Ny Mission 21

Discipelskab i kirke og mission

Ny Mission nr. 21

Discipelskab i kirke og mission Redaktør Mogens S. Mogensen

Ny Mission nr. 21

Dansk MissionsrĂĽd 2011

Discipelskab i kirke og mission Redigeret af Mogens S. Mogensen

Ny Mission nr. 21 c)Dansk MissionsrĂĽd Peter Bangs Vej 1D 2000 Frederiksberg Telefon: 3961 2777 Fax: 3940 1954 E-mail: dmr@dmr.org 1. udgave, 1. oplag

Omslagsfotos: Foto: Mogens S. Mogensen Tryk: Laser Tryk, Ă…rhus Layout: Charlotte Munch tlf. 2090 4638

ISBN: 978-87-87052-07-8 ISSN: 1399-5588

2

Ny Mission nr. 21

Indhold Forord .................................................................................................................3 Af Mogens S. Mogensen Fra et traditionelt missionsselskab til et netværk af missionærer................8 Af Mogens Kjær Nyt paradigme for mission - set fra missionsorganisationerne ..................22 Af Sune Skarsholm Nyt paradigme for mission - set fra folkekirken ..........................................30 Af Niels Henrik Arendt Mission som discipelskab og efterfølgelse - belyst ud fra Mattæusevangeliet ................................................................36 Af Johannes Nissen Discipelskab anno 2011 - hvorfor egentlig? .................................................48 Af Birger Nygaard The Order of Mission - n respons på kulturens udfordringer til et liv i efterfølgelse af Jesus.......................................................................................60 Af Thomas Willer MOSAIK - en historie om discipelrefleksion og –praksis .............................69 Af Henrik Holmgaard Hjemmet - discipelskabets centrale base ......................................................77 Af Birgitte Kjær Tanker om at leve enklere..............................................................................85 Af Gullmai Sørensen Tro til tiden og tro i tiden...............................................................................93 Af Anna Marie Aagaard

Ny Mission nr. 21

3

NY MISSION 21 (2011), side 4-7, © Dansk Missionsråd

Forord Af Mogens S. Mogensen

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Sådan lyder det i Jesu missionsbefaling, som den er gengivet i slutningen af Mattæus-evangeliet. Eller som den ofte bliver fortolket: ”Gå ud i al verden og gør alle folkeslag til mine disciple”. Mission er ofte blevet forstået som noget, missionærer sendes ud til andre dele af verden for at udføre. Og en vigtig del af missionsarbejdet – derude – er at gøre mennesker til Jesu disciple, mens vi herhjemme i kirken taler meget lidt om at være disciple og gøre mennesker til disciple. ”Brug af ordet ’discipelskab’ i en dansk kulturel og kirkelig kontekst er uvant og virker for de fleste betænkelig”, skriver Areopagos’ Danmarks-leder Birger Nygaard i sin artikel.

”En gang var mission noget, der udgik fra Nordamerika og Europa”, skriver Danmissions generalsekretær Mogens Kjær i bogens første artikel ”Fra et traditionelt misionsselskab til et netværk af missionærer”, men i dag gælder det, at ”Mission hos os selv kan blive den største udfordring. ’Det kritiske missionsområde nu er Europa’ (Mark Oxbrow)”. Det er baggrunden for, at det engelske missionsselskab Church Mission Society (CMS) har gennemgået en udvikling fra at arbejde med partnere i udlandet til at forstå sig selv som et fællesskab af disciple i verdensomspændende mission – også i England. Det betyder, at CMS ikke længere er et fællesskab af mennesker, der støtter andre i at være i mission, men nu er et netværk af mennesker, der selv er i mission med fokus på lægfolks engagement og arbejde, og hvis medlemmer forpligter sig selv på løfter, der er med til at forme deres liv som disciple. Med denne nye selvforståelse har CMS, der er en af Church of England anerkendt missionsbevægelse, bidraget til at rejse spørgsmålet om mission som en central del af kirkens liv, det har været med til at give kirken inspiration til at gå nye veje i sin tjeneste, og CMS er ved at give mulighed for engagement af lægfolk blevet et forbillede til efterfølgelse i kirken. Ét er England, noget andet er Danmark. Hvordan er holdningen i mission og kirke i Dannmark til en sådan udvikling? I deres respons til artiklen om CMS er

4

Ny Mission nr. 21

både Ethioper Missionens generalsekretær Sune Skarsholm og biskop Niels Henrik Arendt enige om, at udviklingen i CMS er en nødvendig reaktion på et missionsparadigme, som hører en anden tid til, og at den også indebærer meget relevante udfordringer for folkekirken og missionsselskaberne. Skarsholm skriver i artiklen ”Nyt paradigme – set fra missionsorganisationerne”, at danske missionsselskaber ganske vist er optaget af begrebet ’missional kirke’, men indrømmer, at de kun i begrænset omfang har fået at lade den missionale kirkeforståelse ændre på selvforståelse og praksis. Samtidig appellerer han til, at der udvikles et mere tidssvarende paradigme for samspillet mellem kirke og missionsorganisationer. I artiklen ”Nyt paradigme for mission – set fra folkekirken” er Arendt især optaget af fokuseringen på lægfolket, styrkelse af menighedstanken og den u-bureaukratiske tilgang til mission. Både når det gælder missionsorganisationerne og folkekirken er der behov for at nedbringe administrationsprocenten. Hverken Skarsholm eller Arendt kan imidlertid følge CMS i dets opgør med partnerskabstanken.

I kirkelige sammenhænge betegnes Matt 28,18-20 oftest som ’dåbsbefalingen’ og i missionskredse som ´missionsbefalingen’, men universitetslektor i teologi Johannes Nissen slår fast, at det ”er først og fremmest en discipelbefaling”. I artiklen ”Mission som discipelskab og efterfølgelse – belyst ud fra Mattæusevangeliet” understreger forfatteren, at oplæringen er en del af evangeliseringen.

Efterfølgelsen betyder at følge Jesus efter på hans farlige vandring, men midt i usikkerheden står Jesu løfte om, at han vil være med os under alle forhold. Efterfølgelsens udfordring er modet til at give slip på alt det, der binder, at udlevere sig selv og hengive sig selv til Gud og til sit medmenneske. Efterfølgelsens radikalitet kommer især til udtryk i Bjergprædikenen, som rummer en discipeletik.

Som jordens salt og verdens lys skal discipelmenigheden på den ene side leve i kontrast til omverdenen, på den anden side må den ikke trække sig ud af verden, men skal i fællesskab med andre søge at virkeliggøre Guds vilje i verden.

Hvordan ser kristent discipelskab ud i en dansk kontekst i dag? I artiklen ”Discipelskab anno 2011 – hvorfor egentlig?” minder Birger Nygaard om, at discipelskab har med disciplin at gøre, og oversætter det til det mere gangbare ord ’dannelse’. ”Kristent discipelskab er bevidst at søge personlig dannelse, så der kommer stadig større sammenhæng mellem de kristne trosoverbevisninger og indre og ydre adfærd og prioriteringer.” Kristent discipelskab tager sigte på at forme os til at leve for Gud og vor næste og gøre godt. Dette kommer ikke af sig selv, men

Ny Mission nr. 21

5

er et resultat af gode åndelige vaner og dannelsesarbejde. Heldigvis er der i kirkens tradition mangfoldige ressourcer at trække på til dette arbejde.

Discipelskab og mission hænger sammen. ”Hvis mission ikke er frugten af vort kald til at følge i Kristi fodspor, må man med rette spørge, hvad det er, vi har gang i,” skriver Nygaard. Det samme understreges i artiklen ”The Order of Mission – en respons på kulturens udfordringer til et liv i efterfølgelse af Jesus”, skrevet af præst i Regen-kirken Thomas Willer, som selv er medlem af denne orden, hvis fokus er at leve i mission til folk, som endnu ikke kender Gud. Som ordensmedlem er man forpligtet på et discipelskabsliv præget af enkelhed, renhed og ansvarlighed. Som andre fornyelsesbevægelser er The Order of Mission opstået som en reaktion på, at kirken har mistet sin radikalitet i forhold til kulturen og er blevet lunken.

Mens The Order of Mission består af en række enkeltindivider, der hver i deres kontekst forpligter sig på et liv i discipelskab og mission, så er MOSAIK en menighed, hvor kirken forstås som et discipelfællesskab formet omkring en fælles praksis frem for en søndagsgudstjeneste-event. I artiklen ”MOSAIK - en historie om discipelrefleksion og –praksis” fortæller Henrik Holmgaard, der er præst i denne apostolske menighed i Aalborg om, hvordan studerende og unge familier i denne menighed tager udfordringen op til at være disciple. En af artiklens konklusioner er, at gudstjenesten ikke er det mest hensigtsmæssige ’styresystem’ for kirken. Discipelskabet må være styresystemet, og gudstjenesten en af ’applikationerne’, som kan ’installeres’ ovenpå styresystemet.

Mens Holmgaard ser på menigheden som stedet, hvor man i dag lærer at blive disciple, fokuserer Birgitte Kjær, der bl.a. underviser i religionspædagogik på Dansk Bibelinstitut, på ”Hjemmet – discipelskabets centrale base”. Da det er i barndommen, at den grund lægges, som der bygges videre på hele livet, er det nærliggende at satse på hjemmene, hvis man ønsker at tænke strategisk i forhold til mission, discipelskab og kirkens fremtid. Lige som Martin Luther gjorde det med sin Lille Katekismus.

I artiklen ”Tanker om at leve enklere” peger Gullmai Sørensen, der arbejder i det etiske pengeinstitut Oikos, på, at discipelskab kan forstås ud fra Korsvejsbevægelsens fire vejvisere: at søge Kristus, at bygge fællesskab, at leve enklere og at fremme retfærdighed. Målet er at leve i den gudgivne kærlighed, som vi er skabt

6

Ny Mission nr. 21

til at leve i. Bevægelsen mod dette mål fremmes af et liv istilhed og bøn og i fællesskab

I bogens sidste og længste artikel analyserer dr. teol. Anna Marie Aagaard vilkårene for ”Tro til tiden og tro i tiden” og dermed vilkårene for discipelskab og mission i verden i dag. Aagaard konkluderer, at det for det første er vigtigt i et opgør med ’falske universalismer’ at holde fast ved, at Kristustroens samfund har et partikulært udgangspunkt i Gud i Kristus i tid og historie. For det andet er det helt nødvendigt med mennesker, der er glade for deres tro og tør tale på Guds vegne og renfærdigt videregive et budskab om Guds ansigt i Kristus og gøre det på en måde, der er karakteriseret af et ydmygt vidnesbyrd om Kristus alene.

Endelig understreger forfatteren, at videregivelse af gudstro og dermed Guds folks overlevelse ikke er bundet til et bestemt sted og opretholdelse af majoritetsstatus, men kræver opretholdelse af en partikulær tro i diakonal tjeneste for andre.

Som det fremgår af artiklerne i denne bog om ”Discipelskab i kirke og mission”, så er missionen kommet hjem, mission er blevet en helt central dimension af kirkens liv her i Danmark, og dermed er discipelskab også kommet på dagsordenen.

Vi bliver mindet om, at dåbsbefalingen er en missionsbefaling og måske først af alt en discipelskabsbefaling.

Ny Mission nr. 21

7

NY MISSION 21 (2011), side 8-21, © Dansk Missionsråd

Fra et traditionelt missionsselskab til et netværk af missionærer Af Mogens Kjær

Det engelske missionsselskab Church Mission Society (CMS) har gennemgået en udvikling fra at arbejde med partnere i udlandet til at forstå sig selv som et fællesskab af disciple i verdensomspændende mission – også i England. Processen er inspireret af forståelsen af kirkens dobbelte apostolat, forskydningen i kristendommens tyngdepunkt mod syd, afkristningen af England samt missio Dei teologien.

Udviklingsprocessen har fået en lang række konsekvenser, fx er CMS ikke længere et fælleskab af mennesker, der støtter andre i at være i mission, men er nu et netværk af mennesker, der selv er i mission, og fokus er nu på lægfolks engagement og arbejde. Medlemmerne forpligter sig på syv løfter, der er med til at forme deres liv som disciple. Strukturelt er CMS blevet internationaliseret og decentraliseret med selvstændige afdelinger på forskellige kontinenter. I stedet for kirker foretrækker CMS at samarbejde med missionsbevægelser, der ligner dem selv. Allerede nu kan det konstateres, at CMS, der i England anerkendes som en del af Church of England, har haft indflydelse på kirkens missionale udvikling. Artiklen afsluttes med interviews med to par, der arbejder som missionærer i England.

Hvordan tackler et missionsselskab dagens udfordringer fra globalisering, kristendommens nye tyngdepunkt i syd og missionsudfordringen i de gamle kristne lande? Et eksempel på et selskab, der har set udfordringerne i øjnene og lagt kursen radikalt om, er det engelske lavkirkelige, evangelikale anglikanske missionsselskab, Church Mission Society (CMS), som har undergået en gennemgribende forandring de sidste 10 år. Fra at have arbejdet, som missionsselskaber har været vant til at gøre i måske flere hundrede år, er næsten alt ændret. CMS beskriver selv udviklingsprocessen som en ’død og genopstandelse’. Baggrunden for forandringerne og den nye måde at teologisere, tænke og arbejde på vil blive beskrevet på de følgende sider, og til sidst i artiklen er der interviews med CMS-missionærer i England.1

8

Ny Mission nr. 21

Inspiration Det tog sit udgangspunkt i fejringen af selskabets 200-års-jubilæum i 1999. I den forbindelse blev der afholdt nogle konsultationer, som viste, at CMS måtte ændre sig radikalt i forhold til den traditionelle måde at arbejde på. Den efterfølgende proces lod sig især inspirere af disse forhold og indsigter:

Fra et dansk perspektiv er det interessant at hæfte sig ved, at nytænkningen også fandt inspiration fra Johannes Aagårds tanker om de to apostolater. Det ene apostolat er Peters, søjleapostolatet, med embedet og det kirkegrundlæggende. Det andet er Paulus’, vandreapostolatet, som den opsøgende, grænseoverskridende og ekspansive tjeneste, altså missionen. Begge apostolater eller tjenester er vigtige for kirken og dens udbredelse. Aagård påstår i sine teser, at folkekirken og de søsterkirker, som er blevet dannet pga. missionsarbejdet, er stivnet i selvopholdelse. Det gælder i vid udstrækning også missionsselskaberne, som mest udfører mellemkirkeligt arbejde. Missionen dør, hvis kirken kun er optaget af at holde sig selv ved lige. Præster betjener medlemmer, altså dem, der i forvejen er i kirken.

Der er derfor brug for en særlig kategori af medarbejdere, missionærer, der overskrider grænser og går ind i helt nye sammenhænge.2

Den anden inspiration til forandring stammer fra globaliseringen og det faktum, at kristendommens numeriske tyngdepunkt nu er i syd. En stor del af kristendommens dynamik findes ligeledes i syd. I Latinamerika og Afrika er store dele af befolkningen kristen. I Asien gør det sig i mindre grad gældende, men også dér er der voksende kristendom. Engang var mission noget, der udgik fra Nordamerika og Europa; i stigende grad udgår missionen i dag fra Afrika og Asien. Kristendommen spredes nu af alle, til alle, alle steder. Missionen er blevet international.

En national mission vil fortsat kunne have en opgave at løse, men i en globaliseret tid vil det være naturligt at tænke internationalt om mission.

Den tredje inspiration stammer fra den lokale situation i England. Kirken i vesten har tabt kraft og fart. I århundreder har den levet stabilt og sikkert, men udfordres nu på mange ledder. Der er sekularisering og faldende medlemstal. Church of England, som er Englands nationalkirke, har således i dag kun 20% af befolkningen som medlemmer. Der er friere og mangfoldige religiøse strømninger, der går deres egne vegne, og der er indvandret anden tro, især muslimsk. De historiske kirker i vesten lever i en ny virkelighed, og lokal mission kommer i stigende grad på dagsordenen, hvis kirken vil være tro mod sit evangelium. Mission hos os selv

Ny Mission nr. 21

9

kan blive den største udfordring. ”Det kritiske missionsområde nu er Europa” (Mark Oxbrow).3

Den fjerde inspiration kommer fra den profetiske Jesus. Hermed menes, at forståelsen af mission som missio Dei er bærende, men at denne missionsforståelse kan blive udflydende og ufokuseret, hvis den ikke rettes mod Jesu Kristi historiske liv og den opgave, han var overbevist om, at han var sendt for at varetage.

Jesus opfattede sig som profet, og hans gerning var båret af, at han havde et budskab, som havde hast, og som krævede øjeblikkeligt svar. CMS’s perspektiv er analogien. ”Som Faderen har sendt mig, således sender jeg jer” (Joh 17,18 og 20,21). Som den historiske Jesus formede disciplenes mission, former han med sin forkyndelse og undervisning også vores. Jesus fortsætter sin profetiske tjeneste ved Helligånden og kalder os til at følge ham og deltage i hans tjeneste. Den levende nærværelse af Jesus Kristus er resursen. Vi tager del i det guddommelige liv, som transformerer os. Hvad forsoningen i Jesus betyder, deles med al skabningen og medfører, at livet forandres.

Konsekvenser I lyset af dette har CMS redefineret sig selv og brudt organisationen op. Organisation og ledelsesstruktur er blevet slanket. CMS ledes nu af en mindre bestyrelse, samtidig med at demokratiet er blevet styrket. Alle personlige medlemmer af CMS har indflydelse på organisationen. Det dyre hovedsæde i London er skiftet ud til fordel for et billigere i Oxford.

CMS bygger på personlige medlemmer og definerer sig som ”a community of people in mission” og ”a community of mission service” (som også kan forkortes CMS). Det betyder at CMS ikke er et fællesskab af mennesker, der støtter andre i at være i mission, men er et netværk af mennesker, der selv er i mission, et missionerende fællesskab. “CMS is a community of people in mission obeying the call of God to proclaim the gospel in all places and to draw all peoples into fellowship with the Lord Jesus Christ”. CMS er ikke en organisation, der har et fællesskab, men er et fællesskab, der har en organisation. CMS ønsker ikke at lade sig bruge, er ikke et ”agency”, der kan levere en missionsvare, hvis man betaler for det eller støtter det, men er selv et missionerende fællesskab. CMS er dog åben for at lade sig støtte af venner og støtter, der ikke er egentlige medlemmer af missionærfællesskabet.

10

Ny Mission nr. 21

Medlemmerne skriver under på at overholde syv løfter, ”The Seven Membership Promises”, for det er vigtigt, at man forpligter sig. CMS har udgivet materiale, som støtter medlemmerne i deres forståelse og overholdelse af løfterne. Indtil nu har 2.500 underskrevet løfterne, mens CMS som helhed i England støttes af 18.000 personer og 2.000 sogne.

The Seven Membership Promises: 1. To participate in the life and mission of the CMS Community so as to engage more fully in God’s transforming mission amongst all peoples in all places.

2. To encourage the transformation of individuals, communities and societies by sharing Jesus and encouraging others to become his disciples.

3. To discern and live out my vocation, my mission service – encouraging and learning from others in theirs.

4. To follow the Lord Jesus daily, witnessing to his love in everything I am, say or do, and with all the resources that I have, encouraging others to do the same.

5. To shape my life by regular prayer, Bible reading, study, reflection and mutual encouragement (one possible pattern of prayer is the CMS Daily).

6. To be part of a local Christian Community, working to see its life shaped by the global ministry of Jesus and by sharing in the mission of the worldwide church.

7. To participate in the regular review and renewal of discipleship and the life of the Community, reviewing personal ‘rhythms of life’, and open to sharing with others.4

Det kirkelige embede og professionalisering er nedtonet til fordel for lægfolks engagement og arbejde. I dag er det i det hele taget for størstedelens vedkommende lægfolk, der deler evangeliet med andre, og som skal støttes. Det er filippinske au pair piger i Danmark, det er asiatiske og afrikanske gæstearbejdere i Mellemøsten, og der er flere hundrede tusinde af dem. “The new century will not be characterized by mission to the poor, but mission by the poor” (Samuel Escobar).5

CMS har bevæget sig væk fra den postkoloniale måde at være i mission på, nemlig i partnerskaber med kirker. Samarbejdet med anglikanske kirker i syd, der er blevet skabt med udgangspunkt i anglikansk mission, nedtones. Kirker domineres

Ny Mission nr. 21

11

af søjleapostolatet og bliver let statiske og lukkede, optaget af administration og magtkampe. CMS har været med til at grundlægge gode ”pastoral churches”, der kan være gode til lokal evangelisation, men som ikke har syn for global eller tværkulturel mission (I parentes bemærket er det ofte også tilfældet for Danmissions partnerkirker, der som f.eks. den indiske intet blik har for den verden, der ligger uden for dalit-samfundet). CMS havde f. eks. engang en afdeling i Canada.

Den blev indoptaget i kirken, som en afdeling af kirkens arbejde, og mistede efterhånden sin betydning. Efter nogen tid forsvandt missionsperspektivet helt i kirken. CMS har derfor genoprettet sit arbejde i Canada. I stedet for kirker foretrækker CMS at samarbejde med bevægelser, der ligner dem selv, andre missionsbevægelser, og opbygger missionsnetværk, hvor de ikke findes. Disse kan være knyttet til kirker eller være uafhængige. Der må gerne være bånd til de lokale kirker, gerne sidde højtstående kirkefolk i bestyrelserne, men de indgår ikke i kirkens officielle struktur. Altså en udvikling væk fra partnerskaber til netværk, bl.a. fordi netværk bedre end partnerskab giver rum for større ligeværdighed og gensidighed.

Vi befinder os i en ’ny missionsperiode’ hvor det ikke længere er mission fra nord til syd, men ”a mission from everywhere to everywhere by everyone”. Det er global mission. Udgangspunktet England er nu selv missionsmark. I den situation skal alle kristne være lige så meget i mission i England, som det forventes af nyomvendte kristne i Afrika. CMS er ikke længere kun involveret i lokal eller regional mission, men befinder sig i et samarbejde i global mission under hastig forandring. Forestillingen om mission fra nogens territorium til andres må opgives. Der er tale om et helt nyt missionssyn, som må arbejdes frem, samtidig med at det understøttes af de store forandringer i verdenssamfundet, hvor vestens politiske og økonomiske dominans svækkes.

CMS er anerkendt som en missionsbevægelse i Den Anglikanske Kirke hjemme som ude. Deri ligger, at CMS ses som en officiel del af arbejdet i Church of England og ikke længere er, som missionsorganisationer hos os, en fri folkekirkelig bevægelse (para-church agency). Dermed har CMS været med til at inspirere og forme kirken til at blive en mere ”Mission Shaped Church”. CMS sender missionærer til engelske sogne for at styrke sognene i deres missionsarbejde. I nogle tilfælde vil flere familier rykke ind i et ”mission house” i en engelsk by, en missionsstation i Europa. CMS fastholder, trods sin anerkendelse, sin

12

Ny Mission nr. 21

selvstændighed i forhold til Church of England som en bevægelse af frivillige, hvis tjeneste skal supplere den officielle kirkes tjeneste, og som fornyelsesbevægelse. Samtidig som en del af kirken, for det er både evangeliet og kirken, der åbenbarer Kristus. Kirken antager mange former, den kan f.eks. være et sogn, CMS er en anden form, eller et fællesskab omkring en særlig opgave.

Alle kirkens forskellige former udgør tilsammen Jesu Kristi universelle kirke.

CMS ser altså sig selv som en del af kirkens tjeneste og knytter sig i praksis til sognearbejdet i kirken eller til eksisterende kirkelige foreninger og laver ikke sit eget uafhængige arbejde.

Større fokus på evangelisering, mindre på holistisk mission. Kirkeplantning bliver helt centralt, som det hedder med slagordene: ”Sharing Jesus, Changing Lives

by Making Disciples, Resourcing Leaders and Transforming Communities”.

CMS arbejder dog også holistisk og understreger i den forbindelse, at kirkens arbejde med at bekæmpe fattigdom og uretfærdig altid må stå i relation til Jesus, missionen og kirken.

Uddannelsesforløb og tilbud ændres, så de i langt højere grad uddanner medarbejdere og ledere i missionerende kirker i at ’gøre disciple’. Missionærer skal ikke have samme uddannelse som præster. Hyrder skal være gode til at pleje de medlemmer, der allerede er i kirken. Missionærer skal uddannes til at kontakte folk ’udenfor lejren’; de skal kunne bryde grænser og kunne arbejde i fremmede omgivelser. Der er brug for pionerer, mennesker, der er fleksible og åbne.

Andre hovedord er decentralisering, internationalisering og netværk mellem ligesindede. CMS er blevet brudt op som organisation. Der er et ”CMS UK and Middle East”, som er ansvarlig for aktiviteterne i England og Mellemøsten. Der er et ”CMS Africa”, der er en selvstændig organisation, som ikke ledes fra England, men har sin egen afrikanske bestyrelse og stab og selv fundraiser til sine aktiviteter. Der er et ”CMS Asia” og et ”CMS South America”. De forskellige selvstændige CMS’er bistår hinanden med udveksling af medarbejdere og økonomi. Det er vigtigt, at der er lokalt ejerskab til missionsarbejdet, og at det er en lokal græsrodsbevægelse.

Hvor CMS arbejder med professionelle missionærer, indgår de i teams, som søges gjort internationale. Der ansættes medarbejdere/familier fra forskellige lande til at arbejde sammen.

Ny Mission nr. 21

13

Moderne teknik benyttes i vidt omfang til at holde bevægelsen sammen, og der gøres udstrakt brug af internettet til kontakt og gensidig inspiration.

Resultater CMS, som en af kirken anerkendt missionsbevægelse, mener, at deres nye forståelse af kaldet, arbejdet og virkeligheden har haft stor indflydelse på Church of England. Der nævnes især tre områder:

• • •

Ved at rejse spørgsmålet om, at mission er central for en kirkes liv, har det fået indflydelse på, hvordan Church of England former sin udvikling og udfolder sin tjeneste.

Ved at have været pionerer med hensyn til at tjene kirken uden for kirkens officielle struktur har Church of England fået inspiration til at udvikle nye metoder og gå nye veje i sin tjeneste.

Endelig er CMS ved at give mulighed for engagement af lægfolk, og især kvinder, blevet et forbillede til efterfølgelse i Church of England.

Jeg har interviewet to par missionærer, der er udsendt af CMS til at arbejde inden for Church of England.

Interview with Anna and Chris Hembury, who were born India and Jersey Chris and I are mission partners with CMS working for an organization called Hull Youth For Christ (please look up www.hullyfc.co.uk for lots of information about the various aspects of our work). We have been here for about 14 years. Our backgrounds were both very different from the context in which we now live and work.

Chris was born in 1964 on the beautiful island of Jersey in the Channel Islands.

He spent 16 years working as a butcher. Although he had a stable and loving family background, at 17 he joined a motorcycle club and spent several years drinking heavily and dabbling in various drugs. At 26 Chris became a Christian, after being invited to church by a friend not long after his father died. The conversion was dramatic, and yet despite dropping the smoking, drinking, drugtaking etc. he managed not to drop or be dropped by his friends. He did four years of voluntary Christian youth work, before training to go into this ministry full-time. In 1997 he started the job as team leader with Youth For Christ in Hull.

14

Ny Mission nr. 21

My background was, not surprisingly, rather different! I was born in India in 1969, into a committed (Syrian Orthodox) Christian family. As my father worked for Shell Oil, I lived in various parts of Europe, Africa and South-East Asia.

From the age of seven I was educated at boarding schools in England. I went on to study theology in Oxford, and then did a Diploma in Youth Ministry. In 1993 I became a CMS mission partner, working for Oxford Youth Works on the Intercultural Project, and teaching Theology and Frameworks for Mission on their Diploma and Degree courses. We got married in Oxford in 1999, and I moved to Hull, so CMS had now taken us both on as mission partners. We have two children, Elijah (10 years) and Kavita (9 years).

The mainstay of our work is simply that we live in the community and do everything we do with rather than to others, as members of that community. Out of this, we run a breakfast club every school morning for primary school children and their parents, after-school clubs, youth clubs, a weekly meal for young people exploring their faith, parenting courses and one-to-one support. We take assemblies and help provide classroom assistance in the local primary schools, as well as try to actively support and encourage our local churches (please see website for lots more information: www.hullyfc.co.uk).

The area of Hull in which we work is statistically one of the most severely deprived in Britain, and suffers with a range of social problems including high unemployment, low school attendance, high levels of alcohol and drug abuse, depression, prostitution and teenage pregnancy. We work in partnership which the local churches in the community, and the main central ethos of our work is incarnational, namely to live, work and worship in our local community, taking the birth, life, death and resurrection of Jesus Christ as example and inspiration, seeking to offer a holistic experience of the Gospel. We are therefore concerned to support those in our community to have their needs met, be they social, emotional, physical or spiritual needs.

I think a distinctive of our work is that we are concerned not only with individual, personal transformation but see that as going hand in hand with the transformation of the whole community. So activities like our breakfast club have led to individuals building relationships with us but then also coming to know and have a relationship with God themselves, whilst also serving as a place where a mutually supportive community (with the potential to become a worshipping commu-

Ny Mission nr. 21

15

nity) is being knitted. We run a variety of weekly or regular activities, including breakfast club, after-school clubs, youth clubs, parenting courses, school assemblies etc., all of which are detailed on the web site, but the important bit for us is the stuff that happens in between all these structured events, the casual conversations, relationship building, availability in times of crisis as well as joy, allowing our friendships to be mutually supportive and not simply ‘client-provider’ type relationships, and living with integrity as part of the community we are in, not driving off somewhere nicer or safer to live, and not sending our children to school somewhere else (‘better’) whilst others in our community are denied that choice/opportunity.

We see ourselves as missionaries. We believe that God has called us to be here, that we have been sent by CMS, and theologically mission has a more rounded, holistic sense than either outreach or evangelism or even community development, in that it includes but is not narrowly confined by those terms. Mission includes elements of sacrifice, risk and vulnerability that are important in terms of how we work and how we see ourselves.

We feel we have a calling. In different ways God has put on our hearts a desire to partner with Him to bring about justice for those who are marginalised from mainstream society, and He has taught us that that requires long-term commitment wherever He has asked us to be, for transformation to happen on God’s terms. Isaiah 56 has been a key scripture for us, we had it as a reading at our wedding 12 years ago, and we are beginning to see signs of that hope becoming a reality in our life in Hull today.

The work is a joint partnership between two organisations, Church Mission Society (CMS) and Hull Youth For Christ. Funding for Anna’s wage comes through CMS (mainly from supporting churches and individuals around the country), and Chris is paid by Hull Youth For Christ (funding comes from churches, individuals), although we are both CMS mission partners and they have given financial assistance towards Chris’s wage from time to time.

Hull Youth For Christ was already working in the area, so initially Chris, and two years later Anna, were received by Hull YFC to work with them. Hull YFC works in partnership with the local churches in the area, across the denominations, so in a sense we were received by them too. These partnerships are impor-

16

Ny Mission nr. 21

tant to us, as we recognize the years of ministry and presence that have gone before, and we were always keen not to march in and do things our own way as newcomers with a clever idea, but to partner with sensitivity and earn the right to offer our own contribution. More important for us, though, was the need to be received by the community outside the churches, and this has happened slowly but surely though as we have made ourselves vulnerable and open and learned a new culture and earned their trust.

It would have been lovely if God had called us there, but He didn’t! Hull would not have been our choice - Chris had never even heard of it, and I was fairly sure God could use me very well in some warmer part of the world, given my extensive experience of living in other cultures around the world! - but God had other plans. In retrospect, we can humbly concede he was probably right!

Why did you not go for mission work in South India?

The vast majority of people in England do not attend church; well under 10% do, so for most people it is irrelevant. Churchgoers have been slow to appreciate the gravity of this haemorrhage and are now in many places overwhelmed by it. There are some thriving church congregations in most cities, but they are the exception, and often their demographic includes many students (temporary residents), the more affluent who can drive in from further afield, immigrants from other countries who have come with their faith, and the disillusioned and frustrated from other churches - so the numbers can sometimes be misleading. That is not to say there is nothing good or new happening, because in places there certainly is, just that the church can sometimes delude itself rather than face reality. Where churches are beginning to recognize that in every way culture has changed completely and that they will have to engage with it humbly, and where they have stopped trying to play catch-up and are seeking to act with integrity, humility and a re-imagined identity in Christ, which engages with the world, there real and transforming change is emerging.

We are fortunate to work with a great team, four others - one whom grew up in this area of Hull and came to faith through the work, as well as several volunteers from various churches and a few local mums, who help out with the breakfast club and some of our other activities.

Ny Mission nr. 21

17

The local Anglican Church is a CMS supporting church so they obviously particularly welcomed that connection. I think most people recognize that the church in this country is in a desperate situation, and where they are introduced to the idea of reverse mission it only serves to drive home the reality.

How do people in England react to reverse mission?

We are at a point now where we can see all of the years of previous mission and ministry beginning to transform the lives of individuals and the community. The slow pace of change has meant that this transformation is rooted and we believe it has real depth. We had had several young people and adults come to faith, small numbers but very real commitments and local people in difficult circumstances and no church background really turning their lives around. The breakfast club is tangibly rebuilding community in a broken place, parents and children have found a place to which to belong, things like our parenting course and oneto-one support have given people confidence to move on in their lives and to be a support to others, and the churches are tentatively beginning to see that the mission work here has ample opportunities for them to reconnect with their community/parish.

Interview with Jayne and Cyprian Yobera, who are originally from Kenya My family and I have just moved into a new area in Manchester, where we are in charge of a church with a small congregation. Hope (St. James) Parish Church is a Church of England church that has a rather conservative worship tradition.

Our mission here is two sided. Firstly, to see the small congregation nurtured through teaching the bible and training them to apply its truths to everyday life.

With an elderly congregation of 30 people, you can appreciate how difficult and slow this process can be—we are, in essence, asking them to evaluate their lives that they have lived a long long time. Secondly, to do outreach into the community. The Church of England’s model of church has an advantage in that each church is responsible for a geographical area around it called the parish. We are therefore keeping to this model and doing outreach within ‘our’ parish. Our main reason for doing it, is to make disciples as Jesus commanded us to.

We see ourselves as mission partners, rather than missionaries where the main difference between the two is: missionaries came from the western world (the

18

Ny Mission nr. 21

developed world) and went to different lands that they considered primitive. It was a one sided flow; from the ‘haves’ to the ‘have-nots’. In the case of mission partners, we come from everywhere to everywhere, and are understood as having a resource from the sending country that the receiving country is in need of. In the case of missionaries, resources were primarily material ones, but in most cases the missionary would have claimed spiritual superiority too.

This is not the kind of work you do unless you are called. Of course we feel called to mission, evangelism and making of disciples. On one hand, every Christian is called to mission, yet on the other, we have a specific calling to come from Kenya to the UK. Do you feel that you have a calling?

For a long time I had a looming and hovering awareness of the spiritual depravity in the western world. The fact that this is where we first heard the gospel of God from, I felt a sense of responsibility. It was just a little sense first, which then gradually grew with passage of time and input from unexpected significant people in my life. The evidence that God was calling us to move to the UK on mission was finally confirmed when the Archbishop of Kenya asked us to consider responding to a request by Church Mission Society—Britain.

Our initial posting was with Eden (a youth organization by The Message Trust) in Manchester. After a year and a half, it was clear that we needed to modify our target group and aim at family and community. We therefore worked for seven years inspiring community cohesion and supporting families. Our ministry could have been described as being good neighbours as we lived as salt and light in the community.

After an initial feeling of being different, which we quickly got over, we have merged into the community very well. Part of the reason why we were accepted quite readily was that we took initiative to bring people together to improve the living conditions of the community. It was easy for people to trust that we had positive motives.

Absolutely!

Do you see what you are doing as mission?

Ny Mission nr. 21

19

I did mission in Kenya for 18 years, before God called us specifically to leave Kenya and come to the UK. The main reason, we see, is to share a bit of the vibrancy of Kenyan Christianity, following the feeling of responsibility that I described earlier.

Why did you not go for mission work in Kenya?

The church in England has different attributes and several different denominations, where some are growing while the majority are on the decline. For certain Church of England (Anglican Church) has great challenges with numbers of church goers going down and the services not being considered attractive by a majority of people. It has sometimes been accused of being irrelevant.

How is the situation of the Church in England?

People have generally been very appreciative of our working with them… they feel we bring fresh life and enthusiasm to their common worship experience and applicable substance to their bible learning.

How do people in England react to reverse mission?

Our initial work was within a big team, however, in our new work we are yet to build a team. We hope to draw people from the community (parish) who will become part of the team. For now, we see the existing congregation us our team.

We have seen: families helped to function as families and as part of community, both young people and adults become Christians, more people come to church, church members perspective on mission changed so that several of them now see it as their Christian duty to reach out to their neighbours.

Can you say anything about the outcome of your work?

Noter 1.

2.

20

Informationen om CMS stammer dels fra et besøg, jeg aflagde i Oxford i 2009, hvor jeg talte med generalsekretær Tim Dakin, tre ledende sekretærer, samt Mark Oxbrow som er leder af det CMS initierede netværk Faith2Share, dels fra to upublicerede interne CMS skrivelser forfattet af generalsekretær Tim Dakin.

Johannes Aagård har flere steder skrevet om de to apostolater, også i sin disputats. Se f.eks.’7 Teser om Mission’ i Nordisk Missionstidsskrift 1985, hæfte 3 side 98ff, som bestemt stadig er inspirerende læsning.

Ny Mission nr. 21

3.

4.

5.

Mark Oxbrow, tidligere CMS, er citeret fra det foredrag han holdt på Dansk Missionsråds repræsentantskabsmøde, november 2007.

Vedrørende CMS’s konstitution og løfterne følg dette link:http://www.cms-uk.org/GetInvolved/Membership/tabid/222/language/en-GB/Default.aspx CMS medlemsnetværksside: http://www.wearesayingyes.org .

Samuel Escobar er citeret efter Mark Oxbrow fra mødet november 2007.

Mogens Kjær, cand. theol. 1973, sognepræst i Herning 1974-1978, missionær i Nigeria 1978-85, missionssekretær i DMS 1985-89, sognepræst i Søborgmagle 1989-2001, koordinerende missionssekretær i Danmission 2001-2002, missionssekretær for Sydindien 2004-2007, generalsekretær i Danmission fra 2002.

Ny Mission nr. 21

21

NY MISSION 21 (2011), side 22-29, © Dansk Missionsråd

Et nyt missionsparadigme - set fra missionsorganisationerne Af Sune Skarsholm

Missionsorganisationerne kan hente inspiration fra CMS’ udvikling til at gå fra at være statiske til at blive dynamiske missionsorganisationer og til ændre selvforståelse, så hele organisationen og alle medlemmer betragtes som et missionerende fællesskab. Der er oplagte fordele i netværkstænkningen, som missionsorganisationerne må benytte sig af, men på trods af problemerne i mange partnerskabsrelationer, så er der dog stadig brug for at videreudvikle de gamle partnerskaber. Den største udfordring er imidlertid at fremme en udvikling af missionsorganisationernes medlemmer fra donorer til disciple. Alt i alt er der brug for at udvikle et nyt paradigme for samspillet mellem menigheder og missionsorganisationer.

Church Mission Society (CMS) synes at have taget en naturlig konsekvens af en ændret missionssituation, som på alle væsentlige områder ligner den danske. Men mens CMS har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling i selvforståelse og praksis, så synes danske missionsorganisationer at stå i stampe. Kan vi hente inspiration fra CMS til at komme videre? Jeg vil i denne artikel pege på de udfordringer, som Mogens Kjærs artikel om CMS’ udvikling rejser for danske missionsorganisationer.

CMS og danske missionsorganisationer opererer indenfor samme forandrede paradigme for mission. Det gælder selvsagt den accelererende globalisering, som alle må indretter sig på, men også væksten hos kirkerne i syd og øst og den voksende afkristning af de gamle missionslande. Der bliver stadig større parallelitet mellem den internationale og den lokale kontekst for mission, og en skarp opdeling mellem indre og ydre mission er derfor både meningsløs og frugtesløs.

Fra statisk til dynamisk missionsorganisation

Den første udfordring fra CMS er ikke, at de har indset dette. Det virkeligt overraskende og inspirerende er, at de har ladet erkendelsen få så radikale missiologi-

22

Ny Mission nr. 21

ske og organisatoriske konsekvenser. Det vidner om en forandringsparathed og en risikovillighed, som er karakteristika for et dynamisk missionsarbejde, og som jeg ærlig talt har svært ved at få øje på hos os selv.

Vi ynder ellers at tale om mission som noget dynamisk og fleksibelt, kreativt og fantasifuldt. For at være missional må kirken være under stadig forandring (ecclesia semper reformanda). Men virkeligheden for danske menigheder og organisationer er, at der bruges rigtig mange resurser på at opholde arbejdsformer og en selvforståelse, der hører en svunden tid til. Vi er ikke så dynamiske, som vi gerne ser os selv. Folkekirken synes således langt mere optaget af strukturelle problemer og diskussioner om ledelsesmæssige svagheder end af, hvordan flere bliver en del af menighedens fællesskab, og hvordan vidnesbyrdet om Jesus Kristus deles med andre i hverdagen. Missionsselskaberne er langt fra fortidens styrke med missionen som en folkelig sag, der blev oppebåret af et engageret bagland, og overlever måske alene gennem professionel fundraising og kommunikation.

CMS’ forandringsproces giver indtryk af en insisteren på at være i stadig bevægelse, så essensen i kirkens sendelse bevares: at vi er vidner om Jesus Kristus, hvor vi end er, og har kald til at give det videre, som han lærte os, så mennesker bliver hans disciple. Jeg er overbevist om, at der er et betydeligt potentiale til fornyelse hos danske menigheder og missionsorganisationer, hvis vi havde modet til at finde tilbage til denne kerne og lade de ydre rammer og alle resurser sættes ind på det formål. Organisationen er et redskab i mission, men evangeliet er Guds kraft til frelse.

Fra ’dem og os’ til et ’vi’ i mission Den anden bemærkelsesværdige udfordring er CMS’ bevægelse fra en selvforståelse, hvor man støtter mission et sted i verden, til nu at se hele organisationen og alle medlemmer som et missionerende fællesskab. Tankegangen om mission er vendt fra et ’dem og os’ til et fælles ’vi’ i mission. Alle kristne må være i mission – uanset hvor i verden vi befinder os.

Danske missionsorganisationer har gennem begrebet ’missional kirke’ forsøgt at indfange denne tankegang. Dansk Ethioper Mission har for eksempel formuleret en visionen om at ”vi ønsker at se en levende, handlende og missionerende kirke – både i Afrika og i Danmark”. Men vi har kun i begrænset omfang formået at lade den missionale kirkeforståelse ændre på vor selvforståelse og praksis. Vi er

Ny Mission nr. 21

23

fortsat langt på vej organiseret, som om mission primært er noget, der foregår langt væk et sted i verden. Missionsvennerne støtter op om projekter og kirker med økonomiske bidrag og forhåbentlig også forbøn. Men der er så godt som ingen vekselvirkning eller sammenhæng med missionsopgaven lige uden for egen hoveddør. Mission er noget, vi et med til at drive ’derude’.

Vi har for længst indset, at det gamle mønster ’fra Vesten til resten’ er forbi. Kirkernes eksplosive vækst i syd og øst er til dels en frugt af den moderne missionsbevægelse. Men den fremtid, vi står overfor, er meget anderledes end den virkelighed, vi kommer fra, og vores organisationer er blevet formet af. Mission i dag er blevet radikalt decentraliseret eller polycentrisk. Jerusalem, som missionens udgangspunkt (ApG 1,8), viser sig at være hvor som helst. Og missionens nye centre er ofte dér, hvor fattige forkynder evangeliet for fattige, og derfor helt uden for den organiserede missions opmærksomhedssfære, indflydelse og planlægning. De gamle missionsorganisationer står overfor et dilemma. Vi trækker vores historie tilbage til en tid, hvor vores del af verden udgjorde det selvfølgelige centrum for politisk og økonomisk magt, og hvor resten af verden blev anset for en periferi. Vi glæder os over, at den epoke er ovre, men vores selvforståelse og praksis er kun langsomt under forandring. Det samme gælder desværre også ofte den attitude, vi møder partnerkirkerne med.

Det forandrede missionsparadigme har ikke fået CMS til at konkludere, at deres opgave i global mission var slut. Den udfordrende og fornyende konklusion, de har draget, er, at organisationens globale missionsengagement må sammentænkes med kirkens helt lokale mission. Medlemmerne må have en bevidsthed om at indgå i et missionerende fællesskab i hele verden. CMS er her helt på linje med Cape Town Erklæringen, der i skarpe vendinger afviser tanken om, at missionsansvaret er overgivet fra en verdensdel til en anden: ”Det giver ikke mening at forkaste Vestens tidligere triumfalisme blot ved at overføre den samme ugudelige ånd til Asien, Afrika eller Latinamerika. Ingen etnisk gruppe, intet folk, intet kontinent kan gøre krav på at være dem, der alene opfylder missionsbefalingen, fordi Gud alene er Herre” (Cape Town Erklæringen 2011:84).

Fra partnerskab til missionsnetværk Den tredje udfordring fra CMS er bevægelsen fra den traditionelle partnerskabsmodel med etablerede kirker i syd til at nu forstå sig selv som et missionsnetværk

24

Ny Mission nr. 21

– globalt og lokalt. Bevægelsen begrundes med, at netværk rummer en dynamik og giver bedre rum for et ligeværdigt samarbejde, hvor alle har noget at give og modtage. Mission tænkes ud fra en mangfoldighed af centre med hver deres indflydelse, som indgår i et netværk med gensidig udveksling og støtte. Jeg anerkender og genkender, at partnerskaber med etablerede kirker let bliver statiske og alt for ofte handler om penge, om hvem der har og ikke har. Uklog tilførsel af penge skaber korruption, splittelse i partnerkirken, usund afhængighed og mangel på gensidighed og ligeværdighed. Det afgørende her er naturligvis ikke, hvilken terminologi vi anvender om samarbejdet i mission – partnerskab eller netværk. Det afgørende er begrebernes betydning og den heraf afledte praksis.

Netværkstænkningens oplagte fordel er, at organisationen bliver mere fleksibel og forandringsparat. Jeg er overbevist om, at danske missionsorganisationer i langt højere grad må indgå i netværk og samarbejde med organisationer og menigheder, som er optaget af lokal/indre mission i Danmark. Vi har i alt for ringe grad haft syn for det enorme fornyende perspektiv, vores globale netværk og relationer kan blive for danske menigheder. Den danske virkelighed er mere og mere præget af forskellige religioner og kulturer, der bringer livsanskuelser fra hele verden ind i vores stuer hver dag og som vi møder på gaden. Det synes derfor oplagt, at danske missionsorganisationer bidrager med at skabe tværkulturelle teams, som også består af folk fra vores samarbejdskirker i verden.

Danske menigheder og organisationer har brug for at se sig som en del af et globalt fællesskab. Men missionsselskaberne har så sandelig også brug for at vedkende os at være en del af deres missionerende fællesskab – også helt lokalt.

Hvis såvel den lokale som den globale kirke er Kristi legeme, så er der lemmer, som ikke kan undvære hinanden, men på tværs af kulturer og kontinenter må arbejde sammen, bede for hinanden og opmuntre hinanden. Det er en opgave for danske missionsselskaber, som kræver stor opfindsomhed, men som rummer et stort potentiale til fornyelse og mission.

Hvor netværksmodellen har sin styrke i Danmark, så er jeg derimod ikke overbevist om, at ad hoc missionsinitiativer skal afløse langvarige, trofaste partnerskaber med kirker i en global sammenhæng. Vel er der en svaghed og risiko for et samarbejde, der kun befordrer søjleapostolatet. Men styrken er ubetinget den dybe tillid og fællesskab vi har opbygget med hinanden, så vi sammen kan sætte mål for en mission, der bryder nye grænser. Begrebet ’partnerskab’ er anvendeligt til at beskri-

Ny Mission nr. 21

25

ve relationen til de kirker, vi arbejder sammen med. Men det er ikke en business, som vi har fælles. Partnerskab må være karakteriseret ved en dybtgående, gensidig lytten til hinanden. Det er en uadskillelig del af et troværdigt og forenet vidnesbyrd om Jesus Kristus. ”Når vi lever i enhed og arbejder sammen, demonstrerer vi korsets overnaturlige, modkulturelle kraft … Partnerskab i mission drejer sig ikke blot om effektivitet. Partnerskab er det strategiske og praktiske resultat af vores fælles underordning under Jesus Kristus som Herre” (Cape Town Erklæringen 2011:85).

Samtidigheden af kirkens globale og lokale identitet er forsøgt udtrykt med ’glokal kirke’. Charles Van Engen har med overbevisning knyttet kirkens glokale identitet til kirkens katolicitet (vi tror på en hellig og almindelig kirke).

A healthy congregation of disciples of Jesus lives out its catholicity by intentionally and actively participating in Christ’s mission in a glocal fashion. It is active simultaneously in global and local mission, dynamically fostering the glocal interaction between the global and local (Van Engen 2006:178).

Fra donorer til disciple Den fjerde og måske mest påtrængende udfordring fra CMS er, at et medlemskab af CMS forudsætter afgivelse af løfter om at leve i mission og i discipelskab.

Uden at have overblik over danske missionsorganisationers vedtægter, så er det min fornemmelse, at de fleste definerer medlemskab ud fra personens økonomiske bidrag eller kontingentbetaling. Det er naturligvis også administrativt det enkleste, men kan det ikke være et symptom på, at vi snarere ser vores bagland som donorer frem for disciple? Givertjeneste er en del af et bibelsk discipelskab, men bestemt ikke det eneste konstituerende træk.

I den evangelikale missionsbevægelse, som CMS tydeligvis er præget af, er der i dag en erkendelse af, at den stærke fokusering på ’unåede folkegrupper’ ofte har skygget for oplæringen af disciple. Man taler om ”a great omission in the Great Commission”. Kirken er sendt for at gøre disciple. Discipelskab er en livslang proces for alle kristne. Vi skal vokse i åndelig forståelse og erkendelse og udrustes til at gøre tjeneste i alle livets facetter. Kirkens kald til at gøre disciple vil fortsætte, til Kristus kommer igen. Missionsbefalingen er aldrig opfyldt, og vi kan aldrig hævde, at en del af verden er ‘nået’ med evangeliet. Det er derfor paradoksalt, hvis kirker og organisationer taler om discipelskab, men i praksis er ved at reducere deres bagland til donorer.

26

Ny Mission nr. 21

Missionsorganisationer lider under, at medlemmerne i praksis har meget begrænset indflydelse og ikke selv er forpligtet på noget. CMS’ medlemsløfter, hvor fremmedartede de end kan synes at være, giver anledning til en grundig selvransagelse om, hvordan vi tænker om vores respektive baglande. Vil vi dem egentlig andet end at have deres penge og frivillige arbejdskraft? Appellerer vores kommunikation og fundraising til andet end deres medfølelse? Hvad med deres deltagelse i mission lokalt og globalt? Har vi en vision for at gøre disciple, der selv lever i mission? Vi må nødvendigvis have en vision om kirkens vækst og fornyelse i Danmark. Og vi må tage det næste skridt og finde en praksis, der afspejler, at vi tager vores medansvar og gerne vil bidrage. Vi ønsker en vækkelse og en fornyet glød for mission og discipelskab i vores bagland.

Måske er indførelsen af medlemsløfter en mulighed i vores missionsorganisationer? Jeg er ikke overbevist om, at det er vejen frem for os. Det forekommer elitært og eksklusivt – som indstiftelsen af et særligt missionærembede. Men der er en stor udfordring i at få det perspektiv på mission, at her er vi alle med og er forpligtet på hinanden i et fællesskab. CMS udfordrer ved at nedtone det kirkelige embede og den professionelle organisation til fordel for lægfolkets engagement og arbejde. Hvordan får vi hos os flyttet forståelse af mission fra en opgave, som en organisation udfører gennem mere eller mindre professionel arbejdskraft på andres vegne, til at være essensen i hele kirkens forståelse af sin eksistens? Vi må bede Gud om at bygge menigheder, hvor det almindelige præstedømme udfolder sig, fordi ”hver enkelt af os har fået nåden givet som en gave tilmålt af Kristus … så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldkomment menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4,7 og 11-13).

Skitse til et nyt paradigme for samspillet mellem kirke og missionsorganisationer De danske missionsorganisationer er principielt uafhængige af folkekirken. Årsagen er både historisk, teologisk og strukturelt betinget og skal ikke berøres her.

Modellen med en folkekirke og en række para-kirkelige organisationer giver færre konfliktflader mellem organisationerne og vores partnerkirker, der ellers i stigende grad ikke forstår folkekirkens teologiske rummelighed. Men også en svag berøringsflade – og det er netop her, svagheden ved modellen også er helt åbenbar. Den danske folkekirke har ikke et nært samarbejde og vekselvirkning med Ny Mission nr. 21

27

organisationernes samarbejdskirker. Og missionsorganisationerne står i stor fare for at marginalisere den lokale kirkes mission. Remtrækket mellem kirke og organisation mangler på næsten alle niveauer. Det dynamiske samspil mellem global og lokal mission bliver ikke udnyttet.

Hvis vi vender perspektivet udenfor vor egen nationale sammenhæng, så sker samspillet mellem kirke og missionsorganisation mange steder noget mere visionært. I bogen Changing the Minds of Missions opridser Engel og Dyrness tre forskellige modeller for samspillet mellem kirke og missionsorganisation. De to første kaldes ’den støttende’ og ’den sendende’ model. Den tredje for ’den proaktive eller synergetiske model’.

’Den støttende model’ er et samspil mellem den lokale menighed og missionsselskabet, hvor menigheden spiller en tilbagetrukken rolle og sørge for midler og forbøn for missionsarbejdet og måske i meget sjældne tilfælde sender en person ud fra menigheden som missionær. Missionsorganisationen har det primære initiativ, og menigheden sørger for videregivelsen af resurser. Modellen er i høj grad dominerende for samspillet mellem menigheder og missionsselskaber i Danmark.

For missionsselskaberne vil den ofte være mere end de tør håbe på …

’Den sendende model’ har ændret perspektivet fra blot en videregivelse af resurser til, at menigheden har medejerskab i og indflydelse på missionsprojekter. Den arrangerer gensidige besøgsrejser og motiverer og sender missionærer og volontører ud i opgaver. Det sker stadig under missionsorganisationens ansvar, men menigheden vil i høj grad se skævt til missionsorganisationen, hvis menigheden blot bliver betragtet som en kilde til økonomisk støtte. Modellen kendes vist stort set ikke i en folkekirkelig sammenhæng i Danmark, men optræder måske af og til i frikirkerne.

I ’den proaktive/synergetiske model’ har menigheden taget det fulde ejerskab og mobiliserer selv alle resurser og er initiativtager til at gennemføre en specifik missionsopgave. Det sker gerne i et samspil med andre menigheder og med en missionsorganisation og andre relevante partnere. Menigheden er selv i mission – lokalt og globalt.

Engel og Dyrness argumenterer med, at når kirken forstår sig selv som et fællesskab mellem Guds folk, og dens liv er defineret af mission, så kan menigheden aldrig ses som blot et gennemgangssted for penge og personer, som den traditio-

28

Ny Mission nr. 21

nelt er blevet. Den tænkning og praksis tilhører en epoke, hvor menighederne levede langt fra hinanden pga. teknologiske og økonomiske begrænsninger for mobilitet og kommunikation.

We believe that the third paradigm embracing full proactivity offers the best scenario for the reason that the church now takes its rightful role in the Kingdom of God … This means that mission moves well beyond its all-too-common existence as simply another program in the life of the church. Rather mission … becomes the guiding hand on all church’s program (Engel and Dyrness 2000:122).

Engel og Dyrness’ modeller er tydeligvis blevet til i en amerikansk kontekst, hvor lokale menigheder har en tradition for et entreprenørskab og har resurser, som ikke er mange danske menigheder forundt. Engel og Dyrness afskaffer ikke missionsselskaberne, men vil udfordrede dem til primært at satse på koordination, inspiration og professionel rådgivning af menighedernes missionsengagement.

Det kan alt sammen måske synes langt fra vores virkelighed. Men anliggendet er lige udfordrende – og CMS viser, at det kan lade sig gøre at gå langt længere af den vej, end vi har vovet. Tør og formår vi missionsselskaber at redefinere vores selvforståelse og praksis? Er vi villige til at afgive den kontrol og stramme administration, der ofte bremser de lokale og spontane missionsengagement. Fremtiden må vise det. Er det en vej, vi vil gå, skal vi gå den sammen? Vi må dele erfaringer på nye måder på tværs af kontinenter og kulturer, kirkestrukturer og organisationsskel. Det kan godt blive spændende!

Litteratur Cape Town Erklæringen. Et kald til at tage del i Guds mission 2011 Lohse Forlag.

Van Engen, Charles 2006 “The Glocal Church”. I Globalizing Theology. Belief and Practice in the Era of World Christianity, BakerAcademic.

Engel, James F. & William A. Dyrness 2000 Changing the Mind of Missions. Where have we gone wrong?, InterVarsity Press.

Sune Skarsholm, f. 1971. Cand.theol. og generalsekretær i Dansk Ethioper Mission

Ny Mission nr. 21

29

NY MISSION 21 (2011), side 30-35, © Dansk Missionsråd

Nyt paradigme for mission - set fra folkekirken Af Niels Henrik Arendt

I sin respons til Mogens Kjærs artikel om udviklingen i CMS tolker Biskop over Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt udviklingen som en reaktion på svaghederne i det klassiske missionsparadigme. Også i folkekirken er der inspiration at hente i CMS’ forsøg på at gå fra missional teori til missional praksis. Det gælder bl.a. fokuseringen på lægfolk (det almindelige præstedømme), styrkelsen af menighedstanken og den u-bureaukratiske tilgang til mission. Samtidig kan forfatteren ikke følge CMS’ kritiske holdning til den traditionelle partnerskabsmission, ligesom han savner en tydelig teologisk refleksion.

Vi agerer altid i en eller anden grad på epokens betingelser. Først efterfølgende bliver vi i stand til at se, hvad vi opnåede, og hvad vi satte over styr. Det gælder også inden for den kristne kirkes mission.

Det klassiske missionsparadigme Den nyere tids missionshistorie fra 1700-tallet og fremefter førte virkelig kristendommen ud over kirkernes geografiske grænser; spirerne blev lagt til talrige nye kirker, og selvom den store vækst først kom, da kirkerne blev lokalt forankrede, var missionsvirksomheden, fortrinsvis fra europæiske kirker, den første begyndelse. Mange mennesker, ikke mindst lægfolk, i vore egne kirker påtog sig, både ude og hjemme, en tjeneste i missionsselskaberne. På den måde tilføjedes tanken om ’det almindelige præstedømme’ nye dimensioner.

Men omkostninger var der også: udover en ’fra-os-til-dem-tænkning’ i missionsvirksomheden blev mission opfattet som en tjeneste for de særligt interesserede; kun indirekte var kirkerne forpligtede på mission. Det har nok været særligt fremtrædende i ’den danske model’ med de mange selvstændige missionsselskaber.

Den side af det ’almindelige præstedømme’, som handlede om ethvert døbt menneskes vidnesbyrd på sit sted, fortonede sig; og menighedstanken svækkedes.

30

Ny Mission nr. 21

Nyordningen indenfor Church Missionary Society (CMS) er spændende, også i et folkekirkeligt perspektiv. Den er en reaktion på de svagheder, som er blevet tydelige i det mere klassiske missions-paradigme. Og den møder virkelig nogle af tidens udfordringer. Men den efterlader også nogle spørgsmål.

Kan man springe institutionen over?

Den hjemlige kirkelige debat handler i vid udstrækning om – kirken. Ingen er blinde for, at der er problemer. Folkekirken mister medlemmer, ikke i kraft af udmeldelser, men fordi dåbsprocenten falder. Men det er lige så foruroligende, for det er et udtryk for, at kristendommen opfattes som irrelevant i de unge familier. Men i stedet for at diskutere dette handler den folkekirkelige debat stadig primært om institutionen ’folkekirken’, om dens struktur og organisering, om dens ledelse, om dens forhold til staten, om dens forkyndelsesformer.

Alle har øjensynlig den opfattelse, at det er de andre, der er skyld i problemerne. Tidehvervsfolk beskylder de kvindelige præster for at frastøde kirkegængere ved en infantilisering af formerne; og de svarer tilbage med, at det er den kolde teoretiserende forkyndelse, der har tømt kirkerne. Højrefløjen mener, at folkekirkens problemer kommer af dens imødekommenhed overfor kulturen, mens modernistiske teologer mener, at fremtiden ligger i, at kristendommen ’går under’ i kulturen, men netop derved sætter sit mærke på den. Menighedsrådsmedlemmer klager over, at kirkeministeriets management-tænkning stjæler al kraft fra den vigtige diskussion om kirkens indhold, og de imødegås med, at det just er for at frigøre tidsmæssige og økonomiske ressourcer til indholdet, få ’mere kirke for pengene’, at en strømlinet regulering af styring og økonomi er nødvendig. Og sådan fortsætter det. Man efterlades med den fornemmelse, at det netop er ’institutionens’ fremtid, det drejer sig om, kirkens selvvedligeholdelse. Men det er ikke kirkens forhold til staten eller dens ledelsesmæssige svagheder, der burde være hovedtemaet i diskussionen. Det burde forholdet mellem kristendommen og folket være.

Heroverfor er det tankevækkende og også inspirerende at lære om det forsøg på næsten at springe institutionen over, som præger det nye CMS. Der er noget ’gørdet-selv’-tænkning over det. Kræfterne skal ikke bruges på diskussioner af struktur, organisation og former, men på at skabe et direkte møde mellem Kristus og mennesker af i dag, som ikke har mødt ham.

Ny Mission nr. 21

31

Opsplitningen af det store gamle missionsselskab, den løsere sammenknytning i et netværk, der bindes sammen af et ’missions-løfte’ mere end af organisatoriske tråde, opgøret med ’fra-os-til-dem-tænkningen’, bestræbelsen på at være ’i øjenhøjde’ med det sekulariserede, gennemsnitlige europæiske menneske osv. er udtryk for en vilje til at lade behovene alene bestemme formerne. Man indbygger (med et modeord) forandrings-parathed i kirkens mission, både geografisk og i forhold til samfunds- og livssynsmæssige forandringer.

Man kan også opfatte det som en virkeligt omfattende ’inkulturation’ i de til enhver tid gældende omgivelser for kirkens mission. Man er gået fra missional teori til missional praksis. At det ikke er nogen mirakelkur, fremgår klart af Mogens Kjærs to interviews med CMS-missionærer. Det går langsomt, røber de – men de er øjensynlig hinsides den rådvildhed, som ellers præger mange vesteuropæiske kirker.

Inspiration fra CMS Jeg tror, at både folkekirken og danske missionsselskaber på en række områder kan lade sig inspirere heraf. Jeg vil kort nævne nogle af disse.

1. Selvom man i det nye CMS øjensynlig lægger en vis afstand til begrebet ’holistisk mission’ (måske et udslag af den evangelikale tendens), spiller diakoni tydeligvis alligevel en ganske betydelig rolle. Sådan må det jo også være, når man betoner Kristus-mødets livstransformerende konsekvenser.

Hvis ikke discipelskab primært viser sig i tjenesten for næsten, giver det ord ikke mening. Diakoni som en del af kirkens vidnesbyrd må også i de kommende år komme til at stå mere centralt i folkekirken. Både fordi velfærdssamfundets åbenlyse mangler gør det nødvendigt, men også – og primært – fordi evangeliet er til for menneskelivets skyld. Teologisk er der et stort behov for at gennemtænke forholdet mellem diakoni og mission; her har man hidtil i danske organisationer holdt sig til de lidt nemme formuleringer (à la ’forkyndelse med hænderne’ o.l.).

2. Det er og bliver lidt beskæmmende for folkekirken, hvor tanken om det almindelige præstedømme hører til arvesølvet, at den er så præste- og funktionær-centreret, som den er. Vi har brug for at styrke de døbtes ’præstetjeneste’, forpligtelsen for enhver døbt til vidnesbyrd i kald og stand. Til at stå ved kri-

32

Ny Mission nr. 21

stendommen i dagligdagen, til at genvinde frimodigheden til at tale om Kristus og kristendommen, til at genoplive mund-til-øre-metoden som den allerførste og allernærmeste form for mission. Jeg må samtidig sige, at jeg ikke synes, det nye CMS har fundet den rigtige model for dette. Det virker alligevel, som om man instituerer et særligt broderskab af missionærer med et særligt missionær-embede.

3. Der er virkelig brug for en styrkelse af menighedstanken, også når det gælder en gennemtænkning af kirkens mission. Lesslie Newbigin har om troværdigheden af den kristne forkyndelse sagt: ”The only possible hermeneutics of the gospel is a congregation, which believes it” (The Gospel in a Pluralist Society s. 232). Men vi har i folkekirken en amputeret menighedstanke; vi tænker ikke om menigheden, at den gennem søndagens gudstjeneste, gennem lovsang og fællesskabet om sakramenterne deltager i forkyndelsen af Kristus.

Det utrolige er, at vi i Grundtvigs salmer har en dansk menighedsteologi liggende lysende klar. Men vi mangler at udfolde den i den gudstjenestelige praksis.

4. På et mere lavpraktisk plan mener jeg også, vi kan lade os inspirere af det ubureaukratiske i det missionale fællesskab i CMS. Det er ganske vist for nemt blot at skyde på de meget høje administrations-procenter i vore missionsselskaber. Men set under et er det ikke desto mindre utroligt mange mennesker, der er sat til at administrere et forholdsvis overskueligt missions-engagement.

Hvor mange kræfter skal der ikke alene bruges på at holde de mange domiciler kørende!

Folkekirkeinstitutionen har tidligere været kendetegnet ved en utrolig smal administration, samlet set under 200 mennesker. Vi har i den grad kunnet drage fordel af menighedsrådenes kæmpestore frivillige arbejde. Men de seneste år ser en betydelig vækst – og lige netop i det administrative lag og i antallet af funktionærer. Og det på et tidspunkt, hvor folkekirken er i talmæssig tilbagegang.

Kritik af CMS-modellen Der kunne uden tvivl fremhæves andre områder, hvor vi kunne lade os inspirere.

Men jeg vil afslutningsvis berøre et par områder, hvor jeg mere føler mig udfor-

Ny Mission nr. 21

33

dret end egentlig inspireret af den engelske model. CMS har virkelig været betragtet som missionsselskabet for den anglikanske kirke. Det har været tæt på kirkens officielle strukturer og ledelse. Nu vælger man træde lidt på afstand af kirken, øjensynlig fordi man mener, at man derved kan styrke missionstanken og missionsengagementet i menighederne.

I Danmark har missionsselskaberne været forholdsvis uafhængige af folkekirken; det har haft sine fordele, men i disse år, hvor de gamle missionsbærende kredse svinder, er det tydeligt, at kun ved et tættere samspil med folkekirkeorganisationen i form af provstikomiteer, stiftsudvalg og måske en forankring af Folkekirkens Mission i Det mellemkirkelige Råd kan missionsengagementet bredes ud og integreres i menighedernes liv. Her har vi simpelthen forskellige forudsætninger og erfaringer.

Dernæst: der er et klart vækkelsespræg og en kirkevækst-tanke bag det nye CMS. Men hvor foregår og hvor skal den teologiske refleksion foregå? Det forekommer noget uafklaret.

Den kritiske holdning til de sidste årtiers traditionelle partnerskabs-mission forekommer mig også at rumme et muligt svigt. Der kan ganske vist nemt snige sig en forestilling ind om, at de europæiske kirker yder, og kirkerne i det globale Syd modtager, når man betoner behovet for grundig teologisk uddannelse. Jeg synes afgjort ikke, at tiden er løbet ud for et partnerskab på det område imellem Nord og Syd, ja, jeg anser lige netop det som et af de områder, hvor partnerskabet giver størst mening i dag.

Så kan man vælge at sige, at et partnerskab om teologisk uddannelse ikke har noget med mission at gøre, men er ren mellemkirkelig bistand. Men så er man jo i virkeligheden ved igen at reducere mission til at være én bestemt arbejdsgren i kirken (evangelisation) frem for at opfatte mission som fortegnet for alle kirkens ytringer.

Til allersidst: vi bokser i alle de vesteuropæiske kirker med en overleveret sognestruktur (den parochiale kirke). Den er ikke nem at få til at matche en stadigt mere mobil befolkning, som træffer individuelle valg med hensyn til, hvilke fællesskaber man føler sig som del af. Det er lidt tankevækkende, at CMS-missionen, der egentlig skulle være et opbrud fra denne struktur, alligevel ender med at knytte menigheden meget stærkt til lokalområdet. Har det noget at gøre med, at

34

Ny Mission nr. 21

man primært er kirke for de lavere sociale lag? Og at de identificerer sig meget mere med deres lokalsamfund end de velbjergede?

Niels Henrik Arendt, f. 1950, er Biskop over Haderslev Stift. Var i 1985-87 udsendt af Sudanmissionen til Sierra Leone som rådgiver i Project for Christian Muslim Relations in Africa. Var 200109 formand for Folkekirkens Nødhjælps styrelse. Er formand for Folkekirkens Mission. Har skrevet en række bøger om kirke og mission, bl.a. ”En sang fra de varme lande Rejsetanker om troen og folkekirken” (2005) og ”Er det den samme Gud?” (2009).

Ny Mission nr. 21

35

NY MISSION 21 (2011), side 36-47, © Dansk Missionsråd

Mission som discipelskab og efterfølgelse - belyst ud fra Mattæusevangeliet Af Johannes Nissen

Missionsbefalingen i slutningen af Mattæusevangeliet er først og fremmest en discipelbefaling. Oplæringen er en del af evangeliseringen. Efterfølgelsen betyder at følge Jesus efter på hans farlige vandring, men midt i usikkerheden står Jesu løfte om, at han vil være med os under alle forhold. Discipelskab indebærer ikke kopiering af mesteren, men en efterfølgelse af mesteren, der sætter disciplen i frihed. Efterfølgelsens udfordring er modet til at give slip på alt det, der binder, at udlevere sig selv og hengive sig selv til Gud og til sit medmenneske. Efterfølgelsens radikalitet kommer især til udtryk i Bjergprædikenen, som rummer en discipeletik. Som jordens salt og verdens lys skal discipelmenigheden på den ene side leve i kontrast til omverdenen, på den anden side må den ikke trække sig ud af verden, men skal i fællesskab med andre søge at virkeliggøre Guds vilje i verden.

Mission, discipelskab og efterfølgelse er knyttet sammen i Ny Testamente. Det fremgår særlig klart af Mattæusevangeliet, hvor kaldet til at være discipel står i centrum. I den afsluttende missionsbefaling bruges et specielt udsagnsord (’gøre til discipel’), som kun findes fire gange i Ny Testamente, deraf tre gange i Mattæusevangeliet (13,52; 27,57; 28,19).

Der er to træk i evangeliets forståelse af discipelbegrebet, der synes at pege i hver sin retning. Det ene træk kan beskrives ved hjælp af ordet historisering. Iflg. denne forståelse vil evangelisten vise, at disciplene historisk set var Jesu nærmeste medarbejdere. Heri ligger der formodentlig også en idealisering: Disciplene udgør noget særligt, og de hører hjemme i den første, enestående tid, som ikke kan gentages.

Det andet træk udtrykkes ved ordet transparens (jf. Luz 1995:9). Efter denne forståelse bliver disciplene en slags modeller for, hvad det vil sige at være kristen.

Eller sagt på en anden måde: Det er som elever af den historiske Jesus, at discip-

36

Ny Mission nr. 21

lene bliver transparente, dvs. ’gennemsigtige’ for Mattæus’ egen samtid. Den sidste formulering viser, at de to træk ikke nødvendigvis udelukker hinanden.

Missionsbefaling, dåbsbefaling eller discipelbefaling Der er bred enighed om, at missionsbefalingen i Matt 28,16-20 skal betragtes som en nøgle til hele evangeliet. Der er også enighed om, at teksten spiller en vigtig rolle i moderne mission. Ikke desto mindre er der forskellige sider af dens virkningshistorie, som gør det svært at høre, hvad teksten rent faktisk siger.

For det første har de indledende ord ”gå derfor hen” fået en særlig vægt i vestlig missionstænkning. Men det græske ord for ”gå” fungerer her som et hjælpeverbum, og det giver et andet billede af missionen, hvis ordet ikke betragtes som en særlig befaling, men derimod som underordnet hovedverbet ”gøre (alle folkeslag) til disciple”. Set i det lys er det missionens opgave at bringe mennesker til Jesus som Herre, uanset hvor de befinder sig. Missionen mister således sit fokus på det geografiske element og bliver mission overalt.

For det andet forstod man ofte i ældre tid Matt 28 som et mandat til en aggressiv eller ligefrem militant mission, som et ’korstog’. Det var ideen om at ’erobre’, at vinde ’sjæle’ for Kristus; man skulle drage til nye uopdagede lande og vinde nye disciple.

Hovedvægten i Mattæusevangeliets missionsforståelse ligger på discipelbefalingen og ikke så meget på missionsbefalingen (i klassisk forstand) eller dåbsbefalingen. Det indebærer en korrektion af den kirkelige tradition, hvor der er en tendens til at se mission (evangelisering) og kristen oplæring som to adskilte ting.

Mens mission ofte ses som kirkens udadvendte virksomhed (over for ikke-kristne), gælder den kristne oplæring de døbte. Men denne opdeling kan ikke hente støtte i Matt 28, for her har missionen et didaktisk-kateketisk præg (Arias 1992:15-34).

For Mattæus er oplæring nemlig en del af evangeliseringen. Det drejer sig om intet mindre end evangelisering af hver generation, hvor man sammen lærer vejen til Gudsriget – i et fællesskab af disciple og på alle livets områder. Man fødes ikke til at være discipel; det er noget, man lærer. Og det er en livslang læreproces.

Ny Mission nr. 21

37

”Lær af mig” – at lade sig inspirere af Jesu livsholdning Discipelskab er meget mere end dogmatisk lære og religiøs træning. Med ordene ”idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer”, sigtes der næppe til den instruktion, der gives før dåben, men snarere til den opøvelse og vejledning, som de nydøbte får, så de er i stand til at gå den nye vej, kristendommen er. At være discipel er nemlig at være på vandring. ’Læren’ tjener som en slags proviant på vandringen.

Meget tyder på, at Matt 28,16-20 viser tilbage til Bjergprædikenen (Matt 5-7).

Fra den opstandne Kristus peges tilbage til den jordiske Jesus og til det, han har sagt til disciplene, mens han levede. Især Bjergprædikenen og det dobbelte kærlighedsbud (Matt 22,34-40) giver et indblik i discipelskabets indhold.

Der er både kontinuitet og diskontinuitet mellem Bjergprædikenen og missionsbefalingen. Der er en linje mellem den jordiske Jesus og den opstandne Kristus.

Og det at være discipel efter opstandelsen er ikke væsentligt anderledes end det at være discipel før opstandelsen. Men der er også tale om et brud, for at lære folkeslagene at blive Jesu disciple betyder ikke, at de blot skal kopiere, hvad Jesus har gjort eller gentage hans ord mekanisk. Discipelskab og efterfølgelse betyder også at være kreativ og fantasifuld. Det betyder at svare på de nye udfordringer, vi stadig kommer ud for – i lyset af de grundlæggende retningslinjer i evangeliet. Og det betyder først og fremmest at lade sig inspirere af Jesu egen holdning – Kristusvejen i mission.

At blive Jesu discipel vil nemlig sige at lære af Jesus. Mattæus skildrer Jesus som tjenestens og barmhjertighedens Messias (især kap. 8-9), og han beskriver Jesu messianske ’program’ i Matt 11,28-30. ”Kom til mig alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet…” (Matt 11,28-30). En discipel er en lærling, og efterfølgelse er en læreproces. Det betyder at møde nye udfordringer med et åbent sind, med åbne øjne og åbne ører.

Globalt og lokalt Tilsyneladende står den universelle missionsbefaling i Matt 28 i modsætning til missionstalen i Matt 10,5-16, som begynder med et forbud mod at gå til hedningerne og samaritanerne: ”gå derimod til de fortabte får af Israels hus” (10,5-6, jf.

15,24). Ofte har man løst denne modsætning ved at pege på Mattæus’ frelseshi38

Ny Mission nr. 21

storiske tænkning: Før påske var Jesu virke begrænset til jøderne. Efter påske blev missionen universel.

En anden løsning er at pege på missionens kontekstuelle karakter (Bate 2000:48; Nissen 2002:77). I Matt 10 er missionen rettet mod de fortabte får af Israels hus, dvs. den gælder den kultur og det samfund, Jesus og hans disciple er en del af. I Matt 28 er missionen derimod rettet mod andre kulturer og samfund. Matt 10 handler således ikke om at gå til dem udenfor, men til dem indenfor.

Der er andre interessante forskelle mellem Matt 28 og Matt 10. I sidstnævnte tekst understreges det, at missionen både omfatter forkyndelse og helbredelse (jfr.

Matt 5-7 og 8-9). En holistisk forståelse af sygdom og helbred er et af tegnene på den postmoderne tidsalder, og derfor også noget, som må gælde en aktuel forståelse af mission som discipelskab.

Endelig skal der peges på, at missionen i Matt 10,5-6 gælder de ”fortabte”. Det betyder, at ”missionens sted ikke bestemmes af missionærens forkærlighed eller ambitioner, men af behovene hos de mennesker, han eller hun er sendt til.” Dertil kommer at kravene til disciplene er radikale: ”Fattigdom og afmagt er for Mattæus en uopgivelig del af kristen mission” (Soares-Prabhu 1993:78; min overs.).

Mission under vekslende vilkår Matt 28 slutter med Jesu løfte om at være med disciplene ”alle dage indtil verdens ende”. I udtrykket ”alle dage” er der et fingerpeg om, at disciplene under deres sendelse hele tiden vil komme ud for nye udfordringer.

Når disciplene nemlig udfører deres missionskald, må de til stadig spørge: ”Hvad slags dag er det i dag?” Der er nemlig ikke to ens dage i historien. Men selv om dagene skifter, er der dog noget, som står fast, og det er Jesu ’befaling’ om mission og hans løfte om nærvær. Sagt på en anden måde: Selv om metoderne til stadighed må ændres, er opgaven fortsat den samme.

Mission vil altid være kontekstuel. Den er relateret til en bestemt tid, et bestemt sted og en bestemt historisk situation. Men midt i alt dette står løftet om Jesu nærvær med disciplene; i andre dele af Ny Testamente er denne tankegang knyttet til Helligåndens nærvær.

Sidste del af missionstalen i Matt 10 viser, at missionens vilkår kan være barske.

Ny Mission nr. 21

39

Disciplene vil blive udleveret til domstolene og pisket i synagogerne; de vil blive forfulgt, og der vil komme splittelser i familierne (v. 17-39). I den situation må mission betyde, at man er villig til at opgive tryghed og være villig til lidelse og kors. Sådan havde det været for Jesu disciple i Israel, og sådan vil det være for menighedens mission blandt folkeslagene efter påske. Det er alt sammen noget, vi i vores del af verden har svært ved at forstå, men det er ikke desto mindre vilkårene også i dag for mange kristne rundt om i verden (se også ”mission og martyrium” i Nissen 1983: 71-85).

Efterfølgelsen er ikke ensbetydende med et stille og roligt liv, men det betyder, at man følger Jesus efter på hans farlige vandring, og at man deler hans usikre skæbne. Men midt i usikkerheden har man også Jesu løfte om, at han vil være med én under vandringen (Matt 28,20).

Disciple og tilhængere En discipel må være indstillet på at dele vilkår med sin mester (Matt 10,24-25).

Det betyder bl.a. villigheden til at bryde op. Evangelierne viser, at Jesus ikke ’boede’ et bestemt sted: ”Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved” (Matt 8,20). I et af de øvrige evangelier kalder Jesus sig selv for vejen (Joh 14,6).

Men problemet med den slags ord er, at de kristne ofte har gjort dem til noget absolut. ”Vi har gjort Kristus til Vejen i den forstand, at det ikke er nogen vej at gå” (Thelle 1998, 29). Vi tror med andre ord, at vi har hele sandheden, som vi så kan belære de andre med. Men det er en misforståelse, for vi glemmer dermed, at Jesus kaldte til efterfølgelse. Når han talte om korset, opfordrer han ingen til at slå sig ned ved korset fod, men til at tage korset op og følge ham. ”Kristusvejen er en vej man går, ikke sted man bor” (Thelle 1998:29).

Jesus kendte to former for mission (jf. Thelle 1998:90-91). Matt 23 beskriver den type mission, der består i at forme mennesker til kopier af missionæren. Jesus hudfletter farisæerne og de skriftlærde, der drager omkring til lands og til vands for at vinde en eneste tilhænger (proselyt), og som gør den pågældende til en, der fortjener helvede dobbelt så meget som dem selv (Matt 23,15).

Over for denne mission står den ægte mission, som består i at gøre folk til disciple (Matt 28,18-20). Jesus er ikke interesseret i kopier, men i levende mennesker. Hans budskab må tage form i disciplenes liv, så det frigør og får dem til at vokse.

40

Ny Mission nr. 21

Den dårlige mester siger: ”Kom til mig og bliv som os”. Han har brug for tilhængere, der støtter sagen og følger parolen. Resultatet bliver lighed, ensretning og bindinger. En god mester siger derimod: ”Kom til mig og lær livet at kende. Lev det i al dets rigdom.” Her er idealet ikke lighed, men fællesskab og mangfoldighed. Den gode mester formidler en sandhed, som frigør og fremmer vækst og udfoldelse.

Med denne sondring mellem tilhængere og disciple, mellem en dårlig mester og en god mester peger Thelle på noget centralt i kristendommen, nemlig friheden.

Det er forskellen på Jesus og en guru. En guru er netop en, som ønsker at binde sine tilhængere til sig i ufrihed. Her bliver sandheden en absolut lære. Men sandheden kan aldrig tvinges ind på et menneske. Mission er noget andet end manipulation. I manipulationen påtvinges man en lære.

Risikovillige mennesker Discipelskab indebærer villigheden til at tage nogle risici. I lighed med de andre synoptiske evangelier fortæller Mattæus om den rige mand, som henvender sig til Jesus med spørgsmålet om, hvad han skal gøre for at arve evigt liv (19,16-30).

Jesus henviser til budene, men dem har manden overholdt. Derefter hedder det: ”Hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg alt, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig” (v.21). Det krav kunne manden ikke leve op til.

Efterfølgelse indebærer en villighed til at give slip på alt det, der binder, at udlevere sig selv og hengive sig selv til Gud og til sit medmenneske. Mission er at give slip på det, der binder os. Den består i at opgive ønsket om sikkerhed og risikere sig selv i livets tjeneste. Det, der efterlyses, er en villighed til at sætte alt på spil, også en selv. Man må investere sig selv. Det turde den rige mand ikke.

Spørgsmålet er, om vi tør? (Nissen 2006:72-73).

Et andet eksempel på opfordringen til risikovillighed finder vi i fortællingen om vandringen på søen, der hos Mattæus har en særlig udformning (Matt 14,22-33).

Disciplene opholder sig i en båd, og det bliver stormvejr. Men Jesus kommer gående hen imod dem, og da de tror, det er et spøgelse, siger han: ”Vær frimodige, det er mig, frygt ikke”. Og disciplene kender ham på ordet. Imidlertid har Peter svært ved at nøjes med ordene. På Jesu ord begynder han at gå hen over bølgerne, men han begynder også at synke. Kun fordi Jesus rækker hånden ud og griber fat i ham, kommer han helskindet fra den oplevelse.

Ny Mission nr. 21

41

Fortællingen handler om at vove og turde. Måske er den oprindelig en opstandelsesfortælling, men det gør den ikke mindre interessant. Snarere tværtimod, fordi den da tydeligere peger på det, der er menighedens situation efter påske, hvad enten det drejer sig om Mattæus’ menighed eller om nutidens menigheder. Tør vi forlade det sikre og bevæge os ud på det åbne, stormombruste hav, hvor vi kun har Kristi ord at holde os til, hvor kærligheden er det eneste, som kan bære os gennem tilværelsen?

Det, der i dag sker med kirken og dens mission, kan minde om det, vi møder i denne fortælling. ”Ude på søen, i menneskers og religioners hav, møder vi Jesus.

Undertiden tror vi, at det er et spøgelse, men lytter vi til røsten, til Ordet, så opdager vi, at Jesus altid er der, hvor vi mindst venter ham. Og fra stormen kalder han på os. Kom, og Han tager os ved hånden. Han har altid kunnet bruge mennesker, også når de var lidettroende” (Schousboe 1992:2).

Bjergprædikenen som discipeletik - om efterfølgelsens radikalitet Bjergprædikenen er udtryk for en discipeletik, der viser efterfølgelsens radikalitet. Ligesom den rige mand står disciplene over for et valg. Det beskrives i Matt 7,13-14 som valget mellem to veje, hvor den ene fører til livet, mens den anden fører til tilintetgørelsen. Jesus bruger her billederne af den trange port over for den vide port og af den snævre vej over for den brede vej. Det er også modsætningen mellem ’de få’ og ’de mange’. Jesu disciple er minoriteten, de få, som vælger den snævre vej.

Imidlertid skal man lægge mærke til, at discipelforholdets snævre vej ikke er forbundet med et snævert livssyn. Tværtimod indebærer dette valg, at man skal gengælde ondt med godt og elske sine fjender i stedet for at hade dem (Matt 5,3848). Gud er en nemlig en Gud, der uden forskel elsker både onde og gode (5,45), og han fører mennesker ud af bekymringerne for deres eget liv (6,25-34) og bort fra en fordømmende holdning over for andre (7,1-5).

Det store spørgsmål er, hvordan vi kan virkeliggøre Jesu radikale krav i vores verden. Der findes en lang række forsøg på at udlægge Bjergprædikenens radikale krav, men mange af dem søger at løse problemet ved at indskrænke dens gyldighedsområde (jf. Stassen & Gushee 2003:128-132). Især tre tolkninger har haft stor indflydelse.

42

Ny Mission nr. 21

Den typisk katolske løsning er at regne med en to-trins etik. Bjergprædikenens radikale krav gælder en mindre gruppe, nemlig de gejstlige, mens der til de ’almindelige kristne’ stilles mindre radikale krav (De ti Bud, kærlighedsbudet etc.).

Den typisk lutherske løsning går i en anden retning. Bjergprædikenen gælder alle, men til gengæld gøres der en tilføjelse: Kravene gælder kun på det personlige plan. Når vi skal finde vejledning for samfundslivet og de sociale institutioner, gælder Rom 13 (jf. toregimentelæren).

Et tredje løsningsforsøg er den historiske tolkning: Bjergprædikenen gjaldt engang, nemlig i den første tid. De første disciple levede i forventningen om Gudsrigets snarlige komme. Deraf udsprang de radikale krav. Men Gudsriget kom ikke, og kirken måtte lidt efter lidt indrette sig på et liv i verden. De radikale krav blev derfor afløst af mere praktikable anvisninger.

Der kan rejses indvendinger mod alle tre løsningsforsøg. Hovedproblemet er, at de næppe kan bringes i samklang med Mattæus’ egen forståelse: Bjergprædikenen kan opfyldes, men kun under én bestemt forudsætning, nemlig Kristusbegivenheden. Det er ingen tilfældighed, at Jesus senere i evangeliet taler om sit eget åg som gavnligt og sin byrde som let. Denne tale er henvendt til alle dem, der er ”trætte og tyngede af byrder” (Matt 11,28-30). I første række tænkes på de skriftlærde, der med deres lovudlægning lagde tunge byrder på folk.

Når Bjergprædikenens gyldighedsområde skal afklares, er det vigtigt at drøfte adressat-spørgsmålet. Her er der en dobbelthed. I indledningen (Matt 5,1-2) henvender Jesus sig til en mindre discipelkreds, mens han i afslutningen (Matt 7,2829) henvender sig til folkeskarerne. Selv om Bjergprædikenen kan kaldes discipeletik, er det tankevækkende, at ’discipel’ hos Mattæus er et dynamisk begreb.

Heri ligger en forståelse af mission som invitation. Bjergprædikenen og missionsbefalingen hører sammen. Alle inviteres til at blive disciple.

Med rette understreger Dietrich Bonhoeffer, at ”kaldet til efterfølgelse er at bindes til Jesu Kristi person alene, idet hans nåde, som kalder os, har gennembrudt enhver trældom under loven… En idé om Kristus, et læresystem, en almindelig religiøs erkendelse af nåde eller syndsforladelse nødvendiggør ikke efterfølgelse, ja udelukker den ligefrem; den er fjendtlig over for efterfølgelsen…En kristendom uden den levende Jesus Kristus er og bliver nødvendigvis en kristendom uden efterfølgelse” (Bonhoeffer 1957:33f.).

Ny Mission nr. 21

43

Disciplene som jordens salt og verdens lys.

I nyere missionsteologi fremhæves sammenhængen mellem menighed og mission. Et af de bibelske belæg for den ’missionale menighed’ er Matt 5,13-16, hvor disciplene kaldes jordens salt, verdens lys og en by på et bjerg. I denne tekst fremhæves kirken som en ’mod-kultur’ eller et ’kontrastsamfund’. Den er byen på bjerget, der viser Gudsrigets virkelighed midt i den gamle verden (jf. Donaldson 1996:48). Dens mission er at minde mennesker om Gudsrigets transcendente værdier.

Men denne understregning af det mod-kulturelle kan skubbe menigheden i retning af en sekterisk kristendomsform. Hvis det skal undgås, må ’kontrast-modellen’ suppleres med andre modeller, hvor kirken ses som den, der tjener og bringer forsoning. Kirken er således ikke kun mod-kulturel, men også ’kirke for andre’ (Nissen 2002:79).

Samtidig må det fastholdes, at netop som kontrastsamfund kan menigheden have en fornyende og forandrende virkning i verden. Hvis den mister sin karakter af kontrast, har den mistet sin mission - hvis saltet mister sin kraft, er det udueligt.

Menighedens karakter af kontrastsamfund beror dog ikke på dens egen hellighed eller dens egne moralske præstationer, men udelukkende på Guds frelsende gerning i Kristus. Gennem Kristi død er der skabt mulighed for, at de manges vej, der går gennem den brede port, bliver vendt om. Han kom nemlig ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for de mange (Matt 20,28 par.).

Discipelmenigheden mellem tilpasning og efterfølgelse Begrebet efterfølgelse er vigtigt ikke blot i Mattæusevangeliet, men i Ny Testamente som helhed. Det er dog en vanskelighed, at begrebet ofte anvendes på mange forskellige måder. En række centrale spørgsmål må yderligere afklares, bl.a.: Gælder det kirken som helhed, en bestemt orden eller kristne som enkeltpersoner? Er efterfølgelsen en modstandskategori, eller tjener den institutionen?

Betyder den ydre (politisk) praksis eller en indre ny-bestemmelse (omvendelse) af den enkeltes forhold til Gud? (Nissen 2003:251). Hvordan kan man med andre ord tale meningsfuldt om efterfølgelse i en nutidig sammenhæng?

I de seneste år har tanken om mission som discipelskab spillet en central rolle, især inden for evangelikal missionsteologi. Mens man tidligere ofte betonede den

44

Ny Mission nr. 21

personlige omvendelse og efterfølgelse som kernen i discipelskabet, er der i de senere år en større understregning af sammenhængen mellem den personlige og sociale dimension. Det fremgår bl.a. af Lausannebevægelsens erklæring The Cape Commitment: A Confession of Faith and a Call to Action (2011), hvor det i et kort afsnit med overskriften Make disciples hedder: Biblical mission demands that those who claim Christ’s name should be like him, by taking up their cross, denying themselves and following the paths of humility, love, integrity, generosity and servanthood. To fail in discipleship and disciple-making is to fail at the most basic level of our mission. The call of Christ to his Church, comes to us afresh from the pages of the gospels: ’Come and follow me’; ‘Go and make disciples’.

Lausannebevægelsen er her fortaler for en holistisk tankegang, hvor forkyndelse og social ansvarlighed ses som en helhed. Integritet er et nøgleord. Det er ganske vist ikke helt nyt, idet evangelikale fra den sydlige halvkugle også tidligere understregede denne helhed (f.eks. Sugden 1981).

I de senere år er der sket en tilnærmelse mellem Lausannebevægelsen og den bredere økumeniske missionsteologi repræsenteret af Kirkernes Verdensråd. Også i de økumeniske kredse pointeres betydningen af discipelskab og efterfølgelse, dog synes man i mindre grad at bruge begrebet discipelskab, måske ud fra en fornemmelse af, at ordet ’discipel’ i nogle kredse forbindes med en bogstavelig bibeltolkning og en forståelse af efterfølgelse, der bliver til slavisk efterligning. Det er også karakteristisk, at budskabets sociale og politiske dimension har vejet tungere i den økumeniske forståelse.

Ved en nutidig forståelse af efterfølgelsen må man overveje, om vægten skal lægges på det enkelte individ eller mere bredt på menigheden som discipelfællesskabet. Det er ikke nødvendigvis et enten-eller, men for mig at se er fællesskabsbegrebet afgørende. Det er næppe tilfældigt, at fortællingen om den rige mand slutter med et udblik til et nyt fællesskab (Matt 19, 28-30). Her beskrives kirken som efterfølgelsens menighed.

Paulus giver i Rom 12,2 en dobbelt bestemmelse af dette fællesskab. På den ene side skal menigheden leve i kontrast til omverden. Først hedder det: ”Tilpas jer ikke denne verden”. Men så føjes der til: ”Men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der Guds vilje: det gode, det som behager ham,

Ny Mission nr. 21

45

det fuldkomne”. De kristne skal altså ikke trække sig ud af verden, men i fællesskab med hinanden og i fællesskab med andre søge at virkeliggøre Guds vilje i verden.

Litteratur Arias, M. & Johnson, A. 1992 The Great Commission: Biblical Models for Evangelism, Nashville: Abingdon Press.

Bate, S.C. 2000

”Matthew 10: A Mission Mandate for the Global Context”. I T. Okure (ed.), To Cast Fire Upon the Earth. Pietermaritzburg: Cluster Publications, 2000, s. 42-56.

Bonhoeffer, D. 1957 Efterfølgelse. København: Lohse.

The Cape Town Commitment: A Confession of Faith and a Call to Action 2011 www.Lausanne.org/ctcommitment.

Donaldson, T.L. 1996 “Guiding Readers – Making Discipleship in Matthew’s Narrative Strategy”. I R.N Longenecker (red), Patterns of Discipelship in the New Testament. Grand Rapids: Eerdmans, s. 30-49.

Luz, U. 1995

Nissen, J. 1983 2002 2003 2006

46

The Theology of the Gospel of Matthew. Cambridge: Cambridge Univ.

Press.

Mission og medansvar. 5 bibelforedrag. København: DMS-forlag & Kirketjenesten i Danmark.

”Matthew, Mission and Method”. International Review of Mission, vol xci, no. 360 (Jan 2002), s. 73-86.

Bibel og etik. Konkrete og principielle problemstillinger, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. ”Mission med tomme hænder”. I M. S. Mogensen (red.), Mission og penge. Ny Mission nr. 10. København: Unitas Forlag & Dansk Missionsråd, s. 66-84.

Ny Mission nr. 21

Schousboe, Th., 1992 ”At vove og turde”. Santalposten nr. 1, s. 2.

Soares-Prabhu, G. M. 1993 ”Following Jesus in Mission: Reflection on Mission in the Gospel of Matthew”. I J. Kavunkal & F. Hrangkhuma (red.), Bible and Mission in India Today. Bombay: St. Pauls, s. 64-92.

Stassen G. H. & D. P. Gushee, 2003 Kingdom Ethics: Following Jesus in Contemporary Context. Downers Grove: InterVarsity Press.

Sugden, C. 1981

Thelle, N. 1998

Radical Discipleship. London: Marshall Paperbacks.

Hvem kan standse vinden? Vandringer i grænseland mellem Øst og Vest. København: Det økumeniske Fællesråd.

Johannes Nissen, f. 1944, lektor, cand. theol., har i mange år undervist i Ny Testamente på Aarhus Universitets teologiske fakultet og har siden 2008 været lektor i praktisk teologi. Har været medlem af DMS’ bestyrelse 1982-2000 og har i mange år været engageret i økumenisk arbejde. Har skrevet en lang række bøger, bl.a. om Ny Testamente og mission.

Ny Mission nr. 21

47

NY MISSION 21 (2011), side 48-59, © Dansk Missionsråd

Discipelskab anno 2011 - hvorfor egentlig?

Af Birger Nygaard

Vi har brug for at tale om discipelskab, fordi vi har svigtet vægtlægning heraf – og det i en tid, hvor man søger efter ’det, der virker’. Missionens troværdighed hænger nøje sammen med det liv, Jesu efterfølgere lever. Kristent discipelskab tager sigte på at forme os til at leve for Gud og vores næste og gøre godt. Dette kommer ikke af sig selv, men er resultat af gode åndelige vaner og dannelsesarbejde. Der er i kirkens tradition mangfoldige ressourcer at trække på til dette arbejde.

Brug af ordet ’discipelskab’ i en dansk kulturel og kirkelig kontekst er uvant og virker for de fleste betænkelig. Det bruges stort set kun af en mindre del af aktive kirkefolk, der er inspireret af angelsaksiske vækkelsestraditioner. At bruge ordet i bredere kredse og udvikle tanker og lære om discipelskab vil ikke kunne ske uden sværdslag. Dansk jantelov og tidehvervs-kristendom vil sige: ”Hvad bilder de sig ind? Påtaget stillen sig an med selvgodhed, som garanteret dækker over alskens hykleri. Udansk, uluthersk, uevangelisk. Hold fast ved den rene nåde uden gerningsretfærdighed!” Så hvorfor i det hele taget besvære os med at støve ordet af anno 2011?

Fordi discipelskabsbefalingen er den teologiske krumtap for bl.a. folkekirken – eller rettere: halvdelen af discipelskabsbefalingen. Den del, som vi misvisende plejer at kalde dåbsbefalingen. Jesus har egentlig ikke udstedt en dåbsbefaling, men en befaling til at gøre alle folkeslag til hans disciple, IDET I døber dem. . . og lærer dem at holde alt, det, han har befalet. Selv et barn med middelmådig grammatisk kunnen kan godt finde frem til, hvad der er verbet i denne sætning: at gøre til disciple. Men i vores kirkelige teologi, tradition og praksis er disse to ting blevet godt og grundigt skilt ad. Med katastrofale følger! For hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille, som det i al for høj grad er sket i Danmark (og for den sags skyld i store dele af den globale kristenhed). Med det

48

Ny Mission nr. 21

resultat, at dåbsteologien er blevet voldsomt overbelastet og tenderer til den ex opere operato-praksis, som reformationen netop prøvede at flygte fra. Har vi ikke alle hørt dåbstaler, der prøver at få hele det kristne univers til udtømmende at komme til udtryk i det magiske øjeblik, hvor præsten hælder vand på barnets hoved. En forkyndelse af, at der herefter ikke er noget at komme efter. At alt er sagt i dåbens handling og virkelighed.

Dette siges ikke for på nogen måde at nedgøre dåbens enestående betydning og Guds handling i dåben. I dåben handler Gud, og dåb er forudsætning for og indgangsport til kristenlivet. Men det er naturligvis forfejlet at erstatte kristen oplæring og personlig vækst med en uafbalanceret dåbsteologi. Forkyndelsen af dåbens frie nåde har sikkert været nødvendig i det lutherske opgør med den daværende kirkes forskellige former for misbrug. Stadig gælder det på god reformatorisk vis, at Guds nåde fortjenes uforskyldt, det håb, som synderen, der søger en nådig Gud, frimodigt kan fastholde. Men ideologisk/teologisk at fastholde vores nutidige kirkelige praksis på opgøret med middelalderens gerningsretfærdighed er i egentligste forstand utidigt. I dag er søgen efter en nådig Gud jo ikke det mest fremtrædende træk. Hvis gennemsnitsdanskeren ellers har noget formuleret gudsbillede, så er det vel med en stærk forventning til, at Gud da bare har at være nådig, for ellers risikerer han at få en fyreseddel. Fronten er simpelthen skiftet.

Samtidig hermed oplever vi i disse år en tid med stærkt stigende individualisering og fokus på personlig livsmestring. Den gode tidehvervsmand vil sikkert kalde det for fortabelse eller gerningsretfærdighed i nutidig forklædning. Og sandt er det, at en god del stræben efter personlig udvikling har udgangspunkt i netop menneskets syndighed og kommen til kort i forhold til almindelige livssituationer, og som respons herpå søger mennesket forskellige former for aflad. Men når det er sagt, er der hos mange også en meget ægte og ærlig stræben efter det gode.

At ’finde sig selv’ for bl.a. at blive gode bidragydere i nære og fjerne relationer i det hele taget. De, der bevidst begiver sig ud på denne vej, ved, at det er hårdt arbejde. Det er kampen mod kødet, de indre dæmoner og livsødelæggende kræfter, der får os til at gøre det onde, vi ikke vil. For disse ærligt søgende og arbejdende mennesker er en énsidig folkekirkelig barnedåbsteologi om billig nåde utroværdig. De ved af lang erfaring, at dennesidig livsmestring ikke er gjort med et magisk religiøst øjeblik eller kommer som en hokus-pokus-tilfældighed. Og netop derfor søger de fordomsfrit filosofier, religioner, visdomstraditioner, etikker

Ny Mission nr. 21

49

og seneste modetrends, hvorudfra der flyder konkrete praksisser, der kan hjælpe dem fremad i deres stræben efter at mestre dagligdagen, de store livsmål og måske selve livets mening. For disse kommer den overbelastede, ensidige barnedåbsteologi let til at fremstå som lidt lalleglad ligegyldighed uden betydning i den virkelige verden, de udfordres af. Dåbens nådefulde betydning når således aldrig ind i den konkrete hverdag, hvor de i øvrigt arbejder på at lykkes som mennesker, fordi de slet ikke kan forholde sig til, at dåben skulle betyde noget for hverdagsliv (Læs til belysning heraf Ina Rosens fascinerende Ph.d-afhandling (Rosen 2009) med fokusgruppe-interviews af et bredt udsnit af ’normal-danskere’ fra Storkøbenhavn).

Det var ment så godt med forkyndelsen af barnedåbens rene nåde. Men i de brede folkelige sammenhænge er den desværre endt med at blive en ligegyldighed, fordi den ikke finder sin gudgivne plads som en del af discipelskabsbefalingen.

Derfor er klar teologi, sprog, praksisser, der kan bidrage til at virkeliggøre dåbsbefalingens anden del om at lære at holde alt det, Jesus har befalet, ikke en byrde at lægge på mennesker, men netop vejen til at tydeliggøre det fuldtonende evangeliums afgørende betydning for livstolkning og –mestring i livet her og nu.

Discipelskab og mission Ny Mission-serien henvender sig primært til dem, der arbejder med ’mission’.

Det giver sig selv, at kristen mission bliver helt meningsløs uden et veludviklet efterfølgelsesperspektiv. Hvis mission ikke er frugten af vort kald til at følge i Kristi fodspor, må man med rette spørge, hvad det er, vi har gang i. Kirken og dens mission er samfundet af Kristi efterfølgere. En vigtig dimension af discipelskab er sendelse til den verden, Jesus blev sendt til. ”Som Faderen har udsendt mig, udsender jeg jer. . .” Vores plads er bag den Herre, som kalder og sender os.

Dette giver mission sin helt særlige karakter af ydmyg lytten til Gud i bøn og gennem de mennesker, hans sender os til. Fra denne position sendes vi med evangeliet om Guds frelse i væren, ord og gerning. Læser vi missionær-biografierne, ser vi, hvordan denne efterfølgelses-virkelighed har været dagligt brød for de mange missionærer, der mod alle odds gik ud i de mest umulige pioneropgaver.

Hvor langt ville verdensmissionen mon være nået, hvis den alene havde bestået af embedsmænd og funktionærer uden bevidsthed om, at discipelskabets omkostninger ikke kender grænser?

50

Ny Mission nr. 21

Desværre er det også i kristne missionsbevægelser i dag nødvendigt at tydeliggøre efterfølgelsesperspektivet: Ligesom alt muligt andet udfoldes også kristen missionsvirksomhed i regi af det sekulariserede samfund, vi er en del af. Danida går således ikke meget op i styrkelse af vores kristelige efterfølgelsesperspektiv, men udsteder måske tværtimod direktiver om, at vi skal holde noget sådant godt adskilt fra ’det egentlige arbejde’ for ikke at komme i karambolage med de bevilligende myndigheder. Men det ’egentlige arbejde’ er måske først og fremmest at blive dem, Kristus kalder os til at være. Jesus syntes at lægge fuldt så meget vægt på hans måde at være til stede på end på ’programvirksomheden’. Også her gælder det om ikke at adskille de ting, der hører sammen.

Discipelskab – disciplin – dannelse Idealet er, at discipelskabets realitet uden mange fine ord herom udgør en helt naturlig del af det at være kristen og kristen kirke. Men fordi vi er kommet i underskud og ubalance, har vi brug for – som et stillads for et byggearbejde - at udvikle sprog og forståelse for, hvad vi taler om, når vi siger discipelskab og efterfølgelse. At vove springet fra det ord- og praksisløse til noget tydeligt, som vi ved indøvelse kan efterstræbe og blive bedre til.

Discipelskab har med disciplin at gøre. Vi ved alle, at det kræver disciplin at opnå gode resultater. En videnskabelig disciplin er netop kendetegnet ved, at videnskabsmænd gennem rigoristisk arbejde over lang tid har oparbejdet et bestemt vidensfelt. En disciplin kan ikke oparbejdes, hvis man ikke er bevidst om dens egenart og sætter al sin iver ind udvikling heraf. Og en discipel kan ikke blive som sin mester uden nøje at iagttage og lære af mesteren, herefter øve sig (acceptere at fejle mange gange) og lade øvelse gøre mester. Et barn kan ikke blive voksen uden disciplin. Det engelske ord for at opdrage er netop ‘discipline’.

Et godt dansk ord, som lyder lidt gammeldags, men måske er mere gangbart, er dannelse.

Kristent discipelskab er ikke hvad som helst, men har bestemte karaktertræk og discipliner, som kan opøves. Det er ikke elitært og for de få, men er indbegrebet af det almindelige præstedømme. Vi begynder alle hver dag på vort discipelskab lige der, hvor vi er kommet til i vores vandring. Der fordres ingen særlig udmærkelse og begavelse for at være discipel, men på et andet plan kræver det alt af os.

Discipelskab har at gøre med den både almenmenneskelige og kristelige grunder-

Ny Mission nr. 21

51

faring, at vi kan blive formet og lade os lade os forme i en bestemt retning. Som sådan er discipelskab ikke et obskurt fænomen forbeholdt for en særlig kategori af kristne fanatikere. Det er noget af det mest grundlæggende i det at vokse op og modnes som menneske. Kristent discipelskab er bevidst at søge personlig dannelse, så der kommer stadig større sammenhæng mellem de kristne trosoverbevisninger og indre og ydre adfærd og prioriteringer.

Det er værd at bemærke, at det alene er døde mennesker, der har mulighed for ikke at blive dannet. Så længe vi lever, bliver vi dannet. Ikke mindst den, der gerne vil sige sig fri for ethvert dannelsesprogram, bliver dannet, dog ikke af en bestemt disciplin, men af hvor vinden blæser hen fra dag til dag. Netop heri finder vi en årsag til meget meningsløshed og livskaos hos de mange, der tænker, at ideologi er noget bras. De kan ikke sætte sig ud over at blive formet af ’ingenideologi’-ideologien. Vi har måske ideelt set på, at det er familie og skole, der spiller den store rolle i almendannelse. Men i det moderne samfund er det ikke mindst markedet og massemedier, der søger at danne os i alle mulige retninger.

Kristent discipelskab har at gøre med i dette virvar af påvirkninger at opøve os i ’den kristne vej’: at nå frem til mands modenhed med et genuint kristent verdenssyn i bunden, så dåb og dåbens liv hænger sammen. Alternativet er en form for infantilkristendom, hvor barnet, der er krøbet ud af dåben, aldrig vokser op, men forbliver spæd og ude af stand til at tage sig af sig selv og andre.

Kristen dannelse: Skabt til godhed Alle religioner og ideologier har former for discipelskab/skoler. Hvad er kernen i kristent discipelskab da? I sin essens, at Kristus vinder skikkelse i os, så vi hviler i ham og genspejler ham som evangelium for verden. De mange kirkelige traditioner og ordensretninger er udtryk for, at visionen for kristen efterfølgelse kan formuleres på mange forskellige måder. Hver ordensretning har sin særlige karisma.

Men disse er at finde inden for den samme kristne grundvision: Vi er skabt til godhed, siger Desmond Tutu (2010) i sin seneste bog. Med et stærkt afsæt i Efeserbrevet kap. 2 vers 10: ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” Det er værd at bemærke, at denne sætning står lige efter et af de reformatoriske hovedvers om, at vi er frelst af nåde uden gerninger. Kristen frelse betyder ikke, at vi af frygt for gerningsretfærdighed skal køre i tomgang, indtil vi engang bliver evakueret fra denne verden. Tværtimod genindsættes vi i bestemmelsen for vort liv som levende 52

Ny Mission nr. 21

skabninger i Guds store verden. Og den er altså ifølge Efeserbrevet at gøre gode gerninger, som Gud forud har lagt tilrette for os at vandre i. Kristent discipelskab er i den forstand med tro, håb og kærlighed at vende tilbage til vores oprindelige bestemmelse. Dette sker altså som en vandring i efterfølgelse: Gud er den, der initierer det gode. Vores opgave er at lytte og følge efter og være redskaber for Guds gerning.

Dette kan man da sige er et livsprogram, der vil noget, og som historisk set har vist sig at være verdensforandrende. ’Det gode’ kommer desværre ikke af sig selv, men gennem mennesker, der villigt hengiver sig til at være i det godes tjeneste. Det er noget fortærsket sludder, at vi som kristne bare frimodigt skal synde løs, idet vi jo alligevel skal tilgives af nåde. Nej, ”hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?” (Rom 6,1). Og dette er begrundet intet mindre end dåben. Dåben er if. Rom 6,3-6 at blive døbt til hans død og begravet sammen med ham for at vi oprejst med Kristus skal leve et nyt liv. Paulus understreger, at vi lever i en allerede/endnu ikke-situation mht. dette. Men hans opsummerende formaning er tydelig: ”Stil ikke jeres lemmer til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed, men stil jer selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, så I bruger jeres lemmer for Gud, som redskaber for retfærdighed” (Rom 6,13).

At bruge vore lemmer for Gud som redskaber for retfærdighed er noget uhyre jordnært. Nogle mennesker synes at have lidt mere ’naturlig godhed’ end andre.

Men for de fleste af os sker det ikke uden discipelskabets disciplin og dannelse gennem opøvning af gode vaner. Discipelskabets fortegn og stadige kraft er nåden, der er givet os frit. Disciplen, der søger at leve i efterfølgelse, er på ingen måde kommet ud over ’nådens stadie’, men har om nogen brug for nåde som brændstof til at realisere nyskabelsens bestemmelse til at gøre det gode. Med nåden som udgangspunkt og stadige hjemsted giver Bibelen og den kirkelige tradition et fantastisk arsenal af visdom og ’redskaber’ til kristen dannelse.

Dannelse har med dyder at gøre: gennem øvelse at søge en ønskværdig adfærd, så det så at sige bliver vores ’anden natur’ at følge dydens vej. Dette er ikke noget specifikt kristeligt. Både Aristoteles og Konfucius havde deres versioner af dyder og dydsetik, ligesom de mest primitive samfund har deres mundtligt overleverede visdomstraditioner. Men samtidig med at kristen dannelse kan finde mange fælles træk med både fx Aristoteles’ og Konfucius’ lære, er der noget spe-

Ny Mission nr. 21

53

cifikt og umisteligt, som gør det kristne til kristent. Aristoteles tænker på dyder som det, der fremmer enkeltindividets stræben efter fuldkommenhed og det gode liv. En vis elitær tankegang ligger under. Kristen dannelse har sit udgangspunkt i det dobbelt kærlighedsbud: at elske Gud og din næste. Vi skal dannes til at ligne Kristus for som og med ham at tjene Gud og mennesker. Beklager! Kristent discipelskab har ikke at gøre med, at vi selv bliver perfekte for i ophøjethed at kunne leve og nyde det perfekte, åndeligt, æstetisk og moralsk formfuldendte liv, mens vi klipper vore bonsai-træer. Dette kan være en frugt af et liv i efterfølgelse af Kristus (åndens frugt), men det er ikke fokus.

Den gyldne regel som den specifikke vision for kristen dannelse og eksistens er ikke mindst vigtig at pointere i en tid, hvor arbejde med både sekulariseret, nyåndelig og ’mammonistisk’ dannelse - og hertil hørende spiritualiteter - i ganske høj grad tager sigte på selvet frem for Gud og næsten. Der er ofte gode hensigter i disse dannelsesbevægelser, der i det ydre på en række måder kan ligne arbejdet med kristen dannelse. Men der er i bogstaveligste forstand en verden til forskel på, om sigtet er et opblæst lille jeg, eller om det er Gud og den verden, han har skabt med min næste i centrum. Kristentroens vision står i relation til selvfokuseringen som et reelt alternativ, hvilket gerne må tydeliggøres i sin radikale fylde.

Det er netop synet for Gud og næsten, der gør talen om discipelskab til noget andet end endnu et tidstypisk selvoptaget projekt.

Forventningen til at den kristne vej gør en forskel Idealet lyder jo meget godt. Men de kristne og kirken er jo kendt for at have frygteligt mange ord, der ikke omsættes til virkelighed? Almindeligt åbne, fordomsfrie, kirkedistancerede danskere har en helt rimelig forventning til, at den kristne vej må gøre en forskel. Den tid, hvor man bøjede nakken for en ovenfra given kirkelig autoritet, er endegyldigt forbi. Derfor braser det, der blot er ydre, overleverede former og påstået, men ikke reelt, indhold, sammen med skræmmende fart rundt omkring i Europa.

Vi lever nu i en tid, hvor der ikke spørges efter, om noget er sandt, men: ’virker det?’ Kristen mission udfordres derfor på ny af, om budskabets sandhed viser sig troværdigt i menneskers levede liv: Hvordan ser kristen efterfølgelse ud i parcelhuset på Granbakken 23 i Normalkøbing? Som gode kirkefolk synes vi næsten, at det er upassende at stille et sådant spørgsmål. ”For vi kristne er jo ikke bedre end

54

Ny Mission nr. 21

andre”, er det standardsvar, vi altid har på læberne. Er dette svar godt nok og er det rigtigt? Løfter vi blikket lidt mod øst og iagttager kirkehistoriens vel største kristne vækkelse, som p.t. pågår i Kina, så er der her i al væsentlighed tale om, at fattige mennesker uden verdslige magtmidler vidner om og demonstrerer troens betydning for at få en dagligdag under vanskelige vilkår til at lykkes. Gennem disse enkle, levede vidnesbyrd er millioner af kinesere inden for se seneste år kommet til kristen tro. Det var netop ikke pga. af en veletableret kirke med et såkaldt højt teologisk niveau og mange fine ord.

Så der er noget, der hedder ’den kristne vej’, det, som gjorde, at kristne, før de blev kaldt kristne, blev kaldt for ’dem, der tilhører Vejen’. Der er en stærk åndelig dimension i ’Vejen’, noget, som netop er ånd og ikke til at beskrive, begribe og indfange. Men denne åndelige dimension knytter sig til dagligdags adfærd. Det er interessant, at Åndens frugt (Gal 5,22) er ganske almenmenneskelige størrelser: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Kristen synlighed har ikke noget at gøre med ytringer af religiøs fanatisme, men med noget, der er særdeles genkendeligt og attråværdigt for både religiøse og ikke-religiøse mennesker. Dette står i stærk kontrast til gængs sekulær opfattelse af troen som noget følelsesbaseret verdensfjernt, obskurt, der kræver, at man lægger sin sunde dømmekraft til side for at kunne antage meningsløse dogmer, der ikke i øvrigt stemmer overens med den verden, vi lever i.

Netop betegnelsen ’Vejen’ angiver, at kristenlivet er dynamisk, noget ikke færdigt, hvor vi konstant er under dannelse. Men ’Vejen’ angiver også, at der er en vej at gå, en Kristus at følge, som er noget andet end blindgyder og vildveje. ”Trang er den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!”, siger Jesus.

Afslutningsvist vil vi se på nogle af de pejlemærker, som kristne gennem tiderne har haft i deres bestræbelser på at følge Vejen og på denne måde realisere visionen om at elske Gud og næsten.

Gode mennesker gør godt Jesus selv taler om ’gode mennesker’ og ’onde mennesker’ (Matt 12,35). Han taler om den organiske sammenhæng mellem et træ og dets frugt. Vores menneskelige grunderfaring er, at begge dele lever i os side om side. Efterfølgelsens vej er at arbejde på, at det gode får lov at vokse, mens det onde dødes. If. Jesus er det urealistisk at forvente, at det dårlige træ skal bære god frugt. Sådan hænger ver-

Ny Mission nr. 21

55

den simpelthen ikke sammen. Der må altså være en vej, der fremmer en grundlæggende godhed, som bærer god frugt. Disciplen spørger derfor, hvordan det gode kan vokse og fremmes på personligt plan?

I religiøse sammenhænge er der ofte et håb til, at dette vil ske på mirakuløs vis: at ’bliss’, religiøs oplevelse/vision pludselig gør, at man bliver en helt anden og et meget bedre mennesker. Sandt er det, at en religiøs oplevelse ofte er en meget vigtig igangsætter for forandringsprocesser, der aldrig ville være blevet til noget uden oplevelsen. Men ligeså sandt er det, at selv de mest religiøse mennesker oplever, at gamle nisser flytter med ind i det nye religiøse liv. Der er ikke nogen genvej til åndelig vækst og modenhed. Kun veje, der med tålmodighed må gennemvandres.

Den grundlæggende forudsætning for i det hele taget at betræde denne vej er netop dåbens nåde og Helligåndens gave. Der er et værk, vi ikke kan gøre, men som er frelse, der kommer til os. Et rum af frihed, nåde og kraft til at opøve os i det godes ædle kunst. Her er plads til at blive ved med at snuble og falde på vejen.

Her kan vi bede om åndens kraft til at rejse os og gå videre – og måske lykkes lidt bedre næste gang. Uden dette frirum ville det være lidet attraktivt i det hele taget at påbegynde vandringen. Men med denne forudsætning kan vi netop begynde hver morgen med ny nåde.

Hjertets fornyelse - det helhjertede menneske Det kristne perspektiv er, at Gud ikke udnytter mennesker som maskiner eller religiøse slaver i sin tjeneste. Han ønsker, at vi af frihed vandrer med ham i det godes tjeneste. Kun det menneske, der reelt er blevet frisat og myndigt, kan handle ud af frihed. Kristen frelse er således ikke alene tilgivelse for synd, men genoprettelse som Guds skabninger: Det hjerte, der er blevet delt og sønderbrudt i syndens verden, ønsker Gud ved sin nåde at hele, så vi i stigende grad kommer til at være og virke ud fra menneskelig helstøbthed og modenhed. Vi er netop ikke kaldt til hyklerisk skuespil, hvor vi skal spille gode på trods af alt, hvad vi er og føler. Men frelsen med alt, hvad den indbefatter af omvendelse, bod, oplæring, Helligånd, forkyndelse og de helliges fællesskab m.v., tager sigte på at fremme en sådan helstøbthed. Vi ved, at dette er en kringlet vej, som ser forskellig ud for hver af os. Men retningen er dannelse af et sundt menneske, der i frihed ønsker at være Jesu discipel med kapacitet til at gøre det gode.

56

Ny Mission nr. 21

Der er her ikke tale om en særlig inderligheds-kristendom for dem med særlige anlæg herfor. Når Bibelen taler om hjertet, tales der om det samlende, integrerende for hele mennesket. Ny Testamente har i den sammenhæng en udviklet lære om legemets betydning. Det er alene i og gennem legement, at vi kan leve vort ’åndelige’ liv. Derfor skal vi agte på vort forhold til legemet som Guds tempel.

Ikke mærkeligt, at kirkefædrene var skarpe på opgøret med gnosticismen. Hjertets fornyelse har altså at gøre med fornyelse af hele vores person: intellekt, følelser, vilje/karakter, legeme og den sociale dimension (Willard 2002). Det er i samspillet mellem disse dimensioner af vores person, at hjertets helhed virkeliggøres.

Vision, intention, midler Vision, intention og midler/gode vaner er nøgleord for discipelskabets vej: Jesus talte i visionære lignelser om Guds rige, en utopi om en verden fyldt af de nåde, sandhed og godhed, som i Kristi gerning var/er på vej til at blive virkelighed.

Kristus-efterfølgere hører og griber fat i denne vision på mange forskellige måder, men visionen om Guds riges frembrud iblandt os og i den verden, der kommer, har altid været for Jesu efterfølgere – med alle de dimensioner, der er indeholdt heri. Vi ved i dag kun alt for godt, at religion kan resultere i had, vold og strid. Sådan voldelig religion er ofte karakteriseret af stærkt ’discipelskab’.

Derfor må vores tale om discipelskab altid være kristeligt kvalificeret! Der er helt afgørende, at visionen om Kristi nådefulde fredsrige, og at vi er skabt til godhed, er tydelig for den, der ønsker at være Jesu discipel.

Vision alene gør det ikke, men må følges af intention om at følge og arbejde på at realisere visionen. Det kræver arbejde med både et bevidstheds- og følelsesniveau, og det er her, det er relevant at tale om disciplin. Det er kun forventeligt, at det største og dybeste ting i livet fordrer tilsvarende stor indsats for at blive realiseret. Billig nåde (Bonhoeffer) går glip af at opleve disse dybder.

Endelig har vi brug for midler (praksisser, discipliner), der kan omsætte den meget store opgave i daglige gode vaner, som over tid vil lede til målet. Kirken og dens store skatkammer af trospraksisser er til for netop at fremme dette. Igennem hele kirkehistorien har de, der er gået forud for os, kæmpet med de samme menneskelige problemer som os. Menneskets natur har ikke grundlæggende ændret sig. Derfor er der her traditioner, som formår at virke på tværs af tid og rum.

Ny Mission nr. 21

57

Trospraksis – gode vaner til dannelse og næring af kristen eksistens Ordet spiritualitet anvendes i dag så vidt og bredt, at det efterhånden har mistet enhver kvalificeret, specifik betydning. Derfor har jeg i denne sammenhæng valgt at bruge udtrykket trospraksis, idet det netop handler om at praktisere elementer, der fremmer troens omsætning i levet liv. Troen og troens vision er motivation for trospraksis. Og intentionen med trospraksis er, at vi modnes til at udleve dem, vi allerede er i kraft af skabelse og genløsning.

Trospraksisser bidrager i al deres forskellighed til at forme kristent discipelskab.

Derfor kaldes disse også for discipliner, idet de er handlinger, hvor hjerne, sind, følelser og krop bevidst opøver hele vores person at finde tilbage til det, vi som kristne opfatter som guddommelig orden. I hjertet af kristen trospraksis står gode vaner som bibellæsning, bøn, salmer, gudstjeneste, forkyndelse, nadverfejring.

Det lyder ikke særligt ekstraordinært og innovativt, men al kristelig erfaring fortæller, at disse nøgle-byggesten er afgørende for kristen dannelse. Disse kan kategoriseres i discipliner, der fremmer tilbagetrækning, og discipliner, der fremmer engagement (Willard, 1991): Tilbagetræknings-discipliner er bl.a. at søge ensomhed, stilhed, faste, nøjsomhed, kyskhed, hemmelige gode gerninger.

Engagements-discipliner er bl.a. bøn, studier/læsning, gudstjeneste, holde fest, gøre frivillige tjenester, fællesskab, bekendelse, underordnelse. Denne opdeling siger noget om den nødvendige vekselvirkning mellem det indre og det ydre i kristen dannelse. Der er ikke en indre og individuel åndelighed, der kan udvikles uden et tilsvarende udadvendt og kooperativt engagement. Det er ikke godt nok at sige, at nogle af udadvendte og andre indadvendte. Den gode modenhed udvikles i samspillet mellem tilbagetrækning og engagement.

En anden opdeling (Foster 1985), der dækker over samme virkelighed er: De indre discipliner: meditation, bøn, faste, studier. De ydre discipliner: nøjsomhed, ensomhed, underordnelse, tjeneste. De fælles discipliner: bekendelse, gudstjeneste, åndelig vejledning. Disse overskrifter angiver, hvordan den kristne dannelse af det åndelige liv antager mange former og tilgange.

Hertil kommer, ikke at glemme, den enkeltes almindelige arbejde med at fundere efterfølgelsesperspektivet i alle dele af det intellektuelle liv, arbejdslivet, familieliv og samfund: Det skel mellem helligt og profant, vi har fået oparbejdet i Vesten, er fremmed for bibelsk tankegang og er ganske ødelæggende for dannelse

58

Ny Mission nr. 21

af helstøbt kristen identitet med evne til at integrere tro og samfundsindsats og skabe legitimitet om troen i det offentlige rum.

Med godhed for øje En lægestuderende læser ikke biokemi for biokemiens skyld, men fordi hun ikke vil kunne udføre sin lægegerning uden denne baggrund. På samme måde er hensigten med trospraksis ikke udførelsen af disse praksisser i sig selv. Men de peger hen på dannelsen af den discipel, der søger at holde alt det, Jesus har befalet.

Sigtet er at blive et menneske, der kan elske Gud og næsten.

Der, hvor det lykkes bedst, ser vi prøvede disciple, der ved deres livs afslutning ikke har nogen anelse om, at de har gjort en masse godt i denne verden. De har uden at svælge i nogen form for selvgodhed blot gjort det, som deres Herre kaldte dem til i deres dåb.

Litteratur Foster, Richard J. 1985 Celebration of Discipline. London: Harper & Row. Rosen, Ina 2009

I’m a Believer, but I’ll be Damned if I am Religious. Lund: Studies in Sociology of Religion – Volume 8.

Tutu, Desmond M. & Mpho A. Tuto 2010 Skabt til godhed. København: Kristeligt Dagblads Forlag.

Willard, Dallas 1991 The spirit of the disciplines. New York: HarperCollins.

2002

Renovation of the Heart. Leicester: IVP.

Wright, N. T. 2010 After You Believe: Why Christian Character Matters. New York: HarperCollins.

Birger Nygaard, f. 1959. Cand. theol., MA i interkulturelle studier, er landsleder for Areopagos Danmark. Han har været generalsekretær for Dansk Missionsråd fra 1994-2000 og herefter generalsekretær iInternational Association for Mission Studies fra 2000-2004. Areopagos har bl.a. fokus på at fremme kristen trospraksis og kirkens udvikling af disse.

Ny Mission nr. 21

59

NY MISSION 21 (2011), side 60-68, © Dansk Missionsråd

The Order of Mission - en respons på kulturens udfordringer til et liv i efterfølgelse af Jesus Af Thomas Willer

Evangeliet skal inkarneres ind i vor kultur, men Kristus udfordrer samtidig vor kulturs konsumerisme, selviscenesættelse og ekstreme individualisme. Når kirken mister sin radikalitet i forhold til kulturen og bliver lunken, opstår der altid fornyelsesbevægelser, fx munkeordener, som vi kender det fra kirkehistorien.

The Order of Mission opstod omkring St. Thomas Church i Sheffield under ledelse af Mike Breen. Ordenens fokus var at leve i mission til folk, som endnu ikke kender Gud. Som ordensmedlem er man forpligtet på at leve et liv i enkelhed, renhed og ansvarlighed. De første medlemmer af ordenen blev optaget i 2003, og i dag er der knap 500 medlemmer på alle kontinenter, heraf omkring i 70 i Skandinavien.

I en gammel rabbinsk fortælling siges der om Abraham faders telt, at der var et alter med mange guder. En dag vælger Abraham at smadre alle afguderne på nær en af dem og stiller øksen ved siden af alteret. Næste dag kommer hans fader ind i teltet og ser alle de smadrede afguder. Han siger så: Hvem har dog ødelagt alle mine guder. Abraham står ved siden af og siger: Det må jo være den gud, som står tilbage. Til det siger Abrahams fader: Nej, det kan ikke være den gud, for ham har jeg selv fremstillet.

Vi lever i en tid, hvor mange mennesker forsøger at finde retning. Vi forsøger at finde de pejlemærker, som skal vise os vejen, men ofte bliver disse pejlemærker ultimative for os, og når de bliver ultimative, bliver de til afguder. Det kan være karriere, vores bolig, vores børn, penge, sex, image og mange andre ting. Det er en udfordring for os at følge efter og vandre med den levende Gud.

Denne artikel vil forsøge at vise, hvordan flere og flere mennesker oplever at blive inspireret af ordenstraditionen, når det gælder at leve et liv, som reflekterer

60

Ny Mission nr. 21

Kristus og det liv, som han kalder os til at leve. Så det er Jesus, vi følger, og ikke en selvskabt afgud.

I denne artikel skal vi se på The Order of Mission (TOM). Vi skal se på, hvordan en gruppe mennesker træder sammen for at indgå en pagt med hinanden, der hjælper dem til at udleve Guds kald om at følge Kristus og gøre alle folkeslagene til hans disciple. Men inden, at vi ser på TOM skal vi prøve at se på nogle af de udfordringer, som vores kultur stiller os overfor, når det gælder efterfølgelsen af Jesus.

En kulturel udfordring I de 15 år, jeg har beskæftiget mig med spændingsfeltet mellem kultur, mission, tro og identitet, har der været et citat fra den engelske missionsteolog Lesslie Newbigin, som på mange måder har været overskriften for det, jeg har arbejdet med både på det teoretiske og det praktiske plan. “We must acknowledge the fact there is not and cannot be a gospel which is not culturally embodied...” (Newbigin 1989:189).

Evangeliet skal inkarneres ind i en bestemt kultur. Når Johannes i Johannesevangeliet kapitel 1 taler om, hvordan Ordet blev kød og tog bolig midt i blandt os, så taler Johannes og Newbigin om det samme. Evangeliet skal inkarneres ind i en bestemt kultur. Evangeliet knytter an til kulturen. Kristus møder kulturen og, som Vincent Donovan siger i Christianity Rediscovered, så skal evangeliet vokse vildt i kulturen.

Vores kultur Den kultur, som vi er en del af, er præget af konsumerisme, selviscenesættelse og ekstrem individualisme. Når Kristus så møder denne kultur, kan der opstå et meget interessant møde. En af de ting, som vi hurtigt opdager er, at Kristus udfordrer vores kultur og kalder os til en anden måde at leve på.

Hvor konsumerismen handler om, at vi altid skal have mere, og det, vi har, ikke er godt nok, taler Jesus om ikke at samle sig skatte, ikke at bekymre sig for dagen i morgen. Hvor selviscenesættelse handler om, at alle skal se mig, og det handler om mig og mit projekt, og hvordan jeg kan fremstå som den mest cool person, så taler Jesus om at fornægte sig selv, at tage sit kors op, at følge ham igennem smerten. Hvor indvidualiseringen handler om, at jeg nok selv skal klare tingene, at jeg

Ny Mission nr. 21

61

kun har mig selv at forholde mig til, så siger Jesus: Kom alle I, som er trætte. Han siger kom og følg mig, og at vi skal kendes på vores kærlighed til hinanden.

Kristus kalder os ind på en helt anden vej, men hvis vi ikke er klar over dette, så kommer vi til at udforme en kristendom, som netop kommer til at tage udgangspunkt i konsumerisme, selviscenesættelse og individualisme. Måske vil nogen kalde mig for sortseer og sige, at sådan kommer kristendommen aldrig til at se ud, men sidste år udkom der en bog i USA med titlen Almost Christian. Bogen er en undersøgelse af amerikanske teenageres tro, og teenageres tro afspejler jo på mange måder den kirke, som de er vokset op i.

Selvom vi har at gøre med en amerikansk undersøgelse, vil jeg mene, at den ikke lægger så langt fra mange danske unges tro. Uundersøgelsen kan kort opsumeres sådan: 1.

2.

3.

4.

5.

Gud eksisterer, og han skabte verden og passer på den.

Gud ønsker, at vi skal være søde og rare mod hinanden.

Det centrale mål i livet er at være lykkelig og have det godt med sig selv.

Gud er ikke specielt involveret i vore liv, kun når vi skal have løst et problem.

Gode mennesker kommer i himmelen, når de dør.

Det er jo en meget interessant forståelse af den kristne tro – at den primært handler om, at jeg skal have det godt med mig selv og lidt karikeret sagt være god mod dyrene. Spørgsmålet, som denne undersøgelse stiller danske kristne, er: Er det også den tro, som vores kirkelige fællesskaber producerer?

Det er ikke mærkeligt, at unge er karakteriseret ved en tro som denne. Det er jo på mange måder en tro, som afspejler vores kultur. I en kirke, som har været meget optaget af at være i kulturen og være kontekstuel, så kalder en undersøgelse som denne på en vis selvransagelse som kirke og tvinger os til at stille spørgsmålet, om vi har været så optaget af at være inkarnerede, at vi har glemt, at Kristus også udfordrer vores kultur: at Kristi vej altid også er korsets vej, og på korset er det meget sjældent, at vi har det godt med os selv. Kristus udfordrer vestens konsumerisme, selviscenesættelse og ekstreme individualisme.

Kirkens respons Det er ikke noget nyt, at kirken bliver et med tidsånden. Det er ikke noget nyt, at

62

Ny Mission nr. 21

kirken mister sin radikalitet i forhold til kulturen. Det er ikke noget nyt, at kirken bliver lidt lunken. Det er sket flere gange i løbet af kirkens historie. Hver gang kirken har mistet noget af sin kraft og radikalitet, har man set, hvordan nye bevægelser er opstået og har udfordret kirken selv og kulturen ved at genopdage bibelen og Kristus. Det skete for Sankt Benedikt, der startede det første kloster i vestkirken. Det var tilfældet for de keltisk kristne. Det var tilfældet for jesuitterne osv. Hver gang kirken har brug for at genfinde sin passion og identitet, er der grupper, der træder sammen i en form for pagtsfællesskab, og det er lige præcis den bevægelse, som vi ser i dag. Vi ser grupper af kristne træde sammen i et tættere fællesskab end den mere traditionelle kirke. Nogle af de grupper/bevægelser/ordner, som kan nævnes er: •

•

• •

•

•

The Mustard Seed, som er et begyndende ordensfællesskab omkring Alan Roxburgh og andre missiologer.

24-7 Prayer, er en bevægelse som startede omkring et bønnerum i Sydengland. Det har i dag udviklet sig til en global bevægelse med fokus på oprettelse af bønnerum og mission, og man har også udviklet sin egen leveregel.

Shane Claibourne, amerikansk aktivist og efterfølger af Jesus. Shane lever i et intentionelt fællesskab, hvor man også har udviklet en regel og en rytme, som man lever efter. Der findes et netværk af disse intentionelle husfællesskaber.

Omkring Peter Halldorf i Bjärka-Säby er der også opstået et ordensfællesskab.

Taizé har i flere år været et af de mest kendte ordensfællesskaber, hvor mange tusinde mennesker hvert år har besøgt Taizé klosteret og fundet inspiration til deres liv med Kristus ved at tage del i munkenes åndelige rytmer.

De senere år er der også opstået en del ordensfællesskaber omkring den keltiske spiritualitet. Dels naturligvis på øen Iona, som igennem historien har været centrum for den keltiske spiritualitet, dels fællesskaber som ikke er decideret er knyttet til de oprindelige øer.

Som man kan se er der en bevægelse i gang i kirken, hvor forskellige mennesker træder sammen for at genfinde og genopdage Kristus og kirkens mission. Det er ind i denne sammenhæng, at man skal se og forstå The Order of Mission (TOM).

Vi skal nu beskæftige os lidt mere indgående med, hvad The Order of Mission er for en størrelse.

Ny Mission nr. 21

63

The Order of Mission – historien The Order of Mission opstod oprindelig omkring St. Thomas Church i Sheffield.

I 80’erne var kirken meget central i den karismatiske fornyelse af den anglikanske kirke i England. Efter en mindre krise i starten af 90’erne, hvor man som de første eksperimenterede med elementer af det, som mange i dag kender som ’Fresh Expression of Church’, den gang kendt som ’9 o’clock service’, blev Mike Breen ’team rector’ i midten af 90’erne.

Under hans ledelse oplevede menigheden en stor vækst i antal og i kvalitet, og fra blot at være en ’sognekirke’ begyndte man også at holde gudstjenester i en tidligere natklub. Væksten fortsatte, men natklubben blev lukket, og man var tvunget til at gentænke organiseringen af kirken. Man blev spredt ud i mindre klynger, som havde stort missionalt fokus. Man så endnu mere vækst, og mange mennesker blev kristne.

I denne vækstperiode blev St. Thomas i en rapport fra stiftet i Sheffield kaldt en ’minster’ kirke. ’Minster’ kirker har i England traditionelt set været kirker med en stab, som både var præster, munke og lægfolk, som sammen levede i en form for ordensfællesskab med en fastlagt bønnerytme.

Men det var ikke kun ’minister’ kirke tanken, der var med til at skubbe på dannelsen af The Order of Mission. Man havde i længere tid været fascineret af de keltiske klostre. Her trænede man teams af munke og sendte dem af sted for at plante nye fællesskaber på steder, hvor mennesker ikke havde hørt evangeliet.

Historierne om kelterne var også med til at forme tanken om etableringen af en ny orden for det 21. århundrede.

Samtidig oplevede man i St. Thomas Church-lederskabet et behov for at være med til at skabe en missional bevægelse af mennesker, der kunne leve som pagtsfællesskab og sendt til denne verden. Man oplevede også, at flere og flere ledere og menigheder henvendte sig for at få inspiration til at være kirke i en kultur under hastig forandring. Efter en del bøn og samtale, dels internt i St. Thomas, dels eksternt med biskoppen i Sheffield, ærkebiskoppen af York, og studie af kirkehistorien, oplevede man et kald til, og at tiden var inde til at starte en ny orden, der kunne tage kulturen og kirkens missionssituation alvorligt.

I 2003 blev de første medlemmer af ordenen optaget, og det var ærkebiskoppen af York, David Hope, der var en af ordenens tilsynsførende, som forestod opta-

64

Ny Mission nr. 21

gelsen af medlemmerne. Tre år senere, da de første medlemmer skulle optages som permanente medlemmer af TOM, var der ca. 200 midlertidige medlemmer.

Der er ingen tvivl om, at man fra starten af TOM’s historie oplevede en stor interessere for at være en del af et pagtsfællesskab, der sammen var optaget at række ud til verden.

The Order of Mission’s særlige kald Fra begyndelsen udsprang TOM af den særlige nåde, som St. Thomas Church i Sheffield bærer – at leve i mission til folk, som endnu ikke kender Gud. I gennem kirkehistorien har forskellige ordener altid haft et særligt fokus, og for TOM er det formuleret som, at man intentionelt søger at identificere, træne, ’disciple’ og forløse missionale ledere – ’pionerende pilgrimme’. Missionale ledere forventes at gå foran i det missionale kald, men arbejder altid sammen i teams og sammen med fællesskaber.

Ordensmedlemmernes opgave er at tage initiativ til og inspirere til nye udtryk for, hvad det vil sige at være kirke, og etablere TOM-fælleskaber. Medlemmerne forventes at forstå og tage del i den kultur, som de er i, og specielt række ud til de fremvoksende generationer. Alle ordensmedlemmer skal leve efter den ordensregel, som man har bundet sig til, uanset hvilken kontekst man er i.

The Order of Mission’s regler og løfter Løfterne og reglerne er TOM’s åndelige DNA. Løfterne, som er enkelhed, renhed og ansvarlighed, er nye fortolkninger af de traditionelle monastiske løfter, som er fattigdom, cølibat og lydighed.

Som ordensmedlem har man forpligtiget sig til leve efter en bestemt regel eller et bestemt mønster for livet. Dette mønster har som sin kernevision at omfavne et liv levet i enkelhed, renhed og ansvarlighed. Det mønster, som TOM har valgt som et redskab til dette, er ’lifeshapes’. ’Lifeshapes’ er et sæt praktiske redskaber, som skal hjælpe den enkelte med at leve et liv, som er formet af Kristus. Det er ikke et program eller et koncept, det er blot enkle redskaber, som kun bliver relevante, hvis man begynder at bruge dem i livet.

Men hvad forstår The Order of Mission så ved løfterne?

Modenhed i livet med Kristus kommer gennem et liv, som er levet i enkelhed,

Ny Mission nr. 21

65

renhed og ansvarlighed. Igennem hele kirkens historie har man defineret sjælens fjender som penge, sex og magt, og ved at forpligtige sig til at leve med de tre løfter er man med til at forsvare sig mod sjælens fjender. Selvom alle løfterne er udtrykt fuldt ud gennem treenigheden, så er der en repræsentation af løfterne, som kommer til udtryk gennem de tre personer i treenigheden: Jesu enkelhed, Helligåndens renhed og ansvarligheden overfor for faderen. Lad os nu se lidt mere på, hvad TOM forstår ved de tre løfter.

Enkelhed: Et liv, som er defineret af enkelhed, er et liv, som leves ’letvægt’ og med et lavt behov for vedligehold. Det er ikke de materielle goder, som ejer os, men det er os, der ejer dem. Det gør os i stand til at høre og reagere hurtigt på det kald, som Gud giver. At leve enkelt betyder også, at vi undgår noget af det, som gør livet meget komplekst. At stille spørgsmålet, ’Gør det her mit liv mere enkelt eller mere komplekst?’, giver en god retning for de valg, vi skal træffe i livet. Jesus tilbyder os enkelhed, enkle løsninger. Jesus er vejen, sandheden og livet. Vi skal orientere vore liv efter hans liv. Hans sandhed definerer vores virkelighed. Han er Guds søn, og hans liv er ikke afhængigt af nogen som helst anden, og vores liv er afhængigt af Ham alene.

Renhed: Jesus sagde, at dem, som er rene på indersiden, i det indre liv, er frie fra åndelig fordømmelse, ugudelig tankevirksomhed, og de kender velsignelsen ved at se Gud i det ydre liv. Renhed starter i det indre live og finder de ydre udtryk ved at interagere med de ting, som Gud har skabt. Årsagen til, at mennesker bliver urene er, at de ting, som Gud har skabt, ikke længere bliver defineret som, at Gud har skabt dem. Det betyder, at jeg ikke længere har en relation til dem som noget skabt af Gud. De bliver i stedet defineret af vores lyst og begær efter at eje og beholde tingene for os selv, og på den måde bliver tingene til afguder. At være ren handler grundlæggende om at besvare spørgsmålet: Hvem er din Gud? Ansvarlighed: At leve ansvarligt handler om at vælge at leve et liv under Jesu Herredømme, at vi er ansvarlige overfor Kristus. Dette er udtrykt ved, at vi vælger at leve et liv, hvor vi inviterer andre til at vandre med os, at udfordre os, formane os og

66

Ny Mission nr. 21

til at holde os ansvarlige på at leve et liv, der afspejler Kristus både i vores indre og ydre liv. At leve ansvarligt handler både om at støtte og udfordre hinanden. Når vi lever ansvarligt, er det fordi vi ønsker at leve autentiske og gennemsigtige liv. Når nogen gør sig selv ansvarlige over for os, så er vores opgave at investere i dem. Ansvarlighed er altid noget, vi selv vælger, det er aldrig noget tvungent.

Hvordan bliver man medlem?

TOM handler om relationer. Derfor bliver man ikke bare medlem ved at sende en ansøgning. Som oftest bliver man medlem, fordi man allerede er i relation til andre TOM medlemmer og samtidig har et ønske og en længsel efter at leve i et pagtsfællesskab med andre, hvor man sammen med andre kan udleve Guds sendelse af sit folk til denne verden.

Rent praktisk foregår det ved, at man finder et TOM medlem, som vil være med i optagelsesprocessen og vandre sammen med én i de første år, man er en del af TOM. Herefter skal man deltage i en introduktionsaften, hvorefter man sammen med sit ’medfølgende’ TOM-medlem kan søge om optagelse. Man bliver i første omgang midlertidigt medlem i tre år. Efter 3 år kan man vælge, om man vil optages permanent, for resten af livet, eller om man vil tage tre år mere som midlertidigt medlem. Der er en årlig samling, hvor man kan blive optaget.

TOM er organiseret på den måde, at det er op til den enkelte at finde ud af, hvordan man kan udleve de tre løfter i ens dagligdag. Der er dog udpeget ’guardians’ i forskellige geografiske områder, som skal sikre, at medlemmerne i det pågældende område, fx Danmark, lever efter løfterne, og at man ikke optager nogen i ordenen, som ikke er indforstået med løfterne. Udover ’guardians’ har man også valgt en ’senior guardian’, som er lederen af ordenen. Det er de permanente medlemmer, som vælger ordenens leder. Han bliver valgt for seks år ad gangen. Samtidig er der valgt to ’visitors’, som skal sikre, at ordenen ikke udvikler sig usundt, og holder ordenen ansvarlig. Der er medlemmer af TOM på alle kontinenter, og der er knap 500 medlemmer af TOM i øjeblikket.

I Skandinavien er der omkring 70 medlemmer, hvoraf de fleste er fra Danmark.

TOM blev introduceret til Danmark via blandt andet ledere i Århus valgmenighed. I dag findes der ordensmedlemmer i Danmark inden for både folkekirken og

Ny Mission nr. 21

67

frikirkerne. Ordensmedlemmerne har det til fælles, at de ønsker at udleve en missional livsstil og begynde at være en del af fællesskaber, som rækker ud til ikketroende danskere. Det er vigtigt at understrege, at man kan kun være medlem af TOM som enkeltindivid og ikke som kirke. Man kan læse mere på TOM’s hjemmeside www.missionorder.org

En lille personlig refleksion Jeg er selv medlem af TOM, og for mig har det været enormt værdifuldt at være med i et pagtsfællesskab, hvor jeg ved, at vi deler samme passion og længsel efter Gud. Samtidig var indtrædelsen i TOM for mig personligt også en erkendelse af, at jeg ikke selv kan udleve mit kristenliv, som jeg gerne vil; jeg har brug for andre. Løfterne og TOM’s særlige kald vakte genklang i mig. Desuden var jeg allerede på en vandring i livet med andre TOM-medlemmer, og derfor var det ikke en særlig vanskelig beslutning at træde ind i TOM. Litteratur Dean, Kenda Creasy 2010 Almost Christian: What the Faith of Our Teenagers is Telling the American Church. Oxford: Oxford University Press.

Donovan, Vincent J. 1982 Christianity Rediscovered: An Epistle from the Masai Maryknoll , N.Y.: Orbis Books.

Newbigin, Leslie 1989 The Gospel in a Pluralist Society. Oxford: Wm. B. Eerdmans Publishing.

Thomas Willer, f. 1977, er cand. scient. soc. og præst i Regen-kirken i København. Har undervist på Højskolen for Teologi og Ledelse i Oslo og være ansat som forskningsmedarbejder i Børnerådet. Har skrevet flere bøger og været medforfatter på bøgerne ”Generation Search” (2001) og ”Jeg tror på det hele – Gud, skæbnen og de syv bud” (2004).

68

Ny Mission nr. 21

NY MISSION 21 (2011), side 69-76, © Dansk Missionsråd

MOSAIK - en historie om discipelrefleksion og -praksis Af Henrik Holmgaard

Artiklen fortæller historien om tilblivelsen af MOSAIK-menigheden i Aalborg, hvor kirken forstås som et discipelfællesskab formet omkring en fælles praksis frem for en søndagsgudstjeneste-event. Der har i kirkens tilblivelsesproces, der har stået på siden 2005, været tre hovedudfordringer: Hvordan kan studerende og unge familie tage udfordringen til at være disciple op? Hvilket sprog kan man tale om discipelskab i? Hvilken form kan give struktur til fællesskabet? Det grundlæggende spørgsmål bag disse udfordringer er imidlertid: Hvad er det helt centrale, som definerer kirken og dermed dens praksis, form og aktiviteter? En af artiklens konklusioner er, at gudstjenesten ikke er det mest hensigtsmæssige ’styresystem’ for kirken. Discipelskabet må være styresystemet, og gudstjenesten en af ’applikationerne’, som kan ’installeres’ ovenpå styresystemet.

Der er en spænding mellem liv og lære, mellem ortodoksien i bekendelserne og ortopraksien i tilværelsen - mellem søndagens fællesskab og livet i hverdagen.

Som evangelikal kan man være opsat på at holde det første højt, og ortopraksien kan ende med at blive reduceret til den praksis, som udfoldes som gudstjenestefællesskabets liturgi. Der er intet galt med søndag, men spørgsmålet er, om ’kirkens styresystem’, den event, vi samles om denne ene dag om ugen, er det bedste udtryk for et fællesskab af disciple, som er i gang med at lære, indøve og udleve et liv i efterfølgelse af Jesus? På den ene side har vi brug for, at kirken kontinuerligt arbejder med sand og meningsgivende ortodoksi, men samtidig skal kirken som et fællesskab af mennesker ligeledes være identitetsskabende, meningsfuld, og have betydning for livet i hverdagen og ikke kun til højtider eller lignende.

Denne udfordring er jeg selv meget optaget af. Særligt i forhold til, hvordan vi som kirke, som et fællesskab af disciple, kan proklamere og demonstrere evangeliet i en dansk kontekst under stadig forandring? Hvordan kalder og lærer vi danskerne at være disciple, ikke af kirken, men af Jesus? I denne artikel vil jeg for-

Ny Mission nr. 21

69

tælle historien om et ’teologisk work in progress’, fællesskabet MOSAIK, hvor jeg er præst, og dele nogle af vore refleksioner over, hvordan kirken som et fællesskab kan formes omkring fælles praksis fremfor kun at kalde mennesker til at være event-deltagere. Det, som jeg beskriver, er både en fortælling om tilblivelsen af et fællesskab og et forsøg på at give discipelskab et hverdagsudtryk. Det er derfor vigtigt fra starten af at understrege, at jeg lægger MOSAIK´s proces frem i ydmyghed og anerkendelse af, at vi selv er på vej og ikke har nået målet endnu men i håbet om, at det kan skabe genkendelse og inspiration.

MOSAIK’s historie MOSAIK er en menighedsplantning, udplantet fra Apostolsk Kirke i Aalborg.

Menigheden tog sin begyndelse i foråret 2009, men har sin oprindelse tilbage i 2005, hvor historien begynder som et fællesskab af studerende, der dengang havde navnet Re:Search. Det var et forsøg på at etablere et fællesskab, et missionalt eksperiment, som var knyttet tættere på studiekulturen i Aalborg end på en kirkebygning. Med tiden blev fællesskabet til mere end blot et fællesskab af studerende. Folk blev færdige med at læse, blev hængende i byen, fik børn, og med tiden begyndte ideen om at plante en ny menighed at tage form.

Ultrakort kan Re:Search´s historie opsummeres som en tid med de- og rekonstruktion af forståelsen af kirke i mødet med en kultur under forandring.

MOSAIK så dagens lys i begyndelsen af 2009, efter ca. et års forberedelse. En af de vanskelige udfordringer ved at være kirke i mødet med studiekulturen og de forandringer, som sker i kulturen i og omkring kirken, har været positivt at nyformulere kirken i mødet med forandringerne. Det er forholdsvist enkelt at analysere, kritisere og dekonstruere eksisterende former og traditioner. Det er noget helt andet at give det nye indhold sprog og positivt at definere indhold, praksis og form. Denne proces har været undervejs i flere år, og derfor betragter vi fællesskabet som et ’teologisk work in progress’.

I processen har der været tre nøgleudfordringer, som vi har arbejdet med, og som har været katalysatorer for indhold og form på den discipelpraksis, vi samles om som netværk i MOSAIK. Det første er selve udfordringen ved at være disciple, som studerende eller unge familier, dernæst det sprog, vi har til at tale om discipelskab, og sidst selve formen eller det, som giver struktur til fællesskabet. Set i bakspejlet er der ét overordnet tema, som har været grundlæggende for processen

70

Ny Mission nr. 21

eller arbejdet med discipelpraksisser for kirken. Man kunne sige, at det er spørgsmålet om, hvilket styresystem vi har i kirken. Hvad er det centrale, der definerer kirken og dermed dens praksis, form og aktiviteter?

Har kirken et styresystem?

Kirken har et styresystem. Styresystemet er en metafor hentet fra computerverdenen, som imidlertid passer meget godt til kirken, fordi styresystemet er bestemmende for indhold og funktion, og dermed kan hjælpe til at beskrive den måde, vi forstår, hvad kirke er. Vi kender overvejelserne, når vi står nede i Fona, ser henover maskinparken af nye computere og spørger: “Hvilken skal jeg vælge?”.

Ofte afgøres valget af udseende, og hvilke programmer computeren har, eller det, vi kender fra tidligere computere, vi har haft. Hvis spørgsmålet derimod var rettet på funktionalitet, fremfor det, vi kender, eller det, vi kan se, så ville styresystemet have været afgørende for valget.

Styresystemet er i og for sig det mest afgørende i en computer. Uden styresystemet er computeren blot en kasse af plastik og metal. Det er styresystemet, der er bestemmende for, hvilke programmer der kan installeres, og dermed funktionaliteten, brugervenligheden og anvendeligheden. Billedet kan overføres på spørgsmålet om discipelpraksis, og hvordan vi er kirke. Min påstand er, at gudstjenesten er blevet styresystemet for kirken, og igen vil jeg understrege, at der intet galt er med gudstjenesten i sig selv. Det, som er spørgsmålet, er, hvorvidt det er det bedste styresystem i forhold til kirkens natur og opgave. Jeg vil hævde, at kirkens styresystem skal være discipelskabet. Gudstjenesten er en af ’applikationerne’, som kan ’installeres’ ovenpå styresystemet. Virkeligheden er, at det nok ser anderledes ud, og det er udfordringen for os som kirken, når vi skal lære mennesker at leve som disciple. Når styresystemet er en event, så lærer folk at være deltagere og forbrugere af en event. Eventen kan i og for sig godt medvirke til, at mennesker bliver disciple, men den kan ikke være styresystemet i sig selv. Jesu sidste ord i Matthæusevangeliet 28,20 stiller skarpt på, at mennesker bliver disciple igennem dåben og ved at lære det, Jesus har lært os. Jeg tror, gudstjeneste kan være et godt sted at døbe folk, men jeg er ikke sikker på, at er det bedste sted at “lære dem at holde alt det, jeg har befalet jer”.

Jesus model var mesterlære, et fællesskab af efterfølgere, som sammen oplevede, indøvede og udlevede et liv, formet omkring det faktum, at Gudsrige var kommet

Ny Mission nr. 21

71

nær i Kristus. Jeg tror, at der er noget arbejde foran os, som kirke, som vi ikke er færdige med, hvis discipelskabet, efterfølgelsen af Jesus som noget, der former os som fællesskab, skal have krop. Jeg tror ikke, at der er ét bestemt udtryk, som man kan pege på, og sige, ”Sådan ser det ud”, men jeg er overbevist om, at indholdet i discipelskabet og styresystemet for kirken er centrale spørgsmål, hvis vi skal se nogle nye former og udtryk. Udfordringen er at begynde med indholdet og derefter vælge formen og udtrykket, som støtter indholdet. I det følgende vil jeg fortælle historien om MOSAIK og nogle af de udfordringer, vi stødte ind i ved arbejdet med at lade indholdet bestemme formen.

Kirke, kontekst og kompleksitet En af de første udfordringer, vi mødte, var realiteterne ved at være kirke for studerende. Erfaringen, vi sad med, var, at mange studerende oplevede, at forholdet mellem studium, kirke, Gud og videnskab skabte stor kompleksitet. Livet blev let opsplittet og skulle leves forskelligt i de livsverdener, de studerende befandt sig i.

Kort sagt, så kunne det beskrives som spændingen mellem at leve sit liv i ’kirkeligheden’ og i ’virkeligheden’. Videnskaben gav svar på, hvad og hvordan verden var, men spørgsmålet om ’hvorfor’ og dermed refleksionen om mening blev ikke på samme måde besvaret af et videnskabeligt verdensbillede. Vor refleksion var, at hvis vi som mennesker grundlæggende er i gang med at besvare spørgsmålene “Hvilket liv vil jeg gerne leve, og hvilken person vil jeg gerne blive undervejs?”, så havde vi brug for kristendommen, fordi den tilbød en alternativ livstolkning i forhold til indhold i og mening med livet.

Samtidig havde vi også brug for kirken som et identitetsskabende fællesskab, hvor teologi blev til praksis, fælles læring og dermed erfaringen af, at kristendommen var en gyldig livstolkning, som kunne udleves. Studiemiljøet og studielivet oplevedes af mange som en tid præget af høj kompleksitet, mange spørgsmål, udfordringer og krævende opgaver. Derfor var erfaringen også, at kirke, discipelskab og praksis ikke skulle bidrage til yderligere kompleksitet. Det var simpelthen vigtig at finde nogle måder, som vi kunne være disciple sammen på, og som ikke krævede mange timers forberedelse, særlige ledere og arrangementer, for at det kunne fungere.

Når vi læste beretningerne om Jesus, hvordan han helt enkelt sagde, “Kom og følg mig”, forvandlede menneskers liv, lærte dem at være disciple og sendte dem

72

Ny Mission nr. 21

ud som tjenere i verden, så var der noget, som sagde os, at kirken, som vi kendte den, var blevet til noget andet og mere kompliceret. Det at være kristen var ikke længere helt så enkelt, som vi kunne læse om i evangelierne.

Det vigtige indhold var, hvordan vi på en enkel måde kunne lade ’Den store historie’ være et spejl og inspiration for vores liv. Vi skulle både forblive ’videnskabeligt ansvarlige’ som studerende og bibeholde troen på Guds mysterium og Jesus som en model for livet i hverdagen. Senere har det vist sig, at lignende udfordringer har også unge familier med børn. Det at være kirke og disciple skulle ikke bidrage til større kompleksitet til hverdagen. Der var brug for håndtag, som gjorde det enkelt, men samtidig bibeholdt niveauet af udfordring højt, så discipelskab førte til læring, fornyelse og forandrede liv. Det spørgsmål, vi stod tilbage med, var derfor, hvordan vi kan leve som disciple på en enkel måde, som ikke kræver en masse aktiviteter, lang forberedelse og et højt niveau af vedligeholdelse og lederskabsopgaver?

Efter nogen tid besluttede vi, at vores udgangspunkt skulle være den enkelhed, vi fandt i Bibelens beskrivelse af fællesskabet af disciple, som levede sammen med Jesus. Derefter begyndte vi at gå på opdagelse i kirkens rige tradition af praksis for bøn, bibel, refleksion og handling. Praksisser, som igennem tiden har formet kristne i lyset af Jesus liv, person og lære. Selvom vi forsøgte at gå tilbage til ’kilderne’ og søge efter noget, der kunne være springbræt til udvikling af indholdet for fællesskabet, så manglede vi stadig sprog til at beskrive den udfordring vi stod med.

Nyt sprog for en ny praksis Evangeliernes beretninger om Jesu liv og discipelfællesskab smagte rigtigt, men det så også anderledes ud end det, vi selv erfarede. Det sprog, vi kendte til og brugte til at beskrive det kristne liv og vores praksis sammen som fællesskab, var gudstjenesten om søndagen. Det var modellen og indholdet, som vi havde lært for det at være kristne, og det var inden for den form, vi mødtes med andre kristne - både hvis vi var 100 eller blot 5. Det var ikke gudstjenesten i sig selv, der var problemet. Vores oplevelse var blot, at gudstjenesten som event, bygningen, tidspunktet osv. blev den primære formgiver for vores sprog og dermed styresystemet for, hvad kirke og kristenliv var. Dermed ikke sagt, at gudstjeneste og kirke altid og alle steder er således. Vi konstaterede blot, at

Ny Mission nr. 21

73

vores oplevelse af gudstjenesten som styresystem indtil videre ikke svarede på vores spørgsmål om discipelliv og enkelhed i praksis. Vi konstaterede, at vi havde en mavefornemmelse af, at noget skulle ændres, men det var svært at beskrive hvad. Det var svært at arbejde med en realisering af noget nyt, en drøm, en mavefornemmelse, når sproget manglede. Det var lettere at sige det, vi ikke ville, men vi kunne ikke positivt beskrive det, vi ville, med nye ord, så det var en af de grundlæggende udfordringer vi sad med. I arbejdet med at finde nyt sprog for discipelskab, gik det op for os, at vi havde brug for ord, der kunne beskrive discipelskab som en proces – ord, der kunne give indhold til discipelskab, uden at det endte i selvudvikling.

Igennem samtaler med andre fællesskaber, som var i en lignende proces, stødte vi på noget, som beskrev Jesus liv, lære og person som en model for discipelkaldet og processen. ’LifeShapes’, eller det som på dansk kaldes ’Livsmønstre’, hørte vi om fra andre fællesskaber, som stillede lignende spørgsmål om discipelskab som en proces. Valgmenigheden i Århus, ReGen i København og St. Thomas Church i Sheffield blev mennesker, som vi genkendte, og som vi kunne følge efter og være i samtale med i forsøget på at finde sprog, indhold og form på den enkelthed, der ligger i Jesu ord: “Kom og følg mig”. Vi blev udfordret på, at styresystemet for kirken ikke kun er gudstjeneste eller de aktiviteter, vi ellers laver sammen i kirken, men derimod discipelskab, at Jesus er model for livet, og at vi først og fremmest er kaldet til at efterfølge og udleve det liv, han viser os. LifeShapes eller Livsmønstre blev det sprog vi havde manglet for at beskrive vores mavefornemmelse og forme en ny og enkel discipelpraksis.

Lifeshapes gav os sprog for at tale om discipelskab på en måde, så teologi og teori var forbundet med praksis og proces. Vi begyndte at gå rundt og spørge hinanden efter, hvilket ’kairos’ vi oplevede for tiden – Livsmønster-sprog for, at Gud taler, og vi som disciple kan lytte, lære nyt og handle i troslydighed. Eller hvordan vi var i gang med at leve OP, IND og UD – Livsmønster-sprog for Jesu kald til at leve i relation med Faderen, med andre disciple og i verden. Siden kom der flere figurer til og dermed flere nuancer på efterfølgelse.

Praksis og form Den enkelhed, vi fik ud af sproget fra Livsmønster, blev til en beskrivelse af en discipel som en lærling, der sammen med andre var i gang med at lytte, lære og

74

Ny Mission nr. 21

leve ud fra Guds tale og med Jesu liv som forbillede. En af de vigtige forandringer, som vi oplevede som fællesskab, var et fornyet fokus på, at Bibelen var central for vores praksis. Vi havde ikke behov for en masse koncepter eller andre bøger med ideer til, hvad indholdet skulle være. Bibelen blev det sted, Gud talte til os alle - f.eks. via en fælles praksis med lectio divina, så fællesskabet oplevedes som et sted, hvor vi alle kan modtage og bringe noget fra Gud til hinanden.

Vi prøvede at flytte de praksisser for bøn, bibellæsning, refleksion, syndsbekendelse osv., som vi kendte fra gudstjenesten, ud i nogle mindre fællesskaber, så ansvarligheden for praksis var delt i fællesskabet. Et ansvar, som alle kunne tage del i, og ikke kun noget, som skulle drives af en præst eller en særlig leder.

Fællesskabet blev det sted, hvor vi sammen lyttede, lærte og holdt hinanden ansvarlige på at leve det, vi ser i Jesu liv, som disciple i vores hverdag. Når indholdet bevæger sig fra at være centreret omkring søndagen og eventen til et fællesskab omkring praksisser, som alle kan deltage i, så betyder det noget i forhold til formen. Fra at tænke kirke som et center, der samler deltagere, så begyndte vi at undersøge hvordan kirken som et netværk af mennesker og grupper kunne se ud. Ordet netværk er blevet et buzz word i dag. Alt skal være netværk - men netværk er ikke løsningen på alle problemer, og ikke alt, som er i netværk, er godt.

I processen er vi nok gået fra at være meget begejstrede for alt, som var netværk, og opfatte kirken som institution og center som noget, der skulle dekonstrueres. I dag ser vi nok, at det netop er spændingen og sammenhængen mellem center og netværk, mellem at samles og spredes, som kan give noget helt særligt til formen på fællesskabet. MOSAIK samles derfor til gudstjeneste, udrustning og tjenestefællesskab og spredes til udlevelse af discipelskab i forskellige mindre fællesskaber og hverdagslivet. Den form, det fik, var således, at alle stort set vil kunne lede praksisserne uden den store forberedelse. Styresystemet er discipelskab, og derfor betyder det at lede andre i en discipelpraksis, at man selv skal være i gang med at leve som discipel. Lederskab er ikke, at man er noget andet eller mere end ’de andre’. Lederskab er heller ikke at stå for aktivitetskalenderen eller kageplanen, men at man er i gang med at udleve sit discipelliv, gennemsigtig foran fællesskabet - at man kalder andre til at følge og udleve Jesu livsstil i fællesskab.

Det tror vi ikke er noget, som kun er givet til præster eller ledere, men er en opgave for alle kristne eller disciple.

Som jeg indledte med at sige, så er MOSAIK et ’teologisk work in progress’.

Ny Mission nr. 21

75

Dette her har været ét snit af historien, som den har udfoldet sig siden 2005. Det er en historie, som rummer både skridt frem og skridt tilbage, i reaktion mod noget, og i aktion for noget. Jeg håber, vores refleksion og praksis skaber genkendelse eller inspiration. Det er en udfordring at arbejde med kirkens liv og ledelse, men spændende at se hvordan kirken kan være et identitetsskabende og meningsgivende fællesskab. Et fællesskab, som kan få betydning for menneskers hverdagsliv, fordi de finder noget her, som ikke findes nogen andre steder.

Henrik Holmgaard, født i 1977, er cand. theol. fra Århus Universitet. Arbejder som præst og menighedsplanter i MOSAIK - en kirke i Aalborg, der er et netværk af mennesker. Menigheden har sin oprindelse som et fællesskab af studerende, etableret i 2005 ud fra Apostolsk Kirke i Aalborg, og i 2009 blev fællesskabet ’udplantet’ som en ny selvstændig Apostolsk menighed. MOSAIK har alle aldersgrupper, men består primært af unge familier og studerende. Artiklen er baseret på MOSAIK fællesskabets bog om discipelrefleksion og -praksis. Bogen kan downloades på www.mosaiknet.dk.

76

Ny Mission nr. 21

NY MISSION 21 (2011), side 77-84, © Dansk Missionsråd

Hjemmet - discipelskabets centrale base Af Birgitte Kjær

I barndommen lægges den grund, der bygges videre på hele livet. Ønsker man at tænke strategisk i forhold til mission, discipelskab og kirkens fremtid, er det derfor nærliggende at satse på hjemmene. Lige som Martin Luther gjorde det med sin Lille Katekismus, og som det også fremgår af både Gammel og Ny Testamente. Forældre har forskelige funktioner i forhold til deres børns oplæring. Der sker en indirekte kristen oplæring, når forældrene er et billede på Gud og et forbillede på et kristent menneske. Og der sker en direkte oplæring, når forældre formidler troen og henviser til andre formidlere. En helt afgørende del af opgaven med at gøre alle folkeslagene til Jesus disciple handler om at døbe og oplære børnene.

Missionsbefalingen i Matt 28,18-20 er grundlaget for vores mission: Omkranset af forsikringen om Jesu almagt og løftet om hans nærvær lyder befalingen om mission.

Dåbsbefalingen i Matt 28,18-20 er grundlaget for vores dåbspraksis: At gøre mennesker til Jesu disciple ved at døbe dem i den treenige Guds navn.

Oplæringsbefalingen i Matt 28,18-20 er grundlaget for vores oplæringspraksis: At gøre mennesker til Jesu disciple ved at lære dem at holde alt det, som Jesus har befalet os.

Kært barn har mange navne: Missionsbefalingen, dåbsbefalingen og oplæringsbefalingen. Hver for sig og sammen rummer de væsentlige aspekter af vores opgave som kirke. Og hver for sig og sammen handler de i væsentlig grad om børn.

At satse på hjemmene er at satse strategisk På intet tidspunkt i vores liv er vi så modtagelige for påvirkninger som i barndommen. Her lægges en grund, der bygges videre på hele livet. Værdier og grundlæggende elementer i livsforståelsen bærer vi med os fra den tidlige barndom. Vores senere arbejde med livets store spørgsmål sker i et med- og modspil til det grundlag, vi har med os. En kirke, der vil mission, må derfor i høj grad

Ny Mission nr. 21

77

tænke børnene med. Og da børn først og fremmest er betroet forældrene og først og fremmest præges af forældrene, må kirken tænke på forældrene og hjemmene som centrale fokusområder.

To norske religionspædagoger, Oddbjørn Evenshaug og Dag Hallen, har udviklet en familiepædagogisk model, hvis grundlæggende tanke er, at familien fungerer som filter for al anden påvirkning (se fx Evenshaug og Hallen 2005:20-23). Selv midt i vores institutions- og medietid er der grund til at tro, at forældrene fortsat står stærkt i påvirkningen af børnene.

Religionspsykologer, terapeuter og psykiatere kan fortælle os om, hvor tæt vores forældreforhold og vores gudsforhold er vævet sammen i barndommen og for nogle langt op i voksenalderen. Korte oversigter over religionspsykologiske teorier om børn, unge og tro kan findes i Dyrhagen 2007:8-13 og Willer og Østergaard 2004:47- 62.

Ønsker man at tænke strategisk i forhold til mission, discipelskab og kirkens fremtid, er det derfor nærliggende at satse på hjemmene.

Inspiration fra Luther Martin Luthers strategiske klarsyn, når det gælder oplæring i kristendom, fortjener opmærksomhed. På en visitatsrejse blev Luther forskrækket over, så lidt folk kendte til kristentroen. Der var ganske enkelt behov for en stort anlagt folkelig oplæringsreform. Luthers strategi blev at satse på hjemmene. Hvert hjem skulle forsynes med materiale, som gjorde husfaderen i stand til at undervise sin husstand. Og kirken skulle bakke op med undervisning, så husfædrene med større forståelse kunne undervise husstanden. Og universiteterne skulle bakke op med undervisning, så præsterne bedre kunne undervise husfædrene, der kunne undervise husstanden … Så enkel var grundstammen i oplæringsstrategien. Også kirken og skolen skulle dog bidrage med undervisningen af børnene.

Og enkelt blev det gjort: En række plakater blev trykt med De ti Bud, trosbekendelsen, Fadervor, dåb, nadver og bønner. Det var første skridt på vejen mod Luthers lille Katekismus, ”… som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand”.

Bogudgaverne blev illustreret med billeder fra bibelhistorien, så hvert led i katekismen blev kædet sammen med en beretning fra Bibelen. Det gav bibelhistorien plads i oplæringen og tilførte den et fortællende og æstetisk element. Pædagogik-

78

Ny Mission nr. 21

ken var gennemtænkt: Oplæringen blev knyttet til hverdagens rutiner med at stå op og gå i seng og at mødes om dagens måltider. Den fandt sted gennem bøn, bekendelse, fremsigelse og ritualiseret dialog – tilsat samtale, korstegn og sang.

Og der blev angivet en progression fra at kunne teksterne, over at kunne forstå teksterne vha. Luthers forklaringer og til at kunne forstå teksterne på et dybere plan gennem Luthers store Katekismus – alt sammen parallelt med, at salmesang og prædiken i kirken udbyggede tilegnelsen af troen (Jensen 1994:11-34 og Olsen 1997:11-18).

Luthers lille Katekismus fik som bekendt stor gennemslagskraft op gennem århundrederne. Men den blev også forvandlet fra en andagtsbog i hjemmets gudstjenestefællesskab til en kundskabs- og terpebog i skolen og hos præsten med udenadslære af lange, omstændelige forklaringer til Luthers korte og enkle forklaringer. I nyere konfirmandundervisning har katekismen i stedet især fungeret som en underliggende plan over relevant stof. I perioden 2006-2009 gik en række kristne organisationer sammen om en relancering af katekismen i et såkaldt Katekismusprojekt. Det førte til en omfattende idé- og materialeudvikling omkring ”Katekismus Updated” (se www.katekismusprojekt.dk). Tanken bag dette projekt er at føre nogle af Luthers visioner for oplæringen videre i vores tid.

At satse på hjemmene er at satse bibelsk At satse på hjemmene er altså god missional strategi og ligger i forlængelse af Luthers strategi. Vigtigere er det dog, at der er god bibelsk begrundelse for at satse på hjemmene. Bibelen tegner et billede af oplæringen i hjemmet i den gamle pagts tid. Her fremstår den hverken som noget ekstra i tillæg til troen og livet eller som en perifer detalje. Oplæringen i hjemmet fremstår tværtimod som en helt central og integreret del af gudsfolkets liv: ”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte. Herren din Gud vil føre dig ind i det land, som han lovede dine fædre … ” (5 Mos 6,4-10).

Ny Mission nr. 21

79

Trosbekendelse, kærlighedsbud, refleksion over Guds ord, oplæring, hverdagsliv med Ordet hørbart og synligt omkring sig, Guds løfte om en fremtid og et håb.

Så kan oplæringen i hjemmet vel ikke stå mere centralt? På samme måde handlede folkets største fest, påsken, i høj grad om give børnene del i Gudsfolkets historie: Gud greb ind til frelse for os (2 Mos 12,24-27)!

I NT hører vi, at Jesus tog imod de børn, der blev båret til ham, og han formanede til, at ingen må forhindre dem i at komme til ham (Mark 10,13-16). Til fædrene siger Paulus: ”Gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning” (Ef 6,4). At prioritere en indsats for børnene og hjemmene har derfor solid bibelsk støtte.

Vi vil se på de forskellige funktioner, som forældrene varetager i forhold til deres børns oplæring: 1) at være billede på Gud, 2) at være forbillede som et kristent menneske, 3) at være formidler af troen og 4) at være henviser til andre formidlere (se Kjær 2007a:89-139). De to første funktioner udgør en indirekte kristen oplæring. De to sidste udgør den direkte kristne oplæring.

Forældre som billeder på Gud ”Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn” (Ef 3,15). Far er et navn, vi har fra Gud, og har fået lov at bruge om jordiske fædre. Gud har indsat fædre (og mødre) til på hans vegne at tage vare på barnets opvækst: fysisk, psykisk, åndeligt og socialt. I denne opgave skal forældrene afspejle Guds væsen, både hans kærlighed og myndighed. Det fremstår ganske enkelt mere troværdigt for et barn, at Gud elsker det, hvis det oplever, at forældrene elsker det. Og det fremstår mere troværdigt, at Gud skulle have ret til at bestemme over barnet, hvis barnet oplever, at forældrene påtager sig forældremyndigheden og ikke lader barnet styre familiens liv.

Langsomt uddifferentierer barnet sit gudsbillede fra forældrebilledet, og de fleste lærer at håndtere, at Gud er så meget mere og så meget anderledes end forældrene. Samtidig afvikles forældrenes myndighed og overdrages til barnet selv, så barnet en dag som myndig alene står under Guds myndighed.

Forældreopgaven er en af de største opgaver, vi kan få som mennesker. At hjælpe og støtte forældrene til – midt i al ufuldkommenhed - at afspejle lidt af Guds væsen, kan være en diakonal opgave for kirken såvel lokalt som på landsplan.

80

Ny Mission nr. 21

Forældre som forbilleder Barndommen i hjemmet er en mesterlære i at være et kristent menneske, hvor barnet ser og lærer af forældrene: Hvordan reagerer vi på glæder, sorger og bekymringer? Hvad har betydning for os? Hvordan prioriterer vi tid, penge, samvær? Hvor er Gud henne i hverdagen og ved særlige anledninger? Barnet ser, og barnet lærer.

Her fanges mange af os ind af en kulturel norm, hvor Gud, bøn, bibellæsning, lovprisning og den slags hører til blandt de områder, vi omgiver med blufærdighed. Det er uhensigtsmæssigt, for barnet er afhængig af at kunne afkode Guds tilstedeværelse i forældrenes kristne menneskeliv. Sigmund Harbo, en norsk religionspsykolog, har sagt det således: ”En for barnet usynlig tro er for barnet en usandsynlig tro”. Barnet må opleve, at Gud betyder noget for forældrene, fx ved at de ser, at forældrene beder til ham, læser om ham, synger til ham, taler om ham … Ellers er det ikke troværdigt for barnet, at Gud betyder noget for dem.

Det betyder naturligvis ikke, at al åndelig blufærdighed er usund. Som forældrenes indbyrdes kærlighed på en gang er synlig og omgivet af blufærdighed, må også deres gudsforhold være det.

Som kirke kan vi da støtte oplæringen af børnene ved at bidrage til forældrenes vækst i integritet som kristne mennesker i hverdagens mange forskellige udfordringer – og at støtte dem i at turde leve synligt med deres tro.

Forældre som formidlere mellem Gud og barnet I den direkte oplæring handler det om, at forældrene indtager rollen som formidlere. Formidlingen går to veje: Fra Gud til barnet og fra barnet til Gud. Forældrene kan læse fra en børnebibel, en andagtsbog eller anden kristen bog for barnet.

Det handler om at formidle Guds ord til barnet i en form, som barnet kan forstå og tage imod. Ordet kan sættes på melodi og blive en sang/salme, der fortæller om Gud og livet med ham. Ordet kan gives kunstnerisk udtryk i musik eller billedkunst. Det kan sættes på plakat, tøj, smykker, laves til spil … Og ikke mindst kan det indgå i hverdagens mange samtaler om småt og stort her i livet. Alt sammen for at formidle Ordet fra Gud til barnet. Det gode budskab til forældre er, at Guds Ord formår at virke på trods af forældrenes fejl og mangler som billeder og forbilleder.

Når forældrene beder på barnets vegne – fx bordbøn eller aftenbøn – handler det

Ny Mission nr. 21

81

om at formidle barnets bøn til Gud. Det kan være faste eller frie bønner, og det kan være bønner på melodi, dvs. salmer og kristne sange, som er skrevet som bøn til Gud.

Når vi hjælper barnet til at samle sig om et ord fra Gud, bøn eller tilbedelse hjælper vi det til at gå ind i relationen til Gud. Det kan handle om at lære at sidde stille og lytte, falde til ro i sengen, folde hænderne, danse til en salme, tænde et lys, hoppe et bibelvers, knæle, male en sang, bruge perler til at holde fokus (fx Kristuskrans eller Fadervorkrans), slå korsets tegn eller memorere eller synge, mens man går (som i pilgrimsvandring).

Formidlingsopgaven peger frem mod barnets selvstændighed i gudsforholdet. Forældrene kan bede for barnet, mens barnet hører det, så det lærer, hvad bøn kan være. Barnet kan nævne for forældrene, hvad det gerne vil sige til Gud, hvorefter forældrene kan hjælpe med at sige det til ham. Og barnet kan hjælpes til at bede, mens forældrene hører på det som en overgang til, at barnet selv beder uden forældrenes hjælp. På samme måde peger forældrenes formidling af Guds ord til barnet frem mod, at barnet selv kan læse i børnebibler, andagtsbøger og Bibelen selv – fx ved hjælp af en bibellæseplan, en sms-tjeneste, en virtuel bibelvandring, en …

Selvstændigheden rummer også den mulighed, at børnene fravælger troen. Der er aldrig en entydig sammenhæng mellem forældrenes opdragelse og barnets tro.

En vigtig opgave for kirken er fortsat at udvikle materialer, som forældrene kan bruge i deres formidlingsopgave – og at gøre materialerne kendt for forældrene.

Det er forlag, diverse hjemmesider og dåbsklubberne eksempler på. Forældrene kan også have glæde af inspiration til opgaven som formidlere. Det kan gives ved nogle af de almindelige samvær i menigheden som små dryp eller ved særlige arrangementer for forældre, ved artikler i diverse blade og bøger, gennem hjemmesider, brevkasser mv.

Forældrene som henvisere Selv om hjemmet er centrum for den kristne oplæring af børnene, står hjemmet ikke alene. Vi taler om ’den kollektive fadderforpligtelse’, hvor også menigheden er forpligtet på at skabe tilbud til børnenes oplæring. Både folkekirken som institution og de frie kirkelige foreninger giver tilbud til børnene og til børn og forældre sammen og udvikler fortsat deres tilbud, fx med de seneste års ’succeshistorier’: babysalmesang, spaghettigudstjenester og minikonfirmander. Forældre kan 82

Ny Mission nr. 21

derfor tage barnet med til sådanne tilbud og dermed fungere som henvisere til andre voksne, som går ind og støtter forældrene i oplæringsopgaven. Før fungerede også folkeskolens kristendomsundervisning som en del af kirkens dåbsoplæring. I dag tilbyder de kristne skoler kristendomsundervisning og morgensang, som kan bidrage til barnets kristne oplæring.

Det er vigtigt, at den kristne oplæring knytter til ved menigheden. Derved bliver børnene aktivt en del af det kristne fællesskab, sådan som det ved dåben er sat ind i det. Og børnene kan møde forskellige voksne, som tilsammen kan tegne et langt mere nuanceret billede af, hvad det vil sige at være et kristent menneske, og som hver for sig har deres styrker (og svagheder!) i forhold til at bidrage til børnenes oplæring. For hjem, der står famlende over for at oplære deres børn i den kristne tro, kan menighedskontakten også være det, som giver hjemmet idéer og inspiration til, hvordan de kan gribe opgaven an hjemme. Det er én af grundene til, at kirke/hjem-samarbejdet er en væsentlig opgave. Et andet aspekt ved kirke/hjem-samarbejdet er, at hjemmene kan støtte kirken/den kristne organisation i at udvikle sine tilbud, så de passer bedst muligt til de aktuelle børn og hjem.

Såvel anordningen for konfirmation som anordningen for indledende konfirmationsforberedelse nævner forældresamarbejdet. Forslag til ny anordning for børnekonfirmandundervisning og konfirmation fastholder dette i § 5, stk. 4 og i § 11, stk. 4: ”Det tilstræbes, at undervisningen sker i (et) samarbejde med forældrene.”

Selve beretningen om dåbsoplæringen understreger betydningen af forældresamarbejdet generelt for kirkens og organisationernes bidrag til børnenes kristne oplæring (Dåbsoplæring i folkekirken 2010:26-27, 51, 55, 77).

I Emdrup Kirke gennemførte vi i 2006 ’Projekt forældresamarbejde’, hvor vi gennemtænkte vores kirke/hjem-samarbejde, afprøvede en række samarbejdsformer, samlede op på erfaringerne og evaluerede dem. Projektrapporten Sammen gør vi det bedre redegør for projektets teori og praksis.

Discipelskab og missional kirke Som kirke og organisation står vi under missions-, dåbs- og oplæringsbefalingen.

Vi sendes ud i tjenesten for Gud: ”Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”. En helt afgørende del af tjenesten handler om at døbe og oplære børnene. Derfor må vi som forældre i kirken prioritere vores tjeneste som forældre. Derfor må vi som kirke og organisation prioritere vores arbejde for børn, forældre og familiNy Mission nr. 21

83

er. Derfor må vi som forældre og kirke prioritere et samarbejde om at gøre det bedst muligt for børnene hjemme og i kirken/organisationen.

Litteraturliste Dyrhagen, Finn 2007 Forestillingen om Gud – hvorfra, hvordan, hvorhen? Frederiksberg: Aros Underviser.

Dåbsoplæring i folkekirken. Beretning fra den af biskopperne nedsatte arbejdsgruppe om dåbsoplæring 2010 www.daab.ixtys.dk.

Evenshaug, Oddbjørn og Dag Hallen 2002/2005 Familiepedagogikk. Oppdragelsens hva, hvordan og hvorfor Oslo: Gyldendal Akademisk.

Kjær, Birgitte 2007a Giv børnene det bedste. En inspirationsbog til at leve med Gud i familien. Hillerød: LogosMedia.

2007b Sammen gør vi det bedre. Om en om en menigheds samarbejde med forældrene om børnenes kristne oplæring: et udviklingsarbejde i Emdrup Kirke i Københavns NV-kvarter. Løgumkloster: Teologisk Pædagogisk Center.

Jensen, Oddvar Johan 1994 Katekismens teologi. En innføring i Luthers Katekismer. Oslo: Credo Forlag.

Olsen, Peter 1997

Luthers lille katekismus, Oversættelse, indledning og noter ved Peter Olsen. København: Credo Forlag.

Willer, Thomas og Søren Østergaard 2004 Jeg tror på det hele – Gud, skæbnen og de syv bud. Frederiksberg: Unitas Forlag.

Birgitte Kjær, f. 1957, er læreruddannet fra N. Zahles Seminarium og cand. philol. i kristendomskundskab og pædagogik fra Norsk Lærerakademi. Har arbejdet som lærer, pædagogisk konsulent og sognemedhjælper, samt som forfatter, skribent og freelance konsulent og kursus- og foredragsholder. Projektansat som lærer i religionspædagogik på Dansk Bibel-Institut fra 2008 og halvtidslærer på Jakobskolen på Frederiksberg fra 2010.

84

Ny Mission nr. 21

NY MISSION 21 (2011), side 85-92, © Dansk Missionsråd

Tanker om at leve enklere Af Gullmai Sørensen

Discipelskabet forstås ud fra Korsvejsbevægelsens fire vejvisere: at søge Kristus, at bygge fællesskab, at leve enklere og at fremme retfærdighed. Enkelhed er en langsom afskalningsproces omkring en kerne af glæde, der sker, når vi lever i den gudgivne kærlighed, som vi er skabt til at leve i. At leve enklere forudsætter stilhed og bøn som et værn mod forbrugets forførende kraft. Taknemligheden er det bedste redskab mod forbrugsjaget, og opmuntringerne hentes i fællesskabet. Et liv i enkelhed handler også om vores gudsrelation, mødet med vores næste, ligesom det får konsekvenser for vores holdninger til politik og naturen.

Herre Jesus Kristus!

Du står for døren og banker.

Kom, lad os kende dig og kraften af din opstandelse.

Lad ingen sag eller tjeneste, ingen synd eller sår tage vores opmærksomhed væk fra dig.

Tag imod os i vor lunkenhed og afmagt. Åbn vore øjne så vi kan se verden og elske den, som du gør.

Du som er lys, gennemlys os, så vi kan forvandles til dit billede.

Jesus, du er os nær nu og altid.

Bær vore liv.

Lad denne bøn fra Gudsrigets gåte (s. 1) være indgangen til at uddybe aspekter af at leve enklere og reflektere over, hvor inspirationen til at leve enklere kommer fra?

Hvad forstår jeg ved enkelthed? Jeg tager afsæt i Korsvejsbevægelsens fire vejvisere: at søge Kristus, at bygge fællesskab, at leve enklere og at fremme retfærdighed.

Ny Mission nr. 21

85

Korsvej insisterer på at gå ind i discipelskabet med Kristus og sammen med Ham gå ud i verden. Dynamikken og samspillet mellem ’livet med Kristus’ og ’læren om Kristus’ befrugter hinanden, uden at det bliver på den enes bekostning. At leve enklere er derfor tæt flettet sammen med de tre andre vejvisere og skal ses og erfares som en del af denne helhed. Det er en pointe, at vejviseren ikke hedder ’at leve enkelt’, for det indikerer, at jeg er kommet i mål. At leve enklere signalerer en bevægelse, hvor jeg altid er på vej og hele tiden bliver udfordret – specielt i vores overflodssamfund.

Skal jeg nærme mig en definition af enkelthed, henter jeg inspiration fra Veivisere: ”Enkelthed er en langsom avskallingsprocess – rundt en kjerne af glede” (s. 15). Afskallingsprocessen er den bevægelse, som sker, når jeg lever i den gudgivne kærlighed, som jeg er skabt til at leve i. Processen får de bedste præmisser i stilhed og bøn og i et fællesskab. Jeg skal ikke præstere at søge Kristus alene, ej heller at leve enklere alene. Vi er som disciple en del af Guds verdensomspændende kirke og har dermed et stort fællesskab, hvor vi kan hente støtte og blive holdt fast i vor rette sammenhæng.

For at være nærværende i det liv, som er mit, kan enkelthedens vej være en hjælp til at håndtere kravene. Globaliseringen og informationssamfundet er vores virkelighed, og vi er omgivet af finanskrise, fattigdom, miljøkatastrofer, teknologi, fødevarekrise, udbrændthed, skilsmisser, sygdom, arbejdsløshed, konflikter mm.

Troen som en relation I det fællesskab og den tradition, som jeg er vokset op i, var der ikke fokus på Jesu budskab om det enkle liv. Dynamikken mellem det kristne liv og forkyndelsen savnede en livsforbindelse. Det var først, da jeg ’opdagede’. at min tro er en relation – en livsforbindelse med Kristus, at sammenhængen begyndte at blive tydeligere. Denne fordybelse af troen skete samtidigt med, at jeg uddannede mig til terapeut, og jeg opdagede, at helliggørelse (også) handler om en personlig modningsproces i tæt tilknytning til, hvad Kristus vil skabe i mit liv. Denne indsigt fordybede troen som en relation og skabte nye livsgnister i mit liv som Kristi discipel, som Ellen Merete W. Finnseth skriver i Gudsrikets gåte:

Skaperen kommer nær oss – og konsekvensen er uunngåelig: Vi dras mot Ham! Et kjærlig blikk er som en vakker stein noen kaster i mitt vann. Jeg kan ikke motstå den. Jeg kan ikke plukke den opp igjen. Noe er for alltid endret i

86

Ny Mission nr. 21

mitt indre landskap. Når møter med mennesker kan prege meg så dypt, hvor mye mer må jeg da ikke bli rystet i mitt indre, når jeg en sjelden gang med hele mitt vesen erfarer at jeg er innfanget av Skaperens eget blikk? At Han gir meg sin fulle oppmerksomhed: Gjenkjenner, gjennomskuer og elsker. Da vet jeg hvem jeg dypets sett er, at det finnes rom der som jeg ennå ikke har gått inn i, at det finnes dyp hvor min menneskelighet er i uopphørlig berøring med det hellige (s. 23).

Når Jesus siger, ”Vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,19), bliver jeg berørt på en helt anden måde, når min tro erfares som en relation – en livsforbindelse - end som en læresætning, jeg skal tro på. Bibelen bruger forskellige billeder for at tydeliggøre denne relation: Far og barn, brud og brudgom, mester og ven.

Det skaber forandringer at fordybe sig i denne kærlighedsrelation. Kærligheden kommer til udtryk som en længsel og en hellig uro for mit liv, min næste og skaberværket. Ved at være og leve i denne relation bliver det efterhånden klart, hvilken retning min uro og længsel skal have! Nogle gange overvældes jeg af, hvor pædagogisk Gud er. Vi har fået Kristus som et forbillede til at leve enklere, og jeg skal ikke finde ud af at være hans discipel alene. Jeg kan finde fællesskaber, hvor jeg kan hente opmuntring og trøst. Vi er disciple på vej, og Gud bruger os på den vej, uanset hvor vi er!

Tage bolig i sig selv Som Kristi discipel i den vestlige verden lever jeg med alle fristelserne til at blive forført og forblændet af forbrug. ”Vi er ikke skapt til at forbruke livet. Vi er skapt til å elske det, nære det, folde det ut, i skaperverkets store vekselspill med Skaperen”, skriver Asle Finnseth i bogen Men gleden er et annet sted (s. 179).

Når jeg ikke skiller mig nævneværdigt ud fra, hvordan andre lever, kan det både give mig dårlig samvittighed, men også få mig i kontakt med en dybere længsel efter at være mere tilstede i mit liv, og leve det mere helt. Den norske forfatter Hans Børli skriver i sit digt fra Men gleden er et annet sted (s. 193): Ett er nødvendigt – her i denne vår vanskelige verden av husville og hjemløse.

Ny Mission nr. 21

87

Å ta bolig i seg selv Gå inn i mørket og puss sotet av lampen.

Slik at mennesker på veiene kan skimte lys i dine bebodde øyne.

”At tage bolig i sig selv” – men er det ikke Kristus jeg skal søge? Jo, men er jeg ikke tilstede i mit indre i mødet med Kristus, så bliver der jo ikke et møde! Den fortabte søn brød op, da han ’kom til sig selv’. Da han ’opdagede’ sit savn og fik øje på, hvad han længtes efter - fandt sit egentlige tilhørsforhold, så stod han op og gik! I dette møde med Guds kærlighed skabes en pilgrimsfærd bl.a. ind i enkelheden - omkring en kerne af glæde.

Jeg behøver stilhedens og bønnens ’åndehul’, for at opdage, hvornår jeg bliver forført og forblændet. Når jeg begynder at sammenligne mig med andre, bliver utilfreds med, hvem jeg er, og når forbruget har ædt sig ind i mit selvbillede og skabt behov, som ikke er reelle! Da bliver stilheden og bønnen det sted, hvor jeg kan holde fast – og finde tilbage til det fortrolige rum, der er i Guds nærvær, et rum med nåde og sandhed. Og der erfarer jeg et strejf af uforklarlig ømhed og kærlighed, der inspirerer og motiverer mit liv – og et liv i enkelthed.

Vejen mod at leve enklere er en velsignet nødvendighed i et overprivilegeret liv i den vestlige verden. Jeg lever i overflod og behøver at finde ud af, hvilke gaver der er til mig, og hvilke jeg kan dele eller give videre til andre. Denne hektiske forbrugskultur lever jo af at forføre mig til hurtige løsninger, så jeg for et kort øjeblik ikke mærker min alenehed, mit værd, min dødsangst. Forbrugsræset gør alt for at tage min opmærksomhed fra mit egentlige tilhørsforhold og få mig til at miste mit fokus.

Taknemlighed Det allerbedste våben mod forbrugets forførende magt er at sige tak! Takken minder mig om kærligheden, som betyder allermest, og som ikke kan købes, men kun tages imod - helt gratis. Takken kalder mig ud af de tanker om mit liv, som forbrugerkulturen lokker mig ind i, og hjælper mig med at glæde mig over det, jeg har, i stedet for at være utilfreds med det, jeg ikke har.

88

Ny Mission nr. 21

”Livet er en gave. Det, der holder os i gang er, at vi modtager. Utaknemmelighed forhindrer os i at modtage”, siger Katrina af Siena (italiensk mystiker fra 1300tallet) i Gudsrigets gåte (s. 46). Det er altid takkebønnen og stilheden, jeg skal tilbage til, når utilfredsheden har indhentet mig.

Mit fortrolige samvær i Guds kærlighed er og bliver modkulturens bærende understrøm. Jeg kan ikke holde mig oppe ved egen hjælp, trods helhjertede forsøg!

Det er en vedholdende øvelse at give slip og lære at holde af det, jeg har. Både ressourcer, relationer, økonomi, arbejde m.m. I mit liv med Kristus bliver mine prioriteringer nogle gange oplagte og enkle, og andre gange er det en lang proces at turde handle i overensstemmelse med min overbevisning. Der er afsavn forbundet med at leve enklere, og når jeg bliver i tvivl om mine valg, må jeg hele tiden tilbage til Kristus for at se mit liv i et langt større perspektiv end forbrugets.

Der findes en dyb tilfredsstillende glæde og frihed i at leve i overensstemmelse med min overbevisning, som er formet og skabt gennem bøn og Ordet. ”Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne”, skriver Paulus (Rom 12,2). Og Hebræerbrevet underbygger det med følgende vers: ”Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har. For Gud har selv sagt: “Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke’” (Heb 13,5).

Et enklere liv i et forbrugs- og informationssamfund Så er vi ved praksis, hvor bønnen skaber en vej for den enkelte. Mine valg kan synes ubetydelige, som en naiv og latterlig kamp mod vindmøller, i det store perspektiv. Når det synspunkt overmander mig, søger jeg igen Kristus for at blive fyldt af Hans nåde og kærlighed og blive holdt fast i hans perspektiv for mit liv.

Spørgsmålene er vedvarende …. Skal jeg være på Facebook, eller tager det min opmærksomhed fra noget mere væsentligt. Skal jeg have bil, eller kan jeg arrangere med delebil, skal jeg planlægge en ferie uden at skulle flyve, skal jeg købe nyt eller brugt, sortere affald, købe økologisk eller bare dansk? Skal jeg have TV, abonnere på en avis, hvem skal jeg hjælpe, hvad skal jeg engagere mig i, hvem skal have min tid og penge, ressourcer og kræfter? Jeg lever i sådan en grad af

Ny Mission nr. 21

89

overflod, at jeg ikke blot skal vælge det dårlige fra, men jeg skal til og med vælge ’det gode’ fra - for at få ’det bedste’.

Så er der alle de valg og prioriteringer, vi kan tage i fællesskab og stå sammen om for at leve et enklere liv. Det være sig i cellegruppen, familien, menigheden, retræten eller en form for kommunitet. Fællesskaber, hvor vi kan støtte hinanden i ikke at blive forført af presset til at forbruge. Kommuniteteter indeholder de fleste muligheder og ofte de største udfordringer. Der kan der skabes rammer for stilhed og samtale, og der kan deles om madlavning, vaskemaskine, trillebør og bil, samt om at samle regnvand og kompostere og have et par økologiske høns til at spise madresterne. Ja, man kan inspirere hinanden til meget, når man er fælles, og man kan holde hinanden fast i gode vaner. Både når det gælder tilliden til Kristus, og ikke mindst i det liv, som leves som konsekvens af troen.

Nogle fællesskaber har venskabsmenigheder, venskabsfællesskaber med mennesker som lever under helt andre forhold, og da bliver erfaringen af at dele både konkrete, nærværende og meningsfulde. Lokale livsfællesskaber giver også flere ressourcer til at have åbne døre for medmennesker, der trænger til ører, der lytter, et venligt skub og en opmuntring til at bevare livsmodet. Barmhjertigheden og trofastheden får helt konkrete udtryk.

Der, hvor relationerne får mulighed for at blomstre, er de i sig selv små bastioner mod forbrugets manipulation. Og det er ikke et ’enkeltmands-projekt’ at stå i denne desperate runddans, hvor vi både er forbrugets fanger og ofre og samtidigt en integreret del af forbrugskulturen, som vi nyder meget godt af. Dette skal jeg rettelig sige tak for, for det er alt sammen gaver. Hvornår det bliver gaver i overflod, er et arbejde for lønkammeret! Hvornår er nok nok?

Jesusbønnen Enkelheden er også befriende i min Gudsrelation. At leve enklere kan være at bede enklere. En bøn som har været tæt knyttet til åndedrættet helt tilbage fra det tredje århundrede er Jesusbønnen: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig”. Eller endnu kortere: ”Herre, frels mig”. Eller: ”Herre, vær mig nådig”.

Denne bøn kan gentages og være en god hjælp til at give slip på komplicerede tanker og hastige associationer.

At bede enklere kan hjælpe med at slippe unødvendige tanker. Enkelhed i tankerne

90

Ny Mission nr. 21

skaber mulighed for at fordøje input og indtryk og have fokus på at være til stede og fordybe relationen til Kristus. Det er også her, jeg kan skabe et rum, hvor jeg kan lytte til Gud og være nærværende i stilheden. Når jeg lytter, taler Gud!

Følg mig!

Gud vil ikke høre mig i min trosbekendelse på dommens dag, men vil spørge mig, hvordan jeg har levet mit liv! Har jeg sat evangeliets troværdighed på spil – eller i spil i min måde at være discipel på! Og det er ikke så vanskeligt, som jeg ofte får gjort det til. Jeg foretrækker let det indviklede frem for det enkle, forvirring frem for det, jeg godt kan se. Det er finere at være dybsindigt end konkret!

Samuel Rubenson omskriver Paulus’ kendte ord med: ”det enkle, vi kan gøre, det gør vi ikke, men det svære, vi ikke kan, det hengiver vi os gerne til” (Rubenson 2020:21).

Jesus gør det enkelt: ”Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig” (Matt 25,35-36). Det handler meget om at have mod til at gå gennem livet og forholde sig til de behov, jeg møder. At se Kristus i de husvilde og hjemløse (jf. digtet). Det handler om at turde tage nogle konsekvenser af de møder, jeg har, når jeg ser Kristus i andre mennesker, og lade det være bestemmende for de prioriteringer, jeg hele tiden foretager i mit liv. Det hører til den personlige modningsproces (helliggørelse) at være til rådighed og samtidigt bevare sig selv, kende sine ressourcer og grænser. Gud har ikke skabt mig til, at jeg skal ’forbruges’, men jeg skal forvalte mit liv - ligesom skaberværket!

Politik og penge Hvordan påvirker det mine politiske holdninger og mine bidrag til at tage vare på skaberværket, når jeg konfronteres med Jordens åndenød? Tror jeg på en Gud, som lægger sit skaberværk øde? Eller tror jeg på en Gud, som skaber global uretfærdighed og fattigdom? Hvordan lader jeg min virkelighed påvirke mine politiske holdninger og mine anstrengelser for at bidrage med min dråbe til havet?

Mine økonomiske prioriteringer er også tæt knyttet sammen med at leve enklere.

Her får jeg min samvittighed i spil, når jeg skal forvalte de midler, der er blevet mig betroet! Ikke at have et ejerforhold til sine penge er jo en befrielse i sig selv

Ny Mission nr. 21

91

og kan hjælpe med en mere afslappet forhold til de kære penge, som så let kommer til at eje mig. Og det gør de på deres egen snigende måde, så jeg slet ikke opdager det. Og jeg forstår lidt mere af, hvorfor Jesus advarer så kraftigt mod dem. En effektiv måde at skabe enkelthed på er at gå ned i løn! Hvis det ikke er en løsning, kan man ’fryse’ sin løn på det niveau, hvor bekymringerne om pengene balancerer – ikke for meget og ikke for lidt, og så få erfaringer med at give sig rig!

At være fri og leve frit At leve enklere er en hjælp til at navigere i denne verden fuld af Guds gaver, og Mammons list der vil tage min opmærksom fra mit livs fokus - kærlighedsrelationen til Kristus. Det er min Skaber, som dybest set holder mig fast i relationen til ham, for jeg blev elsket først! I denne relations stilhed og styrke skabes vejen.

Jesu rigdom sætter al anden rigdom i forlegenhed. En taknemlighed over Guds kærlighed i Kristus er bærekraften. Kristi rigdom sætter mig fri der, hvor jeg er bundet.

Så lad os være frie!

Litteratur Finnseth, Asle 1994 Men gleden er et annet sted. Kirkens Nødhjelp.

Rubenson, Samuel 2010 Visdom fra ørkenen. Boedal forlag.

Stiftelsen Korsvei 2005 Gudsrigets gåte – stemmer fra Korsveibevægelsen, artikelsamling.

Oslo.

2007

Veivisere. Oslo: Genesis forlag.

Gullmai Sørensen, f. 1959, er bachelor i pæd. psyk. og Master i professionel kommunikation fra RUC. Har arbejdet som pædagog og familieterapeut og arbejder nu som kommunikationsansvarlig i det etiske pengeinstitut Oikos. Bor i et større andelsboligfællesskab i Vejle, og har været engageret i Korsvejsbevægelsen siden starten i Norge først i 80’erne. Er aktiv i den danske korsvejsgruppe.

92

Ny Mission nr. 21

NY MISSION 21 (2011), side 93-120, © Dansk Missionsråd

Tro til tiden og tro i tiden Af Anna Marie Aagaard

Baggrunden for al mission til tiden, dvs. forsøg på at videregive den kristne tro, er en globaliseret højhastighedskommunikation og stadigt skiftende mønstre for, hvordan ’det sekulare’ og ’det religiøse’ opfattes. Og bag denne baggrund af globalisering og sekularisering ligger en ’bagerste’ baggrund af ’frygten som verdensbillede’. I sin analyse af missionsprojekter og missionsteologiske tekster finder forfatteren gode bud på en teologisk tænkning om mission, der som ’tro i tiden’ forholder sig adækvat til den aktuelle baggrund for mission og konkluderer med at pege på tre vigtige forhold. For det første er det vigtigt i et opgør med ’falske universalismer’ at holde fast ved, at Kristustroens samfund har et partikulært udgangspunkt i Gud i Kristus i tid og historie. For det andet er det helt nødvendigt med mennesker, der er glade for deres tro og tør tale på Guds vegne og renfærdigt videregive et budskab om Guds ansigt i Kristus og gøre det på en måde der er karakteriseret af et ydmygt vidnesbyrd om Kristus alene. Endelig understreger forfatteren, at videregivelse af gudstro og dermed Guds folks overlevelse ikke er bundet til et bestemt sted og opretholdelse af majoritetsstatus, men kræver opretholdelse af en partikulær tro i diakonal tjeneste for andre.

Søg efter den bys fred (’shalôm’), hvorhen jeg førte jer i eksil (Jer 29,7; Biblia Hebraica)

Det følgende drejer sig om ’tro til tiden og tro i tiden’1, og dermed blander jeg mig i den diskussion af mission, der i flere år har stået højt på dagsordenen i trængte europæiske storkirker med skrumpende medlemstal. Færre medlemmer har medført en lang række initiativer og forslag til ændret praksis og en helt uoverskuelig mængde analyser af forholdet kirke - samfund. Også hundredårsfejringer af den første internationale missionskonference i Edinburgh 1910 har givet sine bidrag til ny missionsteologi og praksis. I Danmark har ’Folkekirkens Mission’ således føjet et møde (juni 2010) om ’Kirke i global interaktion og gensidig mission’ til Aarhus teologiske fakultets internationale konference (jan. 2010) om

Ny Mission nr. 21

93

’Kirke og mission i det tredje millennium’.2 Jeg er ikke ude på at lave en oversigt over tendenser i nyere missionsteologi (det har jeg ikke kompetence til) eller komme med detaljerede beskrivelser af nye, konkrete tiltag i (folke)kirkelig missionspraksis. Min interesse i, endnu engang at vende mig til ’mission’, gælder noget mere elementært, og samtidig mere abstrakt. Jeg har kaldt det ’tro til tiden og tro i tiden’, og hvad det nærmere går ud på, skal jeg forsøge at pakke ud.

Tro til tiden Med udtrykket globalisering peger samfundsanalyser på nogle sammenhængende træk, der bestemmer levekårene både i de vestlige samfund og i de mere velsituerede asiatiske og sydamerikanske lande. Analyserne identificerer enkeltelementer lidt forskelligt. Vigtigst er det at holde fast ved, at de beskrevne samfundstræk optræder samtidigt og former den livssituation, som senmodernitetens mennesker befinder sig i ved begyndelsen af det tredje årtusind.

Omgivelsernes udfordring

Dermed er der stillet store udfordringer både til ’indøvelse’ og ’udøvelse’ af kristen tro. Også i Danmark står vi midt i tekniske og kulturelle opbrud med kulturel og religiøs pluralisme til følge. De fjerne, anderledes ’andre’ er rykket ind og er blevet de nære, anderledes ’andre’. Samfundet bliver stadig mere og mere præget af forskellige grupperinger med forskellige kulturer, i hvilke ord som Gud, familie, hjemstavn og tro har forskellig betydning og valør. Det rejser krav om autentisk, genkendelig kristen livsform. Til de sociale betingelser for kristen tro kommer så det faktum, at mange af de træk, der dominerer samfundet, også bestemmer kristen praksis. Både individuelt og kollektivt (Hunter 2010). Det vender jeg tilbage til.

Men først skal det dreje sig om omgivelsernes udfordringer til videregivelse af kristen tro. I kredse, der er optaget af mission, findes en strategi, der går ud på at udnævne én side af vores samtid som den store og helt dominerende udfordring fra omgivelserne. På den omtalte folkekirkelige missionskonference (juni 2010) gjorde den afrikanske missionsteolog Lamin Sanneh fra Yale Universitetet i USA sig til talsmand for, at indflydelse fra islamisk tro og islamiske grupperinger udgør den største udfordring for ’tro til tiden’. Sanneh nævnte forfølgelse af kristne, islamisk politisering af samfundsmagt og lovgivning, og islamisk brug af rettighedskulturen til egne religiøse formål som samfundsforandringer, kristendom-

94

Ny Mission nr. 21

men må tage op - og samle sig om at bekæmpe. Andre mødedeltagere fokuserede med professor Michael Herbst fra Greifswald Universitetet i det østlige Tyskland på sekularisering som den største udfordring for videregivelse af kristen tro. De foretrukne missionsstrategier fokuserede derfor konsekvent på trosoplæring og kirkelig fornyelse (Mogensen 2010).

Samtidigheden - det svære Ingen kan gøre alt, samtidigt, men hvis man gør nødvendig arbejdsdeling til en overordnet missionsstrategi, reducerer man udfordringernes kompleksitet og samspil. Det er en udfordring til kristen tro, at den må leves i konsumsamfund, hvor ulighed mellem mennesker og regioner vokser med stigende absolut fattigdom til følge.3 Det er en udfordring, at utæmmet finansspekulation imod stater og valutaer udhuler eksisterende omsorgssamfund ved at behandle stater, som om de var aktieselskaber på børsen (Altvater et. al. 2010). Det er en udfordring for kristen mission i indvandringssamfund at skulle forholde sig til ikke-kristne religionsformer og naboernes helt anderledes religiøse livsform. Det er en udfordring at nå frem til at handle konsekvent i kærlighed til både Gud og næsten i mangfoldigheden af praktiserede samlivsformer. Det er en udfordring at forholde sig til klimaændringer, så kristen praksis og kristen skabelsesteologi ikke falder fra hinanden.

Det er en udfordring, at danske kulturkristne ved så lidt om den kristendom, de gerne vil være med til at opretholde, men ikke selv antage. Jeg benægter ikke de mange udfordringer, men jeg er først og fremmest interesseret i at holde fast ved, at det svære ved ’tro til tiden’, det er, at kristentro og kirke er udfordret på alle disse områder - samtidigt.

Udfordringernes mængde kommer frem i en tekst med titlen Common Call. Den blev til i forbindelse med missionskonferencen i Edinburgh 2010 (Common Call 2010). Teksten indledes med en trinitetsteologisk bekendelse til den kristne kirke som et ’tegn og symbol’ for Guds rige. Ved at have del i Guds kærligheds mission er Guds kirke - også i dag - kaldet til at vidne om Kristus i Helligåndens kraft. Paragraf 1 begynder så med at beskrive et kristent vidnesbyrd: ”Vi er kaldet til at konkretisere og proklamere et evangelium om frelse, syndernes forladelse, liv med overflod [Joh 10,10, AMAa] og befrielse for alle fattige og undertrykte”.

Fra forpligtelse på mission og diakoni går teksten videre til at nævne ”autentisk dialog med respektfuldt engagement og ydmygt vidnesbyrd blandt mennesker af anden tro”. Denne holdning bestemmes yderligere ved begreber som ’venskab’,

Ny Mission nr. 21

95

’forsoning’ og ’gæstevenskab’ (§ 2). I den følgende paragraf hægtes den udadvendte mission i samfundene på indre opbygning af menigheder, så de kendes på barmhjertighed og overvindelse af grænser mellem ung og gammel, kvinder og mænd; på indsats for retfærdighed, fred og klimabeskyttelse - og, til sidst i opregningen, på ”en fornyet liturgi, der afspejler Skaberens og skabningens skønhed” (§ 3). Udsagn om socialdiakoni fortsætter med kaldet til at forholde sig til magt og magtstrukturer i trosoverbevisning om, at Gud står de stolte imod og myndiggør de fattige og udsatte (§ 4). Opbygning af menigheder, der kan rumme mange kristendomstolkninger og mange former for kristenliv, står i centrum af § 5. Det kræver fornyelse af teologisk uddannelse (§ 6) og en missionsstrategi bestemt af bevægelse ”from everywhere to everywhere” (§ 7). Teksten ender med kristnes kald til enhed i mangfoldighed og en opfordring til anerkendelse af dåben som indgang til livssammenhæng med Kristus (§ 8). En bekendelse til kristentro som en glædens kultur danner afslutning.

Der ikke noget galt med denne lange opregning af alt det, der skal gøres og ikke forsømmes. Gudstjeneste, (social)diakoni og mission har altid stået på kristnes dagsorden, og selv om der kan være (og er) dybe uenigheder om teologiske og praktiske enkeltheder i ’tro til tiden’, kan selv den mest nidkære ikke finde kætteri i Common Call. Alt efter kristendomsform kan læserne så glæde sig over eller irriteres over opremsningen af ’tidens’ udfordringer til ’troen’. Det problematiske ved teksten viser sig nemlig ikke i omtalen af de enkelte udfordringer, men i udeladelsen af det virkeligt svære: at ’tro til tiden’ er udfordret på alle de nævnte områder - samtidigt.

Globalisering - udfordringernes baggrund Med globaliseringsprocessernes højhastighed bliver udfordringerne til tro, kirke og mission både komplekse og samtidige. Engang fandtes der noget, som Thomas L. Friedman i indledningen til sin bog The World Is Flat (Friedmann 2005.

De følgende afsnit trækker hårdt på kapitlet ”How the World Became Flat?”) kalder Globalisering 1.0. Den æra begyndte med, at Columbus sejlede ud for at finde søvejen til Indien. Han kom tilbage og kunne konfirmere over for kristentroens fyrstelige forsvarere, at jorden virkelig var rund. Verden skrumpede ind, samtidig med at landes og fyrstemagters indflydelse steg i forhold til den magt (transport, hære, købmandskunnen og ideologi), de kunne sætte ind for at udnytte ’den nye verdens’ rigdomme og kristianisere dens folkeslag. Samtidig med at verden 96

Ny Mission nr. 21

blev mindre, blev den bundet sammen oppefra af fyrstemagternes/landenes territoriale, økonomiske og ideologiske interesser, og kampen stod, således Friedman, om landenes indflydelse. Hvordan kan jeg /mit land blive en global størrelse med både afgørende indflydelse på andre og samarbejde med andre? Den interesse drev globaliseringens dynamik indtil begyndelsen af attenhundredtallet.

Med industrialisering og dalende transportomkostninger muliggjort af dampmaskinen begyndte Globalisering 2.0. Verden skrumpede fra størrelse ’medium’ til størrelse ’small’ i takt med, at engelske og hollandske multinationale handelskompagnier jagede internationale markeder og arbejdskraft. Økonomi, produktion og arbejdsmarkedet globaliseredes lidt efter lidt i takt med telekommunikationens (telefon, pc, kabel og www) udvikling, og indtil omkring år 2000, hvor denne æra blev afløst af Globalisering 3.0, var globaliseringens drivkraft bundet til spørgsmålet: hvordan kan mit firma tilpasses en global økonomi, drage konkurrencemæssig fordel af mulighederne for øget indtjening, samarbejde med andre, og (måske) selv blive en global størrelse?

Omkring år 2000 forandredes mulighederne for global kommunikation radikalt.

Verdens størrelse blev ’extra small’. Og samtidig blev den flad. Primært er det hverken regeringsmagt eller internationale firmaer, der skubber globalisering frem, men enkeltindivider og en uoverskuelig mængde af forskellige grupperinger, der med højhastighed bruger, skaber og kæmper om stadig nye former for software. Med den nuværende teknologi kan mennesker overalt i verden kommunikere med hinanden. Verden er således blevet meget lille, men den er først og fremmest blevet flad. Tilgængelig for den enkelte. Spørgsmålet lyder nu, siger Friedman: hvordan kan jeg og min gruppe få del i verdenssamfundets teknologiske og økonomiske udvikling; passe ind i den globale konkurrence og indgå i globalt samarbejde? I en flad, men uendeligt differentieret verden, er ’der ingen rigtig ende på, hvad der kan gøres af hvem’, fordi alt, der kan digitaliseres, kan placeres hos den dygtigste eller billigste udbyder. De anderledes ’andre’, er i vores nuværende verden samtidigt de både fjerne og nære ’andre’. Det er nyt og ofte skræmmende Ligegyldigt hvordan og hvor meget ’kirker i mission’ sætter ind på at varetage de mange udfordringer fra samtiden ved at evangelisere mennesker og forandre verden (jvf. Common Call), gælder det, at trossamfund ’i global interaktion og gensidig mission’ må navigere i Globalisering 3.0. Det betyder ikke, at kristen

Ny Mission nr. 21

97

bekendelse til den lokale, gudstjenestefejrende kirke som én, hellig og almindelig kirke uden etniske og sociale opdelinger nu skal erstattes af sprog om kirkens geografiske globalisering. Kirken er ikke universel som finanskapitalisme eller ’the World Wide Web’, men uden om den elektroniske kommunikations stadigt ændrende indflydelse på alle de sociale vilkår, der overalt og alle steder udfordrer ’tro til tiden’, kommer videregivelse af kristen tro ikke. Den indflydelse rummer højhastighed og sammenpresning af tid og rum, og i en flad verden kan den enkelte og de enkelte grupperinger fokusere på netop det, der optager dem. En medieværts afskedigelse kommer til at fylde mere i en uges danske nyhedsstrøm end Israels første, officielle indrømmelse af at være en atommagt. En globalisering, hvor verden bliver flad, binder verden sammen - ja, men samtidig kan den gøre verden til en småtingsafdeling uden sammenhæng.

Sekularisering - udfordringernes baggrund The Hedgehog Review fra University of Virginia brugte nummer 1-2/2006 til overvejelser over ’sekularisering’. Det særnummer rummer stadig nogle af de mere konstruktive analyser af, hvad man med føje kan mene med ordet sekularisering.

Sekularisering er en størrelse, det er svært at indkredse (’a moving target’). Hvad begrebet konkret indebærer, afhænger i høj grad af geografisk, kulturel og historisk horisont. Og den horisont skifter hele tiden. For bare en menneskealder siden var det god latin at forstå sekularisering som en samlebetegnelse for tre processer i de senmoderne, vestlige samfund: • •

•

en stadig øget og uomgængelig tilbagegang i religiøs(kirkelig) tro og praksis, en privatisering af religion, der ikke nødvendigvis måtte, men kunne sigte på at holde religion helt ude af det offentlige rum, en stadig forfinet opdeling af samfundssfærer (økonomi, stat, videnskab) løsrevet fra religiøse institutioner og normer.

Nu, i begyndelsen af det 21. århundrede, står kun den sidste forståelse af sekularisering til troende. Og kun delvist. Religiøs praksis er snarere tiltaget end aftaget i samfundene, og flere og flere af verdenssamfundets regioner er vidne til mere, og ikke mindre, religiøs indflydelse i det offentlige rum. Derfor giver det mening, med José Casanova (The Hedgehog Review. Citater i det følgende afsnit er hentet fra den artikel) at forstå de nuværende sekulariseringsprocesser som ”forskellige

98

Ny Mission nr. 21

mønstre for opdeling og fusionering af det religiøse og det sekulare, som disse skiftende - størrelser gensidigt bestemmer hinanden på tværs af religionssamfund”. Sagt lidt mere enkelt: Både religion og sekularisering er foranderlige størrelser, der gensidigt bestemmer hinanden. Det er for enkelt at forstå sekularisering som en ensporet historisk bevægelse, hvor før-moderne kristen teologi engang bestemte ’det sekulare’ [saeculum], mens ’det sekulare’ med vestlig modernitet senere er kommet til at bestemme ’det religiøse’. Snarere må man regne med ’mange og meget forskellige sekulariseringer i Vesten’ i sam- og modspil med ’mange og meget forskellige moderniseringsprocesser’. Men, igen ifølge Casanova, heller ikke antagelsen af bånd mellem sekulariseringer og de moderne politiske, økonomiske og naturvidenskabelige forandringer rækker til for at bruge begrebet sekularisering med fornuft.

Og så er vi tilbage ved bestemmelsen af sekularisering som ”forskellige mønstre for opdeling og fusionering af det religiøse og det sekulare”. Sekularisering hører ikke kun hjemme i en vestlig (kristendoms) historie, og vestlige modernitetsteorier om al religions nødvendige forsvinden har vist sig ikke at holde stik. Religion findes, og alle former for religion ændres radikalt, men de ændres forskelligt, alt efter hvordan forholdet mellem ’det religiøse’ og ’det sekulare’ bestemmes i en konkret kontekst. Sekularisering ser anderledes ud i Iran4 end i Danmark, og begrebet står for noget andet i dansk kulturkristendom (Jvf. Iversen 2010; Gundelach, Iversen og Warburg 2008; Zuckerman 2008; Mortensen 2005) end i en brasiliansk pinsemenighed. Ændringer af konkrete mønstre for, hvad der anses for at høre til henholdsvis ’religion’ og ’det sekulare’, er dybt afhængige af konteksten, og ”det nye (ved denne kontekst) i vores globale tidsalder er alle verdensreligioners og kulturelle systemers samtidige nærvær og tilgængelighed”.

Kobler man nærvær og tilgængelighed ikke på fysisk præsens, men på kommunikationsmulighederne og deres hastighed, får man ’tænkte religioner’ (’imagined religious communities’) med nærvær og tilgængelighed. En ’tænkt religion’ er de forestillinger, der via mediespredning trives i en lokal kultur om en bestemt form for ’det religiøse’. Bander på det indre Nørrebro i København har fysiske ’fjender’, men også ’tænkt islamisk religion’ som modstandere. Politisk ideologi på højre- og venstrefløj og ny, aggressiv ateisme har hver deres bestemte forestillinger om, hvad der hører til ’det sekulare’ og ’det religiøse’, og hvordan konkrete religionsformer skal indordnes i disse forestillinger.5

Ny Mission nr. 21

99

Tro til tiden Skal ’tro til tiden’ ikke miste jordforbindelse til den sociale virkelighed, må udtrykket omskrive en kristen mission, der forholder sig til

• • • •

•

omgivelsernes mange og forskellige udfordringer til kristen tro, udfordringernes samtidighed, en kommunikationsglobalisering, der er alt andet end en neutral størrelse, et stadigt forandret forhold mellem hvad der i en konkret situation forstås ved ’det religiøse’ og ’det sekulare’, sammenhæng mellem mediernes virtuelle verden og ’tænkt religion’.

Men der er en yderligere omstændighed ved tro til tiden. Om den skriver den canadiske filosof Charles Taylor sådan:

Tro på Gud er ikke helt det samme i år 1500 og i år 2000. Dermed henviser jeg ikke til det faktum, at selv ortodoks kristendom har undergået vigtige forandringer (f.eks. ’helvedes nedtur’; nye forståelser af forsoning)…[Det vigtige ses], når vi gør os klart, at al tro hører hjemme i bestemt kontekst eller rammer, der - oftest tavst - antages for givne… Det er det, filosoffer kalder ’baggrund’. Forandring af baggrund, eller bedre: opløsning af tidligere baggrund, ses bedst, når vi fokuserer på visse forskelle, vi anvender i dag; f.eks. forskel mellem immanent og transcendent; mellem det naturlige og overnaturlige… Baggrunden består, hverken almindeligvis eller først og fremmest, i et bestemt sæt af trosudsagn (’beliefs’)…, men vi fornemmer den som den kontekst, i hvilken vi udvikler vores trosudsagn (Taylor 2007:13-14, 549).

’Baggrunden’ for al mission til tiden - for alle forsøg på at videregive et kristent vidnesbyrd; for alle strategier til at tage kaldet/udfordringerne op og ændre verden; for alle bud på autentisk kristen praksis og troværdige menigheder - hedder globaliseret kommunikation med høj hastighed og sekularisering: et stadigt skiftende mønster for, hvordan ’det sekulare’ og ’det religiøse’ opfattes.

Står det til troende, flytter det virkeligt svære ved ’tro til tiden’ sig fra mængden af samtidige, konkrete udfordringer til kristen praksis til det langt mere ukonkrete og uhåndterlige, nemlig den nuværende sociale ’baggrunds’ indflydelse på al mission og trosliv, på al tro og tænkning.

100

Ny Mission nr. 21

Hvordan navigere?

Hvordan navigerer en missional kirke så, når den går i gang med at tage udfordringerne op i en globaliseret og sekulariseret verden, den selv er så dybt og uundgåeligt influeret af?

Højrefløjen har tradition for at reagere på udfordringer til ’tro til tiden’ med strategier, der skaber parallelsamfund i samfundene (kristne skoler; kristne radiosendere; kristne hospitaler osv.).6 Hovedfjenden er sekularisering, forstået som kristendom på retræte i samfundene og ’ortodoks’ bibellæsning og teologi på retræte i kirkerne. Modstanden rettes imod samfundsinstitutioner, kirkelige grupperinger og enkeltpersoner, hvis virkelighedstolkning og menneskesyn ses som en underminering af bibel og bekendelse. På den ene side er der således tale om at skabe særligt kristne institutioner og tiltag, der ’indøver’ i kristen troslære og kristen social praksis. På den anden side arbejder samme højrefløj for, at samfundet som helhed skal antage netop den form for at ’udøve’ kristendom, de selv finder mest troværdig. At der findes sådan noget som ’én, ret og ikke sekulariseret samfundsordning’, man kan stræbe efter, synes at være den overordnede overbevisning, der holder sammen på de modsatrettede strategier.

Kristen venstrefløj er langt fra uinteresseret i gudstjeneste, liturgi og nye former for kristen praksis som ’indøvelse’ i kristendom, men der er fokus på socialdiakoniens ’udøvelse’ af kristen tro. Det drejer sig om kristen tros relevans i forhold til de mange udfordringer i en verden med globalisering som uundgåelig horisont. I et nyligt interview fortæller Kirkernes Verdensråds norske generalsekretær Olav Fykse Tveit, at de 349 medlemskirkers arbejde i dag foregår med den svært oversættelige overskrift ’advocacy’. Det henviser til en prioritering af konkret indsats for fred, retfærdighed og jordens klima, som anlægger de mest udsatte menneskers synsvinkel; foregår i samarbejde med lokale kirkesamfund og sigter på at kombinere teologisk eftertanke, menneskerettigheder og dialog med mennesker af anden religiøs tro (Welt-Sichten 2010:36-37). Det er overbevisning om, at kristen etik og menneskerettigheder (både individuelle og sociale) er forenelige, der holder sammen på den mangfoldige indsats. Mennesker har lige ret til at være agenter i udformningen af egen tilværelse. Verden er flad. Den horisont bestemmer kirkernes ’advocacy’.

Ny Mission nr. 21

101

Frygten som verdensbillede Alt efter hvilken ’baggrund’, der bestemmer udfordringerne til ’kirke i mission til tiden’, bliver højre- og venstrefløjens strategier forskellige, men de kirkelige fløje er fælles om en øget politisering af al handling i ’det offentlige’. Er der noget, man vil have rettet på, brokket sig over eller opnå i det fælles rum, så henvender man sig til politikerne og det politiske miljø. Også når det drejer sig om kirkens sager; også selv om der findes klar bevidsthed om, at den politiske magt ikke er neutral, og ikke kan være det. Forventningerne går på, at politikerne må træde til; de må finde pengene; lovgive. Lovgivning øges, som en fælles, kollektiv kultur svinder. Resultatet er, ifølge Charles Taylor, at politik er blevet ”en social forestillingsverden, der både bestemmer horisonten for vores forståelse og parametrene for vores handlinger” (Citeret efter Hunter 2020:169).

Sociologer kan godt gennemføre en argumentation for, at der dermed ikke siges noget egentlig nyt om danskeres positive forhold til samfundsmagten og deres glæde over dens symboler (Iversen 2020a; Gundelach, Iversen og Warburg 2008; Zuckerman 2008; Mortensen 2005). Alligevel fortæller det 21. århundredes erfaringer om øget politisering af kultur (f.eks. debatten om DR) og sport (f.eks. VM diskussionen om de europæiske samfunds moralske fallit) og national-kirke (f.eks. politisk brug af den kirkelige fællesfond), samtidigt med at det politiske klima skærpes i retning af udøvelse af rå flertalsmagt. Erfaringer fortæller også om stadig mere omfattende og sekterisk brug af rettighedssproget og mere højrøstede krav om varetagelse af min/min gruppes interesser.

Som forklaring på denne udvikling kan kirkelige aktører vende sig til nutidens mange samfundsudfordringer og den ’baggrund’ af globalisering og sekularisering, de optræder i. Jeg er imidlertid overbevist om, at der hører noget mere til den politiske kultur, som ’tro til tiden’ udfolder sig i. For at få fat på det vender jeg tilbage til Lamin Sannehs bidrag til den folkekirkelige missionskonference i juni 2010. Professor Sanneh kommenterede tendensen til (også i kirkerne) at politisere al magt til at handle. Den holdning deler vi med islamiske grupperinger. Islamisk praksis øger politiseringen af samfundene, hævdede Lamin Sanneh, fordi religion, kultur, økonomi og samfund er uløseligt forbundne størrelser i islamisk kultur. Islam har interesse i at bruge staten; og kristne kopierer. Om han har ret i sin påstand om en islamisering af kirkens forhold til staten og islamisk nærvær som drivkraft bag de vestlige samfunds øgede politisering af

102

Ny Mission nr. 21

’handling i offentligheden’ får stå hen, men påstanden er interessant, fordi den afdækker endnu et træk ved ’baggrunden’ for ’tro til tiden’, nemlig frygten som verdensbillede.

Når globaliseringens samtidigt fjerne og nære ’anderledes andre’ får konkret skikkelse, egen historie og egne, indflydelsesrige og anderledes, fortællinger om, hvordan verden og menneskelivet hænger sammen, så stiger frygten. Frygten for selv at miste relevans; miste indflydelse; miste eksistensberettigelse. Tabe kulturel, religiøs og sproglig arv. ”Frygten er ikke styret af noget forfærdeligt, som er overgået os selv eller andre, men af forhold som ikke er sket, og som alene er båret af forestillinger om, hvad der kan ske. Det er frygten som verdensbillede” (Flemming Rose, Jyllandsposten).7 Den engelsk-amerikanske historiker Tony Judt formulerer sig sådan: Vi er ankommet til usikkerhedens tidsalder - økonomisk usikkerhed, fysisk usikkerhed, politisk usikkerhed… Usikkerhed avler frygt. Og frygt - frygt for forandring, frygt for nedtur, frygt for fremmede og en ukendt verden - underminerer den tillid og gensidige afhængighed, som borgersamfund hviler på (Judt 2010b:17-18).

I anden sammenhæng bruger Judt udtrykket ’frygtens social-demokrati’ (Judt 2010a:11). I den forbindelse skelner han mellem en positiv og en negativ udnyttelse af frygten.

[Den negative] viser sig i demagogisk udnyttelse af den frygt for udenforstående og fremmede, der kulminerer i opsætning af barrierer imod indvandring, flygtninge og eksilerede. Fornemmelsen af, at tingene er ude af kontrol - at vi kan miste arbejdet næste år på grund af konkurrence fra Kina eller Indien; eller at landbrugsejendomme kan blive umulige at opretholde på grund af klimaforandringer - den fornemmelse er blevet intensiveret af globalisering, og det har rejst stor, ubestemt frygt, som Sarah Palin, det danske anti-indvandringsparti eller folkeafstemningen imod minareter i Svejts så spiller på. Denne frygt afføder nationalisme, patriotisme, forebyggende krige og undertrykkende anti-terrorist lovgivning. Men når det kommer til stykket er der bare tale om umådeholden statsmagt.

Tony Judt forstår den positive udnyttelse af frygten eller ’frygtens demokrati’ som kollektive modforanstaltninger midt i frygten, så den begrænses og hverken

Ny Mission nr. 21

103

benægtes eller får lov til at dominere samfund og den enkelte. De modforanstaltninger, som Judt nævner, bestemmes af konkret samfundssituation, men det er karakteristisk for dem alle, at de rummer en appel til moralsk oprustning: politisk mod til at tage beslutninger til gavn for det fælles gode; fokus på fælles institutioner som effektive løftestænger for ægte demokratisk indflydelse på den førte politik; et nyt politisk sprog, der kan motivere til modforanstaltninger imod uretfærdighed, grusomhed og uetisk opførsel.

Frygten som verdensbillede er en realitet. Frygt findes. Den kan være helt konkret funderet: ”[Vi unge] er bange for fremtiden, for, om vi allerede har ødelagt jorden. Derfor foretrækker vi at tænke på nuet”.8 Bruger man udtrykket ’frygt som verdensbillede’, beskæftiger man sig imidlertid med det mere abstrakte, nemlig ’baggrunden for baggrundene for de udfordringer’, som tro til tiden står med. Men den bagerste baggrund behøver ikke at dominere. Det behøver ikke at være sådan, hævder Tony Judt og trækker på Hannah Arendt9, når han hævder: ”Nutidstilværelsens materialisme og selviskhed hører ikke menneskelivets vilkår til… Måske kan vi begynde [de nødvendige ændringer] ved at minde os selv og vore børn om, at tilværelsen ikke altid havde disse træk” (Judt 2010b:17 og 19).

Tony Judt koncentrerer sig om ændring af politisk kultur og nødvendige samfundsforandringer som modtræk imod ’frygten som verdensbillede’. I bunden af hans argumentation ligger humanismens overbevisning om, at menneskelivets grundlæggende vilkår gør det muligt at imødegå umådelig materialisme og selviskhed. Mennesker fødes; nyt kan blive til; vi er ikke bundet af gårsdagens handlinger. Der findes ikke sådan noget som ’god frygt’, men det er muligt for mennesker at bruge frygtens social-demokrati til at skabe mere retfærdige og menneskeværdige levekår.

En af nøglepersonerne i et dansk miljø omkring ekstremsporten parkour10 fortæller om at mobilisere krop og sind imod frygten som verdensbillede: ”Vi ser frygten som en ven, der fortæller, at man skal skærpe sanserne. Men ellers lytter vi ikke meget til frygten, for den har alt for megen magt i vores samfund. Mange danskere har det med at tænke hvis, hvis, hvis - og så holder frygten dem fra at leve det liv, de gerne ville”. Hvad det vil sige at se frygten som en ven, forklarer den teologistuderende sportsleder sådan: … at tage et svært spring i parkour kan sammenlignes med at tage et svært

104

Ny Mission nr. 21

spring i det virkelige liv… Det er en personlig udfordring, der kan overkommes med fokus og træning… Man kommer ind til kernen af det, man frygter, og så kan man vælge at give op eller fortsætte. Hvis du møder en stor mur, der virker uoverkommelig, giver du så op, eller træner du til at komme over den? Det er i sidste ende et spørgsmål om selvdisciplin.

Den senere tids udsagn om ’frygt som verdensbillede’ handler ikke om frygt som uundgåelig eksistentiel livsangst. Frygten har at gøre med sociale vilkår for menneskeliv og netop derfor giver det mening at bekæmpe den - både kollektivt og individuelt.

Tro i tiden Det er muligt at lave missionsteologi, der beskæftiger sig med, hvordan vidnesbyrdet om Jesus Kristus som Gud og verdens frelser bør videregives i dag, så det kan tilegnes og ’kirke i mission’ således blive nutid. Jeg går en anden vej og spørger efter ’tro til tiden’, dvs. jeg spørger efter konkret praksis i vor egen samtid og den forståelse af ’kirke i mission’, der kommer frem i beretninger om videregivelse af ’tro i tiden’. Mit materiale er dansk, men ikke udelukkende; det meste stammer de allerseneste år; det afspejler, hvad jeg har hørt på de danske missionskonferencer i 2010, og det begrænses af, hvad jeg kan se og forstå.

Folkekirkens Missions hjemmeside rummer en opfordring til danske menigheder om at gå aktivt ind i videregivelse af evangeliet ved at engagere sig i et af de danske missionsselskabers mange projekter.11 Kirke på udebane med geografisk globalisering som baggrund

Kigger man ned over siderne med projektbeskrivelser falder det for det første i øjnene, at det 19. og 20. århundredes protestantiske missionsbevægelse med dens koloniale træk stadig bestemmer, hvem der driver kristen mission. Selv hvor der henvises til samarbejde med lutherske partnerkirker, er udøvelsen af den omtalte mission organiseret i lighed med de missionsselskaber, der blev skabt i de forrige århundreder. Det geografiske fokus for mission er bestemt af, at mission stadig opfattes som en bevægelse fra vest imod syd og øst. Der er ikke mange af de opregnede projekter, der sigter på et dansk miljø. Meget lidt synes at foregå i samarbejde med/som direkte hjælp til partnerkirker, der tilhører en anden kirkefamilie end den lutherske. ’Mission Afrika’ skiller sig ud ved samarbejde med den

Ny Mission nr. 21

105

anglikanske kirke om freds- og forsoningsarbejde i Liberia og direkte hjælp til en partnerkirkes egen syd-syd mission over landegrænser.

Det yderst sparsomme materiale om vægtningen af mission og økumeni bliver mere interessant, når det sættes ind i en større sammenhæng. Under fejringen af hundredåret for missionsmødet i Edinburgh 1910 kom modsatrettede synspunkter frem. Vatikanets repræsentation blev ledet fra rådet for kristen enhed. Set fra romersk-katolsk synsvinkel er mission ensbetydende med kirkens videregivelse af tro i tiden ved sin ’diakonia’ (tjeneste i globaliseret og sekulært socialrum), sin ’leitourgia’ (tilbedelse af én Gud, Fader, Søn og Helligånd) og sit ’koinonia’ (sit strukturerede fællesskab i og om kristen tro). Organisatorisk er ansvaret for mission i bispedømmerne og hen over bispedømmernes geografiske grænser altid placeret i de enkelte bispedømmers ledelse. Selv ordensdannelser med fokus på evangelisering skal inviteres til at arbejde i en bestemt region. Med den forståelse af mission står splittelse mellem lokale kristne kirkesamfund øverst på listen over udfordringerne for ’tro til tiden’. Akkurat som i 1910.

Edinburgh-fejringen i 2010 gik omvendt til værks. Først i den næstsidste paragraf kommer Common Call til økumeni, og det sker, uden at teksten nævner andet og mere om forbindelse mellem mission og kristnes enhed end behov for ’networking’ i mission (§ 8). Ifølge deltager-rapporter afspejler tekstens optagethed af de social-politiske udfordringer til relevant mission prioriteringen hos den sydlige halvkugles repræsentanter. Det er der mange grunde til. Først og fremmest at de konkrete udfordringer er udfordringer, ikke mindst i fattige lande med svag regeringsstruktur. Men store forskelle i kirkesyn er også med til at vende om på rækkefølgen af kirke og mission. Sagt meget kort bæres rækkefølgen ’mission og så måske – kirke’ både af nedarvet teologisk-pietistisk tradition med ekklesiologisk deficit og i stigende grad af vægring ved at overtage kollektive regler og struktur for livsudfoldelse og udøvelse af engagement. Kirkeligt viser denne tendens sig i sådan noget som ’liquid church’ og ’emerging churches’ (Se Iversen 2010:203ff og Aagaard 2010). Det vender jeg tilbage til, men hvad det går ud på kan siges meget kort med et par udsagn fra Folkekirkens missionskonference 2010: ”Mission skal ikke struktureres; lokal mission skal prioriteres. Det drejer sig om tilstedeværelse. Fra prædikener til performance; fra struktur til autenticitet, nærvær”.

Jeg vender tilbage til Folkekirkens Missions projektliste. For det andet falder sidestillingen i øjnene. Udfordringerne/projekterne listes alfabetisk, og i en globa-

106

Ny Mission nr. 21

liseret, flad verden kan udøvelse af kristen tro så fokusere på det, der optager netop de enkelte missionsselskaber og menigheder. Diakonal bistand til social udvikling, bedre helse og bedre (skole)uddannelse i fattigdomsramte lande og blandt udsatte børn og marginaliserede befolkningsgrupper fylder meget i oversigten.

Paralleller til Edinburgh mødets Common Call findes også i fremhævelse af hjælp til fattige kirkers uddannelse af præster og teologistuderende, og ligesom i Edinburgh-dokumentet er det småt med beskrivelser af direkte socio-politisk mission. Indsats i lokalt/regionalt freds- og forsoningsarbejde har dog åbenlyse politiske over- og undertoner, og det samme gælder det eneste projekt med dansk miljø, jeg har kunnet finde, nemlig et ’værested’ på Vesterbro beregnet på møde mellem immigranter og etniske danskere. Udtrykket ’rettighedsbaseret bistand’ forekommer som beskrivelse af missionsstrategi, og det dialogarbejde, der nævnes, bestemmes især af mødet med Islam i politisk spændte situationer.

Beskrivelsen af de mange projekter peger på, at stifter og folkekirkelige missionsselskaber bag Folkekirkens Mission tager konkrete udfordringer af ’tro til tiden’ op i en række diakonale tiltag. Bevidsthed om geografisk globalisering som ’baggrund’ for udfordringerne er til at tage at føle på, og man nikker genkendende til forskel på højre- og venstrefløjens missionsstrategier. Hvor meget sans der er for ’frygt som verdensbillede’ og stigende politisering, giver nærlæsning af materialet ikke mulighed for at se, men man kan se,

• • • •

at ’mission og økumeni’ er en by i Rusland, at ’mission’ stadig forbindes med bevægelse fra nord og vest til syd, at overvejelser over majoritetskirke og minoritetskirke glimrer ved deres fravær, at kirkesyn og viden om faktiske, globale udfordringer til ’tro til tiden’ spiller en afgørende rolle for udøvelse af ’tro i tiden’.

Sekularisering optræder ikke som ’baggrund’ i forbindelse med de mange udfordringer. Den har tilsyneladende ikke noget at gøre med ’mission’. For mission foregår i syd, hvor religion ikke kan tænkes ud af menneskers tilværelse og af samfundet som helhed. Sekularisering har ’kun’ med kirke og menighed i vesten at gøre. Og ikke engang det. For når nu 82% af alle danskere er medlemmer af Folkekirken, så er sekularisering (til forskel fra menighederne i de østtyske delstater) heller ikke danske menigheders problem. I Danmark går det ikke som i andre europæiske lande ’ad Pommern til’ (Jvf. Mogensen 2010). Eller?

Ny Mission nr. 21

107

I maj 2010 opfordrede Kristeligt Dagblad sine læsere til at foreslå kandidater til bladets nye ’Initiativpris’. Prisen blev indstiftet for ”at fremhæve det dygtige og innovative arbejde, der finder sted i krydsfeltet mellem kultur, kristendom og selve kirken” (hvad det sidste, mærkelige udtryk end dækker over).12 160 nyskabelser fra alle dele af dansk kirkeliv blev nomineret. Syv kom i finalen, og afstemningen i juni gav læsernes pris til musikeren og TV værten Sigurd Barrett, der på Danmarks Kirkelige Mediecenters initiativ fortæller - og synger - biblens fortællinger for de mindste børn. De seks dommere gav imidlertid ’Initiativprisen’ til Roskilde Baptistkirkes autoværksted, hvor socialt belastede unge hjælper mindrebemidlede med bilreparation og selv får fordomme om kirke og tro punkteret. To udsatte grupper får hjælp af hinanden; der er plads til både socialt arbejde og mission. I begrundelserne for prisen til CAR (’Christians Are Repairing’) roses initiativet for at vise, ”hvordan man kan viderebringe kristendommen til de mange uden for kirkens vægge… [en af dommerne synes], at det er prisværdigt at have fokus på mission i sit lokalområde: ’Vi har travlt med at sende folk til Afrika, hvor mennesker på mange måder i forvejen tror mere, end vi gør i Danmark. Det er fuldstændigt grundlæggende også at missionere herhjemme, og det her projekt viser, hvordan det kan virke’”.

Kirke på hjemmebane med sekularisering som baggrund

De offentlig tilgængelige begrundelser for initiativer, der er blevet indstillet til prisen, bruger ikke nyere missionsteologi om ’missional kirke’.13 De mange eksempler på dagsaktuel ”udøvelse” og ’indøvelse’ af kristendom fortæller overbevisende om kristne grupperinger og sognemenigheder i mission - i Danmark.14 Kristen kirke som mission i hele sit vidnesbyrd, sin diakoni og sin gudstjeneste (martyria, diakonia og leiturgia) falder stadig på 18. hundredtallets nationalkirkelige opdeling mellem ’ydre mission’ og ’indre mission’. Indsats for ”en socialt ansvarlig, retfærdig og bæredygtig verden” i dansk lokalsamfund og ’indøvelse’ i kristen tro (gudstjenestefornyelse, retræter, pilgrimsvandring o.l.), der kan bygge bro til danske kulturkristne, fylder da også mest blandt forslagene. Alt sammen har det (uudtalt) sekularisering som baggrund, og selv om der stadig er et stykke vej til Pommern, minder de beskrevne initiativer om den mission, der foregår blandt østtyske befolkninger, hvor forholdet mellem ’det sekulare’ og ’det religiøse’ nu bestemmes af, at flertallet - ifølge professor Michael Herbst på den folkekirkelige missionskonference - endog har glemt, at de har glemt alt om kristendom.

108

Ny Mission nr. 21

Og hvad gør kirkerne i disse andre egne så for at videregive ’tro i tiden’? De konkrete tiltag har deres egen kontekst, men det er værd at lægge mærke til, at mange forslag til den danske Initiativpris ligner ’indre mission’ i sekulariserede østtyske regioner ved at tilbyde ’let adgang’, ’lav tærskel’ og ’kort tidshorisont’.

Jeg kan heller ikke se andet, end at nogle af de danske beskrivelser af mission i lokalområdet deler ’de fem nødvendigheder’ med østtyske menigheder i mission:

1. det er nødvendigt med mennesker, som glade for deres tro. Og som viser det; 2. det er nødvendigt med en kirkelig kultur, der er gæstfri og åben; 3. det er nødvendigt med et kristent vidnesbyrd, der præges af bibellæsning med missionsfortegn; 4. det er nødvendigt med viden om ’tro til tiden’; og 5. det er nødvendigt med et dåbskatekumenat for voksne.

Alligevel er der en markant accentforskydning mellem mission på dansk og østtysk hjemmebane. Mange af de danske initiativer til arbejde i ”krydsfeltet mellem kultur, kristendom og selve kirken” har projektkarakter. De udføres af bestemte personer. De karakteriseres af at være afgrænsede funktioner, der udøves med mere eller mindre udarbejdet strategi for at opnå kontakt med kulturkristne og forbindelse mellem ’selve kirken’ og det sekulariserede (lokal)samfund. Ifølge Michael Herbst og hans medarbejdere ved Greifswald universitetet viser forskning om mission på hjemmebane i det østlige Tyskland imidlertid, at videregivelse af ’tro i tiden’ sker ved at være et autentisk, troværdig trosfællesskab, hvor ’de fem nødvendigheder’ er levet, dagligdags virkelighed. Mission er identisk med at være kirke.

Kirkesyn Det, jeg hørte fra det østlige Tyskland, og det, jeg læste i de danske forslag til Initiativpris, ligger langt fra internationale evangeliseringskampagners og amerikanske mega-kirkers café-agtige ’faith to go’, hvor udøvelse af kristen tro er løsrevet fra kirkeligt tilhørsforhold (’believing without belonging’; Grace Davie). De allerfleste beskrivelser af dansk mission på hjemmebane forudsætter den kendte folkekirkelige organisationsform og en form for dansk-luthersk kirkesyn, der kan være hjemme i en sådan struktur.15 Alligevel er jeg standset op ved, at nogle aktuelle initiativer synes at forudsætte et kirkesyn, der kommer i nærheden af det, man i dag forstår ved ’emerging chur-

Ny Mission nr. 21

109

ches’. I sådanne former for udøvelse af ’tro til tiden og tro i tiden’ drejer det sig om relationer, ikke om begivenheder, projekter, kampagner eller organiserede møder. ’Kirke’ opfattes som et netværk af mennesker, der har samme modersmål, nemlig storby-dialekt, og ønsker at leve Jesustro i alle livssfærer. Der er tale om ’Jesusvenner’, der er venner og ønsker at dele et Kristusformet liv. Gud skal hverken forklares eller forsvares, og evangelisering har derfor mindre at gøre med ’resultatgearet konfrontation’ og specifikke handlemåder end med den åbne samtale, der hører til blandt venner. Sagt på nyere missionsteologis dansk-engelske sprog: Der skal ’Good News People’ til for at bære et autentisk ’Good News Message’.

Med deres vidt forskellige kontekst, indsigt og historie kan ’emerging churches’ umuligt komme til at ligne hinanden, men alligevel fokuserer en temmelig omfattende beskrivelse på seks fællestræk: gæstfrihed over for fremmede; rundhåndet diakoni; den enkeltes medindflydelse; skabte menneskers kreativitet; fælles ledelse og stærk spiritualitet, der låner fra mange kristne traditioner: ”We play in the Kingdom through ritual” (Gibbs & Bolger 2005:182). Og så vender jeg hjem til Danmark. Måske ligner den følgende omtale af en netværkskirke alligevel lidt ’det store udland, hvor kirker med løs struktur er blevet en succes’. I Aarhus midtby arbejder en gruppe med at samle en ungdomskirke, der ”skal være så åben og bred”, at den bliver et tilbud til unge uden kirkelige forudsætninger. Der skal være ”ung profil og fri struktur”. Ungdomskirken behøver ikke at have et menighedsråd; ingen skal løse sognebånd, og der lægges ikke op til en kirke med vielser og dåb. ”Alt, der er old school og gammeldags, skal ud… I Ungdomskirken vil det være oplagt at holde søndagsgudstjeneste om eftermiddagen, hvor tågerne er ved at lette efter byturen. Måske som en lounge-gudstjeneste efterfulgt af biksemad. Det handler om at se på brugerbehovet… (men først og fremmest) gælder det om at turde tage teten, for ”hvad du synes selv” er ikke nødvendigvis det rigtige svar til unge mennesker”.16 Men ’hvad synes du selv’ er et træk ved tiden, der øver indflydelse på tro i tiden og genererer et kirkesyn, der udfoldes som ’den elektroniske kirke’. Det træk, jeg prøver på at signalere, kombinerer ’frygt som verdensbillede’ med den elektroniske globaliserings flade verden. Der er tale om en kras, autonom individualisme, der generelt mistror institutioner (politiske, sociale, kulturelle og religiøse) og nærer frygtens forbløffende tiltro til, at man kan gøre al ting bedre selv. Ekspertise og autoritet er blevet mistænkelige sager. Mange kurerer på sig selv; en del

110

Ny Mission nr. 21

laver egne skoler, og politisk lovgivning tilsidesætter de ekspertforslag, det politiske system selv har udbedt sig. Den krasse form for ”hvad synes du selv individualisme” ønsker ingen modsigelse og kræver kun af medierne, at de uden at lade sig stoppe af demokratiets melleminstanser som partier, fagforeninger, menigheder eller lærdomstraditioner konfirmerer, hvad ”du selv bestemmer og selv synes”. I Danmark er vi ganske vist et godt stykke fra de nye amerikanske ’tea parties individualister’, der i stedet for ’the rule of the people’ ønsker at være ’people without rules’ (Lilla 2010:56), men kombinationen af frygt og de elektroniske mediers flade verden har skabt en ny form for kommunikation, der i lighed med tidligere tiders ændringer i kommunikationsform har ændringer i kirkesyn som konsekvens (f.eks. bogtrykkerkunsten og reformationen).

Og hvad går de fundamentale ændringer så ud på? I en tankevækkende artikel om kirkesyn, individualisme og den elektroniske kommunikations flade verden argumenterer Uppsala teologen Sven-Erik Brodd for, at sen- eller postmodernitetens fortrinsret for det isolerede individs egne meninger og egne tolkninger er bundet til den lange udvikling, der gjorde societas til kun en sum af individer.

Dette er [så i anden omgang] en nødvendig forudsætning for den elektroniske kirkes indflydelse. Frivillighed gør det muligt for seeren eller lytteren at vælge kanal og dermed slutte sig til en eller anden elektronisk gruppering… Den elektroniske kirke bliver kontekst for en konstruktion af mening [med tilværelsen], der ikke kan dannes i dialog med en tradition og et corpus af troende (Brodd 2005:255).

I de følgende refleksioner over ’The Cyberspace Church’ inddrager prof. Brodd så tekster fra det anglikanske Oxford-bispedømmes oprettelse (2004) af en stilling som ’Web Pastor: i-church’. I-kirken præsenteres her som et web-baseret ’Christian community’ for mennesker, der ikke kan eller vil indgå i en menighed, men ønsker at markere sig som ’self-resourcing’ også med henblik på de åndelige sager, de behøver til livsudfoldelse. Det indebærer, ifølge Oxford bispedømmets kommunikationschef, ”at [mennesker] ikke længere tilhører en organisation eller en institution for at tjene den organisation eller institution. Vi beskæftiger os med den, for at den skal tjene os”.

Den elektroniske kirke har ganske vist redskaber til at generere både ’members and dollars’,

Ny Mission nr. 21

111

… men den kan ikke integrere mennesker i et levende, synligt, fællesskab af de døbte, hellige, Kristustroende… Klassisk kirkesyn forbinder først og fremmest hellighed med de Kristustroendes samfund, ekklesia. Den enkelte kan være hellig som døbt ind i Kristi legeme. Pietismen vendte op og ned på den model, og den elektroniske kirke synes at trække den yderste konsekvens: Hellighed forbliver hos det enkelte individ eller opløses til at være summen af den elektroniske kirkes medlemmers hellighed.

Trosbekendelsens hellige kirke, Helligåndens samfund, fordufter. Også selv om der tales vidt og bredt om netværk.

For netværk er ikke et ekklesiologisk uskyldigt udtryk. I post-moderniteten er netværk en social organisation, der er sat sammen af autonome subjekter, der for en tid trækkes ind i en vis kontakt eller fragmentariske relationer… [netværk] er ikke i stand til at repræsentere andet end enhver individuel grupperings aspirationer og ønsker.

Mission er identisk med at være kirke, hed det ved Folkekirkens Missions juniseminar, men hvordan er mennesker kirke i en flad verden, der bestemmes af frygtsomme, isolerede og ’self-resourcing’ individer? Hvad står ordet ’kirke’ for i denne sammenhæng? Hvor svært det er med kirkesyn og mission som tro til tiden og i tiden viser sig i fænomener som ’the emergent church’ og ’the electronic church’. Og det hele bliver ikke lettere af, at teologisk tænkning om sammenhæng mellem kirkesyn og den flade verdens elektroniske kommunikation mellem ’hvad synes du selv – mennesker’ kun lige er begyndt.17

Og hvad så?

Det materiale, jeg har beskæftiget mig med, rummer adskillige bud på en teologisk tænkning om mission, der som ’tro i tiden’ forholder sig adækvat til ’tro til tiden’ og både undgår at lade det 19.århundredes historiske missionsbevægelse fra nord til syd bestemme, hvad der i dag kan forstås ved kristen mission, og undgår den illusion, at den vestlige verden kontrollerer det socialrum, som kristen tro udfolder sig i. Men hvori består så ’det adækvate”’ Det har jeg mit bud på. Det koncentrerer sig om tre ting.

For det første vil jeg pege på Stanley Hauerwas’ opgør med ’de falske universalismer’ på Aarhus konferencen om kirke og mission i det tredje årtusind (Hauer-

112

Ny Mission nr. 21

was, 2010). At globalisering har gjort verden flad er ikke ensbetydende med, at mission har til opgave at inkulturere kristen tro i verdens mange kulturer med deres sociale og tankemæssige universer. Sådanne forehavender (og dem har der været mange af i den sidste halvdel af det 20.århundrede) forudsætter nemlig en historisk passé absolutisering af kultur, der helt igennem modernistisk tænkes afskilt fra religion: ”mission må bevare folkeslagenes kulturer; kun ganske bestemt religiøs praksis må kristen mission tage afstand fra”. Som om det er muligt at holde religion ude af kultur - og omvendt. Men et af oplysningstidens sekulariserende projekter gik lige netop ud på den adskillelse. En falsk universalisme går sekulariseringens ærinde og overser forbindelsen mellem f.eks. tro og ”begravelsesriter, ægteskabskontrakter, skilsmisse, tand-affiling og polygami”.

Der er omvendt, hævder Hauerwas med rette, også tale om en falsk universalisme, hvis kristnes enhed identificeres med internationale evangeliseringskampagners konsumkultur. Gå ud i en globaliseret verden og gør alle folkeslag til mine disciple er et udsagn om, at Kristustro og dåb binder mennesker sammen, ikke et budskab om en ensartet, verdensomspændende kristen kultur med vægt på social opstigning og fremgangsteologi.

Men vigtigst er Hauerwas’s følgeskab med Karl Barth og John Howard Yoder i det teologiske opgør med de falske universalismer bundet til transcendental universalisme.18 Der drejer sig ikke bare om at holde fast ved, at Kristustroens samfund har et partikulært udgangspunkt i ’Gud i Kristus’ i tid og historie, men også om at holde fast ved denne partikularitet som bestemmelse af at være kirke. ”Det er ikke bare nødvendigt at forstå, at kirken er noget partikulært, men endnu mere nødvendigt at forstå, at den er noget partikulært mellem andet partikulært”. Sagt mere enkelt: I mødet mellem kristent trossamfund og andre trossamfund/mennesker med anden eller igen religiøs tro drejer det sig ikke om at finde frem til noget alment, universelt, der gælder for alle mennesker ’bagom deres tro’. For der er ikke noget ’bagved’, som skulle kunne sikre eller lette, at et kristent vidnesbyrd bliver modtaget. Sagt på min facon med hjælp fra Rodney Clapps bog om kirken: Kristustro kan ikke komme bagom, at der ikke er noget bredere eller videre end Kristi legeme - den virkelighed, hvor Kristusbegivenhed og trovidnesbyrdets samfund er ét. Kristusvidnesbyrdet er mere end ”world-changing”; det er ”world-making”, for det er ensbetydende med ”a specific manner of being and doing in the world”.19

Ny Mission nr. 21

113

For det andet er jeg standset op ved nogle synspunkter på ’tro i tiden’, der kom frem i Princeton professoren Ross Wagners bibelstudier under Aarhus-konferencen.20 Et sæt tog udgangspunkt i Matt 26,1-16, og jeg hørte dem som overvejelser, der ikke sprang ’tro til tiden’ over, men vedgik kompleksiteten i videregivelse af kristen tro. Matthæus’ beretning om kvinden, der salvede Jesus,

•

•

•

•

kan hjælpe til at holde fast i, at videregivelse af kristen tro finder sted i en bestemt historie; i en partikulær kultur (”om to dage er det [jødernes] påske”), kan bæres af mennesker uden for den organiserede menigheds kreds (”disciplene blev vrede; den anonyme kvinde aflægger vidnesbyrd ved at salve Jesus”), er nødt til at tematisere økonomi og magtforhold (”de fattige har I altid hos jer” jvf. 5 Mos 15,7-11), binder forkyndelse, diakoni og gudstjeneste sammen (”dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden (Matt 24,14); ”hvor dette evangelium prædikes, skal også det, som hun har gjort, fortælles til minde om hende” (Matt 26,13); ”mig er givet al magt; gør derfor alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lærer dem at holde, hvad jeg har befalet jer” (Matt 28,19).

Det andet sæt bibelstudier koncentrerede sig om de indledende kapitler af 2.

Korintherbrev. Her fortæller Paulus bl.a. om sin egen ’udøvelse’ af mission ved hjælp af sprog om datidens kejserlige triumftog: ”Gud ske tak, som altid fører os med i Kristi triumftog og overalt lader os udsprede kundskaben om ham som en duft. For vi er Kristi vellugt for Gud…” (2 Kor 2,14-15). Et triumftog består imidlertid både af triumferende, sejrende soldater og de fangne slaver. Paulus fortæller ikke, hvor han placerer sig selv. Simpelthen fordi han ser sig selv som begge dele. Han har sin identitet i samtidigt at være kaldet til at være apostel for evangeliets triumf (Guds nåde imod mig har ikke været forgæves, 1 Kor 15,10; ved mig har Kristus i Guds Ånds kraft fuldført forkyndelsen af evangeliet, Rom 15,18-19) og at være Kristi slave (for vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres slaver for Jesu skyld, 2 Kor 4,5).

Paulus tegner her en missionær profil, der synes mig relevant for videregivelse af ’tro til tiden og tro i tiden’. Det drejer sig på den ene side om ’høj cigarføring’ (biskop Jan Lindhardts udtryk). I en kompleks globaliseret samtid, hvor verden er

114

Ny Mission nr. 21

blevet flad, og den fjerne ’anderledes anden’ samtidigt er den nære ’anderledes anden’, er det helt nødvendigt med mennesker, der er glade for deres tro og stolte over den - og viser det (jvf. de østtyske undersøgelser). Det er nødvendigt at turde tale på Guds vegne og renfærdigt videregive et budskab om Guds ansigt Guds genkendelighed - i Kristus (2 Kor 2,17). På den anden side hjælper Paulusteksten til at holde fast i, at ’udøvelse’ af kristen tro karakteriseres af ”ydmygt vidnesbyrd om ’Kristus alene’” (jvf. Edinburgh-fejringens Common Call).

For det tredje viser det materiale, jeg har haft fat i, helt tydeligt forskellen mellem fokusering på majoritet og antal (f.eks. procenten af folkekirkemedlemmer i Danmark) og den mission, der forudsætter, at det ikke er ’de andre’, der er ’de fremmede’ og minoriteten, men Kristustroens kirke til og i tiden. På det punkt er der noget at lære af University of Virginia professoren James Davison Hunters overvejelser over Jer. 29,4-7 og det oldkirkelige Diognetbrev (Hunter 2010).

I Jeremias-teksten hedder det: ”Dette siger Hærskarernes Herre, Israels Gud til de landflygtige… Byg huse og bo i dem, plant haver og spis frugten fra dem; gift jer og få sønner og døtre… Søg efter den bys fred (’shalôm’), hvorhen jeg førte jer i eksil og bed til Herren for den, for i dens fred skal der være fred for jer”. Eksil i de fremmede ’andres’ kultur er Gud Herrens værested. Videregivelse af gudstro og dermed Guds folks overlevelse er ikke bundet til bestemt sted og opretholdelse af majoritetsstatus. Men det kræver opretholdelse af en partikulær tro i diakonal tjeneste for andre, jv. 1 Petersbrev, der sendes til 'de udvalgte, der bor som fremmede blandt andre folkeslag”(1,1; 1,17 og 2,11) og opmuntrer dem til at ”gøre det gode med sagtmodighed” (3,16 og 17) og bruge deres nådegaver til at tjene de andre (4,10).

Diognetbrevet stammer fra det 2.århundrede. Det hedder et ’brev’, skønt modtageren er ukendt, men det drejer sig om opretholdelse af kristen tro og kristen livsførelse i en multireligiøs verden (Bilde 1985). I kap. 5 hedder det: For det er hverken ved fædreland, sprog eller klædedragt, at de kristne adskiller sig fra andre mennesker. De bor nemlig ikke i deres egne byer… ej heller benytter de sig af et usædvanligt sprog eller praktiserer en påfaldende livsførelse… Men samtidig med, at de lever efter de lokale skikke i henseende til både klædedragt, spisevaner og øvrig levemåde, så demonstrerer de deres egen livsførelses forbløffende og klart egenartede karakter… Ethvert frem-

Ny Mission nr. 21

115

med land er deres fædreland, men ethvert fædreland er fremmed for dem…

De opholder sig på jorden, men er borgere i himlen. De adlyder de fastsatte love, og med deres livsførelse overgår de lovenes krav. De elsker alle, og forfølges af alle… De dræbes, og derved levendegøres de. De er fattige og gør dog mange rige…

Diognetbrevet kan ikke bruges som ’blueprint’ for en missional kirke i vores egen samtid, men det optræder med rette i ny missionsteologi som en påmindelse om, at videregivelse af ’tro til og i tiden’ forudsætter, at kristne - og ikke ’de andre’ er ’de fremmede, anderledes andre’. Hvad det konkret går ud på her og nu, og her i Danmark - det har mit materiale ikke fortalt mig noget om.

Noter 1.

2.

3.

4.

5.

6.

Udtrykket er lånt fra titlen Tro i Tiden af Lars Mollerup-Degn, Mogens S. Mogensen og Leif Vestergaard (Folkekirke og Religionsmøde 20089, jf. ressourceportal www.troitiden.

Hjælp til navigering i litteraturmassen i Iversen 2010 og Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke, 02/2009 (temanummer om “Aktuelle udfordringer for den danske kirke”. Heri min artikel ”Kirke i mission”).

Se henholdsvis www.folkekirkensmission.dk og www.teo.au.dk/churchandmission

Absolut fattigdom angiver, at mennesker er nødstedte på en række overlappende livsområder: økonomisk fattige; kulturelt fattige; fattige på helse, undervisning og udviklingsmuligheder for samfundet.

Om Iran og kampen om ’det religiøse’ og ’det sekulare’, se LeVine 2010,26-29.

Jvf. den danske diskussion om ’sammenhængskraften’. Se Lodberg 2007.

Man kan godt lære af James Davison Hunter’s analyser (i Hunter 2010) uden at dele afslutningskapitlets beskrivelse af ”faithful presence”.

7.

Citeret efter Kr. Dagblad 27/4, 2010.

9.

Tysk-amerikansk, jødisk politisk filosof 1906-75.

8.

10.

11.

12.

116

Serien ”Unge 97”, Samvirke 10/1997.

Jvf. ”I Byen”, Politiken 4/6, 2010,22.

www.folkekirkensmission.dk. Kristeligt Dagblad 19/7 2010 knytter nedtoning af evangeliserende tiltag i dansk mission til stigende afhængighed af statslige midler. Den diskussion nåede allerede et højdepunkt tidligt i 1970’erne i forbindelse med Det lutherske Verdensforbunds støtte til Mekane Yesus kirken i Etiopien; se Duchrow 1980, afsnittet ”Kirke und Abhängigkeitssysteme”.

Dette og følgende citater er lånt fra Kr. Dagblads indlæg ”Initiativprisen”, juni 2010.

Ny Mission nr. 21

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

Se Iversen 2010a, kapitlet ”How Can a Folk Church Be Missional Church?” s. 179ff.

Om de kirkeministerielle betænkninger 1477 og 1491 med følgelovgivning (fra Bertel Haarders regeringstid som kirkeminister, 2005-2007), hvor udtrykket ”Folkekirkens mission” forekommer som formulering af kirkens målsætning, se Iversen 2010b.

Jacob Heinsen, kirkeministeriet 2007, skelner mellem statskirkelige, kongregationalistiske, episkopale og synodale elementer i den komplekse folkekirkelige organisation. Se Iversen 2010b:144.

Citaterne er lånt fra Kr. Dagblads indlæg ’Initiativprisen’, juni 2010, 22.

F.eks. Straarup 2010:5: “[Pilot studies] carried out in virtual reality environment show that the religiosity of the avatars is intense around the sites (places and activities) where the link to church organizations’ traditional symbols and forms of activity is strong: virtual cathedrals, traditional religious symbols, traditional services ort prayer meetings. The utmost expression of secularization bends back towards the symbol system it has left behind”. En avatar er “the representation of your chosen embodied appearance to other people in a virtual world”. Jeg kan ikke bedømme, om det er korrekt, at avatar-fænomenet i den virtuelle verden allerede er på tilbagetog.

Hauerwas citerer Barth (Barth 1956:124) om vidnesbyrdet “Gud var i Jesus Kristus” som det udgangspunkt, hvori al mission oprinder: ”We can only make it clear from the Evangelists and the Apostles what it will mean to start from this point, and then try to make clear what our own starting point is. But we cannot get “behind” this point. Therefore we cannot derive or prove the statement… from a higher discernment. We can only describe it as a starting point”. I samme forbindelse citerer Hauerwas Yoder (1994:256): “The truth claim of the herald or witness must remain non-coercive if it is to be valid. You never have to believe it. For that there are two reasons: First, because the message concerns a contingent, particular event with the challengeable relativity of historical reporting. It will always be possible to believe that the Exodus and Sinai, or the Resurrection and Ascension did not happen or were imagined later, or were misreported. Secondly you don’t have to believe it because the herald has no clout. He or she cannot bring it about that if you refuse to believe you must be destroyed or demoted. In fact, it is the herald who is vulnerable…The herald believes in accepting weakness, because the message is about a Suffering Servant whose meekness it is that brings justice to the nations”.

Clapp 1996. Jeg har tidligere brugt disse tankegange i Ånd har krop, kap. I. På konferencen ”Church and Mission in a Multireligious Third Millennium” fremlagde Jonas Adelin Jørgensen i et paper med titlen ”The Nature and Task of Missiology in Religiously Pluralistic Age” en helt igennem trinitarisk tænkt missiologi , der kan opfattes som et caveat overfor kristologisk forsnævring i opgøret med de falske universalismer.

Bibelstudierne havde titlerne ”In Memory of Her: Mission in the Absence of Jesus”, og “The Aroma of Christ: The Paradoxical Presence of Jesus in Mission”.

Ny Mission nr. 21

117

Litteratur Aagaard, Anna Marie 2005 Ånd har krop. København: Anis.

2010 ”Kirke i mission”. I Kapitler om hellighed. www.annamarieaagaard.dk, s. 108-119.

Altvater, Elmar et. al.

2010 Griechenland ist überall. Positionspapier, Institut Solidarishe Moderne. www.solidarische-moderne.de.

Karl Barth, 1956

Bilde, Per 1985

Church Dogmatics IV/2. Edinburgh: Τ & Τ Clark. ”Diagonetbrevet, indledt og oversat af Per Bilde”. I Niels Jørgen Cappelørn f.fl., De apostolske fædre i dansk oversættelse. København: Det danske Bibelselskab, 223-242.

Brodd, Sven-Erik 2005 ”Electronic Church and Web Community”. I Sari Dhima, red., Kirkko – Taide – Viestintä. Helsinki: Heikkilän juhlakirja.

Clapp, Rodney 1996 A Peculiar People. InterVarsity Press.

Common Call 2010 http://edinburgh2010.oikoumene.org/en/resources/papersdocuments (nederst på siden).

Duchrow, U. 1980 Konflikt um die Ökumene. München: Kaiser Verlag.

Friedman, Thomas L. 2005 The World Is Flat. A Brief History of the Twenty-First Century.

Farrar, Straus and Giroux, N.Y. Gibbs, Eddie & Ryan K. Bolger 2005 Emerging Churches. Grand Rapids, MI: Baker Academics.

Gundelach, Peter & Hans Raun Iversen & Margit Warburg 2008 I Hjertet af Danmark, København. København: Reitzels Forlag.

118

Ny Mission nr. 21

Hauverwas, Stanley 1994 The Royal Priesthood; Essays, Ecclesiological and Ecumenical. Grand Rapids, MI: Eerdsmans.

2010

Beyond the Boundaries: The Church is Mission. Keynote paper, konferencen “Church and Mission in a Multireligious Third Millennium, Det teologiske Fakultet, Aarhus Universitet, Jan 2010.

Hunter, James Davison 2010 To Change the World. The Irony ,Tragedy,& Possibility of Christianity in the Late Modern World. Oxford University Press.

Iversen, Hans Raun 2010a Church, Society and Mission. Twelve Danish Contributions to International Discussions. Copenhagen: Department for Systematic Theology, Faculty of Theology, University of Copenhagen.

2010b

Judt, Tony 2010a 2010b

”Folkekirken som den fremtræder og definerer sig selv”. I Z. BalslevClausen m.fl., red., Bekendelse og Kirkeordninger. Kirkeretsantologi.

Selskab for Kirkeret. S. 127-150. ”The way things are and how they might be”. London Review of Books, March, 25.

“Ill Fares the Land”. The New York Review of Books, April 29.

LeVine, Mark 2010 ”Rockmusik als Gegengift”. Welt-Sichten 6/2010,26-29.

Lilla, Mark 2010

”The Tea Party Jacobins”, New York Review of Books, May 27.

Lodberg, Peter (red.)

2007 Sammenhængskraften. Replikker til Fogh. Højbjerg. Forlaget Univers.

Mogensen, Mogens S., 2010 ”Går det ad Pommern til?” http://mogensen.eftertanke.dk/2010/06/10/gar-det-ad-pommern-til/, besøgt 13.06.2010.

Mollerup-Degn, Lars, Mogens S. Mogensen og Leif Vestergaard 2008 Tro i Tiden. Aarhus: Folkekirke og Religionsmøde 2008.

Ny Mission nr. 21

119

Mortensen, Viggo, 2005 Kristendommen under Forvandling. Pluralismen som udfordring til teologi og kirke i Danmark. Højbjerg: Forlaget Univers.

Straarup, Jørgen 2010 Pinnochi goes to church. The religious life of avatars. Conference paper, Church and Mission in a Multireligious Third Millennium, Jan 2010.

Taylor, Charles 2007 A Secular Age. Cambridge, Massachusetts: The Belknap Press of Harvard University Press 2007.

The Hedgehog Review 2006 ”Rethinking Secularization”, The Hedgehog Review 1-2, 7-22.

Welt-Sichten 2010 ”Die Perspektive der Schwachen anmahnen”, Gespräch mit Olav Fykse Tveit, Welt-Sichten 6.

Yoder, John Howard 1994 The Royal Priesthood; Essays, Ecclesiological and Ecumenical.

Grand Rapids, MI: Eerdsmans.

Zuckerman, Phil 2008 Samfund uden Gud. Højbjerg: Forlaget Univers.

Anna Marie Aagaard, dr. teol. Har undervist i dogmatik, Det teologiske Fakultet, Aarhus Universitet. Nu pensioneret.

120

Ny Mission nr. 21

Discipelskab i kirke og mission ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Sådan lyder det i Jesu missionsbefaling, som den er gengivet i slutningen af Mattæus-evangeliet. Eller som den ofte bliver fortolket: ”Gå ud i al verden og gør alle folkeslag til mine disciple”. Mission er ofte blevet forstået som noget, missionærer sendes ud til andre dele af verden for at udføre. Og en vigtig del af missionsarbejdet – derude – er at gøre mennesker til Jesu disciple, mens vi herhjemme i kirken taler meget lidt om at være disciple og gøre mennesker til disciple.

I dette nummer af Ny Mission understreges det, at missionen er kommet hjem, således at mission er ved at blive en central del af kirkens liv også her i Danmark.

Dermed er discipelskab også kommet på dagsordenen, og vi bliver mindet om, at dåbsbefalingen er en missionsbefaling og måske først af alt en discipelskabsbefaling. I bogens artikler drøftes det, hvordan vi kan forstå discipelskab i en dansk kirkelig og folkelig kontekst, og hvilke former discipelskabet kan tage i vor sammenhæng.

Ny Mission er en skriftserie, der udgives af Dansk Missionsråd, og udkommer med to numre om året.

Tidligere udgivelser i serien 1. Kulturkristendom og kirke – 1999 2. Gudstjeneste og mission – 2001 3. Globalisering og mission – 2001 4. Samarbejde i mission – 2003 5. Mission og etik – 2003 6. Kirke i mission – 2004 7. Religionsteologi - 2004 8. Missionær i det 21. århundrede - 2005 9. Mission og dialog – 2005 10. Mission og penge – 2006 11. Anerkendelse i mission – efter Muhammedkrisen - 2006 12. Diakoni og udvikling i kirke og mission – 22007 13. ”The Next Christendom” – udfordringer fra syd – 2007 14. Teologisk (ud)dannelse i en missional kirke – 2008 15. Evangelisering – missionens fokus (2008) 16. Klimakrisen – hvad ved vi, hvad tror vi, og hvad gør vi (2009) 17. Edinburgh 1910 – 100 år efter. Fra autoritet til autencitet i mission? - 2009 18. Mund og mæle til marginaliserede – Advocacy i kirke og mission – 2010 19. Den pentekostale bevægelse 20. For således elskede Gud verden. Udfordringer og glimt fra Lausanne III i Cape Town 16. – 25. oktober 2010 Planlagte numre i serien 22. Religion og udvikling

Abonnement på Ny Mission eller enkeltnumre kan bestilles hos Dansk Missionsråd Peter Bangsvej 1D 2000 Frederiksberg Telefon 3916 2777 E-mail: dmr@dmr.org