Filmen Producer, instruktør, trailerklipper, artworkdesigner, evt. forfatter og skuespillere •

Leverer filmkopier (DCP’er), artwork, trailers, bag-kameraet materiale og tekster om filmen, til DFI og distributører.

•

Producerer trailer: Det er typisk en anden end filmens klipper, der klipper traileren.

•

Producerer Key Art, plakater, web-banners,

filmens fortælling, tema, univers, æste-

motion posters, tryksager mm: Udføres

tik, mm. samt idéer til markedsføringen,

typisk af et Creative Design Agency (CDA),

allerede før den går i produktion. I nogle

som Yellow1, Einstein Couple, All City

tilfælde varetager et CDA denne opgave,

Media og mange andre, som også deltager i kreativ sparring om filmens kommercielle •

allerede tidligt i filmens produktion. •

også til rådighed for interviews, Q/A’s,

Producerer undervisningsmateriale: I

biografturnéer mm, i forbindelse med

nogle tilfælde udarbejder man også undervisningsmateriale, så filmen kan bruges i

• •

Instruktøren stiller sig som udgangspunkt

udtryk.

lanceringen. •

Produceren indgår typisk en aftale med en

skolerne. Produktion af undervisningsma-

distributør. Nogle distributører tager sig

teriale kan også støttes af DFI.

kun af biograf-vinduet, mens andre også

Indgår evt. promoveringsaftaler med skue-

står for distribution til VOD-tjenester og

spillere og andre.

evt. DVD/Blu-ray. I ganske få tilfælde distri-

Instruktøren deltager med viden om

buerer producenten selv filmen.

Distributør Scanbox, UIP, Camera Film, Nordisk Film

evt. støtte fra DFI. •

Distribution, SF distribution, Reel Pictures, Angel Films, Øst for Paradis’ Distribution, 41

Et lanceringsbudget kan være på alt fra nul kroner til flere millioner kroner.

•

Booker filmen ind hos biograferne.

shadows, Another World, DOXBIO m.fl.

Distributørerne har typisk en meget tæt,

•

I nogle tilfælde medfinansiør på filmen gen-

langvarig

nem en mindste-garanti (MG). MG’en er en

relation til biografernes bookere.

slags forskud på distributionsindtægter. • •

•

Varetager logistisk distribution af DCP’er,

Laver lancerings-plan og budget i samar-

trailers og promotion-materiale til biografer

bejde med producenten og DFI.

og andre platforme. De fleste bruger en eller

Det er teknisk set producenten, der søger

flere tekniske underleverandør til digital logistik.

distributionsstøtte fra DFI, men i praksis distributøren som modtager den. Distribu-

•

Indgår aftaler med PR-bureau/publicist,

tøren investerer mellem 30-100% af lance-

evt. SoMe-bureau, mediebureau, medie-

ringsomkostningerne, afhængig af

partnere og andre partnerskaber (f.eks.

•

Biografklub Danmark). Distributørerne har

SoMe-bureau

ét fast mediebureau de samarbejder med,

F.eks. Gruvi.tv

og sjældent det samme som konkurrerende

•

og målretter indkøb af plads på SoMe

Nogle distributører har interne SoMe kom-

platforme, så de rigtige brugere på f.eks.

petencer, som står for alle formater – gifs,

Facebook, Snapchat og Instagram, bliver opmærksomme på filmen, ser trailer etc.

10, 20, 30 sek-formater, billeder og tekst. Alle distributører har også egne SoMe kanaler

•

Nordisk Film Distribution, UIP, Walt

Producerer forskelligt materiale til særlige målgrupper, gif’er, små klip etc.

på fx. Facebook, YouTube kanaler etc. •

Bygger online-kampagner, laver analyser

distributører.

•

Laver ofte “landing-page” til filmen, hvor

Disney Studios, SF (inkl. Warner Bros) og

potentielt publikum kan ledes direkte til

Camera Film er medlemmer af organisa-

billetkøb.

tionen FAFID: Foreningen af Filmudlejere i Danmark. De arrangerer Filmtræf og er

Influencers

medstiftere af Biografklub Danmark.

•

Kendte mennesker (macro-influencers) som mod betaling skaber opmærksomhed

DFI

om filmen på sociale medier. De er som regel

Lanceringskonsulenterne •

Sparring med producenten, instruktøren og

meget dyre. •

Mindre kendte mennesker (mikro-influen-

distributøren om positionering, lancerings-

cers), som til gengæld er store inden for en

plan, muligheder, partnerskaber, artwork

niche, særlig målgruppe etc.

etc., allerede før produktionen går i gang. •

Støttetildelinger til bio og vod-lanceringer.

Medier

•

Analyser, f.eks. filmtest, koncepttest, positi-

Dagblade, Magasiner, tv-programmer etc.

onsanalyser og generelle markedsanalyser.

•

Arrangementer og presse, f.eks. “Film på vej”.

Publicist / PR

Interviews og omtaler i forbindelse med filmen, instruktør, medvirkende m.fl.

•

Anmeldelser

•

Varetages af PR/publicist

F.eks. HAVE PR, Line Billenberg, Hammer PR, Freddy Neuman m.fl.

Mediepartnere

•

Kan være enkeltperson eller bureau.

Dagblade og magasiner, f.eks. Soundvenue,

•

Forbereder pressestrategi, kontakter me-

Ekko, Politiken m.fl.

dier, koordinerer og sparrer med instruktør,

•

forfatter og spillere ifm. interviews. •

•

Kan arrangere særlige debatarrangementer og forpremierer, f.eks. for deres abonnenter.

Nogle laver også interessent-arbejde, med f.eks. interesseorganisationer som kan være

Andre partnerskaber

med til at drive et publikum.

Forlag, udstillingssteder, institutioner eller

Nogle har også en SoMe del.

lignende, som har en forbindelse til filmens univers/tema. Derudover promotion-partnere.

Mediebureau

•

Fx Mindshare, Carat, GroupM • •

Organisationer som kan afholde særlige arrangementer for deres medlemmer eller

Administrerer indkøb og analyse af rekla-

skabe opmærksomhed om filmen. Herun-

meplads.

der deltagelse i paneldebatter mm.

Nogle få mediebureauer har også en SoMe del.

•

Nogle dokumentarfilm bruger en “impact

•

producer”, til at skabe og vedligeholde sam-

tører, f.eks. Grand/Camera Film, Empire/

arbejder med interessenter.

Reel, Øst for paradis og naturligvis Nordisk

Herunder også promotion-partnere, som

Film, der som den eneste fører både produ-

ofte er meget kommercielle - f.eks. Arla,

cent-, distributions- og biografvirksomhed.

Jensens Bøfhus, Matas, Rynkeby og meget

•

Nogle bookere vælger film til flere biogra-

andet. De giver synlighed for at "gnubbe

fer, andre kun til en enkelt. Bookerne har

sig" op af filmens brand/renomme, gennem

som regel en tæt relation til de forskellige

merchandise, konkurrencer, “Cornflakes-

distributører. De fleste biografer deltager i

bagsider” etc.

Filmtræf.

Biograferne

Biografklub Danmark

•

Sælger billetter og viser film.

Aktieselskab som ejes af "Den Erhvervsdrivende

•

Deltager i markedsføringen, ved at sikre

Fond Biografklub Danmark"

trailerkørsel af kommende film: De bestem-

•

mer hvilke kommende film, der trailerkøres foran filmene der allerede i markedet. Nogle

•

gange laver biograferne in-store kampagner,

letten til 10 film i særligt udvalgt program.

erne, uddeling af plakater for kommende

•

Har over 180.000 medlemmer.

film, farv-selv materiale på børnefilm og

•

Filmene i programmet vælges af et filmud-

meget mere.

valg, udpeget af biografer og distributører.

Tæt relation til deres lokale publikum, gen-

Både DFI og producentforeningen har be-

nem nyhedsbreve, SoMe og lokal presse. •

Lægger program fra uge til uge, for at sikre

styrelsesposter, men deltager ikke i filmvalg. •

Billetindtægten er kun halvt så stor pr. solgt

højest mulig belægning i salene. Performer

billet som normalt, til gengæld er filmen i

en film dårligt, kan den rykkes til en mindre

praksis garanteret mange sale ved premi-

sal eller tages af plakaten ugen efter, for at give plads til andre film. •

Landsdækkende biografklub hvor betalende medlemmer får 50% rabat på biografbil-

med aftaler om særligt materiale i foyer-

•

Stiftet af Foreningen af Filmudlejere i Danmark og Danske Biografer i 2000.

eren og i de fleste tilfælde et stort publikum. •

Der er gennem årene opsparet en betydelig

Brancheforeningen Danske Biografer er en

formue i fonden. Pengene skal efter fondens

paraplyorganisation, som repræsenterer

formålsparagraf bruges til at støtte projek-

Danmarks 4 biografforeninger; “Forenin-

ter, der kan fastholde og øge danskernes

gen af Premierebiografer i København, År-

interesse for at opleve film i biografen

hus, Odense og Aalborg”, “Fokus Biograferne”, “Foreningen af Store Provinsbiografer”

Filmtræf

og “Foreningen af Mindre og Mellemstore

•

Biografer” •

Kan i grove træk opdeles i fire kategorier:

•

Kæderne (Nordisk Films Biografer og

grafer), kunst-støttede arthouse-biografer

Biograferne kan se kommende film, i nogle tilfælde også film som ikke distribueres af

CinemaxX), de store selvstændige biografer (Fokus biograferne og store provinsbio-

Fire årlige “træf” over 2-5 dage med filmvisninger og events, arrangeret af FAFID.

FAFIDs medlemmer. •

Nogle instruktører og skuespillere deltager i træffet for at promovere deres film.

(Grand, Øst for Paradis osv.) og foreningsbiograferne. •

Nogle biografer er også parallelt distribu-

Fra Stodderbarn i baghaven til BOHR og det store publikum Nønne K. Rosenring er filminstruktør, uddannet både fra Super16 og Filmskolen. For øjeblikket arbejder hun, sammen med et forfatter-team finansieret af TV2, på BOHR, en stort anlagt biografisk spillefilm om fysikeren Niels Bohr. Hun har tidligere lavet kortfilm, dokumentarfilm og udkom i 2016 med den meget personlige film Stodderbarn, som er en hybridfilm bestående af lige dele fiktionsscener og dokumentariske optagelser. Stodderbarn havde verdenspremiere i BIOgrafen, en deleøkonomisk, selvbygget baghave-biograf med plads til tolv personer, i haveforeningen Nokken i København. Kort sagt, i Nønnes egen baghave. Filmen har siden fundet sit publikum gennem det Nønne kalder "Slow distribution", en dogmatisk distributionsform, opfundet til lejligheden. Jeg har talt med Nønne om spændet mellem to film med så ekstremt forskellige succeskriterier.

Stodderbarn

Vi tog kontakt til et gaveøkonomisk netværk og

Nønne: Stodderbarn er lavet på nogle grundpræ-

skaffede det meste af indretningen på den måde.

misser, som intet har at gøre med at lave en stor,

Fordi vi var nødt til at spørge efter ting og hjælp

bred fortælling. Det var et ekstremt personligt

til forskellige ting, opstod der en hel del interesse

projekt, både at lave det, men bestemt også at vise

omkring det. Der kom nogle ud og hjalp med at

det. Det er for mig et psykologisk stykke film: Et

bygge stolerækker og der var en gut fra Århus,

portræt af min relation til min far. Det var også et

som donerede en kolossal videoprojektor, som

meget konfliktfyldt emne for min familie og for mig

desværre døde efter den første sæson. Bortset

selv, men jeg følte at jeg var nødt til at lave filmen,

fra el og brænde til bålet, havde vi ikke nogen

om ikke for andre, så for mig selv.

udgifter. Fordi visningerne var på privat grund og gratis, var det meget nemt i forhold til rettigheder.

Da den var færdig kunne jeg se, at det var en film

Vi viste mange forskellige film, startende med

der skulle nå et publikum på en helt speciel måde.

“Lucky People Center”. Vi havde også en Agnès

Hvis jeg gik efter at få den ud i én eller anden

Varda-serie, viste store episke Hollywood film og

form for “almindelig” distribution, ville den støde

små eksperimental- og kunstfilm.

på så mange udfordringer, at den aldrig ville få et ordentligt liv. Derudover var det vigtigt

Vi oplevede ret hurtigt, at størrelsen af publikum

for mig, at filmen skulle opleves, sådan lidt “1:1”. Dén erfaring jeg fik ved at lave filmen, følte jeg var noget, der kom andre ved. Derfor var jeg nødt til at finde en

havde betydning. Vi oplevede, især sammenlignet

måde, hvor dem der skulle se filmen, også ville få

steder, hvor der var flere, relaterede de sig kun til

maksimalt udbytte af den. Det handlede bl.a. om,

dem de kom sammen med. Man har selvføl-

at publikum skulle ville se filmen. De skulle ikke

gelig altid en påvirkning på hinanden, også i et større, mere almindeligt biografrum, men vi oplevede at BIOgrafen kunne noget helt specielt.

opsøges som publikum, de skulle derimod opsøge filmen. Det skulle være et aktivt valg.

med visninger, hvor der var lidt flere, at der er en magisk grænse på 12-15 stykker, hvor folk virkelig relaterede til hinanden i biografrummet. Andre

BIOgrafen

Vi ritualiserede det endnu mere, ved at tænde et

Idéen udsprang af en lyst til at eksperimentere

bål i bålpladsen udenfor og skabe et velkomst-

med visningsformer og mødet med publikum i

rum, hvor vi tog imod og bad om at folk tog sko-

bredere forstand. Jeg har altid haft en stor lyst til

ene af, når de gik ind i biografrummet. Det kan

at se hvordan folk tager imod fortællinger. Det

virke ubetydeligt, men jeg tror, der ligger mere

stammer helt tilbage fra folkeskolen, hvor jeg ofte

end man lige umiddelbart tænker i at fjerne sko-

fortalte gyserhistorier for mine klassekammera-

ene. Det giver en sårbarhed og en andægtighed.

ter i frikvartererne i et depotrum med slukket lys.

Og så kunne folk blive hængende bagefter, hvis

Der eksperimenterede jeg med iscenesættelsen

de ville. Folk reagerede ret stærkt på det og BIO-

af fortællerummet, og dén lyst ligger i alt det, jeg

grafen blev en ret stor succes, ret hurtigt.

laver. Dét at få noget til at ske i nogle andre mennesker og hvordan man "stemmer” rummet, så

Verdenspremiere i baghaven

det passer til fortællingen.

Jeg startede med at vise Stodderbarn i BIOgrafen. Alle visningerne var udsolgt og nogle af dem

Jeg havde et 30 kvm havehus, som jeg og min

endda overbookede. Så allerede dér var det en

kollega Sidsel Becker indrettede som en mikro-

kæmpe succes! Så var der nogle journalister, der

biograf, hvor der kunne sidde tolv mennesker.

læste med på min Facebook, hvilket gav ret stor

opmærksomhed omkring filmen, og at den kunne vises andre steder, hvis man ville. Jeg kunne jo

nønne k præsenterer

ikke vide om der ville komme flere bookinger, men det gjorde der heldigvis.

Slow distribution Derudaf opstod tanken om Slow Distribution, hvor jeg opstillede nogle dogmer for mig selv: Jeg viser filmen gratis 15 gange i BIOgrafen og derefter viser jeg den aldrig gratis mere. Jeg har både været ude på museer og sognegårde og mange andre steder. Der er jo alle mulige mennesker derude, som har lyst til at samles om film, som fungerer på en lidt anden måde, end vi er

Stodderbarn

vant til. Og ikke kun folk der er meget kulturelle

a t s av n e . a t s ø g e . a t s ø r g e . a t f i n d e .

eller belærte inden for filmkunst. Jeg havde en visning på et bibliotek - jeg mener det var i Hirtshals. Hende der stod for deres filmklub var en sand ildsjæl. Hun var enormt optaget

klIp

InstruktIon og manuskrIpt n ø n n e k k a m e r a C h r I s t I a n h o lt e n B o n k e , o l e B e n d t z e n , m a r t I n t o p J a k o B s e n o g n ø n n e k n ø n n e k , s a r a r e I t h e r o g J e s p e r tone m o r t e n d a l s g a a r d o g m I k k e l s k o l n I k s ø r e n s e n musIk l au r a m o , J o h n n y m a d s e n o g d J u n a B a r n e s d a n s k e F I l m I n s t r u k t ø r e r , d a n s k J o u r n a l I s t F o r B u n d & s tat e n s k u n s t F o n d produCeret aF F o r k a n t F I l m & g o d t n o k p r o d u C t I o n s I s a m a r B e J d e m e d n ø n n e k

FInansIeret aF

af en lille ukendt, tjekkisk festival. Så hun havde i mange år sørget for at alt, hvad der blev vist der, også kom til Hirtshals. Det er jo fedt, at der

kommer Cinemateker mange steder, men det er også fedt med ildsjælene derude. Så jeg synes, vi skal værne om de folk som f.eks. får fiskere i Hirtshals til at se kunstfilm fra Tjekkiet.

Break-even for Stodderbarn Der var naturligvis mange bookinger i starten. Så døde det lidt hen efter et års tid, men nu er der kommet en opblomstring igen. Folk kontakter mig og siger “jeg nåede ikke at se den, hvad skal jeg gøre?”. Så fortæller jeg dem om konceptet, og så får de det ofte til at lykkes med en visning. Det er ikke specielt arbejdskrævende at tage imod de tilbud, der kommer. I år er det tre år siden, jeg begyndte at vise filmen og nu har den ramt break-even. Det er selvfølgelig, fordi det ikke har været en vildt dyr produktion, men det har heller ikke været helt billigt. Hvis filmen kun havde været kortvarigt tilgængelig i almindelig distribution, ville det aldrig være

Nønnes dogmer for Stodderbarns slow tour: – 1. Filmen skal "kaldes" af sit publikum. Jeg viser den KUN, når nogen henvender sig og vil sætte den op. Jeg må ikke selv henvende mig for at sætte visninger op. 2. Jeg skal altid være tilstede og introducere filmen, og være til rådighed for publikum efterfølgende, hvis de ønsker at spørge/ kommentere. 3. Filmen skal betales på sin slow-tour. Jeg skal have honorar ELLER en substantiel udvekslingsøkonomi*. Eksponering gælder ikke som økonomi. Hvis jeg skal lave visninger med udvekslingsøkonomi, kan det KUN være på venues, der heller ikke selv tjener penge, dvs. hvor der arbejdes frivilligt. 4. Jeg gør regnskabet op efter 10 år. Og FØRST efter 10 år. *Red: Med udvekslingsøkonomi, menes bytteeller gaveøkonomi

lykkedes. Det har taget tid for folk at finde ud af,

den kommer ud på andre måder.

hvor de kunne sætte noget op i deres lokalmiljø.

En inspirerende erfaring jeg har fået med BIOgra-

Ikke bare at finde et sted, men også finde nogle

fen og Slow Distribution er, at når jeg laver en film,

penge til det.

på et hvilket som helst niveau, skal jeg skabe et rum, hvor folk bliver påvirkede.

Hvad er en succes? Mange kunstneriske film bliver ikke set som kom-

Rasmus: På promotion-materialet til den film du

mercielle succeser, men hvad er det for succeskri-

arbejder på nu, “BOHR”, står der allerede “I bio-

terier, vi sætter op omkring dem? Hvad med om

grafen marts 2021”. Hvordan skal dén film møde

der var et mere varieret sæt af succeskriterier? Min

publikum?

oplevelse er, at der er meget mere og et meget bredere publikum til et mere diverst indhold, end jeg

Nønne: Ja, det er 100-året for oprettelsen af Bohr-

havde regnet med. Når jeg hører nogle om-

instituttet. En af vores indgangsbønner i forhold

tale særlige film som “nødvendige for at udvikle filmsproget”, og at man må leve med, at der ikke er så mange, der ser dem, synes jeg det er sat meget hårdt op imod en smal definition af distribution, og især succesfuld distribution.

til filmen om Bohr er, at den skal være tilgængelig for folk, som ikke nødvendigvis interesserer sig for kvantefysik eller atombomben. Det er en del af verdenshistorien, som jeg mener er afgørende, at vi kigger på og så mange som muligt får en chance for at forholde sig til. Succeskriteriet er, at der skal en masse mennesker ind og se den. Det er også en film,

Nogle film skal møde sit publikum på en helt

der kræver et stort budget.

anden måde for, at de kan blive en succes. Man må spørge sig selv, hvordan man finder publikum

Rasmus: Og med den ambition følger der vel en

til lige nøjagtig “den” film. Hvis jeg skal prøve at

hær af købmænd?

sige noget om, hvad Stodderbarn og Slow Distribution kan gøre for andre film, så er der nogle

Ja, og inden filmen er lavet er det vigtigt, at de

kriterier: Man skal eje alle rettighederne og man

også er med på den rigtige præmis. På den rigtige

skal ikke være afhængig af, at filmen skal tjene

historie. Vi skal lave et rum, hvor nogle mennesker

penge hurtigt. Jeg kigger ikke kun på min egen

går ind og får en oplevelse. Det rum kan man også

økonomi i månedscyklusser, men også i halvår,

sætte op i markedsføringen, med plakat og trailer

hele år og femårs cyklusser. Nogle ting skal have

og hvad der ellers måtte være, som en del af fil-

lov til at tage lidt længere tid. Det skal være en

mens univers og udtryk. Det skal vi huske, mens vi

slags projekt, hvor der er okay, at der går tre år før

arbejder videre med historien.

der er break-even, og måske ti år før du har tjent penge på det. Derudover skal filmen selvfølgelig have noget i sig, som er stærkt nok til at folk føler et pull imod sig. De skal (som sagt) ville filmen. Desuden skal man som skaber være villig til at bruge tiden på at rejse rundt med filmen. Filmen er ikke til-

gængelig på andre måder end, at jeg er med den. På en måde kan man sige, at jeg har et 10-års holdback (mindst) før

BOHR er et historisk drama om fysikeren Niels Bohrs liv og hans personlige kamp gennem 2.verdenskrig og atomkapløbet med Nazi-Tyskland og Rusland. Niels Bohr er samlingspunktet i det internationale forskningsmiljø han og hans kone Margrethe skaber i København, hvor den banebrydende opdagelse af kvantemekanikken finder sted. Da krigen er en realitet kæmper Bohr for det internationale samarbejde og åbenheden. Hans nærmeste kolleger, Werner Heisenberg og Lise Meitner, spiller afgørende roller for de valg, han selv må træffe om sin egen deltagelse i skabelsen af verdens første atombombe. Det er en film om atomalderens fødsel, verdenssamfundets uskyldstab og Niels Bohrs livsfilosofi: at enhver sandhed rummer sin egen modsætning. Filmen har et internationalt cast og er på dansk, tysk og engelsk. Den produceres af New Global Cinema og manuskriptet skrives af Merlin P. Mann, Alexander Wrede Elung, Nønne K Rosenring og Pelle Koppel.

HVAD ER DET VIGTIGSTE? Succeskriterier for lanceringen af dokumentarfilm

Signe Byrge er producer og medejer af Final Cut for Real. Selskabet står bag bl.a. The Act of Killing, The Distant Barking of Dogs og Dreaming Murakami, blandt mange andre film, som har markeret sig både nationalt og internationalt. Jeg har talt med Signe om at arbejde med forskellige succeskriterier for en film og dens lancering, udover de rent økonomiske.

Det vigtigste

som instruktør på landkortet og så betød det

Signe: Det vi prøver at gøre tidligt i en proces er,

noget at tjene nogle penge, fordi vi allerede på

at instruktør og producer sammen laver nogle

det tidspunkt havde overskredet budgettet med

kriterier for, hvad der er det vigtigste for dem.

en halv mio.

Det nemmeste eksempel jeg har, er The Act of Killing, hvor det vigtigste for os, var det politiske

Salgsagent med samme succeskriterier

i Indonesien. Filmen gik ind og tegnede et billede

Derfor valgte vi en salgsagent som også viste

af hele den politiske selvforståelse i Indonesien,

entusiasme i forhold til, at filmen skulle ud i Indo-

som var helt anderledes end det, der var domine-

nesien, og at den på et eller andet tidspunkt skulle

rende på det tidspunkt. Vi ville have både ofre og

ud gratis. Det var et stort krav at sætte. Der kunne

bødler til at tage stilling til deres billede af Indo-

man godt forestille sig, at nogen ville hoppe fra,

nesien igen, og vende det om.

men både salgsagenten og distributørerne bak-

Dernæst betød det noget for os at placere Josh

kede faktisk allesammen entusiastisk op om det.

Synergi

(organisationerne red.) er der løbende, hver dag i

Tanken var også at vi skulle skabe synergi mellem

5-10-20-30 år. Filmen skal kunne bruges af

det, der foregik i Indonesien og det der foregik

dem, der er der i dagligdagen og for, at den for alvor bliver brugt, skal de føle et ejerskab omkring den. Hvis ikke de gør det, bruger de den ikke og så er det lige meget. For vi kan ikke være der og instruktøren er [også] videre til sin næste film. Derfor er vi nødt til at forankre filmen og det den kan i de organisationer, der er i civilsamfundet indenfor det felt.

internationalt. Sådan at hvis der var debat om filmen på en bestemt måde i Indonesien, bragte vi dét ind i det internationale, og hvis der var debat internationalt, bragte vi det ind i Indonesien. Vi skaffede et outreach-budget, så vi kunne hyre nogle mennesker i Indonesien, til at stå for den indonesiske del. Det skulle selvfølgelig foregå på indonesisk og de skulle have daglig kontakt med journalister, kritikere og mediefolk. De lavede et stort projekt over flere år. Først ved at have en lukket og sikker premiere, så hemmelige visninger og

I USA brugte vi hele Oscar-kampagnen til at

efterhånden som det åbnede mere op, også åbne

punke det amerikanske system til at frigive de

visninger og til sidst ud på dvd. De lavede også en

dokumenter, de havde om, hvad der var foregået

lille undervisningsbog der kunne gå med filmen.

dengang og om hvordan amerikanerne havde støttet det. Vi ville vise dem, at de havde været med i

Rasmus: Hvordan kan det lade sig gøre at styre en

det og prøve at få dem til at kigge én gang til. Hele

diskurs, så langt væk hjemmefra?

måden filmen kom ud på og hele historien omkring den, var en super vigtig del af projektet.

Signe: Det kan vi ikke alene. Derfor arbejder vi

sammen med mange organisationer. Det synes

Rasmus: Hvordan var aftalen helt tilbage, da I

jeg altid man skal. Vi er der kun et øjeblik med en

byggede projektet op? Havde I den diskussion al-

film som kan fungere som katalysator, men de

lerede der? Omkring succeskriterierne?

Signe: Det havde vi på den måde, at vi godt vidste,

hvordan kan vi være med til at sikre, at den bliver

at det var vigtigt for os begge to. Derfor kunne vi

brugt på den rigtigst mulige måde?

lave så klare aftaler. Det var dog først, da vi havde

Det er vigtigt at det gøres i samråd med dem,

den sidste optage-tur i Indonesien, som i øvrigt

som har været med til at lave filmen, så den ikke

også var den sidste på Look of Silence, at vi holdt

kommer ud på en helt skæv måde og f.eks. bliver

møder med centrale NGO’er om, hvordan filmen

sensationalistisk beskrevet. Vi prøver ikke bare

skulle komme ud. Der begyndte vi at have de mere

at få mest mulig omtale ved fx.at skrive noget helt

konkrete tanker. Da vi så skulle til at tale med

outrageous om en film.

salgsagenter, satte vi [Joshua og Signe red.] os ned og talte meget konkret igennem, hvad vi ville og

I Danmark:

hvad prioriteringerne var.

Rasmus: Når I er i Danmark, er det så meget jer,

Når vi kigger tilbage kan vi se, at vi har opnået det

der har hænderne på lanceringen, eller har I også

vi gerne ville, i den rækkefølge vi gerne ville. Hvis

en publicist på?

det havde været uklart, hvem der gerne ville have penge og hvem der gerne ville have omtale, og af

Signe: Nogle gange har vi, hvis vi har råd, men de

hvad, så havde det været noget mudder.

(publicisterne red.) er typisk fokuserede omkring pressen. Hvis det virkelig skal fungere, så skal

Rasmus: Er det en diskussion som er til stede i alle

man have en anden type, som er en mere langsig-

jeres (Final Cut’s) projekter?

tet person, som forholder sig til undervisningssektoren eller ngo’erne.

Signe: Det er i hvert fald noget, vi prøver at over-

Undervejs i produktionen har vi måske arbejdet

veje. Det er jo meget forskelligt, hvad en film skal

med nogle eksperter, som siger, at de godt kunne

kunne og derfor er processerne forskellige hver

bruge filmen i deres organisation. Så inddrager

gang. Men det er tit en overvejelse for os mht. de

vi dem i lanceringen, måske i en paneldebat. Vi

medvirkende. Hvilket impact vil filmen have dér,

opsamler mulige samarbejder eller finder nye som

hvor den er lavet? Hvordan vil den blive brugt og

kan indgå, så de opdager at filmen er der. Derud-

over arbejder vi tit med det, vi kalder ambassadø-

kelig lang tid på farten, synes det var for hårdt og

rer og laver ikke bare presse-screenings, men også

bare har lyst til at komme hjem. Den der fejring

ambassadør-screenings.

står ikke rigtigt mål med noget virkeligt.

Vi vil også gerne lave undervisningsmateriale til

Det vigtigste man kan gøre som instruktør er, at

filmene, så det for alvor bliver brugt i pensum.

man parallelt med at være ude, har et nyt projekt

Det har været lidt svært, fordi der er meget fokus

man kan være grounded i. Så kan man også bruge

på folkeskolen. Mange af vores film er nogle man

det at være ude, til at få finansieret det næste. For

typisk først ser i gymnasiet. Da ville det være rart,

en instruktør er det rigtig svært at få til at løbe

hvis fx DFI gik mere ind på gymnasieområdet.

rundt, fordi der er al den tid på festivaler hvor man ikke er dækket ind med løn. Så medmindre

Instruktørernes rolle

man har nye projekter som er langt nok til at man

Det er ekstremt vigtigt, at instruktøren er med i lanceringen, for hele vores pressesystem er bygget på, at det er instruktørens historie, de vil høre. Det er godt, når der er meget engagement fra instruktørens side, ikke bare til at få netop den her film ud, men også til en opbygning af sit instruktør-brand over tid og fra den ene film til den anden.

er i gang med betalt udvikling, er man lidt på den.

Opbygning af et forhold til publikum og måske en

Signe: Vi kan ikke lave en international film, som

opbygning af et Facebook- eller Instagram-følge.

bliver optaget et sted ude i verden, uden at have

Jo mere man er engageret og rent faktisk forhol-

mindst to co-produktions-partnere og alle mulige

der sig til sit publikum, des mere får man igen, den

europæiske tv-stationer som medfinansiører.

anden vej.

Nogle gange er det svært, fordi nogle tv-stationer

Der er et generelt problem med, at vi kan godt

har egne ønsker, f.eks. om hvornår de vil sende

få penge til at hyre en publicist, men ikke til det

noget. Måske vil BBC vise vores film, fordi de har

producer- eller instruktør-arbejde som foregår i

et “asien-tema”, mens vores ønske kan være, at

lanceringen. Man opfatter det som en del af vores

filmen får en stor festival-premiere først, og at vi

interesse i at filmen kommer ud. Det er det selvføl-

gerne vil prøve at sælge den til distribution i USA.

gelig også, men når man så står der og skal bruge

For at vi kan det, skal filmen kunne Oscar-kvalifi-

fire uger på at lancere, så er det en omkostning,

ceres, ellers kan den slet ikke være med i slagsmå-

man ikke kan få dækket nogen steder. Hvis filmen

let. Men reglerne siger, at er den ikke må være vist

tjener nogle penge, kan vi dele dem og give en el-

på tv eller VOD noget sted i verden, inden den er

ler anden fair løn for arbejdet. Men det er svært,

kvalificeret.

Tv-finansiering vs. festival-liv og salg til distribution Rasmus: Hjælper det på filmens udbredelse, at man har samarbejder ude i verden, som ikke bare investerer i produktionen, men også hjælper med at få filmen ud?

for nogle gange sker det ikke og så har man ikke noget at dele.

Det svære for os er, at vi er nødt til at have tv-stationerne med, for det er der, det største publikum er

Rasmus: Er der eksempler på at instruktører sim-

i sidste ende. Selvom de måske kun giver 5-7000€

pelthen ikke har været i stand til at deltage i en

til produktionen, så skal man samle tilstrækkelig

lancering?

mange af dem, for at kunne søge europæisk finansiering, eller Nordisk Film og -Tv-fond, hvis man

Signe: Ja, især hvis ens film er på mange festivaler.

har flere nordiske tv-stationer. Det er der, de større

Jeg har oplevet instruktører, som efter tilstræk-

penge er. Så vi har en finansiering som grundlæg-

gende er tv-baseret, men vi har et personligt, og tit

Signe: Instruktører kan blive overraskede over,

et instruktør-ønske, om at komme ud på festivaler.

hvor stort et personligt engagement det kræver

Hvis filmen er tilstrækkelig potentielt kommer-

at drive et publikum. Hvor mange kræfter det

ciel, og den kunne klare en A-festival, har det

kræver at banke folk op til at fylde sæderne i

ønske også en økonomi forbundet, som f.eks., at

en biograf. Det kræver en hel masse knofedt: At

kunne sælge den til distribution i USA. Den slags

skrive interessante indlæg på sociale medier, være

deals kan vi aldrig lave mens filmen er i udvikling,

til rådighed for presse og stille op med sin film.

for distributørerne vil først plukke den ud af Sun-

Det kræver også, at man tænker lanceringen ind

dance eller Toronto.

i produktionen undervejs og sørger for at få de al-

Den ærlige version ville være at lave filmen med biografdistributører i USA og Europa og så sælge den til tv bagefter, men den model findes ikke. Det kan kun være den anden vej rundt og hvis du så insisterer på festivaler og biografer og salg, så rammer du en potentiel konflikt med dine virkelige partnere og grundfinansiører. Den konflikt står man næsten altid i

lerbedste stillbilleder, som også er i høj opløsning.

som producent og man er nødt til at gøre det klart

vi altid brug for. Man kunne godt lave et kursus

for sin instruktør, at man er fælles om den. For i

for instruktører i billedbehandling.

Det er ufatteligt så mange instruktører, jeg har mødt, som kun kan finde ud af at aflevere et jpeg på 38 kilobyte. Det er en rigtigt dårlig idé, hvis du gerne vil have din film ud i verden. Stillbilleder er en anden slags visuel kommunikation, end det man optager til filmen. Det er en god idé at have mange gode stills, inklusiv et portrætfoto af sig selv, som man har det godt med. Det har

det øjeblik vi siger ja til tv-siden, så har vi et potentielt problem i forhold til festival-siden.

TO DISTRIBUTIONSSAGAER MED CHRISTIAN TAFDRUP Forældre Christian: Jeg havde ikke lavet en spillefilm før og havde et meget langt forløb på New Danish Screen, på omkring tre år, hvor vi udviklede manuskriptet. Det var aldrig noget krav at den skulle i biografen. Det var næsten ikke noget man snakkede om, selvfølgelig for at beskytte talentet og give fri hænder til at tage nogle chancer. Men jo længere jeg nåede i processen med filmen, jo mere kunne jeg mærke at jeg, helt personligt, havde et stort ønske om at få min film ud i verden. Og hvis den skulle have opmærksomhed, så skulle den have en form for biograf-release. Jeg kunne jo godt se at min film var skæv, men jeg troede virkelig på, at den havde et publikum. Søren Malling og Bodil Jørgensen var jo med og det var en genkendelig historie.

En færdig film I første omgang stod jeg med en færdig film i august 2015. Vi viste den til Nordisk Film Distribution, og jeg husker tydeligt at én af dem sagde til mig, at det var en rigtig god film, men at "det jo ikke er en biograffilm. Det er en tv-film". Så han affejede fuldstændigt min ambition om at få den ud i biograferne. Den anden mente, at den kunne lidt mere og skulle ud i en smal biograf-release. Vi talte om hvilke biografer filmen skulle ud i, og jeg gik en hel sommerferie og var ret glad.

Mur nr. 1 Da vi viste filmen til DFI for at søge lanceringsstøtte, kunne de slet ikke se potentialet i den. De synes, det var en spændende kunstfilm, men de ville ikke støtte en biograf-release. De mente ikke at den kunne klare sig på markedet. Så vendte distributøren på en tallerken og sagde, at uden DFI-støtte var det for risikabelt at distribuere den.På det her tidspunkt tog jeg det ikke særligt alvorligt, for jeg vidste jo ikke rigtigt noget om markedet og alt det der. Jeg troede, at Nordisk Film kunne satse lidt på den og alt det arbejde, vi havde lagt i den. Men det ville de ikke. De bad mig lede efter en anden distributør.

En anden distributør Dér kunne jeg måske have smidt håndklædet i ringen, men jeg var meget stædig og tænkte, “så må jeg undersøge markedet for distributører”. Men jeg anede absolut intet om noget. Jeg bad om råd fra en producer-ven og hun foreslog, at vi satsede på festivaler. Det var vi på en

Christian Tafdrup har med sine to spillefilm “Forældre” og “En Frygtelig Kvinde”, haft to meget forskellige oplevelser med distribution og lancering. Fælles for dem er dog, at Christian i dén grad har kæmpet bag kulisserne, for at få sine film i biograferne. Derudover har han, især i forbindelse med En Frygtelig Kvinde, brugt sig selv i lanceringen, og ikke altid med super positiv respons fra folk derude. Jeg har talt med Christian, som meget generøst deler ud af sine erfaringer.

måde allerede i gang med, men fik enormt mange

Jeg havde også skrevet til alle cheferne derude og

afslag fra alle de store festivaler. Vi arbejdede fint

sagt, at jeg havde nogle aktier jeg kunne sælge. Jeg

sammen med DFIs festival-afdeling, men der var

ville gerne bruge nogle af mine egne penge, hvis

ikke rigtigt bid. Distributørerne mente i øvrigt hel-

de bare kunne investere små 60.000 i lanceringen.

ler ikke, at en festival ville gøre det store fra eller til.

Det sagde de nej til, men de ville gerne give mig

Men jeg kontaktede alle distributører det fandtes i

en premiere i Imperial, hvor de ville vise den for

Danmark, én ad gangen og ventede på deres svar.

alle pingerne. Men så skulle den direkte på en

Derfor tog det mig 14 måneder før jeg var igen-

streamingtjeneste bagefter. Deres filosofi var selv-

nem dem alle sammen. Det var en sindssygt

følgelig, at de ikke putter penge i noget, de ikke tror

hård proces. Nordisk Film Distribution film var jo bakket ud og min producer fra Nordisk bakkede også ud efter totre “nej’er”. Han mente, at jeg skulle videre og lave en ny film, og så i øvrigt tro lidt på de mennesker, som havde erfaring med distribution.

kan klare sig på markedet. De tænker jo kommercielt og de synes ikke, den havde noget potentiale. Men jeg blev ved med at kræve en rigtig biografrelease, og til sidst kom Nordisk Film Distribution tilbage og sagde “okay, nu prøver vi med en lille release. Ikke noget event-halløj, men en normal distribution, og så ser vi hvem der bider på.”

man også sig selv, hvem er det, der kommer ind til

Nordisk gik altså omsider ind i det men uden, at ville lægge noget økonomisk. Der var en assistent, der tog sig af alt PR, men han kunne jo ikke gøre så meget, så jeg ringede selv til alle journalisterne. Det blev til to interviews. Et

sådan en testvisning?Kort efter fik vi at vide at fil-

i Soundvenue og et i Berlingske, som også var

men var i konkurrence på Tribeca filmfestivalen i

en slags portræt af mig, fordi jeg lige var blevet

New York. Det var det sidste kort på hånden. Den

far. Men ellers var der ikke en eneste artikel om

Testvisningen fra helvede, Tribeca og mur nr. 2 Så lavede de en test-visning inde på DFI og den testede virkelig dårligt. Der var sågar folk, der skrev, at de synes den var spild af tid. Men så spørger

blev en ret stor succes derovre. Der kom mange til

filmen.

visningerne og dem der anmeldte den, anmeldte

Vi fik Palads Biografen på og så havde jeg allerede

den virkelig godt. Jeg troede: "fedt, nu kan jeg godt

selv skaffet Øst For Paradis og nogle kunstbio-

få den i biffen." Så prøvede jeg Camera Film igen,

grafer i Jylland. Det var sådan set fint for mig. Vi

men de havde fyldt på alle hylderne. Så fik jeg fat

havde premiere under Copenhagen Pix, hvor jeg

i Reel Pictures og de ville gerne, men kun hvis

selv synes den forsvandt lidt i mængden. Men

vi kunne få DFI med ombord. Det lykkedes mig

så fik filmen rigtigt gode anmeldelser. Så kom

endda at få nogle tilkendegivelser fra 4-5 biografer

Dagmar med og viste den i tre uger. Den blev vist

om, at de gerne ville vise den - med Empire som

“kun” set af 1600 mennesker, men jeg var egentlig

hoved-biograf. Så søgte vi DFI om et forholdsvis

ret tilfreds.

lavt lanceringsbudget, men fik afslag. Det var vildt skuffende! Og så trak Reel Pictures sig også.

Pressen Da journalisterne i slutningen af året skulle skrive

Stop nu

deres ting om, hvor dårligt det går for dansk film,

“Nu stopper det her”, sagde min producer. Men det

kom den på listen. Shelley var også ude samtidig

gjorde det ikke, for jeg blev ved. Jeg var nærmest

og blev set af 700 mennesker eller sådan noget. Så

nede på mine grædende knæ hos distributions-

rullede det igen, med spørgsmålet om hvorfor de

afdelingen på Nordisk, og så tror jeg til sidst at

her film skal i biografen eller overhovedet laves.

min producer gik op til dem og bankede i bordet.

Men altså, hvis du udgiver en film i meget få ko-

pier, som kun kører kl. 14 eller kl. 19, så kan den jo heller ikke blive set af særligt mange. Plus der var ingen der lavede PR for den, udover den søde assistent på Nordisk. Langt senere blev den nomineret til en masse Bodil- og Robert-priser og vandt også en masse. Så kom der lidt mere interesse omkring filmen og på hvad jeg skulle lave derefter.

En Frygtelig Kvinde. En knap så frygtelig distributions-oplevelse Samtidig med alt det her havde vi søgt “skitsen ”-initiativet hos New Danish Screen og var i fuld gang med at lave “En frygtelig kvinde”. Da havde Forældre ligget stille i over et år, efter den var færdig. Min producer var jo god på den måde, at han sagde, det handlede om at lave flere film og komme videre. Filmen fik støtte i august 2016 og skulle meget hurtigt i gang. Vi gik på optagelser med et andet draft af manuskriptet og med hele processen

os, som om vi var fuldstændigt vanvittige. På det

omkring Forældre i baghovedet, havde jeg skruet

tidspunkt var Klumpfisken den mest sete New

mine forventninger helt i bund. Jeg lavede egentlig

Danish Screen-film, så 30.000 lød helt tosset i

bare den næste film uden de store forventninger,

deres ører. De lavede også Den Skyldige samtidig,

men med masser af lyst.

og der lød det også, at “Den Skyldige skal heller

Jeg kunne godt mærke, at den måske havde et

ikke i biografen”. Det hele var som om biografen

mere kommercielt potentiale, men jeg ville slet

var det store onde og i opposition til det der med

ikke tænke tanken. Vi lavede den jo på 16 dage

talentudvikling. Det er der selvfølgelig noget

uden at tænke på, at det skulle være en biograf-

meget rigtigt i, men der er også noget rigtigt skidt.

film. Jeg vidste, at jeg ikke gad at skrive rundt til

Det begrænser ens ambitioner og drømme. For

16 distributører og hvis den ikke kom på en eller

selvfølgelig skal det ud i en biograf! Måske bare et

anden festival, måtte vi lægge den ud på YouTube.

par dage i Vester Vov Vov, men alligevel.

Det var meget befriende. Da distributørerne på Nordisk Film skulle se den

Potentiale

i en testscreening, var jeg vanvittigt nervøs. Der

Det tog fire måneder at klippe den for, vi havde

gik noget teknisk galt under visningen, så den

optaget rigtig meget materiale. DFI sagde igen dét der med event-visninger og tanken om tre-fire storbyer i et par dage og så ud digitalt. Jeg var simpelthen så træt af det der event-ord. Ad! De spurgte os til

stoppede fire-fem gange. Jeg måtte gå ud af salen. Men da de kom ud igen, sagde de, at de var rigtigt glade for den og mente, at den kunne sælge billetter. Folk vil gerne gå ind og se noget, der minder om deres eget liv, og det med at have "en frygtelig

et møde, hvor mange vi troede, der ville se den og

kæreste" og være i et parforhold, det er noget alle

vi sagde lidt ydmygt "ca. 30.000". Så grinede de af

kan forholde sig til. Samtidig opdagede jeg også,

at de folk, som jeg havde brugt et år på at være

kampagne. Vi fik også Have PR med ind. Jeg var

ret sur på, faktisk både havde kant og humor. Jeg

jo slet ikke vant til alle de ting og fik en helt anden

kunne se, at de havde en smag og gerne vil have

respekt for det arbejde, de laver. Før var jeg en sur

noget, der provokerer dem og går til grænsen.

forsmået kunstner, som tænkte "de tænker kun

Det afgørende for dem er så, om der vil komme

på penge", men nu kunne jeg mærke en masse

publikum ind og se det. Det tænkte de ikke med

mennesker som også brændte for filmen, bare ud

Forældre, men det tænkte de her. Så der var ret

fra deres perspektiv. Så jeg prøvede også at lægge

hurtigt en stemning af, at Nordisk gerne ville di-

kunstneren væk og tænke på en markedsagtig

stribuere den.

måde. Min bror og jeg, (Mads Tafdrup, medforfatter på En Frygtelig Kvinde *red), gik selv i det hem-

Hvor stort?

melige og troede på meget end de 5-10.000, men

Men da vi så begyndte at snakke om, hvor mange

turde ikke sige det højt, for der blev grinet af det.

biografer den skulle gå i, var estimatet mellem 5-10.000 billetter. De ville ikke sætte barren for

En hjælpende hånd

højt, for det var jo stadig en talentfilm og den var

Det var egentlig Kim Pedersen der havde set

jo lidt eksperimenterende. Det tror jeg også hand-

filmen og ville have den i Biografklub Danmark.

lede om, at de ikke var parate til at lægge flere

Han var en enormt stor hjælp for mig, for han tro-

millioner i et stort lanceringsbudget. Aftalen

ede virkelig på den. Vi skrev sammen rigtig meget

var, at det skal være billigt, også fordi lancerings-afdelingen på DFI skulle sige “ja”. Jeg synes, vi havde nogle rigtig gode samtaler med dem på DFI og de havde nogle testscreeninger, hvor det gik rigtig godt! Der kom en mand med grafer og pegepind og viste, hvor den slog ud og folk grinede. Der var en

og han slog virkelig et stort slag for biograferne

masse tegn på, at det var noget folk synes var skide

troede på den. Jeg ved jo ikke, hvad distributøren

sjovt og meget genkendeligt.

og Kim har gjort, men tror at de, uafhængigt af

for, at de skulle tage den. Den var i spil til Biografklub Danmark, men blev så afvist. Da den ikke kom i Biografklub Danmark, så sagde vi, “jamen så måtte vi gøre arbejdet selv. ” Distributionen kæmpede, Kim Pedersen hjalp og vi endte jo på 70 biografer. Jeg oplevede for første gang, ikke at stå alene. Der var rigtig mange biografer som ikke

hinanden, har forsøgt at overtale dem. Kim Peder-

Ikke længere usynlig

sen har uofficielt, på egen hånd, prøvet at snakke

Alt det jeg måske havde savnet på Forældre, hvor

med sine kollegaer, biografejerne, på sin egen

jeg bare var usynlig, fik jeg her. Jeg fik lov til at

måde: “jeg ved når det er en succes, I tager fejl

være en del af processen, som er noget med møder

hvis i ikke tager den her”. Uden at tvinge noget

om plakat, opdatering omkring hvilke biografer

ned over folk, men virkelig være en ambassadør

der er på, noget med at prøve at charme sig til nog-

for, at han troede det var én af de film, der ville

le biograf-møder. Men det var svært at få mange

sælge rigtig mange billetter.

biografer på i starten. Distributøren kæmpede virkelig og satsede, ved at prøve med release d. 25.

#Metoo

december. Det er en meget kommerciel dato. (I år

Vi sad i foråret og lavede alt det her og aftalte, at

var det Ternet Ninja. red.)

jeg alene skulle tage 90% af alt PR-arbejde. Vi havde en enormt god kommunikation med HAVE

Stadigvæk talte de kun om 5-10.000 billetter, så

PR og der var enighed om, at vi ikke kunne sælge

lancering var også derefter. Der skulle ikke være

den på spillerne, for de var ikke så kendte. Det

plakater overalt, og vi skulle kun køre online-

var en sjov historie, at filmen var inspireret af in-

struktørens egne erfaringer med kvinder. Jeg har

Succes!

jo erfaring med at performe og tale, fordi jeg er

Filmen kom ud og lynhurtigt blev den set af rig-

skuespiller, så vi aftalte, at vi skulle målrette den

tig mange mennesker. Det gode var, at den ikke

på mig, og at jeg gerne måtte gå til grænsen: Jeg må

knækkede, men der kom flere og flere ind og se

gerne komme med nogle statements, som hvis jeg

den. Jeg lavede interviews helt indtil marts og

finder dem ærlige, kan provokere nogle. Jeg må

den blev set af næsten 200.000. Jeg oplevede at

godt gå ud og sige noget om kvinder. Det var der

få sms’er fra distributionen om fantastiske tal, og

en fælles stemning af kunne være enormt sjovt.

hvor godt det gik det hele. Den vandt også nogle

Vi havde et møde med en af mine veninder, som

priser, så der var et langt efterspil. Jeg havde jo op-

både er journalist og feminist, og hun hjalp lidt

levet noget helt andet med Forældre og processen

med, hvor vi skulle passe på. Jeg havde nok regnet

var meget sjovere, end når jeg stod helt alene.

med, at der ville være nogle få der ville blive provokerede, og ellers ville folk bare synes det var skide

Rasmus: Da jeg så filmen, og især det der skete om-

sjovt. Men der gik jo 8 måneder før filmen skulle

kring den, kan jeg huske at jeg tænkte: “Han sætter

have premiere og i mellemtiden kom #metoo

sig i en vild position”. #metoo var lige kommet.

buldrende.

Det må også have været lidt udfordrende? Var der nogle ting som står ud, i forhold til det?

Det kunne jeg mærke tændte dem i distributionen helt vildt. Der var forslag om at lave noget

Christian: Jeg følte jo virkelig, at jeg improvise-

#mentoo. Jeg afstod egentlig fra det, for jeg gider

rede. Jeg var drevet af, ikke at få opmærksomhed

ikke at være et politisk talerør og jeg ved ikke,

på min første film, så jeg ville det hele. Det var

hvad jeg mener om #metoo. Det er en film om et

måske lidt primitivt, men jeg havde det sådan “nu

parforhold og ikke om mænd og kvinders rettig-

skal jeg have opmærksomhed”. Så jeg sagde ja til

heder og sådan noget.

alt og skruede op for charmen. Men jeg kunne

Men jeg kunne mærke, i slut oktober, da vi åb-

også mærke, at jeg skulle passe på, allerede fra

nede op for pressen og interviews, at timingen

første interview jeg lavede. Jeg tror, det var en ung

var fænomenal. Hvor jeg lavede to interviews på

fyr fra Soundvenue, som kom op i min lejlighed.

Forældre, lavede jeg over hundrede på den her.

Det er måske ikke alle, der har en agenda som er

Journalisterne var meget interesserede i, hvad

min og filmens. Pressen vil også gerne provokere

jeg synes om #metoo og Peter Ålbæk. Fordi vi

og skære tingene hårdt ud. Det er en ting, man kan

havde været så godt i sync allesammen, følte jeg,

bruge, det der med at gøre folk lidt sure, eller dele

at jeg kunne gå linen ud. Jeg kunne tale filmens

vandene lidt. Det gør jeg jo også med de film jeg

sprog, som har et meget klart blik: "Manden ser

laver, men ikke nødvendigvis som “mig" i et inter-

på kvinden og synes hun er forfærdelig”. Jeg ville

view. Efter de første par interviews kunne jeg godt

ikke begynde at sige, “manden er også svag”. Di-

se, at løbet var kørt og jeg måtte gå linen ud, men

stributionen klappede, for hvis du kan tale om noget andet end bare filmen og skaber en debat udenom, hvor folk bliver provokerede og begynder at tænke selv, så er det enormt godt for filmen.

på en charmerende og ærlig måde.

Der var så meget om at kvinder bliver undertrykt

projektet og mod mig. Det var ret grænseoverskri-

og pludselig var der en film om, at mænd måske

dende, men også ret morsomt at læse nogen, der

også bliver det. Det er jo altid godt med et mod-

skrev “Denne mand får mig til at hade alle mænd”

svar, og det var Nordisk ikke bange for.

og “Christian har et blindt punkt”. Det var som om,

Jeg blev lynhurtigt rullet ind i #metoo, allerede inden filmen havde premiere, bare på nogle klip og en trailer, at der var en storm af modstand mod

man slet ikke kunne acceptere et værk, der med et

kronik, eller sagt et eller andet rabiat ud af det blå,

glimt i øjet tog sig den frihed at sige; “se hvordan vi

så havde det været sværere.

ser på kvinder”, og så tage en diskussion derfra.

Det jeg fortryder lidt er, hvor jeg pludselig sad i sted, f.eks., i Deadline, som repræsentant for

Jeg besluttede mig for ikke at trække i land og de

mænd i #metoo. Nogle gange var jeg bare så træt

interviews, jeg fortryder allermest, var der hvor jeg

og sagde bare “ja”, selvom det slet ikke handlede

trak lidt i land. Jeg sad i et radiointerview, der plud-

om filmen. At gå fra at have lavet en film, til at

selig kom til at handle om, at jeg også selv havde

være repræsentant for det, var lidt en misforstå-

det svært med kvinder og noget om min mor, hvor

else. Derfor begyndte jeg også at sige nej. Jeg blev

jeg tænkte: "Dér var jeg ikke stærk nok til at holde

også tilbudt at være i Debatten og at skrive kronik-

fast i min dagsorden og det filmen handlede om."

ker i Euroman om kvinder og mænd, alle mulige

Men jeg var hele tiden underholdt af op-

ting der handlede om at være en modpol for #me-

mærksomheden og at så mange mente så meget. Det blev lidt en rolle og en forretning og et arbejde. Jeg havde hele tiden tanken med, at det var godt for filmen. Både for at sælge billetter, men også for filmens liv, at den kunne få folk til at diskutere. Det, jeg fik allermest af, var

too. Men jeg var allerede videre og bestemt ikke

folk som bare havde set filmen med deres kæreste

humoren og modet i det. Jeg synes, jeg er blevet

og fået nogle gode snakke, eller taget modet til at

stærkere og mere forberedt på, hvor sikker man

gå fra deres kæreste og den slags. Det var dét, jeg

skal være, når man stiller sig derud. Jeg har også

gerne ville, alt det inde i den nære relation.

fundet mine grænser mere. Jeg bliver lidt medie-

repræsentant for en eller anden bestemt sag. Rasmus: Har der været konsekvenser af den position, du har taget i alt det her? Christian: Ikke negative. De fleste har fornemmet

liderlig, når jeg først er i gang med en journalist. Rasmus: Hvis man skulle være lidt kritisk, kunne

Alt for interviewet så længe det varer. Jeg kan godt

man jo også sige, at I brugte en outrage-taktik i

mærke, at jeg kom til at sige nogle for private ting.

jeres markedsføring?

Til en anden gang vil jeg nok heller ikke invitere journalister op i min egen lejlighed, især ikke når

Christian: Jo, men man skal også tænke på, at jeg

det handler om mine egne erfaringer.

er forholdsvis vant til medier. Jeg kunne godt forestille mig, at en instruktør som ikke var vant til det,

Men nu har jeg jo fået en erfaring med, hvordan

ville bukke under på det, men jeg fik også et kick

det er at sælge mange billetter. Der er forskel på at

ud af det. Men altså, der var ingen på de der mø-

bruge fire år på at lave en film, som ikke bliver set

der, som sagde, at nu skulle jeg gøre et eller andet

af nogen og så fire år på at lave noget som bliver

taktisk. Jeg skulle bare være ærlig over for filmen

set af mange. Det er jo en rus, når den gør. Det var

og mine oplevelser og være tro mod mig selv. Så-

også, et eller andet sted, alt det jeg havde drømt

dan som det udviklede sig, var der ingen der havde

om. At blive eksponeret på en film. Det værste

forestillet sig.

man kan møde, som jeg oplevede på Forældre, er tavshed. Her blev jeg mødt med så meget larm.

Jeg er jo ikke en person som stiller mig ud med et

Det er ikke sikkert jeg kommer til at gøre sådan

politisk standpunkt, men når man har en film at

noget igen. Hvornår rammer man lige noget der er

gå ud med og egne erfaringer at falde tilbage på,

så genkendeligt, på så rigtigt et tidspunkt? Så jeg

så er det meget sikkert. Og så brugte jeg jo meget

var meget lykkelig for det, og det var en meget stor

humor. Havde jeg nu været ude og skrive en vild

oplevelse.

Essay om SoMe og lanceringen af Dreaming Murakami

Af instruktĂ¸r Nitesh Anjaan

Det er onsdag morgen. Jeg sidder på et tog til Odense og skal reflektere over mit arbejde med sociale medier i forbindelse med filmen Dreaming Murakami. En kompleks, levende og stadig igangværende proces. Som jeg stadig udforsker og lærer af. For at komme i gang stiller jeg mig selv de tre spørgsmål, som jeg stiller inden hvert kommunikations-output på filmens vegne.

Hvorfor?

mere inspireret og anderledes dansk lancering

Jeg har en tro på, at en mærkelig og umiddelbart

til CPH:DOX. Her fik vi kortlagt vores drømme

smal film som Dreaming Murakami kan være

for filmens liv i Danmark og i verden. Herefter

betydningsfuld for mange flere, end man umid-

kortlagde vi, hvad det ville kræve at opfylde disse

delbart tænker. Men jeg blev hurtigt klar over, at vi

drømme. Og til sidst lagde vi en optimistisk og

var nødt til at tænke fundamentalt anderledes, hvis

realistisk handlingsplan, der tog højde for vores

filmen skulle nå ud til sit potentielle nationale og

begrænsede ressourcer.

globale publikum. Til verdenspremieren i Amster-

Hvordan?

Udviklingsmøderne gav os mulighed for at identificere hvilke ansvarsområder, der reelt var tale om, når vi lancerede film. At vi ikke længere var filmproducere og instruktører og, at vi var nødt til at tænke vores roller anderledes i denne nye fase. Fx tog jeg ansvaret for storytelling og branding, mens en producer tog ansvaret for etableringen af partnerskaber i forbindelse med den danske premiere. Det gav os også

Inden IDFA formulerede jeg et dokument med

mulighed for sammen - og i god tid - at ansætte

grundlæggende strategiske overvejelser om fil-

og klæde en ny presseansvarlig på, så vi sammen

mens liv. Der var blandt andet en SWOT-analyse,

med hende kunne skabe en sammenhæng mel-

hvor jeg reflekterede over filmens potentielle

lem vores bagvedliggende strategi og den konkrete

styrker og svagheder i forhold til at nå ud til sit

storytelling på sociale medier og i den traditionelle

publikum. Og den analyse skabte grobund for at

presse.

dam var publikum nemlig glade, men salgsagenterne sprang fra med ordene: “det er en god film, men vi ved ikke, hvordan vi skal sælge den”. Vi havde hyret en erfaren presseansvarlig, hvis assistent varetog flere films sociale medier (heriblandt vores). Den traditionelle presse bed ikke på og vores outputs på sociale medier var standard. Jeg tænkte: det kan vi gøre bedre.

finde et fælles sprog med filmens producere om, hvordan vi skulle arbejde for filmens liv.

Hvad? Op til den danske premiere organiserede vi et

Efter IDFA holdt vi (filmens producere og jeg)

team, hvor vi arbejdede tæt sammen mellem

flere udviklingsmøder, så vi kunne forberede en

filmens presseansvarlige, producere og andre

involverede medarbejdere. Så vi kunne koncentrere os om hver vores del af kommunikationen, og samtidigt koordinere vores outputs og lancering, så de snakkede sammen - uden at fortælle det samme - på forskellige fysiske og digitale platforme. Nationalt resulterede arbejdet blandt andet i, at Dreaming Murakami blev den mest sete film på CPH:DOX 2018, og efterfølgende har været en af de mest sete dokumentarfilm på Filmstriben hver måned siden foråret 2018. Nu - et år senere - er opgaven at bygge videre på den energi, der er blevet skabt omkring filmen på sociale medier og internationale festivaler. At føre denne energi videre over i digitale køb. Med de begrænsede res-

sourcer, vi har, besluttede vi os for at satse på at skabe et globalt, digitalt word of mouth. Vi opfandt konceptet “Global Streaming Premiere” og arbejdede et halvt års tid mod en koordineret 48-timers global streaming release i januar 2019. Filmens presseansvarlige tog ansvaret for partnerskaber på digitale platforme. Jeg tog ansvar for vores storytelling og outputs på sociale medier, og filmens producer tog ansvar for samarbejdet med vores aggregator samt jura og økonomi forbundet med GSPkampagnen. Over de 48 timer streamede 30.000 publikummer fra alle verdens hjørner filmen gratis via filmens egen hjemmeside. I løbet af disse to døgn deltog mange af dem også i en global samtale om filmen - med os og hinanden - på sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram. Det fortsatte arbejde handler nu om - tålmodigt - at udvikle og holde denne energi og filmens grundlæggende fortælling ved lige med en bevidsthed om, at det skal være nemt for potentielle publikummer at opdage og købe filmen digitalt i de kommende år. 35

EN BIOGRAFEJERS PERSPEKTIV BIG BIO åbnede i slutningen af 2015 i storcentret BIG Sahopping i Herlev og er en af landets nyeste biografer. Den drives under parolen “Luksus er standard” og skiller sig ud fra landets andre biografer ved udelukkende at have Dolby Atmos lydanlæg og kolossale el-styrede læderlænestole på alle pladser i alle fem sale.

Jeg tog ud for at snakke med kræfterne bag biografen: Ejerne Louise og Henrik Obel, samt Kristian Roldsgaard, PR & marketing ansvarlig. Udover BIG BIO i Herlev, driver de også Scala i Holstebro, samt Panorama i Slagelse og i slutningen af 2019 åbner de endnu en BIG BIO i Nordhavn. Jeg vil gerne forstå, hvordan filmverdenen ser ud fra deres perspektiv. Folkene bag:

Kristian Roldsgaard: Jeg er filmnørd helt ind til be-

Louise Obel: Biografen har altid været en del af

net. Da jeg startede på universitetet i Odense i 2004

mit liv. Min far Poul Obel var 27 år, da han byg-

kom jeg med i studenterfilmklubben og blev op-

gede sin første biograf i 1960 i Rudkøbing på

lært som operatør. Så fik jeg et job i Cafe Biografen,

Langeland. På det tidspunkt skulle man have en

som er den lokale art-cinema. Der var jeg en hel

bevilling for overhovedet at kunne bygge en bio-

del år, inden jeg rykkede videre til Grand Teatret

grafsal, og det var så dér, han kunne få lov til det.

i København, og kom så derfra til Herlev. Så jeg

Jeg er fra 63 og i 1970 byggede min far endnu en

er gået fra at være i kunst-biografer til at komme

biograf - denne gang i Holstebro. Den var på 500

over i en mere mainstream biograf. Selvom det er

sæder og dengang var det uhørt i sådan en lille by

samme branche, så er det to vidt forskellige måder

i Vestjylland. Man havde aldrig haft en premiere-

at tænke på. Kunstbiograferne er også kommercielle, de arbejder bare i en anden niche. Slutmålet er det samme, det handler om publikum, men det er to forskellige målgrupper.

film helt derude. Det var samme tid som Knud Leif Thomsen lavede Hosekræmmeren, som var optaget i Vedersø. Der var en tæt sammenkobling mellem biografen og producenten og de gennemså materiale fra filmen, mens de optog i biografen. Så biografen har altid været i mit liv, men jeg har

Hvis man koger det helt ned, handler det, for mit

også lavet en masse andet, bl.a. arbejdet i reklame-

vedkommende om en enormt stor kærlighed til

branchen. Men da min far døde i 1996, overtog jeg

film og til filmmediet. Det tror jeg, det gør for os al-

biografen i Holstebro. Fra 1999 gik Henrik med

lesammen.

ind i det og sagde: “Hvis jeg også skal være med, skal der ske noget mere!"

Biograferne: Louise: Vi er en meget lille flad organisation, som

Henrik Obel: Jeg kiggede efter et sted, hvor der

driver to, snart tre, ret forskellige biografer. Efter

manglede en ny biograf og fandt ud af, at Slagelse

at have været her i tre år, har vi fundet ud af, at

havde et behov. Der byggede vi Panorama-biogra-

Herlev for så vidt minder ret meget om en provins-

fen i 2003. Senere blev vi så kontaktet af dem som

biograf. Den har sit lokale publikum og kan mest

byggede storcenteret “BIG shopping” i Herlev,

mainstream film, men har så alligevel en afsmit-

som spurgte om vi ville lave en biograf herude. Det

ning ved at være tæt på København, så vi kan vise

sagde vi ja til, selvom vi godt kunne se, at det ville

nogle lidt anderledes film. Nordhavn tænker vi

kræve en større investering, end vi havde prøvet

også har et andet kundeunderlag end Herlev og

før. BIG BIO åbnede i 2015 og nu har de også

Holstebro, og kan derfor noget lidt andet.

spurgt i Nordhavn, om vi vil lave biograf derude. - Og det har vi også sagt ja til. Vi er jo en ret lille

Henrik: Min grundtanke da vi overvejede, hvordan

organisation med 6 mennesker på fuld tid, så der

vi skulle gribe det an herude i Herlev var, at vi

er noget at bære. Vi skal gribe om alt; fra valg af

skulle gøre det ypperste for filmene. Hvordan kan

lamper, stole og lydanlæg og naturligvis filmene.

vi gøre det optimalt? Det skal være det bedste af det

Og man skal have hjertet med i det hele.

bedste. Det kan jo betyde meget forskelligt alt efter,

hvad man vil med sin biograf, men vi kiggede bl.a.

Henrik: Så er der også vores måde at kommuni-

på komforten? Og så var der lyd-formatet, hvor vi

kere på. Vi er meget tætte på vores kunder og når

valgte at installere Dolby Atmos i alle vores sale.

de f.eks. skriver til os, så får de altid og hurtigt et svar. - Det lægger vi stor vægt på. Vi har 47.000 som

Louise: Ja, det kommer jo ud af en stor kærlighed

får vores nyhedsbrev og omkring 13.000, der følger

til mediet. Den første opgave du har som biograf,

os på Facebook.

er at vise filmmediet bedst muligt. Men først og

Nå når vi laver noget, som i går, hvor vi havde Mag-

fremmest har vi et stort ansvar i forhold til, at pub-

nus og Emil Milang på besøg med “Selvhenter”, så

likum bruger deres hårdt komprimerede fritid, til

har vi udsolgt på en time.

at se film. Så skal de også have en god oplevelse. Kunden kommer selvfølgelig altid først, og så skal

Louise: Vi prøver at sætte os i kundens sted. Vi

man jo have noget godt at vise dem.Den tanke med

overvejer hvad vi selv ville gide at få i et nyheds-

at gøre det optimalt, var der ikke mange, der havde

brev. Det er nok ikke, at få at vide, at den nye James

gjort før, hverken i Europa eller i Vesten. For tre

Bond er på vej. Hvem ved ikke det? Men de vil

år siden fandtes der ikke en biograf i Vesten, hvor

gerne have at vide, at nu kommer Magnus og Emil

samtlige stole er “reclinere" og hvor der er Dolby

ud og laver autografer på deres film. Det ville jeg

Atmos i samtlige sale. Det kom så i Herlev, som det

gerne vide. Så det er noget med at respektere vores

første sted og det er da meget sjovt. Så når vi siger

kunder og deres tid.

“luksus er standard”, så mener vi jo i virkeligheden, at alle skal have den optimale oplevelse, altid.

Kristian: Grundprincippet er, at det skal være spændende det vi fortæller.

Publikum: Louise: Når du spørger hvilke typer mennesker,

Louise: Ja og så skal der være en åbenhed,

der kommer herude, så tror jeg de første, vi tiltrak,

så det ikke føles som om, der sker noget inde bag en mur. Den mur skal brydes ned, så folk ved, at de kan spørge os om ting og tør komme med deres ønsker. Så vi går efter at have en nærhed og en personlighed i det vi kommunikerer.

var nogle first-movers på nørde-siden, som følger med i hvad der sker i branchen. Dem som tænker “Wow, nu vi kan ligge ned og se film”, og “Wow, jeg kan høre lyden på den optimale måde. ” Men i dag er det også lille Viggo på 5 år, som kommer ud af salen i strømpesokker, fordi han har taget skoene af og svømmet rundt i sofaen, som kan lægges

Film:

ned. Nu favner vi mange flere segmenter, end da

Rasmus: I forhold til danske film, kan jeg se at I

vi startede. Da var det virkelig meget mainstream.

har Selvhenter, Mødregruppen og Ternet Ninja

Det er det som sådan stadigvæk, men vi har også

på programmet. Lidt længere fremme kommer

fået børne/familie-publikummet med, som “den

Hacker, Danmarks Sønner samt De frivillige

lokale biograf”.

og Dronningen, som er i Biografklub Danmark.

Det seneste segment, vi har fået med, er Biograf-

Hvordan vælger I de film, I har på programmet?

klub Danmark-publikummet. Det er nok dem,

som er mindst opmærksomme på teknik og lyd,

Louise: Vi er fem fra vores organisation, som tager

men som først og fremmest kommer for den gode

på Filmtræf. Det er ikke nødvendigvis kun dem,

filmoplevelse. Men selvom de i første omgang ikke

som lægger program, for vi har allesammen me-

går så meget op i, hvordan filmen bliver fremført,

ninger om film. Så ser vi nogle film og forholder os

kommer de alligevel tilbage hertil gang på gang, på

til dem. Vi er også medlem af en organisation, der

grund af lyden og sæderne.

hedder Fokus Biograferne, (det som tidligere hed

“De 15”. , red*), som alle er større selvstændige bio-

i Ålborg. De skiller sig rigtig meget ud, og heldigvis

grafer. Der har vi også en ansat, som scree-

for det, det er jo fantastisk.

ner de film, vi ikke når at se, og laver en beskrivelse af filmene. Vi plejer at kunne læse ud fra beskrivelserne, hvad der passer til vores segment. Vi viser de film, som folk gerne vil se.

Louise: Vi kender jo vores publikum så godt, at ud fra de screenings eller de beskrivelser, vi ser, ved vi godt, om det kommer til at fungere hos os. De film vi tager ind, performer naturligvis ikke lige godt. Men det er sjældent at vi tager meget

Rasmus: Minder det så meget om de andre i grup-

fejl med en film.

pen Fokus Biograferne? Henrik: Det er også, når vi programlægger fra uge Louise: Ja generelt men der er også nogle, der har

til uge, at vi skal ramme. Vi har fem sale på hhv.

lidt anderledes målgrupper. Vi har jo forskellige

165, 125, 100 sæder og to gange 77 sæder i Herlev,

kundegrundlag og segmenter. For eksempel kan

hvilket samlet set er en lille kapacitet. At kunne

Svendborg nogle andre ting, end vi kan.

sige at en film skal i sal 3 og den så rammer plet dér, det er fedt. Så skal man kende sit publikum

Kristian: Men hvis vi kigger på det fra helikopter-

godt. Så man ikke sætter den i sal 1 og der en mas-

perspektiv, så er vi grundlæggende ens.

se tomme sæder. Hvis vi sætter den meget forkert, så er der mange, der går forgæves til én film og en

Henrik: De to modpoler er nok BIG BIO i Herlev

halvtom sal til en anden, og så løber forretningen

og Empire på Nørrebro.

heller ikke rundt.

Louise: Ja, de kan køre nogle film, som vi slet ikke

Vi opererer ikke med en høj belægningsprocent

kan. Men det Fokus Biograferne har til fælles er,

i dagligdagene, men i weekender og ferier, har vi

at de alle sammen har en høj standard og er tætte

travlt. Så vi skal have kapaciteten til at gå max op

på deres kunder. Alle har investeret rigtig mange

på de store dage. Om vi har 200 eller 350 pladser til

millioner i deres biografer, og derfor er de kom-

rådighed på en film, betyder rigtig meget, når der er

mercielle. Vi har jo et ansvar for at holde noget

travlt, men mindre i hverdage, når der er mere stille.

økonomi i det, så derfor kører vi de film, som folk vil se.

Louise: Vi sætter selvfølgelig ikke kun store blockbusters op, vi skal jo have et varieret program så

Rasmus: Og hvordan finder I så ud af, hvilke film

vores publikum har valgmuligheder. Der er altid

folk vil se?

plads til, at en forventet mindre film overrasker os positivt og vokser, som f.eks. En Frygtelig Kvinde,

Henrik: Hvis du tager 80% af de danske

en god film som både ramte samfundsdebatten og

biografer og kigger på deres program, så tror jeg ikke det varierer ret meget. Hvis du tager Fokus Biograferne og de to kæder (Nordisk Film og CinemaxX, red.), så ligner deres filmvalg hinanden rigtig meget. Vi er traditionelt rigtig gode til Blockbusters her.

publikum, og dermed blev større end estimeret.

Så er der jo Vester Vov, Øst for Paradis, Grand Tea-

hvad I synes." Han tog en kamp for den, og det

tret, Empire, Gloria, Cafe Biografen og Nordkraft

gjorde han rigtig godt.

Den opjusterede vi undervejs. Henrik: I forhold til lige nøjagtigt En Frygtelig Kvinde, så kan jeg huske til Filmtræf, at Frederik Honoré sagde til os: "Christian Tafdrup vil rigtigt gerne have jer til at se den her film. Se den og sig

Louise: Mens vi lever var også et godt eksempel.

skuespillere om, at de skal med rundt og præsen-

Vi var to fra Fokus Biograferne, som var inde og se

tere den. Det er synd, for der kan dansk film vokse

den på Filmtræf, og så sagde vi det videre til nogle

rigtig meget ved, at publikum føler, at de er tætte på.

af de andre, da vi havde set den. Det var en lillebitte film, som man ikke umiddelbart havde troet på,

Kristian : Det vi godt kan lide, det er når en instruk-

men da vi så den, kunne vi se, at den kunne gå i

tør f.eks. kan gå ind med hænderne over hovedet

vores målgruppe. Det er jo fantastisk. Der er ingen

og sige “jeg har lavet den fedeste film”. For vi skal

tvivl om, at vi gerne vil have, at det går en dansk

være stolte af dansk film. Lige på det punkt skal

film godt.

man måske ikke være så ydmyg. Så gør det netop også, at vi og vores publikum er med hele vejen.

Dialog: Louise: Vi mangler en bedre dialog mel-

Rasmus: Vi snakker også en del om, hvordan en

lem biograferne og jer, der laver filmene. Jo mere man kunne få den dialog, hvor vi kan arbejde sammen for at give vores publikum en større oplevelse, des bedre. Det er jo det helt specielle, vi kan med de danske film: Der kan vi få jer og skuespillere ud og lave events, som giver vores kunder nogle gode oplevelser. Det gavner filmmediet og især dansk film.

films fortællingsunivers, når det går godt, også skal kunne mærkes i alle de ting, som møder publikum i markedsføringen. Louise: Man skal have et klart fokus på, hvor vigtigt det er at komme ud og lancere sin film. Netop på den måde skiller dansk film sig ud fra de udenlandske, og publikum føler sig tættere på. Henrik: Meget af det materiale vi får fra danske

Henrik: I går kunne vi se, hvordan Magnus og Emil

film, får vi desværre meget sent. På nogle film har

Millang trak publikum ned imellem sig og lavede

vi fået trailere to-tre uger før premieren. Det gør

selfies, i 40-50 minutter, tror jeg. Jeg tror de gik helt

det sværere for dansk film at konkurrere med de

høje herfra.

udenlandske. Jo længere tid vi har til at plante en tanke i vores publikum, hvad enten det er trailer-

Louise: Ja og publikum fik en ekstra oplevelse. Og

kørsel, nyhedsbrev, SoMe osv., jo mere tid har vi til

man kan sige, at nu var der lige et par år, hvor det

at skubbe til folk.

ikke gik så godt med danske film, kommercielt

Vi snakker meget med distributørerne om det og

i hvert fald, og hvor er det ærgerligt. For det er ti

vi ved, at de også kæmper deres kampe med at få

gange sjovere, når det går godt med de danske film.

tingene i ordentlig tid.

Rasmus: Har i haft mange ude på den måde?

Louise: Der kan man lære meget af Regner Grasten. Han har sgu købt en hel side i Politiken, nær-

Louise: Ja, Roland Møller var herude i forbindelse

mest før han ved, hvad filmen skal indeholde. Han

med Papillion og Paprika Steen med Den tid på

ved, hvad det går ud på og det er stærkt.

året. Ditte og Louise, Hella Joof, teamet fra Underverden, Albert, børneskuespiller og mange andre

Rasmus: Giver det også en tryghed fra jeres side, at

har også været her. Der kan vi bruge en dansk film

I ved at f.eks. producenten kommer til at lave et stort

på en anden måde og give vores publikum en større

stykke arbejde?

oplevelse, så de føler en nærhed i det. Det er jo helt

vildt fedt. Jeg kan ikke forstå, at man kan finde på

Louise: Ja og der kunne helt klart være et bedre

at producere film uden at have en aftale med sine

samarbejde meget tidligere. Hvis man ikke selv, som

kunstnerisk menneske, vil beskæftige sig med mar-

Kristian: Hvis det så ikke kan lade sig gøre med

kedsføring, så find en som vil og kan tidligt i proces-

en turné, så kan vi måske gøre noget anderledes.

sen. Fortæl dem om dine idéer og lav en brainstorm,

Der er jo ikke noget, der forhindrer en instruktør

så kommer der nogle gode ting ud af det.

i at bruge en halv dag på at lave en masse forskellige små video-bidder, hvor de siger “Hey, I skal da

Henrik: Vi får også selv en masse rådgivning,

ind og se min nye film, der kommer i Herlev på

f.eks. på vores SoMe udefra. Vi vil jo gerne være

den og den dato. ”. Vi vil gerne have noget, der har

et step foran.

personlighed hele vejen igennem, både for os som afsender, men i særdeleshed også fra jer. Det er jo

Rasmus: Hvad er så gode ting, f.eks.? Louise: Nogle gange er det en turne. Hvor ville det være godt, hvis vi brugte vores skuespillere lidt mere. Også vores instruktører, hvis det er et kendt navn. Men der er altid noget, som kan trække et publikum ind. Noget fra “dit”, som har interesse

jeres produkt, vi skal støtte op om.

I er jo sindssygt gode til at tænke kreativt, så skal I også bare lige tænke på os. Det farligste, man kan gøre, er at give slip på sin film. Fordi så taber du hele linjen, hele fødekæden af idéer. Der skal følges op og passes og plejes hele vejen igennem.

for publikum: Bevidstheden om hvad der er i det, du laver, som kunne bruges til markedsføring, på

Louise: Ud over at man laver den bedste film man

en fed måde.

kan, så skal man prøve at dissekere den for, hvad

Man må gerne inddrage biograferne i diskussionen. Du kunne spørge os: “Kunne det være sjovt, hvis vi gjorde sådan og sådan, med min film? ” Vi higer jo efter, ikke hver uge at skulle sende et nyhedsbrev ud om, at nu kommer James Bond. Hvis vi kan skrive, at nu kommer “du” sammen med “den”, så er det også sjovere for os.

vi kan bruge til at få fat i publikum. Det kan man gøre fra start. Vi vil gerne bruge det, og publikum vil gerne opleve det. Men det er sjovt, at vi kan snakke om at bygge bro mellem os, for der burde ikke være nogen bro at bygge. Vi er i samme båd.

TEMAREDAKTÃ&#x2DC;RENS OUTRO

ET KRADS I OVERFLADEN 42

Danske Filminstruktører fortsætter i 2019 med at have fokus på distribution og lancering, bl.a. gennem en medlemsundersøgelse, som skal afdække instruktørers arbejdsbyrde under lanceringen. Et arbejde som dette temanummer med al tydelighed viser, at instruktøren er uundværlig i men, som desværre sjældent er lønnet. Det må alt andet lige gøre arbejdsforholdene mindre professionelle. Det er en skam, for i konkurrence med alle film fra resten af verden, må “det nære” være det stærkeste kort en dansk film har på hånden. Temanummeret her viser en række øjebliksbilleder af distributionslandsskabet, som det ser ud i dag. Dette krads i overfladen efterlader naturligvis masser af ubelyste aspekter, men forhåbentlig kan det være tilstrækkeligt til at danne udgangspunkt for videre diskussion. Dels om tingenes nuværende tilstand, men også om hvilke visioner vi har for fremtidens distributionslandsskab. Første led i diskussionen vil være et medlemsmøde hvor DFIs lanceringsafdeling besøger Autorhuset, torsdag d. 12. september kl. 16. Kære filmelskende hilsner Rasmus Kloster Bro

MØD DE NYE MEDLEMMER Her kan du møde en række af Danske Filminstruktørers nye medlemmer. Vi vil gerne bidrage til større kendskab blandt medlemmerne og til det arbejde, I laver. Her præsenterer vi nogle af de medlemmer, der senest er blevet medlem.

Vi har stillet de samme fire spørgsmål til alle: Hvad er din baggrund for at lave film – er du uddannet, autodidakt eller noget helt tredje? Hvorfor er det vigtigt for dig at lave film? Arbejder du på noget lige nu, og hvad har du tidligere lavet? Hvorfor har du valgt at blive medlem af Danske Filminstruktører?

Jesper Rofelt

Mads Erichsen

Guรฐmundur Arnar Guรฐmundsson

Esther Wellejus

Jonas Risvig

Jonas Risvig På et gymnasium placeret på en mark udenfor Silkeborg, var det svært for mig at finde koncentrationen. I forsøget på at gøre noget andet, end blot at drikke bajere med drengene, begyndte jeg at følge hiphop-gruppen Suspekt. Dét blev til en dokumentarserie, og igennem to år på landevejen med dem lærte jeg selv at filme, klippe og instruere. Der var ikke andre omkring mig, som anede, hvad jeg lavede eller hvilken vej jeg ville. De første år efter gymnasiet gik derfor med, at overbevise familien og vennerne om, at jeg rent faktisk, endelig var dygtig til noget. Ud fra en manglende forståelse for ”hvordan” man laver tv, vandt vi en award for Årets Mest Originale tvprogram. Efter at have ført min Suspekt-dokumentar ud i livet, og følt en anerkendelse, stod det lysende klart for mig, at jeg måtte fortsætte. Mine film er enormt nostalgiske og præget af en romantisering af skiftende sæsoner i livet. Mit eget liv har båret præg af drømme og historiefortællinger siden min barndom, og det er umuligt for mig at lægge det væk. Om jeg lavede film eller ej, ville jeg blive nødt til at fortælle historier og høre historier – for det er det første minde jeg har fra min barndom. Når jeg kigger tilbage på mit liv, ser jeg, at jeg i mange år har bildt mig selv ting ind, fordi jeg har hørt en historie eller fantaseret. Jeg lader konstant min fantasi tage over, og jeg kunne ikke forstille mig noget sjovere, end at lade min fantasi rive andre med. Udover min dokumentar-serie om Suspekt og et hav af musikvideoer, har jeg netop udgivet min nyeste dokumentar: Pigen, Der Glemte At Gå. I disse måneder færdiggør jeg manuskriptet til min kommende tv2-serie, som går i optagelse til sommer og når den er overstået, starter jeg udvikling på et nyt projekt med Danmarks Radio. Efter at have beskæftiget mig med fiktion i ganske kort tid, har jeg erfaret, at beskyttelsen af sine rettigheder og sit værk er alt afgørende for at holde gejsten og motivationen kørende for at søsætte nye projekter. Udover at jeg gerne kæmper for projekthåndteringen af mine egne værker, ser jeg en enorm styrke i at stå sammen og forhåbentligt sikre kommende generationers vej ind i branchen.

Mads Erichsen Jeg er en selvlært filmmand, født og opvokset på den jyske hede. Jeg blev flasket op med tysksynkroniserede Van Dammen og Steven Seagal film, så indtil gymnasiet var min største drøm at blive jægersoldat, tæske farlige folk og sprænge ting i luften. Skolebænken synes jeg var røvsyg at sidde på, så da en ven viste mig ”Evil Dead” (1981) og fortalte, hvordan de droppede ud af gymnasiet og lavede den for ingen penge, blev jeg tændt!

Det skulle vi også! Han havde en ide, og med ét blev jeg suget ind. Vi droppede aldrig ud, men vi begyndte at producere film. Jeg elsker den snørklede proces fra idé til film. Når den er færdig, kan man ikke gøre så meget, men alle de skæve hjerner og krumspring, der skal til for at komme i mål, det er det, der gør, at jeg laver film. Det hele er altid ligeved at sprænge i luften, men på mirakuløs vis kommer man mere eller mindre helskindet hjem. Jeg forsøger altid at presse mig selv til det yderste. Min første spillefilm ”Vindmøllernes Sus” (2016) skrev, instruerede og producerede jeg selv, for under en halv million. 250 statister, stunts, blod, teenagekærlighed og bomber. Vi overlevede alle sammen. Siden da har jeg bl.a. lavet ”Verdens Bedste Viking” (2019), en dokumentar om folk der slås og lever som vikinger i dag, og senest har jeg fået udviklingsstøtte til min næste spillefilm ”Fiskerne VS. Rockerne”. En sand historie fra Jylland i 1984, hvor 300 fiskere og rockere bankede hinanden til plukfisk, i Nørre Vorupør til Electric Boogie Night. Jeg blev medlem for at have nogen, der ville varetage mine interesser, læse kontrakter og kæmpe de potentielle kampe, der kan opstå, så jeg kan koncentrere mig om at lave film.

Esther Wellejus Jeg skrev et teaterstykke, da jeg var 17. Det handlede om en københavner og en jyde, der mødtes på Hovedbanen. Helt blank på, hvad de talte om, men jeg indspillede selv stemmerne på kassettebånd og min dansklærer i gymnasiet fik lov at beholde det, fordi hendes børn syntes, det var så sjovt. Det var mere fun og en slags absurd teater, jeg kommer fra. Men film og kunst er noget, jeg er opdraget med – min far viste mig tjekkiske tegnefilm og tog mig som (meget) lille barn i biografen for at se film som Den enfoldige morder. Jeg har aldrig søgt ind på Filmskolen. – Da jeg endeligt overvejede det, slog jeg det hen med, at jeg var for gammel (haha – jeg har måske været 25) – men før det, virkede det ret fjernt, og jeg havde en opfattelse af, at det var for nogle andre end mig. Så jeg gik rundt og troede, at jeg skulle lave teater og spille skuespil og skrive. Så tog jeg en uddannelse – lidt random på RUC, begyndte at lave film der, tog min uddannelse færdig på KUA, hvor jeg for alvor fik øjnene op for dokumentarfilm og manuskriptskrivning, men vidste ikke præcist, hvor jeg skulle være. Jeg troede måske, at jeg skulle være komiker. Eller digter. Efterfølgende lavede jeg ungdomsradio og begyndte at arbejde med formidling af film og – yada yada – kom jeg på Filmskolens kurser bl.a. med Arne og Lotte, så min uddannelse, og et rodet mixtape af en slags talenter og traumer, udgør min baggrund for at lave film.

For mig er det at lave film et samlingsudtryk af musikalitet, visualitet og underspillet dramatisk kvalitet. Det lyder selvfølgelig død-prætentiøst, så det korte svar er, at film er bevægende. Nogle ting er gode til at blive udtrykt i film. Fx eksistentielle kriser og spørgsmål omkring nære relationer, der føles fremmede, og film kan for mig sætte en oplevelse, altså billeder og sansninger, på en svær erfaring, som få måske har ord for eller taler om. Det synes jeg er vigtigt: at give folk noget at mærke - sig selv fx gennem film.

Jeg har lavet en film, der hedder Vi lader billedet stå et øjeblik, som vandt en Robert i år, og nu er jeg i gang med at skrive på en hybrid-film om sorg. Jeg tror altid, jeg skal lave en komedie, men de her film er pænt tunge. Altså, måske er jeg den eneste, der kan se, at der også er humor i dem, men deciderede sjove film, ville det nok være synd at kalde dem. Måske er de en slags komedier i et univers, hvor man kan kalde von Triers film for romantiske komedier. Lad os sige, at jeg i gang med (endnu) en lys komedie om livet. I de her prekariats-tider, så virker Danske Filminstruktører, som den mest oplagte klub at blive en del af. Vi er nødt til, på helt old school vis at støtte sammenholdet mellem instruktører, nye som gamle, for at styrke vilkårene for vores arbejde, for ellers er vi på herrens mark. Der er stadig stort set ingen løn for al den tid, vi lægger i udvikling. Det kunne man fx arbejde lidt på i flok.

Jesper Rofelt Jeg er vel nærmest autodidakt. En praktikperiode på DR i ’97 blev til en ansættelse, og langsomt arbejdede jeg mere og mere med fiktionsformater og befandt mig pludselig i instruktørrollen. Så jeg er ikke skolet i at skrive og instruere, men har suget til mig undervejs, og har lært meget af at tage chancer og prøve nyt af. Jeg synes stadig, at jeg lærer noget, hver gang jeg kaster mig over nye projekter. Jeg kan ikke komme i tanke om noget andet, der for alvor kan få mig ud af sengen om morgenen. Der er en enorm tilfredsstillelse i at se et univers og en historie forme sig. Jeg føler mig ekstremt privilegeret over at kunne leve af min hobby. Lige nu har jeg to spillefilmsprojekter i udvikling samtidig med, at jeg er i gang med 2. sæson af serien SUNDAY, som jeg instruerer og er med til at skrive. Jeg har arbejdet med mange forskellige formater på tv, i radio, live og på det store lærred og meget af mit tidligere arbejde står med fødderne solidt plantet i komikken (Drengene fra Angora, Klovn, Dan Dream, Krysters Kartel, Jul i kommunen, Onkel Reje, Losers United mv.). Jeg har dog fået mere og mere smag for at lave drama. Komedien har altid været mest interessant for mig, når den bygger på smerte, og nu drømmer jeg om at tage skridtet fuldt ud og også lave rendyrket drama.

Jeg er blevet medlem for, i højere grad, at kunne koncentrere mig om det kreative. Jeg har mit eget produktionsselskab (Made in Valby), men laver flere og flere ting for andre, så jeg skal bruge mindre tid på det kedelige og i højere grad kan fokusere på det, jeg synes er spændende. Derfor giver det også god mening, at jeg fx ikke selv skal bøvle med kontrakter mere, men er med i et instruktør-fællesskab, der kæmper for mine vilkår både i større sammenhæng og i det konkrete tilfælde.

Guðmundur Arnar Guðmundsson Jeg er udannet billedkunstner og har lært manuskriptforfatning. Jeg er selvlært instruktør og har dannet mig erfaring og læring igennem mine egne praksis ved at lave kortfilm, bland andet igennem filmværkstedet. Film som medium kombinerer alle de kunstneriske former, jeg er interesseret i. Som forfatter og instruktør får jeg kreativt udløb ved at fortælle historier og formulere følelser og opfattelser, igennem skuespillere, visuelle udtryk, lyd og musik. At lave film er en fantastisk form for at gøre en forskel. Jeg er i gang med udvikling til min næste spillefilm, som har arbejdstitlen "Kylling”. Jeg producerer også gennem mit produktionsselskab Join Motion Picture, og vi har snart premiere på Hlynur Palmasons nye spillefilm, A White, White Day på Critics Week i Cannes. Det er vi enormt stolte af. En fantastisk film fra utroligt stærk instruktør. Selv har jeg tidligere instrueret spillefilmen Heartstone, samt kortfilmene Whale Valley og Ártún. Jeg synes, det er enormt vigtigt at styrke arbejdsbetingelser og fremme kontinuitetsfremskridt inden for filmskaberiet.

I forbindelse med Danske Filminstruktørers møde om Filmskolen, blev der etableret en selvbestaltet gruppe med særligt fokus på Filmskolen. Hermed følger gruppens tanker om:

VERDENS BEDSTE FILMSKOLE 50

I den danske filmbranche findes der en tradition for samtale og samarbejde, som man ikke nødvendigvis finder alle steder. Det er en branche, der er overraskende tillidsfuld. Filmfolk hjælper hinanden i stedet for at bekrige hinanden. Der foregår faglige samtaler, kunstneriske overvejelser, forhandlinger, kompromisser på tværs af interesser og faggrænser – og det styrker dansk film. Denne samtale har i vid udstrækning sit udgangspunkt i Den Danske Filmskole og de samarbejder og frivillige konstellationer, som skolen har skabt. Vi ønsker en fremtidens filmskole, der holder denne tillidsfulde ”samtalens kultur” i live og aktivt bringer denne samtale om filmkunstens muligheder i fokus. Filmskolen er den højeste uddannelse for film-

Den specifikt fagorienterede fagleder er central for

kunst. Så barren kan ikke sættes højt nok. Vi øn-

alle linjerne. Faglederne skal have indsigt i faget,

sker en skole, hvis aktive mål er at udvikle talent,

kunstnerisk forståelse og en pædagogisk tæft for at

der er i stand til at forny filmkunsten, påvirke

kunne følge de individuelle elevers udvikling hele

samfundet, vinde priser og sælge mange billetter og

vejen igennem uddannelsen. Vi kan konstatere, at

helst det hele på én gang. Alle handlinger der ikke

ikke to elever lærer det samme på det samme tids-

peger i denne retning skal være Filmskolen uved-

punkt, og lærerens opgave er at monitorere elevens

Vi ønsker en filmskole, der aktivt ansporer branchen og studenterne til at stå på skuldrene af filmkunsten og respektere traditionerne med det mål at bringe kunsten videre. Filmskolen må aldrig blive til en fabrik.

udvikling således, at den enkelte når i mål indenfor

kommende.

uddannelsens tidsramme. Vi ønsker en filmskole hvor faglederen, til forskel fra gæstelæreren, er en konstant del af elevens hverdag, hele vejen gennem uddannelsen. Vi ønsker også en skole, der aktivt arbejder på at udvikle de unikke kvalifikationer en god filmskolelærer/le-

Eleven er filmskolens udgangspunkt. Eleven og

der skal besidde, samt en skole som aktivt opsøger

dennes talent bliver fredet i en årrække for at finde

og udvikler lærerstaben, så man fremelsker lærere,

ind til kernen af talentet. Hvilke historier kan net-

der kan fremkalde elever.

op dette talent videregive? Hvilke unikke sansnin-

ger har eleven, som kan omsættes til fortællinger

Elevens kontakt til filmskolen skal være tillidsfuld

fra netop dette særegne perspektiv? - For det er det

og personlig. Hvis der er noget, man som ung

unikke perspektiv, publikum efterspørger i film-

kunstner sætter pris på, så er det at blive mødt i

kunsten. Det er ikke svært at lave film, det kan alle

øjenhøjde og set som et helt unikt individ. Alle

lære på 14 dage. Det svære er at lave gode film med

skal ikke være gode til det samme, men hjælpes

et unikt blik på tilværelsen. Vi ønsker en filmskole,

til at finde sin egen stemme. Vi ønsker derfor en

der aktivt forstår kunsten at se eleverne som indivi-

skole, der har det som mål at udvikle en empatisk

duelle personer, som skal hjælpes og udfordres til

kultur, hvor samtale, inspiration, nærvær og tillid

at udvikle netop deres unikke talent.

er de værdier, der bygges på. Film laves ikke af

enkeltpersoner men som et resultat af en kollektiv

både at dyrke det sikre, det solide, det skæve og det

proces. Denne kultur skal skolens ansatte formidle,

særlige. Ingen elev søger ind på Filmskolen uden at

i særlig grad, ledelse, lærere og koordinatorer.

være klar til og fokuseret på netop deres fag. Vi ønsker en filmskole med særskilte instruktørlinjer for

Filmkunst er et praksisbaseret fag. Det ender altid

fiktion, animation og dokumentar, da hver genre

med noget fysisk foran et kamera. Magien opstår

kræver særlig dedikation og talent. Vi mener, at det

når op til 8 forskellige fagretninger lykkes med

styrker alle elevers kompetencer og jobmuligheder

at synkronisere energien omkring en vision, der

at møde instruktører med forskellige udtryk.

kan deles af alle. Det er en uhørt svær disciplin og derfor kan den ikke trænes nok. Eleven må gang

Opsamling af erfaring har igennem alle år været

på gang igennem småøvelser, der styrker den for-

en ekstrem mangelfuld disciplin på Den Danske

tællermæssige muskel. På Kunstakademiet maler

Filmskole. Der er blevet afholdt utallige kurser,

man, på Teaterskolen spiller man, på Filmskolen

men ingen ved om hvad. I mange tilfælde godt det

skal man lave film. Vi ønsker en filmskole, der

samme. Men skolen har en uklædelig tradition

aktivt dyrker og bekender sig til dette ”praksissens

for at smide barnet ud med badevandet. Vi ønsker

fællesskab, ” hvor læring skal erfares. En midtvejs-

en filmskole, som reagerer med positiv omhu, når

film og en afgangsfilm skal være de store resultater

der er kurser, forløb, eller undervisere, der udviser

af alle de mindre øvelser, som eleven udarbejder

stor træfsikkerhed i forhold til at opfylde skolens

undervejs. Læringen opnås gennem lærerens

mål: At udvikle talent til at udøve filmkunst. - En

kyndige vejledning gennem øvelsernes indbyggede

filmskole der aktivt forsøger at forstå hvilke om-

udfordringer, gennem elevernes samarbejde, og

stændigheder, der var til stede, da dette eller hint

gennem sproget, der udvikles i processen og efter-

lykkedes. En filmskole der er bevidst om at hæge

følgende i samtalen om værket. Kundskaber

om sit eget talent, og til at evaluere og videreudvikle

om film kan ikke opnås i tilstrækkelig avanceret form, hvis ikke uddannelsens fundament er konkret filmisk arbejde.

dette filmskolens eget talent. Vi glæder og til at værne om denne skole, at undervise på den og at dele glæden ved den filmkunst,

Evnen til at kunne kommunikere forventninger,

der udvikles på Filmskolen.

ideer og visioner står centralt i filmproduktion. Eleven er nødt til at lære at forstå andre menneskers

Med venlig hilsen

sprog og lære sig selv, hvordan man skal håndtere

Anne Wivel, Rumle Hammerich, Eva Mulvad, Lin

disse individer omkring sig i et fagligt samarbejde,

Alluna, Sybilla Tuxen, Thomas Krag.

der ofte foregår under stort pres. Derfor er den holdbaserede struktur gavnlig (kaldet sixpack

PS. Når vi bruger ordet "aktivt" ganske ofte er det

modellen, da der går seks elever på hver linje). I

for at påpege, at det vi ikke ønsker er skåltaler og

løbet af uddannelsen turnerer eleverne rundt i

visionspapirer men aktive fysiske greb og hand-

samtlige holdkonstellationer og træner hermed

linger.

kommunikationens og samtalens kunst. På Filmskolen skal der optages hold af elever -gerne 6 styk. Dette for at beskytte diversiteten i dansk film. Hvis man kun optager to elever, vil man vælge de sikre kort og ikke de skæve, eller de særlige selv om det ofte er her nyskabelsen udspringer. Vi ønsker en filmskole, der aktivt bekender sig til diversiteten, til

Historien om et teater et 5-ĂĽrigt dokumentarprojekt Af Martin Spang Olsen

Vi kan tage skærme og sukker fra vores børn, men

I min desperation finkæmmede jeg mit film- og

hvad skal vi give dem i stedet?

tv-netværk for et godt råd (jeg har trods alt været i branchen siden 1983). Alle mødte mig med stor

Den tanke havde jeg i 2014 bokset med længe.

velvillighed – og en rørende enighed om, at model-

Vores børn var den gang 6 og 11 år, søde og nut-

teater er så absurd smalt, at man ikke kan lave en

tede, men allerede delvist solgt til deres skærme.

film om det.

Samtidig havde jeg en stor lyst til at give lidt af den dannelse videre, som jeg selv havde fået af mine

I bagklogskabens irriterende klare lys skulle jeg

forældre.

nok have lyttet til vandrørene og koncentreret mig om arbejdet med mine børn, som stadig var be-

Og så skete der noget mærkeligt: Et modelteater,

gejstrede ved udsigten til flere års arbejde med far

som havde stået i glemsel på mine forældres loft,

og hans modelteater. Men jeg var blevet stædig.

dukkede pludselig op i vores familie. Jeg skulle

Modelteaterets historie fortjener en film, og den

nu afgøre, om det skulle smides ud, eller om det

samlede kulturelite stod klar til at lade sig inter-

skulle have en chance som omdrejningspunkt for

viewe om sagen.

det kreative samvær, som vi havde savnet. Heldigvis er der et sted, hvor det meste kan lade Fra 2014-19 har jeg arbejdet på at beskrive, hvad

sig gøre - nemlig på DK4, som generøst lod mig be-

teateret gjorde ved vores familie. Og det var ikke

nytte deres udstyr og mandskab fra 2014 og frem

småting. Desuden fik jeg lejlighed til at besøge de

til 17, hvor de sidste optagelser i deres regi fandt

få (og stærkt aldrende) modelteatereksperter, der

sted. Jeg tænkte ikke over min egen løn, for fonds-

er tilbage i landet, og i det hele taget fortælle histo-

midler måtte vel være til at få til sådan et projekt.

rien om det uddøende modelteater, som en gang

Men nej, modelteater er alt for smalt selv til de

fyldte så meget i de danske hjem.

mest finkulturelle fonde.

Dansk modelteater bliver anset for verdens flotte-

Fra starten var jeg såmænd indstillet på at sætte

ste, men kun de færreste kender til det. Og kun få

flere år af til projektet og også leve på en sten

ved, at stort set alle kendte kulturpersonligheder i

imens, men det pres, serien lagde på mit helbred

Danmark har haft sådan et som barn.

og min økonomi, havde jeg ikke forestillet mig.

Det gælder f.eks. Ghita Nørby, Søren Piilmark,

De tre afsnit, som jeg oprindelig havde i tankerne,

Kasper Bech Holten, Baard Owe, James Price,

voksede til 11, og de over 100 timers optagelser

Knud Romer, Jan Hertz, Jytte Abildstrøm, Mi-

skabte en vildt kaotisk redigeringsfase.

chael Schønwandt, Michael Moritzen, Nicolai Hübbe, Preben Harris, der alle har stillet bered-

Undervejs forsøgte jeg igen at få historien ud i

villigt op til mine optagelser for at fortælle om

verden. En ansøgning til Public Service-puljen

den enorme betydning, det lille teater har haft i

udløste et møde på DFI, hvor 6 konsulenter enigt

deres liv.

bedyrede, at dette var det smalleste dokumentarprojekt, de nogensinde havde set eller hørt om.

Efter ideen om at beskrive modelteateret var født,

I samarbejde med Casper Høyberg fra Copenha-

henvendte jeg mig til DR og TV2. De to stationer

gen Film Company lykkedes det dog at få bevil-

erklærede sig fuldkommen enige om, at model-

liget lidt penge til at lave en samlet udgave af de 11

teater - der har formet den danske kulturelite gen-

afsnit. Dog på betingelse af, at filmen ikke inde-

nem 130 år, og som aldrig før er beskrevet på film

holdt besøg hos gamle modelteatereksperter eller

- er alt for smalt til public service.

interviews med kendisser, som let kunne blive en

meget smal historie.

drømt om modelteater – om lyd- og lyseffekter,

Heller ikke denne film kunne dog fange DR, der

bevægelige figurer og hjemmelavede kulisser. Jeg

erklærede, at selv til deres smalleste kanal, DRK,

ignorerede mit øvrige arbejdsliv, sov dårligt og fik

var dette for smalt et projekt. Suk!

til sidst diabetes 1.

De 11 afsnit er dog ufortrødent blevet færdiggjort

Don’t try this at home, har jeg lyst til at skrive,

og vist offentligt i løbet af foråret 2019. Premieren

men det er jo netop det, man skal. For modeltea-

var i Grand Teatret, og resten af visningerne i Mül-

ter hører hjemme i stuerne i de små hjem, hvor

lers Palæ i Allégade 13. Herefter bliver hele serien

det ikke blot vil give en masse kvalitetstid og fami-

vist på DK4, formoder jeg. For i skrivende stund

liesammenhold, det vil også optræne næsten alle

er vi stadig kun halvvejs i redigeringen, der har

tænkelige kreative udtryk. Med Søren Piilmarks

stået på i 3 år.

ord: ”Når du har et modelteater, så er du jo: di-

Det bliver mit livsværk, tror jeg. Og jeg er ikke

rektør, instruktør, skuespiller, scenograf, scene-

engang filmmand, det har altid mere eller mindre

tekniker, regissør - det er dig, der bestemmer, nå

været en hobby. Selv de 35 år, hvor jeg var aktiv

ja, det hele”.

stuntman, foregik sideløbende med en karriere

Næppe noget andet medie kan optræne som

som musiker, maler, foredragsholder, forfatter, tv-

mange evner op på en gang. Og næppe noget er

tilrettelægger, m.m.

så BREDT. Alle kan se modelteater, mediet er lige så gammelt som det store teater, og det kræ-

Og hvordan gik det så med ambitionen om at give

ver ingen nøgler at deltage, hverken foran eller

dannelsen videre til Sophia og Jacob og afvænne

bagved scenen.

dem fra skærmmisbrug? I princippet gik det godt. De var ikke vilde med at skulle filmes hele tiden,

Det er måske den bredeste aktivitet, der findes!

men vi havde virkelig stjernestunder sammen. Og

Men som med alle andre forelskelser, skal man

efter to års arbejde havde vi premiere på en (i al

huske at bevare benene på jorden.

beskedenhed) afsindigt flot opsætning af ’Aladdin’, med nyskrevet tekst og et totalt ombygget tea-

Om serien Historien om et Teater

ter. Faktisk en totalt ombygget overetage (endnu

De 11 afsnit er produceret af MSO Productions

ikke helt tilgivet af min kone).

for DK4, og blev vist fortløbende i Grand Teateret

Som sidegevinst fik børnene så meget teatertræ-

og Müllers Palæ fra 13. marts frem til 12. juni,

ning, at de hurtigt strøg ud i verden og fik store

2019. Før hver visning var der en samtale med en

roller og dubbing-opgaver. De har faktisk været

af de medvirkende kulturpersonligheder. Første

travle lige siden. Så dannelsen kom ind ad bagve-

gæst var Ghita Nørby.

jen; de orker ikke mere modelteater, men er begge

Fra og med 25. april har serien desuden kunnet

fuldt engagerede på de store scener.

ses på DK4 (dog uden de indledende samtaler).

En del af årsagen til det massive slid på helbred og økonomi skyldes den besættelse, som modelteateret skabte i mig. Fra jeg var 9 til langt op i puberteten var jeg fuldt sysselsat med modelteater, men jeg har altid ment, at det var noget, man voksede fra. Da vi igen fik et modelteater ind i stuen, opdagede jeg, at sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. Faktisk indfandt barndommens besættelse sig omgående igen, og hver nat siden har jeg

NYT FRA SEKRETERIATET NYT FRA BESTYRELSEN: Farvel til gamle medlemmer af bestyrelsen og velkommen til to nye: Ved dette års generalforsamling gik Søren Kragh Jacobsen og Mette Ann Schepelern ud af bestyrelsen efter mange års tro tjeneste. Ind kom i stedet instruktørerne Ida Grøn og Søren Balle. Stor tak til Søren Kragh Jacobsen og Mette Ann Schepelern for de mange gode års samarbejde. Velkommen til Ida Grøn og Søren Balle!

LEGATUDVALGET UDDELER MIDLER FRA DEN KOLLEKTIVE 1/3 AF BLANKBÅNDSMIDLERNE FRA COPY-DAN. SØG VIA VORES NYE DIGITALE LEGATANSØGNING! De kollektive båndmidler kan søges af ophavsmænd og kunstnere inden for alle genrer, herunder navnlig de, som yder væsentlige og nyskabende bidrag til dansk musik og film, men som ikke har mulighed for at leve af deres kunstneriske virksomhed. Der har netop været ansøgningsfrist den 15. maj, hvor svar på ansøgningerne kan forventes medio juni. Vi åbner for næste runde legatansøgninger i efteråret. Tidspunktet præciseres nærmere. SÅDAN SØGER DU: Gå ind på Danske Filminstruktørers hjemmeside under: http://www.filmdir.dk/da/legatansøgning-blankbåndsmidler. Her finder du vejledning og et link til det digitale legatansøgningssystem, som du skal klikke på og herfra udfylde din legatansøgning i de relevante felter. Bemærk, at du først kan benytte ansøgningsskemaet, når næste ansøgningsrunde er åben. Legatansøgninger til Danske Filminstruktørers legatudvalg kan udelukkende udfyldes og indsendes online.

FOTOKREDITERING Forsideillustration: Nis Nielsen Fotos fra temaartikler: Portræt af Rasmus Kloster Bro: fotograf Thomas Busk, Illustration af Lanceringslandskabet: Nis Nielsen, Portræt af Nønne K. Rosenring: fotograf Karoline Tiara Lieberkind , Poster fra ’Stodderbarn’: Forkant Film og Godt Nok Productions, Poster til BOHR: Artwork: New Global Cinema, Foto af manuskript: Nønne K. Rosenring, Framegrab fra The act of Killing, Foto: Joshua Oppenheimer, Framegrab fra The act of Killing, Anonym Fotograf, Portræt af Christian Tafdrup: Fotograf Kavian Borhani, Poster fra Forældre: Nordisk Film Production, Poster fra En Frygtelig Kvinde: Nordisk Film Production, Portræt af Nitesh Anjaan: Michella Bredahl, Billede fra Dreaming Murakami: Foto: Agapi Triantafillidis, Foto fra Dreaming Murakami: Screendump fra Facebook, Billeder fra Big Bio: Rasmus Kloster Bro Mød de nye medlemmer: Portræt af Jonas Risvig: Fotograf Paw Friis,,Portræt af Mads Erichsen: Foto Burning Films, Portræt af Esther Wellejus: Fotograf Julie Bezerra Madsen, Portræt af Jesper Rofelt: Fotograf Tine Bøgelund, Portræt af Guðmundur Arnar Guðmundsson: Fotograf Art Bicnick Billede fra ’Verdens bedste filmskole': Fra Wizard of Oz – Metro-Golwyn-Mayer Production Billeder fra Historien om et teater: Framegrab fra Historien om et teater: DK4

LEGATUDDELINGER FEB 2019 NAVNE

Efteruddannelse/seminar: Gabriel Tzafka Ala'A Mohsen Maria Møller Kjeldgaard Malene Choi Jensen Puk Grasten Lone Falster

BEV. KR.

Maria Bäck ulla boye Saskia Bisp Lisa Aschan

The Factory Story Seminar - London Less is More Torino Script Lab 2019 Stephen Cleary Den Danske Filmskoles Efteruddannelse, Stephen Cleary, Gender and Power: female characters Choreography and movement direction in film Projektets titel DET JEG SER/ kursus: Podcast fra A - Z DJMX When art meets the Screen/Etik tænkning og Eksistens IMPROV INTENSIVE 2-3 Second city

Rejser Malene Diaz Vilstrup michael schmidt Kasper Bent Rasmussen Robin Petré Sofie Vibeke Muasya Camilla Magid Helle Toft Jensen Troels Hansen Michael Graversen Lone Falster Jesper Dalgaard Katrine Borre Barbara Bohr Iben Haahr Andersen Christian Als Lin Alluna

Soljul DE BESATTE - KUNSTEN AT FLYVE Drømmefangeren Udviklingsrejse: Lyden af Tiink TWISTED Dokumentarfim: "Home of the brave" WOUNDED WARRIOR Soy Unico / arbejdstitel Waiting for Gundars THE FEW LUCKY ONES Tepito Sagen om en Grecthen LeFever Waston Den Uforklarlige Sten The Few Lucky Ones Swastika Mongolia Twice Colonized

10000 4000 4000 8000 5000 10000 10000 6500 9774 4500 15000 9000 12400 4500 5000 8221

Research/treatment/manus/lignende Rickard Söderström Dan Sall Christophe Peladan Michael Madsen Rania M. Tawfik Maja Klit Andreas Hüttel Berte Fischer-Hansen Christian Einshøj Vibeke Bryld

Bussen Baluran, en moderne Noahs ark North Pole's Got Talent The Man Without Qualities Alia og den magiske bog 'Jealousy, My love' Remy (arbejdstitel) nobodys fool Batman og Robin ved polarcirklen Havfolket kalder Mørknet Vand

5000 7500 6000 12000 10995 6000 12500 7000 7500 12500

Produktion Katrine Glenhammer Vestergaard Michael Søndergaard Cecilie Sylvest Carlsen Frederik Paludan Rasmus Nyholm Schmidt Trine Laier Alexander Fromm Jørgensen Mads Hedegaard jannik hastrup Svend Colding Doug Aubrey

Katrine Glenhammer Vestergaard Michael Søndergaard Cecilie Sylvest Carlsen Frederik Paludan Rasmus Nyholm Schmidt Trine Laier Alexander Fromm Jørgensen Mads Hedegaard jannik hastrup Svend Colding Doug Aubrey

5000 5000 5000 10000 7500 10000 5000 13000 10000 7000 5000

Efterarbejde Sanne This Anahi Pedersen Grit Tind Mikkelsen Andreas Johnsen Jeppe Hansen Anja Dalhoff niels boel

Venter på storken Peter Gøtzsche om Cochrane Veras Virkelige Verden Troens Ridder DET VI HUSKER "Mand til salg" (Arbejdstitel) Engelsk udgave af "Den røde sø – et overset folkemord i Guatemala"

5000 5000 5000 10000 10000 10000 5000

Andet Uri Schwarz

Viking Blood

I alt

FORMÅL

7500 7860 5000 6000 2690 1195 5000 8000 1490 6000

4000 400.125,00 kr.

RÅD OG UDVALG Danske Filminstruktørers Legatudvalg

DFI Dialogforum for diversitet:

Hans Kragh Jacobsen

Christina Rosendahl

Andrias Høgenni Torben Skjødt Jensen

Psykisk arbejdsmiljø – sexkrænkelser og magt

Lin Alluna

Christina Rosendahl

Cæcilia Holbek Trier Klaus Kjeldsen (bestyrelsens repræsentant)

Solidarisk Kameraudlejning Rasmus Kloster Bro

DFI Rådet for Kort- og Dokumentarfilm Mette-Ann Schepelern

Statens Kunstfonds repræsentantskab: Mette-Ann Schepelern

DFI Rådet for Spillefilm Birgitte Stærmose

Filmkontakt Nord/ Nordisk Panorama: Christian Bonke

DFI Festivaludvalg for Kort- og Dokumentarfilm Oliver Ussing

FERA- Féderation Européenne des Réalisateurs de l’Audiovisuel:

Dansk Kunstnerråds post i DFI's kontaktudvalg

Birgitte Stærmose

Martin Strange-Hansen Oscarudvalget: TAKE-redaktion

Mette-Ann Schepelern

Martin Strange-Hansen

Komiteen for IB-prisen

Klaus Kjeldsen

Annette K Olesen & Per Fly

Søren Kragh-Jacobsen

Kritisk revisor:

Karen Bernheim

Karsten Kiilerich SNF - Sammenslutningen af Nordiske

Create Denmark bestyrelse:

Filminstruktører:

Christina Rosendahl (ordførende)

Sandra Piras

Create Denmark, koordinationsudvalg:

Nye medlemmer

Sandra Piras

Esther Wellejus Mads Brügger

COPY-DAN:

Barbara Bohr

Fællesbestyrelsen: Klaus Kjeldsen

Karl Friis Forchhammer

AVU-kopier: Klaus Kjeldsen

Uffe Truust

Verdens-tv: Sandra Piras

Christine Albeck Børge

Blankbånd: Sandra Piras

Jesper Rofelt Uri Kranot

Dansk Kunstnerråd:

Peter Lopes Andersson

Christina Rosendahl (FU)

Nitesh Anjaan

Danish Film Directors www.filmdir.dk ISSN 1601-5843